{"id":1755,"date":"2012-03-21T09:00:42","date_gmt":"2012-03-21T08:00:42","guid":{"rendered":"http:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/?page_id=1755"},"modified":"2016-01-07T12:40:54","modified_gmt":"2016-01-07T11:40:54","slug":"reisekammeraten","status":"publish","type":"page","link":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/?page_id=1755","title":{"rendered":"Reisekammeraten"},"content":{"rendered":"

H.C. Andersen – Hans Christian Andersen eventyr<\/strong><\/p>\n

Reisekammeraten<\/strong> \u2013 Illustration<\/a> \u2013 The Travelling Companion<\/a><\/p>\n

1835<\/strong><\/p>\n

Den stakkels Johannes var saa bedr\u00f8vet, for hans Fader var meget syg og kunde ikke leve. Der var slet ingen uden de to inde i den lille Stue; Lampen paa Bordet var ved at br\u00e6nde ud, og det var ganske sildigt paa Aftenen. –<\/p>\n

“Du var en god S\u00f8n, Johannes!” sagde den syge Fader, “vor Herre vil nok hj\u00e6lpe Dig frem i Verden!” og han saae med alvorlige milde \u00d8ine paa ham, trak Veiret ganske dybt og d\u00f8de; det var ligesom om han sov. Men Johannes gr\u00e6d, nu havde han slet ingen i hele Verden, hverken Fader eller Moder, S\u00f8ster eller Broder. Den stakkels Johannes! Han laae paa sine Kn\u00e6 foran Sengen og kyssede den d\u00f8de Faders Haand, gr\u00e6d saa mange salte Taarer, men tilsidst lukkede hans \u00d8ine sig og han sov ind med Hovedet paa den haarde Sengefj\u00e6l.<\/p>\n

Da dr\u00f8mte han en underlig Dr\u00f8m; han saae, hvor Sol og Maane neiede for ham, og han saae sin Fader frisk og sund igjen og h\u00f8rte ham lee, som han altid loe naar han var rigtig forn\u00f8iet. En deilig Pige, med Guldkrone paa sit lange smukke Haar, rakte Johannes Haanden, og hans Fader sagde, “seer Du, hvilken Brud Du har faaet? Hun er den deiligste i hele Verden.” Saa vaagnede han, og alt det Smukke var borte, hans Fader laae d\u00f8d og kold i Sengen, der var slet ingen hos dem; den stakkels Johannes!<\/p>\n

Ugen derefter blev den D\u00f8de begravet; Johannes gik t\u00e6t bag Kisten, kunde nu ikke mere faae den gode Fader at see, som havde holdt saa meget af ham; han h\u00f8rte, hvor de kastede Jorden ned paa Kisten, saae nu det sidste Hj\u00f8rne af den, men ved den n\u00e6ste Skuffe Jord, der blev kastet ned, var det ogsaa borte; da var det ligesom hans Hjerte vilde gaae i Stykker, saa bedr\u00f8vet var han. Rundt om sang de en Psalme, det klang saa smukt og Taarerne kom Johannes i \u00d8inene, han gr\u00e6d og det gjorde godt i hans Sorg. Solen skinnede deiligt paa de gr\u00f8nne Tr\u00e6er, ligesom den vilde sige: “Du skal ikke v\u00e6re saa bedr\u00f8vet Johannes! kan Du see, hvor smuk blaa Himmelen er; deroppe er nu Din Fader og beder den gode Gud, at det altid maa gaae Dig vel!”<\/p>\n

“Jeg vil altid v\u00e6re god!” sagde Johannes, “saa kommer jeg ogsaa op i Himlen til min Fader, og hvor det vil blive en Gl\u00e6de, naar vi see hinanden igjen! hvor der vil v\u00e6re meget, jeg kan fort\u00e6lle ham, og han vil igjen vise mig saa mange Ting, l\u00e6re mig saa meget af alt det Deilige i Himlen, ligesom han l\u00e6rte mig her paa Jorden. O hvor det vil blive en Gl\u00e6de!”<\/p>\n

Johannes t\u00e6nkte sig det saa tydeligt, at han smilede derved, medens Taarerne endnu l\u00f8b ham ned over Kinderne. De smaa Fugle sad oppe i Kastanietr\u00e6erne og qviddrede “qvi vit, qvi vit!” de vare saa forn\u00f8iede, skj\u00f8ndt de jo vare med ved Begravelsen, men de vidste nok, at den d\u00f8de Mand nu var oppe i Himlen, havde Vinger, langt smukkere og st\u00f8rre end deres, var nu lykkelig, fordi han havde v\u00e6ret god her paa Jorden, og derover vare de forn\u00f8iede. Johannes saae, hvor de fl\u00f8i fra de gr\u00f8nne Tr\u00e6er, langt ud i Verden, og han fik da ogsaa saadan Lyst til at flyve med. Men f\u00f8rst skar han et stort Tr\u00e6kors til at s\u00e6tte paa sin Faders Grav, og da han om Aftenen bragte det der hen, var Graven pyntet med Sand og Blomster; det havde fremmede Folk gjort, for de holdt allesammen saa meget af den kj\u00e6re Fader, som nu var d\u00f8d.<\/p>\n

Tidlig n\u00e6ste Morgen pakkede Johannes sin lille Byldt sammen, gjemte i sit Belte hele sin Arvepart, der var 50 Rdlr. og et Par S\u00f8lvskillinger, dermed vilde han vandre ud i Verden. Men f\u00f8rst gik han hen paa Kirkegaarden til sin Faders Grav, l\u00e6ste sit “Fader vor”, og sagde: “Farvel Du kj\u00e6re Fader! Jeg vil altid v\u00e6re et godt Menneske, og saa t\u00f8r Du nok bede den gode Gud, at det maa gaae mig godt!”<\/p>\n

Ude paa Marken, hvor Johannes gik, stode alle Blomsterne saa friske og deilige i det varme Solskin, og de nikkede i Vinden ligesom om de vilde sige: “Velkommen i det Gr\u00f8nne! Er her ikke nydeligt?” Men Johannes dreiede sig endnu engang om, for at see den gamle Kirke, hvor han, som lille Barn, var d\u00f8bt, hvor han hver S\u00f8ndag med sin gamle Fader havde v\u00e6ret i Kirke og sjunget sin Psalme; da saae han h\u00f8it oppe i et af Hullerne i Taarnet, Kirke-Nissen staae med sin lille r\u00f8de, spidse Hue, han skyggede for sit Ansigt med den b\u00f8iede Arm, da ellers Solen skar ham i \u00d8inene Johannes nikkede Farvel til ham, og den lille Nisse svingede sin r\u00f8de Hue, lagde Haanden paa Hjertet og kyssede mange Gange paa Fingrene, for at vise, hvor godt han \u00f8nskede ham det, og at han ret maatte gj\u00f8re en lykkelig Reise.<\/p>\n

