{"id":1774,"date":"2012-03-21T09:07:49","date_gmt":"2012-03-21T08:07:49","guid":{"rendered":"http:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/?page_id=1774"},"modified":"2016-01-07T13:22:13","modified_gmt":"2016-01-07T12:22:13","slug":"sneedronningen","status":"publish","type":"page","link":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/?page_id=1774","title":{"rendered":"Sneedronningen"},"content":{"rendered":"

H.C. Andersen – Hans Christian Andersen eventyr<\/strong><\/p>\n

Sneedronningen<\/strong>\u00a0\u2013\u00a0Illustration<\/a>\u00a0\u2013\u00a0The Snow Queen<\/a><\/p>\n

1845\u00a0– et eventyr i syv historier<\/strong><\/p>\n

F\u00f8rste Historie, der handler om Speilet og Stumperne.<\/strong><\/p>\n

See saa! nu begynde vi. Naar vi ere ved Enden af Historien, veed vi mere, end vi nu vide, for det var en ond Trold! det var een af de allerv\u00e6rste, det var “D\u00e6velen”! Een Dag var han i et rigtigt godt Humeur, thi han havde gjort et Speil, der havde den Egenskab, at alt Godt og Smukt, som speilede sig deri, svandt der sammen til n\u00e6sten Ingenting, men hvad der ikke duede og tog sig ilde ud, det traadte ret frem og blev endnu v\u00e6rre. De deiligste Landskaber saae ud deri som kogt Spinat, og de bedste Mennesker bleve \u00e6kle eller stode paa Hovedet uden Mave, Ansigterne bleve saa fordreiede, at de vare ikke til at kjende, og havde man en Fregne, saa kunde man v\u00e6re saa vis paa, at den l\u00f8b ud over N\u00e6se og Mund. Det var udm\u00e6rket morsomt, sagde “D\u00e6velen.” Gik der nu en god from Tanke gjennem et Menneske, da kom der et Griin i Speilet, saa Trolddj\u00e6velen maatte lee af sin kunstige Opfindelse. Alle de som gik i Trold-Skole, for han holdt Trold-Skole, de fortalte rundt om, at der var skeet et Mirakel; nu kunde man f\u00f8rst see, meente de, hvorledes Verden og Menneskene rigtigt saae ud. De l\u00f8b omkring med Speilet, og tilsidst var der ikke et Land eller et Menneske, uden at det havde v\u00e6ret fordreiet deri. Nu vilde de ogsaa flyve op mod Himlen selv for at gj\u00f8re Nar af Englene og “vor Herre”. Jo h\u00f8iere de fl\u00f8i med Speilet, des st\u00e6rkere grinede det, de kunde neppe holde fast paa det; h\u00f8iere og h\u00f8iere fl\u00f8i de, n\u00e6rmere Gud og Englene; da zittrede Speilet saa frygteligt i sit Griin, at det foer dem ud af H\u00e6nderne og styrtede ned mod Jorden, hvor det gik i hundrede Millioner, Billioner og endnu flere Stykker, og da just gjorde det megen st\u00f8rre Ulykke end f\u00f8r; thi nogle Stykker vare knap saa store som et Sandkorn, og disse fl\u00f8i rundt om i den vide Verden, og hvor de kom Folk i \u00d8inene, der bleve de siddende, og da saae de Mennesker Alting forkeert, eller havde kun \u00d8ine for hvad der var galt ved en Ting, thi hvert lille Speilgran havde beholdt samme Kr\u00e6fter, som det hele Speil havde; nogle Mennesker fik endogsaa en lille Speilstump ind i Hjertet, og saa var det ganske grueligt, det Hjerte blev ligesom en Klump Iis. Nogle Speilstykker vare saa store, at de bleve brugte til Rudeglas, men gjennem den Rude var det ikke v\u00e6rd at see sine Venner; andre Stykker kom i Briller, og saa gik det daarligt, naar Folk toge de Briller paa for ret at see og v\u00e6re retf\u00e6rdige; den Onde loe, saa hans Mave revnede, og det kildede ham saa deiligt. Men ude fl\u00f8i endnu smaa Glasstumper om i Luften. Nu skulle vi h\u00f8re!<\/p>\n

Anden Historie. En lille Dreng og en lille Pige.<\/strong><\/p>\n

Inde i den store By, hvor der ere saa mange Huse og Mennesker, saa at der ikke bliver Plads nok til, at alle Folk kunne faae en lille Have, og hvor derfor de fleste maa lade sig n\u00f8ie med Blomster i Urtepotter, der var dog to fattige B\u00f8rn som havde en Have noget st\u00f8rre end en Urtepotte. De vare ikke Broder og S\u00f8ster, men de holdt ligesaa meget af hinanden, som om de vare det. For\u00e6ldrene boede lige op til hinanden; de boede paa to Tagkammere; der, hvor Taget fra det ene Nabohuus st\u00f8dte op til det andet og Vandrenden gik langs med Tagskj\u00e6ggene, der vendte fra hvert Huus et lille Vindue ud; man beh\u00f8vede kun at skr\u00e6ve over Renden, saa kunde man komme fra det ene Vindue til det andet.<\/p>\n

For\u00e6ldrene havde udenfor hver en stor Tr\u00e6kasse, og i den voxte Kj\u00f8kkenurter, som de brugte, og et lille Rosentr\u00e6; der var eet i hver Kasse, det voxte saa velsignet. Nu fandt For\u00e6ldrene paa at stille Kasserne saaledes tvers over Renden, at de n\u00e6sten naaede fra det ene Vindue til det andet og saae ganske livagtig ud som to Blomster-Volde. \u00c6rterankerne hang ned over Kasserne, og Rosentr\u00e6erne skj\u00f8de lange Grene, snoede sig om Vinduerne, b\u00f8iede sig mod hinanden: det var n\u00e6sten som en \u00c6report af Gr\u00f8nt og af Blomster. Da Kasserne vare meget h\u00f8ie, og B\u00f8rnene vidste, at de ikke maatte krybe op, saa fik de tidt Lov hver at stige ud til hinanden, sidde paa deres smaa Skamler under Roserne, og der legede de nu saa pr\u00e6gtigt.<\/p>\n

Om Vinteren var jo den Forn\u00f8ielse forbi. Vinduerne vare tidt ganske tilfrosne, men saa varmede de Kobberskillinger paa Kakkelovnen, lagde den hede Skilling paa den frosne Rude, og saa blev der et deiligt Kighul, saa rundt, saa rundt; bag ved tittede et velsignet mildt \u00d8ie, eet fra hvert Vindue; det var den lille Dreng og den lille Pige. Han hed Kay og hun hed Gerda. Om Sommeren kunde de i eet Spring komme til hinanden, om Vinteren maatte de f\u00f8rst de mange Trapper ned og de mange Trapper op; ude fygede Sneen.<\/p>\n

“Det er de hvide Bier, som sv\u00e6rme,” sagde den gamle Bedstemoder.<\/p>\n

“Har de ogsaa en Bidronning?” spurgte den lille Dreng, for han vidste, at imellem de virkelige Bier er der saadan een.<\/p>\n

“Det har de!” sagde Bedstemoderen. “Hun flyver der, hvor de sv\u00e6rme t\u00e6ttest! hun er st\u00f8rst af dem alle, og aldrig bliver hun stille paa Jorden, hun flyver op igjen i den store Sky. Mangen Vinternat flyver hun gjennem Byens Gader og kiger ind af Vinduerne, og da fryse de saa underligt, ligesom med Blomster.”<\/p>\n

“Ja, det har jeg seet!” sagde begge B\u00f8rnene og saa vidste de, at det var sandt.<\/p>\n

“Kan Sneedronningen komme herind?” spurgte den lille Pige.<\/p>\n

“Lad hende kun komme,” sagde Drengen, “saa s\u00e6tter jeg hende paa den varme Kakkelovn, og saa smelter hun.”<\/p>\n

Men Bedstemoderen glattede hans Haar og fortalte andre Historier.<\/p>\n

Om Aftenen da den lille Kay var hjemme og halv afkl\u00e6dt, kr\u00f8b han op paa Stolen ved Vinduet og tittede ud af det lille Hul; et Par Sneeflokker faldt derude, og een af disse, den allerst\u00f8rste, blev liggende paa Kanten af den ene Blomster-Kasse; Sneeflokken voxte meer og meer, den blev tilsidst til et heelt Fruentimmer, kl\u00e6dt i de fineste, hvide Flor, der vare som sammensatte af Millioner stjerneagtige Fnug. Hun var saa smuk og fiin, men af Iis, den bl\u00e6ndende, blinkende Iis, dog var hun levende; \u00d8inene stirrede som to klare Stjerner, men der var ingen Ro eller Hvile i dem. Hun nikkede til Vinduet og vinkede med Haanden. Den lille Dreng blev forskr\u00e6kket og sprang ned af Stolen, da var det, som der udenfor fl\u00f8i en stor Fugl forbi Vinduet.<\/p>\n

N\u00e6ste Dag blev det klar Frost, – og saa kom Foraaret, Solen skinnede, det Gr\u00f8nne pippede frem, Svalerne byggede Rede, Vinduerne kom op, og de smaa B\u00f8rn sad igjen i deres lille Have h\u00f8it oppe i Tagrenden over alle Etagerne.<\/p>\n

Roserne blomstrede den Sommer saa magel\u00f8st; den lille Pige havde l\u00e6rt en Psalme, og i den stod der om Roser; og ved de Roser t\u00e6nkte hun paa sine egne; og hun sang den for den lille Dreng, og han sang den med:<\/p>\n

“Roserne voxe i Dale,<\/p>\n

Der faae vi Barn-Jesus i Tale!”<\/p>\n

Og de Smaa holdt hinanden i H\u00e6nderne, kyssede Roserne og saae ind i Guds klare Solskin og talte til det, som om Jesusbarnet var der. Hvor det var deilige Sommerdage, hvor det var velsignet at v\u00e6re ude ved de friske Rosentr\u00e6er, der aldrig syntes at ville holde op med at blomstre.<\/p>\n

Kay og Gerda sad og saae i Billedbogen med Dyr og Fugle, da var det – Klokken slog akkurat fem paa det store Kirketaarn, – at Kay sagde: “au! det stak mig i Hjertet! og nu fik jeg Noget ind i \u00d8iet!”<\/p>\n

Den lille Pige tog ham om Halsen; han plirede med \u00d8inene; nei, der var ikke Noget at see.<\/p>\n

