{"id":1349,"date":"2012-03-20T10:16:57","date_gmt":"2012-03-20T09:16:57","guid":{"rendered":"http:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/?page_id=1349"},"modified":"2016-01-07T08:11:06","modified_gmt":"2016-01-07T07:11:06","slug":"hvad-gamle-johanne-fortalte","status":"publish","type":"page","link":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/?page_id=1349","title":{"rendered":"Hvad gamle Johanne fortalte"},"content":{"rendered":"

H.C. Andersen – Hans Christian Andersen eventyr<\/strong><\/p>\n

Hvad gamle Johanne fortalte<\/span><\/strong>\u00a0\u2013 What Old Johanna Told<\/a><\/p>\n

1872<\/strong><\/p>\n

Vinden suser i det gamle Piletr\u00e6!<\/p>\n

Det er som h\u00f8rte man en Sang; Vinden synger den, Tr\u00e6et fort\u00e6ller den. Forstaaer Du den ikke, sp\u00f8rg da den gamle Johanne i Fattighuset, hun veed Besked, hun er barnef\u00f8dt her i Sognet.<\/p>\n

For Aaringer tilbage, da Kongeveien endnu laae her, var Tr\u00e6et allerede stort og m\u00e6rkbart. Det stod, hvor det staaer endnu, ud for Skr\u00e6dderens hvidtede Bindingsv\u00e6rks Huus t\u00e6t op til K\u00e6ret, som den Gang var saa stort, at Qv\u00e6get blev vandet her, og hvor i den varme Sommer de smaa B\u00f8nderdrenge l\u00f8b n\u00f8gne om og pjaskede i Vandet. T\u00e6t op under Tr\u00e6et var reist af hugne Steen en Milep\u00e6l; nu er den falden om, Bromb\u00e6rgrene groe hen over den.<\/p>\n

Hiinsides den rige Gaardmandsgaard blev den nye Kongevei lagt, den gamle blev Markvei, K\u00e6ret en Pyt, overgroet med Andemad; dumpede en Fr\u00f8 ned, skiltes det Gr\u00f8nne ad og man saae det sorte Vand; rundt om groede og groe Muskedonnere, Bukkeblade og gule Iris.<\/p>\n

Skr\u00e6dderens Huus blev gammelt og skjevt, Taget en Mistb\u00e6nk for Mos og Huusl\u00f8g; Dueslaget faldt sammen, og St\u00e6ren byggede der; Svalerne h\u00e6ngte Rede ved Rede paa Husets Gavl og hen under Taget, ret som var her en Lykkens Bo.<\/p>\n

Det var her engang; nu var her blevet eensomt og stille. Ene og villiedvask levede derinde “s\u00f8lle Rasmus”, som de kaldte ham; han var f\u00f8dt her, han havde leget her, han havde sprunget over Mark og Gjerde, pjasket som Lille i det aabne K\u00e6r, klattret op i det gamle Tr\u00e6.<\/p>\n

Det l\u00f8ftede med Pragt og Deilighed sine store Grene, som det l\u00f8fter dem endnu, men Stormen havde allerede vredet Stammen lidt og Tiden givet det en Revne, nu har Veir og Vind lagt Jord i Revnen, der voxer Gr\u00e6s og Gr\u00f8nt, ja et lille R\u00f8nneb\u00e6rtr\u00e6 har der plantet sig selv<\/p>\n

Naar i Vaar Svalerne kom, fl\u00f8i de om Tr\u00e6 og om Tag, de klinede og b\u00f8dede paa deres Gamle Reder, s\u00f8lle Rasmus lod sin Rede staae og falde, som den vilde; han hverken klinede eller st\u00f8ttede den; “hvad kan det hjelpe!” var hans Mundheld, og det var ogsaa hans Faders.<\/p>\n

Han blev i sit Hjem, Svalerne fl\u00f8i derfra, men de kom igjen, de troe Dyr. St\u00e6ren fl\u00f8i, den kom igjen og fl\u00f8itede sin Sang; engang forstod Rasmus at fl\u00f8ite omkap med den, nu hverken fl\u00f8itede eller sang han.<\/p>\n

Vinden susede i det gamle Piletr\u00e6, den suser endnu, det er som h\u00f8rte man en Sang; Vinden synger den, Tr\u00e6et fort\u00e6ller den; forstaaer Du den ikke, sp\u00f8rg da gamle Johanne i Fattighuset, hun veed Besked, hun er klog paa gammel F\u00e6rd, hun er som en Kr\u00f8nikebog, med Opskrift og gamle Minder.<\/p>\n

Da Huset var nyt og godt, flyttede Landsbyskr\u00e6dderen Ivar \u00d8lse herind med sin Kone Maren; str\u00e6bsomme, h\u00e6derlige Folk begge to. Gamle Johanne var den Gang et Barn, hun var Datter af Tr\u00e6skomanden, en af de Fattigste i Sognet. Mangt et godt Sm\u00f8rrebr\u00f8d fik hun af Maren, der ikke havde Savn paa F\u00f8den; hun stod sig godt med Herskabsfruen, altid loe hun og var glad, hun lod sig ikke forknytte, sin Mund brugte hun, men ogsaa sine H\u00e6nder; hun f\u00f8rte Synaalen ligesaa rapt som Munden, og passede dertil sit Huus og sine B\u00f8rn; de vare n\u00e6r ved Dusinet, hele elleve, den Tolvte udeblev.<\/p>\n

