Johan Ludvig Heiberg 1791 – 1860. Foto: Lars Bjørnsten Odense
Andersen har svært ved at sige sin mening
” En anden gang sagde han “Langt hen i mit Liv turde jeg næsten aldrig sige min Mening, før en Anden, en stor Mand, havde udtalt sin, da gentog jeg, hvad han havde sagt. Så gik Heibergs “Alferne” i 1835 sammen med et dårligt stykke af Vilhelm Holst – det var i anledning af kongens fødselsdag.
Ved en højtidelighed lejlighed måtte der ikke klappes. Jeg var meget begejstret over “Alferne” og næste dag kom jeg så i dameselskab med Fru Bülow og flere. “Naa, Andersen” sagde Fru Bulow, “hvad synes De om Stykkerne iaftes?” “Jo, det ene var dejligt!” “Ja ikke sandt, Holst har rigtig meget Talent – – det var rigtig kønt!”” Naaaa – nej, det finder jeg nu daarligt – jeg mente Heibergs”. ” Heibergs ! Det rædsomme Stads – det er jo gyseligt; jeg kan sige Dem, at de ude hos Prins Christians finder det under al Kritik!”.
Så blev jeg vred og svarede: ” Er det rigtigt, saa har de hos Prins Christians ikke Begreb om, hvad der er sand Poesi.” “Men du store Gud!” råbte damerne og slog hænderne sammen. Næste dag mødte jeg Heiberg og sagde: ” Tak for “Alferne” ! Det var dejligt, det var mageløst!” Heiberg svarede: “Naa, det glæder mig, De synes om det og forstaar mig; jeg faaer ellers vist ikke megen Glæde af det; jeg hører man vil pibe der ud !”
“- Snart forandrede Stemningen sig, Kritikken roste det, og jeg fik Mod; jeg begyndte nu altid at sige min egen Mening, og det så meget mere, som jeg mærkede, at den faldt sammen med deres, hvis Dom jeg satte pris på, og at den efterhånden blev den almindelige.”
Denne tekst er en del af en artikel om “H.C. Andersen i det daglige liv” af Nicolaj Bøgh. Se mere her!