{"id":1088,"date":"2012-03-19T21:01:15","date_gmt":"2012-03-19T20:01:15","guid":{"rendered":"http:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/?page_id=1088"},"modified":"2018-01-07T09:01:04","modified_gmt":"2018-01-07T08:01:04","slug":"h-c-andersen-en-rejse-i-portugal-1866","status":"publish","type":"page","link":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/?page_id=1088","title":{"rendered":"H.C. Andersen: \u201cEt Bes\u00f8g i Portugal 1866\u2033"},"content":{"rendered":"

Forord<\/strong><\/a><\/p>\n

Kapitel I<\/strong><\/span><\/p>\n

Bordeaux. Ristori som Medea. I Baskernes Land. Burgos. Jernbanefart til Madrid og Ophold der. Romantisk Reise med Coureer over Truxillo til Badajoz. Skj\u00f8nhedsblomsten.<\/p>\n

Bordeaux<\/strong><\/p>\n

Gennem Tyskland, Holland og Belgien, var jeg n\u00e5et til Paris, hvorfra jeg efter en m\u00e5neds ophold kom til Bordeaux, det egentlige udgangspunkt for mit bes\u00f8g i Portugal. Den 25. i hver m\u00e5ned g\u00e5r fra Bordeaux til Rio Janeiro et af de st\u00f8rste, velindrettede kejserlige skibe, der anl\u00f8ber Lissabon. Allerede havde jeg meldt min ankomst der med fart\u00f8jet, som man antog vilde indtr\u00e6ffe den 28. april.<\/p>\n

Ristori som Medea<\/strong><\/p>\n

Vejret var ugunstigt og stormende, den spanske s\u00f8, vidste jeg, var ingen lystfart. Men gennem Spanien, hvor endnu ikke jernbanen var \u00e5bnet mellem Madrid og den portugisiske gr\u00e6nse, ville det blive en besv\u00e6rlig og l\u00e6ngere rejse, jeg var ubestemt. Da l\u00e6ste jeg jeg p\u00e5 gadehj\u00f8rnet: \u201cRistori er i Bordeaux\u201d, hun tr\u00e6der op som Medea og som Maria Stuart. Endnu har ingen tragisk kunstnerinde i udlandet, selv ikke Rachel, s\u00e5ledes betaget og opfyldt mig som Ristori. Jeg havde tidligere i London set hende som Lady Macbeth. Scenen, hvor hun g\u00e5r i dr\u00f8mme er bleven mig uforglemmelig, som det mest fuldendte af tragisk kunst. Jeg besluttede at blive et par dage endnu for at se Ristori, og da at l\u00e6gge rejsen over land, opgive s\u00f8vejen, hvor stormen idelig bl\u00e6ste, se igen en del af Spanien, som jeg for et pr \u00e5r siden, med s\u00e5 meget udbytte, havde bes\u00f8gt. Nu f\u00f8rst og fornemmeligt var det at se Ristori som Medea.<\/p>\n

Det var i sandhed storartet! Det var tragedien selv, der i hende \u00e5benbarede sig. Her var en s\u00e5 plastisk sk\u00f8nhed, en s\u00e5 gennemt\u00e6nkt og f\u00f8lt gengivelse af Medeas karakterer, man forstod, at en kvinde som kunne dr\u00e6be sine b\u00f8rn, og selv heri just v\u00e6re moder af det fulde hjerte. Ristoris stemme s\u00e5 klangfuld, den er som en musik, der i forening med betoningen og det sj\u00e6lelige udtryk g\u00f8r, at selv den, som ikke forst\u00e5r det italienske sprog, dog forst\u00e5r tanken af det hun siger. Uforglemmelig er mig slutningsscenen, det blik fuldt af k\u00e6rlighed og sj\u00e6lekamp, hvormed hun ser p\u00e5 sine b\u00f8rn, og derp\u00e5 smerten, moderhjertets hele inderlighed., hvormed hun betragter de sm\u00e5 hun har dr\u00e6bt. Man f\u00e5r t\u00e5rer i \u00f8jnene derved. Og nu, idet deres fader sp\u00f8rger hende: \u201cHvo har dr\u00e6bt dem?\u201d l\u00f8fter Medea sit hoved f\u00e6ster sit blik p\u00e5 ham og siger: \u201cDu !\u201d I dette ene ord ved Ristori at l\u00e6gge en s\u00e5 gribende kraft, at det risler os koldt ned ad ryggen. Med Ristori d\u00f8r tragedien, hvo skal tr\u00e6de i hendes sted?<\/p>\n

N\u00e6ste dag var jeg i banetoget over Tours til Bajonne (Bayonne). Pyren\u00e6erne l\u00f8fte sig foran. Jeg skulle atter betr\u00e6de Cervantes\u2019 og Murillos romantiske f\u00e6dreland. Nu var ikke, som sidst jeg rejste her, afbrydelse i jernbanen imellem Paris og Madrid. Toget foer afsted, dampen l\u00f8ftede sig som skyer i luften og fordunstede. Et blik p\u00e5 den Biscaiske (Biscayiske) havbugt, og den skjultes af landh\u00f8jder, hvorfra man p\u00e5 en kort vandring n\u00e5r Biarrits (Biarritz) , hvis por\u00f8se klippehuler med rullende, tordnende s\u00f8er lyslevende kom mig i tanke. Uden sp\u00f8rgen om pas for vi denne gang ind i Spanien. Endelig ogs\u00e5 her er denne rejseplage og ulejlighed oph\u00f8rt. Jeg har s\u00e5 ofte ved dette for den vejfarende kedelige og kun ved pengepresseri l\u00e6nge bevarede standsningssystem t\u00e6nkt p\u00e5 historien, man har om en gr\u00e6nsesoldat, der spurgte en rejsende: \u201cHar De pas?\u201d og til svar: \u201cNej\u201d. Da svarede han. Det er meget heldigt for Dem ellers havde De f\u00e5et megen ulejlighed, nu har de ingen!\u201d og han lod ham passere. Det samme lod de os, takket v\u00e6re jernbaneflugten og oplysningen.<\/p>\n

I baskernes land<\/strong><\/p>\n

Da jeg for 33 \u00e5r siden f\u00f8rste gang var i Rom, s\u00e5 jeg i Peterskirken p\u00e5 oph\u00f8jede fl\u00f8jlsstole, to kongelige flygtninge, Don Miguel af Portugal og dronning Christine fra Spanien . nu drog jeg til den f\u00f8rstes f\u00e6dreland, men dronning Christine selv drog med netop samme banetog, som jeg ind i Spanien, for at afl\u00e6gge bes\u00f8g hos sin datter, den regerende spanske dronning Isabella den anden. De kongelige vogne var sendt hende i m\u00f8de. Baskiske b\u00f8nder med deres r\u00f8de nationalhuer musicerede , mens hun tog middag i Irun, den f\u00f8rste stad over gr\u00e6nsen. Jeg vilde blive et d\u00f8gn i det n\u00e6re, romantisk liggende St. Sebastian.<\/p>\n

P\u00e5 rejsen hjemmefra gennem de forskellige lande, havde jeg i de fleste st\u00f8rre byer set i butiksvinduer som fotografibillede Kaulbachs sk\u00f8nne fremstilling af mit eventyr “Engelen”, der b\u00e6rer det d\u00f8de barn og dets blomster op mod himlen. Sidst jeg s\u00e5 det i Bajonne (Bayonne) , men ogs\u00e5 her i St. Sebastian var det at se. “Engelen” var fulgt mig over Pyren\u00e6erne, m\u00e5tte det v\u00e6re mig billedligt, godt varsel, bad jeg.<\/p>\n

Da jeg sidst rejste gennem baskernes land l\u00e5 alle bjerge og dale med sne, nu var det for\u00e5r, solen skinnede varmt, alt var v\u00e5rligt gr\u00f8nt. Jernbanetoget fl\u00f8j gennem de spr\u00e6ngte bjerge. Tunnel fulgte p\u00e5 tunnel, uendelige lange og m\u00f8rke, ikke ganske at stole p\u00e5, sagde en af de rejsende. – Vildt og ensomt forskelligt fra det veldyrkede, st\u00e6rkt beboede Frankrig bredte sig landskabet med enkelte halvt forfaldne g\u00e5rde og sm\u00e5, sorte, opklistrede byer, men sagn og sange i digterisk kraft og fylde lever og klinger her. En samling af disse folkedigtninger, oversatte p\u00e5 fransk fulgte mig, befolkede landet og g\u00f8d poesiens sk\u00e6r over disse egne.<\/p>\n

Burgos<\/strong><\/p>\n

Atter s\u00e5 jeg Burgos’ m\u00e6gtige katedral, atter gik jeg under den pr\u00e6gtige buer og fornam den samme tunge, ildelugtende luft, blandet med r\u00f8gelsen, som da jeg sidst var her.<\/p>\n

Jeg t\u00e6nkte p\u00e5 Cid, der ikke l\u00e6ngere som i mine yngre \u00e5r, set gennem digtningens farvespil st\u00e5r mig s\u00e5 ideal ridderlig. Heller ikke som sidst f\u00f8lte jeg mig glad i dette besungne land. Allerede ved indtr\u00e6delsen m\u00f8dte jeg s\u00e5 mange m\u00f8rke, ildeseende ansigter, det v\u00e6re nu tilf\u00e6ldigt eller ej, forn\u00f8jelig var det ikke. I St. Sebastian og ogs\u00e5 her i Burgos var hotellets folk tv\u00e6re. i barberens bod sad en kreds af sk\u00e6ggede folk, skidne og lasede.<\/p>\n

Alt var ubehageligt lige til barberens l\u00f8glugtende fingre, men det kunne jo v\u00e6re v\u00e6rre! Jeg t\u00e6nkte p\u00e5 en endnu uhyggeligere situation som en landsmand havde v\u00e6ret i , da han p\u00e5 sin italienske rejse kom ind til en barber i Terracina. Idet han der sad p\u00e5 stolen og kniven gik ham over ansigtet, s\u00e5 en m\u00e6ngde folk st\u00e5 udenfor gaded\u00f8ren og g\u00f8re s\u00e6re tegn til ham. Han spurgte barberen, hvad dette have at betyde, og denne svarede ganske ligefrem: “jeg har fornylig v\u00e6ret gal, de tro, at jeg skal sk\u00e6re halsen over p\u00e5 Dem!” Det var en v\u00e6rre situation end min, og det er altid en tr\u00f8st, at man ikke pr\u00f8ver der v\u00e6rre.<\/p>\n

Jernbanefart til Madrid og ophold der<\/strong><\/p>\n

N\u00e6stf\u00f8lgende nat ville jeg rejse med banetoget til Madrid. Folk i Burgos bar endnu den 23. april store tykke kapper, s\u00e5 koldt var det. Jeg sad i min vinterfrakke og med stor ulden plaid om mig, og dog fr\u00f8s jeg, mine t\u00e6nder klaprede, natten var lang og isnende, st\u00e6rk r\u00f8g af d\u00e5rlige cigarer fyldte vognen, udenfor skylregnede og haglede det.<\/p>\n

Over Valladolid og Escorial (San Lorenzo de El Escorial) n\u00e5ede vi morgenstunden Madrid, hvor for tredje gang, siden jeg kom over den spanske gr\u00e6nse, min kuffert blev \u00e5bnet og gennemrodet. Lejetjeneren f\u00f8rte mig til Hotel de France, der er aldeles spansk og ligger i Calle del Carmen.<\/p>\n

Under mit forrige bes\u00f8g behagede Madrid mig ikke. Denne gang tiltalte det mig endnu mindre. Jeg f\u00f8lte mig uhyggelig, ilde stedt og utilfreds. Murillos (Bartolom\u00e9 Esteban Murillo) og Velaqez\u2019 (Diego Rodr\u00edguez de Silva y Vel\u00e1zquez) magel\u00f8se billeder form\u00e5ede ikke at lyse ind i mig. Ligesom forrige gang fandt jeg nu heller ikke her nogen repr\u00e6sentant for Danmark, vor danske konsul var rejst til Paris. Jeg havde st\u00e5et aldeles forladt om ikke den portugisiske gesandt til hvem jeg var anbefalet p\u00e5 det smukkeste og bedste havde vist mig interesse.<\/p>\n

Jernbanen mellem Madrid og den spanske gr\u00e6nse var, p\u00e5 et lille stykke n\u00e6r, l\u00e6ngst fuldf\u00f8rt. Kongen af Portugal havde for nylig passeret denne, men til privat brug var banen endnu ikke \u00e5bnet og ville n\u00e6ppe blive det, sagde man, f\u00f8r til udstillingstiden i Paris det kommende for\u00e5r. Ville jeg alts\u00e5 p\u00e5 den hurtigste m\u00e5de fra Madrid til Lissabon, m\u00e5tte jeg med kureren. Hver aften tager denne afsted med breve og sm\u00e5pakker. Det er en lille vogn, der kun har plads til kusk, kurer og to rejsende. Jeg m\u00e5tte for at v\u00e6re sikker p\u00e5 en plads, tegne mig 5 dage f\u00f8r afrejsen, og alts\u00e5 vente s\u00e5 l\u00e6nge i det ikke hyggelige Madrid. Med undtagelse af billedgalleriet frembyder Spaniens hovedstad ikke noget ejendommeligt for en fremmed. Ikke engang udseende af en \u00e6gte spansk by med romantiske, mauriske minder. Koldt var her, solen ville ikke komme til kr\u00e6fter, man vidste vel, at regeringen havde f\u00e5et magt over de revolution\u00e6re bev\u00e6gelser. Generel Prims tropper var ude af landet, men hvorledes egentlig folkestemningen var vidste jeg ikke. \u201cVi g\u00e5 p\u00e5 en vulkan!\u201d blev der sagt og til visse, denne br\u00f8d ogs\u00e5 ud nogle uger efter jeg var n\u00e5et til Lissabon. Telegrammer meldte i avisen om urolighederne i Madrid, om blodige kampe i gader og str\u00e6der, hvor mange der senere blev nedskudte.<\/p>\n

I de dage jeg m\u00e5tte blive i Madrid var her en stor nationalfest til erindring om de spaniere, der for \u00e5ringer tilbage under Napoleon den F\u00f8rste var blevet skudt som opr\u00f8rer. Nu vajede s\u00f8rgeflor og faner over deres grave, musik og taler l\u00f8d, det var folkefest. Man fortalte mig, hvor gl\u00f8dende og heftigt gemytterne udtalte sig mod franskm\u00e6ndene, og for almuesmandens var alle fremmede straks franskm\u00e6nd. \u201cDet er bedst, jeg f\u00f8lger Dem, n\u00e5r De i morgen g\u00e5r ud!\u201d sagde lejetjeneren. \u201cDer er meget folk p\u00e5 gaderne, meget milit\u00e6r, stor bev\u00e6gelighed.<\/p>\n

P\u00e5 mit sp\u00f8rgsm\u00e5l om der var noget at befrygte, svarede han nej! jeg besluttede da at g\u00e5 ene om uden ledsagelse, dog p\u00e5 den lange vej til den portugisiske gesandt, hvor jeg skulle tilbringe middagen, fornam jeg r\u00e5b og tiltale af d\u00e5rlig kl\u00e6dte folk der, uagtet jeg ikke forstod ordene, sagde mig, at man var ikke den fremmede venlig stemt. Ud p\u00e5 aftenen k\u00f8rte gesandten mig til mit hotel og natten gik stille hen uden forstyrrelse.<\/p>\n

En s\u00e6rdeles gl\u00e6de under mit korte ophold blev mig, idet jeg i disse dage m\u00f8dtes her med den h\u00f8jst elskv\u00e6rdige svenske baron Stedingk, hvem jeg kendte fra hans studentertid i Upsala (Uppsala) og senere som intendant ved Det kongelige Teater i Stokholm (Stockholm). Han var kort f\u00f8r min ankomst indtruffen til Madrid som svensk minister, hos ham fandt jeg mig hjemligt, kunne tale mit danske sprog, tale om hjemmet i Norden. Hos ham fandt jeg de hyggeligste timer under opholdet her<\/p>\n

Romantisk rejse med kurer over Truxillo (Trujillo) til Badejoz (Badajoz) <\/strong><\/p>\n

Torsdag aften, den 3. maj, skulle jeg endelig afsted. Det ville blive en besv\u00e6rlig rejse, vidste jeg. Den vilde vare hen ved to dage, havde man sagt. S\u00e5l\u00e6nge skulle jeg sidde knuget ind i diligencen, med det drog endnu l\u00e6ngere ud, det blev hele tre n\u00e6tter og to dage. F\u00f8rst 60 timer efter afrejsen fra Madrid i s\u00e5 godt som uafbrudt fart n\u00e5ede jeg m\u00e5let. Den portugisiske gesandt Marquis de Sobrals sendte sin tjener til diligencekontoret for der at v\u00e6re mig til tjeneste. Min eneste rejsekammerat var en ung l\u00e6ge fra Lissabon, han talte lidt fransk, vi kunne underholde os med hinanden. Han var p\u00e5 den hele rejsen h\u00f8jst elskv\u00e6rdig og forekommende.<\/p>\n

