{"id":28317,"date":"2012-10-23T14:23:14","date_gmt":"2012-10-23T12:23:14","guid":{"rendered":"http:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/?page_id=28317"},"modified":"2012-10-23T14:23:14","modified_gmt":"2012-10-23T12:23:14","slug":"hans-christian-andersen-en-digters-bazar-indtraedelse-i-italien","status":"publish","type":"page","link":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/?page_id=28317","title":{"rendered":"Hans Christian Andersen: En Digters Bazar – Indtr\u00e6delse i Italien"},"content":{"rendered":"

Hans Christian Andersen: En Digters Bazar – A Poet’s Bazaar 1842<\/strong><\/p>\n

Oversigt over indhold “En Digters Bazar” 1842<\/a><\/p>\n

Italien: Indtr\u00e6delse i Italien<\/strong><\/p>\n

Reisebilleder 1<\/strong><\/p>\n

Over Alperne kommer man ind i et Land, hvor Vinteren er, som en smuk Efteraarsdag i Norden, det havde den i det mindste eengang v\u00e6ret for mig. Sex Aar var gaaet siden jeg forlod Italien, nu var jeg her igjen, og i det f\u00f8rste Vertshuus paa italiensk Grund skulde Velkomst-Skaalen t\u00f8mmes; men Diligencen kj\u00f8rte forbi baade det f\u00f8rste, andet og tredie Vertshuus, thi Conducteuren sov; vi gjorde vist bedst i at f\u00f8lge hans Exempel. Jeg skottede til den blaa Himmel, lod Karreet Vinduet gaae ned, for dog at drikke Skaalen i denne Luft! men vore Signoraer skreg h\u00f8it ved den kolde Luftning, og saa fik jeg kun nippet til den!<\/p>\n

Der var endnu ikke Dag-Gry, da vi nagede Verona. Hotel “della posta” er et koldt, uhyggeligt Sted, jeg fik et brolagt V\u00e6relse med tre overnaturlig store Senge; nogle Tr\u00e6pinde blussede paa Kaminen, men den Ild var en Slags \u00d8ienforblendelse, den varmede ikke det mindste; saa gik jeg til Sengs og sov – sov til Solen skinnede ind af Vinduet. Jeg steg op og drak dens Straaler, og i Grunden, disse vare den kosteligste Drik Italien kunde bringe! Men jeg vilde have mere Sol og derfor gik jeg udenfor, og da jeg her fik mere, vilde jeg have den st\u00e6rkere endnu. Det gaaer med Soldrankere, de vil altid have det st\u00e6rkere.<\/p>\n

Solen skinnede paa Scaligernes pr\u00e6gtige Marmor-Grav, paa Romeo og Julies Sarcophag, paa det store Amphitheater, jeg saae det altsammen, men Italiens Sol skinnede endnu ikke ind i mit Hjerte med den Glands, som alle Erindrings Billederne havde.<\/p>\n

Vi steg op til Castellet, for at nyde den pr\u00e6gtige Udsigt over den gamle By og den brusende Flod, og heroppe aabenbarede sig f\u00f8rst Italien! – ja, man vil lee af denne Aabenbarelse, men Sandhed er det: hele Terrainet, hvor Aabenbarelsen fandt Sted, var vistnok kun nogle fag Alen; det var i et langt gr\u00f8nt Salatbed! kun gr\u00f8n Salat, men den var i fri Luft, i et st\u00e6rkt Sollys og Solens varme Straaler faldt tilbage fra en gammel Muur, der var ganske overgroet med Vedbende! – Her var gr\u00f8nt, her var varmt, og dog skrev man den 7de December!<\/p>\n

Den fattige, gr\u00f8nne Salat her i den frie Luft i L\u00e6 og Solskin var som Drapperi for den Throne, fra hvilken Italiens Majest\u00e6t hilsede mig og raabte: “Velkommen!”<\/p>\n

Reisebilleder 2<\/strong><\/p>\n

Man talte kun om Krigen, den forventede Krig, Frankrig snart vilde f\u00f8re med Tydskland. Der var paa Veien en F\u00e6rdsel og Bev\u00e6gelighed, men ogsaa denne tydede paa Krig; den ene Rustvogn med Munition fulgte efter den anden, ledsaget af ridende \u00f8sterrigske Soldater, alle drog de, som vi, mod Mantua, den ber\u00f8mte, store F\u00e6stning.<\/p>\n

“Jeg skal tilbage om otte Maaneder,” sagde en Nordtysker i samme Vogn, som jeg, “netop samme Vei tilbage! det seer tr\u00f8steligt ud, hvorledes slipper man igjennem de fjendtlige R\u00e6kker.”<\/p>\n

“Jeg boer her paa Sletten, i den lille By Villa franca!” sukkede en Dame, “vi ere der kun nogle Timer fra Mantua. Der forestaaer os skr\u00e6kkelige Dage.”<\/p>\n

Jeg blev alvorlig stemt; dog i store Livs-Tilf\u00e6lde, hvor jeg selv aldeles intet kan udrette, har jeg Tyrkens faste Tro paa det styrende Forsyn, jeg veed der skeer hvad der skal skee! her vendte mine Tanker sig til mine Kj\u00e6re i Hjemmet, de bedste Lysbilleder dukkede op i min Sj\u00e6l.<\/p>\n

Det var blevet Aften, det var en klar, blaa Luft, Maanen skinnede, det var saa stille, ganske, som paa en smuk Efteraarsaften i Danmark. Mantua laae foran os! Mantua, sagde man, og jeg var ganske i Danmark, og det ikke blot i Tankerne, men i Omgivelsen. Jeg saae en stor, klar Inds\u00f8, og den syntes i Maanelyset omgivet af Skove, der fortonede sig i en egen Blaahed; den store Lombarder Slette, denne S\u00f8 og Skovene, som egentlig ikke vare, men syntes at v\u00e6re, bragte mig pludselig til Hjemmet, der kom Taarer i mine \u00d8ine; kald det ikke Hjemvee – thi jeg var hjemme.<\/p>\n

Man siger, at Sorgen s\u00e6tter sig bag paa Mandens Flest og rider med ham, jeg troer det, men Erindringen, veed jeg, gj\u00f8r det samme, og han sidder bedre fast! Erindringen red Ranke paa mit Kn\u00e6 og lagde sit Hoved til mit Hjerte.<\/p>\n

“Husker Du,” sang han, “de store, stille S\u00f8er, indesluttede af duftende B\u00f8geskove! husker Du den lille Sti mellem vilde Roser og h\u00f8ie Bregner, Aftensolens Straaler spille mellem Tr\u00e6ets Grene, og gj\u00f8re Bladene transparente. Der ligger en gammel Ridderborg ved S\u00f8en med takket Gavl, og Storken har Rede deroppe! – der er smukt i Danmark! -”<\/p>\n

“Husker Du den brune duftende Kl\u00f8vermark, med den gamle Kj\u00e6mpegrav begroet med Bromb\u00e6rh\u00e6kke og Slaaentorne; Stenene derinde i Gravkamret skinne som Kobber, i det Aftensolen kaster sit r\u00f8de Skj\u00e6r derind? Husker Du den gr\u00f8nne Eng, hvor H\u00f8et staaer i Stakke og udbreder en s\u00f8d Lugt i den stille Luft? Fuldmaanen skinner, Karle og Piger gaae syngende hjem, med blinkende Leer. Husker Du Havet, det svulmende Hav, det blikstille Hav – ! ja, der er smukt i Danmark!”<\/p>\n

Og vi rullede ind i Mantua, rullede ind gjennem en m\u00e6gtig lukket Bro! M\u00f8llehjulene bruste udenfor, – og saa vare vi i Mantuas Gader.<\/p>\n

Reisebilleder 3<\/strong><\/p>\n

Det var Madonnas Fest! den pr\u00e6gtige Kirke straalede med Lys, Billederne i Kuppelen syntes at leve, de sv\u00e6vede! det var som gjorde man et Blik ind i Himlen selv; Duft af R\u00f8gelse opfyldte Kirkens Gange, Musik og Sang l\u00f8d saa jublende smukt, det var Gl\u00e6de den udaandede, Gl\u00e6de, som vi Nordboer ikke kunde t\u00e6nke os i en Kirke, og dog, naar vi h\u00f8re den her og see den and\u00e6gtige kn\u00e6lende M\u00e6ngde, f\u00f8le os opl\u00f8ftede af. – Fra Kirken str\u00f8mmede M\u00e6ngden ud paa den store Plads og t\u00e6t udenfor stod et lille Marionettheater, Tr\u00e6dukkerne slog Hovederne mod hinanden og f\u00e6gtede med de store Arme! Dialogen blev beklappet! det var et Liv, en Lystighed.<\/p>\n

Under Gadens h\u00f8ie Buegange vandrede Folk op og ned; Musik og Sang l\u00f8d fra de aabne Caffeer, jeg tog Plads i en, hvor just et Kunstnerpar lod sig h\u00f8re.<\/p>\n

Manden var styg, ja vanskabt, aldeles en Dverg, Konen derimod ung og smuk; hun spillede Harpe, han Violin, hans Stemme klang deilig! det var den brillanteste Bas, saa klangfuld og b\u00f8ielig; han sang med Smag og F\u00f8lelse! – Alle rundt om bleve opm\u00e6rksomme! Ingen l\u00e6ste meer i sin Avis, Ingen sladdrede med sin Nabo; det var Sang at h\u00f8re, og Italienerne have \u00d8re for Sang.<\/p>\n

Jeg lagde M\u00e6rke til, at den unge Kone engang saae hen paa ham med et Udtryk af Mildhed, med et saa venligt Smiil, at ved dette deres Hverdags-Liv forekom mig som et Eventyr, hans H\u00e6slighed en Fortryllelse, som hun godt vidste, hans \u00e6dlere “Jeg” aabenbarede jo sig i Sangen, og under denne vilde engang den h\u00e6slige Larve falde, og hun skulde see ham ung og smuk, som hun selv var.<\/p>\n

Alle Gjester gav \u00c6gteparret en lille Tribut; min raslede i hans Hat, idet man kaldte mig til Posthuset. Bygningen her er et oph\u00e6vet Kloster; man maa gjennem Buegange, over en gammel Klostergaard og ind i Kirken, en ret stor, italiensk bygget Kirke, der nu tjener som Vogn-Remise.<\/p>\n

Den af Maanen oplyste Luft udenfor gav saa megen Lysning i Kuppelen, at alle Omrids af denne traadte frem. Den lavere Deel af Kirken selv var saa godt som i M\u00f8rke; en stor Staldlygte hang, hvor Messingkronen f\u00f8r havde h\u00e6ngt; Diligencen og en af de n\u00e6rmeste Vogne bleve herved belyste; rundt om stode Kufferter, Reisegods og Pakker. Det Hele gjorde et ubehageligt Indtryk paa mig, thi her var formeget, der mindede om et Guds-Huus. Hvor et af Altrene havde staaet var reist et Tr\u00e6-Skuur, indviet de laveste N\u00f8dvendigheder. Jeg veed ikke, med hvad F\u00f8lelse Catholiken seer en saadan Forvandling af Kirke til Stald, altid har jeg t\u00e6nkt mig Catholiken mere ildfuld for sin Tro, end den saalidt ceremonielle Protestant – ! jeg f\u00f8lte mig glad ved at komme herfra. Kirkeporten aabnedes, og hvor Chordrengene havde svunget R\u00f8gelse-Karret for den kn\u00e6lende M\u00e6ngde, trampede vore Heste, Postillonen bl\u00e6ste og vi foer afsted! Fire ridende Gendarmer ledsagede os, thi Veien var ikke sikker. Snart laae alt eensomt og stille, vi saae intet Lys mere skinne fra noget Huus ved Veien. Vi n\u00e6rmede os Floden Po, og overalt viste sig Spor af den sidste Oversv\u00f8mmelse. Mark og Vei var bed\u00e6kket med en dyb Dynd, kun Skridt for Skridt kunde vi kj\u00f8re. Ved Flodbredden laae en eensom F\u00e6rge, saa stor, at Vogn og Heste kunde kj\u00f8re ud paa den; et lille Tr\u00e6skuur var reist paa selve Fart\u00f8iet, og her inde br\u00e6ndte en stor Ild, som vi Alle flokkedes om i den kolde Nat, medens Str\u00f8mmen selv drev Fart\u00f8iet over. Alt var saa stille, vi h\u00f8rte kun den pibende Lyd af Tridserne om Touger, ved hvilket vort Fart\u00f8i holdtes, i det Str\u00f8mmen drev det. Seiladsen var endt; nye Gendarmer til Hest, indsv\u00f8bte i store Kapper, ventede os.<\/p>\n

Reisebilleder 4: Maaneskin og Sollys<\/strong><\/p>\n

Det var efter Midnat, jeg sad i den rullende Vogn; vore ridende Soldater holdt t\u00e6t ind til den; det var det deiligste Maaneskin! en stor Stad med gamle Mure laae ligeforan; nu blev det sort Nat, vi foer ind af Porten og atter igjen straalede Lyset. Vi vare i Modena! Som en s\u00e6lsom Dr\u00f8m fuld af Maaneskin staaer endnu dette Skue for mig. – Gamle Bygninger med Buegange, et pr\u00e6gtigt Slot med en udstrakt Plads aabenbarede sig, men Alt mennesketomt og stille, ikke fra eet Vindue skinnede et Lys ud til os, ikke eet levende V\u00e6sen bev\u00e6gede sig i denne store, gamle Stad, det var ganske trolddomsagtigt. Vi holdt ved en lille Plads; midt paa den stod en muret S\u00f8ile, hvis \u00f8verste Deel dannede en Slags Lanterne med Glas for, en Lampe br\u00e6ndte derinde; – “det evige Lys” kaldes denne Slags Alter, Nat og Dag holdes Lampen t\u00e6ndt.<\/p>\n

Flammen syntes i det st\u00e6rke Maanelys kun et r\u00f8dligt Punkt, en malet Flamme; en Qvinde indsv\u00f8bt i pjaltet Mastel sad og sov ved den; hun h\u00e6ldede sit Hoved op til den kolde S\u00f8iles Muurv\u00e6g, et sovende Barn laae paa Kn\u00e6 med sit Hoved i hendes Skj\u00f8d. Jeg stod l\u00e6nge og betragtede denne Gruppe, den Lilles Haand laae halv aaben paa Moderens Kn\u00e6! jeg lagde ganske sagte en Skilling i Barnets Haand, og Barnet aabnede \u00d8inene, saae paa mig og lukkede dem \u00f8ieblikkelig igjen. Hvad mon han dr\u00f8mte vel? – Jeg vidste, naar han vaagnede, havde Maaneskinnet lagt ham S\u00f8lv i Haanden.<\/p>\n

Ved Sollys saae jeg Bologna; den ligger mellem frodige Viinmarker t\u00e6t under Apenninerne, der danne et gr\u00f8nt Gj\u00e6rde, hvori hver Ranke er en Viinhave, hver Blomst en Villa eller en Kirke.<\/p>\n

Solen spiller en stor Rolle i denne Egn, Byfolkene ynde den ikke, derfor er Alt beregnet paa at give Skygge, alle Huse danne svale Buegange; men i Viinmarken hersker Solen og modner den saftfulde Drue, selv med Stenene slutter den Forbund. Det er her i N\u00e6rheden, i Bjerget Paderno, den saakaldte bononiske Steen *) *) Spongia di Luce, findes, hvilken har den s\u00e6regne Egenskab, at den indsuger Solens Straaler og derpaa lyser i M\u00f8rke.<\/p>\n

Jeg t\u00e6nkte derpaa, da jeg i Sollys saae den store By og mit \u00d8ie faldt paa det skj\u00e6ve Taarn! see det er ogsaa en Steen-Masse, der lyser, t\u00e6nkte jeg, men Lyset har denne faaet fra Dantes Divina comedia.<\/p>\n

Jeg t\u00e6nkte derpaa, da jeg bes\u00f8gte den rige Kirkegaard og betragtede de mange Marmor-Monumenter; disse ere ogsaa bononiske Stene, der faae deres Lys fra den D\u00f8de, de ere reiste over; men jeg fandt ingen, der endnu havde inddrukket noget Lys, skj\u00f8nt paa den ene l\u00e6stes, at her lage en ber\u00f8mt Comedieskriver – og paa den anden stod, at her hvilede en Dame, der havde kunnet tale Gr\u00e6sk og Latin.<\/p>\n

Jeg t\u00e6nkte paa den bononiske Steen, da jeg stod for en af Byens private Bygninger og man n\u00e6vnte mig Eieren. Dette Huus vil ogsaa engang udsende en Nimbus, men har den ikke ret endnu, thi Solen er oppe, Stenen inddrikker i vor Tid Straalerne – Eieren maa d\u00f8e, saa kommer Glandsen – Eieren er Componisten Giacomo Rossini.<\/p>\n

Italien: En Nat paa Apenninerne<\/strong><\/p>\n

Fra den gr\u00f8nne, flade Lombarder Slette h\u00e6ve sig med L\u00f8vtr\u00e6er og Viinhaver Apenninerne; idet man kommer udenfor Porten af Bologna, synes det, som om Veien gik op over en storartet Haves \u00f8delagte Terrasser, liig dem, hvilke Sagnet melder os en Semiramis lod bygge.<\/p>\n

Det var midt i December, Alt havde det sildige Efteraars Characteer. Viinl\u00f8vet var r\u00f8dt, L\u00f8vtr\u00e6erne gule, kun Laurb\u00e6rh\u00e6kkerne stode gr\u00f8nne, som altid, og Pinier og Cypresser kneisede i al deres Pragt. Langsomt kj\u00f8rte vi opad, altid opad; Guirlander af Viinl\u00f8v hang hen over de revnede Mure, vi m\u00f8dte Skarer af smukke Oxer, der havde tjent til Forsp\u00e6nd; deres hvide, glindsende Sider fik et r\u00f8dligt Skj\u00e6r af den synkende Sol.<\/p>\n

Alt, som vi kom h\u00f8iere, blev Egnen mere eensom; jeg gik alene forud. Solen var nede og i nogle Minuter laae der en blaalig Tone over Bjergene, en Luft-Tone, der syntes ligesom at str\u00f8mme ud fra Bjergene selv; ikke en Vind r\u00f8rte sig, der var mildt og stille, og en Storhed i Klipperne og i den dybe Dal, der stemte Sindet til Andagt. Eensomheden i Dalen gav denne, jeg t\u00f8r ikke sige, et Pr\u00e6g af Melancholie, nei, jeg troer det maa kaldes en Ro; det var, som om S\u00f8vnen havde sit Rige dernede; der var en Hvile, en Fred, der just forh\u00f8iedes ved den sagte Summen af Floden dybt dernede.<\/p>\n

Veien snoede sig om Bjerget, hvor jeg gik, og snart saae jeg ingen Vogn meer, intet Menneske, jeg saae kun den dybe Dal; jeg var ene, ganske ene.<\/p>\n

Det blev Nat, Stjernerne t\u00e6ndtes; de glimre mere st\u00e6rkt hos os en frostklar Vinternat, men her i Bjergene er Luften langt h\u00f8iere; dens fjerne Hv\u00e6lving var gjennemsigtig, som om et nyt uhyre Rum begyndte bag denne.<\/p>\n

Snart skinnede mellem Fjeldene en Lysstraale, den kom fra et Vertshuus deroppe; i den aabne Buegang br\u00e6ndte Lampen foran Madonnabilledet; Camerieren, i hvidt Forkl\u00e6de og Fl\u00f8iels Tr\u00f8ie, modtog os; vi fik Plads i en stor Sal, hvis hvidgraaie V\u00e6gge prangede med Navne og Indskrifter i alle europ\u00e6iske Tungemaal. Men her var koldt og eensomt. Store Knipper Grene bleve kastede paa Kaminen, de blussede op i en stor Flamme og indb\u00f8d os i Kreds. Hver i vort lille Selskab havde Noget at fort\u00e6lle, is\u00e6r om den sidste store Flod-Oversv\u00f8mmelse.<\/p>\n

Efter at have nydt det dampende Aftensmaaltid, s\u00f8gte hver sit Kammer; mit laae noget afsides, det var stort og eensomt, Sengen var ligesaa bred, som lang; Vievandskar hang ved Hovedgj\u00e6rdet, Indskrifter fandtes paa Muren, ja ogsaa en Dansk:<\/p>\n

“Fryd dig ved Livet i dine Dages Vaar”<\/p>\n

havde en Landsmand skrevet! gid han maa have frydet sig.- Et fattigt Bord og to R\u00f8rstole udgjorde det \u00f8vrige Meublement.<\/p>\n

Jeg aabnede et Vindue; store Jernst\u00e6nger vare anbragte udenfor, Vinduet vendte ud til en dyb Dal; m\u00f8rkt var det dernede; jeg h\u00f8rte en Flod bruse; oven over mig straalede Himlen med Stjerner; jeg h\u00e6ldede min Pande mod Jernstangen og f\u00f8lte mig ikke mere ene, end jeg er det i min lille Stue i Danmark. Den som har et Hjem i Hjemmet, kan f\u00f8le Hjemvee, den som intet har, f\u00f8ler sig lige meget hjemme overalt. Efter faa Minuter var min Stue her et gammelt Hjem for mig, dog jeg kjendte ikke endnu Omgivelsen.<\/p>\n

Foruden den almindelige Indgang saae jeg en lille D\u00f8r med en Slaa for, hvor mon den f\u00f8rte hen. Jeg tog Metallampen, hvori de tre V\u00e6ger vare t\u00e6ndte, jeg lod alle fem V\u00e6ger br\u00e6nde, trak Slaaen fra og gik paa Opdagelser.<\/p>\n

Udenfor fandt jeg et Slags Pulterkammer; her stode Kister, S\u00e6kke, store Krukker og paa V\u00e6ggene hang gamle Kl\u00e6der og Gev\u00e6rer. Men herfra var endnu en Udgang; jeg aabnede D\u00f8ren til denne og stod nu i en lang, smal Gang; jeg fulgte den og standsede ved en D\u00f8r – skulde jeg gaae videre! jeg lyttede. Da l\u00f8d derinde med eet to Fl\u00f8itetoner, en dyb og en h\u00f8i skj\u00e6rende; efter et Mellemrum gjentoges de.<\/p>\n

Jo l\u00e6ngere jeg lyttede, des sikkrere var jeg paa at det ikke kunde v\u00e6re fra en Fl\u00f8ite disse Toner kom, – jeg l\u00f8ftede Tr\u00e6klinken og D\u00f8ren fl\u00f8i op i en Fart, langt hurtigere end jeg ventede det; – V\u00e6relset var svagt oplyst af en Lampe, en gammelagtig Bonde, med et langt hvidt Haar, sad halv afkl\u00e6dt i en L\u00e6nestol og bl\u00e6ste paa Fl\u00f8ite.<\/p>\n

Jeg gjorde en Undskyldning for at jeg kom, men han lagde ikke M\u00e6rke til mig; jeg trak D\u00f8ren i og vilde gaae; men den aabnedes igjen og en ung Kn\u00f8s, jeg ikke havde bem\u00e6rket, spurgte mig med hviskende Stemme, hvem jeg s\u00f8gte.<\/p>\n

Den Gamle, jeg havde seet, var Husets Onkel; han var sindssvag og havde v\u00e6ret det fra sit sextende Aar. –<\/p>\n

Jeg vil fort\u00e6lle det lidet derom, man sagde mig. Hans Sygdom var som pustet paa ham; Ingen kjendte Grunden; han havde alt som Dreng bl\u00e6st smukt paa Fl\u00f8ite, men fra en bestemt Nat af, aldrig siden fors\u00f8gt uden disse to Toner, en dyb veemodig og en h\u00f8i pibende. Disse gjentog han ideligt og det ofte flere Timer om Natten. Man havde fors\u00f8gt paa at tage Fl\u00f8iten fra ham, og altid blev han da som et vildt Dyr; med Fl\u00f8iten derimod sad han mild og stille. Karlen, jeg talte med, sov i Kammer med den Gamle og var vant til Fl\u00f8itespillet, som man kan blive det til Perpendikkelens Slag eller Kobbersmedens Hamren, naar han i en R\u00e6kke af Aar har v\u00e6ret vor Nabo.<\/p>\n

Jeg gik til mit V\u00e6relse, lukkede D\u00f8ren, men jeg syntes dog at h\u00f8re de to Fl\u00f8itetoner; de klang, som naar langt borte Vinden bev\u00e6ger Fl\u00f8iten paa et Taarnspiir! – Jeg kunde ikke falde i S\u00f8vn, min Phantasi beskj\u00e6ftigede sig med den Gamle; jeg h\u00f8rte Fl\u00f8itetonerne, de klang, som fra en Aandeverden; naar den Gamle engang d\u00f8er, vil i Nattens Stilhed Husets Folk troe at h\u00f8re, som Sp\u00f8gelse-Toner, hvad jeg nu h\u00f8rte i Virkeligheden! – f\u00f8rst i Morgenstunden faldt jeg i S\u00f8vn, og jeg troer samme Time, kaldte man igjen paa mig; vi skulde kj\u00f8re f\u00f8r Dagbr\u00e6kningen.<\/p>\n

Det var Nat, da vi sad i Vognen, Bjergene foran os vare bed\u00e6kkede med Snee, i Morgenr\u00f8den syntes de derfor, som om de vare gloende. Ved Pietra Mala sees kun n\u00f8gne, vilde Klipper af vulkansk Natur, og Vulkanerne ere ikke udbr\u00e6ndte, til H\u00f8ire hvirvlede en tyk R\u00f8g ud af Fjeldkl\u00f8fterne. Jeg \u00f8inede i denne Morgen to Have, som et glindsende Baand i Horizonten, til Venstre Adriaterhavet, til H\u00f8ire Middelhavet; en st\u00e6rk Muur er her \u00f8verst reist t\u00e6t ved Veien, for at give de Kj\u00f8rende L\u00e6 mod Stormene, der komme fra \u00d8sten; f\u00f8r denne Muur reistes, var der tidt Dage og N\u00e6ttter, at Ingen kunde vandre her, thi Storm-Englen gik over Bjergene.<\/p>\n

“Den Gamle i Kroen,” sagde Veturinen, “har en Nat i den v\u00e6rste Storm kr\u00f8bet paa Bugen hen over dette Fjeld, siger man, da var hanvnok ikke gal endnu! han skulde og vilde ned paa den anden Side Bjerget! -“.<\/p>\n

Jeg t\u00e6nkte paa den Gamle og paa Fl\u00f8itetonerne. Veien gik malerisk deiligt nedad, i kj\u00e6kke Slange-Bugter, snart over murede Buer, altid i L\u00e6 af Bjerge, hvor Solen skinnede varmt, hvor Sneen var smeltet og Tr\u00e6et stod med L\u00f8v! “Deilige Italien!” jublede vi alle, og Veturinen knaldede med Pidsken, og Echo knaldede igjen, som han ikke kunde det.<\/p>\n

Italien: Metalsvinet (En Historie)<\/strong><\/p>\n

I Byen Florents, ikke langt fra piazza del granduca l\u00f8ber en lille Tvergade, jeg troer den kaldes porto rosa, i denne foran en Slags Bazar, hvor der s\u00e6lges Gr\u00f8nt, ligger et kunstigt vel udarbeidet Metalsviin, det friske, klare Vand risler ud af Munden paa Dyret, der af \u00c6lde er ganske sortgr\u00f8nt, kun Trynen skinner, som om den var poleret blank, og det er den ogsaa af de mange hundrede B\u00f8rn og Lazaroner, der tage fat paa den med H\u00e6nderne og s\u00e6tte deres Mund til Dyrets for at drikke. Det er et heelt Billede, at see det velformede Dyr blive omfavnet af en smuk, halvn\u00f8gen Dreng, der s\u00e6tter sin friske Mund til dets Tryne.<\/p>\n

Enhver som kommer til Florents finder nok Stedet, han beh\u00f8ver kun at sp\u00f8rge den f\u00f8rste Tigger, han seer, om Metalsvinet og han vil finde det.<\/p>\n

Det var en sildig Vinteraften, Bjergene laae med Snee, men det var Maaneskin, og Maaneskin i Italien giver en Belysning, der er ligesaa god som en m\u00f8rk Vinterdag i Norden, ja den er bedre, thi Luften skinner, Luften opl\u00f8fter, mens i Norden det kolde graae Bly-Tag trykker os til Jorden, den kolde vaade Jord, der engang skal trykke vor Kiste.<\/p>\n

Henne i Hertugens Slotshave, under Piniens Tag, hvor tusinde Roser blomstre ved Vintertid, havde en lille pjaltet Dreng siddet den hele Dag, en Dreng, der kunde v\u00e6re Billedet paa Italien, saa smuk, saa leende og dog saa lidende; han var sulten og t\u00f8rstig, Ingen gav ham en Skilling, og da det blev m\u00f8rkt og Haven skulde lukkes, jog Portneren ham bort. L\u00e6nge stod han dr\u00f8mmende paa Broen over Floden Arno og saae paa Stjernerne, der blinkede i Vandet mellem ham og den pr\u00e6gtige Marmorbro della Trinit\u00e1.<\/p>\n

Han tog Veien hen til Metalsvinet, kn\u00e6lede halv ned, slog sine Arme om dets Hals, satte sin lille Mund til dets skinnende Tryne og drak i store Drag det friske Vand. T\u00e6t ved laae nogle Salatblade og et Par Kastanier, det blev hans Aftensmad. Der var ikke et Menneske paa Gaden; han var ganske ene, han satte sig paa Metalsvinets Ryg l\u00e6nede sig forover, saa hans lille, lokkede Hoved hvilte paa Dyrets, og f\u00f8r han selv vidste det, sov han ind.<\/p>\n

Det var Midnat, Metalsvinet r\u00f8rte sig, han h\u00f8rte, at det sagde ganske tydeligt: “Du lille Dreng, hold dig fast, thi nu l\u00f8ber jeg!” og saa l\u00f8b det med ham; det var et l\u00f8ierligt Ridt. – F\u00f8rst kom de paa piazza del granduca; og Metalhesten, som bar Hertugens Statue, vrinskede h\u00f8it; de brogede Vaaben paa det gamle Raadhuus skinnede som transparente Billeder, og Michel Angelos David svingede sin Slynge; det var et s\u00e6lsomt Liv, som r\u00f8rte sig! Metalgrupperne med Perseus og med Sabinerindernes Rov stode kun altfor levende; et D\u00f8ds Skrig fra dem gik over den pr\u00e6gtige, eensomme Plads.<\/p>\n

Ved palazzo degli Uffizi, i Buegangen, hvor Adelen samles til Carnevals Gl\u00e6de, standsede Metalsvinet.<\/p>\n

“Hold dig fast!” sagde Dyret, “hold dig fast, thi nu gaaer det op af Trappen!” Den Lille sagde ikke endnu et Ord, halv skj\u00e6lvede han, halv var han lyksalig.<\/p>\n

De traadte ind i et langt Gallerie, han kjendte det godt, han havde v\u00e6ret her f\u00f8r; V\u00e6ggene prangede med Malerier, her stode Statuer og Buster, alle i det skj\u00f8nneste Lys, ligesom om det var Dag, men pr\u00e6gtigst var det, da D\u00f8ren til et af Sidev\u00e6relserne gik op; ja denne Herlighed her huskede den Lille; dog i denne Nat var Alt i sin skj\u00f8nneste Glands.<\/p>\n

Her stod en n\u00f8gen, deilig Qvinde, saa smuk, som kun Naturen og Marmorets st\u00f8rste Mester kunde forme hende; hun bev\u00e6gede de smukke Lemmer, Delphiner sprang ved hendes Fod, Ud\u00f8delighed lyste ud af hendes \u00d8ie. Verden kalder hende den medic\u00e6iske Venus. Paa hver Side af hende prangede Marmorstatuer, hos hvilke Aandens Liv havde gjennemtr\u00e6ngt stenen; det vare n\u00f8gne, deilige M\u00e6nd; den ene hv\u00e6ssede Sv\u00e6rdet, Sliberen kaldes han; de brydende Gladiatorer udgjorde den anden Gruppe; Sv\u00e6rdet hv\u00e6ssedes, K\u00e6mperne br\u00f8des for Skj\u00f8nheds Gudinden.<\/p>\n

Drengen var som blendet af al den Glands; V\u00e6ggene straalede i Farver, og Alt var Liv og Bev\u00e6gelse der. Fordoblet viste sig Billedet af Venus, den jordiske Venus, saa svulmende og ildfuld, som Titian havde favnet hende ved sit hjerte. Det var s\u00e6lsomt at see. To deilige Qvindervare de; deres skj\u00f8nne, ubesl\u00f8rede Lemmer strakte sig paa de bl\u00f8de Hynder, deres Bryst h\u00e6vede sig og Hovedet bev\u00e6gede sig, saa at de rige Lokker faldt ned om de runde Skuldre, mens de m\u00f8rke \u00d8ine udtalte Blodets gl\u00f8dende Tanker; men ingen af alle Billederne vovede dog at tr\u00e6de heelt ud af Rammen. Skj\u00f8nheds Gudinden selv, Gladiatorerne og Sliberen bleve paa deres Plads, thi Glorien, som straalede fra Madonna, Jesu og Johannes, bandt dem. De hellige Billeder vare ikke Billeder l\u00e6nger, de vare de Hellige selv.<\/p>\n

Hvilken Glands og hvilken Skj\u00f8nhed fra Sal til Sal! og den Lille saae dem Alle; Metalsvinet gik jo Skridt for Skridt gjennem al den Pragt og Herlighed. Det ene Skue fortr\u00e6ngte det andet, kun eet Billede f\u00e6stede sig ret i Tanken, og meest ved de glade, lykkelige B\u00f8rn, som vare derpaa, den Lille havde engang i Daglys nikket til dem.<\/p>\n

Mange vandre vist dette Billede let forbi, og dog omslutter det en Skat af Poesie: det er Christus, som stiger ned i Underverdenen, men det er ei de Piinte, man seer om ham, nei, det er Hedningerne; Florentineren Angiolo Bronzino har malet dette Billede; meest herligt er Udtrykket af B\u00f8rnenes Vished om, at de skulle i Himlen; to Smaa omfavne allerede hinanden, een Lille r\u00e6kker Haanden til en Anden nedenfor og peger paa sig selv, som om han sagde: “Jeg skal i Himlen!” alle \u00c6ldre staae uvisse, haabende, eller b\u00f8ie sig ydmygt bedende for den Herre Jesus.<\/p>\n

Paa dette Billede saae Drengen l\u00e6nger end paa noget andet; Metalsvinet hvilte stille foran det; et sagte Suk blev h\u00f8rt; kom det fra Billedet eller fra Dyrets Bryst? Drengen l\u00f8ftede Haanden ud mod de smilende B\u00f8rn; – da jog Dyret afsted med ham, afsted gjennem den aabne Forsal.<\/p>\n

“Tak og Velsignelse, du deilige Dyr!” sagde den lille Dreng og klappede Metalsvinet, der bums! sprang ned ad Trappen med ham.<\/p>\n

“Tak og Velsignelse selv!” sagde Metalsvinet, “jeg har hjulpet Dig og Du har hjulpet mig, thi kun med et uskyldigt Barn paa min Ryg faaer jeg Kr\u00e6fter til at l\u00f8be! ja seer Du, jeg t\u00f8r endogsaa gaae ind under Straalen af Lampen foran Madonnabilledet. Jeg kan b\u00e6re Dig hen overalt, kun ikke ind i Kirken! men udenfor den, naar du er hos mig, kan jeg see ind af den aabne D\u00f8r! stig ikke ned af min Ryg, gj\u00f8r du det, da ligger jeg d\u00f8d, som Du seer mig om Dagen v\u00e6re det i Gaden porta rossa!”<\/p>\n

“Jeg bliver hos dig, mit velsignede Dyr!” sagde den Lille, og saa gik det i susende Flugt gjennem Florents’s Gader, ud til Pladsen foran Kirken Santa Croce!<\/p>\n

Den store Fl\u00f8id\u00f8r sprang op, Lysene straalede fra Altret, gjennem Kirken, ud paa den eensomme Plads.<\/p>\n

En s\u00e6lsom Lysglands str\u00f8mmede ud fra et Grav-Monument i den venstre Sidegang, tusinde bev\u00e6gelige Stjerner danne ligesom en Glorie om det. Et Vaabenm\u00e6rke prangede paa Graven, en r\u00f8d Stige i blaa Grund, den syntes at gl\u00f8de som Ild. Det var Galil\u00e6is Grav, det er et simpelt Monument, men den r\u00f8de Stige i den blaae Grund er et betydningsfuldt Vaabenm\u00e6rke, det er som det var Kunstens eget, thi her gaaer altid Veien opad paa en gloende Stige, men til Himlen. Alle Aandens Propheter gaae til Himlen som Propheten Elias.<\/p>\n

I Kirkens Gang til H\u00f8ire syntes hver Billedst\u00f8tte paa de rige Sarcophager at have faaet Liv. Her stod Michel Angelo, der Dante med Laurb\u00e6rkrands om Panden; Alfieri, Machiavelli, Side ved Side hvile her disse Storm\u00e6nd, Italiens Stolthed *).<\/p>\n

