{"id":1214,"date":"2012-03-20T08:29:48","date_gmt":"2012-03-20T07:29:48","guid":{"rendered":"http:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/?page_id=1214"},"modified":"2016-01-06T17:14:36","modified_gmt":"2016-01-06T16:14:36","slug":"de-vises-steen","status":"publish","type":"page","link":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/?page_id=1214","title":{"rendered":"De Vises Steen"},"content":{"rendered":"

H.C. Andersen – Hans Christian Andersen eventyr<\/strong><\/p>\n

De Vises Steen<\/strong> \u2013\u00a0The Philosopher\u2019s Stone<\/a><\/p>\n

1861<\/strong><\/p>\n

Du kjender da Historien om Holger Danske; den ville vi ikke fort\u00e6lle Dig, men sp\u00f8rge, om Du fra den husker, at “Holger Danske vandt det store Indieland \u00f8ster ud til Verdens Ende, til det Tr\u00e6, som kaldes Solens Tr\u00e6,” som Christen Pedersen siger det; kjender Du Christen Pedersen? det faaer v\u00e6re det Samme, at Du ikke kjender ham. Holger Danske gav der Pr\u00e6st Jon Magt og V\u00e6rdighed over Indieland. Kjender Du Pr\u00e6st Jon? Ja, det kan ogsaa v\u00e6re det Samme, at Du ikke kjender ham, for han kommer slet ikke for her i Historien; Du skal h\u00f8re her om Solens Tr\u00e6 i “Indieland, \u00f8ster ud til Verdens Ende,” som de forstod det dengang, de, der ikke havde l\u00e6st Geographie, som vi have l\u00e6st den; men det kan nu ogsaa v\u00e6re det Samme!<\/p>\n

Solen Tr\u00e6 var et pr\u00e6gtigt Tr\u00e6, som vi aldrig have seet det, og Du heller aldrig vil faae det at see; Kronen strakte sig flere Mile rundt om, den var egenlig en heel Skov, hver af dens mindste Grene var igjen et heelt Tr\u00e6, der var Palme, B\u00f8g, Pinie, Platan, ja alle de Slags Tr\u00e6er, som findes rundt om i Verden, sk\u00f8de her frem som Smaagrene paa de store Grene, og disse selv med deres Bugter og Knuder gjorde ligesom Dale og H\u00f8ie, de vare bekl\u00e6dte med et fl\u00f8ielsbl\u00f8dt Gr\u00f8nt, der mylrede af Blomster; hver Green var som en udstrakt blomstrende Eng eller den yndigste Have; Solen skinnede herned med velsignede Straaler, det var jo Solens Tr\u00e6, og Fuglene fra alle Verdens Kanter samlede sig her, Fuglene fra det fjerne Amerikas Urskove, fra Damaskus’s Rosenhaver, fra det indre Afrikas Skov\u00f8rken, hvor Elephanten og L\u00f8ven bilde sig ind, at de alene regjere; Polarfuglene kom og Storken og Svalen kom naturligviis ogsaa; men Fuglene vare ikke de eneste levende Skabninger, som kom her, Hjorten, Egernet, Antilopen og hundrede andre Dyr med Flugt og Deilighed vare her hjemme; en stor duftende Have var jo Tr\u00e6ets Krone og inde i den, hvor de allerst\u00f8rste Grene strakte sig som gr\u00f8nne H\u00f8ider, laae et Slot af Krystal med Udsigt til alle Verdens Lande; hvert Taarn l\u00f8ftede sig som en Lilie, man kunde gaae op igjennem Stilken, for der var Trappe indeni, saa kan Du jo nok forstaae det, man kunde tr\u00e6de ud paa Bladene, det var Balconer, og \u00f8verst i Blomsten selv var den deiligste, straalende Rundsal, der ikke havde andet Tag end den blaae Himmel med Sol eller Stjerner; ligesaa herligt, paa en anden Viis, var der nede i Slottets udstrakte Sale, her i V\u00e6ggene afspeilede sig den hele Verden rundt om; man kunde see Alt hvad der skete, saa at man ikke beh\u00f8vede at l\u00e6se Aviser, og dem havde de heller ikke her. Alt var at see i levende Billeder, kunde man kun v\u00e6re over at see det, eller gad v\u00e6re over det; thi formeget er formeget, selv for den viseste Mand, og her boede den viseste Mand. Hans Navn er saa sv\u00e6rt at udtale, Du kan ikke udtale det, og saa kan det ogsaa v\u00e6re det Samme. Han vidste Alt, hvad et Menneske kan vide og vil komme til at vide paa denne Jord; hver Opfindelse, der var gjort og vilde blive gjort, men heller ikke Mere, for der er Gr\u00e6ndse for Alt. Den vise Kong Salomon var kun halv saa klog, og han var dog meget klog; han herskede over Naturkr\u00e6fterne, over m\u00e6gtige Aander, ja d\u00f8den selv maatte hver Morgen bringe ham Bud og Liste over hvem, der den Dag skulde d\u00f8e, men Kong Salomon selv maatte ogsaa d\u00f8e, og det var den Tanke, som tidt forunderligt levende opfyldte Granskeren, den m\u00e6gtige Herre paa Slottet i Solens Tr\u00e6. Ogsaa han, i hvor h\u00f8it han i Viisdom stod over Menneskene, skulde engang d\u00f8e, vidste han, hans B\u00f8rn skulde d\u00f8e; som Skovens L\u00f8v vilde de henfalde og blive St\u00f8v. Menneskesl\u00e6gten saae han henveire som Bladene paa Tr\u00e6et og nye kom istedet, men Bladene, som faldt, voxte aldrig frem igjen, de gik over i St\u00f8v, i andre Plantedele. Hvad skete med Menneskene, naar D\u00f8dens Engel kom? Hvad var det at d\u00f8e? Legemet gik i Opl\u00f8sning og Sj\u00e6len – ja hvad var den? Hvad blev den? Hvorhen gik den? “Til det evige Liv,” sagde Religionens Tr\u00f8st; men hvorledes var Overgangen? Hvor levede man og hvorledes? “I Himlen deroppe!” sagde de Fromme, “derop gaae vi!” – “Derop!” gjentog den Vise og saae mod Sol og Stjerner. “Derop!” og han saae fra Jordens runde Kugle, at Oppe og Nede var Eet og det Samme, eftersom man stod paa den sv\u00e6vende Kugle; og steg han op saa h\u00f8it Jordens h\u00f8ieste Bjerge l\u00f8ftede deres Top, da blev den Luft, vi nede kalde klar og gjennemsigtig, “den rene Himmel,” et kulsort M\u00f8rke, stramt som et Kl\u00e6de, og Solen var at see gloende uden Straaler, vor Jord laae sv\u00f8bt i en Orange-Taage. Begr\u00e6ndset var det for Legemets \u00d8ie, tillukt for Sj\u00e6lens med, hvor ringe var vor Viden, selv den Viseste vidste kun lidt af det Vigtigste for os.<\/p>\n