“Jeg troer, det er borte!” sagde han; men borte var det ikke. Det var just saadant et af disse Glaskorn, der sprang fra Speilet, Troldspeilet, vi huske det nok, det f\u00e6le Glas, som gjorde at alt Stort og Godt, der afspeilede sig deri, blev Smaat og H\u00e6sligt, men det Onde og Slette traadte ordenlig frem, og hver Feil ved en Ting blev strax til at bem\u00e6rke. Den stakkels Kay han havde ogsaa faaet et Gran lige ind i Hjertet. Det vilde snart blive ligesom en Iisklump. Nu gjorde det ikke ondt mere, men det var der.<\/p>\n

“Hvorfor gr\u00e6der Du?” spurgte han. “Saa seer Du styg ud! jeg feiler jo ikke noget! Fy!” raabte han ligemed eet: “den Rose der er gnavet af en Orm! og see, den der er jo ganske skj\u00e6v! det er i Grunden nogle \u00e6kle Roser! de ligne Kasserne, de staae i!” og saa st\u00f8dte han med Foden haardt imod Kassen og rev de to Roser af.<\/p>\n

“Kay, hvad gj\u00f8r Du!” raabte den lille Pige; og da han saae hendes Forskr\u00e6kkelse, rev han endnu en Rose af og l\u00f8b saa ind af sit Vindue bort fra den velsignede lille Gerda.<\/p>\n

Naar hun siden kom med Billedbogen, sagde han, at den var for Patteb\u00f8rn, og fortalte Bedstemoderen Historier, kom han alletider med et men – kunde han komme til det, saa gik han bag efter hende, satte Briller paa og talte ligesom hun; det var ganske akkurat, og saa loe Folk af ham. Han kunde snart tale og gaae efter alle Mennesker i hele Gaden. Alt, hvad der var aparte hos dem og ikke kj\u00f8nt, det vidste Kay at gj\u00f8re bag efter, og saa sagde Folk: “Det er bestemt et udm\u00e6rket Hoved, han har den Dreng!” men det var det Glas, han havde faaet i \u00d8iet, det Glas der sad i Hjertet, derfor var det, han drillede selv den lille Gerda, som med hele sin Sj\u00e6l holdt af ham.<\/p>\n

Hans Lege bleve nu ganske anderledes end f\u00f8r, de vare saa forstandige: – en Vinterdag, som Sneeflokkerne fygede, kom han med et stort Br\u00e6ndeglas, holdt sin blaa Frakke-Flig ud og lod Sneeflokkerne falde paa den.<\/p>\n

“See nu i Glasset, Gerda!” sagde han, og hver Sneeflok blev meget st\u00f8rre og saae ud, som en pr\u00e6gtig Blomst eller en tikantet Stjerne; det var deiligt at see paa.<\/p>\n

“Seer Du, hvor kunstigt!” sagde Kay, “det er meget interessantere end med de virkelige Blomster! og der er ikke en eneste Feil ved dem, de ere ganske akkurate, naar de blot ikke smelte!”<\/p>\n

Lidt efter kom Kay med store Handsker og sin Sl\u00e6de paa Ryggen, han raabte Gerda lige ind i \u00d8rene: “jeg har faaet Lov at kj\u00f8re paa den store Plads, hvor de Andre lege!” og afsted var han.<\/p>\n

Derhenne paa Pladsen bandt tidt de kj\u00e6kkeste Drenge deres Sl\u00e6de fast ved Bondemandens Vogn og saa kj\u00f8rte de et godt Stykke med. Det gik just lystigt. Som de bedst legede, kom der en stor Sl\u00e6de; den var ganske hvidmalet, og der sad i den Een, indsv\u00f8bt i en laaden hvid Pels og med hvid laaden Hue; Sl\u00e6den kj\u00f8rte Pladsen to Gange rundt, og Kay fik gesvindt sin lille Sl\u00e6de bunden fast ved den, og nu kj\u00f8rte han med. Det gik raskere og raskere lige ind i den n\u00e6ste Gade; den, som kj\u00f8rte, dreiede Hovedet, nikkede saa venligt til Kay, det var ligesom om de kjendte hinanden; hver Gang Kay vilde l\u00f8sne sin lille Sl\u00e6de, nikkede personen igjen, og saa blev Kay siddende; de kj\u00f8rte lige ud af Byens Port. Da begyndte Sneen saaledes at v\u00e6lte ned, at den lille Dreng ikke kunde see en Haand for sig, men han foer afsted, da slap han hurtigt Snoren, for at komme l\u00f8s fra den store Sl\u00e6de, men det hjalp ikke, hans lille Kj\u00f8ret\u00f8i hang fast, og det gik med Vindens Fart. Da raabte han ganske h\u00f8it, men Ingen h\u00f8rte ham, og Sneen fygede og Sl\u00e6den fl\u00f8i afsted; imellem gav den et Spring, det var, som om han foer over Gr\u00f8fter og Gj\u00e6rder. Han var ganske forskr\u00e6kket, han vilde l\u00e6se sit Fader vor, men han kunde kun huske den store Tabel.<\/p>\n

Sneeflokkerne bleve st\u00f8rre og st\u00f8rre, tilsidst saae de ud, som store hvide H\u00f8ns; med eet sprang de til Side, den store Sl\u00e6de holdt, og den Person, som kj\u00f8rte i den, reiste sig op, Pelsen og Huen var af bare Snee; en Dame var det, saa h\u00f8i og rank, saa skinnende hvid, det var Sneedronningen.<\/p>\n

“Vi ere komne godt frem!” sagde hun, “men er det at fryse! kryb ind i min Bj\u00f8rnepels!” og hun satte ham i Sl\u00e6den hos sig, slog Pelsen om ham, det var, som om han sank i en Sneedrive.<\/p>\n

“Fryser Du endnu!” spurgde hun, og saa kyssede hun ham paa Panden. Uh! det var koldere end Iis, det gik ham lige ind til hans Hjerte, der jo dog halv var en Iisklump; det var, som om han skulde d\u00f8e; – men kun et \u00d8ieblik, saa gjorde det just godt; ham m\u00e6rkede ikke mere til Kulden rundt om.<\/p>\n

“Min Sl\u00e6de! glem ikke min Sl\u00e6de!” det huskede han f\u00f8rst paa; og den blev bunden paa een af de hvide H\u00f8ns, og den fl\u00f8i bag efter med Sl\u00e6den paa Ryggen. Sneedronningen kyssede Kay endnu en Gang, og da havde han glemt lille Gerda og Bedstemoder og dem alle der hjemme.<\/p>\n

“Nu faaer Du ikke flere Kys!” sagde hun, “for saa kyssede jeg Dig ihjel!”<\/p>\n

Kay saae paa hende, hun var saa smuk, et klogere, deiligere Ansigt kunde han ikke t\u00e6nke sig, nu syntes hun ikke af Iis, som den Gang hun sad udenfor Vinduet og vinkede ad ham; for hans \u00d8ine var hun fuldkommen, han f\u00f8lte sig slet ikke bange, han fortalte hende at han kunde Hoved-Regning, og det med Br\u00f8k, Landenes Qvadrat-Mile og “hvor mange Indvaanere,” og hun smilte altid; da syntes han, det var dog ikke nok, hvad han vidste, og han saae op i det store, store Luftrum og hun fl\u00f8i med ham, fl\u00f8i h\u00f8it op paa den sorte Sky, og Stormen susede og brusede, det var, som sang den gamle Viser. De fl\u00f8i over Skove og S\u00f8er, over Have og Lande; neden under susede den kolde bl\u00e6st, Ulvene hylede, Sneen gnistrede, hen over den fl\u00f8i de sorte skrigende Krager, men oven over skinnede Maanen saa stor og klar, og paa den saae Kay den lange, lange Vinternat; om Dagen sov han ved Sneedronningens F\u00f8dder.<\/p>\n

Tredie Historie. Blomster-Haven hos Konen, som kunde Trolddom.<\/strong><\/p>\n

Men hvorledes havde den lille Gerda det, da Kay ikke mere kom? Hvor var han dog? – Ingen vidste det, Ingen kunde give Besked. Drengene fortalte kun, at de havde seet ham binde sin lille Sl\u00e6de til en pr\u00e6gtig stor, der kj\u00f8rte ind i Gaden og ud af Byens Port. Ingen vidste, hvor han var, mange Taarer fl\u00f8d, den lille Gerda gr\u00e6d saa dybt og l\u00e6nge; – saa sagde de, at han var d\u00f8d, han var sjunket i Floden, der l\u00f8b t\u00e6t ved Byen; o, det var ret lange, m\u00f8rke Vinterdage.<\/p>\n

Nu kom Vaaren med varmere Solskin.<\/p>\n

“Kay er d\u00f8d og borte!” sagde den lille Gerda.<\/p>\n

“Det troer jeg ikke!” sagde Solskinnet.<\/p>\n

“Han er d\u00f8d og borte!” sagde hun til Svalerne.<\/p>\n

“Det troer jeg ikke!” svarede de, og tilsidst troede den lille Gerda det ikke heller.<\/p>\n

“Jeg vil tage mine ny r\u00f8de Skoe paa,” sagde hun en Morgenstund, “dem Kay aldrig har seet, og saa vil jeg gaae ned til Floden og sp\u00f8rge den ad!”<\/p>\n

Og det var ganske tidligt; hun kyssede den gamle Bedstemoder, som sov, tog de r\u00f8de Skoe paa og gik ganske ene ud af Porten til Floden.<\/p>\n

“Er det sandt, at Du har taget min lille Legebroder? Jeg vil for\u00e6re Dig mine r\u00f8de Skoe, dersom Du vil give mig ham igjen!”<\/p>\n

Og B\u00f8lgerne, syntes hun, nikkede saa underligt; da tog hun sine r\u00f8de Skoe, det Kj\u00e6reste hun havde, og kastede dem begge to ud i Floden, men de faldt t\u00e6t inde ved Bredden, og de smaa B\u00f8lger bare dem strax i Land til hende, det var ligesom om Floden ikke vilde tage det Kj\u00e6reste hun havde, da den jo ikke havde den lille Kay; men hun troede nu, at hun ikke kastede Skoene langt nok ud, og saa kr\u00f8b hun op i en Baad, der laae i Sivene, hun gik heelt ud i den yderste Ende og kastede Skoene; men Baaden var ikke bundet fast, og ved den Bev\u00e6gelse, hun gjorde, gled den fra Land; hun m\u00e6rkede det og skyndte sig for at komme bort, men f\u00f8r hun naaede tilbage, var Baaden over en Alen ude, og nu gled den hurtigere afsted.<\/p>\n

