4. August 1875 Hans Christian Andersen 4. August 1925
Paa Halvtredsaarsdagen for Mesterens Død.
Der er et land, dets Sted kan ikke findes
paa Jordens Kort og Skolebogens Blad,
det ligger højt, ombrust af milde Vindes
havfriske Sus, i Solens Straalebad.
Der er et Land, saa underfuldt at skue,
med tusind Sange, tusind Toners Væld,
med Stjerneskær og Glnas af Solens Lue,
med lune Dale og med Bjærg og Fjæld.
Der strømmer Floder i dets dybe Dal,
der risler Kildevæld og Bække smaa,
der synger Fugle imod Aftensvale
og Blomster dufter under Himlems Blaa
Der finder Tanken Hvile, Sindet Glæde,
og der er intet stygt og grimt at se,
der er en evig Skønhedsglans til Stede
i Somrens Sol som Vintrens hvide Sne.
Der væver Dagen sig et Solguldsklæde
og Natten svøber sig i Sølverspind
og unge, skønne Alfe Dansen træde
i Sommernattens hvide Maaneskin.
Der findes altid det, hvorom der ledes,
og fyldt er evigt Kærlighedens Skaal
der skænkes altid det, hvorom der bedes
i milde Ord paa Landets Modersmaal
Der er et land er Øst for Sol og Vest for Maane,
er Fædrelandet for alt rent og godt,
det land er, hvor Hav og Himmel blaane
og danner Eventyrets stolte Slot – –
Der hersker du, som brød dit Levneds Bane
fra Andegaardens trældomsbundne Kaar
og steg mod Himlen som den hvide Svane,
der stævner imod Norden Vaar paa Vaar.
Der er du Konge, underfulde Mester,
det Land er dit, du hersker ene der,
vi vandrer mod dit Land til Aandens Fester,
til Gæstebud i lyse Stjerners Skær
Vi kommer fra den graa og travle Verden
og søger Skønhed i dit fagre Land –
og glemmer Døgnets Larm og Dagens Færden
og Hedens Sten og Ørkenvejens Sand.
Du svang din Tryllestav – og ser det fjerne,
det uudsigelige kom os nær,
vi vandred’ under Evighedens Stjerne
og hørte Suset af Guds Haves Træ’r
Vi hørte “Klokkedybet” sagte Toner
og “Nattergalen” ved den dybe Sø
og Palmesus fra Østens fjerne Zoner
og Folkeviser, som kan aldrig dø.
Vi mindes dig, du store Aandens Mester,
med Tak for Bud fra Eventyrets Land!
Dit Digt faar Klang ved Romas Tempelrester,
ved Seinens Bred, ved Ganges’ dybe Vand,
men klinger skønnest dig i Danmarkks Vange,
hvor Lærken synger og hvor Bøgen gror – –
Tak for din Gave, for dit Hjertes Sange,
for Eventyrets Tanker, Digt og Ord!
Kilde: Illustreret Familie-Journal nr. 30 1925
G. Just Pedersen