{"id":1271,"date":"2012-03-20T09:17:07","date_gmt":"2012-03-20T08:17:07","guid":{"rendered":"http:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/?page_id=1271"},"modified":"2017-10-23T10:50:50","modified_gmt":"2017-10-23T08:50:50","slug":"dodningen-et-fyensk-folke-eventyr","status":"publish","type":"page","link":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/?page_id=1271","title":{"rendered":"D\u00f8dningen, et fyensk Folke-Eventyr"},"content":{"rendered":"
\"Elvedgaard
Elvedgaard p\u00e5 Fyn 2003. “Omtrent en Miil fra Bogense finder man paa Marken i N\u00e6rheden af Elvedgaard, en ved sin St\u00f8rrelse m\u00e6rkv\u00e6rdig Hvidtj\u00f8rn, der kan sees fra selve den jydske Kyst.” S\u00e5dan indleder H. C. Andersen sit eventyr : D\u00f8dningen, et fyensk Folke-Eventyr. (1830)<\/figcaption><\/figure>\n

H. C. Andersen: Eventyr : D\u00f8dningen, et fyensk Folke-Eventyr. (1830)<\/strong><\/p>\n

Omtrent en Miil fra Bogense finder man paa Marken i N\u00e6rheden af Elvedgaard, en ved sin St\u00f8rrelse m\u00e6rkv\u00e6rdig Hvidtj\u00f8rn, der kan sees fra selve den jydske Kyst. I gamle Dage skal der have v\u00e6ret to, og man fort\u00e6ller, at Frederik den Anden har bes\u00f8gt dette Sted, for at see denne M\u00e6rkelighed, og at de i denne Anledning vare udskaarne i Form af to Kroner. Som ganske unge Spirer voxte disse Hvidtj\u00f8rne i en lille Hauge, som laae der bag et fattigt Bondehuus; dengang var Elvedgaard et Nonnekloster rundtomkring omgivet med Voldgrave, hvoraf endnu en stor Deel er vedligeholdt.<\/p>\n

Det var en smuk August-Aften, Myggene opf\u00f8rte deres luftige Fran\u00e7aiser, og Fr\u00f8erne sade som fugtige Spillem\u00e6nd og qv\u00e6kkede et lystigt Chor i deres dybe Orchester, Nonnerne havde just endt den fromme Aftensang og hver begav sig til sin Celle. Omkrandset af Skoven laae den lille Inds\u00f8e saa stille og speilklar ved Klosteret, kun naar en Fisk slog op forstyrredes den rolige Flade; men imellem Elverkrattet, saae man ved Fuldmaanens Skin, hvorledes Elverpigerne som lette Taager svingede sig i lystige Dandse, Elverkongen stod med en S\u00f8lv-Krone paa Hovedet, der skinnede med blaaligt Skj\u00e6r i Maanelyset; dybt nede i Mosen legede L\u00f8gtem\u00e6ndene Tagfat om en lille H\u00f8i, hvor engang en hellig Munk havde nedmanet en Natteaand, men han maatte vist ikke have forstaaet Kunsten ret, thi den Nedmanede fl\u00f8i hver Midnat, i store Kredse, som en kulsort Ravn og skr\u00e6mmede Egnens Beboere ved sit h\u00e6se Skrig.<\/p>\n

Der var allerede ganske m\u00f8rkt i Klosteret, men fra den lille Hytte i hvis Have Hvidtj\u00f8rnene vare plantede, flammede endnu Lampelyset gjennem de smaae Ruder. Indenfor de n\u00f8gne Leerv\u00e6gge laae en gammel Bonde paa D\u00f8dsleiet; hans S\u00f8n Johannes sad ved Sengen hos ham og trykkede den D\u00f8endes kolde, klamme Haand fast til sine L\u00e6ber. Faarekyllingen peeb saa varslende i Krogen, Lampen var n\u00e6sten udbr\u00e6ndt; den Gamle saae endnu engang med store, stive Blikke paa S\u00f8nnen, knuede krampagtigt hans Haand og sov.hen i Herren<\/p>\n

Johannes gr\u00e6d h\u00f8it, nu f\u00f8lte han sig med eet saa ganske ene i Verden; vel havde han mange Ligealdrende og Bekjendte der i Egnen, men der var jo ingen han ganske kunde slutte sig til, ingen, der ganske kunde dele hans F\u00f8lelser.<\/p>\n

Dagen skinnede alt ind i Hytten og fandt Johannes sovende foran Faderens D\u00f8dsleie; han holdt endnu den D\u00f8des kolde Haand fast i sin, og deilige, brogede Billeder fl\u00f8i i Dr\u00f8mme forbi hans Sj\u00e6l. Han saae sin Fader frisk og sund; alt var lyst og smukt rundtomkring, og en deilig, men bleg og liigkl\u00e6dt Pige satte ham en Krands paa Hovedet; hans gamle Fader lagde Pigens Haand i hans; – han vaagnede, og f\u00f8lte nu kun Faderens kolde D\u00f8dninghaand, og saa den D\u00f8des brustne Blikke, der uden Seekraft stirrede paa ham<\/p>\n

Det var en Fredagmorgen de f\u00f8rte den D\u00f8de til sit sidste Hvilested; Johannes fulgte langsomt efter den sorte Kiste der gjemmede ham hans kj\u00e6re Fader; Munken l\u00e6ste en latinsk B\u00f8n og kastede Jord paa Kisten, da var det, som hans Hjerte skulde briste, men da Chor-Drengene sang og svingede R\u00f8gelseskarrene, saa den blaalige R\u00f8g hvirvlede op imellem de gr\u00f8nne H\u00e6kke, da smeltede han hen i Graad; han syntes i de sp\u00e6de Stemmer at h\u00f8re Guds Engle der sang hans Fader im\u00f8de. Han saae op imod Himlen, saae rundt omkring sig; Alt aandede et frodigt Sommer-Liv; da blev det ham klart i Sj\u00e6len, at D\u00f8den ikke kunde v\u00e6re Tilintetgj\u00f8relse; Fuglene sang saa smukt rundtom i de h\u00f8ie Kastanietr\u00e6er, og h\u00f8it oppe under den blaa Himmel seilede de lette Skyer langtbort til fremmede Lande. Da vaagnede en m\u00e6gtig L\u00e6ngsel hos ham efter at see sig om i Verden. Skaren drog tilbage til S\u00f8rgehuset hvor et rigeligt Gilde ventede den; man roste den Afd\u00f8de og hans velbryggede Most, og alt som de drak for den D\u00f8de bleve de selv mere levende; en m\u00e6dsket Munk, der lignede den hogartske, havde paataget sig en Harlequins lystige Rolle, drak og sagde dumme Vittigheder saa godt som nogen monarkisk Skolemester, men Johannes sneeg sig fra det lystige Selskab; han havde skaaret og sammenf\u00f8iet et stort Tr\u00e6kors, det bar han hen paa Kirkegaarden og satte paa Faderens Grav, som alt nogle af Byens Piger havde bestr\u00f8et med Sand og Blomster.<\/p>\n

Tidlig den n\u00e6ste Morgen pakkede han sig en lille Byldt sammen, gjemte i sit Belte hele sin Arvepart, der bestod i 50 Rdlr., og med denne og en lille Pung, hvori var nogle S\u00f8lvskillinger, forlod han Huset for at drage ud i den vide Verden. – Veien gik over Kirkegaarden hvor han f\u00f8rst tog Afsked med sin Faders Grav, en L\u00e6rke sad paa Tr\u00e6korset og sang, men flagrede strax bort mellem de duftende Hyldetr\u00e6er, da Johannes n\u00e6rmede sig.<\/p>\n

