H.C. Andersen: En Digters Bazar – Donau-fart: Fra Czerna-Woda til Rustschuk

Hans Christian Andersen: En Digters Bazar – A Poet’s Bazaar 1842

Donau-fart: Fra Czerna-Woda til Rustschuk *)

Oversigt over indhold “En Digters Bazar” 1842

*) Hver fjortende Dag kan man med østerrigske Dampskibe gaae fra Constantinopel over det sorte Hav og opad Donau til Wien; her gives to forskjellige Farter, den ene er fra det sorte Hav gjennem Donau-Mundingen til Galatz, hvor man holder syv Dage Qvarantaine og derpaa seiler langs den wallachiske Kyst, men som er aldeles flad og kun har faa Byer, til Orsova, hvor en ny, men kort Qvarantaine venter; den anden Fart, som jeg valgte, er langt interessantere, man gaaer da ikke op til Donau-Mundingen, men sættes i Land ved Küstendje, hvorfra man tager gjennem Landet, een Dagreise, indtil Donau ved Byen Czernawoda; herved forkortes tre Dage af Flodseiladsen, der fra Mundingen til Czernawoda kun frembyder Skuet af Mosestrækninger med Siv og Rør; dernæst har man den Fordeel, at Fartøiet holder sig paa venstre Side mod Strømmen, hvor Kysten er mere afvexlende, og hvor man kommer i Land i en Mængde af de større bulgariske Byer, og kan gjøre Vandring i den serviske Skov-Natur. I Orsova gjøres da paa eengang hele Qvarantainen, der varer i 10 Dage; efter denne fortsættes Reisen til Pest og derfra til Wien.

Klokken var tre om Eftermiddagen, da vor Donaufart begyndte. Besætningen ombord var italiensk; Capitainen Marco Dobroslawich, en Dalmatier, en humoristisk, fortræffelig gammel Karl, blev os Alle snart kjær; han hundsede Matroserne og var dog inderlig elsket af dem, de saae ordentlig fornøiede ud, naar han puffede dem, thi han havde altid ved Haanden et godt Indfald, der var Pryglene værd. De flere Nætter og Dage, vi vare her ombord op til Militair Grændsen, var Ingen mere virksom og i godt Humeur, end vor gamle Capitain; midt om Natten, naar der kunde seiles, lød hans Kommando-Stemme, altid det samme Lune, altid i Beredskab med en Lussing og et godt Indfald, og ved Middagsbordet en jovial, godmodig Vert. Han var rigtignok Perlen mellem alle de Donau-Capitainer, vi kom i kast med; bestandig toge de af i Elskværdighed, bestandig følte man sig mindre hyggelig; naturligviis rykkede man hernede, mellem fremmede Folkeslag, nærmere sammen; altsom man kommer Pest og Wien nærmere, bliver Selskabet saa stort, at den Ene ikke bryder sig om den Anden. Hos Fader Marco vare vi jo saa godt som i en Pension.

Hele vor Eftermiddags-Seilads fra Czerna-Woda gik mellem oversvømmede Øer, hvor Toppen af Piletræer og Gavlen af en Rørhytte stak op af Vandet. Intet Sted saae vi endnu Donau i sin hele Bredde. Vi tilbragte en glad Aften i den veloplyste, smukke Kahyt! Champagnen knaldede! Rugbrøds-Smagen i den ægte Tokaier mindede mig om Rugens Land, det fjerne Danmark. Natten blev imidlertid ikke som Aftenen! Vort Blod maatte flyde under bulgarisk Kyst! I disse Sumpegne udklækker Sommerheden ikke blot Febere, men Millioner af giftige Myg, der paa det frygteligste plage Kystens Beboere og Besætningen paa Flodskibene. Utallige Skarer af Myg havde i de sidste Nætter faaet Liv, de ligesom væltede ind til os af de aabne Luger; Ingen havde endnu ventet deres Tilværelse, de styrtede over os og stak, saa Blodet løb os i Draaber over Ansigt og Hænder.

Tidlig, førend Solen selv kom op, vare vi Alle paa Dækket, hver med blødende, opsvulmet Ansigt. Vi havde ved Midnat passeret den tyrkiske Fæstning Silistria, og faaet flere Tyrker, Dækspassagerer, ombord; de laae indsvøbte i store Tæpper og sov mellem Kulsækkene.

Nu var det Dag! Donau-Øerne stode under Vand, de saae ud som svømmende Skove, der vare i Begreb med at dykke under. Hele den wallachiske Side frembød Skuet af en uendelig, grøn Flade, hvis eneste Afvexling var et forfaldet Vagthuus, opført af Leer og Straa, eller en aflang, hvidkalket Qvarantaine-Bygning med rødt Tag, her var ingen Have, ikke et eneste Træ, Bygningen laae eensom, lig Verdens-Omseilerens Skib paa et ubefaret, blikstille Hav. Derimod hævede sig Bulgariets Kyst med Krat og Buske, den fede jordbund syntes særdeles skikket til at kunne dyrkes. Lange Strækninger laae aldeles øde; tusinde Mennesker vandre fra Europa til Amerika; hvor langt bedre kunde de ikke her finde et Hjem, en frugtbar Ager her, tæt ved Europas største Flod, Landeveien til Orienten.

Paa bulgarisk Side hilste os den første By, det var Tuturcan; foran hvert Huus var plantet en lille Have; paa Skrænten løb halvnøgne Drenge og raabte “urolah!” *)

*) “lykkelig Reise”

Her tydede Alt endnu paa Fred og ingen Fare; Urolighederne inde i Landet havde endnu ikke naaet disse Kyster. Imidlertid hørte vi af de Tyrker, som vi sidste Nat havde faaet ombord ved Silistria, at flere Flygtninge der havde sat over Donau, for at tye til Buccharest. Hiin Side Bjergene rasede Oprør og Død.

Ovenfor Tuturcan passerede vi en høist malerisk Huulvei, frodige Hækker hang ud over den fra de høfe Skrænter af rødbruun Jord; en Skare deilige sorte Heste bleve her drevne ned til Floden og skulde sættes over; een af dem udmærkede sig, deels ved sine livlige Bevægelser, deels ved sin kulsorte Farve og lange, flagrende Manke, den sprang op paa Skrænterne, saa Jorden sprøitede fra dens Hove!

“Du vilde Hest! skal Du maaskee bære den unge, wallachiske Fyrstebrud, klappes af hendes fine Haand, og dine glindsende, sorte Sider smykkes med brogede Tepper! dandser du, fordi du nu seer dit nye Fædreland hiin Side Floden? Hvad eller skal Du i Wallachiet blive Stamfader til en Slægt, hundrede Gange saa stor, som den Flok, der nu omringer Dig; dit Navn prange øverst paa Stamlisten! Drengenes Raab gjelder Dig, Du smukke, vælige Dyr! urolah! urolah!”

Den næste Flekke vi naaede paa bulgarisk Side, Havai, laae som den yndigste Baggrund til en lille, tyrkisk Novelle; vilde Roser blomstrede her i det varme Solskin; Hækker, Træer og Huse grupperede sig saa eiendommeligt smukt om det hvide Minaret; ja en Novelledigter kunde faae Lyst til at henlægge her Scenen for sin Digtning, og en saadan kan ogsaa komme, thi Havai frembyder just Stof til en Novelle, og det en historisk. Den afdøde Sultan Mohamed, Fader til Abdul-Meschid, gjorde engang en Reise paa Donau, det blev et skrækkeligt Uveir, Fartøiet var nær ved at synke, ved Havai steg de Troendes Behersker i Land, hver en Rosenhæk svingede sin duftende Offerskaal for ham, Sultanen blev her en Nat – om han sov godt og drømte behageligt, veed jeg ikke, men denne Nat er nu for Beboerne her en deilig, forsvundet Drøm.

Ikke langt herfra saae vi de første Vandmøller, de ligge paa fasttøirede Flodskibe og blive, naar Vinteren kommer, trukne op paa Land i Læ af Buskene; Familien sidder da inde i den tause Mølle, Haandtrommen skratter, Fløiten blæser sit Stykke, eensformigt, som om den havde lært det af Faarekyllingen. Familien kjeder sig ved Landlivet, længes efter Vaaren, for at Møllen igjen kan gynge paa den brusende Strøm, Hjulene klappre, Livet røre sig og de selv staae i deres Stuedør og fiske, mens Dampskibet farer forbi.

Solen brændte varmt; vort Telttag gav Skygge, men Luften var saa ophedet, som i en Ovn, og denne Hede tiltog; intet forfriskede Legemet, intet Aanden; rundt om altid det samme Grønne, en uendelig Idyl, vi seilede altid som mellem Aspargestoppe og Petersillie. Varmen blev mere og mere trykkende, vi følte os i en Badstue, omgivet af tørre Dampe, men der kom intet kjøligt Styrtebad, der var ikke en Sky paa Himlen! nei, til slig en Varmegrad har min Phantasi aldrig hævet sig i mit kjølige Fædreland!

Endelig saae vi da en By paa wallachisk Side, det var Giurgevo *), hvis

*) Herfra er kun sex Timers Reise til Wallachiets Hovedstad Bucharest.

Fæstningsværker ere ødelagte af Russerne; en Deel af Byens Folk havde samlet sig paa disse Rudera af Volde, der var en Raaben og en Spørgen om Sundhedstilstanden i Constantinopel *)

*) Der var for Øieblikket ingen Pest; men i Alexandrien og Kairo rasede den; jeg hørte af et Brev, i de sidste Dage jeg var i Pera, at der paa de to ovennævnte Steder daglig døde flere hundrede Mennesker.

om Urolighederne inde i Landet. Solen gik just ned; Byens Kirketaarn, der nylig var blevet tækket med skinnende Blik, straalede som om det var af Sølv, det gjorde ordentlig ondt i Øinene. En sommerlig Lufttone laae over den grønne, flade Eng, Sumpfuglene fløi op fra Sivene. Paa bulgarisk Side hævede sig gule Klinter, vi styrede ind under disse, og medens vi endnu beskuede det skinnende Taarn i Giurgewo, vare vi under Huse og Haver, der danne Forstaden til den betydelige bulgariske Stad Rustzuk; en Mængde Minareter, det ene tæt op paa det anden, antydede, at det maa være en ægte troende Stad. Hele Quaien og Skibsbroen var opfyldt med Mennesker, mellem hvilke der var et forunderligt Røre; vi vare tæt ud for Landingsstedet, da to Personer, begge i frankisk Dragt, men med Fess, under en fæl Skrigen styrtede i Vandet, een til hver Side af den smalle Bro; de svømmede begge mod Land, den Ene blev hjulpet op, den Anden drev de tilbage, ja kastede Stene efter; han vendte sig mod vort Skib og tilraabte os paa Fransk: “hjælp! de myrde mig!” – et Par af vore Matroser sprang i en Baad og fik ham op, vort Fartøi dreiede af fra Land igjen, hele Besætningen, alle Passagerer flokkede sig ved Relingen. Begyndte maaskee her vore Reisegjenvordigheder i et oprørsk Land! hvorledes stod det til i Rustzuk? Her fulgte et Par uvisse, ængstelige Øieblikke. Nogle Signaler bleve givne og besvarede! Soldater viste sig paa Broen; en Baad roede ud til os med Byens lille Pascha, Hephys *).

*) I Rustzuk er ikke mindre end tre Paschaer, den fornemste er Mersa Said, den næste er Mohamed og den tredie Hephys.

Et Par af hans Officerer ledsagede ham ombord. Maaden, dette skete paa, tog sig høist eiendommelig ud, Een holdt ham ved hvert Haandled, Een igjen ved hver Albue og Een i hver Skulder, saaledes skred de frem til Capitainens Kahyt, inde i hvilken de bleve beværtede med Syltetøi og Liqueurer. Siden besaae han de forskjellige Kahytter, ledsaget paa samme Maade, som da han kom, kun at to unge Tyrker bare brændende Lys foran ham.

Hvad Tumulten angik, da indskrænkede denne sig til en aldeles privat; de to stridende Personer vare Quarantaine-Directeuren, en Tyrk, og Lægen, en Franskmand, de stode hinanden i mange Henseender iveien, og da det igjen paa Skibsbroen blev Tilfældet, puffede de hinanden ud, og Tyrkerne toge Tyrkens Parti.

Doctoren var imidlertid ombord blevet omklædt og forlod under Paschaens Beskyttelse vort Fartøi, der nu lagde ind til Broen, fra hvilken Soldaterne havde drevet Folkestimlen. Der blev taget Kul ind; det var mørk Aften, kun en Lygte lyste i Skibets Tougværk. Alt var stille i Rustzuk, en enkelt Gang hylede en herreløs Hund, Muezzinen raabte Timerne fra Minareter, en enkelt Lygte bevægede sig gjennem de mørke, eensomme Gader.

Vore Senge bleve omspændte med grønne Flor, for at vi kunde befries for de giftige Mygsværme; mit Selskab satte sig imidlertid til at spille Kort, jeg kan ikke et eneste Spil, Donaukortet var mit Kort, jeg studerede dette, den uforgjængelige Landevei til Orienten, der Aar for Aar vil blive mere og mere besøgt og engang paa sine stærke Strømme bære Digtere, der vide at hæve de Skatte af Poesi, hver Busk og hver Steen her indeslutter.

Donau-fart: Vi seile!

Morgenen er saa smuk! hvilken udstrakt grøn Slette! hvilken Duft af Hø! er vi i Danmark! see, hvilken Vrimmel af Blomster! see, græsgroede Høie, Kjæmpegrave, som i Sjælland, Menneskehaand har formet disse! Alt er saa idyllisk, saa sommerligt dansk – og dog ere vi ikke i Danmark! den grønne Slette, hvor Høet dufter, er wallachisk, Kjæmpehøiene til Høire staae i Bulgarien. Tæt ved Bredden ligger en Hytte, den er kun en Sivmaatte lagt over to Pæle, Hyrdefamilien sidder udenfor, den store Hund gjøer af vort brusende Fartøi.

Her ere nye Ansigter ombord, Rustzuk har i Nat sendt os mange Gjæster. Hvilket broget Folkefærd! Tyrken knæler og holder sin Morgenbøn, hans Pande berører Skibsdækket; tæt ved sidder en Jøde, i Sølvmors Kjole med purpurfarvet Turban; hans gule Tøfler staae foran ham! han holder en Knæk-Parasol over sig, skjøndt Solen ikke skinner paa ham; han tager et lille Haandspeil, seer sig deri, smiler og nipper saa imellem med et lille Jern de graae Haar ud af sit Skjæg.

Vi flyve forbi bulgariske Byer! hvad hedder denne! det er Verdun! naar jeg hører Nattergalen synge mellem vildt blomstrende Sirener, vil jeg huske dens Søstre paa denne Plet! – atter en By! det er Sistowa, høir over denne kneise Murene af et Kastel, Tyrker med lange Piber strække sig paa Husenes Træbalkoner og see ligegyldige paa Dampskibets Flugt, som paa Røgen fra deres Pibe. Nu en By til Høire, en wallachisk By, med usle Jordhytter og en lang, dødsstille Qvarantaine-Bygning, det er Simniza! vi optegne dit Navn og glemme Dig dog!-

Hvad skinner forude! hvilke hvide Skrænter paa bulgarisk Side! meer og meer træde de frem; – det er dansk! det er Møens Kridtklinter, der ere reisse mig imøde! jeg kjender jo alle Formerne, jeg kjender det Sommergrønne høit oppe paa de hvide Skrænter! – dog det er kun Buske, Møen har Skove, Møen har under sig det klare, det blaagrønne Hav, og ikke disse Donauens bruungule Bølger. Der ligger en Stad deroppe, det er Nicopoli, Trajans By, Bajazets Trophæ. Vi glide tæt under de hvide Klinter; Skipperen peger op paa en Række dybe Indhugninger i Skrænten; de synes store Skydehuller i en Fæstningsmuur! det er Oldtids Grave! – Hvo vare de Helte og Fyrster, som her faldt i Støv, mens den gule Flod uforandret væltede sine Bølger mod Klippegrunden! Ingen veed det! – nu bygger Svalen i Heltenes Gravkamre. –

Mellem de hvide Klinter og den wallachiske, grønne Slette staaer spændt høit over Floden, der løfter sine Bølger som paa en Indsø, en deilig Regnbue. Hvor glødende, hvor prægtig! mangen Regnbue har hvælvet sig her, seet af Paschaer og Bojarer, men den maatte forgaae, ingen Maler eller Digter saae den! – Du herlige, luftige Billed paa den mørke Sky! gid jeg var Maler!

