{"id":1467,"date":"2012-03-20T14:58:43","date_gmt":"2012-03-20T13:58:43","guid":{"rendered":"http:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/?page_id=1467"},"modified":"2016-01-07T10:42:04","modified_gmt":"2016-01-07T09:42:04","slug":"lykkens-kalosker","status":"publish","type":"page","link":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/?page_id=1467","title":{"rendered":"Lykkens Kalosker"},"content":{"rendered":"

H.C. Andersen – Hans Christian Andersen eventyr<\/strong><\/p>\n

Lykkens Kalosker. (\u00c6ldste form)<\/span> <\/strong>\u2013 Illustration<\/a> \u2013 The Goloshes of Fortune<\/a><\/p>\n

Et Eventyr.<\/p>\n

I. En Begyndelse<\/p>\n

Enhver Forfatter har i sin Skrive- og Fremstillingsmaade noget S\u00e6regent; de som ikke ynde ham pege strax paa dette, tr\u00e6kke paa Skuldrene og sige: “Der har vi ham igjen!” Jeg veed meget godt, hvorledes jeg kan bevirke denne Bev\u00e6gelse og Yttring, det vil skee strax, naar jeg her begynder, som jeg har t\u00e6nkt paa at ville det, nemlig: Rom.har sin Corso, Neapel sin Toledo, – see der have vi Andersen igjen, sige de, men jeg maa alligevel blive ved – Kj\u00f8benhavn har sin \u00d8stergade. Paa denne ville vi blive. Indenfor i et af Husene ikke langt fra Kongens Nytorv var indbudt et Selskab, et meget stort Selskab, for, som mange gj\u00f8re det, at erholde Abonnements Billetter paa de Andres gjensidige Indbydelser. Den ene Halvdeel sad allerede ved Spillebordene, den anden Halvdeel ventede paa Resultatet af Fruens: ja, nu skulde vi see til at finde paa noget! Saavidt var man og Samtalen begyndte at krystallisere sig som den kunde. Blandt andet faldt ogsaa Talen paa Middelalderen; Enkelte ansaae denne for langt interessantere end vor Tid, ja Justitsraad Knap forsvarede saa ivrig denne Mening, at Fruen strax gik over paa hans Partie og begge ivrede da mod \u00d8rsteds Afhandling i Almanaken om gamle og nye Tider, hvori vor Tidsalder i det V\u00e6sentlige s\u00e6ttes \u00f8verst. Justitsraaden ansaae Kong Hans’s Tid for den \u00e6dleste og lykkeligste.<\/p>\n

Medens dette var Stof for Samtalen, der kun \u00f8ieblikkelig blev afbrudt ved Ankomsten af et Dagblad, som ingenting indeholdt, der var v\u00e6rd at l\u00e6se, ville vi begive os ud i Forv\u00e6relset, hvor Overt\u00f8i, Stokke og Kalosker havde Plads. Her sad to Piger, en ung og en gammel; man skulde troe, at de vare komne, for at f\u00f8lge deres qvindelige Herskab hjem, men betragtede man dem lidt n\u00f8iere, begreb man snart, at de ikke vare simple Tjenestetyender; dertil vare Formerne altfor \u00e6dle, Huden for fiin og Kl\u00e6dernes Snit for dristigt. Det var to Feer, den yngste var vel ikke Lykken selv, men en af hendes Kammerjomfruers Kammerpiger, der bringe de mindre Lykkens Gaver omkring; den \u00e6ldre saae noget m\u00f8rk ud, det var Sorgen, hun gaaer altid selv i egen h\u00f8ie Person sine \u00c6rinder, saa veed hun, at de blive vel udf\u00f8rte.<\/p>\n

De fortalte hinanden, hvor de denne Dag havde v\u00e6ret; den Lykkens Udsendte havde endnu kun expederet nogle ubetydelige \u00c6rinder, som at frelse en ny Hat fra Regnskyl, skaffe en \u00e6rlig Mand en Hilsen af et fornemt Nul o.s.v. men hvad hun endnu havde tilbage var noget ganske Ualmindeligt.<\/p>\n

“Jeg maa da fort\u00e6lle,” sagde hun, “at det er min Geburtsdag idag, og til \u00c6re for denne er mig betroet et Par Kalosker, som jeg skal bringe Menneskeheden. Disse Kalosker have den Egenskab, at Enhver, som faaer dem paa, \u00f8ieblikkelig er paa det Sted eller i den Tid, hvor han helst vil v\u00e6re, ethvert \u00d8nske med Hensyn til Tid, Sted eller V\u00e6ren bliver strax opfyldt, og Mennesket saaledes endelig engang lykkelig herneden!”<\/p>\n

“Jo, det kan Du troe!” sagde Sorgen, “han bliver saare ulykkelig og velsigner det \u00d8ieblik, han igjen er fri for Kaloskerne!”<\/p>\n

“Hvor vil du hen!” sagde den Anden, “nu stiller jeg dem her ved D\u00f8ren, Een tager Feil og bliver den Lykkelige!”<\/p>\n

See det var den Samtale.<\/p>\n

II. Hvorledes det gik Justitsraaden.<\/p>\n

Det var sildigt; Justitsraad Knap, fordybet i kong Hans’s Tid, vilde hiem og Ski\u00e6bnen styrede det saa, at han, istedet for sine Kalosker, fik Lykkens paa og traadte nu ud paa \u00d8stergade; men han var ved Kaloskernes Tryllekraft traadt tilbage i Kong Hans’s Tid, og derfor satte han Foden lige ud i Dynd og Mudder paa Gaden, eftersom der da endnu ikke fandtes Brol\u00e6gning.<\/p>\n

“Det er jo forf\u00e6rdeligt, hvor s\u00f8let her er!” sagde Justitsraaden. “Hele Fortouget er v\u00e6k og alle Lygterne slukkede!”<\/p>\n

Maanen var endnu ikke kommet h\u00f8it nok op, Luften desuden temmelig tyk, saa alle Gienstande rundtom fl\u00f8d i hinanden ved dette M\u00f8rke. Paa det n\u00e6rmeste Hj\u00f8rne hang imidlertid en Lanterne foran et Madonnabillede, men den Belysning var saa godt som ingen, han bem\u00e6rkede den f\u00f8rst, i det han stod lige derunder og hans \u00d8ine faldt paa det malede Billede med Moderen og Barnet.<\/p>\n

“Det er nok,” t\u00e6nkte han, “et Kunstkabinet, hvor de have glemt at tage Skildtet ind!”<\/p>\n

Et Par Mennesker, i Tidsalderens Dragt, gik ham forbi.<\/p>\n

“Hvordan var det de saae ud! de kom nok fra Maskerade!”<\/p>\n

Pludselig l\u00f8d Trommer og Piber, st\u00e6rke Blus lyste; Justitsraaden standsede og saae nu et forunderligt Tog passere forbi. Allerforrest kom en heel Trop Trommeslagere, som ret artigt behandlede deres Instrument, dem fulgte Drabanter med Buer og Armb\u00f8sser. Den Fornemste i Toget var en geistlig Mand. Forbauset spurgte Justitsraaden, hvad dette havde at betyde og hvo denne Mand var.<\/p>\n

“Det er Sj\u00e6llands Biskop!” svarede man.<\/p>\n

“Herre Gud, hvad gaaer der af Bispen?” sukkede Justitsraaden og rystede med Hovedet, Bispen kunde det dog umuligt v\u00e6re. Grundende herover og uden at see til H\u00f8ire eller Venstre gik Justitsraaden gjennem \u00d8stergade og over H\u00f8ibroplads. Broen til Slotspladsen var ikke at finde, han skimtede en sid Aabred og st\u00f8dte endelig her paa to Karle, der laae med en Baad.<\/p>\n

“Vil Herren s\u00e6ttes over paa Holmen?” spurgte de.<\/p>\n

“Over paa Holmen?” sagde Justitsraaden, der jo ikke vidste i hvilken Tidsalder han vandrede, “jeg vil ud paa Christianshavn i lille Torvegade!”<\/p>\n

Karlene saae paa ham .<\/p>\n

“Siig mig bare, hvor Broen er!” sagde han. “Det er skj\u00e6ndigt, her ingen Lygter ere t\u00e6ndte, og saa er det et S\u00f8le, som om man gik i en Mose!”<\/p>\n

Jo l\u00e6nger han talte med Baadsm\u00e6ndene, des uforstaaeligere bleve de ham.<\/p>\n

“Jeg forstaaer ikke jeres bornholmsk!” sagde han tilsidst vred, og vendte dem Ryggen. Broen kunde han ikke finde; R\u00e6kv\u00e6rk var der heller ikke! “Det er en Skandale, som her seer ud!” sagde han. Aldrig havde han fundet sin Tidsalder elendigere, end denne Aften. “Jeg troer, jeg vil tage en Droske!” t\u00e6nkte han, men hvor var Droskerne? Ingen var at see. “Jeg faaer gaae tilbage til Kongens Nytorv, der holde vel Vogne, ellers kommer jeg nok aldrig ud paa Christianshavn!”<\/p>\n

Nu gik han da til \u00d8stergade og var n\u00e6sten igjenem den, idet Maanen br\u00f8d frem.<\/p>\n

“Herre Gud, hvad er det for et Stillads de har stillet op!” udbr\u00f8d han, ved at see \u00d8sterport, som paa den Tid havde Plads for Enden af \u00d8stergade.<\/p>\n

Imidlertid fandt han dog en Laage, og gjennem denne kom han ud paa vort Nytorv, men det var en stor Enggrund; enkelte Buske ragede frem og tvers over Engen gik en bred Kanal eller Str\u00f8m. Nogle usle Tr\u00e6boder for de hollandske Skippere, efter hvilke Stedet havde Navnet Hallandsaas, laae paa den modsatte Bred.<\/p>\n

“Enten seer jeg fata morgana eller jeg er fuld!” jamrede Justitsraaden. “Hvad er dog dette! hvad er dog dette?”<\/p>\n

