{"id":1457,"date":"2012-03-20T14:54:03","date_gmt":"2012-03-20T13:54:03","guid":{"rendered":"http:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/?page_id=1457"},"modified":"2016-01-07T09:57:57","modified_gmt":"2016-01-07T08:57:57","slug":"iisjomfruen","status":"publish","type":"page","link":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/?page_id=1457","title":{"rendered":"Iisjomfruen"},"content":{"rendered":"

H.C. Andersen – Hans Christian Andersen eventyr<\/strong><\/p>\n

Iisjomfruen<\/strong> \u2013 Illustration<\/a> \u2013 The Ice Maiden<\/a><\/p>\n

1862<\/strong><\/p>\n

I. Lille Rudy.<\/p>\n

Lad os bes\u00f8ge Schweiz, lad os see os om i det herlige Bjergland, hvor Skovene voxe op ad de steile Klippev\u00e6gge; lad os stige op paa de blendende Sneemarker, og igjen gaae ned i de gr\u00f8nne Enge, hvor Floder og B\u00e6kke bruse afsted, som vare de bange for, at de ikke tidsnok skulle naae Havet og forsvinde. Solen br\u00e6nder i den dybe Dal, den br\u00e6nder ogsaa oppe paa de tunge Sneemasser, saa at de i Aaringerne smelte sammen til skinnende Iisblokke og blive rullende Laviner, optaarnede Gletschere. To saadanne ligge i de brede Fjeldkl\u00f8fter under “Schreckhorn” og “Wetterhorn”, ved den lille Bjergby Grindelwald; m\u00e6rkelige ere de at see, og derfor komme, i Sommertiden, mange Fremmed herhid fra alle Verdens Lande; de komme over de h\u00f8ie, sneebed\u00e6kkede Bjerge, de komme nede fra de dybe Dale, og da maae de i flere Timer stige, og alt som de stige, s\u00e6nker Dalen sig dybere, de see ned i den, som saae de fra en Luftballon. Foroven h\u00e6nge tidt Skyerne som tykke, tunge R\u00f8ggardiner om Bjergspidserne, medens nede i Dalen, hvor de mange brune Tr\u00e6huse ligge spredte, endnu en Solstraale lyser, og l\u00f8fter frem en Plet i straalende Gr\u00f8nt, som var den transparent. Vandet bruser, summer og suser dernede, Vandet risler og klinger foroven, det seer ud der som flagrende S\u00f8lvbaand ned over Klippen.<\/p>\n

Paa begge Sider af Veien herop ligge Bj\u00e6lkehuse, hvert Huus har sin lille Kartoffelhave, og den er en N\u00f8dvendighed, thi her inden D\u00f8re ere mange Munde, her er fuldtop af B\u00f8rn, og disse kunne nok t\u00e6re deres Foder; fra alle Husene mylre de frem, tr\u00e6nge sig om de Reisende, enten disse komme tilfods eller tilvogns; hele B\u00f8rneflokken driver Handel; de Smaa falbyde og s\u00e6lge nydeligt udskaarne Tr\u00e6huse, som man seer dem byggede her i Bjergene. Det v\u00e6re nu Regnveir eller Solskin, B\u00f8rnevrimlen kommer frem med sine Varer.<\/p>\n

For nogle og tyve Aar siden stod her, een og anden Gang, men altid noget fjernet fra de andre B\u00f8rn, en lille Dreng, der ogsaa vilde handle; han stod med et saa alvorligt Ansigt og med begge H\u00e6nder fast om sin Spaan\u00e6ske, som vilde han dog ikke slippe den; men just denne Alvor, og at Fyren var saa lille, var Aarsag til at han just blev bem\u00e6rket, ja kaldet paa, og tidt gjorde den bedste Handel, selv vidste han ikke hvorfor. H\u00f8iere oppe paa Bjerget boede hans Morfa’er, der snittede de fine, nydelige Huse, og deroppe i Stuen stod et gammelt Skab, fuldt op af den Slags Udsk\u00e6ringer, der vare N\u00f8ddekn\u00e6kkere, Knive, Gafler og \u00c6sker med deiligt L\u00f8vv\u00e6rk og springende Gemser; der var Alt hvad der kunde gl\u00e6de B\u00f8rne\u00f8ine, men den Lille, Rudby blev han kaldt, saae med st\u00f8rre Lyst og L\u00e6ngsel paa det gamle Gev\u00e6r under bj\u00e6lken, det skulde han engang faae, havde Morfa’er sagt, men han maatte f\u00f8rst blive stor og st\u00e6rk nok til at bruge det.<\/p>\n

Saa lille som Drengen var, blev han dog sat til at passe Gederne, og dersom Det at kunne klattre med dem var at v\u00e6re en god Vogter, ja saa var Rudy en god Vogter; han klattrede endogsaa lidt h\u00f8iere, han holdt af at tage Fuglereder h\u00f8it i Tr\u00e6erne, forvoven og kj\u00e6k var han, men smile saae man ham kun, naar han stod ved det brusende Vandfald, eller naar han h\u00f8rte en Lavine rulle. Aldrig legede han med de andre B\u00f8rn; han kom kun sammen med dem, naar hans Morfa’er sendte ham ned for at gj\u00f8re Handel, og den syntes Rudy ikke stort om, hellere gad han kravle alene om paa Bjergene, eller sidde hos Morfa’er, og h\u00f8re ham fort\u00e6lle om gammel Tid og om Folkef\u00e6rdet n\u00e6r herved i Meiringen, som han var fra; det Folkef\u00e6rd havde ikke v\u00e6ret der fra Verdens f\u00f8rste Tid, sagde han, de vare vandrede ind; h\u00f8it oppe fra Norden vare de komne, og der boede Sl\u00e6gten, og kaldtes “Svenske”. Det var nu en heel Klogskab at vide Det, og det vidste Rudy, men han fik endnu mere Klogskab ved anden god Omgang, og det var Husets Bes\u00e6tning af Dyresl\u00e6gten. Der var en stor Hund, Ajola, et Arvegods efter Rudys Fader, og der var en Hankat; den is\u00e6r havde meget at betyde for Rudy, den havde l\u00e6rt ham at klattre.<\/p>\n

“Kom med ud paa Taget!” havde Katten sagt, og det ganske tydeligt og forstaaeligt, thi naar man er Barn og endnu ikke kan tale, forstaaer man udm\u00e6rket H\u00f8ns og \u00c6nder, Katte og Hunde, de tale os lige saa forstaaeligt som Fader og Moder tale, man maa bare v\u00e6re rigtig lille; selv Bedstefaders Stok kan da vrinske, blive til Hest, med Hoved, Been og Hale. For nogle B\u00f8rn slipper denne Forstaaen sildigere, end for andre, og om disse siger man, at de ere langt tilbage, ere grumme l\u00e6nge B\u00f8rn. Man siger saa Meget!<\/p>\n

“Kom med, lille Rudy, ud paa Taget!” var Noget af det F\u00f8rste, Katten sagde, og Rudy forstod. “Det er Altsammen Indbildninger med at falde ned; man falder ikke, naar man ikke er bange for det. Kom, s\u00e6t din ene Pote saa, din anden saa! tag for Dig med de forreste Poter! hav \u00d8ine i Hovedet, og v\u00e6r smidig i Lemmerne! er der en Kl\u00f8ft, saa spring, og hold Dig fast, det gj\u00f8r jeg!”<\/p>\n

Og det gjorde ogsaa Rudy; derfor sad han saa tidt paa Tagryggen hos Katten, han sad med den i Tr\u00e6toppen, ja h\u00f8it paa Klipperanden, hvor Katten ikke kom.<\/p>\n

“H\u00f8iere! h\u00f8iere!” sagde Tr\u00e6er og Buske. “Seer Du, hvor vi klavre op! hvor h\u00f8it vi naae, hvor vi holde os fast, selv paa den yderste smalle Klippespids!”<\/p>\n

Og Rudy naaede op ad Bjerget, tidt f\u00f8r Solen naaede derop, og der fik han sin Morgendrik, den friske, styrkende Bjergluft, den Drik, som kun Vor Herre kan lave, og Menneskene l\u00e6se Recepten til, og der staaer skrevet: den friske Duft af Bjergets Urter og Dalens Krusemynter og Timian. Alt hvad tungt er, suge de h\u00e6ngende Skyer ind i sig, og saa karter Vindene dem paa Granskovene, Duftens Aand bliver Luft, let og frisk, altid mere frisk; den var Rudys Morgendrik.<\/p>\n

Solstraalerne, Solens Velsignelse bringende D\u00f8ttre, kyssede hans Kinder, og Svimlen stod og lurede, men turde ikke n\u00e6rme sig, og Svalerne nede fra Morfa’ers Huus, der var ikke f\u00e6rre end syv Reder, fl\u00f8i op til ham og Gederne, syngende: “Vi og I! og I og Vi!” Hilsener bragte de hjemmefra, selv fra de to H\u00f8ns, de eneste Fugle i Stuen, med hvilke Rudy dog ikke indlod sig.<\/p>\n

Hvor lille han end var, reist havde han, og ikke saa kort for saadan en lille Purk; f\u00f8dt var han ovre i Canton Wallis og baaren herhen over Bjergene; nylig havde han tilfods bes\u00f8gt det n\u00e6re “Staubbach”, der som et S\u00f8lvsl\u00f8r b\u00f8lger i Luften foran det sneebed\u00e6kkede, blendende hvide Bjerg Jomfruen. Og i Grindelwald havde han v\u00e6ret ved den store Gletscher, men det var en s\u00f8rgelig Historie, der fandt hans Moder sin D\u00f8d, “der havde lille Rudy,” sagde Morfa’er, “faaet Barnelystigheden bl\u00e6st af sig. Da Drengen var ikke Aar endnu, loe han mere end han gr\u00e6d,” havde Moder skrevet, “men fra han sad i Iiskl\u00f8ften var der kommet et ganske andet Sind i ham.” Morfa’er talte ellers ikke meget derom, men paa hele Bjerget vidste man Besked.<\/p>\n

Rudys Fader havde, som vi veed, v\u00e6ret Postkarl; den store Hund i Stuen havde altid fulgt ham paa Farten over Simplon, ned til Genfers\u00f8en. I Rhonedalen i Canton Wallis boede endnu Rudys Sl\u00e6gt paa Faders Side, Farbro’er var en dygtig Gemsej\u00e6ger og en velbekjendt F\u00f8rer; Rudy var kun et Aar gammel, da han mistede sin Fader, og Moderen vilde nu gjerne med sit lille Barn hjem til sin Sl\u00e6gt i Berner-Oberland; nogle Timers Vei fra Grindelwald boede hendes Fader; han snittede i Tr\u00e6 og fortjente derved saa Meget, at han kunde hjelpe sig. I Juni Maaned gik hun, b\u00e6rende sit lille Barn, i Selskab med to Gemsej\u00e6gere, hjemveis hen over Gemmi for at naae Grindelwald. Allerede vare de komne den l\u00e6ngste Vei, havde naaet over H\u00f8iryggen til Sneemarken, saae allerede hendes Hjemstavnsdal, med alle dens kjendte spredte Tr\u00e6huse, der var endnu kun den Besv\u00e6rlighed at gaae over det \u00d8verste af den ene store Gletscher. Sneen laae frisk falden og skjulte en Kl\u00f8ft, ikke ned just til den dybe Bund, hvor Vandet brusede, men dog dybere end Menneskeh\u00f8ide; den unge Kone, der bar sit Barn, gled, sank i og var borte, man h\u00f8rte ikke et Skrig, ikke et Suk, men man h\u00f8rte et lille Barn gr\u00e6de. Der gik hen mere end en Time, f\u00f8r hendes to Ledsagere fik fra det n\u00e6rmeste Huus nedenfor bragt Toug og St\u00e6nger, hvormed de muligt kunde hjelpe, og efter stor Besv\u00e6r bragtes frem af Iiskl\u00f8ften to Liig, som det syntes. Alle Midler bleve anvendte, og det lykkedes at kalde Barnet tillive, men ikke Moderen; og saaledes fik den gamle Morfa’er en Datters\u00f8n i Huset istedetfor en Datter, den Lille, der loe mere end han gr\u00e6d, men det syntes han nu at v\u00e6re bleven v\u00e6nnet af med, den Forandring var nok skeet med ham i Gletscher-Spalten, i den kolde, underlige Iisverden, hvor Sj\u00e6lene af de Ford\u00f8mte ere lukkede ind til Dommens Dag, som Schweizerbonden troer.<\/p>\n

Ikke uligt et brusende Vand, isnet og knuget til gr\u00f8nne Glasblokke, ligger Gletscheren, det ene store Iistykke v\u00e6ltet paa det andet; i Dybden dernede bruser den rivende Str\u00f8m af smeltet Snee og Iis; dybe Huler, m\u00e6gtige Kl\u00f8fter l\u00f8fte sig derinde, et vidunderligt Glaspalads er det, og i dette boer Iisjomfruen, Gletscher-Dronning. Hun, den Dr\u00e6bende, den Knusende, er halv et Luftens Barn, halv Flodens m\u00e6gtige Herskerinde, derfor m\u00e6gter hun at l\u00f8fte sig, med Gemsens Flugt, op paa Sneebjergets \u00f8verste Tinde, hvor de dristigste Bjergstigere maae i Isen hugge sig Trin til Fodf\u00e6ste; hun seiler paa den tynde Granqvist ned ad den rivende Flod, springer der fra Klippeblok til Klippeblok omflagret af sit lange, sneehvide Haar og sin blaagr\u00f8nne Kjortel, der skinner som Vandet i de dybe Schweizers\u00f8er.<\/p>\n

“Knuse, holde fast! min er Magten!” siger hun. “En deilig Dreng stjal man fra mig, en Dreng jeg havde kysset, men ikke kysset tild\u00f8de. Han er igjen imellem Menneskene, han vogter Gederne paa Bjerget, kravler opad, altid opad, bort fra de Andre, ikke fra mig! min er han, jeg henter ham!”<\/p>\n

Og hun bad Svimlen r\u00f8gte hendes \u00c6rende; der var ved Sommertid Iisjomfruen for lummert i det Gr\u00f8nne hvor Krusemynten trives; og Svimlen l\u00f8ftede sig og dukkede sig; der kom een, der kom tre; “Svimlen” har mange S\u00f8stre, en heel Flok; og Iisjomfruen kaarede den St\u00e6rkeste af de Mange, som raade inden D\u00f8re og uden D\u00f8re. De sidde paa Trappegel\u00e6nderet og paa Taarnr\u00e6kv\u00e6rket, de l\u00f8be som et Egern hen ad Fjeldranden, de springe udenfor og tr\u00e6de Luft som Sv\u00f8mmeren tr\u00e6der Vand og lokke deres Offer ud og ned i Afgrunden. Svimlen og Iisjomfruen, Begge gribe de efter Menneskene, som Polypen griber efter Alt hvad der r\u00f8rer sig om den. Svimlen skulde gribe Rudy.<\/p>\n

“Ja grib mig ham!” sagde Svimlen, “jeg m\u00e6gter det ikke! Katten, det Skarn, har l\u00e6rt ham sine Kunster! det Menneskebarn har en Magt for sig, der st\u00f8der mig bort; jeg kan ikke naae den lille Pog, naar han h\u00e6nger paa Grenen ud over Afgrunden, og jeg gad kildre ham under Fodsaalerne, eller give ham en Dukkert i Luften! jeg kan ikke!”<\/p>\n

“Vi kunne det!” sagde Iisjomfruen, “Du eller jeg! jeg! jeg!”<\/p>\n

“Nei, nei!” klang det til dem som var det Bjerg-Eccho af Kirkeklokkernes Klang, men det var Sang, det var Tale, det var et sammensmeltende Chor fra andre Naturaander, milde, kj\u00e6rlige og gode, Solstraalernes D\u00f8ttre; de leire sig hver Aften i Krands paa Bjergtinderne, udbrede deres rosenfarvede Vinger, der, alt som Solen synker, blusse r\u00f8dere og r\u00f8dere, de h\u00f8ie Alper gl\u00f8de, Menneskene kalde det “Alpegl\u00f8den”; naar saa Solen er nede, drage de ind i Fjeldtoppen, i den hvide Snee, sove der til sol staaer op, da komme de atter frem. S\u00e6rligt elske de Blomsterne, Sommerfuglene og Menneskene, og mellem disse havde de s\u00e6rligt udkaaret sig den lille Rudy.<\/p>\n

