{"id":1529,"date":"2012-03-20T16:35:41","date_gmt":"2012-03-20T15:35:41","guid":{"rendered":"http:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/?page_id=1529"},"modified":"2015-12-16T14:52:54","modified_gmt":"2015-12-16T13:52:54","slug":"dynd-kongens-datter-2","status":"publish","type":"page","link":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/?page_id=1529","title":{"rendered":"Dynd-Kongens Datter"},"content":{"rendered":"

H.C. Andersen – Hans Christian Andersen eventyr<\/strong><\/p>\n

Dynd-Kongens Datter<\/strong><\/p>\n

1858<\/strong><\/p>\n

Storkene fort\u00e6ller for deres Smaa saa mange Eventyr, alle fra Sumpen og Mosen, de ere, almindeligviis, afpassede efter Alder og Fatteevne; de mindste unger ere forn\u00f8iede med at der siges “krible, krable, plurremurre!” det finde de udm\u00e6rket, men de \u00c6ldre ville have en dybere Betydning, eller idetmindste Noget om Familien. Af de to \u00e6ldste og l\u00e6ngste Eventyr, som have holdt sig hos Storkene, kjende vi Alle det ene, det om Moses, der af sin Moder blev sat ud i Nilen Vande, fundet af Kongens Datter, fik en god Opdragelse og blev en stor Mand, som man siden ikke veed om, hvor han blev begravet. Det er ganske almindeligt!<\/p>\n

Det andet Eventyr kjendes endnu ikke, maaskee fordi det er n\u00e6sten indenlandsk. Det Eventyr er gaaet fra Storkemo’er til Storkemo’er i tusinde Aar og hver af dem har fortalt det bedre og bedre, og vi fort\u00e6lle det nu allerbedst.<\/p>\n

Det f\u00f8rste Storkepar, som kom med det og levede ind i det, havde deres Sommer-Ophold paa Vikingens Bj\u00e6lkehuus oppe ved Vildmosen i Vendsyssel; det er i Hj\u00f8ring Amt, h\u00f8it mod Skagen i Jylland, naar vi skulle tale med Kundskaber; det er endnu en uhyre stor Mose, man kan l\u00e6se om den i Amtsbeskrivelsen. Her har v\u00e6ret Havbund, men den har h\u00e6vet sig, staaer der; den str\u00e6kker sig milevidt til alle Sider omgivet af vaade Enge og gyngende Kj\u00e6r, med T\u00f8rvemoser, Multeb\u00e6r og usle Tr\u00e6er; n\u00e6sten altid sv\u00e6ver en Taage hen over den og for halvfjerdsindstyve Aar siden fandtes her endnu Ulve; den kan rigtignok kaldes “Vildmosen” og man kan t\u00e6nke sig hvor vildsomt, hvor megen Sump og S\u00f8, her har v\u00e6ret for tusind Aar siden! ja, i det Enkelte saae man den Gang her, hvad man endnu seer: R\u00f8rene havde samme H\u00f8ide, samme Slags lange Blade og violbrune Fj\u00e6derblomster, som de b\u00e6re endnu, Birken stod med hvid Bark og fine, l\u00f8sh\u00e6ngende Blade ligesom endnu, og hvad de Levende, som kom her, angaae, ja, Fluen bar sin Florskl\u00e6dning med samme Snit som nu, Storkens Liv-Couleur var Hvidt med Sort og r\u00f8de Str\u00f8mper, derimod havde Menneskene paa den Tid et andet Kjolesnit end nu til Dags, men hver af dem, Tr\u00e6l eller J\u00e6ger, hvem som helst, der traadte ud paa h\u00e6ngedyndet, gik det for tusind Aar siden som det endnu gaaer dem, der komme her, de plumpede i, og sank ned til Dyndkongen, som de kaldte ham, der regjerede nede i det store Mose-Rige. Gungekongen kunde han ogsaa kaldes, men vi synes nu bedst om at sige Dyndkongen; og det kaldte Storkene ham ogsaa. Meget lidt veed man om hans Regjering, men det er maaskee det Bedste.<\/p>\n

N\u00e6r ved Mosen, t\u00e6t op til Liimfjorden, laae Vikingens Bj\u00e6lkehuus med steensat Kjelder, Taarn og tre S\u00e6t Storkv\u00e6rk; \u00f8verst paa Taget havde Storken bygget Rede, Storkemoder laae paa \u00c6g og var vis paa, de vilde lykkes.<\/p>\n

En Aften blev Storkefader noget l\u00e6nge ude og da han kom hjem, saae han forpjusket og iilf\u00e6rdig ud.<\/p>\n

“Jeg har noget ganske Forf\u00e6rdeligt at fort\u00e6lle Dig!” sagde han til Storkemoder.<\/p>\n

“Lad v\u00e6re med det!” sagde hun, “husk paa, at jeg ligger paa \u00c6g, jeg kunde have Skade af det og da virker det paa \u00c6ggene!”<\/p>\n

“Du maa vide det!” sagde han. “Hun er kommen her, Datteren af vort Vert i \u00c6gypten! hun har vovet Reisen herop! og v\u00e6k er hun!”<\/p>\n

“Hun, som er af Feernes Sl\u00e6gt! fort\u00e6l dog! Du veed, at jeg kan ikke taale at vente i denne Tid, da jeg ligger!”<\/p>\n

“Seer Du, Mo’er! hun har dog troet paa, hvad Doctoren sagde, som Du fortalte mig; hun har troet paa, at Moseblomsten heroppe kunde hjelpe hendes syge Fader og hun er fl\u00f8iet i Fj\u00e6derham med de to andre Fj\u00e6derhams-Prindsesser, der hvert Aar skulle her Nord paa for at bade sig og forynges! hun er kommen, og hun er v\u00e6k!”<\/p>\n

“Du gj\u00f8r det saa vidtl\u00f8ftigt!” sagde Storkemoder, “\u00c6ggene kunne blive fork\u00f8lede! jeg kan ikke taale at v\u00e6re i Sp\u00e6nding!”<\/p>\n

“Jeg har passet paa!” sagde Storkefader, “og iaften, jeg gik i R\u00f8rene, hvor H\u00e6ngedyndet kan b\u00e6re mig, da kom tre Svaner, der var Noget ved Svinget, som sagde mig: pas paa, det er ikke heelt Svane, det er Svaneham kun! Du kjender det paa F\u00f8lelsen Mo’er! ligesom jeg, Du veed, hvad der er det Rette!”<\/p>\n

“Ja vist!” sagde hun, “men fort\u00e6l om Prindsessen! jeg er kjed af at h\u00f8re om Svaneham!”<\/p>\n

“Her midt i Mosen, veed Du, er ligesom en S\u00f8,” sagde Storkefader, “Du kan see et Stykke af den, naar Du vil lette Dig; derop til R\u00f8rene og det gr\u00f8nne H\u00e6ngedynd laae en stor Elletrunte; paa den satte de tre Svaner sig, sloge med Vingerne og saae sig om; den ene af dem kastede Svanehammen, og jeg kjendte i hende vor Huus-Prindsesse fra \u00c6gypten; hun sad nu og havde ingen anden Kappe om sig, end sit lange, sorte Haar; hun bad de to andre, h\u00f8rte jeg, at passe vel paa Svanehammen, naar hun dukkede ned under Vandet for at plukke Blomsten, som hun troede at see. De nikkede og lettede, l\u00f8ftede paa den l\u00f8se Fj\u00e6derkjole; see hvad mon de vil med den, t\u00e6nkte jeg, og hun spurgte dem vistnok lige om det samme og Svar fik hun, Syn for Sagen, de fl\u00f8i iveiret med hendes Fj\u00e6derham: “Dyk Du ned!” raabte de, “aldrig flyver Du meer i Svaneham, aldrig seer Du \u00c6gyptens Land! sid Du i Vildmosen!” og saa reve de hendes Fj\u00e6derham i hundrede Stykker, saa at Fj\u00e6drene fl\u00f8i rundt omkring, som om det var et Sneefog! og bort fl\u00f8i de to Skarns-Prindsesser!”<\/p>\n

“Det er r\u00e6dsomt!” sagde Storkemoder, “jeg kan ikke taale at h\u00f8re det! – siig mig saa, hvad der skete videre!”<\/p>\n

“Prindsessen jamrede og gr\u00e6d! Taarerne trillede ned paa Elletrunten og saa r\u00f8rte den sig, for det var Dyndkongen selv, ham, der boer i Mosen. Jeg saae, hvor Trunten vendte sig og saa var den ingen Trunte meer, der stak op lange, dyndede Grene, ligesom Arme; da blev det stakkels Barn forskr\u00e6kket og sprang afsted ind paa det gyngende H\u00e6ngedynd, men der kan det ikke b\u00e6re mig, mindre hende, hun sank strax i, og Elletrunten gik ned med, det var ham der halede; der kom store, sorte Bobler og saa var der ikke Spor mere. Nu er hun begrave\u00e6t i Vildmosen, aldrig kommer hun med –blomst til \u00c6gyptens Land. Du havde ikke holdt ud at see paa det, Mo’er!”<\/p>\n

“Saadant Noget skulde Du slet ikke fort\u00e6lle mig i denne Tid! det kan gaae ud over \u00c6ggene! – Prindsessen hytter sig nok! hun faaer sagtens Hjelp! havde det v\u00e6ret mig eller Dig, een af vore, saa havde det v\u00e6ret forbi!”<\/p>\n

“Jeg vil dog hver Dag see efter!” sagde Storkefader, og det gjorde han.<\/p>\n

Nu gik der en lang Tid.<\/p>\n

Da saae han en Dag, at dybt fra Bunden skj\u00f8d frem en gr\u00f8n Stilk, og da den naaede op til Vandspeilet, voxte frem et blad, bredere og altid bredere; t\u00e6t ved kom en Knop, og da Storken en Morgenstund fl\u00f8i hen over den, aabnede sig, ved de st\u00e6rke Solstraaler, Blomsterknoppen og midt i den laae et deiligt Barn, en lille Pige, ligesom om hun var steget op fra Bad; hun lignede i den Grad Prindsessen fra \u00c6gypten, at Storken f\u00f8rst troede at det var hende, der var blevet lille, men da han t\u00e6nkte sig om, fandt han det rimeligere at det var hendes og Dyndkongens Barn; derfor laae hun i Aakande.<\/p>\n

“Der kan hun da ikke blive liggende;” t\u00e6nkte Storken, “i min Rede ere vi allerede saa mange! men, der falder mig Noget ind! Vikingefruen har ingen B\u00f8rn, tidt \u00f8nskede hun sig en Lille, jeg faaer jo Skyld for at bringe de Smaa, nu vil jeg dog engang gj\u00f8re Alvor af det! jeg flyver til Vikingefruen med Barnet; der vil blive en Forn\u00f8ielse!”<\/p>\n

Og Storken tog den lille Pige, fl\u00f8i til Bj\u00e6lkehuset, slog med N\u00e6bbet Hul paa den Bl\u00e6reskinds Rude, lagde Barnet ved Vikingefruens Bryst, fl\u00f8i saa til Storkemo’er og fortalte, og Ungerne h\u00f8rte paa det; de vare store nok dertil.<\/p>\n

“Seer Du, Prindsessen er ikke d\u00f8d! hun har sendt den Lille herop, og nu er den anbragt!”<\/p>\n

“Det har jeg jo sagt fra f\u00f8rste F\u00e6rd!” sagde Storkemoder, “t\u00e6nk nu lidt paa dine egne! det er snart paa Reisetiden; det begynder af og til at krille mig under Vingerne! Gj\u00f8gen og Nattergalen ere allerede afsted, og Vagtlerne h\u00f8rer jeg tale om, at vi snart faae god Medvind! vore Unger staae sig nok ved Manoeuveren, kjender jeg dem ret!”<\/p>\n

Naa, hvor Vikingefruen blev glad, da hun om Morgenen vaagnede og fandt ved sit Bryst det lille, deilige Barn; hun kyssede og klappede det, men det skreg forf\u00e6rdeligt og spr\u00e6llede med Arme og Been, det syntes slet ikke forn\u00f8iet; tilsidst gr\u00e6d det sig is\u00f8vn og som det da laae der, var det Noget af det Deiligste\u00e6, man kunde see paa. Vikingefruen var saa glad, saa let, saa karsk, det bares hende for, at nu vilde vist hendes Husbond med alle hans M\u00e6nd ligesaa uventet komme, som den Lille, og saa fik hun og hele Huset travlt, for at Alt kunde v\u00e6re istand. De lange, couleurte Tapeter, som hun og Pigerne selv havde v\u00e6vet med Billeder af deres Afguder, Odin, Thor og Freia, som de kaldtes, bleve h\u00e6ngte op, Tr\u00e6llene maatte skure de gamle Skjolde, som der pyntedes med, Hynder bleve lagte paa B\u00e6nkene og t\u00f8rt Br\u00e6nde paa Ildstedet midt i Hallen, for at Baalet strax kunde t\u00e6ndes. Vikingefruen tog selv fat med, saa at hun ud paa Aftenen var betydelig tr\u00e6t og sov godt.<\/p>\n