Han vendte om igjen i den faste Tro, at han var syg; i det han kom ind i Gaden, betragtede han Husene lidt n\u00f8iere, de fleste vare Bindingsv\u00e6rk og mange havde kun Straatag.<\/p>\n

“Nei, jeg er slet ikke vel!” sukkede han, “og jeg drak dog kun et Glas Punsch! men jeg kan ikke taale det! og det var ogsaa inderligt galt, at give os Punsch og varm Lax! det skal jeg ogsaa sige Agentinden! Skulde jeg gaae tilbage igjen og sige, hvorledes jeg har det! men det er flaut! og mon de ere oppe endnu!”<\/p>\n

Han s\u00f8gte efter Gaarden, men den var ikke til at finde.<\/p>\n

“Det er dog forf\u00e6rdeligt! jeg kan ikke kjende \u00d8stergade igjen! ikke een Boutik er der! gamle, elendige R\u00f8nner seer jeg, som om jeg var i Roeskilde eller Ringsted! Ak jeg er syg! det kan ikke hj\u00e6lpe at genere sig! Men hvor i Verden er dog Agentens Gaard? Den er ikke sig selv mere! men derinde ere dog Folk oppe; ak! jeg er ganske vist syg!”<\/p>\n

Nu st\u00f8dte han paa en halvaaben D\u00f8r, hvor Lyset faldt ud gjennem Spr\u00e6kken. Det var et af den Tids Herbergeersteder, en Art \u00d8lhuus. Stuen havde Udseende af de holsteenske Diler; endeel Godtfolk, bestaaende af Skippere, kj\u00f8benhavnske Borgere og et Par L\u00e6rde sad her i dyb Diskurs ved deres Kruus og gav kun liden Agt paa den Indtr\u00e6dende.<\/p>\n

“Om Forladelse,” sagde Justitsraaden til Vertinden, som kom ham im\u00f8de, “jeg har faaet saa inderlig ondt! vil De ikke skaffe mig en Droske ud til Christianshavn!”<\/p>\n

Konen saae paa ham og rystede med Hovedet; derpaa tiltalte hun ham i det tydske Sprog. Justitsraaden antog, at hun ikke kunde den danske Tunge og fremf\u00f8rte derfor sit \u00d8nske i Tydsk; dette tilligemed hans Dragt bestyrkede Konen i, at han var en Udl\u00e6nding; at han befandt sig ilde, begreb hun snart og bragte ham derfor et Kruus Vand, rigtignok noget brak, hentet ude fra Br\u00f8nden.<\/p>\n

Justitsraaden st\u00f8ttede sit Hoved paa sin Haand, trak Veiret dybt og grundede over alt det S\u00e6lsomme omkring sig.<\/p>\n

“Er det “Dagen” for iaften,” spurgte han ganske mekanisk, idet han saae Konen flytte et stort Papir.<\/p>\n

Hun forstod ikke, hvad han meente, men rakte ham Bladet, det var et Tr\u00e6snit, der viste et Luftsyn, seet udi den Stad C\u00f6ln.<\/p>\n

“Det er meget gammelt!” sagde Justitsraaden, og blev ganske opr\u00f8mt ved denne Antiqvitet. “Hvor er De dog kommet over det sjeldne Blad? Det er meget interessant, skj\u00f8ndt det Hele er en Fabel! man forklarer slige Luftsyn ved at det er Nordlys, man har seet; rimeligviis fremkommer de ved Electriciteten!”<\/p>\n

De som sad n\u00e6rmest og h\u00f8rte hans Tale, saae forundrede paa ham og Een af dem reiste sig, tog \u00e6rb\u00f8digt Hatten af og sagde med den alvorligste Mine: “I er vist en meget l\u00e6rd Mand, Monsieur!”<\/p>\n

“O, nei!” svarede Justitsraaden, “jeg kan tale med om et og andet, som man jo skal kunne det!”<\/p>\n

“Modestia er en skj\u00f8nne Dyd!” sagde Manden, “i\u00f8vrigt maa jeg sige til Eders Tale: mihi secus videtur, dog suspenderer jeg gjerne her min Judicium!”<\/p>\n

“T\u00f8r jeg ikke sp\u00f8rge, hvem jeg har den Forn\u00f8ielse at tale med?” spurgte Justitsraaden.<\/p>\n

“Jeg er Baccalaureus udi den hellige Skrift!” svarede Manden<\/p>\n

Dette Svar var Justitsraaden fyldestgj\u00f8rende, Titelen svarede her til Dragten; det er vist, t\u00e6nkte han, en gammel Landsbyskolemester, en original Karl, som man endnu, stundom, kan tr\u00e6ffe dem oppe i Jylland.<\/p>\n

“Her er vel ikke locus docendi,” begyndte Manden, “dog beder jeg, I vil bem\u00f8ie Eder med at tale! I har en stor L\u00e6sning vist i de Gamle!”<\/p>\n

“O, ja saam\u00e6nd!” svarede Justitsraaden, “jeg l\u00e6ser gjerne gamle nyttige Skrifter, men jeg kan ogsaa godt lide de nyere, kun ikke “Hverdagshistorierne”, dem have vi nok af i Virkeligheden!”<\/p>\n

“Hverdagshistorier?” spurgte vor Baccalaureus.<\/p>\n

“Ja, jeg mener disse nye Romaner man har.”<\/p>\n

“O,” smilede Manden, “der er dog et stort Snille i dem og de l\u00e6ses ved Hoffet; Kongen ynder s\u00e6rdeles Romanen om Hr. Iffven og Hr. Gaudian, der handler om Kong Artus og hans Kj\u00e6mper ved det runde Bord, han har skj\u00e6mtet derover med sine h\u00f8ie Herrer!<\/p>\n

“Ja, den har jeg ikke l\u00e6st endnu!” sagde Justitsraaden, “det maa v\u00e6re en ganske ny en, Heiberg har ladet udkomme!”<\/p>\n

“Nei,” svarede Manden, “den er ikke udkommet ved Heiberg, men ved Godfred von Gehmen!”<\/p>\n

“Saa det er Forfatteren!” sagde Justitsraaden, “det er et meget gammelt Navn! det er jo den f\u00f8rste Bogtrykker, der har v\u00e6ret i Danmark?”<\/p>\n

“Ja, det er vor f\u00f8rste Bogtrykker!” sagde Manden. Saaledes gik det ganske godt; nu talte en af de gode Borgerm\u00e6nd om den s\u00e6rdeles Pestilense, der havde regjeret for et Par Aar siden, og meente den i 1484, Justitsraaden antog, at det var Cholera Talen var om, og saa gik Diskursen ret godt. Fribytterkrigen 1490 laae saa n\u00e6r, at den maatte ber\u00f8res, de engelske Fribyttere havde taget Skibene paa Rheden, sagde de; og Justitsraaden, der ret havde levet ind i Begivenheden 1801, stemte fortr\u00e6ffeligt i med mod Engelskmanden. Den \u00f8vrige Tale derimod gik ikke saa vel, hvert \u00d8ieblik blev det gjensidig Bedemands-Stiil; den gode Baccalaureus var altfor uvidende, og Justitsraadens simpleste Yttringer klang ham igjen for dristige og for phantastiske. De saae paa hinanden, og blev det altfor galt, saa talte Baccalaureus Latin, i Haab om bedre at blive forstaaet, men det hialp dog ikke.<\/p>\n

“Hvorledes er det med dem!” spurgte Vertinden, og trak Justitsraaden i \u00c6rmet; nu kom hans Besindelse tilbage, i Samtalens L\u00f8b havde han reent glemt Alt hvad der var gaaet forud.<\/p>\n

“Herre Gud, hvor er jeg!” sagde han og svimlede ved at bet\u00e6nke det.<\/p>\n

“Klaret ville vi drikke! Mj\u00f8d og Bremer-\u00d8l,” raabte En af Gj\u00e6sterne, “Og I skal drikke med!”<\/p>\n

To Piger kom ind, den ene havde to Couleurer i Huen. De skj\u00e6nkede og neiede; Justitsraaden l\u00f8b det iiskoldt ned af Ryggen.<\/p>\n

“Hvad er dog dette! hvad er dog dette!” sagde han, men han maatte drikke med dem; de toge ganske artigt fat paa den gode Mand, han var meget fortvivlet, og da En af dem sagde, at han var drukken, tvivlede han aldeles ikke paa Mandens Ord, bad dem bare om at skaffe sig en Droske, og saa troede de, han talte moskovitisk.<\/p>\n

Aldrig havde han v\u00e6ret i saa raat og simpelt Selskab, man skulde troe, Landet var gaaet tilbage i Hedend\u00f8mmet, meente han, “det er det skr\u00e6kkeligste \u00d8ieblik i mit Liv!” men i det samme opstod den Tanke hos ham, at han vilde bukke sig ned under Bordet og da krybe hen til D\u00f8ren. Det gjorde han, men i det han var ved Udgangen, m\u00e6rkede de Andre, hvad han havde for, de grebe ham ved Benene, og da, til hans gode Lykke, gik Kaloskerne af og – med disse, hele Trylleriet.<\/p>\n

Justitsraaden saae ganske tydeligt foran sig en klar Lygte br\u00e6nde, og bag denne en stor Gaard; Alt saae bekjendt og pr\u00e6gtigt ud, det var \u00d8stergade, som vi kjende den; han laae med Benene hen imod en Port, og lige overfor sad V\u00e6gteren og sov.<\/p>\n

“Du min Skaber, har jeg ligget her paa Gaden og dr\u00f8mt!” sagde han. “Ja, det er \u00d8stergade! hvor velsignet lys og broget! Det er dog skr\u00e6kkeligt, hvor det Glas Punsch maa have virket paa mig!”<\/p>\n

To Minuter efter sad han i en Droske, som kj\u00f8rte til Christianshavn med ham; han t\u00e6nkte paa den Angst og N\u00f8d, han havde overstaaet, og priste af Hjertet den lykkelige Virkelighed, vor Tid, der med alle sine Mangler dog var langt bedre, end den han nylig havde v\u00e6ret i.<\/p>\n