Endelig efter lang N\u00f8len sm\u00e6ldede kusken med sin pisk og vi for afsted gennem de just ikke st\u00e6rkt oplyste gader, ud gennem en af byens porte, over gamle murede broer. Det gik i vild fart, ret som om muldyrene ogs\u00e5 \u00f8nskede snarest at slippe bort fra Madrid. Lysene blinkede, Campagnen \u00e5bnede sig, udstrakt og \u00f8de. Vi s\u00e5 ikke en bygning. Stille og mennesketomt syntes der rundt om. En ensom borgruin viste sig i det klare m\u00e5neskin. Milevidt var det mellem de enkelte v\u00e5ninger for gendarmerne, der med kone og b\u00f8rn her have deres lille stykke jord, hvorfor de til fods og til hest velv\u00e6bnede m\u00e5 vogte landevejen og sikre de rejsende mod overfald. Seks til otte muldyr trak i flyvende fart vor vogn, der hoppede og st\u00f8dte mod vejens l\u00f8se sten og uj\u00e6vnheder. M\u00e5nen skinnede rund og stor i den klare gennemsigtige luft. Der var noget uforglemmeligt romantisk i denne ensomme nattefart i Cids og Don Quixotes land.<\/p>\n

I den tidlige morgen efter at have passeret floden Tajo, hvis sivbegroede bredder og slyngninger her viste sig p\u00e5 den mest maleriske, under de ildfarvede skyer, n\u00e5ede vi byen Talavera de la Reina. Her vrimlede allerede p\u00e5 pladsen af b\u00f8nder i side, lasede kapper og med bred hat p\u00e5 hovedet, der gav hver udseendet af en bandit. en skare endnu mere pjaltede tiggere, m\u00e6nd og kvinder, omringede os foran det ynkelige v\u00e6rtshus, hvor en gammel kvinde uappetitlig lavede os vor chokolade. Tiggersv\u00e6rmen, formeligt lagde h\u00e6nder p\u00e5 os, trak os i \u00e6rmer og skj\u00f8der for at f\u00e5 et par kobberskillinger. Vi ligesom omslyngedes af polyper i pjalter. Den ene las efter den anden, idet de hang sig op p\u00e5 vognen, til denne endelig kom i fart.<\/p>\n

Vejen f\u00f8rte gennem smukke skovstr\u00e6kninger. Ud p\u00e5 eftermiddagen n\u00e5ede vi bjergene, der prangede med en rigdom af blomstrende h\u00e6kker. Det var som l\u00e5 der sne hen over det gr\u00f8nne, men det var hvide blomster, ikke ulige vores vilde roser, kun at hvert blad var st\u00f8rre og mere rent hvidt med en kulsort prik. Vejen steg i zik-zak. Vi fik okser til forspand og kunne alts\u00e5 til fods i j\u00e6vn gang f\u00f8lge med og nyde det vidstrakte skue. Nedfarten f\u00f8rte til den f\u00f8rste st\u00f8rre by p\u00e5 vor vej, Truxillo (Trujillo), Pizarros ( Francisco Pizarro) f\u00f8deby.<\/p>\n

Man havde i Madrid gjort mig opm\u00e6rksom p\u00e5 , hvad der ogs\u00e5 viste sig n\u00f8dvendigt, at f\u00f8re en god madkurv og vin med sig. Med kureren bliver s\u00e5 godt som intet ophold for den rejsende, og i v\u00e6rtshusene kan man ikke v\u00e6re sikker p\u00e5 at erholde andet end chokolade. Min v\u00e6rt i Fonda de Francia havde forsynet mig med en hel stegt kalkun, br\u00f8d, ost og vin, min medrejsende f\u00f8rte ogs\u00e5 proviant med, endnu havde vi hele dagen ikke ret nydt noget ordentligt m\u00e5ltid, nu blev der forundt os en hel times ophold i Truxillo (Trujillo).<\/p>\n

\n
\n

Postens ankomst er en begivenhed i en s\u00e5 lille, midt i landet beliggende stad, mens vi sad til bords fik min medrejsende bes\u00f8g af et par unge venner, havde set os komme og kendt ham. To af husets piger vartede os op og sladrede med megen ligefremhed og godt hum\u00f8r. Den yngste spurgte mig, fra hvilket land jeg var, og h\u00f8rte nok for f\u00f8rste gang navnet \u201cDinamarca\u201d. Med spansk livlighed, under latter og lystighed, forsikrede hun, at derhen ville hun gerne rejse. Navnet l\u00f8d s\u00e5 smukt og nu spurgte hun med en halv alvorlig mine om jeg ville tage hende med, hun var beredt dertil.<\/p>\n

Kondukt\u00f8ren kom, tog del i m\u00e5ltidet og snart sad vi igen i vognen for at pr\u00f8ve den anden rejse nat og det p\u00e5 den mest ubarmhjertige slette vej, hvor vognen hoppende slingrede hen over hul og stene. Hvert \u00f8jeblik var den ved at v\u00e6lte, at dette ikke skete, at vi ikke brak en arm og et ben h\u00f8rer til det vidunderlige.<\/p>\n

Klokken fire om morgenen n\u00e5ede vi M\u00e9rida. Det var endnu ganske m\u00f8rkt, alle huse lukkede og ikke et mennesker at se i den lange sn\u00e6vre gade hen til det sted, hvor diligencen skulle standse. Vi fik folk drevet op, en karl skaffede os et slags k\u00f8ret\u00f8j, en bed\u00e6kket k\u00e6rre, der kunde f\u00f8re vort t\u00f8j ned til baneg\u00e5rden. Thi endelig her begynder det korte stykke jernbane, der i Spanien er fuldf\u00f8rt som forts\u00e6ttelse af Portugal-banen. Mens vore sager k\u00f8rte til stationen, f\u00f8rte min rejsekammerat mig i dagningen om i nogle gyder og str\u00e6der, for at se p\u00e5 ruiner fra romernes tid, buer og s\u00f8jler\u00e6kker. Jeg var s\u00e5 tr\u00e6t, s\u00e5 aldeles lidt beg\u00e6rlig efter at kende alderdomsminder, at jeg uvillig og humpende, med halv s\u00f8vnige \u00f8jne, i den kolde morgenluft s\u00e5 p\u00e5 de gamle sten. Det var mig langt forn\u00f8jeligere at h\u00f8re lokomotivets st\u00f8nnen og se dampen hvirvle ud. Egnen rundt om mindede om Roms Campagne, set fra jernbanen mellem Rom og Civita Vecchia (Civitavecchia). Kun kort havde vi at fare, og vi vare i den spanske gr\u00e6nseby Badajoz, der er stor og anseelig med malerisk udseende og ligger ved floden Guadiana.<\/p>\n

Kun hertil havde jeg taget plads med kureren, forvisset om, at mine kr\u00e6fter n\u00e6ppe slog l\u00e6ngere til, men jeg var st\u00e6rkere end jeg havde troet og fandt det da bekvemmest og behageligst at f\u00f8lge videre med min rejsekammerat, der endnu samme dag ville forts\u00e6tte rejsen til Lissabon, hvor vi da kunne indtr\u00e6ffe n\u00e6ste morgen. Et par timers hvile Badajoz ville give styrke dertil.<\/p>\n

Sk\u00f8nhedsblomsten<\/strong><\/p>\n<\/div>\n<\/div>\n

Der var da endelig en stad at se, den eneste betydelige vi havde set p\u00e5 hele rejsen fra Madrid. En lang snavset vej f\u00f8rte derind fra stationen. Desuagtet benyttede ingen andre den store rummelige omnibus end min rejsekammerat og jeg, samt to damer, der pludseligt kom os i syne. De var vist, t\u00e6nkte jeg, kommet herud for at tage imod sl\u00e6gtninge eller bekendte, de ventede. Den ene var en \u00e6ldre, noget tarvelig kl\u00e6dt kone med spejdende blik. Hun sad bestandig og hviskede til den anden. Denne var en velkl\u00e6dt sk\u00f8nhed, ung og yndig, frisk som en rose. Der var noget s\u00e5 fint i dette jomfruelige ansigt. De store bl\u00e5 \u00f8jne bag de m\u00f8rke \u00f8jenh\u00e5r havde noget s\u00e5 dr\u00f8mmende. Stille og n\u00e6sten forlegen, syntes det, sad hun her. Det var som om det sk\u00f8nneste, hvad Badajoz havde at fremvise, forsvandt, da hun forlod os.<\/p>\n

Min rejseven og jeg forfriskede os og hvilede en times tid i et virkeligt godt hotel. Mad og drikke var up\u00e5klagelig, stuerne h\u00f8je og luftige, gr\u00f8nmalede altaner med blomster i krukker vendte ud til haven. Vi gik en kort vandring i byen, og snart holdt igen vor omnibus for d\u00f8ren. Vi sted ind og forbi os sv\u00e6vede sk\u00f8nhedsskikkelsen, den unge, stille, dr\u00f8mmende spanierinde.<\/p>\n

\u201cHvor var hun dejlig!\u201d sagde vi begge to. \u201cOg dog ikke idealet\u201d sagde min rejseven. \u201cMan har for et \u00f8jeblik siden sagt mig, hvem hun er. Det stakkels syndens barn!\u201d<\/p>\n

N\u00e5r banetoget kom, k\u00f8rte j\u00e6vnlig den gamle med omnibus til og fra stationen, for at vise de fremmede sin smukke vare, sk\u00f8nhedsblomsten, der ikke var idealet.<\/p>\n

Vi for afsted. Det varede kun nogle f\u00e5 minutter, og vi forlod spansk grund og var over den portugisiske gr\u00e6nse.<\/p>\n

Her blev jeg ikke spurgt om pas, kun om navn. Jeg sagde mit, man udtalte det aldeles galt og nedskrev det vist endnu mere fejlagtig. Jeg f\u00f8lte mig glad og halv hjemme idet jeg havde n\u00e5et landet, hvor venner og et nyt hjem ventede mig. Hele vejen var nu jernbane.<\/p>\n

Hvilken overgang at komme fra Spanien ind i Portugal! Det var som at flyve fra Middelalderen ind i nutiden. Rundt om s\u00e5 jeg hvidtede, venlige huse, indhegnede skove, dyrkede marker, og ved de st\u00f8rre stationer var forfriskninger at f\u00e5. Man ligesom fornemmede en ny tids bekvemmeligheds brise fra England eller den \u00f8vrige levende omverden. Malerisk smuk, med sine hvide huse i det gr\u00f8nne, skinnende i h\u00f8jden for os den f\u00f8rste portugisiske by Elvas.<\/p>\n

Det blev snart aften, m\u00f8rkt og regnfuldt. mod midnat for vi forbi Abrantes og n\u00e5ede snart den lille by Entroncamento, hvor jernbanen fra den spanske gr\u00e6nse slutter sig til hovedbanen mellem Lissabon og Coimbra. Vi fandt her et aldeles storartet, moderne banehotel, idet mindste forekom det s\u00e5ledes mig, der p\u00e5 farten hertil fra Madrid var ganske v\u00e6nnet fra al s\u00e5dan bekvemmelighed. Kongen af Portugal havde p\u00e5 sin sidste gennemrejse fra Spanien overnattet her. Her var en stor, smuk sal, god restauration og forfriskninger. Selv the og portvin var at erholde. Vi var jo midt inde i civilisationens hjem.<\/p>\n

Efter et fortr\u00e6ffeligt midnatsm\u00e5ltid lavede min rejsekammerat og jeg os et sovested, s\u00e5 godt vi kunne, hele banevognen stod til vor r\u00e5dighed. Vi forstyrredes ikke af nogen ny g\u00e6st. Regnen str\u00f8mmede ned udenfor, men det glemte vi snart og fik nogen s\u00f8vn og hvile. I dagningen n\u00e6rmede vi os Lissabon, Tejofloden bredte sig til en stor s\u00f8. Langs bredden for vi afsted, luften blev klarere, solen br\u00f8d frem.<\/p>\n

Klokken henimod fire var vi i Lissabon, hvor min omhyggelige rejsekammerat skaffede mig en vogn og b\u00f8d kusken f\u00f8re mig til Hotel Durand p\u00e5 pladsen ved rua das flores, netop lige overfor huset Torlades O\u2019Neills kontorbygning, men det ville endnu v\u00e6re for tidligt der at banke p\u00e5.<\/p>\n

Gaderne var endnu aldeles mennesketomme, i hotellet sov de alle, og da jeg efter lang hamren fik fat p\u00e5 en mand, forsikrede denne, at alle v\u00e6relser var optagne, i spisestuen kunne jeg imidlertid f\u00e5 en stol at sidde p\u00e5. Det var ikke meget forn\u00f8jeligt og heller ikke det, at O\u2019Neills hus og kontor her i byen ikke blev beboet af ham, han havde sit hjem en halv mil udenfor Lissabon p\u00e5 landstedet Pinieros. Det var netop s\u00f8ndag, og ingen kom til byen, sagde man.<\/p>\n

Jeg m\u00e5tte alts\u00e5, i hvor tr\u00e6t jeg var, snarest se at f\u00e5 en vogn og k\u00f8re derud. Det gik afsted gennem gader og over pladser, sn\u00e6vre str\u00e6der med fattige huse, ud ad porten mellem forfaldne mure, ad landevejen til Cintra. Den store vandledning over Alcantara-dalen og de mange l\u00f8vrige haver gav omgivelsen sk\u00f8nhed. B\u00f8nderfolk, m\u00e6nd og kvinder p\u00e5 deres asen, knagende, tungtbel\u00e6ssede vogne og skrigende tiggere t\u00e6t ved vejen levendegjorte det hele.<\/p>\n

Endelig drejede vi af mellem sn\u00e6vre mure op ad en stejl besv\u00e6rlig vej til en eneste gammel villa, p\u00e5 en af de st\u00f8rste h\u00f8jder, det var Pinieros \u201cPinjetr\u00e6et\u201d kan det overs\u00e6ttes.<\/p>\n

\n

Kapitel II. <\/strong><\/span>Pinieros<\/strong><\/span><\/p>\n

\n

Mit nye Hjem. Arcos dos aquas livres. Den eensomme Park . Marquien af Fronteiras Villa. Huusligt liv, En romantisk Historie. Natlig Ro. Nonnernes Sang. St. Johannes kirkegaard.<\/p>\n

Mit nye hjem. Arcos dos aquas livres. <\/strong><\/p>\n

Kusken ringede p\u00e5. To livlige, n\u00e6sten fuldvoksne drenge O\u2019Neills s\u00f8nner, tog med glade ansigter mod mig, sl\u00e6bte mit t\u00f8j ind. Fru O\u2019Neill kom mig s\u00e5 forn\u00f8jet im\u00f8de, og snart fl\u00f8j George, vennen jeg bes\u00f8gte, mig om halsen. Han og landsm\u00e6nd med danske skibe p\u00e5 Tejo havde hejset Dannebrog til hilsen, da det franske dampskib kom og de troede, at jeg var med. Da det ikke var tilf\u00e6ldet, t\u00e6nkte han jeg nu var i Badajoz. Derhen havde han telegraferet, derhen ville han have rejst mig i m\u00f8de. Ogs\u00e5 i Madrid havde han sendt mig breve, jeg ikke havde erholdt. Hvor var han lidet forandret og dog \u00e6ldre! \u00d8jnene lo med samme ungdomsglans. Gamle tider l\u00f8ftede sig i tankerne, vort f\u00f8rste m\u00f8de, vort samliv i ungdoms\u00e5rene. Der h\u00f8rer mange ord til at fort\u00e6lle hvad hjertet har i en sum, man ser det i et blik, som man ser blomsten med dens mange blade.<\/p>\n

Frokosten blev tidligere sat frem end s\u00e6dvanligt, og efter den sov jeg hele fire timer uafbrudt, stod s\u00e5 op, styrket og glad efter alle rejsebesv\u00e6rlighederne. Efter et par dages ophold her var det for mig, som jeg allerede i mange \u00e5r havde kendt huset, familien og synskredsen rundt om. Den var for udstrakt til at tegnes i et billede, men nok at give med ord. Her er de som jeg da nedskrev dem.<\/p>\n

