{"id":1289,"date":"2012-03-20T09:49:10","date_gmt":"2012-03-20T08:49:10","guid":{"rendered":"http:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/?page_id=1289"},"modified":"2016-01-06T22:02:35","modified_gmt":"2016-01-06T21:02:35","slug":"en-historie-fra-klitterne","status":"publish","type":"page","link":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/?page_id=1289","title":{"rendered":"En Historie fra Klitterne"},"content":{"rendered":"

H.C. Andersen – Hans Christian Andersen eventyr<\/strong><\/p>\n

En Historie fra Klitterne<\/strong> \u2013 Illustration<\/a> \u2013 A Story from the Sand-Dunes<\/a><\/p>\n

1860<\/strong><\/p>\n

Det er en Historie fra de jydske Klitter, men den begynder ikke derovre, nei langt borte, Syd paa, i Spanien; Havet er Farvei mellem Landene; t\u00e6nk Dig derhen, til Spanien! der er varmt og der er deiligt; der voxe de ildr\u00f8de Granatblomster mellem de m\u00f8rke Laurb\u00e6rtr\u00e6er; fra Bjergene vifter en forfriskende Vind ned over Orangehaverne og de pr\u00e6gtige mauriske Haller med de gyldne Kupler og de farvede V\u00e6gge; gjennem Gaderne drage B\u00f8rn i Procession med Lys og vaiende Faner, og over dem, saa h\u00f8i og klar, l\u00f8fter Himlen sig med funklende Stjerner; Sang og Castagnetter klinge, Kn\u00f8se og Piger svinge sig i Dands under de blomstrende Akasietr\u00e6er, mens Tiggeren sidder paa den hugne Marmorsteen og Qv\u00e6ger sig med den saftige Vandmelon, d\u00f8ser Livet hen; det er som en deilig Dr\u00f8m det Hele, og give sig hen i den, – ja, det gjorde saa ganske to unge, nygifte Folk, og dem var ogsaa her givet alle Jordens Goder: Sundhed, godt Humeur, Rigdom og H\u00e6der.<\/p>\n

“Vi ere saa lykkelige som Nogen kunne v\u00e6re det!” sagde de i Hjertets fulde Overbeviisning; dog et Trin endnu h\u00f8iere i Lykke kunde de l\u00f8ftes, og det vilde v\u00e6re skeet, naar Gud forundte dem et Barn, en S\u00f8n, der lignede dem paa Legeme og Sj\u00e6l.<\/p>\n

Det lykkelige Barn vilde blive hilset med Jubel, finde den h\u00f8ieste Omhu og Kj\u00e6rlighed, al den Velv\u00e6re, som Rigdom og formaaende Sl\u00e6gt kan skabe.<\/p>\n

Som en Fest glede Dagene hen, for dem.<\/p>\n

“Livet er en Kj\u00e6rligheds Naadegave, n\u00e6sten ufattelig stor!” sagde Hustruen, “og denne Lyksaligheds Fylde skal i det andet Liv kunne voxe og det frem i en Evighed! – jeg rummer ikke denne Tanke!”<\/p>\n

“Og den er visselig ogsaa et Overmod af Menneskene!” sagde Manden. “Det er i Grunden en forf\u00e6rdelig Stolthed at troe man skal leve evig – blive som Gud! det var jo ogsaa Slangens Ord, og den var L\u00f8gnens Herre.”<\/p>\n

“Du tvivler dog ikke om et Liv efter dette?” spurgte den unge Hustru, og det var som foer f\u00f8rste Gang en Skygge gjennem deres solbelyste Tankerige.<\/p>\n

“Troen lover det, Pr\u00e6sterne sige det!” sagde den unge Mand, “men just i al min Lykke f\u00f8ler og erkjender jeg, at det er en Stolthed, en Overmods-Tanke at forlange et andet Liv efter dette, en fortsat Lysalighed, – er ikke her i denne Tilv\u00e6relse givet os saa Meget, at vi kunne og b\u00f8r v\u00e6re tilfredse!”<\/p>\n

“Ja os blev der givet det!” sagde den unge Kone, “men hvormange Tusinder blev ikke dette Liv en tung Pr\u00f8velse; hvor Mange ere ikke ligesom kastede ind i Verden til Armod, Skj\u00e6ndsel, Sygdom og Ulykke; nei, var der ikke et Liv efter dette, da var Alt paa denne Jord for ulige fordeelt; da var Gud ikke den Retf\u00e6rdige!”<\/p>\n

“Tiggeren dernede har Gl\u00e6der, for ham ligesaa store, som Kongen har dem i sit rige Slot!” sagde den unge Mand, “og troer Du ikke, at Arbeids-Dyret, som prygles, sulter og sl\u00e6ber sig ihjel, har Fornemmelse af sine tunge Levedag? Det kunde da ogsaa forlange et andet Liv, kalde det en Uret, at det ikke blev stillet i en h\u00f8iere R\u00e6kke af Skabningen!”<\/p>\n

“I Himmeriges Rige ere mange V\u00e6relser, har Christus sagt!” svarede den unge Kone, “Himmeriges Rige er det Uendelige, som Guds Kj\u00e6rlighed er det! – ogsaa Dyret er en Skabning, og intet Liv troer jeg vil fortabes, men vinde al den Lysalighed, det kan modtage og som er det nok!”<\/p>\n

“Men mig er nu denne Verden nok!” sagde Manden, og slyngede sine Arme om sin deilige, elskelige Hustru, r\u00f8g sin Cigaretto paa den aabne Altan, hvor den svale Luft var fyldt med Duften af Oranger og Nelliker; Musik og Castagnetter klang nede fra Gaden, Stjernerne blinkede ovenfra, og to \u00d8ine fulde af Kj\u00e6rlighed, hans Hustrus \u00d8ine, saae paa ham med Kj\u00e6rlighedens evige Liv.<\/p>\n

“Et saadant Minut,” sagde han, “er det vel v\u00e6rdt at f\u00f8des for, fornemme og – forsvinde!” han smilede, Hustruen l\u00f8ftede Haanden mildt bebreidende – og Skyen var igjen borte, de var altfor lykkelige.<\/p>\n

Og Alt syntes at f\u00f8ie sig for dem til at skride frem i H\u00e6der, Gl\u00e6de og Velv\u00e6re, der kom en Omvexling, men kun i Sted, ikke i Det at nyde og ret at vinde Livets Gl\u00e6de og Lyst. Den unge Mand blev af sin Konge sendt som Gesandt til det keiserlige Hof i Rusland, det var en H\u00e6derspost, hans F\u00f8dsel og Kundskaber gav ham Ret dertil; stor Formue havde han, hans unge Kone havde bragt ham een ikke ringere, hun var Datter af den rigeste, meest anseete Kj\u00f8bmand. Et af dennes st\u00f8rste og bedste Skibe skulde i dette Aar just gaae til Stockholm, det skulde f\u00f8re de kj\u00e6re B\u00f8rn, Datter og Svigers\u00f8n, til Petersborg, og der blev kongeligt indrettet ombord; bl\u00f8de T\u00e6pper for F\u00f8dderne, Silke og Herlighed rundt om.<\/p>\n

Der er en gammel K\u00e6mpevise, som nok alle Danske kjender: den kaldes “Kongens S\u00f8n af England,” han ogsaa seiler paa saa kosteligt et Skib, dets Anker er indlagt med det r\u00f8de Guld og hvert Toug med Silketvinde, det Skib maatte man t\u00e6nke paa ved at see det fra Spanien, her var samme Pragt, samme Afskedstanke:<\/p>\n

“Gud lade os alle med Gl\u00e6de findes!”<\/p>\n

Og Vinden bl\u00e6ste hurtig ud fra den spanske Kyst, Afskeden blev kun kort; i faa Uger maatte de kunne naae Maalet for deres Reise; men da de var vel ude, lagde Vinden sig, Havet blev blankt og stille, Vandet lyste, Himlens Stjerner lyste, det var som Festaftener i den rige Kahyt.<\/p>\n

Tilsidst \u00f8nskede man dog det vilde lufte op, bl\u00e6se en god Medb\u00f8r, men den bl\u00e6ste ikke, l\u00f8ftede sig Vinden, da var den altid imod, saaledes gik Uger, ja hele to Maaneder, f\u00f8rst da blev Vinden heldig, den bl\u00e6ste Sydvest, de vare midt ude mellem Skotland og Jylland, og Vinden tog til, ret ligesom i den gamle Vise om “Kongens S\u00f8n af England.”<\/p>\n

“Da bl\u00e6ste der Veir og m\u00f8rken Sky,<\/p>\n

De vidste dennem hverken Land eller Ly,<\/p>\n

Saa kasted’ de ud deres Anker huld,<\/p>\n

Men B\u00f8ren bl\u00e6ser dennem Vesten ind for Danmark.”<\/p>\n

Det er nu mange Tider siden. Kong Christian den Syvende sad paa den danske Throne og var da en ung Mand; Meget er skeet efter den Tid, Meget omskiftet og forandret; S\u00f8 og Mose ere blevne frodig Eng, Hede bleven dyrket Land, og i L\u00e6 af Vestjydens Huus voxer \u00c6bletr\u00e6er og Roser, men de maae s\u00f8ges op, thi de krybe i L\u00e6 for de skarpe Vestenvinde. Man kan derovre ret t\u00e6nke sig tilbage i Tiden, l\u00e6ngere end til Christian den Syvendes Regjering; som dengang, i Jylland, saaledes endnu, str\u00e6kker sig milevidt den brune Hede med sine K\u00e6mpegrave, sine Luftsyner, sine krydsende knoldede og sanddybe Veie; Vester paa, hvor store Aal\u00f8b falde i Fjordene, breder sig Eng og Mose begr\u00e6ndset af h\u00f8ie Klitter, der, liig en Alper\u00e6kke med savformede Toppe, l\u00f8fte sig mod Havet, de afbrydes kun af h\u00f8ie Leerskrenter, dem S\u00f8en Aar for Aar bider K\u00e6mpe-Mundfulde af, saa at Brinker og H\u00f8ider styrte som rystede ved Jordskj\u00e6lv. Saaledes seer der ud i Dag den Dag, saaledes var der for de mange Aaringer tilbage, da de to Lykkelige seilede derude paa det rige Skib.<\/p>\n

Det var sidst i September, det var S\u00f8ndag og Solskins Veir, Kirkeklokkernes Lyd naaede hinanden langs Nissumfjord, Kirkerne der staae som hugne Kampesteen, hver af dem er et Stykke Fjeld; Vesterhavet kunde rulle over dem og de skulde staae; paa de fleste mangle Taarnet, Klokkerne h\u00e6nge da frit ude mellem to Bj\u00e6lker. Kirketjenesten var endt, Menigheden kom fra Gudshuus ud paa Kirkegaarden, hvor dengang som endnu ikke fandtes eller findes Tr\u00e6 eller Busk, ikke en plantet Blomst eller en Krands lagt paa Graven; knoldede H\u00f8ider vise, hvor de D\u00f8de ere jordede, et skarpt Gr\u00e6s, pidsket af Vinden, voxer over den hele Kirkegaard; en enkelt Grav har maaskee et Monument, det vil sige en hensmuldret Tr\u00e6bul, tilhugget i Liigkisteform; Tr\u00e6stykket er hentet fra Vestegnens Skov: det vilde Hav, der voxer for Kystboen de tilhugne Bj\u00e6lker, Planker og Tr\u00e6er, som Br\u00e6ndingen kj\u00f8rer i Land. Vinden og Havgusen forvittrer snart det henlagte Tr\u00e6stykke; en saadan Stump laae her paa en Barnegrav, og hen til den gik en af Konerne som kom fra Kirken; hun stod stille, saae paa det halvopl\u00f8ste Tr\u00e6stykke, lidt efter traadte hendes Mand til; de talte ikke et Ord, han tog hende ved Haanden og de gik fra Graven ud paa den brune Hede, over Moseland og hen imod Klitterne; l\u00e6nge gik de tause.<\/p>\n