*) Ligeoverfor Galil\u00e6i’s Grav findes Michel Angelos, paa Monumentet er anbragt hans Buste og desuden tre Figurer: Skulpturen, Malerkunsten og Architecturen; t\u00e6t ved er Dantes Grav (Liget selv findes i Ravenna); paa Monumentet sees Italien, hun peger paa Dantes colossale Statue, Poesien gr\u00e6der for den Tabte. Et Par Skridt herfra er Alfieris Gravmonument, der er prydet med Laurb\u00e6r, Lyre og Masker; Italien gr\u00e6der over hans Kiste. Machiavelli slutter her R\u00e6kken af disse ber\u00f8mte Store.<\/p>\n

Det er en pr\u00e6gtig Kirke, langt skj\u00f8nnere, om ikke saa stor, som Florents’s Marmor-Domkirke.<\/p>\n

Det var som om Marmorkl\u00e6derne r\u00f8rte sig, som om de store Skikkelser end mere h\u00e6vede deres Hoved og skuede i Natten, under Sang og Toner, op mod det brogede, straalende Altar, hvor hvidkl\u00e6dte Drenge svingede gyldne R\u00f8gelsekar; den st\u00e6rke Duft str\u00f8mmede fra Kirken ud paa den aabne Plads.<\/p>\n

Drengen strakte sin Haand ud mod Lys-Glandsen, og i samme Nu foer Metalsvinet afsted; han maatte knuge sig fast til det, Vinden susede om hans \u00d8ren, han h\u00f8rte Kirkeporten knage paa H\u00e6ngslerne, idet den lukkedes, men idetsamme syntes Bevidstheden at forlade ham, han f\u00f8lte en iisnende Kulde – og slog \u00d8inene op.<\/p>\n

Det var Morgen, han sad, halv gleden ned af Metalsvinet, der stod, hvor det altid pleiede at staae, i Gaden porta rossa.<\/p>\n

Frygt og Angest opfyldte Drengen ved Tanken om hende, han kaldte Moder, hun som havde igaar sendt ham ud og sagt, at han skulde skaffe Penge, ingen havde han; sulten og t\u00f8rstig var han; endnu engang tog han Metalsvinet om Halsen, kyssede det paa Trynen, nikkede til det og vandrede saa afsted, til en af de snevreste Gader, kun bred nok for et velpakket \u00c6sel. En stor, jernbeslaaet D\u00f8r stod halv paa Klem, her gik han op ad en muret Trappe med skidne Mure og en glat Snor til Gelender, og kom til et aabent Gallerie, beh\u00e6ngt med Pjalter; en Trappe f\u00f8rte herfra til Gaarden, hvor fra Br\u00f8nden store Jerntraade vare trukne til alle Husets Etager, og den ene Vandspand sv\u00e6vede ved Siden af den anden, medens Tridsen peb og Spanden dandsede i Luften, saa Vandet kladskede ned i Gaarden. Atter gik det op ad en forfalden, muret Trappe; – to Matroser, det var Russere, sprang lystigt ned og havde n\u00e6r st\u00f8dt den stakkels Dreng omkuld. De kom fra deres natlige Bacchanal. En ikke ung, men yppig Qvindeskikkelse, med et kraftigt, sort Haar, fulgte. “Hvad har Du hjem?” sagde hun til Drengen.<\/p>\n

“V\u00e6r ikke vred!” bad han, “jeg fik Intet, slet Intet!” – og han greb i Moderens Kjole, som om han vilde kysse paa den; de traadte ind i Kammeret: det ville vi ikke beskrive; kun saameget skal siges, at der stod en Hankekrukke med Kul-Ild, marito, som den kaldes, denne tog hun paa sin Arm, varmede Fingrene, og puffede Drengen med Albuen. “Jo vist har Du Penge!” sagde hun. –<\/p>\n

Barnet gr\u00e6d, hun st\u00f8dte til ham med Foden, han jamrede h\u00f8it; – “Vil Du tie, eller jeg slaaer dit skraalende Hoved itu!” og hun svang Ildpotten, som hun holdt i Haanden, Drengen dukkede ned til Jorden med et Skrig. Da traadte Nabokonen ind ad D\u00f8ren, ogsaa hun havde sin marito paa Armen. “Felicita! Hvad gj\u00f8r Du ved Barnet?”<\/p>\n

“Barnet er mit!” svarede Felicita. “Jeg kan myrde det om jeg vil, og Dig med, Gianina!” og hun svingede sin Ildpotte; den Anden h\u00e6vede sin parerende i Veiret, og begge Potterne foer imod hinanden, saa Skaarene, Ilden og Asken fl\u00f8i omkring i V\u00e6relset; – – men Drengen var i samme Nu ude af D\u00f8ren, over Gaarden og ude af Huset. Det arme Barn l\u00f8b, saa han tilsidst ei kunde drage Aande; han standsede ved Kirken St. Croce, Kirken, hvis store D\u00f8r sidste Nat havde aabnet sig for ham, og han gik derind. Alt straalede; han kn\u00e6lede ved den f\u00f8rste Grav til H\u00f8ire, det var Michel Angelos, og snart hulkede han h\u00f8it. – Folk kom og gik, Messen blev l\u00e6st, Ingen tog Notice af Drengen; kun en gammelagtig Borger standsede, saae paa ham – og gik saa bort ligesom de Andre.<\/p>\n

Sult og T\u00f8rst plagede den Lille, han var ganske afm\u00e6gtig og syg; han kr\u00f8b hen i Krogen mellem V\u00e6ggen og Marmormonumentet og faldt i S\u00f8vn. Det var henimod Aften, da han vaagnede igjen ved at Een ruskede i ham, han foer op, og den samme gamle Borger stod foran ham.<\/p>\n

“Er Du syg? Hvor h\u00f8rer Du hjemme? Har Du v\u00e6ret her den hele Dag?” var et Par af de mange Sp\u00f8rgsmaal, den Gamle gjorde ham; de bleve besvarede, og den gamle Mand tog ham med sig til et lille Huus t\u00e6t ved i en af Sidegaderne; det var et Handskemagerv\u00e6rksted, de traadte ind i; Konen sad nok saa flittig og syede, da de kom; en lille, hvid Bologneser, klippet saa t\u00e6t, at man kunde see den rosenr\u00f8de Hud, hoppede paa Bordet, og sprang for den lille Dreng. –<\/p>\n

“De uskyldige Sj\u00e6le kjende hinanden,” sagde Konen og klappede Hunden og Drengen. Denne fik at spise og at drikke hos de gode Folk, og de sagde, han skulde have Lov til at blive der Natten over; n\u00e6ste Dag vilde Fader Giuseppe tale med hans Moder. Han fik en lille, fattig Seng; men den var kongelig pr\u00e6gtig for ham, der tidt maatte sove paa det haarde Steengulv; han sov saa godt og dr\u00f8mte om de rige Billeder og om Metalsvinet.<\/p>\n

Fader Giuseppe gik ud n\u00e6ste Morgen, og det arme Barn var ikke saa glad derved, thi han vidste, at denne Gaaen ud var for at bringe ham til hans Moder, og han gr\u00e6d og kyssede den lille, vevre Hund, og Konen nikkede til dem begge to. –<\/p>\n

Og hvad Besked bragte Fader Giuseppe; han talte meget med sin Kone, og hun nikkede og klappede Drengen. “Det er et deiligt Barn!” sagde hun. “Hvor kan han blive en kj\u00f8n Handskemager, ligesom Du var! og Fingre har han, saa fine og b\u00f8ielige. Madonna har bestemt ham til at v\u00e6re Handskemager!”<\/p>\n

Og Drengen blev der i Huset, og Konen l\u00e6rte ham selv at sye; han spiste godt, han sov godt, han blev munter og han begyndte at drille Bellissima, og det hed den lille Hund; Konen truede med Fingrene, skj\u00e6ndte og var vred, og det gik Drengen til Hjerte; tankefuld sad han i sit lille Kammer, det vendte ud til Gaden, der blev t\u00f8rret Skind derinde; tykke Jernst\u00e6nger vare for Vinduerne, han kunde ikke sove, Metalsvinet var i hans Tanke, og pludselig h\u00f8rte han udenfor: “Kladsk, kladsk!” jo, det var bestemt det! han sprang hen til Vinduet, men der var Intet at see, det var alt forbi.<\/p>\n

“Hjelp Signore at b\u00e6re hans Farvekasse!” sagde Madamen om Morgenen til Drengen, idet den unge Nabo, Maleren, kom selv sl\u00e6bende med denne og et stort, sammenrullet L\u00e6rred; Barnet tog Kassen, fulgte efter Maleren, og de toge Vei til Galleriet, gik op ad den samme Trappe, han kjendte godt fra hiin Nat, han red paa Metalsvinet; han kjendte Statuer og Billeder, den deilige Marmor Venus og de, som levede i Farver; han gjensaae Guds Moder, Jesus og Johannes.<\/p>\n

Nu stode de stille foran Maleriet af Bronzino, hvor Christus stiger ned i Underverdenen og B\u00f8rnene rundt om smile i s\u00f8d Forvisning om Himlen; det fattige Barn smilte ogsaa, thi han var her i sin Himmel. –<\/p>\n

“Ja gaa nu hjem!” sagde Maleren til ham, da han allerede havde staaet saa l\u00e6nge, at Denne havde reist sit Staffelie.<\/p>\n

“T\u00f8r jeg see Eder male?” sagde Drengen. “T\u00f8r jeg see, hvor I faaer Billedet herover paa det hvide Stykke?” –<\/p>\n

“Nu maler jeg ikke!” svarede Manden og tog sit Sortkridt frem, hurtigt bev\u00e6gede Haanden sig, \u00d8iet maalte det store Billede, og uagtet det kun var en tynd Streg, der kom, stod Christus dog sv\u00e6vende, som paa det farvede Billede.<\/p>\n

“Men saa gaa dog!” sagde Maleren, og Drengen vandrede stille hjemad – satte sig op paa Bordet og – l\u00e6rte at sye Handsker.<\/p>\n

Men den hele Dag vare Tankerne i Billedsalen, og derfor stak han sig i Fingrene, bar sig keitet ad, men drillede heller ikke Bellissima. Da det blev Aften og Gaded\u00f8ren just stod aaben, listede han sig udenfor; det var koldt men stjernelyst, saa smukt og klart; han vandrede afsted gjennem Gaderne hvor der allerede var stille, og snart stod han foran Metalsvinet; han b\u00f8iede sig ned over det, kyssede dets blanke Tryne, og satte sig paa dets Ryg – “du velsignede Dyr,” sagde han, “hvor jeg har l\u00e6ngtes efter dig! vi maae i Nat ride en Tour!”<\/p>\n

Metalsvinet laae ubev\u00e6geligt, og det friske V\u00e6ld sprudlede fra Munden. Den Lille sad som Rytter, da trak Nogen ham i Kl\u00e6derne; han saae til Siden, Bellissima, den lille, n\u00f8gen klippede Bellissima var det. Hunden var smuttet med ud af Huset og havde fulgt den Lille, uden at denne m\u00e6rkede det. Bellissima bjeffede, som om den vilde sige, seer du jeg er med, hvorfor s\u00e6tter du Dig her? – Ingen gloende Drage kunde have forf\u00e6rdet Drengen mere, end den lille Hund paa dette Sted. Bellissima paa Gaden og det uden at v\u00e6re kl\u00e6dt paa, som den gamle Moder kaldte det; hvad vilde der blive af. Hunden kom aldrig ud ved Vintertid, uden at den if\u00f8rtes et lille Faare-Skind, der var klippet og syet til den. Skindet kunde bindes med et r\u00f8dt Baand fast om Halsen, der var Sl\u00f8ife og Bjelde ved, og ligeledes bandtes det under Bugen. Hunden saae n\u00e6sten ud som et lille Kid, naar den ved Vintertid i denne Habit fik Lov at trippe ud med Signora. Bellissima var med og ikke kl\u00e6dt paa; hvad vilde der blive af. Alle Phantasier vare forsvundne, dog kyssede Drengen Metalsvinet, tog Bellissima paa Armen, Dyret rystede af Kulde, og derfor l\u00f8b Drengen, alt hvad han kunde.<\/p>\n

“Hvad l\u00f8ber du der med!” raabte to Gendarmer, han m\u00f8dte, og Bellissima gj\u00f8ede. “Hvor har du stjaalet den smukke Hund?” spurgte de og toge den fra ham.<\/p>\n

“O giv mig den igjen!” jamrede Drengen.<\/p>\n

“Har du ikke stjaalet den, da kan du sige hjemme, at Hunden kan hentes paa Vagten,” og de n\u00e6vnte Stedet og gik med Bellissima.<\/p>\n

Det var en N\u00f8d og Jammer. Han vidste ikke, om han skulde springe i Arno, eller gaae hjem og tilstaae Alt! – De vilde vist slaae ham ihjel, t\u00e6nkte han. – “Men jeg vil gjerne slaaes ihjel; jeg vil d\u00f8e, saa kommer jeg til Jesus og Madonna!” og han gik hjem, meest for at blive slaaet ihjel.<\/p>\n

D\u00f8ren var lukket, han kunde ikke naae Hammeren, der var Ingen paa Gaden, men en Steen laae l\u00f8s, og med den dundrede han paa; “hvem er det!” raabte de indenfor. –<\/p>\n

“Det er mig!” sagde han, “Bellissima er borte! luk mig op og slaae mig saa ihjel!”<\/p>\n

Der blev en Forskr\u00e6kkelse, is\u00e6r hos Madamen, for den arme Bellissima! – hun saae strax til V\u00e6ggen, hvor Hundens Drapperi skulde h\u00e6nge, det lille Faareskind hang der.<\/p>\n

“Bellissima paa Vagten!” raabte hun ganske h\u00f8it; “du onde Barn! Hvor har du faaet ham ud! Han fryser ihjel! Det fine Dyr hos de grove Soldater!”<\/p>\n

Og Fatter maatte strax afsted! – Konen jamrede og Drengen gr\u00e6d! – Alle Folk i Huset kom sammen, Maleren med; han tog Drengen mellem sine Kn\u00e6, spurgte ham ud, og i Stumper og Stykker fik han den hele Historie om Metalsvinet og om Galleriet – det var ikke godt at forstaae, Maleren tr\u00f8stede den Lille, talte godt for den Gamle, men hun blev ikke tilfreds f\u00f8r Fatter kom med Bellissima, der havde v\u00e6ret mellem Soldater; der var en Gl\u00e6de, og Maleren klappede den stakkels Dreng, og gav ham en Haandfuld Billeder.<\/p>\n

O det var pr\u00e6gtige Stykker, comiske Hoveder! men fremfor Alt – det var lyslevende Metalsvinet selv. O, intet kunde v\u00e6re herligere! ved et Par Streger stod det paa Papiret og selv Huset bag ved var antydet.<\/p>\n

“Hvo der dog kunde tegne og male! saa kunde man faae den hele Verden til sig!”<\/p>\n

N\u00e6ste Dag, i det f\u00f8rste eensomme \u00d8ieblik, greb den Lille Blyanten, og paa den hvide Side af et af Billederne fors\u00f8gte han at gjengive Tegningen af Metalsvinet, og det lykkedes! – lidt skjevt, lidt op og ned, eet Been tykt, et andet tyndt, men det var dog til at forstaae, selv jublede han derover! – Blyanten vilde kun ikke ret gaae saa lige, som den skulde, m\u00e6rkede han nok; men n\u00e6ste Dag stod der et Metalsviin ved Siden af det andet, og det var hundrede Gange bedre; det tredie var saa godt, at Enhver kunde kjende det.<\/p>\n

Men det gik daarligt med Handskesyningen, det gik langsomt med By-\u00c6renderne; thi Metalsvinet havde nu l\u00e6rt ham, at alle Billeder maatte kunne overf\u00f8res paa Papiret, og Staden Florents er en heel Billedbog, naar man vil blade op i den. Der staaer paa piazza della Trinit\u00e0 en slank S\u00f8ile og \u00f8verst paa denne staaer Retf\u00e6rdigheds Gudinden med tilbundne \u00d8ine og V\u00e6gtskaal! snart stod hun paa Papiret, og det var Handskemagerens lille Dreng, som havde sat hende der. Billed-Samlingen voxte, men Alt i den var endnu d\u00f8de Ting; da hoppede en Dag Bellissima foran ham! “staa stille!” sagde han, “saa skal du blive deilig, og komme med i mine Billeder!” men Bellissima vilde ikke staae stille, saa maatte han bindes; Hoved og Hale blev bunden, den bjeffede og gjorde Spring, Snoren maatte strammes; da kom Signora.<\/p>\n

“Du ugudelige Dreng! det arme Dyr!” var Alt, hvad hun fik sagt, og hun st\u00f8dte Drengen til Side, sparkede ham med sin Fod, viste ham ud af sit Huus; ham, der var det utaknemmeligste Skarn, det ugudeligste Barn! og gr\u00e6dende kyssede hun sin lille, halvqvalte Bellissima.<\/p>\n

Maleren kom idetsamme op ad Trappen og – – her er Vendepunket i Historien! –<\/p>\n

1834 var i Academia delle arte en Udstilling i Florents; to Malerier opstillede ved Siden af hinanden samlede en M\u00e6ngde Tilskuere. Paa det mindste Maleri var fremstillet en lille lystig Dreng, der sad og tegnede; til Model havde han en lille hvid, s\u00e6rdeles klippet Mops, men Dyret vilde ikke staae stille og var derfor bundet med Seglgarn og det baade ved Hoved og ved Hale; der var et Liv og en Sandhed deri, som maatte tiltale Enhver. Maleren var, fortalte man, en ung Florentiner, der skulde v\u00e6re funden paa Gaden som lille Barn, opdraget af en gammel Handskemager, han havde selv l\u00e6rt sig at tegne; en nu ber\u00f8mt Maler havde opdaget dette Talent, da Drengen engang skulde jages bort, fordi han havde bundet Madamens Yndling, den lille Mops, og gjort denne til Model! –<\/p>\n

Handskemagerdrengen var bleven en stor Maler, det viste dette Billede, det viste is\u00e6r det st\u00f8rre ved Siden; her var kun een eneste Figur, en pjaltet, deilig Dreng, der sad og sov paa Gaden, han h\u00e6ldede sig op til Metalsvinet i Gaden porta rossa *).<\/p>\n

*) Metalsvinet er en Afst\u00f8bning; Originalen er antik og af Marmor, den har Plads ved Indgangen til Galeriet i palazzo degli uffizi<\/p>\n

Alle Beskuerne kjendte Stedet. Barnets Arme hvilede paa Svinets Hoved; den Lille sov saa trygt, Lampen ved Madonna Billedet kastede et st\u00e6rkt, effectfuldt Lys paa Barnets blege, herlige Ansigt. – Det var et pr\u00e6gtigt Maleri; en stor forgyldt Ramme omgav det, og paa Hj\u00f8rnet af Rammen var h\u00e6ngt en Laurb\u00e6rkrands, men mellem de gr\u00f8nne Blade snoede sig et sort Baand, et langt S\u00f8rgeflor hang ned derfra. –<\/p>\n

Den unge Kunstner var i disse Dage – d\u00f8d!<\/p>\n

Italien: Udsigt fra mit Vindue<\/strong><\/p>\n

Det er piazza fiorentini vi see; en Plads, netop saa bred, som en almindelig Gade hos os i Norden, og Dybden er som Bredden; ligefor, t\u00e6t ved et snevert, bugtet Str\u00e6de, udbreder sig Facaden af en lille Kirke, over hvis aabne Forhal Nabomadamerne have h\u00e6ngt T\u00f8i ud at t\u00f8rre, ligefra Mysterierne, der ikke skulle sees, til de brogede Kjoler, der skulle sees. To unge Pr\u00e6ster, l\u00e6sende i deres Evangeliebog, gaae op og ned i Forhallen. Udenfor sidder en gammel Morlille og s\u00e6lger Penge. Hun er fattig Mands Vexeleer, Pladsen er hendes Contoir, det lille Bord, hvis Blad er en Kasse med Messingtraade over, er hendes Pengekiste, der ligge de smaa M\u00f8nter, som hun mod Procenter s\u00e6lger for de st\u00f8rre! men Handelen gaaer dog ikke ret. T\u00e6t op ved hende staaer, broget, som et Billed klippet ud af en A. B. C., en Frugt-Boutik med et Mosaik af Citroner og Apelsiner! Billedet ovenover, hvor Madonna l\u00e6dsker Sj\u00e6lene i Skj\u00e6rsilden, er et passende Skilt. Den hele Plads er brolagt med brede Lava-Fliser, de arme Heste kunne ikke staae fast, og prygles derfor under Skrig og Raab. Ikke mindre end 16 Skomagere sidde og sye der til Venstre; de to n\u00e6rmest D\u00f8ren have allerede t\u00e6ndt Lys, de rive Huen af den syndige Dreng og slaae ham med Apelsiner for Maven, han synes at protestere imod at de anvendes til udvortes Brug. I alle Husene er Stue-Etagen uden Vinduer, men med aabne, brede Boutikd\u00f8re; udenfor den ene br\u00e6ndes Caffe, udenfor den anden koges Suppe paa Kastanier og Br\u00f8d, og Manden har S\u00f8gning; Folk drapperede med Laser spise af et Potteskaar. I Husenes h\u00f8iere Etager har hvert Vindue sin Balkon, eller denne gaaer langs med den hele Etage og b\u00e6rer en blomstrende Urtegaard, store Baller med Citron- og Apelsintr\u00e6er; de modne Frugter i det Gr\u00f8nne skinne jo som Hesperiens Stjerner; en Engl\u00e6nder i Slobrok har sin Gyngestol derude, nu gaaer Stolen bag over, og Britten slaaer Stjernerne med sin stolte Nakke. Men h\u00f8it over Kirke og Huse h\u00e6ver sig Klippen med F\u00e6stningen St. Elmo, Aftensolen beskinner de hvide Mure, Taarne og Telegraphen. Nu sank Solen og Klokkerne ringe til Ave Maria; Folk str\u00f8mme ind i Kirken, Lamperne derinde straale gjennem Vinduerne. Restaurateuren s\u00e6tter Lys i sin hvide Papirs L\u00f8gte; Skomagerne faae hver sin Lampe, det er jo en heel Illumination! Morlille lukker sin Pengeboutik, og hendes Dreng lyser hende hjem med et t\u00e6ndt Lys i et Kr\u00e6mmerhuus. I Kirken synges, paa Gaden st\u00f8ies, begge Dele smelte forunderligt sammen. Men hvad er det? En Procession kommer fra den snevre Gade, hvide, formummede Skikkelser, hver med et stort Lys i Haanden; fire M\u00e6nd, ligeledes i hvide Kitler med H\u00e6tter over Hovedet, b\u00e6re paa Skuldrene en med R\u00f8dt drapperet Liigbaare; en ung, d\u00f8d Pige, kl\u00e6dt som en Brud, med Sl\u00f8r og med hvide Roser om Panden, ligger paa Baaren, Alle tage Hattene af for den D\u00f8de, Skomagerne kn\u00e6le.<\/p>\n

Nu er Toget inde i Kirken, og paa Gaden lyder igjen samme St\u00f8i, som f\u00f8r.<\/p>\n

Den lille Plads er et tro Billede af det store Neapel, ja et s\u00e6rdeles tro, thi Digteren sad ved sit Vindue og tegnede hvert Tr\u00e6k, Alt hvad han saae dernede.<\/p>\n

Henimod Midnat ville vi endnu engang see ud og Alt er stille paa Pladsen, intet Lys, uden den matte Lampe foran Madonnabilledet, br\u00e6nder i Kirkens Forhal; nu h\u00f8res Fodtrin. Een slaaer med sin Stok i Steenbroen, det er en lystig Kn\u00f8s, han gaaer forbi og synger af La figlia del regimento med fuldt Bryst og med smuk Stemme “viva la gioja!” og han gaaer at finde den; hans varme Blod, hans gl\u00f8dende Tanke siger ham, hvor den er at finde. Tys! mange Instrumenter falde ind! den hele Plads er forvandlet til et Orchester, en mandig Bas synger en stor Bravour-Arie! man bringer den Skj\u00f8nne en Serenade! h\u00f8r kun hvor smukt: “Te voglio bene assai!” aabner ikke Vinduet sig? Tr\u00e6der hun ikke ud paa Altanen? Nei slet ikke! Alt er stille i alle Husene; Musiken drager bort; Pladsen er igjen tom! en Skygge bev\u00e6ger sig langs Huset, nogle faa Accorder klinge fra Guitaren, men ingen Sang! – Alt er roligt i Huset! endnu en Accord, og Gaded\u00f8ren aabnes ganske sagte, den unge Herre smutter ind! – felicissima notte! – “God Nat, sov vel!” siger man i Norden; det er en ret god Hilsen! – Den, som sover, han synder ikke! Italieneren siger derimod felicissima notte! og Sydens Sol gl\u00f8der i dette god Nat!<\/p>\n

Italien: Reise med Veturin<\/strong><\/p>\n

Den s\u00e6dvanligste Maade at reise paa gjennem Italien er at reise med Veturin; han arrangerer det Hele, men saa maa man holde hvor han vil, spise hvad han lader s\u00e6tte paa Bordet, sove det Sted han behager at v\u00e6lge for os; Middagsmad og Logie er altid med i Acorden; men Reisen varer altid dobbelt saa l\u00e6nge, som naar man tager med Posten; det er ogsaa ganske characteristisk, at man, efter at v\u00e6re bleven enig med Manden, ikke giver ham Penge paa Haanden, men han derimod giver os! thi han er sikker paa, at vi ikke l\u00f8be fra ham, men vi kunne ikke v\u00e6re det med Hensyn til ham, thi bliver der ham budt en h\u00f8iere Priis, end den vi have accorderet om, da tager han mod den h\u00f8ist Bydende og lader os blive tilbage med hvad vi have faaet.<\/p>\n

S\u00e6dvanlig er Afreisen bestemt f\u00f8r Solen staaer op, men da Veturinen har sine Passagerer at afhente paa forskjellige Steder i Byen og ikke Alle h\u00f8re til de morgenduelige, Nogle skulle f\u00f8rst v\u00e6kkes naar han kommer, Andre staae endnu if\u00e6rd med Indpakningen, saa bliver det seent paa Morgenen f\u00f8r den sidste Passageer kan komme i Vognen. Jeg h\u00f8rer nu til dem, der staae op midt om Natten, naar jeg skal afsted i den tidlige Morgenstund, og saaledes var jeg da ogsaa oppe her, havde Alt istand, for at forlade Florents og over Terni reise til Rom, en Reise der med Veturin varer hele sex Dage; Veien over Siena er derimod kortere, jeg kjendte dem begge og valgte den interessanteste, om end den l\u00e6ngste. Klokken tre skulde Veturinen afsted, jeg stod en Time tidligere reisekl\u00e6dt og stirrede paa Kuffert og Nats\u00e6k.<\/p>\n

Jeg lod T\u00f8iet b\u00e6re ned for at man ei skulde vente paa mig. Klokken slog halv tre, der kom ingen Vogn, Klokken slog fire, nu rullede det gjennem Gaderne; der kom en Veturin – men han kj\u00f8rte forbi – der kom en anden – ogsaa han gik forbi – og Alt var stille!<\/p>\n

Klokken slog Qvarteerslag og atter Qvarteerslag! Klosterklokkerne ringede til B\u00f8n, Hotellets Klokker ringede til Opvartning. Paa Gaden kom Vogne nok, men ingen til mig. Klokken slog Fem, den slog Sex – jeg var forvisset om, at man havde glemt mig – og saa kom Vognen. Indeni sad en sv\u00e6r Engl\u00e6nder, han havde sovet endnu, da Veturinen vilde hente ham, der sad en romersk Dame, hun havde bes\u00f8gt sin Datter i “Firenza” og Afskeden havde varet en Time, sagde Veturinen, men nu skulde det gaae i Galop, naar jeg f\u00f8rst var kommet ind.<\/p>\n

Pidsken smeldede, vi rullede over Arno – og saa holdt vi. Det var udenfor et Kloster; nogle Geistlige kom ud; en ung, bleg Broder af Camaldulenser-Ordenen steg op i Coupeen hos mig. Han var en Engl\u00e6nder, kunde lidt Fransk, men det var ikke t\u00e6nkeligt at faae en Samtale med ham, han l\u00e6ste idelig i sin B\u00f8nnebog, slog sig for Brystet, korsede sig og lukkede saa imellem \u00d8inene, som vilde han hverken have at gj\u00f8re med Tr\u00e6er, Bjerge eller Solen, end sige med en Kj\u00e6tter, som jeg. Ethvert Folks, ja hver Sects forskjellige Maade at n\u00e6rme sig Gud paa er mig hellig, jeg f\u00f8ler mig forlegen ved Tanken om, at min N\u00e6rv\u00e6relse gj\u00f8r dem mindre fri i deres N\u00e6rmelse til Gud. Saaledes ogsaa her ved Siden af denne, den ivrigste Catholik jeg endnu havde m\u00f8dt; men da jeg efterhaanden m\u00e6rkede, hvor aldeles han levede i sig og sine Former, blev jeg ogsaa fri, og da han engang lukkede sin B\u00f8nnebog og skottede til Naturen, min store, hellige Bibel, pegede jeg paa dens deilige Skrift og de Sentenser, der kunde l\u00e6ses. Gud har jo str\u00f8et Aske paa Olietr\u00e6ernes gr\u00f8nne Hoveder, som ydmygbedende fremrakte her de graaegr\u00f8nne Grene deres rige Frugt! Viinrankerne holdt hinanden fast, skj\u00f8ndt Verden havde r\u00f8vet dem deres tunge Druer og Vinden nu plyndrede dem for deres r\u00f8dbrune L\u00f8v. “V\u00e6rer ydmyge, om I end give Verden en n\u00e6rende Frugt!” pr\u00e6dikede Olietr\u00e6erne, “holder sammen i Enighed, om end Verden r\u00f8ver Eder Alt!” forkyndte Viinl\u00f8vet – Saaledes l\u00e6ste jeg i min Bibel, hvad Camaldulenseren l\u00e6ste, veed jeg ikke! men Bibelen kan l\u00e6ses paa mange Maader! Inde i Vognen var Conversationen anderledes livlig! Engell\u00e6nderen talte Fransk med La Romano, og hun loe og oversatte paa Italiensk for sin Gemal, en lille Abatekl\u00e6dt Herre, hvad Engell\u00e6nderen sagde. En ung Pr\u00e6st var fjerde Mand, det var Selskabet.<\/p>\n

Vi kom til Incisa. Den unge Pr\u00e6st og den lille, tynde Mand svang sig ud af Vognen, og nu kom Signora, Engell\u00e6nderen fulgte endnu besv\u00e6rligere efter med laadne Damest\u00f8vler om F\u00f8dderne, stort blaat Slag over Skuldrene og tykt uldent T\u00f8rkl\u00e6de rundt om de tynde, r\u00f8de Bakkenbarter; der var noget af en Hofmands Bevidsthed og en Spekh\u00f8kers Holdning; min engelske Pr\u00e6st, sort kl\u00e6dt, med St\u00f8vleskafterne op om Beenkl\u00e6derne, meget forfrossen og and\u00e6gtig, vandrede strax til Kirken, vi andre ledsagede Sir som f\u00f8rte La Romano op ad den brede smudsige Trappe til Spisestuen, der fremb\u00f8d fire ikke ganske hvide V\u00e6gge, et Muursteens Gulv, nogle R\u00f8rstole og et Bord, hvor Dugen havde Farve, som om den var vasket i Kaffe-Vand. Engell\u00e6nderen underholdt os med at fort\u00e6lle om alle de Fyrsters Saloner han havde v\u00e6rt i, om to Prindser, der havde siddet ved hans Seng, da han laae syg i Florents – og nu var han saa beskeden at reise med Veturin og det uden at f\u00f8re Tjener med sig, thi man var jo ei i Italien for sine Folks Forn\u00f8ielse! Signora neiede for hvert fornemt Navn han n\u00e6vnede, og gjentog det for sin lille Gemal, der neiede endnu dybere, og saae paa den unge Pr\u00e6st, der igjen neiede som han.<\/p>\n

Nu kom Retterne, som hver af os havde bestilt, Engell\u00e6nderen beskuede disse, greb en Gaffel, og tog saa uden videre det bedste Stykke han saae: “det er godt!” sagde han, og vi neiede allesammen h\u00f8fligt, Selskabet gjorde det for hans Fornemhed, jeg for hans Originalitet.<\/p>\n

Nu tog Signora nogle smaa indbagte Sager frem, som Datteren havde givet hende med; to af de bedste Stykker pr\u00e6senterede hun vor Gj\u00e6st, det kunde vi ved Bordet kalde ham. “Disse Kager gjemmer jeg til i Aften!” sagde han, “de ere delicieuse!” og han sv\u00f8bte dem ind i et Papir, stak det i sin Lomme og bukkede: “Men smage dem skulde man dog!” vedblev han og tog saa et Stykke endnu fra Signora: “det er udm\u00e6rket! Superbe!” og saa tog han nok et Stykke.<\/p>\n

Signora neiede og loe h\u00f8it, jeg troer ogsaa hun begyndte at finde ham original.<\/p>\n

Nu bragte Vertinden ham hans Frokost, og den forsvandt, som vore Retter. Til Desert lod Engell\u00e6nderen os h\u00f8re en Bravour-Arie, Signora klappede og raabte Bravo, Gemalen ligesaa; Opvarteren tabte af Forf\u00e6rdelse Talerkenen og Engell\u00e6nderens R\u00f8rstol gik itu, det var dem begge To formeget hos eet Menneske. Nu gav Signora Tegn, og hendes Gemal sang saa bl\u00f8dt, saa d\u00f8ende, saa \u00e6therisk kan jeg sige, at jeg tilsidst kun paa den sittrende Mund saae, at han endnu forn\u00f8iede os med sin Sang. Den gjorde umaadelig Lykke! Saa kom vi da i Vognen igjen. Min bedende engelske Geistlige lod sig tilsyne og kr\u00f8b op hos mig; hans Frokost havde v\u00e6ret Luften og den lille B\u00f8nnebog; han bad endnu. Pidsken smeldede, tre Stemmer inde i Vognen h\u00e6vede sig i Melodie, og saa foer vi afsted. Mod Aften fik vi Regn, og snart gik Regndraaben over i Sneeflokke, der t\u00f8ede strax paa den vaade, leerede Vei, vi kom kun langsomt frem, m\u00f8rkt blev det og ikke var der et Huus, hvor vi kunde faae vor L\u00f8gte t\u00e6ndt; Signora jamrede af Frygt for R\u00f8vere og Gemalen af Frygt for at v\u00e6lte; Engell\u00e6nderen skjeldte paa Kudsken og Kudsken paa Hestene og saa blev det i samme Marsch, til endelig et Lys straalede os im\u00f8de, vi vare ved et eensomt Vertshuus, hvor vi gjennem Stalden steg op til Gjestestuen; forfrosne og forsultede. Det varede syv lange og syv brede, som man siger, f\u00f8r nogle Pinde og Qviste kom til at blusse i Kaminen, men i samme Moment kom Engell\u00e6nderen med sine Lagener og slog med dem en Skranke om Kaminen, “de skulle dampes ud!” sagde han. Lagenerne fik hele Varmen. Det \u00f8vrige Selskab taalte det, jeg maatte ogsaa finde mig deri. Engell\u00e6nderen og jeg skulde sove i eet V\u00e6relse sammen; jeg traadte ind og fandt ham staaende paa mit Senget\u00e6ppe, som han havde bredt ud paa Gulvet, og forh\u00f8iede sit Hovedgj\u00e6rde med to af mine Hovedpuder, hvilke han uden videre havde taget til sig.<\/p>\n

“Jeg holder ikke af at ligge lavt!” sagde han.<\/p>\n

“Ja jeg ikke heller!” svarede jeg. “De tillader!” og jeg tog dem fra ham; han saae forbauset paa. mig.<\/p>\n

Det var en utaalelig Sovekammerat; han udbad sig en Opvartning – der tilsidst kun kunde besvares ved at jeg gik til Sengs, jeg lod som jeg sov, men jeg saae med halv lukkede \u00d8ine, at han arrangerede sig sin Midnats-Mad, opstillet paa en vaklende R\u00f8rstol ved Sengen.<\/p>\n

Jeg havde l\u00e6nge v\u00e6ret oppe n\u00e6ste Morgen, Hestene vare alt for Vognen, og endnu ventede vi Engell\u00e6nderen, han kunde aldrig blive f\u00e6rdig; Signora var ogsaa f\u00f8rst i Begreb med at kl\u00e6de sig paa! “det gaaer langsomt” sagde Gemalen, “thi hun gr\u00e6der af L\u00e6ngsel efter at see sin Datter.”<\/p>\n

Endelig kj\u00f8rte vi.<\/p>\n

Jeg sad igjen hos min gudelige Nabo, der korsede sig, l\u00e6ste i B\u00f8nnebog og fastede.<\/p>\n

I Arezzo maatte vi gj\u00f8re Holdt, thi begge Pr\u00e6sterne skulde bede og Signora maatte absolut skrifte, sagde hun.<\/p>\n

Herfra blev Alt rundt om Olieskove. Den ene Tr\u00e6gruppe aabenbarede sig efter den anden. Olietr\u00e6et ligner meest Pilen, men Grenene skyde ikke frem i stive Vidier, de bugte sig meer, Bladet er mindre og Stammen selv seer ud som om en Kj\u00e6mpehaand halv havde revet den fra Jorden, dreiet den rundt, og derpaa ladet den staae, sveiende i Stormen.<\/p>\n

