H.C. Andersen skrev følgende brev til sin gamle lærer Fedder Carstens i Odense i anledning af hans guldbryllupsfest den 12 september 1872:
Det originale brev. Foto Lars Bjørnsten Odense
Kjøbenhavn den 8. Septembr. 1872.
Kjære, gamle Ven og Lærer!
Det er Deres Guldbryllups-Fest den tolvte September. Gjerne havde jeg den Dag besøgt Dem; men det stiller sig ikke saaledes, at personligt kan komme og trykke Deres Haand. Min hjerteligste Lykønskning maa derfor dette Brev bringe Dem, ligesom ogsaa til samme Tid, haaber jeg, et lille Minde vil indtræffe, som jeg beder faae Plads i Deres Stue, naar Vennerne samles om Dem.
Det er nu henved tresindstyve Aar siden, jeg saae Dem; men vende husker jeg endnu Alt fra Barndomstiden: Deres Hjem, Skolebygningen, for mig den Gang saa udstrakt stor, de gamle Kastanietræer udenfor tæt ved Byens Port indtil Munke-Mølle; men især husker jeg min Lærer, Hr. Carstens, den Gang en ung, kraftig Mand; jeg husker de hvide Tænder, der kom frem ved Smilet, de Øine, De saae paa mig med, idet De holdt mig ved Haanden, for at jeg ikke skulde løbes overende af de store Drenge. Hvor klart i Tanken, og dog saa længe siden!
At vi i al den lange Tid aldrig Mødtes! Tidt har jeg tænkt: »jeg maa dog engang over til Thorseng og hilse paa min gamle Lærer! « -»Ja, næste Aar! « , sagde jeg altid til mig og satte det ud, forvisser om at have en Evighed foran; men Evigheden er ikke her paa Jorden. Jeg er selv bleven en Mand høit op Aarene; jeg maa skynde mig lidt, og, om Gud vil, haaber jeg i Aaret som kommer, at træde ind i Stuen hos Guldbryllupsparret, som sin Festdag iaar ogsaa vil venligt have i Tanke
Deres hjerteligt
hengivne H.C. Andersen.