H.C. Andersen
Mindedigte over Afdøde 4.
Sophie Gade født Hartmann.
En Moder rives bort fra sine Smaa —
Saa ung og livsglad, hun, den Hjerterene!
Hun døer! — Det kan Forstanden ei forstaae,
Vi maae os give hen i Gud alene,
Kun der vi Klarhed og Fortrøstning see,
Det er det Bedste, Det, Gud lader skee!
I Smaa, for hvem sit unge Liv hun gav,
Fra os kun skal I Eders Moder kjende!
Hver Rose frisk og fiin på hendes Grav
Vil Eder vise Billedet af hende;
Men ei gjensee I her det Moderblik,
Som I fra hendes klare Øine fik.
I Afskedstimen var det sidste Ord:
“Er det nu Rosentid? — Er det nu Sommer?
O Gud, jeg er saa glad!” — Og fra vor Jord
Hun steg til, hvor den Gode sikkert kommer:
Guds Rige! — Husk, dets Grændser til os naae!
En Moder slipper ikke sine Smaa!
Kilde: H.C. Andersens “Samlede Skrifter” Tolvte Bind.1879
Oversigt over H.C. Andersen digte – Hans Christian Andersen poems