Det var en deilig Morgen, den duggede Kornmark straalte som et Hav af Guld i Morgensolen; langsomt steeg Taagerne fra Engen, og alle Blomsterne nikkede i den friske Morgenvind, som de vilde \u00f8nske Johannes Velkommen i den frie Natur. Endnu engang dreiede han sig om paa H\u00f8ien for at see den gamle, bekjendte Kirke, hvor han var d\u00f8bt, og hvor han hver S\u00f8ndag med sin gamle Fader havde bedet til Christus og alle de Hellige; da saae han h\u00f8it oppe i et af Hullerne i Taarnet, Kirke-Nissen staae med sin lille r\u00f8de, spidse Hue, han skyggede for sit Ansigt med den b\u00f8iede Arm, da ellers Morgensolen skar ham i \u00d8inene; Johannes nikkede ham sit Levvel, og den lille Nisse svingede sin r\u00f8de Hue, lagde Haanden paa Hjertet og kyssede mange Gange paa Fingrene for at vise ham sine varme \u00d8nsker om at Reisen maatte blive lykkelig.<\/p>\n

Med Hovedet fuldt af brogede Dr\u00f8mme om den store deilige Verden han nu f\u00f8rst ret skulde see, fjernede han sig alt mere og mere det kj\u00e6re Barndoms Hjem. Gjenstandene blev snart nyere og fremmede Ansigter hilsede ham. Den f\u00f8rste Nat indlogerede han sig i en H\u00f8estak paa Marken, og sov der som en persisk Fyrste i sit straalende Sovkammer. Den gr\u00f8nne Mark var hans Gulvteppe, Hyldebuskene og de vilde Rosenh\u00e6kke vare hans Blomstervaser, og som Vandfad havde han den hele Aae med sit friske rindende Vand. Maanen hang som en stor argantisk Lampe under det hv\u00e6lvede Loft og br\u00e6ndte med en stadig Flamme. Uden nu at v\u00e6re i Frygt for at Lyset der, skulde br\u00e6nde ned i Stagen eller v\u00e6lte, og t\u00e6nde Ild i det blaae Loft og de lette Sky-Gardiner sov Johannes, til et Chor af vingede Spillem\u00e6nd v\u00e6kkede ham den n\u00e6ste Morgen.<\/p>\n

Fra den n\u00e6re Landsby ringede Klokkerne, det var S\u00f8ndag; Folk gik til Kirke og hilsede alle saa venligt den fremmede Vandringsmand med det aabne \u00e6rlige Ansigt; snart tonede Messesangen, og Lysene br\u00e6ndte paa Altarbordet, men Johannes stod allene paa Kirkegaarden, saae de mange sjunkne Grave, der vare overgroede med h\u00f8it Gr\u00e6s, da t\u00e6nkte han paa sin Faders Grav, der nok ogsaa snart vilde synke saaledes sammen, da han ikke var og pyntede og lugede den. – Taus sadde han sig ned og rykkede Gr\u00e6sset af een af de n\u00e6rmeste Grave, reiste de sorte Kors der vare faldne om, og lagde Krandsene, som Vinden havde revet bort fra de friske Grave, igjen paa deres Sted, i det han t\u00e6nkte, at ogsaa en kj\u00e6rlig Haand vilde tage sig af hans Faders Grav, nu da han ikke kunde det.<\/p>\n

Ved Kirkegaardsporten stod der en gammel Tigger med et fromt \u00e6rv\u00e6rdigt Ansigt og lenede sig til sin Krykke, med ham deelte han den lille Rest han endnu havde af S\u00f8lvpengene i sin Pung, og gik saa roligt og forn\u00f8iet videre frem i den vide Verden.<\/p>\n

Ved Stranden fandt han en Skipper der laae seilf\u00e6rdig, og for den lille Rest af sine S\u00f8lvpenge fik han ham til at tage sig med. Snart svulmede de hvide Segl for den friske S\u00f8evind; den deilige danske Kyst med sine Skove og Bakker fjernede sig mere og mere; B\u00f8lgerne v\u00e6ltede sig skumhvide mod Skibets Forstavn, og let som en Fugl fl\u00f8i det hen over Havet til fremmede Lande; henimod Aften viste sig en ny Natur-Scene for ham. Havet blev med eet roligt, Fladen var glat som et Speil, men langtborte suuste det i Luften som et Forbud paa det kommende Uveir; sorte tunge Skyer h\u00e6vede sig paa Horizonten, og de hvide Maager flagrede \u00e6ngsteligt med h\u00e6se Skrig henimod Kysten som man \u00f8inede i nogen Afstand. F\u00f8r Skibet endnu naaede Land, var Uveiret kommet n\u00e6rmere; Johannes stod ved Masten og saae henrykt ud i den opr\u00f8rte Natur. Solen gik just stor og rund ned i Havet og alle B\u00f8lgerne spillede med en underlig Blanding af R\u00f8dt og Gr\u00f8nt. Over Havet hv\u00e6lvede sig en deilig Regnbue og under denne stod den store Uveirsskye, ikke sort og truende, men farvet med et mildt Rosenskj\u00e6r af den synkende Sol, og midt i dette blegr\u00f8de, spillede de blaahvide Lynstraaler. Med ganske underlige F\u00f8lelser betraadte Johannes Kysten; han stod jo nu i et fremmet Land, og Havet laae imellem ham og Hjemmet. Men snart forjog Synet af de mange nye Gjenstande det \u00f8ieblikkelige Mismod; Uveiret syntes at drage bort over Havet, Aftenen var saa kj\u00f8lig og smuk, han besluttede derfor strax at vandre videre; men efter nogle Timers Forl\u00f8b, havde Uveiret vendt sig, og vor kj\u00e6re Ungersvend maatte fordoble sine Skridt for at komme under Tag f\u00f8r Regnen br\u00f8d l\u00f8s. Det blev alt m\u00f8rkere og m\u00f8rkere omkring ham; endelig saae han en Kirke, der laae eensom paa en skovbegroet H\u00f8i; han str\u00e6bte der hen og fandt D\u00f8ren til Vaabenhuset paa Klem. Rigtignok blev han ved Indtr\u00e6delsen lidt underlig om Hjertet ved at see sig i Selskab med en D\u00f8d; thi paa L\u00f8ib\u00e6nken laae Liget af en midaldrende Mand med foldede H\u00e6nder og Svededugen over Ansigtet.<\/p>\n

“Jeg vil ikke forstyrre den D\u00f8des Ro,” t\u00e6nkte han, “kun laane Tag til Uveiret er draget over.” Stille sadde han sig i Krogen, og var n\u00e6r falden i S\u00f8vn, men da Regnen h\u00f8rte op og Stormen sagtnedes, h\u00f8rte han det pusle ganske underligt ved D\u00f8ren og to store m\u00f8rke Skikkelser traadte ind, de n\u00e6rmede sig den D\u00f8de og loe f\u00e6lt i det de voldsomt toge fat paa ham.<\/p>\n

“I Jesu-Navn hvem er I!” raabte Johannes og traadte frem imod dem. “Hvorfor vil I forstyrre den D\u00f8des Fred?”<\/p>\n

M\u00e6ndene studsede, men efter nogle \u00d8ieblikke begyndte den ene ganske h\u00e6sligt at lee og sagde med raae Stemme:<\/p>\n

“H\u00e6vn, min Broder! H\u00e6vn! – denne D\u00f8de skylder os 50 Rdlr., som vi laante ham for nogle Dage siden; det var paa Speculation, og han var da frisk som en Fugl i Luften, men saa gik han os igaar hen og vilde tr\u00e6kke en lurvet Tigger-Dreng op, der var faldet i Aaen, og blev der saa selv lidt for l\u00e6nge. Nu kan vi skyde en hvid Pind efter Pengene! os har han narret, og gj\u00e6lder dog hos alle gamle Kj\u00e6rlinger for en Guds Mand, men naar vi nu har kradset ham lidt, saa vil nok Bladet vende sig, og man vil ryste paa Hovedet og vidske om Satan og hans Engleskare; forstaaer Du mig?”<\/p>\n

“Men om jeg nu tr\u00e6der frem i Morgen,” svarede Johannes, “og fort\u00e6ller hvad I nu saa aabenhjertigt har sagt mig, hvad saa?”<\/p>\n

