H.C. Andersen: En Digters Bazar – Orienten: En storm i Archipelagus

Hans Christian Andersen: En Digters Bazar – A Poet’s Bazaar 1842

Orienten: En storm i Archipelagus

Oversigt over indhold “En Digters Bazar” 1842

I den tidlige Morgenstund roede jeg ud fra Syras Havn til det franske Krigs-Dampskib Rhamses, der kom fra Marseille, og havde over Middelhavet havt en høist stormfuld Reise; Veiret havde endnu ikke ret lagt sig! Vinden peb i Tougværket, Bølgerne væltede ind mod Siden af Skibet.

Her var en Skrigen og Raaben af Grækerinder, Jøder og Jøde-Madamer, der skulde med ombord til Smyrna; hver af dem maatte, før de turde komme ombord, fremvise deres Billet, men denne var enten gjemt i en Knude af Tørklædet, som ikke kunde blive løst eller givet til en Beslægtet i en anden Baad, saa de var i en skrækkelig Forlegenhed, og Matrosen, der holdt Vagt ved Falderebstrappen, satte sin Hellebarde mod hver, som ikke strax fremviste Billetten. En tyk Grækerinde især brølede ganske forfærdeligt.

De stakkels fattige Dæks-Passagerer bleve drevne hen paa en dem afmaalt Plads af Skibet, en Vagt holdt Øie med dem, Disciplinen syntes meget streng paa Dampskibet Rhamses *)

*) I Athen hørte jeg kun to franske Dampskibe blive roest som behagelige for alle Passagerer, og det var netop dem jeg tidligere havde været paa, Leonidas og Lykurg.

Vi seilede lige ind under Kysten af Tenos, der saae beboet og frugtbar ud; den ene Landsby laae nær ved den anden; een af disse var af betydelig Størrelse med en smuk Kirke, rundt om strakte sig Viinmarker og dyrkede Agre; tre Bjergrækker reiste sig bag hverandre. Vi gik saa nær Fjeldvæggen, at jeg syntes i Skibet at føle Brændingen; bestandig blev Søen stærkere, det var som om Stormen foer ud fra Bjergene paa Tenos. Et aabent Hav laae ud for os, ligesaa skumhvide som sort! Allerede sprøitede Søen midt ind paa Skibet, de stakkels Dæks-Passagerer maatte op mod Skorstenen, bestandig rykkede de Roret nærmere; Ingen forhindrede dem nu, hver Matros havde Andet at tage vare; Seil bleve heisede, men ligesaa snart faldt de igjen, Commandopiben lød, der var en Raaben, en Støien, en Søsyge og Jammer, og bestandigt tog det til. Jeg holdt mig endnu paa Dækket, skjøndt Skibet flere Gange som en Kane paa en Rutschbane foer ned af de store, lange Bølger. De græske Qvinder toge hinanden om Halsen og hylede, Børnene laae som halvdøde hen ad Dækket, og Søen slog over hele Skibet, saa hver blev dyngvaad, under alt dette bleve vi omkredsede af Maager, de saae ud som den usynlige Døds bevingede Timeglas; hver Planke knagede i Skibet, vi foer som fra Stjernerne i Dybet og atter op i Stjernerne.

Endelig korn jeg i min Koye. Alting raslede, Alting knagede; jeg hørte Styrmandens Pibe, Officerernes Commando, Skodderne der bleve lukkede, Stængerne der brast, Søen som slog mod Skibet, saa det standsede og hver Planke vaandede sig. Nær ved mig anraabte Een Madonna og alle Hellige! en Anden bandede! jeg var forvisset om at vi maatte døe, og da jeg ret tydeligt tænkte mig det, følte jeg mig roligere; min Tanke var hos alle mine Kjære i Danmark. “Hvormeget er der ikke gjort for mig og hvor Lidt har jeg udrettet!” Det var den Sorg, som tyngede mit Hjerte! Jeg tænkte paa. mine Venner! “Gud, Du velsigne og glæde dem!” var mit stille Testament. “Lad mig i en anden Verden virke hvad jeg ikke virkede her! Alt hvad man skattede hos mig var dit! Alt har Du givet mig! – Din Villie skee!” og jeg lukkede Øinene! Stormen susede over Havet, Skibet bævede, som en Spurv i Hvirvelvind; men jeg sov, sov af legemlig Træthed, og ved en god Engels Forbøn.

Da jeg vaagnede, hørte jeg vel Bølgernes Slag mod Skibet, men dette selv gled roligt, som en gyngende Svane; vi vare i Læ, vi vare i Bugten ved Smyrna, og jeg saavelsom Grækermadamerne havde for vist ventet at vaagne i en anden Verden, dog det var jo ogsaa Tilfældet. Jeg stod paa Dækket, og for mig laae en anden Verden: Asiens Kyst.

Orienten: Smyrna

Søen i Smyrnas udstrakte, dybe Bugt saae grønguul ud, som et Qvarantaineflag; Asiens Kyster mindede om Siciliens, men de vare langt yppigere; en saadan Frugtbarhed har jeg aldrig kjendt; Solen brændte glødende hed! jeg saae den Verdensdeel, som Ægyptens Moses ogsaa forundtes Skuet af, den Verdensdeel, hvor Christus fødtes, lærte og led; jeg saae de Kyster, hvorfra Homers Sange udtonede over Verden. Østerland, Eventyrets Hjem, skulde jeg her betræde.

Vi kom forbi et Fort; hele Kysten til Høire strakte sig nu med rige Olieskove; midt i disse laae en stor Landsby med rødbrune Huse, blomstrende Frugttræer og en frisk Grønsvær! en naturlig Park med Løvtræer og høie Cypresser sluttede sig til Olieskovene. Lige for os laae Smyrna.

De fleste Huse ere brune, Tagene røde og spidse, som i Norden; næsten ved hvert Huus var plantet Cypresser og disse stode, høie som vore Popler, i en utallig Mængde saa langt som Byen strakte sig; hvide, slanke Minareter, de første jeg saae, overragede de høie, mørke Cypresser. I Stadens østlige Qvarteer ned mod Bugten, hvor de fremmede Consuler boe, vaiede paa høie Stænger alle Nationers Flag; bag Byen hævede sig et grønt Bjerg med en lille Cypresskov, og allerøverst Ruinerne af et ødelagt Fort.

Havnen var opfyldt med Fartøier; der laae flere Dampskibe, ogsaa et tyrkisk, det røde Flag med Halvmaanen vaiede; en Baad med beslørede Tyrkinder roede derhen; disse hvide, formummede Skikkelser mindede om de romerske Liigprocessioner.

Vi kastede Anker; jeg lod mig sætte i Land.

Det var da altsaa sjunget for min Vugge, at jeg skulde betræde Asiens Kyst; min Tanke var opfyldt af store Minder, og det første mit Øie her faldt paa var en fransk Theater-Placat. Her var en fransk Troupe; man spillede i Aften “La reine de seize ans” og “Les promiers amours”. Dronning Christine af Sverrig holdt meget af at tumle sig; men det havde hun nok ikke drømt om, at hun skulde vise sig paa et Theater i Asien for Tyrker og Grækere.

Jeg gik ind i den nærmeste Gade, en Slippe vilde man kalde den hos os; en Mængde smalle og mørke Stræder løb fra denne; Gjenboe kunde magelig ud af sit vindue tage en Priis af Gjenboens Daase; Husene ere af Bindingsværk eller ene og alene af Brædder, intet meget høit, og i Hovedgaden, hvor jeg gik, vare de fleste Stue-Etager aabne Boutikker med alle Arter af Varer; den førte i en Vinkel gjennem hele Byen og endte i den høiere liggende Deel ved Bazaren.

Man siger, at for at undgaae Pesten, mag man ei komme i Borørelse med Nogen, men det er en Umulighed, vil man gjennem Smyrnas Hovedgade; denne er for snæver og Trængselen for stor. Jeg mødte hele Skarer af Qvinder, tilhyllede i lange Mouselins Slør, saa at kun Næsetippen og de mørke Øine vare at see, der kom Armenianere i lange, blaae og sorte Talarer med store, sorte Hatte, i Form af en dansk omvendt Jydepotte paa det aldeles afragede Hoved; pyntede Grækere og skidne Jøder; gravitetiske Tyrker, som lod deres Tobakspiber bære af en Knøs foran sig. Høit paa Pukkelen af en Kameel var hængt en Slags Kalesche med brogede Gardiner, og bag disse tittede et besløret, qvindeligt Hoved frem. En Beduin paa bare Been og med Hovedet næsten skjult i sin hvide Bernusch gik med raske Skridt, som en formummet Ørkenens Løve gjennem Trængselen; jeg mødte en halv nøgen, sort Dreng, der drev med en Stok to store Strudse foran sig, hver af dem saae ud som en forslidt Kuffert paa Stylter, hvortil der var heftet en blodig Svanehals; det var to hæslige Dyr, men de gjorde Virkning i Maleriet. Ud af enkelte Boutikker strømmede en Duft af Moskus og Myrrha; andre prangede med Frugt, Pomonas Fyldehorn er ikke rigere! Klædningsstykker fra tre Verdensdele gave her det meest brogede Skue. Og alle Tungemaal bruse mellem hverandre, Arabisk, Tyrkisk, Græsk, Italiensk, ja det vilde blive et heelt Register at opregne dem alle.

Midt i Trængselen pegede min Ledsager paa en frankisk klædt Herre, “det er den danske Consul, Hr. Jongh!” sagde han, jeg præsenterede mig for ham som Dansk, og snart vandrede vi Arm i Arm gjennem den lange Gade; ved Tilfældet havde jeg saaledes strax truffet i Smyrna den, jeg her som bedst kunde holde mig til. Hr. Jongh skulde imidlertid endnu samme Time reise til Constantinopel med et af de tyrkiske Dampskibe, hvis Hurtighed han roste; i Pera vilde vi atter mødes.

Ved en Udkant af Byen, hvor Landeveien syntes at føre til det Indre af Landet, var en tyrkisk Kan; foran den laae store Hynder og Sivmaatter og paa disse strakte sig, i broget Kaftan og med Turban, en Mængde Tyrker, der røg deres Pibe; store Vogne, lig dem vi i Danmark kalde Kurvevogne, bleve trukne af hvide Oxer, der vare behængte med Metalplader, røde Snore og Qvaste; een Vogn var aldeles opfyldt med tilslørede Qvinder, der sad i en Klump paa Bunden af Vognen, som en tyk, gammel Tyrk kjørte. De vare vist smukke! ja bag mangt et Gitter i hver Gade sad vel en lille Samling af Houris, men de vare, som den tyrkiske Digter synger, “skjulte som Rubinerne i Juveelskrinet, som Rosenolien i Flasken og som Pappegøien i Buret!” Selv Negerindenr dulgte at “Natten har gydet sig i hendes Lemmer,” og at “Haaret er et Mørke, som hviler paa Mørke! ”

Orienten: En Rose fra Homers Grav

I alle Orientens Sange klinger Nattergalens Kjærlighed til Rosen; i de tause, stjerneklare Nætter bringer den bevingede Sanger sin duftende Blomst en Serenade.

Ikke langt fra Smyrna, under de høie Plataner, hvor Kjøbmanden driver sine belæssede Kameler, der hæve stolt deres lange Hals og træde klodset paa en Jord, som er hellig, saae jeg en blomstrende Rosenhæk, vilde Duer fløi mellem de høie Træers Grene, og Duens Vinger skinnede, i det en Solstraale gled hen over den, som var Vingen et Perlemor.

Paa Rosenhækken var een Blomst blandt dem alle skjønnest, og for den sang Nattergalen sin Kjærligheds Smerte, men Rosen var taus, ikke en Dugdraabe laae, som en Medlidenheds Taare, paa dens Blade, den bøiede sig med Grenen hen over nogle store Stene.

“Her hviler Jordens største Sanger!” sagde Rosen, “over hans Grav vil jeg dufte, paa den vil jeg strøe mine Blade, naar Stormen river dem af! Iliadens Sanger blev Jord i denne Jord, hvorfra jeg spirer! – jeg, en Rose fra Homers Grav, er for hellig til at blomstre for den fattige Nattergal!”

Og Nattergalen sang sig tildøde.

Kameeldriveren kom med sine belæssede Kameler og sine sorte Slaver; hans lille Dreng fandt den døde Fugl, den lille Sanger jordede han i den store Homers Grav; og Rosen bævede i Vinden. Aftenen kom, Rosen foldede sine Blade tættere og drømte – at det var en deilig Solskins Dag; en Skare fremmede, frankiske Mænd kom, en Pilgrimsreise havde de gjort til Homers Grav; blandt de Fremmede var en Sanger fra Norden, fra Taagernes og Nordlysenes Hjem, han brød Rosen af, pressede den fast i en Bog og førte den saaledes med sig til en anden Verdensdeel, til sit fjerne Fædreland. Og Rosen visnede af Sorg og laae i den snevre Bog, som han aabnede i sit Hjem, og han sagde: “her er en Rose fra Homers Grav!”

See det drømte Blomsten, og den vaagnede og gjøs i Vinden; en Dugdraabe faldt fra dens Blade paa Sangerens Grav, og Solen stod op, og Rosen blussede skjønnere end før, Dagen blev hed, den var i sit varme Asien. Da lød Fodtrin, der kom fremmede Franker, som Rosen havde seet dem i sin Drøm, og mellem de Fremmede var en Digter fra Norden, han brød Rosen af, trykkede et Kys paa dens friske Mund og førte den med sig til Taagernes og Nordysenes Hjem.

Som en Mumie hviler nu Blomsterliget i hans Iliade, og som i Drømme hører den ham aabne Bogen og sige: “Her er en Rose fra Homers Grav!”

Orienten: En lille Fugl har sjunget derom

Vi seile igjen ud af Smyrnas Bugt forbi den duftende, grønne Skov, forbi de evige Minder. Nye Passagerer ere komne ombord. Hvo er den fattige Græker, der sidder agter ude paa Ankerets rustne Jernkjæder; han er ung, han er smuk, men saa fattig i Klæder; han kommer ikke langt herfra, hans usle Leerhytte staaer hvor det meest berømte Tempel har kneiset, Templet, der straalede af Guld og Elfenbeen; det er en Hyrde fra Ephesus. Kjender han de store Minder, der knytte sig til hans Hjem, til den Plet, hvor han mellem Stenene bager i den hede Aske sit sorte Brød. Hans Fader har fortalt ham et Eventyr, Marmorstykker i Græsset have bevidnet dets Sandhed, en lille Fugl har sjunget derom!

Under Bjerget mellem grønne Høie ligger Ny Phocea; nikker dog, I grønne Grene til vort Skib, det kommer fra Frankrige, fra Marseille, Staden, som blev grundet af Phoceas Børn; I ere for unge, I grønne Grene, til at kjende Sligt, men I vide det dog; en lille Fugl har sjunget derom!

Du stormende Hav, hvi svulmer Du saa? Himlen er skyfri, Solen synker rødmende stor! Asiens tredobbelte Bjergrække aander Storhed og Ro! hviil ogsaa Du, stormende Hav, og drøm om gamle Minder! Nymaanen paa Himlen synes en tynd Baad af Guld, der bærer en Glaskugle, den hænger i et usynligt Baand paa den funklende Aftenstjerne, hvis Straale peger ned mod Mytilene. Hvilken Aften! dog alt i Norden tænkte jeg en saadan, en lille Fugl har sjunget derom!

Det er Nat, Bølgerne slaae mod Skibet, der uforandret skyder sin Flugt; nu ere vi i Læ, men hvor? Hvo kan sove under Erindringens berømmelige Kyster! Vi staae paa Dækket, Nattens Stjerner belyse Tenedos og Asiens Kyst! høit paa denne staaer, som et Legetøi en Række af Veirmøller, Vingerne dreie sig, en Slette aabner sig for os fra Havet til Bjergene. Styrmanden peger paa et mørkt Punkt, en Kjæmpehøi paa Sletten, og siger: Achilles. Du udstrakte, eensomme Hede med fattige Hytter og en buskbegroet Grav, kjender Du din Berømthed, nei, Du er for gammel! Dine store Minder har Du glemt: Hector og Achilles, Ulysses og Agamemnon! Idaslette, som bar Troja, Du kjender ei længer Dig selv, den Fremmede spørger Dig om dine Erindringer, og Du svarer: “jeg troer det! Stjernerne veed det! Stjernerne veed, hvor Ilium stod; hvor Athene beskjærmede Helten! jeg mindes det ikke! men hørt det har jeg – en lille Fugl har sjunget derom!”

Orienten: Dardanellerne og Marmorhavet

I Morgenstunden seilede vi ind i Dardanellerne, de Gamles Hellespont; paa europæisk Side laae en By, der syntes at have kun set Tempel for Gud, men derimod flerefor Bugen, her stode eet Minaret og fem Veirmøller, op til Byen laae en smuk og, som det syntes, pyntelig Fæstning; paa asiatisk Side en lignende, Afstanden mellem begge forekom mig at være omtrent mellem en halv og en heel Sø-Miil. Begge Kyster frembøde Gruus-Skrænter og flade, grønne Marker; paa europæisk Side laae, i nogen Afstand fra hinanden, usle Steenhytter, hvor Vindue og Dør kun vare Huller i Muren; hist og her voxte en Piniebusk, og paa den eensomme Sti langs Stranden vandrede et Par Tyrker; paa asiatisk Side saae det mere venligt og sommerligt ud; her strakte sig grønne Marker med bladfulde Træer.

Foran os laae i Asien Abydos, i Europa Sestos, mellem hvilke Leander svømmede over den stride Strøm der skilte ham fra Hero. I Stormen slukkedes den bræn, dende Lampe, som Kjærlighed holdt, i Stormen blev et brændende Hjerte isnende koldt. Byron gjorde som Kunststykke her den samme Svømmetour*).

*) Xerxes slog her to Broer; Afstanden mellem Dardanelslottene angives til 750 Favne.

Afstanden her mellem Kysterne af de to Verdensdele forekommer mig ikke stor, jeg saae i det mindste med blotte Øine hver enkelt Busk og hvert Menneske, dog Luftens Gjennemsigtighed gjorde meget; begge Smaabyerne havde brune Tage, høie, spinkle Minareter og foran hvert Huus en grøn, blomstrende Have.

Strømmen var vort Dampskib imod, men med henved 200 Hestes Kraft kommer man nok frem i Verden.