Pinieros kaldes h\u00f8jden og landstedet vi her bebo. Det er et gammelt, noget forfaldet to etagers landsted med rosenfarvede mure, gr\u00f8nmalede d\u00f8re og vindueskarme som de flest \u00e6ldre huse inde i Lissabon. En r\u00e6kke portr\u00e6tbuster prange langs tag gesimsen. Inde i bygningen er en m\u00e6ngde stuer og kamre, flere st\u00e5 aldeles tomme eller have kun et sengested, et gammelt billede eller en enkelt henstillet husger\u00e5d. Udsigten str\u00e6kker sig vidt rundt, over gr\u00f8nne h\u00f8jder og dale. Vejen til Cintra l\u00f8ber t\u00e6t forbi gennem landsbyer, som i lang str\u00e6kning danne en fortsat gade, der synes forstad til Lissabon.<\/p>\n

Endnu sent i maj er h\u00f8jderne gr\u00f8nne, som hjemme i Danmark. Sm\u00e5 majsm\u00e6rker titte frem mellem de mange \u201cQuintas\u201d, et navn, hvormed man betegner landsted og have. Rundt om i kornet gro olietr\u00e6er. Den store frodighed og friskhed, de mange tr\u00e6grupper giver det hele noget besl\u00e6gtet med landskabet Kent. Mod vest er horisonth\u00f8jderne bes\u00e5et med sm\u00e5 vejrm\u00f8ller, den ene t\u00e6t ved den anden, som dannede de en hel bef\u00e6stningslinje. Lidt mod syd l\u00f8fte sig malerisk Cintras bjerge, p\u00e5 hvis \u00f8verste kam man tydeligt ser det gamle slot og dets t\u00e5rne. Tit s\u00e6nke sig skyer om det hele bjergland og det er som forsvundet.<\/p>\n

Vinduerne i min stue vendte just herud og til en del af Alcantara-dalen, hen over hvilken, k\u00e6kt og storartet, p\u00e5 svimmelh\u00f8je buer, str\u00e6kker sig den store Aqv\u00e6duct: Aros das aguas livres ( Aqueduto das \u00c1guas Livres), \u201cde frie vandes bue\u201d. Gr\u00f8nne h\u00f8jder med haver og byens mure skjule n\u00e6sten aldeles Lissabon. Kun en del af den vestlige forstad og de mod \u00f8st liggende h\u00f8jder med klostre og kaserner er at se. I horisonten bag byen og floden l\u00f8fter sig Palmella (Palmela) med bjergene St. Luis og Monte Arrabida (Arr\u00e1bida)<\/p>\n

Fra havens brat nedg\u00e5ende mur er udsigten is\u00e6r behersket af den m\u00e6gtige vandledning, der p\u00e5 25. buer str\u00e6kker sig hen over dybden. H\u00f8je tr\u00e6er og fire etagers huse ligge som for dens fod. \u00d8verst er en hv\u00e6lvet gang, h\u00f8j og bred nok for arbejdsfolkene, som j\u00e6vnlig m\u00e5 rense og istands\u00e6tte kanalen, der har sm\u00e5, \u00e5bne t\u00e5rne, gennem hvilke den friske luft kan virke p\u00e5 det rindende vand. Det er et slags bed\u00e6kket galleri med en \u00e5ben smal gang for fodg\u00e6ngere. Herfra var det en tyve \u00e5r siden, at en r\u00f8ver, som huserede i egnen, s\u00e6dvanligvis styrtede sine ofre ned i afgrunden. Man fort\u00e6ller, at da dette umenneske kom i rettens h\u00e6nder og blev spurgt om han aldrig havde kendt til samvittighed, svarede nej. Kun engang, da han vandledningen havde nedstyrtet en ung kone, og derp\u00e5 tog hendes lille barn og kastede det h\u00f8jt op i luften, for at det kunne komme bag efter hende, havde den lille nok troet, at han legede med det og i gl\u00e6de bredt armene ud og leet til ham. Denne leen, sagde han, dette smit havde v\u00e6ret ham ubehageligt, det havde han ikke kunne glemme.<\/p>\n

I hver belysning, n\u00e5r skyerne hang deres r\u00f8gsl\u00f8r ned mod marken, n\u00e5r solen br\u00e6ndte fra den skyl\u00f8se himmel, mod aften, n\u00e5r et regnbuefarvet sk\u00e6r gav sin tinte til luften, som i det blankklare m\u00e5neskin, var akv\u00e6dukten en m\u00e6gtig bydende skikkelse, der beherskede det hele landskab. De fjerne h\u00f8jt liggende vejrm\u00f8ller rejste sig i det fjerne et stykke over buen og afrundede den linje.<\/p>\n

Haven om Pinieros omsluttedes af en mur, som foran huset dog var let at klatre over. En glubsk hund, hvis l\u00e6nke strakte sig forbi den \u00e5bne port, bevogtede indgangen. En l\u00f8s oml\u00f8bende bulldog havde ogs\u00e5 vogtertjeneste, og foran husd\u00f8ren sad p\u00e5 sin h\u00f8je klatrestang en lille lystig abe og viste t\u00e6nder. Den havde en stor forn\u00f8jelse i at klatre op ad muren og kigge ind ad de \u00f8verste vinduer eller at springe p\u00e5 ryggen af bulldoggen og sidde der som rytter.<\/p>\n

I udhusene var stald og badekammer, desuden et kapel indviet den hellige Antonius. To cypresser stod som stive kirketjenere udenfor. Vandbassinet var forfaldet og n\u00e6sten udt\u00f8rret. I de sm\u00e5 kummer sv\u00f8mmede guldfisk, det danske flag vejede ud mod vejen. Gamle lave cedertr\u00e6er dannede en uigennemsigtig sk\u00e6rm mod de br\u00e6ndende solstr\u00e5ler og langs med muren en alle, der tjente til skiveskydning og promenade.<\/p>\n

Ved min ankomst var haven endnu i sin bedste flor. Her var en vrimmel af roser og ildfarvede geranier. Slyngplanter, ikke ulig vore skovm\u00e6rker, hang med passionsblomsterne, som store t\u00e6pper hen over mure og buske. Hyldetr\u00e6ets hvide blomster op mod de r\u00f8de granatblomster fremb\u00f8de forende de danske farver. Markerne rundt om havde h\u00f8je kaktusplanter, vinl\u00f8v og m\u00f8rke cypresser, men de havde tillige s\u00e5 mange blomster og planter, der f\u00f8rte tanken til Danmark. I kronet stod den r\u00f8de valmue og den bl\u00e5 cikorieblomst, g\u00e5seurten tittede s\u00e5 hjemligt frem i det gr\u00f8nne gr\u00e6s, og olietr\u00e6erne minde om vore pile.<\/p>\n

Hvor Alt i dette Land er skj\u00f8nt! Den danske Mark med Korn og Gr\u00f8nt, Og Sydens Cacter, Olietr\u00e6er, En Sol saa varm, en Luft saa skj\u00e6r, Alt ved det store Verdenshav, Et Hjem saa dansk Gud her mig gav. Trofaste Venners Hjerteslag, Er som Musik for mig hver Dag; Derfor jeg veed, derfor jeg troer, En Digtning fra mit Hjerte groer, Der tone skal fra Strand til Strand, Camoens, dit skj\u00f8nne F\u00e6dreland<\/p>\n

I sandhed, jeg f\u00f8lte mig hjemlig herude og l\u00e6ngtes slet ikke efter den store stad, der l\u00e5 s\u00e5 n\u00e6r.<\/p>\n<\/div>\n

Den ensomme Park<\/strong><\/p>\n

Ganske n\u00e6r Pinieros, i dalen, ud til landevejen ligger en villa med en betydelig park, som tilh\u00f8rer s\u00f8nnen efter en rig bankier. Her fejredes for ikke mange \u00e5r siden fest p\u00e5 fest. Da stod parken i rig dejlighed og havde endogs\u00e5 sit teater, udstyret med rigdom og smag. ejeren lod her opf\u00f8re operetter for sine fornemme g\u00e6ster. Selv dronning Maria da Gloria (Maria II de Portugal) indfandt sig her. Teatret br\u00e6ndte senere af og stod derp\u00e5 en tid under bygning, nu syntes arbejdet standset. Parken selv med dens drivhuse og kinesiske lysthuse, der se ud som kolossale paraplyer, er ligesom kanaler og gange forfaldne og g\u00f8re er s\u00f8rgeligt indtryk af forladthed. Jeg m\u00e5tte t\u00e6nke p\u00e5 Walter Scotts skildring af slotshaven p\u00e5 Kenilworth, hvor grev Leicester bes\u00f8ger Amy Robsart. Et uendeligt langt og bredt bassin, overfyldt med blomstrende kallaer tildrog sig min opm\u00e6rksomhed. ligesom ogs\u00e5 to rigtig danske r\u00f8dtj\u00f8rne. Her stod de imidlertid med henvisnede blomster og bidrog til at for\u00f8ge det forfaldne, hvori den hele park syntes at hensynke. En ensom svane sv\u00f8mmede om i den lille pyt vand, der endnu var tilbage under den skr\u00f8belige h\u00e6ngebro. Slottet, h\u00f8rte jeg , var beboet af ejeren, men jeg s\u00e5 ingen der, ikke heller i haven, med undtagelse af den gamle portner, som til til visse kunder havde fortalt om de livlige dage f\u00f8r, da den ene pr\u00e6gtige ekvipage efter den anden rullede gennem den storartede indgangsport, da raketter steg og tusinde lamper lyste.<\/p>\n

Jeg gik omkring under de h\u00f8je tr\u00e6er. Et par hunde, med r\u00e6vens hoved, viste t\u00e6nder mod mig fra et stort omstyrtet tr\u00e6 i det h\u00f8je, fritvoksende gr\u00e6s. Sidegangene var tilgroede. Drivhusene stod tomme. Luften ude var tung og fyldt med uddunstninger af forr\u00e5dnende planter. Jeg blev i d\u00e5rligt hum\u00f8r ved at v\u00e6re her.<\/p>\n

Et livligt og dertil ejendommeligt indtryk g\u00f8r derimod en anden, ikke langt herfra liggende villa med dens have. Den er i italiensk stil, gammeldags hyggelig og tilh\u00f8rer Marquien af Fronteira (Marquise Fronteira).<\/p>\n

En h\u00f8j terrasse fra haven s\u00e6tter hovedbygningen i forbindelse med et lille kapel og f\u00f8rer hen til en orangelund. Hele terrassen pranger med marmorbuster af portugisiske konger, man kan her opfriske sine historiske kundskaber i denne retning eller forbavses over hvor ringe disse er. Galleriets v\u00e6g frembyder underlige storsl\u00e5ede billeder i mosaik, alle fremstille kvindeskikkelser, s\u00e5ledes geometrien, astronomien, poesien o.s.v. Nedenfor terrassen er et stort bassin med b\u00e5de, hvori man kan ro hen over h\u00e6ngende gr\u00e6depile og pebertr\u00e6er ved sm\u00e5 grotter, s\u00e6lsomt pyntede med alle arter konkylier. I spisesalen ses i hel st\u00f8rrelse portr\u00e6ttet af sl\u00e6gtens stamfader, Dom Pedro De Mascarenhas ( Francisco de Mascarenhas ) , der havde indtaget den h\u00f8je stilling at v\u00e6re vicekonge i Indien. Hans krigsbedrifter er afbillede p\u00e5 de hvide og bl\u00e5 porcel\u00e6nsfliser, som d\u00e6kkede v\u00e6ggene.<\/p>\n

Marquien af Fronteiras Villa<\/strong><\/p>\n

Marquien af Fronteira, til hvem Georg O\u2019Neill f\u00f8rte mig, modtog os med stor hjertelighed, sagde mig, at hans hus stod mig \u00e5bent og at han h\u00e5bede, da jeg boede i det n\u00e6rmeste naboskab, jeg ofte vilde bes\u00f8ge ham og parken.<\/p>\n

Jeg f\u00f8lte mig snart hjemme i omgivelsen af Pinieros og p\u00e5 vor villa i s\u00e6rdeleshed. Fru O\u2019Neil fortalte interessante barndomserindringer fra Dom Miguels Tider. Den \u00e6ldste af s\u00f8nnerne Georg, der spillede smukt piano, havde l\u00e6sning og interesserede sig for naturen, sluttede sig snart til mig. Den yngste s\u00f8n Arthur, smuk og flink i at voltigere og jage af sted p\u00e5 sin hest, interesserede mig ved sin friske livlighed.<\/p>\n

Faderen min ven George O\u2019Neill, tilbragte hele dagen, med undtagelse af s\u00f8ndag, p\u00e5 sit kontor, men mod aften s\u00e5 vi ham og altid glad og livsfrisk. Vi talte da dansk sammen om gammel tid hjemme. Og kom nu guitaren ned af v\u00e6ggen eller s\u00f8nnen George, tog plads ved klaveret, da sang vennen med smuk fyldig stemme af Martha og Rigoletto.<\/p>\n

En romantisk Historie<\/strong><\/p>\n

Der var endnu i huset en ung, begavet dame, b\u00f8rnenes l\u00e6rerinde, f\u00f8dt og opvokset i Portugal, men af tysk herkomst. Der hvilede en hel romantisk duft over hendes for\u00e6ldres historie. Moderen var, s\u00e5 vidt jeg erindrer, fra Hannover og havde som ganske lille barn med sine for\u00e6ldre og bedstefor\u00e6ldre forladt Europa. Skibet, der skulle f\u00f8re dem til Amerika, forfejlede kursen. Den ene efter den anden d\u00f8de af sult, barnet l\u00e5 og sov p\u00e5 de d\u00f8de legemer. For\u00e6ldre og bedstefor\u00e6ldre var lig. Matroserne gjorde opr\u00f8r mod kaptajnen, de sagde, han havde ikke forst\u00e5et at f\u00f8re skibet. De kastede ham levende i havet, hvor meget han end bad for sig. Den gamle dame kunne aldrig siden glemme dette \u00f8jeblik, hun som barn s\u00e5 og oplevede.<\/p>\n

Skibet strandede p\u00e5 Portugals kyst. Hun blev frelst. Det var hendes indtr\u00e6delse i Portugal, hvor hun siden har levet og lever nu som gammel kone. Manden var ogs\u00e5 f\u00f8dt i Tyskland, havde som frivillig v\u00e6ret med i \u201cSlaget ved Waterloo\u201d, var senere g\u00e5et p\u00e5 sin fod til Italien og blevet fanget af r\u00f8vere, men da der i hans ransel kun var et par skjorter og sokker, gav de ham fri og endog lidt rejsepenge. Han kom til Portugal, blev tror jeg, professor i de levende sprog, giftede sig der og d\u00f8de for nogle \u00e5r siden. Jeg talte med den gamle dame, hendes elskv\u00e6rdige, smukke d\u00f8tre og flinke s\u00f8nner. For\u00e6lderens historie lyste romantik i min stemning, og l\u00f8ftede sig ved hele omgivelsen.<\/p>\n

Natlig Ro<\/strong><\/p>\n

\u201cHer er nu s\u00e5 roligt og sikkert som i Danmark,\u201d sagde man mig. \u201cDe kan sove trygt som l\u00e5 de i K\u00f8benhavn; R\u00f8verne, som for \u00e5ringer siden huserede, er h\u00e6ngte, vi har en glubsk, \u00e5rv\u00e5gen l\u00e6nkehund, og ladt gev\u00e6r i sovev\u00e6relset; De kan f\u00e5 det samme om De vil.\u201d<\/p>\n

Den f\u00f8rste nat v\u00e5gnede jeg ved at himlen p\u00e5 min seng styrtede ned over mig, det var et slags overfald, om just ikke det jeg t\u00e6nkte mig. Rotterne sprang p\u00e5 loftet i det gamle hus, det l\u00f8d som fodtrin. Jeg var den f\u00f8rste nat flere gange oppe og s\u00e5 ud i haven. Der stod en rosenbusk, andet var der ikke, men ved f\u00f8rste blik s\u00e5 den i skumringen ud som en liggende, lurende skikkelse. Vinden lod den nikke som kommandanten i \u201cDon Juan\u201d, da m\u00e6rkede jeg f\u00f8rst at det kun et blomstrende tr\u00e6. Jeg s\u00e5 ud over marken. Nede i dalen fra hulvejen gik m\u00e6nd med br\u00e6ndende fakler, hvad bet\u00f8d det. Rimeligvis lyste de sig hjem, hen ad den uj\u00e6vne sti. Fra Naboens hus l\u00f8d et forf\u00e6rdeligt br\u00f8l. Det var en l\u00f8ve, som der var bleven optaget i familien, en l\u00f8ve fra Afrika, men den var bunden, sagde man mig, bunden som et andet glubsk husdyr..<\/p>\n

