Snakken i omnibussen om H.C. Andersen
Just Thieles hustru havde fortalt ham , at hun sad i en omnibus, og så kom der to unge piger derind, den ene fra Landet, den anden fra Byen. Hun fra Landet sagde: “Du ved ikke, hvor jeg holder af ham; hans “Livs Æventyr” elsker jeg frem for alle Bøger. Gud, hvor han maa have lidt!” “Han lidt!” svarede københavnerinden, “ham skal Du saamænd ikke beklage; han boer godt, har Nok at leve af og render hver Dag i Middagsselskab, saa han er ikke til at beklage.” “Nu ved hun ikke” sagde Andersen, da han fortalte dette “hvorledes det har blødt inden i mig, inden jeg er blevet til det, jeg er, og hvor uendeligt det har såret mig gennem hjertet; men hun forstår mig ikke, og hun vil ikke synes om mig; for da Landsbypigen sagde:” Bare jeg kunde faa ham at se!
Det var det, jeg helst ville her i København,” så svarede hun kun:” Det lange Skaberak ham kan Du saamænd sagtens faa at se han er allevegne og der er slet ikke Noget at se paa ham han er rædsom grim!” Dertil svarede Pigen fra Landet:” Troer Du han skulle være i Teatret i Aften? Hvor jeg vilde ønske det!” Ved De, hvad saa Københavnerinden sagde? Han sagde: ” Der er han saamænd nok, for han render hver Aften derhen med alle sine Ordener paa for at vise Folk, hvor mange han har.” Se hun holdt ikke af mig – men saa er ogsaa saadan en Landsbypige saa god som To” Og denne landsbypige var ikke ene i sin beundring for ham.
Kilde: Nikolaj Bøgh. Se mere her!