Johannes t\u00e6nkte paa hvor meget smukt han nu skulde faae at see i den store pr\u00e6gtige Verden, og gik l\u00e6nger og l\u00e6nger bort, saa langt som han aldrig f\u00f8r havde v\u00e6ret; han kjendte slet ikke de Byer, han kom igjennem, eller de Mennesker, han m\u00f8dte, nu var han langt ude mellem Fremmede.<\/p>\n

Den f\u00f8rste Nat maatte han l\u00e6gge sig at sove i en H\u00f8stak paa Marken, anden Seng havde han ikke. Men det var just nydeligt, syntes han, Kongen kunde ikke have det p\u00e6nere. Den hele Mark ved Aaen, H\u00f8stakken og saa den blaa Himmel oven over, var just et smukt Sovekammer. Det gr\u00f8nne Gr\u00e6s med de smaa r\u00f8de og hvide Blomster var Gulvt\u00e6ppe, Hyldebuskene og de vilde Rosenh\u00e6kker vare Blomsterbouquetter, og som Vandfad havde han hele Aaen med det klare, friske Vand, hvor Sivene neiede, og sagde baade god Aften og god Morgen. Maanen var en rigtig stor Natlampe, h\u00f8it oppe under det blaa Loft, og den stak ikke Ild i Gardinerne; Johannes kunde sove ganske roligt, og han gjorde det ogsaa, vaagnede f\u00f8rst igjen, da Solen stod op og alle de smaa Fugle rundt omkring, sang: “god Morgen! god Morgen! Er Du ikke oppe?”<\/p>\n

Klokkerne ringede til Kirke, det var S\u00f8ndag, Folk gik hen at h\u00f8re Pr\u00e6sten og Johannes fulgte med dem, sang en Psalme og h\u00f8rte Guds Ord, og det var ligesom han var i sin egen Kirke, hvor han var d\u00f8bt, og havde sjunget Psalmer med sin Fader.<\/p>\n

Ude paa Kirkegaarden var der saa mange Grave, og paa nogle voxte der h\u00f8it Gr\u00e6s. Da t\u00e6nkte Johannes paa sin Faders Grav, der ogsaa maatte komme til at see ud som disse, nu han ikke kunde luge og pynte den. Han satte sig da ned og rykkede Gr\u00e6sset af, reiste Tr\u00e6korsene op, der vare faldne om, og lagde Krandsene, som Vinden havde revet bort fra Gravene, igjen paa deres Sted, idet han t\u00e6nkte, maaskee at En gj\u00f8r det samme ved min Faders Grav, nu jeg ikke kan gj\u00f8re det!<\/p>\n

Uden for Kirkegaardsporten stod en gammel Tigger og st\u00f8ttede sig paa sin Krykke, Johannes gav ham de S\u00f8lvskillinger han havde og gik saa lykkelig og forn\u00f8iet l\u00e6nger frem, ud i den vide Verden.<\/p>\n

Mod Aften blev det et skr\u00e6kkeligt ondt Veir, Johannes skyndte sig for at komme under Tag, men det blev snart m\u00f8rk Nat; da naaede han endelig en lille Kirke, der laae ganske eensom oppe paa en H\u00f8i, D\u00f8ren stod til Lykke paa Klem, og han smuttede ind; her vilde han blive, til det onde Veir lagde sig.<\/p>\n

“Her vil jeg s\u00e6tte mig i en Krog!” sagde han, “jeg er ganske tr\u00e6t, og kan nok tr\u00e6nge til at hvile mig lidt,” saa satte han sig ned, foldede sine H\u00e6nder, og l\u00e6ste sin Aftenb\u00f8n og, inden han vidste af det, sov og dr\u00f8mte han, mens det lynede og tordnede udenfor.<\/p>\n

Da han vaagnede igjen, var det midt ud paa Natten, men det onde Veir var trukket over, og Maanen skinnede ind af Vinduerne til ham. Midt paa Kirkegulvet stod der en aaben Liigkiste med en d\u00f8d Mand i, for han var endnu ikke begravet. Johannes var slet ikke bange, for han havde en god Samvittighed, og han vidste nok, at de D\u00f8de gj\u00f8r ingen noget; det er levende, onde Mennesker, der gj\u00f8r Fortr\u00e6d. Saadanne to levende, slemme Folk stod t\u00e6t ved den d\u00f8de Mand, der var sat herind i Kirken, f\u00f8r han blev lagt ned i Graven, de vilde gj\u00f8re ham Fortr\u00e6d, ikke lade ham ligge i sin Liigkiste, men kaste ham uden for Kirked\u00f8ren, den stakkels d\u00f8de Mand.<\/p>\n

“Hvorfor vil I gj\u00f8re det!” spurgte Johannes, “det er ondt og slemt, lad ham sove i Jesu Navn!”<\/p>\n

“O, Sniksnak!” sagde de to f\u00e6le Mennesker, “han har narret os! han skylder os Penge, dem kunde han ikke betale, og nu er han ovenikj\u00f8bet d\u00f8d, saa faae vi ikke en Skilling, derfor vil vi rigtig h\u00e6vne os, han skal ligge som en Hund udenfor Kirked\u00f8ren!”<\/p>\n

“Jeg har ikke meer end 50 Rdlr.!” sagde Johannes, “det er hele min Arvepart, men den vil jeg gjerne give Eder, naar I vil \u00e6rligt love mig, at lade den stakkels d\u00f8de Mand i Fred. Jeg skal nok komme ud af det, uden de Penge; jeg har sunde st\u00e6rke Lemmer, og vor Herre vil altid hj\u00e6lpe mig!”<\/p>\n

“Ja,” sagde de h\u00e6slige Mennesker, “naar Du saaledes vil betale hans G\u00e6ld, skal vi saam\u00e6n ikke gj\u00f8re ham noget, det kan Du v\u00e6re vis paa!” og saa tog de Pengene, Johannes gav dem, loe ordentlig ganske h\u00f8it over hans Godhed, og gik deres Vei; men Johannes lagde Liget tilrette igjen i Kisten, foldede H\u00e6nderne paa det, sagde Farvel, og gik nok saa tilfreds videre gjennem den store Skov.<\/p>\n

Rundtomkring, hvor Maanen kunde skinne ind i mellem Tr\u00e6erne, saae han de nydelige smaa Alfer lege nok saa lystigt; de lode sig ikke forstyrre, de vidste nok, han var et godt uskyldigt Menneske, og det er kun de onde Folk, der ikke maae faae Alferne at see. Nogle af dem vare ikke st\u00f8rre end en Finger og havde deres gule Haar heftet op med Guldkamme, to og to gyngede de paa de store Dugdraaber, der laae paa Bladene og det h\u00f8ie Gr\u00e6s; sommetider trillede Draaben, saa faldt de ned mellem de lange Gr\u00e6sstraa og der blev Latter og St\u00f8i af de andre Smaapuslinger. Det var uhyre morsomt! De sang og Johannes kjendte ganske tydeligt alle de smukke Viser, han havde l\u00e6rt som lille Dreng. Store brogede \u00c6dderkoppe med S\u00f8lvkroner paa Hovedet, maatte fra den ene H\u00e6k til den anden spinde lange H\u00e6ngebroer og Palladser, der, da den fine Dug faldt paa, saae ud som skinnende Glas i det klare Maaneskin. Saaledes varede det ved, lige til Solen stod op. De smaa Alfer kr\u00f8b da ind i Blomsterknoppene og Vinden tog i deres Broer og Slotte, der da fl\u00f8i hen i Luften, som store Spindelv\u00e6v<\/p>\n