Vinden hylede voldsomt den f\u00f8rste nat, den hylede alle n\u00e6tter, s\u00e5 efter\u00e5rshjemlig; Jeg h\u00f8rte den, som da den fortalte mig om \u201cValdemar Daa\u201d og \u201cEn historie mellem Klitterne\u201d. Jeg priste min Gud at jeg ikke var p\u00e5 havet.<\/p>\n

\u201cDerude, et par mil fra kysten, kan det v\u00e6re blikstille\u201d sagde man. \u201cDet er den portugisiske kystvind, som bl\u00e6ser og g\u00f8r Portugals klima velsignet og sundt\u201d.<\/p>\n

Det knagede i det gamle hus, tr\u00e6erne udenfor b\u00f8jede sig for vindens kast, hvor var det hjemligt og dog var jeg milevidt fra mit f\u00e6dreland.<\/p>\n

St. Johannes kirkegaard<\/strong><\/p>\n

Den f\u00f8rste s\u00f8ndag jeg var her, og senere endnu et par gange, gik jeg i den tidlige morgen med fru O\u2019Neill og s\u00f8nnerne til messe i det n\u00e6rliggende nonnekloster. Her var smuk musik. Den lille klosterkirke s\u00e5 andagtsstemmende. Vi m\u00e5tte kn\u00e6le p\u00e5 det kolde stengulv, r\u00f8gelsesduft og melodier omb\u00f8lgede os. En kirkemusik, jeg her h\u00f8rte, var af stor virkning, uagtet den udf\u00f8rtes af gamle kvindestemmer. I store toneb\u00f8lger rullede sangen. Enkelte stemmer begyndte svagt, svulmede s\u00e5 h\u00f8jere og h\u00f8jere for atter at synke: Men i denne synken, denne hend\u00f8ende harmoni, l\u00f8ftede sig atter andre stemmer, der mere og mere tog til i fylde for igen at d\u00f8 hen, der var strofe og antistrofe. Jeg t\u00e6nkte derved p\u00e5 menneskesl\u00e6gters hen b\u00f8lgen mod det evige.<\/p>\n

Mellem klosteret og selve Lissabon, dog n\u00e6rmere denne, ligger p\u00e5 en h\u00f8jde med vid udsigt over Tejofloden, et af stadens st\u00f8rre begravelsessteder, St. Johannes Kirkeg\u00e5rd. Den midterste plads indtages af et kapel, i hvis mange nischer prange helgenskikkelser, hugne i marmor. Men slettere gjort har jeg intet arbejde set. Det er vrangbilleder af helgene, forf\u00e6rdelige idiotskikkelser, det er en forsyndelse mod det rene marmor. Ud fra kapellet str\u00e6kke sig i alleer monument ved monument, formede som sm\u00e5, tunge t\u00e5rne eller opstillede pyramider. Man g\u00e5r herude i billedhuggerkunstens barndom.<\/p>\n

Den st\u00f8rre kirkeg\u00e5rd s\u00e5 jeg ikke, den f\u00f8rer navnet \u201cPrazeres\u201d, det vil sige \u201cforn\u00f8jelse\u201d, de franskes plaisir. Man m\u00e5 tro, at en humoristiker har d\u00f8bt stedet. Liges\u00e5 ejendommeligt er ogs\u00e5 navnet p\u00e5 dronningens slot: \u201cNecessidades\u201d : \u201cn\u00f8dvendighed\u201d.<\/p>\n

Det er en lang vej om byens mure, alle udstr\u00e6kninger er store, og vognlejen utrolig, ja utilladelig. For en tur omtrent p\u00e5 to timer m\u00e5tte jeg hver gang betale 2,700 Reis, det er omtrent fem Rigsdaler dansk.<\/p>\n

\n

Kapitel III.<\/strong><\/p>\n

Lissabon. Camoens. Castilho. Kong Fernando. Tilbageblik i Portugals Historie. Corpus domini Festen.<\/p>\n

Lissabon<\/strong><\/p>\n

Efter alle de beskrivelser af Lissabon, jeg kendte, havde jeg forud dannet mig et billede af denne by, men hvor langt anderledes lys og smuk l\u00e5 den nu for mig i virkeligheden. Jeg m\u00e5tte udbryde, hvor er her de smudsige gader, jeg har l\u00e6st om, de udkastede \u00e5dsler, de vilde hunde og de ynkelige skikkelser fra de afrikanske besiddelser, der med hvidt sk\u00e6g i den sorte hud og med v\u00e6mmelige sygdomme her skulle drive om. Jeg s\u00e5 intet af alt dette, og da jeg spurgte herom, svarede man, at det h\u00f8rte til en tid for henved tredive \u00e5r siden. Mange erindrede det fuldt vel. Nu er er brede, rene gader, venlige huse, hvis v\u00e6gge prange med blanke porcel\u00e6nsfliser, med tegning, bl\u00e5t i hvidt. D\u00f8re og altaner er gr\u00f8ntmalede eller r\u00f8de, to farver, der overalt tr\u00e6de frem, selv p\u00e5 vandb\u00e6rernes t\u00f8nder. Den offentlige promenade, en lang, smal have midt inde i byen, er om aftenen oplyst ved gas, her musiceres, og fra de blomstrende tr\u00e6er str\u00f8mmer en duft, n\u00e6sten altfor st\u00e6rk, det er som stod man ved en krydderbod eller et konditori, hvor just vaniljeis blev lavet og fremb\u00e5ren.<\/p>\n

I hovedgaderne er liv og r\u00f8re, lette cabriotetter jage forbi, tunge b\u00f8ndervogne af antediluviansk udseende bev\u00e6ge sig langsomt, trukne af okser. Her ser mane en m\u00e6lkebonde, han er til fods, har to, tre k\u00f8er med ssig. De malkes p\u00e5 gaden. S\u00e6dvanligt f\u00f8lger der en stor kalv med l\u00e6dermundkurv, han t\u00f8r kun erholde sin bestemte m\u00e6lkeportion. Gadehj\u00f8rnet prange med store teaterplakater. Operahuset var under mit ophold lukket. Price\u2019s Circus, hvor sm\u00e5 syngestykker og operetter opf\u00f8rtes, ligesom ogs\u00e5 teatret \u201cMaria Secunda\u201d, var de mest bes\u00f8gte. Det sidste ingen stor, men en meget smuk bygning med s\u00f8jler\u00e6kker og statuer, ud til en stor plads, beplantet med tr\u00e6er, og med en h\u00f8jst sirlig mosaikbrol\u00e6gning. Lige udfor str\u00e6kker sig den brede guldgade, Rua do Ouro. Her boer alle guldsmedene. Butik ved butik pranger med k\u00e6der, ordner og slige herligheder. Fra denne gade kommer man til stadens st\u00f8rste plads \u201ca pra\u00e7a do comercio\u201d (A pra\u00e7a do Com\u00e9rcio). Der str\u00e6kker sig til den \u00e5bne, flisebelagte bred af Tejo floden, hvor skibene ligge. Til begge sider l\u00f8fter sig staden terrassem\u00e6ssig i betydelig h\u00f8jde. Det store hotel \u201cBraganza\u201d ligger s\u00e5ledes, at man fra dets k\u00e6ldervinduer ser ud over taget p\u00e5 et femetagers hus i gaden nedenfor. De mange h\u00f8jere liggende str\u00e6der og gader forbindes ved brohv\u00e6lvinger hen over den lavere del af byen. Lissabon f\u00e5r herved et noget besl\u00e6gtet udseende med Genova og Edinburgh.<\/p>\n

Camoens <\/strong><\/p>\n

I den h\u00f8jt liggende, mest bes\u00f8gte del af staden skal Camoens monument rejses. Pladsen er allerede beplantet tr\u00e6er og blomster, fodstykket stillet op, men endnu ikke statuen, den blev forkastet. En ny er under arbejde. Jeg spurgte: \u201cKommer Camoens\u2019 slave der p\u00e5?\u201d Jeg t\u00e6nkte mig denne sidden p\u00e5 fodstykket, udstr\u00e6kkende h\u00e5nden, som han i Camoens levetid sad her i gaderne og tiggede til sin fattige, forladte herre, der var n\u00e6r ved at d\u00f8 af sult.<\/p>\n

\u201cDen fremstilling\u201d svarede man mig, \u201cville jo v\u00e6re en vedvarende bebrejdelse mod nationen, der ikke t\u00e6nkte p\u00e5 sin store digter, da han levede.\u201d<\/p>\n

Hvorledes monumentet bliver, ved jeg ikke, hans eget v\u00e6rk vil altid blive hans bedste monument, ved det er Portugals navn, mere end ved blodige kampe og landes opdagelse navn, mere end ved blodige kampe og landes opdagelse, groet i erindring hos sl\u00e6gter i alle lande. Hans liv giver stof til digtning og er ogs\u00e5 benyttet.<\/p>\n

Portugiseren Garrett har vundet ber\u00f8mthed ved sin \u201cCamoens\u201d, og af Tieck have vi den smukke novelle \u201cDer Tod des Dichters\u201d. Louis de Camoens (Lu\u00eds Vaz de Cam\u00f5es) blev f\u00f8dt 1517 og nedstammede fra en spansk familie. I sin tidligste ungdom mistede han ved et skibbrud sin fader. Moderen var fattig, men sendte dog den opvakte dreng til universitetet i Coimbra. En k\u00e6rlighedshistorie og nogle satiriske digte var skyld, at han forlod landet og i Afrika tog del i kampen mod maurerne. Her begyndte han sit store v\u00e6rk \u201cLusiaden\u201d (Os Lus\u00edadas), f\u00f8rte, som han selv siger, \u201ci den ene h\u00e5nd pennen, i den anden sv\u00e6rdet\u201d. Han kom igen til Lissabon, men hans digtertalent blev ikke erkendt, hvorfor han atter drog bort, sejlede til Goa og tog h\u00e6derlig del i krigen. Et satirisk digt af ham vakte vicekongens mishag, og han forvistes til Macao p\u00e5 den kinesiske kyst, her blev han anbragt som skifteforvalter. I de fem \u00e5r han opholdt sig her, fuldendte eller rettere skrev han i helhed \u201cLusiaden\u201d (Os Lus\u00edadas). Det er ikke blot Vasco da Gamas S\u00f8fart, men alt stort, sk\u00f8nt og r\u00f8rende, den portugisiske historie frembyder, som er optaget i dette digt, der f\u00f8dtes under den indiske, solklare himmel. Man viser endnu p\u00e5 Macao (Macau) en grotte, i hvilken Camoens fuldf\u00f8rte nedskrivningen. Endelig fik han tilladelse til at rejse hjem, men p\u00e5 sejladsen til Goa forliste fart\u00f8jet. Dog lykkedes det ham at sv\u00f8mme med sit manuskript hen til en sandbanke, hvor han blev frelst.<\/p>\n

I Goa gik det ham kun slet, hans fjender fik ham i g\u00e6ldsf\u00e6ngsel, friet ud herfra vendte han hjem til Portugal. \u201cLusiaden\u201d(Os Lus\u00edadas) blev trykt og vakte opm\u00e6rksomhed. Dom Sebastian (Dom S\u00e9bastien), Portugals ridderlige, romantiske konge, forundte digteren en \u00e5rlig underst\u00f8ttelse, men i hvor ringe den var, omtrent 334 rigsdaler, den oph\u00f8rte aldeles efter kongens d\u00f8d, da Portugal bem\u00e6gtiges af Spaniens konge, Philip den Anden (Filip 2). Camoens d\u00f8de ussel i et hospital i Lissabon. Hans sorte slave tiggede i gaderne til hans livs ophold. Der fandtes ikke efter ham s\u00e5 meget, at der kunne k\u00f8bes et ligkl\u00e6de, dette m\u00e5tte l\u00e5nes til ham, Portugals storhed. Ingen fulgte ham til graven, ingen ved hvor den er. Til den sidste stund, i sorg og savn, i den yderste armod, elskede han sit f\u00e6dreland. I et af sine sidste breve skriver han derom: \u201cSnart er mit liv til ende, og da ville alle erfare, hvor k\u00e6rt jeg har mit f\u00e6dreland!\u201d Det, hvorom han synger:<\/p>\n

\u201cH\u00f8it, som Europas Pande, Er Lusitanien sat, Her slippe Jordens Lande; Og her i Havets Vande Faaer Solen Ro hver Nat.\u201d<\/p>\n

Den portugisiske litteratur begynder, som alle litteraturer, med folkepoesien. Den afl\u00f8stes af kunstpoesien der her blev hofpoesi, klingende hyrdedigte. Gil Vicente anslog igen de forskellige strenge i sine lystspil, men m\u00f8dte stor modstand, idet man hylede, hvad man da kaldte det klassiske. Den nationale digtning var ved at bukke under, men Camoens h\u00e6vdede dens betydning og storhed ved sin \u201cLusiade\u201d. Den gav glans og glorie, men snart fulgte atter m\u00f8rke, klingklang og efterabelse, indtil digterne igen ved det folkelige element h\u00e6vdede deres betydning, s\u00e5ledes Gomes (Jo\u00e3o Baptista Gomes), der skrev tragedien \u201cJnes de Castro\u201d. Bocage (Paul Bocage), hvis sange er tr\u00e6ngt ind i folket. Hans f\u00f8deby Setubal, hvor han levede i fattigdom, rejser ham nu et monument. I vor tid er at digterne atter, som ved instinkt, gribe de nationale strenge. Her m\u00e5 s\u00e6rlig n\u00e6vnes Carvalho og Garrett, den sidste har malende besunget Portugals natur og skrevet det store digt \u201cCamoes\u201d.<\/p>\n

En af de betydeligste nulevende er Antonio Feliciano De Castilho, f\u00f8dt i Lissabon ved dette \u00e5rhundredes begyndelse. Han er gift med en landsmandsinde af os danske, fr\u00f8ken Vidal fra Helsing\u00f8r.<\/p>\n

Castilho h\u00f8rer til en familie, i hvilken k\u00e6rlighed til litteraturen var arvelig. I sit 6 \u00e5r fik han kopper og mistede i denne sygdom aldeles synet, men hans lyst til at studere tog idelig til. Denne br\u00e6ndende lyst i forening med hans rige begavelse hjalp ham s\u00e5ledes, at han allerede i sit femtende \u00e5r havde tilegnet sig s\u00e6rligt grammatik, historie, filosofi og gr\u00e6sk. Ved sin broders hj\u00e6lp l\u00e6rte han at kende de klassiske forfattere. Ikke 14 \u00e5r gammel havde jan allerede skrevet et latinsk vers, der vakte opm\u00e6rksomhed. Hans f\u00f8rste digtning i modersm\u00e5let blev en elegi ved dronning Maria den f\u00f8rstes d\u00f8d. Han hengav sig imidlertid til studiet af botanik, historie og fysik. Med sin broder vandrede han i Coimbras omegn. Broderen var \u00f8jne for ham. Med ham og hos ham opfattede han den hele naturs sk\u00f8nhed, s\u00e5 han m\u00e5tte besynge den i et digt: \u201cFor\u00e5ret\u201d. Ogs\u00e5 i Coimbra skrev han hyrdedigtet \u201cEcho e Narcisso\u201d, der i f\u00e5 \u00e5r oplevede flere oplag. Han oversatte Ovid og udfoldede stor digtervirksomhed.<\/p>\n

En ung dame, Maria Isabel de Buena-Coimbra, blev opdraget hos Benediktiner \u2013 nonnerne i et kloster nogle mil fra Oporto. Efter at hendes opdragelse her var endt, blev hun endnu nogen tid i klostret og l\u00e6ste der flere klassiske og nutids forfattere. Hun l\u00e6ste digtet Echo og Narcis og skrev, uden at undertegne sig, de ord til forfatteren: \u201cDersom der fandtes en Echo, vilde De da efterligne Narcis?\u201d<\/p>\n

Nu begyndte en brevveksling mellem Castilho og den unge ubekendte. Efter en tid bad han om at turde erfare hendes navn. Hun skrev det: Brevvekslingen fortsattes, og i \u00e5ret 1834 blev de forlovede og gifte. Tre \u00e5r efter d\u00f8de hun. Det digt han skrev til hendes minde, stilles af hans landsm\u00e6nd ved siden af det bedste i litteraturen.<\/p>\n

Senere giftede han sig med Charlotte Vidal, hvis fader var konsul i Helsing\u00f8r. Ved hendes hj\u00e6lp har Castilho oversat p\u00e5 portugisisk Baggesens \u201cDer var en Tid\u201d, da jeg var meget lille\u201d, Oehlenschl\u00e4gers \u201cUnderlige Aftendufte\u201d, Boyes \u201cKirkeklokken i Farum\u201d og flere danske forfatteres lyriske og fort\u00e6llende digte. Af alle disse er Boyes digt mest tiltalt portugiserne.<\/p>\n