Da hun nu henimod Morgenen vaagnede, blev hun inderlig forskr\u00e6kket, thi det lille Barn var reent borte; hun sprang op, t\u00e6ndte en Fyrrespaan og saae rundt om, og da laae der, hvor hun strakte sine F\u00f8dder i Sengen, ikke det lille Barn, men en stor, h\u00e6slig Padde; hun blev ganske \u00e6kel ved den, tog en sv\u00e6r Stang og vilde slaae Fr\u00f8en ihjel, men den saae paa hende med saadanne underlige, bedr\u00f8vede \u00d8ine, at hun ikke kunde slaae til. Endnu engang saae hun rundt om, Fr\u00f8en gav et fiint, ynkeligt Qv\u00e6k, hun foer sammen derved og sprang fra Sengen hen til Lugen, den smak hun op; Solen kom idetsamme frem, kastede sine Straaler lige ind i Sengen paa den store Padde, og det var med Eet som om Udyrets brede Mund trak sig sammen og blev lille og r\u00f8d, Lemmerne strakte sig i den nydeligste Skikkelse, det var hendes eget lille, deilige Barn, der laae og ingen h\u00e6slig Fr\u00f8.<\/p>\n

“Hvad er dog det!” sagde hun, “har jeg dr\u00f8mt en ond Dr\u00f8m! det er jo mit eget yndelige Alfebarn, der ligger!” og hun kyssede og trykkede det til sit Hjerte, men det rev og bed om sig ligesom en vild Kattekilling.<\/p>\n

Ikke den Dag, heller ikke den n\u00e6ste kom Vikingeherren, skj\u00f8ndt han var paa Veien, men Vinden var imod, den bl\u00e6ste syd paa for Storkene. Medb\u00f8r for Een er Modb\u00f8r for en Anden.<\/p>\n

I et Par Dage og N\u00e6tter blev det Vikingefruen klart, hvordan det stod sig med hendes lille Barn, det var jo en forf\u00e6rdelig Trolddom, der hvilede over det. Ved Dagen var det deiligt som en Lysalf, men havde en ond, vild Natur, om Natten derimod var det en h\u00e6slig Padde, stille og klynkende, med sorrigfulde \u00d8ine; her var to Naturer, der skiftede om, baade udad og indad; det kom af, at den lille Pige, som Storken havde bragt, eiede ved Dagen sin rette Moders Ydre, men paa den Tid sin Faders Sindelag; ved Natten derimod fik det Sl\u00e6gtskabet med ham synligt i sit Legems Skikkelse, derimod straalede da, inde i det, Moderens Sind og Hjerte. Hvo kunde l\u00f8se denne ved Seidkunst \u00f8vede Magt. Vikingefruen havde Angest og Bedr\u00f8velse derover, og dog hang hendes Hjerte ved den stakkels Skabning, om hvis Tilstand hun ikke troede at turde fort\u00e6lle sin Husbond, naar han nu snart kom hjem, thi da vilde han vist, som Skik og Brug var, l\u00e6gge det stakkels Barn ud paa Alfarvei og lade det tage af hvem, der vilde. Det n\u00e6nte den skikkelige Vikingefruen ikke, han skulde kun ved den lyse Dag faae Barnet at see.<\/p>\n

En Morgenstund susede Storkevingerne hen over Taget; der havde om Natten over hundrede Storkepar udhvilet sig efter den store Manoeuver, nu fl\u00f8i de op for at drage Syd paa.<\/p>\n

“Alle Mand f\u00e6rdig!” hed det, “Kone og B\u00f8rn med!”<\/p>\n

“Jeg er saa let!” sagde Storkeungerne, “det kribler og krabler mig lige ud i Benene som om jeg var fyldt med levende Fr\u00f8er! hvor det er deiligt at skulle reise udenlands!”<\/p>\n

“Hold Jer i Flokken!” sagde Fader og Moder, “og lad ikke Knebbren gaae saa meget, det tager paa Brystet!”<\/p>\n

Og de fl\u00f8i.<\/p>\n

I samme Stund klang Luren hen over Heden, Vikingen var landet med alle sine M\u00e6nd; de vendte hjem med rigt Bytte fra den galliske Kyst, hvor Folket, som i Bretland, i deres Skr\u00e6k sang:<\/p>\n

“Fri os fra de vilde Normanner!”<\/p>\n

Naa, hvor der blev Liv og Lystighed i Vikingeborgen ved Vildmosen. Mj\u00f8dkarret kom ind i Hallen, Baalet blev t\u00e6ndt og Heste bleve slagtede; her skulde ordentligt brases op. Offergoden spr\u00e6ngte det varme Hesteblod paa Tr\u00e6llene som Indvielse; Ilden knittrede, R\u00f8gen trak hen under Loftet, Soden dryppede fra Bj\u00e6lken, men det var man vant til. Gjester vare indbudte, og de fik gode Gaver, glemt var R\u00e6nker og Falskhed; drukket blev der, og de kastede hverandre de gnavede Knokler i Ansigtet, det var Tegn paa godt Humeur. Skjalden, – det var saadan en Slags Spillemand, men som ogsaa var Krigsmand, havde v\u00e6ret med dem og vidste hvad det var han sang om, – gav dem en Vise, hvori de h\u00f8rte om alle deres Krigsgjerninger og M\u00e6rkeligheder; ved hvert Vers kom det samme Omqv\u00e6de: “Formue d\u00f8er, Fr\u00e6nder d\u00f8e, selv d\u00f8er man ligerviis, men aldrig d\u00f8er et herligt Navn!” og saa sloge de Alle paa Skjole og hamrede med Kniven eller et Knokkelbeen paa Bordpladen, saa at det kunde h\u00f8res.<\/p>\n

Vikingefruen sad paa Tv\u00e6rb\u00e6nken i den aabne Gildeshal, hun havde Silkekjole, Guld-Armringe og store Ravperler; hun var i sin bedste Stads, og Skjalden n\u00e6vnede ogsaa hende i sin Sang, talte om den gyldne Skat, hun havde bragt sin rige Husbond, og denne var rigtig glad i det deilige Barn, han havde kun seet det ved Dagen i al dets Deilighed; Vildskaben, der var ved det, syntes han godt om; hun kunde blive, sagde han, en drabelig Skjoldm\u00f8, der slog sin K\u00e6mpe! ikke vilde hun blinke med \u00d8inene, naar \u00f8vet Haand, i Sp\u00f8g, hug med det skarpe Sv\u00e6rd \u00d8ienbrynene af hende.<\/p>\n

Mj\u00f8dkarret blev t\u00f8mt, et nyt kj\u00f8rt op, ja der blev drukket fyldeligt, det var Folk, der kunde taale fuldt op. Det Ordsprog var der dengang: “Qv\u00e6get veed, naar det skal gaae hjem fra Gr\u00e6sning, men uklog Mand kjender aldrig sin Maves Maal”. Ja, det vidste man, men man veed Eet og gj\u00f8r et Andet! man vidste ogsaa, at “Kj\u00e6r bliver kjedelig, naar han sidder l\u00e6nge i anden Mands Huus!” men man blev dog her, Suul og Mj\u00f8d er en god Ting! det gik lysteligt; og til Natten sov Tr\u00e6llene i den varme Aske, dyppede Fingrene i den fede Sod og slikkede dem. Det var en rar Tid!<\/p>\n

Endnu engang i Aaret drog Vikingen paa Tog, uagtet Efterh\u00f8stens Storme reiste sig; han gik med sine M\u00e6nd til Bretlands Kyst, det var jo “bare over Vandet”, sagde han, og hans Huusfrue blev tilbage med sin lille Pige, og vist var det, at Pleimoderen snart n\u00e6sten holdt mere af den stakkels Padde med de fromme \u00d8ine og de dybe Suk, end af Deiligheden, der rev og bed om sig.<\/p>\n

Den raae, vaade Efteraars-Taage, “Mundl\u00f8s”, der gnaver Bladene af, laae hen over Skov og Hede, “Fugl Fj\u00e6derl\u00f8s”, som de kalde Sneen, fl\u00f8i t\u00e6t paa hinanden, Vinteren var paa Vei; Spurvene toge Storke-Reden i Beslag og raisonnerede paa deres Viis over det frav\u00e6rende Herskab; dette selv, Storkeparret med alle ungerne, ja hvor vare de nu?<\/p>\n

Storkene vare nu i \u00c6gyptens Land, hvor Solen skinnede varmt, som hos os paa en deilig Sommerdag, Tamarinder og Akasier blomstrede rundt om, Muhameds Maane straalede blank fra Tempel-Kuplerne; paa de slanke Taarne sad mangt et Storkepar og hvilede ud efter den lange Reise; hele store Flokke havde Rede ved Rede paa de m\u00e6gtige S\u00f8iler og s\u00f8nderbrudte Buer af Templer og glemte Steder; Daddelpalmen l\u00f8ftede sit Skj\u00e6rmtag h\u00f8it op, som om den vilde v\u00e6re Solskj\u00e6rm. De hvidgraae Pyramider stode som Skyggerids paa den klare Luft henimod \u00d8rkenen, hvor Strudsen viste, den kunde bruge sine Been, og L\u00f8ven sad med store, kloge \u00d8ine og saae paa Marmor-Sphinxen, der laae halv begravet af Sandet. Nilens Vande vare traadte tilbage, hele Flodleiet mylrede med Fr\u00f8er og det var nu for Storkefamilien det allerdeiligste Skue i dette Land. Ungerne trodede, at det var \u00d8ien-Forblindelse, saa magel\u00f8st fandt de det Hele.<\/p>\n

“Saadanne er det her, og saadanne have vi det altid i vort varme Land!” sagde Storkemoder, og det kriblede de Smaa i Maven.<\/p>\n

“Faae vi endnu Mere at see?” sagde de, “skal vi meget meget l\u00e6nger ind i Landet?”<\/p>\n

“Der er ikke Noget videre at see!” sagde Storkemoder; “ad den frodige Kant er kun vildsom Skov, hvor Tr\u00e6erne voxe i hverandre og filtres sammen af piggede Slyngplanter, kun Elephanten med sin plumpe Been kan der tr\u00e6de sig Vei; Slangerne ere os for store og Fiirbenene for muntre. Ville I ad \u00d8rkenen til, saa faae I Sand i \u00d8inene, gaaer det fiint til og gaaer det grovt til, komme I ind i en Sandhose; nei her er bedst! her er Fr\u00f8er og Gr\u00e6shopper! her bliver jeg og I med!”<\/p>\n

Og de bleve; de Gamle sade i deres Rede paa den slanke Minaret, hvilede sig og havde dog travlt med at glatte Fj\u00e6drene og gnide med N\u00e6bbet paa de r\u00f8de Str\u00f8mper; saa l\u00f8ftede de Halsene, hilsede gravitetisk og h\u00e6vede Hovedet med den h\u00f8ie Pande og de fine, glatte Fj\u00e6dre, og deres brune \u00d8ine straalede saa klogt. Hun-Ungerne gik gravitetisk om mellem de saftige R\u00f8r, skottede efter de andre Storke-Unger, gjorde Bekjendtskab og slugte ved hvert tredie Skridt en Fr\u00f8, eller gik og dinglede med en lille slange, det tog sig godt ud, troede de, og det smagte. Han-Ungerne gjorde Klammeri, baskede hinanden med Vngerne, hug med N\u00e6bbet, ja stak til Blods, og saa blev den forlovet og den forlovet, Han -Ungerne og Hun-Ungerne, det var jo det, de levede for; og de byggede Rede, og kom saa igjen i nyt Klammeri, for i de hede Lande ere de nu Alle saa hidsige, men forn\u00f8ieligt var det, og is\u00e6r en stor Gl\u00e6de for de Gamle: Alting kl\u00e6der Ens Unger! hver Dag var her Solskin, hver Dag fuldtop at \u00e6de, man kunde kun t\u00e6nke paa Forn\u00f8ielse. – Men inde i det rige Slot hos den \u00e6gyptiske Husvert, som de kaldte ham, var den slet ikke tilhuse.<\/p>\n

