H.C. Andersen og Charles Dickens 1857

H.C. Andersen og Charles Dickens 1857

I 1857 besøgte Hans Christian Andersen for anden gang Charles Dickens i England: Se om dette besøg her!

Der skulle gå 10 år inden Andersen igen i 1857 gæstede Dickensfamilien, dog var der imellem tiden en livlig brevveksling mellem Andersen og Dickens. Da H.C. Andersen i 1857 for 2 gang besøgte England var målet et besøg hos Charles Dickens, men det skulle vise sig at meget var anderledes end ved første besøg i 1847. Andersens besøg i Gads Hil var meget ubelejligt for familien, da der var et bittert familieopgør og Dickens forestående dramatiske skilsmisse var under opsejling.

Gad’s Hill Place. Charles Dickens Hus i Kent i England. Her var H.C. Andersen gæst i 5 uger i sommerferien 1857.

H.C. Andersen tilbragte ca. 5. uger hos Dickens, hvem han beundrede som digter og elskede som menneske. Charles Dickens og hans familie var ikke begejstret over H.C. Andersen besøg “He was a bony bore, and stayed on and on” var datterens kommentar til Andersens lange besøg.

Hans Christian Andersen besøgte i 1857 Dickens på Gad’s Hill og for H.C. Andersen var det et højdepunkt i hans liv. Imidlertid var hverken Charles Dickens eller hans familie særlig tilfredse og glade for Andersens besøg på grund at af hans væremåde. H.C. Andersen var en vanskelig gæst, en egoist, pågående og vekslede imellem anfald af depressioner og selvmord, samtidig med at talte et meget dårligt engelsk.

Charles Dickens skrev til sin ven William Jordan om Andersens sprog: ” Hans uforståelige sprog var ubetaleligt. Når han talte fransk eller italiensk, var han som en vildmand; på engelsk var han som et døvstummeinstitut. Min ældste søn vil aflægge ed på, at intet menneskeligt øre kan genkende hans tysk, og hans oversættelinde har over for Bentley erklæret, at han ikke kan tale dansk!”

Sir Henry Dickens, som var 8 år gammel, da Andersen boede hos familien skrev: ” Den første morgen efter hans ankomst….sendte han bud efter min ældste broder til at barbere sig . Dette til stor irritation fra drengene og med det resultat at Andersen derefter kørte til barberen hver morgen.

Fra ” Mit Livs Eventyr ” af H.C. Andersen 1857

” I April skrev jeg Ingemann til:

” »- Fra Charles Dickens har jeg nylig faaet et velsignet. Han skriver, at han mod denne Maaneds Slutning ender Roman »Little Dorrit« og er da en »fri Mand«, Han har en Villa mellem Rochester og London; der flytter han ud sin Familie i Begyndelsen af af Juni og venter mig; jeg faae en smuk Udsigt og kjærlige Venner.

Jeg er lykkelig Tilbudet om at komme der. Jeg vil see, om jeg kan lægge Udreisen over Sorø sidst i Mai for at være hos Dem paa Deres Fødselsdag d. 28de Mai. En Uges Tid tidligere vil min Roman, »At være eller ikke være«, udkomme. Jeg har tilladt mig at dedicere den til »Digteren Ingemann og Philosophen Sibbern « ;

De vil forstaae min Tanke dermed.« En af de Første, jeg forelæste min nye Bog, idet den udkom, var Hds. Majestæt Enkedronningen, Caroline Amalie. Altid havde hun og hendes kongelige Gemal været mig naadige og gode. Jeg tilbragte denne Gang flere Dage paa det skjønne, skovrige Sorgenfri. Skovene sprang netop ud i de Dage, jeg var der………

Det var i dette Foraar netop ti Aar siden, jeg havde været i England. I den Mellemtid havde Dickens oftere glædet mig med Brev; nu fulgte jeg hans venlige Indbydelse.