“Hvad saa!” svarede Manden, “ja, naar vi frygtede det, saa kneb vi Dig nu strax i Halsen, saa \u00d8inene skulde staae ud af Hovedet paa Dig som paa en kogt Krebs! men det frygte vi ikke for; thi til Gavn kan det aldrig blive Dig, og en Ulykke vilde Du v\u00e6re vis paa!”<\/p>\n

Saaledes talede Manden og greb nu atter fat i Liget for at mishandle det; men Johannes traadte dristigt imellem og s\u00f8gte med al sin Veltalenhed at forhindre det, men uden Nytte.<\/p>\n

“Min Vei gaaer ud i den vide Verden,” sagde han tilsidst, “jeg har hverken Fader eller Moder, og min hele Rigdom er 50 Rdlr.; saameget er det jo den D\u00f8de skylder Eder? Vil I nu ved Gud og alle Helgene love mig, ikke oftere at forstyrre hans Fred, saa vil jeg gjerne give Eder min lille Eiendom!”<\/p>\n

“I vil betale den D\u00f8des Gj\u00e6ld?” spurgte den ene og saae paa ham med store \u00d8ine.<\/p>\n

“Ja,” svarede Johannes, “naar jeg kun kan v\u00e6re vis paa at I vil forunde hans arme Legeme Ro, og ikke s\u00f8ge at forringe hans \u00e6rlige Rygte. Her er Pengene, men gj\u00f8r f\u00f8rst Eed over den D\u00f8de, og l\u00e6g Eders Haand paa hans kolde Hoved!”<\/p>\n

M\u00e6ndene adl\u00f8de og forf\u00f8iede sig snart veltilfredse hjem med Pengene; men Johannes lagde f\u00f8rst Liget tilrette igjen paa L\u00f8ib\u00e6nken, og foldede dets kolde H\u00e6nder f\u00f8r han greb til Vandringsstaven og sagde den D\u00f8de Farvel.<\/p>\n

“See nu er jeg lettet for den Byrde!” t\u00e6nkte han, “ingen R\u00f8ver skal nu slaae mig ihjel for mine Penges Skyld, og jeg har \u00e6rligt betalt mit Nattely; vor Herre vil nu nok s\u00f8rge for hvad der videre skal komme!” Rolig og tilfreds forlod han Vaabenhuset; Uveiret var draget over og Fuldmaanen skinnede hvid og klar fra den blaa Himmel. Natten var saa mild og kj\u00f8lig og alle Buske og Tr\u00e6er i Skoven hvor han gik duftede saa friskt og kv\u00e6gende; lystigt legede de smaa Alfer i Krattet, og lode sig ikke forstyrre af den Fremmede der gik forbi og saae paa deres Lege, thi han var et godt, uskyldigt Menneske. – Nogle af Alferne vare ikke st\u00f8rre end en Finger og havde deres lange gule Haar opheftet med Guldkamme; andre vare kun en Tomme i H\u00f8iden, det var vistnok de mindre B\u00f8rn, og de morede sig med at seile i store Blomsterblade der gyngede paa Duggen i det h\u00f8ie Gr\u00e6s; v\u00e6ltede saadan en lille Baad saa Alfen faldt paa Hovedet ned og blev borte i Gr\u00e6sset, da blev der en Latter og St\u00f8i af de andre Smaa-Puslinger. – Fra H\u00e6k til H\u00e6k maatte store brogede \u00c6dderkopper med Guldkroner paa Hovedet, spinde dem flere Alen lange H\u00e6nge-Broer og Paladser, der, bespr\u00e6ngte med de fine Dugdraaber, saae ud som de vare indvirkede med Diamanter. Hele Skarer af luftige Alfer hoppede nu om paa disse Broer og Slotte til den lyse Morgen, da forsvandt de allesammen, og Vinden f\u00f8rte deres deilige Bygninger bort, der nu kun flagrede hen i Luften som store Spindelv\u00e6ve og forsvandt reent, da Solen kom h\u00f8iere paa Himlen. I det Johannes saaledes vandrede fremad i levende Dr\u00f8mme, h\u00f8rte han en st\u00e6rk Mandsstemme raabe bagved sig: “Holla Kammerat! hvorhen gjelder Reisen?” Han vendte sig om, og saae en rask Mand paa omtrent 30 Aar, han var velkl\u00e6dt, havde en lille Randsel paa Ryggen og st\u00f8ttede sig paa en stor Knortekj\u00e6p.<\/p>\n

“Jeg gaaer ud i den vide Verden,” sagde Johannes, “min Fader er d\u00f8d, og jeg er kun en fattig Kn\u00f8s, men vor Herre, t\u00e6nker jeg, hj\u00e6lper mig nok! Fuglen synger og har dog hverken Korn eller Penge, og det gaaer mig ligesaadan.”<\/p>\n

“Min Vei gaaer ogsaa ud i den vide Verden,” sagde den Fremmede; “skal vi da ikke gj\u00f8re F\u00f8lgeskab? To slaae sig altid bedre igjennem end een!” Rask gled Talen ham fra Tungen, Johannes f\u00f8lte sig underligt draget til ham, og snart vare de ret fortrolige og bekjendte med hinanden.<\/p>\n

Den Fremmede besad sjeldne Kundskaber, havde seet sig meget om i Verden; Johannes lyttede forundret til hans Tale, en heel ny Verden viste sig for ham, og Alt hvad han f\u00f8r kjendte, traadte nu frem i en ny og klarere Skikkelse. Han beskrev ham saa levende de uendelige, h\u00f8ie Bjerge med deres evige Iis og Snee; hvorledes Skyerne hang dybt nede under Vandringsmanden; hvor reen Luften der var, saa at Himlen hv\u00e6lvede sig i det m\u00f8rkeste Blaae, og Solen stod uden bl\u00e6ndende Straaler i det st\u00e6rkeste Ildr\u00f8dt. Hvor skj\u00f8nt der var imellem disse Bjerge, hvor Iispyramider vexle med Blomstert\u00e6pper og gyldne Kornmarker; og hvor man fra den h\u00f8ieste Spidse skuer ud i det Uendelige; og hvor da de lavere Bjerge med deres Gletscher og Snee see ud som et opr\u00f8rt Hav, der i et Nu er stivnet med sine uhyre B\u00f8lger. Han fortalte ham ogsaa om Bjergenes Indre, hvor det blinkende \u00c6rts slyngede sig som B\u00e6kke og Floder i uendelige Bugter; om de store Have med deres Koralklipper og store Uhyrer; og om uendelige mange Riger og Lande paa denne Jord.<\/p>\n

Aldrig havde Johannes t\u00e6nkt sig Verden saa stor; jo mere den Fremmede fortalte, desto st\u00f8rre blev den for ham; men som han meest undrede sig over dens Storhed, pegede den Fremmede mod Himlen, viste ham Solen, og udviklede hvorledes enhver Stjerne, der tindrede ham om Natten kun som en lille Prik, var en Klode, st\u00f8rre og maaskee skj\u00f8nnere end denne Jord her; da svimlede Johannes ved Tanken om det store Uendelige, men rystede derpaa med Hovedet og trykkede smilende den Fremmedes Haand idet han takkede ham for det deilige Eventyr, thi andet kunde det jo ikke v\u00e6re. –<\/p>\n

Solen stod allerede h\u00f8it da de gjorde Rast under et stort Tr\u00e6; den Fremmede deelte sit lille Forraad med ham, der bestod i Br\u00f8d og Viin; en saadan Drik havde han endnu aldrig smagt; det var ret en fornem Frokost i det Gr\u00f8nne. Skoven hv\u00e6lvede sig som en Riddersal, og h\u00f8it oppe i Galleriet, der var betrukket med \u00e6gte Gr\u00f8nt der ikke gik af i Vadsken, sang Fuglene, som de st\u00f8rste Sangere, smukt fra Bladet, og ikke een slog en falsk Trille.<\/p>\n