Den rige, m\u00e6gtige Herre laae paa L\u00f8ib\u00e6nk, stiv i alle sine Lemmer, udstrakt som en Mumie, midt i den store Sal med de broget malede V\u00e6gge; det var ligesom om han laae i en Tulipan. Sl\u00e6gtninge og Tjenere stode om ham, d\u00f8d var han ikke, leve kunde man heller ikke ret sige at han gjorde; den frelsende Moseblomst fra de nordlige Lande, den, der skulde s\u00f8ges og plukkes af Den, som h\u00f8iest ham, vilde aldrig blive bragt. Hans unge, deilige Datter, som i Svaneham fl\u00f8i over Hav og Lande, h\u00f8it mod Norden, skulde aldrig vende tilbage; “hun er d\u00f8d og borte!” havde de to hjemvendte Svane-Jomfruer meldt; de havde sat en heel Historie sammen derom, den fortalte de:<\/p>\n

“Vi fl\u00f8i alle Tre h\u00f8it i Luften, da saae en J\u00e6ger os og afskj\u00f8d sin Piil; den ramte vor unge Veninde, og langsomt syngende sit Farvel sank hun, som en d\u00f8ende Svane, ned midt i Skovs\u00f8en; der ved Bredden under en duftende H\u00e6ngebirk begravede vi hende! Dog H\u00e6vn have vi taget; Ild bandt vi under Vingen paa Svalen, der byggede under J\u00e6gerens R\u00f8r-Tag, det t\u00e6ndtes, Huset slog op i Lue, han br\u00e6ndte inde, det lyste ud over S\u00f8en hen til den heldende H\u00e6ngebirk, hvor hun nu er Jord i Jorden; aldrig kommer hun til \u00c6gyptens Land!”<\/p>\n

Og saa gr\u00e6d de begge To, og Storkefader, den Gang han h\u00f8rte det, knebbrede med N\u00e6bbet, saa at det skraldede efter:<\/p>\n

“L\u00f8gn og Paafund!” sagde han. “Jeg kunde have Lyst til at jage dem Snabelen lige ind i Brystet!”<\/p>\n

“Og br\u00e6kke den af!” sagde Storkemoder, “saa kom Du til at see godt ud! t\u00e6nk f\u00f8rst paa Dig selv og saa paa din Familie, alt Andet ligger udenfor!”<\/p>\n

“Jeg vil dog s\u00e6tte mig paa Randen af den aabne Kuppel imorgen, naar alle de L\u00e6rde og Vise samles for at tale om den Syge; maaskee de saa komme Sandheden lidt n\u00e6rmere!”<\/p>\n

Og de L\u00e6rde og Vise kom sammen og talte meget, vidt og bredt, som Storken ikke kunde faae Noget ud af, – og der kom heller ikke Noget ud deraf for den Syge, eller for Datteren i Vildmosen; men derfor kunne vi gjerne h\u00f8re lidt paa det, man maa jo h\u00f8re paa saa Meget.<\/p>\n

Men nu er det rigtigst ogsaa at h\u00f8re og vide hvad der var gaaet forud, saa ere vi bedre med i Historien, idetmindste ligesaa meget som Storkefader.<\/p>\n

“Kj\u00e6rlighed f\u00f8der Liv! den h\u00f8ieste Kj\u00e6rlighed f\u00f8der det h\u00f8ieste Liv! kun gjennem Kj\u00e6rlighed er Livets Frelse for ham at vinde!” var der blevet sagt, og det var overmaade klogt og godt sagt, forsikkrede de L\u00e6rde.<\/p>\n

“Det er en kj\u00f8n Tanke!” sagde strax Storkefader.<\/p>\n

“Jeg forstaaer den ikke rigtigt!” sagde Storkemoder, “og det er ikke min Skyld, men Tankens, dog det kan da ogsaa det samme, jeg har Andet at t\u00e6nke paa!”<\/p>\n

Og nu havde de L\u00e6rde talt om Kj\u00e6rligheden mellem Dit og Dat, forskjellen der var, Kj\u00e6rligheden, som Kj\u00e6restefolk fornam, og den mellem For\u00e6ldre og B\u00f8rn, mellem Lyset og V\u00e6xterne, hvorledes Solstraalen kyssede Dyndet og at Spiren derved kom frem – det var saa vidtl\u00f8ftigt og l\u00e6rd sat ud, at det blev umuligt for Storkefader at f\u00f8lge med, end sige at gjentage det; han blev ganske tankefuld derved, lukkede \u00d8inene halvt i og stod paa eet Been en heel Dag derefter; L\u00e6rdommen var ham saa sv\u00e6r at b\u00e6re.<\/p>\n

Dog det forstod Storkefader, han havde h\u00f8rt baade Smaafolk og de Allerfornemste tale lige ud af Hjertebunden, at det var en stor Ulykke for mange Tusinder og for Landet med, at den Mand laae syg og ikke kunde komme sig; Gl\u00e6de og Velsignelse vilde det v\u00e6re, om han fik sin Sundhed igjen. “Men hvor voxer Sundhedsblomsten for ham?” derom havde de spurgt Allesammen, spurgt i l\u00e6rde Skrifter, i blinkende Stjerner, i Veir og Vind, spurgt ad alle de Omveie, der vare at finde, og tilsidst havde de L\u00e6rde og Vise, som sagt, faaet det ud: “Kj\u00e6rlighed f\u00f8der Liv, Livet til Faderen,” og der sagde de mere end de selv forstode; de gjentoge og skrev da op som Reccept: “Kj\u00e6rlighed f\u00f8der Liv”, men hvorledes hele den Ting efter Reccepten skulde laves sammen, ja derved stod man. Tilsidst bleve de enige derom, Hjelpen maatte komme ved Prindsessen, hun, der med hele sin Sj\u00e6l og sit Hjerte holdt af denne Fader. Man faldt endeligt ogsaa paa, hvorledes det kunde bringes istand, ja det var nu mere end Aar og Dag siden, hun skulde om Natten, naar Nyet der t\u00e6ndtes, igjen var nede, begive sig ud til Marmor-Sphinxen ved \u00d8rkenen, kaste Sandet bort fra D\u00f8ren i Fodstykket, og der, gaae gjennem den lange Gang, som f\u00f8rte ind midt i en af de store Pyramider, hvor en af Oldtids m\u00e6gtige Konger, omgivet af Pragt og Herlighed, laae i Mumie-Hylster; her skulde hun helde sit Hoved til den D\u00f8de, og da vilde aabenbares hende, hvor Liv og Frelse for hendes Fader var at vinde.<\/p>\n

Alt det havde hun udf\u00f8rt, og i Dr\u00f8mme erfaret, at fra den dybe Mose oppe i det danske Land, Stedet var blevet ganske n\u00f8iagtigt betegnet, maatte hun hjembringe den Lotus-Blomst, der i Vandets Dyb havde ber\u00f8rt hendes Bryst, da vilde han frelses.<\/p>\n

Og derfor fl\u00f8i hun i Svaneham fra \u00c6gyptens Land op til Vildmosen. See, alt Dette vidste Storkefader og Storkemoder, og nu veed vi det tydeligere, end vi f\u00f8r vidste det. Vi veed, at Dynd-Kongen drog hende ned til sig, veed, at hun for dem i Hjemmet er d\u00f8d og borte; kun den Viseste af dem Alle sagde endnu, ligesom Storkemoder: “hun hytter sig nok!” og det vilde de da vente paa, for de vidste ikke noget Bedre.<\/p>\n

“Jeg troer, at jeg rapser Svanehammen fra de to Skarns-Prindsesser!” sagde Storkefader, “saa kunne de da ikke komme til Vildmosen at gj\u00f8re Fortr\u00e6d; Svanehammene selv gjemmer jeg deroppe til der er Brug for dem!”<\/p>\n

“Hvor oppe gjemmer Du dem?” spurgte Storkemoder.<\/p>\n

“I vor Rede ved Vildmosen!” sagde han. “Jeg og vore yngste Unger kunne hjelpes ad med at f\u00f8re dem, og blive de os for besv\u00e6rlige, saa er der Steder nok paa Veien til at skjule dem til n\u00e6ste Tr\u00e6kning. Een Svaneham var vel nok for hende, men to ere bedre; det er godt at have meget Reiset\u00f8i i et nordligt Land!”<\/p>\n

“Du faaer ikke Tak for det!” sagde Storkemoder, “men Du er jo Herre! jeg har ikke Noget at sige uden i Liggetiden!”<\/p>\n

I Vikingeborgen ved Vildmosen, hvorhen storkene fl\u00f8i mod Vaaren, havde den lille Pige faaet Navn; Helga havde de kaldt hende, men det Navn var altfor bl\u00f8dt for et saadant Sind, som det, den deiligste Skikkelse her havde; Maaned for Maaned kom det mere frem, og i Aaringer, ja, medens Storkene gjorde samme Reise, i H\u00f8st mod Nilen, i Foraar mod Vildmosen, blev det lille Barn en stor Pige, og f\u00f8r man t\u00e6nkte derover, var hun den deiligste Jomfru i sit sextende Aar; deilig af Skal, men haard og beesk af Kj\u00e6rne, vildere end de Fleste i denne haarde, m\u00f8rke Tid.<\/p>\n

Det var hendes en Lyst at st\u00e6nke med sine hvide H\u00e6nder det dampende Blod af den slagtede Offerhest; hun bed i Vildskab Halsen over paa den sorte Hane, som Offergoden skulde slagte, og til sin Pleiefader sagde hun i fuld Alvor:<\/p>\n

“Kom din Fjende og slog Toug om Bj\u00e6lkehovederne af Taget, lettede det over dit Kammer, medens Du sov, jeg skulde ikke v\u00e6kke Dig om jeg kunde! jeg h\u00f8rte det ikke, saaledes surrer Blodet mig endnu om det \u00d8re, hvorpaa Du for Aaringer siden gav mig en Kindhest, Du! Jeg husker!”<\/p>\n

Men Vikingen troede ikke paa de Ord, han var, ligesom de Andre, daaret af hendes Deilighed; vidste heller ikke om, hvorledes Sind og Skind skiftede hos liden Helga. Uden Sadel sad hun, som groet fast til Hesten, der jog i fuldt L\u00f8b, og ikke sprang hun af, om den bedes med de andre ondsindede Heste. I alle sine Kl\u00e6der kastede hun sig tidt fra Skr\u00e6nten ud i Fjordens st\u00e6rke Str\u00f8mning, og sv\u00f8mmede Vikingen im\u00f8de, naar hans Baad styrede mod Land. Af sit deilige, lange Haar skar hun den l\u00e6ngste Lok og flettede sig deraf en Str\u00e6ng til sin Bue:<\/p>\n

“Selvgjort er velgjort!” sagde hun.<\/p>\n

Vikingefruen var vel efter Tid og Vane st\u00e6rk i Villie og Sind, men mod Datteren var hun at ligne som en bl\u00f8d, angest Qvinde; hun vidste jo ogsaa, at det var Trolddom, der hvilede over det forf\u00e6rdelige Barn.<\/p>\n

Det var som om Helga, ret af ond Forn\u00f8ielse, lidt for ofte fandt paa, naar Moderen stod paa Svalen eller traadte ud i Gaarden, at s\u00e6tte sig op paa Br\u00f8ndkanten, slaae med Arme og Been, og derpaa lade sig plumpe ned i det snevre, dybe Hul, hvor hun, med Fr\u00f8-Naturen, dukkede og l\u00f8ftede sig igjen, kravlede saa, ligesom om hun var en Kat, og kom drivende af Vand ind i H\u00f8isalen, saa at de gr\u00f8nne Blade, der vare str\u00f8ede paa Gulvet, vendte sig i den vaade Str\u00f8m.<\/p>\n

Dog eet Baand var der, som holdt liden Helga, det var Aftenskumringen; i den blev hun stille og ligesom eftert\u00e6nksom, lod sig kalde og f\u00f8re; da ligesom drog en indre Fornemmelse hende til Moderen, og naar Solen sank og Forvandlingen ude og inde fulgte, sad hun der stille, s\u00f8rgmodig, skrumpet sammen i Padde-Skikkelsen, Kroppen var vel nu langt st\u00f8rre end dette Dyrs, men just derved desgrueligere; hun saae ud som en ynkelig Dv\u00e6rg med Fr\u00f8-Hoved og Sv\u00f8mmehud mellem Fingrene. Der var Noget saa bedr\u00f8veligt i de \u00d8ine, hun saae med, Stemmen havde hun ikke, kun et huult Qv\u00e6k, ret som et Barn, der hulker i Dr\u00f8mme; da kunde Vikingefruen tage hende paa de bedr\u00f8vede \u00d8ine og sagde meer end eengang:<\/p>\n