Vi styrede over mod Asiens Kyst hen mod den store Dardanel-By, paa hvis Fæstning den ene Kanon laae ved Siden af den anden, uden at hilse os. Europæisk klædte Soldater, dog med røde, høipullede Fess, kiggede frem mellem Kanonportene. Rundt om vort Dampskib krydsede Baade med Tyrker og Tyrkinder. Alle Skibe rundt om førte Flag med Halvmaanen paa, selv Dampskibet, som foer forbi, var tyrkisk. Dækket der, var opfyldt af Musselmænd og deres tilhyllede Qvinder. Vind og Strøm var dem gunstig, Stor-Seilet var heiset, Røgen hvirvlede tyk og sort ud af Skorstenen og Skibet med sine brogede Passagerer Skjød en flyvende Fart mellem de grønne Kyster. En Deel af vort Selskab forlod os her, men nye Gjæster kom istedet, over Hundrede, Alle Tyrker med Fess eller Turban, bevæbnede med Pistoler og Geværer. En Officeer, maaskee nogle og tyve Aar gammel, havde hele sit Serail med, Konerne og deres Tyende fyldte en heel Baad, da de kom. Jeg stillede mig ved Trappen hvor de steg op til os; tre Koner, tre sorte Slavinder, to Børn og en Opvarter udgjorde hele Familien. Qvinderne trak strax Sløret for deres Ansigt, selv de sorte Slavinder skjulte deres begsorte Skjønhed. Deres Opvarter, klædt som Herren selv, i militair Frakke, Fess paa Hovedet og Tøfler paa Støvlerne, udbredte ved Relingen brogede Hynder; paa disse lagde Fruentimmerne sig med Ryggen ud mod os og Ansigtet ind mod Rækværket; Alle havde de gule Saffians-Støvler og over disse røde Tøfler, de bare rummelige Silkebeenklæder, et kort, broget Skjørt og en kegleformet Kappe med sort Bræmme; et stort, hvidt Mousselins Slør, der bedækkede Bryst, Hals, Hage og Mund, hang derpaa frem over Hovedet til Øienbrynene. Næse og Øine vare saaledes frie; de lange, mørke Øienhaar hævede Glandsen af de sorte Øine; det Hvide i disse var her blaaligt, Mousselinet sad saa fast og gjennemsigtigt, at man tydeligt fik Begreb om Ansigtsformen; det er kun naar de ere gamle og stygge, lærte jeg senere i Constantinopel, at Sløret er af et tættere Stof; man seer Form, Farve, de røde Læber og de skinnende hvide Tænder, naar de lee; den yngste af Qvinderne her var meget smuk.

Før vi seilede maatte alle Tyrkerne, vi fik ombord, først skyde deres Pistoler og Geværer af; det knaldede lystigt og gav Eccho fra Abydos og Sestos. Alle Vaaben bleve lagte i Hobe midt paa Skibet, der i nogle faa Minuter fra Bugsprydet til Roret, det hele Dække over, var blevet belagt med brogede Hynder og Tepper, paa hvilke de mange asiatiske Gjester strakte sig; nogle røg Tobak, Andre drak Kaffe, og atter Andre aabnede Skaftet paa deres Dolke, i hvilket var Blækhuus og Røret til at skrive med; de opsatte nu lange, tyrkiske Notitser, men om disse vare paa Vers eller Prosa, skal jeg ikke kunne sige.

Der laae endnu tæt ved Maskineriets Skorsteen fire Sække med Kul, paa en af disse sad en ung, lystig Tyrk, klædt i en mørkeblaa skindbræmmet Pels og med en prægtig Schawls Turban; han improviserede Vers, og fortalte Historier for en heel Skare, der havde sat sig paa Hug rundt om ham, de loe og tilraabte ham Bifald; her var en Lystighed, ganske forskjellig fra hvad jeg havde tænkt mig hos den gravitetiske Tyrk. – Capitainen og et Par Franker stode oppe paa Hjulkasserne og beskuede Kysten. En Kirkegaard med hvide Monumenter laae paa europæisk Side, man skulde troe at det var en stor Eng med Bleg. Paa asiatisk Side var deiligt Foraar. Jeg tog Plads mellem Tyrkerne, som lyttede til Improvisatoren, og de viste mig, hvor langt anderledes beqvemme, end mine, deres Klæder vare til at ligge ned med; Beenklæderne sluttede snevert om Anklerne, men op mod Knæet posede de sig vidt; lige saa magelige sad deres Trøier. Den unge Tyrk, som fortalte, forærede jeg nogle Frugter, han takkede med et velsignet, venligt Ansigt, hans Øienhaar vare mørke og lange, men Øinene meget lyseblase; der laae i dem et saare godlidende og dog poliskt Udtryk; han greb sit Skriverør, rev et Blad Papir ud af en Tegnebog og skrev, idet han idelig nikkede til mig og smilte; han overrakte mig derpaa Bladet, med et tyrkisk Vers; jeg viste det til en Franke, der kunde Tyrkisk, og han oversatte det for mig; der stod den unge Tyrks Navn, han drog til Walachiet, for at kjøbe prægtige Heste, men først skulde han see Stambul! han gjorde Reisen med det udmærkede Dampskib Rhamses og paa dette havde han truffet mig, der kom saa langveis fra, som tre Gange til Mecca. Jeg takkede ham for Verset og han bad mig skrive sig nogle Ord i mit Sprog; jeg skrev et lille dansk Vers til ham, og det blev vendt og dreiet af ham og hans Kammerater, ligesom jeg vendte op og ned paa hans tyrkiske Digt.

Jeg stillede mig senere ved Relingen af Skibet, hvor de tyrkiske Qvinder sad, Kysten vilde jeg see paa, men jeg saae ogsaa paa Fruentimmerne; de spiste og havde derfor taget Sløret fra Munden; de betragtede ogsaa mig! den Yngste og Smukkeste syntes at være et lystigt Gemyt, hun gjorde sikkert sin Bemærkning over mig og hviskede den til en Ældre, der bevarede den største Alvor og kun svarede med et Nik. Under denne gjensidige Betragter kom en ung Tyrk og indlod sig i Samtale med mig paa Fransk; i løbet af denne sagde han i en halv spøgende Tone, at det var imod Landets Skik at see dets Qvinder uden Slør; syntes jeg ikke ogsaa, at Ægtemanden betragtede mig med alvorlige Blik! hans ældste, lille Datter opvartede ham med Pibe og Kaffe, den mindre løb imellem ham og Qvinderne. Vil man staae sig godt med Forældre, saa skal man give sig af med deres Børn, det er en Viisdoms-Regel! jeg vilde have fat paa den mindste af Smaapigerne, give hende Frugt og spøge med hende, men hun var som et vildt Kid, hun foer strax hen til en af de sorte Piger, klyngede sig til denne og skjulte sig, paa Ansigtet nær, med dennes lange Slør; det lille, lystige Barn loe der og rakte Munden frem som til Kys, hvinede saa høit og styrtede derpaa hen til Faderen,- den ældre Søster, vistnok 6 Aar gammel, og særdeles smuk, var mere tam, en nydelig lille, ubesløret Tyrkinde, med røde Saffians Tøfler over sine gule Støvler, lyseblaa Silke-Beenklæder, der posede vidt omkring Benene, en rødblomstret kort Tunica og en sort Fløiels Trøie derover, der gik ned om Hofterne; hendes Haar hang over Skuldrene i to lange Fletninger med Guldmynter i, og paa Hovedet sad en lille Hue af Guldstof; hun opmuntrede den lille Søster at tage Frugterne jeg bød, men hun vilde ikke, jeg lod Tjeneren bringe Syltetøi og strax blev den ældste og jeg de bedste Venner; hun viste mig sit Legetøi, en Leerkrukke til at drikke af, den var formet som en Hest og havde en lille Fugl bag hvert Øre; havde jeg kunnet tale Tyrkisk, skulde jeg strax have digtet hende et Eventyr om den og fortalt hende det. Jeg satte hende paa mit Skjød, og hun tog mig med sine smaa Hænder om mine Kinder, saae mig saa fortroligt og kjærligt ind i Øinene, og saa maatte jeg tale til hende, jeg talte Dansk, og hun loe saa Hjertet hoppede i Livet paa hende, aldrig havde hun hørt saa sælsom en Tale, hun troede bestemt, at det var et tyrkisk Kragemaal jeg lavede for hendes Skyld; hendes fine, smaa Negle vare som de andre Qvinders malede ganske sorte, en sort Streg gik midt ind over det Indre af Haanden. – Jeg pegede paa den, og hun tog een af sine lange Haarfletninger og lagde inden i min Haand, for at danne en lignende Streg over den, vinkede derpaa af den yngre Søster, der talte med, men altid i tilbørlig Afstand. Faderen kaldte, og idet han med det venligste Ansigt tog til sin Fess paa frankisk Maade og hilste mig, hviskede han den Lille nogle Ord i Øret, hun nikkede klogt, tog en Kop Kaffe af Tjenerens Haand og bragte mig den; en stor, tyrkisk Pibe præsenteredes mig, men da jeg ikke ryger Tobak, tog jeg kun mod Kaffen og lagde mig paa Hynder hos den venlige Ægtemand, hvis lille Datters Hjerte jeg alt havde vundet. Det smukke Barn hed Zuleika; og jeg kan sige med Sandhed, at idet jeg seilede fra Dardanellerne ind i Marmorhavet, fik jeg et Kys af Asiens Datter.

Til Venstre laae Byen Galipoli, den saae forunderlig mørk ud, havde ganske Charakteren af en nordlig svensk By, naar jeg undtager de hvide, høie Minareter; alle Huse, – ved hvert Huus var en lille Have – havde spidse, røde Tage, ganske som i Norden og alle saae mørke og gammeldags ud, med rødmalede Træ-Altaner, og Karnapper; der var noget mørkt og forfaldet ved den hele Stad; flere Bygninger hang ud over Søen, hvor der gik stærke Bølger; det blæste inderligt koldt, paa hele Reisen i Syd har intetsteds Havet bragt en saa isnende Vind som her, jeg syntes jeg følte Marmoret; et Fyrtaarn var bygget paa asiatisk og europæisk Side; lave men vilde og nøgne Klipper strakte sig ved Galipoli, derpaa kom flade, grønne Marker, som i Danmark, paa Asiens Kyst hævede sig Bjerge, flere Rækker bag hinanden. Strøm og Vind var os imod, Marmorhavet saae mørkt og skummende ud, Bølgerne sloge mod Forstavnen af Skibet og stænkede hen over Tyrkerne, som der havde taget Plads; en af dem fik en ganske artig Overhaling og rystede nu sin røde Mantel og tog sine tre Hovedbedækninger af, hvoraf den yderste var blevet fyldt med Vand; alle Tyrkerne have som bekjendt deres Hovedhaar afragede, paa en lang Top nær, ved hvilken Livets Engel paa Dommens Dag skal drage dem op af Graven; først bar denne her en hvid Nathue, oven over igjen en lille rød Fess og atter paa denne en større Fess med Silkedusk. Jeg følte mig imidlertid søstærk, men Vinden var utaalelig kold, som i Norden. Snart øinede vi ikke mere Kystlandet, hverken i Europa eller Asien, rask styrede vi lige mod Marmorøen, der malerisk og storartet hævede sig midt i det urolige Hav. Efter Middagsbordet vare vi under dens Kyster, her gik Søen mindre stærk, Solen var ved at gaae ned og belyste den smukke Ø, med dens grønne Træer og de skinnende hvide Marmorfjelde; jeg tænkte paa Tusind og een Nat og i hvor koldt det var, følte jeg mig her paa Scenen for dets forunderlige Eventyr, jeg troer ikke det vilde have forundret mig meget, om den lille Leerhest med Fuglen bag Øret havde faaet Liv og var svulmet til en stor Hest, der kunde have baaret mig og den lille Zuleika og fløiet med os over til Marmorøen, og at hun, naar vi berørte Jorden der mellem Myrterne, var bleven en voxen Jomfru, yndig, som hun var det som Lille, og glødende som den Sol, der havde lagt sine Straaler i hendes sorte Øine; men Leerhesten fik ikke Liv og der skete ingen Flugt. Søen gik mere og mere stærkt; jeg maatte lægge mig i min Køie, skjøndt Klokken endnu ikke var mere end halv otte om Aftenen. Den kolde Marmor-Sø knugede Skibet, saa at det knagede i dets Sidebeen, det var igjen, som om Plankerne skulde skilles fra hinanden. Tiden krøb med Sneglegang, hver Gang jeg saae paa Uhret var Viseren neppe avanceret en halv Time, o det vilde blive en lang Nat! – og saa sov jeg, medens Skibet dandsede over Skummet af mare di marmora! –

Orienten: Ankomst til Constantinopel og Pera

Det havde den hele Nat været et stormfuldt Byge-Veir; i Morgenstunden kjæmpede Solskinnet mod Skyer og Taage, bag ved os væltede Marmorhavet sine mørkegrønne, skummende Bølger, men forude saae vi, som et Venedig, bygget af Phantasien, det uhyre Constantinopel, Tyrkernes Stambul. Sorte Cypresser og lysegrønne Løvtræer, tittede arabeskartigt frem mellem dette Steen-Hav af mørkerøde Bygninger, hvor Moskeernes Kupler med gyldne Kugler og Halvmaane, hver hvilede som en Noahs Ark; og hvor i hundredeviis de høie, søileagtige Minareter med deres spidse Taarne skinnede mod den graa, skyfulde Luft.

Bosporus var ikke at see, Asiens bjergrige Kyst smeltede sammen med Europas. Sollyset faldt, som et styrtende Straalebad, over et Parti der af den store Cypresskov, Tyrkernes asiatiske Kirkegaard, om hvilken de sige, at dens Overflade er saa stor, at den kunde forsyne Constantinopel med Korn, og dens Liigstene saa mange, at de med disse kunde refise nye Mure om Byen *).

*) Forbjerget her ved Scutari er det Sted, hvor Mythen lader Io lande, da hun, forvandlet til en Ko, flygtede for Juno.

Vi stilede lige ind under de gamle Mure, der smeltede aldeles sammen med den første Bygning, vi her saae, Fæstningen: de syv Taarne, paa Tyrkisk Jedi Kulelev; mangt et Jordskjælv har rystet denne Bygning, men ikke faaet Bugt med den; et Løvværk af Epheu og vilde Planter hang ned ad Muren, skummel og mørk laae denne beboede Ruin, Krigsfangernes Skafot, i hvis Gaard Blod-Brønden opsluger Hovederne af de her henrettede Statsforbrydere.

Fra “de syv Taarne” forbi Serailets Have, der danner Spidsen af det gyldne Horn *)

*) Constantinopel er aldeles bygget i Form af et Overflødigheds-Horn, og har herfra Navnet af: det gyldne Horn.

strækker sig langs Havet en Vei under Byens Mure; smaa Huse og hængende Haver vare reiste paa disse, tyrkiske Drenge løb skrigende og legede deroppe.

Under Serailets Have blev Veien mere smal, men Muren høiere og ganske hvid med svævende smaa Huse, hvis tilgittrede Vinduer skinnede af Guld og Sølv; den hele Have og Murene laae saa feeagtig, saa drømmende. Det gamle Serail er en mørkerød, ret anseelig Bygning, men noget tung imod den øvrige Omgivning *),

*) Paa den Plads, hvor Byzas reiste Templer for Neptun og Aphrodite, lod Constantin bygge Kirker for Guds Moder og den hellige Barbara; hvor hine Templer og Kirker stode, er nu Serailet; een for den Christne hellig Kilde sprudler fra Haven ud gjennem Muren.

det nye Serail seer venligt og indbydende ud, rundt om prange prægtige Kjosker, hvor kostbare Marmorcolonner bære de pyntelige, fremspringende Tage. Vi dreiede om det gyldne Horn, forbi Leander-Taarnet *)

*) Tyrkerne kalder det: Pigetaarnet og knytte hertil Historien om en græsk Prindsesse, der af sin Fader holdtes fangen her, men befriedes ved den arabiske Helt Heschan, I vor Tid benyttes det som Fyrtaarn.

og laae nu i Havnen, der strækker sig dybt ind til de søde Vande *),

*) Saaledes kalde Frankerne den smukke Dal, der begrændser Havnens nordlige Deel, og er et Forlystelses-Sted for Beboerne fra Constantinopel og Forstæderne.

paa venstre Side hilsede os Constantinopel, paa høire Galata og det høiere liggende Pera, hvis runde Taarn ragede høit op i Luften, hvor Skyerne dreve. Store Fartøier dannede en Skov af Master i den brede Bugt. En Vrimmel af Baade, de fleste tynde og smalle, som de Vildes Kanoer, Roerkarle og Passagerer laae nede paa Bunden – fløi piilsnar forbi. Der var en Skrigen, en Raaben, en Susen og Summen, mod, hvilken Larmen ved Neapels Bugt, næsten forekom mig at kunne gjelde for en Sørgefest. Gamle, guulbrune Tyrker med store, brogede Turbaner og nøgne Arme, raabte i Munden paa hinanden, svingede Aarerne og indbøde os, at stige i deres Baad, jeg lod mit Tøi kaste ned, steg selv bagefter, og nu gik det med raske Aareslag mod Kysten, der var garneret med Baade og smaa Fartøier; over disse gik Veien i Land. Vi stode paa Skibsbroen. Jeg bød Roerkarlen en Sølvmynt, hvis Værd jeg selv endnu ikke ret var klog paa; han rystede med Hovedet, tog op af sin Lomme en ganske lille Mynt, og viste den, idet han forsikkrede, at der ikke tilkom ham høiere Betaling. Saa ærlige ere Tyrkerne, hver Dag, under mit Ophold her, fik jeg flere Beviser derpaa. Tyrkerne ere de meest godmodige, de ærligste Folk.

En rødbruun, muskelstærk Araber tilbød sig at bære mit Tøi; ihast slog han en Snor om Kuffert, Natsæk og Hattefoderal, kastede Byrden paa sine Skuldre og vandrede afsted, i det han bestandigt nikkede, naar jeg nævnede ham det Hotel, hvor jeg vilde boe.

Vi kom ind i en kroget Gade, eller rettere i Kringelkroge, hvor hvert Huus var en Boutik med Urter, Brød, Kjød eller Klæder; Alverdens Nationer mødte vi. Veien gik gjennem Galatas snevre Port ind i Pera. Ingen spurgte om Pas *).

*) Det samme var Tilfældet ved min Ankomst til Grækenland; derimod ved Af-reisen blev i Piræus min og hver Passageers Kuffert efterseet, om vi ikke bortførte Statuer eller Colonner.

Gaden løb stedt opad og var ligesaa smal og med ligesaa slet en Brolægning, som den i Galata. Vi kom forbi en Vagt, nogle unge, guulbrune Knøse, i snevre, blaae Buxer og Trøier, med hvid Bandoleer og rød Fess, laae, saa godt som paa Maven, hen ad Gaden og læste deres Bøn; et Timeglas stod ved Siden af dem.

Under Peras Taarn, i Voldgraven, laae flaaede, blodige Heste; vi kom forbi tyrkiske Kafeer, Springvandet pladskede inde i den aabne Stue; de dreiende Derwischers Kloster, med gyldne Indskrifter af Alcoranen anbragte i Muren over Porten, laae paa vor Vei gjennem Hovedgaden, der er meget smal, Husene have to, tre Etager og paa alle findes Karnapper, Side-Gaderne ere endnu mere snevre, Bygningerne synes foroven aldeles at mødes, i Regnveir behøver man neppe her Paraply.