Vore Vandringsm\u00e6nd havde n\u00e6sten fort\u00e6ret deres Frokost, da der n\u00e6rmede sig en gammel, af Alderen krumtb\u00f8iet Kone; hun bar paa sin Ryg et Knippe Br\u00e6nde, som hun havde samlet sig i Skoven, og st\u00f8ttede sig med den ene Haand paa en Krykkestok, men holdt med den anden tre store Riis af Bregner og Vidier. Langsomt og st\u00f8nnende skred hun fremad, men som hun var n\u00e6rved dem begge sank hun til Jorden og udst\u00f8dte et smerteligt Skrig; de sprang strax op for at hj\u00e6lpe hende, men hun havde i Faldet brukket sit ene Been. Hun jamrede h\u00f8it af Smerte, og bad dem f\u00f8re hende til sin Hytte, som kun laae et lille Stykke Vei derfra. Johannes greb hende strax i sine Arme, men den Fremmede bad ham at lade hende ligge i Gr\u00e6sset, tog saa en Krukke frem af sin Randsel og forsikkrede at den gjemte en kostbar Salve, der ikke alene strax kunde hele Beenbrudet, men endogsaa gj\u00f8re hende det Been langt raskere end det f\u00f8r havde v\u00e6ret, men til Bel\u00f8nning forlangte han de tre Riis hun bar i Haanden. Den Gamle stirrede forundret paa ham og mumlede s\u00e6rt med de tandl\u00f8se Gummer:<\/p>\n

“Kold og hvid, varm og r\u00f8d,<\/p>\n

“Kongekrone eller D\u00f8d” –<\/p>\n

og rakte ham de tre Riis. Neppe havde han nu besmurt Benet med sin Undersalve, f\u00f8r den Gamle reiste sig, og forsikrede at hun endnu aldrig havde v\u00e6ret saa let paa det Been f\u00f8r, og bad ham, dog endelig at sm\u00f8re det andet lidt med, for at hun ikke skulde komme til at hinke, men kunde blive lige rask paa begge Benene; neppe havde han opfyldt hendes \u00d8nske, f\u00f8r begge Pusselankerne gik paa hende som nogle Trommestikker, hun knixede og forsvandt i den gr\u00f8nne Skov.<\/p>\n

“Hvad vil Du med de Riis?” spurgte Johannes den Fremmede, som gjemte dem omhyggeligt i sin Randsel.<\/p>\n

“Bruge dem naar jeg bliver Kj\u00e6rtesvend og skal ledsage min Dame;” svarede han, “o det var en ganske fortr\u00e6ffelig Fangst!”<\/p>\n

Henimod Aften traadte de ud af Skoven, og en stor viid Udsigt laae foran dem.<\/p>\n

“Hvilke sorte Skyer tr\u00e6kke ikke op derude!” sagde Johannes, “det bliver vist Uveir til Natten.”<\/p>\n

“Sorte Skyer;” afbr\u00f8d den Fremmede ham, “nei det er Bjerge, imorgen ville vi kunde v\u00e6re der.”<\/p>\n

Med hvilken L\u00e6ngsel stirrede ikke Johannes der hen og \u00f8nskede endnu i denne Aften at kunde v\u00e6re der, men den Fremmede fandt det rigtigst at de udhvilede sig i det n\u00e6re V\u00e6rtshuus, for at de med fornyede Kr\u00e6fter den n\u00e6ste Morgen kunde begynde deres Bjerg-Reise.<\/p>\n

I Krostuen var der en stor, broget Forsamling, thi en Marionetspiller havde her paa nogle T\u00f8nder opreist sit lille Theater, og vilde give Dronning Esters deilige Historie. Johannes og den Fremmede toge sig Plads imellem de andre Tilskuere, hvoraf nogle r\u00f8ge Tobak, og andre sladdrede ganske lystigt. En tyk Slagter som lod til at v\u00e6re den fornemste i Selskabet sad n\u00e6rmest Theateret med sin store Bulbider ved Siden, der gloede omkap med det \u00f8vrige Publicum paa den kongelige Herlighed der nu viste sig.<\/p>\n

Kong Ahasverus havde allerede oph\u00f8iet Ester til Dronning; Mardoch\u00e6us var f\u00f8rt om paa en deilig hvid Hest og Haman h\u00e6ngt; nu kom den sidste Act hvor J\u00f8derne skulde ihjelslaae alle deres Fjender; hu! hvor der var en \u00d8del\u00e6ggen; Kongen og Dronning Ester sad midt paa Torvet paa en deilig Trone og de havde begge Guldkroner paa Hovedet og lange r\u00f8de Kapper som de smaae J\u00f8de-Drenge bare Sl\u00e6bet paa. Hvergang der faldt et Regiment Hedninger nikkede Ester og hoppede op og ned paa sit S\u00e6de, saa det var en Lyst at see paa, men med eet, Gud maa vide hvad den store Bulbider t\u00e6nkte, da den tykke Slagter nu af Interesse for Stykket glemte at holde paa ham, foer han i eet Spring op paa Theatret, v\u00e6ltede alle Drabanterne og tog Dronning Ester midt i hendes tynde Liv. “Knik, knak! hvor gik hun i Stykker, og den arme Marionetspiller jamrede sig gyseligt, thi det var jo hans f\u00f8rste Prima-Donna, Hunden havde bidt Hovedet af. Comedien var da nu forbi for dene Gang, og enhver begav sig til sit; da tog den Fremmede den stakkels Dronning Ester i sine H\u00e6nder, og smurte hende med den kostelige Salve han eiede, og strax blev hun heel, og hvad der endnu var mere underligt, hun bev\u00e6gede sine Lemmer af sig selv, og gjorte en dyb Compliment og slog ud baade med Arme og Been. Da blev Marionetspilleren saa glad i sit Hjerte, thi nu kunde hun selv r\u00f8re sig, uden at han beh\u00f8vede at tr\u00e6kke i Snorene, og manglede alene M\u00e6let for at v\u00e6re en fuldkommen Dame.<\/p>\n

Efterat have holdt et tarveligt Aftensmaaltid, lagde de sig til Ro, men de kunde ikke sove for en underlig Sukken og St\u00f8nnen, der syntes at komme fra Theatret; Marionetspilleren l\u00f8ftede Forh\u00e6nget tilside, der laae alle Ridderne og Damerne, Kongen og Drabanterne, imellem hverandre og sukkede saa det skar ham i Hjertet, de stirrede paa ham med deres store Glas-\u00d8ine, og det var som de bade om, at blive smurt lidt, ligesom Dronningen, for at ogsaa de kunde bev\u00e6ge sig af sig selv. Dronning Ester kn\u00e6lede ogsaa ned og udstrakte sin Guldkrone, ligesom hun vilde sige: “tag den! men sm\u00f8r min Gemal og mine Hoffolk!” da kunde Marionetspilleren ikke l\u00e6nger modstaae, han lovede den Fremmede, at give ham hele Indt\u00e6gten for denne Aften og mere til, naar han kun vilde sm\u00f8re nogle af de andre Marionetter med, men den Fremmede forlangte allene det store Slagsv\u00e6rd han bar ved sin Side, og da han havde erholdt det, gned han snart Liv i de fornemste Tr\u00e6m\u00e6nd.<\/p>\n

