”Sommergjækken” originalmanuskript 1862. Eventyret blev til efter en opfordring fra H.C. Andersens ven Adolf Drewsen, der delte Andersens store interesse for botanisering. Adolph Drewsen håbede, at eventyret ville sikre, at blomstens navn blev bevaret frem for det mere moderne ord ”vintergjæk”. Originalmanuskriptet er sat ind i en bog, hvor den her indsatte side er sat ind som illustration. Foto Lars Bjørnsten Odense.
Eventyrdigtningen er poesiens mest vidt udstrakte rige
Jeg tror, at Andersen ikke følte meget til den digteriske produktions lidelse. Den var ham vist mest en nydelse – navnlig når der var tale om eventyr. Og her syntes han, at hans råderum var større end andre digters. I “At være eller ikke være” er det hans egen mening, Esther udtaler i ord som disse:
“Jeg finder, at eventyrdigtningen er poesiens mest vidt udstrakte rige; det naaer fra Oldtidens blodrygende Grave til den fromme, barnlige Legendes Billedbog, optager i sig Folkedigtningen og Kunstdigtningen, det er mig Repræsentanter for al Poesi, og den, som mægter det, maa heri kunne lægge ind i det Tragiske, det Komiske, det Naive, Ironien og Humoret, og han har baade den lyriske Stræng, det Barnligt fortællende og Naturbeskriverens Sprog til sin Tjeneste, og ere vi enige heri, viser da ikke just denne Poesiens Repræsentant, Æventyrdigtningen, en Aladdin-Natur?”
Denne tekst er en del af en artikel om “H.C. Andersen i det daglige liv” af Nicolaj Bøgh. Se mere her!