“N\u00e6ste kunde jeg \u00f8nske, at Du altid var mit stumme Fr\u00f8-Barn; Du er mere forf\u00e6rdelig at see paa, naar Deiligheden vender udad!”<\/p>\n

Og hun skrev Runer mod Seid og Syge, kastede dem over den Elendige, men Bedring viste sig ikke.<\/p>\n

“Man skulde ikke troe, at hun har v\u00e6ret saa lille, at hun har ligget i en Aakande!” sagde Storkefader; “nu er hun et heelt Menneske og hendes \u00e6gyptiske Moder opad Dage; hende saae vi aldrig siden! hun hyttede sig ikke, som Du og den L\u00e6rdeste troede. Jeg har nu Aar ud, Aar ind fl\u00f8iet paa kryds og tv\u00e6rs over Vildmosen, men hun gav aldrig Tegn fra sig! Ja, det kan jeg sige Dig, jeg har i de Aaringer, jeg er kommet herop nogle Dage forud for Dig, at jeg kunde b\u00f8de paa Reden, s\u00e6tte Et og Andet i Stand, fl\u00f8iet en heel Nat, som om jeg var en Ugle eller Flaggermuus, idelig over det aabne Vand, men til ingen Nytte! den fik vi da heller ikke for de to Svanehamme, som jeg og Ungerne sl\u00e6bte herop fra Nilens Land; det var besv\u00e6rligt nok, i tre Reiser toge vi dem. Nu have de ligget i mange Aar paa Bunden af Reden, og skeer her nu engang Ilds-Ulykke, skeer det, at Bj\u00e6lkehuset br\u00e6nder af, saa ere de da v\u00e6k!”<\/p>\n

“Og vor gode Rede er v\u00e6k!” sagde Storkemoder, “den t\u00e6nker Du mindre paa, end paa det Fj\u00e6dert\u00f8i og din Mose-Prindsesse! Du skulde engang gaae ned til hende og blive i Dyndet! Du er en daarlig Fader for dine Egne, det har jeg sagt fra jeg laae paa \u00c6g f\u00f8rste Gang. Faae vi eller vore Unger bare ikke en Piil i Vingen af den gale Vikinget\u00f8s! hun veed jo ikke, hvad hun gj\u00f8r. Vi ere dog lidt \u00e6ldre hjemme her end hun, det skulde hun bet\u00e6nke; vi glemme aldrig vore Skyldigheder, vi give vore Afgifter aarlig, en Fj\u00e6der, et \u00c6g og en Unge, som Ret er. Troer Du, at naar hun er udenfor, jeg gider gaae derned, som i gamle Dage, og som jeg gj\u00f8r i \u00c6gypten, hvor jeg er halv Kammerat med dem, uden at glemme mig, kiger i Kar og i Gryde? Nei, jeg sidder heroppe og \u00e6rgrer mig over hende – T\u00f8s! – og jeg \u00e6rgrer mig over Dig med! Du skulde have ladet hende ligge i Aakanden, saa havde hun v\u00e6ret v\u00e6k!”<\/p>\n

“Du er meget agtv\u00e6rdigere end din Tale!” sagde Storkefader – “jeg kjender Dig bedre, end Du kjender Dig selv!”<\/p>\n

Og saa gjorde han et Hop, to tunge Vingeslag, strakte Benene bagud og fl\u00f8i, seilede afsted, uden at r\u00f8re Vingerne, han var et godt Stykke borte, da tog han et kraftigt Tag, Solen skinnede paa de hvide Fj\u00e6dre, Hals og Hoved strakte sig fremad! Der var Fart og Sving.<\/p>\n

“Han er dog den Deiligste endnu af dem Allesammen!” sagde Storkemoder, “men jeg siger ham det ikke.”<\/p>\n

Tidlig denne H\u00f8st kom Vikingen hjem med Bytte og Fanger; mellem disse var en ung, christen Pr\u00e6st, een af de M\u00e6nd, der forfulgte de nordiske Landes Afguder. Ofte i den sidste Tid var i Hal og Fruerstue blevet talt om den nye Tro, der bredte sig vidt om i alle Lande Syd paa, ja ved den hellige Ansgarius endogsaa var naaet op til Hedeby ved Slien; selv liden Helga havde h\u00f8rt om Troen paa den hvide Christ, der af Kj\u00e6rlighed til Menneskene havde givet sig hen for at frelse dem; det var for hende, som man siger, gaaet ind ad det ene \u00d8re og ud ad det andet; det Ord Kj\u00e6rlighed syntes hun kun at have Fornemmelse for, naar hun i den ynkelige Fr\u00f8-Skikkelse kr\u00f8b sammen i det aflukkede Kammer; men Vikingefruen havde lyttet til og f\u00f8lt sig forunderlig grebet ved de Sagn og Sagaer, der gik om S\u00f8nnen af een eneste sand Gud.<\/p>\n

M\u00e6ndene, komme hjem fra Tog, havde fortalt om de pr\u00e6gtige Templer af hugne kostelige Stene, reiste for ham, hvis Bud var Kj\u00e6rlighed; et Par sv\u00e6re, gyldne Kar, kunstigt udskaarne og heelt af det pure Guld, vare hjembragte, der var ved hvert en egen krydret Duft, det var R\u00f8gelsekar, som de christne Pr\u00e6ster svang foran Altret, hvor aldrig Blod fl\u00f8d, men Vinen og det indviede Br\u00f8d forvandledes i hans Blod, som havde givet sig hen for endnu uf\u00f8dte Sl\u00e6gter.<\/p>\n

I Bj\u00e6lkehusets dybe, steensatte Kjelder var den fangne, unge christne Pr\u00e6st bragt ned, sn\u00f8rt med Bastbaand om F\u00f8dder og H\u00e6nder; deilig var han, “som Baldur at see!” sagde Vikingefruen og hun r\u00f8rtes ved hans N\u00f8d, men ung Helga lystede, at der skulde drages et Toug gjennem hans Haser og han bindes til Halerne af de vilde Oxer.<\/p>\n

“Saa skulde jeg slippe Hundene l\u00f8s; hui! afsted over Moser og Kj\u00e6r, ad Heden til! det vilde v\u00e6re lystigt at see, lystigere endnu at kunne f\u00f8lge ham paa Farten!”<\/p>\n

Dog den D\u00f8d vilde Vikingen ikke han skulde lide, men som forn\u00e6gter og Forf\u00f8lger af de h\u00f8ie Guder, imorgen den Dag offres paa Blodstenen i Lunden, det var f\u00f8rste Gang at her et Menneske offredes.<\/p>\n

Ung Helga bad om hun maatte best\u00e6nke Gudebillederne og Folket med Blodet af ham; hun sleb sin blanke Kniv og da een af de store, glubske Hunde, hvoraf der var nok paa Gaarden, l\u00f8b hende hen over F\u00f8dderne, stak hun den Kniven ind i Siden: “Det er for at pr\u00f8ve den!” sagde hun, og Vikingefruen saae bedr\u00f8vet paa den vilde, ondsindede Pige, og da Natten kom og Skj\u00f8nheds Skikkelsen hos Datteren i Krop og Sj\u00e6l skiftede om, talte hun til hende Sorgens varme Ord, ud af en bedr\u00f8vet Sj\u00e6l.<\/p>\n

Den grimme Padde med Troldens Krop stod foran og heftede de brune, sorgfulde \u00d8ine paa hende, h\u00f8rte og syntes at forstaae med Menneskets Tanke.<\/p>\n

“Aldrig, selv til min husbond, er det kommet paa min Tunge om hvad dobbelt jeg lider ved Dig!” sagde Vikingefruen, “der er mere Ynk i mit Hjerte over Dig, end jeg selv troede! stor er en Moders Kj\u00e6rlighed! men aldrig kom Kj\u00e6rlighed i dit Sind! Dit Hjerte er som en kold Dyndklump! hvorfra er Du dog kommet i mit Huus!”<\/p>\n

Da Sittrede forunderligt den ynkelige Skikkelse, det var som om de Ord ber\u00f8rte et usynligt Baand mellem Legem og Sj\u00e6l, der kom store Taarer i \u00d8inene.<\/p>\n

“Din haarde Tid vil engang komme!” sagde Vikingefruen, “gruelig vil den blive ogsaa for mig! – bedre om Du, som Barn var stillet ud paa Alfarvei, og Nattekulden havde lullet Dig til D\u00f8de!” og Vikingefruen gr\u00e6d de salte Taarer og gik vred og bedr\u00f8vet bort, om bag det l\u00f8se Skindt\u00e6ppe, der hang over Bj\u00e6lken og deelte Stuen.<\/p>\n

Alene sad i Krogen den sammenskrumpne Padde; der var lydl\u00f8st, men efter korte Mellemrum kom, inde i hende, et halvqvalt Suk; det var, som om, i Smerte, et Liv f\u00f8dtes i Hjertes Vraa. Hun gjorde et Skridt frem, lyttede, gik atter et Skridt og greb nu med de ubehjelpelige H\u00e6nder om den tunge Stang, der var skudt for D\u00f8ren; sagte fik hun den fra, stille trak hun bort Pinden, der var stukket ind over Klinken; hun greb den t\u00e6ndte Lampe, der stod i Kamret foran; det var som en st\u00e6rk Villie gav hende Kr\u00e6fter; hun drog Jernpinden ud af den st\u00e6ngede Lem, listede sig ned til Fangen; han sov; hun r\u00f8rte ved ham med sin kolde, klamme Haand, og da han vaagnede og saae den h\u00e6slige Skikkelse, g\u00f8s han, som for et ondt Syn. Hun drog sin Kniv, overskar hans Baand og vinkede ad ham, at han skulde f\u00f8lge hende.<\/p>\n

Han n\u00e6vnede hellige Navne, gjorde Korsets Tegn, og da Skikkelsen stod uforandret, sagde han Bibelens Ord:<\/p>\n

“Salig er Den, som handler forstandigen mod den Ringe; Herren skal redde ham paa en ond Dag! – Hvo er Du? Hvorfra dette Ydre af Dyret og dog fuld af Barmhjertighedens Gjerning!”<\/p>\n

Paddeskikkelsen vinkede, og f\u00f8rte ham bag skjulende T\u00e6pper, hen ad en eensom Gang, ud til Stalden, pegede paa en Hest, han svang sig op paa den, men ogsaa hun satte sig der forrest og holdt i Dyrets Manke. Den Fangne forstod hende og i hurtig Trav rede de en Vei, som han aldrig vilde have fundet, ud til den aabne Hede.<\/p>\n

Han glemte hendes h\u00e6slige Skikkelse, Herrens Naade og Barmhjertighed fornam han virkede gjennem Utysket; fromme B\u00f8nner bad han og hellige Sange istemte han; da sittrede hun, var det B\u00f8nnens og Sangens Magt, der virkede her, eller var det Kulde-Gyset ved Morgenen, der snart vilde komme? hvad var det velhun fornam? hun l\u00f8ftede sig h\u00f8it i Veiret, vilde standse Hesten og springe ned; men den christne Pr\u00e6st holdt hende fast med al sin Kraft, sang h\u00f8it en Psamle, som m\u00e6gtede den at l\u00f8se Trolddommen, der holdt hende i den h\u00e6slige Fr\u00f8-Skikkelse, og Hesten jog vildere frem, Himlen blev r\u00f8d, den f\u00f8rste Solstraale tr\u00e6ngte gjennem Skyen, og ved det klare V\u00e6ld af Lyset kom Omskiftelsen, hun var den unge Deilighed med det d\u00e6moniske, onde Sind; han holdt den skj\u00f8nneste, unge Qvinde i sine Arme og forf\u00e6rdedes derover, sprang ned fra Hesten, standsede den, i det han troede at m\u00f8de en ny \u00f8del\u00e6ggende Trolddom; men ung Helga var i samme Spring ogsaa paa Jorden, den korte Barnekjole naaede hende kun til Kn\u00e6et; den skarpe Kniv rev hun af sit B\u00e6lte og styrtede ind paa den Overraskede.<\/p>\n

“Lad mig naae Dig!” raabte hun, “lad mig naae Dig, og Kniven skal komme op i Dig! Du er jo bleg som H\u00f8! Tr\u00e6l! skj\u00e6gl\u00f8s!”<\/p>\n