“Det var en god Pr\u00e6diken idag!” sagde Manden, “havde man ikke vor Herre, saa havde man Ingenting!”<\/p>\n

“Ja,” svarede Konen, “han gl\u00e6der og han bedr\u00f8ver! det har han Ret til! – Som imorgen havde vor lille Dreng v\u00e6ret fem Aar, havde vi maatte beholde ham.”<\/p>\n

“Der kommer ikke Noget ud af, at Du s\u00f8rger!” sagde Manden. “Han er sluppen godt fra det! han er jo, hvor vi maae bede om at komme!”<\/p>\n

Og saa talte de ikke mere og gik hen imod deres Huus mellem Klitterne; pludselig, fra en af disse, hvor ikke Marehalmen holdt Sandet, l\u00f8ftede sig ligesom en st\u00e6rk R\u00f8g, det var et Vindst\u00f8d, der borede sig ind i Klitten og hvirvlede i Veiret de fine Sanddele; der kom endnu et Vindkast, saa alle de mellem Snore oph\u00e6ngte udsp\u00e6ndte Fisk slog mod Husets Muur og Alt var igjen stille; Solen br\u00e6ndte varmt.<\/p>\n

Mand og Kone gik ind i Huset og var snart af S\u00f8ndagskl\u00e6derne, skyndte sig saa over Klitterne, der stode som uhyre B\u00f8lger af Sand pludseligt standsede i deres Bev\u00e6gelse; Klittag og Marehalmens blaagr\u00f8nne skarpe Straa gav nogen Farvevexel mod det hvide Sand. Et Par Naboer kom til, de hjalp hinanden med at faae Baadene h\u00f8iere op i Sandet, Vinden blev st\u00e6rkere, den var bidende kold, og da de gik tilbage over Klitterne, fygede Sand og skarpe Smaastene dem i Ansigtet; B\u00f8lgerne l\u00f8ftede hvide Toppe, og Bl\u00e6sten klippede den \u00f8verste Kam af saa det spr\u00f8itede efter.<\/p>\n

Det blev Aften, der l\u00f8d en svulmende Susen i Luften, hylende, klagende, som en H\u00e6rskare af fortvivlende Aander, den overd\u00f8vede Havets Rullen, uagtet Fiskerhuset laae det saa n\u00e6r. Sandet fygede paa Ruderne og imellem kom et Kast som skulde Huset rystes i sin Grund. Det var m\u00f8rkt, dog mod Midnat vilde Maanen komme op.<\/p>\n

Luften klaredes, men Stormen foer i al sin V\u00e6lde hen over det dybe, sortladne Hav. Fiskerfolkene havde allerede forl\u00e6nge siden lagt sig tilsengs, men det var ikke at t\u00e6nke paa i det Guds Veir at lukke et \u00d8ie; da bankede det paa Vinduet, D\u00f8ren aabnedes og der blev sagt:<\/p>\n

“Der staaer et stort Fart\u00f8i fast paa den yderste Revle!” i eet Spring vare Fiskerfolkene ude af Sengen og i Kl\u00e6derne.<\/p>\n

Maanen var kommen frem, det lysnede nok til at see, havde man kunnet holde \u00d8inene aabne for Sandflugt, det var en Vind, saa man kunde l\u00e6gge sig mod den og kun med stor Besv\u00e6r, krybende mellem Vindkastene, kom man over Klitterne, og her fl\u00f8i som Svaneduun i Luften den salte Fraade og Skum op fra Havet, der som et rullende kogende Fald v\u00e6ltede mod Kysten. Man maatte rigtignok have et \u00f8vet \u00d8ie til strax at finde Fart\u00f8iet derude; en pr\u00e6gtig Tomaster var det; den l\u00f8ftedes netop nu over Revlen, tre, fire Kabell\u00e6ngder udenfor den s\u00e6dvanlige Havstok, den drev mod Land, st\u00f8dte paa den anden Revle og stod fast. Umuligt var det at bringe Hjelp, S\u00f8en var for voldsom, den slog mod Fart\u00f8iet og hen over det. Man troede at h\u00f8re N\u00f8dskrigene, D\u00f8dsangestens Raab, man saae den travle, hjelpelse Virksomhed. Nu kom en S\u00f8, der, som et knusende Fjeldstykke, faldt paa Bugsprydet og dette var borte, Agterenden l\u00f8ftede sig h\u00f8it over Vandet. To mennesker sprang med hinanden i S\u00f8en, de forsvandt – et Nu – og en af de st\u00f8rste B\u00f8lger, der rullede op mod Klitterne, kastede et Legeme ind paa Stranden – en Qvinde var det, et Liig maatte de troe; et Par af Fruentimmerne tumlede med hende og troede at bem\u00e6rke Liv, hun blev bragt over Klitterne til Fiskerhuset. Hvor var hun smuk og fiin, vistnok en fornem Dame.<\/p>\n

De lagde hende i den fattige Seng; der var ikke Linned-Trevl i den, der var et Uld-Lagen at sv\u00f8be sig i, og det var godt varmt.<\/p>\n

Tillive kom hun, men i Feber, hun vidste slet ikke hvad der var skeet eller hvor hun var og det var jo ogsaa godt, thi Alt hvad hende kj\u00e6rt var, laae paa Havsens Bund, det gik dem derude, som K\u00e6mpevisen har sjunget om “Kongens S\u00f8n af England”:<\/p>\n

“Det var stor Ynk at see derpaa,<\/p>\n

Det Skib sloges alt i Stykker smaa.”<\/p>\n

Vrangstumper og Spaaner skyllede i Land, hun var den eneste Levende af dem Alle. Endnu foer Vinden hylende hen over Kysten, nogle \u00d8ieblik havde hun Ro, men snart kom Smerter og Skrig, hun slog sine to deilige \u00d8ine op, sagde nogle Ord, men Ingen her kunde forstaae det.<\/p>\n

Og da, for Alt hvad hun havde lidt og stridt, holdt hun i sine Arme et nyf\u00f8dt Barn; det skulde have hvilet paa Pragtseng, med Silkegardiner, i det rige Huus! det skulde med Jubel have v\u00e6ret hilset til et Liv rigt paa alle Jordens Goder, og nu havde Vor Herre ladet det f\u00f8des i den fattige Vraa! ikke engang et Kys fik det af sin Moder.<\/p>\n

Fiskerkonen lagde Barnet op til dets Moders Bryst, og det laae ved et Hjerte, som ikke l\u00e6nger slog, hun var d\u00f8d. Det Barn, som Rigdom og Lykke skulde have opammet, var kastet ind i Verden, kastet af S\u00f8en ind i Klitterne, for at pr\u00f8ve den Fattiges Lod og tunge Dage.<\/p>\n

Og altid kommer os her i Sind den gamle Sang:<\/p>\n

“Den Kongens S\u00f8n hannem randt Taare paa Kind,<\/p>\n

Christ bedr’t, jeg kom for Bovbjerg ind!<\/p>\n

Jeg er nu kommen saa ilde at holde!<\/p>\n

Men var jeg kommen i Herr Bugges Lehn,<\/p>\n

Da havde mig r\u00f8vet hverken Ridder eller Svend!”<\/p>\n

Lidt Syd for Nissumfjord, paa den Strand Hr. Bugge engang havde kaldt sin, var Skibet strandet; de haarde umenneskelige Tider, da Vestkystens Beboere \u00f8vede Ondt, som man siger, mod den Strandede, var l\u00e6ngst forbi, Kj\u00e6rlighed og Hjertelag, Opoffrelse for de Skibbrudne fandtes der som den i vor Tid lyser frem i de \u00e6dleste Tr\u00e6k; den d\u00f8ende Moder og det elendige Barn vilde have m\u00f8dt Omhu og Pleie, hvorhen “B\u00f8ren havde bl\u00e6st”, men intetsteds inderligere, end hos den fattige Fiskerkone, som endnu igaar stod med tungt Hjerte ved Graven, der gjemte hendes Barn, der i Dag vilde have fyldt sit femte Aar, om Gud havde forundt det at leve.<\/p>\n

Ingen vidste, hvem den fremmede, d\u00f8de Qvinde var, eller hvorfra hun kom. Skibets Stumper og Spaaner m\u00e6lede ikke derom.<\/p>\n

I Spanien, i det rige Huus, indtraf aldrig Brev eller Budskab om Datter eller Svigers\u00f8n; de vare ikke komme til deres Bestemmelsessted; st\u00e6rke Storme havde raset i de sidste Uger; man ventede i Maaneder. – “Total forliist; Alle omkomne!” det vidste de.<\/p>\n

Men ved Huusby-Klitter, i Fiskerens Huus, havde de nu en lille Purk.<\/p>\n

Hvor Gud besk\u00e6rer F\u00f8den for To, finder den Tredie vel ogsaa Lidt til et Maaltid; og n\u00e6r ved Havet er nok en Ret Fisk for sulten Mund, J\u00f8rgen blev den Lille kaldt.<\/p>\n

“Han er vist et J\u00f8debarn!” sagde man, “han seer saa sort ud!” “Han kan ogsaa v\u00e6re en Italiener eller Spanier!” sagde Pr\u00e6sten. Alle de tre Folkef\u00e6rd syntes Fiskerkonen kom ud paa Eet og tr\u00f8stede sig med, at Barnet var christent d\u00f8bt. Drengen trivedes, det adelige Blod holdt Varme og fik Kr\u00e6fter ved den fattige Kost, voxte til i det ringe Huus; det danske Tungemaal blev hans Tungemaal, som Vestjyden taler det. Granatkj\u00e6rnen fra Spaniens Jordsmon blev Marehalmens Plante paa Jyllands Vestkyst, dertil kan et Menneske drive det! til dette Hjem klamrede han sig med sit Livs aarlange R\u00f8dder. Sult og Kulde, Fattigmands Trang og N\u00f8d skulde han pr\u00f8ve, men ogsaa Fattigmands Gl\u00e6de.<\/p>\n

Barndomstiden for Enhver har sine Lysh\u00f8ider, der siden straale gjennem hele Livet. Hvor fuldt op havde ikke han til Lyst og Leg; hele Strandbredden, milevidt, laae med Leget\u00f8i: et Mosaik af Rullesteen, r\u00f8de som Koraller, gule som Rav, og hvide, rundede som var det Fugle\u00e6g; alle Farver, og alle slebne og glattede af Havet. Selv det udt\u00f8rrede Fiskeskelet, de i Vinden t\u00f8rrede Vandplanter, Tangen skinnende hvid, lang og smal som B\u00e6ndler, flagrende mellem Stenene; Alt var til Leg og Lyst for \u00d8iet og for Tanken; og Drengen var et opvakt Barn, mange og store Evner laae gjemte i ham. Hvor kunde han huske Historier og Viser han fik at h\u00f8re, og fingernem var han! af Stene og Skaller satte han hele Fart\u00f8ier sammen og Billeder, man kunde pynte Stuen med; han kunde underlig snitte sine Tanker ud i en Pind, sagde hans Pleiemoder, og Drengen var dog endnu lille! deilig klang hans R\u00f8st, Melodier gik ham strax over Tungen. Der vare mange Str\u00e6nge sp\u00e6ndte i det Bryst, de kunde have klinget ud i Verden, var han bleven stillet andetsteds, end i Fiskerhuset ved Vesterhavet.<\/p>\n

En Dag strandede her et Skib, der drev i Land en Kasse med sj\u00e6ldne Blomstersvibler; nogle tog man og puttede i Gryden, man troede, at de vare til at spise, andre laae og raadnede i Sandet, de kom ikke til deres Bestemmelse at udfolde den Farvepragt, den Herlighed, der laae i dem – vilde det gaae J\u00f8rgen bedre? Blomsterl\u00f8gene var det snart forbi med, han havde Aaringer endnu at pr\u00f8ve.<\/p>\n

