Hans Christian Andersen: En Digters Bazar – A Poet’s Bazaar 1842
Grækenland: Et Par Dage paa Middelhavet
Oversigt over indhold “En Digters Bazar” 1842
Blikstille laae det udstrakte Hav; man følte aldeles ingen Bevægelse i Skibet, man kunde tumle sig hvor man vilde, oppe og nede, som gik man paa den faste Jord; kun ved at betragte Kjølvandet saae man Skibets Fart, bestandigt længer og længer bort fra Maltas gule Klippe.
Vi havde faaet syv unge, spanske Munke ombord, de kunde lidt Italiensk, vare Alle Missionærer og gik nu til Indien; den Yngste af dem var meget smuk, bleg og melankolsk, han fortalte mig, at hans Forældre levede endnu, og at han ei siden sit sextende Aar havde seet sin Moder, der var ham saa kjær; “nu seer jeg hende ikke før i Himlen!” sukkede han. Det var med et tungt blødende Hjerte han forlod Europa, men han erkjendte, han maatte, hans Kald var det, han stod jo i Guds Tjeneste, han og de andre Brødre hørte alle til Theresianer – Munkene, en Orden, stiftet af den hellige Theresia.
For de Fleste ombord var jeg Den, der syntes at være meest langveis fra; jeg kom fra Norden.
“Fra Danmark!” gjentog vor romerske Geistlige, der gik til Jerusalem, “Danmark! De er altsaa Amerikaner?”
Jeg forklarede ham, at Danmark laae langt fra Amerika, men han rystede paa Hovedet, som Fruen i “de Danske i Paris” og sagde, som hun: “Ikke saa langt endda! ikke saa langt endda!”
Vi havde ombord en pavelig Gesandt, der gik til Libanon, han var den eneste af Italienerne, der vidste lidt om Danmark; han havde kjendt Fru von Gothen og været i hendes Soiréer i Rom, han vidste, at der var en Thorvaldsen, og at der havde været en Tycho Brahe. Jeg har siden gjort den Bemærkning, at Thyco Brahe er den af de Danske, ved hvem Danmark meest er kjendt ude, Tycho er vor berømteste Landsmand – og ham forjoge vi! – Danmark er stor som Moder, men hun er stundom ingen god Moder mod sine bedste Børn.
Endnu midt paa Dagen øinede vi Malta; af Sicilien derimod saae vi kun det sneedækkede Ætna, men tydeligt og stort, det skinnede, som var det en Pyramide af hvidt, solbelyst Marmor. I Søen gik ingen Døning, det var, som glede vi gjennem Luften. En uhyre Delphin, større end nogen Hest, væltede sig et Par Gange tæt op til Skibet, Solen skinnede paa den vaade, glindsende Ryg. Melodier af “den hvide Dame” klang op til os fra Fortepianoet nede i Kahytten, og de lystige Matrosdrenge hang i Tougværket og sang: “quel plaisir d’etre matelot!”
Commandopiben lød, Matroserne gjorde deres Maneuvre. Middagsklokken ringede. – Da vi drak vor Kaffe, sank Solen rød og stor, Havet skinnede som en Ild.
Solen var nede, Stjernerne brøde frem med en Pragt, som jeg ei kan udtale! Hvilken Vrimmel! hvilken Glands! Venus skinnede, som var den Maanen selv, dens Straaler kastede en lang Stribe hen ad Havfladen, der bevægede sig kun i en svag Døning som om Havet aandede sagte. Lavt paa Horizonten, over Afrikas Kyst, stod en Stjerne, skinnende rød, lig et Fyr! under denne Stjerne jog nu Beduinen paa sin vilde Hest, under denne Stjerne droge Karavanerne gjennem det glødende Sand. Hvor deiligt at sidde under Teltet hos Afrikas Datter! – Stjernen jog Flammer gjennem Blodet! Jeg sad ved Skibets Reling – saae ud over Havfladen! phosphoriske Blink lynede gjennem Vandet! det var, som gik de paa Havdybet med Fakler, og disse pludselig lyste gjennem Vandet; de kom og svandt, som vare disse Flammer maaskee Havets synlige Aandedrag.
Allerede Klokken Ni var jeg i min Køie og sov strax, medens Skibet uforandret Skjød sin Fart fremad. Da jeg igjen i den tidlige Morgen steg op paa Dækket, blev dette reengjort; alle Hænder vare i Bevægelse, snart skinnede Gulvet hvidt og reent, saa det var en Lyst at see; oppe hvor Ankere og Toug laae, havde Matroserne deres Stor-Vadsk og den var ganske eiendommelig. De vaskede især Beenklæder og lagde da disse udbredte paa Dækket, heldte Søvand ud over og feiede eller rettere skrubbede dem saa med en almindelig Riiskost, der var noget slidt, og hvor de imellem Pindene havde stukket et Stykke Sæbe.
To raske Matrosdrenge, ganske smag, men livlige som Egern, og fulde af Skjælmsstykker, slagtede Høns, og holdt forud for hver Slagtning en humoristisk Tale til Hønen, og Talen endte altid med et “voila”! og saa gik Kniven hen over Halsen.
En Smule Bevægelse sporede vi i Søen, men alt som Solen kom høiere, blev Havet igjen blikstille, som Dagen forud; ingen Flod-Seilads kunde lignes hermed i Ro; hist og her langt ude antydede nogle mørke blaae Pletter paa den udstrakte solbelyste Havflade, at en Luftning der krusede Vandspeilet. Malta var nu ikke mere at see, men Ætna stod klart og tydeligt ude i Horizonten; mod Nordost øinede vi de hvide Seil af et Skib, det var det første Fartøi vi havde seer, siden vi forlod Malta.
Agter ude holdt Matroserne Frokost, hver fik en Portion Viin, Løg og Brød; de vare Alle nok saa lystige, de havde deres Vittigheds Helt og En som Vittighederne skulde gaae ud over.
Perseren i den grønne Kaftan og med sin hvide Schawls Turban sad altid eensom og legede med sine Ørenringe eller sin Sabel, Ingen talte til ham og han talte til Ingen; men imellem spillede der et Smiil omkring hans Mund, som gik glade Erindringer gjennem hans Sjæl, eller tænkte han maaskee paa Hjemkomsten, paa det Meget, han havde at fortælle fra Landet og fra Havet, — jeg gik ham forbi, og han greb mig pludselig i Armen, sagde nogle persiske Ord, som jeg ikke forstod, men han loe, nikkede og pegede hen paa Siden af Dækket; min venlige Morgenhilsen gjengjældte han ved at vække min Opmærksomhed for en lille Verdens-Begivenhed hos os paa vor Flugt over Havet. En lille Fugl var træt dalet ned i Tougværket og gled nu ganske ned paa Dækket. Den var saa afkræftet, at den ikke længer kunde løfte Vingerne. Den fik snart en Mængde Tilskuere, og jeg blev ganske vred paa den Geistlige fra Rom, fordi han strax vilde have den stegt, han meente den maatte smage saa udmærket.
“Vor lille bevingede Pilgrim skal ikke ædes!” sagde jeg; en af Lieutenanterne tog den i Beskyttelse, satte den op paa Seilet, der var spændt som Telt ud over første Plads, gav den der en Talerken med Vand og Brødkrummer, og Fuglen var vor Gjæst hele Dagen, ja Natten med, først næste Dag fløi den fra Skibet og qviddrede i sin Flugt, som om den vilde sige Tak for god Behandling.
Det var en stor Begivenhed for os Alle; dog snart igjen søgte vi hver vor Beskjæftigelse, Een ved Klaveret, en Anden i Bogen, Nogle spillede Kort, Andre spadserede op og ned. Beduinen sad paa. Kulsækkene, taus som en Aand, Øinene lynede i det brune Ansigt under den hvide Bernusch, de nøgne sortebrune kraftige Been stak frem; Perseren legede med sin store Sabel, klappede sine Pistoler eller dreiede Sølvringene i sine sortebrune Ører; Capitainen kopierede af mit Album et Billede af Marstrand: “Kun en Spillemand”, nu boer det i Capitainens Kahyt, og aarlig seiler “Spillemanden” mellem Marseille og Constantinopel paa det stolte Skib: “Leonidas”. Jeg selv læste Tydsk med en af de franske Officerer, han oversatte Schillers: Jordens Deling.
Tiden gik fortræffeligt; ved Middagsbordet herskede der Glæde og Liv! Sol -Nedgangen var uendelig skjøn! Stjernerne mylrede frem saa klare, saa straalende. Det var ikke muligt at fornemme Skibets Fart, kun ved at hefte sit Øie mod Tougværket og Stjernerne, saae man Bevægelsen, det var som om Stjernehimlen dreiede sig og Skibet laae stille. Der var noget saa ophøiet, saa poetisk i disse Aftener paa det rolige, uendelige Hav, saa at jeg mangler Udtryk derfor. Denne Ro uden om afspeilede sig i min Sjæl! hjemme i Norden have kun faa Minuter af mit Liv bragt mig hvad jeg her nød i hele Timer.
Endnu øinede vi, som en hvid Pyramide i Nordvest: Ætna, Alt andet rundtom var det uendelige Hav; men ved Middagstid viste sig for mit Øie i Nordost en hvid Plet, det kunde ikke være et Skib, dertil bredte den sig for meget, men muligviis en Sky. Jeg troede, at det var den græske Kyst, og spurgte Capitainen derom; han rystede paa Hovedet, og sagde at vi først den næste Dag kunde øine Grækenland, der rigtignok laae i den Retning, hvor jeg nu troede at see Land. Hverken han eller nogen af Passagererne saae noget.
Da jeg efter Middagsbordet, kort før Sol-Nedgang, søgte samme Punkt som før, straalede dette ligesag stærkt som nu Ætna! nei, det kunde ingen Sky være, det havde ikke forandret Skikkelse, det stod endnu i samme Retning, som for tre Timer siden.
Capitainen tog sin bedste Kikkert og raabte: Land.
Ja, det var græsk Kyst! det var en Bjergtop ved Navarino; belagt med Snee straalede den i den klare Luft. Jeg havde først af dem Alle opdaget Grækenland.
“Aldrig har jeg hørt før,” sagde Capitainen, “at Nogen med blotte Øine har kunnet, paa een og samme Tid, see fra Middelhavet baade Ætna og græsk Kyst! det er mærkværdigt!” Da jeg senere i Athen fortalte dette, yttrede der en Lærd, at han fornylig i en Kritik over et engelsk Værk havde læst samme Mærkelighed, men Recensenten betvivlede den paa det stærkeste. Dog denne er der, selv har jeg seet det. Snee paa Ætna og Snee paa de græske Bjerge gjør det i klart Solskin muligt, her at øine Land baade i Øst og i Vest.
Grækenland! jeg saae altsaa for mig dette Aandens store Fædreland! Under hiint Bjerg strakte sig Arkadiens skjønne Dale! Tusinde Tanker, som en Skare af Trækfugle, een forskjellig fra den anden, fløi mod dette lysende Bjerg! – men Solen sank, og Tankerne svang sig fra Jordens Minder til Himlens Deilighed.
Næste Morgen var jeg oppe før Solen, det var den 20de Marts. Blodrød, som jeg aldrig har seet det, og forunderlig oval, steg Solen, Dagen vældede ud over det blikstille Hav, og foran til Høire laae klart og tydeligt, men langt, langt borte, Moreas Kyster. Det var det gamle Lacedæmon, vi saae. En steil Klippevæg gik lodret ned i Havet, og inde i Landet hævede sig sneebedækkede, maleriske Bjerge! O, hvor jublede mit Hjerte!
– – Jeg seer skinnende Luft! jeg seer lysende Vand! Og Bjergkysten hist er Grækenland!
Grækenland: Panorama af Syd-Morea og Cycladerne
Vi nærmede os Morea: Morbærlandet, som Navnet betyder, og som det har erholdt efter dets Udseende af et Morbærblad. Derinde strømmer Eurotas, derinde laae det gamle Sparta, og der findes Agamemnons Grav! – Disse Fjeld-Conturer, med samme Sollys og Slagskygger, som vi nu see dem, viste sig for Phönicier og Pelasger; Bølgerne væltede den Gang herude paa samme Maade som nu. Den hele Scene staaer uforandret. Vi seilede tæt ind under Cap Matapans Klippevæg; nøgen, uden Vegetation syntes den hele Kyst; stærke Brændinger brødes mod Klipperne, hvor ingen Steenged kravlede, hvor ingen Hyrde eller Jæger var at see. Dog selv i denne nøgne Vildhed havde her hver Plet et Værd, en Interesse, langt større end vi tidt føle den for det rigeste Landskab, thi det var Grækenland vi saae. Den varme Erindrings Viol, som vi gjemme i vor Psalmebog, er os af større Værd end den friske, duftende Rose, Minderne give Farver og Duft, som ikke findes i Virkeligheden.
Vi passerede den yderste Pynt af Mainoternes Land, Mainoterne, den spartanske Slægt, der endnu aldrig bleve undertvungne, et Folk, modigt og tappert, raat og vildt, men gjestfrit som i Lykurgs Tider. *)*) Navnet Mainot udledes af det græske Ord Mævld. Raseri, og antyder den Vildhed, hvormed de gaae imod deres Fjender.
Paa vor høire Side laae efter nogle Timers Seilads Øen Cerigo. “Cythere!” raabte vor lystige Franskmand, “fra disse Fjelde fløi Venus paa sin Vogn trukket af Duer! Jeg har en Anelse om, at hendes Slægt er her endnu! her er det ægte græske Marmor, de ægte græske Roser, begge gaae over til Kjød og Blod! lad os kaste Anker og hylde Gudinden, der endnu har et Alter i hvert Menneskes Bryst!”
Vort Dampskib foer forbi. Søen gik stærkt, det blæste fra Bjergene, Morea strakte det nøgne Cap Malio ud i de skummende Brændinger. Hvor vildt og eensomt var ikke dette Skue! og her laae en Menneskebolig, en Eremits Hytte, ganske aflukket fra Verden, omkredset af skrigende Søfugle, tæt ved det brusende Hav. Det var umuligt, selv for det bevæbnede Øie, at opdage Klippestien, der kunde føre Menneskene ned til Eneboeren.
Hytten var lav og lille, den havde et Hul til Dør og Vindue; tæt ved den bevægede sig et Menneske, det var Eneboeren paa Cap Malio, ham, det første levende Væsen, vi saae paa Grækenlands Kyst! Hvo var han? Hvad havde drevet ham ud i denne vilde Eensomhed. Ingen besvarede vort Spørgsmaal. Han og hans Hytte er seer her i mange Aar. Skibe med deres lille Menneskeverden glide forbi, han seer paa dem, som paa Drømmebilleder, han seer paa dem, som han seer paa de hvide Maager; han læser sin Morgen – og Aftenbøn, naar Havet er stille, og naar det i Stormen synger sin mægtige Choral.
Vi fjernede os meer og meer. Mod Nordvest løftede sig op af den skummende Sø, en Klippe *) Belle poule. Formet som en gigantisk Hjelm, Aftensolen farvede den med sine røde Straaler, jeg antog den som en Forpost af Cycladerne; men først ud paa Natten kunde vi nærme os disse.
Alt i Morgendæmringen var jeg paa Dækket; et Par Seil-Skibe krydsede os tæt forbi, som var det kjæmpestore Søfugle, der vilde slaae vort Skibs Tougværk med deres hvide Vinger.
Himmelhøje, nøgne Steenmasser taarnede sig op af Vandet; det var Øen Melos, der er udhulet af Ild og Vand, det var Siphanto, Serpho og Thermia; vi sejlede, som i en Canal, mellem begge disse sidste. Magnet-Gruber er der under Steenskorpen, duftende Roser ovenover, men den Rejsende seer ingen af disse, Kysten viser sig nøgen og vild.
Solen stod op bag Øen Mycones Bjerge, den bestraalede Paros og Anti-Paros, men ingen Marmor-Fjelde skinnede her, den graa Klippe lage død og tung i Vandet; intet lod os ane dens mægtige Stalakit-Grotte, med dens Under. Vi saae Naxo’s Klipper, hvor Ariadne har grædt, hvor Mænaderne med løste Haar over de smukke Skuldre dandsede i de stjerneklare Nætter og sang deres Hymner til Bacchus; men høie Fjelde skjulte for os de viingroede, frodige Dale; Dia, Zeus’s hellige Bjerg, pegede alvorligt mod den Himmel, fra hvilken Menneskene have forjaget de gamle Guder.
I vor Skoletid kaldte vi Classikerne “tørre”, de classiske Øer aabenbare sig endnu mere tørre! dog det gaaer med de fleste af disse, som med hine Forfattere, man skal kun trænge ind i dem, og da see vi Viinrankerne slynge deres saftige Grene over de solbelyste Dale, da see vi Oldtidsminder, som storartede Tanker i en Digters Værk; dejlige Qvinder hilse os, og Skjønhedens Hilsen er som Melodier af vore kjæreste Sange.
Skibet styredes hen imod en ganske lille Ø, hvor der stod et hvidt, slankt Fyrtaarn, og idet vi kom forbi, aabnede sig for os Syras Havn. Bøiet som en Hestesko, om Bugten, laae der en By med skinnende hvide Huse, som var det en Leir af Telte paa den graa Bjergside. Det var livagtigt et lille Neapel, Biskoppens Slot, her høit paa Bjerget, mindede ganske om Sanct Elmo. Jeg havde tænkt mig alle græske Byer kun som Ruiner og Leerhytter, Byen paa Syra saae jo malerisk og indbydende ud.
En heel Skare græske Baade roede ud til os og laae alt i Læ under Siden af vort Skib, desuagtet stødte de hvert Øieblik sammen, thi Søen gik stærkt. Jeg lod mit Tøi glide ned i en af de nærmeste og sprang selv bag efter; fra Dampskibet lød et Lev vel til mig fra Vennerne, jeg der ihast havde vundet og nu rimeligviis aldrig mere i denne Verden skulde see. Jeg blev veemodig derved.
Roerkarlene satte Aarerne i Bevægelse, det gik mod Land, men vi vare langt ude, Bølgerne vuggede vor Baad, som var den en Apelsin-Skal; den var ved at kantre i den stærke Søgang, Bølgerne sprøitede hen over os, endelig kom vi ind i Havnen, hvor Skib laae ved Skib, den ene Baad tæt ved den anden.