Over den graagr\u00f8nne Olieskov h\u00e6vede sig paa Klippen det gamle Castellone, een af Italiens meest skidne, men ogsaa meest maleriske Byer. Jeg veed ikke bedre at tydeliggj\u00f8re Billedet af den, end at sige, at den seer ud, som om den var opstaaet ved, at man havde taget de Huse og Krinkelkroge der vare altfor elendige i andre Byer, og kastet dem her bag den gamle Muur, som de dog ragede ud over; disse smaa h\u00e6ngende Haver ere egentlig kun Billinger af Terrasser, man har klistret som Balkoner under et Vindue eller over en D\u00f8r, der paa Huset hvor man mindst ventede det! – En Deel af Byens Muur danner et Slags Forum for Folket, Pladsen her var ganske opfyldt af Mennesker, den steile Vei op til Byens Port vrimlede ligeledes af Ridende og Gaaende, men ingen Kirkeklokker klang, ingen Faner vaiede, ellers vilde jeg have troet her var en stor Fest. Fra alle Side-Veie, og paa Landeveien selv hvor vi kj\u00f8rte, mylrede der med Mennesker og med Sviin, store gryntende Flokke.<\/p>\n

En tung Sky hang os over Hovedet og sendte sine Draaber; derfor udsp\u00e6ndte de Ridende deres Paraplyer, der n\u00e6sten alle vare guulgr\u00f8nne og saa colossale, at man kun saae det gr\u00f8nne Tag og \u00c6selets Bagdeel, der hvor en Munk eller en Landsby-Donna reed foran os. Der var en Skrigen, en Grynten og en Lystighed jo n\u00e6rmere vi kom til Vertshuset, der ligger t\u00e6t under Veien ved Byens Port.<\/p>\n

I Castellone var Svinemarked.<\/p>\n

Signora steg bagl\u00e6nds ud af Vognen, netop idet en heel Hjord af Sviin blev drevet forbi, den halve Drift l\u00f8b ind under Vognen, det saae ud, som “det sorte Havs” B\u00f8lger; og Signora traadte paa det sorte Hav og gyngede paa det, som en travesteret Venus Anadyomene, hun skreg, B\u00f8lgerne skreg og Driveren skreg. Det var et Livs-Moment for Signora.<\/p>\n

I Vertshuset kom vi tilbords; der var en Befalen af Engell\u00e6nderen, en Raaben, saa at hele Huset var forvisset om at han var en forkl\u00e6dt Prinds, og at der vilde vanke kongelige Drikkepenge, de h\u00f8rte kun ham, de l\u00f8b kun for ham, bleve udskjeldte og sparkede, og til Alt hvad han sagde og gjorde, smilede de og b\u00f8iede sig; men han gav slet ingen Drikkepenge. “Thi jeg er meget misforn\u00f8iet!” sagde han. “Jeg er misforn\u00f8iet med Maden, med Huset, med Opvartningen!” og de forbl\u00f8ffede Opvartere b\u00f8iede sig endnu dybere, og begge Pr\u00e6sterne toge Hattene af, da han steg i Vognen.<\/p>\n

Inde i denne var der snevert og genert; her var saa beh\u00e6ngt med \u00c6sker og Foderaler, at Enhver derinde maatte forholde sig besindig, skulde det gaae godt; den hele Bepakning var Engell\u00e6nderens og dog, som han pralede af, betalte han mindst af os Alle; den bedste Plads havde han taget og kom en \u00c6ske eller en Pakke ham for n\u00e6r, saa blev den skudt over til de Andre, “thi det generer det T\u00f8i!” sagde han; og det gjorde det, men alle Sager vare hans egne, selv det store Foderal, han heftede hen i Nakken paa Signora.<\/p>\n

Ved Lago di Perugia forlod vi det toskanske Gebeet og kom ind paa det pavelige. Doganen her saae ud som en forladt Staldbygning, men den ligger smukt paa Bjerg-Siden midt i en Olieskov; som udover Terrasser seer man ned til S\u00f8en; Solen kastede st\u00e6rke, r\u00f8de Straaler paa Tr\u00e6erne, smukke B\u00f8nderpiger med hvide Sl\u00f8r over Skuldrene drev Qv\u00e6g forbi; jeg gl\u00e6dede mig ved Beskuelsen af dette levende Billede, mens Dogane-Betjenterne beskuede Indholdet af vore Kufferter. –<\/p>\n

Det blev m\u00f8rkt f\u00f8r vi kom afsted. Veien var tung og vore Heste ,meget udmattede; kun langsomt gik det fremad; Veturinen sagde, at Veien her var ikke sikker, det vilde sige, vi havde ingen R\u00f8vere at frygte for, men Tyve, der kunde skj\u00e6re Kufferterne bag af Vognen.<\/p>\n

Signora gr\u00e6d h\u00f8it.<\/p>\n

To og to skiftedes vi nu til at gaae bag efter for at passe paa. Det var en tung, leeret Skovvei, der kun oplystes af vor tarvelige Vognl\u00f8gte, nu gik det endogsaa op ad Bakke; Hestene pustede; Engell\u00e6nderen brummede og Signora sukkede fra sit Hjertes dybeste Dyb.<\/p>\n

Sildigt nagede vi Landsbyen Pasignore, der af alle Reisende betragtes som et \u00e6gte R\u00f8verhul.<\/p>\n

To sv\u00e6re, karleagtige Piger, hver saae ud som en R\u00f8verbrud, kraftige og blomstrende, vartede os op i det smudsige Vertshuus. Vi fik en Suppe, som vi gav Smag ved at komme meget Salt, Ost og Peber i, vi fik kogte og derpaa stegte smaa Fisk, hver saa stor som en Finger, Vinen var eddikesuur, Druerne mugne og Br\u00f8det haardt som en Steen.<\/p>\n

Sengene vare alle ligesaa brede, som de vare lange, de syntes indrettede til fire Personer paa langs og fire Personer paa tv\u00e6rs. Udenfor skyllede Regnen ned hele Natten.<\/p>\n

Da vi om Morgenen skulde forlade Vertshuset, og vi vilde stige ned ad den steile Steentrappe, der gik lodret gjennem to Etager, traadte vor vel indpakkede Engell\u00e6nder i Noget – jeg veed ei hvad – og rutsede nu fra det \u00f8verste Trin, nok saa graci\u00f8s, ned ad hele Trappen, Trin for Trin, men det satte ham ikke i bedre Humeur.<\/p>\n

Til Perugia gaaer Veien opad; vi havde faget Oxer til Forsp\u00e6nd, de gik Fod for Fod, aldrig syntes vi at skulle naae den gode Stad, der er mere ber\u00f8mt ved Pottemagerens S\u00f8n end ved alle sine Bisper.*)<\/p>\n

*) Perugia er som bekjendt Raphaels F\u00f8deby. ( Fejl: F\u00f8deby er Urbino og l\u00e6reby er Perugia \/ red.)<\/p>\n

Endelig vare vi der.<\/p>\n

Gangen i Hotellet var ganske overl\u00e6sset med Vaabenskjolde, et var oph\u00e6ngt for hver fyrste, der her havde tilbragt en Nat; ogsaa de danske Vildm\u00e6nd fandt jeg her, de syntes is\u00e6r at interessere Signora, da hun h\u00f8rte af mig, at de vare mine Landsm\u00e6nd, og ganske naivt spurgte hun, om man i vort kolde Land gik saaledes kl\u00e6dt. Den forfrosne, bedende Camaldulenser forlod os her; Ingen af os sagde han Farvel.<\/p>\n

Nu havde jeg da endelig en god Plads, hele Coupeen var min; jeg kunde ene ret sidde og see mig om mellem de smukke Bjerge; for to Personer var virkelig denne Plads for lille. Vi skulde afsted; vor tykke Engell\u00e6nder balancerede op til mig; han vilde nyde Udsigten.<\/p>\n

Jeg forsikkrede, at Pladsen ikke var stor nok for ham; “det er ubehageligt!” sagde han og knugede sig fast, idet han bestandig gav mig Ret i, at her ikke kunde sidde to; han foreslog mig derfor at krybe ind i Vognen, men jeg fortalte ham, at det var just for Naturens Skyld jeg havde leiet denne Plads.<\/p>\n

“Jeg bliver her ogsaa for Naturens Skyld!” sagde han.<\/p>\n

Vi havde kun kj\u00f8rt en lille Str\u00e6kning, saa lukkede han \u00d8inene, og bad mig puffe til sig, naar der kom noget Smukt; jeg gjorde det et Par Gange, men saa udbad han sig, at jeg kun vilde puffe, naar der kom noget ganske ualmindeligt Skj\u00f8nt.<\/p>\n

Jeg lod ham sove.<\/p>\n

Ved Assisi, den hellige Frans’s By, bes\u00f8gte vi i Landsbyen Kirken del angeli, Signora skulde skrifte.<\/p>\n

Vor Engell\u00e6nder lod sig alene f\u00f8re om og see M\u00e6rkv\u00e6rdighederne, “thi han saae ikke godt i Compagnie!” yttrede han; Munken, der f\u00f8rte ham om, fik hverken Penge eller Tak: “De Karle har intet Andet at gj\u00f8re!” sagde han, da Signora gav ham en Bebreidelse; fra dette \u00d8ieblik blev Forholdet mellem dem mere koldt, fra dette \u00d8ieblik l\u00f8d ikke oftere fiirstemmige Sange inde i Vognen.<\/p>\n

Aldrig har jeg f\u00f8r m\u00f8dt et Menneske med en saadan – ja hvad skal jeg kalde det – en saadan ubevidst Uforskammenhed; Alle skulde leve for ham, Alle indrette sig efter hans Beqvemmelighed, aldrig sagde han en Compliment, uden den forvandlede sig i hans Mund til en Grovhed. Jeg kom tilsidst i hans Selskab til at t\u00e6nke paa Eventyret om den onde Stedmoder, der, efter at hendes Mands Datter var vendt tilbage fra Br\u00f8nden, hvori hun havde kastet hende, og Guld og Roser sprang ud af Pigens Mund naar hun talte, kastede sin egen onde Datter i Br\u00f8nden, men da hun kom op, var hun endnu v\u00e6rre end f\u00f8r, og ved hvert Ord sprang en Fr\u00f8 eller en Fiirbeen ud af Munden. Jo mere jeg saae paa Engell\u00e6nderen, jo mere jeg h\u00f8rte ham tale, blev jeg vis paa, at han var kj\u00f8delig Broder til Stedmoderens onde Datter.<\/p>\n

Hvor gjorde han os ikke Aftenen uhyggelig i det fredelige Spoleto; hvor Ilden br\u00e6ndte saa velsignet paa Kaminen, hvor Musiken l\u00f8d saa smukt fra Gaden; hvor Folket jublede udenfor Kirken “e viva Madonna! e viva Jesus Christus!”<\/p>\n

F\u00f8r Solen var oppe, vare vi til Vogns igjen; og saal\u00e6nge det var ret morgenkoldt havde jeg min Plads alene. Det var graat Veir, men Bjergene vare smukke, mange Tr\u00e6er stode ganske gr\u00f8nne. Den ene lille By strax ved den anden reiste sig oven over os, hver laae som en Sphinx paa Bjerget og syntes at sp\u00f8rge: “veed Du, hvad der her lever og r\u00f8rer sig?” – Vi foer forbi! En Tiggerkone kn\u00e6lede ned paa Veien for os og kyssede Jorden. Vi foer forbi! vi m\u00f8dte bev\u00e6bnede Soldater, som omringede en Karre, paa hvilken fire R\u00f8vere laae l\u00e6nkede, kraftige sortskj\u00e6ggede Karle; en gammel Kj\u00e6lling sad hos dem, hun kj\u00f8rte bagl\u00e6nds, nikkede til os og syntes at v\u00e6re nok saa lystig. Vi foer forbi.<\/p>\n

Vi var i Spoleto.<\/p>\n

En skr\u00e6kkelig Karl, i en skiden blaa Kappe og med en lille fedtet r\u00f8d Calot paa det uredte Haar, n\u00e6rmede sig vor Vogn; jeg antog ham for en Tigger og viste ham til Selskabet inde i Vognen, han n\u00e6rmede sig f\u00f8rst den ene Side af Karreeten, saa den anden, men blev paa hvert Sted afviist.<\/p>\n

“Det er en Passageer!” sagde Veturinen, “det er en Nobile fra Rom!” men vi protesterede Alle imod at have ham til Naboe! han saae aldeles ud, som salig Job, da han skrabede sig med Potteskaar.<\/p>\n

Mennesket steg da op hos Veturinen, og nu var al Udsigt for mig sp\u00e6rret.<\/p>\n

Hjemme i sin bl\u00f8de Sopha dr\u00f8mmer man ikke om at reise saaledes i Italien; da seer man kun smukke Mennesker, da skinner Solen evig mellem Viinranker og Cypresser; Legemet f\u00f8ler ingen Besv\u00e6r. Selv den friske Luft blev mig ford\u00e6rvet af Duften fra Nobiles Kl\u00e6der.<\/p>\n

Ved n\u00e6ste Station overlod jeg ham Cabrioletten, satte mig ud hos Veturinen, inddrak Luft og saae paa den herlige Bjergnatur.<\/p>\n

Veien gik i Siksak opad monte Somma; vi havde Oxer sp\u00e6ndt for Vognen, Kilderne rislede mellem de store Steenblokke; enkelte L\u00f8vtr\u00e6er vare ganske gr\u00f8nne, som i Vaaren, og hvor Tr\u00e6erne vare gamle og bladl\u00f8se, voxte Epheu-Ranken saa frodig og frisk om Stamme og om Green, og det ud til den yderste Spids, at Tr\u00e6erne syntes i deres rigeste Flor; den hele Krone var et svulmende Gr\u00f8nt.<\/p>\n

Smukke Piger l\u00f8b langs Vognen og tilb\u00f8d os Frugt. Oxedriveren sang sin Canzonette og fl\u00f8itede et lystigt Mellemspil dertil. Jeg sprang af Vognen, mit Hjerte jublede ved den maleriske Skj\u00f8nhed.<\/p>\n

Nede i Bjergkl\u00f8ften laae Ruinerne af to Vandm\u00f8ller! en stor, sort Rovfugl svang sig ud af Tykningen. Alt var vildt og eensomt, Regnskyer hang i Luften over os; Taager l\u00f8ftede sig sagte fra Kl\u00f8fterne; kun Skridt for Skridt bev\u00e6gede sig den tungtbepakkede Reisevogn.<\/p>\n

Veturinen erkl\u00e6rede, at vi ikke kom saa betids til Terni, at vi kunde bes\u00f8ge Vandfaldet; jeg, der paa en tidligere Reise havde seet det, resignerede, Engell\u00e6nderen derimod rasede, og denne Gang havde han Grund dertil. Han bandede, han st\u00f8iede, Vandfaldet vilde han see.<\/p>\n

Det var b\u00e6lgm\u00f8rkt da vi naaede Terni, men Manden vilde have sin Villie sat igjennem. Han lod en F\u00f8rer kalde, lod to L\u00f8gter t\u00e6nde, satte sig saa op paa et \u00c6sel og forlangte at f\u00f8res til Vandfaldet.<\/p>\n

“Men De kan jo umuligt see det med to L\u00f8gter!” sagde man ham.<\/p>\n

“Saa kan vi tage tre!” svarede han og red afsted.<\/p>\n

F\u00f8reren saae meest forn\u00f8iet ud ved det Hele; det var vistnok f\u00f8rste Gang han selv skulde see Vandfaldet ved en saadan Belysning.<\/p>\n

Hvorledes de bare dem ad med at stille de to eller tre L\u00f8gter ved det kj\u00e6mpeh\u00f8ie Fald, veed jeg ikke; men Engell\u00e6nderen sagde, da han kom tilbage, at Vandfaldet ved Terni ikke var Veien og al den Uleilighed v\u00e6rd; han havde beseet det baade for oven og for neden, men det duede ikke.<\/p>\n

Allerede Klokken tre n\u00e6ste Morgen skulde vi afsted, thi Veien var slem, sagde Veturinen, vi havde vor l\u00e6ngste Dagreise at gj\u00f8re, og vi maatte, f\u00f8r det blev m\u00f8rkt, naae Nepi, da Egnen der rundt om var usikker. – En anden Veturin med sit Selskab sluttede sig til os; men vi bleve alligevel ikke mandst\u00e6rke nok.<\/p>\n

Regnen skyllede ned, Veien var dyb og tung, det var b\u00e6lgm\u00f8rk Nat. Vi h\u00f8rte en huul, st\u00e6rk Lyd fra Bjergene, det var Hyrderne, der tudede i Conchylier for at samle deres Hjorder.<\/p>\n

I Dagningen passerede vi Fjeldbyen Rocc\u00e0, den ligger h\u00f8ist malerisk; Egnen havde Udseende af Tyrols Bjerge ved Sommertid; hver Busk, hvert Tr\u00e6 var gr\u00f8nt, Regnen havde forfrisket Gr\u00e6s og Blade. Epheu-Ranken snoede sig i rige Guirlander om Klipperne og om de tykke Tr\u00e6stammer, Byen selv hang, som en Svale-Rede paa Fjeldv\u00e6ggen; den gule Tiber bugtede sig i Dybet neden under.<\/p>\n

Vor Engell\u00e6nder sov, Signora gjorde det samme; men des livligere steg de siden ud, da vi stode i Atricoli, en By, hvis Brol\u00e6gning syntes at v\u00e6re bleven lagt, mens et Jordskj\u00e6lv stod paa; Vertshuset var saa yppigt med Snavs, at jeg foretrak heller at spise i Stalden, hvor Duften dog var reel, end i disse fedtede Stuer. Udsigten derimod var magel\u00f8s deilig; Bjergene fortonede sig blaalig-gr\u00f8nne, Dalene udstrakte sig dybe og frugtbare. Denne Deilighed og dette Griseri -! ja man siger jo, at Intet er fuldkomment i denne Verden, men sandelig her vare begge Dele saa fuldkomne, som det kan t\u00e6nkes. Engell\u00e6nderen var det ogsaa i sin Art; han gik paa Mad-Streiferi hos det nye Veturin-Selskab og lod sig smage de bedste Stykker, der blev sat for dem. Han blev grov mod vor godmodige, stille Geistlige, og begyndte at tale uh\u00f8visk til Signora.<\/p>\n

Ubehageligt Selskab, slet Veir, daarlige Veie og usle Heste, Alt var forenet for at gj\u00f8re Reisen til en Bods- og Poenitense-Reise! Solen vilde ikke skinne mig ind i Hjertet og ikke heller skinne paa Landskabet uden omkring mig; og just den Str\u00e6kning, vi nu passerede, laae i det deiligste Sollys, da jeg sidst var her; men Naturen t\u00e6nkte som saa, for det Selskab der beh\u00f8ver jeg ikke at see godt ud, og Poeten har jo seet, hvor smukt her kan v\u00e6re; han har besjunget mig, han gj\u00f8r det ikke bedre! og saa blev den i sit Regnveirs-Phlegma.<\/p>\n

Veturinen erkl\u00e6rede nu, at Veien var for slet til at vi ved Dag kunde naae til Nepi, det var for voveligt at kj\u00f8re her i M\u00f8rke, vi matte derfor overnatte i Civitta Castellane.<\/p>\n

Vi kom forbi monte Soracte, hvis Snee Horais har besjunget, og vort Natteqvarteer aabenbarede sig, med gamle buskbegroede Mure, der n\u00e6sten bed\u00e6kkedes af H\u00e6nge-Planterne. Vandet brusede skum-hvidt over Fjeldblokkene. Civitta Castellane er en af disse i Flugten skj\u00f8nne Byer, men et uhyggeligt Opholdssted.<\/p>\n

Vi toge ind i Albergo croce di Malta, et gammelt Franciscaner-Kloster, der er gjort om til Kro. Fra Gaden kom vi lige ind i den hv\u00e6lvede Stald, den saae ud som om den f\u00f8r havde v\u00e6ret en Bede-Sal; en h\u00f8i, steil Trappe f\u00f8rte til Gj\u00e6stev\u00e6relserne; Katte og H\u00f8ns sprang rundt om. D\u00f8rene hang kun paa een H\u00e6ngsel, eller manglede aldeles. Fruentimmerne der i Huset sad og flettede deres lange Haar og vidste knap, om de vilde tage imod os.<\/p>\n

Jeg gik lidt om og besaae Leiligheden, Alt var i den st\u00f8rste Uorden; i nogle V\u00e6relser stode Senge uden Sengkl\u00e6der, vaadt T\u00f8i var oph\u00e6ngt paa St\u00e6nger; i andre laae s\u00f8nderslagne Meubler eller der vare opstillede Krukker, med Gud veed hvad. Jeg kom ned i en snever Gaard, den omsluttedes af fire skumle Buegange; midt i Gaarden var en dyb Br\u00f8nd: Flagermusis fl\u00f8i i dusinviis over mit Hoved; en lille Tr\u00e6d\u00f8r stod paa klem, den kunde hverken skydes frem eller tilbage, jeg stak Hovedet derind, her var en fugtig, kold Kirke, jeg saae de h\u00f8ie Vinduer, men Alt derinde var indhyllet i M\u00f8rke; jeg var ikke alene, jeg h\u00f8rte Trin; – jeg gik til Side, to sorte M\u00e6nd, med brede Hatte, som de Jesuiterne b\u00e6re, kom ind i Buegangen.<\/p>\n

“Viva Giesu sangvine!” sagde de ganske sagte, i det de gik mig forbi. Jeg fulgte langsomt efter.<\/p>\n

Da jeg kom op, h\u00f8rte jeg, at det var faldet i min Lod at dele V\u00e6relse denne Nat, enten med Nobile eller med Engell\u00e6nderen, jeg protesterede derimod, tyede ind til den unge Pr\u00e6st, han havde faaet en Art Dueslag at sove i, og jeg spurgte, om jeg ikke kunde hos ham lave mig en Seng paa nogle Stole.<\/p>\n

“Men jeg har nogle religi\u00f8se Ceremonier, -” begyndte han.<\/p>\n

Jeg bad ham, at han i denne Henseende aldeles ikke vilde t\u00e6nke paa mig, jeg sov \u00f8ieblikkelig; – i Hast fik jeg nu et Par Stole sat ved Siden af hinanden; Pr\u00e6sten, Signora og Gemalen, alle Tre hjalp de mig med at sl\u00e6be Sengkl\u00e6derne; det var et skr\u00e6kkeligt Leie! midt under dette Arrangement kom Engell\u00e6nderen, blussende r\u00f8d og vred, fordi jeg ei vilde sove i Selskab med ham.<\/p>\n

“Gaaer De fra mig i dette R\u00f8verhul!” sagde han, “skal jeg ligge og blive myrdet alene! D\u00f8ren kan ikke lukkes! der er i Kammeret et Skab med en Trappe! der ligger i V\u00e6relset t\u00e6t ved en Munk og en Bondekarl, der see nederdr\u00e6gtige ud! – Skal jeg ligge og myrdes alene! De er ingen god Kammerat! jeg skal ikke tale til Dem paa hele Reisen!”<\/p>\n

Jeg takkede ham derfor.<\/p>\n

Det var en uhyggelig Aften; og paa den samme, men det vidste jeg naturligviis ikke da, blev i Kj\u00f8benhavn min Tragedie “Maurerpigen” opf\u00f8rt f\u00f8rste Gang. Publicum har dog vist havt det bedre end Forfatteren.<\/p>\n

Uagtet vi vare to Veturin-Selskaber, der n\u00e6ste Morgen vilde reise sammen, raadede os dog alle Folk i Vertshuset, at tage Bed\u00e6kning med til Nepi, hvor vi f\u00f8rst kunde indtr\u00e6ffe ved Solens Opgang.<\/p>\n

Alt Klokken tre vare vi oppe; fire Rytteres Heste stampede udenfor Hotellet; Regnen skyllede ned! – Vor Engell\u00e6nder vilde ikke blive f\u00e6rdig, og da han var det, begyndte han en Skj\u00e6ndescene med Vertinden, derpaa en med Camerieren.<\/p>\n

Endelig kj\u00f8rte vi; to Ryttere reed forud, to bag efter; strax udenfor Byen m\u00f8dte vi den romerske Diligence, der gaaer over Forli til Bologna; ogsaa den var under Bed\u00e6kning.<\/p>\n

Vi passerede en lang Bro, “ponte del cujoni”, kaldte Veturinen den og fortalte, at under denne skjulte Kj\u00e6ltringerne sig, naar de saae man havde Soldater med. Hvorvidt det var usikkert eller ei, at reise her, t\u00f8r jeg ikke afgj\u00f8re, men jeg ansaae rigtignok det Hele for en Aftale mellem Vertshuus-Folkene, Veturinen og Soldaterne, disse sidste fortjente jo en lille Drikkeskilling; hverken nu, tidligere eller senere har jeg kjendt til Overfald i Italien; man reiser vistnok ligesaa sikkert i dette Land, som i Engelland og Frankerige.<\/p>\n

Det var n\u00e6sten lys Dag, da vi kom til Nepi, en By, der kan gj\u00e6lde for et Pragt-Exemplar af Griseri og Faldef\u00e6rdighed; de store Paladser saae ud, som om de stode forladte af Mennesker, og overladte kun til Rotter og Flagermuus. Spindelv\u00e6v med tykt St\u00f8v hang i alle Nischer og Kroge. Her holdt imidlertid Regnveiret op, men som en tung Bly-Kuppel hang den graa Luft over os.<\/p>\n

Der var en forunderlig Eensomhed mellem den sidste Forgrening af Bjergene. Endelig var vi ved den sidste Station La Storta, en lille Flekke, der kun ligger nogle Timer fra Rom.<\/p>\n

Det f\u00f8rste og eneste Vertshuus her saae ud, som hos os en almindelig Stald; Kj\u00f8kken og Skj\u00e6nkestue gaae ud i eet. V\u00e6ggene ere malede skr\u00e6kkeligt med Landskaber, ganske som man seer dem i en daarlig Laterna magica, tykke Streger og Farverne gloende og gale som i en illumineret A. B. C. Bog. Al Lysningen kommer ind af D\u00f8ren. Midt paa Gulvet stod en stor fiirkantet Jernkasse med Ild, og ved Siden af et Tr\u00e6bord og Tr\u00e6b\u00e6nke for Gj\u00e6sterne; Knipper af Bregner hang under Loftet for Fluernes Skyld, rimeligviis for at de ikke skulde ford\u00e6rve Malerierne. H\u00f8ns og Flasker havde Plads paa Gulvet; Madlugt opfyldte V\u00e6relset og man saae Alt i en let Betoning af Skorsteens-R\u00f8g. Udsigten gjennem, D\u00f8ren begr\u00e6nsedes af en Gruus-Grav og en M\u00f8dding med levende Kalkuner, Veturin- og Pak-Vogne fyldte den \u00f8vrige Plads.<\/p>\n

Vor Engl\u00e6nder gik \u00f8ieblikkelig til Skorstenen, betragtede de forskjellige Retter, og tog strax, af hvad der var f\u00e6rdigt, det han syntes bedst om; men Madamen i La Storta dreiede sig paa sin H\u00e6l og rev ham \u00f8ieblikkelig ud af H\u00e6nderne hvad han havde taget, i det hendes funklende \u00d8ine maalte ham fra Top til Taa; han st\u00f8dte hende til Side, hun spurgte, om han var gal, og viste ham derpaa den Mad, han havde bestilt, og som endnu skinnede ganske raa i Panden. Han kneb hende i hendes fede Arm, og hun h\u00e6vede sin Kj\u00f8kkenkniv.<\/p>\n

Hendes Gemal, en lille tyk Mand, sprang til, holdt hende om Livet og l\u00f8ftede hende fra Gulvet; hun strittede med Kniven og en Str\u00f8m af Ord gjennemskingrede Huset. Engell\u00e6nderen blev kogende r\u00f8d i Ansigtet, han greb en R\u00f8rstol og holdt foran sig.<\/p>\n

Vi fik imidlertid m\u00e6glet Fred, og nu spiste han, spiste for tre Personer; “jeg skal spise, for To!” sagde han, “jeg skal spise, for jeg har \u00e6rgret mig! spise og dog kun betale tre Paoli!”<\/p>\n

Vertinden forlangte imidlertid sex Paoli; Veturinen, hvis Kostgj\u00e6nger Engell\u00e6nderen var ved alle Maaltider, jamrede h\u00f8it. Vi tog Veturinens Parti, og Engell\u00e6nderen overfusede det arme Menneske. “Han faaer ingen Drikkepenge!” sagde han, “jeg er misforn\u00f8iet med ham! jeg er misforn\u00f8iet med Maden! misforn\u00f8iet med Selskabet -!”<\/p>\n

“Med Selskabet -!” spurgte Signora.<\/p>\n

“Ja vist!” sagde han, “hun sladdrer altid! – snurrer-! hvor det gager! og hendes Mand er dum, er stum! har ingen Dannelse!”<\/p>\n

“Ingen Dannelse!” gjentog Signora; hun blev ganske bleg, satte Armene i Siderne, “ingen Dannelse! – Mand! tag dit academiske Borgerbrev op af Lommen og viis ham Du har Dannelse!”<\/p>\n

Og hendes lille Mand var ligesaa bleg, som hun, han sagde ikke et Ord, hans \u00d8ine stirrede ganske vildt, han trak sin Tegnebog op og udfoldede et Papir, som han holdt ud for Engell\u00e6nderen.<\/p>\n

“L\u00e6s!” sagde Signora, “l\u00e6s, om De kan! – min Mand ingen Dannelse! – Engell\u00e6nder, see paa mig! ham er det, der er en raa Karl! og han siger mig, at han har levet med Prindser! – Oxer og Hunde har v\u00e6ret hans Compagnie! maladetta -!”<\/p>\n

“Jeg l\u00e6ser ikke!” skreg Engell\u00e6nderen, midt under hendes Tale, og slog til Papiret, satte sine H\u00e6nder i Siden, ligesom Signora, og lod sin Tunge efterligne Kalkunernes Pluddren.<\/p>\n

I det samme stod Vertinden ved Signoras Side; hun h\u00e6vede sig paa sin ene Fod, hendes \u00d8ine lynede, hun holdt et Fad Blomkaal i Haanden, og Kaalen fl\u00f8i over Engell\u00e6nderens Hoved. H\u00f8nsene paa Gulvet flagrede vildt omkring, jeg loe, nogle af Selskabet trommede med Fingrene paa Bordet og et Par Damer, h\u00f8rende til den anden Veturins Selskab, flygtede til Sided\u00f8ren.<\/p>\n

Fra dette \u00d8ieblik talte Ingen meer med Engell\u00e6nderen; han satte sig ind i Vognen og lod, som om han sov.<\/p>\n

Fra La Storta begynder Roms Campagne; en gr\u00e6sgroet Kirkegaard i det Store, det er det Billede den frembyder. Ingen Huse, men Grav-Ruiner uden Navn ligger ved Veien; mellem de h\u00f8ie Tidsler dreve Hyrderne deres Hjorder af Faar.<\/p>\n

“Neros Grav!” raabte Veturinen og pegede paa et Monument t\u00e6t ved Veien. Vi foer forbi. jeg \u00f8inede St. Peters Kuppel! o hvor bankede mit Hjerte ved atter at gjensee Rom! jeg kjendte det gr\u00f8nne monte mario, vi rullede over ponte molle og indesluttedes nu af Vigniernes hvide Mure indtil vi holdt udenfor porto del popolo.<\/p>\n

Passene bleve afleverede, vi fik vor bulletta, en Soldat satte sig op hos den anden Veturin, medens Officeren b\u00f8d os f\u00f8lge efter den til Doganen; vi fulgte.<\/p>\n

“Ikke til Doganen!” var det f\u00f8rste Ord, vor Engell\u00e6nder sagde; han raabte det ud af Vognen; han befalede, at den skulde kj\u00f8re med ham til et Hotel, thi han vilde ikke lade tr\u00e6kke om med sig efter Soldater-Bud.<\/p>\n

“Til Doganen!” r\u00e5bte vi Alle og Veturinen kj\u00f8rte derhen.<\/p>\n

I Engell\u00e6nderens Kuffert fandtes mellem Kl\u00e6derne en M\u00e6ngde Stumper af Voxlys. “Dem har jeg fra Vertshusene, jeg har ligget i, de staae betalte paa Regningen, og jeg tager med hvad mit er.”<\/p>\n

Her skiltes vi.<\/p>\n

Italien: Ankomst til Rom<\/strong><\/p>\n

Rom er vistnok den eneste By, i hvilken en Fremmed uden Familie-Bekjendtskaber kan voxe fast og blive som hjemme; et stille Sind vil her kunne leve saa ensomt og afsondret, som det \u00f8nsker sig, og den meest urolige Aand vil finde Afvexlinger nok, thi her kommer ikke en Dag, uden den jo bringer noget Nyt for \u00d8ie og Tanke.<\/p>\n

Man b\u00f8r leve et heelt Aar i Rom, for ret at opfatte Billedet af denne Verdens Stad, der ved hver Aarstid faaer sin s\u00e6regne Colorit. Det er ligesaa interessant at see Rom i H\u00f8st, naar de dandsende Piger komme fra Viin-Markerne, som det er interessant at see den i Carnevals Dagene, naar de lystige Masker opfylde Gaderne. Man skal v\u00e6re i Rom naar Sneen ligger paa Bjergene og Skildvagten staaer paa sin Post med Ildgryde foran sig, mens de barbenede Drenge s\u00e6tte F\u00f8dderne paa Isen og sige den br\u00e6nder; man skal v\u00e6re i Rom i den gl\u00f8dende Solhede, naar det kj\u00f8lige Vandspring om Aftenen samler de syngende Skarer om sig.<\/p>\n

Den Reisende nordfra, der, i det han ruller ind i Byen, troer, at han skal see et Sted der erindrer ham om N\u00fcrnberg, eller frembyder et endnu \u00e6ldre Pr\u00e6g, bliver h\u00f8ist overrasket ved det muntre Skue, den smukke Regelm\u00e6ssighed, det h\u00f8ist Moderne, der viser sig. Man seer strax en stor, smuk Plads med Obelisk og Springvand, elegante Hoteller, herlige Terrasser med nyligt huggede Statuer og Basreliefs; unge duftende Akasier danne Alleer, den ene i Siksak over den anden; hele den store Verden ruller i pr\u00e6gtige Vogne forbi; engelske Damer og romerske Dandies vise sig til Hest; det eneste, der skulde forstyrre Billedet af det Moderne, var maaskee, om der kom forbi et Par af Cardinalernes r\u00f8dmalede, klodsede Karreeter, hvor Kudsk og Tjener har Paryk og trekantet Hat.<\/p>\n

Imod Byens Port str\u00e6kke sig tre Gader *), *) Babbuino, il corso og ripena ere de tre Gaders Navne. den mellemste er il corso, den hvori Carneval, Veddel\u00f8b og Kj\u00f8repromenaderne finde Sted, det er en pr\u00e6gtig Gade med bredfliser Fortoug, Boutiker, Kirker og fremfor Alt med mange Mennesker; der ville vi kj\u00f8re opad, dreie om i een af Sidegaderne til Venstre og vi ere da paa den saakaldte spanske Plads.<\/p>\n

Man fort\u00e6ller, at Tiberen en Gang steg saa h\u00f8ft, at den f\u00f8rte en Baad op paa denne Plads; pludselig sank Vandet, Baaden blev liggende her, netop hvor nu Vandspringet er; Michel Angelo, der skulde gj\u00f8re Tegningen til dette, tog Motiv af den strandede Baad, og derfor seer man nu midt i det runde Basin en Baad af Steen, som Vandet v\u00e6lter ud af.<\/p>\n

Bag Fontainen reisen sig en Steentrappe, der er bred, som en heel Gade, og h\u00f8i, som Nabohusene; det er den saakaldte spanske trappe, der f\u00f8rer op til det franske Nonnekloster, det franske Academie samt til den smukkeste og meest bes\u00f8gte Promenade.<\/p>\n

Engang var denne Trappe meget i Vanrygte for Overfald ved Aften og Nat. Sligt er nu, efter at her er anbragt L\u00f8gter og en Soldat stillet paa Vagt, l\u00e6nge ikke h\u00f8rt, og dog br\u00e6nde L\u00f8gterne slet, og dog sidder Soldaten om Aftenen altid inde i Skilderhuset. Ved Dag vrimler her af Tiggere med visne Lemmer, Nogle hoppe som Fr\u00f8er, i det de bruge H\u00e6nderne til at springe paa, Andre ligge paa langs og fremvise de syge Lemmer.*)<\/p>\n

*) Den F\u00f8rste, der under dette mit nye Bes\u00f8g i Rom her tilraabte mig et eccellenza! var just den Figur, jeg i “Improvisatoren” har tegnet, som Onkel Peppo, han laae her endnu med sit grinende Ansigt.<\/p>\n