“Fattigfolk har altid Reden fuld af Unger!” brummede Herremanden, “kunde man drukne dem som Kattekillinger, og kun beholde Een eller To af de st\u00e6rkeste, saa var det mindre Ulykke!”<\/p>\n

“Gud forbarme sig!” sagde Skr\u00e6dderkonen. “B\u00f8rn er dog en Guds Velsignelse; de ere Forn\u00f8ielsen i Huset. Hvert Barn er et Fadervor meer! Er det trangt og man har mange Munde at s\u00f8rge for, saa sp\u00e6nder man sig st\u00e6rkere an, finder paa Raad og Gjerning i al Skikkelighed, Vor Herre slipper ikke, naar vi ikke slippe!”<\/p>\n

Herregaardsfruen gav hende Medhold, nikkede venligt og klappede Maren paa Kinden; det havde hun mange Gange gjort, ja kysset hende med, men da var Fruen et lille Barn, og Maren hendes Barnepige. De To holdt af hinanden, og det Sindelag slap ikke.<\/p>\n

Hvert Aar, ved Juletid, kom fra Herregaarden Vinterforraad til Skr\u00e6dderens Huus: en T\u00f8nde Meel, et Sviin, to G\u00e6s, en Fjerding Sm\u00f8r, Ost og \u00c6bler. Det hjalp der paa Spisekammeret. Ivar \u00d8lse saae da ogsaa ret forn\u00f8iet ud, men kom dog snart igjen med sit gamle Mundheld: “Hvad kan det hjelpe!”<\/p>\n

Reent og net var der i Huset, Gardiner i Vinduerne og Blomster med, baade Nellike og Balsamine. Navneklud hang i Skilderi-Ramme og t\u00e6t ved hang et “Bindebrev” paa Riim, det havde Maren \u00d8lse selv digtet; hun vidste hvorledes Rimene f\u00f8ie sig. Hun var n\u00e6sten lidt stolt af Familienavnet “\u00d8lse”, det var det eneste Ord i det danske Sprog, der rimede paa P\u00f8lse. “Det er dog altid at have Noget forud for Andre!” sagde hun og loe. Altid bevarede hun sit gode Humeur, aldrig sagde hun som Manden: “Hvad kan det hjelpe!” Hendes Mundheld var: “Hold paa Dig selv og Vor Herre!” Det gjorde hun og det holdt det Hele sammen. B\u00f8rnene trivedes, voxte ud over Reden, kom vidt om og artede sig vel. Rasmus var den Mindste; han var saa deiligt et Barn, at en af de store Skilderimalere inde i Staden laante ham til at male af, og det saa n\u00f8gen, som han var kommen til denne Verden. Det Billed hang nu paa Kongens Slot, der havde Herregaardsfruen seet det og kjendt lille Rasmus, uagtet han ikke havde Kl\u00e6der paa.<\/p>\n

Men nu kom den tunge Tid. Skr\u00e6dderen fik V\u00e6rk i begge H\u00e6nder, der satte sig store Knuder, ingen Doctor kunde hjelpe, ikke engang den kloge Stine, som “doctorerede”.<\/p>\n

“Man maa ikke forknyttes!” sagde Maren. “Det hjelper aldrig at h\u00e6nge med Hovedet! nu have vi ikke l\u00e6nger Faders to H\u00e6nder til Medhjelp, jeg maa da see at bruge mine des flinkere. Lille Rasmus kan ogsaa f\u00f8re Naalen!”<\/p>\n

Han sad allerede paa Bordet, fl\u00f8itede og sang, han var en lystig Dreng.<\/p>\n

Hele Dagen skulde han ikke sidde der, sagde Moderen, det var Synd mod det Barn; lege og springe skulde han ogsaa.<\/p>\n

Tr\u00e6skomandens Johanne var hans bedste Legekammerat; hun var af endnu mere Fattigfolk, end Rasmus. Kj\u00f8n var hun ikke; barbenet gik hun; Kl\u00e6derne hang i Laser, Ingen havde hun til at hjelpe paa dem, selv at gj\u00f8re det faldt hende ikke ind; hun var Barn, og glad som en Fugl i Vor Herres Solskin.<\/p>\n

Ved den steenreiste Milep\u00e6l, under det store Piletr\u00e6, legede Rasmus og Johanne.<\/p>\n

Han havde h\u00f8ie Tanker; han vilde engang blive en fiin Skr\u00e6dder og boe inde i Staden, hvor der var Mestere, der havde ti Svende paa Bordet, det havde han h\u00f8rt af sin Fader; der vilde han v\u00e6re Svend, og der vilde han blive Mester, og saa skulde Johanne komme og bes\u00f8ge ham; og forstod hun da at koge, skulde hun lave Maden til dem Allesammen og have sin egen Storstue.<\/p>\n