Min ven George O\u2019Neill, f\u00f8rte mig en dag hen til Castilho, der bor i en h\u00f8jt liggende gade ud mod Tejo, og hvor alts\u00e5 selv i den st\u00e6rkeste solvarme, to gange daglig, vifter en k\u00f8lig brise fra havet. Jeg blev modtaget som hos gamle bekendte og venner. Fru Castilho. O\u2019Neill og jeg talte dansk sammen. Vi talte om det fjerne Danmark, der nu ved jernbanerne ikke l\u00e6ngere er s\u00e5 fjernt. Byerne, ja selvene landene, rykke hinanden n\u00e6rmere, og ved telegraftr\u00e5den er selv Amerika nu blevet vort n\u00e6rmeste naboland, kun nogle sekunder fra os, over Verdenshavet.<\/p>\n

Den k\u00e6re Castilho talte s\u00e5 livlig, s\u00e5 ungdomsfrisk. Han arbejde i denne tid p\u00e5 at over s\u00e6tte Virgil. S\u00f8nnen, der ogs\u00e5 er digter og meget talentfuld, hj\u00e6lper den blinde fader. Datteren er den yngste og har pr\u00e6gtige \u00f8jne, fyldt med sydens sol, jeg improviserede til hende et lille digt om stjernerne, jeg f\u00f8r havde set om natten, men nu s\u00e5 ved den lyse dag.<\/p>\n

F\u00e5 dage efter gl\u00e6dede Castilho og hans familie mig med et bes\u00f8g i mit hjem: O\u2019Neill\u2019s landsted. Mellem min erindringsskatte har jeg fra Castilho et par af ham p\u00e5 fransk dikterede breve, under hvilke han selv kun har kunnet tilf\u00f8je sit navn. Mine breve til ham var skrevet p\u00e5 dansk, han gav sine p\u00e5 fransk og siger i et af disse: \u201cVi tale med hinanden som Pyramus og Thisbe, min hustru er V\u00e6ggen.\u201d Ved fru Castilhos hj\u00e6lp bli<\/p>\n

Kong Fernando<\/strong><\/p>\n

Kun nogle f\u00e5 dage havde jeg v\u00e6ret p\u00e5 Pinieros, da jeg gennem O\u2019Neill underrettedes om, at jeg f\u00f8rstkommende mandag ville blive modtaget af Hans majest\u00e6t Kong Fernando p\u00e5 hans slot inde i byen. Dette har tidligere v\u00e6ret et kloster og ligger, som altid disse, meget smukt, har en vid udsigt over Tejofloden til den munding i Oceanet.<\/p>\n

Gammeldags kl\u00e6dte drabanter, ikke ulig, hvad kostumet angik, de pavelige soldater i Vatikanet, paraderede ved hovedtrappen. En hofbetjent f\u00f8rte mig til den h\u00f8jere liggende del af slottet, hvor Grevee da Foz, til hvem jeg var anbefalet, modtog mig i et stort med malerier smykket v\u00e6relse, der tillige fremb\u00f8d skuet af velopstillede v\u00e5ben og rustninger, selv en hel ridderskikkelse til hest.<\/p>\n

Kong Fernando, en h\u00f8j, meget smuk mand, kom mig mild og velvillig i m\u00f8de. talte om mine skrifter, om mit bes\u00f8g her i Portugal og n\u00e6vnte med rosende udtryk familien O\u2019Neill. Selv f\u00f8rte han mig om i sin smukke have, hvor sj\u00e6ldne slyngplanter d\u00e6kkede i rig fylde med blade og blomster de h\u00f8je mure. Forunderlig sk\u00f8nne palmer med store bladsk\u00e6rme gav skygge. Her var uendeligt dejligt. Hele den gamle og tilgroede park var ved kongens omhu og smag forvandlet til en frisk, yndig have med gr\u00e6spl\u00e6ner, blomster og store glashuse, hvor de mest sj\u00e6ldne tropiske planter groede.<\/p>\n

Ved afskeden rakte kongen mig h\u00e5nden og tilf\u00f8jede: \u201cJeg tager ikke afsked, vi ses igen!\u201d. Der var noget s\u00e5 godlidende, ligefremt og dog kongeligt, som gjorde mig dette bes\u00f8g k\u00e6rt og uforglemmeligt.<\/p>\n

Som bekendt er Kong Fernando fader til den ny regerende konge Luis. P\u00e5 min hjemfart hen ad Quaien gennem gaderne ud til Pinieros var tid nok til med tankerne at f\u00f8lge de sidste 33 \u00e5rs historie i dette land, der har pr\u00f8vet s\u00e5 mange kampe, men nu synes at gro i hvile og velsignelse.<\/p>\n

Tilbageblik i Portugals Historie<\/strong><\/p>\n

Som bekendt er Kong Fernando fader til den ny regerende konge Luis. P\u00e5 min hjemfart hen ad Quaien gennem gaderne ud til Pinieros var tid nok til med tankerne at f\u00f8lge de sidste 33 \u00e5rs historie i dette land, der har pr\u00f8vet s\u00e5 mange kampe, men nu synes at gro i hvile og velsignelse.<\/p>\n

Johan den Sjette, konge af Portugal og Brasilien var under konstitutionel forfatning alene Konge i Portugal. Brasilien havde erkl\u00e6ret sig uafh\u00e6ngig under hans \u00e6ldste s\u00f8n Don Pedro. Den yngre s\u00f8n Don Miguel fors\u00f8gte i sin unge alder at s\u00e6tte faderens d\u00f8d, af det absolutistiske parti, betragtet som den arveberettigede, Don Pedro var jo kejser i Brasilien. Denne havde imidlertid opgivet sine f\u00f8rstef\u00f8dsels-rettigheder, men alt fra han forlod Portugal overdraget disse til sin datter, Maria da Gloria, der blev opdraget i Wien, ved sin bedstefaders, kejseren af \u00d8strigs hof. Da hun p\u00e5 hjemrejsen n\u00e6rmede sig Portugals kyst, forb\u00f8d Don Miguel hende at lande, hun s\u00f8gte til England og derfra til Brasilien. Da Don Pedro snart mistede sit herred\u00f8mme der, kom han til Europa for at v\u00e6rne om datterens ret, og kampen mellem br\u00f8drene og partierne begyndte.<\/p>\n

Don Miguel var ung og lidenskabelig, elskede dyrkampe og jagtens gl\u00e6der. Han var en udm\u00e6rket rytter. \u2013 Der var en m\u00f8rk ulykkelig tid under hans herred\u00f8mme. Man har fortalt mig derom. F\u00e6ngslerne fyldtes med politiske fanger, i f\u00e6ngselsk\u00e6lderne ved Tejo var m\u00e6nd i alle samfundsklasser. i flodtiden tr\u00e6ngte vandet ind til fangerne og steg dem h\u00f8jt op om livet. I de v\u00e5de kl\u00e6der og ved al den fugtighed rundt om reves mange hen af sygdom f\u00f8r de kom til retterstedet. Enn ung mand derinde led ut\u00e5lelige mavesmerter, hans underliv ophovnede, han bad om en l\u00e6ge og denne kom. Barsk og vred b\u00f8d han fangen at blotte den syge del, s\u00e5 p\u00e5 den og slog ham med stokken et slag over maven, idet han sagde: \u201c\u00e6d agurker, s\u00e5 kreperer han nok!\u201d Daglig fandt henrettelser sted p\u00e5 torvet. Det var en tid fuld af angst og r\u00e6dsel. De fleste vidste endnu at tale derom, den havde f\u00f8rst ende i begyndelsen af \u00e5ret 1833, da Don Pedro blev den sejrende.<\/p>\n

Det var vidunderligt lykkedes ham med sin lille eskadre at lande, Gud var med ham. Allerede var han med sine tropper p\u00e5 den anden side af Tejofloden lige overfor Lissabon, som endnu var han i h\u00e6nderne p\u00e5 Don Miguels h\u00e6r, selv var han ikke langt derfra, i Santarem. Endnu den sidste dag han var der, blev i Lissabon flere politiske fanger h\u00e6ngte p\u00e5 torvet, de h\u00f8rte befrierens kanonskud p\u00e5 hin side floden, men for dem var ikke frelsens time. Flere fanger, som n\u00e6ste dag skulle lide d\u00f8den, f\u00f8rtes ind i kapellet, hvor de i pr\u00e6sternes selskab m\u00e5tte tilbringe deres sidste levenat. Turde de h\u00e5be frelse.<\/p>\n

De liberale var for den legitime Don Pedro og hans datter, de absolutistiske for Don Miguel. Sejrens udfald blev, at denne m\u00e5tte vige. Hvilken jubel, luften rystede af sang og gl\u00e6desskrig. En dame, som den tid var barn, fortalte mig, hvilket indtryk hun i sin forbavselse og uvidenhed om det hele fik ved at se dette lidenskabelige r\u00f8re. Middagsbordet stod d\u00e6kket, den lille havde ganske ene sat sig der, ingen kom, hun s\u00e5 sin moder st\u00e5 p\u00e5 altanen med frihedsfanen i h\u00e5nden og synge frihedshymnen. Folk p\u00e5 gaden jublede og sang. Folk tr\u00e6ngte h\u00f8jttalende ind i stuen, omfavnede hinanden, de lo, de gr\u00e6d. Alle f\u00e6ngsler var blevet \u00e5bnet. Forunderlige skikkelser bev\u00e6gede sig i den jublende vrimmel.<\/p>\n

I \u00e5ret 1834 holdt Maria da Gloria sit indtog. Hun \u00e6gtede Hertug Ferdinand af Sachsen-Coburg-Gotha, som erholdt titel af konge og ved hvem hun blev moder til to d\u00f8ttre og fem s\u00f8nner. Den \u00e6ldste, Don Pedro den femte fik ved moderens d\u00f8d 1853 regeringen under faderens formynderskab. Den unge konge med to yngre br\u00f8dre d\u00f8de i en uge af en epidemi p\u00e5 slottet. Han omtales med stor erkendelse og k\u00e6rlighed, hans monument rejses. Den fjerde yngre broder Luis, form\u00e6let med Victor Emanuels datter Pia, er nu regent. Dette er den korte historiske skitse, der er at l\u00e6se bedre andre steder, men her er den lagt som min tanketr\u00e5d, idet jeg kom fra mit bes\u00f8g hos Kong Fernando.<\/p>\n

Corpus domini festen<\/strong><\/p>\n

S\u00f8nnen Kong Luis havde jeg endnu ikke set. Det blev f\u00f8rste gang ved Corpus domini Festen, som endnu fejres med stor pomp i Portugals hovedstad. Denne gang kom den dog ikke til ret at udfolde sig, det var en skyllende regn. Dronningen tog ikke del i festligheden, kun den unge konge viste sig.<\/p>\n

Processionen begyndte ud fra kirken, men standsede straks ved en voldsom byge. F\u00f8rst da denne hoftede, skred toget igen frem med gejstligheden i spidsen, efter denne fulgte til hest Sankt Georg selv, en stor tr\u00e6figur i rustning med spyd i h\u00e5nden, der ved hestens trit bev\u00e6gede sig dinglende frem og tilbage. Nu kom ridderens svend, et virkeligt levende menneske, og ridderens page, en af de smukkeste drenge, der havde v\u00e6ret at finde. Man s\u00e5 tydeligt, at den lille var frygtsom ved at sidde alene p\u00e5 den store hest.<\/p>\n

Efter disse b\u00e6res Hostien under en pragtfuld baldakin, kongen selv var en af de forrest b\u00e6rende. Han var en ung smuk mand, meget blond, med et s\u00e6rdeles mildt ansigt. Han var i fl\u00f8jl og silke. Den hele procession var endnu ikke ude af kirken, da regnen begyndte at styrte ned.<\/p>\n

Toget var netop n\u00e5et ud foran det hus, hvor jeg havde plads p\u00e5 balkonen, t\u00e6t ved kirken, og vendte nu atter om til denne, mens kun gestligheden og Sankt Georgs billedfigur med svend og page drog gennem gaderne, hvor der i det slette vejr ikke var mange folk, som ellers er tilf\u00e6ldet, idet landboerne da festlig kl\u00e6dte str\u00f8mme til byen.<\/p>\n

\n

Kapitel <\/strong>IV. <\/strong>En maaned i Setubal,<\/strong><\/p>\n

Landstedet Dos Bonegos, Klostret Brancanes, I Campagnen, St. Antonii Fest, Digteren Portella, Tyref\u00e6gtning, Jesuskirken, Slhuet af Setubal, Monte – Arrabida, En sandflugt begravet by, Aftenstemninger.<\/p>\n

Landstedet Dos Bonegos<\/strong><\/p>\n

I den tidlige morgen, luften var klar og bl\u00e5, selv om Cintras Bjerge var skyerne borte, k\u00f8rte vi fra George O’Neills Villa ind til Lissabon, enhalv times vej, og gik strks ombord p\u00e5 dampskibet, der daglig st\u00e5r i forbindelse med jernbanen p\u00e5 den sydlige side af Tejofloden, der her er bred som en m\u00e6gtig inds\u00f8. Dampskibet beh\u00f8ver n\u00e6sten en hel time for at n\u00e5 over.<\/p>\n

Skibet var overfyldt med rejsende og rejsegods. Farten begyndte, der var en forunderlig stilhed oog alvor ombord, herrene sad og l\u00e6ste aviser, damerne skjulte sig under deres parasoller, man fik slet ikke indtryk af sydboens livlighed, men velvillige og h\u00f8flige mod den fremmede viste de sig alle. Op ad, ind i landet, breder floden sig. Vandspejlet smelter sammen med horisonten. Mod udl\u00f8bet i Oceanet begr\u00e6nses den ved de fremspringende kyster: Den hele bred er bebygget, mest fremtr\u00e6der det kongelige slot og det gamle Belem.<\/p>\n

Solen skinnede i den klare luft og i det blikstille vand, og foran l\u00e5 p\u00e5 sine stolte h\u00f8je Lissabon, som en fotograferet d\u00f8nning af bygninger. Alt som vi kom l\u00e6ngere ud, tog den tydeligere skikkelse som m\u00e6gtige b\u00f8lger af huse og paladser. Den sydlige bred, som vi styrede over imod, l\u00f8fter sig med klosterbygninger, f\u00e6stningsv\u00e6rker og pineskove. P\u00e5 en uendelig lang tr\u00e6bro n\u00e5ede vi der baneg\u00e5rden til Setubal.<\/p>\n

F\u00f8r jernbanen kom i stand, gik hovedlandevejen her hen over den h\u00f8jtliggende f\u00e6stning Palmella, der som et Akropolis l\u00f8fter sig over den udstrakte slette. Da var vejen aldeles usikker, ingen rejste uden eskorte. De gamle, m\u00e6gtige korkskove her er nu af mindre udstr\u00e6kning end dengang, dels er de f\u00e6ldede, dels er de afbr\u00e6ndte. Skovbranden skal flere gange have v\u00e6ret s\u00e5 st\u00e6rk, at man p\u00e5 den anden side af floden, i selve Lissabon, fornemmede varmen.<\/p>\n

Jernbanen g\u00f8r en b\u00f8jning mod \u00f8st, hen over en sandet str\u00e6kning med majs og vin. Indhegningen best\u00e5r af store aloer. En plantning af lave kaktus, prangende med gule blomster, ligger som et net og holder fast p\u00e5 den l\u00f8se sandjord. Under Palmellas bjergh\u00f8jde bliver egnen mere malerisk, og snart har man foran sig Setubal, engl\u00e6ndernes St. Ybes ,hvor den ene orangehave ved siden af den anden fylder dalen mellem Palmella, St. Luis og Monte Arrabida ud mod Oceanet.<\/p>\n

Landstedet Dos Bonegos<\/strong><\/p>\n

Carlos O’Neills vogn holdt ved baneg\u00e5rden, og snart for vi af sted gennem en del af byen, der ikke manglede p\u00e5 gr\u00f8nmalede altaner, ud igennem vandledningens buer, snart i det dybe sand, snart over den h\u00e5rde, n\u00f8gne klippegrund. Vejen synes at v\u00e6re bleven til ved sig selv, en naturvej, flere steder s\u00e5 smal, at to vogne ikke kunne komme forbi hinanden, snart bred nok for fire. I f\u00f8rste \u00f8jeblik troede jeg at se ved alle dens b\u00f8jninger oprejste telegrafst\u00e6nger, men n\u00e6rmere set var det et langt herligere skue, blomstrende aloer, den ene t\u00e6t ved den anden, hver blomsterst\u00e6ngel vist over ti alen h\u00f8j med hen ved tredive forgreninger. Det var som bronze kandelabere, der p\u00e5 hver arm bar en sk\u00e5l med gule blomster. Foran mig, i h\u00f8jden, s\u00e5 jeg f\u00e6stningen Palmella, n\u00e6rmere, mellem m\u00e6gtige skyggefulde tr\u00e6er, det nu \u00f8de munkekloster Brancanes og t\u00e6t op til dette, mit nye hjem, Carlos O’Neills landsted Dos Bonecos (Dukkehuset), et navn, denne bygning i sin nyhed erholdt af de omkringboende. De mange statuer, buster og vaser, hvormed huset op, hvormed husets og havens terrasser er smykkede, fremkaldte navnet.<\/p>\n