Fra Trappens \u00f8verste Trin, ved det murede R\u00e6kv\u00e6rk, har man en Udsigt over det halve Rom, med dets Taarne og Kupler; men vi ville endnu ikke see dette, vi f\u00f8lge Gaden foran os, det er via felice, og her have to Konger deres Boliger, hvor ligge Slottene? See, der til Venstre, det smalleste Huus af dem Alle, indeklemt mellem fattige Huse og selv ligesaa fattigt; to Vinduer uden Glas, kun Jernst\u00e6nger, en D\u00f8r med Hammer og Indskrift: Villa Malta. Det er Kongen af af Bayerns Palais i Rom. Stige vi ind, – ja, saa glemmes snart den fattige Indgang; vi ere i en pr\u00e6gtig Have, hvor store Laurb\u00e6rh\u00e6kker omfatte Gangene; Pinierne l\u00f8fte deres gr\u00f8nne Skj\u00e6rm omkring den lille Bolig, fra hvilken man seer ud over Staden paa de syv H\u00f8ie, ud til de blaae Sabiner- og Albaner-Bjerge.<\/p>\n

Den anden Konges Bolig ligger til H\u00f8ire i Gaden, og seer mere ud som et Palais uagtet Vinduerne sidde lidt uregelm\u00e6ssige. En m\u00f8rk Gang med Steentrappe f\u00f8rer op til V\u00e6relserne, der kun have Muursteens Gulv, men V\u00e6gge, der prange med herlige Billeder.<\/p>\n

Her boer Thorvaldsen,<\/p>\n

Vi f\u00f8lge den Gade, vi er i, og staae paa en stor Plads, saa \u00e6gte romersk, at ingen mere eiendommelig for Rom kan opvises. Man seer et Stykke af Capuziner-Klostret, man \u00f8iner gamle, forfaldne Mure, seer en R\u00e6kke usle, smaa Kj\u00f8bstedshuse og bag ved disse eet af de pr\u00e6gtigste Paladser, der indeslutter en Skat af Billeder. Til H\u00f8ire har vi Boutiker, \u00e6gte romerske Boutiker smykkede med Laurb\u00e6r, Guirlander af r\u00f8de og hvide P\u00f8lser, Pyramider af Ost, Mosaik af Figen og Oranger, hele Orgler af Lys. Og Alt saa smagfuldt ordnet, som var her en stor Fest.<\/p>\n

Lampen br\u00e6nder Dag og Nat foran Madonnabilledet paa Hj\u00f8rnet; en Tronhimmel sv\u00e6ver over det, et lille Alter er nedenunder og paa dette staae Blomsterpotter, med flagrende Silkebaand, mens Muren selv rundt om er beh\u00e6ngt med Votivtavler: smaa Billeder, som fremstille alle de Sygdomme, alle de Ulykker, Madonna har helbredet og frelst Menneskene fra, man seer de l\u00f8bske Heste hun standsede i Flugten, man seer B\u00f8rn falde i Br\u00f8nden, og dog blive frelste. Det er en heel lille Udstilling af Mirakler; et heelt Galleri af Ulykker, som tage en god Ende, paa Huset selv er ikke Plads til flere Votivtavler, og derfor gire de seneste anbragte paa Gjenboens V\u00e6g.<\/p>\n

Men vi maae betragte Pladsen selv! midt paa staaer en m\u00e6gtig Steen-Triton, der med fulde Kj\u00e6ver bl\u00e6ser i Conchylien, saa Vandstraalen stiger mange Alen i Solskinnet og spiller som et Prisma med Regnbue-Farver. Herlige, hvide Oxer med alenlange Horn ligge her, sp\u00e6ndte fra Vognene; Grupper af B\u00f8nder med brogede Baand om de spidse Hatte staae og spille morra; Piger, saa kraftig skj\u00f8nne, med Guldkam i det gnistrende sorte Haar, see paa et dandsende Par, Tamburinen lyder, det er lystigt at h\u00f8re og see. Capuzineren, som gaaer forbi med sin Tiggerpose paa Ryggen, skotter med et Smiil til de Glade.<\/p>\n

Ja her ere vi ret i Rom! i dette Qvarteer boe s\u00e6dvanligviis de Fremmede; her ville vi ogsaa blive og herfra gj\u00f8re vore Udflugter og see – ja, Enkeltheder kun af det Meget, der meest talende aabenbarede sig for mig.<\/p>\n

Italien: Familien Borghese<\/strong><\/p>\n

I Gaden il torso ligger Kirken St. Carlo; Musik og Sang l\u00f8d gjennem de h\u00f8ie Hv\u00e6lvinger, tusinde Lys bleve baaret i Procession; en forgyldt, hvid Liigkiste, med himmelblaat Laag, stod paa et h\u00f8it Fodstykke, omgivet af Kandelabre med br\u00e6ndende Skaaler; men intet jordisk St\u00f8v laae i denne Kiste; i Kirken maria maggiore *) *) Een af Roms betydeligste og skj\u00f8nneste Kirker; dens 40 joniske S\u00f8iller af gr\u00e6sk Marmor er fra Juno Lucinas Tempel; Loftet er forgyldt med det f\u00f8rste Guld, der kom fra Peru til Europa.<\/p>\n

i Borghesernes rige Begravelse, hvilte Guendalina Borghese Talbot; her, foran den tomme Sarcophag l\u00e6stes kostbare Sj\u00e6lemesser, og de Fattige gr\u00e6d for hende, de havde tabt.<\/p>\n

I de sidste Maaneder *) *) 1840. seilede hver Nat D\u00f8ds-Englen op ad den gule Tiber, steg i Land og vandrede med Stormskridt gjennem de snevre Gader, til den Fattiges Huus og til den Riges Palads, og hvor han kom skrev han D\u00f8dstegnet over et Hoved.<\/p>\n

I de tause Gader om Natten, i den larmende Vrimmel om Dagen, men ikke synlig for det jordiske \u00d8ie, gik D\u00f8ds-Engelen op ad de snevre Muursteens Trapper og op ad de brede Marmor-Fliser. Der ligger i via ripetta *) *) En af de tre lige Gader, der gaae ud fra piazza del popolo.Et lille, ubeboet Huus, en stor, aaben Bue udgj\u00f8r dets to \u00f8verste Etager, saa at man fra Vinduerne i Palazzo Borghese, der vender med en Fl\u00f8i ud mod den snevre Side-Gade, kan see gjennem denne Bue ud i via ripetta, see den gule Tiber, der hvor F\u00e6rgen tr\u00e6kkes over, ses den modsatte Kyst, Peters Kirken, ja selv de fjerne H\u00f8ie.<\/p>\n

Det V\u00e6relse, hvorfra man har denne Udsigt i Palazzo Borghese, h\u00f8rer til det store Billedgallerie, der str\u00e6kker sig gennem mange Sale; her toner evig Leonello Spades: Concert, her slukkes aldrig den r\u00f8de Aftenhimmel for Loth og hans D\u00f8ttre, Gerardo delle Notti manede denne fast med Aand og Flamme; Guldet regner evigt i Danaes Skj\u00f8d med den m\u00e6gtige Klang, Raphael kunde tildele det.<\/p>\n

Gjennem disse Sale vandrede i Natten D\u00f8ds-Englen med de store Vinger, der skjule Alt bag ved sig; D\u00f8ds-Englen, paa hvis Pande Stjernen lyser, og forkynder os Ud\u00f8delighed. Den kraftige, unge D\u00f8d, der ingen Beenrad er, men en dristig Yngling, som kj\u00e6kt overskj\u00e6rer Jordlivets Traad.<\/p>\n

Gjennem disse rige Sale vandrede D\u00f8ds-Englen; Domenichinos: Sybille syntes at l\u00f8fte \u00d8inene! Cesar Borgia, som Raphael har givet Ud\u00f8delighed, vilde tr\u00e6de ud af Rammen; – men D\u00f8ds-Engelen vandrede roligt fremad, op ad de brede Trapper mellem de herlige Marmorbilleder –<\/p>\n

En S\u00f8n af Sl\u00e6gten Borghese viedes til D\u00f8den.<\/p>\n

Og S\u00f8rgefloret blev heftet til det rige Vaaben, men f\u00f8r det blev oph\u00e6ngt, kom atter D\u00f8ds-Engelen, den s\u00f8gte Moderen, som gr\u00e6d for sit Barn, D\u00f8ds-Englen kyssede hendes Bryst, og hun var d\u00f8d. – Moder og S\u00f8n vare d\u00f8de.<\/p>\n

Den Fattige gr\u00e6d, der var Sorg i Hytten, der var Jammer i Borghesernes rige Slot; men to S\u00f8nner levede jo endnu. Og D\u00f8ds-Englen kom atter, sen S\u00f8n endnu maatte d\u00f8e; den sidste var tilbage, men med Sorg i sit Hjerte, med Feber i sit Blod.<\/p>\n

“Hvor er min Broder?” spurgte han, og i det samme \u00d8ieblik bar de Broderens Liig ud af Paladsets Port.<\/p>\n

Der l\u00f8d intet Svar; D\u00f8ds-Englen kyssede den Sp\u00f8rgendes Mund, ogsaa han var d\u00f8d.<\/p>\n

Der var Jammer og N\u00f8d i Borghesernes rige, pr\u00e6gtige Palads, den bedste, den kj\u00e6rligste Moder var d\u00f8d, hendes tre S\u00f8nner d\u00f8de; – det evige Rom f\u00e6ldede Taarer, dets Digtere sang ved Harpen veemodige Qvad, eet r\u00f8rte mit Hjerte, jeg synger det igjen i danske Toner:<\/p>\n

Guendalina Borghese Talbot og hendes tre S\u00f8nner<\/p>\n

En Paradisets Blomst, af Troen bragt<\/p>\n

Til Themsens Bred og plantet der i Solen,<\/p>\n

Skj\u00f8d herlig frem, dens Duft, dens Yndes Magt,<\/p>\n

Dens Glands, sligt findes ei hos Natviolen.<\/p>\n

Men Kj\u00e6rligheden planted’ Blomsten om,<\/p>\n

Den Blomst, som gjorde alle Hjerter glade,<\/p>\n

Den plantedes ved Tiberen i Rom,<\/p>\n

En himmelsk Duft gik fra dens rene Blade.<\/p>\n

Og Duften steg, vi h\u00f8rte Engle sige:<\/p>\n

Den Blomst er ei for noget jordisk Sted,<\/p>\n

I Lysets Have blomstrer kun dens Lige!<\/p>\n

En Engel saae vi da til Jorden stige,<\/p>\n

Og rive Blomsten op – tre Skud gik med,<\/p>\n

Tre unge Skud, de groe nu i Guds Rige.*)<\/p>\n

*) Originalen lyder saaledes:<\/p>\n

La Morte della Principessa Guendalina Borghese Talbot<\/p>\n

seguita da quella di tre suoi Figli.<\/p>\n

Sonetto<\/p>\n

Presso al Tamigi un Fior di Paradiso<\/p>\n

La F\u00e8 piant\u00f2 con somme cura un giorno;<\/p>\n

Bello ci crebbe in quel suol pi\u00f9 d’un narciso:<\/p>\n

Tanto era in suo candor di grazie adorno!<\/p>\n

Quindi la Carit\u00e0 fiammante in viso<\/p>\n

Del Tebro il trapiant\u00f2 nel bel soggiorno,<\/p>\n

E qui destave in tutti amore e riso<\/p>\n

Per la fragranza che spandea d’intorno.<\/p>\n

Ma il grato olezzo anche su in cielo ascese,<\/p>\n

Onde averlo fra loro ebber desio<\/p>\n

L’Alme ch’ivi si stanno al gaudio intese.<\/p>\n

Allora a un divin cenno Angiol partio<\/p>\n

Che svelto il Fior con tre germogli, il rese<\/p>\n

All’ amor de’beati, e in grembo a Dio.<\/p>\n

di F. F.<\/p>\n

Italien: Roms Kirker<\/strong><\/p>\n

Ja, her ere ikke f\u00e6rre end 328 Kirker i Staden Rom, at skildre disse vil blive ligesaa tr\u00e6ttende, som at l\u00e6se Beskrivelsen, vi indskr\u00e6nke os altsaa til tre, der ligge paa samme Str\u00f8g, i disse ville vi holde vor Kirkegang.<\/p>\n

Ovenfor den spanske Trappe have vi Kirken Trinita dei monti; hver S\u00f8ndag Morgen str\u00f8mmer en Skare Fremmede her hen, de ville h\u00f8re S\u00f8strene synge og musicere. Den blinde Tigger holder med sin Ryg det tunge D\u00f8r-Forh\u00e6ng i Veiret, for at M\u00e6ngden des lettere kan tr\u00e6de ind, han rasler med sin Blikb\u00f8sse, Ingen synes at bem\u00e6rke det, thi allerede lyder Sangen af de bl\u00f8de Qvindestemmer, den synes at v\u00e6re Englenes Graad opl\u00f8st i Harmonier. Ingen aandsmager Pr\u00e6diken forstyrrer her Andagten, Tanken h\u00e6ver sig paa Toner til Gud.<\/p>\n

Kirken er lys og hyggelig, Solen skinner paa de gyldne, brogede V\u00e6gge. Et Gitter skiller Tilh\u00f8rerne fra Nonnerne, der sidde om Altret med de fattige Smaapiger, de opdrage. Over Gittret er afbildet et br\u00e6ndende Hjerte, omsnoet af et Tornebaand; mon det siger: “Hjertet skal kun flamme for Gud i Jordens Torne!” eller betyder dette: “Mit Hjerte br\u00e6nder, men Klostrets Tornebaand ligger om det!”<\/p>\n

Med livsnydende Blik stirre de Fremmede gjennem Gittret ind paa de fangne Duer! – Ak, hvad er der vel bedst, enten eensom med Gud og sig selv at sidde under den sorte Cypres i Klosterhaven, eller at h\u00f8re til de flagrende Fugle, der to og to flyve over Bjerg og Dal, hvor N\u00e6tter er sp\u00e6ndt ud, hvor J\u00e6geren sigter – – Sp\u00f8rg ikke den unge, blege Nonne! forstyr hende ei, hun har gr\u00e6dt sin Smerte ud og synger i Dag sin Gl\u00e6de bag det sorte Gitter.<\/p>\n

Man fortalte om een af S\u00f8strene, der havde sjunget smukkest af dem Alle og var blegest af dem Alle. En S\u00f8ndag Morgen savnede de Fremmede hende, i samme Time grov to gamle M\u00e6nd hendes Grav i Klosterhaven, og Spaden klang, den st\u00f8dte mod den haarde Steen, Jorden skuffedes bort og et Marmorbilled fra Oldtids-Dage l\u00f8ftedes af Jorden. En deilig Bacchus, Nydelsens Gud, steg frem til Sollyset fra den Grav, der skulde modtage Een, som aldrig n\u00f8d Livet. Graven kan ogsaa v\u00e6re ironisk!<\/p>\n

Fra Kirken Trinita dei monti vandre vi ned ad Gaden, dreie om Hj\u00f8rnet og vi staae foran Capuziner-Kirken. Der inde findes skj\u00f8nne Billeder, i Klostret ere kj\u00f8lige Gange, de omslutte en lille Have, hvor Citrontr\u00e6erne groe med Grene, tunge af Frugter; men ved Intet af alt dette dv\u00e6le vi, nede under Kirken, dog ikke under jorden, ere en R\u00e6kke Capeller, dem ville vi bes\u00f8ge! Solen skinner herind gjennem de gittrede Vinduer, Luften vifter frisk og reen, og dog gaae vi mellem D\u00f8de. Gulv, Loft, alle de smaa Capeller her, ere ene og alene opf\u00f8rte af Menneskebeen; hvorhen vi see er Alt Knokler; de danne Rosetter, Snirkler og Billeder. Om eet D\u00f8dninghoved ere to Hofteskaaler saaledes anbragte, at de see ud som Vinger; en Trone af Knokler er reist i een af disse Been-Nischer, to smaa B\u00f8rne-Skeletter *)*) B\u00f8rn af Sl\u00e6gten Barbarina, der i denne Kirke have deres Familiebegravelse, sv\u00e6ve som Engle over den, dobbelte Hofteskaaler udgj\u00f8re deres Vinger. Lysekroner, ligeledes af Menneskebeen, h\u00e6nge her og kunne ved et Seilgarns-Baand heises op og ned. H\u00e6nder gribe ind i hinanden og danne s\u00e6lsomme Arabesker; Gulvet inde i hvert lille Capel er derimod Jord, blandet med Jord fra Jerusalem. Munkenes Liig, som nedl\u00e6gges her, optages igjen efter et Forl\u00f8b af otte Aar; h\u00e6nge Lemmerne endnu sammen, da if\u00f8res den D\u00f8de en Kapuziner-Kappe og stilles op i een af Nischerne, og en Blomsterbouquet eller B\u00f8nnebog gives ham i Haanden.<\/p>\n

Det er s\u00e6lsomt at see, hvilket h\u00f8it forskjelligt Udtryk der kan ligge i disse ofte mumieagtige Physiognomier. Munken, som viser om, peger tidt paa een af disse tause Skikkelser og siger: “han var min Ven og Broder her i Klostret, vi havde hinanden meget kj\u00e6re! beed for os!”<\/p>\n

Det Hele er et memento mori, man aldrig glemmer; og dog har Skuet heraf intet uhyggeligt; det er det Forkr\u00e6nkelige vi see, det er hos os i vort Solskin, i vor friske Luft, det ligesom leger med sig selv for at mildne D\u00f8dsbilledet.<\/p>\n

Den tredie Kirke vi gaae til, Santa Maria degli Angeli, findes midt i Ruinerne af Deocletians Bade; disse see ud, som vare de en Deel af Byens gamle Mure; de indtage en betydelig Plads. Et Parti synes at tjene som H\u00f8magasin, et andet er forvandlet til et stort Hospitie; t\u00e6t op til dette, til en R\u00e6kke s\u00f8nderbrudte Buer og revnede Mure, sees en Indgang, som til et Capel, man tr\u00e6der ind og staaer i een. af Roms st\u00f8rste og smukkeste Kirker.<\/p>\n

Det er Diocletians Badestue m\u00e6gtige Colonner, hver af een eneste Granitblok, kneise her endnu fra hiin Tid.*) *) De 8 Colonner ere hver 16 Fod i Omkreds og 43 i H\u00f8ide.<\/p>\n

Her er i denne Kirke noget saa lifligt, saa muntert, som gik man under Piniernes Tag i det Frie, og tillige er her dog h\u00f8itideligt, eensomt, \u00e6gte catholsk! V\u00e6ggene prange med herlige Billeder, her er Domenichinos St. Sebastian, her er Carlo Maratis *) Christi Daab.<\/p>\n

*) I den capelagtige Bygning man tr\u00e6der igjennem for at komme ind i Kirken, ligger til Venstre Carlo Marati og til H\u00f8ire Salvator Rosa; Busten af hver staaer paa den D\u00f8des Grav; lige over for disse to Grave findes to andre, paa hvilke Gravskrifterne forekomme mig de skj\u00f8nneste og meest indholdsrige jeg endnu har l\u00e6st; de lyde saaledes:<\/p>\n

Corpus hunro tegitur,<\/p>\n

Fama per ora volat,<\/p>\n

Spiritus astra tenet.<\/p>\n

den anden er ikke mindre betegnende:<\/p>\n

Virtute vixit,<\/p>\n

Memoria vivit,<\/p>\n

Gloria vivet.<\/p>\n

I ingen af de store Kirker i Rom finder man en saadan Eensomhed, som her; man seer kun et Par Fremmede vandre hen over Marmorgulvet, og en Munk drager Forh\u00e6nget fra eet af de skjulte Billeder; D\u00f8ren til Klostret staaer paa Klem, og har man tittet indenfor, kunde man faae Lyst at blive her; thi i Klostret, som i Kirken, sees intet snevert, intet som trykker. Kj\u00f8lige, store Buegange omslutte en Have, der pranger med de st\u00f8rste Cypresser, Rom har at opvise. Jeg har ingen Popler seer mere h\u00f8ie og frodige, end disse Tr\u00e6er, der her beskygge et Springvand.<\/p>\n

Man faaer Lyst til at arbeide med Munken, der planter Urter i de smaa Haver uden for Cellerne, hver Have her synes en L\u00f8vhytte af Viinl\u00f8v, og Apelsin- og Citrontr\u00e6er. De varme Solstraaler spille mellem de m\u00f8rkegr\u00f8nne Blade og ligesom samle sig i de gyldentskinnende Frugter.<\/p>\n

Fra dette duftende, gr\u00f8nne Naturens Capel, vandrer Munken ind i den store Gudskirke, b\u00f8ier sit Kn\u00e6 og priser sin Gud i stille Eensomhed.<\/p>\n

Italien: Fee-Paladser i Virkeligheden<\/strong><\/p>\n

“De gamle Guder leve endnu!” – ja, det kan man sige i et Eventyr, men i Virkeligheden – ? denne er selv tidt et Eventyr.<\/p>\n

Barnet, som l\u00e6ser “tusind og een Nat”, seer i Tanken de pr\u00e6gtigste Trolddoms-Paladser, og er lykkelig ved dem, men saa kommer den \u00c6ldre, han siger: “Sligt findes ikke i det Virkelige!” og dog findes det der. Vaticanet og Peterskirken i Rom frembyde en Storhed, en Pragt og et Skue, aldeles lig de Slotte, Phantasien har reist i den gamle \u00f8sterlandske Bog. Vi kunne selv see det og vide, om de gamle Guder leve endnu.<\/p>\n

Vi staae allerede paa Peters-Pladsen og omsluttes til H\u00f8ire og Venstre af tre R\u00e6kker S\u00f8ile-Gange, Kirken ligefor er i alle Forholdene saa storartet, at vi intet Maal have for den, de svare saaledes til hinanden, og til Pladsen og til det m\u00e6gtige Vatican t\u00e6t ved, at vi kun sige: “ja det er en stor tre Etagers Bygning!” Men vi betragte Menneskevrimlen der str\u00f8mmer op ad Trappen, – denne har hele Bygningens Brede, – og de blive da, eftersom \u00d8iet har opfattet Forholdene af D\u00f8r og Vinduer, kun Punkter, Dukker. Vi erkjende Storheden, uden endnu at have begrebet den.<\/p>\n

Midt paa Pladsen staaer en Obelisk og paa hver Side et Springvand, der med Hensyn til Alt rundt om har en passende St\u00f8rrelse, men vi betragte hvert for sig alene og vi see, at de ere forbausende store. Der fort\u00e6lles om en fremmed Fyrste, at han, ved Synet af den v\u00e6ldige Vandmasse, raabte h\u00f8it: “Nu er det nok!” idet han troede at dette us\u00e6dvanlige Skue kun var til \u00c6re for ham og ved uhyre Midler for en kort Tid gjort muligt; men Vandene bleve ved at springe og de springe endnu med samme Rigdom. Deiligt er det at see, naar Solstraalerne male en Regnbue paa de styrtende Draaber.<\/p>\n

Fra Pladsen gaaer man til H\u00f8ire gjennem en lukket Gang ind i Vaticanets Gaard, der paa tre Sider omsluttes af den m\u00e6gtige Bygning, der har en Storhed som Peters-Kirken og derfor, stillet op ved den, gj\u00f8r, at ingen af disse ere af den Virkning, de kunde v\u00e6re.<\/p>\n

Landsekn\u00e6gte i Middelalderens Costume, de see aldeles ud som Kl\u00f8verkn\u00e6gt i et Spil Kort, Alle, tydske Leietropper, holde Vagt i Buegangene og i Gaarden. Om hver Etage gager et Gallerie, i det \u00f8verste ere V\u00e6ggene malede med Landkort al fresco, Paven kan her studere de Lande, hans F\u00e6dre eengang have hersket over. Galleriet neden under er en heel Billed-Bibel, det er de saakaldte Raphaels Loger; f\u00f8rst i de sidste Aar har man med store Vinduer tillukket de aabne Buer, Malerierne ere noget afblegede, Arabeskerne temmeligt forvittrede, ja endogsaa udkradsede af kaade H\u00e6nder eller beskrevne med Navne af Reisende, som ingen bryde sig om. Det nederste Gallerie f\u00f8rer ind i den Fl\u00f8i af Paladset, som Paven ikke beboer, men som omslutter Verdens rigeste og herligste Skatte.<\/p>\n

Den hele Bygning bestaaer, som vi veed, af 22 Gaarde og 11000 V\u00e6relser, allerede det klinger eventyrligt; nogle Timers Vandring herinde er, som vare vi paa et fortryllet Slot; den dristigste Phantasi faaer her ikke Tid til at skabe sig noget Nyt, den forstummer ved at see Virkeligheden lige saa rig og dristig, som den.<\/p>\n

Lad os vandre.<\/p>\n

Gjennem en gittret Port tr\u00e6de vi ind i en Gang der blaaner, saa lang er den, overalt i Verden, kun ikke her, kunde den kaldes et rigt Museum, Gulv og V\u00e6gge fremvise Oldtids Minder. Vi titte gjennem en D\u00f8r, og bl\u00e6ndes af Farvepragten i de mange Sale, som her gr\u00e6ndse til hverandre. Loft og V\u00e6gge ere overdyngede med Malerier, men ingen h\u00e6fte sig i Tankerne, de gj\u00f8re en Virkning, som Farvebillederne i et Caleidoskop; det er Bibliotheket, men hvor ere B\u00f8gerne; de staae skjulte i lave hvidmalede og forgyldte Skabe. *)*) Dronning Christine af Sverrigs Bibliothek udgj\u00f8r en betydelig Samling.<\/p>\n

Vi titte ind af en anden D\u00f8r, Lyset str\u00f8mmer gjennem Glastaget, V\u00e6gge og Gulv er blankpoleret Marmor, herlige Statuer staae paa begge Sider, de synes \u00f8ieblikkelig at v\u00e6re l\u00f8ste af Marmorblokkene, og dog meer end tusind Aar er det siden de h\u00f8rte Meiselen klinge Man b\u00f8r see disse Skatte ved Fakkelskj\u00e6r, da synes Marmoret at faae Liv, det bev\u00e6gelige Lys gj\u00f8r at Musklerne synes at svulme, Kl\u00e6dernes Folder at r\u00f8re sig, det blege Ansigt at vinde Farve.<\/p>\n

Men vi f\u00f8lge igjen den store Gang, tr\u00e6de op ad nogle Trin, og en R\u00e6kke af Sale med Oldtidens skj\u00f8nneste Minder, den ene Sal rigere og herligere end den anden aabner sig for os; man bliver n\u00e6sten tr\u00e6t af at skue, hvor kan man da beskrive; Olympens Guder leve her endnu, Muserne hilse os D\u00f8delige, Alt er Skj\u00f8nhed og Storhed.<\/p>\n

Kun en lille Plet ville vi dv\u00e6le paa, og fra denne maa der saa sluttes til det Hele.<\/p>\n

Vi staae i en lille Gaard, Guds klare Sol kaster her sin syv-farvede Guirlande over den h\u00f8ie Vandstraale, der pladsker i Marmorbassinet. Gaarden omsluttes af aabne Buer og i disse prange verdensber\u00f8mte Herligheder. Her stager Antinous, den vaticanske Apollo; her vaander Laokoon sig i evig Smerte, omsnoet af Slangerne; her have Canovas Gladiatorer og Perseus Plads.<\/p>\n

Man ligesom overv\u00e6ldes af det St\u00f8rste Kunsten har frembragt, det er en Hvile for Tanke og \u00d8ie at kaste et Blik gjennem Vinduerne, og det Skue, som her giver Hvile, er Skuet over Rom og Campagnen til Bjergene, det er Skuet over smaa, fliselagre Gaarde eller pr\u00e6gtige Haver, der ved Vintertid prange i det deiligste Gr\u00f8nne, alle Buegange ere Laurb\u00e6r, Roserne synes at v\u00e6lte frem langs de h\u00f8ie Mure, Vandet pladsker ud af kunstige Grotter og Huler.<\/p>\n

Skulde man ikke troe, det var et Eventyr man dr\u00f8mte, og Alt er dog Virkelighed her, den underskj\u00f8nne Virkelighed.<\/p>\n

Gjennem en i \u00e6gyptisk Stiil opf\u00f8rt Vestibule, der pranger med grandiose Sarcophager, hver af een eneste stor, kostelig Steen, tr\u00e6der man ind i – ja Museum kan det ikke kaldes, det er forlidt, man tr\u00e6der ind i een af \u00c6gyptens Pyramider. Den hele Sal er decoreret som et af de st\u00f8rste og pr\u00e6gtigste Gravkamre i Pyramiderne, V\u00e6ggene ere bemalede med Colonner og tropiske Planter, Loftet hv\u00e6lver sig som en Himmel, en afrikansk Stjernehimmel! den reneste, ultramarine Farve, og en Mylr af rigt forgyldte Stjerner; man f\u00f8ler sig i Africa, man er midt inde i Pyramiden og rundt om sidde tause og m\u00f8rke de s\u00e6lsomme Gude-Billeder! I Sidekamrene staae Mumier, nogle l\u00f8ste af deres D\u00f8ds-Sv\u00f8b, andre ganske indhyllede og skjulte i de bemalede Kister.<\/p>\n

Fra de uformelige Billeder i Steen, de grelle Farver, der m\u00f8dte \u00d8iet, gaae vi til de meest fuldendte Billeder Kunsten kan opvise, et lille Billedgalleri, men en Skat, som den kun samles fra hundred andre, og Veien herhid f\u00f8rer gjennem mange Sale, nogle med de brogede gobelinske Tapeter, som Raphael gav Tegningen til, andre med Landkort og Byers Grundrids malede al fresco! det er som om hver Sal i det uhyre Vatican vilde overbyde den anden, enten ved sine Kunstskatte eller sin Eiendommelighed.<\/p>\n

Vi staae nu imellem de ud\u00f8delige Billeder! hvorhen skulle vi vende os! til hvilket V\u00e6relse, mod hvilken V\u00e6g. Der see vi Domenichinos d\u00f8ende Hjeronimus, der sv\u00e6ver paa Skyen, Raphaels Madonna del Foligno, her er hans sidste V\u00e6rk Transfigurationen. Perugino, Giulio Romano, Titian, Italiens st\u00f8rste Mestre hilse os fra disse V\u00e6gge; underligt, som en lille Blomst fra Hverdags-Livet, pranger her mellem Glorier og Skyer et lille Dyr-Stykke af Paul Potter. Det sees t\u00e6t ved D\u00f8ren, som en beskeden Gj\u00e6st her i Kunstens Paradiis, men det er ingen uv\u00e6rdig.<\/p>\n

Store Fl\u00f8id\u00f8re aabne sig, og vi staae i Raphaels Stanzer, vandre gjennem Sale, hvis Mure ei hans ud\u00f8delige Billeder, hvilken Natur! Phantasi og Reenhed i hvert Stykke!<\/p>\n

Og hvad er der tilbage, efter en Vandring gjennem denne Herlighed, hvad er der tilbage af Menneskeverk, der kan overraske os ved en st\u00f8rre Rigdom og Pragt. Vi vandre gjennem tvende Sale, store D\u00f8re staae aabne til hvad vi ville kalde h\u00f8ie Kirker, men her ere de kun Capeller, de straale med Lys og Billeder, men vi vandre forbi, h\u00e6ve et D\u00f8rteppe og staae i PetersKirken. Alt er Marmor, Alt er Guld og Mosaik, vi staae i Verdens st\u00f8rste Kirke!<\/p>\n

“Ja den er stor, men dog ikke saa stor, som jeg ventede!” siger man f\u00f8rste Gang man er traadt herind. Det gaaer os herinde, som i Guds Natur, Rummet er for stort til at \u00d8iet kan udmaale det. Forholdene ere for gigantiske, man maa f\u00f8rst vandre Kirken igjennem, man maa see den Menneske-Masse, der synes at fylde Pladsen, bev\u00e6ge sig herinde, man maa tr\u00e6de hen til Marmor-Duen, som man troer at sv\u00e6ve i vort \u00d8iepunkt, og da see, at vi maae h\u00e6ve Haanden for at kunne ber\u00f8re den.<\/p>\n

Mosaik-Englene i Kuplen syntes os saa ubetydelige, og stige vi derop da str\u00e6kke de sig flere Alen h\u00f8ie; derfra skue vi ned, og Altrets Kors, dybt under os, kneiser dog i en H\u00f8ide, som et af Roms Paladser.<\/p>\n

Man maa bestige Kirkens flade Tag, og naar man er her, troer man at v\u00e6re paa et Torv, de enkelte Kupler synes Capeller, den st\u00f8rste Kuppel en m\u00e6gtig Kirke selv. Rundt om heroppe ere smaa Huse opf\u00f8rte for Haandv\u00e6rkerne der her ere i Arbeide; her er Ovne, her er Kalkkuler; her er en lille By; lystige B\u00f8rn lege paa den store Plads og klattre op ad det h\u00f8ie murede Gel\u00e6nder for at see ud over Rom og Campagnen til Havet og Bjergene.<\/p>\n

I Paaske-Ugen b\u00f8r man see St. Peters-Kirken, see den ved Aften og ved klart Solskin! det er aldeles som en Fortryllelse at see den saa kaldte Kuppelbelysning, thi det er ikke blot Kuplen og det h\u00f8it paa denne prangende Kors, der straaler med Lamper, nei det er den hele uhyre Bygning, med Colonadegangene om Pladsen! Alt seer man i Ildcontur; Lamperne ere saa rigt fordeelte og saaledes anbragte, at hele det Architechtoniske tr\u00e6der frem. Det er af stor Virkning, en saadan Aften at tr\u00e6de fra den oplyste Plads ind i selve Kirken, hvor Alt er Nat og stille, men midt under Kuplen ved H\u00f8ialtret straaler en Glorie af flere hundrede S\u00f8lv-Lamper, anbragte paa Gel\u00e6nderet om St. Peters Grav, vi tr\u00e6de hen til den og see ned i det af Guld og S\u00f8lv straalende Capel, hvor Marmorbilledet af en kn\u00e6lende Pave stille holder sin B\u00f8n; der er en Fred, en Andagt i Kirkens Stilhed, i denne Oldings Skikkelse, at vi selv opfyldes deraf og f\u00f8le som Catholiken en Trang, at b\u00f8ie sig for den usynlige Gud.<\/p>\n

Man maa ved Sollys gjennemvandre dette Gudstempel, naar her er eensomt og de smukke Stemmer lyde fra Sidecapellerne; man maa komme her ved de store Feste; Musiken klinger, R\u00f8gelsen dufter, tusinde Mennesker synke paa Kn\u00e6 og modtage en Oldings Velsignelse. Alt straaler med Lys, Alt straaler i Guld og Farver! de ber\u00f8mteste Billeder, vi have seer adspredt i Rom, ere her gjengivne i Mosaik, og prange som Altertavle. Dog eet Alter herinde frembyder intet Billed; to Kj\u00e6mpe-Skikkelser i pavelig Ornat b\u00e6re der en Throne, Ingen sidder paa denne, uden den usynlige Gud. M\u00e6gtige Marmorbilleder tr\u00e6de frem fra de glindsende V\u00e6gge.*)*) Hver Statue her antyder Stifteren af en Munkeorden, vi see saaledes Propheten Elias, et br\u00e6ndende Hjul antyder den gloende Vogn paa hvilken han foer til Himlen; han staser som Repr\u00e6sentant for Camaldolenser-Munkene.<\/p>\n

Men hvad betyder denne m\u00f8rke Malmstatue under en Throne, der straaler med Guld og Purpur. Pavelig Vagt er opstillet paa hver Side; Folket kysser Malmfigurens Fod. Det er St. Peters Billed, engang var det Jupiters; Lynstraalen er revet ham af Haanden, nu holder han N\u00f8glerne. I Rom leve endnu de gamle Guder. Den Fremmede b\u00f8ier sig for dem i Mus\u00e6et, Folket kysser deres Fod i Kirken. De gamle Guder leve endnu, – det er Begyndelsen og Slutningen i Eventyret.<\/p>\n

Italien: Juleaften i Rom<\/strong><\/p>\n

Jo l\u00e6nger bort Svensk, Norsk og Dansk kommer fra sit Hjem, des h\u00f8iere synger Hjertet hos hver, i det de m\u00f8des.<\/p>\n

“Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver!”<\/p>\n

Da jeg 1833 var i Rom holdt de tre Nationer deres Juleaften i F\u00e6llesskab, som een Familie. Sang og Lystighed stemmer ikke overeens med den romerske H\u00f8itidelighed paa Frelserens F\u00f8dselsfest, vi kunde derfor ikke v\u00e6re lystige inde i Byen, men vi skulde dog ikke miste vor Gl\u00e6de, – ingen By er saa tolerant som Rom, – man indr\u00f8mmede os et smukt Locale udenfor Byen, et stort Huus i Villa Borghese, midt i Pinie Skoven, t\u00e6t ved det moderne Amphitheater. Vi smykkede Salen med Guirlander og Krandse, Blomsterne plukkede vi i Haven udenfor; Luften var mild og varm, det var en Juul, som naar det er Skj\u00e6rsommer hjemme.<\/p>\n