Johanne turde ikke rigtig troe derpaa, men Rasmus troede at det nok vilde skee.<\/p>\n

Saa sad de under det gamle Tr\u00e6, og Vinden susede i Grene og Blade, det var som om Vinden sang og Tr\u00e6et fortalte.<\/p>\n

I Efteraaret faldt hvert eneste Blad, Regnen dryppede fra de n\u00f8gne Grene.<\/p>\n

“De gr\u00f8nnes igjen!” sagde Mo’er \u00d8lse.<\/p>\n

“Hvad kan det hjelpe!” sagde Manden. “Nyt Aar, ny Sorg for Udkommet!”<\/p>\n

“Spisekammeret er fyldt!” sagde Konen. “Det kunne vi takke vor gode Frue for. Jeg er ved Helsen og har gode Kr\u00e6fter.<\/p>\n

Det er syndigt af os at klage!”<\/p>\n

Julen over blev Herskabet i deres Gaard paa Landet, men i Ugen efter Nytaar toge de ind til Staden, hvor de tilbragte Vinteren i Gl\u00e6de og Forn\u00f8ielse; de kom til Bal og H\u00f8itid hos Kongen selv.<\/p>\n

Fruen havde faaet to kostelige Kjoler fra Frankrig; de vare af et saadant T\u00f8i, et saadant Snit og en Syning, at Maren Skr\u00e6dders aldrig havde seet slig Herlighed. Hun udbad sig ogsaa hos Herskabsfruen, at hun turde komme op paa Gaarden med sin Mand, at han ogsaa kunde see de Kjoler. Sligt blev nok aldrig seet af en Landsbyskr\u00e6dder, sagde hun.<\/p>\n

Han saae dem og havde ikke Ord at sige f\u00f8r han kom hjem, og hvad han sagde, var kun, hvad han altid kom med: “hvad kan det hjelpe”! og denne Gang blev hans Ord til Sandhed.<\/p>\n

Herskabet kom til Byen; Baller og Lystighed begyndte derinde, men i al den Herlighed d\u00f8de den gamle Herre og Fruen kom slet ikke i de stadselige Kl\u00e6der. Hun var saa sorrigfuld, og kl\u00e6dt fra Hals til Taa i sort, t\u00e6t S\u00f8rgekl\u00e6dning; ikke saameget som en hvid Strimmel var at see; alle Tjenestefolkene vare i Sort, selv Stadskarreten blev overtrukken med sort, fiint Kl\u00e6de.<\/p>\n

Det var en iisnende Frostnat, Sneen lyste, Stjernerne blinkede; den tunge Rustvogn kom med Liget fra Staden til Herregaards-Kirken, hvor det skulde s\u00e6ttes i Sl\u00e6gtens Familie-Begravelse. Forvalteren og Sognefogeden holdt ridende med Fakler foran Kirkegaards-Laagen. Kirken var oplyst og Pr\u00e6sten stod i den aabne Kirked\u00f8r og tog mod Liget. Kisten blev baaren op i Choret, hele Menigheden fulgte. Pr\u00e6sten talte, en Psalme blev sungen; Fruen var med i Kirke, hun var kj\u00f8rt derhen i den sortbetrukne Stadskarreet, den var sort indeni og sort udenpaa, en saadan var aldrig f\u00f8r seet der i Sognet.<\/p>\n

Om al den Sorgens Stads blev der talt hele Vinteren, ja det var “Herremands-Begravelse.”<\/p>\n

“Der saae man, hvad den Mand bet\u00f8d!” sagde Sognets Folk. “Han var h\u00f8ibaaren f\u00f8dt og han blev h\u00f8ibaaren begravet!”<\/p>\n

“Hvad kan det hjelpe!” sagde Skr\u00e6dderen. “Nu har han hverken Liv eller Gods. Vi have dog den ene Deel!”<\/p>\n

“Tal dog ikke saadanne Ord!” sagde Maren, “han har det evige Liv i Himmeriges Rige!”<\/p>\n

“Hvem har sagt Dig det? Maren!” sagde Skr\u00e6dderen. “D\u00f8d Mand er god Gj\u00f8dning! men den Mand her, var vist for fornem selv til at gj\u00f8re Gavn i Jorden, han skal ligge i Gravcapel!”<\/p>\n

“Tal dog ikke saa ugudeligt!” sagde Maren. “Jeg siger Dig igjen: han har det evige Liv!”<\/p>\n

“Hvem har sagt Dig det? Maren!” gjentog Skr\u00e6dderen.<\/p>\n

Og Maren kastede sit Forkl\u00e6de over lille Rasmus; han maatte ikke h\u00f8re den Tale.<\/p>\n

Hun bar ham over i T\u00f8rvehuset og gr\u00e6d.<\/p>\n

“Den Tale, Du h\u00f8rte derovre, lille Rasmus, det var ikke din Faders, det var den Onde, der gik igjennem Stuen og tog din Faders M\u00e6le! L\u00e6s dit Fadervor! Vi ville Begge l\u00e6se det!” Hun foldede Barnets H\u00e6nder.<\/p>\n

