Historien om et sølvskræppeblad, Zahles Skole, H.C. Andersen og etatsrådinde Bentzon

Historien om et sølvskræppeblad, Zahles Skole, H.C. Andersen og etatsrådinde Bentzon

I min søgen efter fortællinger af folk, der har kendt eller har talt med H.C. Andersen fandt jeg på “Dansk Kulturarv” et interview, hvor Sven Alkærsig bl.a. taler med etatsrådinde Benzon. Dette interview er sendt på DR 9. november 1942. Samtalen gik på, at hun gik i frk. Zahles skole, hvor børnene i 1869 hver gav en firskilling til en gave til H. C. Andersen i form af et sølvskræppeblad. Hvordan foregik det og hvilke følelser havde hun i forhold til H.C. Andersen? Nedenfor bringes et uddrag af denne samtale. Det fremgår af samtalen, at etatsrådinde Benzon var 8 år i 1869, så må hun må have været ca. 73 år da radiooptagelsen fandt sted i 1942. Efterfølgende har jeg fundet ud af, at det rigtige navn var Harriet Bentzon (1861-1945).

Foto Lars Bjørnsten Odense 15. januar 2003.

Etatsrådinde Benzon (Harriet Bentzon)

Beretningen starter i Zahles skole hos frk. Zahle. Dengang lå det ved Gl. Strand 46 i København. Et meget smukt gammelt hus. Tæt ved Assistenshuset og man ser over på Thorvaldsens Museum. Det var omkring 1. september 1869 og de havde lige sunget morgensang og så trådte Frk. Zahles frem og sagde, at der var noget hun ville alle sine elever, nemlig at vi skulle bidrage til en gave til H.C. Andersen.. De skulle hver yde en 4 skilling og det kunne enhver overkomme. En 4 skilling havde nok mere købeevne end en 10 øre her og nu og når de hører, hvad gaven bestod af, så måtte Frk. Zahle give ikke så lidt til denne gave. Hun havde ladet en kunstner tegne et skræppeblad med 2 snegle på. Det er en illustration til “Den lykkelige Familie” og dette skræppeblad er udført af en sølvsmed og skulle lægges i en kurv af smukke blomster. For mit eget vedkommende var der nogen jeg gerne ville give en gave, så var det H.C. Andersen. Jeg syntes jeg havde kendt ham så længe jeg kunne. Jeg har hørt meget efter når mine søskende læste H.C. Andersens eventyr og græd meget over “Historien om en Moder”, så sørgeligt, at døden gik bort med det lille barn. Jeg var meget villig til at give så mange 4 skillinger jeg overhovedet kunne overkomme.

Nu kommer den egentlige historie. En af Frk. Zahles lærerinder gik op til mine forældre. Vi boede i St. Kongensgade 68 og sagde at Frk. Zahle mente, at to af de af de ældste og to af de yngste skulle bringe H.C. Andersen denne gave. Jeg skulle være en af de små, jeg var i mit 8 år og blev forfærdelig glad og meget stolt af det. Jeg var ikke klar over, hvorfor det skulle være denne dato vi skulle hylde H.C. Andersen. Han var jo født om foråret. Det var i 1819, at han som en fattig dreng, så ud over København fra Frederiksberg Bakke. Derfor var det en smuk tanke af frk. Zahle, at det var en flok børn, der skulle hylde ham den dag 6. september. Kan ikke huske om vi først mødtes på skolen eller om vi blev hentet i vores hjem. Først kørte vi ud igennem Kastellet og et stykke ud ad Østerbro.

Jeg ved ikke om Frk. Zahle troede, at han boede hos Melchiors dengang, men det gjorde han ikke, så de vendte om og kørte tilbage til Hotel d’Angleterre og her blev vi vist op, hvor H.C. Andersen boede. Det var en stor stue og der var en anden herre tilstede udover ham selv.

Han tog sig meget venligt imod os, men overfor os små viste han venligheden på en lidt ejendommelig måde. Han havde nogle enorm vide lysegrå benklæder på og så skræv først det ene lange ben henover hovedet på den ene af os også det andet lange ben også ligedan på den anden af os, så de lysegrå susede om ørerne på os. Han ringede  til hoteltjeneren om, at der senere skulle serveres chokolade og kager.

De store havde sat kurven med blomster og skræppeblad på bordet. Og så begyndte H.C. Andersen at se på det, så sagde han, jamen Frk. Zahle, jeg skal jo rejse til udlandet i overmorgen og det er synd for alle de dejlige blomster, de visner og ingen har glæde af dem. Så sagde den fremmede, han gik til kurven og fik fat i stilken på skræppebladet og trak det op. Det blev H.C. Andersen virkelig rørt over, så blev chokoladen overstået.

Følgebrev med gaven. Til H.C. Andersen. Fra Smaa og Store , Unge og Gamle, Forhenværende og Nærværende. Nær og Fjern i og fra Natalie Zahles Skole for Store og Smaa. Se mere her! Foto Lars Bjørnsten Odense 2003.

Nu skulle han læse en historie for os. Den var ikke trykt endnu og den ville nok more os. Den står i noget der hedder “Solskinshistorier”. Den begynder med at vinden vil fortælle, men så kommer regnen og siger, at den vil fortælle, men så kom solen og siger det er min tur. Så det bliver solen, der fortæller, at der er en pragtfuld svane. Den flyver henover havet og lige op over et skib. På skibet er der en ung mand med lyse lokker. En af svanens fjer daler ned i hovedet på ham. H.C. Andersen fortalte Frk. Zahle, at den unge mand var Tietgen, den senere så store købmand, men det kunne jeg ikke hitte ud af. Så flyver svanen videre og den kommer et sted, hvor en ung kvinde og en fattig kvinde. Hun havde et risbundt på ryggen og sit lille barn med sig. Svanen flyver hen til hende og giver hende et gyldent æg. Hun putter det ind på brystet og hun syntes, at det vibrerer i ægget og ud af ægget kommer der også ¨en ikke så stor svane, som den anden, men en lille gylden fugl, som giver hende 4 ringe. Hun havde nemlig 4 sønner.