Hun tr\u00e6ngte ind paa ham; de br\u00f8des i en sv\u00e6r Kamp, men det var som om en usynlig Kraft gav den christne Mand Styrke; han holdt hende fast, og det gamle Egetr\u00e6 t\u00e6t ved kom ham til Hjelp ved ligesom med sine fra Jorden halv l\u00f8snede R\u00f8dder at binde hendes F\u00f8dder, der vare gledne ind under dem. T\u00e6t ved sprudlede en Kilde, han st\u00e6nkede hende med det friske V\u00e6ld over Bryst og Ansigt, b\u00f8d den urene Aand fare ud og signede hende efter christelig Brug, men Daabens Vand har ikke Kraft der, hvor ikke Troens V\u00e6ld ogsaa str\u00f8mmer indenfra.<\/p>\n

Og dog var han ogsaa heri den St\u00e6rke; ja meer end Mands Styrke mod den stridende onde Kraft laae der i hans Gjerning, den ligesom betog hende, hun lod Armene synke, saae med forundrede Blikke og blegnende Kinder paa denne Mand, der syntes en m\u00e6gtig Troldmand, st\u00e6rk i Seid og hemmelig Kunst; det var m\u00f8rke Runer, han l\u00e6ste, L\u00f8nstaver, han tegnede i Luften! Ikke for den blinkende \u00d8xe eller skarpe Kniv, om han havde svunget den mod hendes \u00d8ine, vilde hun have gjort et Blink, men hun gjorde det, da han skrev Korsets Tegn paa hendes Pande og Bryst; og sad hun nu som en tam Fugl, Hovedet b\u00f8iede sig mod Brystet.<\/p>\n

Da talte han mildt til hende om den Kj\u00e6rlighedens Gjerning, hun havde \u00f8vet mod ham i denne Nat, da hun i Fr\u00f8ens h\u00e6slige Ham var kommen, havde l\u00f8st hans Baand og f\u00f8rt ham ud til Lys og Liv; hun var ogsaa bunden, bunden med trangere Baand, end han, sagde han, men ogsaa hun skulde, og ved ham, komme til Lys og Liv. Til Hedeby, til den hellige Ansgarius, vilde han bringe hende, der, i den christne Stad, vilde Fortryllelsen h\u00e6ves; men ikke foran paa Hesten, selv om hun godvillig sad der, turde han f\u00f8re hende.<\/p>\n

“Bag paa Hesten maa du sidde, ikke foran mig! Din Trolddoms Skj\u00f8nhed har en Magt, som er fra det Onde, jeg frygter den – og dog er Seiren for mig i Christo!”<\/p>\n

Han b\u00f8iede sine Kn\u00e6, bad saa fromt og inderligt! det var som om den tause Skov-Natur indviedes derved til en hellig Kirke; Fuglene begyndte at synge som h\u00f8rte de med til den nye Menighed, de vilde krusemynter duftede som vilde de erstatte Ambra og R\u00f8gelse; h\u00f8it forkyndte han Skriftens Ord.<\/p>\n

“Lyset fra det H\u00f8ie har bes\u00f8gt os, for at skinne for dem, som sidde i M\u00f8rket og i D\u00f8dens Skygge, at styre vore F\u00f8dder paa Fredens Vei! -”<\/p>\n

Og han talte om Alnaturens Forl\u00e6ngsel, og mens han talte stod Hesten, der havde baaret dem i vildt L\u00f8b, stille og ruskede i de store Bromb\u00e6rranker, saa at de modne, saftige B\u00e6r faldt paa liden Helgas Haand, bydende sig selv til Vederqv\u00e6gelse.<\/p>\n

Hun lod sig taalmodig l\u00f8fte op paa Hestens Ryg, sad der som en S\u00f8vngj\u00e6ngerske, der ikke vaager og dog ikke vandrer. Den christne Mand bandt to Grene sammen med et Bastbaand, at de dannede et Kors, det holdt han h\u00f8it i Haanden og saa red de gjennem Skoven, der blev t\u00e6ttere, Veien dybere, eller slet ingen Vei. Slaaentornen stod som Vei-Bom, man maatte ride uden om den; Kilden blev ikke til rindende B\u00e6k, men til staaende Mose, man maatte ride uden om den. Der laae Styrke og Vederqv\u00e6gelse i den friske Skovluft, der laae en ikke ringere Kraft i Mildhedens Ord, der klang i Tro og Christen-Kj\u00e6rlighed, i den inderlige Trang til at f\u00f8re den Betagne til Lys og Liv.<\/p>\n

Regndraaben, siger man jo, huler den haarde Steen, Havets B\u00f8lger gj\u00f8re i Tiden de afrevne kantede Klippe-Stene runde, Naadens Dug, som var oprundet for liden Helga, hulede det Haarde, rundede det Skarpe; vel var det ikke at kjende, hun vidste det ikke selv, hvad veed Spiren i Jorden, ved det qv\u00e6gende V\u00e6de og den varme Solstraale, at den gjemmer i sig V\u00e6xt og Blomst.<\/p>\n

Som moderens Sang for Barnet um\u00e6rkeligt hefter sig i Sindet, og det laller efter de enkelte Ord, uden at forstaae dem, men disse siden samle sig i Tanken og i Tiden blive klarere, saaledes virkede ogsaa her Ordet, der m\u00e6gter at skabe.<\/p>\n

De rede ud af Skoven, hen over Heden, atter igjennem veil\u00f8se Skove, da m\u00f8dte de henimod Aften R\u00f8vere.<\/p>\n

“Hvor har Du stjaalet den deilig Glut!” raabte de, stoppede Hesten, rev de to Ridende ned, thi mandsst\u00e6rke vare de. Pr\u00e6sten havde ikke andet V\u00e6rge end Kniven, som han havde taget fra liden Helga, den st\u00f8dte han om sig med, een af R\u00f8verne svingede sin \u00d8xe, men den unge christne Mand gjorde et lykkeligt Spring tilside, ellers var han bleven ramt, nu foer \u00d8xens Eg dybt ind i Hestens Hals saa Blodet str\u00f8mmede ud og Dyret styrtede til Jorden; da foer liden Helga, som v\u00e6kket af sin lange, dybe Tanke-Hvile, hen og kastede sig over det gispende Dyr; den christne Pr\u00e6st stillede sig foran hende til V\u00e6rn og V\u00e6rge, men een af R\u00f8verne svingede sin tunge Jernhammer mod hans Pande, saa at den knustes og Blod og Hjerne spr\u00f8itede rundt om, d\u00f8d faldt han til Jorden.<\/p>\n

R\u00f8verne grebe liden Helga om hendes hvide Arm, da gik Solen i det samme ned, den sidste Solstraale slukkedes og hun forvandledes til en h\u00e6slig Padde; den hvidgr\u00f8nne Mund gik ud over det halve Ansigt, Armene bleve tynde og slimede, en bred Haand med Sv\u00f8mmehud bredte sin Vifte-Form; – da slap R\u00f8verne hende forf\u00e6rdet; hun stod som det h\u00e6slige Udyr midt imellem dem og efter Fr\u00f8ens Natur hoppede hun i Veiret, h\u00f8iere, end hun selv var og forsvandt i Tykningen; da m\u00e6rkede R\u00f8verne, at det var Lokes onde List, eller , hemmelig Seid-Kunst og forf\u00e6rdet skyndte de sig bort derfra.<\/p>\n

Fuldmaanen var alt oppe, snart gav den Glands og Lysning, og frem fra Krattet kn\u00f8b, i Fr\u00f8ens ynkelige Ham, liden Helga; hun standsede ved Liget af den christne Pr\u00e6st og ved sin dr\u00e6bte Ganger, hun saae paa dem med \u00d8ine, som syntes at gr\u00e6de; Fr\u00f8hovedet gav et Qv\u00e6k, som om et Barn brister i Graad. Hun kastede sig snart over den Ene, snart over den Anden, tog Vand i Haanden, der ved Sv\u00f8mmehuden blev st\u00f8rre og mere huul og g\u00f8d det over dem. D\u00f8de vare de,. d\u00f8de vilde de blive! hun forstod det. Snart kunde de vilde Dyr komme og \u00e6de deres Krop; nei, det maatte ikke skee! derfor gravede hun i Jorden saa dybt hun m\u00e6gtede det; en Grav vilde hun aabne for dem, men hun havde kun, til at grave med, en haard Tr\u00e6green og begge sine H\u00e6nder, men paa dem sp\u00e6ndte mellem Fingrene Sv\u00f8mmehuden, den revnede, Blodet fl\u00f8d. Hun begreb, at Arbeidet vilde ikke lykkes hende; da tog hun Vand og afvaskede den D\u00f8des Ansigt, bed\u00e6kkede det med friske, gr\u00f8nne Blade, bar store Grene hen og lagde over ham, rystede L\u00f8v derind imellem, tog saa de sv\u00e6reste Stene, hun m\u00e6gtede at l\u00f8fte, lagde dem over de d\u00f8de Legemer og tilstoppede Aabningerne med Mos, da troede hun, at Gravh\u00f8ien var st\u00e6rk og fredet, men under dette tunge Arbeide var Natten skredet hen, Solen br\u00f8d frem – og liden Helga stod i al sin Deilighed, med bl\u00f8dende H\u00e6nder og for f\u00f8rste Gang med Taarer paa de r\u00f8dmende jomfruelige Kinder.<\/p>\n

Da var det i Forvandlingen, som to Naturer br\u00f8des inde i hende; hun sittrede, saae omkring sig, som vaagnede hun af en \u00e6ngstende Dr\u00f8m, foer derpaa hen til den slanke B\u00f8g, holdt sig fast ved den, for dog at have en St\u00f8tte, og snart, i et Nu, klattrede hun, som en Kat, op i Tr\u00e6ets Top, og klamrede sig fast; hun sad der som et \u00e6ngstet Egern, sad der den lange Dag i den dybe Skov-Eensomhed, hvor Alt er stille og d\u00f8dt, siger man jo! – d\u00f8dt, ja der fl\u00f8i et Par Sommerfugle om hinanden, i Leeg eller Strid; der var t\u00e6t ved nogle Myretuer, hver med flere Hundrede travle Smaaskabninger, der mylrede frem og tilbage; i Luften dandsede utallige Myg, Sv\u00e6rm ved Sv\u00e6rm; der joge forbi Skarer af surrende Fluer, Vor Herres H\u00f8ns, Guldsmede og andre vingede Smaadyr, Regnormen kr\u00f8b frem fra den vaade Grund, Muldvarpene skj\u00f8de op, – forresten var det stille, d\u00f8dt rundt om, d\u00f8dt som man siger og forstaaer det. Ingen lagde M\u00e6rke til liden Helga uden Skovskaderne der fl\u00f8i skrigende om Tr\u00e6ets Top, hvor hun sad; de hoppede hen ad Grenene mod hende i dristig Nysgjerrighed; et Blink af hendes \u00d8ie var et Blink, der jog dem bort igjen, – men de bleve ikke klogere paa hende og hun ikke heller paa sig selv.<\/p>\n

Da Aftenen var n\u00e6r, og Solen begyndte at synke, kaldte Forvandlingen hende til ny Bev\u00e6gelse; hun lod sig glide ned af Tr\u00e6et, og idet den sidste Solstraale slukkedes, stod hun der i Fr\u00f8ens sammenkrymede Skikkelse, med H\u00e6ndernes s\u00f8nderrevne Sv\u00f8mme-Hinder, men \u00d8inene straalede nu med en Skj\u00f8nheds-Glands, som de knap eided f\u00f8r i Deilighedens Skikkelse; det var de mildeste, fromme Pige-\u00d8ine, der lyste frem bag Fr\u00f8-Larven, de vidnede om det dybe Sind, det mennskelige Hjerte; og Skj\u00f8nheds-\u00d8inene brast i Graad, gr\u00e6d Hjertets tunge Lettelses-Taarer.<\/p>\n