III. V\u00e6gterens Eventyr.<\/p>\n

“Der ligger saam\u00e6nd et Par Kalosker!” sagde V\u00e6gteren. “Det er vistnok Lieutenantens, som boer deroppe. De ligge lige ved Porten!”<\/p>\n

Gjerne havde den \u00e6rlige Mand ringet paa og afleveret dem, thi der var Lys endnu, men han vilde ikke v\u00e6kke de andre Folk i Huset og derfor lod han v\u00e6re.<\/p>\n

“Det maa v\u00e6re ganske luunt, at have et saadant Par Tingester paa!” sagde han. “De er saa linde i L\u00e6deret!” De sluttede om hans F\u00f8dder. “Hvor det dog er l\u00f8ierligt i Verden! nu kunde han gaae i sin Gode Seng, men see, om han gj\u00f8r det! op og ned af Gulvet tridser han! det er et lykkeligt Menneske! han har hverken Mutter eller Rollingerne! hver Aften er han i Selskab, gid at jeg var ham, ja saa var jeg en lykkelig Mand!”<\/p>\n

I det han udtalte \u00d8nsket, virkede Kaloskerne, han havde taget paa, V\u00e6gteren gik over i Lieutenantens V\u00e6sen og V\u00e6ren. Der stod han oppe i V\u00e6relset og holdt mellem Fingrene et lille rosenr\u00f8dt Papir, hvorpaa var et Digt, et Digt af Hr. Lieutenanten selv; for hvo har ikke engang i sit Liv havt et lyrisk \u00d8ieblik, og nedskriver man da Tanken, saa har man Poesie. Her stod skrevet.<\/p>\n

“Gid jeg var riig!”<\/p>\n

“Gid jeg var riig!” det bad jeg mangen Gang,
\nDa jeg endnu var knap en Alen lang.
\nGid jeg var riig! saa blev jeg Officeer,
\nFik mig en Sabel, Uniform og Fjer.
\nDen Tid dog kom, at jeg blev Officeer,
\nMen ingensinde var jeg riig, desv\u00e6rre!
\nMig hjalp vor Herre!<\/p>\n

Livsglad og ung, jeg sad en Aftenstund,
\nEn syvaars Pige kyssede min Mund,
\nThi jeg var riig paa Sagn og Eventyr,
\nI Penge derimod en fattig Fyr,
\nMen Barnet br\u00f8d sig kun om Eventyr,
\nDa var jeg riig, men ei paa Guld desv\u00e6rre,
\nDet veed vor Herre!<\/p>\n

“Gid jeg var riig!” er end min B\u00f8n til Gud,
\nNu er den syvaars Pige voxet ud,
\nHun er saa smuk, saa klog, saa eiegod,
\nHvis hun mit Hjertes Eventyr forstod,
\nHvis hun, som f\u00f8r – jeg mener, var mig god,
\nDog jeg er fattig, derfor taus desv\u00e6rre,
\nSaa vil vor Herre!<\/p>\n

Gid jeg var riig paa Tr\u00f8st og Rolighed,
\nDa kom min Sorg ei paa Papiret ned!
\nDu, som jeg elsker, hvis Du mig forstaaer,
\nL\u00e6s dette, som et Digt fra Ungdoms Aar!
\nDet er dog bedst, hvis Du det ei forstaaer,
\nJeg fattig er, min Fremtid m\u00f8rk desv\u00e6rre,
\nDig signe vil vor Herre!<\/p>\n

Ja, saadanne Digte skriver man, naar man er forelsket, men en besindig Mand lader dem ikke trykke. Her udtalte sig for os en af Livets Smerter, hvori der er Poesi, ikke hiin golde, som Digteren kun t\u00f8r antyde, ikke udmale: Trang, den dyriske N\u00f8dvendighed efter at gribe, om ikke et Olden, saa dog et nedfaldet Blad af Br\u00f8dtr\u00e6et. I jo h\u00f8iere Livsforhold man er sat, des st\u00f8rre bliver Pinen. Trang er Livets stillestaaende Dynd, intet Skj\u00f8nheds Billed afspeiler sig deri; vi ville kun pege paa den stakkels Sommerfugl, som h\u00e6nger fast ved Vingen. Lieutenant, Kj\u00e6rlighed og Trang, det er en Trekant eller ligesaagodt, det Halve af Lykkens s\u00f8nderbrudte Terning. Dette f\u00f8lte Lieutenanten ret levende, og derfor lagde han Hovedet mod Vindueskarmen og sukkede ganske dybt:<\/p>\n

“Den fattige V\u00e6gter ude paa Gaden er langt lykkeligere end jeg! han kiender ikke hvad jeg kalder Savn! han har et Hjem, en Kone og B\u00f8rn, der gr\u00e6de ved hans Sorg, gl\u00e6de sig ved hans Gl\u00e6de! o jeg var lykkeligere, end jeg er, kunde jeg gaae over i hans V\u00e6sen og V\u00e6ren, gaae med hans Fordringer og Forhaabning, gjennem dette Liv! ja, han er lykkeligere end jeg!”<\/p>\n

I samme \u00d8ieblik var V\u00e6gteren igjen V\u00e6gter, thi det var ved Lykkens Kalosker han var gaaet over i Lieutenantens V\u00e6sen og V\u00e6ren, men der, som vi saae, f\u00f8lte han sig endnu langt mindre tilfreds og foretrak netop hvad han selv nylig forkastede. Altsaa V\u00e6gteren var igjen V\u00e6gter.<\/p>\n

“Det var en f\u00e6l Dr\u00f8m!” sagde han, “men l\u00f8ierlig nok var den. Jeg syntes, at jeg var Lieutenant deroppe og det var slet ingen Forn\u00f8ielse. Jeg savnede Mutter og Rollingerne, som ere f\u00e6rdige ved at kysse mig \u00d8inene ud!”<\/p>\n

Han sad igjen og nikkede, Dr\u00f8mmen vilde ham ikke ret ud af Tankerne, Kaloskerne havde han endnu paa F\u00f8dderne. Et Stjerneskud spillede hen ad Himmelen.<\/p>\n

“Der gik den!” sagde han, “der ere nok alligevel! jeg havde nok Lyst til at see de Tingester lidt n\u00e6rmere, is\u00e6r Maanen, for den bliver da ikke borte mellem H\u00e6nderne. Naar vi d\u00f8e, sagde Studenten, som min Kone vasker grovt for, flyve vi fra den ene til den anden. Det er en L\u00f8gn, men artigt nok kunde det v\u00e6ret. Gid jeg maatte gj\u00f8re et lille Hop derop, saa kunde Kroppen gierne blive her paa Trappen!”<\/p>\n

See, der ere nu visse Ting i Verden, man maa v\u00e6re meget forsigtig med at udtale, men dobbelt forsigtig b\u00f8r man is\u00e6r v\u00e6re, dersom man har Lykkens Kalosker paa F\u00f8dderne. H\u00f8r bare, hvorledes det gik V\u00e6gteren.<\/p>\n

Hvad os angaaer, da kjende vi n\u00e6sten Alle Hurtigheden ved Damp, vi have pr\u00f8vet den enten paa Jernbaner eller med Skibet henover Havet; dog denne Flugt er som Dovendyrets Vandring eller Sneglens Marsch i Forhold til den Hurtighed, Lyset tager; det flyver nitten Millioner Gange hurtigere end den bedste Veddel\u00f8ber, og dog er Electriciteten endnu hurtigere. D\u00f8den er et electrisk St\u00f8d, vi faae i Hjertet; paa Electricitetens Vinger flyver den frigjorte Sj\u00e6l. Otte Minuter og nogle Secunder er Sollyset om en Reise af over tyve Millioner Mile; med Electricitetens Hurtigpost beh\u00f8ver Sj\u00e6len f\u00e6rre Minuter, for at gj\u00f8re samme Flugt. Rummet mellem Kloderne er for den ei st\u00f8rre, end det i een og samme By er for os mellem vore Venners Huse, selv om disse ligge temmeligt skilte fra hinanden, imidlertid koster dette electriske Hjertest\u00f8d os Legemets Brug hernede, dersom vi ikke, ligesom V\u00e6gteren her, have Lykkens Kalosker paa.<\/p>\n

I nogle Secunder var V\u00e6gteren faret de 52,000 Mile til Maanen, der, som man veed, er skabt af et Stof, langt lettere end vor Jord, og er hvad vi ville kalde bl\u00f8d, som nysfalden Snee. Han befandt sig paa et af de utallige mange Ringbjerge, som vi kjende af Dr. M\u00e8dlers store Kort over Maanen; indvendigt gik det ned i en Kiedel, lodret omtrent en dansk Miil; dernede laae en By, hvis Udseende vi alene kunne faae et Begreb om, ved at slaae \u00c6ggehvide i et Glas Vand; Materien her var ligesaa bl\u00f8d og dannede lignende Taarne med Kupler og seilformede Altaner, gjennemsigtige og svaiende i den tynde Luft; vor Jord sv\u00e6vede, som en stor dunkelr\u00f8d Kugle, over hans Hoved.<\/p>\n

Han blev strax vaer en M\u00e6ngde Skabninger, som vistnok vare, hvad vi ville kalde Mennesker, men de saae ganske anderledes ud, end vi; en langt rigere Phantasie, end Pseudo-Herschels, havde skabt dem; bleve de opstillede i Geleed og saaledes afmalede, vilde man sige: det er en artig Arabesk! De havde ogsaa et Sprog, men ingen kan jo forlange at V\u00e6gterens Sj\u00e6l skulde forstaae det, alligevel kunde den det, thi vor Sj\u00e6l har langt st\u00f8rre Evner, end vi troe; viser den os ikke i vore Dr\u00f8mme sit forbausende dramatiske Talent, enhver Bekjendt tr\u00e6der der talende op, saa aldeles i Characteren og med det samme Organ, i en Grad, at Ingen af os, vaagen, kan efterligne det. Hvorledes veed den ikke at tilbagekalde os Personer, vi i mange Aar ikke have t\u00e6nkt paa; pludseligt fremtr\u00e6de de i vore Dr\u00f8mme, saa livagtige, indtil de fineste Tr\u00e6k. Det seer i Grunden \u00e6ngsteligt ud med den Sj\u00e6le-Hukommelse; hver Synd, hver ond Tanke vil den jo kunde repetere, da vil det komme an paa, om vi kunne gj\u00f8re Regnskab for hvert utilb\u00f8rligt Ord i Hjertet og paa L\u00e6ben.<\/p>\n