Det faldt aldrig ham eller nogen af de Andre derovre ind, hvor eensom og eensformigt Dagen gik, der var fuldtop at gj\u00f8re, at h\u00f8re og see. Havet selv var en stor L\u00e6rebog, hver Dag fremb\u00f8d den et nyt Blad, Havblik, D\u00f8ning, Kuling og Storm; Strandinger vare Glandspunkterne; Kirkegangen stod som Festbes\u00f8g, dog af Bes\u00f8g var eet hjemme i Fiskerhuset s\u00e6rligt kj\u00e6rkommen, det gjentoges to Gange om Aaret, det var Bes\u00f8get af Morbroder, Aalebonden fra Fjaltring oppe n\u00e6r Bovbjerg; han kom med r\u00f8dmalet Vogn, fyldt med Aal, Vognen var lukket til som en Kiste og bemalet med blaae og hvide Tulipaner; blev trukken af to blakkede Stude og J\u00f8rgen fik Lov at kj\u00f8re dem.<\/p>\n

Aalebonden var det gode Hoved, den muntre Gjest, en Bimpel f\u00f8rte han med sig fuld af Br\u00e6ndeviin, Enhver fik en Snaps af den, eller en Kaffekop fuld, dersom det skortede paa Glas, selv J\u00f8rgen, i hvor lille han var, blev given et godt Fingerb\u00f8l fuldt, det var for at holde paa den fede Aal, sagde Aalebonden og fortalte saa altid den samme Historie og naar man loe af den, fortalte han den strax om igjen for de samme Folk; det gj\u00f8re alle snaksomme Personer, og da J\u00f8rgen i hele sin Opv\u00e6xt og ind i Manddoms Aar tog Anvendelse og Talemaade af den Historie, saa maae vi vel h\u00f8re den.<\/p>\n

“Ude i Aaen gik Aalene og Aalemoder sagde til sin D\u00f8ttre, da de bade om at maatte gaae alene et lille L\u00f8b op ad Aaen: “Gaae ikke forlangt! let kommer den f\u00e6le Aalestanger og tager Eder Allesammen!” – men de gik forlangt og af otte D\u00f8ttre kom kun tre hjem igjen til Aalemoder; og de jamrede: “vi vare bare gaaede lidt udenfor D\u00f8ren, saa kom den f\u00e6le Aalestanger og stak vore fem S\u00f8stre ihjel!” – “De komme nok igjen!” sagde Aalemoder. “Nei!” sagde D\u00f8ttrene, “for han flaaede dem, skar dem i Stykker og stegte dem.” – “De komme nok igjen!” sagde Aalemoder. “Ja, men han aad dem!” – “De komme nok igjen!” sagde Aalemoder. “Men saa drak han Br\u00e6ndeviin ovenpaa!” sagde D\u00f8ttrene. “Au, au! da komme de aldrig igjen!” hylede Aalemoder. “Br\u00e6ndevinet begraver Aalen!”<\/p>\n

“Og derfor skal man altid drikke sin Br\u00e6ndeviins-Snaps til den Ret!” sagde Aalebonden.<\/p>\n

Og denne Historie blev Flittergulds-Traaden, Humeurets Traad i J\u00f8rgens Liv. Ogsaa han vilde gjerne udenfor D\u00f8ren, “lidt op ad Aaen”, det vil sige med Fart\u00f8i ud i Verden, og Moder sagde som Aalemoder, “der ere mange slemme Mennesker, Aalestangere!” men lidt udenfor Klitterne, bare lidt ind i Heden, maatte han dog; og det skulde han komme. Fire forn\u00f8ielige Dage, de lyseste i hele hans Barndoms Liv, oprullede; al Jyllands Deilighed, Hjemmets Gl\u00e6de og Solskin laae i disse; han skulde til Gilde – Begravelses-Gilde var det rigtignok.<\/p>\n

En velhavende Sl\u00e6gtning af Fiskerfamilien var d\u00f8d; Gaarden laae ind i Landet, “\u00d8ster paa, en Streg mod Nord”, som det hed. Fader og Moder skulde derover og J\u00f8rgen med. Fra Klitterne over Hede og Moseland kom de til den gr\u00f8nne Eng, hvor Skj\u00e6rumaa skar sig Vei, Aaen med de mange Aal, hvor Aalemoder boede med sine D\u00f8ttre, dem, de slemme Mennesker stangede og skar i Stykker; dog bedre havde nok Mennskene tidt ikke handlet mod deres Medmennesker; ogsaa Hr. Ridder Bugge, som n\u00e6vnedes i den gamle Vise, blev myrdet af onde Mennesker, og i hvor god han selv kaldes, vilde han jo dog have slaaet ihjel Bygmesteren, der reiste ham Slot med Taarn og tykke Mure, netop der, hvor J\u00f8rgen med sine Pleiefor\u00e6ldre stod, hvor Skj\u00e6rumaa falder i Nissumfjord. Voldbakken var endnu at see, de r\u00f8de Muurbrokker rundt om. Her havde Ridder Bugge, da Bygmesteren var afreist, sagt til sin Svend, “gak efter ham og siig: Mester, Taarnet helder! vender han sig, saa slaaer Du ham ihjel og tager Pengene, han fik af mig, men vender han sig ikke, da lad ham drage i Fred;” og Svenden adl\u00f8d, og Bygmesteren svarede: “ikke helder Taarnet, men en Gang vil der komme Vester fra en Mand i en blaa Kappe, han vil faae det til at helde!” og det skete hundred Aar derefter, da br\u00f8d Vesterhavet ind og Taarnet faldt, men Gaardens Eier, Prebj\u00f8rn Gyldenstjerne, byggede sig h\u00f8iere oppe, hvor Engen slipper, en ny Gaard, og den staaer endnu, og det er N\u00f8rre-Vosborg.<\/p>\n

Der forbi skulde J\u00f8rgen med sine Pleiefor\u00e6ldre, hvert Sted herovre havde man fortalt ham om i de lange Vinteraftener, nu saae han Gaarden med dens dobbelte Grave, Tr\u00e6er og Buske, Volden, overgroet med Bregner, l\u00f8ftede sig derinde! men deiligst var de h\u00f8ie Lindetr\u00e6er, de naaede lige op til Tagryggen og fyldte Luften med den s\u00f8deste Duft. Mod Nordvest, i Hj\u00f8rnet af Haven, stod en stor Busk med Blomster som var det Vintersnee i det Sommergr\u00f8nne; det var en Hyldebusk, den f\u00f8rste, J\u00f8rgen havde seet saaledes blomstre; den og Lindetr\u00e6erne blev gjennem alle Aaringer i Minde, Danmarks Duft og Deilighed, som Barnesj\u00e6len “gjemte for den gamle Mand!”<\/p>\n

Reisen gik strax videre og mere beqvem, thi netop ud for N\u00f8rre-Vosborg, hvor Hylden stod i Blomster, kom han op at age, de m\u00f8dte andre Gjester, der skulde til Begravelsesfesten, og med disse kom de til Vogns, rigtignok maatte de alle Tre sidde bag i, paa en lille Tr\u00e6kiste med Jernbeslag, men det var dog bedre, end at gaae, meente de. Kj\u00f8rselen gik hen over den knoldede Hede; Studene, som trak, standsede imellem, hvor der kom en frisk Gr\u00e6splet mellem Lyngen, Solen skinnede varmt, og underligt var det at see langt ude, en R\u00f8g, der b\u00f8lgede, og dog var den klarere end Luften, man saae igjennem den, det var som Lysstraalerne rullede og dandsede hen over Heden.<\/p>\n

“Det er Lokemanden, som driver sin Faarehjord,” sagde de og det var nok sagt for J\u00f8rgen, han syntes, at kj\u00f8re lige ind i Eventyrenes Land og var dog i Virkeligheden. Hvor var her stille!<\/p>\n

Udstrakt og stor laae Heden, men som et heelt kosteligt Teppe; Lyngen stod i Blomster, de cypresgr\u00f8nne Eneb\u00e6rbuske og friske Egeskud kom som Bouquetter frem i Hedens Lyng; her var saa Indbydende til at boltre sig, var kun ikke de mange giftige Hugorme! om dem talte man og om de mange Ulve, her havde v\u00e6ret, hvorfor ogsaa Herredet kaldtes Ulvborg Herred. Den Gamle, som kj\u00f8rte, fortalte fra sin Faders Tid, hvorledes herude Hestene tidt havde stridt en haard Strid med de nu udryddede vilde Dyr, og at en Morgenstund han kom herud, stod en af Hestene og traadte paa en Ulv, den havde dr\u00e6bt, men Kj\u00f8det var heelt gaaet af Hestens Been.<\/p>\n

Altfor hurtigt gik Veien over den knoldede Hede og gjennem det dybe Sand. De holdt ved S\u00f8rgehuset, hvor der var fuldtop af Fremmede, inde og ude; den ene Vogn stod ved den anden, Heste og Oxer gik paa den magre Gr\u00e6sning; store Sandklitter, ligesom hjemme ved Vesterhavet, l\u00f8ftede sig bag Gaarden, strakte sig vidt og bredt! hvorledes vare de komme herop, tre Mile ind i Landet og lige saa h\u00f8ie og m\u00e6gtige som de ved Stranden? Vinden havde l\u00f8ftet og flyttet dem, de havde ogsaa deres Historie.<\/p>\n

Psalmer bleve der sjungne, gr\u00e6dt blev der ogsaa, af et Par Gamle, ellers var Alt saa forn\u00f8ieligt, syntes J\u00f8rgen, her var Mad og Drikke fuldt op; de deiligste fede Aal og paa dem skal man drikke Br\u00e6ndeviins-Snaps, “den s\u00e6tter Aalen!” havde Aalebonden sagt, og de Ord kom rigtig nok her til Gjerning.<\/p>\n

J\u00f8rgen var inde og J\u00f8rgen var ude; paa tredie Dag f\u00f8lte han sig hjemme her som i Fiskerhuset og paa Klitterne, hvor han havde levet alle sine tidligere Dage. Her paa Heden var rigtignok anderledes rigt, her mylrede med Lyngblomster og med Revlinger og Blaab\u00e6r, de v\u00e6ldede frem saa store og saa s\u00f8de, man kunde ordenligt mase dem ud med Foden, saa Lyngen dryppede med den r\u00f8de Saft.<\/p>\n

Hist laae en K\u00e6mpegrav, her en anden; R\u00f8gst\u00f8tter l\u00f8ftede sig i den stille Luft, det var Hedebrand, sagde man, den lyste deiligt ud paa Aftenen.<\/p>\n

Nu kom den fjerde Dag og saa var Begravelses-Gildet ude – de skulde fra Landklitterne til Strandklitterne.<\/p>\n

“Vore ere dog de rigtige!” sagde Fader, “disse have ingen Magt!”<\/p>\n

Og der blev talt om hvorledes de vare komne her, og det var Altsammen meget forstaaeligt. Ved Stranden var fundet et Liig, B\u00f8nderne havde lagt det i Kirkegaarden, da begyndte Sandflugten, Havet br\u00f8d voldsomt ind, en klog Mand i Sognet raadede til at aabne Graven og see efter, om ikke den Jordede laae og sugede paa sin Tommelfinger, thi da var det en Havmand de havde begravet, og Havet vilde bryde op for at hente ham; Graven blev aabnet, han laae og sugede paa Tommelfingeren, og saa fik de ham strax paa en Karre, to Oxer sp\u00e6ndtes for, og som br\u00e6msestukne fore de med ham over Hede og Mose ud i Havet, da holdt Sandflugten op, men Klitterne staae endnu. Alt det h\u00f8rte og gjemte J\u00f8rgen, fra de lykkeligste Dage i sin Barndomstid: Dagene ved Begravelses-Gildet.<\/p>\n