Et Juletr\u00e6 skulde bringes tilveie, et Grantr\u00e6, som i Norden, men det var her en altfor kostbar Skat, vi maatte, sagde man, lade os n\u00f8ie med to store Apelsintr\u00e6er, der vare savede fra Roden, og stode fulde af Frugt, og denne var ikke bundet paa Grenene, nei voxet ud af dem. Vi vare henved et halvhundrede Skandinaver og mellem disse syv Damer, de bare om Panden Krandse af levende Roser, vi Mandfolk bare Krandse af Epheu! De tre Nationer havde skudt sammen til Presenter, hvilke skulde vindes ved Lodtr\u00e6kning, den bedste gevinst var et S\u00f8lvb\u00e6ger med Indskrift: “Juleaften i Rom 1833”, det var de tre Nationers Gave, og hvo fik den? jeg var den Lykkelige!<\/p>\n

Henimod Midnat br\u00f8d de \u00c6ldre op og gik til Rom, Bystr\u00f8m og Thorvaldsen var mellem disse, jeg fulgte med. Byens Port var lukket, men for at komme ind, var der sagt os, at vi skulde slaae tre st\u00e6rke Slag med Hammeren, og raabe: “gli Scandinavi!”<\/p>\n

Jeg t\u00e6nkte paa Holbergs Comedie, hvor Kilian banker paa Trojas Port og saa tog jeg fat paa Hammeren, gav Signalet og vort Feltraab: “gli Scandinavi!” En lille Laage paa Porten aabnedes, og Een for Een kr\u00f8b vi nu ind i den store Verdens By.<\/p>\n

Det var en lystig Juul! Natten var varm og mild, som en Sommernat i Norden.<\/p>\n

Og nu denne samme 1840. Ingen havde t\u00e6nkt paa noget Jule-Arrangement! – Enhver sad hjemme hos sig. Det var koldt Veir. Kaminilden vilde ikke opvarme mit V\u00e6relse. Tanken fl\u00f8i saa vidt omkring, den fl\u00f8i mod Norden.<\/p>\n

Nu er der, hviskede den, Juletr\u00e6et t\u00e6ndt med hundrede brogede Lys, B\u00f8rnene juble i s\u00f8d Lyksalighed! nu sidde de hjemme om Bordet, synge en Sang og drikke en Skaal for Vennerne som ere borte. Der er lystigt i Byen, der er lystigt paa Landet i de gamle Herregaarde. Gangene ere pyntede med Lys og med Graner, Tepper ligge op ad Trapperne, de pyntede Tjenere springe travle op og ned, Musiken klinger og Toget begynder, det gaaer til den store Dandsesal! – 0 Julen er lystig i Norden!<\/p>\n

Jeg gik bort fra det eensomme Kammer! Folk str\u00f8mmede til Kirken Maria maggiora.<\/p>\n

Endnu br\u00e6ndte kun nogle enkelte Lamper herinde. M\u00e6nd, Qvinder og B\u00f8rn, der vare vandrede hid fra Campagnen og Bjergene, sad og laae paa Trinene op til Capeller og Altre i Sidegangene. Nogle af de stakkels Folk vare af Tr\u00e6thed sovet ind, Andre l\u00e6ste deres Rosenkrands.<\/p>\n

Nu t\u00e6ndtes Lysene. Den hele Kirke straalede i Purpur og Guld, R\u00f8gelsen duftede, Musiken l\u00f8d, Sangen forkyndte “en Frelser er f\u00f8dt, Halleluja!” De gamle Cardinaler bare Christi Krybbe paa deres Skuldre gjennem Kirkens Gange og Folket saae en Glorie om den, st\u00e6rkere end den de tusinde Lys udsendte. Det var som om Hyrderne sang, og som om Englene sang, og der kom Fred og Fortr\u00f8stning i Menneskets Hjerte.<\/p>\n

Italien: Tre romerske Drenge<\/strong><\/p>\n

I det storartede Rom finder man i snevre, bugtede Gader store Paladser, der, hvis de laae paa en fri Plads vilde erkjendes som Pragtbygninger; jeg vil med Pen og Bl\u00e6k tegne et Saadant, og jeg haaber, saa n\u00f8iagtigt, at man efter Tegningen gjenfinder det, naar man veed, det er i Gaden “ripetta”, det maa s\u00f8ges.<\/p>\n

H\u00f8ie Buegange med kunstigt udhugne Marmors\u00f8iler indeslutte en lille, fiirkantet Gaard; Statuer staae mellem S\u00f8ilerne og i V\u00e6ggenes Nischer leml\u00e6stede Marmorbilleder; Murene prange forneden med Basreliefs og foroven med colossale Hoveder af romerske Keisere. Gr\u00e6s og Slyngplanter h\u00e6nge om Fodstykkerne og skyde frem i Folderne paa Marmorkl\u00e6demonnet. \u00c6dderkoppen har spundet sin V\u00e6v som s\u00f8rgeflor imellem Guder og Keisere. I Gaarden ligge Kaalstokke, Citronskaller, s\u00f8nderrevne Hylstre af Flasker; Jord har dynget sig op om Siderne af de her henstillede Marmor-Sarcophager; engang omsluttede de en af Roms M\u00e6gtige, nu gjemme de paa nogle Potteskaar, Salatblade og jord.<\/p>\n

Den brede Marmortrappe, som f\u00f8rer op til Paladsets Sale, er endnu mere smudsig end Gaarden. Barbenede, forfrosne Tiggerdrenge sidde her i Kreds; den Ene har et pjaltet Teppe kastet, som Kappe, over Skuldrene og et R\u00f8r som Tobakspibe i Munden. Den Anden har en Fodbed\u00e6kning af Klude, bundne sammen med Seilgarn; Kjolen er saa stor og vid, at den gaaer dobbelt om Kn\u00f8sen, og tjener ham tillige, troer jeg, som Beenkl\u00e6der. Den Tredie har Hat paa og i\u00f8vrigt en Vest, jeg troer ikke mere, uden maaske den T\u00f8ffel, der staaer nedenfor Trinet, h\u00f8rer med til Paakl\u00e6dningen. Alle Tre spille Kort.<\/p>\n

Kan det interessere at kjende de tre unge Romere eller deres Familie lidt n\u00e6rmere? Tilf\u00e6ldigviis ere omtrent Hovedpersonerne af Familien i dette \u00d8ieblik samlede paa Terrassen ved “piazza del popolo”. Her staaer en Gruppe sortskj\u00e6ggede M\u00e6nd i stribede Kl\u00e6der, blaa og hvide Striber; det er en kjendelig Uniform, s\u00e6dvanligviis h\u00f8rer der en Kj\u00e6de til, men den b\u00e6res om Benene; det er romerske Slaver, som arbeide. Den Forreste, der st\u00f8tter sig til Spaden, er Fader til Drengen, som b\u00e6rer det lasede Teppe som Sl\u00e6ngkappe; ja det er Faderen! Men han er hverken Tyv eller R\u00f8ver; han er kun nederdr\u00e6gtig! Det er en kort Historie. For at \u00e6rgre sin Husbond er han blevet Slave. For at \u00e6rgre sin Husbond havde han Contraband i dennes Vogn; disse bleve fundne, det s\u00f8rgede han selv for, thi Loven i Rom byder da, at Heste og Vogne, om end Husbonden er uskyldig, fratages ham og tilfalder Politiet. Karlen bliver Slave, men Husbonden maa daglig give femten “bajocchi” til Slavens Underholdning; det er en heel Udgivt. Er Karlen nu arbeidsom, da bestaaer ethvert af hans F\u00e6ngslingsaar kun af otte Maaneder, og ham tilfalder for hans Arbeide den h\u00f8ieste Betaling.<\/p>\n

Det er dette store Regnestykke, han i Hovedet l\u00f8ber igjennem, idet han h\u00e6lder sig til Spaden.<\/p>\n

“Husbond har mistet Hest og Vogn! Husbond maa rykke ud hver Dag med Kostpenge! Jeg har fri Bolig, altid Arbeide, den h\u00f8ieste L\u00f8n, og jeg er Slave med Roes! Det er maaske mere, end min S\u00f8n bliver!”<\/p>\n

Paa Promenaden, t\u00e6t forbi, ruller en let, lille Gig; en rig Franskmand paa nogle og tredive Aar kj\u00f8rer selv. Han har f\u00f8r v\u00e6ret i Rom, det er otte Aar siden; nu viser han sin unge Kone om i Verdensstaden; de have netop idag seet en smuk, qvindelig Statue af Canova og beundret den, og Franskmanden kjendte disse Skj\u00f8nhedsformer, der nu ere ud\u00f8delige i Marmor, men han sagde det ikke. Den smukke Giuditta er St\u00f8v; hendes S\u00f8n er den anden Kn\u00f8s i Kortenspillet; han sv\u00f8ber sig ind i sin store Kjole, ligesom Faderen sv\u00f8ber sig i sin rige Mantel, idet han jager hen over Promenaden.<\/p>\n

Den tredie Lille med Hat og med Vest, ja hvor finde vi hans For\u00e6ldre! dog, vi ere paa Sporet. – Under Tr\u00e6et paa Promenaden staaer en runken Moerlille med sin Ildpotte paa Armen; hun beder om Lidt i Madonnas Navn! Hun kan ikke v\u00e6re Drengens Bedstemoder, end sige hans Moder; nei; men hun er den Eneste, som kunde fort\u00e6lle os Lidt om ham.<\/p>\n

I Retning mod Engelsborg-Broen gaaer fra Peterspladsen en Gade; i denne ligger et stort Huus, i hvis V\u00e6g er en bev\u00e6gelig Nische, decoreret med samme Slags T\u00f8i, som Slaverne have i Kl\u00e6der. Nischen har en bl\u00f8d Pude til Bund, og lader sig dreie rundt som et Skilderhuus; en stor Klokke h\u00e6nger t\u00e6t ved. For ni Aar siden kom denne gamle Moerlille og lagde en lille Pakke i Nischen, dreiede den rundt, ringede paa og skyndte sig bort. Det er Hitteb\u00f8rnenes Hospital.<\/p>\n

Herfra er den tredie Dreng. Den gamle Kone kunde fort\u00e6lle, men hvad nyttede det til. Den unge, rige Signorina er langt herfra, i det sv\u00f8mmende Venezia, et M\u00f8nster paa Strenghed og rene S\u00e6der. S\u00f8nnen gaaer det jo godt! han sidder paa Marmor og spiller Trumf ud.<\/p>\n

Det er tre Drenge til at male! Udtrykket i \u00d8inene, hver Bev\u00e6gelse, de skidne Kort og den kj\u00e6kke R\u00f8gsky fra Cigarerne! det er en Gruppe.<\/p>\n

Den forstyrres ved en Skare kalkunske H\u00f8ns, som to B\u00f8nder med lange, hvide Stokke, drive op ad Marmortrappen til en af de h\u00f8iere Sale, hvor Kj\u00f8beren boer, og hvor de endnu nogle Dage skulle have Lov at trippe om paa Flisegulvet, under det brogede Loft, der pranger med den udd\u00f8de Sl\u00e6gts rige Vaaben. – –<\/p>\n

Italien: Religi\u00f8se Skikke<\/strong><\/p>\n

De fleste Mennesker tr\u00e6nge til en sandselig Indvirkning, skulle de paa bestemte Festdage og Timer kunne h\u00e6ve deres Sind til Andagt; en saadan Indvirkning har den catholske Kirketjeneste, men den taber sig for meget i Ceremoniv\u00e6sen; det synes her, som om Kirken feilagtigt havde opfattet L\u00e6ren, at uden vi blive som B\u00f8rn komme vi ikke i Himlen, thi den betragter ofte sin Menighed som B\u00f8rn, der see og troe, der mere dr\u00f8mme end t\u00e6nke.<\/p>\n

Enhver Festlighed jeg har seet i Rom indesluttede en i Sandhed smuk Idee eller Tanke, men Udtalelsen af denne blev ofte, om jeg saa kan sige, for meget legemliggjort, man vilde beskueligt fremvise hvad der kun h\u00f8rer hjemme i F\u00f8lelsens Gebeet, og derved fremtraadte et grelt, karikeret Billede.<\/p>\n

Jeg troer, at alle dannede Catholiker have samme Erkjendelse, thi der, hvor min religi\u00f8se F\u00f8lelse ligesom blev saaret, saae jeg aldrig nogen anden Forsamling, end Folk af den allerlaveste Classe, hvis aandelige Begreber stige ned til Barnets.<\/p>\n

Der er un\u00e6gteligt noget Smukt i, at de Christne een Dag om Aaret mindes de f\u00f8rste Br\u00f8dre i Troen, der lede og d\u00f8de for den, og med deres Blod ligesom beseglede dens Kraft og Hellighed. Catholikerne have saaledes en Fest for Martyrerne, og i Rom er en egen Kirke, en af de pr\u00e6gtigste, indviet dem; kun eengang aarlig aabnes den *), *) Den 26 December.<\/p>\n

Alt straaler da derinde med Lys, og Gulvet, ja selv Veien did er bestr\u00f8et med Gr\u00f8nt; men her er Intet givet for at h\u00e6ve Tanken om Martyrernes Sj\u00e6les Storhed, om Kraften hos den Tro, der gav dem Mod til at opofre Livet for den. I grelle Billeder rundt om er Martyrernes D\u00f8d fremstillet; man seer en R\u00e6kke afskyelige B\u00f8ddel-Scener, her blive Brysterne skaarne af en Qvinde, der karter man Een ihjel, her rives \u00d8inene ud, der bliver Een hugget itu, Led for Led, og derpaa stegt eller kogt.<\/p>\n

Man vender sig bort fra det Skr\u00e6kkelige, Tanken f\u00f8ler sig betynget af dette og omfatter dog dette, isledet for at opfyldes af den aandelige Storhed.<\/p>\n

Der er noget poetisk Smukt i, at fejre julen, som B\u00f8rnenes Fest; men saaledes som det skeer i Kirken Ara-celi i Rom, tilintetgj\u00f8res Ideens Skj\u00f8nhed ved dens materielle Udf\u00f8relse.<\/p>\n

Et af Side-Capellerne i Kirkens venstre Gang er aldeles forvandlet til et Theater, med Coulisser, Bagt\u00e6ppe og S\u00e6tstykker. Scenen danner en landlig Egn. Her sidder en Figur, forestillende Madonna, if\u00f8rt virkelige Kl\u00e6der, paa hendes Skj\u00f8d hviler, formet af Vox, Jesusbarnet, der straaler med Guld og Juveler; Joseph staaer ved hendes Side, Hyrderne bringe deres Offer; malet paa Pap pranger Gud omgivet af Engle h\u00f8it i Skyerne.<\/p>\n

Foran denne Skueplads, der er godt belyst, holde pavelige Soldater Vagt; et Bord er sat op til een af de n\u00e6rmeste Piller, og paa dette stille M\u00f8drene deres B\u00f8rn, og det ganske smaa paa fem eller sex Aar, Barnet opramser da et Digt, der dreier sig om Barn-Jesus eller Julen. Det skeer ikke sjeldent, at den lille Pr\u00e6dikant enten bliver bange og pludselig holder op eller h\u00e6ver saa komisk sin lille Stemme, saa at den hele Forsamling kommer til at lee.<\/p>\n

Det er ikke kun Een der taler, man seer stundom to, ja tre Smaa-Piger stillede op ved Siden af hverandre og paa Vers f\u00f8re en Dialog om Bambinos Deilighed.<\/p>\n

Paa den sjette Januar culminerer denne Fest. Jeg var her dette Aar; det var en regnfuld Dag med Scirocco; den st\u00e6rke R\u00f8gelse inde i Kirken var trykkende, i det den blandedes med Uddunstninger af de hvidl\u00f8gsspisende B\u00f8nder og de pjaltede, skidne Tiggere. Jeg f\u00f8lte mig slet ikke vel herinde. Festligheden skred imidlertid fremad. En lille Pige holdt dristigt sit Foredrag paa Vers; en Messe blev afsjunget, og nu begyndte Processionen igjennem Kirken hen til den lille Skueplads; een af Munkene klattrede op paa den, tog Jesusbarnet ud af Madonnas Arm og steg derpaa ned med det, men i samme \u00d8ieblik faldt et heelt Musikchor ind med den meest lystige Musik; B\u00e6kner og Trommer l\u00f8de gjennem Kirken, det var en Marsch, som i en Opera-Buffa! den skulde udtrykke Hjertets Jubel over at Christus-Barnet nu var givet os Mennesker, men mig gjennemisnede denne Vildhed, jeg f\u00f8lte mig afficeret og s\u00f8gte Udgangen, et Par B\u00f8nder, der her vilde gaae over Gangen, hvor Processionen skulde forbi, bleve af to kraftige Munke st\u00f8dte for Brystet, saa de vege tilbage, mig, som Fremmed, lod de passere, jeg s\u00f8gte Udgangen, men den hele Procession fulgte i hurtig Marsch efter og var paa den h\u00f8ie Trappe, ligesaa tidlig som jeg; Regnen skyllede ned. Biskoppen h\u00e6vede Jesus-Barnet i sine Arme for M\u00e6ngden derude! Alle sank paa Kn\u00e6; en Raaben af de n\u00e6rmeste Munke: “en Paraply! en Paraply, Barnet bliver vaadt!” l\u00f8d h\u00f8it for mit \u00d8re. Jeg havde en F\u00f8lelse, som om jeg gik fra et Guds Tempel, der var vanhelliget. “Fader forlad dem, de vide ikke hvad de gj\u00f8re!” bad jeg uvilkaarlig.<\/p>\n

Kirken, Jesus, ja Guds Moder vare mit Hjerte for hellige til disse grelle Ceremonier.<\/p>\n

En anden Festlighed maa jeg omtale, der ogsaa fra Tankens Side er christelig smuk, men som i sin Virkeliggj\u00f8relse bliver mere comisk end opbyggelig, det er den: at ogsaa Dyrene skulle have Deel i Herrens Naade og Velsignelse.<\/p>\n

Paa en bestemt Dag, eller rigtigere, i en bestemt Uge, thi da een Dag ikke slaaer til, er Festligheden udvidet til flere Dage i Rad, f\u00f8rer Bonden sit \u00c6sel, stundom endogsaa sin Griis til St. Antonii Kirke for at de kunne blive overst\u00e6nkede med Vievand og derved sikkrede mod Sygdomme og Forhexelse. Alle Heste, fra Veturin-\u00d8gene til Pavens eget Forsp\u00e6nd, komme til Kirken; denne staaer aaben og indenfor ere alle Altre besatte med Lys, Gulvet bestr\u00f8et med Gr\u00f8nt, V\u00e6ggene fulde af Billeder, malede al fresco, men daarligt, aldeles uden Phantasi, det er Fremstillinger af den hellige Antonii Fristelses-Historie. Et Sted kommer Dj\u00e6velen og banker paa hans D\u00f8r, et andet Sted staae Dj\u00e6vle, der gj\u00f8re Nar af Helgenens Glorie. Hele Pladsen foran Klosteret er opfyldt med Mennesker; her er Motiver for en Genre-Maler! Side om Side holde Vogne med Fremmede, der Alle staae op for at see; ridende Soldater gj\u00f8re Gaden ryddelig; nu kommer en Vogn, fyldt med B\u00f8rn, der ere lyksalige over at Hestene skulle velsignes; nu kommer en anden Vogn med et gammelt, gudfrygtigt \u00c6gtepar, der korse sig dybt idet de gj\u00f8re Holdt foran Klosterd\u00f8ren, hvor Munken staaer og med en almindelig Murerkost st\u00e6nker Vievand paa Hestene; en Chordreng overr\u00e6kker Kudsken et Billede af den hellige Antonius, og erholder derfor eet eller flere store Voxlys, hvilke siden indvies i Klosteret og s\u00e6lges for h\u00f8i Priis. Det er h\u00f8ist malerisk at see B\u00f8nderdrengene paa Hestene, der skulle velsignes, thi de sidde ikke midt paa Ryggen af Dyret, men de sidde ude lige over Bagbenene; brogede Baand flagre fra den spidse Hat; Tr\u00f8ie og Buxer ere saa lappede, at man ikke veed, hvilket Stykke der fra f\u00f8rste F\u00e6rd h\u00f8rer til Kl\u00e6dningen.<\/p>\n

Jeg saae denne Gang en gammel Moerlille komme tr\u00e6kkende med et ganske lille \u00c6sel; det havde Silkesl\u00f8ife om Halen, og paa hver Bov var klistret en lille Griis af Guldpapir! Moerlille stod med stor Andagt foran Munken, neiede dybt og korsede sig. Drengene stak imidlertid med lange Pinde det lille \u00c6sel under Halen. Soldaterne maatte komme Dyret og Moerlille til Hjelp. Lige fra Klosterd\u00f8ren rider i Trav Bonden tvers over Pladsen til eet af de aabne Osterier, s\u00e6tter med Dyret ind i Stuen, hvor de andre B\u00f8nder sidde om de lange Tr\u00e6borde og drikke, for selv at blive Dyr i Dag og faae Adgang til Velsignelsen.*) *) 1 de samme Dage f\u00f8res Faarene, der ere pyntede med Sl\u00f8ifer og Guld, til St. Agneses Kirke, udenfor Byens Mure, og erholde der Velsignelse. Legenden fort\u00e6ller fra Hedenskabets Tid om den hellige Agnese, at hun var lige saa smuk, som uskyldig, og blev derfor, da hun ei vilde afsv\u00e6rge sin christne Tro, f\u00f8rt ind i et Huus, der var indviet Lasten; her fandt Soldater og Vagabonder de letf\u00e6rdige Qvinder. Til disse blev Agnese n\u00f8gen sl\u00e6bt ind i et Kammer og overgivet to raa Soldater, men i samme \u00d8ieblik, fort\u00e6ller Legenden, blev hendes smukke, lange Haar endnu l\u00e6ngere, endnu t\u00e6ttere end f\u00f8r, saa at det som en Kappe hang om hendes Skuldre ned til F\u00f8dderne, og idet Soldaterne vilde l\u00e6gge Haand paa hende, traadte en straalende Engel mellem dem og hende, saa de flygtede og flyede. Ubesmittet fandt hun sin D\u00f8d paa Baalet. En Kirke, indviet St. Agnese, er nu reist, hvor hiint berygtede Huus laae, og et Capel i Kj\u00e6lderen betegnes som det Kammer, hvori hun omsv\u00e6vedes af Engelen. Kirken staaer paa Piazza navona.<\/p>\n

Jeg maa paa dette Sted endnu omtale en Festlighed, der vel staaer uden for de kirkelige, men dog slutter sig til disse, det er Sprogfesten i Propaganda, der gives, som det hedder: in onore dei santi re magi. Man kan med lige Ret her, alt eftersom man er i Lune, kalde Propaganda et Verdens Academie eller en Noahs Ark. Her opdrages til Mission\u00e6rer unge Mennesker fra alle Verdens Kanter. Her ere B\u00f8rn fra Californien til China, fra Irland til Cap; hver af disse opramse et Digt i deres Modersmaal, men man maa v\u00e6re en Mezzofanti, for at nyde godt-af denne babelske Anthologie.<\/p>\n

Der er noget oph\u00f8iet og gl\u00e6deligt i at see, hvorvidt om Jorden den Velsignelse bringende christelige L\u00e6re finder Vei, men det gaaer Tilh\u00f8rerne i Propaganda, som det gaaer Tilskuerne ved de ovenfor omtalte Ceremonier, de faae ikke Ro til at bevare det Oph\u00f8iede i Tanken, som Festen i og for sig selv kunde f\u00f8de, de komme til at smile, og hvor Latteren hersker, der er Andagten borte.<\/p>\n

Unge M\u00e6nd af Propaganda modtage ved Festligheden Cardinalerne og alle Fremmede; man anvises en Plads, og efter en Indledning, sagt paa Latin, f\u00f8lge nu Digte i 44 Sprog. Jo mindre af disse Tilh\u00f8rerne forstaae, desmere applaudere de; saaledes h\u00f8rte jeg denne Gang, at man klappede st\u00e6rkest for en \u00c6thioper og for to Chinesere; disse Sprog klang meest kaudervelske og vakte meest Latter. Under Foredraget af et tydsk Digt saae jeg to italienske Capuziner-Munke lee af dette for dem curi\u00f8se Sprog, saa at de vare n\u00e6r ved at falde om paa Gulvet.<\/p>\n

De meest forskjellige Tungemaal og Dialecter vexle her; stundom gives ogsaa en Sang, der kan v\u00e6re interessant, men aldrig smuk. Indtrykket af den hele Fest er som en burlesk Forestilling, man har saa godt som Intet forstaaet, og derfor leet af hvad der klang os meningsl\u00f8st.<\/p>\n

Imidlertid l\u00e6ser man Aar for Aar i de tydske Aviser om den storartede Virkning af denne Fest, men Virkningen er sandelig kun den – at man leer.*) *) Den unge Geistlige, en Tydsker, som anviste mig min Plads derinde, talte med megen Begeistring om Festligheden og gjentog flere Gange: “Ja Sligt oplever man kun i Verdens-Staden Rom!” – Denne Yttring, der i sig selv er h\u00f8ist ubetydelig, vilde jeg ikke her omtale, havde ikke en Correspondent for “Allgemeine Zeitung”, i en pomp\u00f8s Skildring af Propaganda Festen, der lagt mig den i Munden, for at vise, hvilken Virkning denne Festlighed havde paa alle Fremmede.<\/p>\n

Alle de her omtalte Skikke have gjort et saa dybt Indtryk paa mig, at jeg ikke kunde forbigaae dem, ihvor meget stort og eiendommeligt, jeg for\u00f8vrigt lader savne i denne min Billed-Samling fra Rom. Imidlertid vilde disse Blade tynge som en M\u00f8llesteen, skulde de kunne forarge een eneste oplyst Catholik, men jeg kan ikke troe det, – jeg har givet Facta, og i Tanken b\u00f8jer jeg mig dybt for Alt, hvad der er sandt Helligt hos hver Troende.<\/p>\n

Italien: Vandfaldene ved Tivoli<\/strong><\/p>\n

Det var en af de f\u00f8rste Dage i Februar, men et deiligt Solskin, Mandeltr\u00e6et stod i Blomster! – En Vogn med tre Danske *) *) Theologen Conrad Rothe, Digteren H. P. Holst, og Forfatteren, rullede hen ad den gamle Via tiburtina, forbi Kirken St. Lorenzo; endnu i denne Aften ved Fakkelblus vilde de see de styrtende Vande i Tivoli.<\/p>\n

Ruiner af Oldtids-Grave og forfaldne Taarne fra Middelalderen rage frem paa den ujevne Campagne. Hyrder, i Faareskinds Pelse og med Madonnabilleder paa den spidse af Solen gjennembr\u00e6ndte Hat, stode ved de forfaldne Mure, hvor et Baal var t\u00e6ndt, hvorfra den blaagraa R\u00f8g h\u00e6vede sig i Luften.<\/p>\n

Allerede m\u00e6rkede vi den giftige Stank fra den lille Flod Solfatare, den er kun som en B\u00e6k, men dens giftige Dampe have dr\u00e6bt alle friske Spirer rundt om, et svovlguult Skum fl\u00f8d ned af det fule Vand. Vi kj\u00f8rte i Gallop og snart vare vi ude af den forpestede Kreds. Floden Anio, med friske Str\u00f8mme, sivgroede Bredder og et malerisk Taarn, b\u00f8d os Velkommen paa Bjergenes Gebeet! Vejen gik op ad og altid mellem Tr\u00e6er; en pr\u00e6gtig Olieskov ligger her foran Byen. En forunderlig Lufttone omhyllede den store, udstrakte Campagne; denne Blaahed, det Violette i Bjergene langt ude og t\u00e6t ved os det st\u00e6rke M\u00f8rkegr\u00f8nne i Tr\u00e6ernes L\u00f8v var af en herlig Virkning. Solen, som gik ned, kastede et r\u00f8dt Ildskj\u00e6r paa Tr\u00e6stammerne, de syntes forgyldte; Lyden af en S\u00e6kkepibe l\u00f8d under Bjergskr\u00e6nten. Alt gav Billedet af en smuk sydlig Aftens yndige Ro. Med Ungdoms Sind jublede vi alle Tre over denne Deilighed.<\/p>\n

Solen sank ikke langt fra det Punkt i Horizonten, hvor Peters Kuppelen tronede, og strax var det m\u00f8rk Aften. Vi vandrede gjennem de skumle Gader ud til den modsatte Side af Byen til albergo del Sybilla, der har sit Navn af det gamle Sybillatempel, der her er bygget op til Randen af Afgrunden ved de brusende Vande. Vi h\u00f8rte i vor Stue den vilde, evige Torden, som de store Cascader istemme.<\/p>\n

F\u00f8reren t\u00e6ndte sin Fakkel, en Karl fulgte efter med to store Bundter H\u00f8, de skulde ant\u00e6ndes inde i Grotterne, foran de styrtende Vande. Det var b\u00e6lgm\u00f8rkt i den lille Have udenfor, Fakkelskj\u00e6ret oplyste kun de n\u00e6rmeste H\u00e6kker. Himlen var som oversaaet med Stjerner, men de lyste ikke. Vi fulgte en smal Vej mellem Buskene, bestandig nedad, bestandig ombruset af Vandfaldene dybt under os. Det, at vi kun formaaede at see de allern\u00e6rmeste Gjenstande omkring ham, der bar den br\u00e6ndende Fakkel, og at alt det \u00d8vrige laae i den m\u00f8rkeste Nat, gav hele Vandringen noget Eventyrligt. Ingen af os vidste, om den Afgrund, hvori vi h\u00f8rte Vandet bruse, var lodret bag de n\u00e6rmeste H\u00e6kker, eller selv t\u00e6t ved det Gr\u00f8nsv\u00e6r, vi stundom betraadte.<\/p>\n

Snart blev Vejen ganske snever, den steile Klippev\u00e6g havde vi til H\u00f8jre, Afgrunden til Venstre; F\u00f8reren vendte sin Fakkel i Gr\u00e6sset, saa den n\u00e6sten ganske slukkedes, svingede den derpaa i Luften, og den flammede atter, beegsort R\u00f8g hvirvlede hen over Tr\u00e6ernes glindsende Blade.<\/p>\n

Pludselig standsede han, udst\u00f8dte et vildt Raab, og pegede op imod Vertshuset. H\u00f8it paa Fjeldkanten lige over os laae det gamle, runde Sybillatempel, et Bundt H\u00f8 havde man t\u00e6ndt mellem Colonnerne, Luen kastede et flammende Lys paa S\u00f8jler og Mure, det saae ud, som holdtes der en Oldtids Offring; Vandene sang jo endnu deres majest\u00e6tiske Hymne med samme Tordenstemme, som i en af hine Gudinden indviede N\u00e6tter! – I eet Secund stod det hele Tempel omstraalet af det meest effectfulde Lys, og det blev igjen Nat, den m\u00f8rke Nat.<\/p>\n

Vi vandrede ad en smal Sti, Forsteninger hang i malerisk Vildhed ud over vore Hoveder; t\u00e6t ved os var en Skr\u00e6nt, hvor dybt gik vel denne! Fakkellyset viste os ingen Bund, Vandet tordnede ganske n\u00e6r. Vi maatte holde os ved de gr\u00f8nne H\u00e6kker, for ikke at styrte i Dybet. Klippeblokkene, som en naturlig Trappe, f\u00f8rte os snart ind i Sirenernes Grotte. Af fuldt Bryst maatte vi der t\u00e6t ved hinanden raabe, skulde den Ene forstaae den Anden. Vandfaldene styrte gjennem Grotten med n\u00e6sten bed\u00f8vende Lyd. Ihast t\u00e6ndtes Ild i en Hob H\u00f8, den klare Flamme oplyste Hulen, Alt drev med Vand, de phantastisk formede Klipper, det ujevne Gulv! det r\u00f8de Ildskj\u00e6r spillede paa den hvide Vands\u00f8ile, der med Lynets Flugt styrtede fra en uhyre H\u00f8ide og atter banede sig Vei gjennem en Aabning i Klippen; F\u00f8reren kastede br\u00e6ndende H\u00f8 ud paa den brusende Str\u00f8m, og H\u00f8et br\u00e6ndte endnu idet Vandet hvirvlede det med sig i den gabende Afgrund; et kort \u00d8ieblik viste det os den dybe Hvirvel.<\/p>\n

Her fra een af de glatte Stene, hvor nu var anbragt en lille Tverbj\u00e6lke, gled, for et Par Aar siden, en ung Engell\u00e6nder, og forsvandt for evig. Den nu regjerende Pave, Gregor den Sextende har, for at ikke Byen, undergravet ved de mange Vandfald, pludselig skal styrte sammen, givet Floden Anio et nyt Afl\u00f8b, der danner Cascaderne, og herved er fremstaaet et Vandfald, der i St\u00f8rrelse overgaaer alle de andre. Da jeg i 1834 bes\u00f8gte Tivoli, var dette V\u00e6rk under Arbeide, det fuldendtes to Aar senere; hvor jeg dengang gik og plukkede Blomster, bruste nu og maaskee for altid, Tivolis st\u00f8rste Cascade. Til den vandrede vi fra Grotterne, men vi maatte f\u00f8rst igjen op ad den ujevne, fugtige Trappe, vi maatte atter holde os i de friske Myrtegrene t\u00e6t ved Afgrunden, og i samme Nu, netop her, gik Faklen aldeles ud; den Tanke gjennemfoer mig, vi maae blive her i Nat, vi maae s\u00e6tte os i disse H\u00e6kker, ikke flytte en Fod ellers er det D\u00f8den. Her fulgte et kort, stille \u00d8ieblik, Fakkelen svingedes susende i Luften, F\u00f8reren lod den med al Kraft flyve mod Klippegrunden og Flammen blussede svagt, snart lyste den herligt. Jodlende vandrede han nu raskere frem ad en bredere Sti. Lidt efter lidt fik Alt her Udseende af Kunstens Indvirkning, her vare st\u00e6rke R\u00e6kv\u00e6rk, murede Trapper, steilt gik de ned ad, Faklen lyste ud over Gitteret, en Sky af Vandet, knust til St\u00f8v, h\u00e6vede sig op imod os. Som den hvideste M\u00e6lk styrtede den hele Flod i det svimlende, sorte Dyb. Vi gjennemvandrede en lang Bue, i hvilken Floden havde sit nye Leie, og gjennem hvilken den med Pilens Hurtighed n\u00e6rmede sig Faldet. Her var intet R\u00e6kv\u00e6rk, Faklen oplyste Str\u00f8mmen, br\u00e6ndende H\u00f8 blev kastet derud, og det seilede med en Flugt, som Fuglens, det var til at svimle ved. Jeg f\u00f8lte alle Nerver angrebne, det kolde Vand sprang ud af min Hud, jeg maatte knuge mig op til Muren og hefte \u00d8iet en Tid paa den faste Hv\u00e6lving oven over. Det var umuligt her at gj\u00f8re sig forstaaelig for en Anden, saaledes bruste den m\u00e6gtige Str\u00f8m!<\/p>\n

En halv Time efter sad vi alle tre oppe i et stort Kammer, rundt om det vel d\u00e6kkede Bord, vi talte om Danmark, om alle vore Kj\u00e6re, Skaaler bleve drukne for dem, mens Cascade og Cascateller tordnede dertil.<\/p>\n

Det var en Aften fuld af Poesi; Arm i Arm stode vi ved det aabne Vindue, Stjernerne glimrede saa smukt, og som et hvidt Flor skimtede vi under os i Dybet de brusende Vandmasser, der istemte deres Sang saa st\u00e6rkt og evigt, som ingen Digter kan synge den.<\/p>\n

Italien: Mine St\u00f8vler (En sandf\u00e6rdig Fort\u00e6lling)<\/strong><\/p>\n

Der er i Rom en Gade, som kaldes via purificazione, men man kan ikke sige om den, at den er purificeret! op og ned gaaer den, Kaalstokke og gamle Potteskaar ligge str\u00f8ede rundtom; R\u00f8gen staaer ud af Osteriets D\u00f8r, og Gjenboens Signora – ja jeg kan ikke gj\u00f8re ved det, men sandt er det – Gjenboens Signora ryster hver Morgen sine Lagner ud af Vinduet. I denne Gade boe mange Fremmede, men i Aar holdt Frygt for Feber og ondartede Sygdomme de fleste tilbage i Neapel og Florents. Jeg boede ganske ene i et stort Huus, ikke engang Vert og Vertinde sov her om Natten.<\/p>\n

Det var et stort, koldt Huus med en lille vaad Have, hvori kun voxte en \u00c6rteranke og en halv opl\u00f8st Levk\u00f8i; dog i de h\u00f8iereliggende Nabohaver stode blomstrende H\u00e6kker med Maanedsroser og Tr\u00e6er fulde af gule Citroner. Disse sidste udholdt godt den idelige Regn, Roserne derimod saae ud, som om de havde ligget otte Dage i Havet.<\/p>\n

Aftenerne vare saa eensomme i de kolde, store V\u00e6relser, den sorte Kamin gabede mellem Vinduerne, og udenfor var Regn og Rusk. Alle D\u00f8re vare vel tillukkede med Laase og Jernskodder, men hvad hjalp det, Vinden peb i skj\u00e6rende Toner gjennem D\u00f8rspr\u00e6kkerne, de tynde Pinde paa Kaminen blussede op, men de sendte ikke deres Varme langt; det kolde Steen Gulv, de raae Mure og det h\u00f8jtliggende Loft syntes kun at v\u00e6re blevne til for Sommertiden.<\/p>\n