“Nu er jeg glad igjen!” sagde hun. “Hold fast paa Dig selv og Vor Herre!”<\/p>\n

S\u00f8rgeaaret var tilende, Enkefruen gik kl\u00e6dt i halv Sorg, hun bar heel Gl\u00e6de i Hjertet.<\/p>\n

Der blev ymtet om, at hun havde faaet en Beiler, og allerede t\u00e6nkte paa Bryllup. Maren vidste Noget derom, og Pr\u00e6sten vidste lidt meer.<\/p>\n

Palme-S\u00f8ndag, efter Pr\u00e6diken, skulde der lyses til \u00c6gteskab for Enkefruen og hendes Trolovede. Han var P\u00e6lehugger eller Billedhugger, Navnet paa hans Bestilling vidste man ikke ret, den Gang var Thorvaldsen og hans Konst endnu ikke ret i Folkemunde. Den nye Herregaards-Mand var ikke h\u00f8iadelig, men dog en meget stadselig Mand; han var En, der var Noget, som Ingen forstod, sagde de, han huggede Billeder, var dygtig i sin Gjerning, ung og kj\u00f8n.<\/p>\n

“Hvad kan det hjelpe!” sagde Skr\u00e6dder \u00d8lse.<\/p>\n

Palme-S\u00f8ndag blev \u00c6gteskabet lyst fra Pr\u00e6dikestolen, derpaa fulgte Psalmesang og Altergang. Skr\u00e6dderen, hans Kone og lille Rasmus vare i Kirken, For\u00e6ldrene gik til Alters, Rasmus sad i Kirkestolen, han var ikke endnu confirmeret. Det havde i den sidste Tid skortet paa Kl\u00e6der i Skr\u00e6dderens Huus; de gamle, de havde, vare blevne vendte og vendte igjen, syede og lappede; nu vare de alle Tre i nye Kl\u00e6der, men sort T\u00f8i som til en Begravelse, de vare kl\u00e6dte i Overtr\u00e6kket fra S\u00f8rgekarreten. Manden havde faaet Frakke og Buxer heraf, Maren en h\u00f8ihalset Kjole og Rasmus en heel Kl\u00e6dning til at voxe i til Confirmationen. Der var taget baade det udvendige og indvendige T\u00f8i af S\u00f8rgekarreten. Ingen beh\u00f8vede at vide, hvad det f\u00f8r havde v\u00e6ret brugt til, men Folk fik det dog snart at vide, den kloge Kone Stine og et Par andre ligesaa kloge Koner, som ikke levede af deres Klogskab, sagde, at de Kl\u00e6der vilde bringe Sot og Syge i Huset, “man t\u00f8r ikke kl\u00e6de sig i Liigkarreet uden for at kj\u00f8re til Graven.”<\/p>\n

Tr\u00e6skomandens Johanne gr\u00e6d, da hun h\u00f8rte den Tale; og da det nu traf sig, at fra den Dag skrantede Skr\u00e6dderen meer og meer, saa vilde det nok vise sig, hvem det kom til at gaae ud over.<\/p>\n

Og det viste sig.<\/p>\n

F\u00f8rste S\u00f8ndag efter Trinitatis d\u00f8de Skr\u00e6dder \u00d8lse, nu var Maren ene om at holde paa det Hele; hun holdt paa det, paa sig selv og Vor Herre.<\/p>\n

Aaret efter stod Rasmus til Confirmation; nu skulde han til Staden i L\u00e6re hos en Stor-Skr\u00e6dder, rigtignok ikke med tolv Svende paa Bordet, men med een; lille Rasmus kunde regnes for en halv; glad var han, forn\u00f8iet saae han ud, men Johanne gr\u00e6d, hun holdt mere af ham end hun selv vidste. Skr\u00e6dderkonen blev i det gamle Huus og fortsatte Professionen.<\/p>\n

Paa den Tid var det, at den nye Kongevei blev aabnet; den gamle, forbi Piletr\u00e6et og Skr\u00e6dderens, blev Markvei, K\u00e6ret voxte til, der lagde sig Andemad hen over den Pyt Vand, der var tilbage; Milep\u00e6len faldt om, den havde ikke Noget at staae for, men Tr\u00e6et holdt sig kraftigt og kj\u00f8nt; Vinden susede i Grene og Blade.<\/p>\n

Svalerne fl\u00f8i bort, St\u00e6ren fl\u00f8i bort, dog de kom igjen i Vaaren, og da de nu fjerde Gang vendte tilbage, kom ogsaa Rasmus til sit Hjem. Han havde bestaaet sit Svendestykke, var en kj\u00f8n, men spinkel Karl; nu vilde han sn\u00f8re sin Randsel, see fremmede Lande; dertil stod hans Hu. Men hans Moder holdt paa ham; Hjemmet var dog bedst! alle de andre B\u00f8rn vare spredte om, han var den Yngste, Huset skulde v\u00e6re hans. Arbeide kunde han fuldtop faae, naar han vilde tage om paa Egnen, v\u00e6re reisende Skr\u00e6dder, sye fjorten Dage i den Gaard, og fjorten Dage i den. Det var ogsaa at reise. Og Rasmus fulgte sin Moders Raad.<\/p>\n