Til bygningens physiognomi h\u00f8rer, at der h\u00f8jt oppe er en susende, spinkel vejrm\u00f8lle, der l\u00f8fter vandstr\u00e5lerne fra de dybe br\u00f8nde op til de store bassiner, fra hvilke det gennem r\u00f8r v\u00e6lder ud og forfrisker haven. Et stort, pr\u00e6gtigt palmetr\u00e6 breder sin sk\u00e6rm foran min balkon, hen over det murede bassin og vandspring. Haven deler sig i flere terrasser, en bred stentrappe f\u00f8rer fra den \u00f8verste ned i et stort blomsterparti. Hvilken farvepragt og hvilken forskellighed af blomster! selv fra murrevnerne skyde frem nelliker og kaktus, hvilke man hjemme i Norden ville opelske i drivhuset. Pebertr\u00e6erne h\u00e6lde sig som gr\u00e6depile hen over de store vandkummer, hvor guldfiskene sv\u00f8mme og de hvide \u00e5kander gro. Vi stige atter ned ad en stentrappe og st\u00e5 i frugthaven. Citron – og orangetr\u00e6erne er betyngede med frugt, enkelte frembyde tillige deres hvide, st\u00e6rkt duftende blomster. Her er friskhed, frodighed, skygge og rislende vande. Fra den \u00f8verste vandbeholdning, hvor store skildpadder sv\u00f8mme om, ledes p\u00e5 maurisk vis, gennem r\u00f8r og hen ad havens mur, det friske, klare vand ned til de forskellige haveterrasser og taber sig som vanding om hvert enkelt frugttr\u00e6. Lidt dybere ligger ving\u00e5rden med sit bladrige l\u00f8v og de tunge, saftige druer.<\/p>\n

P\u00e5 Pinieros var i de sidste dage sommeren endelig begyndt, her p\u00e5 Bonecos var man midt inde i den. Det var en storartet varme, den st\u00f8rste del af dagen lukkedes derfor alle husets d\u00f8re og vinduer, ikke en solstr\u00e5le kunne tr\u00e6nge ind. Der blev halvm\u00f8rke i stuerne, der ellers var lyse og luftige, pyntede med malerier, statuer og grupper, her var bibliotek, badekammer og billard, og fremfor alt, her var elskelige mennesker.<\/p>\n

Ved dag kunne man i haven kun holde det ud under de t\u00e6tteste tr\u00e6ers skygge, og ville man over en plet, hvor solen skinnede, da skred man langsomt frem under sin udsp\u00e6ndte, hvide paraply. Morgen og aften var det en forfriskelse at tr\u00e6de ud i den stille, yndige luft. Hvilken paradisisk dejlighed rundt om! Jeg fornam en fred, en ro, som jeg kunne unde alle mennesker. I orangehaven blev tidligst nat. M\u00f8rket lagde sig ind mellem tr\u00e6erne, hvert blad blev som et sort fl\u00f8jel, og hen over sv\u00e6vede de dejligt funklende ildfluer. Lysene blinkede fra Setubals hvide huse. De h\u00f8je sandklitter var endnu at se ud mod det m\u00f8rkebl\u00e5 Ocean, og i et nu t\u00e6ndtes stjernerne. Al den dejlighed kan ikke males, ikke gives med ord.<\/p>\n

Klostret Brancanes<\/strong><\/p>\n

En sn\u00e6ver dal, bevokset med vinranker, og hvor en lille flods gennemsigtige vand str\u00f8mmer under blomstrende granatbuske, g\u00f8r gr\u00e6nsen mellem villaen og det gamle trappistkloster Brancanes, et navn, det har efter stiftsinden Donna Branca Anes. Her, som overalt i Portugal og Spanien, blev i revolutionen munkene jaget bort. Et fattigt \u00e6gtepar bor nu i klosteret og har tilsyn med den store, forladte bygning og kun en pind lukker porten. I kirken er ikke l\u00e6nger gudstjeneste, denne holdes i en af de sm\u00e5 stuer i O’Neills villa, og er der ikke plads nok, kn\u00e6le de and\u00e6gtige ude i haven foran kapellets \u00e5bne d\u00f8r.<\/p>\n

Vor nabo, Martinez, havde n\u00f8glerne til klosterets kirke, celler og sale, med ham s\u00e5 jeg disse. Rundt om, ved at bryde skillev\u00e6ggen ned mellem de to n\u00e6rmeste celler, var disse blevet et st\u00f8rre v\u00e6relse med den dejligste udsigt, dels over dalens orangehaver, dels til Setubal, bugten og det \u00e5bne hav. \u00d8verst oppe stod endnu uforandrede novicernes celler, de s\u00e5 ud som f\u00e6ngsler med sm\u00e5 kighuller. Her h\u00f8jt oppe, ud mod den indre klosterg\u00e5rd, er en stor, tillukket spadseregang, trist og \u00f8de, en lang grav at g\u00e5 i, man t\u00e6nker her kun p\u00e5 d\u00f8d og begravelse, men \u00e5bnes porten ud til balkonen, hvis mure og b\u00e6nke er prydede med porcel\u00e6nsfliser, da str\u00f8mmer lys og orange-duft herind, og man har det dejligste skue, dog endnu mere udstrakt er det fra klostrets flade tag hen over novicernes celler. End mere interessant blev det mig her, da jeg senere til fods, til vogns eller p\u00e5 mit \u00e6sel havde tumlet mig fjern og n\u00e6r i dalen og p\u00e5 bjergene, hvert fremtr\u00e6dende punkt var da et kendt sted, hvis hele dejlighed jeg erindrede. Klosterhaven med dens cypresser og korktr\u00e6er er ikke ved mur eller hegn skilt fra de omliggende haver. I de stort udseende landsteder boer kun gartnerfamilien, ejeren holder s\u00e6dvanlig mest af at blive i byen.<\/p>\n

Bjergsiden om Brancanes var et tykt krat, der i hele den varme sommertid forunderligt holdt sig gr\u00f8nt. \u00d8verst ligger vejrm\u00f8lle ved vejrm\u00f8lle. Haverne i dalen prange med citron- og appelsinlunde, der veksle med vinl\u00f8vsalleer, hvor rankerne st\u00f8tte sig p\u00e5 murede buer. Granattr\u00e6erne stod i deres pragt med de ildr\u00f8de blomster og de glinsende gr\u00f8nne blade, magnolietr\u00e6et prangede med store, skinnende hvide lotusblomster.<\/p>\n

O’Neills s\u00f8n Carlos og jeg bes\u00f8gte et \u00f8de lille kloster p\u00e5 bjergsiden under Palmella. Videre derfra op til selve f\u00e6stningen. Landevejen her, der tidligere var den eneste mellem Setubal og Lissabon, var nu ikke til at befare med lette, almindelige vogne, vi kom frem som over barrikader, store sten l\u00e5 l\u00f8snede og kastede omkring. Men hvilket skue jo h\u00f8jere man steg! dybt nede orangehaverne med Setubal, Oceanet, hele bugten og Sadofloden med dens slyngninger. Det blev vinterligt koldt heroppe, vinden var gennemtr\u00e6ngende som p\u00e5 en oktoberdag i Norden, jeg var glad ved at kunne tage min tykke vinterfrakke p\u00e5. Endelig var vi under f\u00e6stningens forfaldne mure, og udsigten mod nord \u00e5bnede sig. Foran korkskovene ned mod Tejn, p\u00e5 den modsatte bred Lissabon belyst af den nedg\u00e5ende sol, bjergene om Cintra l\u00f8ftede sig i den bl\u00e5 luft. Det var ikke let at rive sig l\u00f8s fra dette skue, men aftenen faldt p\u00e5, vi m\u00e5tte vende hjemad. Den hest, min unge ven Carlos O’Neill red, gjorde dristige spring over skr\u00e6nter og dybder, mens jeg fulgte den brede vej, der i Danmark ville kaldes halsbr\u00e6kkende, vi sang vore Sange, luften genl\u00f8d af portugisiske og spanske, danske og svenske melodier. S\u00e5 snart vi tav, hvilede en forunderlig tavshed over hele egnen, m\u00f8rket v\u00e6ldede frem fra buskenes tykning. Her syntes at v\u00e6re sceneriet til en hel r\u00f8verhistorie, og vist nok, flere end een har her udfoldet sig. For endnu ikke ti \u00e5r siden h\u00f8rte denne egn til en af de mest berygtede; man fortalte mig om en ung landmand, bekendt fra tyref\u00e6gtningerne ved den dristighed, hvormed han kastede sig mellem tyrens horn og lod sig l\u00f8fte, den forvovenhed, han viste p\u00e5 vildsvinejagten. Han havde en gang ene tumlet med et vildsvin, begge styrtede de til jorden, og f\u00f8rst der lykkedes det ham med sin kniv at dr\u00e6be dyret. For en halv snes \u00e5r siden, da r\u00f8verne endnu huserede her, red han paa jagt med sin tjener, denne s\u00e5 i afstand to menneskehoveder stikke frem fra buskene, han sagde det til sin herre. \u201eDet har ikke noget at betyde,” svarede denne, men under sin Manta lavede han gev\u00e6ret til, og da de var n\u00e6r nok, r\u00e5bte han : \u201esvar hvem I er, eller jeg skyder!” der fulgte intet svar, og kuglen gik gennem r\u00f8verens bryst, f\u00f8r denne fik l\u00f8snet gev\u00e6ret, den anden sendte nu sit skud og tog derp\u00e5 flugten, men i samme \u00f8jeblik ramte ham i ryggen et nyt skud af den unge mand. Det var i ufredstid, nu er her sikkert, kun h\u00f8jere oppe i de nordlige provinser h\u00f8res en enkelt gang om r\u00f8vere og deres f\u00e6rd.<\/p>\n

En st\u00f8rre tour i det varme solskin gjorde jeg en af de f\u00f8lgende dage op p\u00e5 det n\u00e6rliggende Mont Luis. Carlos var til fods med sit gev\u00e6r i h\u00e5b om at finde jagt, jeg sad p\u00e5 mit \u00e6sel. Fra vinhaverne, der omgives af h\u00f8je, tykke r\u00f8r, kom vi ud p\u00e5 den sti l\u00f8se mark, mit \u00e6sel ville aldeles ikke frem, Carlos m\u00e5tte f\u00f8re det ved t\u00f8mmen, uvilligt steg det op ad bjergstien, som kun blev kendelig der, hvor regnvandet havde taget l\u00f8b. Snart stod os en lyngbusk i vejen, snart en m\u00e6gtig, blomstrende tidsel med den dejligste bl\u00e5 farve, jo h\u00f8jere vi kom, desto rigere blev vegetationen, her voksede i m\u00e6ngde en slags tornl\u00f8se, blegr\u00f8de roser, en forskellighed af lyng, en rigdom af mig ubekendte blomster og st\u00e6rkt duftende gr\u00f8nt, men vej og sti forsvandt aldeles, stenene rullede for \u00e6selets f\u00f8dder, det steg med vanskelighed, altid f\u00f8rt og fremskyndet af Carlos, der flere gange var ved at falde og ideligt stak b\u00f8ssepiben mod mit ansigt. \u201eEr den ladt ?” spurgte jeg. ,Ja,” svarede han, og s\u00e5 blev den l\u00f8ftet, men snart igen sank den ned, dog rundt om var s\u00e5 megen herlighed at se, at jeg glemte d\u00f8dens n\u00f8glehul.<\/p>\n

Enkelte skyer l\u00e5 tungt hen over Monte Arrabida og kastede m\u00f8rke ned i den mellemliggende dybe dal. Jo h\u00f8jere vi kom, des h\u00f8jere l\u00f8ftede sig i horisonten det udstrakte Ocean. Den hele natur havde en alvor, en stilhed, som ikke af br\u00f8des af nogen fugl; det var som f\u00f8r dyrenes skabelse. Flere gange m\u00e5tte jeg vende mig bort fra det m\u00e6gtige skue, idet mit \u00e6sel gik t\u00e6t ved den bratte fjeldskr\u00e6nt, og jeg f\u00f8lte nogen svimmelhed ved at se ud over dybet.<\/p>\n

Campagnen<\/strong><\/p>\n

F\u00f8rst efter en times ridt n\u00e5ede vi igen nedad p\u00e5 synlige bjergstier. Vi \u00f8jnede et ensomt hus, der m\u00e5tte vi hen for at skaffe \u00e6selet vand at drikke. Vi overgav det til bonden, der t\u00f8jrede det ved et stort blomstrende laurb\u00e6rtr\u00e6. Carlos mente at f\u00e5 skud, jeg fulgte ham til fods gennem vinmarken ind i den \u00f8vrige skov, hvor en klar b\u00e6k slyngede sig og dannede smag fald over klippestykkerne. Det uvante lange ridt og den noget besv\u00e6rlige vandring over den uj\u00e6vne jordbund havde gjort mig tr\u00e6t, Carlos skyndte sig ustandselig frem og foreslog mig at blive tilbage, her var just en smuk mosbegroet plads mellem myrter og krusemynter, han skulle nok finde tilbage igen hvor jeg sad, og snart forsvandt han mellem buskene.<\/p>\n

Uforglemmelige er mig de minutter, jeg her, fjern fra alle, ganske ene, tilbragte i denne stilhed, denne skoveensomhed. Jeg t\u00e6nkte kun lidt p\u00e5 r\u00f8vere eller vildsvin, de sidste var her at frygte. Jeg f\u00f8lte mig s\u00e5 opfyldt af den hele naturdejlighed, i denne lette, milde, varme luft, det var som en kirkegang i den store, fremmede Guds natur; jeg f\u00f8lte en tryghed i Gud, f\u00f8lelsen fik ord:<\/p>\n

Er Du i Verden vide,
\nDu er dog Hjemmet n\u00e6r,
\nGud aander ved din Side
\nI Luft og Blomst og Tr\u00e6er;
\nDu h\u00f8re kun hans Stemme
\nI Dig og rundten om,
\nOg f\u00f8le Du er hjemme
\nHvor Du i Verden kom.
\nOg stedes Du i Fare,
\nEr uforskyldt i N\u00f8d,
\nHan vil Dig vel forsvare,
\nOg der er ingen D\u00f8d,
\nOg der er ingen Smerte;
\nVort Jordlivs Stjerneskud
\nEr fra en Moders Hjerte
\nAt flyve op til Gud.<\/p>\n

Jeg hvilede nogle minutter, men fik da lyst at vove mig dybere ind i pinjeskoven, i den tanke, at fandt jeg ikke Carlos, skulle jeg dog nok finde tilbage til hytten, hvor \u00e6selet stod. Snart blev skovens lave krat t\u00e6ttere, her var en rigdom af blomstrende myrteh\u00e6kke, gamle tr\u00e6er l\u00f8ftede deres krone. Stien, hvor jeg gik, blev smallere, i korte str\u00e6kninger forsvandt den ganske. Jeg var bet\u00e6nkt p\u00e5 at vende om, da jeg foran mig, p\u00e5 et stort mosgroet klippestykke, hvor den rindende b\u00e6k dannede et klart bassin, s\u00e5 min unge j\u00e6ger ligge at hvile sig. Det var et helt levende billede, fuldt af harmoni, den forunderlige blanding af syd og nord, som planteverdenen her fremb\u00f8d, viste sig ogs\u00e5 i hans hele skikkelse, det k\u00e6kke mandige ansigt, solbr\u00e6ndt brunt, de kulsorte h\u00e5r og \u00f8jenbryn, de aldeles lysebl\u00e5 \u00f8jne og det s\u00f8rgmodige smil om munden, m\u00e5ske lagt der i de sidste m\u00e5neder. En eneste s\u00f8ster, kun fjorten \u00e5r gammel, husets skat og k\u00e6rlighed, havde Gud kaldet til sig, det havde slukket solskinnet i for\u00e6ldrenes f\u00f8r s\u00e5 glade hjem, slukket smilet om broderens mund.<\/p>\n