Da blev den lille Gerda ganske forskr\u00e6kket og gav sig til at gr\u00e6de, men Ingen h\u00f8rte hende uden Graaspurvene, og de kunde ikke b\u00e6re hende i Land, men de fl\u00f8i langs med Bredden og sang, ligesom for at tr\u00f8ste hende: “her ere vi! her ere vi!” Baaden drev med Str\u00f8mmen; den lille Gerda sad ganske stille i de bare Str\u00f8mper; hendes smaa r\u00f8de Skoe fl\u00f8d bag efter, men de kunde ikke naae Baaden, den tog st\u00e6rkere Fart.<\/p>\n

Smukt var der paa begge Bredder, deilige Blomster, gamle Tr\u00e6er og Skr\u00e6nter med Faar og K\u00f8er, men ikke et Menneske at see.<\/p>\n

“Maaskee b\u00e6rer Floden mig hen til lille Kay,” t\u00e6nkte Gerda og saa blev hun i bedre Humeur, reiste sig op og saae i mange Timer paa de smukke gr\u00f8nne Bredder; saa kom hun til en stor Kirseb\u00e6r-Have, hvor der var et lille Huus med underlige r\u00f8de og blaae Vinduer, forresten Straatag og udenfor to Tr\u00e6-Soldater, som skuldrede for dem, der seilede forbi.<\/p>\n

Gerda raabte paa dem, hun troede, at de vare levende, men de svarede naturligviis ikke; hun kom dem ganske n\u00e6r, Floden drev Baaden lige ind imod Land.<\/p>\n

Gerda raabte endnu h\u00f8iere, og saa om ud af Huset en gammel, gammel Kone, der st\u00f8ttede sig paa en Krog-Kj\u00e6p; hun havde en stor Solhat paa, og den var bemalet med de deiligste Blomster.<\/p>\n

“Du lille stakkels Barn!” sagde den gamle Kone; “hvorledes er Du dog kommet ud paa den store, st\u00e6rke Str\u00f8m, drevet langt ud i den vide Verden!” og saa gik den gamle Kone heelt ud i Vandet, slog sin Krog-Kj\u00e6p fast i Baaden, trak den i Land og l\u00f8ftede den lille Gerda ud.<\/p>\n

Og Gerda var glad ved at komme paa det T\u00f8rre, men dog lidt bange for den fremmede, gamle Kone.<\/p>\n

“Kom dog og fort\u00e6l mig, hvem Du er, og hvorledes Du kommer her!” sagde hun.<\/p>\n

Og Gerda fortalte hende Alting; og den Gamle rystede med Hovedet og sagde “Hm! hm!” og da Gerda havde sagt hende Alting og spurgt om hun ikke havde seet lille Kay, sagde Konen, at han var ikke kommen forbi, men han kom nok, hun skulde bare ikke v\u00e6re bedr\u00f8vet, men smage hendes Kirseb\u00e6r, see hendes Blomster, de vare smukkere end nogen Billedbog, de kunde hver fort\u00e6lle en heel Historie. Saa tog hun Gerda ved Haanden, de gik ind i det lille Huus, og den gamle Kone lukkede D\u00f8ren af.<\/p>\n

Vinduerne sade saa h\u00f8it oppe og Glassene vare r\u00f8de, blaae og gule; Daglyset skinnede saa underligt derinde med alle Couleurer, men paa Bordet stode de deiligste Kirseb\u00e6r, og Gerda spiste saa mange hun vilde, for det turde hun. Og mens hun spiste, kj\u00e6mmede den gamle Kone hendes Haar med en Guldkam, og Haaret kr\u00f8llede og skinnede saa deiligt guult rundt om det lille, venlige Ansigt, der var saa rundt og saae ud som en Rose.<\/p>\n

“Saadan en s\u00f8d lille Pige har jeg rigtig l\u00e6ngtes efter,” sagde den Gamle. “Nu skal Du see, hvor vi to godt skulle komme ud af det!” og alt som hun kj\u00e6mmede den lille Gerdas Haar, glemte Gerda meer og meer sin Pleiebroder Kay; for den gamle Kone kunde Trolddom, men en ond Trold var hun ikke, hun troldede bare lidt for sin egen Forn\u00f8ielse, og nu vilde hun gjerne beholde den lille Gerda. Derfor gik hun ud i Haven, strakte sin Krog-Kj\u00e6p ud mod alle Rosentr\u00e6erne, og, i hvor deiligt de blomstrede, sank de dog alle ned i den sorte Jord og man kunde ikke see, hvor de havde staaet. Den Gamle var bange for, at naar Gerda saae Roserne, skulde hun t\u00e6nke paa sine egne og da huske lille Kay og saa l\u00f8be sin Vei.<\/p>\n

Nu f\u00f8rte hun Gerda ud i Blomster-Haven. – Nei! hvor her var en Duft og Deilighed! alle de t\u00e6nkelige Blomster, og det for enhver Aarstid, stode her i det pr\u00e6gtigste Flor; ingen Billedbog kunde v\u00e6re mere broget og smuk. Gerda sprang af Gl\u00e6de, og legede, til Solen gik ned bag de h\u00f8ie Kirseb\u00e6rtr\u00e6er, da fik hun en deilig Seng med r\u00f8de Silkedyner, de vare stoppede med blaae Violer, og hun sov og dr\u00f8mte der saa deiligt, som nogen Dronning paa sin Bryllupsdag.<\/p>\n

N\u00e6ste Dag kunde hun lege igjen med Blomsterne i det varme Solskin, – saaledes gik mange Dage. Gerda kjendte hver Blomst, men i hvor mange der vare, syntes hun dog, at der manglede een, men hvilken vidste hun ikke. Da sidder hun en Dag og seer paa den gamle Kones Solhat med de malede Blomster, og just den smukkeste der var en Rose. Den Gamle havde glemt at faae den af Hatten, da hun fik de andre ned i Jorden. Men saaledes er det, ikke at have Tankerne med sig! “Hvad!” sagde Gerda, “er her ingen Roser!” og sprang ind imellem Bedene, s\u00f8gte og s\u00f8gte, men der var ingen at finde; da satte hun sig ned og gr\u00e6d, men hendes hede Taarer faldt netop der, hvor et Rosentr\u00e6 var sjunket og da de varme Taarer vandede Jorden, skj\u00f8d Tr\u00e6et med eet op, saa blomstrende, som da det sank, og Gerda omfavnede det, kyssede Roserne og t\u00e6nkte paa de deilige Roser hjemme og med dem paa den lille Kay.<\/p>\n

“O, hvor jeg er bleven sinket!” sagde den lille Pige. “Jeg skulde jo finde Kay! – Veed I ikke hvor han er?” spurgte hun Roserne. “Troer I at han er d\u00f8d og borte?”<\/p>\n

“D\u00f8d er han ikke,” sagde Roserne. “Vi have jo v\u00e6ret i Jorden, der ere alle de D\u00f8de, men men Kay var der ikke!”<\/p>\n

“Tak skal I have!” sagde den lille Gerda og hun gik hen til de andre Blomster og saae ind i deres Kalk og spurgte: “Veed I ikke, hvor lille Kay er?”<\/p>\n

Men hver Blomst stod i Solen og dr\u00f8mte sit eget Eventyr eller Historie, af dem fik lille Gerda saa mange, mange, men Ingen vidste noget om Kay.<\/p>\n

Og hvad sagde da Ildlillien?<\/p>\n

“H\u00f8rer Du Trommen: bum! bum! det er kun to Toner, altid bum! bum! h\u00f8r Qvindernes S\u00f8rgesang! h\u00f8r Pr\u00e6sternes Raab! – I sin lange r\u00f8de Kjortel staaer Hindue-Konen paa Baalet, Flammerne slaae op om hende og hendes d\u00f8de Mand; men Hindue-Konen t\u00e6nker paa den Levende her i Kredsen, ham, hvis \u00d8ine br\u00e6nde hedere end Flammerne, ham, hvis \u00d8ines Ild naae mere hendes Hjerte, end de Flammer, som snart br\u00e6nde hendes Legeme til Aske. Kan Hjertets Flamme d\u00f8e i Baalets Flammer?”<\/p>\n

“Det forstaaer jeg slet ikke!” sagde den lille Gerda.<\/p>\n

“Det er mit \u00c6ventyr!” sagde Ildlillien.<\/p>\n

Hvad siger Convolvolus?<\/p>\n

“Ud over den snevre Fjeldvei h\u00e6nger en gammel Ridderborg: det t\u00e6tte Evigtgr\u00f8nt voxer op om de gamle r\u00f8de Mure, Blad ved Blad, hen om Altanen, og der staaer en deilig Pige; hun b\u00f8ier sig ud over R\u00e6kv\u00e6rket og seer ned ad Veien. Ingen Rose h\u00e6nger friskere fra Grenene, end hun, ingen \u00c6bleblomst, naar Vinden b\u00e6rer den fra Tr\u00e6et, er mere sv\u00e6vende, end hun; hvor rasler den pr\u00e6gtige Silkekjortel. “Kommer han dog ikke!”<\/p>\n

“Er det Kay, Du mener,” spurgte lille Gerda.<\/p>\n

“Jeg taler kun om mit Eventyr, min Dr\u00f8m,” svarede Convolvolus.<\/p>\n

Hvad siger den lille Sommergj\u00e6k?<\/p>\n

“Mellem Tr\u00e6erne h\u00e6nger i Snore det lange Br\u00e6t, det er en Gynge; to nydelige Smaapiger, – Kjolerne ere hvide som Snee, lange gr\u00f8nne Silkebaand flagre fra Hattene, – sidde og gynge; Broderen, der er st\u00f8rre end de, staaer op i Gyngen, han har Armen om Snoren for at holde sig, thi i den ene Haand har han en lille Skaal, i den anden en Kridtpibe, han bl\u00e6ser S\u00e6bebobler; Gyngen gaaer, og Boblerne flyve med deilige, vexlende Farver; den sidste h\u00e6nger endnu ved Pibestilken og b\u00f8ier sig i Vinden; Gyngen gaaer. Den lille sorte Hund, let som Boblerne, reiser sig paa Bagbenene og vil med i Gyngen, den flyver; Hunden dumper, bj\u00e6ffer og er vred; den gj\u00e6kkes, Boblerne briste, – Et gyngende Br\u00e6t, et springende Skumbilled er min Sang!”<\/p>\n

“Det kan gjerne v\u00e6re, at det er smukt, hvad Du fort\u00e6ller, men Du siger det saa s\u00f8rgeligt og n\u00e6vner slet ikke Kay. Hvad sige Hyazinterne?”<\/p>\n

