H.C. Andersen og forfængeligheden

H.C. Andersens vest. Foto Lars Bjørnsten Odense

H.C. Andersen og forfængeligheden

At H.C. Andersen var forfængelig ses bl.a. af nedenstående udsnit fra et brev til Henriette Hanck.  H.C. Andersen i brev til Henriette Hanck den 27. april 1838: “Veed De hvad mine galanteste Venner sige: Andersen er bleven saa mageløs Lapset, den største Modejunker! han gaaer i en Frakke til 60 Rd. med Fløiels Foer, en Hat, som en Paraply og en Figur- ja han bliver Dag for Dag smukkere!”

Forfængeligheden

Der er jo talt og skrevet meget om hans forfængelighed. Man bør overfor dette spørgsmål tage med i betragtningen deraf, at han jo i hele sin ungdomstid – ja, langt senere, – havde været genstand for spot og tilsidesættelse, for at hjælpe derpå stillede han da sig selv frem. Da han så virkelig blev anerkendt, overdrev man den ros, man ydede ham, og stillede ham næsten for højt, hvorved hans selvnærede forfængelighed atter fik vækst. Han blev i sin ungdom anklaget for at være forfængelig af ting, som det ikke var værd at ofre opmærksomhed på.

Andersens frakke og forfængeligheden

Henriette Hanck skriver 9. november 1839 til ham: “Saa lad os da tale om Deres nye Frakke! Hvilken Skrædder har syet den ? Hvilken Farve har den ? Hvor Meget har Alen af Tøjet kostet? o.s.v,.o.s.v. Den, siger De jo, interesserer Dem af Alt mest. Hvilke Damer finder Dem smukkest i den nye Frakke? Og Hvem er den Nydeligste blandt disse Damer? Kære Andersen! Troer de virkelig, at en eneste af de Damer, der kender Dem nøjere, og hvis Interesse og Godhed De sætter Pris paa, tænker paa Udstopningen i Frakken, naar de ved, at der slaaer er godt og trofast Hjærte under den? Vil De, at Folk skal glemme Digteren for Dandyen, Mennesket for Frakken? De kan tro det, naar jeg siger det – en Søster smigrer ikke – De har et interessant og aandfuldt Ansigt; er der ikke langt Mere end at være smuk, især for en Herre; Men, naar jeg siger Dem, at De i mine Øjne er smuk, saa maa De igen ikke glemme, at Søsteren maaske med Forkærlighed seer paa de Træk, der ere hende kære”

Andersens stramme bukser

Da Henriette Hancks bedstemor, Andersens gamle veninde Madam Iversen var flyttet fra Odense til København og der boede i Frederiksbergsgade, kom Andersen derop, iført et par nye, stramme bukser. Caroline Hanck, der altid drillede ham med hans forfængelighed, var i stuen. Han ytrede sig ikke, men var meget urolig. Saa gik hun ud, men lurede ved Døren. Andersen sagde: “Madam Iversen, har De seet mine Buxer? Russerinden er den Eneste i Verden, som har Mage til dem”. Caroline brød da ind og råbte: ” Naa, saa det er han!” Andersen svarede: “Uh, den Caroline, den Caroline! Hun er ogsaa altid saa afskyelig.”

Forfængeligheden stammer fra Andersens farmor

Denne hans forfængelighed med hensyn til klædedragt var jo fra hans første år af bleven fremelsket af hans farmor, som efter hans egen fortælling syede brogede stykker tøj sammen og pyntede ham med disse, der skulle agere vest. Den stod vel også i forbindelse med hans eventyrfantasi, der i hans drengeår fik han til at lave dukker af brogede bånd, han tiggede sig til i butikker. Sådanne historier om den som de ovenanførte ville dog måske kunne kaste et noget mildere lys over de mennesker, der i hans tidligere år havde ham det bedste, skønt man aldrig vil kunne forstå eller forsvare, at en person f.eks. sender ham et brev med overskrift “Lange Pjerrot! Store Mand! Fortræffelige Digter!” En lignende fornærmelse lå der åbenbart gemt i en opfordring fra en af de ledende i Studenterforeningen til, at han i en pantomime der skulle spille Pjerrot.