Hele Quaien var opfyldt med Grækere, med snevre Trøier, hvide Fostaneller og den røde Hue paa Hovedet; der var en Raaben og Skrigen. En gammel Karl rakte mig Haanden; og jeg stod paa græsk Grund. Taknemmelighed mod Gud, Glæde over at være her og dog en vis Forladthed opfyldte mig i dette Øieblik.
Paa de franske Dampskibes Contoir fik jeg at vide, at først om syv Dage indtraf det østerrigske Dampskib, det græske var itu og gik altsaa ikke; dog een Leilighed fandtes for mig samme Dag, dersom jeg vilde finde .mig i at begynde min Ankomst til Piræus med nogle Dages Qvarantaine. Det franske Krigsdampskib Lykurg, der var kommet fra Alexandrien, hvor just nu Pesten rasede, havde alt i flere Uger ligget med Qvarantaine-Flag her ved Syra, det vilde i Aften seile til Piræus og der i tre Dage ende sin Qvarantaine; jeg tog strax en Baad, og satte igjen ud paa den urolige Sø, hen til Lykurg, hvor det grønne Flag vaiede; mit Tøi blev kastet over i en tom Baad, der ved et Toug hang ved Skibets Falderebstrappe, Matroserne halede, mine Sager vare ombord, nu først kunde jeg gjøre min Vandring i Byen.
Tæt ved Quaien laae en aaben Træboutik med Leergulv og raae Bjelker, der holdt et Loft, som dog kun strakte sig ud over den halve Stue, den anden Halvdeel havde alene Taget til Bedækning. Det var en Café. Rundt om ved smaa Træborde sad Grækere og Fremmede. Over Ilden stod Kaffekanden, en smuk Grækerdreng rørte i den med en Pind, som han dreiede med begge Hænder, at Kaffen kunde være lige tyk, og skjænkede den saa kogende i Koppen *)*) Kaffen i Grækenland og Orienten er ganske fortræffelig, ja saa udmærket, at den Reisende, som kommer fra dette Land, ikke strax finder Smag i den der tillaves efter almindelig europæisk Maade. – Man drikker det Tykke med, Kaffen er ganske jevn, men den er ikke grumset, den er malet til en Meel, aldeles som Chocolade – to russiske Matroser dandsede herinde til en skrækkelig Violin, som en gammel Græker strøg.
Jeg gik dybere ind i Byen, Gaderne vare særdeles smalle, og i den forreste, der slynger sig om Bugten, var Boutik ved Boutik, hver, som en omvendt Kasse, her solgtes Klædningsstykker, Fess, Saphians Skoe, Frugt og Madvarer. Foran Hotel della Grece sad paa en broget malet Træ-Altan Grækere og orientalsk klædte Folk, alle med lange Piber, kun een Franker traf jeg paa, det var en Russer, der strax spurgte mig, hvad jeg vilde i dette fordømte Land, hos disse Mennesker. “Alle ere de Kjeltringer,” sagde han, “forbandet være disse Skribenter og Lamartiner”, der beskrive disse Lande, saa man faaer Lyst at komme her! jeg gad have Een af disse Fyre her, jeg skulde radbrække ham! – – jeg kommer fra Constantinopel, jeg har gjort Touren til Lands, langs Kysten, og er plyndret af Albanesere, hver Trevl have de taget fra mig, min Tjener have de dræbt, her ligger jeg og venter paa Creditiv og Penge! det er et nederdrægtigt Land, et slet Folk! Hvad vil De dog i Orienten!” – Det var en meget behagelig Modtagelse. Imidlertid gik jeg dog over til den nærmeste Barbeer, satte mig op paa Træbænken langs Væggen, mellem de andre Grækere, en Læder-Rem der hang fast i Muren spændtes mig om Halsen, den skarpe Kniv fløi let som en Fjer over hele Ansigtet, der siden blev besprængt med Eau de Cologne. Barberen spurgte, om jeg var en Englænder, og da jeg sagde, at jeg var Dansk, trykkede han mig til sit Hjerte og raabte: “brave Americani!” jeg forsikkrede igjen, at jeg ikke var nogen Amerikaner men en Dansk, han nikkede glad, lagde Haanden paa Hjertet, og fortalte, som jeg forstod, hvor kjære Amerikanerne vare for alle Grækere fra Frihedskampens Tider, da de amerikanske Skibe bragte dem Proviant.
Jeg vandrede gjennem Gaderne; der vrimlede med Mennesker, men ikke en eneste Grækerinde saae jeg. Vinduerne i alle Huse vare indvendig bedækkede med Jalousier eller lange Gardiner; snart kom jeg i mere mennesketomme Gader, der laae høiere op ad Bjergsiderne, foran de fleste Huse her var en Slags Forhal med en stor Løvhytte, af et eneste Viintræ; Blomsterpotter stode paa Murene og paa Husenes flade Tage, Gaden var foran de enkelte Bygninger brolagt i Mosaik, Stenene dannede Stjerner og Snirkler. Jeg gik ind i Hovedkirken, der i Forhold til de italienske og dem jeg havde seer paa Malta, var lille og ubetydelig, derimod i Forhold til Kirkerne i Grækenland just af en anseelig Størrelse. Altervæggene straalede med Forgyldning og hellige Billeder; store Sølvlamper hang i Række over hele Kirkens Bredde; et Par smaa Drenge legede herinde. Mit Sind og min Tanke var stemt til Andagt! Gud var her den eneste jeg kjendte, jeg kunde have bøiet mit Knæ, for at helde mit Hoved til hans Hjerte! og i Tankerne gjorde jeg det.
Den høiest liggende Deel af Byen stod endnu under Bygning, Gaden syntes en Vei i et Steenbrud, der laae Brokker og Stykker af Fjeldet, hvor Husene reistes! men Skuet var prægtigt over Byen og Havnen til den lille Ø med det slanke, hvide Fyrtaarn. Paa den modsatte Side af Bugten laae Qvarantainen; jeg saae Øerne Tenos, Delos, Naxos og Toppen af Andros; idet jeg heftede Øiet ud mod disse Øer, gik et Dampskib forbi, jeg kjendte Flaget! det var Leonidas; det svandt under Kysten af Delos. “Farvel! Farvel!” raabte jeg, Ingen hørte det, Skibet var borte, jeg saae kun Røgen, der endnu som en Sky laae mellem Øerne.
Henimod Aften tog jeg ombord paa Lykurg. Søen gik stærkt, to lystige Grækere roede, og hver Gang Søen reisse Baaden, saa vi vare nær ved at styrte overbord, jublede de høit. Fremmede Ansigter modtog mig ombord. Ved Solens Nedgang løftede vi Anker og Skibet styrede Nordost om Syra, hvor vi fik smuult Vande! det var en deilig stjerneklar Aften. Ingen havde jeg endnu gjort Bekjendtskab med; jeg sad paa Kanon-Raperten og saae paa den prægtige Himmel, en fremmed, østerlandsk klædt Mand vendte Ryggen mod mig, jeg betragtede ham, han saae igjen paa mig, nikkede venligt og tog til sin Turban! det var Perseren, som jeg havde seilet med fra Neapel! vi to vare de eneste gamle Kammerater fra “Leonidas”; han syntes at blive glad ved vort Møde, ligesom jeg blev det; han vilde altsaa ogsaa til Athen, og derfra hjem! han bød mig nogle Frugter; jeg bød ham nogle igjen; men Ingen af os kunde med Ord gjøre os forstaaelige for hinanden. Jeg pegede mod den deilige Stjernehimmel, han tog til sin Turban. Jeg syntes dog, at jeg maatte sige Noget, om kun en Tirade af et Sprog, der var beslægtet med hans, og hvad vidste jeg da andet, end den første Linie af Genesis paa Hebraisk; man hjælper sig, som man kan! jeg pegede mod Stjernerne og sagde: “Bereschit Barah Elohim Et Haschamaim Veet Ha-aretz!” og han smilte, nikkede og vilde nu ogsaa sige Alt hvad han vidste af et Sprog, han troede var mit:
“Yes Sir! verily! verily!”
Det var hele vor Conversation. Ingen af os vidste mere; men gode Venner vare vi!
Grækenland: Bugten ved Piræus
I den tidlige Morgenstund hørte jeg Ankeret falde; jeg gik op paa Dækket, vi laae i Piræus-Bugten, den saae ud som en lille Indsø; Øen Ægina, over hvis Bjerge reiste sig endnu høiere Bjerge paa Morea, det ene mere dristigt end det andet, syntes at lukke Indløbet, der var noget smalt; to svømmende Tønder tjene som Sømærker og om Aftenen bærer hver en Lygte som Fyr. Jeg talte i Piræus omtrent 130 Huse; bag disse, og bag en stenet, guul Jordbund og graagrønne Olietræer hævede sig Lykabettos og det lavere liggende Akropolis; Bjergene Hymettos og Pentelikon sluttede Landskabet, der har et stenet, haardt Udseende, “det stenede Attika”, sagde ogsaa de Gamle. – Til Venstre laae en lille Halvø med nogle Buske, en høitliggende Veirmølle og den nye Qvarantaine-Bygning, til Høire strakte sig en nøgen, stenet Slette ud til Parnes-Bjergene, hvis deels bølgeformede, deels brudte Linier var af stor malerisk Virkning.
I denne Bugt, hvor Themistokles aarlig lod 60 Galeier løbe af Stabelen, laae nu kun et Par smaa græske Skibe og een Baad, derimod endeel store, engelske, franske og østerrigske Fartøier, samt to Dampskibe foruden vort; pyntede Grækere roede os forbi og opad Dagen kom en Baad med Danske, som ønskede mig Velkommen! *) *) Professor Køppen, der er ansat som Lærer ved Militairskolen i Piræus, var den første jeg kjendte.
Der var meget at høre, meget at besvare! danske Tunger udtalte Kjærlighed for Danmark, Begeistring for Grækenland; men kun i Afstand kunde vi tale, vort Skib laae under Qvarantaine, først om Morgenen paa tredie Dag vilde den være endt.
Dagen gled hurtigt hen og med Aftenen begyndte et Skuespil, som jeg aldrig har seet det, og som Ingen kan gjengive i Farver eller Ord. Bjergene Hymettos og Pentelikon, der ved Daglyset havde et graaligt Udseende, bleve ved Solnedgang røde, som vare de byggede af alle Grækenlands Roser; den hele Dal fik et blegrødt Skjær, dog ikke saaledes som om man saae Dalen gjennem et rosenfarvel Slør, nei, her var ingen Spor af luftig Taage, alle Gjenstande laae saa klare, saa forunderligt nær, og dog følte Øiet, at de vare milevidt borte. Ægina og Bjergene paa Morea havde en mere lilla Farve; den ene Bjergrække der hævede sig bag den anden, hver i sin Fortoning fra det rødblege til det sorteblaa. Nu sank Solen, Signalskuddet lød, Flagene faldt – hvilken Eensomhed! intet Træ, ingen Busk at øine! hvilken Stilhed inde mellem disse Bjerge, hvilken Ro over denne udstrakte Slette, hvilken Gjennemsigtighed i denne Luft. Jupiter funklede allerede uendeligt høir deroppe, Carlsvognen syntes endnu længere borte, men alt som jeg betragtede den, rullede den med Natten nærmere, Stjernerne mylrede frem, fleer og fleer, som om det uhyre Rum vilde fyldes med Kloder, som om den blaa Grund skulde fortrænges af eet straalende Lys. Stjernerne skinnede i Luften, de skinnede i Vandet, med Ædelstenenes blaalige Skjær. Fra Piræus lød Matrosernes Sang; et Blus var tændt ved Stranden; Folk gik med Lys i Hænderne udenfor Husene; en enkelt Gang hørte man en Aare pladske i Vandet, idet en Baad roedes forbi, ellers var Alt stille; selv Maagerne, der skrigende havde omkredset os, vare gaaede til Ro.
Hvilken Guds Kirke med Monumenter, Grave og store Minder! Aftenens Stilhed var den skjønneste Sjælemesse over de Døde.
Grækenland: Ankomst til Athen
Det var den tredie Morgen her ved Piræus, og vor Frihedstime slog; jeg troer der laae et Dusin græske Baade om vort Skib, jeg sprang i den første den bedste, og med raske Aareslag foer vi mod Land, hvor der holdt en Mængde Drosker, gamle Karreeter og aabne Vogne, de syntes alle at have udtjent, maaskee i Italien, og nu paa deres gamle Dage at være udvandrede til Grækenland, for at virke paany. – Det er kun et Par Aar siden, da strakte sig mellem Piræus og Athen en Sump, uden om hvilken Kameler gik belæssede med Varer, nu er her en fortræffelig Landevei, og en Khan med Forfriskninger; for en Bagatel kjører man denne Vei, der er henved en dansk Miil. Alt vort Reisegods blev stoppet ind i en gammel Karreet, den blev ganske opfyldt, Kufferter og Vadsække tittede ud af begge Vinduer; Selskabet selv kom i tre store Vogne; bag paa den, i hvilken jeg sad, havde vi en festlig pyntet Græker, Leietjeneren fra Hotel du Münich i Athen; han var saa rigt og godt klædt, at han paa en Maskerade i Norden godt kunde have gaaet for en hellenisk Prinds.
Vi rullede jublende ud af Piræus. Matroser med blanke Hatte sad udenfor Caffeerne, der egentlig forekom mig som store Stuer af Brædder, et Hurra blev bragt os, idet Viinglassene tømtes. Veien gik over Resten af de antike Mure, de have bestaaet af en Art guul Travertiner, der endnu udgjør Klippegrunden her. Vi foer i Gallop, det støvede skrækkeligt, men det var jo classisk Støv.
Snart naaede vi Olieskoven, Minervas hellige Olieskov! en TræBoutik var reist paa hver Side af Veien. Citroner og Apelsiner laae her udstillede, garnerede med en Række Flasker, hvori var Viin og Liqueurer; medens vore Heste her fik friskt Vand, kom Tiggere med store Tinskaaler, vi gav dem Alle, de vare jo Grækere.
Som i Athens bedste Dage, jager man nu fra Piræus gjennem den store Olieskov. Foran laae Akropolis, som jeg saa tids havde seet den paa Billeder, men nu var det i Virkeligheden! det steile Lykabettos med sin skinnende hvide Eremitbolig traadte tydeligere frem, jeg saae Athen. Faa Skridt fra Byen, tæt ved Veien til Høire, staaer Theseus-Templet, saa heelt og stort med sine prægtige Marmorcolonner, der af Tiden ene blevne guulbrune. jeg saae det!
Jeg kunde ikke ret fatte mig i den Tanke, at jeg var i Grækenland, at jeg rullede ind i Minervas By. Hermes-Gaden, den største i Athen, er ogsaa den første her for den Reisende fra Piræus; men den aabnes med en Række Huse, der efter europæiske Begreber see høist ynkelige og fattige ud. Lidt efter lidt staae bedre og større, med to Etager, som i Byen paa Syra; alligevel, hos mig idetmindste, var her Noget som sagde: her er Grækenlands Hovedstad. Akropolis stod som en gigantisk Kongestol høir over alle de smaa Huse, og midt i Gaden, hvor vi kjørte, kneisede et Palmetræ, saa høit, som jeg aldrig havde seet det før; en, lille Skranke af raae Planker omsluttede Stammen, ellers vilde den snart være ødelagt af de kjørende Grækere, der staae op i de gamle Drosker og jage forbi, som var der et Veddeløb. Af Alt omkring os tildrog denne Palme sig meest vor Opmærksomhed; senere fik jeg at vide, at da Gaden blev lagt, skulde Palmen have været hugget om, fordi den stod, hvor Folk skulde kjøre, men vor Landsmand, Holsteneren, Professor Ross bad for Palmen, og saa fik den Lov at staae. jeg døber den derfor som “Ross’s Palme”, herefter have alle Reisende og Reisebeskrivere sig at rette! Grækerne lægge vi paa Hjertet, at de huske, deres Land danner Broen fra Europa til Orienten, de bør holde paa de orientalske Zirater, der antyde dette, og en Pragt-Zirat er denne Palme, de fleste andre i Athen ere ødelagte, man finder kun to eller tre.
Vi holdt ved Hotel du Münich; Verten er en Græker, Veninden tydsk, “die schöne Wieneriin” kaldes hun. – Man gav mig det bedste Værelse, og det var, som man finder det i hver lille tydsk By i et Vertshuus af tredie Rang. Jeg havde altsaa nu et Hjem; et Hjem i Athen.
Det første Indtryk af Byen selv vil jeg see at gjengive, og fortælle, hvorledes jeg her tilbragte den første Dag.
Den skrækkelige Skildring, man i Neapel havde givet mig om Grækenland, og navnlig om Athen, fandt jeg at være overdreven til Latterlighed, jeg troer gjerne, at for sex à syv Aar tilbage var Alt her i den skrækkeligste Usselhed, men man maa huske paa, hvad eet Aar alene er for et Land, som Grækenland, der er i en Udviklingsperiode, som intet andet Land er det i Europa. Det er, som om man vilde sammenligne denne bemærkelige Fremskriden i aandelig Henseende hos Barnet og den mindre slaaende, hos den voxne Mand; syv Maaneder hos hiint ere omtrent som syv Aar hos denne. Athen forekom mig saa stor, som en dansk Provinds-By, f. Ex. Helsingør, og saae ud som en By, der i største Hast var bygget op til et Marked, der netop nu var i fuld Gang. Hvad man her kalder Bazarer, er krogede, almindelige Gader, med Træhuse paa begge Sider, Træhuse, som paa et dansk Marked og pyntede med Skjærf, brogede Strømper, hele Klædningsstykker og Saphians Skoe, lidt kluntede vel, men brogede at see paa! her ere Kjødvarer, her er Frugt, her prange Fess, her sælges gamle og nye Bøger, Droskekudsken selv kjøber sig een, og hvilken: Homers Iliade, trykt i Athen 1839, selv læste jeg Titelen.
Athen har et Par græske, eller egentlig tyrkiske Caffeer, og dertil en ny italiensk, saa stor og pyntelig, at den kunde tage sig ud i Hamborg eller Berlin; den meget besøgte Caffe greco i Rom er imod denne kun et Sandhul under Trappen. Unge Grækere, Alle i national Dragt, men snørede, saa de skulde være blaae og grønne om Ribbenene, med Lorgnet og Glace-Handsker, saae jeg her ryge Cigarer og spille Billard. De vare ægte græske Lapse; de behøvede blot at forandre Costume for at være Drivere i enhver anden europæisk Stad. Udenfor paa Gadehjørnet stode maltesiske Lastdragere, en heel Række, i Solen som Sjouere paa et Gadehjørne i Kjøbenhavn.