I Slottets L\u00f8nkammer laae den st\u00f8rste Jordens Skat: “Sandhedens Bog.” Blad for Blad l\u00e6ste han i den. Det var en Bog, hvori ethvert Menneske m\u00e6gter at l\u00e6se, men kun stykkeviis, Skriften zittrer for mangt et \u00d8ie, saa at det ikke formaaer at stave Ordene; paa enkelte Blade bliver ofte Skriften saa bleg, saa forsvindende, at der kun sees et tomt Blad; jo visere man er, desmeer kan man l\u00e6se, og den Viseste l\u00e6ser det allermeeste; han vidste dertil at samle Stjernelyset, Sollyset, skjulte Kr\u00e6fters Lys og Aandens Lys, ved dette forst\u00e6rkede Skin paa Bladene kom for ham endnu mere af Skriften frem, men ved det Afsnit i Bogen, hvis Overskrift er: “Livet efter D\u00f8den,” der blev ikke saameget som en T\u00f8ddel at see. Det gjorde ham bedr\u00f8vet; – skulde han ikke m\u00e6gte her paa denne Jord at finde et Lys, hvorved det synliggjordes ham, hvad her stod i Sandhedens Bog.<\/p>\n

Som den vise Kong Salomon forstod han Dyrenes Sprog, han h\u00f8rte deres Sang og Tale, men derved blev han ikke klogere herpaa; han udfandt Kr\u00e6fterne i Planter og Metaller, Kr\u00e6fter til at fjerne Sygdommen, fjerne D\u00f8den, men ikke tilintetgj\u00f8re den. I Alt hvad skabt var, og som han kunde naae, s\u00f8gte han at finde Lyset, der m\u00e6gtede at bestraale Forvisningen om et evigt Liv, men han fandt det ikke, Sandhedens Bog laae for ham, som med ubeskrevne Blade. Christendommen viste ham i Bibelen Fortr\u00f8stningens Ord som et evigt Liv, men han vilde l\u00e6se det i sin Bog, og i den saae han Intet.<\/p>\n

Fem B\u00f8rn havde han, fire S\u00f8nner, opl\u00e6rte, som den viseste Fader kan opl\u00e6re sine B\u00f8rn, og een Datter, smuk, blid og klog, men blind, dog det syntes ikke at v\u00e6re hende et Savn; Fader og Br\u00f8dre vare \u00d8ine for hende, og Inderligheden var hende Syn for Sagn.<\/p>\n

Aldrig havde S\u00f8nnerne v\u00e6ret l\u00e6nger fra Slottets Sale, end Tr\u00e6ets Grene strakte sig, S\u00f8steren endnu mindre, de vare lykkelige B\u00f8rn i Barndommens Hjem, i Barndommens Land, i det deilige, duftende Solens Tr\u00e6. Som alle B\u00f8rn holdt de meget af at h\u00f8re fort\u00e6lle, og Faderen fortalte dem Meget, som andre B\u00f8rn ikke vilde have forstaaet, men disse vare nu ogsaa ligesaa kloge, som hos os de fleste gamle Mennesker, han forklarede dem, hvad de saae i levende Billeder fra Slottets V\u00e6gge, Menneskenes Dont og Begivenhedernes Gang i alle Jordens Lande, og tidt \u00f8nskede S\u00f8nnerne at v\u00e6re med derude og tage Deel i al den Stordaad, og Faderen sagde dem da, at det var tungt og bitterligt i Verden, den var ikke ganske, som de saae den fra deres deilige Barneverden. Han talte til dem om det Skj\u00f8nne, Sande og Gode, sagde, at de tre Ting holdt Verden sammen, og under det Tryk, disse led, blev til en \u00c6delsteen, klarere end Diamantens Vand; dens Glands havde V\u00e6rd for Gud, den overstraalede Alt og var egenlig den, man kalder “de Vises Steen.” Han sagde dem, at ligesom man gjennem det Skabte kom til Vished om Gud, saaledes kom man gjennem Menneskene selv til Vished om, at en saadan \u00c6delsteen fandtes; Mere kunde han ikke sige om den, Mere vidste han ikke. Den Fort\u00e6lling vilde nu for andre B\u00f8rn have v\u00e6ret sv\u00e6r at forstaae, men disse forstode den, og siden komme nok de Andre med.<\/p>\n