“I fange ham ikke! I faae ham ikke!” sagde de.<\/p>\n

“St\u00f8rre og st\u00e6rkere har jeg fanget og faaet!” sagde Iisjomfruen.<\/p>\n

Da sang Solens D\u00f8ttre en Sang om Vandringsmanden, som Hvirvelvinden rev Kappen af og f\u00f8rte bort i stormende Flugt; Hylsteret tog Vinden bort, men ikke Manden; “ham kunne I Kraftens B\u00f8rn gribe, men ikke holde; han er st\u00e6rkere, han er aandigere, end selv vi! han stiger h\u00f8iere end Solen, vor Moder! han har Trylleordet, der binder Vind og Vand, saa at de maae tjene og lyde ham. I l\u00f8se den tunge, trykkende V\u00e6gt, og han l\u00f8fter sig h\u00f8iere!”<\/p>\n

Saa deiligt l\u00f8d det klokkeklingende Chor.<\/p>\n

Og hver Morgen skinnede Solstraalerne ind igjennem det lille, eneste Vindue i Morfa’ers Huus, ind paa det stille Barn; Solstraalernes D\u00f8ttre kyssede ham, de vilde opt\u00f8e, opvarme, bringe bort engang de Iiskys, Gletschernes kongelige M\u00f8 havde givet ham, da han i sin d\u00f8de Moders Skj\u00f8d laae i den dybe Iiskl\u00f8ft, og der frelstes, som ved et Under.<\/p>\n

II. Reisen til det nye Hjem.<\/p>\n

Og nu var Rudy otte Aar; hans Farbro’er i Rhonedalen, hiin Side Bjergene, vilde tage Drengen til sig, der kunde han bedre opl\u00e6res og komme frem; det indsaae ogsaa Morfa’er, og gav derfor Slip paa ham.<\/p>\n

Rudy skule afsted. Der var Flere at sige Farvel til, end Morfa’er, der var f\u00f8rst Ajola, den gamle Hund.<\/p>\n

“Din Fader var Postkarl, og jeg var Posthund,” sagde Ajola. “Vi have faret op og ned, jeg kjender Hundene og Menneskene med paa den anden Side Bjergene. At tale meget var ikke min Vane, men nu da vi nok ikke have l\u00e6nge at tale sammen, vil jeg tale lidt mere, end ellers; jeg vil fort\u00e6lle Dig en Historie, som jeg altid har gaaet og tygget paa; jeg kan ikke forstaae den, og det kan Du heller ikke, men det kan nu ogsaa v\u00e6re det Samme, for det har jeg faaet ud af den, at saa ganske rigtigt er det ikke fordeelt i Verden for Hunde eller for Mennesker! ikke Alle ere skabte til at ligge paa Skj\u00f8d eller s\u00f8be Melk; jeg er ikke bleven v\u00e6nnet til det, men jeg har seet en Hundehvalp kj\u00f8re med i Postvogn og der have Menneskeplads, Fruen som var Herskab, eller han Herskabet til, havde Melkeflaske med, som hun gav ham af; Sukkerbr\u00f8d fik han, men gad ikke engang \u00e6de det, snusede kun paa det, og saa aad hun det selv; jeg l\u00f8b i S\u00f8le ved Siden af Vognen, sulten som en Hund kan v\u00e6re det, jeg tyggede paa mine egne Tanker, det var ikke i sin Rigtighed, – men det er der nok Meget som ikke er! Gid Du maa komme paa Skj\u00f8det og kj\u00f8re i Karreet, men det kan man ikke selv lave sig, jeg har ikke kunnet det, hverken ved at gj\u00f8e eller gabe!”<\/p>\n

Det var Ajolas Tale, og Rudy tog den om Halsen og kyssede den lige paa dens vaade Mund, og saa tog han Katten i sine Arme, men den vred sig ved det.<\/p>\n

“Du bliver mig for st\u00e6rk, og mod Dig vil jeg ikke bruge Kl\u00f8er! kravl Du kun over Bjergene, jeg har jo l\u00e6rt Dig at kravle! tro aldrig, at Du falder ned, saa holder Du Dig nok!” Og saa l\u00f8b Katten, for den vilde ikke lade Rudy see, at Sorgen lyste den ud af \u00d8inene.<\/p>\n

H\u00f8nsene l\u00f8b paa Gulvet, den ene havde mistet sin Hale; en Reisende, der vilde v\u00e6re J\u00e6ger, havde skudt Halen af, idet Mennesket tog H\u00f8nen for en Rovfugl.<\/p>\n

“Rudy vil over Bjergene!” sagde den ene H\u00f8ne.<\/p>\n

“Han har altid Jag!” sagde den Anden, “og jeg holder ikke af at tage Afsked!” og saa trippede de af begge To.<\/p>\n

Gederne sagde han ogsaa Level, og de raabte: “Med! med! m\u00e6h!” og det var saa s\u00f8rgeligt.<\/p>\n

Der var af Egnens Folk to flinke F\u00f8rere, som just skulde over Bjergene, de vilde ned paa den anden Side ved Gemmi, dem fulgte Rudy med, og tilfods. Det var en streng Marsch for saadan en lille Fyr, men Kr\u00e6fter havde han, og Mod som ikke kunde blive tr\u00e6t.<\/p>\n

Svalerne fl\u00f8i et Stykke med: “Vi og I! og I og Vi!” sang de. Veien gik over den rivende “L\u00f6tschine”, der i mange smaa Str\u00f8mninger styrter frem fra Grindelwald Gletscherens sorte Kl\u00f8ft. L\u00f8se Tr\u00e6stammer og Steenbrokker tjene her som Bro; nu vare de ovre ved Ellekrattet og begyndte at gaae opad Bjerget, t\u00e6t ved hvor Gletscheren havde l\u00f8snet sig fra Bjergsiden, og saa gik de ud paa Gletscheren over Iisblokke og uden omkring dem; krybe lidt, gaae lidt maatte Rudy; hans \u00d8ine straalede af bare Forn\u00f8ielse, og saa traadte han med sine jernbeslagne Bjergskoe, saa fast som skulde han s\u00e6tte M\u00e6rke hvor han havde gaaet. Den sorte Jordafsats, som Fjeldstr\u00f8mmen havde gydet ud over Gletscheren, gav denne et forkalket Udseende, men den blaagr\u00f8nne, glasagtige Iis skinnede dog frem; de smaa Damme, indd\u00e6mmede af opskruede Iisblokke maatte man uden om, og paa denne Vandring kom man n\u00e6r en stor Steen, der laae gyngende paa Randen af en Iisspalte, Stenen kom ud af Ligev\u00e6gt, faldt, rullede og lod Ecchoet runge nede fra Gletscherens hule, dybe Gange.<\/p>\n

Opad, altid opad gik det; Gletscheren selv strakte sig i H\u00f8iden, som en Flod af vildtoptaarnede Iismasser, klemte mellem steile Klipper. Rudy t\u00e6nkte et \u00d8ieblik paa hvad der var fortalt ham, at han med sin Moder havde ligget nede i een af disse Kulde aandende Kl\u00f8fter, men snart igjen vare saadanne Tanker borte, det var ham som en anden Historie af de mange, han havde h\u00f8rt. Een og anden Gang, naar M\u00e6ndene troede at det var lidt for vanskeligt for den lille Krabat at stige, rakte de ham Haanden, men han var ikke tr\u00e6t, og paa Glatisen stod han fast som en Gemse. Nu kom de ind paa Klippegrund, snart mellem mosl\u00f8se Stene, snart ind imellem lave Graner og igjen ud paa den gr\u00f8nne Gr\u00e6sgang, altid vexlende, altid nyt; rundtom l\u00f8ftede sig Sneebjerge, dem han, som hvert Barn her, kjendte Navnene paa: “Jomfruen”, “Munken” og “Eiger”. Rudy havde aldrig f\u00f8r v\u00e6ret saa h\u00f8it, aldrig f\u00f8r betraadt det udstrakte Sneehav; det laae med de ubev\u00e6gelige Sneeb\u00f8lger, dem Vinden bl\u00e6ste enkelte Fnokke fra, som den bl\u00e6ser Skummet af S\u00f8ens Vande. Gletscher ved Gletscher holde, om man kan sige det, hinanden Haand i Haand, hver er et Glaspalads for Iisjomfruen, hvis Magt og Villie er: at fange og begrave. Solen br\u00e6ndte varmt, Sneen var saa blendende og som oversaaet med hvidblaae, funklende Diamantblink. Utallige Insekter, s\u00e6rligt Sommerfugle og Bier, laae i Masse d\u00f8de paa Sneen, de havde vovet sig for h\u00f8it, eller Vinden baaret dem til de udaandede i denne Kulde. Om Wetterhorn hang ligesom en fiinkartet sort Uldtot, en truende Sky; den s\u00e6nkede sig, bugnende af hvad den gjemte i sig, en “F\u00f6hn”, voldelig i dens Magt, naar den br\u00f8d l\u00f8s. Indtrykket af den hele Vandring, Natteqvarteret heroppe, og Veien videre frem, de dybe Fjeldkl\u00f8fter, hvor Vandet, i en tankesvimlende lang Tid, havde gjennemsavet Steenblokkene, heftede sig uforglemmelig i Rudys Erindring.<\/p>\n

En forladt Steenbygning, hiin Side Sneehavet, gav Ly og L\u00e6 til at overnatte; her fandt de Tr\u00e6kul og Grangrene; Baalet blev snart t\u00e6ndt, Natteleiet lavet, saa godt man kunde det, M\u00e6ndene satte sig om Ilden, r\u00f8g deres Tobak og drak den varme, krydrede Drik, de selv havde lavet; Rudy fik sin Deel, og der blev talt om Alpelandets hemmelighedsfulde V\u00e6sener, om de selsomme K\u00e6mpeslanger i de dybe S\u00f8er, om Natfolket, Sp\u00f8gelseh\u00e6ren, der bar den Sovende gjennem Luften til den vidunderlige sv\u00f8mmede Stad Venedig; den vilde Hyrde, der drev sine sorte Faar henover Gr\u00e6sgangen; havde man ikke seet disse, saa havde man dog h\u00f8rt Lyden af deres Klokker, h\u00f8rt Hjordens uhyggelige Br\u00f8l. Rudy lyttede med Nysgjerrighed, men uden al Frygt, den kjendte han ikke, og idet han lyttede, troede han at fornemme det sp\u00f8gelseagtige, hule Br\u00f8l; ja! det blev meer og mere lydeligt, M\u00e6ndene h\u00f8rte det ogsaa, standsede i deres Tale, lyttede og sagde til Rudy, at han ikke maatte sove.<\/p>\n

Det var en F\u00f8hn der bl\u00e6ste, den voldsomme Stormvind, der kaster sig fra Bjergene ned i Dalen og i sin Voldsomhed kn\u00e6kker Tr\u00e6er, som om de vare R\u00f8r, flytter Bj\u00e6lkehusene fra Flodens ene Bred over til den anden, som vi flytte en Skakbrikke.<\/p>\n

En Time var gaaet, da de sagde Rudy, at nu var det overstaaet, nu kunde han sove, og tr\u00e6t af Marschen sov han, som paa Lovbud.<\/p>\n

Tidligt paa Morgenen br\u00f8de de op. Solen belyste den Dag for Rudy nye Bjerge, nye Gletschere og Sneemarker; de vare traadte ind i Canton Wallis og vare paa hiin Side den Bjergryg, man saae fra Grindelwald, men endnu langt fra det nye Hjem. Andre Bjergkl\u00f8fter, andre Gr\u00e6sgange, Skove og Fjeldstier udfoldede sig, andre Huse, andre Mennesker viste sig, men hvilke Mennesker saae han, Vanskabninger vare de, uhyggelige, fede, hvidgule Ansigter, Halsen et tungt, h\u00e6sligt Kj\u00f8d, h\u00e6ngende posende ud; det var Cretinere, sygeligt sl\u00e6bte de sig frem, og saae med dumme \u00d8ine paa de Fremmede, som kom; Qvinderne saae mest forf\u00e6rdelige ud. Var det Menneskene i det nye Hjem?<\/p>\n

III. Farbro’er.<\/p>\n

I Farbro’ers Huus, hvorhen Rudy kom, saae, Gud skee Lov, Menneskene ud, som Rudy var vant til at see dem; een eneste Cretiner kun var her, en stakkels fjollet Kn\u00f8s, een af disse stakkels Skabninger, der i deres Fattigdom og Forladthed, altid i Canton Wallis, gaae paa Omgang i Familier og blive et Par Maaneder i hvert Huus, stakkels Saperli var just her, da Rudy kom.<\/p>\n

Farbro’er var en kraftig J\u00e6ger endnu, kunde dertil B\u00f8dkerhaandv\u00e6rket; hans Kone en lille, livlig Person med et n\u00e6sten Fugleansigt, \u00d8ine som en \u00d8rn, Halsen lang og ganske dunet.<\/p>\n

Alt var Nyt for Rudy, Paakl\u00e6dning, Skik og Brug, Sproget selv, men dette vilde Barne\u00f8ret snart l\u00e6re at forstaae. Velhavende saae her ud i Forhold til Hjemmet hos Morfa’er. Stuen var st\u00f8rre, de boede i, V\u00e6ggene prangede med Gemsehorn og blankpolerede B\u00f8sser, over D\u00f8ren hang Billedet af Gudsmoder; friske Alperoser og en br\u00e6ndende Lampe stod foran.<\/p>\n

Farbro’er var, som sagt, een af Egnens dygtigste Gemsej\u00e6gere og dertil den meest \u00f8vede og bedste F\u00f8rer. Her i Huset skulde nu Rudy v\u00e6re Kj\u00e6led\u00e6ggen, rigtignok var her alleredeen saadan een, det var en gammel, blind, d\u00f8v Jagthund, som ikke mere kunde gj\u00f8re Gavn, men det havde den gjort; man huskede paa Dyrets Dygtighed i tidligere Aar, og derfor h\u00f8rte det nu med til Familien og skulde have sine gode Dage. Rudy klappede Hunden, men den indlod sig ikke mere med Fremmede, og det var jo endnu Rudy, men ikke l\u00e6nge; han slog snart Rod i Huus og Hjerte.<\/p>\n

“Her er ikke saa slemt i Canton Wallis!” sagde Farbro’er, “Gemser have vi, de d\u00f8e ikke saa snart ud, som Steenbukkene! meget bedre er her end i gammel Tid; hvormeget der end fort\u00e6lles til H\u00e6der for den, vor er dog bedre, her er kommet Hul paa Posen, kommet Lufttr\u00e6k i vor indelukkede Dal. Der kommer altid noget Bedre frem, naar det gamle Afl\u00e6gs falder!” sagde han, og blev Farbro’er rigtig snaksom, da fortalte han om sine Barndomsaar og det lige op i sin Faders kraftigste Tid, da Wallis var, som han kaldte det, en lukket Pose med altfor mange syge Folk, ynkelige Cretinere; “men de franske Soldater kom, de vare de rigtige Doctorer, de sloge strax Sygdommen ihjel og Personerne med. Slaae kunne Franskm\u00e6ndene, slaae et Slag paa mange Maader, og Pigerne kunne ogsaa slaae!” og derved nikkede Farbro’er til sin franskf\u00f8dte Kone og loe. “De Franske kunne slaae i Stenene, saa de give sig! Simplon-Veien have de slaaet i Klipperne, slaaet der en Vei, saa at jeg nu kan sige til et treaars Barn, gaae Du ned i Italien! hold Dig bare til Landeveien, og Ungen finder ned i Italien, naar han holder sig til Landeveien”! og saa sang Farbro’er en fransk Vise og raabte Hurra for Napoleon Bonaparte.<\/p>\n

Da h\u00f8rte Rudy f\u00f8rste Gang om Frankrig, om Lyon, den store Stad ved Rhonefloden, og der havde Farbro’er v\u00e6ret.<\/p>\n