Johannes var nu kommet ud af Skoven, da en st\u00e6rk Mandsstemme raabte bag ved ham: “Holla, Kammerat! hvorhen gj\u00e6lder Reisen?”<\/p>\n

“Ud i den vide Verden!” sagde Johannes. “Jeg har hverken Fader eller Moder, er en fattig Kn\u00f8s, men vor Herre hj\u00e6lper mig nok!”<\/p>\n

“Jeg vil ogsaa ud i den vide Verden!” sagde den fremmede Mand. “Skal vi to gj\u00f8re F\u00f8lgeskab!”<\/p>\n

“Ja nok!” sagde Johannes, og saa fulgtes de ad. De kom snart til at holde meget af hinanden, for de vare gode Mennesker begge to. Men Johannes m\u00e6rkede nok, at den Fremmede var meget klogere end han, han havde v\u00e6ret n\u00e6sten hele Verden rundt, og vidste at fort\u00e6lle om alt det Muelige, der er til.<\/p>\n

Solen var allerede h\u00f8it oppe, da de satte dem under et stort Tr\u00e6, for at spise deres Frokost; i det samme kom der en gammel Kone. O, hun var saa gammel og gik ganske krum, st\u00f8ttede sig paa en Krykkestok, og havde paa sin Ryg et Knippe Br\u00e6nde, som hun havde samlet sig i Skoven. Hendes Forkl\u00e6de var h\u00e6ftet op, og Johannes saae at tre store Riis af Bregner og Pileqviste stak ud fra det. I det hun var ganske n\u00e6r dem, gleed hendes ene Fod, hun faldt om og gav et h\u00f8it Skrig, for hun havde br\u00e6kket sit Been, den stakkels gamle Kone.<\/p>\n

Johannes vilde strax, at de skulde b\u00e6re hende hjem, hvor hun boede, men den Fremmede lukkede sin Randsel op, tog en Krukke frem, og sagde, at han havde her en Salve, der strax kunde gj\u00f8re hendes Been heelt og raskt, saa at hun selv kunde gaae hjem, og det som om hun aldrig havde br\u00e6kket Benet. Men derfor vilde han ogsaa, at hun skulde for\u00e6re ham de tre Riis, hun havde i sit Forkl\u00e6de.<\/p>\n

“Det er godt betalt!” sagde den Gamle og nikkede ganske underligt med Hovedet; hun vilde ikke saameget gjerne af med sine Riis, men det var heller ikke saa rart, at ligge med Benet br\u00e6kket; saa gav hun ham Risene, og ligesaa snart han havde gnedet Salven paa Benet, reiste ogsaa den gamle Mutter sig op, og gik meget bedre end f\u00f8r. Det kunde den Salve gj\u00f8re. Men den var heller ikke at faae paa Apotheket.<\/p>\n

“Hvad vil Du med de Riis?” spurgte Johannes nu sin Reisekammerat.<\/p>\n

“Det er tre p\u00e6ne Urtekoste!” sagde han, “dem kan jeg just lide, for jeg er en l\u00f8ierlig Fyr!”<\/p>\n

Saa gik de endnu et godt Stykke<\/p>\n

“Nei, hvor det tr\u00e6kker op!” sagde Johannes, og pegede ligefrem; “det er nogle forskr\u00e6kkelige tykke Skyer!”<\/p>\n

“Nei,” sagde Reisekammeraten, “det er ikke Skyer, det er Bjergene. De deilige store Bjerge, hvor man kommer heelt op over Skyen i den friske Luft! Det er herligt, kan Du troe! Imorgen ere vi vist saalangt ude i Verden!”<\/p>\n

Det var ikke saa n\u00e6r ved, som det saae ud, de brugte en heel Dag at gaae, f\u00f8r de kom til Bjergene, hvor de sorte Skove voxte lige op mod Himmelen, og hvor der vare Stene ligesaa store som en heel By; det vilde rigtignok blive en sv\u00e6r Tour at komme der heelt over, men derfor gik ogsaa Johannes og Reisekammeraten ind i Vertshuset, for at hvile sig godt og samle Kr\u00e6fter til Marschen imorgen.<\/p>\n

Nede i den store Skj\u00e6nkestue i Vertshuset vare saa mange Mennesker samlede, for der var en Mand, som gjorde Dukke-Comedie; han havde just stillet sit lille Theater op, og Folk sad rundt omkring for at see den Comedie, men allerforrest havde en gammel tyk Slagter taget Plads, og det den allerbedste; hans store Bulbider, uh, den saae saa glubsk ud! sad ved Siden af ham og gjorde \u00d8ine, ligesom alle de andre.<\/p>\n

Nu begyndte Comedien, og det var en p\u00e6n Comedie med en Konge og en Dronning, de sad paa den deiligste Throne, havde Guldkroner paa Hovedet og lange Sl\u00e6b paa Kjolerne, for det havde de Raad til. De nydeligste Tr\u00e6dukker med Glas-\u00d8ine og store Knebelsbarter stode ved alle D\u00f8re, og lukkede op og i for at der kunde komme frisk Luft i Stuen! Det var just en nydelig Komedie, og den var slet ikke s\u00f8rgelig, men lige idet Dronningen reiste sig op og gik hen ad Gulvet, saa – ja Gud maa vide, hvad den store Bulbider t\u00e6nkte; men da den tykke Slagter ikke holdt paa ham, gjorde han et Spring lige ind paa Theatret, tog Dronningen midt i hendes tynde Liv, saa det sagde “knik, knak!” Det var ganske forskr\u00e6kkeligt!<\/p>\n

Den stakkels Mand, som gjorde den hele Comedie, blev saa forskr\u00e6kket og saa bedr\u00f8vet for sin Dronning, for det var den allernydeligste Dukke, han havde, og nu havde den \u00e6kle Bulbider bidt Hovedet af hende; men da Folk siden gik bort, sagde den Fremmede, han som var kommet med Johannes, at han nok skulde gj\u00f8re hende istand; og saa tog han sin Krukke frem og smurte Dukken med den Salve, han hjalp den stakkels gamle Kone med, da hun havde br\u00e6kket sit Been. Ligesaa snart Dukken var smurt, blev den strax heel igjen, ja den kunde endogsaa selv r\u00f8re alle sine Lemmer, man beh\u00f8vede slet ikke at tr\u00e6kke i Snoren; Dukken var som et levende Menneske, paa det n\u00e6r at den ikke kunde tale. Manden, som havde det lille Dukketheater, blev saa forn\u00f8iet, nu beh\u00f8vede han slet ikke at holde paa den Dukke, den kunde jo dandse af sig selv. Det var der ingen af de andre der kunde.<\/p>\n