Er det Sommerskyer høit i Horizonten af Bulgarer-Landet? Saaledes saae jeg tidt i Danmark Skyerne over de grønne Marker! er det Bjerge med Snee? Saaledes see vi Alperne fra Bayerns Hovedstad! – Det er Balkanbjergene! den dalende Sol bestraaler de hvide Sneetoppe! – Herlige Bjergland, din Storhed stemmer Sjælen til Andagt! – – Tæt ved mig knæler Tyrken; han bøier sit Ansigt mod jorden, mumler sin Aftenbøn; – – Solen er nede! der er Fred i Naturen, Fred i mit Hjerte! – Aftenen er saa lys, vi seile! Natten er klar – vi seile!

Donau-fart: Urolig Fart

Det var midt om Natten; vi bleve Alle vakte ved at Skibet pludseligt stod stille, og stærke, gjennemtrængende Stemmer lød over os, Capitainens var den meest kjendelige. Vor Lampe var gaget ud, der var ganske mørkt i Kahytten, vi hørte Aareslag udenfor, der kom nogen ombord, lige over mit Hoved raslede en Sabel! Hvad er det? spurgte vi gjensidig. Vi vare i det mindste her kun ti Mile fra den Strækning, hvor Opstanden rasede, da vi forlode Constantinopel; skulde den have udbredt sig her til Kysten.

Folk kom ned ad Trappen! Vaaben klirrede paa Trinene, ingen talte. Den Første, vi saae, var Capitainen med en Lanterne i Haanden, ham fulgte en stærkt bevæbnet Tartar, med ulden Faareskinds Kappe over Skuldrene og høi Müze; iøvrigt halv oversmurt med Dynd, Haaret var drivvaadt. Han traadte hen til Philippovich, og en Samtale begyndte paa Tyrkisk; man forstod den halv ved Tartarens Gestikulation! han fortalte om Overfald, Kamp og Død! flere Gange greb han om een af Pistolerne eller rystede Sabelen, hans Øine rullede i Hovedet.

Først da han med Capitainen forlod os, fik vi tydeligt hele Historien. Tartaren var eet af de Postbud, som førte Breve og Depescher fra Widdin til Constantinopel! han vidste, at hans Kammerater alle vare blevne opsnappede og holdtes fangne i Nissa og Sophia, og havde derfor med sit Geleide søgt at omgaae disse Steder; det var ikke lykkedes ham; hans Ledsagere vare skudte, han selv havde naget ned til denne Kant af Donau, hvor han vidste det østerrigske Dampskib ved Natten vilde passere, her havde han siddet i Sivene og ventet; da vi kom, raabte han os an og vilde nu med os til op under servisk Kyst, til Radejevacz, for derfra at forsøge paa en ny Vei en lykkeligere Reise.

Vi stode Alle op med Solen, Oreava havde vi passeret, flade Kyster strakte sig til begge Sider af Donau. Paa Dækket var uhyggeligt; skidne Tepper havde Tyrkerne udbredt, mine frankiske Kammerater fortalte om Dyre-Udvandringer, Passagerer fra anden Plads bekræftede det og Capitainen nikkede, man vidste ikke, hvor man turde træde. Forud var en Skyllen og Rensen med Igler, vi havde i Nicopoli faaet fire franske Iglehandlere ombord, disse hente deres levende Varer i Bulgariet, Millioner Igler gjør aarlig Udvandring til Frankrig. De maatte vaskes og passes, og derfor, som sagt, var her en Rensen og Skyllen; de arme Dyr kom derpaa i Poser, som bleve hængte op paa Snore for at Vandet kunde drive fra; een og anden af dem spadserede hen ad Dækket eller op ad Rækværket; en Matrosdreng gik med blødende Fødder, en Igle havde bidt sig fast.

Vi seilede forbi Bulgarer-Byen Zibru, Horizonten sluttede med Balkans sneebedækkede, stolte Bjerge; en stor Skare Storke spadserede paa den grønne Eng, hvor uden Indhegning Kirkegaarden laae med sine hvide Gravstene; et Par Fiskernæt vare udspændte, det var et heelt yndigt Landskab; men der var ingen Ro i vort Fartøi, Donau gik med Bølger, som paa en stormende Indsø, Skibet vippede op og ned, den søsyge Kammerpige sad ganske bleg, lænede sig op til Capitainens Kahyt og hviskede: “det er skrækkeligt! det er som paa Havet!” men det var ikke som paa Havet! her var kun lidt Uro!

Ret anseelig, med en buskbegroet Høi og grønne, duftende Haver ud mod Floden, reiste sig Staden Lom-Palanka; Tyrker, – sande Guldmænd efter den tyrkiske Talemaade: “at tale er Sølv, at tie er Guld!” – sad ubevægelige som Dukker og røg deres Pibe, de dreiede ikke engang Hovedet for at see efter os.

Vinden susede i Skibets Tougværk, Bølgerne løftede sig mere og mere høie, som dandsede de i en Storm, slig en Bølgedands havde jeg aldrig tænkt mig paa en Flod. Kammerpigen var saa søsyg, som hun kunde være! Fader Marco sang og forsikkrede jomfruen, at det var Veir til at holde Barnedaab i, ja han heisede endogsaa et Seil, som han kaldte una Phantasia, da det efter hans Mening mere saae ud, som Noget, end egentligt gjorde Gavn.

Widdin, Bulgariens stærkeste Fæstning, laae for os med sine fem og tyve Minareter; Kanonerne tittede ud af Skydehullerne, en Vrimmel af Mennesker stode ved Landingsstedet; Tyrker laae paa Træbalkonerne og drak deres Kaffe; Soldater marscherede op, for at ingen fra vort Skib skulde komme ind i Byen og bringe Pest-Smitte fra det altid mistænkte Constantinopel! der var et Liv, en Røre i det brogetklædte Folkefærd. Endelig lagde vi ind til den lave Bro; en stor Trappe blev stillet op, og Bræder lagt fra den til Skibet, nu kunde vi komme ned. Tætved stod et lille Huus af Træ, i dette var en Skuffe med Ild og Røgelse, hver af os, som vilde omkring i Byen, maatte først ind i dette Huus og gjennemrøges, at Peststoffet i Klæder og Krop kunde forjages. Det var noget besværligt, at balancere paa de løse Bræder fra Skibet, Trappen var ogsaa temmelig steil; de godmodige Tyrker toge os derfor ved Haanden og hjalp os ned, saa slap de os gesvindt, og saa bleve vi røgede, for ei at smitte dem; Philippovich, som de alt i Widdin vidste var ombord og skulde til Audients hos Paschaen, blev aldeles ikke røget, thi det vilde jo være en Forsinkelse; en smuk opsadlet Hest ventede ham, han besteg den og jog gjennem Gaden til Hussein Paschas Pallads, for at tale om Forholdsregler angaaende Posterne der vare tagne tilfange, samt om Breve og Depeschers videre Sendelse. Hussein er Pascha af tre Hestehaler og bekjendt ved sin Energi i Kampen mod Janischarerne 1826, der endte med, at hele dette Parti gik til Grunde. 1828 stod han længe med Diebitsch ved Schumla, men var 1832 mindre heldig mod Ibrahim Pascha i Syrien, hvorpaa han fik Paschaliket Widdin.*)

*) I Revue britannique 1838 findes en Skildring af Paschaens Serail, men vi hørte her, at den var aldeles fabelagtig, og hvad det Ydre angaaer, da maae vi gjøre samme Bemærkning.

Vi stege i Land og bleve røgede, alle Varer derimod, selv Uldsække, slap aldeles frie derfor; nu vandrede vi om i den efter Regnveiret skrækkeligt sølede By! – de nærmeste Gader vare et heelt Morads; enkelte Steder saae vi en Skildvagt, der havde stillet sig paa en i Dyndet fremragende Steen, jeg siger stillet sig, men det var i en egen Stilling, egentlig sad han paa sine Haser, hans nøgne Knæ stak gjennem en Flænge i Beenklæderne, Geværet holdt han halvt i Hviil, det var høist komisk at see! – I Widdin besøgte vi Alle, for sidste Gang i Tyrkiet, et Slags Haandværksfolk, hvis Dygtighed culminerer i dette Land, det er Barbererne, de ere her ganske mærkværdige; – rigtignok sæbe de En saagodt som hele Ansigtet ind, lege med Ens Hoved, som var det et Dukkehoved, men de have en Behændighed, en Lethed; man troer, en Fjer glider hen over hele Ansigtet, og saa er det den skarpe Kniv! tre Gange i Rad barberes der efter, og derpaa parfumeres hele Ansigtet; dertil kommer, at man ikke nu, som for nogle Aar tilbage, behøver at frygte for, de skulle rage os Hovedhaaret af; nu vide de, at Frankerne vil beholde det, selv begynde de at lade deres voxe.

Om Aftenen sendte Hussein Pascha os et heelt Bundt af de allernyeste tydske Aviser. Hussein holder “Allegemeine Zeitung” *),

*) Her, som i Athen og Constantinopel, fandt vi dette Blad; mine Medreisende havde fundet det i Jerusalem og Babylon; det er i Sandhed et Blad, som er blevet “allgemein”.

og nu fik vi da at vide, hvorledes det stod sig inde i Landet, som vi vare omgaaede; en vis Mladen og en Geistlig Lesskoweza stode i Spidsen for Bevægelserne. Det var en sand Aands Bespiisning at faae Aviserne, den bedste Ret havde Hussein vidst at sende os.

Vi gjorde os det ret mageligt, Skibet laae saa roligt og godt, det var blevet blikstille, noget lummert vel! hvor deiligt skulde vi ikke sove til Natten.

Atter Uro! vi vaktes ved et Skin, som om Alt stod i Lue, det rullede, som om Fæstningen afskjød sine 280 Kanoner. Det var et bulgarisk Tordenveir, den gamle Zeus, eller Thor, hvem af dem der endnu regjerer paa Skyen, rullede afstod over os. – Den ene Kjæde af Tordenbrag sluttede sig til den anden. Der buldrede Bølger for Øret, som Donaufloden væltede dem for Øiet, hvert Secund viste Egnen sig i det dagklare Lyn. Paa Dækket vare vi Alle vakte, kun Tyrkerne sov roligt, indsvøbte i deres uldne Pels med tildækkede Ansigter.

Vi havde forladt Widdin og laae ud for den lille Flække Florentin; usle Jordhytter reiste sig tæt ved Bredden, Ruiner af et tyrkisk Badehuus strakte sig ud i Donau, der her viste de første Klipper *);

*) Paa eet af disse Fjelde laae til 1839 en romersk Ruin, nu er den saagodt som forsvunden; Paschaen har ladet Stenene afbenytte til nye Bygninger.

vi saae fløielsgrønne Enge med Grupper af Hornqvæg og sky Heste. Ja det maa ikke sees ved Dagen, nei ved det henflyvende Lyn, det er et Billed malet paa Lysglandsen! det hvide Minaret, de sveiende Popler, de flygtende Heste, den svulmende Flod – Ordet kan ikke give Skildringen den Flugt, der besjælede Virkeligheden.

Donau-fart: Serviens Dryader

En lille Flod, der falder i Donau, gjør Grændsen imellem Bulgarien og Servien; hele dette Land synes een uhyre Egeskov! ja, her er Dryadernes store Forum med mægtige Minder og et Folks dybe Sange. Det grønne Træ er helligt for Folket, hvo som omhugger Træet, sige de, tager et Liv. Det grønne Træ synes at være af langt større Betydenhed for Manden, end Qvinden er ham, hun staaer i sit eget Huus ydmyg og tjenende, hun opvarter sin Mand og Gjesterne, hun staaer med korslagte Arme nederst ved Bordet og venter, for at opfylde deres Ønsker. Saaledes er det i Bondens Hytte, saaledes er det i Fyrstens Slot.

Som et charakteristisk Tegn paa Folk og Cultur viste sig strax her paa Grændsen de forskjellige Vagthuse, der ligge hinanden saa nær, at Soldaterne kunne raabe over til hinanden.

Paa Wallachiets flade Græsmark, med sin leerede Skrænt mod Donau, laae en ussel Leerhytte uden Vinduer; den havde Rørtag og en Skorsteen af Rør, men høi og rummelig, som var det et lille Taarn paa Taget; Karle i lange Skind-Kitler dannede Gruppen her; paa bulgarisk Side, hvor Naturen omtrent havde samme Characteer, som i Wallachiet, laae et sort Huus af Steen, lig vore Kartoffelkjældere; en tyk Tyrk i Trøie, med en Holdning som en Mops, der skal staae paa Bagbenene, var Grændsesoldaten. I Servien derimod skovgroede Bjerge, hvert Træ værdigt at omslutte en Dryade. Vagthuset var et venligt, hvidt Huus med rødt Tag, Alt smilte saa livligt og grønt tæt derved; Soldaten viste sig halv Kriger, halv Hyrde.

“Farvel Bulgarer-Land!” raabte vi og giede frem under Serviens Skove.

Den første By her, i hvor lille den var, flyttede os ved sine røde Tage, sit reenlige Ydre, midt ind i Tydskland; ni Storke gjorde deres Promenade i det Grønne; Africas Sol-Aander havde maaskee her nys redet Sommer i By paa dem; her var tredive Graders Varme!

Som der er Blade i disse Skove, er der Sange paa dette Folks Læber, og som de frodige, grønne Grene minde den Danske om hans grønne Øer, minde disse Sange ham om hans Folkeviser. Naar Servieren synger om Stojan, der ei kunde vinde den stolte Søster til Iwan, da troe vi at høre een af vore Kjæmpeviser, vi tænke paa Hr. Peder der kastede Runer; – den serviske Stojan skrev fire Elskovsbreve, kastede det ene i Flammerne og sagde: “du skal ikke brænde, men Iwans Søster, hendes Fornuft skal brænde!” det andet kastede han i Vandet: “Du skal ikke skylle Brevet bort, men bortskyl hendes Fornuft!” det tredie gav han til Vinden: “før ei dette paa din Vinge, men flyv med hendes Fornuft!” det fjerde lagde han om Natten under sit Hoved, idet han sagde: “ei Du skal hvile her, men Iwans Søster!” og da det blev Nat, bankede det paa hans Dør og hun stod der udenfor og raabte: “luk op! for Himlens Skyld! Flammerne fortære mig, Vandet river mig med sig! forbarm Dig, luk op! Stormen bærer mig bort!” og han aabnede Døren for Iwans stolte Søster. Og Servieren elsker sine Træer, som Schweizeren sine Bjerge, som den Danske elsker Havet. Under Træets Kroner samledes aarlig med Fyrst Milosch Byernes Afsendinger; Træerne hvælve sig til Retssal! under Træet dandser Brudgom og Brud! Træet staaer i Kampen som en Kjæmper selv og strider mod Serviens Fjende; de duftende, grønne Træer hvælve sig over de legende Børn, det grønne, duftende Træ er den Gamles Gravmonument. Dette Skovland er den livsgrønne Green paa det osmanniske Træ, men Grenen hænger kun ved en let Sammenslyngning fast ved det næsten udgaaede Træ, Grenen har slaaet sin Rod og vil voxe dristigt, som et af Europas bedste kongelige Træer, faaer det Lov at staae! det sang Serviens Dryader, da vi seilede forbi, og da vi hvilede paa Græsteppet under Skjærmen af deres duftende, flagrende Haar.

Ovenfor Radeciwecz hvor Tartaren Hasan forlod os under de bedste Ønsker: levende og lykkelig at naae til Constantinopel, begynder med et prægtigt Skovparti Øen Ostrava, den er tolv italienske Miglier lang; paa wallachisk Side hævede sig her de første store Træpartier, vi endnu havde seet, ja, der kom dyrkede Viinhaver; det var, som Serviens Skovrigdom og Cultur kastede en glands, ikke blot over Donau-Øen, men selv til den wallachiske Kyst. Fuglene sang, som jeg kun har hørt dem synge i de danske Bøgeskove; vi beseilede en smal Arm af Donau, det var, som glede vi gjennem en herlig Skov, Sollyset bævede mellem de grønne Grene og zittrede paa den stride Strøm. En ung, servisk Pige, med røde Baand paa den hvide Halvjakke og skinnende Mønter om sin røde Hue, stod med sin Vandkrukke ved Strømmen, det var en levende Vignet til den serviske Vise: “Den unge Pige gik at hente Vand, hun bøiede sig imod det, og sagde da stille de Ord til sig selv: Stakkels Barn! o, hvor Du er smuk! Med en Krands saae Du endnu langt smukkere ud, turde elske Hyrden, den unge Hyrde, der gaaer foran Hjorden, som Maanen foran Stjernernes Hær!”

