H.C. Andersen
Paa Kirkegaarden.
Admiral Zahrtmann.
(1853)
Mel. Hvo veed, hvor nær mig er min Ende.
Brus, Orgeltoner, gjennem Kirken,
Hvor Venner hid den Døde bar,
Oplyst og dygtig i sin Virken,
En høitbegavet Aand han var.
Et Nu — han saae en Stjerne faldt, —
Og bort fra Jorden blev han kaldt.
Ton, Psalmesang hen over Baaren,
Vai over den, Du danske Flag!
Og Du, som græder, stands ei Taaren,
Den mildner Dig din Sørge-Dag.
Hvil Støv i Fred, som Gud det bød,
Flyv, Sjæl, hen over Grav og Død!
Kun Støvet bringe vi til Jorden,
Det Bedre, Herlige, hans Aand,
Den er i Jesus evig vorden,
Sprængt har den hvert sit Jordlivs Baand;
Kun ikke Mindets, ei det brast,
Den Bro, i Himlen ind, står fast!
Kilde: H.C. Andersens “Samlede Skrifter” Tolvte Bind.1879
Oversigt over H.C. Andersen digte – Hans Christian Andersen poems