Da det siden blev Nat, og alle Folk i Vertshuset vare gaaet i Seng, var der een, der sukkede saa forskr\u00e6kkelig dybt, og blev saa l\u00e6nge ved, saa de allesammen stod op, for at see hvem det kunde v\u00e6re. Manden, der havde gjort Comedien, gik hen til sit lille Theater, for det var der inde, at nogen sukkede. Alle Tr\u00e6dukkerne laae imellem hinanden, Kongen og alle Drabanterne, og det var dem, som sukkede saa ynkeligt og stirrede med deres store Glas-\u00d8ine, for de vilde saa gjerne blive smurt lidt ligesom Dronningen, at de ogsaa kunde komme til at r\u00f8re sig af sig selv. Dronningen lagde sig lige ned paa sine Kn\u00e6, og rakte sin deilige Guldkrone i Veiret, mens hun bad; “tag kun den, men sm\u00f8r min Gemal og mine Hoffolk!” da kunde den stakkels Mand, der eiede Comedien og alle Dukkerne, ikke lade v\u00e6re at gr\u00e6de, for det gjorde ham virkelig saa ondt for dem; han lovede strax Reisekammeraten, at han vilde give ham alle de Penge, han fik for sin Comedie n\u00e6ste Aften, naar han bare vilde sm\u00f8re fire, fem af hans p\u00e6neste Dukker; men Reisekammeraten sagde, at han forlangte slet ikke andet, end den store Sabel, han havde ved sin Side, og da han fik den, smurte han sex Dukker, der strax dandsede og det var saa nydeligt, at alle Pigerne, de levende Menneske-Piger, som saae derpaa, gav sig til at dandse med. Kudsken og Kokkepigen dandsede, Tjeneren og Stuepigen, alle de Fremmede, og Ildskuffen og Ildklemmen; men de to faldt om, lige i det de gjorde de f\u00f8rste Spring, – jo det var en lystig Nat. –<\/p>\n

N\u00e6ste Morgen gik Johannes med sin Reisekammerat bort fra dem allesammen, og opad de h\u00f8ie Bjerge, og igjennem de store Granskove. De kom saa h\u00f8it op, at Kirketaarnene dybt under dem tilsidst saae ud som smaa r\u00f8de B\u00e6r, nede i alt det Gr\u00f8nne, og de kunde see saa langt bort, mange, mange Mile, hvor de aldrig havde v\u00e6ret! saameget smukt af den deilige Verden havde Johannes aldrig f\u00f8r seet paa eengang, og Solen skinnede saa varmt fra den friske blaa Luft, han h\u00f8rte ogsaa J\u00e6gerne bl\u00e6se paa Valdhorn inde mellem Bjergene, saa smukt og velsignet, at han fik Vandet i \u00d8inene af Gl\u00e6de, og kunde ikke lade v\u00e6re at sige: “Du gode vor Herre! jeg kunde kysse Dig, fordi Du er saa god mod os allesammen, og har givet os al den Deilighed, der er i Verden!”<\/p>\n

Reisekammeraten stod ogsaa med foldede H\u00e6nder, og saae ud over Skoven og Byerne, i det varme Solskin. I det samme klang det forunderligt deiligt over deres Hoveder, de saae op i Veiret: en stor hvid Svane sv\u00e6vede i Luften; den var saa smuk, og sang, som de aldrig f\u00f8r havde h\u00f8rt nogen Fugl synge; men det blev mere og mere svagt, den b\u00f8iede sit Hoved og sank, ganske langsomt ned for deres F\u00f8dder, hvor den laae d\u00f8d, den smukke Fugl.<\/p>\n

“To saa deilige Vinger,” sagde Reisekammeraten, “saa hvide og store, som de, Fuglen har, ere Penge v\u00e6rd, dem vil jeg tage med mig! kan du nu see, at det var godt, jeg fik en Sabel!” og saa hug han med eet Slag begge Vingerne af den d\u00f8de Svane, dem vilde han beholde.<\/p>\n

De reiste nu mange, mange Mile frem over Bjergene, til de tilsidst foran dem saae en stor Stad, med over hundrede Taarne, der skinnede som S\u00f8lv i Solskinnet; midt i Byen var et pr\u00e6gtigt Marmorslot, t\u00e6kket med det r\u00f8de Guld, og her boede Kongen.<\/p>\n

Johannes og Reisekammeraten vilde ikke strax gaae ind i Byen, men bleve i Vertshuset udenfor, at de kunde pynte sig, thi de vilde see p\u00e6ne ud, naar de kom paa Gaden. Verten fortalte dem, at Kongen var saadan en god Mand, der aldrig gjorde noget Menneske noget, hverken det ene eller det andet, men at hans Datter, ja Gud bevare os! det var en slem Prindsesse. Deilighed havde hun nok af, ingen kunde v\u00e6re saa smuk og nydelig, som hun, men hvad hjalp det, hun var en slem, ond Hex, der var Skyld i, at saa mange deilige Prindser havde mistet deres Liv. – Alle Mennesker havde hun givet Lov at frie til hende; enhver kunde komme, enten han var en Prinds, eller en Staadder, det kunde v\u00e6re lige eet og det samme; han skulde bare gj\u00e6tte tre Ting, hun spurgte ham om, kunde han det, saa vilde hun gifte sig med ham, og han skulde v\u00e6re Konge over det hele Land, naar hendes Fader d\u00f8de; men kunde han ikke gj\u00e6tte de tre Ting, saa lod hun ham h\u00e6nge eller halshugge, saa slem og ond var den deilige Prindsesse. Hendes Fader, den gamle Konge, var bedr\u00f8vet derover, men han kunde ikke forbyde hende, at v\u00e6re saa ond, for han havde eengang sagt, han vilde aldrig have det mindste at gj\u00f8re med hendes Kj\u00e6rester, hun kunde selv gj\u00f8re, ligesom hun vilde. Hver engang der kom en Prinds og skulde gj\u00e6tte, for at faae Prindsessen, saa kunde han ikke komme ud af det, og saa blev han h\u00e6ngt eller halshugget; de havde jo varet ham i Tide, han kunde lade v\u00e6re at frie. Den gamle Konge var saa bedr\u00f8vet over al den Sorg og Elendighed, at han en heel Dag om Aaret laae paa Kn\u00e6, med alle sine Soldater, og bad, at Prindsessen maatte blive god, men det vilde hun slet ikke. De gamle Koner, som drak Br\u00e6ndeviin, farvede det ganske sort, f\u00f8r de drak det, saaledes s\u00f8rgede de, og mere kunde de ikke gj\u00f8re.<\/p>\n

“Den h\u00e6slige Prindsesse!” sagde Johannes, “hun skulde virkelig have Riis, det kunde hun have godt af. Bare jeg var den gamle Konge, hun skulde nok komme til at spytte r\u00f8de Grise!”<\/p>\n

