H.C. Andersen på Lykkesholm 1839
Næste gang H.C. Andersen er på Lykkesholm er i perioden 13 – 25 juli 1839 bortset fra et par dage i Odense i starten af perioden. I et brev til Signe Læssøe kommer hans dårlige humør til udtryk efter at han havde det sidste “Maanedsskrift for Litteratur” hvor han efter gammel skik behandles hånligt og drengeagtigt. Det er desuden dumt skrevet og han begriber ikke hvorledes professor Petersen, for sin egen skyld vil optage sligt. Det påvirkede ham og han blev forbitret og bedrøvet og følte den øjeblikkelige modløshed. Lad dem piske ham med nælder og skorpioner, lider han uret, da vil skammen blive deres. – H.C. Andersen rejste i dette humør ud til Lykkesholm og ak hvor forandret, jeg kommer her ikke mere igen skriver Andersen.
I de dage H.C. Andersen var paa Lykkesholm vandrede han daglig ene omkring i de smukke store Skove, der tage fat hvor haven ender. Han tænkte da på Sverige, sine venner der og sin erkendelse.Han følte smukt den nordiske ånd, hvorledes de tre brødrefolk lidt efter lidt voksede sammen, og da faldt det ham ind, men de tre havde jo ingen nationalsang. H.C. Andersen vil give dem en og som sagt, så skete det. Andersen tror at får den en rigtig melodi, een, som »Kong Christian«, har det, da kan den blive skandinavisk, her er den:
| 1 Vers.
Vi er eet Folk vi kaldes Skandinaver
I trende Riger er vort Hjemstavn deelt;
Men mellem Nutids store Himmel-Gaver,
Er den, vort Hjerte voxer til eet Heelt!
Lad være glemt, hvis os en Uret skete,
Tidsaanden, som en luttret Margarethe,
Forener os, den trefold Kraft forlener,
Selv Sproget os forener.
Paa Fjeld, i Skov og ved det natblaa Hav,
Jeg jubler glad, jeg er en Skandinav! |
2 Vers.
Kom med paa Dovre Fjeld hvor Jøklen ligger,
Hør Fossens Torden, Sætterpigens Sang.
Den friske Sø- og Bjerg-Luft jeg inddrikker,
Jeg gaaer, hvor Nordens Guder gik engang,
Og hvis om Snillets Mænd jeg hører heller,
Da Bergens By om Holberg mig fortæller;
Til Fjelds! til Fjelds! Med stærke Klippeborge
Staaer Du mit gamle Norge,
I Glands af Nordlys, ved et stormfuldt Hav,
Jeg elsker Dig! jeg er Skandinav! |
| 3 Vers.
Kom paa den snelle Baad, lad Dampen virke,
See Floder, store Søer er vor Vei!
Seil over Bjerget, hvor de høie Birke
Udaande Duft! O, Sverrig elsker jeg!
Herfra lød Gustav Adolfs Navn paa Jorden,
Han var den sidste Ridder her i Norden.
Lidt Barkbrød og den svenske Bonde synger,
Ham Nøisomhed forynger.
Han synger Sangene ham Skjalden gav,
Og vi med ham. Jeg er en Skandinav! |
4 Vers.
En smuk Bouquet af Kløver Korn og Humle,
Er Danmark! kom og see vor Bøgeskov!
Paa Sletten her sig Aandens Sønner tumle,
Det dundrer lystigt under Hestens Hov.
Til Videnskab og Kunst vi snelt udride,
Europa om det lille Land skal vide.
Ved Thorvaldsen dets Navn fra Stenen klinger,
Og her har Sangen Vinger.
En Rose Danmark er! syng Skandinav,
Om Aandens Blomst midt i det barske Hav! |
| 5. Vers.
Lad ei den skjønne Enighed forsvinde,
Dansk, Svensk og Norsk hinanden række Haand;
De gamle Folkesange os forbinde,
I Melodien er et kraftigt Baand.
Af Enighedens Sæd kun godt man høster,
Vi skue kjækt mod Vester og mod øster!
I Fryd og Sorg! O her er godt at være!
Her leve vore Kjære!
Fra Bøg og Birk og Gran vidt over Hav
Lyd Glædes Sang: jeg er en Skandinav! |
|
Lars Bjørnsten Odense 2012