Saa sov han igjen under F\u00f8dehusets Tag, sad igjen under det gamle Piletr\u00e6 og h\u00f8rte det suse.<\/p>\n

Godt saae han ud, fl\u00f8ite kunde han som en Fugl, og synge nye og gamle Viser. Velseet var han paa de store Gaarde, is\u00e6r hos Klaus Hansens, den n\u00e6strigeste Bonde i Sognet.<\/p>\n

Datteren Else var som den deiligste Blomst at see, og hun loe altid; der var jo Folk, som vare saa slemme at sige, at hun loe bare for at vise sine smukke T\u00e6nder. Lattermild var hun og altid i Humeur til at gj\u00f8re Narrestreger; Alt kl\u00e6dte hende.<\/p>\n

Hun blev kj\u00e6r i Rasmus og han blev kj\u00e6r i hende, men Ingen af dem sagde det med rene Ord.<\/p>\n

Saa gik han og blev tungsindig; han havde mere af sin Faders Sind end af sin Moders. Humeuret kom kun, naar Else kom, saa loe de begge To, skjemtede og gjorde Narrestreger, men uagtet der var god Leilighed, sagde han dog ikke et l\u00f8nligt Ord som sin Elskov. “Hvad kan det hjelpe!” var hans Tanke, “For\u00e6ldrene see efter Velstand for hende, og den har jeg ikke; klogest var det at tage bort herfra!” men han kunde ikke komme fra Gaarden, det var som om Else havde en Traad fast i ham, han var som en afrettet Fugl for hende, han sang og fl\u00f8itede til hendes Behag og efter hendes Villie.<\/p>\n

Johanne, Tr\u00e6skomandens Datter, var Tjenesteqvinde der paa Gaarden, ansat til ringe Gjerning; hun kj\u00f8rte Melkevognen ud paa Marken, hvor hun med de andre Piger malkede K\u00f8erne, ja Gj\u00f8dning maatte hun ogsaa kj\u00f8re, naar det gjordes behov. Hun kom ikke op i Storstuen og saae ikke meget til Rasmus eller Else, men det h\u00f8rte hun, at de To vare saa godt som Kj\u00e6restefolk.<\/p>\n

“Der kommer Rasmus ind til Velstand!” sagde hun. “Det kan jeg unde ham!” Og hendes \u00d8ine bleve ganske vaade, her var da ikke Noget at gr\u00e6de over!<\/p>\n

Der var Marked i Staden; Klaus Hansen kj\u00f8rte derind og Rasmus var med, han sad ved Siden af Else, baade ud og hjem. Han var betagen af Elskov, men derom sagde han ikke et Ord.<\/p>\n

“Han maa dog sige Noget til mig om den Sag!” meente Pigebarnet, og deri havde hun Ret. “Vil han ikke tale, skal jeg nok skr\u00e6mme ham op!”<\/p>\n

Og snart taltes der i Gaarden om, at den rigeste Gaardmand i Sognet havde friet til Else, og det havde han, men Ingen vidste, hvilket Svar hun havde givet.<\/p>\n

Tankerne snurrede om i Hovedet paa Rasmus.<\/p>\n

En Aften satte Else en Guldring paa sin Finger, og spurgte saa Rasmus, hvad det bet\u00f8d.<\/p>\n

“Forlovelse!” sagde han.<\/p>\n

“Og med hvem troer Du?” spurgte hun.<\/p>\n

“Med den rige Gaardmand!” sagde han.<\/p>\n

“Der traf Du det!” sagde hun, nikkede og smuttede bort.<\/p>\n

Men han smuttede ogsaa bort, kom hjem i sin Moders Huus som et forvildet Menneske, sn\u00f8rede sin Randsel. Ud i den vide Verden vilde han; det hjalp ikke Moderen gr\u00e6d.<\/p>\n

Han skar sig en Stok af den gamle Piil, han fl\u00f8itede, som var han i godt Humeur, han skulde ud at see Alverdens Herlighed.<\/p>\n

“Det er for mig til stor Bedr\u00f8velse!” sagde Moderen. “Men for Dig er det vel det Rigtigste og Bedste at komme afsted, saa maa jeg finde mig i det. Hold paa Dig selv og Vor Herre, saa faaer jeg Dig nok glad og forn\u00f8iet igjen!”<\/p>\n

Han gik ad den nye Landevei, der saae han Johanne komme kj\u00f8rende med et L\u00e6s Gj\u00f8dning, hun havde ikke bem\u00e6rket ham, og han vilde ikke sees af hende; bag Gr\u00f8fte-H\u00e6kken satte han sig, der var han skjult – og Johanne kj\u00f8rte forbi.<\/p>\n

Ud i Verden gik han, Ingen vidste hvorhen, hans Moder t\u00e6nkte, han kommer vel hjem igjen f\u00f8r Aar er omme; nu faaer han Nyt at see, Nyt at t\u00e6nke paa, kommer saa i de gamle Folder, de kunne ikke stryges ud med noget Persejern. Han har lidt formeget af sin Faders Sind, jeg saae hellere at han havde mit, stakkels Barn! men han kommer nok hjem, han kan ikke give Slip paa mig og Huset!”<\/p>\n