Jeg fik ham fra at blive her l\u00e6nger i denne stille ensomhed og snart n\u00e5ede vi tilbage. Hjemrejsen begyndte. Fugle viste sig i Luften, min unge ledsager fulgte sin jagtlyst og var mig snart igen af Syne. Jeg lod t\u00f8mmerne h\u00e6nge l\u00f8se p\u00e5 mit \u00e6sel, det vidste vejen bedre end jeg, og da jeg endelig \u00f8jnede klosteret Brancanes, s\u00e5 vidste jeg hvorhen jeg havde at styre for at n\u00e5 hjemmet. Solen br\u00e6ndte, mit asen ville kun frem i fodgang, med et standsede det, spidsede \u00f8ren, udst\u00f8dte et forf\u00e6rdeligt Hyl, stejlede og tog til at l\u00f8be. Det var en aseninde med sin sk\u00f8nne byrde, en landbo-matrone, der kom. Mit \u00e6sel gjorde h\u00f8je spring, det var vanskeligt at l\u00e6re det lydighed. Til sidst m\u00e5tte jeg st\u00e5 af og tr\u00e6kke det.<\/p>\n

Gennemstegt af solen n\u00e5ede jeg, efter et par timers vandring, Bonecos, hvor et varmt bad igen forfriskede lemmerne. Efter solnedgang sad jeg p\u00e5 terrassen under det h\u00f8le palmetr\u00e6 ved springvandet. Natursk\u00f8nheden rundt om, aftenens dejlighed, den stemning den l\u00f8ftede ind i, kan erindringen gemme, men ikke gengive, og dog fors\u00f8gte jeg at l\u00e6gge den p\u00e5 papiret, vers for mig selv og for vennerne.<\/p>\n

Hvor Aftenen er deilig, forfriskende mild,
\nOg Stjernerne store og klare!
\nIldfluer, som Gnisterne fra en Ild,
\nHen over Orangerne fare.<\/p>\n

Jeg h\u00f8rer det rullende Verdenshav,
\nMin Hjemvei, den snoer sig om Jorden,
\nDen friske Luftning sit Kys mig gav,
\nEn Hilsen derhjemme fra Norden.<\/p>\n

I den det klinger om Atterkomst,
\nGud lade de T\u00e6rninger trille!
\nMit Danmark, du deiligste Kl\u00f8verblomst,
\nSaa s\u00f8d, saa frisk og \u2013 saa lille!<\/p>\n

Jeg skrev dette lille vers ind i en stambog og f\u00f8jede til:<\/p>\n

Deroppe i Nordens gr\u00e6sgr\u00f8nne Dal,
\nMed alle de gamle Minder,
\nVil Tankerne flyve til Setubal !
\nTil Venner og til Veninder.<\/p>\n

St. Antonii Fest<\/strong><\/p>\n

Det var Sanct Antonii Fest. Ud p\u00e5 aftenen t\u00e6ndtes store blus, dels foran p\u00e5 bjergh\u00f8jderne, s\u00e5 langt man kunne \u00f8jne, dels foran landboernes huse i orangehaverne, her dansede piger og karle rundt om ilden til den tidlige morgen. Hele Setubal l\u00e5 i glans og glorie. Blus ved blus lyste p\u00e5 pladserne, i gader og i str\u00e6der. Raketter steg rundt om, fra byen, fra skibene og selv ovre fra sandklitterne, hvor en enkelt s\u00f8mand eller hyrde tilf\u00e6ldigt var.<\/p>\n

Vor nabo Martinez k\u00f8rte mig og husets lille broderdatter ind til byen for ret at se al den flammende herlighed. Det var aldeles en halsbr\u00e6kkende fart, ad den forf\u00e6rdeligt slette og krinkelkrogene vej, hvor vi snart for af sted i natm\u00f8rke, snart i bl\u00e6ndende ildlys fra de store b\u00e5l foran landhusene vi kom forbi. Vi for afsted indtil vi n\u00e5ede ind i byen, der gik det kun langsommeligt. N\u00e6sten alle mennesker var ude p\u00e5 gaden, stor tr\u00e6ngsel var der i de smalle str\u00e6der, hvor p\u00e5 et eller andet sted St. Antonii billede, illumineret med lamper, eller et alter med lys, var rejst til helgenens \u00e6re. Et helt tog, mest s\u00f8folk, kom, fulgte af kvinder og b\u00f8rn med sang og musik, det vil sige med fl\u00f8jte og tromme. I flere str\u00e6der, hvor vi m\u00e5tte frem, var der ikke andet for end at k\u00f8re hen over b\u00e5let. Halvn\u00f8gne sm\u00e5drenge morede sig med at springe over ilden, gl\u00f8der og gnister fl\u00f8j rundt om. Musikken klang s\u00e5 vildt, den mindede om negerdans-melodi. Troldk\u00e6rlinger og raketter fl\u00f8j hen over os og hen under os, de spruttede og surrede hen ad brostenene, over og under vognen og hesten, at denne ikke l\u00f8b l\u00f8bsk er mig liges\u00e5 ubegribeligt, som at vi ikke v\u00e6ltede i al den ild og alt det m\u00f8rke, der skiftede med hinanden; jeg var aldeles forberedt p\u00e5 at br\u00e6kke et ben eller en arm.<\/p>\n

Digteren Portella<\/strong><\/p>\n

Byen tog sig ved aftenen, i denne festlige belysning, ganske livlig og lystelig ud, ved dagen derimod, n\u00e5r solen br\u00e6ndte, havde den et stille, forladt udseende. I gaderne eller hen over pladserne gik da kun, og under stor hvid paraply, eller red p\u00e5 sin hest eller sit \u00e6sel, et enkelt menneske. Den st\u00f8rste og smukkeste af pladserne er un\u00e6gtelig den som b\u00e6rer navnet efter den portugisiske digter Bocage, der er f\u00f8dt i Setubal og, som det s\u00e6dvanligvis sker, er d\u00f8d i armod, men nu skal her rejse ham et monument, hvortil der indsamles bidrag; Setubal er stolt af sin Digter.<\/p>\n

En af Portugals unge lovende digtere, digteren Portella, der lever her og har udgivet et bind digte, opmuntret af den h\u00f8jtskattede poet Castilho, skrev i byens avis, ved min ankomst, et digterisk stykke i prosa, en hilsen til den nordiske digter i Bocages by Setubal tager sig smukkest ud fra fjorden. Man seer her byen i hele dens udstr\u00e6kning, med de noget forfaldne huse, her ud mod det gamle fort ligger br\u00f8drene Carlos og Eduard O’Neills g\u00e5rd, med kontor og h\u00e6ngende have, en \u00e6gte gammel konsulatbygning. Man kommer derind gennem et slags dile, en bred paladsm\u00e6ssig trappe f\u00f8rer op til kontoret; korridor og trappev\u00e6g er smykkede med n\u00e6sten alle landes v\u00e5ben, malede p\u00e5 tr\u00e6skiver, som konsulatskilt. Det var et helt billedgalleri, en kongres af magter, England, Rusland, Preussen, Frankrig, Danmark, Sverige, Norge, Pavestaten, ja jeg tror ikke at noget europ\u00e6isk land savnedes, ogs\u00e5 Amerikas forenede Stater var her med v\u00e5ben og flag.<\/p>\n

Tyref\u00e6gtning<\/strong><\/p>\n

Setubal har milit\u00e6r bes\u00e6tning, i genbobygningen, det gamle fort, er kasernen. Det var, s\u00e5 vidt jeg se, unge mennesker, sortbrune af den br\u00e6ndende sol. I et stort offentligt haveanl\u00e6g udenfor byen, hvor et musikkorps spillede om s\u00f8ndag eftermiddag, viste sig noget folkeliv, men ikke st\u00f8jende og ildfuldt som ellers hos sydboerne. De gode borgermadamer sad alvorlige og stille p\u00e5 b\u00e6nkene, m\u00e6ndene bev\u00e6gede sig livligere op og ned. St\u00f8jende munterhed s\u00e5 jeg kun p\u00e5 den omtalte St. Antonii Fest og ved en store tyref\u00e6gtning, der, St. Peters Dag, holdtes i det mellem byen og banestationen. rejste Amphi-teater.<\/p>\n

Alt det barbariske og blodige, som en tyref\u00e6gtning i Spanien frembyder, er allerede fra omskiftelserne til det bedre, under Don Pedro, bortfaldet. Tyrens horn blive ombundne, at de ikke skulde dr\u00e6be de stakkels heste.<\/p>\n

Amphiteatret er en stor firkantet bygning med loger gennem tre etager, alle under tag, arenaen er derimod en ottekant under \u00e5ben himmel. Det var mest almuesfolk, b\u00f8nder og fiskere jeg her s\u00e5 samlet. Logerne var overfyldte og fremb\u00f8d det mest brogede skue. Orkestret spillede spanske Boleros, nu kom til hest en selskabskl\u00e6dt, velfriseret ung herre, han hilste til alle sider. Tyren blev indladt og l\u00e6nge varede det ikke f\u00f8r der blev jaget den en pil ind p\u00e5 siden af halsen. To unge landboere, der stod for disse tyref\u00e6gtninger, tr\u00e5dte op og viste sig som vel\u00f8vede Banderilleros, de var smukke m\u00e6nd, kl\u00e6dt i fl\u00f8jel og guld, dertil velfriserede, som skulde de p\u00e5 bal. Foruden disse var endnu tre \u00e6ldre Banderilleros og nogle b\u00f8nder, i hvide bukser og storblomstrede brogede tr\u00f8jer. Som i Spanien, s\u00e5 ogs\u00e5 her, efter kampen \u00e5bnedes skranken for en flok tamme tyre med klokker om halsen, de hentede de stridbare tyre, der br\u00f8lende og bloddryppende ved de mange pile, der var stukne dem gennem halshuden, forlod kamppladsen. Noget nyt, jeg ikke havde set i Spanien, var, at b\u00f8nderne, der havde f\u00f8rt tyrene herhid fra Campagnen, ogs\u00e5 viste deres dristighed. De stillede sig, lige for d\u00f8ren til stalden eller lagde sig ned p\u00e5 jorden foran og lod sig nu angribe af tyren, men vidste straks ved et spring, ved en rask svingning at unddrage sig St\u00f8det, og l\u00e6gge sig mellem hornene p\u00e5 den, der da til almindelig jubel l\u00f8b et stykke med dem. De andre b\u00f8nder greb nu fat i tyrens horn og hale, sp\u00e6ndte alle kr\u00e6fter an og befriede kammeraten. En af de dristige b\u00f8nder blev dog s\u00e5ledes tr\u00e5dt p\u00e5 af det rasende dyr, at han m\u00e5tte b\u00e6res bort og blive \u00e5reladt af l\u00e6gen.<\/p>\n

Denne slags tyrekamp tager ogs\u00e5 private del i, og man fortalte, at den fordrevne Don Miguel just heri har visit en stor forvovenhed og ved den erholdt folkets jublende bifaldsklap.<\/p>\n

Kun s\u00e5ledes ved festlige lejligheder s\u00e5 jeg i byen noget til folkem\u00e6ngden, det skulle da v\u00e6re i kirkerne, og af disse m\u00e5 jeg med et par ord omtale Jesuskirken, en af de smukkeste sm\u00e5kirker, jeg, endnu har set. Den har noget s\u00e5 luftigt og lyst, hver enkelt s\u00f8jle herinde dannes af tre andre slanke og smidige, der spiralformede omsnoede hverandre. Det kunstigt udsk\u00e5rne alter str\u00e5ler af forgyldning. Hele den nederste del af mur og v\u00e6gge er bekl\u00e6dte med porcel\u00e6nsfliser, der have fromme billeder til en hel legendebog. Imellem kirkens oliemalerier er to af Portugals st\u00f8rste og mest ber\u00f8mte Maler Gran Vasco, de forekom mig i farve og tegning at minde om Holbein.<\/p>\n

I bugten l\u00e5 en del skibe med forskellige nationers flag, og enkelte lystb\u00e5de tilh\u00f8rende bosiddende i Setubal. P\u00e5 Eduard O’Neills b\u00e5d vajede Dannebrog, det var et smukt lille fart\u00f8j. Et lignende havde portugiseren Hr. Arenz, en mand, der blev mig interessant ved sit sprogtalent. Han talte ganske fortr\u00e6ffeligt dansk og havde dog aldrig v\u00e6ret i Danmark, ja ingensinde v\u00e6ret udenfor sit f\u00e6drelands gr\u00e6nse. Den forbindelse han stod i til skippere fra Danmark, Norge og Sverige, havde l\u00e6rt ham at tilegne sig disse landes sprog og at kunne tale med de tre nationer i deres modersm\u00e5l.<\/p>\n

Ved Quaien l\u00e5 store fiskerb\u00e5de, man kunne f\u00e5 til en ro – eller sejltur, ville man bes\u00f8ge Setubals Pompeji, den forsvundne, nu halvopgravede fiskerby Troja, eller se det flere timer herfra ud mod Oceanet liggende Monte Arrabida med det forladte Trappistkloster og sin vidunderlige Hule.<\/p>\n

En smuk solskinsdag, men desv\u00e6rre temmelig sent, flodtiden n\u00e6rmede sig allerede, steg jeg med Carlos O’Neill og hans Familie i en af disse b\u00e5de, roet af flere kraftige s\u00f8m\u00e6nd. Vi sad under et udsp\u00e6ndt solsejl, fart\u00f8jet styrede ud imod det \u00e5bne Atlanterhav og vippede ikke lidt, det salte vand spr\u00f8jtede hen over os. Det var et smukt skue at se mod Setubal og den hele kyst, vi gyngede forbi. F\u00f8rst kom den lange hvide r\u00e6kke huse med gr\u00f8nmalede altaner, r\u00f8de d\u00f8re og porte. Kirkerne kiggede kun lidt hen over husene. Skibene flagede inde i havnen, der var russiske, franske og spanske. Byen l\u00e5 bag os. Billede vekslede p\u00e5 billede, her et gammelt kloster, der et forladt m\u00e6gtigt Castel, jeg \u00f8inede de k\u00e6mpestore Aloer ved Veien, og paa Bjergh\u00f8fden vejrm\u00f8lle ved vejrm\u00f8lle. Vi s\u00e5 klosteret Brancanes, vor Villa Bonecos, St. Luis og Palmella.<\/p>\n

Efter at have roet en times tid n\u00e6rmede vi os kystens hj\u00f8rne, hvor p\u00e5 klippen, h\u00f8jt malerisk ud mod Oceanet, ligger et kastel med en lille milit\u00e6r bes\u00e6tning, der skal bevogte indl\u00f8bet til Setubal. Br\u00e6ndingen slog mod klippen og de lave mure, vi m\u00e5tte holde fra. B\u00e5den drejede forbi, og ud for og om os l\u00e5 det store \u00e5bne verdenshav. Hvor udstrakt, stille, og dog en s\u00e5dan br\u00e6nding mod kysten og hen over de mange sandbanker; vi styrede mellem disse hen mod den alvorligt udseende fjeldryg Monte-Arrabida. Lange b\u00f8lger, skinnende hvide, l\u00f8ftede os, endnu havde vi n\u00e6sten halvvejen tilbage f\u00f8r vi kunne n\u00e5 den m\u00f8rke klippekyst. Luften var klar og gennemsigtig, tydeligt s\u00e5 vi p\u00e5 bjergsiden det forladte Trappistkloster, engang helligt og h\u00e6dret, altid i ensomhed, altid besv\u00e6rligt at n\u00e5. Helst v\u00e6lge de bes\u00f8gende s\u00f8vejen, thi fra landsiden er det kun den sikkert klatrende fodg\u00e6nger og det forsigtige muldyr, som finder sti og fodf\u00e6ste. Klosteret i sin forladthed og ensomhed er vel en besv\u00e6rlig rejse v\u00e6rd, og dog bes\u00f8ges det kun af og til af en enkelt fremmed. M\u00e6rkeligere end selve klosteret er den m\u00e6gtige drypstenshule nedenfor ved havspejlet. Dens h\u00f8jtpriste storhed og maleriske dejlighed er forbavsende.<\/p>\n

Mod disse klipper strandede et skib, der havde ombord et malet billede af gudsmoder; ved strandingen l\u00f8ftede hun sig fra l\u00e6rredet, sv\u00e6vede og lyste til frelse h\u00f8jt fra klippen, og der blev klosteret bygget og billedet at se. Under klosteret selv op fra det dybe rullende hav l\u00f8fter sig den vidunderlige grotte, en hel fjeldkirke med fantastisk kuppel, nedh\u00e6ngende orgelpiber, s\u00f8jler og alter. Hen til dette, p\u00e5 sin b\u00e5d, gled i klosterets dage fiskeren, n\u00e5r han vendte hjem fra sin fangst, her lagde han som offer en del af de fangne fisk, l\u00e6ste stille sin b\u00f8n, og lod s\u00e5 b\u00e5den glide ud igen fra den lydl\u00f8se kirkehal, hvor altid en lampe br\u00e6ndte. Vi n\u00e6rmede os grotten p\u00e5 omtrent halvanden engelske mil, alle omrids af fjeldet var at se, men st\u00e6rkere rullede s\u00f8en hen over sandbankerne, flodtiden r\u00e5dede, jeg m\u00e5tte vende om, opgive at glide ind i den s\u00e6lsomme hule, n\u00e5 det ensomme kloster, hvor s\u00f8fuglene kredse om, og hvor vildtet ikke opskr\u00e6mmes af j\u00e6geren.<\/p>\n