Den meest beboede Deel af Athen strækker sig op mod Akropolis; men rundt om er Byen under Bygning. Athen er en By, der synes at voxe i de enkelte Dage den Fremmede opholder sig her. Kongens nye Slot reiser sig mellem Staden og Hymettos; det er en Marmor-Bygning, til hvilken hver Steen er hugget i det nærliggende Pentelikon; alt pranger i Forsalen derinde Portraiter af Grækenlands Helte fra Friheds-Krigen. *)*) Slottet ligger lige ud for Hermes-Gaden, det er saa godt som fuldført og forekommer mig noget større end Sorø Academie. De fleste Værelser ere pompeiansk malede, Dronningens Sovekammer derimod af en os nu mere eiendommelig Art, det forestiller en heel Løvsal, hvor man mellem Rankerne i Loftet seer den blaa Himmel besat med forgyldte Stjerner.
Universitetet staaer under Bygning og det er en Dansk, som bygger det *)*) Den danske Architect Christian Hansen; Bygningen opføres i Form af et hvilende latinsk =. Den ene Fløi er færdig; en Marmortrappe fører op til en bedækket Arkade af hele Bygningens Bredde; fire Marmor-Colonner, en Gave af Kong Otto, bærer Frontespicen hvori skal anbringes en Minerva, ligesom der paa de to Hjørner af Bygningen skulle staae to Oldtids Lærde, hvilke vare endnu ei bestemt. I Kjelderen anbringes Varme-Indretninger for hele Bygningen. Sections-Stuen, Forelæsnings-Værelser og Bibliothek, stode saa godt som færdig. Ch. Hansen bygger ogsaa en græsk Kirke, den ligger mellem Slottet og Byen.
Et Par Kirker og mange Privat-Boliger for Ministre og Kjøbmænd voxe Time for Time, og hvo ere de mange Haandværks-Folk? de ere næsten alle Grækere, sagde man mig, det er Bønder, Soldater, Røvere, som have grebet Muurskeen, Hammeren og Saven, de have seet lidt paa de fremmede Arbeidere og strax ere de blevue Murere, Smede og Tømrere. Grækerne er et opvakt Folk.
I Alt overgik det første Indtryk af Athen de Forestillinger, man i Neapel havde vakt hos mig; jeg sagde det, og Ross fortalte mig om en Græker, der var her i Athen i disse Dage, en Græker fra Chios, Homers Fødeø; det var en Mand, der efter sin Stilling og sine Omgivelser kunde kaldes meget dannet, men han havde aldrig før seet en stor By, og derfor var han nu aldeles forbauset over Storheden og over al den Luxus, han fandt i Grækenlands Hovedstad; hvert Øieblik udtalte han Forundring over hvad han saae; og da Een, der nu havde seet ham her i en fjorten Dage, yttrede at nu kunde han vistnok Athen udenad? – udbrød han: “udenad! man bliver aldrig færdig med en saadan By! Altid er her Noget at høre og see! hvilke mange Forlystelser! hvilke mange Beqvemmeligheder! her ere Vogne til at kjøre i! her er hver Dag deilig Musik foran Kongens Slot, her er Caffeer med Aviser, Theatre, hvor de synge og tale! det er en vidunderlig By – ! ”
Ham overvældede Athens moderne Storhed og Luxus, jeg fandt her var ganske godt, imod hvad jeg havde hørt! saaledes dømmer man fra forskjelligt Standpunkt efter Vaner og Anskuelser.
Jeg havde tænkt mig, at jeg i Grækenland skulde føle mig saa fremmed, saa langt borte fra Hjemmet, og jeg syntes just her at være ganske hjemme. Landsmænd og Tydskere kom mig saa kjærligt imøde! jeg blev alt den første Dag afhentet til et heelt dansk Huus, det var hos Dronningens Hofpræst Lüth, en Holstener, der er gift med en dansk Pige fra Fredensborg, hendes yngre Søster var hos hende; Landsmændene indfandt sig her; jeg traf vor danske Consul, Hollænderen Travers, der talte meget godt Dansk. Champagnen knaldede! – – med et Besøg i det nye Theater skulde min første Aften i Athen slutte.
Lidt udenfor Byen ligger Theatret, det har fire Etager, er smukt decoreret, dog smukkest var det at see de græsk klædte Tilskuere i Logerne og paa Gulvet; her vare flere smukke Grækerinder, men Alle disse vare fra Øerne, sagde man mig, i Athen selv fandtes ikke Mange. En italiensk Troupe gav her Forestillinger, første Sangerinde var for nylig ved en Kabale udpebet, jeg hørte altera Donna, der var høist ubetydelig. Forestillingen selv var noget Plukke-Mad; vi fik Ouverture af “Norma” og af “Bronzehesten”, een Act af “Barberen” og een Act af “Skaden”, desuden en Ballet.
Fra Parterret traadte man ud i en Slags Foyer, hvor man erholdt Forfriskninger, men herude var aldeles ikke decoreret; man saae ovenover sig og til alle Sider, kun de sammenføiede raae Planker, den lange Disk var ogsaa uhøvlede Bredder, og her skjænkede nogle Grækere Punsch, Mandelmælk og Kaffe.
Theatret ligger, som sagt, et Stykke udenfor Byen, det var derfor af en forunderlig Virkning, midt om Natten at træde ud fra denne Bygning, fra en Forestilling af “Barberen” og “Skaden”, og da see sig under en orientalsk Stjernehimmel, der lyste saa at man netop saae Udstrækningen af den øde Slette begrændset af høie Bjerge; eensomt og stille var her, man kunde troe sig med eet af Wiens Folke-Theatre, ved en mægtig Fee hentryllet i den mennesketomme Ørken. Den storartede Natur-Decoration spottede de malede Coulisser; Eensomheden forkyndte et Drama, der viste, hvor smaaligt Alt var derinde, hvorfra vi kom. Just ved Modsætningens Usselhed følte jeg Grækenlands hele classiske Storhed.
En enkelt Marmor-Colonne stod paa vor Vei i Gruus og Hede-Urter, Ingen vidste, hvilket Tempel den havde prydet. Almuen siger, det er den Søile, Christus blev bundet til, da hans Bødler pidskede ham, Almuen troer, at Tyrkerne have kastet den i Havet, men hver Nat er den igjen vendt her tilbage. Eensom stod den hvide Søile og pegede i den stjerneklare Nat mod Guds Himmel.
Grækenland: Akropolis
Denne fritstaaende Klippe med sine Marmor-Ruiner er Hjertet af det gamle Athen, dens Erindringer strække sig ind i en fabelagtig Tid. Da Arons Mandelstav blomstrede, skjød her Athener Laurbær-Træ unge Skud og Neptuns Saltkilde sprudlede frem af Fjeldet. *) *) 1400 Aar før Christi Fødsel førte Cecrops en Coloni fra Sais til Grækenland og reisse paa Fjeldet her Borgen Cecropia. Cecrops og Erecteus Grave fandtes her. Paa Perikles’s Tid blev det nuværende Parthenon opført af Phidias og Bygmestrene Iktinos og Kallikratides.
For Enden af den brede Æolusgade strækker sig en Plads, ujevn, som den maa være ved dens nedrevne Leerhytter og omstyrtede Mure, op af Græsset her, halv udgravet, hæver sig Vindenes Taarn, hvor i Tyrketiden Derwischerne boede, to høie Cypresser pege sørgende mod Himlen; et tyrkisk Badehuus med mange Kupler, en eensom Palme og en pladskende Kilde ud af en gammel Muur, er det meest Maleriske i den nærmeste Omgivning.
Jeg vandrede over Pladsen; ved Kilden stod en smuk Græker-pige med sin Leerkrukke paa Skulderen, det var et lille Maleri, men et mere storartet laae for mig; ovenover de uregelmæssigt henkastede Huse foran hævede sig op mod Kalkklippen en grøn Bakke, hvor en Flok Faar græssede i Selskab med fem à sex unge Kameler, der løftede deres lange Halse iveiret og udvidede stolt Næseborene idet de sloge med Nakken, Ruinen af en ødelagt Fæstnings-Muur strakte sig over denne Grønning, Stien snoede sig langs med den over Gruus og Steen, forbi dybe Brønde, uden Rækværk, den ene tæt ved den anden; jeg fulgte denne Sti, og snart laae By og Huse bag ved mig.
Hver Plet er her historisk, ved hvert Skridt træder man her paa en ved Minder hellig Jordbund; det mægtige Klippestykke til Venstre, der synes ved store Naturkræfter løsrevet fra Akropolis, er Stedet, hvor Apostlen Paulus talte til Athenienserne; nu sad en eensom Hyrde der med sine to Hunde og saae ud over den udstrakte Slette, hvor Olieskovene groe men kun flygtigt betragtede jeg dette Maleri, let gled mit Øie hen over Klippegrunden med de udhugne Trappetrin, Stedet hvor Solon og Plato have talt; Akropolis var Maalet for min Vandring, Akropolis havde al min Tanke, kun det udstrakte Hav og Moreas maleriske Bjerge standsede mig en enkelt Gang.
Gjennem en aaben Port, hvis gamle, jernbeslagne Dør hang paa det ene Hængsel, traadte jeg indenfor Befæstnings-Muren fra Tyrkernes Tid; et Par Liigstene af Marmor med Indskrift tjene til Karnis for Porten. Lige nedenunder ligger endnu, med høie Buer af mægtige Qvaderstene, dannende en Halvcirkel, det saakaldte Herodes-Theater.
Endnu en lille Forgaard, dannet af ødelagte Fæstningsværker maatte jeg gjennemvandre; et Seilgarns Baand hang paa den skrøbelige Port, Træklinken sprang op, og jeg stod i en noget større Gaard, hvor man af sønderbrudte Marmor-Søiler, lemlæstede Basreliefs og Muursteens Brokker havde opført et lille Vagthuus; græske Soldater, halv paaklædte, Enkelte med den grove Militairfrakke løst kastet over Skuldrene, laae i forskjellige Grupper og røg deres Papirs-Cigar; En spillede Mandolin og sang en græsk Vise. Et Par Skridt endnu og Veien gaaer mellem opdyngede Marmorblokke, omstyrtede Colonner; den ubevingede Seiersgudindes Tempel, de mægtige Propylæer og et faldefærdigt gothisk Taarn fra Middelalderen ligger for os.
Denne Opgang er og har altid været den eneste, som førte til Akropolis, fra alle andre Sider hæve Klipperne sig steilt, og stærke Mure øverst oppe gjorde det end mere utilgjængeligt.
Under Tyrkerne vare Propylæernes Søilegange tilmurede og udgjorde en Deel af Batteriet, nu staae de riflede Marmorcolonner frit, og knuste Marmorbilleder, opgravne af Gruset, ere opstillede i Række paa det sneehvide Gulv. Det blæste stærkt heroppe, Vinden susede mellem de mægtige Søiler, der i Sollyset kastede deres Skygger.
Jeg traadte gjennem Propylæerne og stod nu paa en Plads, forstyrret, ødelagt, som jeg aldrig har seer Sligt. Det var som et jordskjælv havde rystet de gigantiske Colonner og Carnisser mellem hinanden; her var egentlig ikke længer Vei eller Sti; jeg gik over Rudera af ødelagte Leerhytter fra Tyrkernes Tid, hvor Græs og Acanthus Skjød frodigt op; hist og her saaes ødelagte Cisterner, hist og her stode Bræde-Skuur, i hvilke man havde henkastet Menneskeknokler og opstillet Vaser, Basreliefs og Gibs-Afstøbninger; her laae rustne, søndersprængte Bomber fra Venetianernes Tid; nogle Heste gik paa Græs heroppe; og som i en Gruus-Grav til Venstre stod Erecteus-Templet med sine Caryatide; en faldefærdig Muursøile fylder Pladsen for den Caryatide, som Elgin har røvet for det engelske Museum. Skelettet af et Æsel laae foran de udgravede Marmortrin. Lidt til Høire viste sig Parthenon, Pragtruinen paa Akropolis, der ved sin Storhed, Stiil og sine Reliefs endnu forbauser! det er et Tempel for alle Templer, men hver Søile barbarisk sønderskudt, hvert Basrelief i Frontespice og Frise lemlæstet; og dog er det forbausende, hvor meget det er her staaer endnu; under Venetianernes Beleiring fløi en Deel med Krudtmagasinet i Luften, i Frihedskrigen var Parthenon Maalet for Kugler og Bomber! og dog have disse Rester endnu en Storhed, man kun begriber, ved at staae her mellem disse pragtfulde Colonner, der bære Kjæmpeblokke af Marmor, som var det kun et svævende Bjælkeværk. En faldefærdig Moskee ligger paa tværs inde i Templet, den tjener nu som Skuur over Guders og Keiseres Marmorbilleder! Paa den Side, som vender ud til Havet, har Tiden givet Søilerne et rødguult Anstrøg, men de andre og fleste staae saa hvide, som de i Aar vare huggede i Paros’s Marmorgrube.
Hele Tempelruinen laae i det stærkeste Sollys, idet jeg traadte herind, og som Baggrund hævede sig hiin Side Dalen Bjerget Hymettos, over hvis guulgraa Steenmasse, uden Spor af Vegetation, en mørk Sky kastede sin Slagskygge. Evige Gud, at dog alle Mennesker kunde see denne Storhed og Herlighed. Tanken bliver stor i store Omgivelser! hver smaalig Følelse var død i mit Bryst, jeg var opfyldt med en Glæde, en Ro, en Lyksalighed, og jeg bøiede mine Knæ i den store Eensomhed.
Faa Skridt fra mig, mellem de sprængte Marmorblokke, hvor den vilde Tidsel Skjød frem, laae Menneskeknokler, man havde henkastet et Dødningehoved paa den hvide Marmorblok; det gjorde et forunderligt mægtigt Indtryk paa mig! Taarerne strømmede mig ud af Øinene!
Stormen susede mellem Colonnerne; sorte Rovfugle fløi hen over Dalen ved Hymettos; lige under Klippen strakte Athen sig ret anseelig med sine hvide Huse med de røde Tage; paa Pentelikon og Parnes-Bjergene var faldet Snee! hvilket Skue rundt om, dog skjønnest var det mod Havet; det skinnede saa stort og udstrakt, saa uendeligt blaat og bar de hvide Seilere. Luften var saa gjennemsigtig, at jeg troede at overskue det hele Peloponnes, jeg saae de fjerne Bjergtoppe om Sparta og til Høien, hvor Korinth ligger, syntes Veien kort, og dog er den til Lands hele Dagsreiser; med blotte Øine saae jeg Akro-Korinths hvide Fæstnings-Mure, hvert Hjørne de gjorde, Slagskyggen de kastede.
Da jeg steg ned, mødte jeg min Reisekammerat Perseren fra Herat; han nikkede fortroligt, rakte mig sin Haand og viste ud over Havet. Det var vor Afsked.
Under mit Ophold i Athen, ved Solskin og Regn, besøgte jeg daglig Akropolis! her feirede jeg ved et Besøg min Fødselsdag, her læste jeg mine Breve fra Hjemmet, Akropolis var det sidste Sted ved Athen jeg besøgte da jeg skulde bort; paa Akropolis dvæler min Tanke længst, naar den gjæster Grækenland. Paa dette Sted ligesom hvilte Naturen og Kunsten ved mit Hjerte, her følte jeg intet Savn, uden det, at ikke alle mine Kjære kunde dele dette Skue med mig!
En Solnedgang, seet heroppe, er det meest Ophøiede jeg kjender! Jeg har seet en saadan, jeg sad paa Trinene til Parthenon; Alt var øde og dødt henimod Hymettos, sorte Fugle fløi hen over Dalen, hvor en eensom hvid Colonne staaer; et Æsel skreg dernede, som Schakalen skriger; Solen sank bag Salamisbugten, og Bjergene straalede i de stærkeste Farver, Ægina var blaa som de friskeste Violer. De samme Farver, de samme Bjergformer, som jeg saae dem, have Plato, Socrates og hine Verdens Store seet fra samme Sted. Det var den samme Scene, de betraadte; jeg følte et Øieblik en Tanke af at være traadt tilbage i Tiden for hine store Minder og Begivenheder! – Solen gik ned, og uden Skumring myldrede de funklende Stjerner frem over de gigantiske, sønderbrudte Templer! Naturen og Kunsten ligesom hvilte ved mit Hjerte, og det følte, Guds Værk er evigt, Menneskets falder i Gruus, men af begge inddrak jeg en Livs-Poesi, der, lader Gud den blomstre og dufte, skal qvæge Menneskets Hjerte.
Grækenland: En Regnveirsdag i Athen
Vaade, tunge Skyer hang langs hen ad Bjerget Hymettos; Veiret var graat og koldt; den ubrolagte Gade stod i en guul Dynd fra Regnen om Natten; de tynde Vægge i Husene drev med Vand.
Landets vigtigste Post, en Græker, der rider med Breve og Penge over Land til Patras, kom i sin tunge, vaade Uldpels, han trak den belæssede Hest, ladte Pistoler hang over dens Hals, den slæbte Benene efter sig. Ved Apotheket blev gjort Holdt, Dyrets syge Been indgnede de med Salve.
Regnen faldt i store Draaber og kom snart i en Skylle. Tre forskjellige Faare-Hjorder stode paa den snevre Plads foran Kirken, de knugede sig tættere og tættere sammen. Hyrderne støttede sig til deres lange Stave; midt i Regnen, tæt indsvøbte i tykke, brune Kitler, med de klodsede Hatte trukne over Hovedet, saae de mere ud som Grønlændere, end som vi tænke os Grækere; barbenede stode de i det gule Dynd. Regnen skyllede ned, først henimod Aften blev den til Stænk; Blæsten rev Skyerne sønder og drev dem afsted som Taager.
Jeg vovede mig ud. Et Par sorte Familier, der under Tyrkerne havde været Slaver, saae jeg krybe frem af deres lave Jordhuse. Konens hele Paaklædning bestod i en Slags Slobrok og et smudsigt Skjørt, hun laae og øste Vand ud over Dørtrinet, medens de smaa, sorte Børn, det ene havde kun en rød Uldskjorte paa, dandsede i Dyndet.