Ved n\u00e6ste Dag-Gry forlode de V\u00e6rtshuset, for at begynde deres Bjergreise; det gik bestandigt Bakke op ad, gjennem Krat og Buske; snart antog Alt rundtom et vildere Pr\u00e6g; h\u00f8ie Fjeldstykker hang truende ud over deres Hoveder; Fodstien var saa snever, at Johannes svimlede og var styrtet ned i den frygtelige Kl\u00f8ft under sig, havde ikke den Fremmede underst\u00f8ttet ham. Udsigten blev nu friere, Solen stod op og skinnede med sine r\u00f8de Straaler paa de hvide Bjergtinder, men dybt nede laae Dalen i en blaalig Taage, der dunstede bort i Morgensolen. Johannes var hensjunken i Beskuelsen af denne Pragt; han saae og anede kun Gud i den store Uendelighed, da l\u00f8d der ganske underlige, himmelske Toner over hans Hoved; underligt sm\u00e6ltede de hen med hans Hjertes F\u00f8lelser; han saae i Veiret, en stor, hvid Svane sv\u00e6vede i Luften, dens Sang hend\u00f8de i smeltende Harmonier, og som baaren af Vinden, sank Fuglen med b\u00f8jet Hoved ned for hans F\u00f8dder og var d\u00f8d; da greb den Fremmede det store Slagsv\u00e6rd, som han havde faaet af Marionetspilleren, og nu bar ved sin Side, huggede i to st\u00e6rke Slag de store Svanevinger af, og gjemte dem under sin Randsel.<\/p>\n

Johannes var saa forundret over alt det Nye han saae og h\u00f8rte, at han ikke kunde sige et Ord, men den Fremmede greb hans Haand og sagde: “see! kom ikke Sv\u00e6rdet mig nu ret til Pas? for disse Vinger skal vi faae Guld, og for Guldet et lystigt Maaltid!”<\/p>\n

Saaledes vandrede de nu fremad mellem Bjergene, “hvor Alt er stort og deiligt,” sagde Johannes, “hvad mon der ikke v\u00e6re for deilige Lande paa hin Side af Bjergene?”<\/p>\n

“Der ligger Phantasiens Verden!” sagde den Fremmede, “jeg t\u00e6nker at vi n\u00e6ste Morgen skal kunne see dens glimrende Diamant Bjerge!”<\/p>\n

Da de nu havde reist mange Mile fremad, saae de dybt nede i en Dal mellem Bjergene, en stor Stad med mange Taarne der glindsede deiligt i det klare Solskin, og midt i Byen laae der et pr\u00e6gtigt Marmorslot t\u00e6kket med S\u00f8lv og Guld, og her residerede Kongen. Omtrent en Miil fra Staden laae der et stort Krohuus, og alle vare her i Arbeide med at opreise en \u00c6report, som Pigerne behang med Blomster og Krandse. Af Verten erfarede vore Vandringsm\u00e6nd, at de var i Hjerterkonges Rige, en fortr\u00e6ffelig Regent, og n\u00e6r besl\u00e6gtet med Silvio Ruderkonge, der er noksom bekjendt af Carlo Gozzi’s dramatiske Eventyr “de tre Pommeranzer”.<\/p>\n

“Ak!” sagde Verten, “vor allernaadigste Hjerterkonge er en fortr\u00e6ffelig Mand, ret en Hjertens Mand, og derfor male de ham ogsaa altid af med to Hjerter, men hans Datter – ak! ak!”<\/p>\n

Her begyndte den gode Gamle, saa bitterligt at gr\u00e6de, saa han ikke kunde faae et Ord mere frem; da han siden havde fattet sig erfarede de, at Kongedatteren var skj\u00f8n som Solen, men var tillige en ond og arrig Hex, der var Skyld i mange deilige Prindser og mandhaftige Ridderes D\u00f8d. Enhver, ligefra Konges\u00f8nnen til Betleren, var det tilladt at beile til hende, men kunde han ikke svare paa tre givne Sp\u00f8rgsmaal, eller rettere, gj\u00e6tte tre Ting, da lod hun, som en anden Turandot, ham uden Naade og Barmhjertighed henrette. Den gamle Konge var f\u00e6rdig at gaae af Sorg i Graven over sin ugudelige Datter, og over at have givet hende et helligt L\u00f8fte, ikke at blande sig i hendes Kj\u00e6rlighedshandel. Ja, der var endogsaa forordnet eengang om Aaret en stor Bededag, hvor da Kongen med hele Folket laae paa Kn\u00e6 og bad om, at Prindsessen maatte vende om paa den rette Vei, og faae et nyt og bedre Hjerte; Sorgen var saa stor, at selv de gamle Kj\u00e6rlinger i Byen farvede deres Br\u00e6ndeviin sort, for ogsaa selv ved dette, at vise deres Bedr\u00f8velse.<\/p>\n

“Men er hun da saa smuk?” spurgte den Fremmede.<\/p>\n

“Ak ja,” svarede Verten, “vor Herre har givet hende en skj\u00f8n Skabilon! men hvad nytter det? Et \u00c6sel er dog et \u00c6sel, b\u00e6re det endogsaa et gyldent D\u00e6kke! og Adel uden Dyd er en L\u00f8gte uden Lys! ak, naar de f\u00f8rst klappe med Skovlen paa hendes Grav, saa har den Herlighed en Ende; saa skal hun sove i de r\u00f8de Lagener, hvor Sengene er hede uden Varmeb\u00e6kken! Gud bevare os alle sammen! – Om en Stund kommer hun her forbi, derfor har jeg maattet lade reise denne \u00c6report; hun skal nu besee det nye Marmorbad! o Gud give hun maatte drukne deri, den lede Satan! men hun drukner ikke! hun drukner ikke!”<\/p>\n

Johannes og den Fremmede sadte sig imidlertid til Bords i Gj\u00e6stestuen for at nyde lidet, da de pludseligt bleve afbrudte ved larmende Hurraraab; de gik til Vinduet; der stod Verten udenfor og svingede med sin hvide Hue, og Piger og Karle holdte Krandse i Veiret for Prindsessen der med sit F\u00f8lge reed igjennem den med Blomster og Gr\u00f8nt pyntede \u00c6report. Foran saae man to unge Riddersvende, ganske kl\u00e6dte som Hjerterkn\u00e6gt i Spillekortene; hendes Terner rede paa sorte Heste, vare if\u00f8rte r\u00f8de og blaa Kjoler, og holdte hver en deilig Guld-Tullipan i Haanden, men Prindsessen selv sad paa en hvid, arabisk Hest, og hendes himmelblaae Kappe flagrede i Vinden; paa Hovedet bar hun en Krone af funklende \u00c6delstene, og de brune Lokker fl\u00f8de i store, fyldige Ringe ned over hendes Barm og den tynde, hvide Kjortel der forraadte Legemets yndige Former. Hendes Pande var h\u00f8i og \u00e6del, og under de fiint tegnede \u00d8ienbryen funklede to store, sorte \u00d8ine, der maatte kunde skyde Pile gjennem det haardeste Hjerte; Munden, Kinderne, Halsen ….. dog, hun var allerede forbi Huset, men hendes Blik havde hvilet paa Johannes, der stod som forstenet og stirrede ud efter Prindsessen, i hvem han troede at see det skj\u00f8nne Dr\u00f8mmebillede der havde sv\u00e6vet for ham ved hans Faders D\u00f8dsleie.<\/p>\n

Han fortalte den Fremmede sin Dr\u00f8m, hvorledes Faderen havde lagt den smukke Piges Haand i hans, hvor lykkelig han havde f\u00f8lt sig, og hvor levende det Hele endnu stod for ham, da han vaagnede op og holdt, istedet for Pigens, sin Faders iiskolde D\u00f8dninghaand fast i sin.<\/p>\n

“Men,” sagde den Fremmede og rystede paa Hovedet, “l\u00e6g M\u00e6rke til det ulykkelige Varsel, vaagn i Tide op af dette ulykkelige Kj\u00e6rligheds Blund, og ikke siden, naar D\u00f8dens kolde Haand griber Dig! t\u00e6nk paa de mange deilige Prindser og mandhaftige Riddere, der ere dr\u00e6bte f\u00f8r Dig, og lad mig ikke saa tidlig, og paa en saadan Maade, miste en kj\u00e6r Reisekammerat!”<\/p>\n

