H.C. Andersen i sin dagligstue på 1. sal på Rolighed , hvor han ser ud over Svanemøllebugten. Foto Lars Bjørnsten
Besøget 15. Juli 1875
Mit sidste besøg hos Andersen var den 15 Juli (1875). Da jeg spurgte ham, hvorledes han havde det svarede han ” Jeg har det godt, men er træt. Alle mennesker er så gode, og alt er godt. Sig hvem der spørger derom, at jeg har det godt og er glad”.
Han sad ofte en tid lang i døs, halvt sovende, hele tiden med lukkede øjne. Endelig sagde han næppe hørligt og utroligt langsomt: “Dengang da jeg ikke var så syg, spurgte alle folk så meget til mig og der stod så meget i aviserne om mit befindende. Nu da jeg er så meget syg, står der ikke noget. Men det er godt at være fri for alt af den slags. Det er det bedste. Det er allerbedst at leve stille, det stille er det bedste. Han bad mig læse højt hans dagbog for de sidste fem dage. Han kunne dårligt høre, men hans altid fortrinlige hukommelse var usvækket, og han lod mig tilføje ubetydelige småting, som var sket for 4-5 dage siden, og som han havde glemt at indføre. Jeg mærkede, hvor træt han var og sagde at han vist havde bedst af at hvile, og at jeg ville gå. Jeg havde sagt ham, at jeg ville rejse bort. “Hvor længe bliver De borte ?” spurgte han. Og da jeg svarede, at jeg blev borte en måned, sagde han “Det var længe, det var meget længe”. Han tog da afsked med mig på en måde, som om han var vis på det var sidste gang han så mig. Den milde kærlige, barnlige stemning, der var over ham gjorde, at jeg ønskede, det måtte være sidste gang og således blev det også.