Deilig var det at komme ud, see nye Egne og nye Mennesker, og han skulde komme mere ud. Han var ikke fjorten Aar, et Barn endnu; han gik med Fart\u00f8i, kom ud at kjende hvad Verden giver; pr\u00f8vede ondt Veir, haard S\u00f8, ondt Sind og haarde Mennesker; han blev Kahytdreng! ringe Kost, kolde N\u00e6tter, Tamp og N\u00e6veslag vankede, da var der Noget i hans h\u00f8iadelige spanske Blod, der kogte op, saa at vrede Ord skummede ham om Munden, men det blev nok klogest at tage dem i sig igjen, og det var en Fornemmelse som for Aalen at flaaes, sk\u00e6res og l\u00e6gges paa Pande.<\/p>\n

“Jeg kommer igjen!” sagde det inden i ham. Den spanske Kyst, hans For\u00e6ldres F\u00e6dreland, Byen selv hvor de havde levet i Velstand og Lykke fik han at see, men han vidste ikke om Hjemstavn og Sl\u00e6gtskab, Familien vidste endnu Mindre om ham.<\/p>\n

Den s\u00f8lle Skibsdreng fik heller ikke Lov at gaae i Land, – dog den sidste Dag Fart\u00f8iet laae her, kom han paa Landejorden; der skulde gj\u00f8res Indkj\u00f8b, og han sl\u00e6be det ombord.<\/p>\n

Der stod J\u00f8rgen i usselige Kl\u00e6der, de saae ud som de vare vaskede i Gr\u00f8ften og t\u00f8rret i Skorstenen; f\u00f8rste Gang saae han, Klitboen, en stor Stad. Hvor var dog Husene h\u00f8ie, Gaderne snevre, mylrende med Mennesker, nogle tr\u00e6ngte sig her, nogle der, det var som en heel Malstr\u00f8m af Byfolk og B\u00f8nder, Munke og Soldater; der var en Skraalen, en Skrigen, en Klingen af Klokker paa \u00c6sler og Muul\u00e6ler, Kirkeklokkerne ringede med! der l\u00f8d Sang og Klang, Hamren og Banken, for hver Profession havde sit V\u00e6rksted i D\u00f8ren eller paa Fortoget, og saa br\u00e6ndte Solen saa hedt, Luften var tung, det var ligesom man var kommen ind i en Bagerovn fuld af Skarnbasser, Oldenborrer, Bier og Fluer, det summede og det surrede; J\u00f8rgen vidste hverken hvor han gik eller stod. Da saae han lige foran sig Domkirkens m\u00e6gtige Portal, Lysene straalede ud fra de halvdunkle Hv\u00e6lvinger, og der kom en Duft af R\u00f8gelse. Selv den fattigste Tigger i Pjalter vovede sig op ad Trappen derind. Matrosen, som J\u00f8rgen fulgte med, lagde Veien gjennem Kirken, og J\u00f8rgen stod i Helligdommen. Brogede Billeder straalede fra gylden Grund. Gudsmoder med Jesubarnet stod paa Altret mellem Blomster og Lys; Pr\u00e6ster i H\u00f8itidskl\u00e6der sang, og smukke, pyntede Chordrenge svingede S\u00f8lv-R\u00f8gelsekar; det var en Herlighed, en Pragt at see, det gjennemstr\u00f8mmede J\u00f8rgens Sj\u00e6l, overv\u00e6ldede ham; hans For\u00e6ldres Kirke og Tro omsluttede ham og slog en Accord i hans Sj\u00e6l, saa Taarer stod ham i \u00d8inene.<\/p>\n

Fra Kirken gik det tiltorvs, han fik en Deel Kj\u00f8kken- og Madvarer at sl\u00e6be paa; Veien var ikke kort, tr\u00e6t blev han og saa hvilede han udenfor et stort, pr\u00e6gtigt Huus, der havde Marmorpiller, Statuer og brede Trapper; han l\u00e6nede sin Byrde op til Muren der; da kom en galoneret Portner, l\u00f8ftede sin s\u00f8lvbeslagne Stok imod ham og jog ham bort, ham – Husets Barnebarn, men det vidste Ingen der; han allermindst.<\/p>\n

Og saa kom han ombord, blev puffet og fik haarde Ord, lidt S\u00f8vn og meget Arbeide – saa havde han pr\u00f8vet det! og det skal v\u00e6re saa godt at d\u00f8ie Ondt i Ungdommen, siger man, – ja, naar Alderdommen da bliver god.<\/p>\n

Hans Hyretid var ude, Fart\u00f8iet laae igjen ved Ringkj\u00f8bingfjord, han kom iland og hjem til Huusby-Klitter, men Mo’er var d\u00f8d mens han havde v\u00e6ret paa Reise.<\/p>\n

Det blev en streng Vinter som fulgte; Sneestorme foer over Hav og Land, man kunde ikke ase sig frem. Hvor forskjelligt var det ikke dog fordeelt i denne Verden! saadan isnende Kulde og fygende Snee her, mens i Spaniens Land var br\u00e6ndende Solhede, ja altfor st\u00e6rk, og dog, naar det en Dag her hjemme var rigtigt frostklart og J\u00f8rgen saae Svanerne i store Flokke flyve fra Havet, over Nissumfjord op mod N\u00f8rre-Vosborg, syntes han, at her trak man dog bedst Veiret og her var ogsaa Sommer-Deilighed! i Tankerne saae han da Heden blomstre og mylre med modne, saftige B\u00e6r; Lindetr\u00e6erne og Hyldebusken ved N\u00f8rre-Vosborg stod i Blomster; derhen maatte han dog engang endnu.<\/p>\n

Det lakkede mod Foraaret, Fiskeriet begyndte, J\u00f8rgen hjalp, han var voxet i det sidste Aar; og rask til sin Gjerning; Liv var der i ham, sv\u00f8mme kunde han, tr\u00e6de Vande, vende og boltre sig derude, tidt blev han varet at vogte sig for Makrelstimerne; de tage den bedste Sv\u00f8mmer, tr\u00e6kke ham under Vandet, \u00e6de ham og saa er han v\u00e6k, men det blev nu ikke J\u00f8rgens Lod.<\/p>\n

Hos Naboens i Klitterne var en Dreng, Morten, med ham kom J\u00f8rgen godt ud af det og de tog begge Hyre paa et Fart\u00f8i til Norge, gik ogsaa til Holland, og der var aldrig Noget udstaaende mellem de To, men der kan jo let komme og er man lidt heftig af Naturen, saa gj\u00f8r man let noget for st\u00e6rke Geb\u00e6rder, det gjorde J\u00f8rgen engang, da de ombord kom op at kj\u00e6vles om Ingenting; de sad just bag Kahytsluffet og spiste af et Leerfad, de havde mellem sig, J\u00f8rgen holdt sin Foldekniv i Haanden, l\u00f8ftede den mod Morten, men blev i det samme kridhvid og saae f\u00e6l ud af \u00d8inene. Og Morten sagde bare:<\/p>\n

“Saa Du er af det Slags, der vil bruge Kniven!” –<\/p>\n

Knap var det sagt, f\u00f8r J\u00f8rgens Haand igjen var nede, han talte ikke et Ord, spiste sin Mad og gik til sin Dont; da de kom fra Arbeidet, gik han hen til Morten og sagde: “slaa mig kun lige i Ansigtet! jeg har fortjent det! jeg har ligesom en Gryde i mig, der koger op!”<\/p>\n

“Lad det nu v\u00e6re godt!” sagde Morten, og derpaa var de n\u00e6sten dobbelt saa gode Venner; ja da de siden kom hjem i det jydske Land ved Klitterne og fortalte om hvad der saadan var passeret , blev ogsaa det n\u00e6vnet; J\u00f8rgen kunde koge over, men han var en \u00e6rlig Gryde alligevel! “Jyde er han jo ikke! Jyde kan man ikke kalde ham!” og det var nu vittigt talt af Morten.<\/p>\n

Unge og sunde vare de begge To, velvoxne og med st\u00e6rke Lemmer, men J\u00f8rgen var den Smidigste.<\/p>\n

Oppe i Norge drager B\u00f8nderfolket til S\u00e6ters og f\u00f8rer Qv\u00e6get paa Gr\u00e6sning i H\u00f8iderne, paa Jyllands Vestkyst har man inde i Klitterne opreist Hytter, t\u00f8mrede af Vrag og belagte med Hedet\u00f8rv og Lynglag, Sovesteder str\u00e6kke sig Stuen rundt, og her sove, bygge og boe i den tidlige Foraarstid Fiskerfolket, Hver har sin “\u00c6sepige” som hun kaldes, og hendes Hverv er at s\u00e6tte Mading paa Krogen, modtage Fiskerne ved Landstigningen med varmt \u00d8l og skaffe dem Mad, naar de tr\u00e6tte komme tilhuse. \u00c6sepigerne sl\u00e6be fra Baaden Fiskene, sk\u00e6re disse op og har Meget at gj\u00f8re.<\/p>\n

J\u00f8rgen, hans Fader, et Par andre Fiskere og deres \u00c6sepiger havde Huusrum sammen; Morten boede i det n\u00e6st ved.<\/p>\n

Nu var der en af Pigerne, Else, hende havde J\u00f8rgen kjendt fra hun var lille, de To kom meget godt ud af det, de m\u00f8dtes i Sindelag i mange Ting, men vare lige modsatte at see paa, han var bruun i Skindet og hun hvid, med h\u00f8rguult Haar; hendes \u00d8ine vare saa blaae som Havvandet i Solskin.<\/p>\n

En Dag som de gik sammen og J\u00f8rgen holdt hende i Haanden, det inderligt og fast, sagde hun til ham: “J\u00f8rgen, jeg har Noget paa mit Hjerte! lad mig v\u00e6re \u00c6sepige hos Dig, for Du er mig som en Broder, men Morten, hvem jeg er hyret af, han og jeg ere Kj\u00e6restefolk, – men det er nu ikke v\u00e6rdt at snakke om til de Andre!”<\/p>\n

Og det var for J\u00f8rgen ligesom om Klitsandet r\u00f8rte sig under ham, han sagde ikke et Ord, men nikkede, og det betyder det samme som ja; mere beh\u00f8vedes der ikke; men han f\u00f8lte lige med Eet i sit Hjerte, at han ikke kunde udstaae Morten – og, jo l\u00e6ngere han t\u00e6nkte derover, saaledes havde han aldrig f\u00f8r t\u00e6nkt paa Else, des klarere blev det, at Morten havde stjaalet fra ham det Eneste, han holdt af og det var rigtignok Else, nu var det gaaet op for ham.<\/p>\n

Er det nogenlunde bev\u00e6get S\u00f8 og Fiskerne vendte hjem med deres Fart\u00f8i, see dem da s\u00e6tte over Revlerne: een af Folkene staaer opreist forud, de Andre give Agt paa ham, sidde med Aarerne, som de, foran Revlen, bruge udad, til han giver dem Tegn at nu kommer den st\u00f8rre B\u00f8lge der l\u00f8fter Baaden over, og den l\u00f8ftes, saa at man fra Land seer Kj\u00f8len af den, i n\u00e6ste Nu er hele Fart\u00f8iet skjult af S\u00f8erne foran, ikke Baad, ikke Folk eller Mast er at \u00f8ine, man skulde troe Havet havde slugt dem, et \u00d8ieblik efter komme de som var det et m\u00e6gtig S\u00f8dyr der kravlede op ad B\u00f8lgen, Aarest\u00e6ngerne r\u00f8re sig som dets bev\u00e6gelige Been; ved anden og tredie Revle gaaer det som ved den f\u00f8rste, og nu springe Fiskerne i Vandet, drage Baaden i Land, hvert B\u00f8lgeslag hjelper dem og giver et godt S\u00e6t, til de have den ude af Havstokken.<\/p>\n