Om ikke mange Aar skulde Rudy nok blive en flink Gemsej\u00e6ger, Anl\u00e6g dertil havde han, sagde Farbro’er, og han l\u00e6rte ham at holde paa en B\u00f8sse, sigte, og skyde den af; han tog ham i Jagttiden med op i Bjergene, lod ham drikke af det varme Gemseblod, for at tage Svimlen fra J\u00e6geren; han l\u00e6rte ham at kjende Tiden, naar, paa de forskjellige Bjergsider, Lavinerne vilde rulle, ved Middagstid eller ved Aftentid, alt som Solen virkede der med sine Straaler; han l\u00e6rte ham ret at give Agt paa Gemserne og l\u00e6re af dem Springet, saa at man faldt paa Benene og stod fast, og var der i Fjeldkl\u00f8ften ikke St\u00f8tte for Foden, saa maatte man see at st\u00f8tte sig med Albuerne, klamre sig fast med Musklerne, man havde i Laar og L\u00e6g; Nakken selv kunde bide fast om n\u00f8digt var. Gemserne vare kloge, stillede deres Forpost ud, men J\u00e6geren maa v\u00e6re klogere, gaae dem af Lugtspor; narre dem kunde han, sin Kjortel og Hat hang han op paa alpestokken, og Gemsen tog Kjolen for Manden. Denne Spas drev Farbro’er en Dag, han med Rudy var paa Jagt.<\/p>\n

Fjeldstien var smal, ja, der var fast slet ingen, en tynd Gesims var det, t\u00e6t ved den svimlende Afgrund. Sneen der laae halv opt\u00f8et, Stenen smuldrede, naar man traadte der, Farbro’er lagde sig derfor ned, saa lang han var, og kr\u00f8b fremad. Hver Steen, der br\u00e6kkede af, faldt, st\u00f8dte mod, sprang og rullede igjen, den gjorde mange Spring fra Klippev\u00e6g mod Klippev\u00e6g, f\u00f8r den kom i Ro i den sorte Dybde. Et hundrede Skridt bag ved Farbro’er stod Rudy paa den yderste faste Klippeknold, og han saae i Luften komme, sv\u00e6vende hen over Farbro’er, en m\u00e6gtig Lammegrib, der med sit Vingeslag vilde kaste den krybende Orm i Afgrunden, for at gj\u00f8re ham til Aadsel. Farbro’er havde kun \u00d8ie paa Gemsen, der med sit unge Kid var tilsyne hiin Side Kl\u00f8ften; Rudy holdt \u00d8ie med Fuglen, forstod hvad den vilde, og derfor havde han Haanden paa B\u00f8ssen for at trykke l\u00f8s; da satte Gemsen i et Spring op, Farbro’er sk\u00f8d, og Dyret var truffet af den dr\u00e6bende Kugle, men Kiddet afsted, som var det pr\u00f8vet og \u00f8vet et heelt Liv i Flugt og Fare. Den uhyre Fugl tog en anden Fart, skr\u00e6kket ved Knaldet; Farbro’er vidste ikke om sin Fare, h\u00f8rte den f\u00f8rst af Rudy.<\/p>\n

Som de nu i bedste Humeur gik paa Hjemveien, og Farbro’er fl\u00f8itede en Vise fra sine Drengeaar, l\u00f8d med Eet en egen Lyd ikke langt borte; de saae til Siderne, de saae opad, og der i H\u00f8iden, paa den skraanende Fjeldafsats, l\u00f8ftede sig Sneed\u00e6kket, det b\u00f8lgede, som naar Vinden farer ind under et udbredt Stykke Linned. B\u00f8lgeh\u00f8iderne kn\u00e6kkedes, som var det Marmorplader, der brast og l\u00f8ste sig i skummende, styrtende Vande, rungende som d\u00e6mpet Tordendr\u00f8n; det var en Lavine, som styrtede, ikke ned over Rudy og Farbro’er, men n\u00e6r, altfor n\u00e6r ved dem.<\/p>\n

“Hold Dig fast, Rudy!” raabte han. “Fast, med alle Kr\u00e6fter!”<\/p>\n

Og Rudy greb om Tr\u00e6stammen t\u00e6tved; Farbro’er klattrede over ham op i Tr\u00e6ets Grene, og holdt sig fast, medens Lavinen rullede mange Favne borte fra dem, men Vindfanget, Stormfinnerne ud fra den, kn\u00e6kkede og br\u00f8d rundtom Tr\u00e6er og Buske, som vare de kun t\u00f8rre R\u00f8r, og kastede dem vidt om. Rudy laae knuget ned mod Jorden; Tr\u00e6stammen, han holdt sig ved, var som savet over, og Kronen kastet et langt Stykke bort; der, mellem de kn\u00e6kkede Grene, laae med knuust Hoved Farbro’er, hans Haand var endnu varm, men Ansigtet ikke til at kjende. Rudy stod bleg og zittrende; det var den f\u00f8rste Skr\u00e6k i hans Liv, den f\u00f8rste R\u00e6dselsstund, han kjendte.<\/p>\n

Med D\u00f8dsbudskab kom han i den sildige Aften, til Hjemmet, der nu var Sorgens Hjem. Hustruen stod uden Ord, uden Taarer, og f\u00f8rst da Liget bragtes, kom Smerten til Udbrud. Den stakkels Cretiner kr\u00f8b i sin Seng, man saae ham ikke den hele Dag, mod Aften kom han til Rudy.<\/p>\n

“Skriv Brev for mig! Saperli kan ikke skrive! Saperli kan gaae med Brev paa Posthuset!”<\/p>\n

“Brev fra Dig?” spurgte Rudy. “Og til hvem?”<\/p>\n

“Til den Herre Christ!”<\/p>\n

“Hvem mener Du dermed?”<\/p>\n

Og den Halvfjollede, som de kaldte Cretineren, saae med et r\u00f8rende Blik paa Rudy, foldede sine H\u00e6nder og sagde saa h\u00f8itideligt og fromt:<\/p>\n

“Jesus Christ! Saperli vil sende ham Brev, bede ham, at Saperli maa ligge d\u00f8d og ikke Mand i Huset her!”<\/p>\n

Og Rudy trykkede hans Haand. “Det Brev naaer ikke derhen! det Brev giver os ham ikke tilbage!”<\/p>\n

Vanskeligt var det for Rudy at forklare ham Umuligheden.<\/p>\n

“Nu er Du Husets St\u00f8tte!” sagde Pleiemoderen, og Rudy blev det.<\/p>\n

IV. Babette.<\/p>\n

Hvem er den bedste Skytte i Canton Wallis? Ja, det vidste Gemserne: “Tag Dig iagt for Rudy!” kunde de sige. “Hvem er den kj\u00f8nneste Skytte?” “Ja, det er Rudy!” sagde Pigerne, men de sagde ikke, “tag Dig iagt for Rudy!” det sagde ikke engang de alvorlige M\u00f8dre; thi han nikkede ligesaa venligt til dem som til de unge Piger, han var saa kj\u00e6k og glad, hans Kinder vare brune, hans T\u00e6nder friske hvide og \u00d8inene skinnede kulsorte, en kj\u00f8n Karl var han og kun tyve Aar. Iisvandet bed ikke koldt paa ham, naar han sv\u00f8mmede; vende sig i Vandet som en Fisk kunde han, klattre som ingen Anden, kl\u00e6be sig fast som en Snegl til Klippev\u00e6ggen, der var gode Muskler og Sener i ham; det viste han ogsaa i Springet, Katten havde f\u00f8rst l\u00e6rt ham det og Gemserne siden. Den bedste F\u00f8rer at betroe sig til var Rudy, han vilde derved kunne samle sig en heel Formue; B\u00f8dkerhaandv\u00e6rket, som Farbro’er ogsaa havde l\u00e6rt ham, havde han ikke Tanke for, hans Lyst og L\u00e6ngsel var at skyde Gemser; det bragte ogsaa Penge ind. Rudy var et godt Partie, som man sagde, vilde han kun ikke see over sin Stand. Han var i Dandsen en Dandser, som Pigerne dr\u00f8mte om, og Een og Anden, vaagne, gik og t\u00e6nkte paa.<\/p>\n

“Mig har han kysset i Dandsen!” sagde Skoleholderens Anette til sin kj\u00e6reste Veninde, men det skulde hun ikke have sagt, selv til sin kj\u00e6reste Veninde. Sligt er ikke let at holde paa, det er som Sand i en hullet Pose, det l\u00f8ber ud; snart, i hvor skikkelig og brav Rudy var, vidste man dog, at han kyssede i Dandsen; og dog havde han slet ikke kysset Den, han helst vilde have kysset.<\/p>\n

“Luur ham!” sagde en gammel J\u00e6ger, “han har kysset Anette, han har begyndt med A og vil nok kysse hele Alphabetet igjennem.”<\/p>\n

Et Kys i en Dands var endnu Alt, hvad der kunde f\u00f8res i Sladderen om Rudy, men kysset havde han Anette, og hun var slet ikke hans Hjertes Blomst.<\/p>\n

Nede ved Bex, mellem de store Valdn\u00f8dtr\u00e6er, t\u00e6t ved en lille rivende Bjergstr\u00f8m, boede den rige M\u00f8ller; Vaaningshuset var en stor Bygning paa tre Stokv\u00e6rk, med smaa Taarne, t\u00e6kkede med Tr\u00e6spaaner og beslagne med Blikplader, som skinnede i Sol- og Maaneskin; det st\u00f8rste Taarn havde til Fl\u00f8i en skinnende Piil, der borede sig gjennem et \u00c6ble, det skulde tyde paa Tells Pileskud. M\u00f8llen tog sig velhavende og pyntelig ud, lod sig baade tegne og beskrive, men M\u00f8llerens Datter lod sig ikke tegne og beskrive, det vilde idetmindste Rudy sige, og dog stod hun tegnet af i hans Hjerte; begge hendes \u00d8ine straalede derinde, saa at der var en heel Ildebrand; den var kommet der lige med Eet, ligesom anden Ildebrand kommer, og det Underligste derved var, at M\u00f8llerens Datter, den nydelige Babette, havde ikke Tanker derom, hun og Rudy havde aldrig talt saa meget som to Ord sammen.<\/p>\n

M\u00f8lleren var rig, den Rigdom gjorde, at Babette sad meget h\u00f8it at naae op til; men Ingenting sidder saa h\u00f8it, sagde Rudy til sig selv, man kan jo naae op til det; man maa klattre, og man falder ikke ned, naar man ikke troer paa det. Den L\u00e6rdom havde han hjemmefra.<\/p>\n

Nu traf det sig, at Rudy havde \u00c6rende i Bex, det var en heel Reise derhen, Jernbanen her var da endnu ikke bragt istand. Fra Rhone-Gletscheren, hen under Simplonbjergets Fod, mellem mange og vexlende Bjergh\u00f8ider, str\u00e6kker sig den brede Wallisdal med sin m\u00e6gtige Flod, Rhonen, der tidt svulmer og skyller hen over Mark og Veie, \u00f8del\u00e6ggende Alt. Mellem Byerne Sion og St. Maurice gj\u00f8r Dalen en Bugt, b\u00f8ier sig som en Albue og bliver nedenfor Maurice saa smal, at den kun har Plads for Flodleiet og den snevre Kj\u00f8revei. Et gammelt Taarn, som Skildvagt for Canton Wallis, der her slutter, staaer paa Bjergsiden og seer hen over den murede Bro til Toldhuset paa den anden Side, der begynder Canton Vaud, og den n\u00e6rmeste der ikke langt fra liggende By er Bex. Herovre, ved hvert Skridt fremad, svumler Alt i Fylde og Frugtbarhed, man er som i en Have af Kastanietr\u00e6er og Valdn\u00f8dtr\u00e6er; hist og her titte Cypresser og Granatblomster frem; sydligt varmt er her, som var man kommen ind i Italien. –<\/p>\n

Rudy naaede Bex, r\u00f8gtede sit \u00c6rende, saae sig om, men ikke en Svend fra M\u00f8llen, end sige Babette, fik han at see. Det var ikke, som det skulde v\u00e6re.<\/p>\n

Det blev Aften, Luften var fyldt med Duft fra den vilde Timian og de blomstrende Linde; der laae ligesom et skinnende, luftblaat Sl\u00f8r om de skovgr\u00f8nne Bjerge, der var udbredt en Stilhed, det var ikke S\u00f8vnens, ikke D\u00f8dens, nei, det var som om den hele Natur holdt sit Aandedr\u00e6t tilbage, som f\u00f8lte den sig stillet, for at dens Billed skulde photographeres paa den blaae Himmelgrund. Hist og her mellem Tr\u00e6erne, hen over den gr\u00f8nne Mark stode St\u00e6nger, der holdt Telegraphtraaden, f\u00f8rt gjennem den stille Dal; op til een af disse heldede sig en Gjenstand, saa ubev\u00e6gelig, at man maatte troe, det var en udgaaet Tr\u00e6bul, men det var Rudy, der stod her ligesaa stille som den hele Omgivelse i dette \u00d8ieblik; han sov ikke, var endnu mindre d\u00f8d, men ligesom der gjennem Telegraphtraaden tidt flyver store Verdensbegivenheder, Livsmomenter af Betydenhed for den Enkelte, uden at Traaden ved en Zittren eller ved en Tone tyder derpaa, saaledes gik der gjennem Rudy Tanker, m\u00e6gtige, overv\u00e6ldende, hans Livs Lykke, hans fra nu af “stadige Tanke”. Hans \u00d8ine vare heftede paa eet Punkt mellem L\u00f8vet, et Lys i M\u00f8llerens Vaaningsstue, hvor Babette boede. Saa stille, som Rudy stod, skulde man troe, at han sigtede for at skyde en Gemse, men selv var han i dette \u00d8ieblik lig Gemsen, der i Minutter kan staae som var den meislet ud af Fjeldet, og pludselig, i det en Steen ruller, gj\u00f8r sit Spring og jager afsted; og det gjorde netop Rudy; der rullede en Tanke.<\/p>\n

“Aldrig fortabe!” sagde han. “Bes\u00f8g i M\u00f8llen! Godaften til M\u00f8lleren, Goddag til Babette. Man falder ikke, naar man ikke troer det! Babette maa dog engang see mig, skal jeg v\u00e6re hendes Mand!”<\/p>\n

Og Rudy loe, var ved godt Mod og gik til M\u00f8llen; han vidste, hvad han vilde, han vilde have Babette.<\/p>\n

Floden med dens hvidgule Vand bruste afsted, Piletr\u00e6er og Linde hang ud over det ilende Vand; Rudy gik ad Stien, og som der staaer i den gamle Barne-Sang:<\/p>\n

“— til M\u00f8llerens Huus,<\/p>\n

Men der var Ingen hjemme<\/p>\n

Uden et lille Katte-Pjus!”<\/p>\n

Stuekatten stod paa Trappen, sk\u00f8d Ryg og sagde: “Miau!” men Rudy havde ikke Tanke for den Tale; han bankede paa; Ingen h\u00f8rte, Ingen lukkede op. “Miau!” sagde Katten. Havde Rudy v\u00e6ret lille, saa havde han forstaaet Dyrenes Sprog og h\u00f8rt, at Katten sagde: “Her er Ingen hjemme!” nu maatte han over paa M\u00f8llen og sp\u00f8rge sig for; der fik han da Besked. Husbond var paa Reise, langveis borte i den Stad Interlaken, “inter Lacus, mellem S\u00f8erne”, som Skolemesteren, Anettes Fader, i sin L\u00e6rdom havde forklaret. Der langveis borte var M\u00f8lleren og Babette med; der var stort Skyttelaug, det begyndte imorgen den Dag og varede hele otte Dage. Schweizerne fra alle tydske Cantoner kom der.<\/p>\n

Stakkels Rudy, kunde man sige, det var ikke den heldigste Tid, han kom til Bex, han kunde vende om igjen, og det gjorde han, tog Veien over St. Maurice og Sion, til sin egen Dal, sine egne Bjerge, men forknyt var han ikke. Da Solen n\u00e6ste Morgen kom op, var hans Humeur for l\u00e6nge siden oppe, det havde aldrig v\u00e6ret nede.<\/p>\n

“Babette er i Interlaken, mange Dagreiser herfra”! sagde han til sig selv. “Det er en lang Vei derhen, vil man gaae ad den slagne Landevei, men det er ikke saa langt, stikker man over Bjergene, og det er just Veien for en Gemsej\u00e6ger! den Vei har jeg gaaet f\u00f8r, derovre er min Hjemstavn, hvor jeg som Lille var hos Morfa’er! og Skyttelaug have de i Interlaken! der vil jeg v\u00e6re den F\u00f8rste, og det vil jeg ogsaa v\u00e6re hos Babette, naar jeg f\u00f8rst har gjort Bekjendtskab!”<\/p>\n

