H.C. Andersen og familien Melchior fotograferet på Rolighed af Israel B. Melchior 1867. Fra venstre ses Harriet og Birgitte Melchior, H.C. Andersen, Dorothea Melchior med børnene, Augusta, Emil og Thea Melchior. Stående til højre: Carl, Johanne og Moritz G. Melchior.
H.C. Andersens sidste dage
Den 1. august (1875) blev han i høj grad forbavset ved at høre, at det allerede var august måned og udbrød: “Hvor De dog må være træt af mig!” men forsikringen om, at det tværtimod var en glæde at kunne pleje ham.
Den 2. august sov han hele natten og lå i samme ubevægelige stilling indtil klokken 10 formiddag. Da fandt man det nødvendigt at vække ham, for at han kunne få noget at styrke sig på. Han slog øjnene op idet han sagde: “O, hvor velsignet, hvor dejligt, God morgen alle sammen? og dermed rakte han hænderne ud på en gang til Fru Melchior og tjeneren. Lidt senere sagde han “Men hvorfor blev jeg vækket ?” – Da han havde været vågen noget, omtågedes atter hans hoved, og han sagde: “Hvad er det alt sammen? Jeg forstår intet, jeg kan ikke samle noget i mit hoved. Kommer jeg da aldrig mere op?” Senere på dagen, efter atter at have talt klart og endogså smilet ved en spøgefuld ytring, sagde han atter: “Jeg forstår ingenting; er jeg vel bedre i dag ?” Hvor er alt dog besynderligt”. Han kunne dog mærkeligt nok forlade sengen og sidde i sin stol mens sengen blev redt.
Næste nat var meget urolig, og når man om tirsdagen spurgte, hvorledes han havde det, svarede han atter: “Jeg ved slet ingenting”. Hans øjne så ud , som om der lå et slør over dem. Tirsdag aften sagde han: “Doktoren kommer igen i aften, det er ingen gode tegn”, men da han blev mindet om, at det samme havde været tilfældet i de sidste 14 dage, beroligede han sig. Han faldt i søvn klokken 10. Tjeneren hørte ham hoste en gang i nattens løb, og da han kom ind, lå han med en kop havresuppe i hånden, hvoraf det meste var spildt på sengetæppet. Han havde ikke haft kræfter nok til at sætte koppen fra sig.