Hvilken Vrimmel! og midt i Vrimlen dandsede en bulgarisk Bonde, med rød Kalot paa Hovedet, usle Sandaler om Fødderne og iøvrigt i Faareskinds Pels, han dandsede, som en Bjørn, der springer op paa Bagbenene, en anden Bulgarer blæste Sækkepibe dertil. Lastdragere slæbte store Marmorblokke, der hang paa Stænger, sex til otte brune, muskelstærke Karle havde fat; de skreg bestandigt deres Varsko! armenianske Præster med flagrende Sørgeflor fra Hatten mødte os; nu lød en mumlende Sang, en ung, græsk Pige blev begravet, hun laae i sine sædvanlige Klæder og med ubedækket Ansigt i den aabne Kiste, der var pyntet med Blomster, tre græske Præster og to smaa Drenge med tændte Lys gik foran.

Hvilken Trængsel! hvilken Tummel! brogede Vogne, der saae ud som smaa Alkover, gjorte af Kort-Papir, forgyldte for og bag og med lange, flagrende Gardiner, fra hvilke beslørede Qvinder tittede ud, skrumplede over den ujevne Steenbro; Heste og Æsler belæssede med Bjælker og Planker, der slæbte efter dem hen ad Gaden, banede sig Vei i Trængselen.

Endelig vare vi ved Hotel de la France, hos Hr. Blondel; og strax indenfor Døren tydede Alt paa europæisk Indretning og Beqvemmelighed. Franske og italienske Opvartere sprang op og ned ad Trapperne; hyggelige Værelser aabnede sig og ved Table d’hote spiste man som i ethvert godt Hotel i Europas store Stæder. Selskabet var meget broget, de fleste Franker, der kom fra Reiser i Lilleasien, havde beholdt den asiatiske Dragt, under hvilken de der vare meest sikker *).

*) Saaledes traf jeg her Franskmanden Achille Laurent.

et Par preussiske Officerer, der vare ansatte ved Sultanens Armee, vare i tyrkiske militaire Frakker og med den høipullede Fess. Larmen fra Gaden susede op til os! Bulgarernes Sækkepiber lød, en snøvlende Sang af fattige, ubeslørede Qvinder ude fra Bjergene, overskreg igjen disse Toner, og saa brusede den larmende Janitschar Musik af tyrkiske Soldater, der kom hjem fra Maneuvre, jeg kjendte denne Melodi, det var Gallopaden af Aubers Opera: Gustav den Tredie.

Orienten: Bazarerne *)

*) Besestan, det vil sige bedækket Torv, kaldes her Bazarerne, her gives egentlig tre; Sidegaderne kunne betragtes som Forhaller.

Den Fremmede bør først af alt i Constantinopel besøge Bazarerne; det er da med eet at træde ind i den uhyre Stad; man overvældes ved Skuet, Pragten og Tummelen; det er en Bistade man kommer ind i, men hver Bi er en Perser, en Armenianer, en Ægypter, en Græker. Orient og Decident holder her stort Marked. En saadan Trængsel, en saadan Forskjellighed af Costumer, en saadan Grupperen af Handels Artikler opviser ingen anden Stad.

Naar man fra Pera i en Baad er sat over Bugten til Constantinopel, gaaer Gaden, der fører til Bazarerne, bestandig opad, snever, kroget og bugtet; Stue-Etagen i Husene paa hver Side ligne Træ-Boutiker paa vore Markeder, man seer lige ind i Værkstedet til Skomager og Snedker; man troer at gaae midt igjennem Kjøkken og Bageri, saaledes koger, bager, damper og dufter det fra Skorstene og Ovne i de aabne Huse. Brød og alle Slags Madvarer ere udstillede.

Vi staae nu udenfor den store Bazar, om hvilken forgrene sig smalle, halvbedækkede Gader, et Qvarteer her frembyder alle Arter af Grønt og Frugter, baade friske og syltede, et andet Qvarteer har Skaldyr og Fisk af de meest forskjellige Farver og Former; fra Boutik til Boutik er trukket over Gaden store Stykker Seil eller gamle Tepper som et Tag; Brolægningen er slet, og midt i Strædet løber Rendestenen.

En lang Halle, meest af Brædder, og ganske opfyldt med Pibehoveder, Piberør og Mundstykker af Rav, fører ind i Bazaren, der er opført med tykke, ildfaste Mure. Det er en heel By med Tag over; hver Nation har her sit Qvarteer, Jøderne deres, Ægypterne deres o. s. v.; hver Handels Art har sin Gade, hver Haandtering sin, Skomagerne een, Sadelmagerne een, og saaledes i det Uendelige. Hver Gade er en Hvælving bemalet med Blomster og Indskrifter af Alkoranen; Lyset kommer ned ovenfra. Boutik er klistret ved Boutik og synes en omvendt Kasse, i hvis Baggrund, ind i den tykke Muur, er hugget en Aabning, der gjemmer de Varer som ei ere lagte til Skue.

Ægypternes Qvarteer: Missr-tscharschussi, synes et heelt Apothek, udstrakt gjennem to Gader; alle Indiens og Arabiens Specerier, Lægedoms-Urter og kostbare Farver udsende her en blandet Duft; en guulbruun Ægypter i lang Talar stager bag Disken, han seer ud, som man giver Billedet af en Alchymist.

En anden Hvælving frembyder aldeles Udseendet af at være Forhallen til Alverdens Rustkammer; her er Sadelmagernes Buegang; Sadler og Tømmer af Safian og Bøffel-Skind, fra de meest udarbeidede og kunstigt syede til de simpleste og næsten klodsede, hænge her paa Væggene og ligge udbredte paa Disk og Gulv.

En anden Buegang er Juvelerernes; Guldkjæder blinke, Armbaand funkle, kostbare Ringe, dyrebare Juveler blænde Øiet.

Nu kommer man mellem lutter Parfumeurer, her dufter af Rosenolie, her sælges Moskus-Punge, Røgelse og duftende Rottehaler. Vi gaae ind i den næste Bue og see lutter Støvler og Sko, alle Farver, alle Former, Tøfler, der prange med Perler og ægte Broderie; en Buegang krydser tæt her forbi, i den er lutter Kramvarer, Mouseliner, Lommetørklæder, broderede med store Guldblomster, prægtige Stoffer; den næste Bue blinker af Vaaben, Damascenerklinger, Dolke, Knive, Geværer og Pistoler.

Det er høist interessant at betragte den characteristiske Maade hvert Folkeslag her aabenbarer sig paa. Tyrken sidder alvorlig, gravitetisk med den lange Pibe i sin Mund, Jøden og Grækeren er geskjeftig, raaber og vinker; imidlertid bevæger sig den brogede Menneskevrimmel gjennem disse hinanden krydsende Buer, Persere med lodne, spidse Huer, Armenianere med omvendte, kegleformede sorte Hatte, Bulgarer i Faareskinds Pelse, Jøder med et laset Schawl om den sorte, høipullede Turban, pyntede Grækere og tilslørede Qvinder; her er en Trængsel! og midt i denne rider nok saa gravitetisk en fornem Tyrk, der hverken seer til Høire eller Venstre.

Paa givet Signal om Aftenen bortfjerne sig Kjøbere og Sælgere; en Slags Vægter, hvem det er overdraget at vaage i Bazarerne lukker alle Indgange og aabner dem først igjen næste Morgen paa en bestemt Tid; Sælgerne finde da deres Boutiker ganske som da de forlode dem. Om Dagen selv lukkes den enkelte Bod ikke anderledes, end at Eieren hænger et Næt for eller trækker et Par Seilgarns-Traade paa Kryds; Ingen vover at stjæle der.

Palais Royals prægtige Boutiker ere mod Constantinopels Bazarer kun en rigt pyntet Grisette mod Orientens Datter i sine rige Stoffer, med Haaret duftende af Rosenolie og Myrrha.

Orienten: En Vandring gjennem Constantinopel

Vi have seet Bazarerne, Hjertet i det gamle Stambul; vi ville gjøre en lille Vandring og begynde med hvad man før kaldte for de Christne “forbudne Veie”, først til “Slavinde Torvet” *),

*) Foruden dette Torv skal der findes cet i Topschana og eet for mandlige Slaver ude ved de “syv Taarne”.

saa til gien af Moskeerne; nu erholdes Tilladelsen let, men Presenterne, der skulle gives til de forskjellige Embedsmænd, gjennem hvis Hænder denne Tilladelse spadserer, løbe op til en ikke ringe Penge-Sum; men mellem de Fremmede i Pera er ofte en Gesandt eller Rigmand der gjerne betaler denne Tribut; Leietjenere vide altid Besked, om en saadan Leilighed gives, og man slutter sig da til ham, som har Tilladelsen, der altid lyder paa Personen med Følge.

Vi høre saaledes nu med til en rig Amerikaners Følge; men vi maae til Hest, det tager sig mere pompøst ud, og Tyrkerne see paa Pomp og Pragt. Et Par ridende Soldater ledsage Toget.

Ikke langt fra den store Bazar kommer man paa en Plads, omgivet af Træbygninger, der danne et aabent Gallerie; det fremspringende Tag bæres af raae Bjælker; indenfor langs Galleriet ere smaa Kamre, hvor Handelsmænd have deres Varer, og disse Varer ere Mennesker, sorte og hvide Slavinder.

Nu ere vi paa Pladsen; Solen skinner, Siv-Maatter ere udbredte under de grønne Træer, der sidde og ligge Asiens Døttre; en ung Moder giver sit Barn Die, de to vil man ikke skille ad; paa Trappen op til Galleriet sidder en fjortenaarig Negerinde, hun er saa godt som aldeles nøgen, en gammel Tyrk betragter hende, han har taget hendes ene Been i sin Haand, hun leer og viser de skinnende hvide Tænder.

Tilhyl ikke de smukke, hvide Qvinder, Du gamle hæslige Karl, dem ville vi just see, driv dem ikke ind i Buret, vi skulle ikke, som Du troer, skade dem med onde Øine!

See! en ung Tyrk med ildfuldt Blik! fire Slaver følge ham, to gamle Jøde-Madammer handle med ham; deilige Tscherkierinder ere komne; han skal see dem dandse, høre dem synge og da vælge og kjøbe! – han kunde give os en Skildring af Slavindemarkedet, som ikke vi kunde; han følger de gamle Qvinder for at beskue Jordens Houris! og hvorledes see disse ud – den tyrkiske Digter Ibn Katib har sjunget om de himmelske, om disse tør vi maaskee høre, og huske at han laante Billedet fra de jordiske.

“- Viid, en Houris er en Skjønhed, sort af Øine, hvid af Kinder, Smalle Øienbryn, lange Øienhaar, Lokkerne har Duft af Ambra; De blev’ formede af Lyset, kan dog kysse og omfavne! Hver forskjellig er i Klarhed, ret som Perler i en Musling; Hvert Minut omvexler Glandsen! her er Farver uden Lige, Her er Skjønhed, her er Ynde, her er Himlens bedste Roser. Bjergets Sneee og Skum paa Havet skamme sig for deres Hvidhed. Ingen jordisk Frugt og Rose ligner disses Mund og Kinder, Hvad er Perler og Juveler imod Fodens Støv af Moskus! Nogle mørke, andre lyse, som to Arter af Rubiner. Denne giver korte Blik kun, hiin i lange Drag dem sender! – Om en Houris her sig viste, da stod Jordens Kreds i Lys-Glands, Aabnede hun halv kun Læben, vilde man Guds Almagt prise! – Sløret skjuler meer end Verdner, thi det skjuler hendes Øine. Houris formet er af Lyset, kan da ei som Støv omskiftes, Altid unge, altid – -!”

Men vi gjør nok bedst i at ride fra Ibn Katib og Constantinopels Slavindemarked!

Vi holde ved Sophia-Kirken; det er en tung, uregelmæssig Bygning; Constantin den Store lod den bygge og indvie den hellige Viisdom: Via Sophia; sælsomme Reliqvier gjemtes her: den samaritanske Brønd, tre Døre beslagne med Brædder fra Noahs Ark; Steen-Englenes Trompeter sagdes at være brugte ved Jerichos Beleiring; forsvundne ere disse Curiositeter; Aja Sophia sank to Gange for Flammerne, een Gang ved Jordskjælv; dog altid reiste den sig prægtig igjen; i Ramazans Nætter, naar den næsten fladt udstrakte Kuppel er belyst med straalende Strudsæg, og hele Menigheden i broget Pragt ligger udstrakt paa sit Ansigt, drømmer Kirken om Keiserkroninger, Formælinger, Synoder og Kirkeforsamlinger, den drømmer om hiin Skrækkens Nat, da dens Porte bleve sprængte og de christne Altre vanhelligede: “der er ingen Gud uden Gud og Mohammed er hans Prophet!” hører den endnu, som den hørte det fra Keiser Mohammeds Læber i hiin Nat, da den forvandledes til en Moskee. – Hvilke forunderlige Drømme, hele Menneskeslægters Historie rører sig i disse! drømmer Du maaskee ogsaa frem i Tiden, Aja Sophia! har en Anelse, beslægtet med den der rører sig hos Folket herinde; skulle de udkradsede, Christne Kors paa Døren atter fornyes? Skal Altret flyttes fra Hjørnet mod Mekka og indtage igjen sin Plads mod Øst? Muskelmanden peger paa en tilmuret Dør i Kirkens øverste Gallerie, og hvisker et Sagn fra hiin Nat: en christen Præst blev hugget ned foran Altret bag denne Dør; engang, naar de Christne blive Herrer her, og Ismaels Slægt drager til Asien, der alt gjemmer dens Døde, vil hver Steen i Døren falde og den christne Præst staae der igjen og synge Messen ud, den han standsede i, da Dødshugget ramte ham. Er Messen endt, forsvinder den Døde og gjennem Kirken runge de Christnes Hymner.

Det er sælsomt at vandre herinde, fulgt af Bevæbnede, betragtet med vrede Øine af de Bedende, som vare vi banlyste Aander.

Prægtige Søiler reise sig her! de otte af Porphyr stode engang under Kuppelen af Soltemplet i Baalbek, de grønne ere førte fra Diana Templet i Ephesus. Under Kuppelen læser man i Bogstaver paa sex Alens Længde en Indskrift af Alkoranen: “Gud er Himlens og Jordens Lys!”

See ei sag vred paa os, Du gamle Præst, din Gud er ogsaa vor Gud! Naturens Tempel er vort fælles Guds-Huns, Du knæler mod Mekka, vi mod Østen! – “Gud er Himlens og Jordens Lys!” – han opklarer hver Aand og hvert Hjerte!

Vi drage fra Aja Sophia, en kort Gade fører os til Almeidan, den største og smukkeste Plads i Constantinopel. Dog engang var den langt prægtigere, her var Hippodromen, som Constantin smykkede med Søilegange og Statuer; her prangede de stolte Bronzeheste, der nu have Plads i Venedig over Indgangen til Markus-Kirken *),

*) De kom fra Athen til Chios, derpaa til Constantinopel, førtes herfra til Venedig; Napoleon lod dem bringe til Paris, nu ere de atter i Venedig.

her stod den colossale Hercules Statue, paa hvilken hver Finger var som et Menneske i Omfang; kun tre Fortids-Minder findes her endnu, det nærmeste er en lille Søile, der dannes af tre sammensnoede Kobber-Slanger, de vare engang i Delphi Fodstykket for Oraklets Trefod; Tyrkerne betragte den som en Talisman for det græske Rige, og derfor afhug Mohammed den Anden med sin Strids-Øxe det ene Slangehoved, Engellænderne stjal de to andre, Tyrkedrengene kastede nu til Maals efter den ærtsgrønne Rest.

Faa Skridt herfra hæver sig en Obelisk af Porphyr bedækket med Hieroglypher, den kom fra Ægypten over Athen, uforandret staaer den, som blev den beskjermet af usynlige Ægyptens Guder.

Det tredie Minde her er en fiirkantet Støtte af mægtige Steen, den truer med at styrte, det er Constantins Søile; engang var den beklædt med forgyldte Kobberplader, nu sees kun de Jern-Ringe, der holdt disse sammen.

Det er Resterne af Hippodromens Pragt! Dog endnu er denne Plads den skjønneste i Byen; dens Udstrækning og Sultan Achmeds Moskee bedaarer vort Øie! bag den skinnende hvide Muur med de gyldne, gittrede Vinduer hæve sig høie Plataner og Cypresser, indenfor pladske Springvand ved de forgyldte Gravsøiler. Det er en lille Lund, hvor brogetklædte Muskelmænd og Qvinder stille vandre; brede Trapper føre der op til Achmeds Moskee, hvor Alt er Marmor, selv de sex høie Minareter, der løfte deres Balustrader, den ene over den anden, prungende med udhugget Gelænder; Guldkugler funkle paa Kuplerne, Halvmaanen skinner paa Minareterne. Det er deeligt at see!

Og dog gaae vi bort; en krum, lille Gade fører os til en phantastisk Bygning, hvor Alt er Marmor og Guld; see, hvor den skinner mod den blaa, den gjennemsigtige Luft. Plataner, Cypresser og blomstrende Rosenhækker danne en lille Have bag de med prægtige Vinduer og kunstige Udhugninger forsirede Mure. Bygningen selv er vist Fata Morgangs eget Sovekammer, den er saa lys og luftig, skjøndt bygget af Marmor! forsiret og broget straale Søiler, Tag og Karnis! Vi stige op ad Trappen, der gaaer om hele Bygningen; vi see ind af de store Ruder mellem et gyldent Gitter, og see ind i et rundt, et luftigt Huus; Øiet blendes af Østerlands Pragt! Er det et Brudekammer for Landets første Pascha? Nei – det er en Grav! det er Sultan Mahmuds Grav*).

*) Abdid Meschids Fader.

Midt paa Gulvet staaer hans Kiste, bedækket med brogede, kostbare Schawler; hans rige Turban, funklende af Juveler og med en Fjer, der synes flettet af Straaler, er lagt paa Kisten der hvor hans Hoved hviler; i Kreds rundt om denne stage smaa Kister, hver gjemmer eet af hans Børn, een af hans Kjære, Alle ere de skjulte med rige Tepper; to Præster stirre ud til os og hæve truende Haanden: “Christenmand maa ei see en Troendes Grav!” sige de; Røgelse-Skaalen svinges, den blaalige Røg stiger i Solglands mod det prægtige Loft.

Over Mahmuds Kiste, da de havde ført den herhid, spændtes et Telt. Rig og Fattig forundtes Adgang, gamle Mænd græd, saa elsket var han, han, der styrtede Janitscharerne, indførte frankisk Disciplin og Klædning. Rundt om Teltet reiste sig imidlertid Bygningen, som vi nu see; først da Kuppelen var sat, da Halvmaanen Skimlede i Solen deroppe, løstes Teltet over Kisten der var vædet med Taarer.