Hos et krigersk Folk, hvor Qvinden ei er Amazone, men ganske Qvinde, maa hun tie og ydmyge sig; de serviske Qvinders underordnede Stilling tillader dem ei at udtale Hjertets dybeste Stemme; det aabenbarer sig characteristisk i alle deres Elskovs-Sange.

“Da igaar vi vare i Herberg, spiste vi herlig Nadvere, og vi saae en Pige, saa ung og smuk, Perle-Tulipaner bar hun i Haaret! jeg gav hende min raske Hest, og hun sagde til den: siig mig Du Brune, er din Herre gift: og Hesten svarede med en Vrinsken: Nei, smukke Pige, han er ei gift, men til Høsten tænker han paa at føre Dig til sit Hjem! Og Pigen sagde glad til den Brune: ifald jeg vidste det var Sandhed, vilde jeg strax smelte mine Spænder, og med dem beslaae din Grime, jeg vilde smelte mit Halssmykke, for at forgylde dit rene Sølv!”

Det er Fyrst Milosch, der i de sidste Aar har ladet samle en rig Skat af disse Landets mange Sange, den Enkeltes Leven, det hele Folks Heltegjerninger. I Servierens Huus, hvor der tidt leve flere Ægtepar, men under et af dem selv valgt Overhoved, som bestyrer Formue og Huusvæsen, lyder om Aftenen lystig Musik af Violin og Sækkepibe; i hvert Huus findes Een, der kan spille og med Instrumentet ledsage deres Heltesange; saaledes lære Børnene Historien, saaledes styrkes den Ældre i Kjærlighed til sit Land. De mindes da deres kongelige Tid, Belgrads Stifter Stephan Dussan, Corbeliza og Johannes Hungades.

Aftenen var saa stille og mild, Donaufloden løber jo her i Bredegrad med Arno, Stjernerne glimrede og Serviens Skove stode høit mod den gjennemsigtige Luft; Natten var saa klar, at vi kunde seile bestandig fremad; et stort Stykke var lagt tilbage, da jeg næste Morgen kom paa Dækket, vi passerede da netop paa servisk Side den tyrkiske Fæstning Fetisland; Taget paa det store Taarn var ganske nedfaldet, kun Lægterne stode; det var en ynkelig Fæstning at see til; en Deel af Besætningen sad i Muurhullerne, røg Tobak og stirrede efter os. Klokken Otte vare vi ved Gladova. Passagerer og Gods bleve omskibede i en stor, smukt malet Baad med. Trætag. Her begynder den saakaldte “Jern-Port”, der hos de fleste Reisebeskrivere omtales som et Parti af Donau, der næsten ikke er til at befare; her ere stærke Fald, her ere mægtige Hvirvler, der have opslugt Baade og sønderslaget Skibe; rundt om i den fraadende Strøm strække sorte Klipper deres knusende Fingre op i Luften; men beseile “Jern-Porten” kan man dog, jeg finder Seiladsen mellem Orsova og Drencova langt mere vild og farlig.

Vor flinke Capitain stillede sig forud i Baaden, der ved et Toug med Jernkjæde droges op mod Strømmen af et halvhundrede Serviere, der paa Landjorden gik og halede. Under Kysten laae en Mængde Flodskibe, de trækkende Serviere maatte, som Steengeder, springe fra Skib til Skib, hale og hale, derpaa springe i deres tynde Baade og med Touget om Livet roe sig og os frem.

Vi holdt os tæt ind til servisk Kyst, midt ude i Strømmen vare nogle Fald, Vandet sprøitede mod Baadens Forstavn; et Par Steder hævede sig Kysten i lave men lodrette Fjelde; i disse vare da slagne, som en Slags Gelænder, Touge, ved hvilke vore Serviere i de smag Baade holdt sig fast og saaledes arbejdede mod Strømmen, de sprang da igjen i Land, og vor lille Baad gik som et Dampfartøj mod den stærke Flod. Farligt saae det slet ikke ud, det var ejendommeligt. Gamle Træer hang ud fra Fjeldene, Nattergale sang og vort store Flag med den dobbelte Ørn viftede i Vinden. Lidt ovenfor den lille By begynder den farligste Deel af Sejladsen gjennem “Jern-Porten”; alle Passagerer steg i Land, og kun to Matroser og Capitainen blev tilbage. Det var ikke det Farlige der forjog os, men det var den grønne Skov, som indbød; her var friskt, duftende og dejligt; serviske Grændse-Soldater, der vare fulgt med fra Gladova, passede paa, at vi ikke skulde komme i nogen Slags Berørelse med Landets Beboere.

Det alene at betræde Land, efter i flere Dage, – det korte Besøg i Widdin undtagen, – kun at have vandret op og ned ad Skibets Dække, var en Vederqvægelse, og dobbelt stor her, midt i en duftende Skov paa et Græsteppe, som vrimlede af Blomster! vi plukkede os Alle en Bouquet. Bag Træerne hævede sig høie Klipper med Buske; Guldregn spættede det Grønne. Vi kom under et stort Træ, og man sagde os, at her havde den forrige Pascha af Orsova daglig taget sin Frokost, og da ikke sjelden, netop paa disse Grene, ladet ophænge nogle Christne; ikke langt herfra stod et Kors, det var det første Kors paa aaben Mark, jeg havde seet siden jeg forlod Italien, det hilsede mig som et kjært, helligt Tegn udenfor Halvmaanens Land; dette Grønne, disse Blomster og Fuglenes Sang, o det var en Festdag i Naturen, vi vandrede mellem Serviens Dryader; vor Vagt havde nok at gjøre med at holde Selskabet samlet, En vilde have en Green med Guldregnen, en anden vilde plukke Blomster, en tredie drikke af Kildevældet, og vi turde jo ikke skilles fra hinanden, vi skulde holde Skridt med Baaden, der rigtignok her kom langsommere frem, vippede lidt, ja blev endogsaa stundom besprøitet af en Bølge, som den skar igjennem. Hyrder og Qvinder, som vi traf paa, flyede og betragtede os i tilbørlig Afstand.

Vi kom forbi en Svovlkilde, en fattig Sti førte hen til den, og maaskee om ikke mange Aar ligger her et prægtigt Badested, Gjæsterne vandre under disse løvfulde Træer. Vor flinke Skipper sad ved Roret; Baaden vippede som en Spaan over Brænding og Struddel; og den Gamle nikkede til os, naar Vandet sprøitede i Vejret. Vinden susede i Træerne og Dryaderne sang om en ligesaa kjæk Skipper paa en endnu farligere Flod, Politikens; Dryaderne sang om Landets Fyrste Milosch, den ægte Servier. Træ staaer jo ved Træ i dette Land, som i Amerikas Skovstrækninger, Dryade fortæller Dryade om hvad der rører sig i de indesluttede Dale, og i den mørke Tykning; det klinger i vor Tid som et Eventyr, at op til Ungarns Sletter, tæt ved den svulmende Donau, lever et krigerisk og dog patriarchalsk Folk, hvis Fyrste som Dreng vogtede sin Faders Hjorder, hvis Fyrste reiste som Knøs Handels-Reiser gjennem Landet; da den sorte Georg brød Tyrkernes Lænker, kjæmpede han med Folket for dets Frihed, han var den modigste Kriger, den lykkeligste Seierherre. Den sorte Georg drog som Flygtning bort med de Tabende; den unge Kriger gik med sine Helte dybere ind i de mørke Fjelde. Klippehulen var da Milosch’s Kongeborg, der ventede Fyrstinden ham, der stegte hun selv det Lam, der skulde sættes for ham og Vennerne; han kom, men som Flygtning, og dristig, som den vordende Drots Hustru, som Moderen til Heltens Børn, standsede hun ham og spurgte, om de skulde omkomme, om Fædrelandet skulde falde, og bød ham vende om, – og han vendte om til Seier. Europas Fyrster have erkjendt Milosch som Fyrste *),

*) Den første Juni 1839 blev Milosch nødt til at resignere, den ældste Søn Milan fik Regjeringen til den ottende juli 1839, nu hersker den yngre Søn Michael Milosch.

de tyrkiske Soldater og Paschaer i Serviens Fæstninger ere kun en Skygge af Magt, en, Skygge, hvori Serviens Børn søge Kræfter. I Milosch’s Kongeborg er det Fyrstinden og Døttrene, som opvarte Fyrsten og hans Gjæster, det gaaer til i Fyrstens Borg som i Bondens Hytte, og Sækkepibe og blanke Vaaben ere de første og vigtigste Gjenstande, vi der møde.

Donau-fart: Paschaen i Orsova

Ud for os laae det tyrkiske Orsovas Fæstning, Sædet for en Pascha; den farligste Deel af “Jern-Porten” var passeret, vi nærmede os det første Maal for vor Seilads: Qvarantainen. Vi steg igjen i Baaden, Frokostbordet var dækket, en Afskedsskaal blev tømt for Halvmaanen og de beslørede Qvinder.

Den wallachiske Kyst hævede sig som den serviske i skovbegroede Fjelde; til Høire paa en fremspringende Landtunge ligger ny Orsova med rødmalede Huse, hvide Minareter og grønne Haver; den største Bygning ud mod Strømmen, sagde man os, var Paschaens Serail; bag de vel tilgittrede Vinduer betragtede de smukke Qvinder vor brogede Baad, fæstede paa os maaske Kikkerten, – de have bestemt een, – saae, hvilke Fremmede der kom og nu snart skulde i Qvarantainen indespærres som de, men eensomt uden Kjærligheds Lykke. De saae os under Fæstningen, der paa servisk Side stiger op af Donau, de saae deres Ægte-Herre, Paschaen af Orsova med Soldater vandre udenfor Murene ned mod vor Baad, der nu laae stille.

Paschaen, en kraftig Mand paa omtrent fyrgetyve Aar, med blaa Militairfrakke, store Guld-Epauletter og Fess, hilste paa os og underholdt sig længe med Philippovich.

Fæstningen, der seer forfalden ud, hilste os med fem Kanonskud, da vi gled forbi; vi saae nu den østerrigske Stad, gammel Orsova, og Flekken Xupaneck, hvor Qvarantainen holdes, vi maatte Orsova aldeles forbi, saa stærk er Strømmen, først langt oppe kunde en Overfart gjøres mulig; den varede kun faa Minuter.

Landings-Pladsen var indhegnet med Plankeværk, der knagede af den Mængde Tilskuere, som hvilede paa det, for at see os forpestede Fremmede.

Store Vogne, forspændte med Oxer, optoge vort Tøi og satte sig i Bevægelse; Selskabet fulgte langsomt efter, omgivet af Soldater og Qvarantaine-Betjente, hver med en lang, hvid Stok til at holde os tre Skridt fra Livet; endnu eengang kastede vi vort Blik ned ad Strømmen, der havde baaret os. Fæstningen laae i Skygge, men i ny Orsova skinnede i den deiligste Solbelysning Minareter, Tage og Træer; en Baad satte tværs over Strømmen henimod Paschaens Serail; det var Paschaen, der tog over at besøge sine Koner! – vi vandrede til vort aflukkede Fængsel, han til blomstrende Terrasser, Kys og Omfavnelse, – Menneskets Lod er forskjelligt i denne Verden, det er Moralen af denne Historie.

Donau-fart: Qvarantainen

At ligge i Qvarantaine, det er at øve sig i Polyp-Faget! – Egentlig ligge vi Alle i denne Verden i Qvarantaine, indtil vi faae Lov til at gjøre den store Himmel-Reise. Digtere fødes, siger man, men der fødes bestemt ogsaa Folk for at ligge i Qvarantaine! jeg har kjendt Reisende, der ligge til op mod Middag, og før de da komme i Klæderne og have nøslet og puslet, er det Eftermiddag, saa skal de skrive Breve, eller hvad de have oplevet den Time af Dagen forud, de bevægede sig i Gallerierne; de bruge da et Aar til at see, hvad andre see bedre i en Maaned; men det kaldes at være solid, ikke jaske af, at gjøre sig fortrolig med o. s. v.; jeg kalder disse Folk Qvarantaine-Mennesker. – Pückler Muskau fortæller om sig selv i Qvarantainen paa Malta, at han bad, om han maatte blive der een Dag længer, for at blive færdig derinde med sit Arbeide! – jeg har en ganske modsat Natur; paa Reisen maa jeg tumle mig fra Morgen til Aften, jeg maa see og atter see! man kan jo ikke bestille Andet end pakke hele Byer, Folkefærd, Bjerge og Have ind i Tanken; altid tage, altid gjemme, der er ikke Tid til at synge en eneste Sang! ja jeg er ikke engang oplagt dertil! men det kommer nok, veed jeg! indeni syder og gjærer det, og naar jeg saa er i den gode Stad Kjøbenhavn og faaer aandelige og legemlige kolde Omslag, saa skyde Blomsterne frem! – vel er ikke Behandlingen den ønskeligste, men hvo spørger mig derom; tilsidst troen jeg selv, jeg har ganske godt af det, selv af Slambadene i det dødfødte “Tidsskrift”.

Vort Indtog i Qvarantainen var Motiv for en Maler, rundtorn skovbegroede Bjerge og foran en flad grøn Slette, hvor han kunde anbringe først de store med Reisetøi fyldte Vogne, trukne af hvide Oxer, som bleve drevne af wallachiske Bønder i hvide Kofter og colossale Hatte, der hang dem ned om Skuldrene; og nu det brogede Selskab af Tyrker, Grækere og Franker; Pater Adam i sin sorte Dragt med en Hat, som et stort Skjold, var ikke den mindst maleriske Figur. Soldater fulgte som Geleide! Indtrædelsen var det lystigste! vi saae Kanoner, nøgne Mure, store Hængelaase, Nøgler der raslede, Qvarantaine-Betjente, som trak sig ærbødigt til Side, for ei at komme i Berørelse med os; Landeveien, den saakaldte Promenade, inde mellem de høie Mure, var saa flau, at den derved fik Nyhedens Præg, rigtignok stod her et Par Rosenhækken, men Roserne selv laae endnu i Qvarantaine i den grønne Knop, hvert Blad mindede os om vort Qvarantaine-Flag. Jeg vil ikke klage over Leiligheden, men kun beskrive den, jeg vil ikke jamre over Kosten, uagtet Suurkaal og Donauvand, om man endogsaa, som her, faaer fuldtop af fedt Flesk dertil, ikke smager mig.

Den hele Bygning er en Slags Æske i Æske; den inderste forestiller en Slags fiirkantet Have, hvis Kjærne er et lille Lysthuus af umalede, raae Lægter, som de grønne Ranker ikke have ret Mod til at hæfte sig ved; fire Længer, i hvilke hvert Vindue er dobbelt tilgittret, omgiver dette Paradis, som man tør see men ikke røre! Udenom Længerne er igjen en stor Muur, hvert lille Kammer indenfor har saaledes en lille Gaard; Muren har atter en Muur om sig, og Mellemrummet er Promenade! det er mere lysteligt at læse derom, end at prøve det i Virkeligheden. Engellænderen Ainsworth og jeg flyttede sammen i to smaa Værelser; et Bord, en Stol og en Brix var Meublementet for hver; iøvrigt ganske nye, kalkede Vægge! Solen skinnede saa velsignet paa Væggene, at man næsten blev blind af den Herlighed. Til Guardian fik vi en gammel Karl Johan, der havde været med i Slaget ved Leipzig og der faaer en Skramme, og han maatte faae en Skramme, naar han kom i et Slag! han sov hver Nat i Forstuen paa vort Spisebord.