Vildsom, uden Vei eller Sti, syntes den hele Strækning fra dette det yderste Huus i Gaden og ud til Pentelikon og Parnes-Bjergene. En Mand i en Faareskinds Pels red, med Pibe i Munden, hen over Heden; Konen og den voxne Datter løb bag efter; Konen bar paa sin Ryg et lille Barn i en Pose; under sin ene Arm havde hun en Jerngryde og under den anden en tømt Svinehud, hvori der havde været Viin. Datteren slæbte paa en stor Bylt. De talte høit og glade; Manden vendte sig gravitetisk om og nikkede, red saa raskere til og Kone og Datter holdt Hesten i Halen, for at de kunde vinde med. Alt var der i sin bedste Orden, Hver fandt sig, efter Vanen, paa den rigtige Plads.
Hvilket Billede! disse nøgne Bjerge, hvor Skyen ligger vaad og tung, som vilde den vælte ned i Dalen, og Dalen selv, uden Hytter, uden Hyrdens Blus, kun med sin bleggraae Timian, og denne vandrende Familie – ! Er dette Grækenland! hvorfor hvile Fædrenes Misgjerninger paa Børnene i hundrede Led!
Hvor den brede, befarne Vei gik, hvor unge, aandfulde Atheniensere jublende vandrede til Platos Academie, rider nu i de høie Hede-Urter, halv sløv, den fattige Bonde, Æselet kjender Sporet det skal følge. Den Plads, som ved en Plato er blevet hellig, den Plads, hvorfra Aandens Lys strømmede ud over det øvrige Europa, fremviser nu kun en Hob vantrevne Olietræer. Gruus-Høien tæt ved er Kolonos, hvortil Oedips udødelige Navn knytter sig.
Jeg tog Veien derhen, over den vaade Hedestrækning. En Vand-Rende, der kun paa enkelte Steder rager lidt over Jordfladen og da har en Slags Steen-Bedækning, er nu Athens Vandledning fra Bjergene. Man bliver kun opmærksom paa den der, hvor den er halvt ødelagt, idet Hyrderne have, for at skaffe deres Qvæg Vand, taget flere af de overliggende Stene bort og kastet dem til Siden; den løsnede Jord flyder efter Regnskyllet ned i Vandet og plumrer det.
Jeg stod paa Kolonos. En muret Grav, i Form af en stor Liigkiste, findes heroppe. Her har man jordet den for kort Tid siden afdøde Tydsker K. 0. Müller, hvem Videnskaben skylder saa meget. Hans Støv hviler i det Land, hvor han følte sig lykkeligst! den Jordbund, han elskede, modtog hans Støv. Ung og tilfreds, midt i sin Stræben, medens ingen Forventninger om ham vare skuffede, fandt han Døden! hvad kunde være lykkeligere.
Jeg støttede mig op til den vaade Grav, ønskede, hvad jeg altid har ønsket: et kort, et lysende Liv! – Og Vinden blæste koldt og skarpt fra Bjergene, vaade Skyer joge mig forbi, men selv i denne nordlige Colorit førte Intet mine Tanker mod Norden. I det hele Landskab laae en Storhed, som ikke selv Schweiz eier; der trykke Bjergene, her ere Dalene store som Bjergene; Grækenlands Natur er i sin Sorg for stor til at man kan græde, man opløftes ved den!
Grækenland: Rapsoderen
Grækerne have en Art omvankende Spillemænd, Rapsoder, som oftest gamle, blinde Mænd, hver i sit Ydre en sand Homer, dog ogsaa unge Knøse, som ved deres musikalske Talent og af Tilbøielighed have valgt denne Levevei. De kunne en utrolig Mængde Sange; ved Vagtilden i Bjergene, ved den rige Grækers Arne foredrage de deres Sange, ja udføre endog hele Musikstykker ved Mandolinen; jeg har hørt disse Sange, hørt disse Melodier ved Nationaldandsene.
De sidste Dage i Marts var det min Bestemmelse at gjøre en Udflugt til Delphi, jeg kunde da have tilbragt den anden April, min høie Fødselsdag, paa Parnas, det virkelige Parnas, men Guderne vilde det ikke, Dalene ved Delphi laae med Snee, Floderne vare strømmede over deres Bredder, det var raat og koldt; jeg maatte blive i Athen, men Muserne vare mig dog gunstige, jeg fik paa denne Dag baade Sang og Musik, og det den eiendommeligste jeg hørte i Grækenland.
Da jeg kom ned fra Akropolis, hvor jeg ene havde tilbragt Morgenstunden, fandt jeg paa mit Bord et Brev med Indbydelse fra Ross, at eftersom jeg i Dag ikke kom paa Parnas, var Parnasset kommet til mig! mere kunde man jo ikke forlange! her var just i Athen to vandrende Rapsoder, unge Grækere fra Smyrna, de skulde synge for mig Folkets bedste Viser; men i Stuen maatte vi høre dem, thi Regn og Storm blev ved. Skyerne havde spændt deres vaade Strænge ned til Jorden og Stormen greb i Strængene, en mægtigere Harpe kunde Guderne ikke stemme, og jeg var egoistisk nok til at lade det Hele gaae paa min Fødselsdag, der feiredes af Glaukopis Athene.
Jeg kom hen til Ross. Rapsoderne toge Plads; det venstre Been lagde de op paa det Høire, saaledes sad de; den Ene havde sin venetianske Mandolin paa Skjødet, den Anden spillede Violin, et Instrument, der først i den senere Tid er kommet i Brug hos disse omvandrende Sangere. Begge vare de iførte en græsk blaa Klædning og bar paa Hovedet en rød Fess; begge havde de deilige, livfulde Ansigter, mørke Øine og smukt tegnede Øienbryn.
Jeg vil troe det kom tilfældigt, men ganske særegent var det; – i den Orden, Sangene fulgte, dannede de en heel ny græsk Historie.
De begyndte med en græsk Klagesang, digtet af Folket, da det endnu var under Tyrkernes Aag; de sang om deres Hjorder og deres Døttre, der førtes bort; det lød ikke, som naar To synge een og samme Vise, nei, Stemmerne krydsede hinanden saa eiendommeligt; Hver havde sin Sorg, sit Tab, men det var dog den samme Historie, den samme Lidelse, som udtalte sig. Halv sagte og halv klagende blev den foredraget, som om Frygt bandt deres Tunge; men enkelte Gange svulmede Smerten til et vildt Skrig, det var som om et heelt Folk græd; det havde noget rystende, hjertegribende, som Israels Sang ved Babylons Floder.
Nu fulgte en Sang af Rhigas, meest begeistret sang de Strophen:
»Sparta, Sparta kan du sove,
Vaagn dog af din dybe Dødssøvn!” *) *) “Vaagn op, Sønner af Grækenland” en bekjendt Sang af Rhigas, Grækernes Beranger; han levede i Venedig, som riig Kjøbmand, og anvendte sin Formue paa at danne unge Grækere; hans Sange, der nu ere paa Alles Læber, bidroge meget til at indaande det undertrykte Folk Friheds Tanken. Han blev, som bekjendt, af Østerrig udleveret til Tyrkerne, der i Belgrad lode ham levende gjennemsave. Af nulevende græske Digtere er Alexander Sutzos den, hvis Sange ere meest anseete; han er født i Constantinopel af en rig græsk Familie; under den græske Revolution flygtede han til sin Onkel Michael Sutzos, Hospodar i Wallachiet, senere græsk Gesandt i London, denne sendte ham til Paris for der videnskabelig at uddannes, men han vendte snart igjen hjem til Grækenland og skrev der “Satire” sluttede sig til Oppositionen mod Kapodistria og flygtede til Hydra, hvor han skrev Satirer, der ere samlede i hans Værk: “En samling af græske digte.” Ved Kong Ottos Ankomst gik han igjen til Paris, hvor han skrev paa Græsk Tragedien Marko Botzaris, der nylig er opført paa Theatret i Athen. Hans sidste Værk er i Prosa : Den Forviste.
Og atter lød en Krigs-Sang, der i Melodie var forunderlig beslægtet med Marseillaisen, og dog var den, som man sagde mig, original græsk, den antydede Grækernes Kamp; og Rapsoderne sang Visen, Folket havde sjunget ved Kong Ottos Indtog i Nauplion; jeg følte mig dybt bevæget, – et Folks Historie skrevet med Toner gaaer dybere til Hjertet end den der skrives med Bogstaverne.
Pludselig greb den yngste Rapsode i Strængen og Violinen spillede et Potpourri af “Fra Diavolo”, “Robert” og flere franske Operaer; det var afskyeligt! det forekom mig som en Vision, der forkyndte, hvorledes alle disse folkelige Toner vilde forstumme, og fremmede Sange trænge ind i Folket; allerede nu høre Grækerne heller disse auberske Melodier, end deres egne Sange.
Til Slutningen fik vi en tyrkisk Sang; noget forfærdeligere har jeg aldrig hørt, jeg troede først, at det var parodisk, men Ross forsikkrede mig at det ikke var Tilfældet og senere er jeg i Smyrna og Constantinopel blevet overtydet om Sandheden. Een Stemme begyndte, ganske sagte og uforstaaelig, selv for den der kan Tyrkisk; Stemmen klang, som om en Drømmende mumlede Noget; jeg syntes at høre en beruset Opiumsspiser vaande sig i en fæl Drøm; hele Acompagnementet bestod i en Klimpren paa een og samme Stræng, altid den samme Tone. Der var noget saa rædsomt fortvivlet indvendig i denne Sang, Omqvædet lød, som om Sangeren pludselig vaagnede op og skreg, i det han blev myrdet.
Da Rapsoderne forlode os, greb de hver vore Hænder, kyssede dem og lagde dem derpaa, efter græsk Sædvane, paa deres Pande. Jeg var ganske opfyldt af hvad jeg havde hørt.
Om Formiddagen græske Viser, om Aftenen Folkedands, det var en sand Fest-Dag. Holsteneren Lüth, Dronningens Hofpræst, skaffede mig dette Skue. Dandserne vare lige ud af Folket, hans to græske Tjenestekarle, en gammel Kaffevært og dernæst to unge Haandværkssvende fra Byen udførte Dandsene. Rapsoderne lode Mandolinen og Violinen klinge, og enkelte Steder sang den Ene dertil en kort Sentens, eller en Opfordring til Glæde. “Fryder Eder!” “Livet er kort!” “Elskov er Sorg! Elskov er Fryd!” “Dandser I Unge!”
Hele Rækken bevægede sig graciøst hen over Gulvet; Den, som var paa Fløien optraadte som en Slags dandsende Chorfører, de Andre betragtede hans Trin og Stillinger, hvilke de derpaa efterlignede. Barnepigen der i Huset, en Grækerinde fra Zea, som var særdeles smuk, havde taget sin bedste Pynt paa, Turbanen især klædte godt til det mørke Haar og den smukke Pande; hun begyndte nu med to af Mændene en Dands fra hendes Hjemstavn. Noget mere yndigt kunde der ikke ønskes, og dog vare, som sagt, de Dandsende alle Folk af den simplere Classe. Hun holdt Mændene ikke i Haanden, men ved deres Bælte, de berørte hendes Over-Arm og langsomt gik det først frem og saa tilbage, ganske som en Vandren; alle hendes Bevægelser antydede Ro, hos Mændene derimod aandede de Liv og Lidenskab; hun vilde snoe sig fra dem, de holdt hende fast, Blik og Mine udtalte stærke Følelser men kun Een var den begunstigede.
Efter at de havde dandset og sjunget for os, dandsede et Par af vort Selskab for dem en Tyrolerdands, der særdeles syntes at tiltale dem, de efterlignede under Dandsen de Dandsendes Stillinger. Den ene af Rapsoderne, der, som man sagde, skulde være et poetisk Talent, bad om at maatte høre en Sang fra Norden, “en hyperboræisk Sang,” som han udtrykte sig.
Jeg lod ham da høre Indholdet af Visen om den danske Bonde, der bad om han maatte bære Kong Frederiks Liig til sit sidste Hvilested.*)*) Sørgecantaten over Frederik den Sjette med Musik af I. P. E. Hartmann.
Og han hørte, hvorledes Folket sang fra Stadens Volde et dybt, veemodigt Farvel! og Kisten kjørte under Fakkelblus hen ad den med Snee bedækkede Landevei, et fattigt Lys var sat i den mindste Hytte nær ved Veien, og her stode de Gamle med deres Børnebørn, de saae Faklerne brænde, foldede Hænderne og sagde: “Nu kommer Kongens Liig!” – Og alt som jeg sang Visen, saae jeg Taarer i den unge Piges Øine. Den yngste af Rapsoderne bad ved dens Slutning, om endnu engang at høre Indholdet.
“Det har været en god Konge!” sagde han og saae paa mig med et bedende Blik om at gjentage Melodien, og jeg sang den.
Da jeg sildigt ud paa Aftenen gik bort, fulgte de to Rapsoder med. Det regnede ikke meer, men hen over Himlen foer Sky-Taager, lette og gjennemsigtige, saa at man saae de funklende Stjerner igjennern dem; ved vor Side udbredte sig den store, tause Slette ud mod de høie Bjerge. Det var saa stille som en Nat i Roeskilde-Dom, hvor Kong Frederik hviler.
Pludselig greb den ene af Rapsoderne sin Violin og spillede nogle Takter af Melodien til: “Den danske Bonde og Kong Frederik!” – maaskee digter han selv en Vise, efter hvad han havde hørt, og synger mellem de græske Bjerge og under Asiens skyggefulde Plataner en Sang om Kongen i Norden, der blev baaret til Graven af den sørgende Bonde.
Grækenland: Daphne
Rundt om Athen strække sig flere store Kornmarker, men ingen Indhegning værner dem mod Gaaende og Ridende, hver fortsætter til Fods og til Hest sin Cours hvorhen han vil tværs over Kornet; Eieren vilde undre sig, om man gjorde det anderledes, sagde man til mig, da jeg foreslog at gaae udenom. Af Kjøreveie er her egentlig kun een god, nemlig den mellem Athen og Piræus. De andre, den til Theben og den over Eleusis til Korinth, ere endnu saa godt som ufuldførte; men selv paa de korte Strækninger, paa hvilke man saaledes nu skulde kunne kjøre, bliver det dog vanskeligt at komme frem, thi Hestene ville her ikke trække, de blive stædige, vende om eller kaste sig paa jorden; jeg har flere Gange da hørt Kudskene sige: “de gaae ikke! de kjende ikke disse Veie! men vil De kjøre til Piræus, saa skal De see, at de ere Heste, som kunne løbe!” Man nødes da hvert Øieblik at stige ud af Vognen, Kudsken fører Hestene, det gaaer i Fodgang fremad.
Næst efter Veien til Piræus er den til Eleusis vistnok den bedste; strax udenfor Athen passerer man, her hvor Olieskoven begynder, den verdensberømte Flod Cephisus, der nu kun bestaaer af tre smaa Vandløb, som man let farer forbi uden at bemærke. Paa den anden Side af Olieskoven bliver Egnen øde og vild, Veien strækker sig her, tæt ved antike Hjulspor i Klipperne, jevn og bred ned mod Havbugten og følger denne lige til Eleusis, der nu kun bestaaer af omtrent fyrgetyve Leerhytter og nogle Ruiner af gamle Templer; en halv Snees Fiskerbaade saae jeg i Havnen.
Midtveis mellem Athen og Eleusis ligger i vild Eensomhed det under Revolutionen ødelagte Kloster Daphne *)*) Det græske Ord Daphne betyder som bekjendt et Laurbærtræ, det er opført i maurisk Stiil og afbenyttes nu til Opholdsted for Gensdarmerne, der ere her for Veiens Sikkerhed.
Unægtelig er Daphne et af de interessanteste og meest maleriske Punkter mellem Athen og Eleusis; jeg var her i Selskab med Ross og Grækeren Philippos Ioan.*)*) Professor ved Universitetet i Grækenland; en Græker der taler fortræffeligt Tydsk.
Man viste mig Æginas mørkeblaae, høie Bjerge, tunge Skyer gik hen over Himlen; Salamis-Bugten laae alvorlig og kold, den havde i denne Belysning ganske Charakteren af en nordisk Indsø; den med Timian og Cypresbuske bevoxede Klippe tæt ved Veien frembød en Mængde smaa, indhuggede Fordybninger, der antydede Nischerne, hvori have været stillet Votivtavler; disse Huller og nogle hist og her adspredte Porphyr- og Marmor-Brokker er det Eneste, som minder om det Venus-Tempel, her engang stod.
Luften var kold, Skyerne kastede stærke Slagskygger paa de nøgne Bjerge; tæt ved os laae den vidtudstrakte Kloster-Ruin, tildeels omgivet af høie Mure, i hvis Revner voxe Buske og Slyngplanter.*) *) Kirken er sex til otte hundrede Aar gammel og bygget paa det Sted, hvor før et Apollo-Tempel stod; af dette findes endnu i Kirkens Muur en stor Marmorcolonne, tidligere fandtes tre, men to af disse have Engllænderne ført bort.
Udenfor var reist to Bræde-Skuur, det ene dannede en Slags Caffe, det andet en Art Bazar for de enkelte Reisende eller milevidt derfra boende Bønder; disse Træskuur op til Ruinen gave Landskabet ligesom det sidste Penselstrøg af græsk Melancholi.
Vi traadte ind i Klostergaarden, den var overvoxet af alenhøie Nelder, og under disse skjultes aabne Brønde, uden Rækværk, vi maatte speide efter dem Skridt for Skridt, for ikke at synke i; saaledes kom vi til den modsatte Muur, der hvor den syntes os meest beqvem at bestige, og snart stode vi paa Kirkens halv indstyrtede Tag, hvor Vegetationen var lige saa rig, som Bygningen selv var ødelagt. Et Trappetrin heroppe var det omvendte Laag af en antik Marmor-Sarkophag, et andet Trin var Resten af en riflet Porphyr-Søile. Reseda, Fuglegræs og Tidsler Skjød frem overalt. Flaggermusen fløi ved den lyse Dag hen over os, her var den hjemme, her var dens Rige, selv om Solen skinnede paa dens Vinger.
Inde i selve Klosteret ere Munkecellerne forvandlede til en stor Stald, i hvilken Gensdarmerne have deres Heste; de vrinske nu der hvor Munkene bad.