De spurgte Faderen om det Skj\u00f8nne, Sande og Gode, og han forklarede dem det, sagde dem saa Meget, sagde ogsaa, at da Gud skabte Menneskene af Jord, gav han sin Skabning fem Kys, Ild-Kys, Hjerte-Kys, inderlige Vor Herres Kys, og dem er det, vi nu kalde de fem Sandser; ved dem bliver det Skj\u00f8nne, Sande og Gode seet, fornummet og forstaaet, ved dem bliver det skattet, beskjermet og fremmet; fem Sandse-Evner ere givne indad og udad, Rod og Top, Legeme og Sj\u00e6l.<\/p>\n

Det t\u00e6nkte de B\u00f8rn nu meget over, det var i deres Tanke Nat og Dag; da dr\u00f8mte den \u00e6ldste af Br\u00f8drene en deilig Dr\u00f8m, og underlig nok, den anden Broder dr\u00f8mte den ogsaa, og den Tredie dr\u00f8mte den og den Fjerde, hver af dem dr\u00f8mte lige Eet og det Samme; han dr\u00f8mte, at han drog ud i Verden og fandt de Vises Steen; som en lysende Flamme paa hans Pande straalede den, da i Morgenskj\u00e6ret han paa sin piilsnare Hest red tilbage over de fl\u00f8ielsgr\u00f8nne Enge i Hjemmets Have ind i det f\u00e6drene Slot, og \u00c6delstenen kastede et saa himmelsk Lys og Skj\u00e6r over Bogens Blade, at det blev synligt, hvad der stod skrevet om Livet bag Graven. S\u00f8steren dr\u00f8mte ikke at komme ud i den vide Verden, det kom hende ikke i Tanke, hendes Verden var hendes Faders Huus.<\/p>\n

“Jeg rider ud i den vide Verden!” sagde den \u00c6ldste; “pr\u00f8ve maa jeg dog dens F\u00e6rd og tumle mig mellem Menneskene; kun det Gode og det Sande vil jeg, med disse v\u00e6rner jeg om det Skj\u00f8nne. Meget skal blive anderledes, naar jeg kommer med!” ja, han t\u00e6nkte kj\u00e6kt og stort, som vi Alle gj\u00f8re det hjemme i Kakkelovnskrogen, f\u00f8r vi komme ud i Verden og pr\u00f8ve Regn og Rusk og Tornebuske.<\/p>\n

De fem Sandser indad og udad vare hos ham, som hos de andre Br\u00f8dre, h\u00f8ist udm\u00e6rkede, men hver af dem havde is\u00e6r en Sands, der i Styrke og Udvikling overgik alle de andre; hos den \u00c6ldste var det Synet, det skulde is\u00e6r komme ham tilgode. Han havde \u00d8ine for alle Tider, sagde han, \u00d8ine for alle Folkef\u00e6rd, \u00d8ine, der kunde see lige ned i Jorden, hvor Skattene laae, og lige ind i Menneskenes Bryst, som om der kun var en Glasrude for, – det vil da sige, han saae Meer, end vi kunne see paa Kinden, der r\u00f8dmer og blegner, \u00d8iet, der gr\u00e6der eller leer. Hjort og Antilope fulgte ham til Gr\u00e6ndsen Vester paa, og der kom de vilde Svaner og fl\u00f8i mod Nordvest, dem fulgte han, og saa var han langt ude i den vide Verden, langt fra Faderens Land, der strakte sig: “\u00f8sterud til Verdens Ende.”<\/p>\n

Naa, hvor han spilede \u00d8inene op! der var Meget at see, og det er altid noget Andet at see Stedet og Tingen selv, end at faae det ved Billeder, om disse ere nok saa gode, og de vare overordenlig gode, de hjemme i hans Faders Slot. Han var n\u00e6rved, i det f\u00f8rste \u00d8ieblik, at tabe begge \u00d8inene af Forbauselse over alt det Skrammel, al den Fastelavnsriis-Pynt, der var stillet op som det Skj\u00f8nne, men han tabte dem ikke, han havde anden Bestemmelse for dem.<\/p>\n

Grundigt og \u00e6rligt vilde han gaae tilv\u00e6rks i Erkjendelse af det Skj\u00f8nne, Sande og Gode, men hvorledes stod det til dermed? han saae, som oftest fik det H\u00e6slige Bouquetten, hvor det Skj\u00f8nne skulde have den, det Gode blev tidt ikke bem\u00e6rket, og Middelmaadigheden blev beklappet og ikke beklapset. Folk saae paa Navn og ikke paa Gavn, saae paa Kjolen og ikke paa Manden, paa Kald og ikke paa Kaldelse. Det kunde nu ikke v\u00e6re anderledes.<\/p>\n