V\u00e6gterens Si\u00e6l forstod saaledes meget godt Maanebeboernes Sprog. De disputerede om vor Jord og betvivlede, at den kunde v\u00e6re beboet; Luften maatte der v\u00e6re for tyk til at nogen fornuftig Maane-Skabning kunde leve der. De ansaae alene Maanen for at v\u00e6re beboet, den var den egentlige Klode, hvor de gamle Klodefolk boede.<\/p>\n

De talte ogsaa om Politik, men det lille Danmark maa v\u00e6re forsigtigt, ikke st\u00f8de Maanen for Hovedet, det store Rige, der kan gj\u00f8re sig ud til Beens, kaste os Stene i Hovedet, eller faae \u00d8sters\u00f8en til at l\u00f8be over. Vi ville derfor slet ikke h\u00f8re paa, hvad der blev sagt, ikke s\u00e6tte os i det mulige Tilf\u00e6lde, at kunne sladdre af Skolen, vi s\u00f8ge ned til \u00d8stergade og see der, hvorledes V\u00e6gterens Legeme har det.<\/p>\n

Livl\u00f8st sad det paa Trappen, Morgenstjernen var faldet det ud af Haanden og \u00d8inene saae op imod Maanen efter den \u00e6rlige Sj\u00e6l, som gik om deroppe.<\/p>\n

“Hvad er Klokken V\u00e6gter?” spurgte en Forbigaaende. Men hvo der ikke svarte var V\u00e6gteren, saa knipsede Man ham ganske sagte paa N\u00e6sen, og der gik Balancen; Kroppen laae saa lang den var, Mennesket var jo d\u00f8dt. Der kom en stor Forskr\u00e6kkelse over alle hans Kammerater, d\u00f8d var og blev han; det blev meldt og det blev omtalt, og i Morgenstunden bar man Kroppen ud paa Hospitalet.<\/p>\n

Det kunde nu blive en ganske artig Spads for Si\u00e6len, dersom den kom tilbage og efter al Sandsynlighed s\u00f8gte Kroppen paa \u00d8stergade, men ingen fandt; rimeligviis vilde den vel f\u00f8rst l\u00f8be op paa Politikammeret, senere hen paa Adresse-Contoiret, at det derfra kunde efterlyses mellem bortkomne Sager, og tilsidst ud paa Hospitalet; dog vi kunne tr\u00f8ste os med, at Sj\u00e6len er snildest, naar den er paa sin egen Haand, Legemet gj\u00f8r den kun dum.<\/p>\n

Som sagt, V\u00e6gterens Krop kom paa Hospitalet, blev der bragt ind paa Renselses-Stuen, og det f\u00f8rste man her gjorde var naturligviis at tage Kaloskerne af, og da maatte Sj\u00e6len tilbage; den tog strax Retning lige efter Legemet, og et Par Secunder efter var der Liv i Manden. Han forsikkrede, at det havde v\u00e6ret den skr\u00e6kkeligste Nat i hans Liv; ikke for to Mark vilde han have saadanne Fornemmelser igjen, men nu var jo det overstaaet.<\/p>\n

Samme Dag blev han udskrevet igjen, men Kaloskerne bleve paa Hospitalet.<\/p>\n

IV. Et Hoved-Moment. Et Deklamations-Nummer. En h\u00f8ist us\u00e6dvanlig Reise.<\/p>\n

Enhver Kj\u00f8benhavner veed nu, hvorledes Indgangen til Frederiks Hospital i Kj\u00f8benhavn seer ud, men da rimeligviis ogsaa nogle Ikke-Kj\u00f8benhavnere l\u00e6se dette ringe Skrift, maae vi give en kort Beskrivelse.<\/p>\n

Hospitalet er skilt fra Gaden ved et temmeligt h\u00f8it Gitter, i hvilket de tykke Jernst\u00e6nger staae saa vidt fra hinanden, at der fort\u00e6lles, at meget tynde Candidater skulde have klemt sig igjennem og saaledes gjort deres smaa Visiter ud. Den Deel af Legemet, der faldt vanskeligst at practisere ud, blev Hovedet; her, som tidt i Verden, vare altsaa de smaa Hoveder de lykkeligste. Dette vil v\u00e6re nok, som Indledning.<\/p>\n

En af de unge Volonteurer, om hvem man kun i legemlig Henseende kunde sige, at han havde et tykt Hoved, havde just Vagt denne Aften; det var en skyllende Regn; dog uagtet begge disse Hindringer maatte han ud, kun et Qvarteer, det var ikke noget, syntes han, der var v\u00e6rd at betroe til Portneren, naar man kunde smutte mellem Jernst\u00e6ngerne. Der laae de Kalosker, V\u00e6gteren havde glemt; mindst t\u00e6nkte han paa, at de vare Lykkens, de kunde v\u00e6re meget gode i dette Veir, han tog dem paa, nu var det, om han kunde klemme sig igjennem, aldrig f\u00f8r havde han fors\u00f8gt det. Der stod han nu.<\/p>\n

“Gud give jeg havde Hovedet udenfor!” sagde han, og strax, skj\u00f8ndt det var meget tykt og stort, gled det let og lykkeligt igjennem, det maatte Kaloskerne forstaae; men nu skulde da Kroppen ud med, her stod han.<\/p>\n

“Uh, jeg er for tyk!” sagde han, “Hovedet havde jeg t\u00e6nkt, var det V\u00e6rste! jeg kommer ikke igjennem.”<\/p>\n

Nu vilde han rask tage Hovedet tilbage, men det gik ikke. Halsen kunde han beqvemt bev\u00e6ge, men det var ogsaa Alt. Den f\u00f8rste F\u00f8lelse var, at han blev vred, den anden, at Humeuret sank under Nul Grader. Lykkens Kalosker havde bragt ham i den skr\u00e6kkeligste Situation, og ulykkeligviis faldt det ham ikke ind, at \u00f8nske sig fri, nei, han handlede og kom ikke af Stedet. Regnen skyllede ned, ikke et Menneske var at see paa Gaden. Portklokken kunde han ikke naae, hvorledes skulde han dog slippe l\u00f8s. Han forudsaae, at her kunde han komme til at staae til Morgenstunden, saa maatte man da sende Bud efter en Smed, for at Jernst\u00e6ngerne kunde files over, men det gik ikke saa gesvindt, hele den blaa Drengeskole ligeoverfor vilde komme paa Benene, hele Nyboder arrivere, for at see ham staae i Gabestokken, der vilde blive Till\u00f8b, ganske anderledes, end til Kj\u00e6mpe-Agaven ifjor. “Hu! Blodet stiger mig til Hovedet, saa jeg maa blive gal! – ja jeg bliver gal! o gid jeg var vel l\u00f8s igjen, saa gik det vel over!”<\/p>\n

See, det skulde han have sagt noget f\u00f8r, \u00f8ieblikkelig, som Tanken var udtalt, havde han Hovedet frit, og styrtede nu ind, ganske forstyrret over den Skr\u00e6k, Lykkens Kalosker havde bragt ham i.<\/p>\n

Hermed maae vi slet ikke troe, at det Hele var forbi, nei – det bliver v\u00e6rre endnu.<\/p>\n

Natten gik og den f\u00f8lgende Dag med, der kom ingen Bud efter Kaloskerne.<\/p>\n

Om Aftenen skulde gives en declamatorisk Forestilling paa det lille Theater i Kannikestr\u00e6de. Huset var propfuldt; mellem Declamations-Numerne blev givet et nyt Digt af H. C. Andersen, og da vi besidde denne Forfatters s\u00e6rdeles Velvillie, see vi os istand til at meddele samme; det bliver af Vigtighed for hvad siden f\u00f8lger. Titelen var:<\/p>\n