“Der var tre deilige S\u00f8stre, saa gjennemsigtige og fine; den Enes Kjortel var r\u00f8d, den Andens var blaa, den Tredies ganske hvid; Haand i Haand dandsede de ved den stille S\u00f8 i det klare Maaneskin. De vare ikke Elverpiger, de vare Menneskeb\u00f8rn. Der duftede saa s\u00f8dt, og Pigerne svandt i Skoven; Duften blev st\u00e6rkere; – tre Liigkister, i dem laae de deilige Piger, glede fra Skovens Tykning hen over S\u00f8en; Sant-Hansorme fl\u00f8i skinnende rundt om, som smaa sv\u00e6vende Lys. Sove de dandsende Piger, eller ere de d\u00f8de? – Blomsterduften siger, de ere Liig; Aftenklokken ringer over de D\u00f8de!”<\/p>\n

“Du gj\u00f8r mig ganske bedr\u00f8vet,” sagde den lille Gerda. “Du dufter saa st\u00e6rkt; jeg maa t\u00e6nke paa de d\u00f8de Piger! ak, er da virkelig lille Kay d\u00f8d? Roserne have v\u00e6ret nede i Jorden, og de sige nei!”<\/p>\n

“Ding, dang!” ringede Hyazintens Klokker. “Vi ringe ikke over lille Kay, ham kjende vi ikke! vi synge kun vor Vise, den eneste, vi kunne!”<\/p>\n

Og Gerda gik hen til Sm\u00f8rblomsten, der skinnede frem imellem de glindsende, gr\u00f8nne Blade.<\/p>\n

“Du er en lille klar Sol!” sagde Gerda. “Siig mig, om Du veed, hvor jeg skal finde min Legebroder?”<\/p>\n

Og Sm\u00f8rblomsten skinnede saa smukt og saae paa Gerda igjen. Hvilken Vise kunde vel Sm\u00f8rblomsten synge? Den var heller ikke om Kay.<\/p>\n

“I en lille Gaard skinnede vor Herres Sol saa varmt den f\u00f8rste Foraars Dag; Straalerne glede ned ad Naboens hvide V\u00e6g, t\u00e6t ved groede de f\u00f8rste gule Blomster, skinnende Guld i de varme Solstraaler; gamle Bedstemoder var ude i sin Stol, Datterdatteren den fattige, kj\u00f8nne Tjenestepige, kom hjem et kort Bes\u00f8g; hun kyssede Bedstemoderen. Det var Guld, Hjertets Guld i det velsignede Kys. Guld paa Munden, Guld i Grunden, Guld deroppe i Morgenstunden! See, det er min lille Historie!” sagde Sm\u00f8rblomsten.<\/p>\n

“Min gamle stakkels Bedstemoder!” sukkede Gerda. “Ja hun l\u00e6nges vist efter mig, er bedr\u00f8vet for mig, ligesom hun var for lille Kay. Men jeg kommer snart hjem igjen, og saa bringer jeg Kay med. – Det kan ikke hjelpe, at jeg sp\u00f8rger Blomsterne, de kunne kun deres egen Vise, de sige mig ikke Beskeed!” og saa bandt hun sin lille Kjole op, for at hun kunde l\u00f8be raskere; men Pindselillien slog hende over Benet, i det hun sprang over den; da blev hun staaende, saae paa den lange gule Blomst og spurgte: “Veed Du maaskee Noget?” og hun b\u00f8iede sig lige ned til Pindselillien. Og hvad sagde den?<\/p>\n

“Jeg kan see mig selv! jeg kan see mig selv!” sagde Pindselillien. “O, o, hvor jeg lugter! – Oppe paa det lille Qvistkammer, halv kl\u00e6dt paa, staaer en lille Dandserinde, hun staaer snart paa eet Been, snart paa to, hun sparker af den hele Verden, hun er bare \u00d8ienforblindelse. Hun h\u00e6lder Vand af Theepotten ud paa et Stykke T\u00f8i, hun holder, det er Sn\u00f8rlivet; – Reenlighed er en god Ting! den hvide Kjole h\u00e6nger paa Knagen, den er ogsaa vadsket i Theepotten og t\u00f8rret paa Taget; den tager hun paa, det safransgule T\u00f8rkl\u00e6de om Halsen, saa skinner Kjolen mere hvid. Benet i Veiret! see hvor hun kneiser paa een Stilk! jeg kan see mig selv! jeg kan see mig selv!”<\/p>\n

“Det bryder jeg mig slet ikke om!” sagde Gerda. “Det er ikke noget at fort\u00e6lle mig!” og saa l\u00f8b hun til Udkanten af Haven.<\/p>\n

D\u00f8ren var lukket, men hun vrikkede i den rustne Krampe, saa den gik l\u00f8s, og D\u00f8ren sprang op, og saa l\u00f8b den lille Gerda paa bare F\u00f8dder ud i den vide Verden. Hun saae tre Gange tilbage, men der var Ingen, som kom efter hende; tilsidst kunde hun ikke l\u00f8be mere og satte sig paa en stor Steen, og da hun saae sig rundt om, var Sommeren forbi, det var seent paa Efteraaret, det kunde man slet ikke m\u00e6rke derinde i den deilige Have, hvor der var altid Solskin og alle Aarstiders Blomster.<\/p>\n

“Gud! hvor jeg har sinket mig!” sagde den lille Gerda: “Det er jo blevet Efteraar! saa t\u00f8r jeg ikke hvile!” og hun reiste sig for at gaae.<\/p>\n

O, hvor hendes smaa F\u00f8dder vare \u00f8mme og tr\u00e6tte, og rundt om saae det koldt og raat ud; de lange Pileblade vare ganske gule og Taagen dryppede i Vand fra dem, eet Blad faldt efter et andet, kun Slaaentornen stod med Frugt, saa stram og til at rimpe Munden sammen. O hvor det var graat og tungt i den vide Verden.<\/p>\n

Fjerde Historie. Prinds og Prindsesse.<\/strong><\/p>\n

Gerda maatte igjen hvile sig; da hoppede der paa Sneen, ligeover for hvor hun sad, en stor Krage, den havde l\u00e6nge siddet, seet paa hende og vrikket med Hovedet; nu sagde den: “Kra! kra! – go’ Da’! go’ Da’!” Bedre kunde den ikke sige det, men den meente det saa godt med den lille Pige og spurgte hvorhen hun gik saa alene ude i den vide Verden. Det Ord: alene forstod Gerda meget godt og f\u00f8lte ret, hvor meget der laae deri, og saa fortalte hun Kragen sit hele Liv og Levnet og spurgte, om den ikke havde seet Kay.<\/p>\n

Og Kragen nikkede ganske bet\u00e6nksomt og sagde: “det kunde v\u00e6re! det kunde v\u00e6re!”<\/p>\n

“Hvad, troer Du!” raabte den lille Pige og havde n\u00e6r klemt Kragen ihjel, saaledes kyssede hun den.<\/p>\n

“Fornuftig, fornuftig!” sagde Kragen. “Jeg troer, jeg veed, – jeg troer, det kan v\u00e6re den lille Kay! men nu har han vist glemt Dig for Prindsessen!”<\/p>\n

“Boer han hos en Prindsesse?” spurgte Gerda.<\/p>\n

“Ja h\u00f8r!” sagde Kragen, “men jeg har saa sv\u00e6rt ved at tale dit Sprog. Forstaaer Du Kragemaal saa skal jeg bedre fort\u00e6lle!”<\/p>\n

“Nei, det har jeg ikke l\u00e6rt!” sagde Gerda, “men Bedstemoder kunde det, og P-Maal kunde hun. Bare jeg havde l\u00e6rt det!”<\/p>\n

“Gj\u00f8r ikke noget!” sagde Kragen, “jeg skal fort\u00e6lle, saa godt jeg kan, men daarligt bliver det alligevel,” og saa fortalte den, hvad den vidste.<\/p>\n

“I dette Kongerige, hvor vi nu sidde, boer en Prindsesse, der er saa uhyre klog, men hun har ogsaa l\u00e6st alle Aviser, der ere til i Verden, og glemt dem igjen, saa klog er hun. Forleden sidder hun paa Thronen, og det er ikke saa morsomt endda, siger man, da kommer hun til at nynne en Vise, det var netop den: “hvorfor skulde jeg ikke gifte mig!” “H\u00f8r, det er der noget i,” siger hun, og saa vilde hun gifte sig, men hun vilde have en Mand, der forstod at svare, naar man talte til ham, En der ikke stod og kun saae fornem ud, for det er saa kjedeligt. Nu lod hun alle Hofdamerne tromme samme, og da de h\u00f8rte, hvad hun vilde, bleve de saa forn\u00f8iede, “det kan jeg godt lide!” sagde de, “saadant noget t\u00e6nkte jeg ogsaa paa forleden!” – Du kan troe, at det er sandt hvert Ord jeg siger!” sagde Kragen. “Jeg har en tam Kj\u00e6reste, der gaaer frit om paa Slottet, og hun har fortalt mig Alt!”<\/p>\n

Det var naturligviis ogsaa en Krage hans Kj\u00e6reste, for Krage s\u00f8ger Mage, og det er altid en Krage.<\/p>\n

“Aviserne kom strax ud med en Kant af Hjerter og Prindsessens Navnetr\u00e6k; man kunde l\u00e6se sig til, at det stod enhver ung Mand, der saae godt ud, frit for at komme op paa Slottet og tale med Prindsessen, og den, som talte, saa at man kunde h\u00f8re han var hjemme der, og talte bedst, ham vilde Prindsessen tage til Mand! – Ja, ja!” sagde Kragen, “Du kan troe mig, det er saa vist, som jeg sidder her, Folk str\u00f8mmede til, der var en Tr\u00e6ngsel og en L\u00f8ben, men det lykkedes ikke, hverken den f\u00f8rste eller anden Dag. De kunde Allesammen godt tale, naar de vare ude paa Gaden, men naar de kom ind af Slotsporten og saae Garden i S\u00f8lv, og op ad Trapperne Laquaierne i Guld og de store oplyste Sale, saa bleve de forbl\u00f8ffede; og stode de foran Thronen, hvor Prindsessen sad, saa vidste de ikke at sige uden det sidste Ord, hun havde sagt, og det br\u00f8d hun sig ikke om at h\u00f8re igjen. Det var ligesom om Folk derinde havde faaet Snuustobak paa Maven og vare faldet i Dvale, indtil de kom ud paa Gaden igjen, ja, saa kunde de snakke. Der stod en R\u00e6kke lige fra Byens Port til Slottet. Jeg var selv inde at see det!” sagde Kragen. “De bleve baade sultne og t\u00f8rstige, men fra Slottet fik de ikke engang saa meget, som et Glas lunket Vand. Vel havde nogle af de Klogeste taget Sm\u00f8rrebr\u00f8d med, men de deelte ikke med deres Nabo, de t\u00e6nkte, som saa: lad ham kun see sulten ud, saa tager Prindsessen ham ikke!”<\/p>\n