“Ja, jeg maa nok til at tage ordenlig fat!” t\u00e6nkte han, og han tog fat; men idet han s\u00f8gte det Sande, kom Dj\u00e6velen, som er L\u00f8gnens Fader og L\u00f8gnen selv, gjerne havde han strax slaaet begge \u00d8inene ud paa Seeren, men det var for grovt; Dj\u00e6velen gaaer finere til V\u00e6rks, han lod ham s\u00f8ge det Sande og see paa det og paa det gode med, men idet han saae, bl\u00e6ste Dj\u00e6velen ham en Skj\u00e6ve i \u00d8iet, i begge \u00d8inene, den ene Skj\u00e6ve efter den anden, det var ikke godt for Synet, selv for det bedste Syn; Dj\u00e6velen bl\u00e6ste saa Skj\u00e6ven op, til den blev en Bj\u00e6lke, og saa var det forbi med de \u00d8ine, der stod da Seeren som en blind Mand midt i den vide Verden, og den stolede han ikke paa; han opgav sine gode Tanker om den og om sig selv, og naar man opgiver baade Verden og sig selv, ja, saa er det forbi med En.<\/p>\n

“Forbi!” sang de vilde Svaner, som fl\u00f8i hen over Havet, \u00d8ster paa; “forbi!” sang Svalerne, der fl\u00f8i mod \u00d8ster til Solens Tr\u00e6, og det var ikke gode Efterretninger for dem hjemme.<\/p>\n

“Det er nok gaaet “Seeren” daarligt!” sagde den anden Broder, “men det kan vel gaae “H\u00f8reren” bedre!” H\u00f8relsens Sands var det, som han is\u00e6r havde sk\u00e6rpet, han kunde h\u00f8re Gr\u00e6sset groe, saa vidt havde han bragt det.<\/p>\n

Hjertelig Afsked tog han, red afsted med gode Evner og gode Fors\u00e6tter. Svalerne fulgte ham, og han fulgte Svanerne, og saa var han langt fra Hjemmet ude i den vide Verden.<\/p>\n

Man kan nu ogsaa have for Meget af en god Ting, det maatte han sande, H\u00f8relsen hos ham var for st\u00e6rk, han h\u00f8rte jo Gr\u00e6sset groe, men saa h\u00f8rte han ogsaa hvert Menneske-Hjerte slaae i Gl\u00e6de og i Smerte, det var for ham, som om hele Verden var et stort Uhrmagerv\u00e6rksted, hvor alle Uhre gik “dik, dik!” alle Taarn-Uhre slog “Ding! dang!” nei, det var ikke til at d\u00f8ie! men han holdt \u00d8rene stive, saa l\u00e6nge han kunde; tilsidst blev det for voldsomt for et ene Menneske al den St\u00f8i og det Skraal; der kom Gadedrenge paa tredsindstyve Aar, det er ikke Alderen, der gj\u00f8r det; de skraalte op, det var nu til at lee af, men saa kom Sladderen, den hvislede gjennem alle Huse, Str\u00e6der og Gader, lige ud af Landeveien; L\u00f8gnen var h\u00f8ir\u00f8stet og spillede Herskab, Narrebj\u00e6lden ringede op og sagde, at den var Kirkeklokke, det blev for galt for H\u00f8reren, han stak Fingrene ind i begge \u00d8ren, – men han h\u00f8rte endnu falsk Sang og ond Klang, Sladder og Tjadder, seigholdte Paastande, ikke en suur Sild v\u00e6rd, flagrede ved Tungen, saa det sagde Kn\u00e6k, Kn\u00e6k! i den gode Omgang. Der var Lyd og Lyder, Bulder og Skrald, udad og indad, bevar os! det var ikke til at holde ud, det var alt for galt! han stak Fingeren dybere i begge sine \u00d8ren, altid dybere, og saa sprang Trommehinden, nu h\u00f8rte han Ingenting, heller ikke det Skj\u00f8nne, Sande og Gode, der hvor H\u00f8relsen skulde v\u00e6re Bro til hans Tanke, og han blev stille og mist\u00e6nksom, troede Ingen, troede tilsidst ikke sig selv, og det er meget ulykkeligt; han vilde ikke finde og hjembringe den m\u00e6gtige \u00c6delsteen, og han opgav det og sig selv med, og det var nu det allerv\u00e6rste. Fuglene, som fl\u00f8i \u00d8ster paa, bragte Bud herom, til det naaede Faderens Slot i Solens Tr\u00e6; Brev kom der ikke, der gik jo heller ingen Post.<\/p>\n

“Nu vil jeg pr\u00f8ve det!” sagde den Tredie, “jeg har en fiin N\u00e6se!” og det var nu ikke fiint sagt, men saaledes talte han, og man maa tage ham, som han var, han var det gode Humeur, og han var Poet, en virkelig Poet, han kunde synge ud, hvad han ikke kunde sige; Meget kom ham i Tankegangen l\u00e6nge f\u00f8r hos de Andre. “Jeg lugter Lunten!” sagde han, og det var ogsaa Lugte-Sandsen, der hos ham i h\u00f8i Grad var udviklet, og den han gav et stort Omraade i det Skj\u00f8nnes Rige; “Een holder af \u00c6bleduft og Een holder af Staldduft!” sagde han, “hver Duft-Region i det Skj\u00f8nnes Rige har sit Publicum. Nogle f\u00f8le sig hjemme i Kippe-Luft ved den rygende Tande i T\u00e6llelyset, hvor Snapsens Stank blander sig med den slette Tobaksr\u00f8g, Andre sidde heller i den qvalme Jasmin-Duft eller gnide sig med den st\u00e6rke Nellikeolie, den kan man fornemme. Nogle s\u00f8ge den friske S\u00f8brise, den raske Kuling, eller stige op paa den h\u00f8ie Bjergtop og see ud over det travle Smaaliv!” ja, det sagde han; det var som om han havde v\u00e6ret ude i Verden f\u00f8r, levet med Menneskene og kjendte dem, men han havde den Klogskab i sig selv, den var Poeten i ham, det Vor Herre havde givet ham i Skjenk paa Vuggen.<\/p>\n