Med sin lette Randsel, S\u00f8ndagsstaden i den, Gev\u00e6r og J\u00e6gertaske, gik Rudy op ad Bjerget, den korte Vei, der dog var temmelig lang, men Skyttelauget var jo f\u00f8rst begyndt i Dag og varede l\u00e6ngere end Ugen ud; i al den Tid blev, havde man sagt, M\u00f8lleren og Babette hos deres Sl\u00e6gtninge i Interlaken. Hen over Gemmi gik Rudy, han vilde ned ved Grindelwald. –<\/p>\n

Sund og glad skred han afsted, opad i den friske, den lette, den styrkende Bjergluft. Dalen sank dybere, Synkredsen blev videre; her en Sneetop, der en Sneetop, og snart den skinnende hvide Alper\u00e6kke. Rudy kjendte hvert Sneebjerg; han styrede hen mod Schreckhorn, det l\u00f8ftede sin hvidpuddrede Steenfinger h\u00f8it i den blaae Luft.<\/p>\n

Han var endelig over H\u00f8ideryggen, Gr\u00e6sgangene heldede ned mod Hjemmets Dale; Luften var let, Sindet let; Bjerg og Dal stod i Fylde med Blomster og Gr\u00f8nt, Hjertet var fuldt af Ungdomstanken: man bliver aldrig gammel, man skal aldrig d\u00f8e; leve, raade, nyde! fri som en Fugl, let som en Fugl, var han. Og Svalerne fl\u00f8i forbi og sang som i Barndoms Tid: “Vi og I! og I og Vi!” Alt var Flugt og Gl\u00e6de.<\/p>\n

Dernede laae den fl\u00f8ielsgr\u00f8nne Eng, bestr\u00f8et med brune Tr\u00e6huse, L\u00f6tschinefloden summede og brusede. Han saae Gletscheren med dens glasgr\u00f8nne Kanter i den smudsige Snee, de dybe Spalter, den \u00f8verste og nederste Gletscher saae han. Klokkerne klang fra Kirken over til ham, som vilde de ringe Velkommen i Hjemmet; hans Hjerte bankede st\u00e6rkere, udvidede sig saaledes, at Babette derinde blev et \u00d8ieblik borte, saa stort blev hans Hjerte, saa fyldt af Minder.<\/p>\n

Han gik igjen hen ad den Vei, hvor han som lille Purk havde staaet med de andre B\u00f8rn ved Gr\u00f8ftekanten og solgt udskaarne Tr\u00e6huse. Deroppe bag Granerne laae endnu Morfa’ers Huus, Fremmede boede der. B\u00f8rn kom l\u00f8bende paa Veien, de vilde handle, eet af dem rakte frem en Alperose, Rudy tog den som et godt Tegn og t\u00e6nkte paa Babette. Snart var han nede over Broen, hvor de to L\u00f6tschiner forene sig, L\u00f8vtr\u00e6erne toge til; Valdn\u00f8dtr\u00e6erne gave Skygge. Nu saae han vaiende Flag, det hvide Kors i den r\u00f8de Dug, som Schweizeren og Dansken har det; og foran ham laae Interlaken.<\/p>\n

Det var rigtignok en Pragtby, som ingen anden, syntes Rudy. En Schweizerby i S\u00f8ndagskjole; den var ikke som de andre Kj\u00f8bst\u00e6der en Hob af sv\u00e6re Steenhuse, tung, fremmed og fornem nei! her saae det ud, som om Tr\u00e6husene oppe fra Bjergene vare l\u00f8bne ned i den gr\u00f8nne Dal, ved den klare piilsnare Flod og havde stillet sig i R\u00e6kke, lidt ud og ind, for at danne Gade; og den pr\u00e6gtigste af alle Gaderne, ja, den var rigtignok voxet op, siden Rudy, som Lille, sidst var her; den syntes at v\u00e6re bleven til ved at alle de nydelige Tr\u00e6huse, Morfa’er havde snittet, og hvoraf Skabet hjemme var fuldt, her havde stillet sig og vare voxne op i Kraft, som de gamle, \u00e6ldste Kastanietr\u00e6er. Hvert Huus var et Hotel, som det kaldes, med udskaaret Tr\u00e6v\u00e6rk om Vinduer og Altaner, fremspingende Tage, saa pyntelige og ziirlige, og foran hvert Huus en heel Blomsterhave, ud til den brede, macadamiserede Landevei; langs med den, kun paa dens ene Side, stode Husene, de vilde ellers have skjult den friske gr\u00f8nne Eng lige ud for, hvor K\u00f8erne gik med Klokker, der klang som paa de h\u00f8ie Alpegr\u00e6sgange. Engen var omsluttet af h\u00f8ie Bjerge, der lige midt for ligesom traadte tilside saa at man ret kunde see det skinnende, sneekl\u00e6dte Bjerg “Jomfruen”, det deiligst formede af alle Schweizes Bjerge.<\/p>\n

Hvilken M\u00e6ngde af pyntede Herrer og Damer fra fremmede Lande, hvilken Vrimmel af Landboere fra de forskjellige Cantoner. Skytterne bare deres Nummere til Skud i Krands om Hatten. Her var Musik og Sang, Lirekasser og Bl\u00e6seinstrumenter, Raab og St\u00f8ien. Huse og Broer vare pyntede med Vers og Emblemer; Flag og Faner vaiede, B\u00f8sserne knaldede Skud paa Skud, det var den bedste Musik i Rudys \u00d8ren, han glemte i alt Dette ganske Babette, for hvis Skyld han dog var kommen her.<\/p>\n

Skytterne tr\u00e6ngte sig til Skiveskydning, Rudy var snart imellem dem og den Dygtigste, den Lykkeligste; altid traf han i det midterste Sorte.<\/p>\n

“Hvem er dog den fremmede, puur unge J\u00e6ger?” spurgte man. “Han taler det franske Sprog, som det tales i Canton Wallis! han gj\u00f8r sig ogsaa ganske godt tydeligt i vort Tydsk!” sagde Nogle. “Som Barn skal han have leve her i Egnen ved Grindelwald!” vidste Een af dem.<\/p>\n

Der var Liv i Krabaten: hans \u00d8ine lyste, hans Blik og Arm var sikker, derfor traf han. Lykken giver Mod, og Mod havde jo altid Rudy; snart havde han allerede her en heel Kreds af Venner om sig, han blev baade h\u00e6dret og hyldet, Babette var n\u00e6sten reent ude af hans Tanker. Da slog en tung Haand ham paa Skuldren, og en grov Stemme tiltalte ham i det franske Sprog.<\/p>\n

“I er fra Canton Wallis?”<\/p>\n

Rudy vendte sig om og saae et r\u00f8dt, forn\u00f8iet Ansigt, en tyk Person, det var den rige M\u00f8ller fra Bex; han skjulte, med sin brede Krop, den fine, nysselige Babette, der dog snart tittede frem med de straalende, m\u00f8rke \u00d8ine. Den rige M\u00f8ller tog til Indt\u00e6gt, at det var en J\u00e6ger fra hans Canton, der gjorde de bedste Skud og var den H\u00e6drede. Rudy var rigtignok et Lykkens Barn; hvad han var vandret afsted efter, men nu paa Stedet n\u00e6sten havde glemt, s\u00f8gte ham op.<\/p>\n

Hvor man langt fra sit Hjem tr\u00e6ffer Folk hjemveis fra, der kjender man hinanden, der taler man til hinanden. Rudy var ved Skyttefesten den F\u00f8rste ved sine Skud, ligesom M\u00f8lleren hjemme i Bex var den F\u00f8rste ved sine Penge og sin gode M\u00f8lle; og saa trykkede de to M\u00e6nd hinanden i H\u00e6nderne, det havde de aldrig gjort f\u00f8r; ogsaa Babette tog Rudy saa trohjertig i Haanden, og han trykkede hendes igjen og saae paa hende, saa at hun blev ganske r\u00f8d ved det.<\/p>\n

M\u00f8lleren fortalte om den lange Vei, de havde reist herhid, de mange store Byer, de havde seet; det var en ordenlig Reise: de havde seilet paa Dampskib, kj\u00f8rt med Damp og med Post.<\/p>\n

“Jeg er gaaet den kortere Vei!” sagde Rudy. “Jeg er gaaet over Bjergene; ingen Vei er saa h\u00f8i, man jo kan komme den!”<\/p>\n

“Men ogsaa br\u00e6kke Halsen!” sagde M\u00f8lleren. “Og I seer just ud til, at I engang skal br\u00e6kke Halsen, saa forvoven som I er!”<\/p>\n

“Man falder ikke, naar man ikke selv troer det!” sagde Rudy.<\/p>\n

Og M\u00f8llerens Sl\u00e6gt i Interlaken, hos hvem M\u00f8lleren og Babette vare i Bes\u00f8g, bad Rudy see lidt ind til dem, han var jo fra samme Canton som deres Sl\u00e6gtning. Det var et godt Tilbud for Rudy, Lykken var med ham, som den altid er med Den, der stoler paa sig selv og husker paa: “Vor Herre giver os N\u00f8dderne, men han kn\u00e6kker dem ikke for os!”<\/p>\n

Og Rudy sad, ligesom i Familie, hos M\u00f8llerens Sl\u00e6gt, og der udbragtes en Skaal for den bedste Skytte, og Babette klinkede med, og Rudy takkede for Skaalen.<\/p>\n

Mod Aften gik de Alle den smukke Vei langs de pyntelige Hoteller under de gamle Valdn\u00f8dtr\u00e6er, og der var saadan en Folkem\u00e6ngde, en Tr\u00e6ngsel, at Rudy maatte byde Babette Armen. Han var saa glad over, at han havde truffet Folk fra Vaud, sagde han. Vaud og Wallis vare gode Nabocantoner. Han sagde sin Gl\u00e6de saa inderlig, at Babette syntes, at hun maatte trykke ham i Haanden derfor. De gik der n\u00e6sten som gamle Bekjendte, og morsom var hun, det lille, yndige Menneske; det kl\u00e6dte hende saa nydeligt, syntes Rudy, at udpege det Latterlige og Overdrevne i de fremmede Damers Paakl\u00e6dning og Maaden de gik paa, og det var slet ikke for at gj\u00f8re Nar, thi det kunde v\u00e6re meget retskafne Mennesker, ja! s\u00f8de og elskelige, det vidste Babette, hun havde en Gudmoder, der var en saadan meget fornem, engelsk Dame. For atten Aar siden da Babette blev d\u00f8bt, var hun i Bex; hun havde givet Babette den kostbare Naal, hun bar paa sit Bryst. To Gange havde Gudmoder skrevet Brev, og iaar skulde de, her i Interlaken, have m\u00f8dt hende med hendes D\u00f8ttre, der vare gamle Piger, op imod de tredive, sagde Babette, – hun var jo kun atten.<\/p>\n

Den s\u00f8de, lille Mund stod ikke stille et \u00d8ieblik, og Alt, hvad Babette sagde, klang for Rudy, som Ting af den st\u00f8rste Vigtighed, og han fortalte igjen, hvad han havde at fort\u00e6lle, fortalte: hvortidt han havde v\u00e6ret i Bex; hvor godt han kjendte M\u00f8llen, og hvor ofte han havde seet Babette, men hun rimeligviis aldrig havde bem\u00e6rket ham, og nu sidst da han kom til M\u00f8llen, og det med mange Tanker, som han ikke kunde sige, var hun og hendes Fader borte, langveis borte, men dog ikke l\u00e6nger end man nok kunde kravle over den Muur, der gjorde Veien lang.<\/p>\n

Ja, han sasgde det, og han sagde saa Meget; han sagde, hvor godt han syntes om hende – – og at det var for hendes Skyld og ikke for Skyttelauget, at han var kommen.<\/p>\n

Babette blev ganske stille; det var n\u00e6sten altfor Meget, han betroede hende at b\u00e6re.<\/p>\n

Og mens de gik, sank Solen bag den h\u00f8ie Fjeldv\u00e6g. “Jomfruen” stod i en Pragt og Glands, omgiven af de n\u00e6re Bjerges skovgr\u00f8nne Krands. De mange Mennesker stode stille og saae derhen; ogsaa Rudy og Babette saae paa al den Storhed.<\/p>\n

“Intetsteds er deiligere end her!” sagde Babette.<\/p>\n

“Intetsteds!” sagde Rudy og saae paa Babette.<\/p>\n

“Imorgen maa jeg bort!” sagde han lidt efter.<\/p>\n

“Bes\u00f8g os i Bex!” hviskede Babette, “det vil forn\u00f8ie min Fader!”<\/p>\n

V. Paa Hjemveien.<\/p>\n

O, hvor Meget havde Rudy at b\u00e6re, da han n\u00e6ste Dag gik hjem over de h\u00f8ie Bjerge. Ja, han havde tre S\u00f8lv-B\u00e6gere, to udm\u00e6rkede B\u00f8sser og en Kaffekande af S\u00f8lv, den kunde man bruge, naar man satte Bo; det var dog ikke det V\u00e6gtigste, noget V\u00e6gtigere, M\u00e6gtigere, bar han, eller bar ham hjem over de h\u00f8ie Bjerge. Men Veiret var raat, graat, regnfuldt og tungt; Skyerne s\u00e6nkede sig som S\u00f8rgesl\u00f8r over Bjergh\u00f8iderne og indhyllede de skinnende Bjergtoppe. Fra Skovgrunden klang de sidste \u00d8xeslag, og ned af Bjergsiden rullede Tr\u00e6stammer, som Pindv\u00e6rk at see fra H\u00f8iden, men n\u00e6r ved masttunge Tr\u00e6er. L\u00f6tschinen bruste sin eensformige Accord, Vinden susede, Skyerne seilede. T\u00e6t ved Rudy gik pludselig en ung Pige, han havde ikke bem\u00e6rket hende, f\u00f8r hun var lige t\u00e6t ved ham; ogsaa hun vilde over Fjeldet. Hendes \u00d8ine havde en egen Magt, man maatte see ind i dem, de vare saa selsomt glasklare, saa dybe, bundl\u00f8se.<\/p>\n

“Har Du en Kj\u00e6reste?” spurgte Rudy; al hans Tanke var fyldt med at have en Kj\u00e6reste.<\/p>\n

“Jeg har ingen!” sagde hun og loe, men det var, som hun talte ikke et sandt Ord. “Lad os ikke gaae en Omvei!” blev hun ved. “Vi maae mere til Venstre, det er kortere!”<\/p>\n

“Ja, til at falde i en Iiskl\u00f8ft!” sagde Rudy. “Veed Du ikke bedre Vei og vil v\u00e6re F\u00f8rer!”<\/p>\n

“Jeg kjender just Veien!” sagde hun, “og jeg har mine Tanker med mig. Dine ere nok nede i Dalen; heroppe skal man t\u00e6nke paa Iisjomfruen, hun er ikke Menneskene god, sige Menneskene!”<\/p>\n

“Jeg frygter hende ikke!” sagde Rudy, “hun maatte slippe mig, da jeg var Barn, jeg skal nok slippe hende, nu jeg er \u00e6ldre!”<\/p>\n

Og M\u00f8rket tog til, Regnen faldt, Sneen kom, den lyste, den blendede.<\/p>\n

“R\u00e6k mig din Haand, saa skal jeg hjelpe Dig med at stige!” sagde Pigen, og hun r\u00f8rte ham med iiskolde Fingre.<\/p>\n

“Du hjelpe mig!” sagde Rudy. “Ikke endnu beh\u00f8vede jeg Qvinde-Hjelp for at klattre!” og han gik raskere til, bort fra hende; Sneefoget slog som et Gardin om ham, Vinden susede, og bag ved sig h\u00f8rte han Pigen loe og sang; det klang saa underligt. Det var nok Troldt\u00f8i i Iisjomfruens Tjeneste; Rudy havde h\u00f8rt om det, da han som Lille overnattede heroppe paa sin Vandring over Bjergene.<\/p>\n

Sneen faldt tyndere, Skyen laae under ham; han saae tilbage, der var Ingen meer at see, men han h\u00f8rte Latter og Jodlen, og ikke l\u00f8d det som kom det fra et Menneske.<\/p>\n

Da Rudy endelig naaede Bjergets \u00f8verste Deel, hvor Bjergstien gik ned mod Rhonedalen, saae han, i den klare blaae Luftstribe, i Retning mod Chamouny, to klare Stjerner, de lyste saa funklende, og han t\u00e6nkte paa Babette, paa sig selv og sin Lykke og blev varm ved Tankerne.<\/p>\n