Men nu ere vi trætte af at vandre og at see; der er en Dag imorgen, da gaae vi til Caravanseriet, den mægtige Steencolos, som gjemmer de rige Varer fra Asiens Byer, vi gaae til den prægtige Vandledning, hvor Slyngplanterne hænge mellem de store Qvaderstene, vi besøge et tyrkisk Bad *), ja prøve det maaskee!

See dette er idag vor Vandring i Constantinopel!

*) Badehusene have, som Moskeerne, Kupler, i disse falder Lyset gjennem store Glasklokker. I den forreste Sal, hvor man klæder sig af, er en Fontaine, langs med Væggen Divaner; gjennem et mere ophedet Værelse træder man ind i Badesalen, der er af Marmor med høie Colonner, Gulvet er ophedet, saa man maa gaae med Trætøfler, hede Dampe opfylde Salen.

Orienten: Derwischernes Dands

Det er noksom bekjendt, at Tyrkerne, det vil sige den raa Hob af Nationen, ansee alle Sindssvage for inspirerede af en guddommelig Aand. Derfor have de Vanvittige Plads i Moskeerne, de skrækkelige Isaui ere Gjenstand for Ærbødighed og Ærefrygt; i en Tilstand som disse komme Derwischerne ved deres Dands, der er en sand Selvpiinsel; en Slags berusende Rod, som de tygge paa, forhøier Vildheden.

Derwischerne, som have deres Kloster i Scutari, kaldes “Ruhanis”, som betyder “de Hylende”; Derwischerne i Pera have Navnet “Mewlewis”, det er “de Dreiende”; de dandse sædvanlig Torsdag og Fredag; jeg har seet disse Dandse og vil forsøge at give en Skildring af disse og det Indtryk, hele Ceremonien i deres Klostre gjorde paa mig.

En Reisende, med hvem jeg seilede over til Scutari for at see Derwischerne, stemte mig særdeles forud ved sine Fortællinger om de beslægtede Dandse af Isaui; den Reisende kom fra Tripolis, hvor der, som paa hele den africanske Kyst, i alle Moskeerne findes under en Slags Bevogtning hele Skarer af disse Skabninger; paa en vis Dag om Aaret bekjendtgøres, at Isaui ville dandse gjennem. Gaderne, og da lukker enhver sin Dør, og ingen Christen eller Jøde vover sig ud, han kunde ellers, ved at møde dette vilde Tog, der vel er under Bedækning, blive levende sønderslidt; Hunde, Katte, alt Kræ, de møde, rive de ihjel og de sluge de blodige Stykker.

“Jeg var just sidste Aar paa denne de Gales Dag i Tripolis,” sagde den Fremmede, “jeg havde hos vor Consul Plads paa Husets flade Tag; i hele Gaden vare alle Porte og Døre vel tillukkede; Toget nærmede sig; en Skare velbevæbnede Soldater til Hest omringede de Rasende, der, paa et Belte nær, vare aldeles nøgne, deres lange, kulsorte Haar hang dem ned om Skuldren. De gjorde sælsomme, smaa Hop og udstødte vilde Hyl, i det de ideligt kastede Hovedet nu forover, nu tilbage, saa at de lange Haar snart skjulte Ansigtet, snart omflagrede det i skrækkelig Vildhed; de fæle Skrig bleve ledsagede med Musik af Haandtrommer og Sækkepiber, og altsom de sprang fremad, greb de stundom ned i Gaden, tog der de løse Flintestene og skar sig med dem dybe Flænger i Bryst og Arme. Udenfor Huset, hvor vi stode, havde vi for at see Isauis Vildhed, ladet en maurisk Tjener binde en levende Geed; idet Skaren kom, fik Maureren Befaling at dræbe Dyret, han jog sin Dolk i Halsen paa det og sprang saa bag Døren; Geden sprællede i sit Blod, og i samme Nu trængte de hylende Isaui frem, og een af dem jog sin Haand ind i det blodige Saar, løftede, med Hyl, Geden op i Veiret, sønderrev den og slyngede de blodige Indvolde op ad Husets Muur. Hele Skaren styrtede sig over Dyret og aad bogstavelig Kjød, Hud og Haar!”

Under denne Skildring satte vi over Bosporus; jeg gjengiver det her fortalte, som det Præludium, der stemte min Phantasi for Klosteret og Dandsene, jeg her skulde see.

Vi vare i Scutari, en By der har halvandet hundred tusind Mennesker, altsaa en halv Gang saa mange, som Kjøbenhavn, dog ansees den kun som en Forstad til Constantinopel; her er alt gammelt mahomedansk, her boe, om man saa tør kalde dem, de orthodoxe Tyrker. Et Par stærkt bevæbnede, halvnøgne Arabere drev deres belæssede Kameler fra Strandbredden, gjennem Gaden, ud mod den store Kirkegaard; en lang Reise begyndte; vi fulgte efter og standsede i Udkanten af Byen ved et fattigt, ubetydeligt Huus, saavidt jeg husker Bindingsværk, dette var Derwischernes Kloster.

Døren var endnu ikke aabnet, vi kom for tidligt, og gik derfor hen til de nærliggende tyrkiske Kaffeer, der grændse lige op til den milevidt udstrakte Cypres-Skov, hvor de Døde hvile. Udenfor Kaffeerne under de grønne Løvtræer sad en Mængde Tyrker, militaire og civile, en Deel af dem var her for at tage Deel i Derwischernes Dandse, eller som vi, at see derpaa. En hæslig, gammel Dverg sad her, han skulde være en ivrig Ruhanis, sagde man, jeg skulde snart faae ham at see mellem de Dandsende, han skulde være meget rig og have tolv smukke Koner i sit Serail, sin lille Søn havde han med i Kaffeen, en deilig Dreng, der var ligesag høi, som Faderen.

Endelig aabnedes Døren til Klosteret. Vi gik derover og kom ind i en bred Forstue, der med et halvt opheftet, uldent Tæppe var deelt i to Dele; her saae ud, som i vore Provinds-Byer Skuret foran det Baghuus, hvori fremvises vilde Dyr. Enhver maatte drage sine Sko eller Støvler af, og disse bleve da opstillede bag Gardinet.

Min Ledsager, den Reisende der havde været i Tripolis, tog et Par Saffians Tøfler op af sin Lomme, drog disse over Støvlerne og gik saaledes ind, men Tyrkerne saae vred paa ham og talte indbyrdes; jeg havde Remmer syet fast i Beenklæderne, saa det var vanskeligt at kaste Støvlerne, men da man bør følge Lands Skik eller Land flye, tog jeg ihast en Kniv, skar Remmene itu og spadserede, som Tyrkerne, paa mine Hosesokker; en gammel Mand med Turban klappede mig paa Skuldrene, nikkede mildt og sagde noget, min Tolk oversatte mig, at jeg var et godt Menneske, der agtede Religionen og fortjente at være en Tyrk! “Gud oplyse Dig!” vare hans sidste Ord.

Jeg traadte nu ind i selve Tempelet, om det kan kaldes saa; det dannede en fiirkantet Sal, foroven med veltilgittrede Gallerier for Fruentimmerne, forneden rundt om en Skranke af uhøvlede Bræder, indenfor var Dandsepladsen, der for Øieblikket laae bedækket med røde, hvide og blaafarvede Skind; hen over disse laae paa Maven, en Mængde Derwischer, klædte som Tyrkerne sædvanligviis, dog var her ogsaa mange i den nyere reglementerede Dragt, militaire Frakker og høie, store Fess; Gulvet berørte de med deres Pande; imellem hævede de Hovedet, men hurtigt, som om Noget forskrækkede dem, slog de igjen Hovedet ned; jeg stod med Hosesokker paa det kolde Steengulv og skiftede med at sætte den ene Fod paa Vristen af den anden, for at holde Varme; det var slet ikke behageligt.

Henad den midterste Væg hang i Ramme store, tyrkiske Indskrifter og Billeder, som forestillede Bygninger; her hang Tamburiner, Bækkener og Jernsvøber med skarpe Pigge, til at hudflette sig med. Midt i Væggen var, som i de tyrkiske Moskeer, en Nische, der tjente som Altar, og ud for denne stod en Præst i blaa Talar, grøn Turban og med et langt, hvidt Skjæg, han svingede et Røgelse-Kar og udstødte med en forunderlig Strubelyd nogle tyrkiske Ord; nu begyndte enkelte Stemmer en Sang med Chor; jeg siger en Sang, men det er ikke det rette Ord for Sligt, det var Lyd, der dannede noget saa eiendommeligt vildt, der afvexlede i forskjellige Rythmer, en Slags Scala, et forunderligt Løb med Struben, ganske som en Vildmand med musikalsk Gehør vilde efter første Gang at have hørt en stor Bravour-Arie, paa sin Maade efterligne den kunstige Sang. Det var mere grueligt at høre, end egentlig uharmonisk.

Efterat Derwischerne flere Gange havde berørt Gulvet med deres Pande, reiste de sig, kyssede Præstens Haand og stillede sig nu i en Halvkreds langs den Skranke, udenfor hvilken Tilskuerne stode.

Dandsen begyndte; i det samme kom et Menneske, det meest gruopvækkende jeg endnu har seet; to Derwischer fra Pera, kjendelige paa deres høipullede, skyggeløss Filthatte, ledsagede ham, han var en Eremit fra Egnen om Medina, sagde min Tolk; aldrig har jeg seet noget Menneske, hos hvem Vanvid saaledes lyste ud af Øinene, som hos denne; de andre Dandsende havde lagt deres Turban og Fess foran paa Nischen, og hver taget en hvid Filt-Kalot paa; med en saadan traadte Eremiten ind, et sort, stridt Haar, hang ham langt ned over Ryg og Skulder; han bar en hvid Kappe, paa hvilken var syet med rødt Tøi to bevingede Heste; han stillede sig midt i Halvkredsen; Alle stode de, som om Fødderne vare naglede fast, men som om en Dampmaskine satte de andre Lemmer i Bevægelse; hvert Ledemod bevægede sig i samme Retning og paa samme Tid, først forover, saa tilbage, nu tilhøire, saa tilvenstre, og alt under en Sang eller en Ramse, hvad man nu vil kalde det, først langsomt og derpaa i mere og mere hurtigt Tempo, saavel Sang, som Bevægelse; de Dandsende kom i vilde, næsten uteerlige Stillinger.

To unge Tyrker sad paa. Hug udenfor Halvkredsen og ledede Sangen, der bestandig steg med en eensformig Betoning paa den tredie Stavelse, hele Mohameds Slægt gik de igjennem fra Abdallah til Mohammed og Choret svarede: “La illah! ilallah!” Det klang tilsidst som et dump Hyl, en snorken eller Dødsrallen. Nogle vare dødblege, andre saae ud som Blod, Vandet haglede dem Alle ned af Ansigtet. Eremiten kastede sin store Kappe og stod nu i en rød, ulden Bluse med lange Ærmer ud over Hænderne og med nøgne Been; snart kom han i Raseri og sønderrev den snevre Bluse, de nøgne Arme slog han mod Brystet; hans ene Haand var vissen, rimeligviis har han engang selv lemlæstet den; hans Mund var set blodigt Saar; nylig vare begge Læberne afskaarne, saa at de hvide Tænder loe, det var skrækkeligt at ses paa! hans Mund sprang op at bløde, hans Øine rullede, Aarerne i Panden svulmede. Dandsen blev meer og meer voldsom og dog rykkede Ingen en Tomme fra sin Plads. De Dandsende syntes ikke Mennesker, men Maskiner, de udtalte ikke længere Ordene, disse tabte sig i korte Hyl: Jehova, lød som Je – hú! i den øvrige Ramse klang Ja – med! o hjelp! meest tydeligt. Det var som en Dødsstønnen, det var skrækkeligt, og jo mere jeg saae paa de Dandsende, desmere følte jeg mig at være i en Daarekiste mellem Gale. “Ja – hú! ja – hú!” lød det hylende vildt.

Min Ledsager tilhviskede mig: “For Himlens Skyld, lee ikke, da ere vi ulykkelige! de myrde os!” “Lee!” svarede jeg, “o, jeg er færdig ved at græde! det er rystende, det er grueligt! jeg udholder det ikke længer!” ihast søgte jeg Udgangen, og samme Øieblik sank et Par af de Dandsende til Jorden.

Udenfor paa Gaden hørte jeg endnu det vilde Hyl: “Ja – hú! ja-hú!”

Hvor smukt, hvor varmt var der ikke ude i det klare Solskin. Den lette Baad, tynd som en Spaan, foer fra Asiens Kyst mod Europa over stærke Strømninger forbi Seilskibe og Baade; det mindste Stød og vi maatte kantre, men det var ikke i min Tanke, vi kom fra Skrækkens Bolig; Alt var Natur og Livslyst.

Dagen efter besøgte jeg Mewlewis, de dreiende Derwischer i Pera; disse have deres egen Dragt og et luftigt, smukt Kloster. Alt tyder paa, at de indtage en høiere Rang end Ruhanis. Ud mod Peras Hovedgade, nærved Kirkegaarden, er Indgangen til Klostret; i Gaarden stage nogle høie Cypresser. Klostret selv er afsondret fra Tempel-Bygningen, hvor de dandse.

En gammel Armenianer ledsagede mig herhen. Gaarden var opfyldt med Qvinder, Templet selv tør de ikke betræde. Gjennem de aabne Vinduer i Kloster-Bygningen saae jeg flere unge Derwischer øve sig i at dreie rundt.

Soldaterne, som holdt Vagt, vinkede ad os, da vi bleve staaende i Gaarden; men vore Støvler maatte vi tage af, og saa bleve vi førte ind i det rundt om Salen anbragte Gallerie, der var belagt med Matter; Alt herinde var reenligt og smukt; Skuet gjennem de aabne Vinduer til Scutari og de fjerne, asiatiske Bjerge bidrog vel en Deel til Skjønheden; hvert et Vindue frembød et prægtigt Diorama.

Galleriet, hvor jeg traadte ind, var ganske opfyldt med Tyrker, men da de saae mig, en Fremmed, gjorde Alle strax Plads, puffede hinanden til Side for at jeg ret kunde komme hen til Skranken. Her og overalt maa jeg rose Tyrkernes Høflighed.

Nu begyndte Festligheden. En Skare Derwischer traadte ind; de havde Alle bare Fødder, og vare indsvøbte hver i en stor, mørkegrøn Kappe; en hvid Filthat, vistnok en Alen høi og aldeles uden Skygge, bedækkede Hovedet. Een af de Ældste, med et langt, hvidt Skjæg, stillede sig i Midten af Salen, lagde Armene overkors og læste en Bøn, hvortil lød en sagte, eensformig Musik, to Toner paa Fløite og ideligt kun een og den samme Tone paa Trommerne, det lød næsten som en Kildes eensformige Pladsken; alle de andre Derwischer gik langsomt i Kreds om den Gamle.

Nu kastede de deres Kapper og stode hver i en gaben, mørkegrøn Trøie med lange, snevre Ærmer, et langt Skjørt af samme Tøi og Farve hang ned til Anklerne og faldt i store Folder omkring deres Been; de bredte Armene ud og dreiede sig rundt altid til den samme Side; deres Skjørt stod i Luften som en Tragt omkring dem.

Midt i Kredsen dreiede sig to Derwischer, bestandigt paa den samme Plet, bestandigt til den samme Side; uden om disse dreiede de Andre sig i hvirvlende Dands; den ældste med det lange Skjæg spadserede roligt mellem de yderste og de To i Midten. Dandsen skulde forestille Planeternes Gang.

Fra et lukket Gallerie over os lød en sagte, eensformig Sang, Trommen og Piben vedblev sin søvnbringende Musik, de Dandsende fortsatte uafbrudt deres Dreienrundt altid til samme Side, altid i samme Takt; de saae aldeles ud, som livløse Dukker; ikke en Mine forandrede sig, men de vare dødblege.

Ved et stærkt Slag paa Trommen stode de pludseligt stille, som ramte af et Lyn, de mumlede en kort Bøn, den eensformige Musik begyndte igjen, og atter dreiede de sig Alle til samme Side, som før, man blev svimmel af at see derpaa, de dreiede og dreiede, nu vaklede een, da lød Piben og Trommen i et hurtigere Tempo, og den Vaklende hvirvlede endnu hurtigere rundt, altid vildere, altid hurtigere, det var ei til at holde ud! en heel Time varede denne Dands; men den havde Intet grueligt! den kunde næsten kaldes graciøs; man maatte kun glemme, at det var Mennesker, troe, at det var Dukker; Dandsen i Forening med den svage, eenstonende Musik gav det Hele Characteren af en stille Vanvid, der mere rørte end rystede. Opbyggelig kunde den hele Handling neppe kaldes, den forekom mig som et Slags Ballet, hvorimod Dandsen af Derwischerne i Scutari hang i min Erindring som et Billede af en Daarekiste.

Orienten: En tyrkisk Skizze

Naar man fra Pera stiger ned mellem Kirkegaardens Cypresser, kommer man til et lille Qvarteer, som nok maa regnes til Galata, skjøndt det ligger udenfor dettes Mure! her er en ægte tyrkisk Gade, hvor den nyere Tids Indvirkning endnu ikke spores; den gaaer noget kantet, dens Bredde er saa stor, at et Æsel med Oppakning kan komme igjennem, den er ikke brolagt og synes, efter Regnveir, at være en dyndet Bæk, hvori er nedrammet Pæle, mellem hvilke er lagt et Bræt; alle Husene ere af Træ og to Etager; den underste forestiller en aaben Boutik, uden Vinduer og Dør, en omvendt Kasse, og her sidder paa det ophøiede Gulv Tyrken med sin lange Pibe, og rundt om hænge hans Handelsvarer. I brogede, lange Klæder, som oftest med et herligt Ansigt og Skjæg, sidde her de gamle Tyrker! her er ingen Snakken! hvert Huus kunde gjælde for Træskuret foran et Voxcabinet og Voxdukken udenfor har man i Eieren selv. En Flok herreløse Hunde slaaes midt i Gaden, en anden Sværm slider i et Aadsel, der ligger her. jeg giver Billedet, som jeg har seet det. Fem, sex, smag Tyrke-Drenge, saa godt som nøgne, den ene i det mindste har kun en Turban paa, hoppe med vilde Hyl omkring en død Hest, der, da Skindet er flaaet af, ligger ganske blodig, og i et Hjørnehuk af denne Gade strækker alle fire Been iveiret, den nøgne Unge sætter sig op at ride paa det blodige Dyr – og springer saa omkring; det er et eget Skue! – Men findes her ingen Straale af Poesi i hele dette Uvæsen! jeg svarer jo, thi jeg husker de store Viinranker, der ved enkelte Huse strække deres tykke Stamme op ad Trævæggen, og brede sig som et Løvtag hen over Gaden til Naboens Huus, som den pynter med sit Grønt! – Jeg husker den veltilgittrede, høiere Etage, der omslutter Qvinderne og skjuler dem for den Fremmedes Blik! her er Poesi! Tyrken selv, den gule Opiums-Spiser, der sidder i røde Buxer og brandguul Kaftan med grøn Turban, er et levende Digt; han sidder med Benene overkors, med halvaabne Øine og zittrende Læber, mit Øie læser de zittrende Blade, den henaandede Skrift; og saalunde lyder den: –

“See, hvor Viinranken snoer sig! dens Blad er grønt, som min Turban, dens Saft er rød, som mit Blod! – Men Saften og Blodet skal ikke blandes, har Propheten sagt! – At drikke Viin er en Synd, Viin er for Christne og Jøder! men Opiums Rod er Salomons Ring! den bliver i min Mund langt bedre end Viin, den bliver et Bjerg med Druer og Solskin! hver Sorg dufter bort! jeg føler mig saa karsk, jeg bliver saa glad, jeg bliver ellevild, jeg seiler og svæver! Propheten veed, hvad jeg gjør! jeg favner min Kone, jeg favner ti, tolv! – jeg hælder mit Hoved til Marmorbrystet, et Marmor, som svulmer med Ild og Flammer, man bliver selv til Flammer! hver Nerve er et Lyn! det knittrer, det knittrer! Allah er stor!”