Men Johannes kastede sig til hans Bryst, og smeltede hen i Graad; han kunde ikke l\u00f8srive sig fra sit deilige Dr\u00f8mmebillede, som han nu havde seet sv\u00e6ve sig lyslevende forbi; det var som usynlige Magter reve ham med sig, han maatte see og tale med den deilige Prindsesse; hvad skj\u00f8nnere kunde han finde i den hele vide Verden? Det var som om han nylig havde l\u00e6st Werther og Siegwarth, han kunde kun elske og d\u00f8e.<\/p>\n

Efter vel at have b\u00f8rstet sine Skoe og sin Kjole, vadsket H\u00e6nder og Ansigt, og k\u00e6mmet sit gule Haar til een Side, gik han ene ind i Byen, op til det store Slot, der glimrede af S\u00f8lv og Guld i Sol-Lyset. Med st\u00e6rke Slag bankede han paa Kobberporten, men ingen aabnede den, han bankede atter, men f\u00f8rst da han slog med Hammeren for tredie Gang, knagede den paa sine massive H\u00e6ngsler; det var den gamle Hjerterkonge der selv kom og lukkede op; han var i Schlafrock og T\u00f8fler, men paa sit \u00e6rv\u00e6rdige Hoved bar han, om de hvide S\u00f8lvlokker, den tunge Guldkrone og holdt Scepteret og \u00c6blet under Armen, medens han med en stor Guldn\u00f8gle aabnede Porten.<\/p>\n

Da han h\u00f8rte at Johannes var en ny Beiler til hans kongelige Datter, brast den Gamle i Graad, saa at Scepter og \u00c6ble faldt til Jorden; han l\u00f8ftede begge H\u00e6nder imod Himlen og t\u00f8rrede sine \u00d8ine i den kostbare Schlafrosk. Derpaa tog han Johannes ved Haanden og f\u00f8rte ham ind i Prindsessens Lysthauge. I hvert Tr\u00e6 hang der tre, fire kongelige Beilere, hvis Beenrade ranglede med de t\u00f8rre Knokler og skr\u00e6mmede alle Sangfuglene bort fra Haugen. Blomsterbedene bestod af Menneskebeen, og rundt om paa Terrasserne grinede f\u00e6le D\u00f8dninghoveder, og i Marmorbassinet legede Fiskene med de Dr\u00e6btes bl\u00f8dende Hjerter.<\/p>\n

“Ak min S\u00f8n,” sagde den gamle Konge, “her seer Du hvad der venter Dig! l\u00e6g ikke mere Blod paa mit og min Datters Hoved, vend om, eller Du mister snart Dit unge Liv!”<\/p>\n

Johannes trykkede med \u00c6rb\u00f8dighed den gamle Konges Haand til sine L\u00e6ber, men forsikrede tillige, at hans Beslutning var urokkelig. Da larmede det i Slotsgaarden; Prindsessen kom tilbage, steeg af Hesten og var snart i Haugen hos dem begge. Johannes talte, men han vidste ikke selv hvad han sagde, thi Prindsessen smilede saa saligt til ham og rakte ham sin hvide Haand til et Kys; hans L\u00e6ber br\u00e6ndte, han f\u00f8lte sit hele Indre electriseret; intet kunde han nyde af de Forfriskninger Pagerne frembare for ham, han saae kun sit skj\u00f8nne Dr\u00f8mmebillede, og det eneste han h\u00f8rte var, at hun b\u00f8d ham m\u00f8de paa Slottet n\u00e6ste Morgen, da Dommerne og Raadet vilde v\u00e6re forsamlet til hans f\u00f8rste Pr\u00f8ve.<\/p>\n

Ude af sig selv af Gl\u00e6de kom han tilbage til Kroen, faldt den Fremmede om Halsen og fortalte ham sin Lykke; denne rystede lidt med Hovedet, men smilte derpaa ret forn\u00f8iet, idet han trykkede Johannes fast i sine Arme, og sagde: “Du stakkels, kj\u00e6re Kn\u00f8s! i Grunden burde jeg gr\u00e6de over, at jeg saaledes skal miste Dig; men jeg vil dog ikke forstyrre Dig den sidste Dag Du har at leve i; lad os v\u00e6re ret lystige i Dag! jeg gj\u00f8r Dit Grav-\u00d8l i Aften, men lad os troe det er Dit Jaord! – Imorgen er det tidsnok for mig at gr\u00e6de over Dig!”<\/p>\n

Som en L\u00f8be-Ild havde Rygtet imidlertid udbredt sig i Byen, at der var kommen en ny Beiler til Prindsessen; Komoediehuset var blevet lukket; Kongen havde befalet, at anl\u00e6gge Hofsorg, og i alle Kirkerne bad Pr\u00e6sterne for den nye Beiler.<\/p>\n

Da Solen var gaaet ned, sad begge vore Vandringsm\u00e6nd i det lille Kammer, i V\u00e6rtshuset; to Lys br\u00e6ndte i Armstager, og en stor Bolle Punsch dampede paa Bordet. Den Fremmede var uhyre lystig, n\u00e6sten overgiven; med tusinde morende Indfald forkortede han Tiden og n\u00f8dte Johannes bestandig til, at t\u00f8mme det fyldte Glas. Den st\u00e6rke Drik, som var ham ganske uvant, virkede snart; Johannes nikkede med Hovedet og sov ind. Den Fremmede lagde ham stille hen i Sengen, tog imod Midnat sin Randsel frem, bandt sig de to store hvide Svanevinger paa Ryggen, tog det ene Riis i Haanden, aabnede Vinduet, og fl\u00f8i nu ind over Byen til det kongelige Slot, hvor han satte sig bag en S\u00f8ile, udenfor Prindsessens Sovekammer-Vindue.<\/p>\n

Alt var saa stille i Byen; kun en enkelt Gang h\u00f8rte man Skildvagternes og V\u00e6gternes Snorken; Klokken slog tre Qvarteer til Tolv; da aabnede sig Vinduet til Prindsessens Sovekammer, og let sv\u00e6vede hun i et stort hvidt Gevant og paa store \u00d8rnevinger, ud over Byen til det n\u00e6rliggende Bjerg; men den Fremmede gjorde sig usynlig, fl\u00f8i bagefter og pidskede ret lystigt paa Prindsessen med sit Riis, saa at hendes r\u00f8de Blod faldt som Dugdraaber ned paa Markens Gr\u00e6s og Blomster. Uh, hvor det var en underlig Tour igjennem den skarpe Luft! Vinden tog i hendes lange hvide Gevant, og Maanen skinnede derigjennem.<\/p>\n

“Hvor det hagler! hvor det hagler!” sukkede Prindsessen ved hvert Slag hun fik af Riset. Endelig naaede hun Bjerget, og bankede paa; da dr\u00f8nede det underligt derinde, som om tusinde Jernkj\u00e6der faldt i en Afgrund; Fjeldv\u00e6ggen brast, og Prindsessen med sin usynlige Ledsager, steeg ind i den dybe, hvalte Klippegang. Med samme Brag igjen lukkede Bjerget sig, og utallige smaae Nisser, der tjente den m\u00e6gtige Trold som her boede, bare den deilige Prindsesse ind i den store Thronsal. Over tusinde S\u00f8ilegange strakte sig herfra gjennem Bjerget, og alle straalede af \u00c6rts og Glimmerstene, hvis Straaler br\u00f8des i de deiligste Farver; en kunstig Sol og Maane lyste h\u00f8it oppe under Hv\u00e6lvingen, og Gulvet var indlagt med brogede Stene og Blomster. H\u00f8it paa en Throne af det pure Guld, sad Bjergets Konge med en Krone paa Hovedet, der bestod af een eneste Rubin; hans sorte, filtrede Marelokker hang ham ned om det vanskabte, violetblaae Ansigt; han kyssede Prindsessen paa Panden og lod hende tage Plads ved sin Side; snart begyndte der en stor Lystighed, Troldens hele Hof kom i Bev\u00e6gelse; hvor der var et Summen og Brummen! smaae Fr\u00f8kener, neppe en Alen lange, dandsede med pene Krigsm\u00e6nd, der heller ikke vare st\u00f8rre, saa at man skulde troe at Uniformen, Sabelen og den lille Hat med de vaiende Fjer, alt var kun en Maskerade. Ingen saae den Fremmede der havde stillet sig bagved Thronen, men han h\u00f8rte og saae desbedre Alt. Saaledes opdagede han, at de fleste opvartende Kavalerer og de som lukkede D\u00f8rene op, ikke vare virkelige Trolde, men kun nogle Tr\u00e6-Klodse, som deres m\u00e6gtige Herre, Trolden, havde hexet Liv i, og ladet faae de pr\u00e6gtige Kl\u00e6dninger de bare. Hist hoppede en af Hoffets skj\u00f8nne Aander, men det var, naar han ret betragtede ham, kun et Kosteskaft med et Kaalhoved paa Spidsen, som de selv havde skabt til deres Genie og beh\u00e6ngt med en gyldenstykkes Kjole. Efterat der nu var dandset, og fremfor alt sagt mange Dumheder, vilde Prindsessen bryde op, men f\u00f8rst fortalte hun Trolden, at en ny Beiler havde indfunden sig, og spurgte ham derfor til Raads, om hvad hun skulde t\u00e6nke paa denne Nat, for at forel\u00e6gge sin Beiler det, naar han n\u00e6ste Morgen indfandt sig paa Slottet.<\/p>\n