VI. Bes\u00f8get i M\u00f8llen.<\/p>\n

“Herskabst\u00f8i bringer Du i Huset!” sagde den gamle Pleiemoder, og hendes selsomme \u00d8rne-\u00d8ine lynede, hun bev\u00e6gede den magre Hals endnu hurtigere i selsomme Dreininger. “Lykken er med Dig, Rudy! jeg maa kysse Dig, min s\u00f8de Dreng!”<\/p>\n

Og Rudy lod sig kysse, men det var at see paa hans Ansigt, at han fandt sig i Omst\u00e6ndighederne, de smaa huuslige Besv\u00e6rligheder. “Hvor Du er kj\u00f8n, Rudy!” sagde den gamle Kone.<\/p>\n

“Bild mig ikke Noget ind!” sagde Rudy og loe, det forn\u00f8iede ham dog.<\/p>\n

“Jeg siger det igjen!” sagde den gamle Kone, “Lykken er med Dig!”<\/p>\n

“Ja, i Det troer jeg Dig!” sagde han og t\u00e6nkte paa Babette.<\/p>\n

Aldrig f\u00f8r havde han l\u00e6ngtes som nu efter den dybe Dal.<\/p>\n

“De maae v\u00e6re komne hjem!” sagde han til sig selv. “Det er allerede to Dage over Tiden, da de vilde komme her. Jeg maa til Bex!”<\/p>\n

Og Rudy kom til Bex, og M\u00f8llerens vare hjemme. Godt blev han modtagen, og Hilsener fik han fra Familien i Interlaken. Babette talte ikke meget, hun var bleven saa taus, men \u00d8inene talte, det var ogsaa aldeles Nok for Rudy. M\u00f8lleren, der ellers gjerne havde Ordet, han var vant til at man altid loe ad hans Indfald og Ordspil, han var jo den rige M\u00f8ller, lod til at han hellere h\u00f8rte Rudy fort\u00e6lle Jagt-Eventyr, Besv\u00e6rligheder og Farer, som Gemsej\u00e6gerne pr\u00f8vede paa de h\u00f8ie Fjeldtinder, og hvorledes der maatte kravles hen ad de usikkre Sneegesimser, dem Vind og Veir kitte fast til Fjeldranden, kravles paa de dristige Broer, Sneefoget har kastet hen over de dybe Afgrunde. Rudy saae saa kj\u00e6k ud, hans \u00d8ine lyste, medens han fortalte om J\u00e6gerlivet, om Gemsens Klogskab og dristige Spring, om den st\u00e6rke F\u00f8hn og de rullende Laviner; han m\u00e6rkede godt, at ved hver ny Beskrivelse vandt han meer og mere M\u00f8lleren, og Det der is\u00e6r tiltalte denne, var Beretningen om Lammegribbene og de dristige Konge\u00f8rne.<\/p>\n

Ikke langt herfra, inde i Canton Wallis, var der en \u00d8rnerede, ganske snildt bygget ind under den fremadludende Fjeldkant; der var en Unge deroppe, den tog man ikke! En Engl\u00e6nder havde for faa Dage siden budt Rudy en heel Haandfuld Guld for at skaffe ham Ungen levende, “men der er Gr\u00e6ndse for Alt”, sagde han; “\u00d8rneungen der er ikke til at tage, det vilde v\u00e6re en Galskab at indlade sig derpaa!”<\/p>\n

Og Vinen fl\u00f8d og Talen fl\u00f8d, men Aftenen var alt for kort, syntes Rudy, og dog var det over Midnat, da han gik fra dette f\u00f8rste Bes\u00f8g i M\u00f8llen.<\/p>\n

Lysene blinkede endnu en kort Stund gjennem Vinduet og mellem de gr\u00f8nne Grene; ud fra den aabne Laage paa Taget kom Stuekatten og hen ad Tagrenden kom Kj\u00f8kkenhatten.<\/p>\n

“Veed Du Nyt paa M\u00f8llen?” sagde Stuekatten. “Her er stiltiende Forlovelse i Huset! Fatter veed det ikke endnu; Rudy og Babette have hele Aftenen traadt hinanden paa Poterne under Bordet; mig traadte de to Gange, men jeg mjauede dog ikke, det havde da vakt Opm\u00e6rksomhed!”<\/p>\n

“Det vilde dog jeg have gjort!” sagde Kj\u00f8kkenkatten.<\/p>\n

“Hvad der skikker sig i Kj\u00f8kkenet, skikker sig ikke i Stuen!” sagde Stuekatten. “Jeg gad nu bare vide, hvad M\u00f8lleren vil sige, naar han h\u00f8rer om Forlovelsen!”<\/p>\n

Ja, hvad vilde M\u00f8lleren sige, det gad ogsaa Rudy nok vide, men vente l\u00e6nge paa at vide det kunde han ikke; og derfor ikke mange Dage efter, da Omnibussen rumlede over Rhonebroen mellem Wallis og Vaud, sad Rudy i den med godt Mod, som altid, og deilige Tanker om Jaord endnu i denne Aften.<\/p>\n

Og da saa Aftenen kom, og Omnibussen kj\u00f8rte samme Vei tilbage, ja saa sad ogsaa Rudy i den, samme Vei tilbage, men i M\u00f8llen l\u00f8b Stuekatten med Nyt.<\/p>\n

“Veed Du det, Du fra Kj\u00f8kkenet! M\u00f8lleren veed nu Alting. Det var en rar Ende det tog! Rudy kom her henimod Aften, og han og Babette havde Meget at hviske og tiske om, de stode paa Gangen lige ud for M\u00f8llerens Kammer. Jeg laae ved F\u00f8dderne af dem, men de havde hverken \u00d8ine eller Tanke for mig. “Jeg gaaer lige ind til din Fader!” sagde Rudy, “det er en \u00e6rlig Sag.” “Skal jeg f\u00f8lge Dig?” sagde Babette, “det vil give Dig Mod!” “Jeg har Mod nok!” sagde Rudy, “men er Du med, maa han see mildt, enten han vil eller ei!” Og saa gik de ind. Rudy traadte mig voldsomt paa Halen! Rudy er uendelig keitet! jeg mjauede, men hverken han eller Babette havde \u00d8ren at h\u00f8re med. De aabnede D\u00f8ren, gik ind begge To, jeg foran; men jeg sprang op paa en Stoleryg, jeg kunde ikke vide hvorledes Rudy vilde sparke ud. Men M\u00f8lleren sparkede ud! det var et godt Spark! ud af D\u00f8ren, op paa Bjerget til Gemserne! dem kan nu Rudy sigte paa og ikke paa vor lille Babette!”<\/p>\n

“Men hvad blev der sagt?” spurgte Kj\u00f8kkenkatten.<\/p>\n

“Sagt!” – “Der blev sagt Alt hvad de saaledes sige naar de gaae paa Frieri: “Jeg holder af hende og hun holder af mig! og naar der er M\u00e6lk i B\u00f8tten til Een, saa er der ogsaa M\u00e6lk i B\u00f8tten til To!” “Men hun sidder Dig for h\u00f8it!” sagde M\u00f8lleren, “hun sidder paa Gryn, paa Guldgryn, veed Du nok! hende naaer Du ikke!” “Intet sidder for h\u00f8it, man kan naae det naar man kun vil!” sagde Rudy; for rask paa det er han. “Men \u00d8rneungen kan Du dog ikke naae, sagde Du sidst! Babette sidder h\u00f8iere!” “Jeg tager dem begge To!” sagde Rudy. “Ja, jeg skal for\u00e6re Dig hende, naar Du for\u00e6rer mig den levende \u00d8rneunge!” sagde M\u00f8lleren og loe, saa Vandet stod ham i Ansigtet. “Men nu skal Du have Tak for Visiten, Rudy! kom igjen imorgen, saa er der Ingen hjemme! Farvel Rudy!” Og Babette sagde ogsaa Farvel, saa ynkelig som en lille Kattekilling, der ikke kan see sin Moder. “Et Ord er et Ord, en Mand en Mand!” sagde Rudy. “Gr\u00e6d ikke, Babette, jeg bringer \u00d8rneungen!” “Du br\u00e6kker Halsen, haaber jeg!” sagde M\u00f8lleren, “og saa slippe vi for dit L\u00f8b!” Det kalder jeg at sparke! nu er Rudy afsted, og Babette sidder og gr\u00e6der, men M\u00f8lleren synger Tydsk, det har han l\u00e6rt paa Reisen! jeg vil nu ikke s\u00f8rge over det, det hjelper ikke!”<\/p>\n

“Men det er dog altid et Udseende!” sagde Kj\u00f8kkenkatten.<\/p>\n

VII. \u00d8rnereden.<\/p>\n

Fra Fjeldstien klang Jodlen saa lystig og st\u00e6rk, det tydede paa godt Humeur og freidigt Mod; det var Rudy; han gik til sin Ven Vesinand.<\/p>\n

“Du maa hjelpe mig! vi faae Ragli med, jeg maa tage \u00d8rneungen oppe paa Fjeldranden!”<\/p>\n

“Vil Du ikke tage det Sorte af Maanen f\u00f8rst, det er nok lige let!” sagde Vesinand. “Du er i godt Humeur!”<\/p>\n

“Ja, for jeg t\u00e6nker paa at holde Bryllup! Men nu, Alvor talt, Du skal vide hvorledes Sagerne staae for mig!”<\/p>\n

Og snart vidste Vesinand og Ragli hvad det var Rudy vilde.<\/p>\n

“Du er en vovsom Kn\u00f8s!” sagde de. “Det gaaer ikke! Du br\u00e6kker Halsen!”<\/p>\n

“Man falder ikke ned, naar man ikke troer paa det!” sagde Rudy.<\/p>\n

Ved Midnat toge de afsted med St\u00e6nger, Stiger og Reb; Veien gik mellem Krat og Buske, hen over rullende Stene, altid opad, opad i den m\u00f8rke Nat. Vandet brusede nede, Vandet rislede foroven, fugtige Skyer dreve i Luften. J\u00e6gerne naaede den steile Fjeldrand, m\u00f8rkere blev det her, Fjeldv\u00e6ggene n\u00e6sten m\u00f8dtes, og kun h\u00f8it oppe i den smalle Spalte lysnede Luften; t\u00e6t ved, under dem, var dyb Afgrund med et brusende Vand. Stille sad de alle Tre, de vilde vente Daggry, da fl\u00f8i \u00d8rnen ud, den maatte f\u00f8rst skydes, f\u00f8r der kunde v\u00e6re Tanke om at faae Ungen. Rudy sad paa Hug, saa stille, som var han et Stykke af Stenen han sad paa, Gev\u00e6ret havde han foran sig stillet til Skud, \u00d8inene ufravendt den \u00f8verste Kl\u00f8ft, hvor ind under den fremadludende Klippe \u00d8rnereden skjultes. De tre J\u00e6gere ventede l\u00e6nge.<\/p>\n

Nu l\u00f8d h\u00f8it over dem en knagende, susende Lyd; der blev m\u00f8rkt ved en stor, sv\u00e6vende Gjenstand. To B\u00f8ssepiber sigtede idet den sorte \u00d8rneskikkelse fl\u00f8i ud fra Reden; der faldt et Skud; et \u00d8ieblik bev\u00e6gede sig de udbredte Vinger, og derpaa langsomt dalede Fuglen, som om den med sin St\u00f8rrelse og sin Vingestr\u00e6kning maatte fylde hele Kl\u00f8ften og i sit Fald rive J\u00e6gerne med. \u00d8rnen sank i Dybet: det knagede i Tr\u00e6grene og Buske, der kn\u00e6kkedes ved Fuglens Fald.<\/p>\n

Og nu begyndte en Travlhed; tre af de l\u00e6ngste Stiger bandtes sammen, de maatte naae derop; de stilledes paa det yderste sidste Fodf\u00e6ste ved Afgrundsranden, men de naaede ikke derop; og glat som en Muur var Klippev\u00e6ggen et langt Stykke h\u00f8iere op, hvor Reden skjultes i L\u00e6 af den \u00f8verste fremspringende Klippeknold. Efter nogen Raadslagning blev man enig om, at der var Intet bedre at gj\u00f8re end ovenfra at heise ned i Kl\u00f8ften to sammenbundne Stiger, og da at faae disse satte i Forbindelse med de tre, der allerede nedenfra vare stillede op. Med stort Besv\u00e6r fik man de to Stiger sl\u00e6bt \u00f8verst op og der gjort Tougene fast; Stigerne sk\u00f8des ud over den fremspringende Klippe og hang da frit sv\u00e6vende midt over Afgrunden; Rudy sad allerede der paa det nederste Trin. Det var en iiskold Morgen, Skytaagerne l\u00f8ftede sig nede fra den sorte Kl\u00f8ft. Rudy sad derude som en Flue sidder paa det vippende Halmstraa, en redebyggende Fugl har tabt paa Randen af den h\u00f8ie Fabrikskorsteen, men Fluen kan flyve naar Straaet gaaer l\u00f8st, Rudy kunde kun br\u00e6kke Halsen. Vinden omsusede ham, og nede i Afgrunden brusede det ilende Vand fra den opt\u00f8ede Gletscher, Iisjomfruens Palads.<\/p>\n

Nu satte han Stigen i en svingende Bev\u00e6gelse, som Edderkoppen, der fra sin lange, sv\u00e6vende Traad vil gribe fast, og da Rudy fjerde Gang r\u00f8rte Spidsen af de nedenfra opstillede sammenbundne Stiger havde han Tag i dem, de bleve med sikker og kraftig Haand f\u00f8iede sammen, dog altid dinglende som havde de slidte H\u00e6ngsler.<\/p>\n

Et svaiende R\u00f8r syntes de fem lange Stiger, der naaede op mod Reden, heldende sig lodret mod Klippev\u00e6ggen; dog nu kom det Farligste, der skulde klattres som Katten kan klattre, men Rudy kunde det ogsaa, Katten havde l\u00e6rt ham det; han fornam ikke Svimlen, der traadte Luft bag ved ham, og strakte sine Polyparme ud efter ham. Nu stod han paa Stigens \u00f8verste Trin og m\u00e6rkede, at endnu her naaede han ikke h\u00f8it nok til at see ind i Reden, kun med Haanden kunde han naae op til den; han pr\u00f8vede hvor fast de nederste tykke, i hinanden flettede Grene, der udgjorde Redens nederste Deel, sade, og da han havde sikkret sig en tyk og urokkelig Green, svang han sig fra Stigen op mod Grenen og havde nu Bryst og Hoved over Reden, men her str\u00f8mmede ham im\u00f8de en qv\u00e6lende Stank af Aadsler; forraadnede Lam, Gemser og Fugle laae her s\u00f8nderfl\u00e6ngede. Svimlen, der ikke m\u00e6gtede at r\u00f8re ham, pustede de giftige Dunster ind i hans Ansigt for at han skulde fortumles, og nede i det sorte, gabende Dyb, paa det ilende Vand, sad Iisjomfruen selv med sit lange, hvidgr\u00f8nne Haar og stirrede med D\u00f8ds\u00f8ine som to B\u00f8ssepiber.<\/p>\n

“Nu fanger jeg Dig!”<\/p>\n

I en Krog af \u00d8rnereden saae han sidde, stor og m\u00e6gtig, \u00d8rneungen, der endnu ikke kunde flyve. Rudy heftede sine \u00d8ine paa den, holdt sig med al Kraft ved sin ene Haand og kastede med den anden Haand Slyngen om den unge \u00d8rn; fanget var den lyslevende; dens Been var i den sn\u00e6rende Snor, og Rudy smed Slyngen med Fuglen hen over sin Skulder, saa at Dyret hang et godt Stykke nede under ham, idet han ved et hjelpende nedh\u00e6ngende Toug holdt sig fast, til Fodspidsen igjen naaede den \u00f8verste Kant af Stigen.<\/p>\n

“Hold fast! tro ikke Du falder, saa falder Du ikke!” det var den gamle L\u00e6rdom, og den fulgte han, holdt fast, kravlede, var vis paa ikke at falde, og han faldt ikke.<\/p>\n

Nu l\u00f8d der en Jodlen, saa kraftig og glad. Rudy stod paa den faste Klippegrund med sin \u00d8rneunge.<\/p>\n