Orienten: Kirkegaarden ved Scutari

Tyrkerne betragte sig som Fremmede i Europa, de ville derfor hvile i deres Fædreland, og det er Asien; ved Scutari er Constantinopels største Kirkegaard. Der, hvor een er jordet, lægge Tyrkerne aldrig et nyt Liig, den Dødes Grav er hans Hjem, og det er fredet; saaledes maa Kirkegaarden voxe, den ved Scutari strækker sig milevidt. For hvert Barn, som fødes, plantes en Platan, for hvert Menneske, der døer, plantes en Cypres, Kirkegaarden ved Scutari er derfor en udstrakt Skov, den er gjennemskaaret med Veie og Stier. Her ere de rigeste Gravmonumenter, den største Afvexling af Mindesøiler over de Døde. Paa de Grave, der dækkes af en flad, udstrakt Steen, er midt i denne anbragt en Fordybning, hvori Regnvandet kan samles, de herreløse Hunde lædske her deres Tørst, og Tyrken, som seer det, finder heri et Tegn paa, at den Døde er salig i Mohammeds Paradiis.

Tæt ved hinanden, som Stubbene paa en afmeiet Ager, staae under de høfe Cypresser de Dødes Gravstene, hver med en Turban eller Fess hugget i Stenene; man kjender let, hvor Derwischen og Tyrken af den ægte, gamle Tro hviler, og hvor den nye, halv europæiserede Slægt er bragt til Hvile; paa Stenene staaer med gylden Indskrift den Dødes Navn og Stand; en sindrig Gravskrift melder om Livets Forgjængelighed eller opfordrer til, at bede for den Døde; hvor Qvinden hviler, sees kun udhugget et Lotus Blad, smykket med Guld, intet Ord taler om hende – ogsaa i Døden er Qvinden her tilsløret, ukjendt for den Fremmede.

Intet Hegn indeslutter denne Skov med de Dødes Grave, eensomt og stille er her under disse mægtige Cypresser; den brede Landevei gaaer hen over de omstyrtede Grave; Araberen driver sine Kameler forbi, Klokken paa Dyrets Hals er den eneste Lyd i denne store Eensomhed.

Stille, som de Døde under Cypresserne, ligger foran os Marmorhavet og viser os sine farveskjønne Øer *);

*) Prindse-Øerne.

den største der, synes et lille Paradiis med vilde Fjelde, Viinhaver, Cypres-, Platan- og Pinie-Skove! Hvilken Herlighed seer fra de Dødes Have! denne Herlighed var Forviisningsstedet for styrtede Keisere, Prindser og Prindsesser under det byzantinske Rige; i Klostrene paa disse Øer maatte de sukke, som fattige Munke og Nonner! der er bedre hos de Døde! det Forkrænkelige sover der uden at drømme, det Evige stræber mod Gud.

Hvilken Stilhed mellem disse Grave under Cypresserne! i den maaneklare Aften ville vi vandre her. Hvilke mørke Træer! Natten slumrer over Gravene; hvilken lysende Himmel! Livet strømmer ud fra den.

Hen over den ujevne Vei bevæger sig et hvidt og et rødt straalende Punkt, som var det skinnende Roser; det er kun to Papirslygter, en gammel Tyrk holder dem i sin Haand idet han rider gjennem de Dødes Have; han tænker ikke paa de Døde, nei, de Levende er i hans Tanke; de smukke, de lystige Qvinder i det hyggelige Hjem, hvor han snart skal strække sine Lemmer paa de bløde Hynder, spise den hede Pilaf, dampe sin Pibe, mens den yngste af Konerne klapper hans Kind, og de andre give ham et “Skyggespil”, en lystig Comedie, som Tyrkerne have dem i Huset med Karagøf og Hadschi Aivat *).

*) Tyrkerne have det dem fra China bragte “Schattenspiel”, Hovedpersonerne i dette er Karagöf ɔ): Harlequin, Hadschi Aiwat ɔ): Pantalone, der taler i Vers og med Sententser, og Hopa-Thelebis ɔ): Petit-maitre.

Under de sorte Cypresser mellem Graven tænker den Gamle paa Livet – og Livet er Nydelse!

Det er atter stille! nu høres Fodtrin, – ingen Lygte lyser, ingen Hest traver forbi, en Knøs, ildfuld og stærk, deilig som Ismael selv, da han trykkede sin den første Qvinde til sit Hjerte, kommer der, han kommer med samme Tanke! Maanen beskinner hans straalende Ansigt, han ønsker i Elskov at skifte, som den, han ønsker at bygge sin Rede i hvert Huus og hvert Krat -! som det glødende Liv vandrer han over de Dødes Grave til et natligt Stevne. Hvilke Tanker flyve gjennem hans Sjæl -! ja det er en Tyrk!

Der er stille i de Dødes Have! der er stille i Hytten ved mare di marmora, men indenfor mødes to Læber, som Muslingeskallerne mødes, der indeslutte Kjærligheds Perle!

Orienten: Mohammeds Fødselsdag

Den fjerde Mai er det Prophetens Fødselsfest; allerede Aftenen forud begyndte Festligheden, og unægtelig den smukkeste Deel af den. At det imidlertid var Maaneskin, og at den osmanniske Politi-Lov, selv under disse Omstændigheder, byder Enhver, der gaaer ud efter at Solen er nede, at bære et Lys i en Lygte, hvis han ikke vil arresteres, ansaae jeg ikke for det Heldigste, men jeg maatte finde mig deri, thi hverken Maaneskinnet eller Politi-Loven lod sig forandre. En ung Russer, Aderhas, og jeg sluttede os til hinanden, og uden nogen Ledsager, kun forsynede med Lys i en stor Papirs-Lygte, vandrede vi afsted, for at see Illuminationen til Ære for Propheten. Vi gik gjennem en af Peras snevre Sidegader, og et Skue laae for os, saa storartet, saa phantastisk og deiligt, som man i Norden kun kan see det i en forunderlig Drøm. Fra den Række Huse, hvor vi stode, og dybt ned ad mod Havbugten strakte sig en Kirkegaard, det vil sige en Cypresskov med store, tætte Træer; den kulsorte Nat hvilede derinde. Over ujævne Bakker, bestandigt nedad, under de høie Træer snoer sig Fodstien, som Menneskets Fod og Hestens Hov har banet, snart engt imellem Gravmonumenter, snart hen over de omstyrtede Gravstene. Hist og her bevægede der sig en rød eller blaa Lygte, der snart forsvandt og snart igjen kom tilsyne i den sorte Grund. Eensomt ligger der paa Kirkegaarden enkelte Huse, Lyset skinnede ud fra det øverste Vindue eller blev baaret henad den aabne Altan.

Over Cypressernes Toppe skinnede, blaa som en Damascenerklinge, Bugten, opfyldt med Skibe; to af disse, de største, vare paa det rigeste smykkede med brændende Lamper, de straalede om Kanonportene, om Relingen og om Masten, de hang i Tougværket og forvandlede det til et straalende Næt. Ligefor laae Staden selv, det udstrakte, store Constantinopel med sine utallige Minareter, alle omvundne med en Krands af Lamper; Luften var endnu rød af den dalende Sol, men saa klar og gjennemsigtig, at Asiens Bjerge, det evig sneebedækkede Olymp, viste sig med alle sine brudte Linier, som en sølvhvid Sky bag den prægtige By; Maanelyset svækkede ikke Lampernes glands, men fremhævede kun Minareterne, der syntes hvide Stængler med kolossale Ildblomster; de mindre bare een Straalekrands, de større to, og de største tre, den ene over den anden.

Nærved hvor vi stod var ikke set Menneske at see; der var eensomt og stille; vi vandrede ned mellem Cypresserne, en Nattergal fløitede der sin kraftige Sang, og Turtelduerne kurrede i Træernes Nat. Vi kom forbi et lille Vagthuus, opført af Planker og malet rødt, en lille Ild var tændt mellem Gravstenene foran, og Soldater laae rundt om Ilden; de vare europæisk klædte, men Ansigtstræk og Farve sagde, at det var Ismaels Slægt, Ørkenens Børn; med de lange Piber i Munden laae de og lyttede til, hvad der blev fortalt; det var om Mohammeds Fødsel, Nattergalen oversatte det for os, ellers havde vi ikke forstaaet det.

“La illah ilallah!” *)

*) Der er ingen Gud, uden Gud.

I Staden Mekka kom Kjøbmændene sammen for Handelens Skyld; der kom indiske og persiske, der kom ægyptiske og syriske; i Templet Kaaba havde hver sit Gudebilled, og en Søn af Ismaels Slægt beklædte en af de høieste Værdigheder, den at mætte og lædske Pilegrimene; i sin Fromhed vilde han, som Abraham, offre sin Søn, men Sandsigersken bød den deilige Abdallah leve og hundrede Kameler offre for ham. La illah ilallah! – Og Abdallah voxte og blev saa skjøn, at hundrede Piger døde af Kjærlighed til ham; Prophetflammen lyste fra hans Pande, Flammen, der fra Skabelsens Dag skjult gik fra Slægt til Slægt, indtil Propheten fødtes, Mohammed, den sidste og første. Sandsigersken Fatima saae denne Flamme, og hun bød hundrede Kameler for hans Favnetag, men han trykkede Emina til sit Bryst, og samme Nat forsvandt Prophetflammen fra hans Pande og brændte under Eminas Hjerte. La illah ilallah! – Ni Maaneskifter gik, og aldrig have Jordens Blomster duftet saa sødt som i disse; aldrig har Frugten paa Grenen svulmet saa saftfuld; da rystede Klipperne, Søen Sava sank i Jorden, Gudebillederne styrtede i Templet, og Dæmonerne, som vilde bestorme Himlen, faldt som Millioner Stjerneskud, styrtede af Landsesvingeren, thi Mohammed, Propheten, fødtes i denne Nat! “La illah ilallah!”

Den Fortælling oversatte Nattergalen os, og Nattergalen forstaaer Tyrkisk ligesaa godt, som den forstaaer Dansk.

Vi gik hen under Peras Taarn ud til de dreiende Derwischers Kloster, og et større Panorama viste sig. Hele Marmorhavet og Asiens Bjerge laae bestraalede af Maanelyset, og som Mellemgrund hævede sig Scutari, hvis Minareter straalede med Lamper som Constantinopels, og her fremtraadte især Sophia-Moskeen med sine fire Minareter og Achmed-Moskeen med sine sex, hver med to eller tre funklende Stjernekrandse; de syntes at begrændse Seraillets Have, der strakte sig, mørk som en stjerneløs Nat, ned mod Bosporus; ikke et Lys viste sig i Sultanindernes Bygninger langs Bredden, men hvor det gyldne Horn ender, var plantet et Flammesværd, der kastede sit røde Skin ud over Vandet; utallige smaa Baade, hver med røde, blaae eller grønne Papiirs-Lygter, foer som Ildfluer mellem de to Verdens-Lande. Alle de store Krigsskibe straalede med Lamper, man saae hvert Skib, Tougværk og Stænger, Alt var som aftegnet med Ild-Conturer, Scutari og Stambul syntes bundne sammen ved det straalende Vand og de brogede Ildpunkter; det var Eventyrernes Stad, Phantasiens By, et magisk Lys var udgydt over det Hele, kun paa to Punkter laae Natten med al sin Hemmelighedsfuldhed; i Asien var det paa den store Kirkegaard bag Scutari, i Europa var det i Seraillets Have. Paa begge Steder var Nat og Drømme, de døde Heltes Drøm er om Paradisets Qvinder, i Seraillets Nat drømmes om Jordens, og de ere der unge og skjønne, som deres himmelske Søstre.

I Peras Gader var en Vrimmel af Grækere, Jøder og Franker, hver med sin Lygte eller Lys, det var et orientalsk Mocoli, men i Dragterne langt mere correct, rigere og mere broget end i Roms Corso den sidste Carnevals-Aften. Foran de fremmede Ministres Paladser brændte Lamper, opstillede i Pyramide eller antydende i et stort M Prophetens Navn. Klokken Ni lød Kanonskud fra alle Skibene, det dundrede som under det stærkeste Søslag, alle Vinduer rystede, Skud fulgte paa Skud, forkyndende Prophetens Fødsels-Time.

Jeg sov ind under Skyden og vaagnede tidligt under den samme Buldren; lystig Musik af Rossini og Donizetti klang gjennem Gaderne, Tropperne marscherede afsted, for at opstilles mellem Seraillet og Achmed-Moskeen, hvorhen Sultanen i stor Procession vilde begive sig.

Vor danske Consol Romani, en Italiener, kom for at afhente mig; en ung Tyrk med Pistoler i Beltet, og bærende to lange Tobakspiber, gik foran os, en gammel Armenianer i mørkeblaa, flagrende Kaftan og sin sorte, vaseformede Hat paa det ragede Hoved, bar vore Kapper efter os, og saaledes skred vi gjennem Peras Hovedgade ned til Galata; Tjenerne kom i een Baad og vi To i en anden, og nu gik det over Bugten, piilsnart mellem hundrede andre Baade, hvis Roerkarle gjensidig skreg og raabte, for at den Ene ikke skulde støde den Andens lette Fartøi isænk. Ved Landingsstedet i Constantinopel dannede Massen af Gondolerne en stor gyngende Bro, som vi maatte hoppe over for at naae den faste Jord, der er inddæmmet ved halvraadne Bjelker og Bræder. Trængselen var stor, men snart kom vi ind i en bredere Sidegade. Her var Folk nok, men dog altid god Plads! Tilslørede Qvinder i store Skarer toge samme Vei som vi, og snart vare vi under Seraillets Mure, der ind imod Byen ere meget høie og see ud som gamle Fæstningsmure; hist og her er et Taarn med en lille Jerndør, der aldrig synes at have været aabnet, Græs og Slyngplanter hang op om Hængslerne! Store, gamle Træer strakte deres bladfolde Grene ud over Murene; man skulde troe, det var Grændsen af den fortryllede Skov med den sovende Prindsesse.

Udenfor Sophia-Moskeen mellem den store Fontaine og Indgangen til Seraillet valgte vi vor Plads. Herfra har Sophia-Moskeen med sine mange Kupler og Tilbygninger Noget, der bringer os til at tænke paa en stor Blomster-Svibel, som har sat mange Smaa-Svibler om sig! Terrasserne foran vare opfyldte med tyrkiske Qvinder og Børn; de skinnende hvide Slør gave det Hele noget Festligt. Fontainen bag ved os er den største og smukkeste i Constantinopel, men ved Navnet Fontaine forestille vi os i Almindelighed et Basin, hvori Vandstraalen pladsker; det er ikke saaledes i Tyrkiet; en rigtigere Forestilling faaer man ved at tænke sig et fiirkantet Huus, hvis Vægge udenpaa ere ganske pompejansk brogede; den hvide Grund overmalet med røde, blaae og forgyldte Indskrifter af Alkoranen, og fra smaa Nischer, hvori er kjædet Messingskaaler, risler det indviede, friske Vand, hvormed Muselmanden paa de bestemte Timer om Dagen vasker Ansigt og Hænder. Taget er ganske chinesisk og dertil broget malet eller forgyldt. Duen, Tyrkens hellige Fugl, bygger her; i hundredeviis fløi Duerne over vort Hoved fra Fontainen til Sophie-Moskeen og atter tilbage. Rundt om lage en Mængde tyrkiske Caffehuse, alle af Træ og med Altaner, næsten som Husene i Schweiz, men mere brogede og mere faldefærdige; smaa Træplantninger vare foran hver og overalt opfyldte med tobaksrygende og caffedrikkende Tyrker, der i deres brogede Kaftaner, Nogle med Turban, Andre med Fess, kunde siges at drappere Husene og pynte Haverne. Mellem Fontainen og den store Port, der førte ind til Seraillets forreste Gaard, var desuden opført af Bræder to lange Stilladser paa Tønder og Borde, det ene høiere end det andet og begge belagte med Hynder og Tæpper, hvorpaa tilslørede Tyrkinder af den simpleste Classe strakte sig; gamle Tyrker, Persere og endeel frankiske Fremmede, hvis ubeslørede Qvinder bleve stærkt beskuede, havde Plads paa den høiere Deel af Stilladset. Nu kom flere Regimenter af tyrkiske Soldater, Alle europæisk klædte med snevre Beenklæder og korte Trøier, det hvide Bandeleer paa Kryds over Bryst og Skulder, Alle med rød, stiv Fess paa Hovedet; Garden saae meget godt ud, den havde nye Uniformer, stive Halsbind med Flipper, og bar i Dag for første Gang, som jeg hørte, hvide Handsker; derimod saae andre Regimenter ganske skrækkelige ud, jeg vil ikke tale om, at der i disse fandtes alle Ansigtsfarver, hvide, brune og kulsorte, men der var baade halte og klumpfodede Soldater. Den europæiske Uniform var dem for snever, og derfor havde en Mængde skaaret Sømmene op over Albuen, eller snittet en lang Flænge i Beenklæderne foran Knæet, at de kunde have friere Bevægelser, men herved stak en aldeles nøgen Albue frem, og i Marschen kom det røde eller kulsorte Knæ idelig ud af de blaa Beenklæder; især excellerede her eet Regiment, som jeg vil kalde det barbenede, thi Nogle havde kun een Støvle og een Sko, Andre derimod gik aldeles barbenede i Tøfler, og det i een af hver Couleur. Under klingende Spil droge de Alle ind i Seraillet, og efter der at have passeret forbi Sultanen, kom de tilbage og stillede sig i Række paa hver Side af Gaden – Æthioper og Bulgarer stode Side ved Side, Beduinen blev Nabo til Hyrdesønnen fra Balkanbjergene.