Der laae endnu ved den reiste Grav det Kors af Grene, der med Bast-Baand var bundet sammen, det sidste Arbeide af ham, som nu var d\u00f8d og borte; liden Helga tog det, Tanken kom af sig selv, hun plantede det mellem Stenene over ham og den dr\u00e6bte Hest; ved Erindringens Vemod br\u00f8de Taarer frem, og i denne Hjerte-Stemning ridsede hun det samme Tegn ind i Jorden rundt om Graven, det hegnede saa pynteligt om den, – og i det hun med begge H\u00e6nder ridsede Korsets Tegn, faldt Sv\u00f8mmehuden, som en s\u00f8nderreven Handske af, og da hun vaskede sig i Kildens V\u00e6ld, og undrende saae paa sine fine, hvid H\u00e6nder, gjorde hun atter Korsets Tegn i Luften, mellem sig og den D\u00f8de, da b\u00e6vede hendes L\u00e6ber, da r\u00f8rte sig hendes Tunge og det Navn, hun oftest paa Ridtet gjennem Skoven havde h\u00f8rt udsjunget og udtalt, blev lydeligt fra hendes Mund, hun sagde det: “Jesus Christ!”<\/p>\n

Da faldt Paddehammen, hun var den unge Deilighed; – dog Hovedet b\u00f8iede sig tr\u00e6t, Lemmerne tr\u00e6ngte til Hvile, – hun sov.<\/p>\n

Men S\u00f8vnen var kun kort; ved Midnat blev hun v\u00e6kket; foran hende stod den d\u00f8de Hest, saa straalede, fuld af Liv, det lyste ud af \u00d8inene og ud af den saarede Hals; t\u00e6t ved den viste sig den dr\u00e6bte, christne Pr\u00e6st; “skj\u00f8nnere end Baldur!” vilde Vikingefruen have sagt, og dog kom han som i Ildsluer.<\/p>\n

Der var en Alvor i de store, milde \u00d8ine, en Retf\u00e6rdighedens Dom, et saa gjennemtr\u00e6ngende Blik, at det lyste ligesom ind i Hjertets Kroge hos den Pr\u00f8vede. Liden Helga sittrede derved, og hendes Hukommelse vaktes med en Kraft som paa Dommens Dag. Alt hvad Godt der var ydet hende, hvert kj\u00e6rligt Ord der var sagt hende, blev ligesom levende gjort; hun forstod, at det var Kj\u00e6rligheden, der havde holdt hende oppe her i Pr\u00f8velsens Dage, i hvilke Afkom af Sj\u00e6l og Dynd gj\u00e6rer og str\u00e6ber; hun erkjendte, at hun kun havde fulgt Stemningernes Tilskyndelser, og selv Intet gjort for sig; Alt var blevet givet hende, Alt var ligesom blevet ledet; hun b\u00f8iede sig ringe, ydmyg, skamfuld for Den, der maatte kunde l\u00e6se hver Fold i Hjertet; og i dette \u00d8ieblik fornam hun som et Lynblink af Luttrelsens Flamme, den hellige Aands Lue.<\/p>\n

“Du Dyndets Datter!” sagde den christne Pr\u00e6st: “Af Dynd, af Jord est Du kommen, – af Jord skal Du igjen opstaae! Solstraalen i Dig gaaer legemsbevidst tilbage til sit Ophav, Straalen ikke fra Sol-Legemet, men Straalen fra Gud! Ingen Sj\u00e6l skal fortabes, men langt er det Timelige, der er Livsens Flugt i det Evige. – Jeg kommer fra de D\u00f8des Land; ogsaa Du skal engang reise gjennem de dybe Dale ind i det lysende Bjergland, hvor Naaden og Fuldendelsen boer. Jeg f\u00f8rer Dig ikke til Hedeby efter Christen-Daab, f\u00f8rst maa Du spr\u00e6nge Vandskjoldet over den dybe Mosegrund, drage den levende Rod op for dit Liv og din Vugge, \u00f8ve din Gjerning f\u00f8r Indvielsen t\u00f8r komme.”<\/p>\n

Og han l\u00f8ftede hende op paa Hesten, rakte hende et gyldent R\u00f8gelsekar som det, hun f\u00f8r havde seet i Vikingeborgen, der kom en Duft saa s\u00f8d og st\u00e6rk derfra. Pandens aabne Vunde paa den Dr\u00e6bte lyste som et straalende Diadem; Korset tog han fra Graven, l\u00f8ftede det h\u00f8it i Veiret, og nu foer de afsted gjennem Luften, hen over den susende Skov, hen over H\u00f8iene hvor K\u00e6mperne vare jordede, siddende paa deres dr\u00e6bte Gangere; og de m\u00e6gtige Skikkelser reiste sig, rede ud og holdt \u00f8verst paa H\u00f8ien; i Maaneskinnet straalede om deres Pande den brede Guldring med Guld-Knude, Kaaben flagrede i Vinden. Lindormen, som rugede over Skatte, l\u00f8ftede sit Hoved og saae efter dem. Dvergfolket kiggede frem fra H\u00f8ie og Plovfurer, de mylrede med r\u00f8de, blaae og gr\u00f8nne Lys, en Vrimmel at see som Gnisterne i Asken af det br\u00e6ndte Papir.<\/p>\n

Hen over Skov Hede, Aaer og Kj\u00e6r fl\u00f8i de, op mod Vildmosen; hen over den sv\u00e6vede de i store Kredse. Den christne Pr\u00e6st l\u00f8ftede Korset h\u00f8it, det skinnede som Guld, og fra hans L\u00e6ber l\u00f8d Messesangen; liden Helga sang den med, som Barnet synger ved sin Moders Sang; hun svingede R\u00f8gelsekarret, der kom en Alterduft, saa st\u00e6rk, saa undervirkende, at Mosens Siv og R\u00f8r blomstrede derved; alle Spirer skj\u00f8de op fra den dybe Bund, Alt, hvad Liv havde l\u00f8ftede sig, der bredte sig et Flor af Aakander, som var det et indvirket Blomstert\u00e6ppe og paa dette laae en sovende Qvinde, ung og deilig, liden Helga troede at see sig selv, sit Speilbilled i det stille Vand; det var hendes Moder hun saae, Dyndkongens Viv, Prindsessen fra Nilens Vande.<\/p>\n

Den d\u00f8de, christne Pr\u00e6st b\u00f8d, at den Sovende l\u00f8ftedes op paa Hesten, men denne sank under Byrden som var dens Legem kun et Liiglagen, der flyver i Vinden, men Korsets Tegn gjorde Luft-Phantomet st\u00e6rk, og alle Tre rede de hen til den faste Grund.<\/p>\n

Da goel Hanen i Vikingens Borg og Synerne l\u00f8ste sig op i Taage, der foer hen i Vinden, men ud for hinanden stod Moder og Datter.<\/p>\n

“Er det mig selv, jeg seer i det dybe Vand!” sagde Moderen.<\/p>\n

“Er det mig selv, jeg seer i det blanke Skjold!” udbr\u00f8d Datteren, og de n\u00e6rmede sig hinanden, Bryst mod Bryst, Favn i Favn, st\u00e6rkest slog Moderens Hjerte og hun forstod det.<\/p>\n

“Mit Barn! mit eget Hjertes Blomst! min Lotus fra de dybe Vande!”<\/p>\n

Og hun omarmede sit Barn og gr\u00e6d; Taarerne vare en ny Livsens, Kj\u00e6rlighedens Daab for liden Helga.<\/p>\n

“I Svaneham kom jeg herhid og kastede den!” sagde Moderen, “jeg sank igjennem den gyngende Flom, dybt ned i Mosens Dynd, der som en Muur lukkede sig om mig; men snart fornam jeg en friskere Str\u00f8mning; en Kraft drog mig dybere, altid dybere, jeg f\u00f8lte S\u00f8vnens Tryk paa mine \u00d8ienlaage, jeg sov ind, jeg dr\u00f8mte – jeg syntes, jeg igjen laae i \u00c6gyptens Pyramide, men foran mig stod endnu den gyngende Elletrunte, der paa Mosens Flade havde skr\u00e6kket mig, jeg betragtede Revnerne i Barken, og de lyste frem i Farver og bleve Hieroglypher, det var Mumiens Hylster jeg saa paa, det brast, og ud derfra traadte den tusindaarige Drot, Mumie-Skikkelsen, sort som Beg, sortglindsende som Skovsneglen eller det fede, sorte Dynd, Dyndkongen eller Pyramidens Mumie, jeg vidste det ikke. Han slyngede sine Arme om mig og det var som om jeg maatte d\u00f8e. Livet fornam jeg f\u00f8rst igjen ved at det blev varmt paa mit Bryst og der en lille Fugl slog med Vingerne, qviddrede og sang. Den fl\u00f8i fra mit Bryst h\u00f8it mod det m\u00f8rke, tunge Loft, men et langt, gr\u00f8nt Baand bandt den endnu til mig; jeg h\u00f8rte og forstod dens l\u00e6ngsels Toner: Frihed! Solskin! til Faderen! – da t\u00e6nkte jeg paa min Fader i Hjemmets solbelyste Land, mit Liv, min Kj\u00e6rlighed! og jeg l\u00f8snede Baandet,lod den flagre bort – hjem til Faderen. Siden hiin Stund har jeg ikke dr\u00f8mt, jeg sov en S\u00f8vn, tilvisse saa tung og lang, til i denne Stund Toner og Duft l\u00f8ftede og l\u00f8ste mig!”<\/p>\n

Det gr\u00f8nne Baand fra Moderens Hjerte til Fuglens Vinge, hvor flagrede det nu, hvor laae det henkastet? kun Storken havde seet det; Baandet var den gr\u00f8nne Stilk, Sl\u00f8ifen den skinnende Blomst, Vugge for det Barn, som nu var voxet i Deilighed og igjen hvilede ved Moderens Hjerte.<\/p>\n

Og mens de stode der Favn i Favn, fl\u00f8i Storkefader i Kredse om dem, tog saa Fart til sin Rede, hentede de der i Aaringer gjemte Fj\u00e6derhamme, kastede een til dem hver, og den sluttede sig om dem og de l\u00f8ftede sig fra Jorden som to hvide Svaner.<\/p>\n

“Lad os nu tale!” sagde Storkefader, “nu forstaae vi hinandens Sprog, om end N\u00e6bbet er anderledes skaaret paa den ene Fugl end paa den anden! det tr\u00e6ffer sig saa heldigt som Noget kan, at I komme denne Nat, imorgen havde vi v\u00e6ret afsted, Mutter, jeg og Ungerne! vi flyve Syd paa! ja, see kun paa mig! jeg er jo en gammel Ven fra Nil-Landet og det er Mutter med, hun har det i Hjertet mere end i Knebbren. Hun troede altid, at Prindsessen nok hyttede sig; jeg og Ungerne have baaret Svanehammen herop -! naa, hvor jeg er glad! og hvor det er et Held, at jeg er her endnu; naar det gryer ad Dag tr\u00e6kke vi afsted! stort Storke-Selskab! Vi flyve foran, flyv kun bag efter, saa tage I ikke feil af Veien; jeg og Ungerne skal ogsaa nok have et \u00d8ie med!”<\/p>\n

“Og Lotus-Blomsten jeg skulde bringe!” sagde den \u00e6gyptiske Prindsesse, “den flyver i Svaneham ved min Side! mit Hjertes Blomst har jeg med, saaledes har det l\u00f8st sig. Hjemad, hjemad!”<\/p>\n

Men Helga sagde, at hun ikke kunde forlade det danske Land, f\u00f8r hun engang endnu havde seet sin Pleiemoder, den kj\u00e6rlige Vikingefruen. I Helgas Tanke gik op hver smuk Erindring, hvert kj\u00e6rligt Ord, hver Taare, Pleiemoderen havde gr\u00e6dt og n\u00e6sten var det i dette \u00d8ieblik, som om hun holdt meest af denne Moder.<\/p>\n

“Ja, vi maae til Vikingegaarden!” sagde Storkefader, “der venter jo Mo’er og Ungerne! hvor ville de dreie \u00d8ine og lade Knebbren gaae! ja, Mo’er siger nu ikke saa meget! kort og fyndig er hun, og saa mener hun det endnu bedre! jeg vil strax slaae en Skralde, at de kunne h\u00f8re at vi komme!”<\/p>\n

Og saa skraldede Storkefader med N\u00e6bbet og han og Svanerne fl\u00f8i til Vikingeborgen.<\/p>\n