“H\u00f8r,” sagde Trolden, “jo simplere Tingen er, des vanskeligere er den ham at gjette; t\u00e6nk derfor paa Eders Skoe – Jeg haaber ellers vi sees igjen n\u00e6ste Nat, og en langt mere glimrende Fest, end denne, vil da vente Dem.”<\/p>\n

Prindsessen neiede, og alle de smaae Kavalerer bare hende paa deres H\u00e6nder til Udgangen af Bjerget, hvorfra hendes egen Kavaleer, paa samme Maade som f\u00f8r, ledsagede hende til Slottet, hvor hun steeg ind af Vinduet, klagende over det st\u00e6rke Hagl-Veir.<\/p>\n

Da den Fremmede kom tilbage til Kroen, sov Johannes endnu; han l\u00f8ste i Hast sine Vinger af, og lagde sig til Ro ved hans Side. Ved Daggry vaagnede Johannes, den Fremmede sprang ogsaa op fra Leiet, fortalte ham, at han havde dr\u00f8mt ganske underligt om Prindsessen og hendes Skoe i Nat, og bad ham derfor ret inderligt at sp\u00f8rge Prindsessen, om hun ikke skulde have t\u00e6nkt paa sine Skoe!<\/p>\n

“Jeg kan ligesaa godt sp\u00f8rge om det ene, som om det andet,” sagde Johannes, “thi jeg er vist lige langt fra det. Jeg veed jeg maa d\u00f8e; men jeg faaer hende dog engang endnu at see, t\u00f8r endnu engang tale med hende!” O det var r\u00f8rende at h\u00f8re! det arme unge Menneske, der f\u00f8r var saa naturlig, saa elskelig, talte nu ganske som en claurensk Bog; men hvad gj\u00f8r ikke Kj\u00e6rlighed?<\/p>\n

Gr\u00e6dende kastede han sig om Vennens Hals, testamenterede ham sin lille Eiendom, og gik nu med bankende Hjerte op paa Slottet. Salen var allerede opfyldt med Mennesker, Dommerne sad paa deres S\u00e6de, og den gamle Konge stod og t\u00f8rrede sine \u00d8ine i et hvidt Lommet\u00f8rkl\u00e6de. Snart traadte Prindsessen ind; o, hun var endnu langt skj\u00f8nnere end Dagen forhen! Trompeterne bl\u00e6ste, Prindsessen vinkede ad Johannes der nu traadte hen foran hende og kn\u00e6lede ved Thronens Fod. Med huldsaligt, fyrsteligt Smiil spurgte hun ham om, hvad hendes Tanker havde dv\u00e6let ved sidste Nat; o dette Smiil, dette Smiil kunde have gjort Lykke baade i en Roman og paa Theatret, men det forsvandt idet Ordet: “Skoe” kom fra hans L\u00e6ber; hun beed sig i sine, blev bleg som et Liig og sittrende af Harme tilstod hun, at han havde gjettet rigtigt. Hille den! hvor blev ikke den gamle Konge glad; han hoppede Salen rundt paa det ene Been, medens hele det forsamlede Folk klappede i H\u00e6nderne for ham og den lykkelige Beiler, der nu havde gjettet f\u00f8rste Gang.<\/p>\n

Jublende kastede Johannes sig om den Fremmedes Hals, da han kom tilbage til Kroen; fortalte hvorledes Himlen saa underligt ved hans Dr\u00f8m havde frelst og hjulpet ham; og med barnlig Tillid stolede han paa, at den gode Gud ogsaa vilde hj\u00e6lpe ham de to f\u00f8lgende Gange; den n\u00e6ste Morgen var han atter tilsagt at m\u00f8de paa Slottet. Aftenen gik omtrent som den foregaaende. Da Johannes sov, sp\u00e6ndte den Fremmede igjen sine Vinger paa, og ledsagede atter Prindsessen til og fra Bjerget, men brugte denne Aften begge Risene, saa hun havde M\u00e6rke deraf paa sin lilliehvide Ryg. Denne Gang t\u00e6nkte hun paa sin Handske, og Johannes, underrettet af den Fremmede, der atter foregav at have dr\u00f8mt det, gjettede rigtigt, til Kongen og det hele Folks Gl\u00e6de. Den gamle Konge begyndte allerede at faae lidt Couleur igjen, og de gamle Koner farvede ikke l\u00e6nger Br\u00e6ndevinet sort, thi de vare n\u00e6sten visse paa, at den guullokkede Ungersvend, som de kaldte Johannes, nok vilde seire og vinde Prindsessens Haand. Men nu n\u00e6rmede den tredie og afgj\u00f8rende Pr\u00f8ve sig. Saasnart Johannes var falden i S\u00f8vn om Natten, bandt den Fremmede sig igjen Vingerne paa Ryggen, tog alle tre Riis i Haanden og h\u00e6ngte det store Slagsv\u00e6rd ved sin Side. Det var en m\u00f8rk og stormende Nat; Prindsessen svingede sig h\u00f8it i Luften, hendes lange, sorte Haar flagrede i Vinden, Lynene glimtede Blink i Blink om hende, og man saae at hun var bleeg som D\u00f8den, men hun loe h\u00f8it, og hendes Latter blandede sig underligt med Stormen; tre Gange svingede hun sig over sin Blomsterhave, hvor Beenradene af de mange Beilere hang i Tr\u00e6erne; og syntes at dandse til Vindens lystige Musik. Udmattet kom hun til Bjerget og sank n\u00e6sten besvimet i Armene paa de smaae Nisser, der strax bare hende ind i Salen til Trolden, deres Konge.<\/p>\n

“En saadan Nat som denne,” sagde hun, “har jeg aldrig oplevet; det hagler og stormer, og den hele Himmel er en br\u00e6ndende Ild!”<\/p>\n

Lystighed og Dandse begyndte i Bjerget, men hun kunde ingen Deel tage deri; hun stirrede stivt hen for sig, greb derpaa Troldens Haand, og fortalte hvorledes den nye Beiler ogsaa anden Gang havde gj\u00e6ttet, og at det var at frygte, at det tredie Gang kunde gaae ham ligesaa h\u00e6ldigt, og at hun da aldrig mere kunde komme her ud i Bjerget, at hendes Kraft da lidt efter lidt vilde svinde hen, og tilsidst ganske tabe sig.<\/p>\n