Klokken ti skulde Processionen begynde, men Klokken blev henimod tolv før det behagede Sultanen at begive sig fra Seraillet; Solen brændte med Sommervarme! – den ene Kop Kaffe blev drukket efter den anden, Bræde-Stilladserne faldt et Par Gange sammen, og alle Tyrkinderne rullede i een Klump! – det var en lang Venten. Her paa denne Plads var det for nogle Aar tilbage Skik, at Hovederne af dem, der bleve halshuggede i Seraillets Gaard, bleve kastede ud for Hundene; nu saae Alt saa fredeligt ud. Unge Tyrker, der kunde lidt Fransk eller Italiensk, indlode sig i Samtale med os og de andre Franker, ja viste den største Beredvillighed i at forklare for os, hvad der kunde tiltrække sig vor Opmærksomhed. Nedenfor Seraillets Mure udbredte sig det solbelyste Marmorhav med hvide Seilere, og Asiens Bjerge skinnede med deres Sneetoppe høit op i den klare, blaagrønne Luft. Det græsagtige Skjær i Luften havde jeg aldrig før seet; en ung Tyrk, der, som han fortalte mig, var født ved Bredden af Euphrat, sagde, at Himlen der ofte straalede mere grøn end blaa. Nu lød Kanonskud i Seraillets Have, Processionen tog sin Begyndelse. Forrest kom et Musik-Chor til Hest; selv Bækkenslageren og han med den store Tromme sad til Hest; Tøilen laae Dyret løst ned om Halsen, medens Bækkenerne blinkede i Solen; nu kom Garden, der i Sandhed tog sig saa godt ud, som nogen Garde i Christenheden, herpaa førtes en Skare prægtige Heste, alle uden Rytter, men prydede med herlige Skaberakker, røde, blaae og grønne, og alle som oversaaede med Ædelstene! Hestene syntes at dandse paa deres fine, stærke Been, kraftigt hævede de Halsen med den lange Manke; de røde Næseboer bævede, som Mimosaens Blad, og i Øiet lyste en forstandig Sjæl. En Skare ridende, unge Officerer fulgte, alle europæisk klædte i Frakke og med Fess; Embedsmænd, militaire og civile, alle i samme Slags Klædning, kom efter disse, og derpaa Rigets Stor-Vezir, en Mand med et stort, hvidt Skjæg. Paa forskjellige Steder i Gaden vare Musik-Chor opstillede, det ene afløste det andet, især med Numere af Rossinis Vilhelm Tell! pludselig forstummede disse, og den unge Sultans Yndlings-Marsch begyndte; den er componeret af Donizettis Broder, der er ansat her som Capelmester. Sultanen kom; foran ham førtes et Tog af arabiske Heste, med endnu prægtigere Skaberak, end dem vi før saae. Rubiner og Smaragder dannede Sløifer ved Hestenes Øren, de Saffians Tøiler vare oversaaede med funklende Stene, og Saddel og Tepper broderede med Perler og Juveler! det var en Pragt, som saae vi, hvad Lampens Aand havde skabt for Aladdin. Omringet af en Skare unge Mænd, Alle til Fods og skjønne, som vare de Orientens Qvinder, der uden Slør vovede sig ud, og hver med en grøn Fjervifte i Haanden, sad paa en prægtig, arabisk Hest den unge, nittenaarige Sultan Abdul-Meschid; han var i en grøn Frakke, knappet over Brystet, og uden nogen Slags Prydelse, naar man undtager en stor Juveel og en Paradisfuglfjer, der vare heftede paa hans røde Fess. Han saae meget bleg og mager ud, havde lidende Træk og fæstede sine mørke Øine stivt paa Tilskuerne, især paa Frankerne. Vi toge vore Hatte af og hilste; Soldaterne raabte høit: leve Keiseren! men han gjorde ikke mindste Bevægelse til Gjenhilsen. “Hvorfor hilser han os ikke!” spurgte jeg en ung Tyrk ved Siden af mig, “han saae jo vi toge Hatten af!” – “Han betragtede Dem!” svarede Tyrken, “han betragtede Dem meget nøie!” – Det skulde vi være tilfredse med, det var saa godt, som den bedste Hilsen. Jeg sagde Tyrken, at alle frankiske Fyrster hilste med blottet Hoved, saaledes som vi hilste dem. Det forekom ham som et Eventyr. Paschaer og andre Rigets Store fulgte efter; frankiske Officerer i tyrkisk Tjeneste, og derpaa en Skare af Folket, Tyrker og Tyrkinder sluttede Toget. Der blev en Trængsel, en Muddren! halvnøgne Gadedrenge med forslidte Turbaner, gamle Tiggerkjærlinger, beslørede med Laser, men i Saffians Tøfler og brogede Buxer,borede sig skrigende gjennem Vrimlen. Allah Ekber!*)

*) “Gud er Stor!”

brølede de, naar Soldaterne satte Geværkolben mod dem. Den hele Gade var en broget Flod af Fess, Turban og Slør, og paa begge Sider bevægede sig, som denne Flodbreds Sivplanter, de blinkende Bajonetter. Overalt hvor Franker vilde passere de opstillede militaire Rækker, kom strax Officererne med største Artighed og gjorde Plads; de dreve deres Troesbrødre til Side, og disse stirrede paa de hædrede Franker, idet de gjentoge Udraabet: Allah Ekber!

Orienten: Besøg og Afsked

I Athen var jeg blevet forsynet med flere Breve, der gjorde mig Opholdet i Pera saare behageligt! den østerrigske Internuntius, Baron Stürmer, den græske Minister Chrystides, og vor danske Consul, Italieneren Romani, maa jeg især nævne.

Omsluttet af Mure og med en stor, smuk Have, hvor man mellem Roser og Cypresser har Udsigt over den lavere liggende Stad, Bosporus og Marmorhavet, ligger den østerrigske Minister-Residents, der bestaaer af flere Bygninger. Herinde i de oplyste Værelser, der frembyde al europæisk Beqvemmelighed og Luxus, følte man sig hjemme. Tydske, franske og engelske Aviser og Journaler laae fremlagte; der blev sjunget og musiceret, en stor Deel af den diplomatiske Verden og flere interessante Familier lærte jeg her at kjende; og Timerne fløi hen. – Naar vi imidlertid ud paa Natten brød op, havde Hjemtouren noget Eget! I Corridoren ventede Tjenere med Portechaiser for Damerne, Herrerne ledsagedes gjennem Gaderne med Fakler, eller hver bar sin Lygte med Lys.

Hos Ali Effendi og den keiserlige Tolk Saphet, der begge boe i den Bygning, som fører Navn af: den høie Port, saae jeg for første Gang et tyrkisk Huus indvendig. Paa Trapperne og i de lange Gange, der vare bedækkede med Siv-Maatter, vrimlede af europæiske og asiatiske Muselmænd samt fattige Qvinder med Bønskrifter i Hænderne, rundt om gik Soldater med korte, tunge Sabler. Enhver, som kom, maatte først drage sine Sko eller Støvler af og iføre sig Tøfler.

Foran Indgangene, der vare beklædte med lange Tepper, holdt bevæbnede Tjenere Vagt; inde i Værelset var en Divan langs med Væggene, den var det dominerende Meublement. Ali Effendi underholdt sig med mig om Lamartines Reise i Orienten og spurgte mig, om jeg vilde beskrive mit Ophold her og Indtrykket, Skuet af Constantinopel havde gjort paa mig. jeg sagde ham, at jeg fandt Beliggenheden at være den skjønneste i Verden, at Skuet langt overgik Neapels, men at vi i Norden havde en Stad, der frembød noget meget beslægtet med Constantinopel. Og jeg beskrev ham Stockholm, der seet fra Mosebakken, har noget af det Skue, Constantinopel frembyder fra Peras Taarn ud mod de søde Vande. Den Deel af Stockholm, som kaldes Sødermalmen, viser os rødmalede Træhuse, Kupler paa Kirkerne, Grantræer og Hængebirke, Alt er tyrkisk, kun Minareterne mangle! – Under Samtalens Løb spurgte han mig, hvor mange Dagreiser Stockholm laae fra mit Fædrelands Hovedstad, om Forskjelligheden imellem Sprogene i disse to Stæder. Saphet Effendi var mindre talende, men høist opmærksom og ganske, som det syntes, europæiseret. – Tyk Kaffe og Piber med god Tobak blev præsenteret; jeg, der aldrig røg Tobak, maatte af Høflighed tage en Pibe i Munden, det var det eneste Ubehagelige i: “den høie Port!”

Romani fortalte mig, at jeg i Pera havde en Landsmand, en Skomager fra Kjøbenhavn; han var gift og bosat og hed Hr. Langsch, et aldeles dansk Navn, som han sagde; jeg benægtede dette sidste, men bad ham føre mig derhen; vi kom i en af de meest besøgte Gader i Pera, der hang over en Dør et ægte dansk Skildt med en stor Støvle,. og neden under stod skrevet Navnet “Lange”. Vi kom ind i Værkstedet. “God Dag! jeg har nok her en Landsmand!” sagde jeg, og strax sprang Manden op fra sin Stol med et af Glæde straalende Ansigt; jeg trykkede hans Haand, og snart vare vi dybt inde i en dansk Passiar, han fortalte mig, at det var ni Aar siden han forlod Danmark, han havde gjennemvandret Ungarn og Wallachiet, havde arbeidet længe i Galatz og der giftet sig med en wallachisk Pige; de vare for et Par Aar siden flyttet her til Pera, hvor de levede godt og havde deres gode Udkomme, han holdt Svende, kunde endogsaa lægge en lille Skilling tilside, for engang at reise hjem til Danmark, og saa komme igjen til Tyrkiet, hvor det gik ham saa godt. Han bad mig hilse hans Fader, Brødre og Søstre, Faderen var Skomager i Kjøbenhavn, sagde han.

Vor danske Minister, Kammerherre Hübsch, der er født i Constantinopel og altid har været her, har sin Bolig i Bujukdere, der ligger ikke langt fra det sorte Hav; et Besøg hos ham bliver fra Pera altid en lille Reise, men den kan gjøres meget beqvemt paa en Baad ned ad Bosporus *).

*) Under mit ophold i Constantinopel, sluttedes Handelstractaten mellem Hans Majestæt Kongen af Danmark og den Ottomaniske Port, den 9de i Maaneden Rebi-ul-ewel 1257, det vil sige den 1ste Mai 1841.

Hübsch var saa opmærksom at ville afhente mig, for at jeg kunde tilbringe nogle Dage hos ham; men samme Dag havde den græske Minister Chrystides indbudt mig til en Diner, hvor jeg vilde træffe sammen med flere Grækere, som interesserede mig; senere at gjøre denne Udflugt, tillod ikke Tid og Omstændigheder; det østerrigske Dampskib, der fra Constantinopel over det sorte Hav stod i Forbindelse med Dampskibene paa Donau, afgik just i disse Dage; denne Fart interesserede mig i høi Grad; jeg vilde derved faae Leilighed til at see en stor Deel af Bulgarien, Wallachiet, Servien og Ungarn. Men i Rumelien var der Oprør, i man frygtede, at Bevægelserne strakte sig til de tilgrændsende Lande. I hele tre Uger var den østerrigske Post, der gaaer over Belgrad til Constantinopel, ikke indtruffet, man var forvisset om at den maatte være myrdet eller fanget. Ingen her vidste ret Besked, ingen Forholdsregler bleve tagne; den østerrigske og russiske Minister sendte Stafetter til Adrianopel og Balkan; Efterretningerne, de fik, vare høist ufuldstændige, men vist var det, at de tyrkiske Skatte-Indkræveres Haardhed og Uretfærdighed havde bragt de christne Familier til Opstand, i de to Stæder Nissa og Sophia. Under Grækernes Paaske skulde Tyrkerne være trængt ind i Kirkerne og der have skjændet Qvinder og Drenge; over 2000 skulde være myrdede.

Hver 10de Dag kan man fra Constantinopel gjøre Reisen over det sorte Hav og op ad Donauen til Wien, men saaledes, som Omstændighederne nu stod, var det at befrygte, at jo længere Reisen opsattes, desto mere usikkert blev det, om den kunde gjøres og om jeg ikke blev nødt til at gaae tilbage over Grækenland og Italien. I Hotellet, hvor jeg boede, var to Franskmænd og en Engellænder, med hvem jeg havde aftalt, at vi sammen skulde gaae Donauveien til Wien, men de opgave det nu ganske og valgte Hjemveien over Italien; de ansaae Donau-Reisen nu for et aldeles taabeligt Foretagende og vare af Autoriteter, som de sagde, blevne bestyrkede heri, de oprørske Bulgarer vilde neppe, meente de, respectere det østerrigske Flag, og om man ikke blev dræbt, vilde man dog udsætte sig for hundrede Ubehageligheder.

Jeg tilstaaer det, jeg havde en høist urolig, pinlig Nat, før jeg kunde bestemme mig; alt næste Dags Aften skulde jeg ombord, hvis jeg vilde med Skibet. Frygt for de mange Farer, der efter Alles Sigende forestod, men paa den anden Side min brændende Lyst efter at see noget Nyt og Interessant, satte Feber i mit Blod. Tidlig om Morgenen gik jeg til Baron Stürmer, udtalte mig for ham og bad om hans Raad. Han sagde, at Aftenen forud var indtruffet en russisk Coureer, der havde passeret netop den Deel af Landet, vi skulde igjennem, for fra det sorte Hav at naae Donau, men at der endnu ingen Uroligheder viste sig, samt at to østerrigske Officerer, Oberst Philippovich og Major Tratner, der begge vendte hjem fra Felttogene i Syrien, og hvem jeg alt kjendte fra Dineerne her i Huset, netop gjorde Donau-Reisen hjem med det Skib, der gik imorgen tidlig. Alle Depescher og Breve samt en betydelig Sum Penge var, da Posten ikke kunde gaae, overdraget Philippovich, under de værste Omstændigheder kunde han forlange al Beskyttelse; til disse Herrer kunde jeg slutte mig.

Reisen var altsaa nu bestemt! og fra dette Øieblik var ogsaa al Frygt borte. Samme Time indtraf i Pera en Efterretning, der øieblikkelig fortrængte den megen Tale om Opstanden inde i Landet, den sørgelige Efterretning, at Dampskibet Stambul, det største, det østerrigske Compagnie eiede, var i denne Morgen, under de stærke Taager som svæve over det sorte Hav, stødt mod en Klippe, tolv Mile østlig for Amastra, og aldeles forliist, men alle Passagerer reddede.

Henimod Aften forlod jeg Pera; fra Kirkegaarden under dens høie, runde Taarn inddrak mit Øie endnu eengang det store, underdeilige Panorama af Constantinopel, Marmorhavet og det sneedækkede Olymp.

Det var Dampskibet Ferdinando 1., der skulde bære mig over Pontus Euxinus; her var hyggeligt og godt ombord og i første Kahyt var, foruden Philippovich, Tratner og jeg, kun een Passageer til, nemlig Engellænderen Ainsworth *),

*) En nærbeslægtet af den bekjendte engelske Digter Ainsworth.

der havde været udsendt til en Expedition i Kurdistan og nu senest kom fra Babylon.

Ombord fandt jeg alt en heel Skare Dæks-Passagerer, Tyrker, Jøder, Bulgarer og Wallacher, som gjorde sig det mageligt, kogte deres Kaffe og strakte sig for at sove; Baade krydsede rundt om vort Fartøi, Skibe kom og gik! der var et Liv paa Vandet, en Susen og Summen inde i Pera og Constantinopel, som om et Oprør brusede gjennem Gaderne! Nei, Sligt kan kun det levende Neapel give et Begreb om!

Lige over Seraillets mørke Cypresser stod Maanen rund og stor, men ganske bleg i den lysende blaa Luft; Solen gik ned, og dens røde Straaler faldt paa Vinduerne ovre i Scutari, det saae aldeles ud, som der var tændt Blus ved Blus, det blændede Øiet, i et Nu vare de slukkede, og Aftenen gjød sig ud over den klare Vandflade, over Kupler og Minareter; tæt ved vort Skib væltede sig store Delphiner; fra Seraillets Side foer piilsnart hen over Bugten store Gondoler, roede af tolv til tyve Roerkarle, Alle med flors-agtige Ærmer, der hang ned fra de nøgne, kraftige Arme, afmaalt fulgte de raske Aareslag, Gondolen fløi som en Piil, og agter ude sad paa ophøiede, brogede Hynder og rige Tepper, der hang lige ud i Vandet, den gravitetiske Tyrk, med korslagte Arme; – det var som et Drømmesyn! en Scene i et Eventyr! Stjernerne funklede, Muezzinen raabte i hule, eensformige Toner ned fra Minareterne hvilken Time det var.

Orienten: Bosporus

Bosporus er en Flod med Havets Gjennemsigtighed, en Saltvands-Flod, der forbinder to Have, en Flod mellem to Verdensdele, hvor hver Plet er malerisk, hvert Sted historisk; her beder Orienten til Europa og drømmer sig at være Hersker. Jeg kjender ingen Strækning, som denne, hvor Kraft og Mildhed er forenet saaledes, som her. Rhinens Kyster i al deres Efteraarsdeilighed have dog ikke Farver, som Bredderne ved Bosporus, Rhinen forekommer snever mod Leiet for disse glasgrønne Vande, og dog maatte jeg tænke paa Rhinen, jeg maatte tænke paa Mælarens Bredder mellem Stockholm og Upsala, naar den varme Sommersol skinner mellem de mørke Graner og zittrende Birke.

Vandspeilet er paa de fleste Steder ikke bredere, end at man tydeligt seer Alt paa begge Kyster; i syv Krumninger snoer sig denne over tre Mile lange Strøm mellem Marmorhavet og det sorte Hav, og næsten i hele denne Udstrækning seer den europæiske Kyst ud som een Stad, een eneste Gade, bag hvilken Bjergene hæve sig, om ikke storartede, dog altid saa at de kunne kaldes Bjerge, og paa disse svulmer det, som var det en Have, en ægte botanisk Have! her ere Birke, som i Sverrig og Norge, Grupper af Bøgetræer, som i Danmark, Pinier, Plataner og Castanier, som vi see dem i Italien, og Cypresser, kraftige og store, som kun Kirkegaardene ved Pera og Scutari eie dem; og midt i dette yppige Grønne reiser Palmen sig med sin brede Capitæl, en Mindestøtte, der siger os, hvor vi egentlig ere i Verden.

Den hele Kyst synes, som sagt, en By og er dog ingen By! her vexler med Gade og med Have, med Kirkegaard og Viinmark; her staaer en Moskee med sine hvide, kneisende Minareter, her en skummel, halv forfalden Fæstning, der et Palads, som vi tænke os det i Østerland, og her smaa, rødmalede Træhuse, der synes hentede fra Norges susende Granskove.