Kirken er prægtig og lod sig endnu restaurere; vi stode under dens Kuppel, der pranger i Mosaik med et Christus-Billede. Frelseren holder i sin venstre Haand Bibelen og udstrækker sin Høire for at velsigne. Under Revolutionen leirede Tyrkerne sig her, de antændte et Baal herinde, Muren er endnu sort af Røg, de røg deres Pibe og morede sig med at skyde efter de Christnes Forløser deroppe i Kuplen, og deres Kugle traf hans ene Øie, hans Mund og hans hellige Glorie, Sporet sees endnu tydelig i Mosaikbilledet, de udkradsede Helgenbillederne paa Altarbladet, tilmalede uteerlige Stykker, mens Kammeraterne loe og tiljublede Bifald. En Mængde Dødningehoveder og Knokler, fundne under Buske og Nelder udenfor, lage nu henkastede i en Krog mellem Alteret selv og den efter de græske Kirkers Brug opførte Altarvæg, der har tre Gjennemgange og fra øverst til nederst er bemalet med hellige Billeder; ogsaa disse vare noget forkradsede af Tyrkerne, men tre smaa Lamper vare ophængte og brændte herinde. De passes af den gamle Græker, som boer ude i Brædeskuret og der laver Kaffe og skjænker et Glas Raki *)*) Græsk Brændeviin der laves af tørrede Druer, for de fremmede. I denne Kirke fik han sin Daab, i denne Kirke har han sluttet Venskabs-Pagt og her blev han viet. Det var altsammen under Tyrkernes Herredømme; Vennen faldt i Frihedskrigen, hans Been smuldre maaskee under Hedebuskene, Hustruen har sin Grav tæt herved bag den revnede Muur, der gaaer en lille Sti mellem Acanthus og Nelder, et Olietræ er plantet tæt ved en sammenstyrtet Brønd, under Olietræet ligger Hustruen.
Den gamle Græker passer Lamperne inde i det ødelagte Guds Huus, han og Soldaterne holde der hver Festdag deres Andagt og stundom, naar en græsk Præst kommer forbi, binder han sin Hest ved Bræddeskuret, gaaer ind i Kirken og læser en Messe. Den gamle Græker er da tidt den eneste Menighed. Om nogle Aar sover ogsaa han under Olietræet, hvo passer da her de brændende Lamper? hvo luger Nelderne af Graven?
O Lamperne ville brænde, Lamper af Sølv ere da ophængte! Roser skulle blomstre, hvor nu Nelderne staae! Grækenlands gode Genius tilhvisker os det! Daphne vil reise sig af sit Gruus, her ved Eleusis-Veien, der skal befares af Fremmede, som Italiens Veie nu blive det. Daphne vil blomstre igjen! i Gaarden, hvor nu kun Tidsler og Nelder groe, skal Laurbærtræet grønnes, Røgelsen dufte og de knælende Børn see en hellig Vunde i Christi Øie, Mund og Glorie, der hvor engang Tyrkens Kugle rammede.
Velsignelse og Lykke over det Land, der fødte en Theseus, en Plato og en Socrates.
Grækenland: Frihedsfesten
Den sjette April er det den græske Frihedsfest, paa den Dag begyndte Opstanden, paa den Dag flød det første Tyrkeblod; Korset staaer nu plantet, hvor Halvmaanen stod: Korset pranger paa Ruinerne; Dødstilhed hersker i Dalene, hvor Krigsbulderet lød. Over det hele Land, i den fattigste Landsby vaier i Dag Frihedsfanen, Hyrden vandrer til Kirke-Ruinerne i de eensomme Bjerge, ophænger der en tændt Lampe foran de forkradsede Billeder paa den revnede Muur, og læser sin Takkebøn. Grækenland er frit!
I Athen var jeg i Aar ved denne Fest. Det var en deilig Solskins-Dag! ikke en Sky paa Himlen, ingen kold Blæst fra Bjergene! Regimenternes Musik klang i Morgenstunden gjennem Gaderne; fra mit Vindue saae jeg de krigerske Rækker af deilige, unge Grækere, med brune Ansigter og mørke Øine, en lille Fane vaiede paa hver Landse; de saae godt ud, men de vilde have været endnu smukkere, troer jeg, havde de været græsk klædte, her i disse frankiske Uniformer syntes de mig fremmede Tropper; paa Gaden løb deilige Grækerdrenge i hvide Fostaneller og røde Trøier; paa Balkonerne stode, rigtklædte, med stærke Farver i Klæderne, med Sølv- og Guldbroderie, med Dolk og Sabel, de fornemme Grækere; Qvinderne havde deres store Haarfletninger lagte rundt om den lille, røde Fess; den Fløiels Halvkjortel stod aaben fortil og viste et gyldent Livstykke, der holdt det runde, svulmende Bryst; de fleste Mænd og Qvinder havde en Myrtegreen i Haanden eller en Bouquet af Levkøier. Bønder fra Bjergene, med Faareskinds Kapper og med høie Huer, lænede sig stolt op til Kirkens lave Steencolonner og saae efter de ridende Soldater. Hundrede Lamper brændte inde i Kirken, jeg kunde fra mit Vindue lugte Røgelsen, som strømmede ud af de aabne Døre. Den venetianske Mandoline klang og den hvidskjæggede Gubbe sang Rhigas’s Krigssang:
“Ha, vaagn op, I Græker-Sønner!”
Athens største Kirke – den ligger i Æolus-Gaden – har aldeles ikke Udseende af en Kirke og er heller ikke opført til det kirkelige Brug; men da Athen fik et Hof, var ved al Festlighed enhver af de endnu brugelige Kirker for lille til at rumme et Hof, Diplomater og Autoriteter, man maatte altsaa vælge denne Bygning, der er et hvidkalket Huus med et Slags Veranda af Planker og Bjælker og har paa Siden en lille Trappe af raae Brædder op til en smal Dør, der fører til den kongelige Stol; jeg troede, da jeg første Gang saae Bygningen, at det var Theatret eller Raadhuset. I Dag var Kirken aldeles overfyldt alene med Geistligheden, det kongelige Herskab, Ministrene og Embedsmændene; den vagthavende Officeer forundte imidlertid mig som Fremmed Adgang. Den græske Biskop i glimrende Pragt havde Plads foran Altret mellem de pyntede Præster, der sang en høist uharmonisk Sang; Kongen og Dronningen, begge græsk klædte, sad under en Fløiels Tronhimmel, der var smykket med Krone og Scepter, Kronprindsen af Baiern i Uniform havde Plads ved Siden. De religiøse Skikke forekom mig mere eiendommelige og fremmede end egentlig høitidelige. Medens Præsterne sang, spillede Soldaternes Musikcorps nok saa lystigt udenfor! Det lød krigerisk og vildt, som var man midt i Kampen, hvor Præsten beder, hvor Krigeren synger og Bøssen knalder Skud paa Skud. Og den knaldede der udenfor! “Leve Kongen!” lød i Kirken, da han og Dronningen kjørte bort! der var nok tre eller fire Vogne i det Hele, de fleste Diplomater gik; man følte det var et Kongerige i sin Opkomst. Hele Gaden, Altaner og Vinduer vare opfyldte med Grækere, det ene smukke Hoved ved siden af det andet, tusinde røde Fess, brogede Trøier og hvide Skjørter prangede her i Solskinnet, de deilige Mænd og Drenge vare ret en Øienlyst! af Qvinder saae man derimod ikke mange, og de vi saae vare stygge.
Efter Frokostbordet red jeg med Landsmændene Professor Ross, Køppen, Brødrene Hansen og andre Venner ud mod Bjergene, for i een af de nærmeste Landsbyer at see Festlighederne der. Vi red henad den smalle Bjergsti forbi Lykabettos til Landsbyen Maruzzé, hvis usle Leerhytter med hvidkalkede Vægge og smag, frodige Haver tage sig ret pyntelige ud. Alle Beboerne sad paa Gaden, der var saa smal, at Folkene maatte ind i Husene, da vi kom ridende; udenfor Kirken var Frihedsfanen plantet, den var hvid med et blaat Kors; en deilig, lille Pige i en sort Fløiels Halvkjortel, hvor de skinnende hvide Særkeærmer hang bredt ud fra Albuen om de smaa, brune Arme, sad der med et Ansigt, saa regelmæssigt deiligt, Øinene saa mørke, Øienbrynene saa fiint tegnede; hun sad paa et Knippe Cypresgrene lidt fra Fanen. Jeg veed ikke hvoraf det kom, men den Lille, som hun der sad paa disse Dødens Grene, syntes mig at være Grækenlands Skjønheds-Genius, over hvilken atter Frihedsfanen vaiede.
Maalet for vor lille Reise var imidlertid den næste By, Kephissia. Veien derhen kaldte man en Kjørevei, men det kan selv i Grækenland kun være en Kjørevei for dem der dømmes til at brække Halsen; i det øvrige Europa har man ingen Forestilling om en saadan Vei, den sletteste maa imod denne kaldes Syndens brede Vei, der fører magelig til Helvede! Græske Heste kunne staae fast paa ujevne Bjerge og altsaa ogsaa her, Vandstrømme gik snart paa Siden af Veien, snart midt over den, i en halv Alens Dybde, prægtige Laurbær og blomstrende Oleander voxte paa begge Sider. Inde paa Markerne, Haver tør jeg neppe kalde disse Indhegninger, voxte vilde Pære- og Mandeltræer; Hyrderne drev enkelte Qvæghjorder, prægtige store Oxer; vi hilste Hyrderne paa græsk Maade med et: “Mødt i en lykkelig Time!” og de svarede smukt: “I mange Aar for Dig!” Da Grækenland var under Tyrkernes Herredømme, var Landsbyen Kephissia endnu mere blomstrende, sagde man, her havde rige, atheniensiske Tyrker deres Sommerboliger. Athen vil hæve sig igjen Aar for Aar, og snart skulle smukke Villaer voxe frem i denne frugtbare Strækning. Midt i Byen laae Ruinerne af en tyrkisk Moskee, der nu benyttes til Stald; af Minareten var nu kun Grundstykket, men foran kneisede den største og smukkeste Platan, jeg endnu har seet. De kraftige, bugtede Grene dannede en Krone, der næsten overskyggede den hele Plads; paa Græstæppet under Træet bredte vi vore Kapper, stillede Viinflaskerne op og holdt et Maaltid, omringede af græske Qvinder, der, da det just var Fastetid, vist misundte os vore nærende Retter. Siden gik vi en deilig Skovvei, hvor Kilderne rislede, hvor Alt stod frodigt og grønt og mindede mig om det frugtbare Strøg mellem Neapel og Posilippo. Vilde Frugttræer og duftende Ranker groede rundt om i en Strækning lige ned til den store Olieskov; her var Agerland, her var Viinplantninger; vi saae, hvad Grækenland kunde være, og det forekom mig just paa Frihedsdagen, at være et prophetisk Skue!
Midt i Krattet var et Klippebasin, Bækken dannede nogle smaa Fald; vi stege derned, de grønne Grene hang os over Hovedet og Vandet pladskede saa friskt og klart; Solstraalerne gjorde Løvet transparent, Fuglene qviddrede og paa Stien tæt ved kom et Tog af europæiskklædte, ridende Damer og Herrer, der hørte til Kong Ottos Hof, vi hilste hinanden, og de forsvandt mellem Hækkerne. Nu kom en Efternøler, en ung Pige til Hest, ganske i græsk Dragt, og med den røde Fess heftet paa sit kulsorte Haar. Den kongelige Pande, de kjække, mørke Øine, og den raske Stilling paa Hesten sagde os, at det var en ægte hellenisk Qvinde vi saae, hun foer som et deiligt Syn gjennem Skoven, som de græske Alfers Dronning! det var Helten Marko Botzaris Datter, Hofdame hos Dronningen af Grækenland, Athens deiligste Qvinde.
Solen begyndte allerede at nærme sig Bjergene, vi satte os igjen til Hest, men det blev mørk Aften, før vi naaede Athen. Hele Akropolis var illumineret med mange Blus; det saae prægtigt ud, det straalede høit i den blaa Luft, og altsom vi nærmede os Athen, saae vi over Byen, som var det et Glorieskjær, Skinnet af de mange Lamper og Lys, hvormed Husene vare illuminerede. Lys vare bundne fast paa Altaner, Lysekroner, flettede af Blomster og besatte med couleurte Lamper, hang tvers over Gaden, eller udenfor de aabne Boutiker; Frugt-Bazaren straalede med Lys og viste glødende Apelsiner, mørkebrune Dadler og store Valdnødder. I mange Vinduer havde man opstillet Kobberstykker, Portrafter af Digteren Rhigas, Miaulis, Marko Botzaris og Kong Otto. I Æolus-Gaden vare flere Transparenter, paa eet saae man en Grav, hvorfra en ung Græker reiste sig med Frihedsfanen i Haanden; paa et andet saae man et græsk Skib i Storm. Under alle læstes paa Nygræsk sindrige Vers.
Eet Transparent især tiltrak sig Opmærksomheden; det forestillede en Gedebuk, der aad af et Viintræ; det græske Vers neden under er bekjendt, saavel som den tydske Oversættelse, der lyder saaledes:
Frisst Du mich auch bis zur Wurzel, doch trag’ ich Trauben genug noch,
Wein zu spenden, o Bock, wenn Du – als Opfer erliegst!
Jeg fandt det smukt og passende anvendt paa Tyrkerne, hvis Aag Folket havde sukket under; imidlertid udlagde nogle Bairer, jeg traf paa, Verset ganske anderledes, det skulde nemlig, meente de, gjelde dem! rigtignok har det viist sig, at Grækerne ikke ynde disse Fremmede; men under mit Ophold mærkede jeg aldrig noget synligt Tegn dertil.
Æolus-Gaden, den bredeste af Athens Gader, og som i lige Linie strækker sig op mod Akropolis, vrimlede af glade Grækere; Lys og Lamper gjorde Aftenen til Dag; Regiments-Musik drog forbi; Bygningerne opad mod Akropolis dannede Terrasser for Lamperækkerne; de røde Blus paa den øverste Ringmuur viste de gamle Tempelsøiler i bævende usikker Belysning. Sang til Mandoline lød i de aabne Boutiker og i den frankiske Caffe var Trængsel om de nyeste Aviser, for at ses, hvad det øvrige Europa sagde om Candioternes Opstand. Efterretningerne fra Kreta saavel de mundtlige, som de Aviserne bragte, lød forskjellige, og som Vished gik det, at fornylig Krudt og Vaaben hemmeligt var ført bort fra Magasinet i Patras. Paa Candioternes Seier blev meer end sen Skaal tømt af begeistrede Grækere. Flinteskud og Sang lød til langt ud paa Natten i Athens By og i Steenhytterne mellem de eensomme Bjerge.
Grækenland: Marmor-Løven
Det var en deilig Solskins-Dag, lystigt travede vi ud af Athen, over den vide, ujevne Slette, gjennem Sokrates’s Fødeby, hvor vilde Frugttræer dannede smaa Haver; et eensomt Kloster laae henimod Hymettos, vi foer rask i Trav, min Agojat løb ved Siden.
Udsigten aabnede mellem Pentelikon og Hymettos en udstrakt Flade og det blaa, det skinnende Hav! vi saae Øen Zea og hele Negropont med dens deilige Bjergformationer; ved vor Vei laae een eneste eensom Hytte med Rørtag næsten ned til Jorden, Kone og Børn kom ud for at see os Fremmede; vi bestilte vor Kaffe hos hende, til vi kom tilbage, og red nu over Urter, Buske og høie Oleandre.
Alt var vildt og øde! der stod paa Heden Ruinerne af en Kirke med et prægtigt Olietræ udenfor, det var til at male! tæt ved laae en stor Marmorløve, et antikt Grav-Monument, Lais selv havde en saadan paa sin Grav, her var det af en forunderlig Virkning, her i dette Øde, at finde en Torso af Kunstens skjønne Værker. Paa Fødderne nær, ligger Løven heel og stor; Udtrykket i Øinene tyder paa, at et Snille har ført Meiselen; Manken er kun antydet. *)*) Efter hvad jeg hørte af Universitetets Bygmester, Chr. Hansen, var der Tale om, at denne Løve skulde føres til Athen og have Plads foran Universitetets Opgang.
Stærke Slyngplanter snoede sig op om dens Sider, som vilde de binde den til den Grav, den skulde pryde, den Grav, som Ingen kjendte.
Idet vi stode her og betragtede den, traadte pludselig en Hyrde syngende frem fra Kirkeruinen, han standsede ved at see os; det var en melancholsk Vise han sang, som mine Ledsagere godt kjendte, den var ægte atheniensisk; vi bad ham gjentage den, han støttede sig til Marmorløven, og sang om *):*) Grækerne synge altid snøvlende og skrigende, det er ligesaa unaturligt, som uskjønt; imidlertid mangle de ikke Gehør, det bemærker man snart ved at høre, hvor nøiagtigt de atheniensiske Gadedrenge fløite Bellinis Melodier, som de have hørt spille af Regimenternes Hoboister udenfor Slottet.
Den forhexede Elsker.
“Flyv! ja flyv I sorte Fugle! flyv og reis med Gud,
Men tag Hilsener med Eder til min unge Brud.
I Athen, der hvor jeg fødtes, faae I Ly og Læ;
I vor Gaard, tæt op til Porten, staaer et Æbletræ,
Der i Træets grønne Grene, sid og syng, I Smaa.
Hende, som jeg ene elsker, hende der I sige maa:
At hun ei maa vente paa mig! ak, jeg veed, hvor hun har grædt.
Da jeg kom fra Hjemmets Land, blev jeg Slave, siig kun det,
Jeg har ægtet Enkens Datter, Hexens Datterlille,
Hun, som Floderne fortrylled’, at de ikke rinde ville,
Hun, som har forhexet Brønden, Vandet vil ei frem,
Ogsaa mig hun har forhexet, ei jeg seer mit Hjem,
Tænker jeg at flygte til det, Regn og Snee jeg har,
Vender jeg da om til Hexen, skinner Solen klar!”
Og Solen skinnede paa den hvide Marmorløve, som de vilde Ranker holdt bundet, Solen skinnede paa den smukke, sørgmodige Græker, der sang, og paa det udstrakte Landskab, Billedet af Storhed og Eensomhed. Den melancholske Duft i Visen laae over den hele Natur, den trængte ind i vor Tanke og svandt ikke der, da vi betraadte den eensomme Hytte. Al Lysningen her faldt ind gjennem den aabne Dør, Konen stod og sled med at faae nogle store, sorte Brød ud af den hede Aske midt paa Gulvet; i hvert Brød var i Anledning af Paaske stukket broget malede Æg; Manden stod ligegyldig og saae Konen arbeide, en lille Dreng legede i Døren, jeg gav ham en Skilling, han smilte fornøiet og sagde mig sit Navn, Demetri. De sorte Brød med de brogede Æg var hans Festglæde, han var lyksalig derover og havde ventet med Længsel denne Time, da de kom ud af Asken. Den sorte Hytte var hans Paradiis, Marmorløven hans Ridehest, paa dens Ryg havde hans Moder tids sat ham, mens hun samlede Hedebær ved Muren af den ødelagte Kirke.