Moderen vilde vente Aar og Dag; Else ventede kun en Maaned, saa gik hun hemmeligt hen til den kloge Kone Stine Madsdatter, som kunde “doctorere”, spaae i Kort og Kaffe og vidste mere end sit “Fadervor”. Hun vidste da ogsaa, hvor Rasmus var, det l\u00e6ste hun i Kaffegrumset. Han var i en fremmed Stad, men Navnet paa den kunde hun ikke l\u00e6se. Der var til at tage Musketten eller en af Jomfruerne.<\/p>\n

Det kunde Else ikke holde ud at h\u00f8re. Hun vilde gjerne give sine Sparepenge for at kj\u00f8be ham fri, men Ingen maatte vide, at det var hende.<\/p>\n

Og gamle Stine lovede, at han skulde komme tilbage, hun kunde en Konst, en farlig Konst for ham, den gjaldt, men det var det yderste Middel. Hun vilde s\u00e6tte Gryden paa at koge efter ham, og da maatte han afsted, hvor i al Verden han var, han maatte hjem, hvor Gryden kogte og Kj\u00e6resten ventede ham; der kunde gaae Maaneder hen f\u00f8r han kom, men komme maatte han, hvis der var Liv i ham.<\/p>\n

Uden Ro eller Hvile Nat og Dag, maatte han afsted over S\u00f8 og Bjerge, om Veiret var mildt eller haardt, om hans Fod blev nok saa tr\u00e6t. Hjem skulde han, hjem maatte han.<\/p>\n

Maanen var i f\u00f8rste Qvarteer; det maatte den v\u00e6re til den Konst, sagde gamle Stine. Det var et stormende Veir, det knagede i den gamle Piletr\u00e6; Stine skar en Qvist af, bandt den i Knude, den skulde nok hjelpe til at tr\u00e6kke Rasmus hjem til sin Moders Huus. Mos og Huusl\u00f8g blev taget fra Taget, lagt i Gryden, der sattes paa Ilden. Else skulde rive et Blad ud af Psalmebogen, hun rev tilf\u00e6ldig det sidste Blad, det med Trykfeilene. “Det gj\u00f8r lige godt!” sagde Stine og kastede det i Gryden.<\/p>\n

Mange Slags skulde til den Gr\u00f8d, der maatte koge og stadigt koge indtil Rasmus kom hjem. Den sorte Hane i gamle Stines Stue maatte miste sin r\u00f8de Kam, den kom i Gryden. Elses tykke Guldring kom med deri, og den fik hun aldrig igjen, sagde Stine hende forud. Hun var saa klog, Stine. Mange Ting, som vi ikke vide at n\u00e6vne, kom i Gryden; den stod stadigt paa Ilden, eller paa gloende Emmer eller hed Aske. Kun hun og Else vidste det.<\/p>\n

Maanen stod i Ny, Maanen stod i N\u00e6; hver Gang kom Else og spurgte: “Seer Du ham ikke komme?”<\/p>\n

“Meget veed jeg!” sagde Stine, “og Meget seer jeg, men Veil\u00e6ngden for ham kan jeg ikke see. Nu er han over de f\u00f8rste Bjerge! nu er han paa S\u00f8en i Ondt Veir! Veien er lang gjennem store Skove, han har Vabler paa F\u00f8dderne, han har Feber i Kroppen, men afsted maa han.”<\/p>\n

“Nei! nei!” sagde Else. “Jeg har ondt af ham!”<\/p>\n

“Nu kan han ikke standses! for gj\u00f8re vi det, saa styrter han d\u00f8d om paa Landeveien!” –<\/p>\n

Aar og Dag var gaaet. Maanen skinnede rund og stor, Vinden susede i det gamle Tr\u00e6, der viste sig paa Himlen en Regnbue i Maaneskin.<\/p>\n

“Det er Bekr\u00e6ftelsens Tegn!” sagde Stine. “Nu kommer Rasmus.”<\/p>\n

Men han kom dog ikke.<\/p>\n

“Ventetiden er lang!” sagde Stine.<\/p>\n

“Nu er jeg tr\u00e6t af det!” sagde Else. Hun kom sjeldnere til Stine, bragte hende ingen ny Gave.<\/p>\n

Sindet blev lettere, og en skj\u00f8n Morgen vidste de Alle i Sognet, at Else havde sagt Ja til den rigeste Gaardmand.<\/p>\n

Hun tog over at see paa Gaard og Jorder, paa Qv\u00e6g og Indbo. Alt var i god Stand, der var ikke Noget at vente paa med Brylluppet.<\/p>\n

Det blev holdt med stort Gilde i tre Dage. Der var Dands til Clarinet og Violiner. Ingen i Sognet var glemt ved Indbydelsen. Mo’er \u00d8lse var der ogsaa; og da saa Stadsen var til Ende, Skafferne havde sagt Gjesterne Tak og Trompeterne bl\u00e6ste af, gik hun hjem med Levningerne fra Gildet.<\/p>\n