“Men Kay, lille Kay!” spurgte Gerda. “Naar kom han? Var han mellem de mange?”<\/p>\n

“Gid Tid! giv Tid! nu ere vi lige ved ham! det var den tredie Dag, da kom der en lille Person, uden Hest eller Vogn, ganske freidig marcherende lige op til Slottet; hans \u00d8ine skinnede som dine, han havde deilige lange Haar, men ellers fattige Kl\u00e6der!”<\/p>\n

“Det var Kay!” jublede Gerda. “O, saa har jeg fundet ham!” og hun klappede i H\u00e6nderne.<\/p>\n

“Han havde en lille Randsel paa Ryggen!” sagde Kragen.<\/p>\n

“Nei, det var vist hans Sl\u00e6de!” sagde Gerda, “for med Sl\u00e6den gik han bort!”<\/p>\n

“Det kan gjerne v\u00e6re!” sagde Kragen, “jeg saae ikke saa n\u00f8ie til! men det veed jeg af min tamme Kj\u00e6reste, at da han kom ind af Slotsporten og saae Livgarden i S\u00f8lv og opad Trappen Laquaierne i Guld, blev han ikke det bitterste forknyt, han nikkede og sagde til dem: “det maa v\u00e6re kjedeligt at staae paa Trappen, jeg gaaer heller indenfor!” Der skinnede Salene med Lys; Geheimeraader og Excellenser gik paa bare F\u00f8dder og bare Guldfade; man kunde nok blive h\u00f8itidelig! hans St\u00f8vler knirkede saa frygtelig st\u00e6rkt, men han blev dog ikke bange!”<\/p>\n

“Det er ganske vist Kay!” sagde Gerda, “jeg veed, han havde nye St\u00f8vler, jeg har h\u00f8rt dem knirke i Bedstemoders Stue!”<\/p>\n

“Ja knirke gjorde de!” sagde Kragen, “og freidig gik han lige ind for Prindsessen, der sad paa en Perle, saa stor som et Rokkehjul; og alle Hofdamerne med deres Piger og Pigers Piger, og alle Cavalererne med deres Tjenere og Tjeneres Tjenere, der holde Dreng, stode opstillede rundt om; og jo n\u00e6rmere de stode ved D\u00f8ren, jo stoltere saae de ud. Tjenernes Tjeneres Dreng, der altid gaaer i T\u00f8fler, er n\u00e6sten ikke til at see paa, saa stolt staaer han i D\u00f8ren!”<\/p>\n

“Det maa v\u00e6re grueligt!” sagde den lille Gerda. “Og Kay har dog faaet Prindsessen!”<\/p>\n

“Havde jeg ikke v\u00e6ret en Krage, saa havde jeg taget hende, og det uagtet jeg er forlovet. Han skal have talt ligesaa godt, som jeg taler, naar jeg taler Kragemaal, det har jeg fra min tamme Kj\u00e6reste. Han var freidig og nydelig; han var slet ikke kommet for at frie, bare alene kommet for at h\u00f8re Prindsessens Klogskab, og den fandt han god, og hun fandt han god igjen!”<\/p>\n

“Ja, vist! det var Kay!” sagde Gerda, “han var saa klog, han kunde Hoved-Regning med Br\u00f8k! – O, vil Du ikke f\u00f8re mig ind paa Slottet!”<\/p>\n

“Ja, det er let sagt!” sagde Kragen. “Men hvorledes gj\u00f8re vi det? Jeg skal tale derom med min tamme Kj\u00e6reste; hun kan vel raade os; thi det maa jeg sige Dig, saadan en lille Pige, som Du, faaer aldrig Lov at komme ordenlig ind!”<\/p>\n

“Jo, det gj\u00f8r jeg!” sagde Gerda. “Naar Kay h\u00f8rer jeg er her, kommer han strax ud og henter mig!”<\/p>\n

“Vent mig ved Stenten der!” sagde Kragen, vrikkede med Hovedet og fl\u00f8i bort.<\/p>\n

F\u00f8rst da det var m\u00f8rk Aften kom Kragen igjen tilbage: “Rar! rar!” sagde den. “Jeg skal hilse Dig fra hende mange Gange! og her er et lille Br\u00f8d til Dig, det tog hun i Kj\u00f8kkenet, der er Br\u00f8d nok og Du er vist sulten! – Det er ikke muligt, at Du kan komme ind paa Slottet, Du har jo bare F\u00f8dder; Garden i S\u00f8lv og Laquaierne i Guld ville ikke tillade det; men gr\u00e6d ikke, Du skal dog nok komme derop. Min Kj\u00e6reste veed en lille Bagtrappe, som f\u00f8rer til Sovkammeret, og hun veed, hvor hun skal tage N\u00f8glen!”<\/p>\n

Og de gik ind i Haven, i den store Allee, hvor det ene Blad faldt efter det andet, og da paa Slottet Lysene slukkedes, det ene efter det andet, f\u00f8rte Kragen lille Gerda hen til en Bagd\u00f8r, der stod paa klem.<\/p>\n

O, hvor Gerdas Hjerte bankede af Angest og L\u00e6ngsel! det var ligesom om hun skulde gj\u00f8re noget Ondt, og hun vilde jo kun have at vide, om det var lille Kay; jo det maatte v\u00e6re ham; hun t\u00e6nkte saa levende paa hans kloge \u00d8ine, hans lange Haar; hun kunde ordentlig see, hvorledes han smilede, som da de sade hjemme under Roserne. Han vilde vist blive glad ved at see hende, h\u00f8re hvilken lang Vei, hun havde gaaet for hans Skyld, vide, hvor bedr\u00f8vet de Alle hjemme havde v\u00e6ret, da han ikke kom igjen. O, det var en Frygt og en Gl\u00e6de.<\/p>\n

Nu vare de paa Trappen; der br\u00e6ndte en lille Lampe paa et Skab; midt paa Gulvet stod den tamme Krage og dreiede Hovedet til alle Sider og betragtede Gerda, der neiede, som Bedstemoder have l\u00e6rt hende.<\/p>\n

“Min Forlovede har talt saa smukt om dem, min lille Fr\u00f8ken,” sagde den tamme Krage, “deres Vita, som man kalder det, er ogsaa meget r\u00f8rende! – Vil de tage Lampen, saa skal jeg gaae foran. Vi gaae her den lige Vei, for der tr\u00e6ffe vi Ingen!”<\/p>\n

“Jeg synes her kommer Nogen lige bag efter!” sagde Gerda, og det susede forbi hende; det var ligesom Skygger hen ad V\u00e6ggen, Heste med flagrende Manker og tynde Been, J\u00e6gerdrenge, Herrer og Damer til Hest.<\/p>\n

“Det er kun Dr\u00f8mmene!” sagde Kragen, “de komme og hente det h\u00f8ie Herskabs Tanker til Jagt, godt er det, saa kan De bedre betragte dem i Sengen. Men lad mig see, kommer De til \u00c6re og V\u00e6rdighed, at De da viser et taknemmeligt Hjerte!”<\/p>\n

“Det er jo ikke noget at snakke om!” sagde Kragen fra Skoven.<\/p>\n

Nu kom de ind i den f\u00f8rste Sal, den var af rosenr\u00f8dt Atlask med kunstige Blomster opad V\u00e6ggen; her susede dem allerede Dr\u00f8mmene forbi, men de foer saa hurtigt, at Gerda ikke fik seet det h\u00f8ie Herskab. Den ene Sal blev pr\u00e6gtigere end den anden; jo man kunde nok blive forbl\u00f8ffet, og nu vare de i Sovkammeret. Loftet herinde lignede en stor Palme med Blade af Glas, kostbart Glas, og midt paa Gulvet hang i en tyk Stilk af Guld to Senge, der hver saae ud som Lillier: den ene var hvid, i den laae Prindsessen; den anden var r\u00f8d, og i den var det at Gerda skulde s\u00f8ge lille Kay; hun b\u00f8iede eet af de r\u00f8de Blade tilside og da saae hun en bruun Nakke. – O, det var Kay! – Hun raabte ganske h\u00f8it hans Navn, holdt Lampen hen til ham – Dr\u00f8mmene susede til Hest ind i Stuen igjen – han vaagnede, dreiede Hovedet og – – det var ikke den lille Kay.<\/p>\n

Prindsen lignede ham kun paa Nakken, men ung og smuk var han. Og fra den hvide Lillie-Seng tittede Prindsessen ud, og spurgte hvad det var. Da gr\u00e6d den lille Gerda og fortalte hele sin Historie og Alt, hvad Kragerne havde gjort for hende.<\/p>\n

“Din lille Stakkel!” sagde Prindsen og Prindsessen, og de roste Kragerne og sagde, at de vare slet ikke vrede paa dem, men de skulde dog ikke gj\u00f8re det oftere. Imidlertid skulde de have en Bel\u00f8nning.<\/p>\n

“Ville I flyve frit?” spurgte Prindsessen, “eller ville I have fast Ans\u00e6ttelse som Hofkrager med Alt, hvad der falder af i Kj\u00f8kkenet?”<\/p>\n

Og begge Kragerne neiede og bade om fast Ans\u00e6ttelse; for de t\u00e6nkte paa deres Alderdom og sagde, “det var saa godt at have noget for den gamle Mand,” som de kalde det.<\/p>\n

Og Prindsen stod op af sin Seng og lod Gerda sove i den, og mere kunde han ikke gj\u00f8re. Hun foldede sin smaa H\u00e6nder og t\u00e6nkte: “hvor dog Mennesker og Dyr ere gode,” og saa lukkede hun sine \u00d8ine og sov saa velsignet. Alle Dr\u00f8mmene kom igjen flyvende ind, og de saae de ud som Guds Engle, og de trak en lille Sl\u00e6de, og paa den sad Kay og nikkede; men det Hele var kun Dr\u00f8mmeri, og derfor var det ogsaa borte igjen, saasnart hun vaagnede.<\/p>\n

N\u00e6ste Dag blev hun kl\u00e6dt op fra Top til Taa i Silke og Fl\u00f8iel; hun fik Tilbud at blive paa Slottet og have gode Dage, men hun bad alene om at faae en lille Vogn med en Hest for og et Par smaa St\u00f8vler, saa vilde hun igjen kj\u00f8re ud i den vide Verden og finde Kay.<\/p>\n