Vilde jeg endelig en Gang ret have det hyggeligt, saa maatte jeg f\u00f8rst tage uldne Reisest\u00f8vler paa, Frakke, Kappe og laaden Hue, ja saa kunde det blive ret luunt! Rigtignok blev den Side, der vendte mod Kaminen, halv stegt, men i denne Verden maa man vide at vende sig, og jeg drejede mig som en Solsikke.<\/p>\n

Aftenerne vare noget lange, men saa fandt T\u00e6nderne paa at give nogle nerveuse Concerter, og det var m\u00e6rkv\u00e6rdigt, med hvilken F\u00e6rdighed Foredraget tiltog. En solid dansk Tandpine kan ikke maale sig med en italiensk. Smerten spillede her paa T\u00e6ndernes Tangenter, som var det en Liszt eller Thalberg der sad for dem; snart rullede det i Forgrunden, snart i Baggrunden, som naar to krigerske Chor svare hinanden, mens en stor Fortand sang prima Donnas Partie med alle Smertens Zirater, Roulader og h\u00f8ie Spring; der var et Sammenspil, en Kraft i det Hele, saa at jeg tilsidst slet ikke var Menneske meer!<\/p>\n

Fra Aften-Concerter blev det til Natte-Concerter, og det var under en saadan, mens Vinduerne rystede af Storm og Regnen skyllede ned udenfor, at jeg kastede et halv veemodigt Blik til Natlampen; mit Skrivert\u00f8i stod t\u00e6t ved den og jeg saae ganske tydeligt, at hen over det hvide Papir dandsede Pennen, som om den blev f\u00f8rt af en usynlig Haand, men det gjorde den ikke, den gik paa egen Haand! den skrev Dictat, og hvo dicterede? Ja, det klinger utroligt, men Sandhed er det! jeg siger det, og man vil troe mig! det var mine St\u00f8vler, mine gamle kj\u00f8benhavnske St\u00f8vler, der, fordi de vare gjennemtr\u00e6ngte af Regnvand, havde faaet Plads inde i Kaminen ved den r\u00f8de Emmer. Led jeg af Tandpine, saa led de af Vandpine! de dicterede deres Selvbiographie og denne truer jeg vil kaste et Lys over den italienske Vinter Anno 1840 og 41.<\/p>\n

St\u00f8vlerne sagde:<\/p>\n

“Vi ere to Br\u00f8dre: St\u00f8vle til H\u00f8ire og St\u00f8vle til Venstre! Vor f\u00f8rste Erindring er den, at vi bleve vel indgnedne med Vox og derpaa s\u00e6rdeles pudsede! jeg kunde speile mig i min Broder, min Broder kunde speile sig i mig, og vi saae vi vare eet Legeme, en Slags Castor og Pollux, en Art sammenvoxede Siamesere, som Skj\u00e6bnen havde bestemt skulde leve og d\u00f8e, existere og ikke existere med hinanden. Begge ere vi f\u00f8dte Kj\u00f8benhavnere.<\/p>\n

Skomagerdrengen bar os paa sine H\u00e6nder ud i Verden, og dette vakte s\u00f8de, men falske Forhaabninger om vor Bestemmelse. Han, som vi bleve bragte til, trak os strax i vore \u00d8rer, til vi sluttede om hans Been, og saa gik han ned ad Trappen med os. Vi knagede af Gl\u00e6de! det regnede udenfor, men vi knagede endnu -! dog kun den f\u00f8rste Dag.<\/p>\n

Ak, hvor der er meget vaadt at gaae igjennem i denne Verden! – Vi vare ikke f\u00f8dte til Vandst\u00f8vler, og f\u00f8lte os derfor ikke lykkelige! Ingen B\u00f8rste gjengav os vor Ungdoms Glands, den vi ejede da Skomagerdrengen bar os paa sine H\u00e6nder gjennem Gaderne; hvo skildrer derfor vor Lykke, da vi en Morgen h\u00f8rte, at vi skulde rejse udenlands, ja til Italien, dette milde, varme Land, hvor vi kun skulde tr\u00e6de paa Marmor og classisk Jord, inddrikke Sol og sikkert gjenvinde vor Ungdoms Glands. Vi reiste! – De l\u00e6ngste Router sov vi i Kufferten og dr\u00f8mte om de varme Lande. I Byerne derimod saae vi os ganske godt om, men der var vaadt og raat, som i Danmark; vore Saaler fik Koldbrand, de maatte s\u00e6ttes af i M\u00fcnchen, og vi fik forlorne Saaler istedet, men de vare gjorte saa godt, som vare de f\u00f8dte med os. “Vare vi dog over Alperne!” sukkede vi, “der er mildt og godt!” og vi kom over Alperne, men der var ikke mildt og godt! det regnede og det bl\u00e6ste, og traadte vi engang imellem paa Marmor, saa var det saa isnende, at Marmoret trak den kolde Sved ud af vore Saaler, og det vaade Billede af dem stod hvor vi havde traadt. Det var jo ganske livligt om Aftenen, naar Opvarteren numererede alle Hotellets St\u00f8vler og Skoe, vi stilledes op mellem disse fremmede Kammerater, og h\u00f8rte af dem om de St\u00e6der de kom fra! der var et Par deilige, r\u00f8de Saffians Skafter med sorte F\u00f8dder, jeg troer det var i Bologna, de fortalte os om den varme Sommer i Rom og Neapel, de fortalte om deres Vandring op paa Vesuv, hvor F\u00f8dderne vare br\u00e6ndte af dem ved underjordisk Hede; ak! vi fik n\u00e6sten L\u00e6ngsel efter at d\u00f8e paa saadan Maade: Vare vi dog over Apenninerne! vare vi dog i Rom – og vi kom der – ! Men nu have vi gaaet i Regn og i S\u00f8le den ene Uge efter den anden! Alt skal man jo see, og det faaer ingen Ende hverken med M\u00e6rkv\u00e6rdigheder eller Skylregn! ikke een varm Straale har vederqv\u00e6get, den kolde Vind omsusede os! o Roma! Roma! F\u00f8rste Gang i denne Nat drikke vi Varme fra den velsignede Kamin, og vi ville drikke til vi revne! Overl\u00e6deret er alt gaaet, nu ere vi paa Skafterne, de briste med! men f\u00f8r vi d\u00f8e denne salige D\u00f8d, \u00f8nske vi denne vor Historie optegnet, og vore Liig bragte til Berlin, for at hvile hos ham, der har havt Mod og Mands Hjerte nok til at skildre “Italien wie es ist!” den sandhedskj\u00e6rlige Nicolai! og saa faldt St\u00f8vlerne sammen. Der blev ganske stille, min Natlampe gik ud, jeg selv blundede lidt, og da jeg i Morgenstunden vaagnede, troede jeg det var en Dr\u00f8m, men jeg saae ind i Kaminen, St\u00f8vlerne vare aldeles skrumpne sammen, de stode som Mumier t\u00e6t ved den kolde Aske; jeg saae paa Papiret, der laae ved min Lampe, det var et graat Papir, fuldt af Bl\u00e6kklatter, Pennen havde virkelig l\u00f8bet hen derover, men Alt var ud i Eet, thi Pennen havde skrevet St\u00f8vlernes Memoire paa graat Papir, jeg optegnede hvad jeg erindrede endnu, og man vil huske paa, det er ikke mig, men mine St\u00f8vler, der raabe Vee over la bella Italia!<\/p>\n

Italien: Keiserborgen<\/strong><\/p>\n

I hvor slet end Vinteren kan v\u00e6re i Rom, den bringer dog Dage, skj\u00f8nne, som de smukkeste Foraarsdage i Norden, man faaer Lyst at komme i det Gr\u00f8nne, og dette findes der! Roserne staae i Flor, Laurb\u00e6rh\u00e6kkerne dufte – vi have mange Steder at v\u00e6lge til vor Spadseregang. Nu ville vi bes\u00f8ge Ruinerne af Keiserborgen. En heel Bjergslette er det de ligge paa midt inde i Byen; her er Viinmarker, Haver, Ruiner og usle Huse, her er frodigt Agerland og golde Pletter, hvor \u00c6selet gnaver paa en Tidsel og Gederne s\u00f8ge det moslignende Gr\u00e6s.<\/p>\n

Ud mod Forum staaer endnu en R\u00e6kke faste Mure, store H\u00e6kker og H\u00e6ngeplanter v\u00e6lte, som en Cascades Vand, ud over Skr\u00e6nten; h\u00f8ie Cypresser kneise \u00f8verst deroppe; vi vandre den brede Kj\u00f8re-vei og staae foran en Villa midt i en Have saa gr\u00f8n og duftende, at vi ikke kunne t\u00e6nke os, at nu er det Vintertid, at vi ere i Januar Maaned. Reseder, Levk\u00f8ier og Roser dufte i Bedene; Citroner og Apelsiner skinne paa Tr\u00e6erne mellem det m\u00f8rke L\u00f8v! Vi vandre gjennem en Allee af Laurb\u00e6r hen til den naturlige Balcon, som Muren frembyder ud imod Campagnen; vi see under os de eensomme Gravmonumenter, den gule, bugtede Tiber og langt ude i Horizonten en glasklar Stribe: det er Middelhavet.<\/p>\n

Midt i Haven, hvor vi gaae, ere to betydelige Aabninger ned i Jorden; de ere ganske runde, og fra den \u00f8verste Rand, til saa dybt man kan see, bekl\u00e6dte med et yppigt Eviggr\u00f8nt; man skulde true, at hver af dem var et Krater, der i Stedet for Lava og Aske kastede Gr\u00f8nt og Blomster, hvormed den hele udstrakte Ruin kunde bed\u00e6kkes. Under disse Aabninger str\u00e6kke sig store Hv\u00e6lvinger saa dybt, at Daglyset ei naaer Gulvet. Her, hvor maaskee engang Marmorkummen stod og deilige Qvinder badede deres skj\u00f8nne Lemmer, omstraalede af tusinde Lamper, omduftede af R\u00f8gelse, opfyldte af Sang og Strengeleg, hopper nu den klamme Fr\u00f8; maaskee denne er en af hine m\u00e6gtige Keiserinder selv, som er d\u00f8mt til at sl\u00e6be sine vaade, tunge Lemmer dernede i M\u00f8rket, hvor hun fordum udkl\u00e6kkede onde, dr\u00e6bende Tanker!<\/p>\n

Bliv nede i den sorte Nat, Usalige! heroppe blomstre Roserne! den varme Solstraale kysser Laurb\u00e6rtr\u00e6ets gr\u00f8nne Blad, og den Fremmede inddrikker her et Skj\u00f8nheds Billede af Syden, der aldrig vil udslettes af hans Tanke.<\/p>\n

Vi vandre bort fra disse frodige, gr\u00f8nne Sv\u00e6lg, vi f\u00f8lge Stien, der snoer sig mellem blomstrende Buske hen over h\u00f8ie Muurskr\u00e6nter, en Tr\u00e6trappe f\u00f8rer os ned i en anden Deel af Keiserborgen, til en Kaalhave. Gulvets Mosaik er forsvundet, Regnormen skyder op af den vaade Jord, hvor fordum Roms Keiser med sit Hof strakte sig omkring det \u00f8dsle Taffel. Her duftede de kostbare Retter, Flamingo Tunger, M\u00e6lk af Mur\u00e6ner, Hjerner af Paafugle; her vexlede under Maaltidet disse Jordens Store deres rige Kl\u00e6dninger, her prangede de med falske Lokker, sminket Hud og \u00d8ienbryn, Guldst\u00f8v i Haaret og med Skoe, hvis Saaler duftede af Salve. Den stakkels guldbr\u00e6mmede Slave stod ubev\u00e6gelig, som Kaalstokken nu; dersom han hostede eller nyste, blev han kastet i Fiskeparken, for at fede Fiskene, der skulde s\u00e6ttes paa Keiserens Bord.<\/p>\n

Hvilke Minder knytte sig dog til dette Sted, her hvor Caligula, Commodus og Tiber herskede. Digteren slynger med Foragt disse vanvittige Keiseres Navne ud i Verden, Forbandelser over dem lyde til Verdens Dom! Skoledrengen selv i den mindste By h\u00f8it mod Norden knytter sin lille Haand og kan ei bede til Gud for de onde Mennesker.<\/p>\n

Paa Keiserborgens Ruiner sv\u00e6ve hine Ford\u00e6rvedes Aander, de flyve med Tankens Hurtighed Jorden rundt og dv\u00e6le kun, hvor en Forbandelse udtales over deres Liv og F\u00e6rdsel! – Flyv over Hav og Land! Intet Sl\u00e6gtskab, ingen politiske Forhold, Intet beskj\u00e6rmer Eder nu! I staae alene! – Menneskene d\u00f8mme! Gud tilgive!<\/p>\n

Hvor \u00d8dselheden v\u00e6ltede sit Overfl\u00f8digheds Horn, voxer nu den tarvelige Gr\u00f8nkaal, de Mure, som omsluttede den dyriske Last, b\u00e6re nu Undseelsens brede Figenblade; Olietr\u00e6et groer, hvor Blodet fl\u00f8d. Vi ville mindes Titus, mindes de \u00c6dle, hvis Liv kaster Solglands paa Minderne, vi ville see paa de duftende, skj\u00f8nne Roser, og glemme den sjunkne Storhed for den evig herlige Natur!<\/p>\n

Italien: Sanct Knud<\/strong><\/p>\n

Vel er Danmark et protestantisk Land, men mangen Helgens Navn lever her endnu paa Folkets Tunge eller knytter sig her til et eller andet Sted. I mangen dansk Landsbykirke pranger endnu Madonnas Billede, enten malet h\u00f8it paa Muren, under Hv\u00e6lvingen, hvor det ei er blevet overkalket, eller paa selve Altertavlen. Ved Solnedgang ringe endnu de danske Landsbykirkeklokker, som i Catholicismens Tid til ave maria.<\/p>\n

Sanct Knud var den f\u00f8rste Helgen, jeg som Barn h\u00f8rte n\u00e6vne, skj\u00f8ndt min lutherske Katechismus ikke talte et Ord om Helgener. I min F\u00f8deby b\u00e6rer en gammel, pr\u00e6gtig Kirke denne Helgens Navn, bag Altret der hviler hans Been. Sanct Knud var engang i Danmark en st\u00f8rre Helgen end Konge, tusinde Lys br\u00e6ndte paa hans Altar; Gildeskraa prangede med hans Navn. Som Lille h\u00f8rte jeg Historien om ham, den danske Konge, der af Jyderne, fordi han vilde paal\u00e6gge dem Skat, blev forfulgt til Fyen; han hvilede sig paa Veien der, og Stenen, hvor han sad, var bl\u00f8dere end hans Fjenders Hjerter, endnu seer man Sporet af, at han sad der, jeg saae det som Barn og jeg troede derpaa. I Odense i Sanct Albani Kirke s\u00f8gte Kongen Frelse, Fjenderne flokkedes udenfor og Kongens Tjener Blake var sin Herres Forr\u00e6der.*) *) Derfra kommer den danske Talemaade “falske Blake”.<\/p>\n

Ind gjennem Kirkevinduet blev kastet en Steen, den rammede Kongens Hoved, og han sank i sit Blod foran H\u00f8ialtret, hvor han bad. Munkene gjorde Kongen til en Helgen, selv i Rom blev reist ham et Altar.<\/p>\n

Som Barn kom jeg aldrig nogen Aften St. Knuds Kirke forbi, uden jeg lukkede mine \u00d8ine, og just da saae jeg allertydeligst den d\u00f8de, blege Konge, med Guldkrone paa det bl\u00f8dende Hoved og med Kaabe af Fl\u00f8iel og Hermelin, vandre under den h\u00f8ie Kirkehv\u00e6lving fra Daaben op til Altret.<\/p>\n

I Verdensbyen Rom ligger til H\u00f8ire i Gaden fra Engelsborg ud mod Peters-Pladsen et Munke-Kloster med en Kirke, jeg troer den kaldes transmontane, eet af de mange Altre herinde er det, som blev indviet Helgenen den danske Kong Knud; paa Alterbladet staaer han med Guldkronen paa og i Kaabe af Fl\u00f8iel og Hermelin, ganske som jeg som Barn t\u00e6nkte mig ham at vandre i Kirken, der gjemmer hans Been.<\/p>\n

Den 19de Januar er det Sanct Knuds Fest, forkyndtes der i diario romano. Regnen skyllede ned, det var et h\u00e6sligt Veir, men som Dansk maatte jeg dog ud at see den danske Helgen feires. Jeg kom ind i Kirken, her var ikke et Menneske; to smaa T\u00e6llelys br\u00e6ndte saa s\u00f8rgeligt, saa fattigt, paa Sanct Knuds Alter.<\/p>\n

Det kunde jeg ikke b\u00e6re over mit Hjerte, jeg maatte idet mindste vide, hvorfor her ikke var gjort lidt mere Stads. Jeg ringede paa Klokken ind til Klosteret, en gammel Munk traadte ud, jeg spurgte, hvorfor Sanct Knud ei havde flere end to Lys, hvorfor her ingen Musik og Festlighed fandt Sted.<\/p>\n

“Ak min Herre!” sagde Munken, “vort Kloster er eet af de fattigste i Rom! vi have kun Raad til at feire een, eneste stor Fest om Aaret,” og han n\u00e6vnede denne Helgen, “da er her Musik! da straaler Kirken med Lys! kun eengang aarlig kunne vi bringe Sligt istand! Sanct Knud er fra Norden, og derfra faaer vort Kloster aldeles Intet! Sanct Knud er fattig!”<\/p>\n

Jeg f\u00f8lte Manden havde Ret.<\/p>\n

Alene stod jeg foran Helgenens Alter, min Barndoms Helgen! i hvis Kirke jeg havde gr\u00e6dt ved min Faders Kiste, i hvis Kirke jeg er confirmeret, Helgenen, hvis Kirke engang tjente mig i sin Storhed som Maalet for alle Bjergh\u00f8ider, ja selv for Afstanden imellem Jorden og Stjernerne. Sanct Knud, Alverdens \u00c6re er forg\u00e6ngelig! I dit fordums jordiske Kongerige lyder nu ingen Messe mere for din Sj\u00e6l, der br\u00e6nder intet Lys ved din Grav, og selv i Pavens By har Du paa din Fest kun to fattige T\u00e6llelys! Det Festligste er, at en Landsmand staaer ved din Grav og ridser det s\u00f8rgelige Billede af Mindet om Dig, Sanct Knud.<\/p>\n

Italien: Colosseum<\/strong><\/p>\n

Flere interessante Foredrag har jeg h\u00f8rt om det Gigantiske i Urverdenens Former, men aldrig begreb jeg disse bedre, end da jeg engang fik at see Skelettet af et Mammuths Dyr, det fyldte en betydelig Plads i den store Gaard, hvor det var henlagt; h\u00f8it Gr\u00e6s voxte ud af Rygraden og rundt om Sidebenene; man skulde troe, at det var Skroget af et Fart\u00f8i og ikke af et Dyr, der engang havde levet.<\/p>\n

Et Mammuths-Skrog af en anden Art, et Steenskelet, der bedre end alle B\u00f8ger forkynder Roms forsvundne Storhed er Colosseum, det er en Ruin, en utrolig \u00f8delagt Ruin, hele Palladser i Rom ere opf\u00f8rte af dets nedrevne Mure, og dog er her i hvad vi endnu see, en Storhed, som den der findes i Pyramiderne og i Indernes Klippe-Templer.*) *) Amphitheatret i Verona er endnu saa vel vedligeholdt, at hiin Tids D\u00f8de vilde, hvis de kunde staae op og komme her, troe at det kun var nogle Uger siden de sade paa dette Sted; men det hele Theater er dog kun en Unge imod Colosseum: det samme kan siges om Amphitheatret udenfor Capua, det giver vel det bedste Begreb om den Tids Maskineri, men i Storhed forsvinder det ganske for Colosseum.<\/p>\n

Hver S\u00f8ilegang danner store Gader, de s\u00f8nderbrudte Trappetrin fra Gulvet til den \u00f8verste Karnis er et heelt Klippe-Parti med Gr\u00e6s og Krat, det er en Skraaning, der kunde b\u00e6re en lille Stad; hist og her deroppe er klinet et Huus med smaa, skj\u00e6ve Vinduer, derindenfor boe Mennesker.<\/p>\n

Den hele Ruin danner en aaben Kirke med mange Altre, Korset staaer midt under Guds klare Himmel; Capuzinermunkene vandre her hver Fredag i Procession, og een af Br\u00f8drene holder en Pr\u00e6diken, her, hvor fordum de vilde Dyr br\u00f8lte, her hvor Gladiatorerne br\u00f8des og uden Smertes-Skrig udaandede Sj\u00e6len. Hist paa den solbelyste Skraaning, hvor nu den brogede Fiirbeen i Ro udkl\u00e6kker sin Yngel, sad Roms Keiser med sine purpurkl\u00e6dte Hofm\u00e6nd, her, hvor nu den pjaltede Tigger har sin Plads, vaiede Vestalindernes hvide Sl\u00f8r.<\/p>\n

Ved Fuldmaanens Lys b\u00f8r man f\u00f8rste Gang tr\u00e6de herind, det er en Tragedie, formet af Steen, vi da opfatte. Ved Fakkelblus b\u00f8r man gjennemvandre disse m\u00e6gtige Buer, stige op til den \u00f8verste, hvor ikke Stene, men Klippe-Blokke danne Murene. Hvilken D\u00f8dsstilhed! hvilken Storhed! – Fakkelskj\u00e6ret falder paa Spindelv\u00e6vet i Krogene, hvor Fluen spr\u00e6ller, men vi t\u00e6nke ikke derpaa, vi t\u00e6nke ikke paa Hverdags-Livets Jammer; Stenene om os have Stemmer, Stjernerne ovenover staae i Forbund med dem, i store Omgivelser f\u00f8ler Sj\u00e6len sig stor, Colosseum pr\u00e6diker for os om Verdens-Livet, om Menneskesl\u00e6gternes Storhed og Afmagt, saa at Sj\u00e6len opl\u00f8ftes og ydmyges.<\/p>\n

Italien: Carneval<\/strong><\/p>\n

Hvad der gj\u00f8r det romerske Carneval saa levende og eiendommeligt rigt, fremfor den samme Lystighed paa ethvert andet Sted, grunder sig i, at her er Carnevals-Festen paa Gaderne indskr\u00e6nket til sex Dage, og paa enhver af disse ingen til tre Timer. Kun il corso og de n\u00e6rmeste Sidegader danne Scenen for denne Folke-Gl\u00e6de. Alt concentrerer sig, baade Tid og Sted. Lystigheden er her en Champagne-Straale, B\u00e6geret skummer, det t\u00f8mmes strax og – saa f\u00f8lger Fasten.<\/p>\n

Goethe har saa beskueligt skildret os det romerske Carneval, der Aar for Aar, med ubetydelige Variationer, er det samme, at Ingen kan gj\u00f8re det bedre, hver ny Beskrivelse er altsaa overfl\u00f8dig; jeg vil heller ingen give; kun for nogenlunde at fuldst\u00e6ndiggj\u00f8re mit Billede af Rom, l\u00e6gge en lille Skizze herind i Bogen, Enkelthederne tilh\u00f8re ganske Carnevalet 1841.<\/p>\n

Med Purpur og Guld sidder i Capitoliet Senatoren, omgivet af spragletkl\u00e6dte Pager, en Deputation af J\u00f8der indfinde sig og bede om Tilladelse til endnu eet Aar at turde boe i det dem anviste Qvarteer: Ghetto; de erholde denne Tilladelse, Senatoren s\u00e6tter sig i en Glas-Karreet, Capitoliets gamle Klokker ringe, dette er Tegnet, at Carnevalet begynder, Karreeten kj\u00f8rer i Fod-Gang ned mod piazza del popolo, og bag efter den mylrer nu frem af Paladser, Huse og Kipper, en Vrimmel af Mennesker. Men overalt hersker den st\u00f8rste Orden, enhver Dame t\u00f8r frit i Mandfolke-Dragt vove sig ud, det falder Ingen ind at forn\u00e6rme hende, eller gj\u00f8re det mindste Tegn, der kunde v\u00e6kke hendes Undseelse. Moersomt er det at see, hvorledes fattige Folk vide at hjelpe sig til at faae en Carnevalsdragt; de sye deres Kl\u00e6der aldeles over med Salat, den har de paa Skoene, den har de som Paryk paa Hovedet; Mand og Kone, sommetider B\u00f8rnene med, ere ganske kl\u00e6dte i Salat. En Apelsinskal er skaaret ud, og anbragt som Briller, det er den hele Pynt, og nok saa gravitetisk, med en kongelig Holdning, vandrer det fattige \u00c6gtepar gjennem Gaderne.<\/p>\n

Fra piazza del popolo, begiver Senatoren sig med F\u00f8lge op af il torso. Alle Vinduer og alle Balconer ere her drapperede med r\u00f8de, blaae og gule Silketepper; overalt er der opfyldt med Mennesker, og en stor Deel er i Costume med og uden Maske. Langs Husene staae, t\u00e6t op til V\u00e6ggen, smaa R\u00f8rstole eller B\u00e6nke, der leies ud, og hvor de mere Stilf\u00e6rdige tage Plads. Den ene R\u00e6kke Vogne kj\u00f8rer nedad, den anden opad, og som oftest er baade Vogn og Heste pyntede med Gr\u00f8nt og flagrende Baand; man seer ofte Kudskene, gamle Karle, med \u00e6gte italienske Physiognomier, v\u00e6re kl\u00e6dte ud som Damer, en Mops sidder som Sv\u00f8belsebarn eller Jomfru ved Siden af. Andre Vogne ere udstaferede til Dampskibe og have en Bes\u00e6tning af eenskl\u00e6dte Matroser eller militaire Piger; naar to saadanne Fart\u00f8ier m\u00f8des, opstaaer strax en voldsom Kamp, i hvilken Confetti *)*) Confetti ere r\u00f8de og hvide Kugler, saa store som \u00c6rter, og gjorte af Gips, regne ned, ikke kastede med Haanden, men \u00f8ste ud af store Skaaler. Paa Fortougene, og mellem Vognene selv, bev\u00e6ger sig den store Menneskevrimmel. M\u00f8des to Pulcineller eller Arlecchiner, da tage de hinanden under Armen, og med Huien og Skrigen styrte de frem; besl\u00e6gtede Masker slutte sig til, snart er det en heel Skare, der jubilerende baner sig Vei mellem Kj\u00f8rende og Gaaende, det er som om en brusende Vandhose farer hen over et sagte bev\u00e6get Hav. Ved Solnedgang lyder Kanonskud, Vognene tr\u00e6kke om i Sidegaderne; Soldaterne, der have v\u00e6ret posterede i nogen Afstand fra hinanden, samles nu under en Marsch gjennem Gaden; Rytterne ride langsomt bagefter, anden Gang ride de hurtigere, og tredie Gang gaaer det i fuld Karriere; det er Tegnet, at nu vil Veddel\u00f8bet begynde.<\/p>\n

Paa piazza del popolo ere h\u00f8ie Tribuner reiste, et Toug sp\u00e6ndt over Gaden og bag dette holde sex til syv halv vilde Heste, beh\u00e6ngte med Jernplader, der vende Piggene indad, og paa Ryggen besatte med br\u00e6ndende Svamp.<\/p>\n

Touger falder, Hestene jage afsted, Silkebaand og Glimmer-Guld paa Manke og Side rasle og flagre. “Cavalli! Cavalli!” lyder det i vilde Skrig fra den utallige M\u00e6ngde, og denne aabner Plads for de fremad styrtende Heste, der blive endnu mere sky ved Skriget; de bruse forbi, og Gaden bag ved dem lukkes igjen af den uhyre Mennesketr\u00e6ngsel.<\/p>\n

F\u00f8r Hestene have naaet Maalet ere de som oftest saa udmattede, at de komme kun i jevnt Trav; imidlertid er dog den yderste Deel af Gaden aflukket med store Tepper, der i Afstand, det ene bag det andet, ere oph\u00e6ngte fra Huus til Huus. Vare Hestene endnu i vild Flugt, de vilde dog standses her, indviklede i disse Drapperier.<\/p>\n

Det tager sig meget komisk ud, naar, kort f\u00f8r Veddel\u00f8bet, tilf\u00e6ldigviis en Hund er sluppet ind paa en Str\u00e6kning af Gaden, der er gjort ryddelig, og nu de n\u00e6rmeste Folk faae Lyst at jage Hunden, thi da f\u00f8lger den hele R\u00e6kke Exemplet, og Hunden maa afsted den lange Gade igjennem, Skrig, Klappen i H\u00e6nderne fra begge Sider holder den midt ude paa Gaden! der er en Jubel! den arme Hund maa gj\u00f8re Veddel\u00f8b, og er det nu en tyk, feed Hund, seer det ligesaa ynkeligt som komisk ud, den kan neppe l\u00f8fte Benene og maa dog i Gallop! i Gallop!<\/p>\n

Livligt er det i Carnevals-Tiden at komme, ud paa Aftenen, ind i Osterierne, hvor man tidt tr\u00e6ffer et heelt Selskab af lystige Masker, der drikke deres Foglietta, improvisere en Vise, eller dandse Saltarello; i Gaderne komme hele Skarer med Sang og Tambouriner, en br\u00e6ndende Fakkel b\u00e6res foran. I deres Maske-Dragt tage de til Theatrene, is\u00e6r til de mindre, og Publicum spiller her lige saa meget som Skuespillerne. Jeg fulgte efter en saadan Skare til Teatro Alibert; omtrent Trediedelen af Tilskuerne vare i Costume: Riddere i Rustning, Blomsterpiger, Arlecchiner og gr\u00e6ske Guder sad mellem os andre hverdagskl\u00e6dte Folk. Een af de st\u00f8rste Loger i f\u00f8rste Etage var ganske opfyldt med unge, nydelige Romerinder, alle kl\u00e6dte som Piero, men uden Maske og uden Sminke, de vare saa livsglade, saa smukke, det var en Lyst at see, men de drog rigtignok hele Opm\u00e6rksomheden fra Skuepladsen, her blev givet en yndet Tragedie: Byron i Venedig, Engelland og Messulungi! den var meget r\u00f8rende, men Publicum var lystigt! oppe i Galleriet sad en simpel Karl med et tykt, sort Skj\u00e6g, i\u00f8vrigt kl\u00e6dt som Bondepige, han agerede r\u00f8rt over Stykket, drapperede Logen snart med sit Forkl\u00e6de, snart med sit Skj\u00f8rt, t\u00f8rrede \u00d8inene og applauderede! Publicums \u00d8ine vare mere hos ham end hos Byron i Missoulungi.<\/p>\n

Den sidste Carnevals-Dag er altid den lystigste, den ender med Bouquetten af den hele Fest, det glimrende, pr\u00e6gtige Moccolo. Det var s\u00e6rdeles livligt dette Aar *);*) 1841; Carnevalets sidste Dag var da den 25 Februar, her kom et udkl\u00e6dt \u00c6gtepar paa favneh\u00f8ie Stylter, dristigt bev\u00e6gede de sig mellem Vogne og Spadserende, her br\u00f8lede to, kl\u00e6dte ud som Bj\u00f8rne, den ene hvid, den anden kulsort, begge l\u00e6nkede til hinanden, dem fulgte en M\u00f8ller l\u00e6nket til en Skorsteensfeier. Her hoppede en Mand med Lotterinumere; hans Hat endte i en Bl\u00e6re. Der kom en anden med et Orgel paa en Karre; ud af hver Pibe stak en levende Kat sit Hoved og skreg jammerligt, thi Manden havde en lille Snor i Halen paa hver, og saaledes spillede han. Een Vogn var pyntet som en Blomsterthrone og paa den sad en Minnestrel; Harpen stod fast, men oven over den var et Lykkehjul med mange Flag, det dreiede i Vinden. En anden Vogn forestillede en gigantisk Violoncel, paa hver Str\u00e6ng red en Carricatur, Qvinten bar en lille fin Jomfru, og alle fire Str\u00e6nge sang i h\u00f8ien Sky, alt som Spillemanden, der stod ved Siden af Violinen, str\u00f8g Personen over Ryggen med sin Bue.<\/p>\n

Gjennem den lange Gade regnede det ned med Confetti og Blomster, dog meest med Blomster, thi dette Aars Februar svulmede med Violer og Anemoner. Jeg saae Don Miguel, den virkelige Don Miguel, vandre civilkl\u00e6dt mellem Tr\u00e6ngselen, han fik en Haandfuld Confetti. Dronning Christina af Spanien havde en Plads paa en Balcon; Confetti og Blomster vare hendes Vaaben. – Nu l\u00f8d Tegnet til Hestenes L\u00f8b, denne Dag blev en af Tilskuerne dr\u00e6bt af de jagede Heste; sligt skeer aarligt; Liget blev bragt til Side, Lystigheden brusede fort. “Moccoli! moccoli!” gjenl\u00f8d det, og i et Nu strakte sig fra alle Vinduer, fra alle Balconer, ja oppe fra Taget selv, lange R\u00f8r, Stokke og St\u00e6nger, besatte med smaa, br\u00e6ndende Voxstabler. De Kj\u00f8rende, der under Hestel\u00f8bet havde maattet holde i Sidegaderne, fyldte atter il corso, men Hestene, Kudskens Hat, hans Pidsk, Alt var besat med br\u00e6ndende Voxstabler; hver Dame i Vognene holdt sit Lys og s\u00f8gte at beskj\u00e6rme dette for det modsatte Partie, der str\u00e6bte at slukke! – Stokke med Lommet\u00f8rkl\u00e6der flagede i Luften. Et Skrig, en Raaben, hvorom Ingen, der ei h\u00f8rer det, har Begreb, bed\u00f8vede alle \u00d8rer: “sensa moccolo! sensa moccolo!” Smaa Papirs-Balloner med Lys i sv\u00e6vede ned mellem Tr\u00e6ngselen, det var i den uhyre Gade, som om alle Himlens Stjerner, Melkeveien ikke at forglemme, gjorde en Vandring gjennem il corso! Luften var som ophedet af Lysene; \u00d8rene bleve bed\u00f8vede af Raaben. Alt var det vildeste Bacchanal – og atter i et Nu slukkedes Lys for Lys, man saae det sidste, og det blev m\u00f8rkt, det blev stille, Kirkeklokken ringede, den lange Faste begyndte.<\/p>\n

N\u00e6ste Morgen kj\u00f8rte den ene velbepakkede Vogn efter den anden bort med de Fremmede, bort fra det d\u00f8dstille Rom, hvor alle Gallerierne vare lukkede, alle Billeder paa Altrene d\u00e6kkede med sorte T\u00e6pper. – –<\/p>\n

Det gik til Neapel.<\/p>\n

Italien: Pegasus og Veturinhestene (En Dialog)<\/strong><\/p>\n

Man har faget Reisebeskrivelser paa saa mange Maader, men som Dialog troer jeg endnu ikke.<\/p>\n

Den 24 Februar 1841 kj\u00f8rte i den tidlige Morgenstund fra Rom, ud af porta sanct Giovanni, en vel bepakket Reisevogn trukket af to almindelige \u00d8g og en Forl\u00f8ber, saa smuk, saa livlig og ildfuld – det var Pegasus selv, og ganske rimeligt var det, at den havde ladet sig sp\u00e6nde for, thi inde i Vognen sad der to Poeter, desuden en geistlig Sanger, saa livlig, saa ungdomsglad, lige sluppet ud af Klostret, for i Neapel at studere Generalbas. Allerede i Albano kastede han Munkekutten og trak den sorte Cavalier-Kjole paa; han kunde n\u00e6sten ogsaa gj\u00e6lde for en Poet; og saa var der en Signora, der sv\u00e6rmede for Poesi og Poeter, men hun kunde ikke teale at kj\u00f8re bagl\u00e6nds. Det var, som man h\u00f8rer, et Selskab, meget anst\u00e6ndigt for Pegasus at tr\u00e6kke. De toge Veien til Neapel; nu skulle vi h\u00f8re Dialogen.<\/p>\n

F\u00f8rste Dag-Reise<\/p>\n

Pegasus.<\/p>\n

Over antike Veie, forbi milelange Vandledninger, der kneise, som Colonner til et Slots Forhal, forbi buskbegroede murede Grave, gaaer Veien til Albano. En Capuziner med Tiggerposen paa Nakken var den Eneste vi m\u00f8dte. Vi n\u00e6rme os Ascanii Grav! som en m\u00e6gtig Muurcolos t\u00e6t ved Veien kneiser den med Gr\u00e6s og Buske! Synger dog derom I Digtere der i Vognen, synger om Roms Campagne!<\/p>\n

Veturinhestene.<\/p>\n

Vil Du see til Du ogsaa tr\u00e6kker! hvad skal de Spring betyde. Nu gaaer det opad. I Albano bede vi hele to Timer, Havren er god, Stalden er stor. Ak vi have langt, f\u00f8r vi komme til Hvile i Aften! –<\/p>\n

Pegasus.<\/p>\n

Vi ore i Albano! her i Gaden er et Huus, vi komme det t\u00e6t forbi, det er lille, kun to Etager, ganske smalt; D\u00f8ren aabnes, en J\u00e6ger tr\u00e6der ud, han har blege Kinder, kulsorte \u00d8ine! det er Don Miguel, Ex-Kongen af Portugal, der kunde gj\u00f8res et Digt derom! h\u00f8rer det I Poeter i Vognen! nei de h\u00f8re det ikke, den Ene er nydelig for Signora, den anden sidder med Tanken i en Tragedie.<\/p>\n