I det samme h\u00f8rte de Folk udenfor raabe Hurra! Prindsessen kom forbi, og hun var virkelig saa deilig, at alle Folk glemte, hvor ond hun var, derfor raabte de Hurra. Tolv deilige Jomfruer, allesammen i hvide Silkekjoler, og med en Guldtulipan i Haanden, reed paa kulsorte Heste, ved Siden af hende; Prindsessen selv havde en kridhvid Hest, pyntet med Diamanter og Rubiner, hendes Ridedragt var af det pure Guld, og Pidsken, hun havde i Haanden, saae ud, som den var en Solstraale; Guldkronen paa Hovedet var ligesom smaa Stjerner oppe fra Himlen, og Kaaben var syet af over tusinde deilige Sommerfuglevinger; alligevel var hun meget smukkere, end alle hendes Kl\u00e6der.<\/p>\n

Da Johannes fik hende at see, blev han saa r\u00f8d i sit Ansigt, som et dryppende Blod, og han kunde knap sige et eneste Ord; Prindsessen saae jo ganske ud, som den deilige Pige med Guldkrone paa, han havde dr\u00f8mt om den Nat, hans Fader var d\u00f8d. Han fandt hende saa smuk, og kunde ikke lade v\u00e6re at holde saa meget af hende. Det var bestemt ikke sandt, sagde han, at hun kunde v\u00e6re en ond Hex, der lod Folk h\u00e6nge eller halshugge, naar de ikke kunde gj\u00e6tte, hvad hun forlangte af dem. “Enhver har jo Lov at frie til hende, endogsaa den fattigste Staadder, jeg vil virkelig gaae op paa Slottet! for jeg kan ikke lade v\u00e6re!”<\/p>\n

De sagde allesammen, at det skulde han ikke gj\u00f8re, det vilde bestemt gaae ham, ligesom alle de andre. Reisekammeraten raadede ham ogsaa derfra, men Johannes meente, det gik nok godt, b\u00f8rstede sine Skoe og sin Kjole, vaskede Ansigt og H\u00e6nder, k\u00e6mmede sit smukke, gule Haar, og gik saa ganske alene ind til Byen,og op paa Slottet.<\/p>\n

“Kom ind!” sagde den gamle Konge, da Johannes bankede paa D\u00f8ren. – Johannes lukkede op, og den gamle Konge, i Slaabrok og broderede T\u00f8fler, kom ham im\u00f8de, Guldkronen havde han paa Hovedet, Scepteret i den ene Haand og Guld\u00e6blet i den anden. “Bi lidt!” sagde han, og fik \u00c6blet op under Armen, for at kunde r\u00e6kke Johannes Haanden. Men saasnart han fik at h\u00f8re, det var en Frier, begyndte han saaledes at gr\u00e6de, at baade Scepter og \u00c6ble faldt paa Gulvet, og han maatte t\u00f8rre \u00d8inene i sin Slaabrok. Den stakkels gamle Konge!<\/p>\n

“Lad v\u00e6re!” sagde han, “det gaaer Dig galt, ligesom alle de Andre. Nu skal Du bare see!” saa f\u00f8rte han Johannes ud i Prindsessens Lysthave, der saae forskr\u00e6kkeligt ud! Oppe i hvert Tr\u00e6 hang tre, fire Konges\u00f8nner, der havde friet til Prindsessen, men ikke kunde gj\u00e6tte de Ting, hun havde sagt dem. Hver Gang det bl\u00e6ste, ranglede alle Knoklerne, saa de smaa Fugle bleve forskr\u00e6kkede, og turde aldrig komme ind i den Have; alle Blomsterne vare bundne op med Menneskebeen, og i Urtepotterne stode D\u00f8dningehoveder og grinte. Det var rigtignok en Have for en Prindsesse<\/p>\n

“Her kan Du see!” sagde den gamle Konge, “det vil gaae Dig, ligesom alle de Andre, Du her seer, lad derfor heller v\u00e6re; Du gj\u00f8r mig virkelig ulykkelig, for jeg tager mig det saa n\u00e6r!”<\/p>\n

Johannes kyssede den gode gamle Konge paa Haanden, og sagde, det gik nok godt, for han holdt saa meget af den deilige Prindsesse.<\/p>\n

I det samme kom Prindsessen selv, med alle sine Damer, ridende ind i Slotsgaarden, de gik derfor ud til hende, og sagde god Dag. Hun var nydelig, rakte Johannes Haanden, og han holdt endnu meget mere af hende end f\u00f8r, hun kunde bestemt ikke v\u00e6re en slem ond Hex, som alle Folk sagde om hende. – De gik op i Salen, og de smaa Pager pr\u00e6senterede Syltet\u00f8i og Pebern\u00f8dder for dem, men den gamle Konge var saa bedr\u00f8vet, han kunde slet ikke spise noget, og Pebern\u00f8dderne vare ham ogsaa for haarde.<\/p>\n

Det blev nu bestemt, at Johannes skulde komme igjen op paa Slottet n\u00e6ste Morgen, da vilde Dommerne og hele Raadet v\u00e6re forsamlede, og h\u00f8re, hvorledes han kom ud af det med at gj\u00e6tte. Kom han godt ud af det, saa skulde han endnu komme to Gange til, men der var endnu aldrig nogen, som havde gj\u00e6ttet den f\u00f8rste Gang, og saa maatte de miste Livet.<\/p>\n

Johannes var slet ikke bedr\u00f8vet for, hvorledes det vilde gaae ham, han var just forn\u00f8iet, t\u00e6nkte kun paa den deilige Prindsesse, og troede ganske vist, at den gode Gud nok hjalp ham, men hvorledes, det vidste han slet ikke, og vilde heller ikke t\u00e6nke derpaa. Han dandsede hen ad Landeveien, da han gik tilbage til Vertshuset, hvor Reisekammeraten ventede paa ham.<\/p>\n

Johannes kunde ikke blive f\u00e6rdig med at fort\u00e6lle, hvor nydelig Prindsessen havde v\u00e6ret imod ham, og hvor deilig hun var; han l\u00e6ngtes allerede saameget efter den n\u00e6ste Dag, han skulde derind paa Slottet, og fors\u00f8ge sin Lykke med at gj\u00e6tte.<\/p>\n

Men Reisekammeraten rystede paa Hovedet, og var ganske bedr\u00f8vet. “Jeg holder saa meget af Dig!” sagde han, “vi kunde endnu have v\u00e6ret l\u00e6nge sammen, og nu skal jeg allerede miste Dig! Du stakkels, kj\u00e6re Johannes, jeg kunde gjerne gr\u00e6de, men jeg vil ikke forstyrre din Gl\u00e6de den sidste Aften maaskee, vi ere sammen. Vi ville v\u00e6re lystige, rigtig lystige; imorgen, naar Du er borte, har jeg Lov til at gr\u00e6de!”<\/p>\n

