Dorothea Melchior født Henriques (1823 -1885). Fotografi fra ca. 1874.
Fru Melchior bragte ham som sædvanlig om morgenen en dejlig rose. Han kyssede den, trykkede hendes hånd og så på hende med et lyksaligt smil. “Tak, og Gud velsigne Dem, De er så mageløs god imod mig!” sagde han, idet han atter lukkede øjnene og faldt i blund.
Hans kræfter tog synligt af , og hans ansigt svandt ind og så mumieagtig ud. Han var tilfreds med alt og syntes, at alle var så gode imod ham. Han havde ingen ønsker, ingen uro.
Han udtalte endogså: “Når jeg ikke var så træt, vilde jeg jo være ganske rask”. Snart begyndte hans hoved, i al fald momentvis, at blive lidt angrebet, hvad det allerede havde været fredag den 23., da han efter at have talt om den kraftløshed, døden medførte lidt efter tilføjede: “Hvert sjette bølgeslag fra havet skal i der mindre, men dog et slag, således også tanken”.
Han tilføjede: “Er det klart ?” og faldt så hen. Han begyndte nu at gentage hver ting ofte, og når man havde været et øjeblik inde hos ham, bad han: “Må jeg være ene!” Han sagde: ” Spørg mig ikke om, hvorledes jeg har det.
Jeg forstår intet mere, jeg begriber intet. Det er så underligt”, men han blev ved med at udtale, at han var så glad.