Mosters Briller.<\/p>\n

Min Bedstemoders Klogskab er bekjendt,
\nVar man i “gammel Tid,” blev hun vist br\u00e6ndt.
\nHun veed Alt hvad der skeer, ja meget meer,
\nHun lige ind i n\u00e6ste Aargang seer,
\nJa ind i “fyrgetyve”, det er noget,
\nMen hun vil aldrig rigtig ud med Sproget.
\nHvad mon vel i det n\u00e6ste Aar vil skee?
\nHvad m\u00e6rkeligt? Ja, jeg gad gjerne see
\nMin egen Skj\u00e6bne, Kunstens, Land og Riges,
\nMen Bedstemoder vil, sligt skal ei siges.
\nJeg plaged’ hende da, og det gik godt,
\nFrst var hun taus, saa skj\u00e6ndte hun saa smaat,
\nDet var for mig en Pr\u00e6d’ken opad V\u00e6gge,
\nJeg er jo hendes Kj\u00e6led\u00e6gge!
\n“For denne ene Gang din Lyst jeg stiller,”
\nBegyndte hun og gav mig sine Briller,
\n“Nu gaaer Du hen et Sted, hvor selv Du vil,
\n“Et Sted, hvor mange Godtfolk str\u00f8mme til,
\n“Hvor bedst Du overseer dem, Du dig stiller,
\n“Og seer paa M\u00e6ngden gjennem mine Briller,
\n“Strax vil de Alle, tro Du mig paa Ordet,
\n“See ud, som et Spil-Kort lagt op paa Bordet;
\n“Af disse kan Du spaae, hvad der skal skee!”
\nJeg sagde Tak og l\u00f8b afsted og vilde see,
\nMen, t\u00e6nkte jeg, hvor mon de Fleste komme?
\nPaa Langelinie? Der man bli’er forkj\u00f8let.
\nPaa \u00d8stergade? Bah! der er saa s\u00f8let!
\nMen i Theatret? det var ganske deiligt,
\nDen Aftenunderholdning falder just beleiligt –
\n– Her er jeg da! mig selv jeg forestiller;
\nTillader De, jeg bruger Mosters Briller,
\nAlene for at see – gaae dog ei bort!
\nAt see, om De see ud, som et Spillekort,
\nAf hvilket jeg kan spaae, hvad Tiden skj\u00e6nker.
\n– Jeg deres Taushed som et Ja mig t\u00e6nker;
\nTil Tak skal De da blive med indviet.
\nHer er’ vi allesammen paa Partiet.
\nJeg spaaer for Dem, for mig, for Land og Rige,
\nNu vil vi see, hvad Kortene kan sige.
\n(s\u00e6tter Brillerne paa).
\nJo, det er rigtigt! nei, nu maa jeg lee!
\nO, gid De kunde komme op at see!
\nHvor her er grumme mange Herreblade,
\nOg Hjerter Damer, her er’ hele Rade.
\nDet Sorte der, ja, det er Kl\u00f8’er og Spa’er.
\n– Nu snart et rigtigt Overblik jeg ha’er.
\nSpa’erdame seer jeg der med megen V\u00e6gt
\nHar sine Tanker vendt til Ruderkn\u00e6gt.
\nO, denne Skuen gj\u00f8r mig halv beruset!
\nDer ligge mange Penge her til Huset,
\nOg Fremmede fra Verdens anden Side.
\nMen det var ikke det vi vilde vide.
\nOm St\u00e6nderne? Lad see! – ja hen i Tiden!
\nMen derom er det man skal l\u00e6se siden;
\nHvis nu jeg sladdrer, skader jeg jo Bladet,
\nJeg vil ei tage bort det bedste Been af Fadet.
\nTheatret da? – Hver Nyhed? Smagen? Tonen?
\nNei, jeg vil staae mig godt med Directionen.
\nMin egen Fremtid? Ja, De veed, eens eget,
\nDet ligger os paa Hjertet grumme meget!
\nJeg seer! – Jeg kan ei sige, hvad jeg seer,
\nMen De vil h\u00f8re det, saasnart det skeer.
\nHvo er vel lykkeligst af os herinde?
\nDen Lykkeligste? Let jeg den skal finde!
\nDet er jo, – nei, det kan saa let genere,
\nJa muligtviis vil det bedr\u00f8ve Flere!
\nHvo lever l\u00e6ngst? Den Dame der, den Herre?
\nNei, sige Sligt, er endnu meget v\u00e6rre!
\nSkal jeg da spaae om -? Nei! – Om? Nei! – Om? Nei!
\nOm -? Ja tilsidst saa veed jeg selv det ei;
\nJeg er genert, saa let man En kan kr\u00e6nke:
\nNu, jeg vil see da, hvad de troe og t\u00e6nke
\nJeg ved min hele Spaadoms Kraft skal skj\u00e6nke.
\nDe troe? Nei, hvad behager? Rundtomkring
\nDe troe, det ende vil med Ingenting,
\nDe veed for vist de faae kun Klang og Kling.
\nSaa tier jeg, h\u00f8ist\u00e6rede Forening,
\nJeg skylder Dem at have deres Mening!<\/p>\n

Digtet blev ypperligt fremsagt og Declamatoren gjorde stor Lykke. Mellem Tilskuerne var Volonteuren fra Hospitalet, der syntes at have forglemt sit Eventyr Natten forud, Kaloskerne havde han paa, thi de vare ikke blevne afhentede, og da der var s\u00f8let paa Gaden, kunde de jo gj\u00f8re ham god Tjeneste.<\/p>\n

Digtets Begyndelse syntes han godt om, ja fandt endogsaa Ideen heldig; men at det Hele, ligesom Rhinstr\u00f8mmen, faldt h\u00f8ist ubetydeligt ud, viste, at Forfatteren havde ingen Opfindelse! Instinctet gj\u00f8r Alt hos ham. Her var nu saadan en ypperlig Leilighed til at have sagt noget piquant!<\/p>\n

Ideen beskj\u00e6ftigede ham imidlertid, han gad nok have saadanne Briller, maaskee naar man rigtigt brugte dem, kunde man see Folk lige ind i Hjerterne, det var egentligt interessantere, meente han, end at see, hvad der skulde skee n\u00e6ste Aar, for det fik man nok at vide, men derimod det andet aldrig. “Jeg kan t\u00e6nke mig nu hele den R\u00e6kke af Herrer og Damer der paa f\u00f8rste B\u00e6nk, – kunde man see dem lige ind i Brystet, ja, der maatte da v\u00e6re en Aabning, en Slags Boutik; naa, hvor mine \u00d8ine skulde gaae i Boutikker! hos den Dame der, vilde jeg vist finde en stor Modehandel! hos hende der er Boutikken tom, dog kan den tr\u00e6nge til at reengj\u00f8res; men der vilde ogsaa v\u00e6re solide Boutikker! ak ja!” sukkede han, “jeg veed een, i den er Alting solidt, men der er allerede en Bodsvend, det er det eneste daarlige i hele Boutikken! Fra en og anden vilde det raabe: “V\u00e6r saa god og tr\u00e6d indenfor!” Ja, gid jeg kunde tr\u00e6de indenfor, som en net lille Tanke gaae gjennem Hjerterne!”<\/p>\n

See, det var Stikord for Kaloskerne, hele Volonteuren svandt sammen og en h\u00f8ist us\u00e6dvanlig Reise begyndte midt igjennem Hjerterne paa den forreste R\u00e6kke Tilskuere. Det f\u00f8rste Hjerte, han kom igjennem, var en Dames; men \u00f8ieblikkelig troede han at v\u00e6re paa det orthop\u00e6diske Institut, i det V\u00e6relse, hvor Gips-Afst\u00f8bningerne af de forvoxne Lemmer h\u00e6nge paa V\u00e6ggen; dog her var Forskjellen denne, at ude paa Institutet tages de, i det Patienten kommer ind, men her i Hjertet vare de tagne og opbevarede, i det de gode Personer vare gaaet ud. Det var Afst\u00f8bninger af Veninder, deres legemlige og aandelige Feil, som her opbevaredes.<\/p>\n

Hurtigt var han i et andet qvindeligt Hjerte, men dette syntes ham en stor hellig Kirke. Uskyldighedens hvide Due flagrede over H\u00f8i-Altret; hvor gjerne var han ikke sjunket paa Kn\u00e6, men fort maatte han, ind i n\u00e6ste Hjerte, men endnu h\u00f8rte han Orgeltonerne, og selv, syntes han, at v\u00e6re blevet et nyt og bedre Menneske, f\u00f8lte sig ikke uv\u00e6rdig til at betr\u00e6de den n\u00e6ste Helligdom, der viste et fattigt Tagkammer, med en syg Moder; men gjennem det aabne Vindue straalede Guds varme Sol, deilige Roser nikkede fra den lille Tr\u00e6kasse paa Taget, og to himmelblaa Fugle sang om barnlig Gl\u00e6de, medens den syge Moder nedbad Velsignelse over Datteren.<\/p>\n

Nu kr\u00f8b han paa H\u00e6nder og F\u00f8dder gjennem en overfyldt Slagterbod, det var Ki\u00f8d og kun Kj\u00f8d han st\u00f8dte paa, det var Hjertet i en riig, respectabel Mand, hvis Navn vist maa findes i Veiviseren.<\/p>\n

Nu var han i hans Gemalindes Hjerte, det var et gammelt forfaldent Dueslag; Mandens Portrait blev brugt som Veirhane, denne stod i Forbindelse med D\u00f8rene, og saaledes gik disse op og i, saasnart som Manden dreiede sig.<\/p>\n

Derpaa kom han i et Speilkabinet, som det vi have paa Slottet Rosenborg, men Speilene forst\u00f8rrede i en utrolig Grad. Midt paa Gulvet sad, som en Dalai-Lama, Personens ubetydelige jeg, forbauset ved at see sin egen Storhed.<\/p>\n

Herefter troede han sig i et snevert Naalehuus, fuldt af spidse Naale, det er bestemt “Hjertet af en gammel ugift Jomfru!” maatte han t\u00e6nke, men det var ikke Tilf\u00e6ldet, det var en ganske ung Militair med flere Ordener, just, som man sagde, en Mand med Aand og Hjerte.<\/p>\n

Ganske fortumlet kom den syndige Volonteur ud af det sidste Hjerte i R\u00e6kken, han formaaede ikke at ordne sine Tanker, men meente, at det var hans alt for st\u00e6rke Phantasie, der var l\u00f8bet af med ham.<\/p>\n

“Herre Gud,” sukkede han, “jeg har bestemt Ansats til at blive gal! her er ogsaa utilgiveligt hedt herinde! Blodet stiger mig til Hovedet!” og nu erindrede han sig den store Begivenhed Aftenen forud, hvorledes hans Hoved havde siddet fast mellem Jernst\u00e6ngerne ved Hospitalet. “Der har jeg bestemt faaet det!” meente han. “Jeg maa tage den Ting itide. Et russisk Bad kunde v\u00e6re godt. Gid jeg allerede laae paa den \u00f8verste Hylde!”<\/p>\n

Og saa laae han paa den \u00f8verste Hylde i Dampbadet, men han laae med alle Kl\u00e6derne, med St\u00f8vler og Kalosker paa; de hede Vanddraaber fra Loftet dryppede ham i Ansigtet.<\/p>\n

“Hu!” skreeg han og foer ned for at faae et Styrtebad. Den opvartende Karl gav ogsaa et h\u00f8it Skrig ved at see det paakl\u00e6dte Menneske derinde.<\/p>\n

Volonteuren havde imidlertid saamegen Fatning, at han hvidskede til ham: “Det er et V\u00e6ddemaal!” men det f\u00f8rste han gjorde, da han kom paa sit eget V\u00e6relse, var at faae et stort spansk Flueplaster i Nakken og et ned af Ryggen, for at Galskaben kunde tr\u00e6kke ud.<\/p>\n

N\u00e6ste Morgen havde han da en blodig Ryg, det var det han vandt ved Lykkens Kalosker.<\/p>\n