“Nei, det skal ikke skee!” sagde Trolden, “hvad jeg nu vil give Dig at t\u00e6nke paa, skal han ikke kunne udfinde, uden at han er en langt st\u00f8rre Mand, end os tilsammen; men lystige ville vi v\u00e6re i denne Midnat og tumle os lidt i Bjergets hv\u00e6lvede Sale!” Og nu greb han hende ved Haanden, og begge hvirvlede sig hen i lystige Dandse; men da Tiden kom at hun maatte hjem, for ikke at savnes paa Slottet, besluttet Trolden selv at ledsage hende.<\/p>\n

Den Fremmede sled sine tre Riis op paa dem, og Trolden maatte bekjende, at han aldrig f\u00f8r havde v\u00e6ret ude i saadant et Hagelveir, som dette. Da de kom til Slottet, trykkede han et Kys paa hendes L\u00e6ber, i det han vidskede: “t\u00e6nk paa mit Hoved!” men den Fremmede h\u00f8rte det, og da Prindsessen var smuttet gjennem Vinduet ind i sit Sovekammer, og Trolden vilde vende tilbage til Bjerget, greb han ham i hans sorte filtrede Marelokker, og skilte ved eet Hug med sit Slagsv\u00e6rd, hans stygge Hoved fra Kroppen, hvilken han kastede ned, langt ude i det opr\u00f8rte Hav, men Hovedet tog han hjem, vadskede Blodet af, og bandt det saa ind i et stort, blaat\u00e6rnet Lommet\u00f8rkl\u00e6de, hvilket han den n\u00e6ste Morgen gav til Johannes, hvem han paa det str\u00e6ngeste paalagde, ikke at aabne det, f\u00f8r Prindsessen den sidste Nat spurgte ham om, hvad hun havde t\u00e6nkt paa. Der var ikke Plads paa Slottet for den Menneske-Masse som str\u00f8mmede til, mange bleve klemt ford\u00e6rvet, og de fleste bleve grusomt traadte paa deres Liigtorne. Raadet var samlet; den gamle Hjerterkonge, stod i al sin Pragt og Herlighed, med \u00c6ble og Scepter i Haanden, og den tunge Guldkrone paa sit gamle Hoved. Prindsessen sad d\u00f8dningbleg i en kulsort Kjole, og vinkede med str\u00e6ngt Alvor af Johannes; han n\u00e6rmede sig Thronen, en dyb Taushed herskede i Salen; hurtigt aabnede han T\u00f8rkl\u00e6det, og med et Skrig styrtede Prindsessen tilbage; alle bleve forf\u00e6rdede for det i D\u00f8den nu langt h\u00e6sligere Hoved, Johannes tabte det af Haanden, og b\u00f8iede sig taus over Prindsessen; langsomt h\u00e6vede hun sig i Veiret, rakte ham Haanden, og erkl\u00e6rede nu med sittrende Stemme, at han var hendes udkaarne Brudgom, da han nu saa lykkeligt havde udholdt sine tre Pr\u00f8ver.<\/p>\n

O hvilken Gl\u00e6de blev der ikke nu i hele Byen og i den gamle Konges Hjerte. – Overalt l\u00f8d Musik og Lystighed, tre hele, stegte Oxer fyldte med Gj\u00e6s og H\u00f8ns, bleve givne til Priis for Almuen; paa Torvene sprang kostbare Vine i dertil indrettede Vandspring. Theatret blev aabnet med et ganske nyt Stykke, der alt havde ligget i sex Aar, og ventet paa denne Fest-Leilighed, det handlede om Ingenting, Enhver kunde altsaa strax begribe det, Folk var godt stemt, og det gjorte en rasende Lykke. Om Aftenen var hele Byen illumineret; der var Dands og Lystighed paa Slottet, og Brudekammeret stod pyntet med Krandse og Blomsterguirlander; den gamle Konge omfavnede Johannes, lagde sin Datters Haand i hans og skj\u00e6nkede ham strax det halve Kongerige. Men Prindsessen var jo endnu en Hex og elskede ikke Johannes; alt dette havde den Fremmede t\u00e6nkt paa, og derfor givet ham tre Fjer af Svanevingerne og en Flaske med nogle kostelige Draaber, i det han tillige b\u00f8d ham lade s\u00e6tte ved Brudesengen, et stort Kar fyldt med Vand; og naar Prindsessen vilde stige op i Sengen, da give hende et lille St\u00f8d saa hun faldt ned i Vandet, hvor han skulde dykke hende tre Gange, efterat have kastet Fjerene og Draaberne deri, da vilde hun ganske l\u00f8ses fra sin Troldom, og snart ret af Hjertet elske ham ligesaa h\u00f8it som han nu elskede hende. Johannes iagttog n\u00f8iagtigt hvad den Fremmede havde foreskrevet ham; Prindsessen skreeg h\u00f8it, i det han dykkede hende under Vandet, og spr\u00e6llede ham under H\u00e6nderne som en stor, kulsort Svane, af hvis \u00d8ine de gloende Funker spillede; men da hun anden Gang h\u00e6vede sig over Vandet igien, var Svanen hvid paa en eneste sort Ring n\u00e6r, som den bar om Halsen, da han med inderlig B\u00f8n til Gud, lod Vandet tredie Gang spille h\u00f8it over Fuglen, h\u00e6vede den sig rask i Veiret, Svanehammen faldt af, og han holdt Prindsessen i sine Arme. Hun var endnu langt ski\u00f8nnere end f\u00f8r, og takkede ham med Taare i sine deilige \u00d8ine, fordi han havde h\u00e6vet hendes Fortryllelse. –<\/p>\n

N\u00e6ste Morgen kom den gamle Konge med hele sin Hofstat, og der var en Gratuleren til langt op paa Dagen; men f\u00f8rst da de alle havde gjort deres Complimenter, indfandt den Fremmede sig, han var reisekl\u00e6dt, havde sin Stok i Haanden og Randselen paa Ryggen. Johannes kastede sig i hans Arme, og bad ham, dog ikke at drage bort, men blive hos ham og dele hans Lykke, hvis Skaber han jo ene og allene var. Men han rystede med Hovedet, smilede og sagde: “Nei, nu er min Tid omme! jeg har kun betalt en gammel Gj\u00e6ld; husker du Natten i Vaabenhuset? den D\u00f8de Du frelste fra at blive mishandlet? Jeg er D\u00f8dningen!”<\/p>\n

Johannes studsede, vilde tale til ham, men han var forsvunden.<\/p>\n

Bryllups Festen varede endnu en heel Maaned, og den gamle Konge n\u00f8d nu mange glade Dage og frydede sig ved sine B\u00f8rns Lykke; snart red smaae Hjerterkn\u00e6gter og Hjerterdamer Ranke paa hans Kn\u00e6e, og han lod dem lege med sit Scepter, og fortalte dem mange deilige Eventyr i de lange Vinteraftener, til selv hans eget Eventyr var ude.<\/p>\n

Foto: Lars Bj\u00f8rnsten Odense<\/p>\n

\u00a0Indeks over H.C. Andersens eventyr \u2014\u00a0Index of Hans Christian Andersen Fairy tales<\/a><\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

H. C. Andersen: Eventyr : D\u00f8dningen, et fyensk Folke-Eventyr. (1830) Omtrent en Miil fra Bogense finder man paa Marken i N\u00e6rheden af Elvedgaard, en ved sin St\u00f8rrelse m\u00e6rkv\u00e6rdig Hvidtj\u00f8rn, der kan sees fra selve den jydske Kyst. I gamle Dage skal der have v\u00e6ret to, og man fort\u00e6ller, at Frederik den Anden har bes\u00f8gt dette … L\u00e6s mere D\u00f8dningen, et fyensk Folke-Eventyr<\/span><\/a><\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"parent":0,"menu_order":0,"comment_status":"closed","ping_status":"closed","template":"","meta":{"footnotes":"","_links_to":"","_links_to_target":""},"class_list":["post-1271","page","type-page","status-publish","hentry"],"aioseo_notices":[],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1271","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages"}],"about":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/page"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=1271"}],"version-history":[{"count":3,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1271\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":90141,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1271\/revisions\/90141"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=1271"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}