Jeg var lyksalig! Opholdet hos Dickens maatte blive og blev en Glandspunkt i mit Liv. Over Holland naaede jeg Frankrig og gik om Natten til den 11te Mai med Dampskibet fra Calais til Dover. I mine »samlede Skrifter« findes en udførlig Skildring af dette mig saa dyrebare Ophold, hvor Mennesket Dickens blev mig lige saa uendelig kjær som Digteren Dickens var og er mig. Her følger et kort Uddrag af det Givne: I Morgenstunden naaede jeg med Banetoget London og søgte strax Nordbanen for at naae Stationen Higham. Her var ingen Vogn at erholde; til fods, ledsaget af Banebetjenten, som bar mit Tøj, naaede jeg Gadshill,  hvor Dickens havde sin smukke Villa. Dickens traadte mig imøde saa glad, saa hjertelig, lidt ældre at see til, end da vi sidst mødtes, men dette Ældre laae for en Deel i Skjægget, han havde lagt sig til. øinene lyste som før, det samme Smiil om Munden, den samme kjærlige Røst lød saa hjertelig, ja, om det var muligt, endnu hjerteligere end før. Dickens var nu i sin Manddoms bedste Alder, i sit fem og fyrgetyvende Aar, saa ungdommelig, livfuld, veltalende og riig paa Humor, der gjennemstraaledes af den varmeste Hjertelighed. Jeg veed ikke noget mere Betegnende at sige om ham end de Ord, jeg i et af de første Breve derfra skrev om ham: »Tag det Bedste ud af alle Dickens’s Skrifter, dan Dig deraf Billedet af en Mand, og Du har Charles Dickens«. Og saaledes som han i den første Time stod for mig, var og blev han uforandret alle de Uger, jeg blev der, altid livssund, glad og deeltagende.

Nogle Dage før min Ankomst var en Ven af Dickens, Lystspildigteren Douglas Jerrold, død. For at samle et Par Tusinde Pund til Enken var Dickens traadt sammen med Bulwer, Thackeray og Skuespilleren Macready; en dramatisk ForestiIling og flere Oplæsninger hørte med til Programmet. Al den Virksomhed og Travlhed forvoldte, at han, oftere end det eIlers vilde have været Tilfældet, maatte tage til London og blive der hele Dagen. Et Par Gange fulgte jeg med og blev hos ham i hans velindrettede Vinterbolig i Hovedstaden. Med ham og hans Familie var jeg tilstede ved Händels-Festen i Glaspaladset.

Vi saae begge for første Gang den uopnaaelige tragiske Skuespillerinde Ristori, saae hende udføre Titelrollen i en italiensk Tragedie »Kamma«, og som Lady Macbeth; især i denne sidste Rolle greb hun os mægtigt; der var i hele hendes FremstiIling en psychologisk rystende Sandhed, forfærdelig og dog indenfor Skjønhedslinien. Det er umuligt, at der nogensinde kan gives et mere sandt og gribende Billede af den i Sjæl og Legeme gjennemrystede Kvinde jeg saae den storartede og phantastiske Pragt, med hvilken Direkteuren Kean, Søn af den berømte Skuespiller, bragte Shakspeares Stykker paa Scenen, saae første Forestilling af »Stormen«, hvor det at sætte i Scene var løftet til Overdrivelse. Den dristige Digtning forstenedes i Illustratjonen, det levende Ord fordunstede, man fik ikke den aandelige Ret, man glemte den for Guldfadet, den blev baaren frem paa.

Et Værk af Shakspeare, kunstnerisk fremstiIlet, om end kun mellem tre Skjærmbrædder, er for mig en større Nydelse end her, hvor den forsvandt i Skjønheds Staffage.

Af de Forestillinger, der bleve givne til Indtægt for Jerrolds Enke, stod som Glandspunktet den, hvori Dickens med Nogle af sin Familie optraadte, et nyt romantisk Drama, »The frozen deep« af Digteren Wilkie Collins. Forfatteren selv udførte den ene Elskers Rolle, Dickens den andens.

I Dickens’s Huus blev der jevnlig givet dramatiske Forestillinger for gode Venner. Dronningen havde længe ønsket at see en af disse og vilde nu overvære OpføreIsen af en saadari Privatforestilling i det lille Theater »the galery of illustration« ; Som Tilskuere var, foruden Dronningen, Prinds Albert, de kongelige Børn, den unge Prinds af Preussen og Kongen af Belgien kun et Udvalg af de Spillendes Allernærmeste tilstede. Fra Dickens’s Huus kom kun hans Hustru, Svigermoder og jeg.

Dickens udførte sin Rolle i Dramaet med gribende Sandhed og stor dramatisk Genialitet. Den lille Farce: »Two o’clocck in the morning« blev givet med mageløs Livlighed af Charles Dickens og Udgiveren af Punch, Mr. Mark Lemon, der, efter Sigende, i den senere Tid er optraadt offentlig med stort Held som »Falstaff«

Efter Forestillingen tilbragte jeg Timerne indtil langt paa Natten sammen med alle de Spillende og Medvirkende. var i Houshold words office arrangeret en munter lille Fest som senere fornyedes idet Grønne hos Albert Smith, Bestigeren af Montblanc.