Den første Dag i en Qvarantaine gaaer fortræffeligt, man hviler sig efter Reisen, den anden, tredie og fjerde Dag skriver man Breve, den femte og sjette er man i Vane med den og læser i en god Bog, om man har en, men den syvende Dag gaaer man ud af Vanen igjen og finder, at vel den syvende Dag, men ikke hele syv Dage bør være Hviledage. Jeg begyndte da at finde det fortvivlende, uagtet vi dagligen fik Visiter af Svalerne, der byggede i vor Forstue og fløi om i Værelset, idet de fortalte Chronique scandaleuse fra den gode Stad Orsova. I vor Gaard stod to duftende Linde, jeg slyngede saa tids mine Arme om dem, at jeg tilsidst sad paa en Green, og saa kom jeg op paa den næste. Derfra kunde jeg over Muren see et heelt Stykke Bjerg med Skov og Agerland og midt imellem begge en lille Hytte, o der saae ret paradisisk ud, thi der var man fri! – jeg kunde fra min grønne Baldakin see ned i en Række Nabogaarde, Philippovich havde plantet en tyrkisk Hestehale foran sin Dør, Messingknappen paa den funklede i Solen, de lange, hvide og røde Hestehaar flagrede om den brogede Stang. Vore Iglehandlere vaskede og skyllede de sorte Igler, de havde af dem i Pose og i Sæk. Bulgariske Qvinder laae i Kreds paa deres Tepper, omringede af Børn, og holdt store, gule Paraplyer over sig mod Solen; de fortalte vist Eventyr, for Børnene jublede og Svalerne fløi uden om og qviddrede foragteligt, thi Svalerne her gave sig kun af med Hverdagshistorier, lige sete og lavede fra Reden.

De første Dage i vor Qvarantaine havde vi Musik, og smuk Musik; to unge, wallachiske Kunstnere, en Fløitenist og En som spillede Glas-Harmonika, gav Concert i deres lille Fangehul, det lød over hele Haven, ved alle Vinduer tittede Medfangerne ud, og tilsidst applauderede de, thi det var kunstnerisk smukt; Fløitespilleren aandede Følelse og Smag, Tonerne vederqvægede os. En Aften spillede han imidlertid nok saa lystigt, “Fryd dig ved Livet”, og det klang herinde som Spot; men han kunde sagtens spille det, han skulde ud næste Dag, vi havde endnu syv Dage at holde ud her.

Men der kunde jo gjøres Vandringer Bygningen rundt mellem de høie, hvide Mure, man kunde titte gjennem Sprinkelværket ind til hver lille Gaard, læse paa den lille, sorte Tavle, skrevet med Kridt, Dag og Time de Fremmede vare indlogerede, Dag og Time de skulde ud og hvor mange der var herinde! det var en Læsning for Phantasien og Hjertet; hvo var den Fremmede? Hvor kom han fra? Hvor gik han hen? Eller var det maaskee en Hun? Her var jo Leilighed til at føle ved den fælles Lidelse! men man turde dog ikke paa denne Promenade ganske overlade sig til Phantasi og Hjerte, man maatte holde sig til Guardianen og til sin Besindighed, vilde man ei styrte sig i en ny Qvarantaine Tid; stundom mødte man senere Indkomne, og man maatte da holde sig op til Muren, for ei at komme i Berørelse med disse, man maatte see, om ikke Vinden bar over Muren en lille Fjer, der kunde falde os paa Skuldrene, see til ikke at træde paa en Trævl, Nogen havde tabt, thi da forlængedes Qvarantainen.

Jeg gik denne Tour, alene for at Fødderne ikke skulde komme af Vane med at gaae! Ingen spadserede her for sin Fornøielse! Meer end ængsteligt, næsten frygteligt var det, her at møde et Læs Varer; kom man i Berørelse med dette, da begyndte fyrgetyve Dages ny Qvarantaine. Her var en Varme mellem disse Mure og inde i vor lille Gaard, at man blev som kogt, jeg drømte om Dagen, at jeg var i Venedigs Blykamre, og om Natten, at jeg var lys levende i Helvede. Den Gang vidste jeg af Breve, at Heiberg i sin nye Satire *)

*) Digte: 1840. En Bog, som jeg i øvrigt anseer for Heibergs fortrinligste Værk.

havde fortalt om to af mine større dramatiske Arbeiders Opførelse der nede; det var ikke kommet mig i Tanke, saalænge jeg var i Guds fri Natur; men her, som sagt, i dette Helvede drømte jeg mig lige lukt ned i det heibergske, og der var naturligviis ganske som han fortalte, man gav kun mine Stykker, og det var mig meget behageligt, ja, som christnet Menneske, særdeles behageligt at erfare, som han ogsaa har fortalt os, at de Fordømte, efter at have seer mine Stykker, kunde lægge sig med god Samvittighed. Selv der havde jeg med mine Arbeider virket noget Godt. Jeg hørte imidlertid dernede, at man foruden mine to Stykker paa een Aften havde engang bestemt at give til Slutningen Heibergs Fata Morgana, men de Fordømte havde protesteret, man kan ogsaa gjøre En Helvede for hedt, og der skal være Maade med Alt! Fanden maatte da lade det blive med mine to Stykker, men det er hans Bestemmelse, at de skulle afløses med den nyeste, saadan rigtig allerhelvedes Comedie, Heiberg giver os igjen, med tilhørende af Huusvennerne skrevet Forspil, ved hvilket Publicum bliver stillet paa det rette Standpunkt til at opfatte og beundre, bag efter den sædvanlige Apotheose, ogsaa af en af Huusvennerne. See saaledes kan man drømme i Qvarantainen!

Vi bleve tillidst Alle syge og Lægen forordnede en Medicin, der forekom mig fortræffelig for wallachiske Heste, men ikke for svage Mennesker, der lide af Mavesmerter: først skulde drikkes et stort Glas Brændeviin, derpaa en stærk Kop Kaffe uden Sukker og Fløde.

Det mindst afvexlende Liv har dog sine store Begivenheder, vort herinde havde tre. Den ene var en Visit af Paschaen af Orsova; det nøgne Lysthuus i Haven tjente som Conversations-Sal; sex Soldater, med Bandoleer over den blaa Trøie og Bajonet paa Geværet, udgjorde tillige med Tolk, Læge og Tjenere Følget. Den anden store Begivenhed var, at vi hver fik en gammel Vaskerkone, som skulde vaske vort Tøi og derpaa blive Qvarantainen ud hos os! Vi fik Guardianens Hustru; det gamle Ægtepar sov i Gangen paa Spisebordet, en sammenrullet Trøie var Hovedgjerde og en Soldaterkappe Overdyne, Alt paa Felt-Fod! Doctoren var deres Alt, vaagen og i Drømme! de nævnede aldrig hans Navn, uden de fik en militair Holdning. Den tredie Begivenhed traadte op med Musik og Declamation. Tværs over Haven lød fra et Vindue til et modsat den frygteligste Raaben og Skrigen af nogle lasede Karle, som for syv Aar siden vare løbne fra Østerrig over i Wallachiet, havde levet der, men af Hjemvee frivilligt vendte tilbage; de havde selv angivet sig og maatte nu, før de udleveredes, gjøre deres Qvarantaine. Tidligere end Solen stod op og ud til den mørke Aften converserede de, eller spillede paa bulgariske Fløiter, men altid det samme Stykke af to eller i det høiste tre Toner; det lød, som naar man blæser i et Tulipanblad og træder i det samme en Kat paa Halen.

Endelig slog vor Friheds Time, men Vedkommende havde Middags-Selskab, eller hvad det var! en heel Time over vor Fængselstid, en heel Time, der syntes som en Dag, maatte vi Alle, paa een Begunstiget nær, vente, før vi kunde drage bort, og det skete ikke med Lystighed, som da vi kom, vi vare matte; vi, som havde glædet os saa meget til Friheden, vare ude af Øvelse med at løfte Vingerne. Den, der kommer fra et Skib, har tidt endnu en Fornemmelse af Søsygen, saaledes havde vi Alle en Følelse af Qvarantainen! – først lang Tid efter afspeilede sig i min Tanke poetiske Erindrings-Billeder, og disse viste Skuet af det lille, fattige Huus, jeg fra Træet øinede oppe mellem Ager og Skov, de lode mig høre Fløitetonerne af den unge Kunstner fra Buccharest, de lode mig gjenføle Søndags Andagten i vort Fængsel, naar Ainsworth sad stille og læste i sin Bibel, Pater Adam sang Messe med sine armenianske Drenge, og jeg saae paa det grønne Viinblad ved mit Gitter, hvor Guds Sol skinnede saa varmt, saa at min Tanke fløi ud i Naturen, og i den er man altid ved Guds Hjerte.

Donau-fart: Det er Søndag i Dag!

Det er Søndag i Almanakken, Søndag i Guds Natur! afsted ud i Bjergene til Mehadia, Ungarns skjønnest liggende Badested! Hvilken Mylren af Blomster i det grønne, høfe Græs! hvilket Solskin paa Bjergenes skovbegroede Sider! Luften er saa blaa, saa gjennemsigtig! Det er Søndag i Dag! og derfor ere alle Folk, vi møde, saa festligt klædte. Pigernes opflettede, sorte glindsende Haar prange med levende Blomster, en Green af Guldregn eller en mørkerød Nellike; de store Særkeærmer ere broderede med Grønt og Rødt; Skjørtet synes lange Fryndser, røde, blaae og gule! – selv den gamle Mo’erlille er klædt i Fryndser og har sin Blomst paa det hvide Liin. Knøse og Drenge have Roser paa Hatten, den mindste seer jo prægtig ud! hans stumpede Skjorte hænger ham ud over de mørke Beenklæder, en Green Guldregn ligger om den store Hat, der glider ham halv over Øinene! jo, det er Søndag i Dag!

Hvilken Eensomhed i disse Bjerge! Liv og Sundhed sprudler i Vandet fra disse Kilder! Musik bruser fra den pyntelige, store Badesal! – Nattergalen synger i det klare Solskin, mellem de duftende Træer, hvor de vilde Viinranker snoe sig! Du deilige Guds Natur! min bedste, min helligste Kirke! her siger mit Hjerte mig: “det er Søndag i Dag!”

Vi ere atter i Orsova! Messingkuglen paa Kirketaarnet skinner i Solen, Døren staaer paa Klem! hvor eensomt herinde! Præsten staaer i Messedragt og hæver sin Stemme, det er Pater Adam! den lille Antonius knæler og svinger Røgelsekarret, den ældre Dreng Hieronimus har Plads midt i Gangen og forestiller hele den armenianske Menighed.

Udenfor Kirken, paa Torvet, hvor Lindetræerne staae i Blomster, er stor Dands af Gamle og Unge; midt i Kredsen staae Spillemændene, den ene blæser paa Sækkepibe, den Anden gnider Violinen. Kredsen dreier sig først til Høire saa til Venstre. Alle ere i deres bedste Pynt, i Fryndser, Blomster og bare Been; det er Søndag i Dag!

Nogle smaa Drenge løbe i bar Skjorte, men en stor Mandfolke-Hat har de paa Hovedet, og paa Hatten en Blomst; Honoratiores, Herrer og Fruer ganske wienerklædte vandre forbi og see paa Folket, det dandsende Folk! den røde Aftensol skinner paa det hvide Kirketaarn, paa den guulbrune Donau, og paa de skovbegroede, serviske Bjerge; gid den maa skinne i min Sang, naar jeg synger herom! hvor smukt og livligt! hvor friskt og eiendommeligt! Alt tyder paa en Fest, Alt tyder paa: det er Søndag i Dag!

Donau-fart: Reise langs Donau fra Orsova til Drencova

Langt farligere Seilads, end den gjennem “Jern-Porten”, frembyder største Delen af Donaufarten mellem Orsova og Drencova; Strømmen her har vildere Kraft, Faldene ere større og hyppigere, Hvirvlerne langt mere udstrakte. Paa denne Fart var det for to Aar siden, at den Baad, som førte Dampskibs-Passagererne, kantrede, og Alle fandt deres Død i Strømmen. Det var, fortalte man, en graa, regnfuld Dag, det stormede ikke lidt, Capitainen stod ved Roret, Baaden var fuld af Reisende; det var ingen let Maneuvre, at styre den mellem de i Floden rundt om fremragende Skjær; en Flok Bønder gik paa Landjorden og trak den gjennem de stærke Hvirvler, medens Stormen løftede Flodskummet mange Alen i Veiret. Capitainen raabte til Bønderne, at de skulde trække langsommere, de hørte ham ikke, Storm og Strøm overdøvede hans Raaben; han gjentog endnu Commandoen, de misforstode den, droge endnu hurtigere, og i samme Nu stødte Baaden mod et Fjeldstykke, den væltede, og ingen Redning var mulig. Langt fra Stedet, hvor Ulykken skete, fandt man nogle af ligene, blandt andre en ung Engellænders; hans Slægtninge have opreist et Monument tæt ved Floden, hvor man fandt hans Liig, og hvor han er blevet jordet.

Fra den Tid, da hiin Ulykke skete, lader Dampskibs-Comiteen ingen af deres Passagerer gjøre Reisen. her paa Baade, man rider eller kjører; en fortræffelig Kjøre-Vei er under Arbeide, og allerede saa godt som fuldført; *)

*) Veien er blevet til under Grev Schechenyi’s og Ingenieur-Director Vàsarhelys Ledning.

paa flere Steder har man ladet Klipperne sprænge, og hvor Grunden var løs og sumpet, vidst at styrke og udfylde den. Alt Reisegodset derimod føres, Dagen før den Fremmede tager afsted, paa Baade, der trækkes af Heste.*)

*) Jerndampskibet Stephan, som nu gaar mellem Wien og Linz, havde, fjorten Dage før jeg passerede denne Vei, forsøgt at gaae med Strømmen lige ned til Orsova, det var ogsaa lykkedes; derimod havde Farten tilbage været langsom, uagtet Maskinernes Kraft, og ved Ishlas nødtes de til at lade fjorten Heste spænde for, da her Strøm og Hvirvler vare mægtigere end Dampkraften. Et nyt, større Dampskib, jeg husker ikke med hvor stor Kraft, er nu under Arbeide, og med dette, haaber Donau-Compagniet, vil kunne seiles op mod Strømmen, paa denne den voldsomste Deel af Europas største og stærkeste Flod.

Tidlig om Morgenen den fire og tyvende Mai holdt Vognen foran Hotellet, og vi rullede afsted. Det var det deiligste Sommerveir, rundtom stod Alt saa grønt og frodigt; paa servisk Side hævede sig Fjelde med Buske og Løvtræer, paa østerrigsk Side, hvor vi kjørte, syntes Alt en stor Have, med altid vexlende Partier, snart vare Bjergene os ganske nær, snart traadte de tilbage, for at omslutte skovgroede Dale. – Aldrig før har jeg seer saamange Sommerfugle, som i denne Morgen; de vare alle hvide, og over tusinde Træer saaledes besatte med dem, at man troede at see blomstrende Frugttræer. Her kunde siges med Jean Paul: “Schmetterlinge sind fliegende Blumen.” Postillonen knaldede til alle Sider, og, Sommerfuglene fløi i Luften, som Sneeflokke ved Vintertid.

Her paa denne Strækning af Militair-Grændsen boe wallachiske Bønder; vi kom igjennem et Par af deres meget maleriske Landsbyer! Leervæggenc frembøde store Revner; Papir var klinet over det Hul, der skulde tjene som Vindue; en Slags Port, bundet med Barkreb fast til nogle Pæle, dannede Indgangen til en Art Gaard, der sædvanligviis vrimlede af Svinehjorde og en utrolig Mængde af saa godt som nøgne Børn, der væltede sig mellem hverandre, selv Piger paa ni til ti Aar viste sig her aldeles uden Klæder; rundt om stode prægtige Træer, især Kastanier, saa duftende og store. De enkelte Bønder, vi mødte kjørende, stode opret i deres Vogne og joge afstod, som de gamle Romere paa Rendebanen.