Og hun fik baade St\u00f8vler og Muffe; hun blev saa nydeligt kl\u00e6dt paa, og da hun vilde afsted, holdt ved D\u00f8ren en ny Karreet af puurt Guld; Prindsens og Prindsessens Vaaben lyste fra den som en Stjerne; Kudsk, Tjenere og Forridere, for der vare ogsaa Forridere, sade kl\u00e6dte i Guldkroner. Prindsen og Prindsessen hjalp hende selv i Vognen og \u00f8nskede hende al Lykke. Skovkragen, der nu var bleven givt, fulgte med de f\u00f8rste tre Mile; den sad ved Siden af hende, for den kunde ikke taale at kj\u00f8re bagl\u00e6nds; den anden Krage stod i Porten og slog med Vingerne, den fulgte ikke med, thi den leed af Hovedpine, siden den havde faaet fast Ans\u00e6ttelse og for meget at spise. Indeni var Karreten foret med Sukkerkringler, og i S\u00e6det vare Frugter og Pebern\u00f8dder.<\/p>\n

“Farvel! farvel!” raabte Prinds og Prindsesse, og lille Gerda gr\u00e6d, og Kragen gr\u00e6d; – saaledes gik de f\u00f8rste Mile; da sagde ogsaa Kragen farvel, og det var den tungeste Afsked; den fl\u00f8i op i et Tr\u00e6 og slog med sine sorte Vinger, saal\u00e6nge den kunde see Vognen, der straalede, som det klare Solskin.<\/p>\n

Femte Historie. Den lille R\u00f8verpige.<\/strong><\/p>\n

De kj\u00f8rte gjennem den m\u00f8rke Skov, men Karreten skinnede som et Blus, det skar R\u00f8verne i \u00d8inene, det kunde de ikke taale.<\/p>\n

“Det er Guld! det er Guld!” raabte de, styrtede frem, toge fat i Hestene, sloge de smaae Jokeier, Kudsken og Tjenerne ihjel, og trak nu den lille Gerda ud af Vognen.<\/p>\n

“Hun er feed, hun er nydelig, hun er fedet med N\u00f8ddekjerne!” sagde den gamle R\u00f8verkjelling, der havde et langt, stridt Skj\u00e6g og \u00d8ienbryn, der hang hende ned over \u00d8inene. “Det er saa godt som et lille Fedelam! naa, hvor hun skal smage!” og saa trak hun sin blanke Kniv ud og den skinnede, saa at det var grueligt.<\/p>\n

“Au!” sagde Kjellingen lige i det samme, hun blev bidt i \u00d8ret af sin egen lille Datter, der hang paa hendes Ryg og var saa vild og uvorn, saa det var en Lyst. “Din lede Unge!” sagde Moderen og fik ikke Tid til at slagte Gerda.<\/p>\n

“Hun skal lege med mig!” sagde den lille R\u00f8verpige. “Hun skal give mig sin Muffe, sin smukke Kjole, sove hos mig i min Seng!” og saa beed hun igjen, saa R\u00f8verkjellingen sprang i Veiret og dreiede sig rundt, og alle R\u00f8verne loe og sagde: “see, hvor hun dandser med sin Unge!”<\/p>\n

“Jeg vil ind i Karreten!” sagde den lille R\u00f8verpige og hun maatte og vilde have sin Villie, for hun var saa forkj\u00e6let og saa stiv. Hun og Gerda sad ind i den, og saa kj\u00f8rte de over Stub og Tj\u00f8rn dybere ind i Skoven. Den lille R\u00f8verpige var saa stor som Gerda, men st\u00e6rkere, mere bredskuldret og m\u00f8rk i Huden; \u00d8inene vare ganske sorte, de saae n\u00e6sten bedr\u00f8vede ud. Hun tog den lille Gerda om Livet og sagde: “De skal ikke slagte Dig, saal\u00e6nge jeg ikke bliver vred paa Dig! Du er sagtens en Prindsesse?”<\/p>\n

“Nei,” sagde lille Gerda og fortalte hende Alt, hvad hun havde oplevet, og hvormeget hun holdt af lille Kay.<\/p>\n

R\u00f8verpigen saae ganske alvorlig paa hende, nikkede lidt med Hovedet og sagde: “De skal ikke slagte Dig, selv om jeg endogsaa bliver vred paa Dig, saa skal jeg nok selv gj\u00f8re det!” og saa t\u00f8rrede hun Gerdas \u00d8ine og puttede saa begge sine H\u00e6nder ind i den smukke Muffe, der var saa bl\u00f8d og saa varm.<\/p>\n

Nu holdt Karreten stille; de vare midt inde i Gaarden af et R\u00f8verslot; det var revnet fra \u00f8verst til nederst, Ravne og Krager fl\u00f8i ud af de aabne Huller, og de store Bulbidere, der hver saae ud til at kunne sluge et Menneske, sprang h\u00f8it i Veiret, men de gj\u00f8ede ikke, for det var forbudt.<\/p>\n

I den store, gamle, sodede Sal br\u00e6ndte midt paa Steengulvet en stor Ild; R\u00f8gen trak hen under Loftet og maatte selv see at finde ud; en stor Bryggerkjedel kogte med Suppe, og baade Harer og Kaniner vendtes paa Spid.<\/p>\n

“Du skal sove i Nat med mig her hos alle mine Smaadyr!” sagde R\u00f8verpigen. De fik at spise og drikke og gik saa hen i et Hj\u00f8rne, hvor der laae Halm og Tepper. Ovenover sad paa L\u00e6gter og Pinde n\u00e6sten hundrede Duer, der alle syntes at sove, men dreiede sig dog lidt, da Smaapigerne kom.<\/p>\n

“Det er allesammen mine!” sagde den lille R\u00f8verpige og greb rask fat i een af de n\u00e6rmeste, holdt den ved Benene og rystede den, saa at den slog med Vingerne. “Kys den!” raabte hun og baskede Gerda med den i Ansigtet. “Der sidder Skovcanaillerne!” blev hun ved og viste bag en M\u00e6ngde Tremmer, der var slaaet for et Hul i Muren h\u00f8it oppe. “Det er Skovcanailler, de to! de flyve strax v\u00e6k, har man dem ikke rigtigt laaset; og her staaer min gamle Kj\u00e6reste B\u00e6!” og hun trak ved Hornet et Rensdyr, der havde en blank Kobberring om Halsen og var bundet. “Ham maa vi ogsaa have i Klemme, ellers springer han med fra os. Hver evige Aften kilder jeg ham paa Halsen med min skarpe Kniv, det er han saa bange for!” og den lille Pige trak en lang Kniv ud af en Spr\u00e6kke i Muren og lod den glide over Rensdyrets Hals; det stakkels Dyr slog ud med Benene, og R\u00f8verpigen lo og trak saa Gerda med ned i Sengen.<\/p>\n

“Vil Du have Kniven med, naar Du skal sove?” spurgte Gerda og saae lidt bange til den.<\/p>\n

“Jeg sover altid med Kniv!” sagde den lille R\u00f8verpige. “Man veed aldrig, hvad der kan komme. Men fort\u00e6l mig nu igjen, hvad Du fortalte f\u00f8r om lille Kay, og hvorfor Du er gaaet ud i den vide Verden. Og Gerda fortalte forfra, og Skovduerne kurrede deroppe i Buret, de andre Duer sov. Den lille R\u00f8verpige lagde sin Arm om Gerdas Hals, holdt Kniven i den anden Haand og sov, saa man kunde h\u00f8re det; men Gerda kunde slet ikke lukke sine \u00d8ine, hun vidste ikke, om hun skulde leve eller d\u00f8e. R\u00f8verne sad rundt om Ilden, sang og drak, og R\u00f8verkj\u00e6llingen slog Kolb\u00f8tter. O! det var ganske grueligt for den lille Pige at see paa.<\/p>\n

Da sagde Skovduerne: “Kurre, kurre! vi have seet den lille Kay. En hvid H\u00f8ne bar hans Sl\u00e6de, han sad i Sneedronningens Vogn, der foer lavt hen over Skoven, da vi laae i Rede; hun bl\u00e6ste paa os Unger, og alle d\u00f8de de uden vi to; kurre! kurre!”<\/p>\n

“Hvad sige I deroppe?” raabte Gerda, “hvor reiste Sneedronningen hen? Veed I noget derom?”<\/p>\n

“Hun reiste sagtens til Lapland, for der er altid Snee og Iis! sp\u00f8rg bare Rensdyret, som staaer bundet i Strikken.”<\/p>\n

“Der er Iis og Snee, der er velsignet og godt!” sagde Rensdyret; “der springer man frit om i de store skinnende Dale! der har Sneedronningen sit Sommertelt, men hendes faste Slot er oppe mod Nordpolen, paa den \u00d8, som kaldes Spitsberg!”<\/p>\n

“O Kay, lille Kay!” sukkede Gerda.<\/p>\n

“Nu skal Du ligge stille!” sagde R\u00f8verpigen, “ellers faaer Du Kniven op i Maven!”<\/p>\n

Om Morgenen fortalte Gerda hende Alt, hvad Skovduerne havde sagt, og den lille R\u00f8verpige saae ganske alvorlig ud, men nikkede med Hovedet og sagde: “Det er det samme! det er det samme. – Veed Du, hvor Lapland er?” spurgte hun Rensdyret.<\/p>\n

“Hvo skulde bedre vide det end jeg,” sagde Dyret, og \u00d8inene spillede i Hovedet paa det. “Det er jeg f\u00f8dt og baaret, der har jeg sprunget paa Sneemarken!”<\/p>\n

“H\u00f8r!” sagde R\u00f8verpigen til Gerda, “Du seer, at alle vore Mandfolk ere borte, men Mutter er her endnu, og hun bliver, men op ad Morgenstunden drikker hun af den store Flaske og tager sig saa en lille Luur ovenpaa; – saa skal jeg gj\u00f8re noget for Dig!” Nu sprang hun ud af Sengen, foer hen om Halsen paa Moderen, trak hende i Mundskj\u00e6gget og sagde: “min egen s\u00f8de Gjedebuk, god Morgen!” Og Moderen knipsede hende under N\u00e6sen, saa den blev r\u00f8d og blaa, men det var altsammen af bare Kj\u00e6rlighed.<\/p>\n

Da saa Moderen havde drukket af sin Flaske og fik sig en lille Luur, gik R\u00f8verpigen hen til Rensdyret og sagde: “jeg kunde have besynderlig Lyst til endnu at kilde Dig mange Gange med den skarpe Kniv, for saa er Du saa morsom, men det er det samme, jeg vil l\u00f8sne din Snor og hj\u00e6lpe Dig udenfor, at Du kan l\u00f8be til Lapland, men Du skal tage Benene med Dig og bringe mig denne lille Pige til Sneedronningens Slot, hvor hendes Legebroder er. Du har nok h\u00f8rt, hvad hun fortalte, thi hun snakkede h\u00f8it nok, og Du lurer!”<\/p>\n