Derinde laae Alle endnu i dyb S\u00f8vn; f\u00f8rst seent paa Natten var Vikingefruen kommen til Ro; hun laae i Angest for liden Helga, der nu i hele tre D\u00f8gn havde v\u00e6ret forsvundet med den christne Pr\u00e6st; hun maatte have hjulpet ham bort, det var hendes Hest, der savnedes paa Stalden, ved hvilken Magt var alt Dette bevirket. Vikingefruen t\u00e6nkte paa de Underv\u00e6rker, der h\u00f8rtes skete ved den hvide Christ og ved dem, som troede paa ham og fulgte ham. De vexlende Tanker fik Skikkelse i Dr\u00f8mmens Liv, det forekom hende, at hun endnu sad vaagen, eftert\u00e6nkende paa sin Seng, og udenfor rugede M\u00f8rket. Stormen kom, hun h\u00f8rte Havets Rullen i Vest og \u00d8st, fra Nords\u00f8en og Kattegattets Vande; den uhyre Slange, som omsp\u00e6ndte Jorden i Havdybet, rystede i krampetr\u00e6kninger; det var mod Gudernes Nat, Ragnarok, som Hedningfolket kaldte den yderste Time, da Alt skulde forgaae, selv de h\u00f8ie Guder, Gjallerhornet l\u00f8d, og hen over Regnbuen red Guderne, kl\u00e6dte i Staal, for at k\u00e6mpe den sidste Kamp; foran dem fl\u00f8i de vingekl\u00e6dte Skjoldm\u00f8er, og R\u00e6kken sluttedes med de d\u00f8de K\u00e6mpers Skikkelser; den hele Luft lyste om dem med Nordlys-Blink, men M\u00f8rket var det seirende. Det var en r\u00e6dsom Stund.<\/p>\n

Og t\u00e6t ved den \u00e6ngstede Vikingefrue sad paa Gulvet liden Helga i Fr\u00f8ens h\u00e6slige Skikkelse, ogsa hun skj\u00e6lvede og knugede sig op til Pleiemoderen, som tog hende paa sit Skj\u00f8d og i Kj\u00e6rlighed holdt hende fast, i hvor h\u00e6slig end Paddehammen syntes. Luften gjenl\u00f8d af Sv\u00e6rd- og K\u00f8lle-Slag, af susende Pile, som var det en stormende Hagelbyge, der gik hen over dem. Timen var kommen, da Jord og Himmel vilde briste, Stjernerne falde, Alt gaae tilgrunde i Surturs Ild, men en ny Jord og Himmel, vidste hun, vilde komme, Kornet b\u00f8lge, hvor Havet nu rullede hen over den golde Sandbund, den un\u00e6vnelige Gud raade og op til ham steg Baldur, den milde, kj\u00e6rlige, l\u00f8st fra de D\u00f8des Rige – han kom – Vikingefruen saae ham, hun kjendte hans Aasyn, – det var den christne, fangne Pr\u00e6st. “Hvide Christ!” raabte hun h\u00f8it og i Navnets N\u00e6vnelse trykkede hun et Kys paa sit h\u00e6slige Fr\u00f8barns Pande; da faldt Paddehammen, og liden Helga stod der i al sin Deilighed, mild som aldrig f\u00f8r og med straalende \u00d8ine; hun kyssede Pleiemoderens H\u00e6nder, velsignede hende for al den Omhu og Kj\u00e6rlighed, hun i Tr\u00e6ngselens og Pr\u00f8velsens Dage forundte hende; takkede hende for Navnets N\u00e6vnelse det hun gjentog: hvide Christ! og liden Helga l\u00f8ftede sig som en m\u00e6gtig Svane, Vingerne bredte sig saa store, med en Susen, som naar Tr\u00e6kfuglenes Skare flyver bort.<\/p>\n

Vikingefruen vaagnede derved, og udenfor l\u00f8d endnu det samme st\u00e6rke Vingeslag, – det var Tiden vidste hun, at Storkene droge herfra, dem var det hun h\u00f8rte; endnu engang vilde hun see dem f\u00f8r deres Afreise og sige dem Farvel! Hun stod op, gik ud paa Svalen, og da saae hun paa Sidehusets Tagryg Stork ved Stork, og rundt om Gaarden, hen over de h\u00f8ie Tr\u00e6er, fl\u00f8i Skarer i store Svingninger, men ligeud for hende, paa Br\u00f8dkanten, hvor liden Helga saa tidt havde siddet og skr\u00e6kket hende ved sin Vildskab, sade nu to Svaner og saae med kloge \u00d8ine paa hende; og hun huskede paa sin Dr\u00f8m, den fyldte hende endnu heel, aldeles som en Virkelighed, hun t\u00e6nkte paa liden Helga i Svaneskikkelse, hun t\u00e6nkte paa den christne Pr\u00e6st, og f\u00f8lte sig med Eet forunderlig glad i Hjertet.<\/p>\n

Svanerne sloge med Vingerne, b\u00f8iede deres Halse, som vilde de ogsaa give deres Hilsen; og Vikingefruen bredte sine Arme ud imod dem, som om hun forstod det, smilede i Graad og mange Tanker.<\/p>\n

Da l\u00f8ftede sig med Vinge-Larm og Knebbren alle Storkene til Reisen Syd paa.<\/p>\n

“Vi vente ikke paa Svanerne!” sagde Storkemoder, “vil de med, maae de komme! vi kunne ikke blive her til Brokfuglene reise! Der er dog noget kj\u00f8nt i at reise saaledes familieviis, ikke som Bogfinker og Bruush\u00f8ns, hvor Hannerne flyve for sig og Hunnerne for sig, det er egentligt talt ikke anst\u00e6ndigt! og hvad er det for et Vingeslag Svanerne gj\u00f8r?!<\/p>\n

“Hver flyver paa sit S\u00e6t!” sagde Storkefader, “Svanerne tage det paa skraa, Tranerne i Trekant og Brokfuglene i Slangelinie!”<\/p>\n

“N\u00e6vn ikke Slange naar vi flyve heroppe!” sagde Storkemoder, “det giver kun Ungerne Lyster, som ikke kunne tilfredsstilles!”<\/p>\n

“Er det de h\u00f8ie Bjerge dernede, jeg h\u00f8rte om?” spurgte Helga i Svaneham.<\/p>\n

“Det er Tordenskyer, som drive under os!” sagde Moderen.<\/p>\n

“Hvad er det for hvide Skyer, som l\u00f8fte sig saa h\u00f8it?” spurgte Helga.<\/p>\n

“Det er de evigt besneede Bjerge, Du seer!” sagde Moderen, og de fl\u00f8i over Alperne, ned mod det blaanende Middelhav.<\/p>\n

“Africas Land! \u00c6gyptens Strand!” jublede i Svane-Skikkelse Nilens Datter, idet hun h\u00f8it fra Luften \u00f8inede, som en hvidguul, b\u00f8lgeformig Stribe, sin Hjemstavn.<\/p>\n

Ogsaa Fuglene saae den og fremskyndte deres Flugt.<\/p>\n

“Jeg lugter Nil-Dynd og vaade Fr\u00f8er!” sagde Storkemoder, “det kriller i mig! – Ja, nu skulle I faae at smage, og I skulle see Marabu, Ibis og Traner! de h\u00f8re alle til Familien, men ere ikke n\u00e6r saa kj\u00f8nne, som vi; de stille sig fornemme an, is\u00e6r Ibis; han er nu blevet forv\u00e6nt af \u00c6gypterne, de gj\u00f8re ham til Mumie, stoppe ham med Kryder-Urter. Jeg vil heller stoppes med levende Fr\u00f8er, det ville I med og det skulle I blive! Bedre Noget i Skrotten mens man lever, end at v\u00e6re til Stads naar man er d\u00f8d! det er min Mening og den er altid den rigtige!”<\/p>\n

“Nu ere Storkene komne!” sagde man i det rige Huus ved Nilens bred, hvor i den aabne Hal, paa bl\u00f8de Hynder d\u00e6kkede med Leopardens Skind, den kongelige Herre laae udstrakt, ikke levende heller ikke d\u00f8d, haabende paa Lotus-Blomsten fra den dybe Mose i Norden. Sl\u00e6gtninge og Tyende stode om ham.<\/p>\n

Og ind i Hallen fl\u00f8i to pr\u00e6gtige, hvide Svaner, de vare komne med Storkene; de kastede den blendende Fj\u00e6derham og der stode to deilige Qvinder, hinanden saa liig som to Dugdraaber; de b\u00f8iede sig hen over den blege, henvisnede gamle Mand, de kastede deres lange Haar tilbage, og idet liden Helga b\u00f8iede sig over Bedstefaderen, r\u00f8dmede hans Kinder, hans \u00d8ine fik Glands, der kom Liv i de stivnede Lemmer. Den Gamle reiste sig karsk og forynget; Datter og Datterdatter holdt ham i deres Arme som til Morgenhilsen i Gl\u00e6de efter en lang, tung Dr\u00f8m.<\/p>\n

Og der var Gl\u00e6de over al den Gaard og i storkereden med, men der var det dog meest over den gode F\u00f8de, de mylrende mange Fr\u00f8er; og mens de L\u00e6rde i Hast optegnede saa l\u00f8seligt Historien om de to Prindsesser og om Sundheds-Blomsten, der var en stor Begivenhed og Velsignelse for Huus og Land, fortalte Storkefor\u00e6ldrene den paa deres Viis og for deres Familie, men f\u00f8rst da de Alle vare m\u00e6tte, ellers havde de jo Andet at bestille end at h\u00f8re paa Historier.<\/p>\n

“Nu bliver Du da Noget!” hviskede Storkemoder; “det er ikke rimeligt Andet!”<\/p>\n

“O, hvad skulde jeg blive!” sagde Storkefader, “og hvad har jeg gjort? Ingenting!”<\/p>\n

“Du har gjort mere, end alle de Andre! uden Dig og Ungerne havde de to Prindsesser aldrig seet \u00c6gypten igjen og faaet den Gamle rask. Du bliver Noget! Du faaer bestemt Doctor-Graden og vore Unger f\u00f8des siden med den, og deres Unger igjen videre frem! Du seer ogsaa allerede ud som en \u00e6gyptisk Doctor, – i mine \u00d8ine!”<\/p>\n

De L\u00e6rde og Vise udviklede Grundtanken, som de kaldte det, der gik gjennem den hele Begivenhed: “Kj\u00e6rlighed f\u00f8der Liv!” den gav de Forklaring paa forskjellige Maader: “den varme Solstraale var \u00c6gyptens Prindsesse, hun steg ned til Dyndkongen og i deres M\u00f8den sprang Blomsten frem -”<\/p>\n

“Jeg kan ikke saaledes rigtig gjentage Ordene!” sagde Storkefader, der havde h\u00f8rt til fra Taget og skulde fort\u00e6lle derom i Reden. “Det var saa indviklet hvad de sagde, det var saa klogt, at de strax fik Rang og Skjenkads, selv Mundkokken fik et stort Udm\u00e6rkelses-Tegn – det var nok for Suppen!”<\/p>\n

“Og hvad fik Du?” spurgte Storkemoder, “De skulde da ikke glemme den Vigtigste og Den er Du! de L\u00e6rde have kun knebbret ved det Hele! men dit kommer vel!”<\/p>\n

I den sildige Nat, da S\u00f8vnens Fred hvilede over det rige lykkelige Huus, var der Een, der endnu vaagede, og det var ikke Storkefader, uagtet han paa eet Been stod op i Reden og sov Skildvagt, nei, liden Helga vaagede, heldede sig ud over Altanen og saae paa den klare Luft med de store, lysende Stjerner, st\u00f8rre og renere i Glands, end hun havde seet dem i Norden, og dog de samme. Hun t\u00e6nkte paa Vikingefruen ved Vildmosen, paa Pleiemoderens milde \u00d8ine, de Taarer, hun havde gr\u00e6dt over det arme Fr\u00f8barn, der nu stod i Glands og Stjernepragt ved Nilens Vande i deilig Foraars-Luft. Hun t\u00e6nkte paa Kj\u00e6rligheden i den hedenske Qvindes Bryst, den Kj\u00e6rlighed, hun havde viist en ynkelig Skabning, der i Mennske-Ham var et ondt Dyr og i Dyrets Ham v\u00e6mmelig at see og r\u00f8re ved. Hun saae paa de lysende Stjerner og huskede paa Glandsen fra den D\u00f8des Pande, da de fl\u00f8i hen over Skov og Mose; der klang Toner i hendes Erindring, Ord, hun havde h\u00f8rt udtale, da de red afsted og hun sad som den Betagne, Ord om Kj\u00e6rlighedens store Ophav, den h\u00f8ieste Kj\u00e6rlighed, der omfattede alle Sl\u00e6gter.<\/p>\n