En feil Ordre udenfor Revlen, en N\u00f8len, og de lide Skibbrud.<\/p>\n

“Saa var det forbi med mig og med Morten ligedan!” Den Tanke kom hos J\u00f8rgen ude paa S\u00f8en, hvor just hans Pleiefader var bleven alvorlig syg. Feberen knugede ham; det var lidt ud for den yderste Revle, J\u00f8rgen sprang op forud:<\/p>\n

“Fader, lad mig!” sagde han og hans \u00d8iekast gled hen over Morten og over S\u00f8erne, men idet hver Aare r\u00f8rte sig for de st\u00e6rke Tag og den st\u00f8rste B\u00f8lge kom, saae han sin Faders blege Ansigt og – kunde ikke lyde sin onde Indskyldelse. Baaden kom vel over Revlerne og i Land, men den onde Tanke laae ham i Blodet, det kogte og opkogte hver lille Bitterheds-Trevl, der flossede i hans Erindring fra Kammerats-Tiden, dog kunde han ikke snoe Tvinde deraf og saa lod han v\u00e6re. Morten havde spoleret ham, det f\u00f8lte han og det var jo nok til at blive ham hadefuld. Et Par af Fiskerne lagde M\u00e6rke dertil, men Morten ikke, han var ligesom altid f\u00f8r, hjelpsom og snaksom, lidt formeget af det sidste.<\/p>\n

J\u00f8rgens Pleiefader maatte l\u00e6gge sig tilsengs, det blev Sotteseng, han d\u00f8de Ugen efter – og saa fik J\u00f8rgen i Arv Huset henne bag Klitterne, et ringe Huus kun, men det var altid Noget, saa Meget havde Morten ikke.<\/p>\n

“Nu tager Du vel ikke Hyre meer, J\u00f8rgen! men bliver altid hos os!” sagde en af de gamle Fiskere.<\/p>\n

Den Tanke havde J\u00f8rgen ikke, han t\u00e6nkte just paa at see sig igjen lidt om i Verden. Aalebonden fra Fjaltring havde en Morbro’er oppe i “Gammel-Skagen”, han var Fisker, men dertil velstaaende Kj\u00f8bmand som havde Fart\u00f8i; det skulde v\u00e6re saadan en yndig, gammel Mand, ham var det nok v\u00e6rdt at staae i Tjeneste hos. Gammel-Skagen ligger nordligst oppe i Jylland, saa langt borte fra Huusby-Klitter, som man her i Landet kan komme, og det var nok det J\u00f8rgen meest syntes om, han vilde ikke engang blive til Elses og Mortens Bryllup, der skulde holdes om et Par Uger.<\/p>\n

Det var uklog Gjerning at tage afsted, meente den gamle Fisker, nu havde J\u00f8rgen Huus, Else blev nok stemt for heller at tage ham.<\/p>\n

J\u00f8rgen svarede saa stumpet derpaa, det var ikke let at faae fat i hans Tale, men den Gamle f\u00f8rte Else til ham: hun sagde ikke Meget, men det sagde hun:<\/p>\n

“Du har Huus! det maa man l\u00e6gge i Eftertanken!”<\/p>\n

Og J\u00f8rgen lagde Meget i Eftertanke.<\/p>\n

Havet har sv\u00e6re S\u00f8er, Menneskehjertet har dem endnu sv\u00e6rere, der gik mange Tanker, st\u00e6rke og svage iblandt, gjennem J\u00f8rgens Hoved og Sind, og han spurgte Else:<\/p>\n

“Om nu Morten havde et Huus saa godt som jeg, hvem af os tog Du da helst?”<\/p>\n

“Men Morten har ikke og faaer ikke!”<\/p>\n

“Men vi t\u00e6nke os nu, at han fik!”<\/p>\n

“Ja, saa tog jeg vel Morten, for saadanne har jeg det nu! men Det kan man ikke leve af!”<\/p>\n

Og J\u00f8rgen t\u00e6nkte derover den hele Nat. Der var Noget i ham, han kunde ikke selv gj\u00f8re sig Rede derfor, men han havde en Tanke, der var st\u00e6rkere end hans Kj\u00e6rlighed til Else; – og saa gik han til Morten, og hvad han der sagde og gjorde havde han vel bet\u00e6nkt, han overlod ham paa de billigste Vilkaar Huset, selv vilde han tage Hyre, det lystede ham saa. Og Else kyssede ham midt paa Munden da hun h\u00f8rte det, for hun holdt jo meest af Morten.<\/p>\n

I den tidlige Morgen vilde J\u00f8rgen afsted. Aftenen forud, det var allerede silde, fik han Lyst til endnu engang at bes\u00f8ge Morten, han gik, og mellem Klitterne m\u00f8dte han den gamle Fisker, der ikke syntes om Afreisen, Morten maatte nok gaae med et Anden\u00e6b syet i Buxerne, sagde han, siden Pigerne bleve saa hart forliebte i ham. J\u00f8rgen slog den Tale hen, sagde Farvel og gik til Huset hvor Morten boede; han h\u00f8rte h\u00f8ir\u00f8stet Tale derinde, Morten var ikke alene; J\u00f8rgen var vankelmodig, Else vilde han mindst tr\u00e6ffe sammen med, og naar han ret bet\u00e6nkte det, vilde han heller ikke, at Morten nok engang skulde sige ham Tak, og saa vendte han om igjen.<\/p>\n

N\u00e6ste Morgen, f\u00f8r Dag, sn\u00f8rede han sin Bylt, tog sin Mad\u00e6ske og gik ned ad Klitterne mod Havstokken, der var lettere at komme frem end paa den tunge, sandede Vei, desuden kortere, thi han vilde f\u00f8rst til Fjaltring, ved Bovbjerg, hvor Aalebonden boede, hvem han havde lovet et Bes\u00f8g.<\/p>\n

Havet var blankt og blaat, Skaller og Konchylier laae der, hans Barne-Leget\u00f8i knasede under F\u00f8dderne. – Idet han gik, sprang hans N\u00e6se op at bl\u00f8de, det var en ringe Ting kun, men den kan ogsaa have Betydning; et Par store Bloddraaber faldt paa hans \u00c6rme; han vaskede dem af, standsede Blodet og syntes ordenlig at Tabet deraf havde gjort ham lettere i Hoved og Sind. Der blomstrede i Sandet lidt Strandkaal, han br\u00f8d en Green af og stak i Hatten; freidig og glad vilde han v\u00e6re; det gik ud i den vide Verden, “ud af D\u00f8ren lidt op ad Aaen!” som Aaleb\u00f8rnene vilde det! “Tager Eder iagt for de slemme Mennesker, de stange, flaae, sk\u00e6re istykker og l\u00e6gge Eder paa Pande!” gjentog han for sig selv og loe derved, han slap vel nok heelskindet gjennem Verden; godt Mod er et godt V\u00e6rge!<\/p>\n

Solen var allerede h\u00f8it oppe, da han n\u00e6rmede sig det smalle Indl\u00f8b fra Vesterhavet til Nissumfjord; han saae tilbage, og \u00f8inede et godt Stykke borte To til Hest, Andre fulgte, de skyndte sig, ham kom det ikke ved.<\/p>\n

F\u00e6rgebaaden laae paa den anden Side af Indl\u00f8bet; J\u00f8rgen raabte til den kom, steg saa ombord, men f\u00f8r han med Roerkarlen var midtveis, kom de M\u00e6nd, som saa iilsomt havde skyndt sig, de raabte, de truede og n\u00e6vnede \u00d8vrighedens Navn. J\u00f8rgen forstod ikke hvad det bet\u00f8d, men meente at det var bedst at vende om; tog selv et Tag i den ene Aare og roede tilbage; i samme \u00d8ieblik sprang Folkene i Baaden og f\u00f8r han vidste Noget, slog de et Toug om hans H\u00e6nder.<\/p>\n

“Din onde Gjerning vil koste Dig dit Liv!” sagde de; “godt, at vi fik Dig fat!”<\/p>\n

Det var hverken meer eller mindre end et Mord, han beskyldtes for at have begaaet. Morten var funden stukken med en Kniv i Halsen; en af Fiskerne havde igaar Aftes sildig m\u00f8dt J\u00f8rgen, der gik hen til Morten; det var ikke f\u00f8rste Gang at J\u00f8rgen havde l\u00f8ftet Kniv mod ham, vidste man; han maatte v\u00e6re Morderen, det var nu om at faae ham vel i Forvaring; Ringkj\u00f8bing var det rette Sted, men Veien var lang, Vinden stik Vest, ingen halv Time brugte de til at s\u00e6tte over Fjorden mod skj\u00e6rumaa og derfra havde de kun en Fjerdingvei til N\u00f8rre-Vosborg, som var en st\u00e6rk Gaard med Volde og Grave. I Baaden var en Broder til Ladefogden derovre, han meente, de fik nok Lov indtil videre at s\u00e6tte J\u00f8rgen der i Hullet, hvor Tatersken Langemargrethe havde siddet f\u00f8r sin Henrettelse.<\/p>\n

J\u00f8rgens Forsvar blev ikke h\u00f8rt, et Par Bloddraaber paa hans Skjorte talte vissere imod ham; sin Uskyldighed var han sig bevidst, og da det ikke kunde komme til Retf\u00e6rdiggj\u00f8relse her, saa gav han sig hen i sin Skj\u00e6bne<\/p>\n

De stege i Land netop ved det gamle Voldsted, hvor Ridder Bugges Gaard havde staaet, her hvor J\u00f8rgen med sine Pleiefor\u00e6ldre havde vandret til Gilde, Gravgildet, de fire livsalige, lyseste Barndomsdage. Han f\u00f8rtes igjen den samme Vei hen over Engen op til N\u00f8rre-Vosborg, og der stod i fuld Blomstring Hyldetr\u00e6et, de h\u00f8ie Linde duftede, han syntes at have v\u00e6ret her den Dag igaar.<\/p>\n

I den vestre Bygning af Gaarden er en Nedgang under den h\u00f8ie Trappe, her kommer man ind i en lav, hv\u00e6lvet Kjelder, og derfra var Langemargrethe f\u00f8rt til Retterstedet; hun havde \u00e6dt fem B\u00f8rnehjerter og troede paa, at havde hun faaet to til, saa havde hun kunnet flyve og gjort sig usynlig. Der var i Muren et lille, rudel\u00f8st, snevert Lufthul; de duftende Linde udenfor m\u00e6gtede ikke at sende en Smule Vederqv\u00e6gelse, Alt var raat og muggent herinde; kun en Brix stod her, men en god Samvittighed er en god Hovedpude, ja saa kunde jo J\u00f8rgen ligge bl\u00f8dt.<\/p>\n

Den planketykke D\u00f8r var lukket, en Jernstang skudt for, men Overtroens Mare kryber gjennem et N\u00f8glehul, paa Herregaarden og i Fiskerhuset, sagtens herind hvor J\u00f8rgen nu sad og t\u00e6nkte paa Langemargrethe og hendes Ugjerninger; hendes sidste Tanker havde fyldt dette Rum, Natten f\u00f8r Henrettelsen; han huskede paa al den Trolddom her i gammel Tid var \u00f8vet, da Herremanden Svanwedel boede her, og det var jo vel bekjendt hvorledes endnu Bindehunden, som stod paa Broen, hver Morgen blev funden h\u00e6ngt i sin L\u00e6nke ud over R\u00e6kv\u00e6rket. Alt fyldte og gjennemisnede J\u00f8rgen, dog een Solstraale fra dette Sted lyste ind i ham udefra, og det var Erindringen om den blomstrende Hyld og Lindetr\u00e6erne.<\/p>\n