Rensdyret sprang h\u00f8it af Gl\u00e6de. R\u00f8verpigen l\u00f8ftede lille Gerda op og havde den Forsigtighed at binde hende fast, ja endogsaa at give hende en lille Pude at sidde paa. “Det er det samme,” sagde hun, “der har Du dine laadne St\u00f8vler, for det bliver koldt, men Muffen beholder jeg, den er alfor nydelig! Alligevel skal Du ikke fryse. Her har Du min Moders store B\u00e6lvanter, de naae Dig lige op til Albuen; stik i! – Nu seer Du ud paa H\u00e6nderne ligesom min \u00e6kle Moder!”<\/p>\n

Og Gerda gr\u00e6d af Gl\u00e6de.<\/p>\n

“Jeg kan ikke lide at Du tviner!” sagde den lille R\u00f8verpige. “Nu skal Du just see forn\u00f8iet ud! og der har Du to Br\u00f8d og en Skinke, saa kan Du ikke sulte.” Begge Dele bleve bundne bag paa Rensdyret; den lille R\u00f8verpige aabnede D\u00f8ren, lokkede alle de store Hunde ind, og saa skar hun Strikken over med sin Kniv og sagde til Rensdyret: “L\u00f8b saa! men pas vel paa den lille Pige!”<\/p>\n

Og Gerda strakte H\u00e6nderne, med de store B\u00e6lvanter, ud mod R\u00f8verpigen og sagde farvel, og saa fl\u00f8i Rensdyret afsted over Buske og Stubbe, gjennem den store Skov, over Moser og Stepper, alt hvad det kunde. Ulvene hylede, og Ravnene skreg. “Fut! fut!” sagde det paa Himlen. Det var ligesom om den nyste r\u00f8dt.<\/p>\n

“Det er mine gamle Nordlys!” sagde Rensdyret, “see, hvor de lyse!” og saa l\u00f8b det endnu mere afsted, Nat og Dag; Br\u00f8dene bleve spiist, Skinken med og saa vare de i Lapland.<\/p>\n

Sjette Historie. Lappekonen og Finnekonen.<\/strong><\/p>\n

De holdt stille ved et lille Huus; det var saa ynkeligt; Taget gik ned til Jorden, og D\u00f8ren var saa lav, at Familien maatte krybe paa Maven, naar den vilde ud eller ind. Her var Ingen hjemme uden en gammel Lappekone, der stod og stegte Fisk ved en Tranlampe; og Rensdyret fortalte hele Gerdas Historie, men f\u00f8rst sin egen, for det syntes, at den var meget vigtigere, og Gerda var saa forkommet af Kulde, at hun ikke kunde tale.<\/p>\n

“Ak, I arme Stakler!” sagde Lappekonen, “da have I langt endnu at l\u00f8be! I maa afsted over hundred Mile ind i Finmarken, for der ligger Sneedronningen paa Landet og br\u00e6nder Blaalys hver evige Aften. Jeg skal skrive et Par Ord paa en t\u00f8r Klipfisk, Papir har jeg ikke, den skal jeg give Eder med til Finnekonen deroppe, hun kan give Eder bedre Besked, end jeg!”<\/p>\n

Og da nu Gerda var blevet varmet og havde faaet at spise og drikke, skrev Lappekonen et Par Ord paa en t\u00f8r Klipfisk, bad Gerda passe vel paa den, bandt hende igjen fast paa Rensdyret og det sprang afsted. “Fut! fut!” sagde det oppe i Luften, hele Natten br\u00e6ndte de deiligste blaae Nordlys; – og saa kom de til Finmarken og bankede paa Finnekonens Skorsteen, for hun havde ikke engang D\u00f8r.<\/p>\n

Der var en Hede derinde, saa Finnekonen selv gik n\u00e6sten ganske n\u00f8gen; lille var hun og ganske grumset; hun l\u00f8snede strax Kl\u00e6derne paa lille Gerda, tog B\u00e6lvanterne og St\u00f8vlerne af, for ellers havde hun faaet det for hedt, lagde Rensdyret et Stykke Iis paa Hovedet og l\u00e6ste saa, hvad der stod skrevet paa Klipfisken; hun l\u00e6ste det tre Gange, og saa kunde hun det udenad og puttede Fisken i Mad-Gryden, for den kunde jo godt spises, og hun spildte aldrig noget.<\/p>\n

Nu fortalte Rensdyret f\u00f8rst sin Historie, saa den lille Gerdas, og Finnekonen plirede med de kloge \u00d8ine, men sagde ikke noget.<\/p>\n

“Du er saa klog,” sagde Rensdyret; “jeg veed, Du kan binde alle Verdens Vinde i en Sytraad; naar Skipperen l\u00f8ser den ene Knude, faaer han god Vind, l\u00f8ser han den anden, da bl\u00e6ser det skrapt, og l\u00f8ser han den tredie og fjerde, da stormer det, saa Skovene falde om. Vil Du ikke give den lille Pige en Drik, saa hun kan faae tolv Mands Styrke og overvinde Sneedronningen.”<\/p>\n

“Tolv Mands Styrke,” sagde Finnekonen; “jo, det vil godt forslaae!” og saa gik hun hen paa en Hylde, tog et stort sammenrullet Skind frem, og det rullede hun op; der var skrevet underlige Bogstaver derpaa, og Finnekonen l\u00e6ste, saa Vandet haglede ned af hendes Pande.<\/p>\n

Men Rensdyret bad igjen saa meget for den lille Gerda, og Gerda saae med saa bedende \u00d8ine, fulde af Taarer, paa Finnekonen, at denne begyndte igjen at plire med sine og trak Rensdyret hen i en Krog, hvor hun hvidskede til det, medens det fik frisk Iis paa Hovedet:<\/p>\n

“Den lille Kay er rigtignok hos Sneedronningen og finder alt der efter sin Lyst og Tanke og troer, det er den bedste Deel af Verden, men det kommer af, at han har faaet en Glas-Splint i Hjertet og et lille Glas-Korn i \u00d8iet; de maa f\u00f8rst ud, ellers bliver han aldrig til Menneske, og Sneedronningen vil beholde Magten over ham!”<\/p>\n

“Men kan Du ikke give den lille Gerda noget ind, saa hun kan faae Magt over det Hele?”<\/p>\n

“Jeg kan ikke give hende st\u00f8rre Magt, end hun allerede har! seer Du ikke, hvor stor den er? Seer Du ikke, hvor Mennesker og Dyr maae tjene hende, hvorledes hun paa bare Been er kommen saa vel frem i Verden. Hun maa ikke af os vide sin Magt, den sidder i hendes Hjerte, den sidder i, hun er et s\u00f8dt uskyldigt Barn. Kan hun ikke selv komme ind til Sneedronningen og faae Glasset ud af lille Kay, saa kunne vi ikke hj\u00e6lpe! To Mile herfra begynder Sneedronningens Have, derhen kan Du b\u00e6re den lille Pige; s\u00e6t hende af ved den store Busk, der staaer med r\u00f8de B\u00e6r i Sneen, hold ikke lang Faddersladder og skynd dig her tilbage!” Og saa l\u00f8ftede Finnekonen den lille Gerda op paa Rensdyret, der l\u00f8b alt, hvad det kunde.<\/p>\n

“O, jeg fik ikke mine St\u00f8vler! jeg fik ikke mine B\u00e6lvanter!” raabte den lille Gerda, det m\u00e6rkede hun i den sviende Kulde, men Rensdyret turde ikke standse, det l\u00f8b, til det kom til den store Busk med de r\u00f8de B\u00e6r; der satte det Gerda af, kyssede hende paa Munden, og der l\u00f8b store, blanke Taarer ned over Dyrets Kinder, og saa l\u00f8b det, alt hvad det kunde, igjen tilbage. Der stod den stakkels Gerda uden Sko, uden Handsker, midt i det frygtelige iiskolde Finmarken.<\/p>\n

Hun l\u00f8b fremad, saa st\u00e6rkt hun kunde; da kom der et heelt Regiment Sneeflokker; men de faldt ikke ned fra Himlen, den var ganske klar og skinnede af Nordlys; Sneeflokkerne l\u00f8b lige hen ad Jorden, og jo n\u00e6rmere de kom, des st\u00f8rre bleve de; Gerda huskede nok, hvor store og kunstige de havde seet ud, dengang hun saae Sneeflokkerne gjennem Br\u00e6ndeglasset, men her vare de rigtignok anderledes store og frygtelige, de vare levende, de vare Sneedronningens Forposter; de havde de underligste Skikkelser; nogle saae ud som f\u00e6le store Pindsviin, andre, som hele Knuder af Slanger, der stak Hovederne frem, og andre, som smaa tykke Bj\u00f8rne paa hvem Haarene struttede, alle skinnende hvide, alle vare de levende Sneeflokker.<\/p>\n

Da bad den lille Gerda sit Fadervor, og Kulden var saa st\u00e6rk at hun kunde see sin egen Aande; som en heel R\u00f8g stod den hende ud af Munden; Aanden blev t\u00e6ttere og t\u00e6ttere og den formede sig til smaa klare Engle, der voxte meer og mere, naar de r\u00f8rte ved Jorden; og alle havde de Hjelm paa Hovedet og Spyd og Skjold i H\u00e6nderne; de bleve flere og flere, og da Gerda havde endt sit Fadervor, var der en heel Legion om hende; de hug med deres Spyd paa de gruelige Sneeflokker saa de sprang i hundrede Stykker, og den lille Gerda gik ganske sikker og freidig frem. Englene klappede hende paa F\u00f8dderne og paa H\u00e6nderne, og saa f\u00f8lte hun mindre, hvor koldt det var, og gik rask frem mod Sneedronningens Slot.<\/p>\n

Men nu skulle vi f\u00f8rst see, hvorledes Kay har det. Han t\u00e6nkte rigtignok ikke paa lille Gerda, og allermindst at hun stod udenfor Slottet.<\/p>\n

Syvende Historie. Hvad der skete i Sneedronningens Slot, og hvad der siden skete.<\/strong><\/p>\n