VIII. Hvad Nyt Stuekatten kunde fort\u00e6lle.<\/p>\n

“Her er det Forlangte!” sagde Rudy, der traadte ind hos M\u00f8lleren i Bex og satte paa Gulvet en stor Kurv, tog saa Kl\u00e6det af, og der gloede frem to gule, sortkrandsede \u00d8ine, saa gnistrende, saa vilde, ret til at br\u00e6nde og bide sig fast hvor de saae; det korte, st\u00e6rke N\u00e6b gabede til Bid, Halsen var r\u00f8d og dunet.<\/p>\n

“\u00d8rneungen!” raabte M\u00f8lleren. Babette gav et Skrig og sprang til Siden, men kunde ikke faae sine \u00d8ine hverken fra Rudy eller \u00d8rneungen.<\/p>\n

“Du lader Dig ikke kyse!” sagde M\u00f8lleren.<\/p>\n

“Og I holder altid Ord!” sagde Rudy, “hver har sit Kjendem\u00e6rke!”<\/p>\n

“Men hvorfor kn\u00e6kkede Du ikke Halsen?” spurgte M\u00f8lleren.<\/p>\n

“For jeg holdt fast!” svarede Rudy, “og det gj\u00f8r jeg endnu! jeg holder fast paa Babette!”<\/p>\n

“See f\u00f8rst til at Du har hende!” sagde M\u00f8lleren og loe; og det var gode Tegn, vidste Babette.<\/p>\n

“Lad os faae \u00d8rneungen ud af Kurven, det er farligt at see, hvorledes den gloer! hvor fik Du Tag i den?”<\/p>\n

Og Rudy maatte fort\u00e6lle, og M\u00f8lleren saae med \u00d8ine, der bleve st\u00f8rre og st\u00f8rre.<\/p>\n

“Med dit Mod og din Lykke kan Du fors\u00f8rge tre Koner!” sagde M\u00f8lleren.<\/p>\n

“Tak! Tak!” raabte Rudy.<\/p>\n

“Ja Babette har Du da ikke endnu!” sagde M\u00f8lleren og slog i Sp\u00f8g den unge Alpej\u00e6ger paa Skulderen.<\/p>\n

“Veed Du Nyt paa M\u00f8llen?” sagde Stuekatten til Kj\u00f8kkenkatten. “Rudy har bragt os \u00d8rneungen og tager Babette i Bytte. De have kysset hinanden og ladet Faderen see derpaa! det er da saa godt som Forlovelse; den Gamle sparkede ikke ud, han trak Kl\u00f8erne ind, tog sig en Middagsluur og lod de To sidde og loggre; de har saa Meget at fort\u00e6lle, de blive ikke f\u00e6rdige til Julen!”<\/p>\n

Og de bleve heller ikke f\u00e6rdige til Julen. Vinden hvirvlede det brune L\u00f8v, Sneen fygede i Dalen som paa de h\u00f8ie Bjerge; Iisjomfruen sad i sit stolte Slot, der tog til i Vintertid; Klippev\u00e6ggene stode med Iisslag og favntykke, elephanttunge Iistappe der hvor i Sommeren Fjeldstr\u00f8mmen lod sit Vandsl\u00f8r vaie; Iisguirlander af phantastiske Iiskrystaller skinnede over de sneepuddrede Graner. Iisjomfruen red paa den susende Vind hen over de dybeste Dale. Sneet\u00e6ppet var lagt heelt ned til Bex, hun kunde komme der og see Rudy inden D\u00f8re, mere end han var vant til, han sad hos Babette. Til Sommer skulde Brylluppet staae; det ringede tidt for deres \u00d8ren, saa ofte talte Venner derom. Der var Solskin, den deiligste Alperose gl\u00f8dede, den muntre, leende Babette, deilig som Foraaret der kom, Foraaret der lod alle Fugle synge om Sommertid, om Bryllupsdag.<\/p>\n

“Hvor de To kunne sidde og h\u00e6nge over hinanden!” sagde Stuekatten. “Nu er jeg kjed af det Miau!”<\/p>\n

IX. Iisjomfruen.<\/p>\n

Foraaret havde udfoldet sin saftiggr\u00f8nne Guirlande af Valdn\u00f8d- og Kastanietr\u00e6er, den svulmede is\u00e6r fra Broen ved St. Maurice til Genfers\u00f8ens Bred langs Rhonen, der med voldsom Fart jog fra sit Udspring under den gr\u00f8nne Gletscher, Iispaladset, hvor Iisjomfruen boer, hvor hun af den skarpe Vind lader sig b\u00e6re op paa den \u00f8verste Sneemark og i det st\u00e6rke Sollys str\u00e6kker sig paa de fygede Bolstre; der sad hun og skuede med langsynet Blik ned i de dybe Dale, hvor Menneskene, som Myrer paa den solbeskinnede Steen, travle r\u00f8rte sig.<\/p>\n

“Aandskr\u00e6fter, som Solens B\u00f8rn kalde Eder!” sagde Iisjomfruen, “Kryb ere I! en rullende Sneebold, og I og Eders Huse og Byer ere masede og udviskede!” Og hun l\u00f8ftede sit stolte Hoved h\u00f8iere og saae med d\u00f8dlynende \u00d8ine vidt om og dybt ned. Men fra Dalen l\u00f8d en Rullen, Spr\u00e6ngning af Klipper, Menneskev\u00e6rk; Veie og Tunneler for Jernbaner bleve anlagte.<\/p>\n

“De lege Muldvarp!” sagde hun; “de grave Gange, derfor h\u00f8res Lyd som Flinteskud. Flytter jeg mine Slotte, da bruser det st\u00e6rkere end Tordenens Dr\u00f8n!”<\/p>\n

Fra Dalen l\u00f8ftede sig en R\u00f8g, den bev\u00e6gede sig fremad, som et flagrende Sl\u00f8r, en vaiende Fjerbusk fra Locomotivet, der paa den nyaabnede Jernbane drog Banetoget, denne bugtende Slange, hvis Led er Vogn ved Vogn. Piilsnar sk\u00f8d den frem.<\/p>\n

“De lege Herrer dernede, Aandkr\u00e6fterne!” sagde Iisjomfruen. “Naturmagternes Kr\u00e6fter ere dog de raadende!” og hun loe, hun sang, det rungede i Dalen.<\/p>\n

“Nu rullede der en Lavine!” sagde Menneskene dernede.<\/p>\n

Men Solens B\u00f8rn sang endnu h\u00f8iere om Menneske-Tanken, der raader, der sp\u00e6nder Havet under Aag, flytter Bjerge, fylder Dale; Menneske-Tanken, der er Naturkr\u00e6fternes Herre. I samme Stund just, kom hen over Sneemarken hvor Iisjomfruen sad, et Selskab af Reisende; de havde bundet sig med Toug fast til hverandre, for at v\u00e6re som eet st\u00f8rre Legeme paa den glatte Iisflade, ved de dybe Afgrunde.<\/p>\n

“Kryb!” sagde hun. “I v\u00e6re Naturmagtens Herrer!” og hun vendte sig fra dem og saae spottende ned i den dybe Dal, hvor Jernbanetoget brusede forbi.<\/p>\n

“Der sidde de, disse Tanker! de sidde i Kr\u00e6fternes Vold! jeg seer dem hver! – Een sidder stolt som en Konge, alene! der sidde de i Klump! der sover Halvdelen! og naar Dampdragen holder stille, stige de ud, gaae deres Gang! Tankerne gaae ud i Verden!” Og hun loe.<\/p>\n

“Der rullede igjen en Lavine!” sagde de dernede i Dalen.<\/p>\n

“Os naaer den ikke!” sagde To paa Dampdragens Ryg, “to Sj\u00e6le og een Tanke” som det hedder. Det var Rudy og Babette; ogsaa M\u00f8lleren var med.<\/p>\n

“Som Bagage!” sagde han. “Jeg er med som det N\u00f8dvendige!”<\/p>\n

“Der sidde de To!” sagde Iisjomfruen. “Mangen Gemse har jeg knust, Millioner Alperoser har jeg kn\u00e6kket og br\u00e6kket, ikke Roden blev! jeg sletter dem ud! Tankerne! Aandskr\u00e6fterne!” Og hun loe.<\/p>\n

“Nu rullede igjen en Lavine!” sagde de nede i Dalen.<\/p>\n

X. Gudmoder.<\/p>\n

I Montreux, een af de n\u00e6rmeste Byer, der med Clarens, Vernex og Crin danne Guirlande om Genfers\u00f8ens nord\u00f8stlige Deel, boede Babettes Gudmoder, den engelsk fornemme Dame med sine D\u00f8ttre og en ung Sl\u00e6gtning; de vare nyligt indtrufne, dog havde M\u00f8lleren allerede aflagt dem Visit, meldt Babettes Forlovelse, og fortalt om Rudy og \u00d8rneungen, om Bes\u00f8get i Interlaken, kort sagt den hele Historie, og den havde i h\u00f8ieste Grad forn\u00f8iet og indtaget for Rudy og for Babette, og for M\u00f8lleren med; de maatte nu endelig alle Tre komme, og derfor kom de. – Babette skulde see sin Gudmoder, Gudmoder see Babette.<\/p>\n

Ved den lille Stad Villeneuve, for Enden af Genfers\u00f8en, laae Dampskibet, der paa en halv Times Fart naaer derfra til Vernex, lige under Montreux. Det er en af Digtere besjungen Kyst; her, under Valdn\u00f8dtr\u00e6erne ved den dybe, blaagr\u00f8nne S\u00f8, sad Byron og skrev sine melodiske Vers om den Fangne i det skumle Klippeslot Chillon. Hist, hvor Clarens speiler sig med Gr\u00e6depilene i Vandet, vandrede Rousseau, dr\u00f8mmende om Heloise. Rhonefloden glider frem under Savoyens h\u00f8ie, sneed\u00e6kkede Bjerge, her ligger ikke langt fra dens Udl\u00f8b i S\u00f8en en lille \u00d8, ja den er saa lille, at den fra Kysten synes at v\u00e6re et Fart\u00f8i derude. Det er en Klippegrund, som for en hundrede Aar siden en Dame lod steenindd\u00e6mme, bel\u00e6gge med Jord og beplante med tre Akasietr\u00e6er, de overskygge nu den hele \u00d8. Babette var aldeles henrykt over den lille Plet, den var hende det Yndigste paa hele Seiladsen, der skulde man hen, der maatte man hen, der maatte v\u00e6re magel\u00f8st yndigt at v\u00e6re, meente hun. Men Dampskibet gik forbi og lagde an, som det skulde, ved Vernex.<\/p>\n

Det lille Selskab vandrede herfra op mellem de hvide, solbelyste Mure, der omgive Viinhaverne foran den lille Bjergby Montreux, hvor Figentr\u00e6erne skygge foran Bondens Huus, Laurb\u00e6r og Cypresser groe i Haverne. Halvveis oppe laae Pensionen, hvor Gudmoder boede.<\/p>\n

Modtagelsen var meget hjertelig. Gudmoder var en stor, venlig Kone med et rundt, smilende Ansigt; som Barn maa hun have v\u00e6ret et sandt raphaelsk Englehoved, men nu var hun et gammelt Englehoved, som de s\u00f8lvhvide Haar rigt kr\u00f8llede om. D\u00f8ttrene vare pyntelige, fine, lange og slanke. Den unge F\u00e6tter, der var med og ganske kl\u00e6dt i Hvidt fra Top til Taa, med forgyldte Haar og forgyldte Bakkenbarter, saa store at de kunde have v\u00e6ret fordeelte til tre Gentlemen, viste strax mod den lille Babette den allerst\u00f8rste Opm\u00e6rksomhed.<\/p>\n

Rigt indbundne B\u00f8ger, Nodeblade og Tegninger laae spredte over det store Bord, Balkond\u00f8ren stod aaben ud til den deilige udstrakte S\u00f8, der var saa blank og stille, at Savoyens Bjerge med Smaabyer, Skove og Sneetoppe, omvendt afspeilede sig.<\/p>\n

Rudy, der ellers altid var kj\u00e6k, livsfrisk og freidig, f\u00f8lte sig slet ikke i sit Es, som man kalder det; han bev\u00e6gede sig her, som om han gik paa \u00c6rter hen over et glat Gulv. Hvor Tiden var seig at slide paa; den gik i Tr\u00e6dem\u00f8lle! og nu skulde man spadsere! det gik ligesaa langsommeligt; to Skridt frem og eet tilbage kunde Rudy gj\u00f8re for at v\u00e6re i Trit med de Andre. Ned til Chillon, det gamle skumle Slot paa Klippe\u00f8en, gik de for at see paa Pinsels-P\u00e6l og D\u00f8ds-F\u00e6ngsler, rustne L\u00e6nker i Klippemuren, Steenbrix for de D\u00f8dsd\u00f8mte, Faldd\u00f8re, hvor de Ulykkelige vare styrtede ned og spiddede paa Jernpigge midt i Br\u00e6ndingen. Det kaldte de en Forn\u00f8ielse at see paa. Et Rettersted var det, l\u00f8ftet ved Byrons Sang ind i Poesiens Verden. Rudy f\u00f8lte saa aldeles Retterstedet; han l\u00e6nede sig til Vinduets store Steenkarme og saae ned i det dybe, blaagr\u00f8nne Vand, og over til den lille eensomme \u00d8 med de tre Akasier, der \u00f8nskede han sig, fri for hele dette pluddrende Selskakb; men Babette f\u00f8lte sig s\u00e6rdeles glad. Hun havde moret sig magel\u00f8st, sagde hun siden; F\u00e6tteren fandt hun var complet.<\/p>\n

“Ja complet Gabflab!” sagde Rudy; og det var f\u00f8rste Gang Rudy sagde Noget, der ikke behagede hende. En lille Bog havde Engl\u00e6nderen forn\u00e6et hende til Erindring om Chillon, det var Byrons Digtning: “Fangen i Chillon” oversat i det franske Sprog, saa at Babette kunde l\u00e6se den.<\/p>\n

Bogen kan v\u00e6re god nok!” sagde Rudy, “men den fiintk\u00e6mmede Fyr, som gav Dig den, gjorde ingen Lykke hos mig!”<\/p>\n

“Han saae ud, som en Meels\u00e6k uden Meel!” sagde M\u00f8lleren og loe af sin Vittighed. Rudy loe med og sagde, at det var godt og rigtigt sagt.<\/p>\n

XI. F\u00e6tteren.<\/p>\n

Da Rudy et Par Dage efter kom i Bes\u00f8g til M\u00f8llen, fandt han den unge Engl\u00e6nder der; Babette satte just for ham kogte Foreller, dem hun bestemt selv havde pyntet med Petersillen, at de kunde see stadselige ud. Det beh\u00f8vedes slet ikke. Hvad vilde Engl\u00e6nderen her? Hvad skulde han her? Trakteres og credenses af Babette? Rudy var skinsyg, og det morede Babette; det forn\u00f8iede hende at see ham fra alle hans Hjertes Sider, de st\u00e6rke og de svage. Kj\u00e6rligheden var endnu en Leg, og hun legede med Rudys hele Hjerte, og dog, det maa man sige, han var hendes Lykke, hendes Livs Tanke, det Bedste og Herligste i denne Verden, men jo m\u00f8rkere han saae, desmere loe hendes \u00d8ine, hun kunde gjerne have kysset den blonde Engl\u00e6nder med de forgyldte Bakkenbarter, dersom hun derved opnaaede, at Rudy l\u00f8b rasende bort, det just viste hende hvor h\u00f8it hun var elsket af ham. Men det var ikke rigtigt, ikke klogt af lille Babette, men hun var jo kun nitten Aar. Hun t\u00e6nkte ikke derover, t\u00e6nkte endnu mindre paa, hvorledes hendes Adf\u00e6rd kunde tydes, mere lystig og let af den unge Engl\u00e6nder end det just skikkede sig for M\u00f8llerens \u00e6rbare, nysforlovede Datter.<\/p>\n