Nu sagde han Farvel til det faderlige Hjem i Solens Tr\u00e6, han gik gjennem Hjemmets Deilighed, men udenfor satte han sig op paa Strudsen, der l\u00f8ber st\u00e6rkere end en Hest, og da han siden saae de vilde Svaner, svang han sig op paa Ryggen af den st\u00e6rkeste; han holdt meget af Forandring, og saa fl\u00f8i han ud over Havet til fremmede Lande, med store Skove, dybe S\u00f8er, m\u00e6gtige Bjerge og stolte Byer, og hvor han kom, var det, som gik der et Solskin hen over Egnen; hver Blomst og Busk duftede mere st\u00e6rk i Fornemmelsen af, at der var den n\u00e6r en Ven, en Beskytter, der skattede og forstod den, ja, den forkuede Rosenh\u00e6k l\u00f8ftede sine Grene, udfoldede sine Blade og bar den yndigste Rose, Enhver kunde see den, selv den sorte, vaade Skovsnegl bem\u00e6rkede dens Deilighed.<\/p>\n

“Jeg vil give Blomsten mit M\u00e6rke!” sagde Sneglen, “nu har jeg spyttet paa den, andet kan jeg ikke gj\u00f8re!”<\/p>\n

“Saadan gaaer det nok med det Skj\u00f8nne i Verden!” sagde Poeten, og han sang en Vise derom, sang den paa sin Maade, men Ingen h\u00f8rte paa den; derfor gav han Trommeslageren to Skilling og en Paafuglefjer, og saa satte han Visen ud for Tromme og slog den ud i Byen, i alle Gader og Str\u00e6der; saa h\u00f8rte Folk den og sagde, at de forstode den, den var saa dyb! og nu kunde Poeten synge flere Viser, og han sang om det Skj\u00f8nne, det Sande og det Gode, og de h\u00f8rte derom i Kippen, hvor T\u00e6llelyset osede, de h\u00f8rte det i den friske Kl\u00f8ver-Eng, i Skoven og paa den aabne S\u00f8; det lod til, at denne Broder fik st\u00f8rre Held, end de to andre havde det; men det kunde Dj\u00e6velen ikke lide, og saa kom han strax med Konger\u00f8gelse og Kirker\u00f8gelse og al den H\u00e6derens R\u00f8gelse, der findes kan, og som Dj\u00e6velen forstaaer at destillere; de allerst\u00e6rkeste R\u00f8gelser, som qv\u00e6le alle de andre og kunne gj\u00f8re selv en Engel tummelumsk, sagtens en stakkels Poet; Fanden veed nok, hvorledes han skal tage de Folk! han tog Poeten med R\u00f8gelse, saa at han blev reent henne i det, glemte sin Sendelse, sit F\u00e6drehjem, – Alt, sig selv med; han gik op i R\u00f8g og R\u00f8gelse.<\/p>\n

Alle Smaafugle, da de h\u00f8rte det, s\u00f8rgede og sang ikke i tre Dage. Den sorte Skovsnegl blev sortere endnu, ikke af Sorg, men af Misundelse. “Det var mig,” sagde han, “der burde v\u00e6re r\u00f8get, for det var mig, der gav ham Ideen til hans ber\u00f8mteste Vise, den for Tromme, om Verdens Gang! det var mig, der spyttede paa Rosen, det kan jeg skaffe Vidner paa!”<\/p>\n

Men hjemme i Indiens Land l\u00f8d intet Bud derom; alle Smaafugle s\u00f8rgede jo og taug i tre Dage, og da S\u00f8rgetiden var omme, ja, saa havde Sorgen v\u00e6ret saa st\u00e6rk, at de havde glemt, hvem de s\u00f8rgede over. Saaledes gaaer det!<\/p>\n

“Nu maa nok jeg ud i Verden! og blive borte ligesom de Andre!” sagde den fjerde Broder. Han havde et ligesaa godt Humeur, som den foregaaende, men han var ikke Poet, og saa havde han just Grund til at have godt Humeur; de To havde bragt Munterhed paa Slottet; nu gik den sidste Munterhed. Synet og H\u00f8relsen ere altid af Menneskene blevne ansete for de to betydeligste Sandse-Evner, dem man is\u00e6r \u00f8nsker sig st\u00e6rke og sk\u00e6rpede, de tre andre Sandser blive ansete for mindre v\u00e6senlige, men det var slet ikke denne S\u00f8ns Mening, han havde is\u00e6r udviklet Smagen i al den Betydning, den kan tages, og den har en stor Magt og et m\u00e6gtigt Regimente. Den regjerer over baade hvad der gaaer gjennem Munden og gjennem Aanden, derfor smagte han paa hvad der var i Pande og Potte, i Flaske og i Kar; det var det Grove i Embedet, sagde han; hvert Menneske var ham en Pande, det kogte i, hvert Land et uhyre Kj\u00f8kken, aandelig taget, det var det Fine, og nu vilde han ud at pr\u00f8ve det Fine.<\/p>\n