V. Copistens Forvandling.<\/p>\n

V\u00e6gteren, som vi vistnok ikke have glemt, huskede imidlertid paa Kaloskerne, som han havde fundet og bragt med ud paa Hospitalet; han afhentede dem, men da hverken Lieutenanten eller nogen anden i Gaden vilde kjende sig ved dem, bleve de afleverede paa Politikammeret.<\/p>\n

“Det seer ud, som det var mine egne Kalosker!” sagde en af de Herrer Copister, idet han betragtede Hittegodset og stillede dem om ved Siden af sine. “Der maa mere, end et Skomager-\u00d8ie, til at skille dem fra hverandre!”<\/p>\n

“Herr Copist!” sagde en Betjent, som traadte ind med nogle Papirer.<\/p>\n

Copisten vendte sig om, talte med Manden, men da det var forbi og han saae paa Kaloskerne, var han i stor Vilderede med, om det var dem til Venstre, eller dem til H\u00f8ire, som tilh\u00f8rte ham “Det maa v\u00e6re dem, som ere vaade!” t\u00e6nkte han; men det var just ueffent t\u00e6nkt, thi det var Lykkens, men hvorfor skulde ikke ogsaa Politiet kunne feile! han tog dem paa, fik sine Papirer i Lommen, nogle Manuskripter under Armen, (hjemme skulde de gjenneml\u00e6ses og Concepter tages), men nu var det just S\u00f8ndagformiddag og Veiret godt, en Tour til Frederiksberg, t\u00e6nkte han, kunde jeg have godt af! og saa gik han derud.<\/p>\n

Ingen kunde v\u00e6re et mere stille og solidt Menneske, end denne unge Mand, vi unde ham ret denne lille Spadseretour, den vilde vistnok v\u00e6re saare velgj\u00f8rende for ham oven paa den megen Sidden; i Begyndelsen gik han kun, som et vegeterende Menneske, derfor havde Kaloskerne ikke Leilighed til at vise deres Tryllekraft.<\/p>\n

I Alleen m\u00f8dte han en Bekjendt, en af vore yngre Digtere, der fortalte ham, at han Dagen efter vilde begynde sin Sommerreise.<\/p>\n

“Naa, skal De nu afsted igjen!” sagde Copisten. “De er da ogsaa et lykkeligt, frit Menneske. De kan flyve hvorhen De vil, vi Andre har en L\u00e6nke om Benet!”<\/p>\n

“Men den sidder fast til Br\u00f8dtr\u00e6et!” svarede Digteren. “De beh\u00f8ver ikke at s\u00f8rge for den Dag i Morgen, og bliver De gammel, saa faaer De Pension!”<\/p>\n

“De har det dog bedst!” sagde Copisten, “at sidde og digte, det er jo en Forn\u00f8ielse! hele Verden siger Dem Behageligheder, og saa er De Deres egen Herre! jo, De skulde pr\u00f8ve, at sidde i Retten med de trivielle Sager!”<\/p>\n

Digteren rystede med Hovedet, Copisten rystede ogsaa med Hovedet, hver beholdt sin Mening og saa skiltes de ad.<\/p>\n

“Det er et eget Folkef\u00e6rd, de Poeter!” sagde Copisten, “jeg gad nok pr\u00f8ve paa at gaae ind i saadan en Natur, selv blive en Poet, jeg er vis paa, at jeg ikke skulde skrive saadanne Klynkevers, som de andre! – – Det er ret en Foraarsdag for en Digter! Luften er saa us\u00e6dvanlig klar, Skyerne saa smukke, og der er en Duft ved det Gr\u00f8nne! ja, i mange Aar har jeg ikke f\u00f8lt det, som i dette \u00d8ieblik.”<\/p>\n

Vi m\u00e6rke allerede at han er blevet Digter; at antyde dette, vil i de fleste Tilf\u00e6lde v\u00e6re, hvad Tydskeren kalder “abgeschmackt”, det er en taabelig Forestilling, at t\u00e6nke sig en Digter anderledes end andre Mennesker, der kan mellem disse v\u00e6re langt mere poetiske Naturer, end mangen stor erkjendt Digter er det; Forskjellen bliver kun, at Digteren har en bedre aandelig Hukommelse, han kan holde paa Ideen og F\u00f8lelsen til den klart og tydeligt er legemliggjort ved Ordet, det kunne de Andre ikke. Men at gaae over fra en hverdags Natur til en begavet er altid en Overgang, og saaledes maa den blive i\u00f8inefaldende hos Copisten.<\/p>\n

“Den deilige Duft!” sagde han, “hvor minder den mig ikke om Violerne hos Tante Lone! Ja, det var da jeg var en lille Dreng! Herre Gud, det har jeg i mange Tider ikke t\u00e6nkt paa! den gode gamle Pige! hun boede der omme bag B\u00f8rsen. Altid havde hun en Qvist eller et Par gr\u00f8nne Skud i Vand, Vinteren maatte v\u00e6re saa str\u00e6ng den vilde. Violerne duftede, mens jeg lagde de opvarmede Kobberskillinger paa den frosne Rude og gjorde Kighuller. Det var et artigt Perspectiv, Udenfor i Canalen laae Skibene indefrosne, forladte af hele Mandskabet, en skrigende Krage var da hele Bes\u00e6tningen; men naar saa Foraaret luftede, saa blev der travlt; under Sang og Hurraraab saugede man Isen itu, Skibene bleve tj\u00e6rede og taklede, saa foer de til fremmede Lande; jeg er blevet her, og maa altid blive, altid sidde paa Politikammeret og see de Andre tage Pas til at reise udenlands, det er min Lod! O, ja!” sukkede han dybt, men standsede i det samme pludselig. “Herre Gud, hvad gaaer der dog af mig! saadan har jeg aldrig f\u00f8r t\u00e6nkt eller f\u00f8lt! Det maa v\u00e6re Foraarsluften! det er baade \u00e6ngsteligt og behageligt!” Han greb i Lommen til sine Papirer. “Disse give mig andet at t\u00e6nke paa!” sagde han og lod \u00d8inene glide hen over det f\u00f8rste Blad. “Fru Sigbrith, original Tragedie i fem Acter,” l\u00e6ste han, “hvad er det! og det er jo min egen Haand. Har jeg skrevet den Tragedie? Intriguen paa Volden eller store Bededag, Vaudeville. – Men hvor har jeg faaet den? Man maa have puttet mig det i Lommen, her er et Brev?” ja, det var fra Theater-Directionen, Stykkerne vare forkastede og Brevet selv var slet ikke h\u00f8fligt stilet. “Hm! hm!” sagde Copisten, og satte sig ned paa en B\u00e6nk; hans Tanke var saa elastisk, hans Hierte saa bl\u00f8dt; uvilkaarligt greb han en af de n\u00e6rmeste Blomster, det var en simpel lille Gaaseurt; hvad Botanikeren f\u00f8rst giennem mange Forel\u00e6sninger siger os, forkyndte den i eet Minut; den fortalte Mythen om sin F\u00f8dsel, den fortalte om Sollysets Magt, der udsp\u00e6ndte de fine Blade og tvang dem til at dufte, da t\u00e6nkte han paa Livets Kampe, der ligedan v\u00e6kke F\u00f8lelserne i vort Bryst. Luft og Lys var Blomstens Beilere, men Lyset var den begunstigede, efter Lyset b\u00f8iede den sig, forsvandt dette, da rullede den sine Blade sammen og sov ind under Luftens Omarmelse. “Det er Lyset der smykker mig!” sagde Blomsten; “men Luften lader dig aande!” hviskede Digterstemmen.<\/p>\n

T\u00e6t ved stod en Dreng og slog med sin Stok i en muddret Gr\u00f8ft, Vanddraaberne st\u00e6nkede op imellem de gr\u00f8nne Grene, og Copisten t\u00e6nkte paa de Millioner Infusions Dyr, der i Draaberne bleve kastede i en H\u00f8ide, der efter deres St\u00f8rrelse var for dem, som det vilde v\u00e6re for os at hvirvles h\u00f8it over Skylinien. Idet Copisten t\u00e6nkte herpaa og paa hele den Forandring, der var foregaaet med ham smilede han: “jeg sover og dr\u00f8mmer!” m\u00e6rkv\u00e6rdigt er det alligevel, hvor man dog kan dr\u00f8mme naturligt og selv vide, at det kun er en Dr\u00f8m. Gid jeg imorgen kunde huske det, naar jeg vaagner; nu synes jeg at v\u00e6re ganske us\u00e6dvanlig oplagt! jeg har et klart Blik over Alting, f\u00f8ler mig saa opvakt, men jeg er vis paa, at naar jeg imorgen husker noget af det, saa er det Vr\u00f8vl, det har jeg pr\u00f8vet f\u00f8r! Det gaaer med alt det Kloge og Pr\u00e6gtige man h\u00f8rer og siger i Dr\u00f8mme, som med de Underjordiskes Guld: idet man faaer det, er det rigt og herligt, men seet ved Dagen, kun Stene og visne Blade: “Ak,” sukkede han ganske veemodig og saae paa de syngende Fugle, der nok saa forn\u00f8iede hoppede fra Green til Green. “De har det meget bedre end jeg! flyve, det er en deilig Kunst, lykkelig den, som er f\u00f8dt med den! ja skulde jeg gaae over i noget, saa skulde det v\u00e6re saadan en lille L\u00e6rke!”<\/p>\n

I det samme slog Kjoleskj\u00f8der og \u00c6rmer sammen i Vinger, Kl\u00e6derne bleve Fjer og Kaloskerne Kl\u00f8er; han m\u00e6rkede det meget godt og loe indvortes: “saa, nu kan jeg da see, jeg dr\u00f8mmer! men saa naragtigt har jeg aldrig gjort det f\u00f8r;” og han fl\u00f8i op i de gr\u00f8nne Grene og sang, men der var ikke Poesi i Sangen, thi Digternaturen var borte; Kaloskerne kunde, som enhver der gj\u00f8r noget til Gavns, kun gj\u00f8re een Ting af Gangen, han vilde v\u00e6re Digter, det blev han, nu vilde han v\u00e6re en lille Fugl, men ved at blive denne, oph\u00f8rte den forrige Eiendommelighed.<\/p>\n

