H.C. Andersen
Epiloger
III.
En Epilog — dens Kreds gaaer vidt:
I Aandens og Verdens Mit og Dit,
I Alt, hvad der skeer, man bliver ei qvit
Epilogen.
Ved Balmusikken og Dandsens Flugt
Forloves et Par; det er ganske smukt
Epilogen.
Den synkende Sol ender Dagens Magt
Og giver gjennem Skyernes Pragt
Epilogen.
Paa Storm følger Havblik i Vexelgang,
Paa Svanens Liv følger Svanesang:
Epilogen.
Den visne Blomst, gjemt, men ei glemt,
Er som saa Meget, der dybt har stemt,
Epilogen.
I Længselen ligger den fjernt og vidt;
I Kjærligheds Lykke blev Smerte tidt
Epilogen.
Vel er Epiloger skrevet og sagt
Saa tidt, at nu har slet ingen magt
Epilogen.
Og dog er det ofte en Hjertens Trang
At sige sin Tak, — saa har man engang
Epilogen.
Den er en Bouquet, som Digteren bandt,
Den bringes, som man i hans Have fandt
Epilogen.
Men Hjertelaget har en Magi;
Den lægge min dybtfølte Tak ind i
Epilogen.
Kilde: H.C. Andersens “Samlede Skrifter” Tolvte Bind.1879
Oversigt over H.C. Andersen digte – Hans Christian Andersen poems