Vende vi nu Øiet mod asiatisk Side, da er Alt ligesaa rigt, ligesaa afvexlende, kun ikke denne Masse af Bygninger, der bringer os til at betragte Kysten i Europa som en uendelig Stad; her ere Sletterne større, Bjergene høiere og mere forgrenede.

Den femte Mai, Napoleons Dødsdag, skulde jeg tilbringe paa det sorte Hav! der ere flere Aandens Festdage for os, end de Almanaken betegner som Søn- og Helligdage! vort eget Liv og Verdenshistorien udpege os enkelte, der ikke saaledes fremtræder i Calenderen; tidt har jeg, ved at mindes en saadan Dags Mærkværdighed, ret levende følt, hvor prosaisk tom den var hengaaet for mig; dog i dette Aar traadte en af Nutidens berømmelige Dage ret eiendommelig og festlig frem for mig; denne Morgen Klokken 4½ seilede jeg fra Constantinopels Havn, gjennem Bosporus og ud i det sorte Hav.

Jeg vaagnede ved at vi lettede Anker; ihast var jeg klædt paa, jeg traadte op paa Dækket; Alt laae indhyllet i Taage, men det var kun et Øieblik, og med en forunderlig Hurtighed hævede den sig indtil Spidsen af Peras Taarn. Dette med Galata og Topschana laae bag os; de store Kasernebygninger, den høie Moskee i Forstaden Fündüklu traadte herskende frem med hele den tyrkiske Flaade, som laae her, nylig vendt hjem fra Ægypten; vi gled tæt forbi, rundt om fra alle Kanonportene stak tyrkiske Soldater og Matroser deres Hoveder frem, hver af dem kunde i faa Minutter fortælle os sandfærdigere Ting og, ved Sagen selv, mere poetiske end Püchler-Muskau giver os dem i sine lange, berømte Værker; men vort Dampskib var i Flugt, Taagerne vare ogsaa i Flugt, snart berørte de Skibets Skorsteen, snart hævede de sig, som for at forvandles til regnbringende Skyer, der var et Liv og en Bevægelse over os, som om Darius med sin Hær, i disse Taageskikkelser, atter drog over Bosporus, der var et Liv og en Bevægelse omkring os med Baade, de som kom fra Krigsskibene, store og vel bemandede, de som kom fra Kysterne, tynde, skrøbelige Gondoler, hvor Tyrken laae paa Bunden med korslagte Been. Men paa vort Fartøi var stille. Hen over Dækket havde Tyrkerne udbredt brogede Tæpper, Nogle sov indhyllede i deres forede Pels, Andre drak deres tykke Kaffe, eller blæste Skyer fra den lange Tobakspibe; Taagerne sank og steg, som da Verden formedes af Chaos; nu brød Solen frem, nu syntes den igjen ingen Magt at have; de i det Fjerne liggende Skibe fik Udseende af Taagebilleder, jeg maatte tænke paa Dødsseileren og den flyvende Hollænder.

Topschana og Pera syntes at være een By med Constantinopel, Scutari at være Forstaden; denne med sine hvide Minareter, rødbrune Huse og grønne Haver laae nu i det klareste Sollys; det strømmede ud over den hele asiatiske Kyst; man saae den yndigt høitliggende Landsby Kandelli, den keiserlige Have og Storherrens udstrakte Paladser. Hvilke Rigdomme, hvilken Naturpragt om Bosporus’s Kyster! –

Hvortidt, da jeg var Dreng, seilede ikke min Tanke gjennem “Tusind og een Nat” og jeg saae sælsomme Slotte af Marmor, med hængende Haver og kjøle, springende Vande, her traadte et saadant frem for mig i Virkeligheden, levendegjort i hver Enkelthed, det var det paa europæisk Side nylig fuldendte Sommer-Palads, hvori forrige Aar Abdul Meschid var den første Sultan der flyttede ind. Det er i østerlandsk Stiil og i store Forhold med Marmor-Søiler og høie Terrasser.

Dette er Scenen for en ung, ikke tyveaarig Fyrstes Elskovs-Lykke; her, for at tale i de tyrkiske Digteres Aand og med deres Ord, her kommer Vaaren tidlig og ifører Tulipanen sin røde Kjortel, som Duggen sætter Sølvknapper paa, og for den unge Fyrste hæve Cypresserne og Platanerne bedende deres Hænder, at de maae beskygge ham i en lang Levetid! – Men hvad er en lang Levetid, det er en lykkelig Levetid, og lykkelig, ja der er Begrebet forskjelligt, et udødeligt Navn eller Kjærligheds Lykke -?! spørg den Unge! ak, Enhver er ikke en Alexander, som kan vinde begge og vinde dem dobbelt, ved at døe midt i Seiren.

Slottets Have strækker sig ned til Landsbyen Kurutscheme, hvis eiendommelige Træbygninger langs med Vandet tildrage sig Opmærksomheden, den ene Etage hænger ud over den anden, understøttet af Bjælker, der paa skraa gribe ind i Træværket neden under. Stuen mellem Bygningerne og Vandet er saaledes saagodt som bedækket foroven af de fremspringende Etager. Herinde boe flere ældre Sultaninder; Vinduerne ere derfor udenfor vel tilgittrede med Skjærme, der naturligviis ikke mangle deres Kighuller, hvorfra de fordums Skjønne og Mægtige kunne see ud paa Vandet og de fremmede Skibe. Ak, hver af disse Qvinder var engang et Skjønheds Digt, nu ere de glemte, og de kunne ikke trøste sig med: “vergessne Gedichte sind neue!” De lange Silkeøienhaar, der var en Række af Pile, som trængte ind i Brystet, hænge nu som Grædepile over Øiets Sø, den eneste, hvori endnu en Skjønheds-Stjerne speiler sig, og de trække Sløret tættere sammen, kun ei om Øiet, det tør sees og det seer; Himlen veed, hvilket Øie vi og vort Skib afspeilede sig i forbi Kurutscheme; Skibet kom ogsaa i stærkere Bevægelse; Styrmanden forklarede det ved, at her vare de værste Strømninger i Bosporus.

Den yndige Dal Bebek med sit Lystslot aabnede sig for os; den begrændses af en Kirkegaards mørke Cypresser. Dog disse faa Ord give intet Billede; Øiet maa see denne Dal, der som en engelsk Park i det skjønneste Sollys viser en Afvexling af Grønt, som den ikke blandes paa nogen Palet, man maa see disse Pile, hvis bevægede Grene synes at lege med deres Skygge henad Jorden, disse Grupper af Løvtræer, under hvis skyggefulde Tag den vilde Turteldue har sit Serail; disse fede, grønne Græsplainer, hvor den hvide skinnende Oxe staaer som et Oldtids Marmorbillede, halv skjult i det høie Græs. Her er Liv, Solskin og Nyden, tæt ved ligger Grændsen, den mørke Cypresskov med Død, Skygge og Ro.

Vi gled Kirkegaarden forbi, maleriske Klipper hævede sig, vi vare paa det Sted, hvor Androkles fra Samos slog Broen over Bosporus, paa hvilken Darius førte Perserne ind i Europa mod Scytherne; een af Klipperne her blev da omformet til en Throne for Darius, hvorfra han saae Overgangen; intet Spor heraf er mere tilbage. Osmanniske Hellige hvile ved Klippens Fod, hellig er nu den Grund, de vilde Hære have betraadt, høie, sorte Cypresser staae Vagt om Gravene, Bosporus’s flygtende Fugle, Søfolkene kalde dem de fordømte Aander, fløi os her imøde og vendte igjen i samme Nu. Her ligge paa asiatisk og europæisk Side de mægtige Slotte Anatoli Hissari og Rumili Hissari, der skulle beherske Indløbet, men Skydehullerne ere tilmurede, Bygningerne vare alt længe forvandlede til Fængsler, “de sorte Taarne” kaldes Slottene nu, hvor tusinde Christne have vansmægtet. Slottet paa europæisk Side er sælsomt bygget, Sultan Mohammed vilde at det skulde danne hans Navn, saaledes som dette skrives med de arabiske Skrifttegn; hundrede christne Kirker rundt om maatte give Materiale til disse beboede Ziffre; men ingen Glæde har aandet i disse, Dødsuk have gjennemzittret Mohammeds Navnetræk; selv muret fast med Steen paa Steen vil Tidens stærke Finger udslette denne Skrift, og hvor det stod, vil jorden paa sin sorte Tavle bære Foraarets Digtning, duftende Buske, Græs og Blomster.

Skjønnest er her paa asiatisk Side! bag den skumle Fæstning strækker sig ind i Landet Dalen med “de himmelske Vande”, den af alle Dale ved Bosporus, der prises som den skjønneste, og hvis Naturpragt har givet Bækken der sit Navn; men vi gled for hurtigt forbi, vi saae kun saa meget, som man, ved at see ind i en skjøn Qvindes aabne Øine, kan læse af hendes Sjæls Deilighed.

Kandiliches store Moskee hævede sig frem foran os, som var det Achmeds-Kirken, der af Mohammeds Engle var bagret herhid, for at vi endnu eengang skulde qvæges ved dens prægtige Skue, en lille Landsby laae næsten skjult mellem kjæmpestore Figentræer, den har af disse Navnet: Figenbyen.

Mellem Linde, Grædepile og Plataner hævede sig amphitheatralsk Sultanje og speilede sig omvendt i den stille Vandflade under Kysten. Det hvide, slanke Minaret, det, der i Virkeligheden pegede mod Himlen, og den, der paa Vandfladen pegede nedad, syntes at sige: see ikke blot Livet i Solglandsen omkring Eder, see det oven over, i de jagende Skyer og flygtende Fugle, see det i Vrimlen paa Vandet mellem de to Verdenslande; og i Sandhed her var Liv og Bevægelse! store Baade med Tyrkinder, indhyllede i hvide, luftige Slør, satte over fra den ene Kyst til den anden. Lige under vort Fartøj hævede en af de yngste Qvinder sig i en af Baadene, hun saae opad, og det tonede for mit Øre den persiske Sang om Cederens Væxt og Tulipanens Pragt. Hvo har ikke i en kulsort Nat pludselig, ved eet eneste Lyn, seet den hele Egn oplyst, og Alt blive Nat igjen, men man glemmer aldrig Billedet af hvad man saae; her kom to Lyn, hvert Øje sendte et saadant, og saa var det Nat, vi saae ikke længer Orientens Datter, men alt Aarhundreder før vor Tid har Digteren sjunget om hende: “Tørrer hun sine Lokker med Klædet, da dufter det af Moskus, borttørrer hun Øjets Taarer, da trille Perler fra Klædet, berører det hendes Kind, da fyldes det med duftende Roser, og trykker hun det til sin Mund da omslutter det en paradisisk Frugt!” Jeg saae efter Baaden, vi vare langt fra den, Qvinderne i de hvide Slør syntes Aander i Charons Baad, og der var Sandhed i denne Tanke, thi hvad vi aldrig mere skulle see er blandt de Døde. En Orange havde hun kastet i Vandet, den gyngede paa Strømmen, som en Erindrings-Stjerne om Mødet. Lange Fiskerbaade Skjød forbi store Skibe, der kom fra det sorte Hav, Ruslands dobbelte Ørn slog med Vingerne i det stolte Flag. Stille og gyngende paa Vandet, ud for et Fiskerleie, jeg troer Baikos, laae Hytter, der endte forneden i et udspændt Net, hvori Sværdfiskene skulde fanges; jeg siger Hytter, man kunde ogsaa kalde dem Kurve, i hver sad en halvnøgen Fisker og passede Fangsten.

Paa europæisk Side nærmede vi os Therapia – i hvis dybe Bugt laae et Par store Skibe; en lille Baad mødte os her, en gammel Neger førte Aaren; han havde en ulden Kittel paa, som Grækerne bærer den, store Sølvringe hang i hans Øren, men paa Hovedet havde han kun sit tykke Uldhaar; Baaden var, bogstavelig talt, fyldt med Roser, en lille Grækerpige, med sit mørke Haar flettet om den røde Fess og en stor Guldpenge deri, stod og lænede sig op til en af Kurvene med Roser, i Haanden havde hun en af de bulgariske Haandtrommer. Baaden vippede ved den forstærkede Bølgebevægelse, vort Skibs stærke Fart satte Strømmen i, og den lille Pige holdt sig fastere til en af Kurvene, den væltede med hende og udgjød sin Strøm af Roser over hendes Bryst og Ansigt; hun rejste sig igjen, og da hun saae, at vi betragtede hende, slog hun leende paa den lille Tromme, kastede den derpaa i Kurven og holdt en Haand fuld af Roser for sit Ansigt; Baaden, Negeren, den lille Pige og som Baggrund Therapia med sine Haver, Bygninger og Skibe, det var et Maleri, som fortjente at foreviges.

Dog i et stort og rigt Billedgallerie fortrænger, ved den første Vandring derigjennem, det ene Maleri det andet, og Bosporus er en saadan Billedsal, med tusinde Billeder, som kun de største Mestere kunne give os dem; jeg, som fortæller derom, har kun een eneste Gang i mit Liv, paa et Dampskib i dets Fart, beskuet disse Kyster.

En større, bredere Bugt, end vi endnu havde seet den, udgjorde Forgrunden for det næste Billede; Gesandternes Sommeropholdssted Bujukdereh laae for os; jeg søgte der mellem de mange Nationers Flag, som vajede, mit Fædrelands, og jeg opdagede det! jeg saae det hvide Kors i den røde Grund; Danmark havde plantet sit hvide Christikors i Tyrkens Land; Flaget vajede i Vinden, det var, som bragte det mig en Hilsen fra Hjemmet; min Nabo ved Skibets Reling pegede hen paa den store Vandledning med de dobbelte Buer, der midt i det Grønne hævede sig i den dybe Dal; en Anden fortalte om Medea, der havde vandret her, hvor nu Søfolkene droge deres Baade op under de høje Plataner, men mit Øje og min Tanke var kun hos det danske Flag, det jeg her første Gang saae igjen paa min hele Rejse, Minder, der gjorde Hjertet blødt og mildt dykkede op i Sjælen.

Hvad af tænkelig Skjønhed og Mildhed kunde Bosporus’s Kyster mere fremvise, og ligesom i Følelse heraf forvandlede de sig pludselig i en vild Natur; guulagtige, sønderrevne Steenblokke stode op af Vandet; Batterier, anlagte for at dække Bosporus mod Kosakkernes Streiferier, forstærkede det umilde Skue. Taarnet højere oppe kaldes Ovids Taarn, og Sagnet angiver, men falskeligt, at det var her Digteren sad fangen ved det sorte Hav. Taarnet er nu en Ruin, der, naar Solen er nede, benyttes som Fyrtaarn, store Fakler antændes deroppe, det røde Baal lyser for det sorte Havs Skibe.

Endnu en lille Strækning er paa asiatisk Side Alt yppigt grønt, men snart, hvor Kysterne meest nærme sig hinanden, træder den vilde Fjeld-Natur lige dristig frem paa begge Sider; i Asien ender her den bethyniske Bjergkæde, i Europa den traciske; ingen Sti snoer sig nu mere langs Vandet, Steengederne kravle høir paa de sælsomme Klipper. Det sorte Hav ligger ud foran os, og paa Pynten af to Verdeners Lande ligge Fyrtaarne, med Velkomst-Blus eller Afskeds-Stjerne, alt som Skibet styrer sin Cours.

Nær ved Kysten reise sig underlige Klippeøer, de synes kastede mod hinanden, den ene Steenblok synes at holde paa den anden; Sagnet siger, at disse Fjelde engang vare svømmende, de knugede Skibene mellem sig, først da Argonauterne lykkeligt seilede forbi dem, bleve de bundne.

Solen skinnede paa de nøgne Stene, Havet laae uendeligt stort foran, vi foer derud. Taagerne, som under hele vor Seilads gjennem Bosporus snart steg snart sank, men dog aldrig skjulte Kysterne, faldt nu, som et Tæppe der ruller ned for en pragtfuld Opera-Decoration; i et Nu var Asiens og Europas Kyst skjult for os, Søfuglene slog en Kreds om Skibets Skorsteen og jeg saa igjen tilbage; vi saae kun Hav og Taage.

Orienten: Det sorte Hav

Saalænge vi seilede i Bosporus, havde vi kun Øie for den deilige Landskabs-Revue, nu var denne endt; vi syntes at svæve gjennem Skyer, der endnu i hurtigere Flugt end vi, foer hen over Havet; der var noget saa nordisk hjemligt i disse Taager, det var mig som om jeg seilede paa Kattegattet i November Maaned. Man maatte svøbe sig ind i alt det Vintertøi, man havde; og jo længere vi kom ud, des koldere blev det; en halv Time knugede os den klamme Taage, og da som et Lyn var den forbi, Solen skinnede klart, Luften blev deilig blaa, dog Vandet fik ikke Middelhavets Blaahed og Gjennemsigtighed. Det sorte Hav har ganske Charakteren af vore nordlige Have; her gik korte Bølger af en tæt, glandsløs Farve, blyagtige, imod det lette, skinnende Middelhavs.

Vort Skib, der her gjennemskar de Vande, Argonauterne engang beseilede, var hverken ved Størrelse eller Beqvemmelighed lig Dampskibe af første Rang, og dog vilde det paa Jasons Tid have gjeldt for mere end kongeligt, ja have faaet Navn af et Trolddoms Værk; elastiske Divaner og magelige Køier omsluttede en stor, pyntelig Sal med Speile, Skilderier og Bøger; paa Bordet fremsattes friske, ægyptiske Figener, plukkede for en Uge siden; her vare Druer fra Smyrna, Viin fra det langtbortliggende Gallien; dog det mest trolddomsagtige, den mægtige Gnist, det flammende Uhyre, som førte Skibet mod Strømninger og Vinde, laae inde i Fartøiet og udsendte derfra sit Aandedrag, som en kulsort Damp, en Sky, der lagde sig hen over Havet. Sligt kunde Medea ikke skabe, vor Tids Opfindelse staaer over hine Aarhundreders mægtigste Trylleri; Spillet tilhører nu ikke længer den Enkelte, det tilhører den hele Verden.