L\u00e6nge sad han ikke her, han f\u00f8rtes til Ringkj\u00f8bing, hvor F\u00e6ngslet blev ligesaa strengt.<\/p>\n

De Tider vare ikke vore; Fattigmand havde det haardt; det var endnu ikke forvundet, at B\u00f8ndergaarde og B\u00f8nderbyer gik op i nye Herregaarde, og under dette Regimente blev Kudsk og Tjener Birkedommer, der kunde for en ringe Forseelse d\u00f8mme fattig Mand til Boeslodsfortabelse og til at pidskes til Kagen; endnu fandtes her En og Anden af disse, og i det jydske Land, langt fra Kongens Kj\u00f8benhavn og de oplyste, velsindede Styrere, gik Loven tidt endnu som den kunde, og det var det Mindste, at Tiden drog ud for J\u00f8rgen.<\/p>\n

Bitterligt koldt var det hvor han sad, naar vilde det faae Ende? Uforskyldt var han kastet ind i Fortr\u00e6d og Elendighed, det var hans Lod! hovrledes den havde v\u00e6ret ham beskaaret heri Verden, fik han nu Tid til at t\u00e6nke over; hvorfor var han bleven stillet saaledes? Ja, det vilde klare sig “i det andet Liv”, det, der visseligt venter os! den Tro var voxet fast hos ham i det fattige Huus; hvad i Spaniens Fylde og Solskin ikke lyste ind i hans Faders Tanke, blev ham i Kulde og M\u00f8rke Fortr\u00f8stningslys, Guds Naadegave, og den er aldrig Skuffelse.<\/p>\n

Nu lod Foraarsstormene sig m\u00e6rke. Vesterhavets Rullen h\u00f8rer man milevidt inde i Landet, men f\u00f8rst naar Stormen har lagt sig, den lyder som sv\u00e6re Vogne i hundredviis kj\u00f8rte over en haard, underhulet Vei; J\u00f8rgen h\u00f8rte det inde i sit F\u00e6ngsel og det var en Afvexling; ingen gamle Melodier kunde gaae dybere til Hjertet, end disse Toner, det rullende Hav, det frie Hav, hvor man blev baaren gjennem Verden, fl\u00f8i med Vindene, og hvor man end kom hen, man havde med sig sit eget Huus, ligesom Sneglen har sit; man stod altid paa egen, altid paa Hjemmets Grund, selv i fremmed Land.<\/p>\n

Hvor lyttede han til den dybe Rullen, hvor rullede ikke Tanken Erindringer op; “fri, fri! lyksaligt at v\u00e6re fri, selv uden Saaler i Skoene og med lappet Blaargarns Skjorte!” Enkelte Gange blussede det i ham derved og han slog med knyttet N\u00e6ve mod Muren.<\/p>\n

Uger, Maaneder, et heelt Aar var gaaet, da greb man en Kjeltring Niels Tyv, “Hesteprangeren” blev han ogsaa kaldet, og da – kom de bedre Tider, det blev vitterligt hvad Uret J\u00f8rgen havde lidt.<\/p>\n

Nord for Ringkj\u00f8bing Fjord, hos en Huusmand der havde Krohold, var, om Eftermiddagen f\u00f8r J\u00f8rgens Afreise fra Hjemmet og Mordet skete, Niels Tyv og Morten truffen sammen, der blev drukket et Par Glas, og de skulde ikke gaae nogen Mand i Hovedet, men de satte dog Mundl\u00e6deret lidt for meget i Gang paa Morten, han snakkede stort op, fortalte, at han havde faaet sig en Gaard og skulde giftes, og da Niels spurgte om Pengene dertil, slog Morten hovmodig paa sin Lomme:<\/p>\n

“De ere der hvor de skulle v\u00e6re!” svarede han.<\/p>\n

Dette Skryderi kostede ham Livet; da han var gaaet, fulgte Niels efter og stak ham med en Kniv i Halsen, for at tage Pengene der ikke fandtes.<\/p>\n

Det blev sat vidtl\u00f8ftigt ud fra hinanden, os er det nu nok at vide at J\u00f8rgen kom paa fri Fod, men hvad erholdt han i Erstatning for hvad han havde lidt i Aar og Dag, i F\u00e6ngsel, Kulde, st\u00f8dt bort fra Menneskene; ja, der blev sagt ham, at det var en Lykke at han var uskyldig, nu kunde han gaae. Borgemesteren gav ham til Mark i Reisepenge og flere af Byens Borgere gav ham \u00d8l og god Mad, der var ogsaa gode Mennesker! ikke Alle “stange, flaae og l\u00e6gge paa Pande!” men det Bedste ved det Hele var at Kj\u00f8bmand Br\u00f8nne fra Skagen, ham hos hvem J\u00f8rgen for et Aar siden vilde have taget Hyre, netop i de Dage var i \u00c6rende nede i Ringkj\u00f8bing; han h\u00f8rte om den hele Sag, Hjerte havde han, forstod og f\u00f8lte hvad J\u00f8rgen havde lidt, nu vilde han gj\u00f8re ham det lidt Godt og Bedre, lade ham erfare at der ogsaa ere gode Mennesker.<\/p>\n

Fra F\u00e6ngsel til Frihed, til Himmeriges Rige, til Kj\u00e6rlighed og Hjertelag gik det nu, ja, det skulde ogsaa pr\u00f8ves; intet Livens B\u00e6ger er heelt Malurt, det kunde intet godt Menneske skjenke et Menneskebarn, skulde da Gud, Alkj\u00e6rligheden, kunne det?<\/p>\n

“Lad nu alt Det v\u00e6re begravet og glemt!” sagde Kj\u00f8bmand Br\u00f8nne: “En rigtig tyk Streg s\u00e6tte vi over det sidste Aar! Almanakken br\u00e6nde vi! og om to Dage reise vi til det fredelige, velsignede og forn\u00f8ielige Skagen! en Afkrog i Landet sige de det er; en velsignet Kakkelovnskrog er det, med aabne Vinduer ud til den vide Verden.”<\/p>\n

Det var en Reise! det var at tr\u00e6kke Veiret igjen! at komme fra den kolde F\u00e6ngselsluft ud i det varme Solskin. Heden stod med Blomstrende Lyng, et mylrende Flor, og Hyrdedrengen sad paa K\u00e6mpegraven og bl\u00e6ste paa sin Fl\u00f8ite, han havde skaaret af et Faarebeen. Fata morgana, \u00d8rkenens deilige Luftsyn, med h\u00e6ngende Haver og sv\u00f8mmende Skove, viste sig og den underlige lette Luftb\u00f8lgning, som kaldes Lokemanden, der driver sin Hjord.<\/p>\n

Op mod Limfjorden gik Reisen, over Vendelboernes Land, op mod Skagen, hvorfra M\u00e6ndene med det lange Skj\u00e6g, Langbarderne, vare udvandrede, da i Hungerstiden under Kong Snio alle B\u00f8rn og Gamle skulde have v\u00e6ret slaaet ihjel, men den \u00e6dle Qvinde Gambaruk, der eiede Jordegods heroppe, foreslog, at heller de Unge skulde drage ud af Landet; derom vidste J\u00f8rgen, saa l\u00e6rd var han, og kjendte han ikke Langbardernes Land bag de h\u00f8ie Alper saa vidste han dog hvorledes der maatte see ud, han havde jo selv som Dreng v\u00e6ret Syd paa, i Spaniens Land; han huskede de der opstablede Frugt-Dynger, de r\u00f8de Granatblomster, Summen, Brummen og Klokkeklang i Byens store Kube, men deiligst er der dog i Hjemmets Land, og J\u00f8rgens Hjem var Danmark.<\/p>\n

Endelig naaede de da op til “Vendilskaga”, som Skagen kaldes i gamle norske og islandske Skrifter. Milevidt, med Klitter og Agerland imellem, str\u00e6kker sig og strakte sig alt dengang Gammel-Skagen, Vester- og \u00d8sterby, ud til Fyrtaarnet n\u00e6r “Grenen”; Huse og Gaarde laae som endnu, str\u00f8ede mellem opfygede, omskiftende Sandh\u00f8ider, et \u00d8rkenland, hvor Vinden boltrer sig i det l\u00f8se Sand og hvor Maager, Terner og de vilde Svaner lade sig h\u00f8re, saa at det sk\u00e6rer gjennem \u00d8rehinden. Sydvest en Miil fra “Grenen” ligger H\u00f8ien eller Gammel-Skagen, her boede Kj\u00f8bmand Br\u00f8nne, her skulde nu J\u00f8rgen leve. Gaarden var tj\u00e6ret, de smaa Udhuse havde hver en omvendt Baad til Tag, Vragstumper vare slagne sammen til Svinesti, Indhegning var her ikke, der var jo ikke Noget at hegne om, men paa Snore, i lange R\u00e6kker, den ene over den anden, hang opskaarne Fisk for at t\u00f8rres i Vinden. Hele Strandbredden var overdynget med forraadnede Sild, Voddet kom jo neppe i Vandet, f\u00f8r Silden i L\u00e6sseviis blev trukken i Land, der var for mange af den Slags, man smed dem i Havet igjen eller lod dem ligge og raadne.<\/p>\n

Kj\u00f8bmandens Kone og Datter, ja Huusfolkene med, kom jublende, da Fader vendte hjem, der var en Haandtrykken, en Raaben og Talen, og hvor dog Datteren havde et velsignet Ansigt og to rare \u00d8ine!<\/p>\n

Inde i Huset var hyggeligt og stort; Fade med Fisk bleve satte paa Bordet, R\u00f8dsp\u00e6tter, som en Konge kunde kalde en Pragtret; Viin fra Skagens Viinbjerge, det store Hav, Druerne rulle persede i Land og det baade i T\u00f8nder og paa Flasker.<\/p>\n

Da Moder og Datter siden fik at h\u00f8re hvem J\u00f8rgen var og hvor uskyldigt og haardt han havde lidt, saa lyste \u00d8inene endnu mildere til ham og mildest lyste de hos Datteren, hos den v\u00e6ne Jomfru Clara. Han fandt et velsignet Hjem i Gammel-Skagen, det gjorde Hjertet godt, og J\u00f8rgens Hjerte havde jo pr\u00f8vet Meget, ogsaa Kj\u00e6rlighedens bittre S\u00f8, den h\u00e6rder eller den gj\u00f8r bl\u00f8dere, J\u00f8rgens Hjerte var endnu saa bl\u00f8dt, det var saa ungt, der var en ledig Plads deri; det var derfor vistnok meget heldigt at det traf saaledes, at netop om tre Uger skulde Jomfru Clara med Skibet op til Christianssand i Norge, for at bes\u00f8ge en Moster og blive der hele Vinteren.<\/p>\n

S\u00f8ndagen f\u00f8r Afreisen vare de Alle i Kirken til Altergang; stor og stadselig var Kirken, Skotter og Holl\u00e6ndere havde for flere Aarhundreder siden bygget den, et Stykke fra hvor nu Byen laae; noget br\u00f8stf\u00e6ldig var den bleven, og Veien op og ned i det dybe Sand var meget besv\u00e6rlig, dog det d\u00f8iede man gjerne for at komme i Guds Huus, synge Psalmer og faae en Pr\u00e6diken. Sandet laae lige hen over Kirkegaardens Ringmuur, men Gravene derinde holdt man endnu fri for Sandflugten.<\/p>\n