Hvor Landeveien fra Bex l\u00f8ber hen under den sneebed\u00e6kkede Klippeh\u00f8ide, som der i Landets Sprog kaldes Diablerets, laae M\u00f8llen ikke langt fra en rivende Bjergstr\u00f8m, der var hvidgraa, som pidsket S\u00e6bevand; denne drev ikke M\u00f8llen, derimod en mindre Str\u00f8m, som paa den anden Side Floden styrtede ned fra Klippen og gjennem en Steens\u00e6tning under Veien ved sin Kraft og Fart l\u00f8ftede sigs og l\u00f8b saa i et lukket Bj\u00e6lkebassin, en bred Rende, hen over den rivende Flod, dreiede det store M\u00f8llehjul. Renden var saa righoldig med Vand, at den str\u00f8mmede over og fremb\u00f8d saaledes en vaad, slibrig Vei for Den, som det kunde falde ind her at naae hurtigere over til M\u00f8llen, og det Indfald havde en ung Mand, Engl\u00e6nderen; hvidkl\u00e6dt som en M\u00f8llesvend klattrede han i Aftenstunden, ledet af Lyset, der skinnede ud fra Babettes Kammer; Klattren havde han ikke l\u00e6rt og n\u00e6r var han gaaet paa Hovedet i Str\u00f8mmen, men slap med vaade \u00c6rmer og overst\u00e6nkede Buxer; dyndvaad og tils\u00f8let kom han hen under Babettes Vinduer, hvor han klattrede op i det gamle Lindetr\u00e6 og der efterlignede Uglen, anden Fugl kunde han ikke synge efter. Babette h\u00f8rte det og tittede frem gjennem de tynde Gardiner, men da hun saae den hvide Mand og nok t\u00e6nkte hvem det var, slog hendes lille Hjerte af Skr\u00e6k, men ogsaa af Vrede. Hun slukkede ihast Lyset, f\u00f8lte efter om alle Vindueskramper vare paa, og saa lod hun ham tude og hyle.<\/p>\n

Skr\u00e6kkeligt vilde det v\u00e6re om Rudy nu var her paa M\u00f8llen, men Rudy var ikke paa M\u00f8llen, nei, det var meget v\u00e6rre, han var lige der nedenfor. Der blev talt h\u00f8it, vrede Ord; der vilde blive Slagsmaal, maaskee Drab.<\/p>\n

Babette aabnede i Skr\u00e6k Vinduet, raabte Rudys Navn, bad ham dog gaae, hun taalte ikke at han blev, sagde hun.<\/p>\n

“Du taaler ikke at jeg bliver!” udbr\u00f8d han, “det er altsaa en Aftale! Du venter gode Venner, bedre end mig! skam Dig, Babette!”<\/p>\n

“Du er afskyelig!” sagde Babette. “Jeg hader Dig!” og nu gr\u00e6d hun. “Gaae! gaae!”<\/p>\n

“Det har jeg ikke fortjent!” sagde han, og han gik, hans Kinder var som Ild, hans Hjerte var som Ild.<\/p>\n

Babette kastede sig paa Sengen og gr\u00e6d.<\/p>\n

“Saa h\u00f8it som jeg elsker Dig, Rudy! og Du kan troe ilde om mig!”<\/p>\n

Og hun var vred, meget vred, og det var godt for hende, ellers havde hun v\u00e6ret dybt bedr\u00f8vet; nu kunde hun falde is\u00f8vn og sove Ungdommens styrkende S\u00f8vn.<\/p>\n

XII. Onde Magter.<\/p>\n

Rudy forlod Bex, gik ad Hjemveien, s\u00f8gte op paa Bjergene, i den friske, afk\u00f8lende Luft, hvor Sneen laae, hvor Iisjomfruen raadede. L\u00f8vtr\u00e6erne stode dybt nede, som vare de kun Kartoffeltoppe, Gran og Busk bleve mindre, Alperoserne groede ved Sneen, der laae i enkelte Pletter, som Linned paa Blegen. Der stod en blaa Gentiane, han knuste den med Gev\u00e6rkolben.<\/p>\n

H\u00f8iere oppe viste sig to Gemser, Rudys \u00d8ine fik Glands, Tankerne ny Flugt; men han var ikke n\u00e6r nok for at gj\u00f8re et sikkert Skud; h\u00f8iere steg han, hvor kun et stridt Gr\u00e6s voxede mellem Steenblokkene; Gemserne gik roligt paa Sneemarken; ivrigt skyndte han sig; Skytaagerne s\u00e6nkede sig omkring ham, og pludseligt stod han foran den steile Klippev\u00e6g, Regnen begyndte at str\u00f8mme ned.<\/p>\n

Han f\u00f8lte en br\u00e6ndende T\u00f8rst, Hede i Hovedet, Kulde i sine andre Lemmer; han greb efter sin Jagtflaske, men denne var tom, han havde ikke t\u00e6nkt paa den, da han stormede op i Bjergene. Aldrig havde han v\u00e6ret syg, men nu havde han en Fornemmelse deraf; tr\u00e6t var han, Lyst f\u00f8lte han til at kaste sig ned og sove, men Alt str\u00f8mmede med Vand, han s\u00f8gte at tage sig sammen; underligt zittrede Gjenstandene for hans \u00d8ine, men da saae han pludselig, hvad han aldrig havde seet her f\u00f8r, et nytt\u00f8mret lavt Huus, der heldede sig op til Klippen, og i D\u00f8ren stod en ung Pige, han troede at det var Skoleholderens Annette, som han engang havde kysset i Dandsen, men det var ikke Annette, og dog havde han seet hende f\u00f8r, maaskee ved Grindelwald, hiin Aften han vendte hjem fra Skyttelauget i Interlaken.<\/p>\n

“Hvor kommer Du her?” spurgte han.<\/p>\n

“Jeg er hjemme!” sagde hun. “Jeg vogter min Hjord!”<\/p>\n

“Din Hjord, hvor gr\u00e6sser den? Her er kun Snee og Klipper!”<\/p>\n

“Du veed god Besked!” sagde hun og loe. Her bag ved, lidt nede, er en deilig Gr\u00e6sgang! der gaae mine Geder! jeg hytter dem godt! ikke een mister jeg, hvad mit er bliver mit!”<\/p>\n

“Du er kj\u00e6k!” sagde Rudy.<\/p>\n

“Du ogsaa!” svarede hun.<\/p>\n

“Har Du M\u00e6lk, saa giv mig den! jeg t\u00f8rster ganske ulidelig!”<\/p>\n

“Jeg har noget bedre end M\u00e6lk!” sagde hun, “det skal Du faae! igaar kom der Reisende med deres F\u00f8rer, de glemte en halv Flaske Viin, som Du nok aldrig har smagt den; de hente den ikke, jeg drikker den ikke, drik Du!”<\/p>\n

Og hun kom frem med Vinen, heldte den i en Tr\u00e6skaal og gav Rudy.<\/p>\n

“Den er god!” sagde han. “Aldrig smagte jeg saa varmende, saa ildfuld en Viin!” og hans \u00d8ine straalede, der kom et Liv, en Gl\u00f8d i ham, som om alle Sorger og Tryk dunstede bort; den sprudlende, friske Menneskenatur r\u00f8rte sig i ham.<\/p>\n

“Men det er jo dog Skoleholderens Annette!” udbr\u00f8d han. “Giv mig et Kys!”<\/p>\n

“Ja giv mig den smukke Ring, Du b\u00e6rer paa Fingeren!”<\/p>\n

“Min Brudering?”<\/p>\n

“Just den!” sagde Pigen og g\u00f8d Viin i Skaalen, satte den for hans L\u00e6ber, og han drak. Der str\u00f8mmede Livsens Gl\u00e6de ind i hans Blod, den hele Verden var hans, syntes han, hvorfor plage sig! Alt er til for at nyde og lyksaliggj\u00f8re os! Livsens Str\u00f8m er Gl\u00e6dens Str\u00f8m, rives med af den, lade sig b\u00e6re af den, det er Lyksalighed. Han saae paa den unge Pige, det var Annette og dog ikke Annette, endnu mindre Troldphantomet, som han havde kaldt hende, han m\u00f8dte ved Grindelwald; Pigen her paa Bjerget var frisk som den nysfaldne Snee, svulmende som Alperosen og let som et Kid; dog altid skabt af Adams Ribben, Menneske som Rudy. Og han slyngede sine Arme om hende, saae ind i hendes forunderlige klare \u00d8ine, kun et Secund var det og i dette, ja forklar, fort\u00e6l, giv os det i Ord – var det Aandens eller D\u00f8dens Liv der fyldte ham, blev han l\u00f8ftet eller sank han ned i det dybe, dr\u00e6bende Iissv\u00e6lg, dybere, altid dybere; han saae Iisv\u00e6ggene som et blaagr\u00f8nt Glas; uendelige Kl\u00f8fter gabede rundt om, og Vandet dryppede klingende som et Klokkespil og dertil saa perleklart, lysende i blaahvide Flammer, Iisjomfruen gav ham et Kys, der iisnede ham igjennem hans Ryghvirvler ind i hans Pande, han gav et Smertens Skrig, rev sig l\u00f8s, tumlede og faldt, det blev Nat for hans \u00d8ine, men han aabnede dem igjen. Onde Magter havde \u00f8vet deres Spil.<\/p>\n

Borte var Alpepigen, borte den skjulende Hytte, Vandet drev ned af den n\u00f8gne Klippev\u00e6g, Sneen laae rundt om; Rudy rystede af Kulde, gjennembl\u00f8dt til Skindet, og hans Ring var borte, Bruderingen, Babette havde givet ham. Hans Gev\u00e6r laae i Sneen hos ham, han tog det, vilde skyde det af, det klikkede. Vaade Skyer laae som faste Sneemasser i Kl\u00f8ften, Svimlen sad der og lurede paa det kraftl\u00f8se Bytte, og under hende klang det i den dybe Kl\u00f8ft, som om en Fjeldblok faldt, knuste og bortrev Alt, hvad der vilde standse den i Faldet.<\/p>\n

Men i M\u00f8llen sad Babette og gr\u00e6d; Rudy havde i sex Dage ikke v\u00e6ret der; han som havde Uret, han som burde bede hende om Tilgivelse, for med hele sit Hjerte elskede hun ham.<\/p>\n

XIII. I M\u00f8llerens Huus.<\/p>\n

“Det er et r\u00e6dsomt Vr\u00f8vl med de Mennesker!” sagde Stuekatten til Kj\u00f8kkenkatten. “Nu er det igjen i Stykker med Babette og Rudy. Hun gr\u00e6der, og han t\u00e6nker nok ikke mere paa hende!”<\/p>\n

“Det kan jeg ikke lide!” sagde Kj\u00f8kkenkatten.<\/p>\n

“Jeg ikke heller!” sagde Stuekatten, “men jeg vil ikke s\u00f8rge over det! Babette kan jo blive Kj\u00e6reste med de r\u00f8de Bakkenbarter! han har da heller ikke v\u00e6ret her siden han vilde paa Taget!”<\/p>\n

Onde Magter have deres Spil, udenom os og indeni os; det havde Rudy fornummet og t\u00e6nkt over; hvad var der foregaaet om ham og i ham, der h\u00f8it paa Bjerget? Var det Syner eller en Feberdr\u00f8m, aldrig havde han kjendt til Feber eller Sygdom f\u00f8r. Et Indblik i sig selv havde han gjort, idet han d\u00f8mte Babette. Han t\u00e6nkte paa den vilde Jagt i sit Hjerte, den hede F\u00f8hn, som der nys br\u00f8d l\u00f8s. Kunde han skrifte Alt for Babette, hver Tanke der i Fristelsens Stund hos ham kunde blive til Gjerning. Hendes Ring havde han tabt, og just i dette Tab havde hun gjenvundet ham. Kunde hun skrifte for ham? Det var som hans Hjerte skulde gaae itu idet han t\u00e6nkte paa hende; der l\u00f8ftede sig saa mange Erindringer; han saae hende lyslevende, leende, et overgivent Barn; mangt et kj\u00e6rligt Ord, hun havde talt i sit Hjertes Fylde, fl\u00f8i som et Solblink ind i hans Bryst, og snart var et heelt Solskin derinde for Babette.<\/p>\n

Hun maatte kunne skrifte for ham, og hun skulde det.<\/p>\n

Han kom til M\u00f8llen; det kom til Skriftemaal, det begyndte med et Kys og endte med at Rudy var Synderen, hans store Feil var det at kunne tvivle om Babettes Troskab, det var n\u00e6sten afskyeligt af ham! slig Heftighed kunde f\u00f8re dem Begge i Ulykke. Ja ganske vist! og derfor holdt Babette en lille Pr\u00e6diken for ham, den forn\u00f8iede hende selv og den kl\u00e6dte hende saa yndigt, dog i Eet havde Rudy Ret, Gudmoders Sl\u00e6gtning var en Gabflab! hun vilde br\u00e6nde den Bog, han havde for\u00e6ret hende, og ikke eie det Mindste, der kunde huske hende paa ham.<\/p>\n

“Nu er det overstaaet!” sagde Stuekatten. “Rudy er her igjen, de forstaae hinanden, og det er den st\u00f8rste Lykke, sige de.”<\/p>\n

“Jeg h\u00f8rte i Nat,” sagde Kj\u00f8kkenkatten, “Rotterne sige, den st\u00f8rste Lykke er at \u00e6de T\u00e6llelys og at have fuldt op for sig af ford\u00e6rvet Flesk. Hvem skal man nu troe, Rotterne eller Kj\u00e6restefolkene?”<\/p>\n

“Ingen af dem!” sagde Stuekatten. “Det er altid det Sikkreste!”<\/p>\n

Den st\u00f8rste Lykke for Rudy og Babette var just i sin Opgang, den skj\u00f8nneste Dag, som den kaldes, havde de ivente, Bryllupsdagen.<\/p>\n

Men ikke i Kirken i Bex, ikke i M\u00f8llerens Huus, skulde Brylluppet staae; Gudmoder vilde, at Brylluppet feiredes hos hende og at Vielsen fandt Sted i den smukke lille Kirke i Montreux. M\u00f8lleren holdt paa at dette Forlangende skulde opfyldes; han alene vidste hvad Gudmoder havde bestemt for de Nygifte; de fik af hende en Brudegave, der nok var en saadan lille F\u00f8ielighed v\u00e6rd. Dagen var bestemt. Allerede Aftenen forud vilde de reise til Villeneuve, for med Skibet om Morgenen at s\u00e6tte saa betids over til Montreux, at Gudmoders D\u00f8ttre kunde pynte Bruden.<\/p>\n

“Der bliver vel anden Dags Bryllup her i Huset!” sagde Stuekatten. “Ellers giver jeg ikke et Miau for det Hele!”<\/p>\n

“Her bliver Gilde!” sagde kj\u00f8kkenkatten. “\u00c6nder ere slagtede, Duer qvalte, og et heelt Dyr h\u00e6nger paa V\u00e6ggen. Jeg faaer Tandkl\u00f8e ved at see paa det! – Imorgen begynder da Reisen!”<\/p>\n

Ja imorgen! – Denne Aften sad Rudy og Babette, som Forlovede, sidste Gang i M\u00f8llen.<\/p>\n

Udenfor var Alpegl\u00f8den, Aftenklokken klang, Solstraalernes D\u00f8ttre sang: “Det Bedste skeer!”<\/p>\n

XIV. Syner i Natten.<\/p>\n

Solen var nede, Skyerne s\u00e6nkede sig i Rhonedalen mellem de h\u00f8ie Bjerge, Vinden bl\u00e6ste sydfra, en Afrikas Vind, ned over de h\u00f8ie Alper, en F\u00f8hn, der rev Skyerne s\u00f8nder, og da Vinden var faret hen blev det et \u00d8ieblik ganske stille; de s\u00f8nderrevne Skyer hang i Phantastiske Skikkelser mellem de skovgroede Bjerge hen over den iilsomme Rhoneflod; de hang i Skikkelser, som Urverdenens S\u00f8dyr, som Luften sv\u00e6vende \u00d8rn og som Sumpens springende Fr\u00f8er; de s\u00e6nkede sig ned paa den rivende Str\u00f8m, de seilede paa den og seilede dog i Luften. Str\u00f8mmen f\u00f8rte med sig en med Rod opreven Gran, Vandet viste dreiende Hvirvler foran; det var Svimlen, mere end een, der dreiede sig i kreds paa den frembrusende Str\u00f8m; Maanen lyste paa Bjergtoppenes Snee, paa de m\u00f8rke Skove og de hvide selsomme Skyer, Nattens Syner, Naturkr\u00e6fternes Aander; Bjergbonden saae dem gjennem Ruden, de seilede dernede i Skarer foran Iisjomfruen; hun kom fra sit Gletscherslot, hun sad paa det skr\u00f8belige Skib, en opreven Gran, Gletschervandet bar hende ned ad Str\u00f8mmen til den aabne S\u00f8.<\/p>\n