Ja, hvad var ikke givet, vundet, opnaaet! Liden Helgas Tanke omfattede, ved Nat, ved Dag, hele sin Lykke-Sum og stod i Skuet af den som Barnet, der vender sig ilsomt gik op i den stigende Lyksalighed, der kunde komme, vilde komme; hun var jo baaren gjennem Underv\u00e6rker til altid h\u00f8iere Gl\u00e6de og Lykke og heri fortabte hun sig en Dag, saa ganske, at hun ikke mere t\u00e6nkte paa Giveren. Det var Ungdoms-Modets Kj\u00e6khed, der gjorde sit raske Kast! hendes \u00d8ine lyste derved, men \u00f8iebliklig reves hun ud derfra ved en st\u00e6rk St\u00f8ien nede i Gaarden under sig. Der saae hun to m\u00e6gtige Strudse l\u00f8be ilsomt omkring i enge Kredse; aldrig f\u00f8r havde hun seet dette Dyr, saa stor en Fugl, saa plump og tung, Vingerne saae ud som vare de st\u00e6kkede, Fuglen selv som var der gjort den Overlast, og hun spurgte om hvad der var skeet med den, og for f\u00f8rste Gang h\u00f8rte hun det Sagn, \u00c6gypterne fort\u00e6lle om Strudsen.<\/p>\n

Deilig havde dens Sl\u00e6gt engang v\u00e6ret, dens Vinger store og st\u00e6rke; da sagde en Aften Skovens m\u00e6gtige Fugle til den: “Broder! skulle vi imorgen, om Gud vil det, flyve til Floden og drikke?” Og Strudsen svarede: “jeg vil det!” Da det dagedes fl\u00f8i de afsted, f\u00f8rst h\u00f8it op ad mod Solen, Guds \u00d8ie, altid h\u00f8iere og h\u00f8iere, Strudsen langt foran alle de Andre; den fl\u00f8i i Stolthed mod Lyset; den stolede paa sin Kraft og ikke paa Giveren; den sagde ikke: “om Gud vil!” da drog Straffens Engel Sl\u00f8ret bort fra den Flammestraalende, og i dette Nu forbr\u00e6ndte Fuglens Vinger, den sank, elendig, til Jorden. Den og dens Sl\u00e6gt m\u00e6gter aldrig meer at h\u00e6ve sig; den flyer i Skr\u00e6k, stormer om i Kredse i det snevre Rum; en Mindelse er det for os Mennesker, i al vor Tanke, ved hver vor Gjerning at sige: “om Gud vil!”<\/p>\n

Og Helga b\u00f8iede tankefuld sit Hoved, saae paa den jagende Struds, saae dens Angest, saae dens taabelige Gl\u00e6de ved Skuet af sin egen store Skygge paa den hvide solbelyste V\u00e6g. Og i Sind og Tanke slog Alvoren sin dybe Rod. Et Liv saa rigt, fremad i Lykken, var givet, vundet, – hvad vilde skee, hvad vilde endnu komme -? Det Bedste: “om Gud vil!”<\/p>\n

I det tidlige Foraar, da Storkene atter droge Nord paa, tog liden Helga sit Guld-Armbaand, ridsede deri sit Navn, vinkede ad Storkefader, gav ham Guldringen om Halsen, bad ham bringe den til Vikingefruen, der vilde heraf forstaae, at Pleiedatteren levede, var lykkelig og huskede paa hende.<\/p>\n

“Det er sv\u00e6rt at b\u00e6re!” t\u00e6nkte Storken, da han fik det om Halsen; ” men Guld og \u00c6re skal man ikke kaste paa Landeveien! der er Lykke ved Storken vil de sande deroppe!”<\/p>\n

“Du l\u00e6gger Guld, og jeg l\u00e6gger \u00c6g!” sagde Storkemoder, “men Du l\u00e6gger kun eengang, jeg gj\u00f8r det alle Aaringer! men Paaskj\u00f8nnelse faae Ingen af os! det kr\u00e6nker!”<\/p>\n

“Man har Bevidstheden, Mo’er!” sagde Storkefader.<\/p>\n

“Den kan Du ikke h\u00e6nge uden paa!” sagde Storkemoder, “den giver hverken Medb\u00f8r eller Maaltid!”<\/p>\n

Og saa fl\u00f8i de.<\/p>\n

Den lille Nattergal, der sang i Tamarindebusken, vilde ogsaa snart drage Nord paa; deroppe ved Vildmosen havde liden Helga tidt h\u00f8rt den; Bud med vilde hun give den, Fuglenes Sprog kunde hun, fra hun fl\u00f8i i Svaneham, hun havde tidt siden talt det med Stork og Svale, Nattergalen vilde forstaae hende; og den bad hun at flyve til B\u00f8geskoven paa den jydske Halv\u00f8, hvor Graven var reist af Steen og Grene, hun bad den bede alle Smaafugle der v\u00e6rne om Graven og synge en Sang og atter en Sang.<\/p>\n

Og Nattergalen fl\u00f8i – og Tiden fl\u00f8i hen!<\/p>\n

\u00d8rnen stod paa Pyramiden og saae i H\u00f8st et stadseligt Tog med rigtladte Kameler, med kosteligt Kl\u00e6dte, v\u00e6bnede M\u00e6nd paa fnysende, arabiske Heste, skinnende hvide som S\u00f8lv, og med r\u00f8de, b\u00e6vrende N\u00e6sebor, Manken stor og t\u00e6t, h\u00e6ngende ned om de fine Been. Rige Gjester, en kongelig Prinds fra Arabiens Land, deilig som en Prinds skal v\u00e6re det, drog ind i det stolte Huus, hvor nu Storkereden stod tom; de som boede oppe i den vare jo i et nordligt Land, men snart vilde de komme tilbage. – Og netop den Dag kom de, da her var rigest paa Gl\u00e6de og Lystighed. Her var Bryllupsstads, og liden Helga var Bruden, kl\u00e6dt i Silke og Juveler; Brudgommen var den unge Prinds fra Arabiens Land; de sade \u00f8verst ved Bordet mellem Moder og Bedstefader.<\/p>\n

Men hun saae ikke paa Brudgommens brune, mandige Kind, hvor det sorte Skj\u00e6g krusede sig, hun saae ikke paa hans ildfulde, m\u00f8rke \u00d8ine, der f\u00e6stede sig paa hende, hun saae ud, op mod den blinkende, funklende Stjerne, der straalede ned fra Himlen.<\/p>\n

Da raslede det med st\u00e6rke Vingeslag derude i Luften, Storkene kom tilbage; og det gamle Storkepar, i hvor tr\u00e6t det end var af Reisen og nok kunde tr\u00e6nge til at hvile ud, fl\u00f8i dog strax ned paa R\u00e6kv\u00e6rket ved Verandaen, de vidste det, hvilken Fest det var. De havde allerede ved Landets Gr\u00e6ndse h\u00f8rt, at liden Helga havde ladet dem afmale paa Muren, de h\u00f8rte med til hendes Historie.<\/p>\n

“Det er meget net bet\u00e6nkt!” sagde Storkefader.<\/p>\n

“Det er meget lidt!” sagde Storkemoder, “mindre kunde det da ikke v\u00e6re!”<\/p>\n

Og da Helga saae dem, reiste hun sig og gik ud i Verandaen til dem, for at klappe dem ned ad Ryggen. Det gamle Storkepar neiede med Halsene, og de yngste Unger saae derpaa og f\u00f8lte sig be\u00e6rede.<\/p>\n

Og Helga saae op til den lysende Stjerne, der straalede mere og mere klar; og imellem den og hende bev\u00e6gede sig en Skikkelse, renere endnu end Luften og derved synlig, den sv\u00e6vede hende ganske n\u00e6r, det var den d\u00f8de christne Pr\u00e6st, ogsaa han kom paa hendes H\u00f8itidsfest, kom fra Himmeriges Rige.<\/p>\n

“Glandsen og Herligheden der overgaaer Alt hvad Jorden kjender!” sagde han.<\/p>\n

Og liden Helga bad saa bl\u00f8dt, saa inderligt, som hun aldrig f\u00f8r havde bedet, at hun, kun et eneste Minut, turde see derind, kun kaste et eneste Blik ind i Himmeriges Rige, til Faderen.<\/p>\n

Og han l\u00f8ftede hende i Glands og Herlighed, i en Str\u00f8mning af Toner og Tanker; det var ikke blot udenom hende, det lyste og klang, men inden i hende. Ord kan ikke udsige det.<\/p>\n

“Nu maae vi tilbage, Du savnes!” sagde han.<\/p>\n

“Kun eet Blik endnu!” bad hun; “kun et eneste kort Minut!”<\/p>\n

“Vi maae til Jorden, alle Gjester gaae bort!”<\/p>\n

“Kun eet Blik! det sidste -!”<\/p>\n

Og liden Helga stod atter i Verandaen, – men alle Blus derudenfor vare slukkede, alle Lys i Brudesalen vare borte, Storkene borte, ingen Gjester at see, ingen Brudgom, Alt, som veiret hen i tre korte Minuter.<\/p>\n

Da f\u00f8lte Helga Angest, gik igjennem den tomme, store Hal, ind i det n\u00e6ste Kammer, der sov fremmede Soldater, hun aabnede Sided\u00f8ren, der f\u00f8rte ind til hendes Stue, og idet hun troede at staae der, stod hun udenfor i Haven, – saaledes var her jo ikke f\u00f8r; r\u00f8dlig skinnede Himlen, det var mod Daggry.<\/p>\n

Tre Minuter i Himlen kun, og en heel Jord-Nat var gaaet!<\/p>\n

Da saae hun Storkene; hun raabte til dem, talede deres Sprog, og Storkefader dreiede Hovedet, lyttede og n\u00e6rmede sig.<\/p>\n

“Du taler vort Sprog!” sagde han, “hvad vil Du? Hvorfor kommer Du her, du fremmede Qvinde?”<\/p>\n

“Det er jo mig! det er Helga! kjender Du mig ikke? For tre minuter siden talte vi sammen, derhenne i Verandaen.”<\/p>\n

“Det er en Feiltagelse!” sagde Storken; “det var Du dr\u00f8mt Altsammen!”<\/p>\n

“Nei, nei!” sagde hun og erindrede ham om Vikingeborgen og om Vildmosen, Reisen herhid -!<\/p>\n

Da blinkede Storkefader med \u00d8inene: “Det er jo en gammel Historie, jeg har h\u00f8rt fra min Tip-tip-Oldemoders Tid! ja vist var her i \u00c6gypten en saadan Prindsesse fra det danske Land, men hun forsvandt paa sin Bryllups-Aften for mange hundrede Aar siden og kom aldrig igjen! det kan Du selv l\u00e6se Dig til her paa Monumentet i Haven, der er jo hugget baade Svaner og Storke, og \u00f8verst staaer Du selv i det hvide Marmor.”<\/p>\n

Saaledes var det. Liden Helga saae det, forstod det og sank i Kn\u00e6.<\/p>\n

Solen straalede frem, og som i Fordumstid ved dens straaler Fr\u00f8hammen faldt og den deilige Skikkelse kom tilsyne, saa l\u00f8ftede sig nu ved Lysets Daab en Skj\u00f8nheds-Skikkelse klarere, renere end Luften, en Lysstraale – til Faderen.<\/p>\n

Legemet sank i St\u00f8v: der laae en henvisnet Lotus-Blomst, hvor hun havde staaet.<\/p>\n

“Det var da en ny Slutning paa Historie!” sagde Storkefader; “den havde jeg nu slet ikke ventet! men jeg kunde ganske godt lide den!”<\/p>\n

“Hvad mon Ungerne ville sige om den?” spurgte Storkemoder.<\/p>\n

“Ja, det er rigtignok det Vigtigste!” sagde Storkefader.<\/p>\n

 <\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

H.C. Andersen – Hans Christian Andersen eventyr Dynd-Kongens Datter 1858 Storkene fort\u00e6ller for deres Smaa saa mange Eventyr, alle fra Sumpen og Mosen, de ere, almindeligviis, afpassede efter Alder og Fatteevne; de mindste unger ere forn\u00f8iede med at der siges “krible, krable, plurremurre!” det finde de udm\u00e6rket, men de \u00c6ldre ville have en dybere Betydning, … L\u00e6s mere Dynd-Kongens Datter<\/span><\/a><\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"parent":10510,"menu_order":10,"comment_status":"closed","ping_status":"closed","template":"","meta":{"footnotes":"","_links_to":"","_links_to_target":""},"class_list":["post-1529","page","type-page","status-publish","hentry"],"aioseo_notices":[],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1529","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages"}],"about":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/page"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=1529"}],"version-history":[{"count":1,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1529\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":77871,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1529\/revisions\/77871"}],"up":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/10510"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=1529"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}