Egnen, fik meer og meer en romantisk Characteer! den overgaaer Rhinens i Skjønhed. Ved Plavisovicza, hvor Passet Kazan findes, løber Donau mellem lodrette Klipper; Veien her er sprængt ind i Fjeldet; som et afglattet Loft hænge Klippemasserne den Reisende ud over Hovedet. I en lang Strækning finder man her den ene store Hule ved Siden af den anden; een af disse er saa dyb, at man bruger, fortalte man mig, halvanden Time for at gjennemvandre den, og da træder man ud i en Dal paa den anden Side Bjerget. Meest bekjendt er her den saakaldte Veteranis Hule! Vi gjorde holdt udenfor den, Indgang var der ikke at see. Hele Fjeldet er overgroet med Buske og Slyngplanter; op mellem Hækkerne løber en lille Sti; den var steil, og der laae mange løse Stene, men vi havde jo de grønne Grene at holde os ved, og let kom vi de faa Favne op over Kjøreveien til en Indgang, beqvem og stor nok for enhver velvoxen Mand; et Par Skridt indenfor maatte man bøie sig lidt, men strax udvidede sig igjen Fjeldvæggen til et ret anseeligt, men dunkelt Kammer, fra dette traadte man ind i en uhyre Hule, hvor Lyset strømmede ned gjennem en stor Aabning, hvis øverste Rand var begroet med Buske og lange, nedhængende Slyngplanter, der dannede en blomstrende Ramme for den blaa Luft; Loftet formede sig iøvrigt som var det forstenede Skyer, Gulvet, vi gik paa, var ujevnt og fugtigt; hist og her laae store, nedstyrtede Stene og henne i en Krog Kul og halv forbrændte Grene fra de sidste Hyrder eller Zigeunere, som her have holdt deres Maaltid; enkelte Vanddraaber faldt eensformigt pladskende paa Jorden.

Hulen bestaaer af uendelig mange Afdelinger; vi gik til en af de nærmeste, jeg var forud, og standsede ved det overraskende Skue, som frembød sig. Midt paa Gulvet var tændt en stor Ild, en Kjædel kogte over den, rundtom laae og stode hvidklædte Mænd og Qvinder, med mulatfarvede Ansigter og lange, sorte Haar. Hurtige, som Katte, sprang to unge Knøse hen mod mig, strakte bedende deres Hænder ud og tiltalte mig i et for mig uforstaaeligt Sprog. Det var en heel Zigeuner-Familie. De vare Alle saa livlige, saa bevægelige, desmere stak de af mod to Gamle, der sad ved Ilden, deres Haar hang stridt og stort ned om de hæslige Ansigter, og deres Klædning, samt Maaden de laae paa, gjorde, at jeg ikke vidste ret, om det var to Mænd eller to Qvinder. Vort Selskab gav hver af de unge Knøse en Bagatel, eet af Børnene fik en lille Sølvmynt af mig, og strax sprang en ældre Pige til, greb min Haand, drog mig hen til Ilden, saae mig i Haanden, relede derpaa tre Gange lige ned til jorden og spaaede, men jeg forstod ikke et Ord deraf; efter den Oversættelse, som bagefter en ung Herre fra Bucharest gav mig af det han havde opfattet, syntes Spaadommen mere at have været beregnet paa en rig Engellænder, end en dansk Digter. “Dit Sølv skal blive til Guld,” havde hun sagt, “og dine Eiendomme voxe Aar for Aar.” Paa mit Spørgsmaal, om Pigen intet Ondt havde spaaet mig, sagde han mig, at hun havde sagt: jeg vilde faae mindst Glæde af mine Døttre! og deri havde hun truffet det Rette, hvad Digteren angik, thi Agnete og Maurerpigen havde kun skaffet mig liden Glæde, jeg man derfor altid see at lægge mig efter at faae Drenge.

Mit øvrige Selskab blev ogsaa spaaet, men jeg skal have været den heldigste af dem Alle.

Paa servisk Side findes, hele denne Strækning langs med Donau, i Klippevæggen hugget en antik Vei, der er blevet til under Romernes Herredømme; vi saae paa hiin Side Strømmen den saakaldte “Trajans Tavle”, den bestaaer i en glat Klippe med Indskrift til Minde om Trajans første Felttog i Dacien.

Opad Dagen naaede vi Landsbyen Tissowiza, hvor vi i et fattigt Vertshuus skulde nyde Frokost; Verten var ikke underrettet om, at Dampskibs Passagererne indtraf denne Dag, vi kom ham aldeles uventet, og han maatte ihast gjøre Jagt paa alle Byens Kyllinger. Den underste Etage af Huset bestod af to Steenkjældere, ovenover disse svævede paa hele Husets Længde en høist skrøbelig Træ-Altan, hvorfra man traadte ind i en Forstue, hvor Skorstenen stod og Maden blev lavet; paa hver Side var et skummelt, uhyggeligt Kammer, vi foretrak derfor Alle den fri Natur og leirede os ude under høie, skyggefulde Castanier. De fleste af os vare syge endnu fra Qvarantainen, jeg især følte mig lidende.

Efter et Par Timers Ophold rullede vi igjen afsted, bestandigt langs med Donau; vi kom forbi Ruiner af tre store Taarne fra Romernes Tid, byggede tæt op til Strømmen, og nu indrettede til Vagthuse; en Bjelkebro førte fra Veien ud til dem; bevæbnede Grændse-Soldater sad der og spillede Kort eller red paa Bjælkegelænderet. Den hele Vei næsten, er her een Allee af prægtige Valdnøddetræer; i vor Fart reve vi de duftende Blade af, og med en Green som Vifte beskjærmede vi os mod den brændende Sol, naar de store Træer ikke gav os Skygge! hvor det var en Hede! vi vansmægtede af Tørst! den banede Vei holdt op, her blev ikke bredere, end at netop det ene Hjul berørte Klippevæggen og det andet var en Tomme eller to fra Skrænten ned mod den brusende Flod; vi kjørte i Fodgang, men tilsidst saae det os dog for farligt ud; vi maatte stige af, men dette skete ved at krybe ned bag af Vognen, thi paa Siderne var der ingen Plads til Fodfæste; – pludselig holdt Veien aldeles op! en Mængde Arbeidere vare i færd med at udvide og jevne den, de murede en Slags Grundlag; foran os var en Skrænt næsten to Alen lodret ned. Folkene sagde, at Ingen havde underrettet dem om, at her i Dag vilde komme Reisende, og at vi altsaa maatte gjøre Holdt, til de fik lavet en Rutschbane, Vei kunde man ikke kalde det! – Stænger og Trægrene bleve lagte paa Skraa fra Høiden, hvor vi var, Hestene spændtes fra, og Vognene foer nu ned, saaledes at Stangen brækkedes paa den ene.

Et nyt Uheld, der kunde have bragt ubehagelige Følger, forestod: den under Trajan paa servisk Side hugne Vei i Klipperne er i vor Tid ikke istand til at benyttes; Servierne maae derfor under militair Bevogtning trække deres Skibe, paa Militairgrændsen; enhver Berørelse, man kommer i med disse Folk eller med det lange Toug, hvorved de hale Skibet, har til Følge, at man kommer under Conturmats. Vi saae nu foran os henved hundrede serviske Bønder, som under eet eensformigt Hyl trak op mod Strømmen et meget stort Flodskib, det gik kun langsomt mod de stærke Strømninger, vi maatte kjøre Fod for Fod, thi intet Sted blev Veien bred nok til at vi kunde komme dem forbi. Alle Qvarantaineqvalerne vare os endnu i Blodet! jeg vidste i dette Øieblik intet frygteligere Bud, end det: vend om igjen, i Qvarantaine! – Fod for Fod kjørte vi, holdt saa stille, kjørte igjen Fod for Fod, for atter at holde! jeg havde en Følelse, som om jeg skulde gaae Verden rundt med Blylodder om Benene.

Endelig kom der et Sted, hvor Veien blev en Smule bredere end før, og hvor Soldaterne, der bevogtede Servierne, meente at vi kunde slippe forbi. Halerne paa vore Heste bleve bundne op, for at de ikke, ved at svaie ud, skulde komme i Berørelse med Touget, vort Reisetøi, selv Lædergardinerne paa Vognene trak vi vel ind til os; de stakkels serviske Bønder stillede sig saa yderligt ved Flodbredden, som de kunde, og dog vare vi neppe mere end en halv Alen fra dem; og nu kjørte vi forsigtigt og langsomt forbi hele den lange Række af vist hundrede Mennesker; om kun Pidskesnærten havde rørt Fligen af den Enes Kjortel, da havde vi maattet vende om igjen til Qvarantainen i Orsova.

O, hvor aandede vi let! hvor drev Kudsken ikke paa Hestene, da vi vare forbi! det gik i Gallop gjennem Skoven, over smaa Vadesteder og forbi rislende Kilder; de grønne Grene sloge os paa Kind og Skulder. Over Krat og Flod aabnede Udsigten sig mod den lille Stad Drencova, hvor Dampskibet Galathea ventede os.

Før Aaret 1836 var Drencova kun et Vagthues, ved Donau-Dampskibsfarten vil det snart blive en lille By; her var flere ret anseelige Bygninger, et af disse var et Vertshuus; omtrent en Dagreise herfra voxer den berømte Viin Schiller, jeg drak i den en Skaal for dens Navner; den Aandens Viin, han har givet os, taaler at forsendes til alle Verdens Lande og den kan kun begeistre, ei beruse.

Med stor Glæde betraadte vi det rummelige, smukke Dampskib, der skulde føre os til Ungarns Hovedstad, og glædede os ved de mange Beqvemmeligheder, det frembød; “men ingen kjender sin Skjæbne!” med det Omqvæd kunne vi slutte vor Dagreise. I Pesth holdes fire Gange om Aaret et særdeles stort Marked, Folk fra alle Landets fjerneste Kanter strømme da til Staden, og især blive Dampskibene benyttede ja overfyldte, og vi vilde netop indtræffe i Pesth to Dage før det store St. Medardusmarked.*)

*) Det begynder den første Mai og varer omtrent fjorten Dage.

Verten forudsagde os en høist besværlig Reise, men vi troede ham ikke og meente, han. nok vilde lokke os til at botanisere her til næste Dampskibsfart og imidlertid hos ham hver Aften drikke Schillers Skaal i Schiller.

Ved Solnedgang spadserede jeg alene ind i Skoven tæt ved, ogsaa her traf jeg Zigeunere, de havde gjort Ild paa og laae rundt om den; da jeg igjen kom ud af Skoven, stod der mellem Buskene en smuk Bondedreng, han hilste mig paa Tydsk god Aften. Jeg spurgte ham, om det var hans Modersmaal han talte; han svarede nei og fortalte, at han almindeligviis talte wallachisk, men havde i Skolen lært tydsk. Han syntes i Klæderne at være meget fattig, men Alt var saa reent hvad han havde paa, Haaret saa glat kæmmet, hans Øine straalede saa velsignet, der var noget saa klogt og godt i dette Ansigt, som jeg kun har fundet det hos faa andre Børn. Jeg spurgte ham, om han skulde være Soldat, og han svarede: ja det skulle vi her Alle være, men jeg kan ogsaa blive Officeer, og derfor vil jeg lære alt det, jeg kan faae lært!” Der var noget saa uskyldigt i hele hans Adfærd, noget saa ædelt, at jeg er vis paa mig selv, havde jeg været rig, da havde jeg taget mig af denne Dreng.

Jeg sagde ham, han maatte blive Officeer og vilde vist blive det, naar han ret ivrigt stræbte derefter og stolede paa den gode Gud.

Paa mit Spørgsmaal, om han kjendte Danmark, betænkte han sig lidt og svarede da: “jeg troer, det er langt herfra -!- ved Hamborg!”

Ham kunde jeg ikke give en Almisse, han syntes mig for ædel til at skulle modtage sligt; jeg bad ham plukke mig nogle Blomster, han sprang afsted og bragte mig snart en smuk Bouquet, jeg tog den og sagde: “disse Blomster kjøber jeg!” og saa fik han sin Betaling, han blev ganske rød i Ansigtet og takkede smukt.

Han fortalte mig, at han hed Adam Marco; jeg tog mit Kort op af Lommen, gav ham det og sagde: “naar Du nu engang bliver Officeer og da maaskee kommer til Danmark, saa spørg efter mig og jeg skal glæde mig ved din Lykke! vær flittig og stol paa Gud, hvo veed hvad der kan skee!” jeg trykkede ham i Haanden; – han stod længe og saae paa Skibet, hvor jeg steg ind.

Aldrig har ved første Møde nogen fremmed Dreng tiltalt mig, som denne; hans noble Væsen, hans kloge, uskyldige Ansigt var det bedste Adelspatent. Han maa blive Officeer! og jeg giver min Skjærv dertil – rigtignok baaret paa Tilfældets Haand – idet jeg her bøier mig for hver ædel, rig Ungarerinde, der muligt læser denne Bog og har i venlig Tanke “Improvisatoren” eller “Spillemanden”, Digteren beder hende, han beder, har han, sig ubevidst, een rig Ven i Ungarn eller Wallachiet, “tænk paa Adam Marco ved Drencova og hjælp din lille Landsmand frem, hvis han fortjener det!”

Donau-fart: Donaufart fra Drencova til Semlin

Det var Morgenstund, Skibet gik allerede længe i fuld Fart. Vi havde tabt Drencova af Syne; skovgroede Fjelde hævede sig paa begge Sider af Floden, en Række Skyer hang, som en svævende Bro, imellem Fjeldene, vi seilede lige ind under; den bævede derved; leve endnu Oberon og Titania, da er jeg vis paa, Alferne havde tømret denne Bro for dem sidste Nat; den forandrede sig pludselig til en balonformet Sky, da Røgen fra Dampskibet blandede sig med den. Egnen var malerisk smuk. Midt i Donau staaer en Klippeblok i Form som et Rhinoceros-Horn og kaldes Babekey, Ordet kan, være Tyrkisk, Servisk og Slavisk; paa Servisk betyder det: “vær stille Gamle!” – paa Tyrkisk: “Klippernes Fader!” paa Slavisk: “Fortryd det Gamle!” – og denne sidste Forklaring stemmer med Folkesagnet, der knytter sig til denne Klippe; en skinsyg Ægtemand skal her have sat sin Kone ud, midt i den stærke Strøm. Klippen er netop saa stor, at een ret magelig kan staae der og, er han i Humeur dertil, her optage et meget smukt Prospect, thi paa servisk Side ligger paa Fjeldet, der staaer lodret op af Floden, støttende sig til mørke Skovpartier, Bjergfæstningen Gobulaza, hvoraf en Deel er fra Romernes Tid; for hundrede Aar tilbage var det et Røverslot, vilde Sange og Bægerklang lød i Natten derinde, mens Donauen væltede sine Bølger mod den eensomme Klippe Babekey, der da for mangen stakkels Fange i Røverslottet blev et Livets Meta. Snar passerede vi Moldava, berømt ved sine Kobbergruber, derpaa Flekken Basiasch med sit lille, fattige Kloster; hvert Sted fik vi et Par Passagerer; een af disse fra det sidste Sted var en gammelagtig Herre, der syntes at være Signetstikker eller Signetsamler, han gik med sit Skilt paa Maven, over et Dusin store og smaa Signeter hang ved Uhret; han var et levende Donaukort, ham skylder jeg den tredobbelte Forklaring af Navnet Babekey. Navnet paa den lille Stad O-Palanka, som vi nærmede os, sagde han, kom af et slavisk Ord, der betyder Forskandsning med Pæle, og meente, at i Romernes Tid havde Befæstningen her været saaledes. Vor eneste Passageer fra denne By var en Madame, der i det Øieblik, Skibet lagde bi og en Karl sprang ombord med hendes Kuffert, raabte: “nei, nei! jeg gaaer til Lands!” og hun løb som et fortvivlet Lam efter Ulven, der bortførte hendes Unge, den store, velbeslagne Kuffert; hun var paa Dækket; i det samme susede Dampen ud af Ventilen, i sin Forfærdelse blev hun staaende, hvor hun stod, og holdt sin gule Billet i Haanden, Conducteuren tog den, og vi seilede; “ja men jeg vilde heller til Lands!” sagde Madammen. Det var første Gang i hendes Liv, hun havde vovet sig paa et Dampskib, man havde overtalt hende, det var ikke hendes Paafund; hun forsikkrede, at hun ikke havde sovet Natten forud, ved Tanken om denne Seilads; hun skulde meget langt bort, op til den Stad Yucavar, hele to Dagreiser! imidlertid havde hun kun taget Plads til Semlin, for at prøve, om hun ikke sprang i Luften; Konen var en Oekonom, hun vilde ikke betale den hele Reise paa eengang, nei, først vilde hun see, om hun slap levende fra den halve! – hun havde hørt saa skrækkelig mange Ulykker med Dampskibe og Dampvogne, og “det er jo ogsaa nogle forfærdelige Opfindelser!” sagde hun, “bare det ikke springer med os!” og hun saae ængstelig til alle Sider. – “Capitainen skulde holde mere ind under Kysten!” meente hun, at man dog kunde komme i Land, naar Skibet sprang. Vor solide Mand med Signeterne holdt for hende et populært Foredrag om Ventilerne, men hun rystede med Hovedet og forstod ikke eet Ord deraf! – jeg vilde da oversætte det i et endnu mere populært, og hun syntes at forstaae mig, thi til enhver Sætning sagde hun: Ja! “Tænk Dem, Madam!” var min Tale, “at De har paa Ilden en Potte, som koger meget stærkt, et stort Laag ligger over den, ligesom det var skruet fast, da kan Potten springe af den hede Damp inden i, men er det et let, løst Laag, da vipper det op og ned, Dampen smutter ud, og Potten springer ikke!” – “Men Gud forbarme sig!” sagde Madammen, “naar Laaget,” og hun pegede i det samme paa Dækket, “naar nu Laaget her over Dampmaskinen vipper op, saa falde vi jo i Donauen!” og hun tog allerede ganske ængstelig fast i Rækværket.