“Maaskee er Lykken bedre for mig, end den var for mine Br\u00f8dre!” sagde han. “Jeg tager afsted! men hvilken Befordring skal jeg tage? Ere Luftballonerne opdagede?” spurgte han sin Fader, der jo vidste om alle Opdagelser, der vare gjorte eller ville blive det. Men Luftballonerne vare ikke opdagede, ikke heller Dampskibe og Jernbaner. “Ja, saa tager jeg en Luftballon!” sagde han, “min Fader veed, hvorledes de skulle gj\u00f8res og styres, det l\u00e6rer jeg! Ingen kjende Opfindelsen og saa troe de, det er et Luftsyn; naar jeg har brugt Ballonen br\u00e6nder jeg den, derfor maa Du give mig med nogle Stykker af den tilkommende Opfindelse, som kaldes chemiske Svovlstikker!”<\/p>\n

Alt det fik han og saa fl\u00f8i han, og Fuglene fulgte l\u00e6ngere med ham, end de havde fulgt med de andre Br\u00f8dre, de gad nok seet, hvorledes det gik med den Flugt og altid kom der flere til, for de vare nysgjerrige, det var en ny Fugl, der fl\u00f8i, troede de; jo han fik rigtignok F\u00f8lgeskab! Luften blev sort af Fugle, de kom som en stor Sky, som Gr\u00e6shoppe-Sv\u00e6rmen hen over \u00c6gyptens Land, og saa var han ude i den vide Verden.<\/p>\n

“Jeg har havt en god Ven og Hjelper i \u00d8stenvinden,” sagde han.<\/p>\n

“\u00d8stenvinden og S\u00f8ndenvinden, mener Du!” sagde Vindene, “vi have v\u00e6ret To til at skifte, ellers var Du ikke kommet Nordvest!”<\/p>\n

Men han h\u00f8rte ikke, hvad Vindene sagde, og det kan ogsaa v\u00e6re det Samme. Fuglene fulgte nu heller ikke med l\u00e6nger; da de vare allerflest, blev et Par af dem kjede af Farten. Der var gjort for meget af den Ting, sagde de. Han fik Indbildninger, “det er slet ikke Noget at flyve efter, det er Ingenting! det er flaut!” og saa bleve de tilbage, de blev Allesammen tilbage; det Hele var jo Ingenting.<\/p>\n

Og Ballonen dalede ned over en af de st\u00f8rste Byer, der satte Luftskipperen sig paa det h\u00f8ieste Sted, det var Kirkespiret. Ballonen gik tilveirs igjen, det skulde den ikke; hvor den blev af, var ikke godt at sige, men det er det Samme, den var ikke opfunden.<\/p>\n

Der sad han nu \u00f8verst paa Kirkespiret, Fuglene fl\u00f8i ikke til ham, de vare kjede af ham, og han var kjed af dem. Alle Byens Skorstene r\u00f8g og duftede.<\/p>\n

“Det er Altere, der ere reiste for Dig!” sagde Vinden; den vilde nu sige ham noget Behageligt. Nok saa kj\u00e6k sad han der og saae ned paa Folk i Gaderne, der gik Een stolt af sin Pengepose, Een stolt af sin N\u00f8gle bagpaa, uagtet han ikke havde Noget at lukke op; Een var stolt af sin Kjole, der gik M\u00f8l i, og Een stolt af sin Krop, der gik Orm i.<\/p>\n

“Forf\u00e6ngelighed! – Ja, jeg maa nok snart ned at r\u00f8re op i Gryden og smage!” sagde han; “men her vil jeg dog sidde lidt endnu, Vinden kildrer mig saa deiligt paa Ryggen, det er en stor Behagelighed. Jeg bliver siddende her, saal\u00e6nge den Vind bl\u00e6ser. Jeg vil have lidt Ro; det er godt at ligge l\u00e6nge om Morgenen, naar man har Meget at bestille, siger den Dovne; men Dovenskab er en Rod til alt Ondt, og Ondt er der ikke i vor Familie, det siger jeg, og det siger hver S\u00f8n i Gaden! Jeg bliver siddende, saal\u00e6nge denne Vind bl\u00e6ser, det smager mig!”<\/p>\n

Og han blev siddende, men han sad paa Spirets Veirhane, der dreiede og dreiede med ham, saa han troede, at det stadigt var den samme Vind; han blev siddende, og der kunde han sidde l\u00e6nge og smage.<\/p>\n

Men i Indiens Land, i Slottet paa Solens Tr\u00e6 var der blevet tomt og stille, da Br\u00f8drene saaledes, den Ene efter den Anden, vare dragne bort.<\/p>\n

“Det gaaer dem ikke godt!” sagde Faderen; “aldrig bringe de hjem den lysende \u00c6delsteen, den findes ikke for mig, de ere borte, d\u00f8de -!” og han b\u00f8iede sig over Sandhedens Bog, stirrede paa det Blad, hvor han skulde l\u00e6se om Livet efter D\u00f8den, men der var for ham Intet at see og vide.<\/p>\n