Alle Folk inde i Byen havde strax faaet at vide, at der var kommet en ny Frier til Prindsessen, og der var derfor en stor Bedr\u00f8velse. Comediehuset blev lukket, alle Kagekonerne bandt sort Flor om deres Sukkergrise, Kongen og Pr\u00e6sterne laae paa Kn\u00e6 i Kirken, der var saadan en Bedr\u00f8velse, for det kunde jo ikke gaae Johannes bedre, end det var gaaet alle de andre Friere<\/p>\n

Ud paa Aftenen lavede Reisekammeraten en stor Bolle Punch, og sagde til Johannes, at nu skulde de v\u00e6re rigtig lystige, og drikke Prindsessens Skaal. Men da Johannes havde drukket to Glas, blev han saa s\u00f8vnig, det var ham ikke mueligt at holde \u00d8inene oppe, han maatte falde i S\u00f8vn. Reisekammeraten l\u00f8ftede ham ganske sagte op fra Stolen, og lagde ham hen i Sengen, og da det saa blev m\u00f8rk Nat, tog han de to store Vinger, han havde hugget af Svanen, bandt dem fast paa sine Skuldre, det st\u00f8rste Riis, han havde faaet af den gamle Kone, der faldt og brak Benene, stak han i sin Lomme, lukkede Vinduet op, og fl\u00f8i saa ind over Byen, lige hen til Slottet, hvor han satte sig i en Krog, oppe under det Vindue, der gik ind til Prindsessens Sovekammer.<\/p>\n

Det var ganske stille i hele Byen; nu slog Klokken tre Qvarteer til Tolv, Vinduet gik op, og Prindsessen fl\u00f8i i en stor hvid Kaabe og med lange sorte Vinger, hen over Byen, ud til et stort Bjerg; men Reisekammeraten gjorde sig usynlig, saaledes at hun slet ikke kunde see ham, fl\u00f8i bagefter, og pidskede paa Prindsessen med sit Riis, saa at der ordentlig kom Blod, hvor han slog. Uh, det var en Fart heelt igjennem Luften, Vinden tog i hendes Kaabe, der bredte sig ud til alle Sider, ligesom et stort Skibsseil, og Maanen skinnede igjennem den.<\/p>\n

“Hvor det hagler! hvor det hagler!” sagde prindsessen ved hvert Slag, hun fik af Riset, og det kunde hun have godt af. Endelig kom hun da ud til Bjerget og bankede paa. Det rullede ligesom Torden, idet Bjerget aabnede sig, og Prindsessen gik der ind, Reisekammeraten fulgte med, for slet ingen kunde see ham, han var usynlig. De gik igjennem en stor, lang Gang, hvor V\u00e6ggene gnistrede ganske forunderligt, det var over tusinde gloende \u00c6dderkoppe, der l\u00f8b op og ned af Muren, og lyste ligesom Ild. Nu kom de i en stor Sal, bygget af S\u00f8lv og Guld, Blomster, saa store som Solsikker, r\u00f8de og blaae, skinnede fra V\u00e6ggene; men ingen kunde plukke de Blomster, for Stilken var f\u00e6le, giftige Slanger, og Blomsterne var Ild, der stod dem ud af Munden. Hele Loftet var besat med skinnende Sanct Hans-Orme og himmelblaa Flaggermuus, der sloge med de tynde Vinger, det saae ganske forunderligt ud. Midt paa Gulvet var en Throne, den blev Baaret af fire Hestebeenrade, der havde Selet\u00f8i af de r\u00f8de Ild-\u00c6dderkoppe, Thronen selv var af m\u00e6lkehvidt Glas, og Puderne til at sidde paa var smaa sorte Muus, der beed hinanden i Halen. Ovenover den var et Tag af rosenr\u00f8dt Spindelv\u00e6v, besat med de nydeligste smaa gr\u00f8nne Fluer, der skinnede som \u00c6delstene. Midt paa Thronen sad en gammel Trold, med Krone paa det stygge Hoved, og et Scepter i Haanden. Han kyssede Prindsessen paa hendes Pande, lod hende sidde ved Siden af sig paa den kostbare Throne, og nu begyndte Musikken. Store, sorte Gr\u00e6shopper spillede paa Mundharpe, og Uglen slog sig selv paa Maven, for den havde ingen Tromme. Det var en l\u00f8ierlig Concert. Smaa sorte Nisser, med en Lygtemand paa Huen, dandsede rundt i Salen. Ingen kunde see Reisekammeraten, han havde stillet sig lige bagved Thronen, og h\u00f8rte og saae alle Ting. Hoffolkene, som nu ogsaa kom ind, vare saa p\u00e6ne og fornemme, men den, der rigtigt kunde see, m\u00e6rkede nok, hvorledes de havde det. Det var ikke andet, end Kosteskafter med Kaalhoveder paa, som Trolden havde hexet Liv i, og givet de broderede Kl\u00e6der. Men det kunde jo ogsaa v\u00e6re det samme, de brugtes kun til Stads.<\/p>\n

Da der nu var dandset noget, fortalte Prindsessen til Trolden, at hun havde faaet en ny Frier, og spurgte derfor, hvad hun vel skulde t\u00e6nke paa at sp\u00f8rge ham om n\u00e6ste Morgen, naar han kom op paa Slottet.<\/p>\n

“H\u00f8r!” sagde Trolden, “nu skal jeg sige Dig noget! Du skal tage noget meget let, for saa falder han slet ikke paa det. T\u00e6nk Du paa din ene Sko. Det gj\u00e6tter han ikke. Lad saa Hovedet hugge af ham, men glem ikke, naar Du imorgen Nat kommer herud igjen til mig, at bringe mig hans \u00d8ine, for dem vil jeg spise!”<\/p>\n

Prindsessen neiede ganske dybt, og sagde, hun skulde ikke glemme \u00d8inene. Trolden lukkede nu Bjerget op, og hun fl\u00f8i hjem igjen, men Reisekammeraten fulgte med, og pryglede hende saa st\u00e6rkt med Riset, at hun sukkede ganske dybt over det st\u00e6rke Haglveir, og skyndte sig alt hvad hun kunde, med at komme igjennem Vinduet ind i sit Sovekammer; men Reisekammeraten fl\u00f8i tilbage til Kroen, hvor Johannes endnu sov, l\u00f8ste sine Vinger af, og lagde sig saa ogsaa paa Sengen, for han kunde sagtens v\u00e6re tr\u00e6t.<\/p>\n

Det var ganske tidligt paa Morgenen, da Johannes vaagnede, Reisekammeraten stod ogsaa op, og fortalte, at han i Nat havde dr\u00f8mt en meget underlig Dr\u00f8m om Prindsessen og hendes Sko, og bad ham derfor endelig sp\u00f8rge, om Prindsessen ikke skulde have t\u00e6nkt paa sin Sko! For det var jo det, han havde h\u00f8rt af Trolden inde i Bjerget, men han vilde ikke fort\u00e6lle Johannes noget derom, bad ham bare at sp\u00f8rge, om hun havde t\u00e6nkt paa sin Sko.<\/p>\n