Snart i klart Solskin, snart indhyllede i vaade Taager, foer vi afsted. Foruden os fire ovenfor nævnte Passagerer i første Kahyt, var paa anden og tredie Plads endnu et lille Selskab, der skulde med til Wien. Den mest fremtrædende var Pater Adam, en armeniansk Præst, i sort Habit og med en Hat, stor som et ridderligt Skjold; i fem og tyve Aar havde han ikke seer sine Venner i Donaus Keiserstad og reiste nu paa et kort Besøg derhen, som Ledsager for to armenianske Drenge, den armenianske Biskops Brodersønner. Den Ældste, Hieronimus, med et rundt Pige-Ansigt, skulde studere og blive Læge, den Yngste, Antonio Maruz, særdeles smuk, med kloge talende Øine, høist charakteristiske Træk og en egen Stolthed i hver Bevægelse, skulde være Geistlig, begge bare de Fess paa Hovedet og Tøfler paa Støvlerne. Afskeden fra Hjemmet var allerede glemt, den Ældste laae og strakte sig, smøgede sin Cigar, den Yngste legede med nogle Helgenbilleder. En ung, fed Jøde, der blandede sig i Alt, en godmodig, ung Tjener og en søsyg Kammerjomfru, der bestandig blev i sin Køie, saa vi endnu ikke havde seet hende, tre Tydskere, en ung Tyrk og to Grækere, var Resten af Selskabet, der vilde gjøre den hele Reise med os. De Øvrige gik kun med til Küstendje og Silistria. Ligesom paa Middelhavet fik vi ogsaa her en træt, flyvende Passageer, en lille Fugl hvilte sig hos os paa Dækket, spiste Brødkrummer og drak Vand af en Tallerken. Henimod Aften fløi den fra os, lige mod Øst! jeg bad den hilse de kaukasiske Bjerge, hilse det vilde Krat ved Floderne, hvor Tigeren lædsker sin Tørst! hilse Staden Tiflis og Cirkassiens dedige Qvinder! Alt der i Østen vilde jeg gjerne see! denne Gang idet mindste skete det ikke, vi styrede mod Norden, den vaade, stormende Vei *)

*) Om Vinter og Efteraar er det høist farligt, især at beseile denne Strækning af det sorte Hav mellem Bosporus og Odessa; mange Skibe forlise; sidste Vinter forliste det østerrigske Dampskib Seri Pervas og et russisk: Neva.

Stjernerne funklede, deiligt som over Grækenland og Middelhavet, men her var koldt. Man skulde troe vi gjorde en Sommer-Expedition til Spitsbergen og ikke en Seilads paa det sorte Hav i Mai Maaned.

Om Natten blev jeg vakt ved at man kastede Anker, Taagen var saa tyk, at Capitainen, hvem Strandingen af Stambul laae i Tanker, ikke vovede at seile længer; i Morgenstunden klarede det lidt, og vi tog Fart, men for efter nogle faa Minuser igjen at ligge stille. Det var som væltede en tyk Damp ud af Havet, store Vanddråber stod paa Dækket og Relingen, Tougværket var vaadt, som om det havde været ved Havbunden.

Med eet brød Solen igjennem, Kysten reiste sig, lav og ubeboet, ikke et Huus, ikke et Træ, ikke et Sømærke var at see, men Capitainen læste dog paa den flade Landcontur, at vi vare komne næsten to Mile nordligere, end vi skulde; snart blev Fartøiet vendt, og det gik over de grønne, skummende Bølger mod en lille Bugt; Ankeret faldt, og nu først dykkede den syge Kammerpige op, med et Smiil mod Kysten, der ikke smilte igjen. Farvel Du Argonauternes Hav! Om ikke Poesiens gyldne Skind, saa dog Erindringens, fører jeg fra Orienten over dine Vande.

Orienten: Steppe-Reise mellem det sorte Hav og Donau

Küstendje frembyder en lav Kyst, hvis Skrænter ere Kalkjord med Konkylier; ikke et Træ, ikke en Busk er at see; her laae et Par Hytter, uden Vinduer, med Rørtaget ned mod Jorden, og omsluttede af en Steen-Indhegning. Et Flag vaiede, en Gruppe vel tilslørede Qvinder betragtede vor Ankomst!

Gjennem en stærk Brænding satte vor Baad i Land, hvor nogle skrigende Tartarer modtoge os.

Landings-Stedet bestod af nedstyrtede Steenblokke, mellem hvilke Folkene, for dog at jevne lidt, havde kastet en Hob Græstørv; Træhytterne hernede syntes reiste i største Hast; hele Kysten bebudede en Ørken, hvor der i Gaar eller i Dag var blevet opslaaet Boliger. I et Par Vogne, trukne af Oxer, kastede de vort Tøi, og nu gik det mod Vertshuset; det var ret anseeligt i disse Omgivelser, og indbød især ved sin Reenlighed. En Balkon, med et Rørtag ud over, førte til det bedste Værelse, der tildeeltes Passagererne af første Plads.

Medens Maaltidet blev tillavet, gjorde vi en Vandring gjennem Byen.

Küstendje blev 1809 aldeles ødelagt af Russerne, Alt her saae ud, som om denne Ødelæggelse var skeet for nogle Uger siden; usle, halv nedfaldne Huse dannede Hovedgaden, der var temmelig bred; hist og her laae af Marmor og Graasteen Søiler, der syntes at tilhøre en ældre Tid. Paa flere Huse blev Taget eller den fremspringende Etage understøttet af en Træbjelke, der hvilte paa et antikt Marmor-Capitæl. Minaretet ved Byens eneste og halv nedfaldne Moskee var reist af Planker og kalket hvidt. En Kaffee manglede naturligviis ikke, men dens Udseende var, som Gjæsternes, høist ussel; her paa den fremspringende Altan laae nogle Tyrker, de røg deres Pibe, drak deres Kaffe, og syntes ikke at tage Notits af os Fremmede.

Et Par skrækkeligt lasede Mandfolk med langt Skjæg, Turban, Kaftan og Safians Tøfler gik paa Gaden og samlede Skarn til Brændsel, thi Træ findes ikke her i mange Miles Afstand.

Tæt ved Byen vare ikke ubetydelige Rester af Trajans Muur, der skal have strakt sig her fra det sorte Hav til Donau; saavidt omkring vi saae, øinede vi kun Hav eller en uhyre Steppe, ikke et Huus, ikke Røgen fra en Hyrdes Blus, ikke Qvæghjorder, intet levende Punkt; Alt var en uendelig grøn Mark. Nær ved Byen viste sig nogle Pletter, uden al Indhegning, hvor der groede Korn, ikke høiere end Græsset og med samme Farve.

Jeg vandrede til Havet; tæt ved dette, lige under Skrænten, var en død Stork det første, mit Øie faldt paa; den laae med sin ene Vinge udstrakt, Halsen bøiet; jeg blev ganske veemodig ved at betragte den! – Storken har altid været mig den interessanteste Fugl, den har beskjeftiget mig, da jeg var Barn, den spøger jo i mine Romaner og Eventyr, og den var nu den første jeg saae i det jeg over Havet vendte hjemad, den havde netop naaet disse Kyster og var da død. Jeg fik en overtroisk Tanke, og Ingen kan vist i sit hele Liv sige sig ganske fri for en saadan: maaskee ogsaa jeg netop naaer over Havet, og min Livsbane er endt; – –

I det jeg betragtede Fuglen, jog igjen den vaade Taage hen over Hav og Kyst, saa tyk og tæt, at jeg øieblikkelig frygtede for ikke at finde tilbage til Vertshuset; jeg kunde ikke see fire Skridt fra mig, og gik da i lige Retning, klavrede over et Steengjærde og kom saaledes en ganske anden, men kortere Vei til Vertshuset, hvor et fortræffeligt Maaltid ventede, saa fortræffeligt tilberedt, at om end alle Læsere sige: skulle vi nu høre om Mad, det hjælper dog ikke, de maa høre det, Maden, – – Alt var fortræffeligt, og hvad vi Dagen efter lærte, utrolig billigt, Ingen af os havde oplevet Sligt; vi opskrev ogsaa Vertens og Vertindens Navn og lovede at rose og udbrede det; jeg vil gjøre mit dertil og fortælle, at Manden er en Østerriger, Thomas Radicsevitch, og boer paa Hjørnet af det sorte Hav.

Efter Maaltidet blev vort Tøi ompakket paa store Vogne, ganske af Træ, det skulde nu afgaae til Donau og vilde, da det kom frem trukket af Oxer, bruge hele Eftermiddagen, Natten og den følgende Dag for at naae Czerna-Moda, vi derimod skulde blive i Küstendje Natten over, og vilde da, ved at jage afsted i Morgenstunden, indtræffe paa samme Tid, som Tøiet. Wallachiske Bønder, iførte Faareskinds Pelse og med sorte Filthatte, hvis uhyre Skygge bogstavelig hang som en Paraply over Ryg og Skuldre, fulgte med Vognen. Man forsikkrede os, at Landet i denne Strækning var aldeles roligt, og at vi paa vor Steppe-Reise ikke vilde træffe Andre end wallachiske Nomader.

En tyk, vaad Taage væltede igjen fra Havet ud over den hele Egn; de belæssede Vogne, som nu kjørte bort, forsvandt som i en Sky nogle Skridt fra os; her var koldt, som midt ude paa Havet.

Verten fortalte os om disse stærke Luftomvexlinger, om den sidste Vinters skrækkelige Storme og om Kulden; Isen havde ligget flere Mile ud i Havet, man kunde kjøre paa det fra Küstendje ned til Warna. Han fortalte os om Sneestormen, der jog Hyrderne med deres Hjord hen over Steppen, fortalte om de herreløse Hunde, af hvilke vi saae flere. Gjennem hele Bulgarien og Rumelien drage især ved Vintertid disse hylende Skarer. Ofte træffe de sammen med Ulvene, og Angrebet er lige heftigt paa begge Sider; en enkelt Ulvinde, der forvilder sig mellem Hundene, tages tidt til Naade; Ungerne, hun da kaster, ere ikke at skjelne fra hendes egen Slægt, og hun dier dem paa det bedste; men naar de blive nogle Dage gamle, slæber hun dem ned til Floden, og indslikke de da, paa Hundens Maade, Vandet med Tungen, da river hun dem ihjel; Instinktet siger hende, at de ere hendes Slægts værste Fjender.

Henimod Aften var Veiret smukt; jeg vandrede med Ainsworth langs Havbredden, for at samle Stene og Conchylier; vi kom forbi den døde Stork; tæt ved den laae et andet stakkels dødt Dyr, som jeg vel havde seet forrige Gang, men ikke videre lagt Mærke til, og dog var det maaskee interessantere end Storken, det var en stor Pudel, vistnok kastet ud fra et Skib og her drevet mod Land; der kunde skrives om de to en Sø- og en Luft-Roman, af de sidste have vi endnu ingen, men de komme bestemt med Ballonerne.

Paa Hjemveien besøgte vi een af disse usle Tartarhytter, hvis Rørtag gaaer ned til Jorden; egentlig krøb vi ned i Stuen, der aldeles tog sig ud som en stor Skorsteen; Væggene glindsede af Sod, Alt ovenover os tabte sig i Røg. En ubesløret Tartarpige stod ved Ilden og stegte Kjød paa en Stok, smuk var hun just ikke, Trækkene vare saa grove, Øinene for lyseblaae, men hendes Figur og Holdning tog sig ud; en Maler kunde have taget Motiv her til et eiendommeligt Billed med dobbelt Belysning, Ilden inde i Hytten og Aftensolen, der skinnede blodrød ind ad den lave Dør.

Vi traadte udenfor, og Maanen svævede rund og stor hen over Havet; i Vertshuset dampede en Bolle Punsch paa Bordet; en hyggelig, lystig Aften tilbragte vi herinde, tydsk Beværtning, tydsk Sprog og Beqvemmelighed lod os troe, at vi med eet vare flyttede fra Orienten midt ind i Tydskland.

Langs Væggene under Vinduerne, Værelset rundt, strakte sig brede Divaner med Sivmaatter, paa disse var vort Leie! jeg kunde ikke sove; Brændingen lød som Torden; jeg saae gjennem Vinduet det udstrakte Hav, bestraalet af den klare, runde Maane.

Tidlig næste Morgen var Afreisen bestemt. Bønder kom med muntre, wallachiske Heste, der dandsede udenfor vor Dør, to rev sig løs, sprang over Steen-Indhegningerne og sloge bag ud; der var en Skrigen og Raaben, jeg gik imidlertid endnu eengang ned til Havet, for at sige det Farvel; det aabne, salte Hav, som jeg elsker, skulde jeg jo nu ikke gjensee, før under de danske Kyster.

Endelig var Toget ordnet; vor Vert i sin østerrigske, gamle Uniform red forud, og vi andre fulgte i rask Fart gjennem Byen ud paa den aabne, uendelige Steppe; til Venstre, hele vor Dagreise, strakte sig Søen Kurasu, der angives for Levninger af den Canal, ved hvilken Trajan forbandt Donau og det sorte Hav; den maa let kunne sættes istand igjen; dog mindre bekosteligt endnu vilde det vist blive, paa denne jevne Udstrækning at lægge en jernbane; den eneste Vanskelighed for Udførelsen af et saadant Projekt kunde være den, der mulig blev gjort fra tyrkisk Side; det skal have været besværligt nok for Donau-Dampskibs-Comiteen, at erholde Tilladelsen at oprette her Vertshuus og Contoir, og at deres Reisende kunde tage denne kortere Vei gjennem Landet. Tilladelsen, sagde man mig, lød paa den østerrigske Donau-Dampskibs-Comitee, Familie og Venner.

Vi kom forbi nogle Forskandsninger fra den sidste russiske Krig; de vare ganske underminerede af vilde Hunde, som i disse Huler finde Kjøling om Sommeren, naar Solen brænder paa den skyggeløse Steppe, og Ly og Varme om Vinteren, naar Storm og Snee pidsker hen over deres Hoveder.

Endelig naaede vi en Landsby, hvert Huus saae ud som en Bunke Gjødning paa en Steendysse; til Høire kneisede et Par Graasteens Colonner af et ødelagt Kloster.

Vi foer forbi, og kun den grønne, eensomme Steppe udstrakte sig foran og til alle Sider. Tre Tyrker i brogede Klæder, med Turban og flagrende Kaftan kom til Hest i vild Flugt lige mod os, det var aldeles et Maleri, som Horace Vernet giver os det. “Allah Ekber!” var deres Hilsen.

Midt paa den tause Steppe laae en forladt, tyrkisk Kirkegaard, med hvide, sønderslagne Ligstene, kun paa enkelte endnu var Turbanen at see; ikke en Cypres, ikke en Busk skyggede over de Døde, Landsbyen, som her havde ligget, var udslettet af Jorden.

Paa hver eensformig Flade vækker selv den ubetydeligste fremtrædende Gjenstand vor Opmærksomhed; en stor Ørn sad i Græsset og forlod ikke sin Plads, før vi kun var et halvhundrede Skridt fra den. Vi saae Hjorder af Qvæg, de toge sig i Afstand ud, som en heel opstillet Krigshær. De wallachiske Hyrder lignede aldeles Vildmænd, de bare lange Faareskinds Pelse, hvor Ulden vendte udad, uhyre Hatte eller en snever Hue af laadent Skind, et langt, stridt sort Haar hang dem ud over Skuldrene, alle bare de en tung Øxe. Solen brændte, som jeg endnu aldrig har følt det! Varmen væltede ud over os, vi næsten vansmægtede af Tørst; de Fleste bredte deres Tørklæder over nogle smaa Vandpytter, der vrimlede af Dyr, og indsugede nu Vandet, jeg kunde kun formaae at væde Læberne, og midt i denne Varme, midt i den brændende Solhede stode de wallachiske Hyrder i deres tunge Skindpelse, støttende sig til deres Øxer; de stakkels Nomader! jeg hørte deres Sange, Melodien klinger mig endnu for Øret, jeg maa lægge en Text under den:

“Du grønne Piil med de hængende Grene!”

“Hvor Kosakken støtter sig paa Landsen i Zarens Land, hvor Solen blinker paa østerrigsk Sabel og paa Mohammeds Minaret, hvor to Floder skiller tre Keiseres Lande, stod min Faders hængende Bjælkehuus mellem Sivene, nærved groede de grønne Pile! – jeg vogtede Hjorden, jeg drev den ind paa Besarabiens Stepper; eensom og ene! men Natten har Stjerner, Hjertet har Tanker! – Du grønne Piil med de hængende Grene!”

“Jeg vogtede Hjorden paa Steppen, da Vaarsolen brød frem, men Skyerne seirede, Regnen strømmede ned, Regnen blev i Luften til Snee, og Stormene smedede Iispile, der foer mig i mit Ansigt, Iispile, der trængte gjennem Faarenes tykke Uld, Hjorden blev sky, den flygtede for Stormene, vi løb og vi fløi ved Dag og ved Nat, hvorhen Stormene vilde; kun de Døde blev tilbage – Du grønne Piil med de hængende Grene!”

“Hvor er Ly, hvor er Læ paa den udstrakte Steppe! Stormene drev os afsted, Hjord og Hyrde, vi kunde ei vende vort Ansigt mod Stormens Mund, hvorfra Iispilene fløi! foran os var Havet under den bratte Klint! hvilken Flugt, hvilken Skræk! en fygende Snee, en flygtende Hjord! – men der var Hytter ved Skrænten, der var kraftige Mænd, den hele Hjord blev reddet, og jeg gjensaae atter de to Floder, der skille tre Keiseres Lande! Du grønne Piil med de hængende Grene!”

“Solen brænder hedt i Tyrkens Land! jeg sovet, i Hulen, de vilde Hunde have gravet, jeg seer fremmede Mænd og Qvinder jage mig forbi, de synes jagne, som jeg blev jaget i Sneestormen! tænke de vel, hvad jeg den Gang tænkte, og hvad jeg nu tænker, lænet til min Øxe her i den hede Sol. Nei, de have Ingen, der ligner hende, jeg veed, og Du veed – Dit grønne Piil med de hængende Grene!”

De fattige Nomader! vi jage dem forbi! en lille for os opreist kan indbød, Kaffen blev kogt, de medbragte Varer fortærede, vi vare selv baade Gjæster og Vert! Ingen boede her; Døre og Vinduer bleve tillaasede igjen, da vi havde hvilet, og saa gik det med fornyet Flugt fremad i samme Retning som før; Egnen blev nu mere høinet, og som et grønt Hav ud mod Horizonten viste sig det græsgroede Wallachie.

Bakkerne, vi passerede, vare begroede med lave Løvtræer, Bøg og Birk; Alt havde en dansk Characteer, saa mildt og smilende; nu vare vi i Czerna Woda, der er et Pragt-Exemplar af en forfalden By; det ene Huus syntes i denne Slags maleriske Skjønhed at ville overbyde det andet- paa eet bestod Taget kun af tre, fire Lægter, hvor der hang en Visk Rør; et andet Huus var derimod ene og alene Tag, der gik lige ned til Jorden. En stor Vrimmel Børn væltede frem fra hver Dør eller rettere Hul, de fleste Smaa vare aldeles nøgne, een havde vel en Faareskinds Calot paa Hovedet, men det var ogsaa hele Stadsen; en Dreng havde sin Faders store Kaftan om sig, men Kaftanen stod aaben, og man saae, han ikke havde andet end den paa.

Donau var tængt høit op over Engen, Vandet pladskede under Hestenes Fødder. Det østerrigske Flag vaiede paa Dampskibet Argo, der vinkede os som et Hjem. Herinde var en Sal med Speile, Bøger, Landkort og elastiske Divaner, Bordet stod dækket med dampende Retter, Frugter og Viin, Alt var godt og vel indenborde.

Oversigt over indhold “En Digters Bazar” 1842