Den blinde Datter var hans Tr\u00f8st og Gl\u00e6de; saa inderlig kj\u00e6rlig sluttede hun sig til ham; for hans Gl\u00e6de og Lykke \u00f8nskede hun, at den kostelige Juveel maatte findes og hjembringes. I Sorg og L\u00e6ngsel t\u00e6nkte hun paa Br\u00f8drene, hvor vare de? Hvor levede de? saa inderligt \u00f8nskede hun at kunne dr\u00f8mme om dem, men underligt nok, selv i Dr\u00f8mme kunde hun ikke samles med dem. Endelig en Nat dr\u00f8mte hun, at deres Stemmer klang til hende, de kaldte, de raabte ude fra den vide Verden, og hun maatte derud, langt langt bort, og dog der syntes hun at v\u00e6re endnu i sin Faders Huus, Br\u00f8drene m\u00f8dte hun ikke, men i sin Haand f\u00f8lte hun, br\u00e6ndte ligesom en Ild, dog den smertede ikke, hun holdt den lysende \u00c6delsteen og bragte sin Fader den. Da hun vaagnede, troede hun \u00f8iebliklig, at hun endnu holdt den; det var om sin Rok hun knugede Haanden. I de lange N\u00e6tter havde hun spundet uafladeligt, paa Tenen var en Traad finere end Edderkoppens Spind; Menneske\u00f8ine kunde ikke opdage den enkelte Traad; hun havde v\u00e6det den med sine Taarer, og den var st\u00e6rk som et Ankertoug. Hun reiste sig, hendes Beslutning var tagen, Dr\u00f8mmen maatte virkeliggj\u00f8res. Det var Nat, hendes Fader sov, hun kyssede hans Haand, tog saa sin Teen og bandt Enden af Traaden fast til Faderens Huus, ellers vilde jo hun at holde sig til, den stolede hun paa og ikke paa sig selv og Andre. Hun plukkede fire Blade af Solens Tr\u00e6, dem vilde hun give til Vind og Veir at bringe Br\u00f8drene, som Brev og Hilsen, dersom hun ikke skulde m\u00f8de dem derude i den vide Verden. Hvorledes vilde det vel der gaae hende, det stakkels blinde Barn; dog hun havde den usynlige Traad at holde sig ved; fremfor alle de Andre havde hun i Eie een Evne: Inderligheden, og det var ved den, som om hun havde \u00d8ine lige ud i Fingerspidserne og \u00d8ren lige ind i Hjertet.<\/p>\n

Og saa gik hun ud i den tumlende, rumlende, underlige Verden, og hvor hun kom, blev Himlen solskinsklar, hun kunde fornemme den varme Straale, Regnbuen sp\u00e6ndte sig fra den sorte Sky hen over den blaae Luft; hun h\u00f8rte Fuglenes Sang, hun fornam Duft fra Orange- og \u00c6ble-Haver, saa st\u00e6rk, at hun troede, at kunne smage det. Bl\u00f8de Toner og deilig Sang naaede til hende, men ogsaa Hyl og Skrig; selsomt i Strid med hinanden klang Tanker og Domme. Ind i Hjertets Kroge l\u00f8d Hjerteklangen og Tankeklangen fra Menneskene; det bruste i Chor:<\/p>\n

“Vort Jordliv er kun Regn og Rusk,
\nEn Nat, hvori vi gr\u00e6de!”<\/p>\n

Men der l\u00f8d ogsaa Sangen:<\/p>\n

“Vort Jordliv er en Rosenbusk
\nMed Solskin og med Gl\u00e6de.”<\/p>\n

Og klang det bitterligt:<\/p>\n

“Enhver kun t\u00e6nker paa sig selv,
\nDen Sandhed er os givet.”<\/p>\n

Saa l\u00f8d til Gjensvar:<\/p>\n

“Der gaaer en Kj\u00e6rlighedens Elv
\nIgjennem Jordelivet!”<\/p>\n

Hun h\u00f8rte jo nok Ordene:<\/p>\n

“Det Hele her er bitte smaat,
\nEn Vrange har hver Side!”<\/p>\n

Men hun fornam ogsaa:<\/p>\n

“Der skeer saa meget Stort og Godt,
\nSom Verden knap faaer vide!”<\/p>\n

Og sang det rundt om i brusende Chor:<\/p>\n

“Gj\u00f8r Nar af Alt, lee Alting ud,
\nLee med i Hundeglammen!”<\/p>\n

Saa l\u00f8d det inde i den blinde Piges Hjerte:<\/p>\n

“Hold paa Dig selv, hold fast paa Gud,
\nSkee saa hans Villie, Amen!”<\/p>\n

Og hvor hun i Kredsen af M\u00e6nd og Qvinder, hos Gamle og Unge traadte op, lyste i Sj\u00e6len Erkjendelsen af det Sande, Gode og Skj\u00f8nne; overalt hvor hun kom, i Konstnerens V\u00e6rksted, i den rige, festlige Salon og i Fabrikken mellem de snurrende Hjul var det, som om Solstraalen kom, som Str\u00e6ngen klang, Blomsten duftede, og den forfriskende Dugdraabe faldt paa det forsm\u00e6gtende Blad.<\/p>\n