Grækenland: Paaskehøitid i Grækenland
Catholikernes Paaske i Italien og navnlig i Rom er storartet, henrivende! det er et opløftende Syn, paa den store Peters Plads at see den hele Menneskemasse synke i Knæ og modtage Velsignelsen. Paaskehøitiden i det fattige Grækenland kan ikke saaledes optræde med Pragt, men efter at have seer begge, kommer man til den Erkjendelse, at i Rom er det en Fest, der i Pragt og Glorie gaaer fra Kirken ud over Folket, men i Grækenland en Fest, der strømmer fra Folkets Hjerte og Tanke, fra hele deres Leven; Kirken er kun et Led deri. Forud gaaer en lang og streng Faste, der holdes meget nøie; Bønderne leve saa godt som kun af Brød og Hvidløg og Vand.
Den atheniensiske Avis udkom Langfredag med sorte Kanter i Anledning af at Christus var død, Titel-Vignetten fremviste en Sarkophag med Grædepiil og øverst stod et Passions-Digt af Sutzos. Festen selv begyndte denne Aften, jeg gik til Hovedkirken, den var pragtfuldt oplyst, aldeles overfyldt med Mennesker; foran Altret stod en Liigkiste af Glas, sammenføiet ved Sølvplader. Kisten gjemte friske Roser, de skulde antyde den døde Christus. En forunderlig Summen af de Bedende lød gjennem dette Guds Huus! brogetklædte Præster og Biskopper kom og gik foran Altret, hvor de læste deres Bønner. Klokken Ni om Aftenen begyndte en Sørgemusik, og Toget tog sin Begyndelse fra Kirken gjennem Hovedgaden til Slottet. Fra mit Vindue saae jeg i Mag den langsomt fremskridende Procession, een af de høitideligste jeg har oplevet. Det var en glimrende stjerneklar Aften, saa mild og blikstille; rundt om paa alle Altaner og ved de aabne Vinduer stod enhver Tilskuer med sit brændende Lys i Haanden, Musiken klang til os fra Sidegaden; Duften af Røgelsen opfyldte Luften. En stor Menneskevrimmel bevægede sig fremad, hver Enkelt festligt klædt, hver, selv de mindste Børn, med et langt, tyndt brændende Lys i Haanden. Militair Sørgemusik lød, som bar Folket deres Konge til Graven. Omgivet af Præsterne førtes Kisten med de friske, røde Roser; over den hang et langt Sørgeflor, der blev holdt af Landets fornemste Embedsmænd og høiere Officerer. En Skare af disse, og derpaa den store Menneskevrimmel, alle, som sagt, med brændende Lys, sluttede Toget. Der var en Stilhed, en tilsyneladende Sorg eller Andagt, der maatte gribe ethvert Gemyt. Udenfor Slottet, hvor Kongen og Dronningen stod, holdt Biskoppen en kort Tale, og Kongen kyssede den hellige Bibel. Under hele Ceremonien lød en eensformig Klokkeringning, altid kun to Slag og derpaa et kort Ophold; Nat og Dag var Kirken opfyldt med Mennesker. Midnat, før Paaskedagen, var Kongen, Dronningen og det hele Hof her, Præsterne store bedende og sørgende om den med Blomster fyldte Kiste; det hele Folk bad stille. Klokken slog Tolv, og i samme Nu traadte Biskoppen frem og forkyndte: Christus er opstanden.
Jublede hver Tunge; Pauker og Trompeter bruste, Musiken spillede den lystigste Dands! Alle Mennesker faldt hinanden om Halsen, kyssedes og jublede: Christus er opstanden! Udenfor lød Skud paa Skud, Raketter steg i Veiret, Blus blev tændt; Mænd og unge Karle, hver med sit Lys i Haanden, dandsede i en lang Række gjennem Byen; Konerne gjorde Ild paa, slagtede Lam og stegte dem paa Gaden; smaa Børn, der Alle havde faget nye Fess og nye røde Skoe, dandsede i bar Skjorte rundt om Ilden, kyssede hinanden og sagde, som de Ældre: Christus er opstanden! O, jeg kunde trykke eet af disse Børn til mit Hjerte og juble med, det var rørende, opløftende og skønt!
Man vil sige, det var Ceremonie det Hele, man vil tilføie, og vistnok med nogen Sandhed, at det var den menneskelige Glæde over at den strænge Faste var forbi, og at de nu ret kunde spise deres Lam og drikke deres Viin, som gjorde dem saa glade, nu vel! lad dette indvirke noget, men jeg tør troe, her var noget Mere, her var en sand, en stor religiøs jubel! – Christus var i deres Tanke som paa deres Læbe. “Christus er opstanden” lød Budskabet, og det var ikke en gammel Begivenhed, nei det var, som om det havde fundet Sted i denne Nat, i dette Land! det var som Budskabet derom i dette Øieblik naaede deres Øre!
Alt var Musik og Dands i Kongestaden, og i hver lille By over det hele Land! alt Arbeide hvilte, Enhver tænkte kun paa Glæden; ude ved Theseus Templet og under Zeus’s Marmorcolonner var Dands og Lystighed. Mandolinen klang, de Gamle istemte Sange, og under Glæden lød til Velkomst og Afsked: “Christus er opstanden!”
Grækenland: Hoffet i Athen
Nede fra Olieskoven, paa Veien fra Eleusis, saae Kong Otto første Gang Akropolis og sin Kongestad Athen, der da var saa godt som en Gruushob, med nogle usle Leerhytter og enkelte Bindingsværks-Bygninger; et Par af disse, forbundne ved en Slags Have-Anlæg, blev hans Slot og er det interimistisk endnu, til den nye Marmorresidents er fuldført.
Det er en høist beskeden Bygning, Kongen beboer, den vilde et andet Sted i Europa gjelde for en privat Mands Sommer-Villa; en Græsplet, pyntet med nogle Buske, udstrækker sig foran, daglig trækker her Hovedvagten op med Musik af “den Stumme”, “Scaramuzia” og elisire d’amore; de græske Barnepiger lade de smaa Børn dandse paa Armene til de lystige Toner.
Den unge, høist elskværdige Dronning skal i sit Hjem, Oldenborg, være opdraget til qvindelig Nøisomhed; tilfreds drog hun her ind i det tarvelige Slot, og Folket hilste hende med Jubel og Glæde. Alle Gader vare ved hendes Ankomst, sagde man mig, bestrøede med Roser; selv skulde hun derimod have en Bouquet af endnu sjeldnere og altsaa smukkere Blomster. Kartofler vare da nylig blevne indførte i Grækenland, man følte hele Nytten af disse; Blomsten paa Kartoffeltoppen forekom Grækerne den sjeldneste og deiligste Blomst, og derfor bragte man Dronningen, der kom fra Oldenborg, en Bouquet af Kartoffelblomster.
Kongen bekjender sig til den catholske Religion, Dronningen til den lutherske, de Børn, de faae, skulle være græsk-catholske. Jeg troer, at det unge Konge-Par er elsket af Nationen, jeg har hørt flere Grækere nævne deres Navn med Kjærlighed og Henrykkelse! Og de fortjene det, et Konge-Par saa ungt, saa elskeligt! Det er ingen Lykke at herske i Grækenland, hvor Meget have de ikke opgivet ved at leve her. Hvor mange Sorger gaae ikke, for dette Folks og Lands Skyld, gjennem Kongens Hjerte, han, som her er ene i et ødelagt – classisk Land, rigt paa store Minder, ene hos et Folk – ja jeg kjender det for lidt til at dømme det, men jeg elsker ikke denne Slægt; Tyrkerne have behaget mig langt mere, de vare ærlige og godmodige.
Gud skjænke den ædle Kong Otto Kraft og Udholdenhed!
Aarligt gjør Kongen og Dronningen Reiser omkring i Landet! overalt modtages de med Jubel! Langveis fra kommer Folket med Klager og Bønskrifter, den unge Konge hører Hver, lader deres Sag undersøge, og disse Reiser bringe tidt meget Godt; men de ere i og for sig selv ikke saa beqvemme, skjøndt Alt er gjort for at hæve Besværlighederne, som hver Reise i Grækenland frembyder. Tjenere skikkes forud, Telte blive reiste, hvori der kan overnattes, Bordene findes dækkede midt imellem de vilde Fjelde, Champagnen knalder, og Hyrder og Hyrdinder dandse paa Sletten udenfor Teltet, medens Aftensolen beskinner den eensomme Marmorcolonne og de høfe Bjerge; det er en Natur-Decoration og en Ballet, som kun den classiske Scene, hvor de virkelige Guder engang traadte frem, kan frembyde; men der møder ogsaa tids store Ubehageligheder, piinlige Øieblikke, saaledes paa Reiserne forrige Aar, i en lille Landsby. Dagen før Herskabets Ankomst havde her været fjorten Røvere. Da Kongen hørte det, satte han strax efter dem med hele sin lille Liv-vagt. Dronningen, hendes Damer og nogle Herrer bleve tilbage, forventningsfulde om Udfaldet. Kongen traf imidlertid ingen af Røverne; derimod vare nogle af Landsbyens Bønder mere heldige, de fangede i den paafølgende Nat Flere og gjorde kort Proces med dem, skar Hovederne af og med disse kom de i Morgenstunden løbende til Kongens og Dronningens Telt.
Kongen skal endnu kun have underskrevet een Døds-Dom, og denne var over en erkjendt afskyelig Røver; Grækerne, der ikke selv tage i Betænkning at skjære Hovedet af en saadan Karl, ville dog ikke forstaae, at Landets Love kunne byde dette, et Exempel herpaa har man givet mig i den omtalte Røvers Henrettelse; den fandt Sted forrige Aar. Regjeringen havde maattet lade forskrive en Skarpretter fra Malta, thi ingen Græker vilde overtage sig dette Hverv.
Røveren blev nu, ledsaget af Vagt og en utallig Menneskevrimmel ført ud til Olieskoven, men da han kom her og de tydske Soldater havde slaaet Kreds om ham, protesterede han mod Henrettelsen: “det var Noget, man ikke her var vant til!” sagde han, og begyndte at brydes med Skarpretteren. Det skal have været skrækkeligt at see, Kampen varede henved to Timer, og Soldaterne vovede ikke at blande sig deri. “Vi skulle passe paa, at han ikke slipper bort!” sagde de, “det er vor Pligt.” Det var nærved at Skarpretteren var blevet halshugget af Røveren; denne sank dog tilsidst udmattet og saaret om paa Jorden, hvor han da fik Dødshugget. Skarpretteren skal senere hemmelig være blevet myrdet. Jeg fortæller imidlertid Historien, saaledes som den i Athen er blevet mig fortalt.
Under mit Ophold her havde jeg den Ære at blive præsenteret for Kongen og Dronningen, der begge viste mig en Naade og Mildhed, der, i Forening med de inderlige Følelser, jeg alt forud var opfyldt af for det unge Kongepar i det nye, fremblomstrende Grækenland, har gjort Indtrykket af dem Begge uudsletteligt i mit Hjerte. Jeg anseer det for at være en tung Lod for Øieblikket at herske i Grækenland, og doppelt tungt for en ung Fyrste hvis Hjerte føler varmt for sit Land og Folk.
Inde i Slottet ere Værelserne smaa men hyggelige, man føler sig vel herinde. Kongen i græsk Dragt, Dronningen i frankisk Sørgeklædning, da en Nærbeslægtet af hende just i disse Dage var død, modtoge mig Begge paa eengang. Kongen seer meget ung ud, noget bleg og lidende, men han har livfulde Øine og et høist mildt og elskværdigt Udtryk. Talen var om Grækenland, dets Natur, Minder og Skjønhed, og jeg yttrede, at jeg fandt de græske Bjerge langt skjønnere i Farver og Former end Italiens Bjerge. Det samme Indtryk syntes de at have gjort paa Kongen. Han talte med Aand og Livlighed.
Jeg yttrede, hvor interessant og stort det maatte være for ham, at see Athen ligesom skyde frem for hans Øine; for den Fremmede her syntes det i enkelte Uger, som om Byen voxte. Han spurgte mig om Indtrykket af Byen paa Syra og om dens Havn, og syntes at glæde sig over det Liv og den Mængde Skibe, jeg havde fundet der.
Dronningen er ung og smuk, hun har et Udtryk af Blidhed og Klogskab; hun talte meest om min forestaaende Reise til Constantinopel og Donaufarten, der forekom hende lang og høist besværlig.
Det er et smukt Syn at see Kongen og Dronningen, begge unge og livlige, omgivne af deres Damer og Herrer, ride i græsk Dragt henad Hedeveien; Øiet kjender let Hovedfigurerne i Billedet, men endnu en tredie hæver sig frem, en ung Qvinde til Hest, vi kjende hende alt, det er Helten Marko-Botzaris Datter, Dronningens Hofdame; med den røde Fess paa de kulsorte Haar følger hun, som Grækenlands Skjønheds Genius, sin unge Dronning; de lange, mørke Øienhaar løfte sig som Silkefryndser fra de ildfulde Øine; hun er smuk i sin Flugt paa den raske Hest og hun er smuk naar hun dvæler, saa man ret kan betragte hendes Ansigt.
Hos Dronningens Overhofmesterinde, Fru Pluskov *),*) Fru Pluskov, født Witzleben, er fra Holsteen, altsaa vor Landsmandinde, har jeg en Aften været præsenteret for hende; jeg hørte hende kun tale Græsk og Italiensk. Mellem de mange, forskjellige Billeder, min Erindring gjemmer fra Grækenland, er Marko Botzaris Datter Skjønhedsbilledet af Landets Døttre.
Grækenland: Prokesch-Osten
Blandt Diplomaterne ved Hoffet i Athen var den østerrigske Minister Prokesch-Osten mig den interessanteste; jeg kjendte hans Reise i det hellige Land og et Par af hans smukke, morgenlandske Digte, han blev mig dobbelt interessant og kjær ved personlig Bekjendtskab og ved al den Venlighed og Opmærksomhed, han viste mig. Anton Prokesch er født paa sin Faders lille Gods i Grätz *), *) Den tiende December 1795, og udmærkede sig som Dreng ved sin Svømmen og Skøiteløben; 1813 kjæmpede han for sit Fædreland, virkede derpaa som Professor i Mathematik ved Cadetskolen i Olmütz, blev senere Adjutant hos Fyrsten af Schwartzenberg og snart, ved sine aandrige, militaire Skrifter, Gjenstand for en mere udbredt Opmærksomhed. Som Oberstlieutenant i Generalstaben kom han til Triest, Skuet af Havet vakte hans Reiselyst, det græske Folk havde hele hans Interesse, han gik til Grækenland, Lille-Asien og Constantinopel, hvor han virkede til megen Gavn for den østerrigske Skibsfart i Levanten; efter at have paa ny bereist det græske Fastland og Øerne, blev han en Vinter i Constantinopel og gik da over Lille-Asien til Ægypten og Nubien *) *) Fra denne Reise have vi hans værk: “Erinnerungen aus Ægypten und Klein-Asien. 3 Bände 1829-31”, samt “Das Land zwischen den Katarakten des Nils 1832”, hvor han kom i Forbindelse med Mehemed Ali; Hjemveien lagde han over Smyrna. Med ligesaa megen Klogskab som Strenghed virkede han mod den mægtige Skare af Sørøvere, som opfyldte hele Middelhavet. 1828 indledede han, ved et Besøg hos Capodistria paa Paros, en Udvexling af græske og arabiske Fanger. Aaret efter see vi ham i Palæstina *)
*) “Reise im heiligen Land”, have vi fra denne Tid, den er oversat paa Dansk af Christian Winther. “Dichtungen aus dem Morgenlande” ere skrevne paa forskjellig Tid, snart i Asien, snart i Africa, og udgivne af een af hans Venner.
hos Paschaen af St. Jean-d’Acre, en Mand, der er lige saa bekjendt ved sin Eiendommelighed, som ved sin faste Villie og Haardhed, med ham sluttede han en Overeenskomst til Gunst for de Christne i Palæstina og Galilæa.
Efter at Grækerne vare frie, kaldtes Prokesch tilbage til Wien. Keiseren hævede ham i Adelstanden og gav ham, da han i Østen havde tjent sig sin ridderlige Spore, Tilnavnet: “Osten”. 1832 levede han i Rom, hvor han var ansat som østerrigsk Gesandt, nu beklæder han samme Post i Grækenlands Hovedstad.
En af de yderstliggende Bygninger i Athen, i Retning mod Parnes Bjergene, viser os en simpel, men herskabeligt indrettet Villa; Glasdørene aabne sig, man har vendt Ryggen til den udstrakte Hede og de høie alvorlige Bjerge, og troer da, ved at see den blankbonede Trappe med Teppet op ad hvert Trin, at man er paa et Landsted ved Donaus Keiserstad; denne Tro bliver næsten Vished, naar man kommer ind i de smagfulde Værelser, seer Rococo, moderne Gyngestole, prægtige Speile og Malerier. En elskværdig, ægte tydsk, hjertelig Vert og Vertinde hilse os paa Tydsk. Det er hos Prokesch-Osten og hans aandrige Hustru vi ere. Herinde bringer Intet os til at føle, at Athen er i sin Opvæxt, herinde staaer den i Rang med Neapel, Wien og Kjøbenhavn.
Prokesch er en kraftig, smuk Mand, med mørke, sjælfulde Øine; han er en udmærket Forelæser. Efter Middagsbordet, da jeg første Gang var indført her i Huset, blev han af Selskabet opfordret til at læse et af sine Digte; han lovede det, men tog først Chamisso’s Digte frem og læste de af mine, som Chamisso har oversat, læste dem med en saadan Virkning, at de klang som Musik, at det Malende i hver blev beskueligt; saaledes læste, maatte de behage; jeg var imidlertid ved denne Oplæsning paa den smukkeste Maade presenteret for dem, hvem jeg i denne Kreds var en aldeles Fremmed.