Det var den st\u00f8rste Kirke Nord for Limfjorden. Jomfru Maria, med Guldkronen paa Hovedet og Jesusbarnet paa Armen, stod som lyslevende paa Altertavlen; de hellige Apostle vare udhugne i Choret og \u00f8verst der paa Muren saae man Portraiter af Skagens gamle Borgemestre og Raad, med deres Bom\u00e6rker; Pr\u00e6dikestolen var snittet ud. Solen skinnede saa oplivende ind i Kirken paa den blanke Messingkrone og paa det lille Fart\u00f8i, der hang ned fra Loftet.<\/p>\n

J\u00f8rgen var som overv\u00e6ldet af en hellig, barnereen F\u00f8lelse, som da han som Lille stod i Spaniens rige Kirke, men her var det ham en Bevidsthed at han h\u00f8rte med til Menigheden.<\/p>\n

Efter Pr\u00e6diken var Altergang, han n\u00f8d med de Andre Br\u00f8det og Vinen, og det traf sig saa, at han kn\u00e6lede netop ved Siden af Jomfru Clara; dog hans Tanke var saaledes henvendt til Gud og den hellige Handling, at han f\u00f8rst da de reiste sig lagde M\u00e6rke til, hvem der havde v\u00e6ret hans Nabo; han saae de salte Taarer trille ned over hendes Kinder.<\/p>\n

To Dage efter reiste hun op til Norge, og J\u00f8rgen gik og gjorde Gavn i Gaarden, var paa Fiskeri, og der var Fisk at fange, flere dengang end nu tildags. Makrelstimmerne lyste i de m\u00f8rke N\u00e6tter og viste hvor de gik, Knurhanen knurrede og Kolkrabben gav ynkelige Hyl naar den blev jaget; Fiskene ere ikke saa stumme som man siger, J\u00f8rgen var det meget meer med hvad han gjemte paa, men det kom vel ogsaa frem engang.<\/p>\n

Hver S\u00f8ndag naar han sad i Kirken og hans \u00d8ine f\u00e6stede sig paa Moder Marias Billede paa Altertavlen, hvilede de ogsaa en Stund paa det Sted hvor Jomfru Clara havde kn\u00e6let ved hans Side, og han t\u00e6nkte paa hende, hvor hjertensgod hun havde v\u00e6ret mod ham.<\/p>\n

Efteraaret kom med Slud og T\u00f8snee, Vandet stod og sjappede over Skagens Bygrund, Sandet kunde ikke sluge alt det Vand, man maatte vade, om ikke seile med Baad; Stormene smed Fart\u00f8i ved Fart\u00f8i paa de d\u00f8dbringende Revler, der var Sneestorme og Sandstorme, Sandet fygede om Husene, saa Folk maatte krybe ud oven fra Skorstenen, men det var ikke noget M\u00e6rkeligt heroppe; luunt og godt var der inde i Stuen, Lyngt\u00f8rv og Vragstumper knittrede og knasede, og Kj\u00f8bmand Br\u00f8nne l\u00e6ste h\u00f8it af en gammel Kr\u00f8nike, l\u00e6ste om Prinds Amlet af Danmark, der fra England kom i Land herovre ved Bovbjerg og leverede et Slag; ved Ramme var hans Grav, kun et Par Miil fra, hvor Aalebonden boede; K\u00e6mpegrave, i hundredviis, reiste sig der paa Heden, en stor Kirkegaard, Kj\u00f8bmand Br\u00f8nne havde selv v\u00e6ret der ved Amlets Grav; der blev talt om gammel Tid, om Naboerne, Engl\u00e6ndere og Skotl\u00e6ndere, og J\u00f8rgen sang da Visen om “Kongens S\u00f8n af England”, om det pr\u00e6gtige Skib, hvor det var udstyret:<\/p>\n

“Det var forgyldt mellem begge Bord,<\/p>\n

Derpaa stod skrevet vor Herres Ord.<\/p>\n

Og der stod malet i fremmer Stavn,<\/p>\n

Den Konges\u00f8n tog sin Jomfru i Favn!”<\/p>\n

Det Vers is\u00e6r J\u00f8rgen saa inderlig, hans \u00d8ine lyste derved, de vare jo rigtignok ogsaa saa sorte og skinnende fra F\u00f8dselen af.<\/p>\n

Der var Sang og der var L\u00e6sning, der var Velstand tilhuse, Familieliv lige ned til Huusdyrene og Alt saa godt holdt; Tinr\u00e6kken skinnende med skurede Tallerkener, og under Loftet hang P\u00f8lser og Skinker, Vintervarer fuldt op; ja vi kunne see Sligt endnu derovre i Vestkystens mange rige B\u00f8ndergaarde, saa fuldtop af F\u00f8den, saa pynteligt i Stuerne, Kl\u00f8gt og godt Humeur og i vor Tid ere de komme til Kr\u00e6fter; Gjestfrihed er der som i Araberens Telt.<\/p>\n

J\u00f8rgen havde aldrig f\u00f8r levet saa forn\u00f8ielig en Tid, siden han som Barn, de fire Dage, var til Begravelses-Gilde, og dog var Jomfru Clara borte, kun ikke af Tanke og Tale.<\/p>\n

I April skulde der gaae Fart\u00f8i op til Norge, J\u00f8rgen skulde med. Der var rigtignok nu kommet Humeur i ham, og godt Huld havde han! sagde Moder Br\u00f8nne, det var en Forn\u00f8ielse at see paa ham.<\/p>\n

“Og paa Dig med!” sagde den gamle Kj\u00f8bmand, “J\u00f8rgen har sat Livlighed i Vinteraftenerne, og i vor Moder med! Du er bleven yngre iaar, Du seer godt og yndelig ud! Du var da ogsaa den kj\u00f8nneste Pige i Viborg, og det er meget sagt, thi der har jeg altid fundet Pigerne kj\u00f8nnest!”<\/p>\n

J\u00f8rgen sagde ikke Noget dertil, det skikkede sig ikke, men han t\u00e6nkte paa Een fra Skagen, og til hende seilede han op, Fart\u00f8iet lagde ind ved Christianssand, han kom med strygende Vind derop i en halv Dag.<\/p>\n

En Morgenstund gik Kj\u00f8bmand Br\u00f8nne ud til Fyrtaarnet, der ligger langt fra Gammel-Skagen n\u00e6r ved “Grenen”, Kullene paa Vippepanden deroppe havde l\u00e6nge v\u00e6ret slukt, Solen stod allerede h\u00f8it da han kom op i Taarnet; en heel Miil fra Landets yderste Pynt str\u00e6kke sig Sandrevler under Vandet; ud for dem viste sig i Dag mange Skibe og mellem disse troede han med Kikkerten at kjende “Karen Br\u00f8nne,” det hedte Fart\u00f8iet, og ganske rigtigt, det var under Opseiling, Clara og J\u00f8rgen var ombord. Skagens Fyr- og Kirketaarne viste sig for dem som en Heire og en Svane paa det blaae Vand. Clara sad ved Relingen og saae lidt efter lidt Klitterne kommer frem; ja, blev Vinden staaende, kunde de inden en Time naae Hjemmet; saa n\u00e6r vare de det og Gl\u00e6den – saa n\u00e6r vare de D\u00f8den og dens Angest.<\/p>\n

Der sprang en Planke i Skibet, Vandet tr\u00e6ngte ind, der blev t\u00e6ttet og pompet, sat alle Seil til, heiset N\u00f8dflag; de vare endnu en heel Miil ude, Fiskerbaade vare at see, men langt borte, Vinden f\u00f8rte mod Land, den S\u00f8 der var, hjalp ogsaa, men ikke nok, Fart\u00f8iet sank. J\u00f8rgen slog sin H\u00f8ire Arm fast om Clara.<\/p>\n

Med hvilket Blik saae hun ham ikke ind i \u00d8iet, da han i Vor Herres Navn styrtede sig med hende i Havet; hun udst\u00f8dte et Skrig, men sikker kunde hun v\u00e6re, han skulde ikke slippe.<\/p>\n

Hvad K\u00e6mpevisen sang:<\/p>\n

“Der stod malet i fremmer Stavn,<\/p>\n

Den Konges\u00f8n tog sin Jomfru i Favn!”<\/p>\n

det \u00f8vede J\u00f8rgen i Farens og Angestens Stund; nu kom det ham til Gavn at v\u00e6re en dygtig Sv\u00f8mmer, han arbeidede sig frem med F\u00f8dder og een Haand, den anden holdt han fast om den unge Pige, han hvilede paa Vandet, traadte det med sine F\u00f8dder, \u00f8vede alle de Bev\u00e6gelser han kjendte og vidste, for at have Kr\u00e6fter nok til at naae Landet. Han fornam, hun udst\u00f8dte et Suk, han f\u00f8lte et Krampegys gjennemfare hende, og fastere holdt han; en enkelt S\u00f8 slog hen over dem, en Str\u00f8mning l\u00f8ftede dem, Vandet var saa dybt, saa klart, et \u00d8ieblik syntes han at see den blinkende Makrelstime dernede eller var det Leviathan selv der vilde sluge dem; Skyerne kastede Skygge over Vandet, og igjen kom blikende Solstraaler; skrigende Fugle, i store Sv\u00e6rme, foer hen over ham, og Vild\u00e6nderne, der tunge og s\u00f8vnige lod sig drive paa Vandet, fl\u00f8i forskr\u00e6kket op for Sv\u00f8mmeren; men hans Kr\u00e6fter tog af, f\u00f8lte han – Landet var han endnu et Par Kabell\u00e6ngder borte fra, dog Hjelpen kom, en Baad n\u00e6rmede sig – men under Vandet stod, han saae det tydeligt, en hvid stirrende Skikkelse – en S\u00f8 l\u00f8ftede ham, Skikkelsen n\u00e6rmede sig – han fornam et St\u00f8d, det blev Nat, Alt svandt hen over ham.<\/p>\n

Der stod paa Sandrevlen Vraget af et Skib, S\u00f8en laae hen over det, den hvide Gallions-Figur st\u00f8ttede sig paa et Anker, det skarpe Jern ragede netop frem til Vandspeilet; J\u00f8rgen var st\u00f8dt imod, Str\u00f8mningen havde drevet ham frem med for\u00f8get Kraft; besvimet sank han med sin Byrde, men den n\u00e6ste S\u00f8 l\u00f8ftede igjen ham og den unge Pige.<\/p>\n

Fiskerne fik dem fat og op i Baaden, Blodet str\u00f8mmede ned over J\u00f8rgens Ansigt, han var som d\u00f8d, men Pigen holdt han saa fast klamret, at hun maatte vristes ham ud af Arm og Haand, d\u00f8dbleg, livl\u00f8s og udstrakt laae hun der i Baaden, der styrede mod Skagens Green.<\/p>\n

Alle Midler bleve anvendte for at bringe Clara tillive, hun var d\u00f8d; l\u00e6nge havde han derude sv\u00f8mmet med et Liig, arbeidet og afkr\u00e6ftet sig for en D\u00f8d.<\/p>\n

J\u00f8rgen aandede endnu, ham bare de til det n\u00e6rmeste Huus indenfor Klitterne; et Slags Feltsk\u00e6r, der var paa Stedet, i\u00f8vrigt ogsaa Smed og Smaahandler, forbandt J\u00f8rgen, indtil n\u00e6ste Dag L\u00e6gen fra Hj\u00f8rring blev hentet.<\/p>\n

Den Syges Hjerne var angreben, han laae i Raseri, udst\u00f8dte vilde Skrig, men paa den tredie Dag sank han hen som i en D\u00f8s, Livet syntes kun at h\u00e6nge ved en Traad, og at den maatte briste, sagde L\u00e6gen, var det Bedste man kunde \u00f8nske J\u00f8rgen.<\/p>\n

“Lad os bede Vor herre at han maa slippe! han bliver aldrig Menneske!”<\/p>\n

Men Livet slap ham ikke, Traaden vilde ikke briste, men Erindringen brast, alle Aandsevnernes Baand var overskaaret, det var det Gyselige, et levende Legeme blev tilbage, et Legeme, der skulde vinde Sundhed, gaae igjen.<\/p>\n