Veturinhestene.<\/p>\n

Nu have vi bedet! lad os nu see at komme afsted! Veien er lang, op og ned! see dog ikke paa de Stene, det er Horatiernes Grav; det er en gammel Historie. Gaae til!<\/p>\n

Pegasus.<\/p>\n

Hvilke pr\u00e6gtige Tr\u00e6er! hvilke Ranker af Eviggr\u00f8nt! dybt mellem Fjelde gaaer Veien, Kilderne pladske, og h\u00f8it paa Bjerget mellem Tr\u00e6ernes Kroner kneiser Aricias m\u00e6gtige Kirke-Kuppel! Klokkerne ringe. Ved Veien staaer et Kors, deilige Piger vandre forbi, neie for Korset og l\u00e6se deres Rosenkrands. Vi n\u00e6rme os Genzano, Poeterne stige af Vognen, de ville see Nemi-S\u00f8en, som der eengang var et Krater! ja det er en \u00e6ldre Historie end den om Horatierne! lad os l\u00f8be afsted, mens Poeterne sv\u00e6rme; i Velletri kunne de jo indhente os! vi ville l\u00f8be! –<\/p>\n

Veturinhestene.<\/p>\n

Han er ligesom han er gal, den forreste Hest! han kan ikke staae, han kan ikke gaae! jeg synes dog, han er gammel nok til at have l\u00e6rt det.<\/p>\n

Pegasus.<\/p>\n

Dybt under os ligge de gr\u00f8nne, gr\u00e6sgroede Sumpe og Circes Klippe\u00f8 ved Havet! vi ere i Cisterna, den lille By, hvor Apostlen Paulus blev modtaget af Vennerne fra Rom, da han n\u00e6rmede sig denne Stad. Synger derom I Poeter. Aftenen er smuk, Stjernerne funkle; der er en deflig Pige i Cisternas Vertshuus, see paa hende I Poeter, og syng om Ild-Lilien i Sumpene.<\/p>\n

Anden Dag-Reise.<\/p>\n

Veturinhestene.<\/p>\n

Gaae nu bare lidt sindigt! ikke i Gallop! forud kj\u00f8rer en Vogn! den maae vi ikke komme forbi! h\u00f8rte Du ikke selv, der ere tydske Damer i Vognen, de have ingen Herre med, og have bedt om at v\u00e6re i vort Selskab, da de ere bange for R\u00f8vere! her er ei sikkert! vi h\u00f8rte her for Aar og Dag siden Kuglen pibe os forbi.<\/p>\n

Pegasus.<\/p>\n

Regnen skyller ned! Alt staaer i Vand rundt om! R\u00f8rhytterne synes at skulle seile fra de oversv\u00f8mmede, gr\u00f8nne \u00d8er. Lad os l\u00f8be l\u00f8bsk! Veien er saa jevn! derhenne ligger et pr\u00e6gtigt Kloster, Munkene ere borte, Sumpdunsterne joge dem v\u00e6k, Klostret staaer med gr\u00f8nt Skimmel paa Muur og Marmorcolonner, Gr\u00e6s voxer nede paa Gulvet, Flaggermusene flyve under Cuppelen. Vi l\u00f8be ind ad den aabne Port, midt ind i Kirken og standse der! saa skulle I see, hvorledes Damen, vi tr\u00e6ffe, er blevet et deiligt Marmor-Billed af Skr\u00e6k! saa skulle I h\u00f8re vor Capelmester synge, hans Stemme er smuk, han synger en Hymne for sin Frelse! og begge Poeterne fort\u00e6lle al Verden om det livsfarlige Eventyr i de pontinske Sumpe!<\/p>\n

Veturinhestene.<\/p>\n

Tag Dig i Agt for Pidsken! Hold Dig midt paa Veien! snart ere vi i Terracina, der skulle vi hvile, og paa Gr\u00e6ndsen skulle vi hvile, og ved Doganen skulle vi hvile! Det er det Bedste ved den hele Reise!<\/p>\n

Pegasus.<\/p>\n

Solen skinner paa de r\u00f8dgule Klipper, Sumpene ligge bag os! tre h\u00f8ie Palmer staae t\u00e6t ved Veien! vi ere i Terracina! hvor blev vort Selskab af? Den ene Poet gik op ad Fjeldet mellem de h\u00f8ie Cacter, uden om ere Haver med Citron- og Apelsintr\u00e6er, hver Green bugner af den gule, skinnende Frugt; han stiger op til Ruinen af Theodoriks Borg, seer mod Norden ud over de gr\u00e6sgroede Sumpe, og hans Hjerte synger:<\/p>\n

” – min Viv,<\/p>\n

Min faure, duftende Rose!<\/p>\n

Og Du min Pusling! mit Alt, mit Liv,<\/p>\n

Min \u00d8iesteen og mit Tidsfordriv<\/p>\n

– Du Knop paa min Rose!” *) *) H. P. Holst.<\/p>\n

Men den anden Poet sidder nede ved Havet, ja ude i Havet paa de m\u00e6gtige Klippestykker, han v\u00e6der sine L\u00e6ber med de salte Draaber og jubler: Du svulmende Hav, du blikstille Hav. Du favner, som jeg, den hele Jord, den er din Brud, den er din Musa! om den synger Du i Stormen! i din Hvile dr\u00f8mmer Du om Himlen! Du klare, du gjennemsigtige Hav! – ”<\/p>\n

Veturinhestene.<\/p>\n

Det var rigtig god Havre vi fik i Terracina! Veien var ogsaa ganske brav, og vi holdt saa deiligt l\u00e6nge ved Doganen i Fondi! see nu gaaer det op ad Bjergene! hvad de skulle til! – f\u00f8rst op, saa ned! jo det er en rar Forn\u00f8ielse!<\/p>\n

Pegasus.<\/p>\n

Gr\u00e6depilene b\u00e6ve i Vinden! som en Slange bugter sig op ad Bjergsiden Veien forbi forfaldne Forskandsninger og Olieskove bestraalede af den r\u00f8de Aftensol! En malerisk By paa Fjeldet over os og F\u00e6rdsel af B\u00f8nder hernede paa Veien! der er Poesi i disse Bjerge! Kom herhid, hvo der kunne synge! sid op paa min Ryg! mine Poeter der i Vognen sidde og dovne! Vi flyve afsted i den stille, den stjerneklare Aften, afsted forbi de cyklopiske Mure, hvor det t\u00e6tte Epheu h\u00e6nger som Drapperier over Hulerne, der maaskee skjule en R\u00f8ver! afsted forbi de hensmuldrede Grave hvor Cicero faldt for Mordernes Dolke! vi n\u00e6rme os mellem h\u00f8ie Laurb\u00e6rh\u00e6kken og skinnende Citroner hans Villa; i Mola di Gaeta dr\u00f8mme vi i Nat!<\/p>\n

Veturinhestene.<\/p>\n

Det var rigtignok en allerhelvedes Vei! Hvor jeg skal spise! hvor jeg skal drikke! Er kun Havren god! er kun Vandet friskt, gid vi hver maa finde vor Krybbe.<\/p>\n

Tredie Dag-Reise.<\/p>\n

Pegasus.<\/p>\n

Under Orangernes L\u00f8vtag sad den smukke Signora, een af Poeterne l\u00e6ste h\u00f8it italienske Digte, smukke og klangfulde; Capelmesteren b\u00f8iede sig op til det h\u00f8ie Citrontr\u00e6, h\u00f8rte efter, og saae i det samme mellem Cypresserne ud paa Havet, hvor Solstraalerne faldt paa Skibenes hvide Seil! den anden Poet l\u00f8b paa Marken, plukkede r\u00f8de Anemoner, bandt Krandse, tog imellem en funklende Appelsin, tog to, og de sprang som Guld\u00e6bler i den rene Luft! der var Fest i hans Hjerte, der var Sang paa hans L\u00e6ber! han f\u00f8lte: “jeg er igjen i Italien!” I Stalden stode Hestene, hver med Hovedet i Krybben, de havde det ogs\u00e5 godt; men hvor jeg stod, jeg Pegasus, var en Laage paa Muren og Laagen var aaben; jeg stak mit Hoved ud, saae over Citrontr\u00e6ernes Toppe og de m\u00f8rke Cypresser, den hvide By paa Istmen i Havet, og jeg vrinskede, saa jeg troer Poeterne maatte kjende mig paa min Vrinsken.<\/p>\n

Veturinhestene.<\/p>\n

Saa, nu gaaer det da afsted igjen! til Santa Agatha, der er Foderet godt! og derpaa til Capua, den st\u00e6rke F\u00e6stning med det daarlige Vand! men saa lider det mod Enden af Reisen.<\/p>\n

Pegasus.<\/p>\n

Hvor dog Bjergene ere blaae, hvor Havet er blaat, og Himlen har ogsaa sin egen straalende Blaahed, det er een Farve i tre Nuancer, det er Kj\u00e6rlighed udtalt i tre forskejllige Sprog. See, hvor Stjernerne funkle, see, hvor Byen foran os straaler med Lys, det er Napoli, den deilige By, den levende By, Napoli, Napoli!”<\/p>\n

Og saa vare vi i Neapel!<\/p>\n

Italien: Malibran-Garcia er d\u00f8d<\/strong><\/p>\n

Theatret Sanct Carlo var lukket og vilde blive det i al den Tid, jeg kunde v\u00e6re i Neapel. Det store, pr\u00e6gtige Huus med sine Basreliefs forekom mig som et Gravmonument over Sangens Dronning, hende som jeg for syv Aar tilbage her h\u00f8rte f\u00f8rste Gang.<\/p>\n

Hun er d\u00f8d Malibran-Garcia, Sangens Dronning!<\/p>\n

O jeg husker levende hiin f\u00f8rste Aften, jeg var her. Man gav Operaen Norma, som da var ny, jeg kjendte den ikke, jeg havde aldrig h\u00f8rt Malibran.<\/p>\n

Huset var propfuldt! mit Hjerte bankede, af Forventning! Teppet rullede op, Druidernes Chor l\u00f8d gjennem Skoven – og snart traadte Norma op. I hvide Kl\u00e6der med Krandsen om sin Pande, som var hun Sangens Musa selv, stod hun der Norma-Malibran; hun afskar den friske Egegreen og Sangen l\u00f8d – ja, det var den h\u00f8ie Musa selv! saaledes havde jeg aldrig f\u00f8r h\u00f8rt synge! det var som om Hjertets dybeste F\u00f8lelser aabenbarede sig i Toner, mit Bryst udvidede sig derved, jeg f\u00f8lte en \u00f8ieblikkelig Gysen, som man altid f\u00f8ler den, naar noget Guddommeligt aabenbarer sig for os.<\/p>\n

Hun taug, og en Storm af Jubel opfyldte det hele Huus, men der h\u00f8rtes ogsaa en skingrende Pibe, cen eneste, men den tr\u00e6ngte gjennem Alt; Misundelsens Slange hvislede mod Sangens Dronning. Hundrede H\u00e6nder knyttede sig mod den, tusinde Stemmer m\u00e6gtede ei at overd\u00f8ve den. Men jeg havde kun \u00d8re og \u00d8ie for hende! Hvilken Sang, hvilket Spil, og det var en skj\u00f8n Qvinde jeg saae – eviva la divina! gjenl\u00f8d fra hver Plads i det opfyldte, store Huus! Blomster regnede ned om hende, og mellem Blomsterne hvislede Slangen.<\/p>\n

Jeg h\u00f8rte Malibran senere i “la pruova”, i “Barberen” – hvilket Liv, hvilket Lune! – Alle bleve revne med! der var en Jubel, en \u00e6gte neapolitansk Jubel og om den har man ei Begreb i Norden! – Stemmerne krydse hinanden med de meest begeistrede Udraab; hundrede Stemmer falde ind og synge Themaet af den endte Sang, og i deres Henrykkelse troe de ogsaa at kunne synge! Alle \u00d8ine flamme, man springer op paa B\u00e6nkene, der klappes med H\u00e6nder og F\u00f8dder, Blomster, Digte, Sl\u00f8ifer, ja levende Duer flyve fra Logerne og Parterret! –<\/p>\n

Paa samme Aarstid, som nu, var det jeg den Gang h\u00f8rte Malibran her i Neapel. Alt havde da Nyhedens Duft; en sydlig Varme og Glands laae over det Hele, og nu – hvor forandret!<\/p>\n

Den Gang stod hver Dag en Pinie af R\u00f8g ud af Vesuvs Krater, i Natten blev den til Ild, Kronen, Stammen og R\u00f8dderne, det Hele speilede sig i den klare Bugt. Nu derimod laae kun en Taage om Krateret, Kj\u00e6mpen sov derinde.<\/p>\n

Dengang saae jeg “den blaa Grotte”, hvis Dyb er lysende Vand, hvis V\u00e6gge kappes i Farve med Kornblomstens Blad, Grotten, som ingen Digter kan skildre, ingen Maler vise os, nu var den ved Storm og S\u00f8gang saa godt som altid lukket.<\/p>\n

Vesuv, Capris Grotte og Pompeji, de D\u00f8des Stad, vare mig Neapels tre Underv\u00e6rker; og af disse hilsede mig kun uforandret de D\u00f8des Stad; kun i hvad der h\u00f8rte til de D\u00f8de gjenfandt jeg det, min Erindring priste og besang ved Neapel. I de D\u00f8des Stad t\u00e6nkte jeg paa de D\u00f8de, t\u00e6nkte jeg paa Malibran-Garcia, Sangfuglen, i hvis Toner jeg havde fundet Udtryk for Alt hvad min Sj\u00e6l den Gang f\u00f8lte for Italiens Underv\u00e6rker og Deilighed. Italien og Malibran vare mig besl\u00e6gtede, som Ord og Melodie til en elsket Sang, man kan ikke skille dem ad! – og nu var hun d\u00f8d! – Hun, der i saa meget af det vi beundre var besl\u00e6gtet med Byron, fandt sin D\u00f8d i det Land, der gav ham Livet.<\/p>\n

Een af de sidste Aftener, jeg denne Gang var i Neapel, kom jeg over Largo del Castello; Facaden af de smaa Theatre her prangede med malede Billeder, der viste Effect-Scener af den Opera eller Farce, der skulle gives indenfor; jeg gik til teatro del fondo, hvor Selskaber fra Sanct Carlo gav Opera; i Aften var det Norma, en Miss Kemble, hvis Navn er roest i Aviserne, sang Normas Partie.<\/p>\n

Havde Engelland givet en Levende for den D\u00f8de? Miss Kemble sang – Neapolitanerne sad stille! ganske stille! jeg troer de s\u00f8rgede. Malibran-Garcia er d\u00f8d!<\/p>\n

Italien: Udsigt fra mit Vindue<\/strong><\/p>\n

Det er piazza fiorentini vi see; en Plads, netop saa bred, som en almindelig Gade hos os i Norden, og Dybden er som Bredden; ligefor, t\u00e6t ved et snevert, bugtet Str\u00e6de, udbreder sig Facaden af en lille Kirke, over hvis aabne Forhal Nabomadamerne have h\u00e6ngt T\u00f8i ud at t\u00f8rre, ligefra Mysterierne, der ikke skulle sees, til de brogede Kjoler, der skulle sees. To unge Pr\u00e6ster, l\u00e6sende i deres Evangeliebog, gaae op og ned i Forhallen. Udenfor sidder en gammel Morlille og s\u00e6lger Penge. Hun er fattig Mands Vexeleer, Pladsen er hendes Contoir, det lille Bord, hvis Blad er en Kasse med Messingtraade over, er hendes Pengekiste, der ligge de smaa M\u00f8nter, som hun mod Procenter s\u00e6lger for de st\u00f8rre! men Handelen gaaer dog ikke ret. T\u00e6t op ved hende staaer, broget, som et Billed klippet ud af en A. B. C., en Frugt-Boutik med et Mosaik af Citroner og Apelsiner! Billedet ovenover, hvor Madonna l\u00e6dsker Sj\u00e6lene i Skj\u00e6rsilden, er et passende Skilt. Den hele Plads er brolagt med brede Lava-Fliser, de arme Heste kunne ikke staae fast, og prygles derfor under Skrig og Raab. Ikke mindre end 16 Skomagere sidde og sye der til Venstre; de to n\u00e6rmest D\u00f8ren have allerede t\u00e6ndt Lys, de rive Huen af den syndige Dreng og slaae ham med Apelsiner for Maven, han synes at protestere imod at de anvendes til udvortes Brug. I alle Husene er Stue-Etagen uden Vinduer, men med aabne, brede Boutikd\u00f8re; udenfor den ene br\u00e6ndes Caffe, udenfor den anden koges Suppe paa Kastanier og Br\u00f8d, og Manden har S\u00f8gning; Folk drapperede med Laser spise af et Potteskaar. I Husenes h\u00f8iere Etager har hvert Vindue sin Balkon, eller denne gaaer langs med den hele Etage og b\u00e6rer en blomstrende Urtegaard, store Baller med Citron- og Apelsintr\u00e6er; de modne Frugter i det Gr\u00f8nne skinne jo som Hesperiens Stjerner; en Engl\u00e6nder i Slobrok har sin Gyngestol derude, nu gaaer Stolen bag over, og Britten slaaer Stjernerne med sin stolte Nakke. Men h\u00f8it over Kirke og Huse h\u00e6ver sig Klippen med F\u00e6stningen St. Elmo, Aftensolen beskinner de hvide Mure, Taarne og Telegraphen. Nu sank Solen og Klokkerne ringe til Ave Maria; Folk str\u00f8mme ind i Kirken, Lamperne derinde straale gjennem Vinduerne. Restaurateuren s\u00e6tter Lys i sin hvide Papirs L\u00f8gte; Skomagerne faae hver sin Lampe, det er jo en heel Illumination! Morlille lukker sin Pengeboutik, og hendes Dreng lyser hende hjem med et t\u00e6ndt Lys i et Kr\u00e6mmerhuus. I Kirken synges, paa Gaden st\u00f8ies, begge Dele smelte forunderligt sammen. Men hvad er det? En Procession kommer fra den snevre Gade, hvide, formummede Skikkelser, hver med et stort Lys i Haanden; fire M\u00e6nd, ligeledes i hvide Kitler med H\u00e6tter over Hovedet, b\u00e6re paa Skuldrene en med R\u00f8dt drapperet Liigbaare; en ung, d\u00f8d Pige, kl\u00e6dt som en Brud, med Sl\u00f8r og med hvide Roser om Panden, ligger paa Baaren, Alle tage Hattene af for den D\u00f8de, Skomagerne kn\u00e6le.<\/p>\n

Nu er Toget inde i Kirken, og paa Gaden lyder igjen samme St\u00f8i, som f\u00f8r.<\/p>\n

Den lille Plads er et tro Billede af det store Neapel, ja et s\u00e6rdeles tro, thi Digteren sad ved sit Vindue og tegnede hvert Tr\u00e6k, Alt hvad han saae dernede.<\/p>\n

Henimod Midnat ville vi endnu engang see ud og Alt er stille paa Pladsen, intet Lys, uden den matte Lampe foran Madonnabilledet, br\u00e6nder i Kirkens Forhal; nu h\u00f8res Fodtrin. Een slaaer med sin Stok i Steenbroen, det er en lystig Kn\u00f8s, han gaaer forbi og synger af La figlia del regimento med fuldt Bryst og med smuk Stemme “viva la gioja!” og han gaaer at finde den; hans varme Blod, hans gl\u00f8dende Tanke siger ham, hvor den er at finde. Tys! mange Instrumenter falde ind! den hele Plads er forvandlet til et Orchester, en mandig Bas synger en stor Bravour-Arie! man bringer den Skj\u00f8nne en Serenade! h\u00f8r kun hvor smukt: “Te voglio bene assai!” aabner ikke Vinduet sig? Tr\u00e6der hun ikke ud paa Altanen? Nei slet ikke! Alt er stille i alle Husene; Musiken drager bort; Pladsen er igjen tom! en Skygge bev\u00e6ger sig langs Huset, nogle faa Accorder klinge fra Guitaren, men ingen Sang! – Alt er roligt i Huset! endnu en Accord, og Gaded\u00f8ren aabnes ganske sagte, den unge Herre smutter ind! – felicissima notte! – “God Nat, sov vel!” siger man i Norden; det er en ret god Hilsen! – Den, som sover, han synder ikke! Italieneren siger derimod felicissima notte! og Sydens Sol gl\u00f8der i dette god Nat!<\/p>\n

Italien: En neapolitansk Corricolo<\/strong><\/p>\n

Man maa see den i dens Flugt, see den bepakket med Mennesker oven og neden, for og bag. Det er en lille Folke-Masse, der ruller her paa to store Karreethjul, trukket af et stakkels Krik, som er saa beh\u00e6ngt med Plader og Qvaster, Bjelder og Helgenbilleder, at det kunde tjene som et vandrende Skildt for en Marskandiser-Bod.<\/p>\n

Kabrioletten suser os forbi, hen over den med brede Lava-Fliser brolagte Gade. Hvad er det for et Selskab? hvad mon det t\u00e6nker paa?<\/p>\n

Kudsken, med den store Fiskerkutte sl\u00e6ngt over Skulderen og med de halvn\u00f8gne, brune Arme, bander i sit Hjerte Dampvognen, der let som en Svale skyder nu henad Veien til Portici, forbi gr\u00f8nne Viinhaver, gyngende Baade og skinnende Villaer.<\/p>\n

Der sidde to Madamer t\u00e6t ved hans Side, den Ene har et forf\u00e6rdeligt stort Sv\u00f8belse-Barn, hun behandler det, som en Pakke uden V\u00e6rdi; begge Madamernes Tanker m\u00f8des i Kirken: “Sanct Joseph, som kl\u00e6der de N\u00f8gne,” de komme lige derfra. Uldent og Linned, Kjoler og Tr\u00f8ier ere givne Sanct Joseph, Madonna og Bambino; den hele Kirke var beh\u00e6ngt med de gode Kl\u00e6der; det var et deiligt Syn! en heel Boetik! imorgen skulle Kl\u00e6derne uddeles. Hvem mon der vel faaer den r\u00f8de, pr\u00e6gtige Kjole med de store Puffer og den brede Garnering. See, det er nok v\u00e6rd at have i Tanker.<\/p>\n

Paa samme S\u00e6de i Vognen sidder endnu, foruden Kudsken, de to Madamer og Sv\u00f8belse-Barnet, en skikkelig Mand, han pleier at staae ved D\u00f8ren i Museo-Borbonico; han fortjener der nogle Gran ved hver Stok og Paraply, han forvarer for de mange Fremmede, der komme her daglig at see de pr\u00e6gtige Statuer, Billeder og Opgravningerne; just nu har han faaet den Tanke, om ikke de fleste Fremmede i Gallerierne kunne lignes ved Auctionarer, der kun gaae om og see, for at faae hvert Stykke vel skrevet ind i deres Bog. Det er jo en Tanke!<\/p>\n

Foruden Kudsken, de to Madamer, Sv\u00f8belse-Barnet og den skikkelige Mand, er der aldeles ikke Plads til Flere, men der sidder dog een endnu, en ung Kn\u00f8s, med et Ansigt, saa brunt og smukt, saa \u00e6gte neapolitansk, – hvad kunde man ikke i Norden gj\u00f8re med hans \u00d8ine! – han sidder ellers ikke godt og har derfor lagt Armen om den ene Signoras Skulder, men Signora er noget gammel, han seer ogsaa til Siden, han t\u00e6nker paa Posilipo-Grotten, Oldtids-Veien der gaaer igjennem Bjerget under Haver og Villaer, Veien, hvor der vilde v\u00e6re en evig Nat, br\u00e6ndte ikke Lamperne derinde. Nys kom han der igjennem, Vogne brusede forbi; en Flok Gjeder, alle med Klokker om Halsen, br\u00e6gede derinde, man h\u00f8rte ikke \u00d8re-Lyd og saa red ovenikj\u00f8bet en Engell\u00e6nder dog i Trav, man kunde blive ganske fortumlet; det blev ogsaa et stakkels Pigebarn, og sprang forf\u00e6rdet i Armene paa vor Kn\u00f8s, hun vilde det slet ikke, men hvad gj\u00f8r man ikke i Forskr\u00e6kkelse! Lampen skinnede hende lige ind i Ansigtet og Ansigtet var deiligt, saa kyssede Kn\u00f8sen hende, -nu t\u00e6nker han paa dette Kys og dette Ansigt, og derfor seer han saa forn\u00f8iet ud.<\/p>\n

Kudsk, Madamer, Sv\u00f8belse-Barn, Mand og Kn\u00f8s, ja det er alt for mange paa eet S\u00e6de, og alligevel sidder dog een derpaa endnu, en tyk Munk, men hvor han egentlig sidder, det maa vor Herre vide, og hvad han t\u00e6nker – ja, det t\u00f8r jeg ikke sige! han har en skr\u00e6kkelig stor Paraply med; han er Godheden selv, han holder paa Sv\u00f8belse-Barnet, mens Madamen l\u00f8ser sit Halskl\u00e6de; men nu kan her ikke sidde Flere, og derfor staaer ogsaa den halvvoxne Dreng op lige foran Selskabet, hans mindre Broder sidder paa hans F\u00f8dder og dingler med sine tynde Been henimod Hestens Hale. De to Drenge h\u00f8re til Theatret, det vil sige, til Dukketheatret, hvor der gives Tragedier og store Balletter. De to Drenge tale Damestemmerne, den ene skal i Aften f\u00f8re Ordet for Dronning Dido, den anden for hendes S\u00f8ster Anna, see det t\u00e6nke de paa.<\/p>\n

Bag paa Vognen staae to Karle, jeg troer hver staaer paa en Pind, thi den smule Bret, der stikker bag ud, er besat af en gammel Fisker, der saaledes kj\u00f8rer bagl\u00e6nds og har sine \u00d8ine og Tanker henvendte til en Portechaise, hvori sidder en Madame, pyntet og stram med Flitterguld og Sl\u00f8ifer paa Hovedet, det er en Jordemoder der b\u00e6res over Gaden, jo hun sidder rigtignok bedre end han.<\/p>\n

Den ene af Karlene ved Siden af ham er en Slags – Sendebud, – – hans Tanker ville vi derfor ikke udvikle, den anden er et Geni af en Lommetyv, hans Tanker ere just nu i det r\u00f8de Lommet\u00f8rkl\u00e6de, der titter ud af en Forbigaaendes Lomme, Karlen \u00e6rgrer sig over sin Kj\u00f8retour, den koster ham to Gran og – dette Lommet\u00f8rkl\u00e6de.<\/p>\n

See, nu kan her da ikke v\u00e6re flere Folk, hverken for eller bag, hverken oven eller neden – jeg siger neden -! der have vi ikke seer endnu, og der ligger jo en levende Kalkun og et heelt Menneske! ja i det gyngende N\u00e6t under Vognen ligger en Hane og en pjaltet Karl, Hoved og Been af ham stikke udenfor N\u00e6ttet; han har kun Buxer og Skjorte paa, men for \u00f8vrigt et rask Udseende. Han er inderlig forn\u00f8iet, – han t\u00e6nker paa ingen Ting!<\/p>\n

See, det er en neapolitansk Corricolo!<\/p>\n

Italien: Afreise fra Italien<\/strong><\/p>\n

1.<\/strong><\/p>\n

Et Blik paa mig selv<\/p>\n

Det var den 15 Marts 1841. Kuffert og Nats\u00e6k vel indpakkede og tillaasede stode midt i V\u00e6relset, Fakinen kom allerede op ad Trappen for at b\u00e6re Sagerne bort, jeg skulde fra Neapel, fra Italien, og jeg var glad derved – hvor dog Mennesket forandrer sig.<\/p>\n

Da jeg forrige Gang forlod dette Land, var jeg inderlig bedr\u00f8vet og veemodig derved, rigtignok gik det da hjemad mod Norden, nu derimod til Gr\u00e6kenland og Orienten.<\/p>\n

Man vil tilgive, at jeg for nogle \u00d8ieblikke ganske dv\u00e6ler ved min egen Person, dog kun saal\u00e6nge medens Fakinen b\u00e6rer mit Reiset\u00f8i ned af Trappen.<\/p>\n

Jeg har tidligere givet Skildringer af Italien, der n\u00e6sten, troer jeg, kun aande dette Lands Sollys og Skj\u00f8nheder, nu derimod have mange af de givne Billeder st\u00e6rke Skygger, men saaledes har jeg denne Gang seet Italien;<\/p>\n

Nyhedens Duft var borte! Vinteren var us\u00e6dvanlig haard og selv var jeg sj\u00e6lelig og legemlig syg. Her i Neapel, for faa Dage siden, br\u00e6ndte Feber i mit Blod, jeg var maaskee D\u00f8den n\u00e6r, jeg troer D\u00f8den saae ind ad D\u00f8ren til mig, men det var endnu ikke Tiden, han gik, og Sundheds-Gudinden stod hvor han havde staaet; udenfor kom Vaaren ligesaa pludselig, Sneen rundt om paa Bjergene smeltede, S\u00f8en laae blank og blaa!<\/p>\n

En ny Reise, et nyt Liv maaskee, skulde begynde. Denne sidste Time var Overgangs-Ledet.<\/p>\n

2.<\/strong><\/p>\n

“Leonidas”<\/p>\n

Det franske Krigs-Dampskib: “Leonidas”, f\u00f8rt af Capitain Lorin, laae i Neapels Havn. *) *) De franske Dampskibs-Linier ere fra Marseille til Constantinopel og fra Alexandrien til Pir\u00e6us. Hver tiende Dag gaaer et Krigs-Dampskib fra Marseille, det f\u00f8lger den italienske Kyst til Neapel, og gaaer herfra i to Dage til Malta, hvor Skibet bliver i 24 Timer, derpaa i tre Dage til den gr\u00e6ske \u00d8 Syra og videre herfra i 3 Dage til Constantinopel, paa hvilken Fart det anl\u00f8ber Smyrna og Dardanelbyerne. Hver tiende Dag gaaer ligeledes Dampskibet fra Alexandrien til Pir\u00e6us og anl\u00f8ber paa denne Reise ligeledes \u00d8en Syra, der saaledes er Mellemstation for begge Dampskibs Linierne; her omskibes Passagererne og de som komme fra \u00d8sten holde deres Qvarantaine, denne varer mellem 12 og 40 Dage, alt eftersom Pesten viser sig i \u00c6gypten. Syra er ligeledes Mellem-Station for den \u00f8sterrigske Dampskibs-Linie, denne gaaer hver 14de Dag ud fra Triest, ber\u00f8rer Ancona, Corfu og Patras, bev\u00e6ger sig derpaa nedenom Morea op til Pir\u00e6us, hvorfra den gaaer til Syra, hvor den s\u00e6tter sine Passagerer ombord i et andet \u00f8sterrigsk Dampskib, der herfra anl\u00f8ber Smyrna, Dardanellerne og Constantinopel.<\/p>\n

Min Ven og Reisekammerat, Digteren Holst, fulgte mig ombord. Alt paa Skibet saae fremmed ud, selv var jeg fremmed for dem Alle. En syg Tyrk laae paa nogle Maatter, man havde bredt ud mellem Kuls\u00e6kkene; t\u00e6t ved sad i en foret, gr\u00f8n Kaftan og med hvid Turban en Skikkelse, der i de sidste Dage her i Neapel havde vakt Opm\u00e6rksomhed ved sin orientalske Dragt; han var, som jeg siden h\u00f8rte, en Perser fra Herat. Den ene Passageer kom ombord efter den Anden; Amerikanere og italienske Munke, franske Damer og Herrer, Folk fra alle Verdenskanter, kun Ingen fra Norden eller fra Broderlandet Tydskland.<\/p>\n

Signalpiben l\u00f8d til at gj\u00f8re klar. Holst sagde mig Farvel – det var mig som om jeg sidste Gang skulde h\u00f8re en dansk Stemme, som om her mit F\u00e6dreland og alle mine Kj\u00e6re sagde dette Levvel! jeg syntes nu for f\u00f8rste Gang at det gik ret ud i den vide Verden!<\/p>\n

Jeg stod ved Skibets R\u00e6ling, mit \u00d8ie fulgte Baaden, der styrede med ham hen imod Land. Hattene svingedes gjensidigt. Fra Kysten raabte han endnu engang Levvel!<\/p>\n

Ankeret var lettet, Alting klart indenbord, og endnu laae vi stille. Alle Passene vare glemte, en Officeer maatte i Land efter dem. Vi laae vist en halv Time og ventede.<\/p>\n

Under denne Venten vil jeg gj\u00f8re min L\u00e6ser bekjendt med de franske Krigs-Dampskibes Indretning og Beqvemmeligheder, saaledes som jeg endnu erindrer det.<\/p>\n

D\u00e6kket selv dannede en lille Gade; \u00f8verst ved Roret ud over Vandet var bygget af Tr\u00e6 et smukt, lille Huus for Capitainen; her var Sal og Cabinetter, Malerier og S\u00f8kort hang paa V\u00e6ggene, lange Gardiner flagrede i de aabne Vinduer, og mellem disse stode Divaner, Fortepiano og Statuer, her var ikke blot hyggeligt men pynteligt. Til Capitainens Bolig sluttede sig to andre fremspringende Tr\u00e6huse, hvert med Cabinetter for de \u00f8vrige Officerer. Paa den lille Plads udenfor l\u00e6nede Styrmanden sig til Roret, et Timeglas med Sand og et smukt stort Uhr stode t\u00e6t ved, hvor Skibs-Drengen slog Qvarteer og Timeslag paa en stor Malmklokke, det kunde h\u00f8res over hele Skibet.<\/p>\n

Foran Roret var en Nedgang, med T\u00e6pper over Trinene og med st\u00f8bt Jernr\u00e6kv\u00e6rk, den f\u00f8rte til f\u00f8rste Kahyt, hvor Damerne havde deres egen smukke Stue og s\u00e6rskilte Sovev\u00e6relse, Herrerne hver et lille Kammer, og en pr\u00e6gtig, stor Sal, der benyttedes tillige som Spise-Sal. Pr\u00e6gtige Speile straalede fra de blankpolerede, indlagte V\u00e6gge, marmorblanke Colonner bare det forgyldte Loft, her var Fortepiano, Bibliothek, Kobbere og Aviser.<\/p>\n

Maskineriet indtog Skibets midterste Deel; oven for dette paa D\u00e6kket vare opreiste Tr\u00e6huse, lig med Officerernes, en lille Trappe f\u00f8rte op til hver D\u00f8r, Commissairen, Styrmanden, Kokken og Restaurateuren havde her deres Hjem; her var Forraadskammer, Viinkjelder og Gud veed Alt; bag om disse Huse gik en Slags Balcon, den strakte sig fra begge Sider af Skibet ud over Vandet, man saae dette gjennem de aabne Tr\u00e6mmer, og her blev under Seiladsen renset Kartofler, vasket Kar og Kl\u00e6der, det var, om man vil, Skibets to Baggaarde.<\/p>\n

Midt paa D\u00e6kket stod Kj\u00f8kkenet, det var et heelt Huus af st\u00f8bt Jern, og ganske opfyldt med Potter, Gryder og Casseroller; her var en Kogen og en Brasen!<\/p>\n

T\u00e6t herved f\u00f8rte en Trappe ned til anden Kahyt, der bestod af en stor, smuk Spisestue med K\u00f8yer; i Sidev\u00e6relserne fandtes Plads for fire til otte Personer *) *) To af Skibets Officerer sove her; og skifteviis spise de med Selskabet. Bev\u00e6rtningen paa f\u00f8rste og anden Plads er s\u00e6rdeles god, og meget billig.<\/p>\n

Nedgangen til tredie Kahyt var foran i Skibets Forstavn; lidt steil gik Trappen nedad, men var man dernede, fandt man en lys, venlig Stue; Divanerne langs med V\u00e6ggene tjente her til Sovesteder.<\/p>\n

Fjerde Plads er D\u00e6ks-Pladsen, og den er utrolig billig, for een Rbdl dansk seiler man der over hundrede Mile; i Orienten indtage Tyrkerne, selv den fornemmere Klasse, denne Plads.<\/p>\n

Hjemme i Norden gj\u00f8r man sig ikke Begreb om Beqvemmeligheden og Billigheden paa disse Middelhavets Dampskibe. Amerikanerne ombord vurderede den, som jeg siden h\u00f8rte, ikke saaledes, som jeg; de talte om deres Skibes Hurtighed og den store Luxus der ombord, “i 12 Dage ere vi gaaet fra Amerika til Europa! Det var herligt Veir, der var lystigt ombord! i den store Kahyt var bygget et Theater og under Overfarten blev tre Aftner givet Comedie paa Verdenshavet, det var Vaudeviller af Scribe, Officererne ombord spillede Dame-Roller; Orchestret bestod af otte Personer, Tilskuerne fik Iis og Punsch, der blev applauderet og fremkaldt; og det Altsammen paa Verdenshavet!”<\/p>\n

Jeg var imidlertid glad ved det Meget, de franske Dampskibe fremb\u00f8de.<\/p>\n