Paa Landet hos Dickens saae jeg Englands rigeste Dame Miss Burdett Coutts, der af Alle omtaltes som en af de ædlw og meest velgjørende Kvinder. Det er ikke nok, at hun har bygget flere Kirker, men hun sørger fornuftigt og christeligt for Fattige og Syge. Hun indbød mig til at boe i hendes Huus i London. Jeg tog imod Indbydelsen og saae der et i al Riigdom indrettet engelsk Huus, hvor den ædle, kvindelige, høist værdige Miss Coutts selv blev mig det meest Uforglemmelige.

Hvor afvexlende og rigt Livet end var inde i London, var jeg dog altid glad ved at naae ud igjen til det egentlige Hjem i Gadshill. Der var saa hyggeligt i den lille Stue, hvor Dickens sad med Hustru og Gjæster. Det var lykkelige Timer, men dog kom der ogsaa i disse tunge, mørke Øieblikke, ikke indenfra, men udenfra; særligt erindrer jeg fra denne Tid en Kritik over min sidste Bog, »At være eller ikke være«. Den satte mig i daarligt Humeur, hvad den ikke skulde have gjort. Dog just i denne min Sorg og Forstemthed maatte jeg erkjende, hvorledes selv denne PrøveIse skulde føde Glæde, forunde mig en Udtalelse af Dickens’s uendelige Hjertelighed. Da han af sin Familie hørte, hvor forstemt jeg var, lod han et heelt Fyrværkeri af Spøg og Lune lyse, og da det endnu ikke trængte heelt ind i mit Humeurs mørke Krog, kom der Alvor i al Hjertelighedens Glands, en saa varm Anerkjendelse, at jeg følte mig løftet, styrket og fyldt af Lyst og Trang til at fortjene den. Jeg saae ind i Vennens milde, straalende Øine og følte, at jeg burde takke »en stræng Kritik« for, at jeg havde vundet et af de deiligste Øieblikke i mit Liv.

Altfor snart henfløi de lykkelige Dage hos Dickens. Afskeds-Morgenen kom. Jeg skulde, før jeg endnu naaede Danmark, see Apotheosen for Tydsklands digteriske Storhed. Jeg var indbudt til Festen i Weimar ved Afsløringen af Goethes, Schillers og Wielands Statuer.

I den tidlige Morgen lod Dickens spænde for sin lille Vogn, satte sig selv op som Kudsk og kjørte mig til Maidstone, hvorfra jeg skulde tage med Banetoget til Falkestone. Han tegnede til mig et ledende Kort over alle Stationerne; han var saa livlig, saa hjertelig den hele Vei, men jeg sad næsten taus, forstemt over, at Afskeds-Øieblikket nærmede sig. Paa Banegaarden omfavnede vi hinanden: jeg saae ind i hans sjælfulde Øine, saae – maaskee for sidste Gang -ham, i hvem jeg beundrer Digteren og elsker Mennesket. Et Haandtryk endnu, og han kjørte bort. Toget brusede afsted med mig.

»Forbi, forbi, og det blive alle Historier!«

Fra Maxen ved Dresden sendte jeg Brev til Charles Dickens

»Kjære bedste Ven!