I Kj\u00f8bmand Br\u00f8nnes Huus blev J\u00f8rgen.<\/p>\n

“Han har jo faaet sin Helsot for at frelse vort Barn!” sagde den gamle Mand; “han er nu vor S\u00f8n!”<\/p>\n

Fjollet kaldte man J\u00f8rgen, men det var ikke det rette Udtryk; han var, som et Instrument, hvorpaa Str\u00e6ngene ere l\u00f8snede og ikke l\u00e6nger kunne klinge, – kun i et enkelt \u00d8ieblik, faa Minuter, fik de en Sp\u00e6ndkraft, og de klang, – gamle Melodier klang, enkelte Takter; Billeder rullede op og hentaagede, – han sad igjen stirrende, tankel\u00f8s; vi t\u00f8r troe, at han led ikke; de m\u00f8rke \u00d8ine mistede da deres Glands, et sort, beaandet Glas syntes de.<\/p>\n

“Stakkels fjollede J\u00f8rgen!” sagde man.<\/p>\n

Det var ham, som under sin Moders Hjerte blev baaren til et Jordliv, rigt og lykkeligt, saa at det var “et Overmod, en forf\u00e6rdelig Stolthed” at \u00f8nske, end sige troe paa et Liv efter dette! Alle de store Evner i Sj\u00e6len altsaa spildte? Kun haarde Dage, Smerte og Skuffelse var tildeelt ham; en Pragt-Svibel var han, reven ud af sin rige Jordbund og kastet hen i Sandet for at henraadne! det i Gud skabte Billed havde intet bedre V\u00e6rd? Kun et Spil for Tilf\u00e6ldigheder var og er det Hele, nei! Alkj\u00e6rlighedens Gud maatte og vilde give ham Erstatning i et andet Liv for hvad han her led og savnede. “Herren er god mod Alle og hans Barmhjertighed er over alle hans Gjerninger.” De Ord af Davids Psalme udtalte i Tro og Fortr\u00f8stning den fromme, gamle Kj\u00f8bmands Hustru, og hendes Hjertes B\u00f8n var at Vor Herre snart vilde l\u00f8se op for J\u00f8rgen, at han kunde indgaae til “Guds Naadegave”, det evige Liv.<\/p>\n

Paa Kirkegaarden hvor Sandet fygede hen over Muren var Clara begravet; det syntes som om J\u00f8rgen ikke havde Tanke derom, det h\u00f8rte ikke til hans Tankesum, den l\u00f8ftedes kun i Vragstykker fra en Fortid. Hver S\u00f8ndag fulgte han Familien til Kirke og sad stille med tankel\u00f8st Blik; en Dag, under Psalmesangen, udst\u00f8dte han et Suk, hans \u00d8ine lyste, de vare vendte mod Alteret, mod det Sted, hvor han for meer end Aar og Dag siden havde kn\u00e6let med sin d\u00f8de Veninde, han n\u00e6vnede hendes Navn, og blev hvid som et Kl\u00e6de, Taarer trillede ned over hans Kinder.<\/p>\n

Man hjalp ham ud af Kirken, og han sagde dem, at han f\u00f8lte sig vel, syntes ikke, at der havde feilet ham Noget, han havde ingen Erindring derom, den af Gud Pr\u00f8vede, Henkastede. – Og Gud, vor Skaber, er viis og alkj\u00e6rlig, hvo kan tvivle? vort Hjerte og vor Forstand erkjender det, Bibelen bekr\u00e6fter det: “Hans Barmhjertighed er over alle hans Gjerninger!”<\/p>\n

I Spanien, hvor mellem Oranger og Laurb\u00e6r de mauriske gyldne Kupler omb\u00f8lges af varme Luftninger, hvor Sang og Castagnetter klinge, sad i det pragtfulde Huus en barnl\u00f8s Olding, den rigeste Kj\u00f8bmand; gjennem Gaderne droge B\u00f8rn i Procession med Lys og vaiende Faner. Hvor meget af sin Rigdom vilde han ikke have givet for at eie sine B\u00f8rn, sin Datter eller hendes Barn, det, som maaskee aldrig saae denne Verdens Lys og hvorledes da Evighedens, Paradisets? “Stakkels Barn!”<\/p>\n

Ja, stakkels Barn! just Barn og dog op i de tredive Aar – saa gammel var J\u00f8rgen bleven der i Gammel-Skagen.<\/p>\n

Sandflugten havde lagt sig hen over Kirkegaardens Grave, heelt op om Kirkens Muur, men her hos de Forudgangne, hos Sl\u00e6gt og Kj\u00e6re vilde og maatte de D\u00f8de jordes. Kj\u00f8bmand Br\u00f8nne og hans hustru hvilede her hos deres Barn under det hvide Sand.<\/p>\n

Det var tidligt paa Aaret, Stormenes Tid; Klitterne r\u00f8g, Havet kastede h\u00f8ie S\u00f8er, Fuglene, i store Skarer, som Skyer i Storm, foer skrigende over Klitterne; Stranding fulgte paa Stranding i Revlerne fra Skagens Green til Huusby-Klitter.<\/p>\n

En Eftermiddag, J\u00f8rgen sad alene i Stuen, lysnede det op i hans Sind, en Fornemmelse af den Uro, som tidt i yngre Aar drev ham ud i Klitter og paa Hede:<\/p>\n

“Hjem! hjem!” sagde han; Ingen h\u00f8rte ham; han gik ud af Huset, ind i Klitterne, Sandet og Smaastene fygede ham i Ansiget, l\u00f8ftede sig i Hvirvler omkring ham. Han gik henimod Kirken; Sandet laae op om Muren og halvt op paa Vinduerne, men i Gangen foran var Sandet kastet, Kirked\u00f8ren var ikke laaset, og let at aabne; J\u00f8rgen gik derind.<\/p>\n

Vinden foer hylende hen over Skagens By; det var en Orkan, som ikke i Mands Minde, et forf\u00e6rdeligt Guds Veir, men J\u00f8rgen var i Guds Huus, og mens det blev sort Nat udenfor, lyste det inde i ham, det var Sj\u00e6lens Lys der aldrig vil udslukkes; den tunge Steen der laae i hans Hoved, fornam han, sprang med et Knald. Han syntes at Orgelet spillede, men det var Stormen og det rullende Hav; han satte sig i Kirkestolen, og Lysene bleve t\u00e6ndte, Lys ved Lys, en saadan Rigdom, som han kun havde seet det i Spaniens Land, og alle Billederne af de gamle Raadm\u00e6nd og Borgmestre bleve levendegjorte, de traadte ud af V\u00e6ggen hvor de havde staaet i Aaringer, de satte sig i Choret; Kirkens Porte og D\u00f8re aabnede sig, og ind traadte alle de D\u00f8de festligt kl\u00e6dte, som i deres Tid, de kom under en skj\u00f8n Musik, og satte sig i Stolene; da l\u00f8d Psalmesangen som et rullende Hav, og hans gamle Pleiefor\u00e6ldre fra Huusby-Klitter vare her, og den gamle Kj\u00f8bmand Br\u00f8nne og hans Hustru, og ved Siden af dem, t\u00e6t op til J\u00f8rgen, sad deres milde, elskelige Datter, hun rakte J\u00f8rgen Haanden, og de gik op til Alteret hvor de f\u00f8r havde kn\u00e6let, og Pr\u00e6sten lagde deres H\u00e6nder sammen, indviede dem til Livet i Kj\u00e6rlighed. – Da bruste Basunernes Lyd, forunderlig som en Barner\u00f8st fuld af L\u00e6ngsel og Lyst, den svulmede til Orgelklang, til en Orkan af fulde, opl\u00f8ftende Toner, livsalige at h\u00f8re og dog m\u00e6gtige til at spr\u00e6nge Gravens Steen.<\/p>\n

Og Skibet der hang i Choret dalede ned foran de To, det blev saa stort, saa pragtfuldt, med Silke-Seil og forgyldent Raa, Ankerne vare af det r\u00f8de Guld og hvert Toug med Silketvinde, som der stod i den gamle Sang. Og Brudeparret steg ombord, og hele Kirkens Menighed fulgte med, og der var Plads og Herlighed for dem Alle. Og Kirkens V\u00e6gge og Buer blomstrede som Hylden og de duftende Lindetr\u00e6er, blideligt viftede Grene og Blad; de b\u00f8iede sig, skilte sig ad, og Skibet l\u00f8ftedes og seilede med dem gjennem Havet, gjennem Luften, hvert Kirkelys var en lille Stjerne, og Vindene istemte Psalmesang og Alle sang med:<\/p>\n

“I Kj\u00e6rlighed, til Herlighed!” – “Intet Liv skal fortabes!” – “Livsalig glad! Hallelujah!”<\/p>\n

Og disse Ord vare ogsaa hans sidste i denne Verden. Baandet brast, som holdt den ud\u00f8delige Sj\u00e6l, – der laae kun et d\u00f8dt Legeme i den m\u00f8rke Kirke, som Stormen susede over og omhvirvlede med Flyvesand.<\/p>\n

N\u00e6ste Morgen var det S\u00f8ndag, Menigheden og Pr\u00e6sten kom til Gudstjeneste. Veien herhen havde v\u00e6ret besv\u00e6rlig, n\u00e6sten ufremkommelig over Sandet, og nu da de vare her, laae en stor Sandmile fyget h\u00f8it op for Kirked\u00f8ren. Og Pr\u00e6sten l\u00e6ste en kort B\u00f8n, sagde, at Gud havde lukket D\u00f8ren for dette sit Huus, de maatte nu gaae og andetsteds reise ham et nyt.<\/p>\n

Saa sang de en Psalme og vandrede til deres Hjem.<\/p>\n

J\u00f8rgen var ikke at finde i Skagens By eller mellem Klitterne hvor de s\u00f8gte; de rullende S\u00f8er op i Sandet havde trukket ham med sig, hedte det.<\/p>\n

Hans Legeme laae jordet i den st\u00f8rste Sarkophag, i Kirken selv; Gud havde i Stormen kastet Jord paa Kisten, det tunge Sandlag laae der og ligger der endnu.<\/p>\n

Sandflugten har d\u00e6kket de m\u00e6gtige Hv\u00e6lvinger. Klittj\u00f8rne og vilde Roser voxe hen over Kirken, hvor Vandreren nu skrider hen til dens Taarn, der peger op af Sandet, en m\u00e6gtig Ligsteen paa Graven, seet milevidt; ingen Konge fik den mere pr\u00e6gtig! Ingen forstyrrer den D\u00f8des Hvile, Ingen vidste eller veed det, f\u00f8r nu, – Stormen sang det for mig mellem Klitterne!<\/p>\n

\u00a0\u00a0Indeks over H.C. Andersens eventyr \u2014\u00a0Index of Hans Christian Andersen Fairy tales<\/a><\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

H.C. Andersen – Hans Christian Andersen eventyr En Historie fra Klitterne \u2013 Illustration \u2013 A Story from the Sand-Dunes 1860 Det er en Historie fra de jydske Klitter, men den begynder ikke derovre, nei langt borte, Syd paa, i Spanien; Havet er Farvei mellem Landene; t\u00e6nk Dig derhen, til Spanien! der er varmt og der … L\u00e6s mere En Historie fra Klitterne<\/span><\/a><\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"parent":0,"menu_order":0,"comment_status":"closed","ping_status":"closed","template":"","meta":{"footnotes":"","_links_to":"","_links_to_target":""},"class_list":["post-1289","page","type-page","status-publish","hentry"],"aioseo_notices":[],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1289","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages"}],"about":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/page"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=1289"}],"version-history":[{"count":3,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1289\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":78204,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1289\/revisions\/78204"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=1289"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}