D\u00f8ren havde hun kun lukket med en Pind, den var tagen af, D\u00f8ren stod aaben, og i Stuen sad Rasmus. Han var vendt hjem, kommen i denne Time. Herre Gud, hvor saae han ud, Skind og Been kun, bleg og guul var han.<\/p>\n

“Rasmus!” sagde Moderen. “Er det Dig jeg seer! – hvor seer Du s\u00f8lle ud! men glad er jeg i mit Hjerte, at jeg har Dig!”<\/p>\n

Og hun gav ham af den gode Mad, hun bragte hjem fra Gildet, et Stykke af Stegen og af Bryllupst\u00e6rten.<\/p>\n

Han havde i den sidste Tid, sagde han, t\u00e6nkt tidt paa sin Moder, sit Hjemsted og det gamle Piletr\u00e6. Det var underligt, hvor tidt han i sine Dr\u00f8mme havde seet det Tr\u00e6 og den barbenede Johanne.<\/p>\n

Else n\u00e6vnede han slet ikke. Syg var han og til Sengs maatte han; men vi troe ikke paa at Gryden var Skyld heri, eller at den havde \u00f8vet noget Magt over ham; kun gamle Stine og Else troede det, men de talte ikke derom.<\/p>\n

Rasmus laae i Feber, smitsom var den; Ingen s\u00f8gte derfor til Skr\u00e6dderens Huus, uden Johanne, Tr\u00e6skomandens Datter. Hun gr\u00e6d ved at see, hvor elendig Rasmus var.<\/p>\n

Doctoren skrev op til ham fra Apotheket; han vilde ikke tage Medicamenterne. “Hvad kan det hjelpe!” sagde han.<\/p>\n

“Jo saa kommer Du Dig!” sagde Moderen. “Hold fast paa Dig selv og Vor Herre! kunde jeg dog igjen see Dig faae Kj\u00f8d paa Kroppen, h\u00f8re Dig fl\u00f8ite og synge, saa vilde jeg gjerne lade mit Liv!”<\/p>\n

Og Rasmus l\u00f8stes af Sygdommen, men hans Moder fik den, Vor Herre kaldte hende og ikke ham.<\/p>\n

Eensomt var der i Huset, fattigere blev der herinde. “Han er opslidt!” sagde de i Sognet. “S\u00f8lle Rasmus.”<\/p>\n

Et vildt Liv havde han f\u00f8rt paa sine Reiser, det, og ikke den sorte Gryde, som kogte, havde suget af hans Marv og givet ham Uro i Kroppen. Haaret blev tyndt og graat; rigtig bestille Noget gad han ikke. “Hvad kan det hjelpe!” sagde han. Hellere s\u00f8gte han Kroen end Kirken.<\/p>\n

En Efteraarsaften kom han, i Regn og Bl\u00e6st, besv\u00e6rligt den s\u00f8lede Vei fra Kroen til sit Huus; hans Moder var for l\u00e6nge siden borte, lagt i sin Grav. Svalerne og St\u00e6ren vare ogsaa borte, de troe Dyr; Johanne, Tr\u00e6skomandens Datter, var ikke borte; hun indhentede ham paa Veien, hun fulgte ham et Stykke.<\/p>\n

“Tag Dig sammen, Rasmus!”<\/p>\n

“Hvad kan det hjelpe!” sagde han.<\/p>\n

“Det er et ilde Mundheld, Du har!” sagde hun. “Husk paa din Moders Ord: hold paa Dig selv og Vor Herre! det gj\u00f8r Du ikke, Rasmus! det maa man og det skal man. Siig aldrig: hvad kan det hjelpe, saa rykker Du Roden op for al din Gjerning!”<\/p>\n

Hun fulgte ham til hans Huusd\u00f8r, der gik hun fra ham. Han blev ikke inde, han styrede hen under det gamle Piletr\u00e6, satte sig paa en Steen af den styrtede Milep\u00e6l.<\/p>\n

Vinden susede i Tr\u00e6ets Grene, det var som en Sang, det var som en Tale. Rasmus svarede paa den, han talte h\u00f8it, men Ingen h\u00f8rte det, uden Tr\u00e6et og den susende Vind.<\/p>\n

“Der kommer saadan en Kulde over mig! Det er nok Tid at gaae til Sengs. Sove! sove!”<\/p>\n

Og han gik, men ikke mod Huset, henimod K\u00e6ret, der vaklede og faldt han. Regnen str\u00f8mmede ned, Vinden var saa iisnende kold, han fornam det ikke; men da Solen stod op og Kragerne fl\u00f8i hen over K\u00e6rets Siv, vaagnede han, halvd\u00f8d i Kroppen. Havde han lagt sit Hoved, hvor hans F\u00f8dder laae, da havde han aldrig reist sig, det gr\u00f8nne Andemad var blevet hans Liiglagen.<\/p>\n

Op ad Dagen kom Johanne til Skr\u00e6dderens Huus. Hun var hans Hjelp; hun fik ham paa Sygehuset.<\/p>\n

“Vi have kjendt hinanden fra Smaa;” sagde hun, “din Moder har givet mig baade \u00d8l og Mad, det kan jeg aldrig gjengjelde hende! Dit Helbred vil Du faae igjen, Du vil blive Menneske til at leve!”<\/p>\n