Hvert barn fik en ring, den ældste af sønnerne gik ud i lergraven og der blev han ved med at tage noget med hænderne, tilslut stod der en Jason, som lige havde hentet det gyldne skind, der er ingen tvivl om, hvem det var. Den anden måtte stadig have fat i blomster, han pressede farverne ud af dem, så de sprang i øjnene på ham, for han skulle have farver og altid farver. Han blev den store maler, hvilken ved jeg ikke. Den tredje holdt ringen fast mellem tænderne og skønne toner tonede ud fra hans mund. Han blev den store komponist. Så er der den yngste, som egentlig var en skumpelskud, han skulle have smør og peber. Men fik hverken smør eller peber, men ikke desto mindre så blev han dog til noget, for han endte med at blive digter også må hver mene, hvem de tror digteren var. Jeg går ud fra, at H.C. Andersen mente det var ham selv. Det var altså den historie vi fik. og da det var forbi, var også audiensen forbi, men så sagde han , jeg lover bestemt, at når jeg kommer hjem fra udlandsrejsen, så kommer jeg op på skolen og læser højt. Det løfte holdt han. Det blev altså i 1870 han kom til os. Han læste Klodshans, han læste også en historie til, han sad ved et lille bord, også havde vi rørt en æggesnaps til ham.

Den skulle bruges til at klare røsten. H.C. Andersen holdt jo også meget af søde ting. Da han var færdig med at læse for os, rejste han sig op og sagde, at han ikke kunne spise den dejlige æggesnaps op, men der er sikkert en af de små piger, der gerne ville have resten. Det var der nu ingen af de små piger der ville. Men man kom til at tænke på, at H.C. Andersen stod på tinden af sin berømmelse, han er berømt i hele Europa, Amerika og Japan, men helt dybt nede i hans sjæl, der levede endnu den lille fattige, forsultne dreng, der med største glæde vil have spist en æggesnaps af samme glas og ske, som en anden havde haft i munden. Det var i grunden ganske rørende. Sådan sluttede nu altså dette bekendtskab dengang.

Så gik der mange, mange år og nu havde jeg så mange af hans breve til den ene og anden. I et af dem har han skrevet, at i netop i dag, hvor han havde denne gave, og der står bare, ja, Frk. Zahle kom op til mig med et par lærerinder. Og det beredte mig en stor skuffelse, for Frk. Zahle havde fortalt, at det var alle hendes elever, der havde skelnet sammen til denne her gave til ham og at det var 4 børn der bragte ham gaven. Det kunne jeg ikke forstå og det gjorde mig egentlig ondt, men så tænkte jeg mig lidt om. H.C. Andersen han havde jo skrevet for børn og om børn, som ingen andre i verden.

Kærlighed til børn havde han også, dvs. til alle de børn af den Collinske æt, for han elskede alt, hvad collinerne var. Men ellers var det ikke så underligt, at han ikke syntes så godt om børn. I Odense havde de tit pint og plaget ham, drillet ham og da han meldte sig til konfirmation, han ville nødig gå sammen med fattigskole børn, men han fik ikke andet ud af det end det så ham over hovedet, så han syntes egentlig, at børn de var sådan lidt ondskabsfulde og lidt grusomme skabninger og da hans statue var rejst i Kongens Have, så havde billedhuggeren ønsket, at der skulle være nogle små børn, der lyttede til ham, mens han fortalte eventyr. Men det ville han aldeles ikke have og jeg siger ikke noget som helst til, at han havde den ejendommelighed, det kan måske også forklare, at da jeg senere hen skulle have sat dette ind i mine livserindringer, så ringede jeg til nogle af dem, som havde været med. Først til den allermindste, en søster til højesteretspræsident Gram, hun var kun 6 år, det lille pus, og hun sagde at hun havde ikke været særlig klarhed over den ære. Hun troede hun skulle høre H.C. Andersens eventyr og havde siddet møjsommeligt og stavet sig igennem nogle af eventyrene. Kan de huske da vi var oppe hos ham, ja hun husker de lavloftede stuer i Nyhavn, de havde husket forkert, for det var på d’Angleterre vi var hos ham.

Så ringede jeg til den anden, hende kendte jeg godt, Jutta Thune, hun var en henrivende halvvoksen pige med lange lyse fletninger og var blevet gift med Gaston Waagepetersen. Han var kommet en hel del hos min bror Harder, som hans kammerat i Odense, så spurgte jeg, hvem var den anden af de store piger, det kan jeg aldeles ikke huske. Jeg fik at vide bagefter af Frk. Schramm, at det var Marie Topsøe, altså en søster til digteren Vilhelm Topsøe. Jeg kendte hende ikke, så jeg ringede ikke til hende dengang. Men lad nu altsammen være som det var, så må jeg sige at for mig er og bliver H.C. Andersen et verdens ottende underværker og jeg vil til min sidste dag være taknemlig over, at jeg var oppe hos ham, selvom han ikke viste mig anden venlighed end at lade de lysegrå bukser suse om ørene på mig.

Lars Bjørnsten Odense 5. marts 2022