Efter lang Venten kom den Officeer, der var sendt efter de forglemte Pas; Dampen sivede ikke l\u00e6nger ud af Ventilen, Commandoen l\u00f8d og vi Skj\u00f8d vor Fart ud af Neapels Havn, der var som opfyldt med gyngende Citron- og Apelsin-Skaller.<\/p>\n

Vi vare ikke en halv Miil fra Land, da standsede Skibet, Noget var gaaet itu i Maskineriet; men vi havde Smed og Smedie ombord, snart var Alt istand, vi seilede igjen.<\/p>\n

Adio Napoli! a rividersi!<\/p>\n

Italien: Dampskibs-Fart<\/strong><\/p>\n

En Digter synger, fordi han, som Fuglen, ikke kan lade v\u00e6re, det svulmer i hans Bryst og i hans Tanke, Sangen vil ud, den flyver som Lyset, den h\u00e6ver sig som B\u00f8lgen; men ogsaa tidt skydes der et Nodeblad af Naturens store Bog hen for Digteren, og det er en Opfordring til at synge, og han synger da fra Bladet.<\/p>\n

For mig laae Neapel og det hele Kystland, som et stort Nodeblad, en Sang uden Ord.<\/p>\n

“Det er deiligt at flyve hen over Havet!”<\/p>\n

Napoli, Du hvide, solbelyste Stad! Menneskevrimlen med Sang og med Skrig er Lavastr\u00f8mmen gjennem dine Gader, det lyder ud til os; som en Slange om Bugten ligger By ved By, Napoli er denne Slanges Hoved, St. Elmo er Kronen den b\u00e6rer.<\/p>\n

“Det er deiligt at flyve hen over Havet!”<\/p>\n

Tunge Skyer omhylle Toppen af Vesuv, de h\u00e6nge ned til Eremitens Hytte, men det br\u00e6nder derinde i Bjerget, det br\u00e6nder dybt under Havet, som det br\u00e6nder midt i vort Skib og midt i mit Hjerte; Alt er Vulkaner! – See, som en rygende Raket, flyver Dampvognen henad Veien langs Golfen. Der mellem Orange-Haverne ligger Sorrento, Pinien skygger ved Havet over Tassos Huus. Lig forstenede Skymasser v\u00e6lte Bjergene frem i Havet. Steengeden kravler paa det n\u00f8gne Forbjerg. Capri jeg hilser dig! Du eventyrlige \u00d8! jeg mindes dine Palmer under de vilde Klipper, jeg mindes din s\u00e6lsomme, azurblaa Grotte, hvor Havskummet skinner, som Roser, hvor Stenene have Farve, som Vinterhimlen i Norden, Havet er en Ild. H\u00f8it paa Fjeldtoppen gaaer \u00c6selet hen over et Gulv af Mosaik, den sidste Rest af Tibers pr\u00e6gtige Sale. Eremiten kn\u00e6ler her i stille Eensomhed. Capri, Mindernes \u00d8, vi flyve Dig forbi! Solen gaaer ned, Natten v\u00e6lder ud med funklende Stjerner! B\u00f8lgerne brydes, hver Brydning er som gl\u00f8dende Emmer, Kj\u00f8lvandet lyser, Himlen lyser!<\/p>\n

“Det er deiligt at flyve hen over Havet!”<\/p>\n

Nu er det Nat! – Skibsdrengen kalder. Vaagn op! vaagn op! Stromboli flammer! kom dog at see! indhyllede i Kapper staae vi ved Relingen forud, vi see i den m\u00f8rke Nat over Havet, der lyner i phosphorisk Glands; paa Horizonten stige Raketter, r\u00f8de, gr\u00f8nne og blaa; nu v\u00e6lte de frem som Flammer, det er Stromboli, den br\u00e6ndende \u00d8, der engang opsteg fra Havdybet. Det er et \u00c6tnas Barn, hun dykkede med sine S\u00f8stre op fra Havdybet, udenfor Moderlandet. Paa Sindbads Reise, siger det \u00f8sterlandske Eventyr, steg S\u00f8folkene ud paa en Fisk, som de antoge for en Sandbanke; de gjorde Ild paa den, og Fisken dykkede igjen i Havdybet; de lipariske \u00d8er ere ogsaa hver en Afgrundens Fisk, Menneskene bygge og boe paa dens Ryg – og f\u00f8r de vide det, dykke de under med dem. Vi komme mere og mere n\u00e6r! Stjernerne blinke, Vandet er Ild.<\/p>\n

“Det er deiligt at flyve hen over Havet!”<\/p>\n

Italien: Sicilien (Kyst-Panorama)<\/strong><\/p>\n

For nogle Somre siden gjorde jeg den saakaldte G\u00f6tha-Canal-Reise, gjennem Sverrig; paa en Str\u00e6kning af denne kommer man ud i \u00d8sters\u00f8en og gaaer “inden Skj\u00e6rs”, mellem et Archipelagus af \u00d8er, nogle saa store, at de frembyde Gr\u00e6sning for hele Qv\u00e6ghjorde eller b\u00e6re en lille Gran-Skov, andre ere n\u00f8gne Stene, mellem hvilke B\u00f8lgerne brydes. Vi fik her en Lods ombord, alle Passagererne maatte s\u00e6tte sig omtrent lige fordeelt paa hver Side af Skibet, store Tr\u00e6-klodse bleve h\u00e6ngt ud ved Relingen for at modtage et muligt St\u00f8d mod Klipperne, Dampskibet skulde passere en Struddel. Der herskede en Opm\u00e6rksomhed, en \u00f8ieblikkelig Taushed, Vandet spr\u00f8itede op forude, det var, som en usynlig Haand greb i Skibet og svingede det, – Klipperne laae bag ved os, vi vare over Struddelen. I ingen Geographie har jeg l\u00e6st om en saadan under Sverrigs Kyst, derimod om Strudlerne under Siciliens. Charybdis og Scylla ere verdensber\u00f8mte Navne.<\/p>\n

Vort Skib gled hen over Charybdis’s Str\u00f8mninger, vi anede det ikke! hvor er den vilde Malstr\u00f8m! man pegede paa Havet t\u00e6t ved hvor vi seilede, men der var ingen s\u00e6regne B\u00f8lgebev\u00e6gelser at see. Hvor er Scylla. “Ja hun lever endnu!” Man viste paa Calabriens vilde Klippekyst et lille, fremspringende Fjeld med en m\u00f8rk, forfalden By; her var en st\u00e6rk Br\u00e6nding, skj\u00f8ndt Havet var temmelig roligt. Sortgraae Klippestykker ragede frem, der hvor B\u00f8lgerne br\u00f8des; det var Scyllas hylende Hunde vi saae; i en Storm troer jeg de maae kunne h\u00f8res fra Messinas Sand-Istme. Vi n\u00e6rmede os denne, mod Nord-Vest laae de lipariske \u00d8er og begr\u00e6ndsede Horizonten.<\/p>\n

Sicilien! Du m\u00e6gtige Trefod i det dybe, luftklare Hav, v\u00e6r os hilset! Du Viinl\u00f8v-omkrandsede Land, hvor Guder have levet, hvor Helte have stridt, ved hvis Kyster endnu Feen Morgana bygger sine luftige Trylleslotte, v\u00e6r os hilset!<\/p>\n

Vi gled forbi Fyrtaarnet, der ligger paa den yderste Pynt af en Sandrevle, der b\u00e6rer et malerisk Fiskerleie og slutter sig til Messinas Forstad; det var som begyndte her en Flod-Seilads; en M\u00e6ngde Skibe krydsede forbi, Fiskere halede i deres N\u00e6t og deres Baade; B\u00f8rn legede ved Stranden; Calabriens Klippekyst havde et forunderligt gr\u00f8nt og r\u00f8dbruunt Udseende, ganske forskjelligt fra Nord-Italiens og Schweits’s Klipper, de syntes mosbegroede Lavablokke; Siciliens Fjelde lignede kj\u00e6mpestore, forstenede Bobler; det saae ud, som om \u00d8en var kogt op fra Dybet og pludselig blevet til Steen; tunge Skyer hvilede paa Bjergene, som vare de Dampen af denne Opkogen; \u00c6tna var ikke at \u00f8jne!<\/p>\n

Allerede laae bag ved os Bugten og Messina selv med sine guulgraae Paladser og flade Tage; fremmede Flag vajede i den trygge Havn, men jeg opdagede ikke det danske. En gejstlig Mand fra Rom, der stod ved Skibets Reling, pegede mod Messeniernes By, og fortalte os med stor Salvelse om et Brev fra Gudsmoder, et \u00e6gte Brev, der fandtes i Kathedral-Kirken, det var egenh\u00e6ndigt skrevet til Messinas Beboere; han jublede ved Erindringen om den ber\u00f8mte Varre-Fest, om Kirkens Pragt og de pr\u00e6gtige Optog; en S\u00f8ster af ham havde der engang forestillet Guds Moder, en Maskine paa Hjul, et stort Huus kunde den kaldes, opfyldt med M\u00e6nd og Qvinder, Gamle og Unge, udkl\u00e6dte som Engle, Propheter og Helgener, og \u00f8verst oppe Messinas smukkeste Qvinde forestillende Gudsmoder, blev trukket gjennem Gaderne af Pr\u00e6ster og Broderskab!<\/p>\n

“Der er herligt i Messina!” jublede han, “Messina nobilis, fidelissima!”<\/p>\n

“Der ere dejlige Qvinder!” sagde en ung Franskmand, “der er Scylla og Charybdis, de sv\u00f8mme ikke l\u00e6nger paa Vandet, men sidde under Viinl\u00f8vet og fange med de sorte, flammende \u00d8jne, de dejlige Lemmer og de velsignede Smiil!”<\/p>\n

Paa Calabriens Side laae Reggio, der for faa Uger siden havde lidt skr\u00e6kkeligt af Jordsk\u00e6lv *), *) Domkirken, Raadhuset og flere offentlige Bygninger styrtede da sammen; allerede i Neapel saae jeg Spor af Jordrystelsen; mange Huse vare revnede fra \u00f8verst til nederst, i hele Gader stod Huus mod Huus underst\u00f8ttet af Bj\u00e6lker; selv i Rom sporedes St\u00f8dene; Tiberen steg over sine Bredder, og oversv\u00f8mmede de n\u00e6rmeste Gader.<\/p>\n

her under Kysten var en M\u00e6ngde Skibe strandet, nu laae Alt i et varmt, et smilende Sollys; dog Smilet af Kysterne her har noget Trolddomsagtigt; min Tanke fl\u00f8j mellem de Millioner, hvis Hjerte har banket af D\u00f8dsfrygt og Livslyst under disse Kyster, de Millioner, der seilede her, fra den Tid Ulysses styrede forbi Polyphems Hule, til nu vort piilsnare Dampskib gled over dette Vandspejl, hvor Fata Morgana viser sit Luft-Slot; men ingen S\u00f8jle-R\u00e6kke af Straaler, ingen phantastiske Kupler og gothiske Taarne h\u00e6vede sig paa det blaa Vand. Dog Kysterne selv var et Fata Morgana for \u00d8ie og for Tanke. – I dybe Grave af Lava og Aske slumre her hele Byer og deilige Marmorbilleder, men oven over voxe nye Haver og Villaer, oven over taarne sig vilde, m\u00f8rke Fjelde, truende, som Uvejrsskyer.<\/p>\n

“Alle Dalene der,” sagde den unge Franskmand, “ere deilige Viinl\u00f8vhytter, og i hver sidder – ikke Amor, men hvad der er bedre end ham, de dejligste Qvinder, saa flammende som \u00c6tna, saa lette som Feen Morgana, og de forsvinde ikke som hun, naar man griber efter dem!”<\/p>\n

Mig forekom den n\u00e6rmeste Kyst paa Sicilien mere vild, end smilende; Val di demona: Dj\u00e6vledalen, kaldes denne Str\u00e6kning, Navnet er her ret betegnende. H\u00f8it paa Klippen, hvorfra et Vandfald bruser, laae Taormina med sine Marmorbrud; det var Bacchi lystige Stad, hvor Pancratius, Apostelen Pauli Discipel, styrtede Gudens Statue i Havet. Fra Pragt-Ruinen, Oldtids-Theatret, hvor engang et heelt Folk jublede ved Skuespil af Aristophanes og Plautus, skuer nu Hyrden eensom ud over Havet, seer R\u00f8gs\u00f8jlen fra vort Skib, vort dampende, flyvende \u00c6tna.<\/p>\n

“Men hvor er Siciliens \u00c6tna?” spurgte jeg. “Faae vi det ikke at see?”<\/p>\n

“Der kneiser det!” sagde man, men jeg saae oven over Fjeldkysten kun tunge Skyer, jeg h\u00e6vede Hovedet endnu meer, saae n\u00e6sten lige i Veiret, og h\u00f8it over Skyerne i den klare Luft stod Toppen af \u00c6tna, bed\u00e6kket med Snee, dog rundt om Kraterets Rand var den smeltet i lange Revner. Hvilken Storhed! Vesuv er en Sandh\u00f8i kun mod denne Kj\u00e6mpe, Siciliens Stolthed og Velgj\u00f8rer. Det er et Amphitheater for de h\u00f8ie Guder selv! hvert Trin danner en Zone, den nederste viser os Viinbjerge og Haver, den anden er en Skovregion med hundredaarige Tr\u00e6er, den tredie har kun Iis og Snee, den fjerde R\u00f8g og Flamme. Altid damper det, altid sprudler det, men denne Dampen og Sprudlen kaldes en Hvile, naar ikke Lavastr\u00f8mmen flyder milevidt og omstyrter Byer og \u00f8del\u00e6gger Viinmarker og Dale.<\/p>\n

Vi gjennemskare Catania-Bugten; B\u00f8lgerne rullede bl\u00f8de og lette rundt om; Solen skinnede klar! saa dybt ind i Dalen vi kunde see, laae \u00c6tna med Snee; der var endnu Nordens Vinter, ved Foden derimod Sydens Sommer med friske Blomster, med modne Frugter, med Palmer og indiske Figen.<\/p>\n

Da vi efter Middags-Bordet igjen steg op paa D\u00e6kket, var Solen ved at gaae ned; Havet skinnede som Purpur og Guld, Luften havde en Glands, som jeg aldrig f\u00f8r har seet, Kysterne en Lufttone, saa smeltende, saa farverig, det Hele fremb\u00f8d Characteren af det skj\u00f8nneste asiatiske Landskab. Syracusa laae dr\u00f8mmende, ubeskriveligt deiligt.<\/p>\n

“Der er Santa Luzia f\u00f8dt;” sagde vor romerske Geistlige.<\/p>\n

“Ja og Archimedes,” tilf\u00f8iede jeg. “Det er Agatokles’s By! og der er Arethusas Kilde!”<\/p>\n

“Santa Lucia var Guds Datter!” svarede den Geistlige og sukkede.<\/p>\n

Hvilken Solnedgang! hvilket Skue! det kan kun gives af den Haand, der i Virkeligheden maler den deilige Regnbue paa de lette, sv\u00e6vende Skyer. Lyden af en Klokke l\u00f8d fra Kysten ud til os, det klang saa melodisk, det var som den d\u00f8ende Svanes sidste Tone, i det den b\u00f8ier Hovedet og paa de store, udbredte Vinger daler fra Luften ned i det blaa, det blikstille Hav.<\/p>\n

Italien: Malta<\/strong><\/p>\n

Klokken var tre om Morgenen; jeg h\u00f8rte Ankeret falde og vidste da, at vi laae i Maltas Havn. Jeg kastede min Kappe om mig og sprang op paa D\u00e6kket.<\/p>\n

Det F\u00f8rste jeg saae, var den aftagende Maane, dens Horn vare saa tynde og b\u00f8iede og dog lyste de, som Fuldmaanen i Norden; eller kom maaskee denne Klarhed i Luften fra de utallige Stjerner? En saadan Pragt havde jeg aldrig f\u00f8r seet, hverken under Italiens klare Himmel eller selv i vore nordiske Vintern\u00e6tter. Venus-Stjernen syntes at v\u00e6re en Sol uendelig langt borte, saa den kun kunde vise sig som et Punkt, men det var et Sol-Punkt. Dens Straaler spillede paa Vandfladen omkap med Maanens. Stjernerne i Norden ere kun glimrende Glas, her ere de \u00e6gte Stene! mine H\u00e6nder foldede sig uvilkaarligt, min Tanke var hos Gud i Beskuelsen af hans Herlighed. Der var en Stilhed rundt om! der h\u00f8rtes ikke en Aares Pladsken i Vandet, ikke en Klokkes Lyd, Alt stille, som i en eensom Kirke.<\/p>\n

Jeg saae rundt om, og bag ved mig stod en lav, guul Klippemuur, hvis h\u00f8ieste Punkt var omformet til en Obelisk, der pegede mod Stjernerne. Ligefor mig og til Siderne skinnede hvidgule, store s\u00e6lsomme Paladser, som jeg kun kjendte fra “Tusind og een Nat,” men mellem disse Bygninger og mig laae stille og dr\u00f8mmende det ene store Skib n\u00e6r ved det andet; mit \u00d8ie tabte sig mellem Master; vi laae i La Valettas Bugt; hvor vi vare komne ind, opdagede jeg ikke.<\/p>\n

Det var altsaa \u00d8en, som Homer har besjunget og Ph\u00f8nicerne have bem\u00e6gtiget sig, Calypsos \u00d8, hvor Ulysses tilbragte Aar af sit Liv, Gr\u00e6kernes og Karthageniensernes Melitta; \u00d8en der har seet Vandaler, Gother og Arabere, som Seierherrer, Grev Rogers Malta, Johanniterordenens verdensber\u00f8mte \u00d8, nu Englands Station i Middelhavet.<\/p>\n

Hvilke Erindringer og hvilket eiendommeligt Skue fremb\u00f8d ikke denne \u00d8. Dog Stjernehimlen blev mig i dette \u00d8ieblik Pragtbilledet; La Valetta, og alle disse stolte Skibe her under Verdens st\u00e6rkeste F\u00e6stning, var kun Rammen for det; Rammen var pr\u00e6gtig, een af de pr\u00e6gtigste jeg har seet, men at jeg glemte Rammen for Billedet er jo tilgiveligt og rigtigt.<\/p>\n

Jeg gik igjen til Ro, og bogstavelig sagt kun med Himlen i min Tanke!<\/p>\n

Da jeg igjen kom paa D\u00e6kket fandt Udskibningen Sted. Alt var Liv og Bev\u00e6gelse paa Skibet og uden om det. Hele Bugten vrimlede med Baade. N\u00e6r ved os laae to store Krigsskibe med dobbelte R\u00e6kker Kanoner, den ene over den anden. Citta nuova, Vittoriosa, La Valetta, aabenbarede sig som een eneste stor Stad; de i Klippen hugne F\u00e6stningsv\u00e6rker smeltede sammen med Bygningerne selv. Arsenalet, en lang maurisk Bygning, de fleste palaisartede Huse, alle syntes de at v\u00e6re formede i Klippen selv, idet de ere opf\u00f8rte af dens gule Steen og derved smelte sammen med den.<\/p>\n

Skibe kom og gik, Kanonerne hilsede F\u00e6stningen og bleve igjen besvarede; Baade med Qvarantaineflag roede rask forbi de store Skibe, en M\u00e6ngde Joller, der fuldkomment dannede Boutiker, laae stille under Siden af vort Fart\u00f8i, nogle med Frugt, hvoraf hver Art havde sit s\u00e6regne Rum, Citroner for sig, Apelsiner for sig, store Gr\u00e6skar dannede Rabatten; Figen, Dadler, Rosiner og Mandler fandtes her, det var et broget Skue. Andre Baade bragte Urter og Gr\u00f8nt, atter andre Skjorter, Straahatte og Skj\u00e6rf, det var et heelt sv\u00f8mmende Marked. Usle smaa Baade, der syntes i Begreb med at synke, styredes af halvn\u00f8gne Drenge, der kom for at tigge. En evig Bev\u00e6gelse var der med Passagerer, der kom fra Dampskibene eller gik til disse, her laae ikke f\u00e6rre end syv. Tyrker, Beduiner, Munke og maltesiske Qvinder roede forbi.<\/p>\n

Nedenfor Falderebs-Trappen ved vort Skib laae over et Dusin Baade med skrigende Roerkarle, der betragtede os som godt Bytte; en ung russisk Officer, med hvem jeg havde gjort Reisen herhid fra Neapel, foreslog mig, at vi to skulde seile i Land, og i Forening see M\u00e6rkv\u00e6rdighederne; han vilde paa Vandringen forel\u00f8big v\u00e6re Kassemester og vi foer afsted.<\/p>\n

Flere Fakiner, alle Maurer, flokkede sig ved Landings-Stedet omkring os for at v\u00e6re vor F\u00f8rer, vi valgte En, der kun skulde f\u00f8re os til Hotel de mediterranea; den ene Las paa ham slog den anden, men han bar dem saa kj\u00e6kt, som en Fyrste sit Purpur, et Par kulsorte \u00d8ine lynede i det brune Ansigt.<\/p>\n

En Vindelbro f\u00f8rer til La Valettas Port; Mure og Grave ere udhugne i Klipperne, og Gravene selv frembyde Skuet af den rigeste Frugthave; her var et Vildnis af Orangetr\u00e6er, bredbladede Palmer, Pebertr\u00e6er og Lotus.<\/p>\n

Indenfor Byens Port begynder en Gade med Frugtboutiker; Frugt af alle de Arter, Syden eier, m\u00f8der \u00d8iet, et Skue saa rigt og broget, som man aldrig har det i Norden. Her var en Bev\u00e6gelse, en Tr\u00e6ngsel, som i Neapels Toledogade, maltesiske Qvinder, aldeles sortkl\u00e6dte og med Sl\u00f8r, der bleve holdte saa t\u00e6t om Hovedet, at man kun saae \u00d8ine og N\u00e6se; engelske Soldater i deres r\u00f8de Uniformer, pjaltede Fakiner og pyntede Matroser, Alle i travl Bev\u00e6gelse! smukke Karreeter paa to Hjul og kun med een Hest for joge forbi, den mauriske Kudsk l\u00f8b ved Siden.<\/p>\n

Snart vare vi i st\u00f8rre Gader, alle Husene havde et palaism\u00e6ssigt Udseende og derhos et eget Pr\u00e6g ved den M\u00e6ngde gr\u00f8nmalede Tr\u00e6karnapper, hvormed de vare besatte. Alle Hovedgader luftige og brede og deels macadamiserede, deels brolagte med Lava. Alle saa renlige, ja festlige kunde jeg n\u00e6sten sige.<\/p>\n

Hotellet, hvor vi steg ind, var saa comfortabel og pr\u00e6gtigt, som om det var f\u00f8rt herhid fra Dronning Vittorias kongelige Stad.<\/p>\n

Jeg sad alt med en fransk Avis i Haanden, da jeg udenfor h\u00f8rte Larm; min russiske Reisef\u00e6lle havde budt vor Maurer kun nogle faa Skillinger for sin Gang med os, og Karlen vilde ikke modtage saa lidt; jeg saae, hvor stor Summen var, og fandt ogsaa, at den burde for\u00f8ges, Russeren sagde Nei og aabnede D\u00f8ren, Maureren lagde Pengene paa Trinet, satte sin Fod paa dem og med et Blik, der paa enhver Scene kunde have gjort sin Virkning, udtalte han Stolthed og Vrede. Jeg vilde give Manden lidt flere Penge, men Russeren stillede sig mellem os, gav Tjenerne et Vink, og de satte den Misforn\u00f8iede udenfor. Og saa var den Historie glemt!<\/p>\n

Jeg gik imidlertid strax efter ud paa Gaden, hvor jeg ventede at finde Maureren, og han stod der ogsaa, omringet af en Flok lasede Karle. Pengene, som Tjeneren havde lagt udenfor D\u00f8ren, laae der endnu paa samme Sted; jeg rakte ham omtrent det tredobbelte, mere end der var budt ham, i det jeg gjorde ham forstaaeligt, at det kom fra mig.<\/p>\n

Hans \u00d8ine rullede i Hovedet, han pegede endnu engang paa de faa Penge, den Anden havde budt ham, viste paa sine Laser, holdt min Arm tilbage, Intet vilde han modtage, kn\u00f8ttede sin Haand op mod Huset og gik bort, stolt som en kr\u00e6nket Adelsbaaren. Mig forstemte denne f\u00f8rste Scene paa Malta.<\/p>\n

Vort bes\u00f8g gjaldt nu Domkirken, der er indviet D\u00f8beren St. Johannes; den er lige saa eiendommelig som smagfuld: alle S\u00f8iler ere forsirede med arabeskartede Udhugninger, forestillende Snirkler og sv\u00e6vende Engle; V\u00e6ggene selv have et rigt forgyldt L\u00f8vv\u00e6rk og al-fresco-Billeder, malede af Calabreseren Matheo, et pr\u00e6gtigt H\u00f8i-Alter og rige Monumenter over Stormestrene. I det blanktpolerede Gulv prange brogede Ridder-Vaaben; Orgelet brusede, R\u00f8gelse-Karret blev svunget og de kn\u00e6lende Malteserinder skottede fra det Himmelske til de jordiske Reisende, de anede maaskee, at een vilde besynge dem.<\/p>\n

Gouverneurens Palads, eengang Stormesterens, ligger ikke langt herfra; det er en Bygning, der uden paa er ligesag skummel, som den indeni er broget og pr\u00e6gtig; i store Malerier kan man her opfatte den historiske Virken af Malteserridderne paa Rhodos. Dog pr\u00e6gtige Malerier og kostbare Tapeter kan man finde paa de fleste Slotte i Europa, men hvad man ikke finder paa disse, men kun i Gouverneurens Palads paa Malta, er Arsenalet. Alle S\u00f8iler ere her slanke, h\u00f8ie og aldeles skjulte med Spyd, \u00d8xer og Sabler, der paa det meest maleriske ere grupperede, som om de udgjorde en Deel af S\u00f8ilen selv, som vare de kunstige Udklipninger, den ene ganske forskjellig fra den anden, men alle i samme Forhold, hvorved Alt bliver Harmoni i den uendelige S\u00f8iler\u00e6kke. I Geled langs V\u00e6ggene staae de tomme Rustninger, som Maltheserridderne have baaret, og V\u00e6ggen selv er bed\u00e6kket med deres Billeder, deres Skjolde og Vaaben. \u00d8verst sees Stormesteren Vignacourts Portrait, malet af Caravaggio; en straalende Sol pranger over det, og rundt om Rosetter af Pistoler, Arabesker af Gev\u00e6rer, Sabler og Pile. De r\u00f8de Blomster ved Rosaliefesten kunne ikke dristigere flettes til Drapperier, end disse Vaaben ere det.<\/p>\n

Op af den mageligste Trappe, et halvtaars Barn kunde krybe op ad den, kommer man ud paa Bygningens flade Tag, hvorfra man overskuer Byen, \u00d8en og det udstrakte Hav. Det laae blikstille. blinkende blaat, og langt ude skinnede det sneebed\u00e6kte \u00c6tna, som en Pyramide af carrarisk Marmor. Den br\u00e6ndende Solhede mildnedes af de friske S\u00f8vinde. Jeg vendte mig mod Africas Kyst, Malta var mig nu et Norden, jeg f\u00f8lte L\u00e6ngsel, som Tr\u00e6kfuglen i H\u00f8st, min Tanke fl\u00f8i til L\u00f8vens F\u00e6dreland, den fulgte Caravanen over \u00d8rkenens Sand, fl\u00f8i til de Sortes Skove, hvilte ved de guldbringende Floder, og dr\u00f8mte med \u00c6gyptens Konger i de skyomkrandsede Pyramider. Ak! mon jeg aldrig kommer der?<\/p>\n

Hvilken Udstr\u00e6kning rundt om! det hele Malta seer ud, som et Muurv\u00e6rk i Havet! n\u00e6sten intet Gr\u00f8nt m\u00f8dte \u00d8iet, kun den gule Grund, der gjennemskares paa kryds og paa tv\u00e6rs af murede Indhegninger og Bygning ved Bygning; man seer strax, at denne Plet er den meest befolkede paa hele Jorden.<\/p>\n

I en af de lette, elegante, tohjulede Karreeter, med een Hest for og Kudsken l\u00f8bende ved Siden, rullede vi ud af Porten, Maalet for vor Landtour var Citta vecchia.<\/p>\n

Strax udenfor F\u00e6stningsv\u00e6rkerne gav Alt os Billedet af et afrikansk Land. Ikke et Tr\u00e6 saae vi, intet Gr\u00f8nt, uden det lave nys fremspirede Korn og de yppige store indiske Figen, der ligesom V\u00e6ltede frem af Jorden og fra de gamle Mure. Det var en br\u00e6ndende Solhede. Veien gik langs med den af Maltheserridderne anlagte Vandledning, der er meget lav, flere Steder kan man let springe over den, og dette synes et Barnev\u00e6rk mod Vandledningen ved Rom. Vejene ere ganske fortr\u00e6ffelige; vi kom forbi nogle Veirm\u00f8ller, hvis egne luftige Bygning tiltrak sig min Opm\u00e6rksomhed, de mage kunne s\u00e6ttes i Bev\u00e6gelse ved den mindste Luftning; de have tolv til tyve Vinger, saa at disse danne en heel Rosette; Bygningen selv er aldeles af Steen, net og pyntelig, en Spiral-Steentrappe f\u00f8rer op til V\u00e6rket. Alle Veirm\u00f8ller, jeg siden saae paa de gr\u00e6ske \u00d8er og ved Dardanellerne, havde ganske samme Form, men Malta fremb\u00f8d de f\u00f8rste af denne Art.<\/p>\n

Udenfor Citta vecchia overskuede vi hele \u00d8en, den laae uden Skygge, med en Overflade guul og skinnende, som Solskinnet selv; lave Mure paa kryds og paa tv\u00e6rs dannede Indhegninger, strakte ud over det hele Land, hvorved det ganske fik Udseende af et Landkort, hvorpaa selv de mindste Gr\u00e6ndser ere antydede.<\/p>\n

Citta vecchia, Biskoppens S\u00e6de og fordum \u00d8ens Hovedstad, er en ikke ubetydelig By. Kirken, der b\u00e6rer St. Peters og St. Pauls Navn, er ganske i Stiil, som de italienske Kirker, stor, luftig og broget, men den Reisende, der kommer fra Italien, er saa overm\u00e6ttet af at beskue Kirker, at selv en Kirke som denne ingen Virkning har, vi saae ogsaa her Katakomberne, der ganske ere som de under Rom, snevre uhyggelige Gange, hvor man, ved at have seet ti Alen, fuldkomment har Begreb om, hvorledes det seer ud i de n\u00e6ste ti. I Kjelderen under St. Pauls-Kirken er en Hule af ringe Udstr\u00e6kning, midt i den staaer en Marmorstatue af Apostlen, der skal have levet her, efter at han i Storm strandede paa Maltas Kyst. Men hverken Hule, Katakomber eller Kirke gjorde noget Slags Indtryk paa mig. jeg var overm\u00e6ttet ved Skuet af denne Art; det gik mig, som det gaaer mange Reisende: er man paa et Sted, hvor der findes eet og andet at see, da gj\u00f8r man sig det til en Pligt at see det, fordi det staaer i B\u00f8ger, fordi der tales derom; men som oftest er Tingen ikke denne Ulejlighed v\u00e6rd. Hvad der interesserede mig i denne By, var Folkelivet, de halv tilsl\u00f8rede B\u00f8nderqvinder, hvis \u00d8jne lynede bag Sl\u00f8ret, Vrimlen af lasede Tiggere og de mange fremmede Matroser, der havde lejet sig Heste og jog afsted med deres blanke Hatte, hvorpaa Skibets Navn stod med gyldne Bogstaver, skinnende i Solen. Vi h\u00f8rte her ikke et italiensk Ord, Almuen forstod os slet ikke og talte en Art Arabisk.<\/p>\n

Paa Hjemveien passerede vi en pr\u00e6gtig Villa, hvis skyggefulde Have prangede, som en duftende Bouquet, midt i denne br\u00e6ndende \u00d8rken; h\u00f8ie Pebertr\u00e6er og Palmer med vifteformede Blade rakte h\u00f8it over Muren; paa det flade, \u00f8sterlandske Tag gik en M\u00e6ngde bev\u00e6bnede Tyrker; Drusernes Fyrste, Emir Beschir, der var flygtet hid, boede her, sagde man os, og derfor var det Ingen tilladt at see Haven; mange sorte Slaver vandrede om i Gaarden, og en pr\u00e6gtig Giraffe stod ved Muren og aad af de gr\u00f8nne L\u00f8vtr\u00e6er. Det Hele var et saa asiatisk Billed, at det selv uden den luende Solhede vilde og maatte br\u00e6nde sig ind i Erindringen.<\/p>\n

Ikke langt fra Qvarantainen, der seer stor og anseelig ud, ligger den engelske Kirkegaard; den er n\u00e6sten overv\u00e6ldet af Monumenter, alle hugne af Maltas Steen; intet Monument var imidlertid af nogen paafaldende Skj\u00f8nhed, ingen Indskrift greb mig ved sin Eiendommelighed, intet stort bekjendt Navn fandt jeg her, derimod smukke Blomster, duftende og store, og her var varmere end i Norden paa dens bedste Sommerdag, uagtet vi f\u00f8rst skrev den 17de Marts.<\/p>\n

Henimod Aften toge vi ombord igjen paa Dampskibet. Skuet over Havnen og Livet der var et Skuespil, jeg aldrig glemmer. Da Solen gik ned, l\u00f8d Salut-Skud og alle Flag sank paa vort Skib; det var kun faa Minuter, og Natten laae over os uden D\u00e6mring, men Natten, som den kommer i Syden: klar og gjennemsigtig, med funklende Stjerner, Stjerner der sige: “vi ere Sole, kan du tvivle derpaa!” -F\u00e6rselen tabte sig inde i Staden, en svag Musik l\u00f8d over til os, men snart brusede den i kraftige Toner fra de to Krigsskibe, som laae os n\u00e6rmest, “God save the queen” blev spillet og sjunget, som jeg aldrig f\u00f8r har h\u00f8rt det, men Omgivningen bidrog ogsaa Sit.<\/p>\n

Nu l\u00f8d Dandsemusik! paa et af Skibene var Bal! Stjernerne selv syntes at dandse paa Vandspeilet. Baadene vippede, jeg kunde f\u00f8rst silde rive mig l\u00f8s fra dette Skue.<\/p>\n

Tidlig om Morgenen blev jeg vakt ved, at der blev gjort reent paa Skibet, efter at Kul var taget ind; da jeg kom op, skinnede D\u00e6kket i al sin Friskhed, man gjorde sig klar til at seile; rundt om os l\u00f8d Skrig og Raaben, de sv\u00f8mmende Boutiker med deres Handelsm\u00e6nd omringede os; n\u00f8gne Drenge tiggede, Passagerer steg ombord, vor Perser sad alt paa Kuls\u00e6kken n\u00e6r ved Skorstenen, en Beduin indsv\u00f8bt i sin hvide Bernusch og med Pistoler og Knive i Beltet, laae med Ryggen op til ham, et Par maltesiske Qvinder i deres sorte Sl\u00f8r havde grupperet sig ved Maskineriet, Gr\u00e6kere i broget Dragt og med den r\u00f8de Fess paa Hovedet l\u00e6nede sig til Relingen. Ved Falderebs-Trappen store to Matroser Vagt og holdt Orden med jernbeslagne Hellebarder. Pakker, Kasser og Kister stabledes op! Styrmandens Pibe l\u00f8d, Dampen hvislede ud af R\u00f8ret og om Skibets Hjul; Kanonskud l\u00f8d, Flagene veiede, og i rask Fart gled vi ud fra Maltas Rhed, ud paa det aabne Middelhav, der laae saa blaat og stille som et Fl\u00f8ielskl\u00e6de, sp\u00e6ndt hen over Jorden; Havet syntes en blaalig Duft kun, en stjernel\u00f8s fast Himmel under os, og i den gjennemsigtige Luft strakte det sig saa vidt for \u00d8iet, som jeg aldrig f\u00f8r har seet det; ingen m\u00f8rk eller lys Stribe begr\u00e6ndsede Horizonten, det var en Klarhed, en Uendelighed, som ikke kan males, ikke antydes, uden ved Tankens evige Dyb.<\/p>\n

Oversigt over indhold “En Digters Bazar” 1842<\/a><\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

Hans Christian Andersen: En Digters Bazar – A Poet’s Bazaar 1842 Oversigt over indhold “En Digters Bazar” 1842 Italien: Indtr\u00e6delse i Italien Reisebilleder 1 Over Alperne kommer man ind i et Land, hvor Vinteren er, som en smuk Efteraarsdag i Norden, det havde den i det mindste eengang v\u00e6ret for mig. Sex Aar var gaaet … L\u00e6s mere Hans Christian Andersen: En Digters Bazar – Indtr\u00e6delse i Italien<\/span><\/a><\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"parent":27856,"menu_order":6,"comment_status":"closed","ping_status":"closed","template":"","meta":{"footnotes":"","_links_to":"","_links_to_target":""},"class_list":["post-28317","page","type-page","status-publish","hentry"],"aioseo_notices":[],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/28317","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages"}],"about":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/page"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=28317"}],"version-history":[{"count":0,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/28317\/revisions"}],"up":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/27856"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=28317"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}