Og Vor Herre vilde det, at han skulde leve. Men op og ned var det med Sundhed og Sind.<\/p>\n

Svalerne og St\u00e6ren kom og fl\u00f8i og kom igjen; Rasmus blev gammel f\u00f8r Aarene. Eensom sad han i Huset, der meer og meer forfaldt. Fattig var han, fattigere nu end Johanne.<\/p>\n

“Du har ikke Troen,” sagde hun, “og have vi ikke Vor Herre, hvad have vi saa! – Du skulde dog gaae til Alters!” sagde hun, “Du har nok ikke v\u00e6ret der siden din Confirmation.”<\/p>\n

“Ja, hvad kan det hjelpe!” sagde han.<\/p>\n

“Siger Du det og troer saadant, saa lad det v\u00e6re! uvillig Gjest seer Herren ikke ved sit Bord. T\u00e6nk dog paa din Moder og din Barndomstid! Du var dengang en rar, from Dreng. Maa jeg l\u00e6se en Psalme for Dig!”<\/p>\n

“Hvad kan det hjelpe!” sagde han.<\/p>\n

“Den tr\u00f8ster altid mig!” svarede hun.<\/p>\n

“Johanne, Du er nok bleven en af de Hellige!” og han saae paa hende med matte, tr\u00e6tte \u00d8ine.<\/p>\n

Og Johanne l\u00e6ste Psalmen, men ikke op af en Bog, hun havde ingen, hun kunde den udenad.<\/p>\n

“Det var kj\u00f8nne Ord!” sagde han, “men jeg kunde ikke f\u00f8lge heelt med. Der er saa tungt inde i mit Hoved!”<\/p>\n

Rasmus var bleven en gammel Mand, men Else var heller ikke l\u00e6nger ung, om vi skulle n\u00e6vne hende, Rasmus n\u00e6vnede hende aldrig. Hun var Bedstemoder; en lille, kaadmundet Pige var hendes Barnebarn, den Lille legede med de andre B\u00f8rn i Landsbyen. Rasmus kom. st\u00f8ttede sig paa sin Kjep, han stod stille, saae paa B\u00f8rnenes Leg, smilede til dem, gammel Tid skinnede ind i hans Tanker. Elses Barnebarn pegede paa ham, “s\u00f8lle Rasmus!” raabte hun; de andre Smaapiger tog Exempel af hende, “s\u00f8lle Rasmus!” raabte de og forfulgte med Skrig den gamle Mand.<\/p>\n

Det var en graa, tung Dag, paa den fulgte fleer, men efter graae og tunge Dage kommer ogsaa en Solskins-Dag.<\/p>\n

Det var en deilig Pintsemorgen, Kirken var pyntet med gr\u00f8nne Birkegrene, der var en Duft af Skoven derinde og Solen skinnede hen over Kirkestolene. De store Alterlys vare t\u00e6ndte, der var Altergang, Johanne var mellem de Kn\u00e6lende, men Rasmus var ikke mellem dem. Just den Morgen havde Vor Herre kaldt ham.<\/p>\n

Hos Gud er Naade og Barmhjertighed.<\/p>\n

Mange Aar ere gaaede siden; Skr\u00e6dderens Huus staaer der endnu, men Ingen boer der, det kan falde ved den f\u00f8rste Nattestorm. K\u00e6ret er tilgroet med R\u00f8r og Bukkeblade. Vinden suser i det gamle Tr\u00e6, det er som man h\u00f8rte en Sang; Vinden synger den, Tr\u00e6et fort\u00e6ller den; forstaaer Du den ikke, sp\u00f8rg den gamle Johanne i Fattighuset.<\/p>\n

Hun lever der, hun synger sin Psalme, den hun sang for Rasmus, hun t\u00e6nker paa ham, beder til Vor Herre for ham, hun, den troe Sj\u00e6l. Hun kan fort\u00e6lle om Tiden, som gik, Minderne, der suse i det gamle Tr\u00e6.<\/p>\n

\u00a0\u00a0Indeks over H.C. Andersens eventyr \u2014\u00a0Index of Hans Christian Andersen Fairy tales<\/a><\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

H.C. Andersen – Hans Christian Andersen eventyr Hvad gamle Johanne fortalte\u00a0\u2013 What Old Johanna Told 1872 Vinden suser i det gamle Piletr\u00e6! Det er som h\u00f8rte man en Sang; Vinden synger den, Tr\u00e6et fort\u00e6ller den. Forstaaer Du den ikke, sp\u00f8rg da den gamle Johanne i Fattighuset, hun veed Besked, hun er barnef\u00f8dt her i Sognet. … L\u00e6s mere Hvad gamle Johanne fortalte<\/span><\/a><\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"parent":0,"menu_order":0,"comment_status":"closed","ping_status":"closed","template":"","meta":{"footnotes":"","_links_to":"","_links_to_target":""},"class_list":["post-1349","page","type-page","status-publish","hentry"],"aioseo_notices":[],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1349","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages"}],"about":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/page"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=1349"}],"version-history":[{"count":3,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1349\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":78224,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1349\/revisions\/78224"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=1349"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}