Forfængeligheden i forhold til Andersens indre og ord !

I “Fodrejse fra Holmens Kanal til Østspidsen af Amager” siger den filistrøse, hexeagtige amagerkone til ham: O, Du arne Ulykkens Fugl, hvilken Forfængelighed lyser der ikke ud af hvert Dine Ord! Ja, det gaaer galt! Hvilke Tanker har Du ikke om Dig selv! Tro dog ikke, hvad en halv Snes Stykker har visket Dig i Øret: ” Du er Digter, er vittig og lunefuld” Herre Gud, man maa sige Noget til den unge Forfatter, der læser sit Arbejde op; Men Du skulde kun høre, naar Du saa er gaaet! Den mildeste Dom er: det er et ganske godt Menneske; men han har den ulykkelige Ide, at han er Digter.”

Andetsteds i samme bog lader Andersen en gammel ræv, en efterkommer af Reineke Fos, belære sin søn således: “Frem for Alt maa Du lægge Dig efter at kunne vise en uhyre Beskedenhed; det er er Slags ædelst Kryberi, som Verden holder meget af. Forfængelighed er Hovedfarven i det store Livsmaleri; men de Fleste forstaa at skjule den med en Slags Klogskans-Fernis, der giver det Hele en egen Glans. Der aander Ingen, udenat han jo har sin Portion Forfængelighed; selv den, der mest krybende slaaer Øjet ned og synes den personificerede Beskedenhed, er forfængelig; ja, idet han dadler Andre, bruser Forfængeligheden igennem hans Aarer, og det lille, beskedne Hjærte siger: Jeg takker Dig, Gud, at jeg ikke er som andre Mennesker; jeg er dog en ganske anden Karl, er ikke saa uhyre forfængelig som disse.” Her er jo svar til dem, der beskyldte Andersen for forfængelighed.

Beskyldningerne om Andersens forfængelighed

Han spurgte mig engang, om der ikke var Mange, der gjorde dette, og jeg svarede, at jeg ikke turde benægte det. “Jamen, det er ikke Forfængelighed,” sagde han. “Naar En giver mig en dejlig Gave, og jeg bliver rigtig glad over den og siger: “Er det ikke smukt? Er det ikke udmærket? Jeg paaskønner den saameget”, da siger Folk: “Hvor det er kønt, at han er taknemmelig, det rare Menneske!” Men, naar jeg nu har faaet den Gave at skrive smukke Æventyr – og jeg føler godt, at det ikke var min egen Fortjeneste – og jeg saa i fuld Taknemmelighed over Gaven siger: “Er det ikke dejligt?” saa svare Folk: “Hys! Saadan Noget, maa Du ikke sige! Det er jo en rædsom Forfængelighed!” “Nej, det er ikke Forfængelighed,det er Taknemmelighed! Jeg siger meget mere end Andre Alt, hvad jeg tænker. Det er der Nogen, som har sagt, jeg skal lade være med, og det har jeg ogsaa prøvet paa; men jeg kan ikke lade være; selv om jeg bestemmer det, siger jeg det strax efter alligevel. Nu har jeg ogsaa besluttet, at jeg vil udtale, hvad der er i mig; det Modsatte er min Natur imod, og saa skal jeg ikke gøre det.”

Man skal ikke se at jeg græder!

I sin “Hartzrejse” skriver han” Hvad jeg ikke undseer mig ved at betro Papiret, hvis Blade dog ere Midas-Siv, der udsladre det igen for Verden, kan jeg dog ville skjule for Menneskene, naar jeg selv møder dem; jeg blev som Yngre saaledes spottet for min naturlige Følsomhed, der dog ikke var Føleri, at jeg selv spillede Langbold med mit eget Hjærte og de bedste Følelser, for ikke at gælde for en følende Nar mellem de andre fornuftige Mennesker; den samme isnende Skræk overfalder mig tidt endnu, naar mit Hjærte bliver sig selv, og jeg gør da tidt et komisk Ansigt, for at man ikke skal se, at jeg græder.”

Denne tekst er en del af en artikel om “H.C. Andersen i det daglige liv” af Nicolaj Bøgh. Se mere her!