Mod Middag passerede vi Staden Kubin, et majestætisk Tordenveer stod over Byen; Skyerne formede et Alpeland storartet og mørkt, Lynstraalen var Bjergsti, den gik i de dristigste Siksak, det rullede deroppe, ikke som Lavinerne faldt, nei, som Bjergene selv styrtede sammen, dog lige hedt blev det; Luften laae trykkende varm. Den stakkels Madamme havde det endnu hedere end vi, sit store Shawl havde hun hængt over sig, saa hun hverken kunde see eller høre, og sad med bankende Hjerte og ventede paa det store Luftspring, Skibet vilde gjøre! jeg foreslog hende at stige ned i Damekahytten, men hun svarede nei med Haanden, tale kunde hun ikke mere. Rask foer vi mod Strømmen langs med Serviens uendelige Skove, hvis Grønt begyndte at trætte mig, jeg følte Længsel efter et Parti af Atticas nøgne Bjerge, eller selv et Stykke jydsk Hede. Uvejret var aldeles forbi, da vi passerede den tyrkiske Fæstning Semendria; den danner en Triangel, er befæstet ved Mure og har mange Taarne, de fleste fiirkantede, enkelte runde, alle forfaldne, ligesom Ringmurene; det var ikke tænkeligt, at dette skulde forestille en Fæstning i vor Tid; paa eet Taarn bestod Taget kun af løse Lægter, man saae Guds Himmel mellem dem; to tyrkiske Soldater sad i et aabent Taarnhul paa en Bjælke og stirrede efter os, de vare de eneste Levende, vi saae i hele den lange, faldefærdige Bygning; Byen selv var ubetydelig, et lille Træ-Minaret, kalket hvidt var hele Prydelsen; denne trykkende Luft, denne Dvaskhed, man følte – ja det saae ud, som Fæstningen selv faldt sammen af Lede og Kjede. Donaus Bølger vare ganske gule; paa Dækket sad Folk og sov med Paraplyer over sig. Alt hvad vi rørte ved var gloende hedt. Madammen fik det ene Glas Vand efter det andet, hun tog Kampherdraaber paa Sukker, jeg er vis paa, hun var besvimet, havde hun kun været sikker paa, at Skibet imidlertid ikke skulde springe i Luften. – Den næste Stad, vi passerede, var Panscova, en By, om hvilken man fortæller, at det i den er Brug, at Unge og Gamle, selv de Fattige, sminke sig. Naar Damerne der græde over en Roman, skal man kunde tælle alle deres reelle Taarer, de sees som rosenrøde Pletter paa Bogens hvide Blade! – Solen gik ned, det var endnu en Lummerhede; Nymaanen stod tændt lige over Belgrads Fæstning; paa tydsk Side lynede det stærkt. Enkelte Lys bevægede sig paa Kysten; – vi skjød forbi den brusende Sava, det var ganske mørkt; nogle Minuter efter laae vi stille op til Kysten udenfor Semlin, den første østerrigske Stad paa vor højre Side; Floden Sava gjør her Grændsen mod Servien, herfra skulde vi altsaa forlade Militairgrændsen og gjennemskjære selve Ungarn. Alle Dampskibene blive ved Semlin to Nætter og en Dag, her var altsaa god Tid for os, at sige Farvel til den sidste Stad med Minareter. – Madammen vilde imidlertid ikke blive Natten over paa Dampskibet, hun havde en Beslægtet i Semlin, hos ham tog hun Ophold, ja – blev aldeles borte; hun gik til Lands med Leilighed.

Det var Morgen, Alt laae i Sollys! Egnen er flad! til Venstre en Eng med Vagthuse, opførte paa Bjelker, for at Vagterne ikke strax skulle skylles bort, naar Donau stiger; til Højre Semlin, en almindelig Kjøbstad; mod Øst Fæstningen Belgrad, med sine hvide Minareter, disse de ejendommeligste Træk i Orientens Physiognomi. Fæstningen med sin Moskee ligger øverst paa en lav Bjergskrænt, og uden om den igjen Byen, der strækker sig ned mod Donau og Sava og indesluttes paa den anden Side af en stor Egeskov; Belgrad har 14 Moskeer, Byens høire Fløj indtages af Tyrkestaden, Centrum og den venstre Deel af Servierstaden. Det var den 25de Februar 1839, at Servierne fik deres fri Forfatning, Tyrkerne have nu kun Fæstningen; Paschaen der, er som Commandant! – i Slotsgaarden var det at den ædle Græker, Digteren Rhigas, blev skrækkeligt henrettet! han, Grækenlands Beranger, og det, efter de græske Forhold, en Sanger af en endnu større Betydenhed end denne; ikke blot ved sine Sange vakte han Folkets Frihedsfølelse, men han anvendte sine Midler til at lade opdrage unge Grækere; han lod dem komme til sig i Venedig, hvor han levede som Kjøbmand, lod dem oplære og føle, hvad deres Fædreland havde været; Grækenland var endnu tyrkisk, Rhigas blev udleveret til Tyrkerne, der her i Paschaens Slotsgaard lod ham levende gjennemsave; 630 Servier bleve paa samme Sted i 1815 levende spiddede. Alle havde overgivet sig paa Løftet at skaanes; een af disse Ulykkelige døde først paa den syvende Dag, Donau strømmede med Liig, med Servieres Liig; Tyrken kunde spottende synge den serviske Vise: “det er skjønt at sidde ved Floden og see sine Fjenders sønderbrudte Vaaben drive forbi!” – Nedenfor, hvor Sava falder i Donau ligger et forfaldet Taarn, Neboisce: “vær uden Frygt!” fra Hullerne her bleve de Henrettedes Liig kastede i Donau; i dette Taarn, i det dybeste Fængsel, hvor Flodvandet trængte ind, sad den ædle Fyrste Jeffram. Obrenowitsch, Broder til Fyrst Milosch; denne tvang i aabent Slag Paschaen til at udlevere den Fangne. De Erindringer, der knytte sig til Stedet, vakte Tanken om Skovtrolden, der knugede sine stærke Been fast om Prinds Agibs Hals, som Eventyret beretter os. Ved Skuet af det skumle, forfaldne Taarn syntes jeg at føle de klamme Mure knuge mig, som Skovtroldens Been! hvilke Rædsler knytte sig ikke til denne Scene, der nu laae for os i det deiligste Solskin, med friske, grønne Træer, solbelyste Minareter, Kupler og rødtagede Huse!

Igjennem denne mørke Egeskov, ned mod Floden Sava, flygtede den sorte Georg, Serviens første Befrier; denne Skov og denne Flod var Scenen for en af hine Kampes tragiske Scener, der lever og vil leve i Folkets Sange. Den sorte Georg flygtede med sin gamle Fader, Hyrden Petroni; allerede saae de Sava-Floden og Østerrigs Grændse, og Faderen fyldtes af hele Smerten ved at forlade sit Fædreland, han bad Sønnen heller at overgive sig, at de kunde døe paa Fædrenejord, og Georg bævede mellem sønlig Lydighed og Frihedsfølelse; den første var ved at seire, da Bosniakkernes og Tyrkernes Skrig lød gjennem Skoven! Sønnen vilde løfte Faderen paa sine Skuldre og svømme med ham over Floden, men Gubben vilde ikke forlade det Land, hvortil hans Livs Erindringer knyttede sig, men heller hugges ned af de vilde Skarer! da bad Sønnen om hans Velsignelse, og Gubben gav ham den, aabnede sin Kjortel for sit nøgne Bryst, og Sønnen skjød sin Kugle i hans Hjerte, kastede Liget i Sava og svømmede selv over Floden. – Det var som Bølgerne fortalte mig endnu derom, og den mørke Egeskov nikkede alvorligt og sagde: “ja saa er det!” – Fra det forfaldne Taarn fløi, ud af de aabne, sorte Huller, gjennem hvilke Serviernes Liig vare styrtede, skrigende Fugle; saaledes omflagre Rovfuglene et Rettersted.

Mellem den østerrigske Stad Semlin og Floden Sava strækker sig lige ud for Belgrad en Eng, paa hvilken holdes ugentlig en Slags Marked; to Rækværk nær ved hinanden skille de Kjøbende fra de Sælgende; paa den lange, smalle Bane gaaer østerrigsk Vagt og Contumats-Betjente med deres lange Stokke og iagttage, at ingen Berørelse finder Sted, at de tyrkiske Varer komme i Qvarantaine og Pengene først udvaskes i Ædike, før de modtages paa østerrigsk Side; her er en Raaben, en Gestikuleren mellem de forskjellige Folk for at gjøre sig tydelig for hinanden, Varerne udbredes, vendes og dreies; Sviin, Heste, kort sagt, alt Qvæg drives ud i Floden; overskyllet af den, ansees det for at være fri for Smitte; Pidsken smælder, Hornet tuder; sky løber hvert andet Dyr ind igjen mellem Tyrkerne og maa da atter ud i det vaade Bad.

To græske Præster med mørkeblaa Kofter ned til Anklerne, bitte smaa Hatte og sort Skjæg, dovnede den hele Eftermiddag under Poplerne ved Donau og saae paa vort Skib; mod Aftenen kom den gode Stad Semlins fornemste Indvaanere ombord, de hilste hinanden efter Rangen, kunde man see; Nogle fik Skippunds Hilsener, det var de allerfornemste, andre fik naadige Qvintins Hilsener, det var naragtigt at see. Jeg troede tilsidst jeg var hjemme! hvor dog Menneskene ligne hinanden overalt!

Noget mere Nyt var Skuet her af den lange Række Flodskibe, hvert af disse saae ud som en Noahs Ark, langt, smalt og med et Huus, der var stort nok til at danne et heelt Stræde; alle vare broget malede; paa eet stod saaledes paa hver Side af Døren en gloende rød Løve, paa et andet græsgrønne Drager med Guldkrone paa Hovedet, de fleste andre havde derimod Helgenbilleder. Maneuvren for at komme mod Strømmen var denne: hen ad Taget, der strakte sig over hele Skibet, gik ikke færre end 21 Mand, een efter den anden, de halede i et Toug, der langt forud var bundet til et Anker midt i Strømmen; fremad gik det, men i Sneglemarsch. Et Tordenveir stod over Ungarns Slette, Regnen skyllede ned over de hjemvandrende Semliner, baade over Nummer een i Rangen og over Nummer tyve, saadan en dum Sky kjender ikke Persons Anseelse, den vasker Høie og Lave! – Paa Regn følger Solskin, Alt straalede igjen i den nedgaaende Sol, Donaus og Savas Bølger, Belgrads Minareter! – Her bød Serviens Dryader mig deres sidste Levvel! her hørte jeg i Natten de sidste Raab fra Minaretbeboerne! Naar jeg imorgen igjen kommer op paa Dækket, vidste jeg, er der intet meer fra Kysten, som minder mig om Orienten! her saae jeg det sidste Minaret!

Donau-fart: Fra Semlin til Mohács

Dagen gryede og endnu laae vi udenfor Semlin; den hele Egn var indhyllet i en tæt Taage, Skipperen vovede ikke at seile op ad den bugtede Flod, det luftede, Taagen blev mere gjennernsigtig, Skibet sattes i Gang, forbi grønne Enge og gule Klinter; en Mængde nye Passagerer vare om Aftenen komne ombord, den ene steg op af Kahytten efter den Anden, een med sin Kaffekop, en anden med sin Reisebog eller et Papir, hvorpaa Dagens Begivenheder skulde foreviges; et Par Embedsmænd førte Conversationen paa Latin, man mærkede herpaa, at nu var man i Ungarn; en geistlig Herre, der hørte at jeg var dansk, begyndte en Samtale med mig om Tycho Brahe, Schumacher og H.C. Ørsted; Manden havde megen Veltalenhed, var bereist, og vidste god Besked om Alt, han var Astronom, hans Navn Wartan Josephi. Der ligger en forunderlig velgjørende Klang i, langt fra sit Fædreland at høre dette eller et af dets betydende Navne, der kaster Glands over Hjemmet, blive omtalt med Beundring og Kjærlighed; de usynlige Sjælerødder, der holde os til Hjemmets Jordbund, berøres paa en forunderlig Maade, man bliver glad og veemodig. Den Fremmede udtalte sig især om Ørsted, og de varme Ord klang som Musik for Øret; den frodige grønne Eng laae saa sommerlig dansk.

Gjennem Øre og Øie blev der fortalt mit Hjerte om Fædrelandet. Foran os laae Karlowitz med Kirken Maria-Fried, den mindede i Afstand om Rosenborg Slot; jeg kjendte disse Taarne og Spire, jeg kjendte disse Marker, dette Grønne; paa de følgende Dagreiser blev det Vished, at Ungarn, i det mindste i Donaulandet, har aldeles dansk Charaeteer. Følger man Landeveien mellem Karlowitz og Pederwardein, da er Strækningen mellem begge disse Byer kun en Spadseretour, derimod paa Floden er det en lille Reise, idet Donau gjør her een af sine betydeligste Bugter.

Pederwardein, Østerrigs stærkeste Fæstning, seer ikke storartet ud, har intet af det Imposante, Ehrenbreitstein frembyder; paa vor Fart op mod Floden viste den sig som en Fæstning i et fladt Land; dens Udenværker syntes opmurede Terrasser, den ene høiere end den anden, bag hvilke laae lange, kaserneagtige Bygninger; først da vi kom paa Fæstningens modsatte Side ud mod Flekken Neusats *)

*) 1738 var Neusats et Fiskerleie, nu er det en ret anseelig By; mellem Neusats og Pederwardein er den første Donau-Bro op efter, det er en Bro paa Baade.

frembød den et noget mere storartet og malerisk Skue, Grundstykket var en Klippe; paa store Granitmasser reiste den sig her.

Alle Folk i Neusats vare ude paa Gaden under de grønne Træer, for at see Dampskibet; tre store Dynger Gods laae paa Strandbredden, Folk tog Afsked og kyssedes, og Mutter bandt Kaaben lidt bedre paa Datteren, som skulde afsted; Kavaleren holdt Knæk-Parasollen, medens to Damer omfavnedes; vi fik en betydelig Forsamling ombord.

Seiladsen gik ind mellem lave grønne, frugtbare Bjerge; vi mødte to overfyldte Baade, i hver over hundrede Mennesker, de kom, sagde man, fra et Valfarts Sted, sang og jubilerede; det hændtes ikke sjelden i mørk Aften og ondt Veir, at slige Baade forulykkes; mens vi talede derom, rullede, som Laviner mellem Bjergene, et Tordenveir; der kom en Byge; Donau svulmede, som om dens “Nixer” vare blevne fortrydelige, fordi de skulde bære de Fromme, der kom fra Valfart. Vi Skjød en rask Fart fremad. Til Venstre tittede mellem det Grønne den ene lille By frem efter den anden; hele smaa, svømmende Colonier laae paa Donau, hvert Huus var en Vandmølle, Hjulene gik, Møllersvendene hang paa Ryggen af hinanden ved den aabne Luge, for at see vort Skib og de Fremmede der. En Uglspils-Lystighed begyndte her og fortsattes lige op til Pesth; Ungarerne bruge ved hver Vandmølle, de komme forbi, at tage deres Hat under Armen og male rundt i den med den anden Haand, hvilket skal betyde, at Møllerne male for deres egen Hat, hvad vi kalde stjæle; her og overalt blev det forstaaet og besvaret, som salig Uglspil vilde besvare det. De vendte Ryggen ud, blottede en Deel af Legemet, som ikke her vil være passende at nævne; en stor Risekost blev stukket bag ud mellem Benene, og denne bevægede sig frem og tilbage, som Rævens Hale; det gjorde altid særdeles Lykke.