Men det kunde Dj\u00e6velen ikke finde sig i; han har nu mere end titusinde Mands Forstand, og saa fandt han paa at hjelpe sig. Han gik til Sumpen, tog Bobler af det raadne Vand, lod syvdobbelt Echo af L\u00f8gnens Ord runge hen over dem, for det gjorde kraftigere; han st\u00f8dte i Pulver betalte H\u00e6dersvers og l\u00f8gnagtige Liigpr\u00e6dikener, saa mange, der var at finde, kogte dem i Taarer, som Misundelsen havde gr\u00e6dt, str\u00f8ede ovenpaa Sminke, skrabet af en gusten Fr\u00f8kenkind og skabte heraf et Pigebarn i Skikkelse og Bev\u00e6gelse, som den blinde, velsignelsesrige Pige, “Inderlighedens milde Engel,” kaldte Menneskene hende, og saa havde Dj\u00e6velen Spillet gaaende. Verden vidste ikke, hvem af de To der var den Rigtige, og hvor skulde Verden vide det!<\/p>\n

“Hold paa Dig selv, hold fast paa Gud,
\nSkee saa hans Villie, Amen!”<\/p>\n

sang den blinde Pige i fuld Fortr\u00f8stning. De fire gr\u00f8nne Blade fra Solens Tr\u00e6 gav hun Vind og Veir at bring som Brev og Hilsen til hendes Br\u00f8dre, og hun var forvisset om, at det vilde opfyldes, ja ogsaa det vilde blive opfyldt, at Juvelen fandtes, den, der overstraalede al jordisk Herlighed; fra Menneskehedens Pande vilde den straale til Faderens Huus.<\/p>\n

“Til min Faders Huus!” gjentog hun, “ja paa Jorden er Juvelens Leie og meer end Forvisningen om den bringer jeg; dens Gl\u00f8d fornemmer jeg, den svulmer st\u00f8rre og st\u00f8rre her i min tillukkede Haand! Hvert lille Sandheds Korn, nok saa fiint, som den skarpe Vind dog f\u00f8rte og bar, opfangede jeg og gjemte; jeg lod det gjennemtr\u00e6nges af Duften fra alt det Skj\u00f8nne, i Verden er saa Meget deraf, selv for den Blinde; jeg tog Klangen af Menneskets Hjerteslag i det Gode og lagde deri; St\u00f8vgran er kun det Hele, jeg bringer, men dog den s\u00f8gte \u00c6delsteens St\u00f8v i rig Fylde, hele min Haand fuld har jeg!” og hun strakte den frem mod – Faderen. Hun var i Hjemmet; med Tankens Flugt var hun naaet derhen, idet hun ikke slap den usynlige Traad til Faderens Huus<\/p>\n

De onde Magter foer med Orkanens Bulder hen over Solens Tr\u00e6, tr\u00e6ngte med et Vindst\u00f8d mod den aabne Port ind i L\u00f8nkamret.<\/p>\n

“Det henveirer!” raabte Faderen og greb om Haanden, hun havde aabnet.<\/p>\n

“Nei!” raabte hun i tryg Bevidsthed, “det kan ikke henveire! jeg fornemmer Straalen varme ind i min Sj\u00e6l!”<\/p>\n

Og Faderen saae en lysende Lue, hvor det funklende St\u00f8v foer ud fra hendes Haand hen over Bogens hvide Blad, der skulde melde om Visheden for et evigt Liv; i blendende Glands stod der en Skrift, et eneste synligt Ord kun, det ene Ord: Tro.<\/p>\n

Og hos dem igjen vare de fire Br\u00f8dre; L\u00e6ngsel efter Hjemmet havde grebet og f\u00f8rt dem, da det gr\u00f8nne Blad faldt paa deres Bryst; de vare komme, Tr\u00e6kfuglene fulgte og Hjort, Antilope og alle Skovens Dyr; de vilde ogsaa tage Deel i Gl\u00e6lden, og hvorfor skulle ikke Dyrene det, naar de kunne?<\/p>\n

Og som vi ofte have seet, naar Solstraalen skinner gjennem et Hul i D\u00f8ren ind i den st\u00f8vdampende Stue, at der da dreier sig en skinnende St\u00f8vs\u00f8ile, saaledes, men ikke plump og fattig som den, selv Regnbuen er tung og ikke kraftig nok i Farver mod den Skue, som viste sig her, saaledes l\u00f8ftede sig fra Bogens Blad, fra det lysende Ord Tro, hvert Sandheds Korn med Glandsen af det Skj\u00f8nne, med Klangen fra det Gode, straalende st\u00e6rkere end Ilds\u00f8ilen, i Natten, da Moses og Israels Folk droge til Canaanslandet; fra Ordet Tro gik Haabets Bro til Alkj\u00e6rligheden i det Uendelige.<\/p>\n

\u00a0Indeks over H.C. Andersens eventyr \u2014\u00a0Index of Hans Christian Andersen Fairy tales<\/a><\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

H.C. Andersen – Hans Christian Andersen eventyr De Vises Steen \u2013\u00a0The Philosopher\u2019s Stone 1861 Du kjender da Historien om Holger Danske; den ville vi ikke fort\u00e6lle Dig, men sp\u00f8rge, om Du fra den husker, at “Holger Danske vandt det store Indieland \u00f8ster ud til Verdens Ende, til det Tr\u00e6, som kaldes Solens Tr\u00e6,” som Christen … L\u00e6s mere De Vises Steen<\/span><\/a><\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"parent":0,"menu_order":0,"comment_status":"closed","ping_status":"closed","template":"","meta":{"footnotes":"","_links_to":"","_links_to_target":""},"class_list":["post-1214","page","type-page","status-publish","hentry"],"aioseo_notices":[],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1214","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages"}],"about":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/page"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=1214"}],"version-history":[{"count":3,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1214\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":78177,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1214\/revisions\/78177"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=1214"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}