Endelig kan jeg skrive! Det har da ogsaa varet længe nok, altfor længe! Men alle Dage, næsten hver Time, var De i min Tanke. De og Deres Hjem er blevet som et Stykke af mit sjælelige Liv, og hvorledes kunde det være anderledes. I Aaringer elskede og beundrede jeg Dem; det var gjennem Deres Skrifter, men nu kjender jeg Dem selv. Ingen af Deres Venner kan, inderligere hænge fast ved Dem end jeg. Dette Besøg i England, Opholdet hos Dem er et Glandspunkt i mit Liv; derfor: blev jeg saa længe, derfor var det mig saa tungt at sige Farvel. Tilvisse, da vi kjørte sammen fra Gadshill til Maidstone, havde; jeg det saa tungt, det var mig næsten ikke muligt at føre en Samtale; jeg var ved at græde. Siden, naar jeg tænker paa, Afskeden, føler jeg ret levende, hvor haardt det har maattet; være for Dem nogle Dage derefter at følge Deres Søn Walter ombord og vide, at De ikke skulde see ham igjen før om syv Aar. Jeg har ikke Udtryk, selvom jeg kunde skrive mit Brev paa Dansk, til at sige Dem hvor lykkelig jeg var hos Dem; hvor taknemlig jeg er. Jeg forstod hvert Minut, at De var] mig god, at De gjerne saae mig og var mig en Ven. De kan troe, jeg skatter hvad det vil sige. Ogsaa Deres Hustru modtog mig saa hjertensgod, mig den Fremmede. Jeg indseer, at det kan slet ikke have været saa behageligt for den hele Kreds at have i Uger om sig en Saadan, der talte Engelsk saa daarligt som jeg, En, der syntes faldet ned fra Skyerne. Dog hvor lid lod man mig: føle dette. Bring min Tak til dem Alle! Baby sagde til mig den første Dag jeg kom: »I will put you out of the window,« men senere sagde han, at han vilde »put« mig »in of the window«, og jeg gjør hans sidste Ord til hele Kredsens. Efter at have levet i et saadant Hjem og været saa glad og opfyldt af det som jeg var, kunde Paris naturligviis intet Opholdssted være for mig. Jeg følte mig som i en heed Bikube , hvor der ingen Honning fandtes. Varmen var trykkende, jeg maatte afsted, men i korte Dagsreiser. Hele fem Dage hen før jeg naaede Frankfurt; først den 27de var jeg i Dresden hvor Familien Serre ventede mig. Dagen derpaa var det Huusherrens Fødselsdag, og denne skulde feires hos en af Vennerne, den berømte Pianist og Komponist Henselt, der lever den 1ste Tid af Aaret i Petersborg, men i Sommertiden opholder sig paa sit Gods i Schlesien. Derhen kom vi til Glæde og Festlighed. Først igaar kom vi her tilbage til Serres Eiendom i Maxen., I den tidlige Morgen skriver jeg dette Brev. Det er, som om jeg selv bragte det. Jeg staaer i Deres Stue paa Gadshill, seer, som første Dag jeg kom, Roserne blomstre om Vinduerne, de grønne Marker løfte sig hen mod Rockester. Jeg fornemmer Æbleduften af de vilde Rosenhække ud mod Marken, hvor Sønnerne spille Criquet. O, hvormeget vil der ligge imellem, før jeg igjen fornemmer og seer det i Virkeligheden, om det nogensinde skeer! Men hvad end Tiden opruller, mit Hjerte vil fast, kjærligt og taknemligt hænge ved Dem, min store, herlige Ven! Glæd mig snart med et Brev; siig mig saa, naar De har læst »To be or not to be«, hvad De dømmer om den. Glem kjærligt de Skyggesider, som Samlivet maaskee har viist Dem hos mig. Jeg vil saa gjerne leve i god Erindring hos den, jeg elsker som en Ven og Broder.

Deres trofaste

Hans Christian Andersen.

Snart efter modtog jeg et rigt, hjerteligt Brev fra den ældre, herlige Dickens med Hilsener fra Hver især, selv fra det gamle Monument og Hyrdehunden deroppe. Senere kom der sjeldnere Breve, i de sidste Aar slet ingen. »Forbi, forbi, og det blive alle Historier!…………”

 Bemærkninger

Denne afbrydelsen af korrespondancen mellem Dickens og Andersen medførte megen sorg og forstemthed hos H.C. Andersen. Andersen skrev flere gange til Charles Dickens uden at få svar retur og derfor ophørte korrespondancen mellem de to. Andersen betragtede dog Dickens som sin ven til det sidste og de seneste år før H.C. Andersens død omtalte han Dickens med beundring og stor kærlighed, dog uden at blive bitter på Dickens. Der var ikke tvivl om at Charles Dickens familie ikke brød sig om dette venskab på baggrund af Andersen pågåenhed og store kærlighed til Charles Dickens.

Forholdet mellem Charles Dickens og H.C. Andersen blev ikke bedre da Andersen i 1860 udgav en rejseskitse, der gik tæt på Charles Dickens og hans familie i opløsningens periode i 1857. Efter Dickens skilsmisse forelskede han sig i Nelly Ternan. Charles Dickens døde den 9. juli 1870 og Andersen skrev i sin dagbog: ” Den 9de om Aftenen er Charles Dickens død læser jeg iaften i Avisen; altså ses vi aldrig mere på Jorden, udtale os ikke for hinanden, jeg faar ikke forklaring af ham, hvorfor han han ikke besvarede mine senere breve”.

Lars Bjørnsten

Foto: Lars Bjørnsten Odense

Tilbage – Back til Charles Dickens