“Det er artigt nok,” sagde han, “om Dagen sidder jeg paa Politikammeret mellem de solideste Afhandlinger, om Natten kan jeg dr\u00f8mme at flyve som L\u00e6rke i Frederiksberghave, der kunde s’gu’ skrives en heel Folkecomedie derom!”<\/p>\n

Nu fl\u00f8i han ned i Gr\u00e6sset, dreiede Hovedet om til alle Sider og slog med N\u00e6bet paa de smidige Gr\u00e6sstraae, der i Forhold til hans n\u00e6rv\u00e6rende St\u00f8rrelse syntes store, som Nord-Afrikas Palmegrene.<\/p>\n

Det var kun et \u00d8ieblik og det blev kulsort Nat omkring ham; en, som han syntes, uhyre Gjenstand, blev kastet hen over ham, det var en stor Kasket, som en Dreng fra Nyboder kastede over Fuglen, en Haand kom ind og greb Copisten om Ryg og Vinger, saa han peeb; i f\u00f8rste Forskr\u00e6kkelse raabte han h\u00f8it! “Din uforskammede Hvalp! Jeg er Copist i Politikamret!” men det l\u00f8d for Drengen som et pipipi! han slog Fuglen paa N\u00e6bet og vandrede afsted.<\/p>\n

I Alleen m\u00f8dte han to Skoledrenge af den dannede Classe, det vil sige, som Mennesker betragtet, som Aander vare de i Skolens nederste; de kj\u00f8bte Fuglen for otte Skilling, og saaledes kom Copisten til Kj\u00f8benhavn, hjem til en Familie i Gothersgaden.<\/p>\n

“Det er godt, jeg dr\u00f8mmer!” sagde Copisten, “ellers blev jeg s’gu’ vred! f\u00f8rst var jeg Poet, nu en L\u00e6rke! ja det var da Poet-Naturen, der fik mig over i det lille Dyr! Det er dog en ynkelig Ting, is\u00e6r naar man falder i H\u00e6nderne paa nogle Drenge. Jeg gad nok vide, hvorledes dette l\u00f8ber af!”<\/p>\n

Drengene f\u00f8rte ham ind i en meget elegant Stue; en tyk leende Frue tog imod dem, men hun var slet ikke forn\u00f8iet med, at den simple Markfugl, som hun kaldte L\u00e6rken, kom med ind, dog for i Dag vilde hun lade det gaae, og de maatte s\u00e6tte den i det tomme Buur, som stod ved Vinduet: “det kan maaskee forn\u00f8ie Poppedreng!” tilf\u00f8iede hun og loe hen til en stor gr\u00f8n Papeg\u00f8ie, der gyngede fornemt i sin Ring i det pr\u00e6gtige Messingbuur. “Det er Poppedrengs Geburtsdag!” sagde hun dum naiv, “derfor vil den lille Markfugl gratulere!”<\/p>\n

Poppedreng svarede ikke et eneste Ord, men gyngede fornemt frem og tilbage, derimod begyndte en smuk Canarifugl, der sidste Sommer var bragt hertil fra sit varme, duftende F\u00e6dreland, h\u00f8it at synge.<\/p>\n

“Skraalhals!” sagde Fruen og kastede et hvidt Lommet\u00f8rkl\u00e6de over Buret.<\/p>\n

“Pipi!” sukkede den, “det var et skr\u00e6kkeligt Sneeveir!” og med dette Suk taug den.<\/p>\n

Copisten, eller, som Fruen sagde, Markfuglen, kom i et lille Buur t\u00e6t op til Canarifuglen, ikke langt fra Papeg\u00f8ien. Den eneste menneskelige Tirade, Poppedreng kunde frempluddre, og som tidt faldt ret komik, var den: “nei, lad os nu v\u00e6re Mennesker!” Alt det \u00f8vrige den skreg, var ligesaa uforstaaeligt, som Kanarifuglens Qviddren, kun ikke for Copisten, der nu selv var en Fugl; han forstod inderligt godt Kammeraterne.<\/p>\n

“Jeg fl\u00f8i under den gr\u00f8nne Palme og det blomstrende Mandeltr\u00e6!” sang Canarifuglen, “jeg fl\u00f8i med mine Br\u00f8dre og S\u00f8stre henover de pr\u00e6gtige Blomster og over den glasklare S\u00f8, hvor Planterne nikkede paa Bunden. Jeg saae ogsaa mange deilige Papeg\u00f8ier, der fortalte de moersomste Historier, saa lange og saa mange!”<\/p>\n

“Det var vilde Fugle;” svarede Papeg\u00f8ien, “de havde ingen Dannelse. Nei, lad os nu v\u00e6re Mennesker! – Hvorfor leer du ikke? Naar Fruen og alle de Fremmede kan lee deraf, saa kan du ogsaa. Det er en stor Mangel, ikke at kunne goutere det Moersomme. Nei, lad os nu v\u00e6re Mennesker!”<\/p>\n

“O husker du de smukke Piger, som dandsede under det udsp\u00e6ndte Telt, ved de blomstrende Tr\u00e6er? Husker Du de s\u00f8de Frugter og den kj\u00f8lende Saft i de vildt voxende Urter?”<\/p>\n

“O ja!” sagde Papeg\u00f8ien, “men her har jeg det langt bedre! jeg har god Mad og en intim Behandling; jeg veed, jeg er et godt Hoved, og mere forlanger jeg ikke. Lad os nu v\u00e6re Mennesker! Du er en Digtersj\u00e6l, som de kalde det, jeg har grundige Kundskaber og Vittighed, du har dette Genie, men ingen Besindighed, gaaer op i disse h\u00f8ie Naturtoner, og derfor d\u00e6kke de dig til. Det byde de ikke mig, nei, for jeg har kostet dem noget mere! jeg imponerer med N\u00e6bet og kan slaae en “Witz”: nei lad os nu v\u00e6re Mennesker!”<\/p>\n

“O mit varme, blomstrende F\u00e6dreneland!” sang Canarifuglen, “jeg vil synge om dine m\u00f8rkegr\u00f8nne Tr\u00e6er, om dine stille Havbugter, hvor Grenene kysse den klare Vandflade, synge om alle mine glimrende Br\u00f8dres og S\u00f8stres Jubel, hvor “\u00d8rkenens Plantekilder” groe!”<\/p>\n

“Lad dog bare v\u00e6re med de elegiske Toner!” sagde Papeg\u00f8ien. “Siig noget man kan lee af! Latter er Tegn paa det h\u00f8ieste aandelige Standpunkt. See om en Hund eller Hest kan lee! nei, gr\u00e6de kan den, men lee, det er alene givet Menneskene. Ho, ho, ho!” loe Poppedreng og tilf\u00f8iede sin Vitz: “Lad os nu v\u00e6re Mennesker.”<\/p>\n

“Du lille graa danske Fugl,” sagde Canarifuglen, “Du er ogsaa blevet Fange! der er vist koldt i dine Skove, men der er dog Frihed, flyv ud! De har glemt at lukke for dig; det \u00f8verste Vindue staaer aabent. Flyv, flyv!”<\/p>\n

Instinctm\u00e6ssigt adl\u00f8d Copisten og var ude af Buret; i det samme knagede den halvaabne D\u00f8r ind til det n\u00e6ste V\u00e6relse, og smidig, med gr\u00f8nne, funklende \u00d8ine, sneg Huuskatten sig ind og gjorde Jagt paa ham. Canarifuglen flagrede i Buret, Papeg\u00f8ien slog med Vingerne og raabte: “Lad os nu v\u00e6re Mennesker!” Copisten f\u00f8lte den d\u00f8deligste Skr\u00e6k og fl\u00f8i afsted igjennem Vinduet, over Huse og Gader: tilsidst maatte han hvile sig lidt.<\/p>\n

Gjenboens Huus havde noget hjemligt; et Vindue stod aabent, han fl\u00f8i derind, det var hans eget V\u00e6relse; han satte sig paa Bordet.<\/p>\n

“Lad os nu v\u00e6re Mennesker!” sagde han uvilkaarligt efter Papeg\u00f8ien, og i samme \u00d8ieblik var han Copisten, men han sad paa Bordet.<\/p>\n

“Gud bevar’ os!” sagde han, “hvor er jeg kommet her op og saaledes faldet i S\u00f8vn! det var ogsaa en urolig Dr\u00f8m jeg havde. Noget dumt T\u00f8i var den hele Historie!”<\/p>\n

VI. Det Bedste Kaloskerne bragte.<\/p>\n

Dagen efter, i den tidlige Morgenstund, da Copisten endnu laae i Sengen, bankede det paa hans D\u00f8r, det var Naboen i samme Etage, en ung Theolog; han traadte ind.<\/p>\n

“Laan mig dine Kalosker,” sagde han, “der er saa vaadt i Haven, men Solen skinner deiligt, jeg vilde nok ryge en Pibe dernede.”<\/p>\n

Kaloskerne fik han paa og var snart nede i Haven, der eiede et Blomme- og et P\u00e6retr\u00e6. Selv en saa lille Have, som denne var, gjelder inde i Kj\u00f8benhavn for en stor Herlighed.<\/p>\n

Theologen gik op og ned i Gangen; Klokken var kun sex; ude fra Gaden klang et Posthorn.<\/p>\n

“O, reise! reise!” udbr\u00f8d han, “det er dog det lykkeligste i Verden! det er mine \u00d8nskers h\u00f8ieste Maal! da vilde denne Uro, jeg f\u00f8ler, stilles. Men langt bort skulde det v\u00e6re! jeg vilde see det herlige Schweitz, reise i Italien og -”<\/p>\n