“Jeg kan ligesaa godt sp\u00f8rge om det ene, som om det andet,” sagde Johannes, “maaskee kan det v\u00e6re ganske rigtigt, hvad Du har dr\u00f8mt, for jeg troer nu alletider, vor Herre hjelper mig nok! Men jeg vil dog sige Dig Farvel, for gj\u00e6tter jeg galt, faaer jeg Dig aldrig meer at see!”<\/p>\n

Saa kyssede de hinanden, og Johannes gik ind til Byen og op paa Slottet. Hele Salen var ganske fyldt med Mennesker, Dommerne sad i deres L\u00e6nestole, og havde Edderduuns Dyner under Hovedet, for de havde saa meget at t\u00e6nke paa. Den gamle Konge stod op og t\u00f8rrede sine \u00d8ine i et hvidt Lommet\u00f8rkl\u00e6de. Nu traadte Prindsessen ind, hun var endnu meget deiligere, end igaar, og hilsede saa kj\u00e6rligt til dem allesammen, men Johannes gav hun Haanden, og sagde: “God Morgen, Du!”<\/p>\n

Nu skulde Johannes til at gj\u00e6tte, hvad hun havde t\u00e6nkt paa. Gud hvor hun saa venligt paa ham, men lige idet hun h\u00f8rte ham sige det ene Ord: Sko, blev hun kridhvid i Ansigtet, og rystede over sin hele Krop, men det kunde ikke hj\u00e6lpe hende noget, for han havde gj\u00e6ttet rigtigt!<\/p>\n

Hille den! hvor den gamle Konge blev glad; han slog en Kaalb\u00f8tte, saa det stod efter, og alle Folk klappede i H\u00e6nderne for ham og for Johannes, der nu havde gj\u00e6ttet rigtigt den f\u00f8rste Gang.<\/p>\n

Reisekammeraten blev ogsaa forn\u00f8iet, da han fik at vide, hvor godt det var gaaet af; men Johannes lukkede sine H\u00e6nder sammen og takkede den gode Gud, der vistnok vilde hj\u00e6lpe ham igjen de to andre Gange. N\u00e6ste Dag skulde der allerede gj\u00e6ttes igjen.<\/p>\n

Aftenen gik ligesom den igaar. Da Johannes sov, fl\u00f8i Reisekammeraten efter Prindsessen ud til Bjerget, og pryglede hende endnu st\u00e6rkere, end forrige Gang, for nu havde han taget to Riis; ingen fik ham at see, og han h\u00f8rte alle Ting. Prindsessen vilde t\u00e6nke paa sin Handske, og det fortalte han til Johannes, ligesom om det var en Dr\u00f8m; Johannes kunde da nok gj\u00e6tte rigtigt, og der blev saadan en Gl\u00e6de paa Slottet. Hele Hoffet slog Kaalb\u00f8tter, ligesom de havde seet Kongen gj\u00f8re den f\u00f8rste Gang; men Prindsessen laae paa Sophaen og vilde ikke sige et eneste Ord. Nu kom det an paa, om Johannes kunde gj\u00e6tte den tredie Gang. Gik det godt, skulde han jo have den deilige Prindsesse, og arve det hele Kongerige, naar den gamle Konge d\u00f8de; gj\u00e6ttede han galt, saa skulde han miste sit Liv, og Trolden vilde spise hans smukke blaa \u00d8ine.<\/p>\n

Aftenen iforveien gik Johannes tidlig i Seng, l\u00e6ste sin Aftenb\u00f8n, og sov saa ganske roligt; men Reisekammeraten sp\u00e6ndte Vingerne paa sin Ryg, bandt Sabelen ved sin Side og tog alle tre Riis med sig, og fl\u00f8i saa til Slottet.<\/p>\n

Det var ganske b\u00e6lm\u00f8rk Nat, det stormede saa Tagstenene fl\u00f8i af Husene, og Tr\u00e6erne inde i Haven, hvor Beenradene hang, sveiede ligesom Siv, naar det bl\u00e6ste; det lynede hvert \u00d8ieblik, og Tordenen rullede ligesom om det kun var et eneste Skrald, der varede hele Natten. Nu slog Vinduet op, og Prindsessen fl\u00f8i ud; hun var saa bleg, som en D\u00f8d, men hun loe af det onde Veir, syntes det var ikke st\u00e6rkt nok, hendes hvide Kaabe hvirvlede rundt i Luften, ligesom et stort Skibsseil, men Reisekammeraten pidskede hende saadan med sine tre Riis, saa Blodet dryppede ned paa Jorden, og hun tilsidst neppe kunde flyve l\u00e6nger. Endelig kom hun da ud til Bjerget.<\/p>\n

“Det hagler og stormer,” sagde hun; “aldrig har jeg v\u00e6ret ude i saadant et Veir.”<\/p>\n

“Man kan ogsaa faae for meget af det Gode,” sagde Trolden. Nu fortalte hun ham, at Johannes ogsaa havde gj\u00e6ttet rigtigt anden Gang; gjorde han nu det samme i Morgen, da havde han vundet, og hun kunde aldrig mere komme ud til Bjerget, skulde aldrig kunne gj\u00f8re saadanne Troldkunster, som f\u00f8r; derfor var hun ganske bedr\u00f8vet.<\/p>\n

“Han skal ikke kunne gj\u00e6tte!” sagde Trolden, “jeg skal nok finde paa noget, han aldrig har t\u00e6nkt paa! eller ogsaa maa han v\u00e6re en st\u00f8rre Troldmand, end jeg. Men nu ville vi v\u00e6re lystige!” og saa tog han Prindsessen i begge H\u00e6nder og de dandsede rundt med alle de smaae Nisser og Lygtem\u00e6nd, der vare i Stuen; de r\u00f8de \u00c6dderkoppe sprang ligesaa lystigt op og ned af V\u00e6ggen, det saae ud som Ildblomsterne gnistrede. Uglen slog paa Tromme, Faarekyllingerne peb og de sorte Gr\u00e6shopper bl\u00e6ste paa Mundharpe. Det var et lystigt Bal! –<\/p>\n

Da de nu havde dandset l\u00e6nge nok, maatte Prindsessen hjem, for ellers kunde hun blive savnet paa Slottet; Trolden sagde, han nok vilde f\u00f8lge hende, saa var de dog saal\u00e6nge sammen endnu.<\/p>\n

De fl\u00f8i da afsted i det onde Veir, og Reisekammeraten sled sine tre Riis op paa deres Rygstykker; aldrig havde Trolden v\u00e6ret ude i saadan et Haglveir. Udenfor Slottet sagde han Farvel til Prindsessen, og hvidskede i det samme til hende: “t\u00e6nk paa mit Hoved,” men Reisekammeraten h\u00f8rte det nok, og lige i det \u00d8ieblik Prindsessen smuttede igjennem Vinduet ind i sit Sovekammer, og Trolden vilde vende om igjen, greb han ham i hans lange sorte Skj\u00e6g, og hug med Sablen hans \u00e6kle Troldhoved af lige ved Skuldrene, saa Trolden ikke engang fik det selv at see; Kroppen kastede han ud i S\u00f8en til Fiskene, men Hovedet dykkede han kun ned i Vandet, og bandt det saa ind i sit Silkelommet\u00f8rkl\u00e6de, tog det med hjem i Vertshuset, og lagde sig saa til at sove.<\/p>\n