Slottets V\u00e6gge vare af den fygende Snee og Vinduer og D\u00f8re af de skj\u00e6rende Vinde; der vare over hundrede Sale, alt ligesom Sneen fygede, den st\u00f8rste strakte sig mange Mile, alle belyste af de st\u00e6rke Nordlys, og de vare saa store, saa tomme, saa isnende kolde og saa skinnende. Aldrig kom her Lystighed, ikke engang saa meget, som et lille Bj\u00f8rne-Bal, hvor Stormen kunde bl\u00e6se op, og Iisbj\u00f8rnene gaae paa Bagbenene og have fine Manerer; aldrig et lille Spilleselskab med Munddask og slaae paa Lappen; aldrig en lille Smule Caffe-Commerts af de hvide R\u00e6ve-Fr\u00f8kner; tomt, stort og koldt var det i Sneedronningens Sale. Nordlysene blussede saa n\u00f8iagtigt, at man kunde t\u00e6lle sig til, naar de vare paa det H\u00f8ieste, og naar de vare paa det Laveste. Midt derinde i den tomme uendelige Sneesal var der en frossen S\u00f8; den var revnet i tusinde Stykker, men hvert Stykke var saa akkurat ligt det andet, at det var et heelt Kunststykke; og midt paa den sad Sneedronningen, naar hun var hjemme, og saa sagde hun, at hun sad i Forstandens Speil, og at det var det eneste og bedste i denne Verden.<\/p>\n

Lille Kay var ganske blaa af Kulde, ja n\u00e6sten sort, men han m\u00e6rkede det dog ikke, for hun havde jo kysset Kuldegyset af ham, og hans Hjerte var saa godt som en Iisklump. Han gik og sl\u00e6bte paa nogle skarpe flade Iisstykker; som han lagde paa alle mulige Maader, for han vilde have noget ud deraf; det var ligesom naar vi andre have smaa Tr\u00e6plader og l\u00e6gge disse i Figurer, der kaldes det chinesiske Spil. Kay gik ogsaa og lagde Figurer, de allerkunstigste, det var Forstands Iisspillet; for hans \u00d8ine vare Figurerne ganske udm\u00e6rkede og af den allerh\u00f8ieste Vigtighed; det gjorde det Glaskorn, der sad ham i \u00d8iet! han lagde hele Figurer, der vare et skrevet Ord, men aldrig kunde han finde paa at l\u00e6gge det Ord, som han just vilde, det Ord: Evigheden, og Sneedronningen havde sagt: “Kan Du udfinde mig den Figur, saa skal Du v\u00e6re Din egen Herre, og jeg for\u00e6rer Dig hele Verden og et Par nye Sk\u00f8iter.” Men han kunde ikke.<\/p>\n

“Nu suser jeg bort til de varme Lande!” sagde Sneedronningen, “jeg vil hen og kige ned i de sorte Gryder!” – Det var de ildsprudende Bjerge, \u00c6tna og Vesuv, som man kalder dem. – “Jeg skal hvidte dem lidt! det h\u00f8rer til; det gj\u00f8r godt oven paa Citroner og Viindruer!” og saa fl\u00f8i Sneedronningen, og Kay sad ganske ene i den mange Mile store tomme Iissal og saae paa Iisstykkerne og t\u00e6nkte og t\u00e6nkte, saa det knagede i ham, ganske stiv og stille sad han, man skulde troe han var frosset ihjel.<\/p>\n

Da var det, at den lille Gerda traadte ind i Slottet gjennem den store Port, der var skj\u00e6rende Vinde; men hun l\u00e6ste en Aftenb\u00f8n, og da lagde Vindene sig, som de vilde sove, og hun traadte ind i de store, tomme kolde Sale – da saae hun Kay, hun kjendte ham, hun fl\u00f8i ham om Halsen, holdt ham saa fast og raabte: “Kay! s\u00f8de lille Kay! saa har jeg da fundet Dig!”<\/p>\n

Men han sad ganske stille, stiv og kold; – da gr\u00e6d den lille Gerda hede Taarer, de faldt paa hans Bryst, de tr\u00e6ngte ind i hans Hjerte, de opt\u00f8ede Iisklumpen og fort\u00e6rede den lille Speilstump derinde; han saae paa hende og hun sang Psalmen:<\/p>\n

“Roserne voxe i Dale,<\/p>\n

Der faae vi Barn-Jesus i Tale!”<\/p>\n

Da brast Kay i Graad; han gr\u00e6d, saa Speilkornet trillede ud af \u00d8inene, han kjendte hende og jublede: “Gerda! s\u00f8de lille Gerda! – hvor har Du dog v\u00e6ret saa l\u00e6nge? Og hvor har jeg v\u00e6ret?” Og han saae rundt om sig. “Hvor her er koldt! hvor her er tomt og stort!” og han holdt sig fast til Gerda, og hun lo og gr\u00e6d af Gl\u00e6de; det var saa velsignet, at selv Iisstykkerne dandsede af Gl\u00e6de rundtom og da de vare tr\u00e6tte og lagde sig, laae de netop i de Bogstaver, som Sneedronningen havde sagt, han skulde udfinde, saa var han sin egen Herre, og hun vilde give ham hele Verden og et Par nye Sk\u00f8iter.<\/p>\n

Og Gerda kyssede hans Kinder, og de bleve blomstrende; hun kyssede hans \u00d8ine, og de lyste som hendes, hun kyssede hans H\u00e6nder og F\u00f8dder, og han var sund og rask. Sneedronningen maatte gjerne komme hjem: hans Fribrev stod skrevet der med skinnende Iisstykker.<\/p>\n

Og de toge hinanden i H\u00e6nderne og vandrede ud af det store Slot; de talte om Bedstemoder og om Roserne oppe paa Taget; og hvor de gik, laae Vindene ganske stille og Solen br\u00f8d frem; og da de naaede Busken med de r\u00f8de B\u00e6r, stod Rensdyret der og ventede; det havde en anden ung Reen med, hvis Iver var fuldt, og den gav de Smaa sin varme M\u00e6lk og kyssede dem paa Munden. Saa bare de Kay og Gerda f\u00f8rst til Finnekonen, hvor de varmede sig op i den hede Stue og fik Besked om Hjemreisen, saa til Lappekonen, der havde syet dem nye Kl\u00e6der og gjort sin Sl\u00e6de istand.<\/p>\n

Og Rensdyret og den unge Reen sprang ved Siden og fulgte med, lige til Landets Gr\u00e6ndse, der tittede det f\u00f8rste Gr\u00f8nne frem, der toge de Afsked med Rensdyret og med Lappekonen. “Farvel!” sagde de Allesammen. Og de f\u00f8rste smaa Fugle begyndte at qviddre, Skoven havde gr\u00f8nne Knoppe, og ud fra den kom ridende paa en pr\u00e6gtig Hest, som Gerda kjendte (den havde v\u00e6ret sp\u00e6ndt for Guldkarreeten) en ung Pige med en skinnende r\u00f8d Hue paa Hovedet og Pistoler foran sig; det var den lille R\u00f8verpige, som var kjed af at v\u00e6re hjemme og vilde nu f\u00f8rst Nord paa og siden af en anden Kant, dersom hun ikke blev forn\u00f8iet. Hun kjendte strax Gerda, og Gerda kjendte hende, det var en Gl\u00e6de.<\/p>\n

“Du er en rar Fyr til at traske om!” sagde hun til lille Kay; “jeg gad vide, om Du fortjener, man l\u00f8ber til Verdens Ende for din Skyld!”<\/p>\n

Men Gerda klappede hende paa Kinden, og spurgte om Prinds og Prindsesse.<\/p>\n

“De ere reiste til fremmede Lande!” sagde R\u00f8verpigen.<\/p>\n

“Men Kragen?” spurgte den lille Gerda.<\/p>\n

“Ja Kragen er d\u00f8d!” svarede hun. “Den tamme Kj\u00e6reste er bleven Enke og gaaer med en Stump sort Uldgarn om Benet; hun klager sig ynkeligt og Vr\u00f8vl er det Hele! – Men fort\u00e6l mig nu, hvorledes det er gaaet Dig, og hvorledes Du fik fat paa ham!”<\/p>\n

Og Gerda og Kay fortalte begge to.<\/p>\n

“Og Snip-snap-snurre-basselurre!” sagde R\u00f8verpigen, tog dem begge to i H\u00e6nderne og lovede, at hvis hun engang kom igjennem deres By, saa vilde hun komme op at bes\u00f8ge dem, og saa red hun ud i den vide Verden, men Kay og Gerda gik Haand i Haand, og som de gik, var det et deiligt Foraar med Blomster og Gr\u00f8nt; Kirkeklokkerne ringede, og de kjendte de h\u00f8ie Taarne, den store By, det var i den de boede, og de gik ind i den og hen til Bedstemoders D\u00f8r, op ad Trappen, ind i Stuen, hvor Alt stod paa samme Sted som f\u00f8r, og Uhret sagde: “dik! dik!” og Viseren dreiede; men idet de gik igjennem D\u00f8ren, m\u00e6rkede de, at de vare blevne voxne Mennesker. Roserne fra Tagrenden blomstrede ind af de aabne Vinduer, og der stode de smaa B\u00f8rnestole, og Kay og Gerda satte sig paa hver sin og holdt hinanden i H\u00e6nderne, de havde glemt som en tung Dr\u00f8m den kolde tomme Herlighed hos Sneedronningen. Bedstemoder sad i Guds klare Solskin og l\u00e6ste h\u00f8it af Bibelen: “uden at I blive som B\u00f8rn, komme I ikke i Guds Rige!”<\/p>\n

Og Kay og Gerda saae hinanden ind i \u00d8iet, og de forstode paa eengang den gamle Psalme:<\/p>\n

“Roserne voxe i Dale,
\nDer faae vi Barn-Jesus i Tale.”<\/p>\n

Der sad de begge to Voxne og dog B\u00f8rn, B\u00f8rn i Hjertet, og det var Sommer, den varme, velsignede Sommer.<\/p>\n

\u00a0\u00a0Indeks over H.C. Andersens eventyr \u2014\u00a0Index of Hans Christian Andersen Fairy tales<\/a><\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

H.C. Andersen – Hans Christian Andersen eventyr Sneedronningen\u00a0\u2013\u00a0Illustration\u00a0\u2013\u00a0The Snow Queen 1845\u00a0– et eventyr i syv historier F\u00f8rste Historie, der handler om Speilet og Stumperne. See saa! nu begynde vi. Naar vi ere ved Enden af Historien, veed vi mere, end vi nu vide, for det var en ond Trold! det var een af de allerv\u00e6rste, … L\u00e6s mere Sneedronningen<\/span><\/a><\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"parent":0,"menu_order":0,"comment_status":"closed","ping_status":"closed","template":"","meta":{"footnotes":"","_links_to":"","_links_to_target":""},"class_list":["post-1774","page","type-page","status-publish","hentry"],"aioseo_notices":[],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1774","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages"}],"about":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/page"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=1774"}],"version-history":[{"count":9,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1774\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":78276,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1774\/revisions\/78276"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=1774"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}