Af hans morgenlandske Digte fremtraadte just ved det Dramatiske i hans Oplæsning et lille Digt, som blev til 1826 i Juni Maaned, da han til Hest lagde Veien gjennem Ida-Bjergene. Ved min Afreise fra Athen nedskrev han det til mig, og jeg vil give det saaledes:
Den Säbel zur Seite, Geschoss in der Hand,
Durchstreif’ ich mit fröhlichem Muthe das Land.
Wohl haust auf dem waldigen Ida die Schaar
Wildhärzige Räuber voll Trotz in Gefahr,
Mit blinkenden Waffen und wieherndem Ross
Mit Herden und Weibern und dienendem Tross.
Sie senden die Blicke weit über die Flur,
Erspäh’n in der Ferne des Wanderers Spur,
Behorchen der edlen Kameele Geläut,
Sind immer zu Handen so morgen als heut –
Sie lauschen am Felsen, sie lauschen im Wald,
Und treiben das älteste Handwerk, Gewalt.
Nur muthig und vorwärts! S’ ist jedwedem Land
So mancherlei eigen – dem Weiber und Sand,
Dem anderen hohe Cypressen und Wein,
Es muss auch dem Ida sein Eigenes seyn,
Homeros und Räuber und pfadloser Wald
Und erzreicher Felsen erhabne Gestalt!
Mig forekom under Oplæsningen, at jeg selv jog mellem de stede Bjerge! jeg saae ham væbnet med Sabel og Pistoler, og med det samme ildfulde Blik, hvormed han foredrog os sin Skildring; Røverskaren speidede fra Bjergstien, Kamelernes Klokker klang og Alt var igjen tyst i den store vilde, veiløse Eensomhed.
Ikke blot glade, aandfulde Timer i Athen skylder jeg Prokesch, men en venlig Modtagelse i Constantinopel og Gjestfrihed der, som jeg siden skal omtale. Han og hans Hustru syntes især at ynde mine Eventyr, de bad mig snart at skrive flere! Disse Blade heri, naar de en Gang komme for deres Øine, maae fortælle, at i mit eget Livs Eventyr er Timerne hos dem eet af de Capitler, jeg finder interessantest, kun at det var altfor kort.
Grækenland: En lille Reise
I smukt Weir gjorde vi en Udflugt til Marmorbruddene i Penselikon. Fra den øde Hedestrækning ved Foden af Lykabettos og ud til Bjergene er Sletten her et blomstrende Vildnis; selv paa denne korte Strækning kunde en Maler samle sig en heel Bog interessante, smukke Skizzer.
Eet af de første maatte blive, som vi saae det, Billedet af en Khan, i den lille Landsby Kalandri; Ildstedet var en Krog af Gulvet, Væggene vare decorerede med Hylder, hvorpaa stod Viin og Madvarer, Frugt og enkelte Handelsartikler, men fra alle Hylder flagrede i Vinden, lange Strimler af Guld og Sølv-Papir, ligesom Fryndser; to Karle gjorde Musik herinde, den Ene slog paa Tromme, den Anden blæste Fløite, sex Andre dandsede i en lang Række, en graahaaret Mand var Chorfører, han gjorde de forunderligste Knix; de dandsede Stuen tre Gange rundt, derpaa ud af Huset og hen af Landevejen, hvor en Gruppe græske Qvinder i deres maleriske Dragt betragtede de Dandsende; et Par af de yngste Piger havde violette Fløiels-Jakker, og deres smukke, mørke Haarfletninger var lagt som en Skind-Bræmme om den lille, røde Fess. Solen skinnede paa Qvinderne, de maatte holde Haanden over Øjet for at see de Dandsende; det var et deiligt Billed.
Vilde Olie-, Pære- og Mandel-Træer dannede smukke Grupper til at skizzere. Som Forgrund paa een af disse skulde da anbringes vort Tog, de Gaaende og de Kjørende; og mellem disse sidste var to Skildpadder. Hvert Øjeblik saae vi midt paa Vejen et saadant Dyr ligge stille, som en Kampesteen, eller skyde sig frem med Snegle-Gang, jeg vilde ikke at de skulde kjøres over, og syntes ogsaa at man maatte hjelpe dem lidt frem i Verden, da Villien var god, og saa satte jeg dem op hos Kudsken; de kjørte med til Pentelikon, maaskee de nu sole sig paa Sletten ved Marathon. Der var en lille Skildpadde-Unge, den var ikke større end et Lomme-Uhr, jeg havde store Planer med den og tog den ogsaa til mig, men da jeg senere betænkte, hvorledes den vilde komme til at lide Sult og Tørst paa en længere Vandring med mig, bar jeg den hen i et Krat af Oleander, hvor Solstraalerne ret samledes, og glad blev den!
Som i en ødelagt, forladt Have ligger her ude paa Bjerg-Siden Klosteret Pentelis; ved første Øjekast frembyder det Skuet af et stort, øde Mejeri; Murene ene revnede og vildt begroede, som Murene ved Daphne; det eneste, som tydede paa Liv og Beboelse, var en Flok Høns, der hoppede omkring paa Gruusdyngerne i den forreste Gaard; udenfor den lille Kirke, hvis Døre stode aabne, saa at Solen skinnede ind paa de brændende Lamper, stod et stort Laurbærtræ, det var i fuld Blomster, saa rigt, saa duftende, jeg var lyksalig derved; een af Præsterne saae min. Glæde, og brød strax en Green af, som han rakte mig; jeg har hjemme i Danmark deelt den mellem Thorvaldsens Buste og Oehlenschlägers Portrait.*)
*) Da jeg ved Athen besøgte det Sted, man kalder Sokrates’s Fængsel, – et Kammer hugget i Klippevæggen ved “Areopag” – var min Tanke hos Nordens store Digter, den eneste, der fra den danske Scene har mindet Publicum om Sokrates; tæt ved Hulens Indgang stod en deilig, rød Blomst, jeg plukkede den og sendte den som Brev og Hilsen til Oehlenschläger i Danmark.
Udenfor Klosteret nedad Bjerget strakte sig mellem grønne, skovbegroede Høie en deilig Dal, med en frisk rindende Bæk, med høie Popler og blomstrende Frugttræer. I Horizonten hævede sig Moreas Bjerge, den ene Række høit over den anden i rige Farve-Fortoninger. Vore Heste græssede paa den grønne Eng, en stor Ild blev tændt og et heelt Lam sat paa Spid, en smuk Grækerknøs dreiede det, Alt tilberedtes til et Maaltid i det Grønne, men først vilde vi see Pentelikons Marmorgruber; Vejen gik over Krat og Buske, hvor nogle smaa Drenge vogtede Klosterets Køer og Faar. Rundt om krøb store Skildpadder, een var væltet om paa Ryggen og laae og sprællede i Solen, jeg blev dens ubekjendte Velgjører.
Det var en besværlig Vandring, bestandig opad, over store Steen-blokke, mellem Krat og Tjørne, men Marmorgruberne skulde vi see, Pentelikons Ryg magtte vi bestige.
Der stod deroppe en Hyrde, i sin græske Uldpels, han lænede sig til sin lange Stav og saae ned i den graalige Dal, hvor en stor Gravhøi knejsede i vild Eensomhed; Havet og Euboeas Bjerge begrændsede Horizonten. En blaalig Røg hvirvlede op dernede fra en Hytte, der ikke halvt kunde øjnes.- Gravhøjen, der syntes en lille Ø mellem Sivene, har en Berømthed saa stor som nogen i Verden, og hvis er denne Grav? – vi nævne Sletten og Gravhøien kjendes. – Det er Sletten ved Marathon.
Grækenland: Venskabspagten (En Novelle)
Vi have nylig gjort en lille Reise og hige alt efter en større? Hvorhen? Til Sparta! til Mycene, til Delphi! der ere hundrede Steder, ved hvis Navne Hjertet slaaer af Reise-Lyst. Det gaaer til Hest, op ad Bjergstier, hen over Krat og Buske; den enkelte Reisende kommer frem som en heel Caravane. Selv rider han forud med sin Argojat, en Pakhest bærer Cuffert, Telt og Proviant, et Par Gensdarmer følge efter til hans Beskyttelse; intet Vertshuus med velopredt Seng venter ham efter den trættende Dag-Reise, Teltet er tidt hans Tag i den store, vilde Natur, Argojaten koger der en Pilaf *),
*) Den tillaves af Høns, Riis og Carri.
til Aftensmad; tusinde Myg omsuse det lille Telt, det er en ynkelig Nat og imorgen gaaer Veien over stærkt opsvulmede Floder; sid fast paa din Hest, at Du ikke skyller bort.
Hvad Løn er der for disse Besværligheder? Den største! den rigeste! Naturen aabenbarer sig her i al sin Storhed, hver Plet er historisk, Øie og Tanke nyder. Digteren kan synge derom, Maleren give det i rige Billeder, men Virkelighedens Duft, der for evig trænger ind og forbliver i Beskuerens Tanke, mægte de ikke at gjengive.
I mange smaa Skizzer har jeg søgt at beskueliggjøre een lille Strækning, Athen og dens Omgivning, og dog hvor farveløst staaer dette givne Billede, hvor ringe antyder det Grækenland, denne sørgende Skjønheds Genius, hvis Storhed og Sorg den Fremmede aldrig glemmer.
Den eensomme Hyrde oppe paa Fjeldet vilde, ved en simpel Fortælling af een af sit Livs Begivenheder, maaskee bedre end jeg med mine Billeder kunne oplukke Øiet for Dig, som i nogle enkelte Træk vil skue Hellenernes Land.
Lad ham da tale, siger min Musa! vel, om en Skik, en smuk, eiendommelig Skik, skal Hyrden hist paa Bjerget fortælle os: Venskabs-Pagten.
“Vort Huus var klinet af Leer, men Dørkarmen var riflede Marmorsøiler, fundne hvor Huset blev bygget; Taget naaede næsten til Jorden, det var nu sortebruunt og hæsligt, men da det blev lagt var det blomstrende Oleander og friske Laurbærgrene hentede bag Bjergene. Der var snevert om vort Huus, Klippevæggene stode steile opad og viste en nøgen, sort Farve; øverst paa dem hang ofte Skyer, som hvide, levende Skikkelser; aldrig hørte jeg her en Sangfugl, aldrig dandsede Mændene her til Sækkepibernes Toner, men Stedet var helligt fra gamle Tider, Navnet selv minder derom, Delphi kaldes det jo! De mørke, alvorlige Bjerge laae alle med Snee, det øverste, som skinnede længst i den røde Aftensol var Parnas, Bækken nær ved vort Huus strømmede ned derfra og var ogsaa engang hellig, nu plumrer Æselet det med sine Fødder, dog Strømmen rinder fort og vorder atter klar. Hvor jeg mindes hver Plet og dens hellige, dybe Eensomhed! Midt i Hytten blev Ilden tændt, og naar den hede Aske laae høit og glødende blev Brødet bagt deri; laae Sneen ude rundt om vor Hytte, saa den næsten var skjult, da syntes min Moder gladest, da holdt hun mit Hoved mellem sine Hænder, kyssede min Pande og sang de Viser, som hun ellers aldrig sang, thi Tyrkerne vore Herrer led dem ikke, og hun sang: “Paa Olympens Top, i den lave Granskov, sad en gammel Hjort, dens Øine vare tunge af Taarer; røde, ja grønne og blegblaa Taarer græd den, og en Raabuk kom forbi! »»hvad feder Du dog, at Du græder saa, græder røde, grønne, ja blegblaae Taarer.” “Tyrken er kommet i vor By, han har vilde Hunde til sin Jagt, en mægtig Hob!” “Jeg jager dem over Øerne!” sagde den unge Raabuk, “jeg jager dem over Øerne i det dybe Hav!” – men før Aftenen faldt paa var Raabukken dræbt, og før Natten kom var Hjorten jaget og død!” – Og naar min Moder saaledes sang, bleve hendes Øine vaade, og der sad en Taare i de lange Øienhaar, men hun skjulte den og vendte saa i Asken vore sorte Brød. Da knyttede jeg min Haand og sagde: “vi ville slaae Tyrken ihjel!” men hun gjentog af Visen: “Jeg jager dem over Øerne i det dybe Hav! – men før Aftenen faldt paa var Raabukken dræbt, og før Natten kom var Hjorten jaget og død!” I flere Nætter og Dage havde vi været eensomme i vor Hytte, da kom min Fader; jeg vidste, han bragte mig Muslingskaller fra Lepanto-Bugten eller saagar en Kniv skarp og blinkende. Han bragte os denne Gang et Barn, en lille, nøgen Pige, som han holdt under sin Faareskindspels, hun var indbundet i et Skind, og Alt hvad hun havde, da hun laae løsnet derfra i min Moders Skjød, var tre Sølvmynter bundne i hendes sorte Haar. Og Fader fortalte om Tyrkerne, der havde dræbt Barnets Forældre, han fortalte os saa Meget, at jeg drømte derom den hele Nat, – min Fader selv var saaret, Moder forbandt hans Arm, Saaret var dybt; den tykke Faareskinds Pels var stivfrosset med Blodet. Den lille Pige skulde være min Søster, hun var saa deilig; saa skinnende klar! min Moders Øine vare ei mildere end hendes! Anastasia, som hun kaldtes, skulde være min Søster, thi hendes Fader var viet til min Fader, viet efter gammel Skik, som vi holde den endnu; de havde i Ungdoms Tid sluttet Broderskab, valgt den skjønneste og dydigste Pige i den hele Egn til at vie dem til Venskabs-Pagten; jeg hørte saa tids om den smukke, sælsomme Skik.
Nu var den Lille min Søster; hun sad paa mit Skjød, jeg bragte hende Blomster og Fjeldfuglens Fjer, vi drak sammen af Parnassets Vande, vi sov Hoved mod Hoved under Hyttens Laurbærtag, mens mangen Vinter endnu min Moder sang om de røde, de grønne og de blegblaa Taarer! men jeg begreb endnu ikke, at det var mit eget Folk, hvis tusindfold Sorger afspeilede sig i disse Taarer.
En Dag kom der tre frankiske Mænd, anderledes klædte end vi; de havde deres Senge og Telte paa Heste, og meer end tyve Tyrker, alle med Sabler og Geværer, ledsagede dem, thi de vare Paschaens Venner og havde Brev fra ham. De kom kun for at see vore Bjerge, for i Snee og Skyer at bestige Parnas og betragte de sælsomme, sorte steie Klipper om vor Hytte, de kunde ikke rummes inde i den og de led heller ikke Røgen, som gik hen under Loftet ud af den lave Dør; og de spændte deres Telte ud paa den snevre Plads ved vor Hytte og stegte Lam og Fugle, skjænkede søde, stærke Vine, men Tyrkerne turde ikke drikke deraf.
Da de reiste, fulgte jeg dem et Stykke paa Veien, og min lille Søster Anastasia hang indsyet i et Gedeskind paa min Ryg. En af de frankiske Herrer stillede mig mod en Klippe og tegnede mig og hende, saa levende som vi stode der, vi saae ud som een eneste Skabning; – aldrig havde jeg tænkt derover, men Anastasia og jeg vare jo ogsaa som Een, altid laae hun paa mit Skjød eller hang paa min Ryg, og drømte jeg, saa var hun i mine Drømme.
To Nætter efter indtraf andre Folk i vor Hytte, de vare væbnede med Knive og Geværer; de vare Albanesere, kjekke Folk, som min Moder sagde; de bleve der kun kort, min Søster Anastasia sad paa den Enes Skjød – da han var borte, havde hun to og ikke tre Sølvmynter i sit Haar; de lagde Tobak i Papirstrimler og røge deraf, og den Ældste talte om Veien, de skulde tage, og var uvis om den; “spytter jeg opad”, sagde han, “saa falder det i mit Ansigt, spytter jeg nedad, saa falder det i mit Skjæg!” – Men en Vei maatte vælges; de gik og min Fader fulgte; lidt efter hørte vi Skud, det knaldede igjen! – der kom Soldater i vor Hytte, de toge min Moder, mig og Anastasia; Røverne havde havt tilhold hos os, sagde de, min Fader havde fulgt dem, derfor maatte vi bort; jeg saae Røvernes Liig; jeg saae min Faders Liig; og jeg græd til jeg sov. Da jeg vaagnede, vare vi i Fængsel, men Stuen var ikke elendigere end den i vor egen Hytte, og jeg fik Løg og harpixet Viin, som de heldte af den tjærede Sæk, bedre havde vi det ikke hjemme.
Hvor længe vi vare fangne, det veed jeg ikke; men mange Nætter og Dage gik. Da vi vandrede ud, var det vor hellige Paaskefest, og jeg bar Anastasia paa min Ryg, thi min Moder var syg; kun langsomt kunde hun gaae og der var langt før vi naaede ned mod Havet, det var Lepantos Bugt. Vi traadte ind i en Kirke, der straalede med Billeder paa gylden Grund; Engle var det, o saa smukke, men jeg syntes dog, at vor lille Anastasia var ligesaa smuk; midt paa Gulvet stod en Kiste fyldt med Roser, det var den Herre Christus, der laae som deilige Blomster, sagde min Moder! og Præsten forkyndte: Christus er opstanden! alle Folk kyssede hinanden, hver holdt et tændt Lys i sin Haand, jeg fik selv eet, den lille Anastasia eet, Sækkepiberne klang, Mændene dandsede Haand i Haand fra Kirken, og udenfor stegte Qvinderne Paaske-Lam; vi bleve indbudne; jeg sad ved Ilden; en Dreng, ældre end jeg, tog mig om min Hals, kyssede mig og sagde: “Christus er opstanden!” saaledes mødtes første Gang vi to, Aphtanides og jeg.
Min Moder kunde flette Fiskernæs, det gav her ved Bugten en god Fortjeneste, og vi bleve i lang Tid ved Havet, – det deilige Hav, der smagte som Taarer og mindede ved sine Farver om Hjortens Graad, snart var det jo rødt, snart grønt og atter igjen blaat.