“Bryllupsgj\u00e6sterne komme!” susede og sang det i Luft og Vand.<\/p>\n

Syner derude, Syner derinde. Babette dr\u00f8mte en underlig Dr\u00f8m.<\/p>\n

Det forekom hende, som om hun var gift med Rudy, og det allerede i mange Aar. Han var nu paa Gemsejagt, men hun var i sit Hjem, og der sad hos hende den unge Engl\u00e6nder med de forgyldte Bakkenbarter; hans \u00d8ine vare saa varme, hans Ord havde en Trolddoms Magt, han rakte hende Haanden, og hun maatte f\u00f8lge ham. De gik bort fra Hjemmet. Bestandigt nedad! – og det var for Babette som laae der en Byrde paa hendes Hjerte, den blev altid tungere, en Synd var det mod Rudy, en Synd mod Gud; og pludselig stod hun forladt, hendes Kl\u00e6der vare revne itu af Tj\u00f8rne, hendes Haar var graat, hun saae i Smerte opad, og paa Fjeldranden \u00f8inede hun Rudy; – hun strakte sine Arme imod ham, men vovede ikke at kalde eller bede, og det vilde heller ikke have hjulpet, thi snart saae hun, at det ikke var ham, men kun hans J\u00e6gertr\u00f8ie og Hat, der hang paa Alpestokken, som J\u00e6gerne stille hen for at skuffe Gemserne! Og i gr\u00e6ndsel\u00f8s Smerte jamrede Babette: “O, var jeg d\u00f8d paa min Bryllupsdag, min lykkeligste Dag! Herre, du min Gud, det havde v\u00e6ret en Naade, en Livsens Lykke! da var det Bedste skeet, der kunde skee for mig og Rudy! Ingen veed sin Fremtid!” og i gudl\u00f8s Smerte styrtede hun sig ned i den dybe Fjeldkl\u00f8ft. Der brast en Str\u00e6ng, der klang en S\u00f8rgetone -!<\/p>\n

Babette vaagnede op, Dr\u00f8mmen var endt – og udslettet, men hun vidste, at hun havde dr\u00f8mt noget Skr\u00e6kkeligt og dr\u00f8mt om den unge Engl\u00e6nder, som hun i flere Maaneder ikke havde seet, ikke t\u00e6nkt paa. Mon han var i Montreux? Skulde hun faae ham at see ved Brylluppet. Der gled en lille Skygge hen om den fine Mund. Brynene rynkede sig, men snart kom et Smiil og Blinket i \u00d8iet, Solen skinnede saa smukt udenfor, og imorgen var det hendes og Rudys Bryllup.<\/p>\n

Han var allerede i Stuen, da hun kom derned, og snart gik det afsted til Villeneuve. De vare saa lykkelige de To, og M\u00f8lleren med, han loe og straalede i det deiligste Humeur; en god Fader, en \u00e6rlig Sj\u00e6l var han.<\/p>\n

“Nu er vi Herskabet hjemme!” sagde Stuekatten.<\/p>\n

XV. Slutningen.<\/p>\n

Det var endnu ikke Aften, da de tre glade Mennesker naaede Villeneuve, og holdt deres Maaltid. M\u00f8lleren satte sig i L\u00e6nestolen med sin Pibe og tog en lille Luur. De unge Brudefolk gik Arm i Arm ud af Byen, hen ad Kj\u00f8reveien under de buskbegroede Klipper, langs den blaagr\u00f8nne, dybe S\u00f8; det skumle Chillon speilede sine graae Mure og tunge Taarne i det klare Vand; den lille \u00d8 med de tre Akasier laae endnu n\u00e6rmere, den saae ud som en Bouquet paa S\u00f8en.<\/p>\n

“Der maa v\u00e6re yndigt derovre!” sagde Babette, hun havde igjen den st\u00f8rste Lyst at komme derover, og det \u00d8nske kunde strax opfyldes; der laae en Baad ved Bredden, Snoren, som holdt den, var let at l\u00f8se. Ingen saae man, der kunde sp\u00f8rges om Tilladelse, og saa tog man uden videre Baaden, Rudy forstod nok at roe.<\/p>\n

Aarerne grebe som Fiskens Finner i det f\u00f8ielige Vand, det er saa b\u00f8ieligt og dog saa st\u00e6rkt, det er heelt Ryg til at b\u00e6re, heelt Mund til at sluge, mildt smilende, Bl\u00f8dheden selv og dog skr\u00e6kindjagende og st\u00e6rkt til at s\u00f8nderbryde. Der stod et skummende Kj\u00f8lvand efter Baaden, der i faa Minuter med de To naaede over til \u00d8en, hvor de stege i Land. Her var ikke st\u00f8rre Plads end til en Dands for de To.<\/p>\n

Rudy svingede Babette to tre Gange rundt, og saa satte de sig paa den lille B\u00e6nk, under de nedh\u00e6ngende Akasier, saae hinanden ind i \u00d8inene, holdt hinanden i H\u00e6nderne, og Alt rundt om straalede i Glands af den synkende Sol; Granskovene paa Bjergene fik et r\u00f8dlilla Udseende ganske som blomstrende Lyng, og hvor Tr\u00e6erne slap og Klippestenen traadte frem, gl\u00f8dede den som om Fjeldet var transparent, Skyerne paa Himlen lyste som den r\u00f8de Ild, den hele S\u00f8 var som det friske, blussende Rosenblad. Alt som Skyggerne l\u00f8ftede sig opad Savoyens sneed\u00e6kkede Bjerge, bleve disse sortblaae, men den \u00f8verste Tinde skinnede som den r\u00f8de Lava, de gjenviste et Moment fra Bjergdannelsen, da disse Masser gl\u00f8dende l\u00f8ftede sig fra Jordens Skj\u00f8d og endnu ikke vare slukkede. Det var en Alpegl\u00f8den, som Rudy og Babette aldrig troede at have seet Magen til. Det sneed\u00e6kkede Dent du Midi havde en Glands som Fuldmaanens Skive, idet den l\u00f8fter sig i Horizonten.<\/p>\n

“Saa megen Deilighed! saa megen Lykke!” sagde de To. – “Mere har Jorden ikke at give mig!2 sagde Rudy. “En Aftenstund som denne er dog et heelt Liv! hvor tidt fornam jeg min Lykke, som jeg fornemmer den nu og t\u00e6nkte, om nu Alting endte, hvor lykkeligt har jeg dog levet! hvor velsignet er denne Verden! og Dagen endte, men en ny begyndte igjen, og jeg syntes, at den var endnu smukkere! Vor Herre er dog uendelig god, Babette!”<\/p>\n

“Jeg er saa lykkelig!” sagde hun.<\/p>\n

“Mere har Jorden ikke at give mig!” udbr\u00f8d Rudy.<\/p>\n

Og Aftenklokkerne klang fra Savoyens Bjerge, fra Schweizes Bjerge; i Guldglands l\u00f8ftede sig mod Vest det sortblaae Jura.<\/p>\n

“Gud give Dig det Herligste og Bedste!” udbr\u00f8d Babette.<\/p>\n

“Det vil han!” sagde Rudy. “Imorgen har jeg det! imorgen er Du ganske min! min egen lille, yndige Kone!”<\/p>\n

“Baaden!” raabte Babette i det Samme.<\/p>\n

Baaden, der skulde f\u00f8re dem tilbage, var gaaet l\u00f8s og drev fra \u00d8en.<\/p>\n

“Jeg henter den!” sagde Rudy, kastede sin Kjole, rev sine St\u00f8vler af, sprang i S\u00f8en og tog raske Tag henimod Baaden.<\/p>\n

Koldt og dybt var det klare, blaagr\u00f8nne Iisvand fra Bjergets Gletscher. Rudy saae ned deri, kun et eneste Blik og det var, som saae han en Guldring trille, blinke og spille, – sin tabte Brudering t\u00e6nkte han paa, og Ringen blev st\u00f8rre, videde sig ud i en funklende Kreds og i denne lyste den klare Gletscher; uendelig dybe Kl\u00f8fter gabede rundt om, og Vandet dryppede klingende som et Klokkespil og lysende med hvidblaae Flammer; i et Nu saae han, hvad vi maae sige i lange, mange Ord. Unge J\u00e6gere og unge Piger, M\u00e6nd og Qvinder engang sjunkne i Gletscherens Kl\u00f8fter stode her lys levende med aabne \u00d8ine og smilende Mund, og dybt under dem l\u00f8d fra begravne Byer Kirkeklokkens Klang; Menigheden kn\u00e6lede under Kirkehv\u00e6lvingen, Iisstykker dannede Orgelpiber, Fjeldstr\u00f8mmen orglede; Iisjomfruen sad paa den klare, gjennemsigtige Bund, hun l\u00f8ftede sig op mod Rudy, kyssede hans F\u00f8dder, og der gik en D\u00f8dsiisnen gjennem hans Lemmer, et elektrisk St\u00f8d – Iis og Ild! man skjelner ikke derimellem ved den korte Ber\u00f8relse.<\/p>\n

“Min! min!” klang det om ham og ind i ham. “Jeg kyssede Dig, da Du var lille! kyssede Dig paa din Mund! nu kysser jeg Dig paa din Taa og paa din H\u00e6l, min er Du heel!”<\/p>\n

Og han var borte i det klare, blaae Vand.<\/p>\n

Alt var stille; Kirkeklokkerne h\u00f8rte op at ringe, de sidste Toner forsvandt med Glandsen paa de r\u00f8de Skyer.<\/p>\n

Min er Du!” klang det i det Dybe; “min er Du!” klang det i det H\u00f8ie, fra det Uendelige.<\/p>\n

Deiligt at flyve fra Kj\u00e6rlighed til Kj\u00e6rlighed, fra Jorden ind i Himlen.<\/p>\n

Der brast en Str\u00e6ng, der klang en S\u00f8rgetone, D\u00f8dens Iiskys beseirede det Forkr\u00e6nkelige; Forspillet endte for at Livs-Dramaet kunde begynde, Misklangen opl\u00f8ses i Harmonie.<\/p>\n

Kalder Du det en s\u00f8rgelig Historie?<\/p>\n

Stakkels Babette! for hende var det Angestens Stund! Baaden drev l\u00e6nger og l\u00e6nger bort. Ingen i Land vidste, at Brudeparret var paa den lille \u00d8. Aftenen tog til; Skyerne s\u00e6nkede sig; M\u00f8rket kom. Ene, fortvivlet, jamrende stod hun der. Et Gudsveir hang over hende; Lynblink lyste over Jurabjergene, over Schweizerlandet og over Savoyen; fra alle Sider Blink paa Blink, Dr\u00f8n i Dr\u00f8n, de rullede i hinanden, flere Minuter lang. Lynblinkene fik snart Solens Glands, man kunde see hver enkelt Viinstok som ved Middagstid, og strax derpaa rugede igjen det sorte M\u00f8rke. Lynene dannede Sl\u00f8ifer, Filtringer, Zikzak, sloge ned rundt om i S\u00f8en, de lyste fra alle Sider, mens Dr\u00f8nene voxte ved Ecchoets Bulder. Paa Land drog man Baadene op paa Strandbredden; Alt, hvad levende var, s\u00f8gte Ly! – og nu str\u00f8mmede Regnen ned.<\/p>\n

“Hvor er dog Rudy og Babette i dette Guds Veir!” sagde M\u00f8lleren.<\/p>\n

Babette sad med foldede H\u00e6nder; med Hovedet i sit Skj\u00f8d, stum af Smerte, af Skrig og Jamren.<\/p>\n

“I det dybe Vand!” sagde hun ind i sig selv. “Dybt nede, som under Gletscheren, er han!”<\/p>\n

I hendes Tanker kom, hvad Rudy havde fortalt om sin Moders D\u00f8d, om sin Frelse, da han som Liig l\u00f8ftedes op af Gletschernes Kl\u00f8fter. “Iisjomfruen har ham igjen!”<\/p>\n

Og der lyste et Lyn, saa blendende, som Solglands paa den hvide Snee. Babette foer iveiret; S\u00f8en l\u00f8ftede sig i dette Nu, som en skinnende Gletscher, Iisjomfruen stod der, majest\u00e6tisk, blaableg, skinnende, og ved hendes F\u00f8dder laae Rudys Liig; “Min!” sagde hun og rundt om var igjen Mulm og M\u00f8rke, skyllende Vand.<\/p>\n

“Grusomt!” jamrede Babette. “Hvorfor skulde dog han d\u00f8e, idet vor Lykkes Dag kom! Gud! lys op i min Forstand! lys ind i mit Hjerte! jeg forstaaer ikke dine Veie! famler i din Almagt og Viisdom!”<\/p>\n

Og Gud lyste ind i hendes Hjerte. Et Tankeblink, en Naadens Straale, hendes Dr\u00f8m sidste Nat, lyslevende, gjennemblinkede hende; hun huskede Ordene, hun havde talt: \u00d8nsket om det Bedste for sig og Rudy.<\/p>\n

“Vee mig! var det Syndens Fr\u00f8 i mit Hjerte! var min Dr\u00f8m et Fremtids-Liv, hvis Str\u00e6ng maatte rives over for min Frelses Skyld! Jeg Elendige!”<\/p>\n

Jamrende sad hun i den mulmm\u00f8rke Nat. I dens dybe Stilhed klang, syntes hun, endnu Rudys Ord; de sidste han her sagde: “Mere Lykke har Jorden ikke at give mig!” De klang i Gl\u00e6dens Fylde, de gjentoges i Smertens V\u00e6ld.<\/p>\n

Et Par Aar ere hengaaede siden. S\u00f8en smiler, Kysterne smile; Viinranken s\u00e6tter svulmende Druer; Dampskibe med vaiende Flag jage forbi, Lystbaade med deres to udsp\u00e6ndte Seil flyve som hvide Sommerfugle hen over Vandspeilet; Jernbanen over Chillon er aabnet, den f\u00f8rer dybt ind i Rhonedalen. Ved hver Station udstige Fremmede, de komme med deres i R\u00f8dt indbundne Reisebog og l\u00e6se sig til, hvad M\u00e6rkeligt de have at see. De bes\u00f8ge Chillon, de see derude i S\u00f8en den lille \u00d8 med de tre Akasier, og l\u00e6se i Bogen om Brudeparret, der i Aaret 1856 en Aftenstund seilede derover, Brudgommens D\u00f8d, og: “f\u00f8rst n\u00e6ste Morgen h\u00f8rte man paa Kysten Brudens fortvivlede Skrig.”<\/p>\n

Men Reisebogen melder Intet om Babettes stille Levedage hos sin Fader, ikke i M\u00f8llen, der boe nu Fremmede, men i det smukke Huus n\u00e6r Banegaarden, hvor fra Vinduet hun mangen Aften endnu seer hen over Kastanietr\u00e6erne til de Sneebjerge, hvor engang Rudy tumlede sig; hun seer i Aftenstunden Alpegl\u00f8den, Solens B\u00f8rn leire sig deroppe og gjentage Sangen om Vandringsmanden, som Hvirvelvinden afrev Kappen og f\u00f8rte bort: Hylsteret og ikke Manden tog den.<\/p>\n

Der er Rosenglands paa Bjergets Snee, der er Rosenglands i hvert Hjerte, hvor Tanken er: “Gud lader det Bedste skee for os!” men det bliver os ikke altid aabenbaret, saaledes som det blev for Babette i hendes Dr\u00f8m.<\/p>\n

\u00a0\u00a0Indeks over H.C. Andersens eventyr \u2014\u00a0Index of Hans Christian Andersen Fairy tales<\/a><\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

H.C. Andersen – Hans Christian Andersen eventyr Iisjomfruen \u2013 Illustration \u2013 The Ice Maiden 1862 I. Lille Rudy. Lad os bes\u00f8ge Schweiz, lad os see os om i det herlige Bjergland, hvor Skovene voxe op ad de steile Klippev\u00e6gge; lad os stige op paa de blendende Sneemarker, og igjen gaae ned i de gr\u00f8nne Enge, … L\u00e6s mere Iisjomfruen<\/span><\/a><\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"parent":0,"menu_order":0,"comment_status":"closed","ping_status":"closed","template":"","meta":{"footnotes":"","_links_to":"","_links_to_target":""},"class_list":["post-1457","page","type-page","status-publish","hentry"],"aioseo_notices":[],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1457","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages"}],"about":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/page"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=1457"}],"version-history":[{"count":3,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1457\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":78235,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1457\/revisions\/78235"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=1457"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}