N\u00e6ste Morgen gav han Johannes Lommet\u00f8rkl\u00e6det, men sagde, han ikke maatte l\u00f8se det op, f\u00f8r Prindsessen spurgte, hvad det var, hun havde t\u00e6nkt paa.<\/p>\n

Der vare saa mange Mennesker i den store Sal paa Slottet, at de stode op paa hinanden, ligesom Radiser, der ere bundne i et Knippe. Raadet sad i deres Stole med de bl\u00f8de Hovedpuder, og den gamle Konge havde nye Kl\u00e6der paa, Guldkronen og Scepteret var poleret, det saae ganske nydeligt ud; men Prindsessen var ganske bleg, og havde en kulsort Kjole paa, ligesom hun skulde til Begravelse.<\/p>\n

“Hvad har jeg t\u00e6nkt paa?” sagde hun til Johannes, og strax l\u00f8ste han Lommet\u00f8rkl\u00e6det op, og blev selv ganske forskr\u00e6kket, da han saae det f\u00e6le Troldhoved. Det gj\u00f8s i alle Mennesker, for det var forskr\u00e6kkeligt at see, men Prindsessen sad ligesom et Steenbillede, og kunde ikke sige et eneste Ord; tilsidst reiste hun sig op, og gav Johannes Haanden, for han havde jo gj\u00e6ttet rigtigt; hun saae hverken paa den ene eller den anden, men sukkede ganske dybt: “nu er Du min Herre! Iaften vil vi holde Bryllup!”<\/p>\n

“Det kan jeg lide!” sagde den gamle Konge, “saaledes skal vi have det!” Alle Folk raabte Hurra, Vagtparaden gjorde Musik i Gaderne, Klokkerne ringede, og Kagekonerne tog det sorte Flor af deres Sukkergrise, for nu var der Gl\u00e6de. Tre hele stegte Oxer, fyldte med \u00c6nder og H\u00f8ns, bleve satte midt paa Torvet, enhver kunde der sk\u00e6re sig et Stykke; i Vandspringene sprang den deiligste Viin, og kj\u00f8bte man en Skillings-Kringle hos Bageren, fik man sex store Boller i Tilgift, og det Boller med Rosiner i.<\/p>\n

Om Aftenen var hele Byen illumineret, og Soldaterne skj\u00f8d med Kanoner, og Drengene med Knaldperler, og der blev spist og drukket, klinket og sprunget oppe paa Slottet, alle de fornemme Herrer og de deilige Fr\u00f8kener dandsede med hinanden; man kunde langt borte h\u00f8re, hvor de sang:<\/p>\n

“Her er’ saamange smukke Piger,
\nSom vil ha’ dem en Svingom,
\nDe begj\u00e6re Tambourmarschen,
\nSmukke Pige, vend Dig om.
\nDandser og tramper,
\nSaa Skoesaallerne faldera!”<\/p>\n

Men Prindsessen var jo en Hex endnu, og holdt slet ikke noget af Johannes; det huskede Reisekammeraten paa, og derfor gav han Johannes tre Fjer af Svanevingerne, og en lille Flaske med nogle Draaber i, sagde til ham, at han skulde lade s\u00e6tte ved Brudesengen et stort Kar, fyldt med Vand, og naar da Prindsessen vilde stige op i Sengen, skulde han give hende et lille St\u00f8d saa hun faldt ned i Vandet, hvor han skulde dykke hende tre Gange, efter f\u00f8rst at have kastet Fjerene og Draaberne deri, saa vilde hun blive fri for sin Trolddom, og komme til at holde saa meget af ham.<\/p>\n

Johannes gjorde alt, hvad Reisekammeraten havde raadet ham; Prindsessen skreg ganske h\u00f8it, idet han dykkede hende ned under Vandet, og spr\u00e6llede ham under H\u00e6nderne, som en stor, kulsort Svane, med gnistrende \u00d8ine; da hun anden Gang kom op over Vandet igjen, var Svanen hvid, paa en eneste sort Ring n\u00e6r, den havde om Halsen. Johannes bad fromt til vor Herre, og lod Vandet tredie Gang spille hen over Fuglen, og i samme \u00d8ieblik forvandledes den til den deiligste Prindsesse. Hun var endnu smukkere end f\u00f8r, og takkede ham med Taarer i sine deilige \u00d8ine, fordi han havde h\u00e6vet hendes Fortryllelse. N\u00e6ste Morgen kom den gamle Konge med hele sin Hofstat, og der var en Gratuleren til langt op paa Dagen; til allersidst kom da Reisekammeraten, han havde sin Stok i Haanden og Randselen paa Nakken. Johannes kyssede ham saa mange Gange, sagde, han maatte ikke reise bort, han skulde blive hos ham, thi han var jo Skyld i hele hans Lykke. Men Reisekammeraten rystede med Hovedet, og sagde saa mildt og venligt: “Nei, nu er min Tid omme. Jeg har kun betalt min Gj\u00e6ld. Kan Du huske den d\u00f8de Mand, de onde Mennesker vilde gj\u00f8re Fortr\u00e6d. Du gav alt, hvad Du eiede, for at han kunde have Ro i sin Grav. Den D\u00f8de er jeg!”<\/p>\n

I det samme var han borte. –<\/p>\n

Brylluppet varede nu en hel Maaned, Johannes og Prindsessen holdt saa meget af hinanden, og den gamle Konge levede mange forn\u00f8iede Dage og lod deres smaa bitte B\u00f8rn ride Ranke paa sit Kn\u00e6 og lege med sit Scepter; men Johannes var Konge over hele Riget.<\/p>\n

\u00a0\u00a0Indeks over H.C. Andersens eventyr \u2014\u00a0Index of Hans Christian Andersen Fairy tales<\/a><\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

H.C. Andersen – Hans Christian Andersen eventyr Reisekammeraten \u2013 Illustration \u2013 The Travelling Companion 1835 Den stakkels Johannes var saa bedr\u00f8vet, for hans Fader var meget syg og kunde ikke leve. Der var slet ingen uden de to inde i den lille Stue; Lampen paa Bordet var ved at br\u00e6nde ud, og det var ganske … L\u00e6s mere Reisekammeraten<\/span><\/a><\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"parent":0,"menu_order":0,"comment_status":"closed","ping_status":"closed","template":"","meta":{"footnotes":"","_links_to":"","_links_to_target":""},"class_list":["post-1755","page","type-page","status-publish","hentry"],"aioseo_notices":[],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1755","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages"}],"about":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/page"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=1755"}],"version-history":[{"count":3,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1755\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":78270,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1755\/revisions\/78270"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=1755"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}