Ja, godt var det at Kaloskerne virkede lige strax, ellers var han kommet omkring alt for meget baade for sig selv og os Andre. Han reiste. Han var midt inde i Schweitz, men med otte Andre pakket ind i det Inderste af en Diligence; ondt i Hovedet havde han, tr\u00e6t i Nakken f\u00f8lte han sig, og Blodet var sjunket ham ned i Benene, der ophovnede, klemtes af St\u00f8vlerne. Han sv\u00e6vede mellem en blundende og en vaagen Tilstand. I sin Lomme til H\u00f8ire havde han Creditivet, i sin Lomme til Venstre Passet og i en lille Skindpung paa Brystet nogle fastsyede Louisd’orer; hver Dr\u00f8m forkyndte, at en eller anden af disse Kostbarheder var tabt, og derfor foer han feberagtig op, og den f\u00f8rste Bev\u00e6gelse, Haanden gjorde, var en Trekant fra H\u00f8ire til Venstre og op mod Brystet, for at f\u00f8le om han havde dem eller ei. Parapluier, Stokke og Hatte gyngede i N\u00e6ttet oven over, og forhindrede saa temmeligt Udsigten, der var h\u00f8ist imponerende, han skottede til den, medens Hjertet sang, hvad i det mindste een Digter, vi kjende, har sjunget i Schweitz, men ikke til Dato ladet trykke:<\/p>\n

Ja, her er saa smukt, som Hjertet vil,
\nJeg \u00f8iner Montblanc, min Kj\u00e6re.
\nGid bare Pengene vil slaae til,
\nAk, saa var her godt at v\u00e6re!<\/p>\n

Stor, alvorlig og m\u00f8rk var den hele Natur rundt om. Granskovene syntes Lyngtoppe paa de h\u00f8ie Klipper, hvis Top skjultes i Skytaagen; nu begyndte det at snee; den kolde Vind bl\u00e6ste.<\/p>\n

“Uh!” sukkede han, “gid vi vare paa den anden Side af Alperne, saa var det Sommer og saa havde jeg h\u00e6vet Penge paa mit Creditiv; den Angst, jeg er i for disse, gj\u00f8r at jeg ikke nyder Schweitz, o, gid jeg var paa den anden Side!”<\/p>\n

Og saa var han paa den anden Side; dybt inde i Italien var han, mellem Florents og Rom. S\u00f8en Tracymenes laae i Aftenbelysning, som et flammende Guld, mellem de m\u00f8rkeblaa Bjerge; her, hvor Hannibal slog Flaminius, holdt nu Viinrankerne hinanden fredeligt i de gr\u00f8nne Fingre; yndige halvn\u00f8gne B\u00f8rn vogtede en Flok kulsorte Sviin under en Gruppe duftende Laurb\u00e6rtr\u00e6er ved Veien. Kunde vi ret give dette Malerie, Alle vilde juble: “Deilige Italien!” men det sagde slet ikke Theologen eller een eneste af hans Reisef\u00e6ller inde i Veturinens Vogn.<\/p>\n

I tusindeviis fl\u00f8i giftige Fluer og Myg ind til dem, forgj\u00e6ves pidskede de omkring sig med en Myrthegreen, Fluerne stak alligevel; ikke eet Menneske var der i Vognen, uden at jo hans Ansigt var opsvulmet og blodigt af Bid. De stakkels Heste saae ud, som Aadsler, Fluerne sad i store Kager paa dem, og kun \u00f8ieblikkelig hjalp det, at Kudsken steg ned og skrabede Dyrene af. Nu sank Solen, en kort, men isnende Kulde gik igjennem hele Naturen, det var som Gravhvelvingens kolde Luftning paa en heed Sommerdag, men rundt om fik Bjerge og Skyer den forunderlige gr\u00f8nne Tone, som vi finde paa enkelte gamle Malerier, og naar vi ikke have oplevet et saadant Farvespil i Syden, finde unaturlig. Det var et herligt Skue, men – Maven var tom, Legemet tr\u00e6t, al Hjertets L\u00e6ngsel dreiede sig efter et Natteqvarteer; men hvorledes vilde dette blive? Man saae langt inderligere efter dette, end efter den skj\u00f8nne Natur.<\/p>\n

Veien gik gjennem en Olivenskov, det var som kj\u00f8rte han i Hjemmet mellem knudrede Pile, her laae det eensomme Vertshuus. En halvsnees tiggende Kr\u00f8blinger havde leiret sig udenfor, den raskeste af dem saae ud, for at bruge et marryatsk Udtryk, som “Hungerens \u00e6ldste S\u00f8n, der havde naaet sin Myndigheds Alder,” de Andre vare enten blinde, havde visne Been og kr\u00f8b paa H\u00e6nderne, eller indsvundne Arme med fingerl\u00f8se H\u00e6nder. Det var ret Elendigheden trukken frem af Pjalterne. “Eccellenza, miserabili!” sukkede de og strakte de syge Lemmer frem. Vertinden selv med bare F\u00f8dder, uredt Haar og kun if\u00f8rt en smudsig Bluse, tog imod Gj\u00e6sterne. D\u00f8rene vare bundne sammen med Seglgarn; Gulvet i V\u00e6relserne fremb\u00f8d en halv oprodet Brol\u00e6gning med Muurstene; Flagermuus fl\u00f8i hen under Loftet, og Stanken herinde – –<\/p>\n

“Ja, vil hun d\u00e6kke nede i Stalden!” sagde een af de Reisende, “dernede veed man dog hvad det er man indaander!”<\/p>\n

Vinduerne bleve aabnede, for at der kunde komme lidt frisk Luft, men hurtigere end denne kom de visne Arme ind og den evige Klynken: miserabili, Eccellenza! Paa V\u00e6ggene stode mange Inskriptioner, Halvdelen var imod bella Italia!<\/p>\n

Maden blev bragt frem; der var en Suppe af Vand, kryddret med Peber og harsk Olie. Denne sidste spillede Hovedrollen ved Salaten; ford\u00e6rvede \u00c6g og stegte Hanekamme vare Pragtretterne; selv Vinen havde Afsmag, det var en sand Mixtur.<\/p>\n

Til Natten bleve Kufferterne stillede op for D\u00f8ren; een af de Reisende havde Vagt, medens de Andre sov; Theologen var den Vagthavende; o hvor kvalmt var der ikke herinde! Heden trykkede, Myggene surrede og stank, miserabili udenfor klynkede i S\u00f8vne.<\/p>\n

“Ja, reise er godt nok!” sukkede Theologen, “havde man bare intet Legeme! kunde dette hvile og Aanden derimod flaggre. Hvor jeg kommer, er der et Savn, der trykker Hjertet; noget bedre, end det \u00d8ieblikkelige, er det jeg vil have; ja noget bedre, det Bedste, men hvor og hvad er det! jeg veed i Grunden nok, hvad jeg vil, jeg vil til et lykkeligt Maal, det Lykkeligste af Alle!”<\/p>\n

Og i det Ordet var udtalt, var han i Hiemmet; de lange hvide Gardiner hang ned for Vinduet og midt paa Gulvet stod den sorte Liigkiste, i den laae han i sin stille D\u00f8dss\u00f8vn, hans \u00d8nske var opfyldt, Legemet hvilte, Aanden reiste. Priis Ingen lykkelig, f\u00f8r han er i sin Grav, var Solons Ord, her fornyedes Bekr\u00e6ftelsen.<\/p>\n

Ethvert Liig er Ud\u00f8delighedens Sphinx; heller ikke Sphinxen her paa den sorte Sarkophag besvarede for os, hvad den Levende to Dage forud havde nedskrevet:<\/p>\n

Du st\u00e6rke D\u00f8d, din Taushed v\u00e6kker Gru;
\nDit Spor er jo kun Kirkegaardens Grave.
\nSkal Tankens Jakobs-Stige gaae itu?
\nStaaer jeg kun op, som Gr\u00e6s i D\u00f8dens Have?<\/p>\n

Vor st\u00f8rste Liden tidt ei Verden seer!
\nDu, som var ene, lige til det sidste,
\nI Verden meget trykker Hjertet meer,
\nEnd Jorden, som de kaste paa din Kiste!<\/p>\n

To Skikkelser bev\u00e6gede sig i V\u00e6relset; vi kjende dem begge: det var Sorgens Fee og Lykkens Udsendte; de b\u00f8iede sig over den D\u00f8de.<\/p>\n

“Seer Du,” sagde Sorgen, “hvad Lykke bragte vel dine Kalosker Menneskeheden?”<\/p>\n

“De bragte i det mindste ham, som blunder her, et varigt Gode!” svarede Gl\u00e6den.<\/p>\n

“O nei!” sagde Sorgen; “Selv gik han bort, han blev ikke kaldet! hans aandelige Kraft her var ikke st\u00e6rk nok til at h\u00e6ve de Skatte hist, som han efter sin Bestemmelse, maa h\u00e6ve! Jeg vil vise ham en Velgjerning!”<\/p>\n

Og hun tog Kaloskerne af hans F\u00f8dder; da var D\u00f8dss\u00f8vnen endt, den Gjenoplevede reiste sig. Sorgen forsvandt, men ogsaa Kaloskerne; hun har vist betragtet dem som sin Eiendom.<\/p>\n

\u00a0Indeks over H.C. Andersens eventyr \u2014\u00a0Index of Hans Christian Andersen Fairy tales<\/a><\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

H.C. Andersen – Hans Christian Andersen eventyr Lykkens Kalosker. (\u00c6ldste form) \u2013 Illustration \u2013 The Goloshes of Fortune Et Eventyr. I. En Begyndelse Enhver Forfatter har i sin Skrive- og Fremstillingsmaade noget S\u00e6regent; de som ikke ynde ham pege strax paa dette, tr\u00e6kke paa Skuldrene og sige: “Der har vi ham igjen!” Jeg veed meget … L\u00e6s mere Lykkens Kalosker<\/span><\/a><\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"parent":0,"menu_order":0,"comment_status":"closed","ping_status":"closed","template":"","meta":{"footnotes":"","_links_to":"","_links_to_target":""},"class_list":["post-1467","page","type-page","status-publish","hentry"],"aioseo_notices":[],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1467","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages"}],"about":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/page"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=1467"}],"version-history":[{"count":5,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1467\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":78247,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1467\/revisions\/78247"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=1467"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}