Vi laae en kort Tid ud for Illok, en gammel By, der næsten skjultes af en tæt kratbegroet Klint; Fæstningen er aldeles ødelagt, Fransiscanerklosteret øverst oppe strækker sig malerisk stort, det var den betydeligste Bygning, vi endnu havde seet her paa Donau-farten; et nyt Slot stod under Bygning for den fyrstelige Familie Odaskalki.

Hvilken skjøn malerisk Natur! naar om et Par Aar Donauen faaer, som Rhinen, sit Billed-Panorama, da vil Illok blive eet af de Partier, hvor Beskueren ønsker at kunne gaae mellem Krattet, op under Klosterets Epheu-smykkede Mure! men han kommer der ikke, han har kun Prospectet, dog mere fik vi heller ikke i Virkeligheden; vi bleve alle ombord og seilede saa videre.

Ved Solnedgang naaede vi Yucovar; her og ud paa Natten i Borova kom nye Passagerer, men allerflest i Morgenstunden, da vi laae ud for Dalja. Fra alle Kanter strømmede Folk til det store Medardusmarked; hver Soveplads i Fartøiet var optaget, og endnu havde vi tre Dagreiser, før vi naaede Maalet, endnu skulde vi først passere Apatin, Mohács, Baja , Tolna, Paks, Földvár og Erscény; syv Byer, hvor vi i hver kunde vente nye Gjæster, alle skulde med.

Ved Erdød, høit paa Klinten, ligger en Ruin, ligesaa malerisk, som Sagnet der knytter sig til den, er eiendommeligt *):

*) Jeg giver Sagnet som jeg mundtligt hørte det paa Stedet; det lyder derimod noget anderledes i Mednyansskys: “Erzählungen , Sagen und Legenden gus Ungarns Vorzeit”.

en Junker af Huset Erdød løftede Hand mod sin Fader, slog ham i Ansigtet, og Oldingen forbandede Sønnen, et flammerødt Mærke, som hos Kain, viste sig paa Sønnens Pande, det brændte, det drev ham afsted op mod det kolde Norden, gjennem Sumpe og Skove, over Bjerge og Have, til Iis og Snee; Alle vendte sig fra ham, hvor han kom; Mærket brændte og brændte, han vendte sig mod Syd, til de muntre, livfulde Folk, men de frygtede Kain, de vendte sig fra ham; da kom Fortvivlelse i hans Hjerte; ikke vidste han, hvor han gik; – – en Flod bruste under Skrænten hvor han stod, en Ridderborg laae der, bestraalet af den synkende Sol, – han kjendte dens Taarne, dens Spiir og Gubben, som, støttet paa sin gamle Jæger, gik over Vindelbroen; han styrtede for Oldingens Fod, – og ved Faderens Velsignelse forsvandt det brændende Mærke.

Vore sidste Gjester vare høist eiendommelige, ægte ungariske Landjunkere; Alle i brogede Jakker af lyserødt eller lyseblaat, stribet Linned; Alle havde de bar Hals og stort Skjæg, det skulde nok være Uskyld og Kraft! de havde Huer med den ungariske Nationalfarve, grønt, guult og rødt, den ene lille trekantede Lap syet ved Siden af den anden. Alle bare Moustacher, der endte til hver Side som et lille Eenhjørning Horn; dog med denne Pynt udmærkede sig især en ung, marzepanagtig Jøde; han havde dem saa smaa, at de saae ud som tre Haar, særdeles klistrede med Pomade; man kunde see, at han i Familien, og hos sig selv, gjaldt for en særdeles Kavaleer, han var en rigtig ungarisk Driver!

Ud paa Eftermiddagen naaede vi Mohács, hvor vi skulde blive til næste Morgen; Sletten uden for denne By har en Slags Berømthed ved Slaget mellem Ludvig den Anden af Ungarn og Soliman den Store; det er foreviget i et Maleri, som findes i Bispegaarden, udenfor Byen; jeg var med de Andre paa Veien, men vendte om, – jeg gad ikke gaae saa langt, jeg styrede til en Barbeer, jeg var prosaisk, og det bliver man paa en Reise, dog maa jeg tilstaae, det laae mig paa Hjertet at jeg ikke saae det Billede, som de andre Passagerer talte saa meget om; men, ikke sandt, man kan ikke faae Alt at see! jeg saae et andet Billed! inde hos den fattige Barbeer hang et ægte ungarisk Stykke, af den Slags som man kjøber for fire Skilling, paa et Ark Papir, to bedende Engle svævede i Luften, og under dem foldede sig to Hænder med den Indskrift: “For Vennerne!” ved Siden af knyttede sig to stærke Næver, og her stod skrevet: “mod Fjenderne!”

Det var ogsaa et Billede, og maaskee mere characteristisk for Ungarn, end det, jeg skulde have seet i Bispegaarden, hvorhen jeg ikke gad gaaet.

Jeg var træt, led og kjed af Donaufarten; om det ikke er smukt sagt, sandt er det dog!

Donau-fart: Svinehyrderne

Udenfor Hytten, klinet af Leer og Straa, sidder en gammel Svinehyrde, en ægte Ungarer, altsaa en Adelsmand, tids har han lagt Haanden paa Hjertet og sagt sig det selv *)

*) Den lavere Adel i Ungarn er meget talrig, selv i de usleste Hytter leve de som Bønder, see Ellrichs: “Die Ungarn wie sie sind”.

Solen brænder hedt, derfor har han vendt den uldne Side af Faareskinds-Pelsen ud ad; et sølvhvidt Haar hænger ned om det charakteristisk brune Ansigt; han har faaet sig et nyt Stykke Linned, en Skjorte, den tumler han efter sin Skik, gnider den ind med Flæsk, saa holder den sig længer reen, kan vendes og atter vendes. Sønnesønnen, en blomstrende Knøs, med sit lange, sorte Haar glindsende af samme Slags Pomade, som den Gamle giver sit Linned, staaer tæt ved, lænet til en Stav; en langagtig Læder-Vadsæk hænger ham over Skuldrene; han er ogsaa Svinehyrde og skal i Aften ombord paa Fartøiet, der, slæbt af Dampskibet Eros, fører en stor Ladning Sviin til Keiserstaden.

“I fem Dage er I der!” siger den Gamle, “da jeg var en Knøs, som Du, brugte vi sex Uger dertil! Skridt for Skridt gik vi, gjennem mosede Veie, gjennem Skov og over Klipper; Sviin, der de første Dage vare saa fede, at et Par Stykker revnede af Marschen, bleve tynde og elendige, før vi kom til Stedet! – Nu gaaer Verden frem! Alting bliver lettere!”

“Vi kunne ryge vor Pibe!” siger den Unge, “ligge i vor Pels, i den varme Sol, Byer og Enge fare os forbi, Svinene flyve med og blive fede af Reisen! Det er et Herreliv!”

“Hver har sit,” siger den Gamle, “jeg havde mit! i Besværligheden er der Lystighed. I Skoven, naar jeg saae Zigeunerne koge og brase, maatte jeg være snild, at ikke mit bedste Sviin kom i Gryden. Jeg oplevede mangen Spads, jeg maatte tænke, maatte snoe mig og imellem slaae en Næve. Paa Sletten mellem Fjeldene, hvor Du veed Vindene er lukket inde, drev jeg min Hjord, jeg drev den over Marken, hvor Vindenes usynlige Slot er reist. Man saae hverken Huus eller Tag; Vindenes Slot kan kun fornemmes! jeg drev Hjorden gjennem alle de usynlige Stuer og Sale; jeg mærkede det fuldt vel, Væggen var Storm, Døren Hvirvelvind! Sligt er værd at have prøvet! det giver noget at fortælle! hvad har I, som dovne i Solskin paa den store, svømmende Svinesti!” – Og som den Gamle taler, gnider han ivrigt sit nye Stykke Linned.

“Gaae med til Donau!” siger den Unge, “der skal Du see en Dands af Sviin, fede, som om de skulde revne hver og een. De vil ikke ud paa Skibet, vi drive dem med Kjeppe, de knuge sig sammen, stille sig paa tværs, strække sig paa Jorden, kravle paa Ryggen af hinanden, i hvor tunge de end ere! det er en Dands at see! Du vil lee, saa du ryster; der er en Hvinen, alle Ungarns Musikanter kunne ikke faae saadanne Toner ud af deres Sækkepiber, om de klemte dem nok saa stærkt! nu glindser din Skjorte saa velsignet af Flesk, Du kan ikke faae den bedre! følg med til Donau, jeg giver at drikke, gamle Fatter! om fire Dage er jeg i Keiserstaden, jeg skal see Pragt og Stads, jeg kjøber Dig røde Buxer og forsølvede Sporer!”

Og den gamle Svinehyrde løfter stolt sit Hoved, seer med funklende Øine paa den unge Magyar, hænger Skjorten op paa Knagen i den lave Leerhytte, hvor der kun er Bænk, Bord og Trækiste; han nikker og mumler: Nemes-ember van, nemes ember én és vagyok! *)

*) “Han er en Adelsmand, jeg er ogsaa en Adelsmand!

Donau-fart: Markeds-Gjæster

Vi forlade Mohács. Vort Skib var aldeles overfyldt med Mennesker, vi vare over tre Hundrede, og der kunde endnu ventes flere, før vi naaede Pesth! Kister, Sække, Bylter og Pakker laae opdyngede, saa høit som Hjulkasserne ragede i Veiret, og rundt om paa Dækket og under Dækket søgte Folk at skaffe sig en Plads, om ikke at sidde, saa at staae; bedst havde en tyrkisk Hebræer, der var fulgt med fra Semlin, han holdt ufortrøden den Plads, han engang, havde indtaget, nok saa lystig, Bajas for hele Forsamlingen, sad han paa et udbredt Teppe og holdt mellem sine Been en stor Dunk med Viin! hvert Øieblik drak han en Skaal, nikkede og sang, galede som en Hane og sukkede som en Jomfrue; en Heiduk i røde Buxer og stor, hvid Kappe stod uforandret fra Morgen til Aften, med Ryggen op til Capitainens Kahyt, og smøgede sin Pibe; nogle gamle jøder læste for sig selv høit af hebraiske Bibler. Paa nogle opstablede Bylter sad et Par Familier og spiste Løg og Brød samt spillede et Slag Kort eller dovnede, en ung Militair gjorde idelig Cuur til et Pigebarn, mens to andre Officerer spøgte med den lille armenianske Dreng Antonio, og til stor Forfærdelse for Pater Adam sagde Drengen, at det var ikke godt at være Munk! de viste ham deres Sabel, pegede paa deres Moustacher, satte ham deres brogede Hue paa, Drengen smilte, Pater Adam rystede med Hovedet. Der var en Lystighed, en Skrigen, en Surren og Murren, baade oven og neden. “Mein Parapleem! Parapleem!” skreg en Jøde, som Paraplyen var blevet borte for. “Felix faustumque sit!” raabte en sortklædt “Oskolamestre”, som mødte sin Collega! – Den stakkels jomfru, som fulgte os fra Constantinopel, svømmede i Taarer over den store Folkemasse og, som hun sagde: det skrækkelige Selskab i anden Kahyt; det var ogsaa til at lee eller græde over; Alt dernede var indhyllet i Tobaksrøg; Folk stod op paa hinanden, men der var ogsaa Mange som sad, og det ikke blot paa Bænkene, men paa Enden af Bordene; hele Dagen sad de her, for at have en Siddeplads til Natten. To unge Madammer af den mosaiske Troesbekjendelse stode midt i Trængselen, de holdt hinanden om Livet og lugtede til en Citron.

I første Kahyt var ikke meget bedre Plads, kun var man fri for Tobaksrøg. Midt imellem Damerne sad, nok saa ugeneert, Herrerne og spillede Makau, et meget høit Hazardspil; en Semliner Handlende, i grøn Kasseking og med sort Filthat, som han aldrig tog af, selv naar han sov, havde alt spillet Uhr og Penge bort. Champagnen knaldede, her duftede af Beufsteg -! og ud paa Aftenen blev det værre endnu: der maatte soves paa Borde og Bænke, ja under Bord og Bænke, selv i Kahytsvinduerne; Nogle laae paaklædte, Andre gjorde sig det mageligt og bildte sig ind, de skulde i deres egen gode Seng hjemme. Inde hos Damerne var ligesaa overfyldt; et Par af de ældste tog, som man kalder det, Mod og Mands Hjerte til sig og satte sig indenfor Døren hos os! Andre toge Plads paa Trappen, den Ene over den Anden. Hele Dækket var en stor Søster-Seng, og her gik Folk tilsengs allerede med Solen, man kunde ikke gjøre et Skridt uden man traadte paa dem! her var en Mumlen, en Bukken, en Snorken og saaledes havde vi to Nætter! Man glemte ganske Naturens Poesi for Hverdagslivets. Rige, frugtbare Landstrækninger, Viinbjerge og store Landsbyer med nye og lyse Kirker, foer vi forbi. Endelig den tredie Morgen efter Afreisen fra Mohács heisedes det ungarske Flag *),

*) Det ungarske Flag har foroven en rød, for neden en grøn og midt i en hvid Stribe. I Feltet til høire ere Floderne Drau, Sau og Theis, i Feltet til Venstre tre Bjerge: Tatra, Fatra, Matra og over Feltet en Krone, hvis Kors er bøiet som paa den virkelige ungarske Kongekrone, der er en Gave af Pave Sylvester til Stephan den Hellige. Ingen, som ei har baaret den, faaer Navn af Ungarns Konge.

i luftig Taage laae Pesth for os! Ofen skjultes af det høie St. Gerhardsbjerg *), hvor øverst oppe paa Taarnet et Flag heisedes for at hilse Dampskibet, der bragte Markedsgjæster.

*) Herfra styrtede Hedningerne den hellige Gerhard i Donau.

Donau-fart: Pesth og Ofen

Det er et Prospect! men hvorledes maler man dette med Ord, og det Sollys, hvori det fremtraadte. Bygningerne i Pesth langs Flodbredden synes Pallads ved Pallads, hvilket Liv og Færdsel! ungariske Dandys, Handelsmænd, baade Jøder og Grækere, Soldater og Bønder, trænge sig imellem hinanden. Det er Sanct Medardi Marked. Under det høie, græsgrønne Bjerg strække sig paa den modsatte Flodbred mindre, men brogede Huse; et Par Rækker ligge i Geleed paa Bjergsiden. Det er Ofen, Ungarns Hovedstad; Fæstningen, det ungarske Akropolis løfter sine hvide Mure over de grønne Haver. En Bro paa Baade forbinder Byerne! hvilken Trængsel og Tummel! Broen gynger idet Vogne fare over den; Soldater marschere, Bajonetterne blinke i Solen; en Procession af Bønderfolk gjør Valfart; nu ere de midt paa Broen, Korset funkler, Sangen lyder hen til os. Floden selv er halv opfyldt med Skibe og smaa Fartøier. Hør Musik! en Skare Baade blive roede op mod Strømmen; de ungarske Flag vaie i dusinviis fra hver Baad, hele Bredden fyldes af Mennesker, hvad er det for et Tog? Alle Personerne i Baaden ere saagodt som nøgne, men med trefarvel Kaskjet. Musiken klinger, Flagene veie, Aarerne pladske hvad betyder dog dette? Jeg spørger en ung Dame, som ogsaa seer paa denne Stads, og hun forklarer mig den, det er den militaire Svømmeskole, Officerer og Kadetter, de svømme alle omkap ned med Strømmen til St. Gerhardsbjerget, men det er umuligt at svømme tilbage, og derfor roe de i Baade, med Faner og Musik! det seer godt ud, det er eiendommeligt! Alt er Jubel, Alt er Festlighed, Kirkeklokkerne ringe, det er Pintsedag!