Aphtanides forstod at styre en Baad, og jeg sad med min lille Anastasia i Baaden, der gik paa Vandet, som en Sky gaaer i Luften; naar Solen da sang, bleve Bjergene mere mørkeblaae, den ene Bjergrække tittede over den anden, og længst borte stod Parnas med sin Snee, i Aftensolen skinnede Bjergtoppen som et glødende Jern, det saae ud, som om Lyset kom inden fra, thi den skinnede længe i den blaa, glindsende Luft, længe efter at Solen var nede; de hvide Søfugle slog med deres Vinger i Vandspeilet, ellers var her saa stille, som ved Delphi mellem de sorte Fjelde; jeg laae paa min Ryg i Baaden, Anastasia sad paa mit Bryst, og Stjernerne ovenover skinnede endnu stærkere end Lamperne i vor Kirke; det var de samme Stjerner, og de stode ganske paa det samme Sted over mig som naar jeg sad ved Delphi, udenfor vor Hytte. Jeg syntes tilsidst at være der endnu! – da pladskede det i Vandet og Baaden vippede stærkt; – jeg skreg høit, thi Anastasia var faldet i Vandet, men Aphtanides var ligesaa hurtig og snart løftede han hende op til mig! vi toge hendes Klæder af, vred Vandet bort og klædte hende saa paa igjen, det samme gjorde Aphtanides ved sig selv, og vi bleve derude til Tøiet igjen var tørt, og Ingen vidste vor Skræk for den lille Pleiesøster, hvis Liv Aphtanides jo nu havde Deel i. –
Det blev Sommer! Solen brændte saa hedt, at Løvtræerne visnede, jeg tænkte paa vore kjøle Bjerge, paa det friske Vand derinde; min Moder længtes ogsaa, og en Aften vandrede vi igjen tilbage. Hvor der var tyst og stille! vi gik over den høfe Timian, der dog duftede endnu, skjøndt Solen havde hentørret dens Blade; ikke en Hyrde mødte vi, ikke en Hytte kom vi forbi; Alt var stille og eensomt, kun Stjerneskuddet sagde, at det levede deroppe i Himlen; jeg veed ikke om den klare, blaa Luft lyste selv eller det var Stjernernes Straaler, vi saae godt alle Bjergenes Omrids; min Moder gjorde Ild, stegte Løgene, hun bragte med, og jeg og den lille Søster sov i Timianen uden at frygte for den fæle Smidraki *),
*) Den græske Overtro lader dette Uhyre blive til af det slagtede Faars uopskaarne Mave, der slænges hen paa Marken.
hvem Luen staaer ud af Halsen, endsige frygte Ulven og Schakalen; min Moder sad jo hos os, og det troede jeg var nok.
Vi naaede vort gamle Hjem, men Hytten var en Gruushob, der maatte bygges en ny. Et Par Qvinder hjalp min Moder, og i faa Dage vare Murene reiste og et nyt Tag af Oleander lagt hen over dem. Min Moder flettede af Skind og Bark mange Hylstre til Flasker, jeg passede Præsternes *)
*) En Bonde, som kan læse, bliver tidt Præst og kaldes allerhelligste Herre; Almuen kysser Jorden, naar den møder ham.
lille Hjord; Anastasia og de smaa Skildpadder vare mine Legekammerater.
En Dag fik vi Besøg af den kjære Aphtanides, han længtes saa meget efter at see os, sagde han, og han blev hele to Dage hos os.
Efter en Maaned kom han igjen og fortalte os, at han skulde med et Skib til Patras og Corfu; os maatte han først sige Farvel, en stor Fisk bragte han med til min Moder. Han vidste at fortælle saa Meget, ikke blot om Fiskerne nede ved Lepanto-Bugten, men om Konger og Helte, der engang havde hersket i Grækenland ligesom Tyrkerne nu.
Jeg har seet Rosentræet sætte Knop og denne i Dage og Uger blive en udfoldet Blomst; den blev det, før jeg begyndte at tænke over, hvor stor, smuk og rødmende den var; saaledes gik det mig ogsaa med Anastasia. Hun var en deilig udvoxet Pige; jeg en kraftig Knøs; Ulveskindene paa min Moders og Anastasias Seng havde jeg selv flaaet af Dyret, der faldt for min Bøsse. Aar vare hengaaede.
Da kom en Aften Aphtanides, slank som et Rør, stærk og bruun; han kyssede os Alle og vidste at fortælle om det store Hav, om Maltas Fæstningsværker og Ægyptens sælsomme Gravsteder; det klang forunderligt, som en af Præsternes Legender; jeg saae med en Slags Ærbødighed op til ham.
“Hvor Du veed meget!” sagde jeg, “hvor Du kan fortælle!” “Du har dog en Gang fortalt mig det Smukkeste!” sagde han, “Du har fortalt mig, hvad der aldrig er gaaet ud af min Tanke, den smukke, gamle Skik om Venskabs-Pagten! den Skik, som jeg ret har Mod paa at følge! Broder, lad os to ogsaa, som din og Anastasias Fader gjorde det, gaae til Kirken, den skjønneste og uskyldigste Pige er Anastasia, Søsteren, hun skal vie os sammen! Ingen har dog en skjønnere Skik, end vi Grækere!”
Anastasia blev rød, som det friske Rosenblad, min Moder kyssede Aphtanides.
En Times Vandring fra vor Hytte, der hvor Fjeldene bære Muldjord og enkelte Træer skygge, laae den lille Kirke; en Sølv-Lampe hang foran Altret.
Jeg havde mine bedste Klæder paa, de hvide Fostaneller foldede sig rigt ned over Hofterne, den røde Trøie sad snever og stram, der var Sølv i Qvasten paa min Fess; i mit Belte sad Kniv og Pistoler. Aphtanides havde sin blaa Klædning, som græske Sømænd bærer den, en Sølv-Plade med Guds Moder hang paa hans Bryst, hans Skjærf var kostbart, som kun de rige Herrer kunde bære det. Enhver saae nok, vi to skulde til en Høitid. Vi gik ind i den lille, eensomme Kirke, hvor Aftensolen skinnede gjennem Døren ind paa den brændende Lampe og de brogede Billeder i gylden Grund. Vi knælede paa Alterets Trin, og Anastasia stillede sig foran os; en lang, hvid Kjortel hang løst og let omkring hendes smukke Lemmer; hendes hvide Hals og Bryst var bedækket med en Sammenkjedning af gamle og nye Mynter, de dannede en heel, stor Krave; hendes sorte Haar var lagt op paa Hovedet i en eneste Bukkel, der holdtes ved en lille Hue af Sølv og Guld-Mynter, fundne i de gamle Templer! skjønnere Pynt havde ingen græsk Pige. Hendes Ansigt lyste, hendes Øine vare som to Stjerner.
Alle Tre læste vi stille vor Bøn; og hun spurgte os: “Ville I være Venner i Liv og Død?” – Vi svarede: Ja. “Ville I hver, hvad der endogsaa skeer, huske, min Broder er en Deel af mig! min Hemmelighed er hans, min Lykke er hans! Opofrelse, Udholdenhed, Alt som for min egen Sjæl rummer jeg for ham!” og vi gjentoge vort Ja! og hun lagde vore Hænder i hinanden, kyssede os paa Panden og vi bad atter stille. Da traadte Præsten frem fra Altrets Dør, velsignede os alle Tre og en Sang af de andre allerhelligste Herrer lød bag Altervæggen. Den evige Venskabs-Pagt var sluttet. Da vi reiste os, saae jeg min Moder ved Kirkens Dør græde dybt og inderligt.
Hvor der var lystigt i vor lille Hytte og ved Delphis Kilder! Aftenen før Aphtanides skulde bort, sad han og jeg tankefulde paa Klippens Skrænt, hans Arm var slynget om mit Liv, min om hans Hals, vi talte om Grækenlands Nød, om Mænd der kunde stoles paa; hver Tanke i vor Sjæl laae klar for os begge; da greb jeg hans Haand: ” – Eet endnu skal Du vide! eet, som indtil denne Stund kun Gud og jeg veed! al min Sjæl er Kjærlighed! det er en Kjærlighed, stærkere end den til min Moder og til Dig – !”
“Og hvem elsker Du?” spurgte Aphtanides, og han blev rød paa Ansigt og Hals.
“Jeg elsker Anastasia!” sagde jeg, – og hans Haand zittrede i min, og han blev hvid som et Liig; jeg saae det, jeg begreb det! og jeg troer ogsaa min Haand skjælvede, jeg bøiede mig henimod ham, kyssede hans Pande og hviskede: “jeg har aldrig sagt hende det! hun elsker maaskee ikke mig! – Broder, husk paa, jeg saae hende daglig, hun er voxet op ved min Side, voxet ind i min Sjæl!”
“Og Din skal hun være!” sagde han, “Din! – jeg kan ikke lyve for Dig og vil det ikke heller! jeg elsker hende ogsaa! – men imorgen tager jeg bort! vi sees igjen om eet Aar, da ere I gifte, ikke sandt! – jeg har nogle Penge, det er dine! Du maa tage dem, Du skal tage dem!” stille vandrede vi over Fjeldet, det var sildig Aften, da vi stole ved min Moders Hytte.
Anastasia holdt Lampen hen imod os, da vi traadte ind, min Moder var der ikke. Anastasia saae forunderlig veemodigt paa Aphtanides! – “Imorgen gaaer Du fra os!” sagde hun, “hvor det bedrøver mig!”
“Bedrøver Dig,” sagde han, og jeg syntes der laae en Smerte deri, stor, som min egen; jeg kunde ikke tale, men han tog hendes Haand og sagde: “vor Broder der elsker Dig, har Du ham kjær? I hans Taushed er just hans Kjærlighed!” – og Anastasia zittrede og brast i Graad, da saae jeg kun hende, tænkte kun paa hende; min Arm slog jeg om hendes Liv og sagde: “ja, jeg elsker Dig!” Da trykkede hun sin Mund til min, hendes Hænder hvilte om min Hals; men Lampen var faldet paa Gulvet, der var mørkt uden om os, som i den kjære, stakkels Aphtanides’s Hjerte.
Før Dag stod han op, kyssede os Alle til Afsked og drog bort. Min Moder havde han givet alle sine Penge til os. Anastasia var min Brud og nogle Dage derefter min Hustru!
Grækenland: Afreise fra Grækenland
Midt paa Formiddagen forlod jeg Athen og kjørte til Piræus, uagtet det franske Dampskib “Eurotas”, paa hvilket jeg havde taget Plads, først afgik herimod Aften; her var altsaa endnu Tid til en lille Vandring, og denne gjaldt Themistokles’s Grav, den jeg alt eengang før havde besøgt.
Ud fra Piræus strækker sig en ganske lille Halvø, der begrændser den østlige Side af Bugten; nede ved denne ligger den nye Qvarantaine-Bygning, og høiere oppe, som jeg tidligere har sagt, er reist en Veirmølle; hele Grunden er en Art Travertinen, og rundt om sees Rester af de gamle Mure. Acantus, Cypres-Buske, daarligt Græs og blændende røde Blomster voxe her, hvor nogle enkelte Faar græsse og en halv vild Hund med glubske Miner og skrækkelig Hylen farer mod hver Fremmed. Jeg gik Halvøen rundt fra Øst mod Vest.
Tæt ved Strandbredden ind imod Piræus-Bugten staaer opmuret et fattigt Monument, aldeles som en fiirkantet Skorsteen, oven paa hvilken er anbragt en mindre, der atter igjen bærer een endnu mindre; i denne sidste er indmuret en fiirkantet Marmortavle, saa stor som et almindeligt Ark Papir, og paa denne læses:
Her ligger
Admiral
Andreas Miaulis
1838
Det er Mindestenen, der sattes over Miaulis, hans Been, sagde man, skulle af Familien hemmelig være førte herfra. Tæt ved Heltens Grav er en mindre, men Intet antyder hvem her hviler, et ganske lille Trækors uden Farve og Indskrift var reist. Paa den anden Side af Øen, ud mod Phalereus-Bugten, ligge omstyrtede Colonner, hugne af Klippens gule Grund og mellem disse to aabne Grave, ganske opfyldte med Søvand, den ene Bølge slog herind efter den anden. Denne Plet, lige ud for Salamis-Bugten, angiver man som Themistokles’s Grav. De to yderste Punkter af denne lille Halvø bære
saaledes en Oldtids og en Nutids Helte-Grav, Themistokles *)
*) Professor Ross antog at ikke her men paa den modsatte Side af Piræus-Bugten er Themistokles jordet.
og Miaulis. Det er to Historiens Fyrtaarn, reiste her for Tanken hos den Fremmede, som lander i Piræus.
Bølgerne brødes skumhvide, i den større Bugt til Høire, Phalereus-Bugten, hvorfra Theseus seilede ud for at stride mod Minotaurus! her indskibede sig Menelaos; over disse Vande, omgivet af disse Bjerge, som uforandret hilste mig, gik det til Ilium! – den samme Vej laae aaben for mig, de samme Kyster skulde jeg snart see, Troias Slette og Ida-Bjerget, der pynter sig som før med Blomster og Grønt, der hyller sig i Skyer, dækker sig med Snee og seer da gjennem Sløret veemodig paa Achilles’s Gravhøi, det eneste Minde om det mægtige Illum, og den verdensstore Kamp for en Qvinde. Hvor meget Nyt, Stort og Ubekjendt skulde ikke oplades for mig, og dog var jeg dybt bedrøvet ved at forlade Grækenland, hvor Alt hævede min Tanke fra Hverdags-Livets Smaalighed, og hvor hver Bitterhed fra Hjemmet var blevet udslettet af min Sjæl.
I Piræus traf jeg de fleste af mine Venner fra Athen; Præsten Lüth havde sine smaa Børn med, de strakte Hænderne ud efter mig, de græske Tjenestefolk greb min Haand og nikkede glad *);
*) Jeg traf her i Piræus en fyensk Bondekarl der i Aaret 1834 var fulgt med Consul Falbe hertil, og giftet sig her; da hans Herskab reiste blev han tilbage. Han kunde nu ikke tale Dansk, heller ikke Tydsk eller Græsk, alle tre Sprog gik mellem hinanden, blandet med italienske Ord.
ombord var Ross den sidste Danske jeg saae, han trykkede mig til sit Hjerte – det var mig smerteligt dette Oieblik – “jeg kommer igjen til Grækenland!” sagde jeg, ligesom for at trøste mig selv, gid det maatte være prophetiske Ord.
Jeg var nu alene tilbage, fra Kysten veiede Damernes Lommetørklæder; hver Afsked var endt; da bragtes mig fra Prokesch-Osten et Anbefalings-Brev til den meget betydende Baron Stürmer, østerrigsk lnternuntius i Constantinopel. Prokesch selv var i denne Morgen reilt til Theben; hans aandrige, elskværdige Kone skrev mig et Par Ord til Levvel, og ved disse laae en Afskrift af Prokesch’s herlige Digt “Gebet in der Wüste” *).
*) Digtet, der er et af Prokesch-Ostens meest berømte, findes i “Morgenländische Gedichte” og er sat i Musik af flere Componister.
Sonnenleitner, Attaché ved det østerrigske Gesandtskab i Grækenland, en ung Mand med poetisk Sind og personlig Elskværdighed, var Overbringeren, han var mellem de flere Tydskere, som ret med Kjærlighed sluttede sig til mig i Athen; jeg har tidt tænkt paa ham; jeg sender ham her igjen min Hilsen.
Da han var borte, var jeg kun mellem Grækere, Armenianer og asiatiske Jøder, Skibets Mandskab undtaget. Ved Solnedgang skulde vi sejle; jeg var afficeret; Søen gik stærkt; det var mit Ønske at kunne sove hele Farten til Syra, ligesom jeg tidligere havde gjort det fra Syra til Piræus; jeg lagde mig i min Køie og sov. Først ved Lyden af Ankerkettingerne, som jeg hørte gjøre Støi, vaagnede jeg op, der var slet ingen Bevægelse i Søen, ihast fik jeg Kappen om mig, og løb op paa Dækket for at see Byen paa Syra, jeg kom derop, men saae – Piræus, Bjerget Hymettos og Parnes; nu i Morgenstunden først gik vi afsted, Capitainen havde ventet paa kongelige Depescher, disse vare nu først indtrufne, Klokken var Fire om Morgenen.
Vi seilede saa temmeligt i smult Vande; Solen kom og skinnede ved hver Time med større Kraft, den ene store Paraply blev spændt ud efter den anden; det hele Selskab dannede de meest maleriske Grupper. Paa Raperten sad en Grækerinde og gav sit lille Barn Die; et ældre Pigebarn, fattig men dejlig og særdeles reenlig, stod lænet op til Kanonen. Mændene røg Papirs Cigarer og beundrede en Arabers Damascener-Klinge. Man spurgte mig, om jeg var en Bayrer, og da jeg sagde jeg var Dansk, blev jeg igjen hilset som Amerikaner.
I det stærke Solskin fremtraadte skinnende hvide Marmorsøjlerne af Templet paa Cap Colonne, Suniums Ruiner; Søfugle omflagrede den graa, øde Kyst.
Zea udstrakte sig for os, og snart saae vi Syra med sin nøgne Fjeldvæg, vi maatte hele Øen rundt, Havnen aabnede sig; her havde jeg været, her var jeg ikke længer fremmed.
Dampskibet, med hvilket jeg skulde til Constantinopel, var endnu ikke kommet; jeg flyttede ind i Hotel della Grece; og ikke een Time efter, sagde Verten mig, at her vare græske Soldater, som skulde afhente mig til Raadhuset; Øvrigheden vilde tale med mig! – hvad kunde den ville? Jeg fulgte med to Drabanter og kom i en mørk, hæslig Bygning, hvor en græsk Øvrighedsperson spurgte mig i en streng Tone og paa slet Italiensk, om jeg havde Pas? Jeg viste ham det! han læste og læste, men Passet, udstedt i Kjøbenhavn, var skrevet paa Fransk og paa Dansk; intet af disse Sprog forstod han.
“Der er en Tydsker, vi skulde have fat paa og sende tilbage til Athen!” sagde Manden, “jeg forstaar slet ikke deres Pas, men jeg troer De er en Tydsker og netop den vi søge; De maa derfor tilbage til Athen!”
Jeg forsøgte at forklare ham Indholdet af mit Pas, men han vilde ikke forstaae mig. “Nu vel!” sagde jeg og tog frem et Anbefalings-Brev, jeg i Athen havde erholdt til den græske Minister i Constantinopel, Chrystides, forhenværende Gouverneur paa Syra, hvem jeg paa det Bedste var blevet anbefalet. “Behag at læse, hvem jeg er!” – Manden tog Brevet, og snart blev han Høfligheden selv, gjorde mange Undskyldninger og man ledsagede mig med stor Artighed til Hotellet, hvor jeg endnu traf Russeren, der var blevet plyndret paa Reisen fra Constantinopel, endnu ligesaa vred som før, og forbandende Orienten og alle Poeter, som vakte Reiselysten til at komme der.