Digt fra H.C. Andersens skoletid i Slagelse 1824 stillet til Jomfru Line Snitkiær. Datter af H.C. Andersens lærer i dansk, latin og skrivning.
Til Jomfru Line Snitkiær
Bøn!
Hulde Død. Du Engel fra det Høie!
Før mig snart til Hjemmets blide Kyst.
Roligt vil jeg lukke trætte Øie.
Og indslumre ved dit kolde Bryst,
Thi for mig er Intet her tilbage,
Gud mig gav, men atter monne tage.
Dog i Døden selv jeg priser ham.
Mægtigt Haabet luet i mit Hierte,
Men nu er det evigt slukket ud,
Rædsomt Barmen svulmer i sin Smerte
O forbarm dig Almagts gode Gud,
Nu jeg lukke vil det vaade Øie,
Gid det først hist i det lyse Høie
Atter aabnes maa til Glædes Smiil;
Ak hvi gav Du mig det hede Hjerte,
At jeg føle kan for Skiønt og Stort.
Dog tilgiv, at i min vilde Smerte
Jeg tør dadle, hvad min Gud har gjordt;
Intet Ønske har jeg mer’ tilbage,
Uden at du vil mig huldt borttage
Fra en Verden jeg ei fødtes for!
Løvet udenfor af Træet falder.
Efteraarets Storme nærme sig,
Hør mig Fader som dig her paaklader.
Hør min Bøn du hulldt forbarme dig!
Naar da hvide Vinterfugle skiule
Løvet i den mørke Dødninghule.
Lad dem dække da min simple Grav.
Andersen.