Vi stige i Land, vi søge et Hotel, det er stort, det er prægtigt, det er uforskammet dyrt! i Markedstiden er her ingen Taxt! vi vandre omkring i Pesth; det er jo Wien, i det mindste et Stykke af Wien, de samme Boutiker, de samme brogede, velmalede Skildter, med Portrætter og Allegorier, man faaer Lyst at staae stille! see, der paa Kaffehuset læses i gyldne Bogstaver: “Kave-hos” og neden under staaer et Billede, der viser “den himmelske Kaffekilde”. Engle sidde her til Bords og drikke Kaffe; en af de allersmukkeste henter den ved Kilden, hvor den ganske mørkebruun vælter ud mellem Blomsterne. Her er i een af Gaderne en “Stock- am Eisen”, ganske som i Wien, det sidste Minde om Urskoven ved Donau; hver vandrende Haandværkssvend slog sit Søm i Træet, saalænge der var et Punkt, hvor det kunde drives ind, og Træet blev et Jerntræ, et Træ af Søm! Herkules selv eiede ikke en saadan Kølle.

Intet Spor sees nu mere af Donau-Oversvømmelsen; hvert Huus er reist igjen, Alt er mere nyt, mere prægtigt.*)

*) 1838 var her som bekjendt en skrækkelig Oversvømmelse; Vandet steg til 29′ 4″ 9″‘, mange Mennesker omkom, Qvæget druknede, Huse styrtede sammen.

Ofen har eet Theater, Pesth to *) det ene og mindre af disse er National-Theatret,

*) Udenfor Pesth i “Stadtwäldchen” er et lille Sommer-Theater; under mit Ophold behagede her især “Treff König oder Spieler und Todtengräber, Lebensbild mit Gesang” von A. Varry.

hvor der kun opføres Skuespil i det ungariske Sprog; her ere gode Acteurer, godt Sammenspil, og Huset er, som man sagde mig, altid godt besøgt; ogsaa som Concertsal benyttes denne Bygning, jeg hørte i ungarisk Oversættelse Mendelsohn-Bartholdys Oratorium Paulus; eller som det hedder forkortet paa ungarisk: Pål. Det kongelige Stadt-Theater er stort og smukt, men slet oplyst. Den i Tydskland feirede Emil Devrient fra Sachsen gav som Gjæsterolle Sancho i Raupachs: “die Königstochter ein Bettlerweib” og Bolingbroke i Scribes: “Et Glas Vand”. Der var Natur og Sandhed i denne Kunstners Spil, han ragede betydeligt frem i denne Omgivning, imidlertid vare der flere, som man mærkede vare Folkets Yndlinger, især en Madame, der forekom mig i høi Grad maniereret, men jo værre Madamen gjorde det, desto mere klappede Folk. “National Casino”, hvor jeg blev indført, er meget storartet, og hvad Bøger og Blade angaae særdeles vel udstyret; hvad her iøvrigt meest interesserer den Fremmede, er den Mængde forskjellige Tidsblade og Skrifter i Landets eget Sprog. Som den betydeligste og meest læste ungariske Digter nævnes Josika, der især har skrevet Romaner; een af disse “Bøhmerne i Ungarn”, roses meget. – Det Spørgsmaal blev gjort mig, om intet ungarisk Værk var oversat paa Dansk, og jeg vidste kun at nævne eet: Szechenyi om Væddeløb, og tilføiede, at dette just var oversat af den af mine danske Venner, som er mig kjærest; Ungareren talte med stor Begeistring om Szechenyi og hans mange Fortjenester af Ungarn; som hans interessanteste Værk blev nævnet “der Credit”. Szechenyis Portræt prangede i alle Boglader, det pyntede vor Kahyt paa Dampskibet, som førte os høiere op af Donau. Dog før vi seile paa den igjen, da først en lille Vandring hiin Side Ofen til Gul Babas Grav ved “Keiserbadet”; den tyrkiske Helgen bringe vi en Hilsen fra Orient, fra det gamle Stambul, fra Mohammeds grønne Fane! Hvo er han derinde, som ligger udstrakt paa sit Ansigt; en hvid Filthat uden Skygge slutter sig om hans Pande! saae jeg ham ikke i de hvirvlende Dandse mellem Mewlewis i Pera! Det er en Derwisch! paa sin Fod er han vandret herhid, over Bjerge, gjennem øde Strækninger herhid til et fremmed Folk, til de Christnes By! hans Pillegrimsfart er endt! han hænger til et Minde om den en broget malet Træsabel paa Væggen, kaster sig igjen paa sit Ansigt og mumler: “der er ingen Gud uden Gud, og Mohammed er hans Prophet!”

Det er Aften! Solen synker rød og stor! stille vandrer Østerlandets Søn fra Graven til den høie Fæstning; den eensomme Vei har han søgt, den meest afsides Bastion, han bøier sit Hoved, læser igjen en Bøn. Almuesmanden staaer langt borte, stirrer efter den fremmede Vandrer og har sine egne Tanker! der er, veed han, ei Fred i Natten paa dette Sted; en Time før Midnat skrider her en usalig Aand, en kjæmpestor Tyrk; Skikkelsen løfter den største af Kanonerne, skuldrer og marscherer Volden rundt; ved Slaget Tolv lægger de Kanonen paa sin Plads og forsvinder. Vil i denne Nat her den Levende vexle Ord med den Døde? Der er stille paa Bastionen, stille i det lille Gravkammer, hvor Gul Baba sover.

Donau-fart fra Pesth til Wien

Dampskibet Maria Anna seiler i den tidlige Morgen til Wien, vi stige ombord, det lille Fartøl er overfyldt med Mennesker; i rask Flugt gaaer det mod Strømmen hen forbi Badehusene, hvor Plankeværket bugner under Vægten af halvnøgne Krigere, Een drapperet med et Lagen, Andre i Skjorte; – men nu ere vi forbi!

Langs disse Bredder strakte sig engang øde Urskove; en eensom Hytte af Jord og Grene laae ved den svulmende Flod, Waiz hed dens fromme Eneboer, Erindringen om ham lever nu ene i Navnet paa Byen, der nu hilser os med Kirker og Promenader. Det er Waizen. Legenden fortæller, at kort før Slaget ved Mogyrrod rede Fyrsterne Geisa og Ladislaus gjennem Urskoven her, de talte om at ordne Hæren; pludselig raabte Ladislaus: “saae Du Intet! – mens vi talte sammen, kom fra Himlen en Engel, han holdt en Krone over dit Hoved! nu veed jeg, Du seirer!” og Geisa svor: “er Gud for os, og dit Syn opfyldes, da bygger jeg en Kirke paa dette Sted!” – – Fjenderne flygtede -! og her ved Eneboerens Hytte, i den mørke Skov, reiste sig pludselig en Hjort med brændende Gevierer, Krigerne skjød paa den, Hjorten sprang i Donau og forsvandt. Ved Waiz’s Hytte byggedes Kirken; en Stad reiste sig omkring den, og fik Navnet Waizen.

Sagn og Minder knytte sig til disse Bredder; her vexler med Skov-og Fjeldnatur, med grønne Marker og folkerige Byer. Vi nærme os en Ruin, engang i dens Velmagtsdage eet af Europas meest feeagtige Slotte. Mathias Corvinus elskede dette Sted; paa hans Bud strakte sig Gulvene her af Marmor, Loftet prangede med Guld, Væggene med Billeder og rige Tapeter. Hvert Vindue fortalte en Legende eller et hedensk Sagn, brogede Fugle fløi ved Vintertid herinde mellem Sydens Palmer og Oranger. Alt er forsvundet, Ræven graver sin Hule, hvor stolte Riddersmænd dandsede i Rad. Hyrden driver sin Hjord over den smalle Sti mellem Buskene, hvor kunstige Vandspring pladskede paa de høie Terrasser. Hine Tiders Digtere fandt her i Skuet Stof for deres Tanke om Armidas fortryllende Have. I den maaneklare Sommeraften løsnedes her, ved den med Marmor inddæmmede Bred, Baaden, som var smykket paa østerlandsk Viis, Musiken klang, livsglade Qvinder, kjække Mænd gjorde en lystig Seiltour og glædede sig ved Aftenen og det prægtige Eccho, der svarede og atter svarede fra det sex Etager høie Salomons Taarn nede ved Floden. Alt dette er forsvundet, Alt er forbi, kun Eccho sidder her endnu paa Ruinen og svarer med sin Ungdoms friske Stemme; dog eet Navn, siger Almuen, gjentager det ikke, og det er Forræderen Vetéz, som forraadte sin Konge.

Vi nærme os Gran, hvor Stephan den Hellige er født og nu hviler i sin Kiste. Oppe paa Klinten midt i den forfaldne Fæstning staaer en Kirke under Bygning, Byen selv ligger flad, nede mellem grønne Træer *)

*) Den led meget ved Oversvømmelsen 1838.

fra disse hen over Donau flagre en Mængde Sommerfugle, som var det en Skare Sylphider, af hvilke vi kun saae Vingerne. Tanken om Sylphider og Byens Navn leder Tanken paa Nordens Sylphide, der fløi fra den danske Scene til Verdensbyen Paris og henrev selv den kritisk fornemme Jules Janin – og i samme Nu – gik paa Krykker ved et af Pyrenæernes Bade, sank fra Beundring og Navnkundighed ned til Lidelse og Glemsel -! jeg glemmer Stephan den Helliges By for Lucile, glemmer Gran for Grahn.

Mod Aften naaede vi Comorn; nye Passagerer strømmede til vort Dampskib, der var nu saa overfyldt, at Hver af os maatte være glad ved til Natten at erholde en siddende Plads; det at udstrække sine trætte Lemmer, var for meget at vente. Side ved Side sad vi; da her i Donau Sandbankerne ere bevægelige og snart ligge her snart der, saa løb vi naturligviis flere Gange paa; den ene Passageer stødte Panden mod den anden, et Par gamle Herrer sank i Knæ paa Gulvet og Spisebordene dandsede Mazurka.

Seiladsen næste Formiddag frembød kun Skuet af flade, skovgroede Kyster, hist og her en Vandmølle, hist og her en Landsby med en Kirke; nu laae vi ud for Presburg; idet vi lagde ind mod Broen, kastede en “Kellner” et Spilkort ud i Donau, Himlen maa vide hvorfor; Kortene gik dybt ned, som vilde de søge Bund, eet især, men det kom tilveirs igjen, det var Hjerter-Dame; hun neiede tre Gange meget dybt og saa sank hun. Det var Modtagelsen i Presburg. Tæt ved, hvor vi steg i Land, hævede sig med et muret Gelænder en lille Høi, som har stor Betydning, det er “Krönungs Berg”, rundt om den samler sig ved Kongekroningen det glade Folk, og Ungarerne ere smukke, meget smukke! fra alle Flodskibene vaie da de trefarvede Flag; Kanonerne tordne og Ungarns Konge, i samme Dragt og med samme Krone, som Stephan den Hellige har baaret, rider op paa denne Høi og, med Sværdet hævet mod Verdens fire Hjørner, sværger at værne om og hævde sit Land. Kirkeklokker og Basuner, Folkemunde og Kanoner juble deres “Leve” for den af Herren salvede!

Jeg lider denne Stad, den er livlig og broget! Boutikerne synes hentede fra Wien! “ja, her er Meget at see,” siger Borgermanden, “følg med til Slotsruinen høit paa Fjeldet ved Donau. Det er en Udsigt, over den svømmende Bro, over By og Kornland! hen ad Fjeldet hænger en Gade med brogede Huse, med duftende Træer, Børnene dandse deroppe i den varme Sol! vi gjennemvandre Staden, her er gamle Minder, her er sælsomme Sagn!” – her er ogsaa deilige Roser og endnu smukkere Børn; – jeg mødte saaledes en ganske lille Pige med en stor Bouquet, hun smiilte til mig, den Fremmede, standsede i sin raske Fart, tog een af de smukkeste Roser, gav mig den, nikkede og var borte. – Rosen skal ikke visne, den skal blomstre i et Digt, og naar den Lille om nogle Aar selv er en udsprungen Rose, bringer Tilfældet hende dette Digt – mon hun da husker den Fremmede, som hun gav Blomsten.

Vi staae paa Pladsen foran Raadhuset, over Porten paa Muren pranger et Billede malet al fresco; det viser en gammel Mand i sort Kjortel og med langt Skjæg, han bøier sig hen over en opslaget Bog, hvad betyder dette. Hvad siger Sagnet. Det er en gruopvækkende Historie. Denne Skikkelse var engang een af Stadens mægtigste Raadsherrer, han var Alchymist og Astrolog, frygtet og forhadt. Alt vidste han at tilegne sig, endogsaa den fattige Kones lille Ager; og den arme Qvinde trængte ind i Raadhuset, hvor han sad med Stadens Mægtige; hun jamrede i Fortvivlelse og opfordrede ham til at aflægge Eed paa, at han havde handlet efter Ret og Samvittighed, – og han tog Bogen, bøiede sig over den, læste med huul Stemme Eden, hævede sin Haand og svor. – Da brusede en Hvirvelvind gjennem Salen og Alle sank til Jorden; – da det blev stille igjen, da de atter reiste sig, var Meenederen forsvundet, Vinduet knust, og udenfor paa Muren stod uudsletteligt, levende i hvert Træk, som vi see det endnu, Billedet af Raadsherren i Presburg. Som en Farveskygge havde Djævelen blæst ham ind i den glatte Muur.

Vort Dampskib var igjen i Flugt, vi mødte et andet Dampskib: Arpad, det kom fra Wien og var overlæsset med Passagerer, som vort; Hattene svingede, Lommetørklæderne viftede; vi afspeilede os i hinandens Øine, og Billedet forsvandt igjen, ikke een af de mange Figurer er blevet tilbage i Tanken, uden en Dame i Nankinskaabe og med grøn Knæk-Parasol; hun har slaaet sig til Ro i mit Hjerte, jeg vil haabe hun er et skikkeligt Fruentimmer!

Hele Morgenstunden, alt længe før vi havde nærmet os Presburg, saae vi en tyk, stærk Røg hæve sig i Horizonten, det var Ildløs, det halve Theben afbrændte denne Dag; vi nærmede os ved Solnedgang dette Sted, eet af de meest maleriske paa den hele Fart. Høit paa Bjerget laae en Ruin, den skjønneste vistnok ved hele Donau; den røde Aftensol skinnede paa de vaade Møllehjul, der, idet de gik rundt, syntes at være hamrede af Guld. Alt var grønt og duftende rundt om! hvilken Skjønhed, hvilken Storhed i den hele Natur! Ungarns Theben er en lille Plet, faldet fra Himlen! og her i al den Deilighed var Jammer og Nød, den halve By laae i Gruus og Aske, en tyk Røg dampede fra Brandstedet; søileagtige ragede de smalle Skorstene op i Luften; Taget var revet af Kirken, de sortrøgede Mure bleve slikkede af den røde Lue! – Hvilken Elendighed! mange Mødre søgte endnu deres Børn; en Kone stod ved Strandbredden og vred sine Hænder; en forbrændt Hest humpede hen over Broen! – –

Vi foer forbi -! vi vare i Østerrig! næste Morgen skulde vi see Wien!*)

*) Reisen fra Constantinopel til Wien varer saaledes, Qvarantainen fraregnet, hele 21 Dage og er høist trættende; man betaler paa første Plads 100 Gylden, paa anden 75, paa Dækket 50. Fra Wien med Strømmen til Constantinopel er den hele Reise endt paa 11 Dage, Betalingen ombord er derfor noget dyrere, første Plads koster 125 Gylden, anden Plads 85, Dæksplads 56.

Magre Skove i det Uendelige laae for os! Luften var alt i den tidlige Morgen tyk og hed, den skinnede ikke, som over Middelhavet og Bosporus. Jeg syntes at være i Hjemmet paa en trykkende varm Sommerdag! min Reise var nu forbi. En Forstemthed knugede mit Hjerte, en Forudfølelse af noget ret Ondt! – I det lille Danmark staaer hvert Talent saa nær ved det andet, at der puffes og trædes, da de Alle ville have Plads. – Hvad mig angaaer, da har man kun Øine for mine Feil! min Vei i Hjemmet gaaer gjennem en stærk Søgang! jeg veed, mangen Bølge vil endnu tungt vælte over mit Hoved, før jeg naaer Havn! – Dog det har jeg for mig, at min Eftertid ei kan være mig strængere, end min Omgivning er det.

Over Praterens blaanende Træer stod i den tykke, varme Luft Stephans-Taarnet.

Oversigt over indhold “En Digters Bazar” 1842