H.C. Andersen på dødslejet
Dorothea Melchior skrev i H.C. Andersens dagbog den fra 4. august 1875 som følger: Nu er Lyset slukket! Hvilken lykkelig Død. Klokken 11,5 Minutter, udaandede den kjære Ven sit sidste Suk.
– Onsdag morgen ( 4. august 1875) trak han vejret meget stærkt, som om han havde feber, men han vågnede ikke. Klokken 11 forlod Fru Melchior for et øjeblik hans leje, og 5. minutter efter kom tjeneren ned og meldte at Andersen havde givet et let suk, bevæget sin tunge lidt, og uden at vågne var gået bort fra denne verden. Da “sank alle tåger bag jordens kendte kyst”, “Så let, så salig, så lutret i sin tro” kunne han synge:
Hvad er det dog, som lyser? Det lutres for min sans;
Jeg føler Øiet bruste i denne Straaleglands.
Mit Hoved mat sig boier for Kraften i min Aand.
Og mildt om hjertet løsne sig alle snerre Baand;
I Døden faae vi Vinger, det troe vi jo som Smaa,
Ja Aanden, den faaer Vinger, som Tankens overgaae !