En af sandflugt begravet by<\/strong><\/p>\n

Vi vendte tilbage, men ikke hjem, styrede over mod Isthmen for at ses resterne af den i sand begravne by: Troia. Phoenicier have grundlagt den, siden have romerne boet her og samlet saltet p\u00e5 samme m\u00e5de som det endnu samles, de store beholdninger vidne herom.<\/p>\n

I den \u00e6ldste tid skal havets indl\u00f8b have v\u00e6ret helt \u00f8stligt oppe. Den nuv\u00e6rende indfart er bleven brudt ved en stor oversv\u00f8mmelse, der lukkede med sand den tidligere. Alle beboerne m\u00e5 v\u00e6re flygtede, man tror at de f\u00f8rst have s\u00f8gt bjergrygh\u00f8jden og anlagt det nuv\u00e6rende Palmella, men senere er flyttede ned ved strandbredden og der grundet det nuv\u00e6rende Setubal.<\/p>\n

Over en time gik, f\u00f8r vi n\u00e5ede sandklitterne. Disse er begroede med buske, tidsler og blomster, v\u00e6rdige at prange i vore drivhuse. Hvor vi stege i land l\u00e5 store opstablede stenbunker, blevne til af ballast fra skibe, som her i bugten havde hentet deres ladning salt. Her l\u00e5 s\u00e5ledes store og sm\u00e5 stene fra alle verdens Lande, fra Danmark og Sverige, fra Rusland, som fra China, der kunne skrives et helt eventyr herom. Vinden luftede, men gav dog ikke k\u00f8ling nok i det br\u00e6ndende solskin her mellem klitterne. En stor udgravning var begyndt, men igen standset af mangel p\u00e5 pengemidler. Udbyttet havde heller ikke v\u00e6ret stort, dog s\u00e5 man grundlagene af huse, flere alen h\u00f8je mure, rester af en hel gade. I denne var et endnu nogenlunde bevaret badekammer, gulvet af mosaik og v\u00e6ggene med marmorplader. Helt ud i vandet l\u00e5 stumper og stykker af antikke s\u00f8nderbrudte krukker og store mursten, ogs\u00e5 gamle m\u00f8nter vare at finde.<\/p>\n

En times tid tilbragte vi herovre i dette \u00f8de, ikke en hytte var at \u00f8jne, sandh\u00f8fderne strakte sig ud mod det \u00e5bne Ocean. P\u00e5 hjemfarten havde vi st\u00e6rk s\u00f8gang, mere end en time gik f\u00f8r vi n\u00e5ede over bugten til Setubal. Ved landingsstedet l\u00e5 flere b\u00e5de ladede med salt i store stykker, som var det ismasser, hentede for sommerbeholdning.<\/p>\n

Vognen ventede os, aviserne ventede os, dem is\u00e6r greb vi efter for at h\u00f8re og vide hvorledes det stod til ude i verden. Det sk\u00f8nne, ulykkelige Spanien, hvorledes stod der til ? Tyskland var sin egen krigsskueplads, Jernbanerne der var brudt op, kampen begyndt, mens der blodet fl\u00f8d og d\u00f8dssuk l\u00f8d, hvilede fredens velsignelse dejligt over det fjerne, afsluttede Portugal. Jeg fornam og n\u00f8d denne ro, denne sk\u00f8nhed og fred.<\/p>\n

Aftenstemninger<\/strong><\/p>\n

Aftenen var \u00e5 smuk, s\u00e5 stille, s\u00e5 dr\u00f8mindbydende. Stjernerne funklede, blus lyste i de store frugthaver, ungdommen dansede. Jeg bes\u00f8gte med et par unge venner en danseplads, og da jeg senere alene gik under granatbuskene til hjemmet, s\u00e6nkede sig det hele billede i min sj\u00e6l, for altid at blive der.<\/p>\n

P\u00e5 en af de f\u00f8rste dage plantede jeg udenfor vor villa, n\u00e6r ved den h\u00f8je palme, et lille nordisk n\u00e5letr\u00e6. Det vil gro, nordvinden suse deri en hilsen oppe fra Norden.<\/p>\n

Derop gik snart min vej. Allerede havde jeg her i Setubal tilbragt en m\u00e5ned, denne med de fem uger p\u00e5 Pinieros var mere end den halve tid jeg havde bestemt til opholdet i Portugal. Ville jeg alts\u00e5 endnu f\u00f8r afrejsen bes\u00f8ge Coimbra og Cintra, da m\u00e5tte jeg af sted eller bestemme mig til at overvintre herude.<\/p>\n

For \u00f8jeblikket stillede hjemrejsen sig besv\u00e6rlig, enten m\u00e5tte jeg igen med diligence gennem det nu sommerhede, urolige Spanien, eller med dampskib fra Lissabon til Bordeaux; hvorledes ville rejsen videre stille sig ? Hvilke dimensioner kunne krigen i Tyskland tage, ville Frankrig komme med ind i denne, ville jeg v\u00e6re n\u00f8dt til at pr\u00f8ve hele s\u00f8vejen fra Frankrig til England, op til Norge, for derfra at n\u00e5 hjem.<\/p>\n

Et \u00f8jeblik var jeg til sinds at blive i Portugal og se tiden an. Et andet \u00f8jeblik kom mig i tanke det gamle Ordsprog: “Kj\u00e6r Gjest bliver kjedelig naar han sidder for l\u00e6nge i fremmed Huus”. Jeg havde vel endnu aldrig pr\u00f8vet sandheden heraf og ville til visse heller ikke her v\u00e6re kommen dertil, men ordsproget var mig i tanke; jeg t\u00e6nkte s\u00e5 l\u00e6nge over s\u00f8rejsens besv\u00e6rlighed og alt hvad der kunne m\u00f8de i en krigerisk bev\u00e6get tid, at min dobbelte natur, frygt for fare og lyst til at pr\u00f8ve den, kom i st\u00e6rk bev\u00e6gelse, og da, som altid, slog viljen frygten ihjel. Jeg tog bestemmelse at forlade Portugal midt i august og derfor i de f\u00e5 uger, jeg endnu havde tilbage, ret at se mig om i dette sk\u00f8nne Land.<\/p>\n

Det var ikke med let hjerte jeg kunne sige lev vel til vennerne p\u00e5 Dos Bonecos, disse elskelige mennesker, dette hyggelige hjem, denne dejlige natur. Den sidste aften gik jeg ind i Brancanes’ Klosterhave; her var en stilhed, en ensomhed, en forfriskende duft fra tr\u00e6er og buske. Stjernerne funklede, mit sind var tungt, mit hjerte fuldt af vemod, min stemning blev sang:<\/p>\n

Jeg Guds Verden har seet,
\njeg har gr\u00e6dt der og leet,
\nVisner hen, Roser, r\u00f8de og hvide!<\/p>\n

Naar min Stjerne gaaer ned,
\nMon i Klarhed og veed,
\nHvad ustandseligt jeg gaaer inrode?<\/p>\n

I den rullende S\u00f8,
\nSkal min Tanke der d\u00f8e,
\nDet Levende blive det D\u00f8de?<\/p>\n

Hvad jeg f\u00f8lte og sang,
\nSkal det d\u00f8e som en Klang
\nI det udstrakte m\u00e6gtige \u00d8de.?<\/p>\n

I den tidlige morgen fulgte Carlos O’Neill og s\u00f8n mig p\u00e5 jernbane og dampskib til Lissabon, om aftenen var jeg p\u00e5 Pinieros. Fra havemuren s\u00e5 jeg i horisonten mod syd i skyggeomrids Palmella, St. Luis og hele bjergstr\u00e6kningen Monte-Arrabida, nu et hjemland for mig, kendt og k\u00e6rt. I udkanten af Lissabon skinnede lygterne, som var der stor illumination, vognrummel, st\u00f8j og r\u00e5b l\u00f8d herud i stilheden. Jeg s\u00e5 mod byen og hen mod den store vandledning over Alcantara-da- len, snart skulle jeg ogs\u00e5, og vistnok for altid, sige dette hjem lev vel! Alt flyver hen, skifter og omveksler.<\/p>\n

P\u00e5 Pinieros havde naturen helt forandret sig i den m\u00e5ned jeg havde v\u00e6ret borte herfra. Gr\u00e6sset rundt om var afsvedet, havens blomster vejrede hen, passionsrankerne hang med store fr\u00f8\u00e6bler, som gr\u00f8nne og orangegule \u00e6g, mellem det m\u00f8rke l\u00f8v. Udenfor p\u00e5 marken l\u00e5 kornet h\u00f8stet og henlagt p\u00e5 en dertil indrettet plads, det blev ikke t\u00e6rsket, men tr\u00e5dt af okser. Hele Campagnen fremb\u00f8d et eneste gult Stykke land, kun cypresserne, figen- og olietr\u00e6erne gav afveksling.<\/p>\n

\n

Kapitel <\/strong>V.<\/strong><\/p>\n

Bes\u00f8g i Aveiro og Coimbra, Cintra Deilighed, Afsked fra Pinieros.<\/p>\n

Bes\u00f8g i Aveiro og Coimbra<\/strong><\/p>\n

Universitetsbyen Coimbra skulle jeg se, og dertil en endnu nordligere liggende by, Aveiro. George O’Neill havde forretninger; hans broder Jos\u00e9 vilde g\u00f8re rejsen med, vi havde jernbane end ogs\u00e5 til Oporto.<\/p>\n

I godt hum\u00f8r og dejligt vejr for vi af sted, langs Tejn floden, der ud fra Lissabon breder sig som en s\u00f8 helt over mod byerne Salvaterra og Benavente, men derp\u00e5 bliver mere og mere smal, med store sandbanker, der g\u00f8r skibsfarten vanskelig; med et drejer den \u00f8st p\u00e5 og forsvinder mod Estrella, bjergene, der g\u00f8r gr\u00e6nse mod Spanien, endnu l\u00e5 sne deroppe.<\/p>\n

Vi kom gennem flere korkskove, de n\u00e6rmeste store tr\u00e6er stod afpillede deres bark. De friske, gr\u00f8nne rismarker mindede om vore kornagre i det tidlige for\u00e5r. Skovh\u00f8jder, enkelte ruiner, grupper af mennesker gav landskabet afveksling. Henne i skyggen af maleriske olietr\u00e6er sad med sin hjord en svinehyrde, et fortr\u00e6ffeligt billede til deri bibelske parabel. Han sad og spiste sit br\u00f8d og sin ost, drak vand dertil, ikke vin, s\u00e5 n\u00f8jsom er den portugisiske bonde.<\/p>\n

Gennem skov og krat n\u00e5ede vi, p\u00e5 jernbanen fra Lissabon, det malerisk liggende Coimbra, hvor det ene h\u00f8je hus l\u00f8fter sig over det andet, omgivet af haver og skov, t\u00e6t ved den brede Mondego flod. Vi standsede ikke, f\u00f8rst p\u00e5 hjemfarten skulle vi kende Portugals universitetsstad.<\/p>\n

Lidt nord for Coimbra h\u00f8rte skoven op, og egnen s\u00e6nkede sig til fladt land. Ved Aveiro er man aldeles i et portugisisk Holland, sumpet og fladt, med gravede kanaler; men den hollandske frodighed og friskhed mangler.<\/p>\n

I gammel tid var egnen her frugtbar og god, men efterh\u00e5nden som sandet stoppede mundingen af floden Vouga, blev snart den flade landstr\u00e6kning milevidt forvandlet til sump og morads og derved den mest usunde del af hele Landet. I \u00e5ret 1801 i begyndte man at lade grave en kanal, der blev f\u00e6rdig i 1808 vandet fik igen afl\u00f8b, egnen blev igen sund og beboelig. Kanalen blev f\u00f8rt helt op til byen, der af floden Vouga deles i to dele.<\/p>\n

Det flade land, de mange tr\u00e6kb\u00e5de, Aveiro selv og den n\u00e6re, sandede strandbred f\u00f8rte tanken op til vore nordlige vestkyst byer. Den gr\u00e5 luft, den fugtige t\u00e5ge, der l\u00e5 over hele landskabet, bidrog til, at man m\u00e5tte tro sig oppe i Norden og ikke i det varme, sk\u00f8nne Portugal.<\/p>\n

Idet vi kom, s\u00e6nkede sig t\u00e5gen, v\u00e5d og r\u00e5, ret et stykke jysk vesterhavsgus. Det var netop ebbe, vi s\u00e5 en moradsig flodbund, men intet rindende vand. Den lange, lave vandledning viste os sine v\u00e5de mure. De mange kvinder, vi m\u00f8dte og kom forbi, var t\u00e6t tilhyllede og s\u00e5 forfrosne ud i deres store kuske kavajer; dog, det m\u00e5 jeg indr\u00f8mme, her s\u00e5 jeg de f\u00f8rste smukke ansigter, jeg havde set i Portugal, men kvinde sk\u00f8nheden blev aldeles ikke underst\u00f8ttet eller fremh\u00e6vet ved kl\u00e6dedragten. Selv de ganske unge piger bare den samme tunge kavaj som de gamle koner; den hang dem ned om de n\u00f8gne, snavsede f\u00f8dder. Hatten var af sort filt med en skygge over en halv alen bred. Ovenpaa dette hovedt\u00f8j stillede de den store kurv, hvori de opstablede den rejsendes kuffert og nats\u00e6k, som de s\u00e5ledes bar til hotellet. De var, trods den sv\u00e6re byrde, dog livlige og sladrede b\u00e5de med mund og med \u00f8jne.<\/p>\n

Staden Aveiro med dens omgivelser tilh\u00f8rte engang Hertugen Don Joseph Mascarenhas, der under Joseph Emanuel blev anset som hovedet for et af jesuiterne ledet parti af misforn\u00f8jede og tillige med Marquien af Tavora blev d\u00f8mt skyldig i mordfors\u00f8g p\u00e5 kongen. I den senere tid er dommen bleven anset for overilet, seks af de d\u00f8dsd\u00f8mte er blevet erkl\u00e6rede for at have v\u00e6ret uskyldige. Det var i hin sk\u00f8nne, romantiske tidsalder, som vi kalde den i mods\u00e6tning til vor humane tid, at Hertugen af Aveiro blev med strikke om halsen f\u00f8rt til retterstedet, der radbr\u00e6kket og endnu levende lagt p\u00e5 b\u00e5let. Denne m\u00f8rke historiske erindring var den eneste, min hukommelse havde at knytte til Aveiro.<\/p>\n

Man har kaldet denne by det portugisiske Venedig, men intet her, uden de gondolformede tr\u00e6kbaade, minder om Adriaterhavets stad.<\/p>\n

Med mine rejsef\u00e6ller travede jeg om i de sn\u00e6vre, brogede gader; at her viste sig fremmede syntes n\u00e6sten en begivenhed, idet mindste vakte vor ankomst opm\u00e6rksomhed, og man stirrede fra d\u00f8re og balcover efter os tre fremmede. Byen selv fremb\u00f8d os intet m\u00e6rkeligt. Lejetjeneren n\u00e6vnte imidlertid som en m\u00e6rkelighed en plads ved \u00e6rkebispens bolig og f\u00f8rte os derhen samt et slags offentlig have, hvorfra vi, ved bes\u00f8get n\u00e6ste dag, medens sollyset k\u00e6mpede mod t\u00e5gen, kunne \u00f8jne fart\u00f8jer ude ved flodmundingen.<\/p>\n

I Aveiro var der ikke lysteligt at v\u00e6re! Heldigvis var O’Neills forretninger her snart bragte til ende, og efter et d\u00f8gn forlod vi den kedsommelige by for at n\u00e5 det romantiske, smukt beliggende Coimbra, Portugals universitetsstad.<\/p>\n

Endnu l\u00e5 en kold, v\u00e5d t\u00e5ge over den hele egn, men alt som vi for frem fra lavlandet og kom mellem h\u00f8jder og skove, begyndte solen at vise sig. I stationen ved Coimbra skinnede den med sydligt varme str\u00e5ler, op, at disse ogs\u00e5 var i folket selv, fik man her at fornemme. Her var en tummel, en st\u00f8j, en vildhed som hos folkef\u00e6rdet i en neapolitansk by. Droschekuskene styrtede sig over os og vore sager; to br\u00f8des om en kuffert, hver ville have den p\u00e5 sin vogn. De hverken s\u00e5 eller h\u00f8rte ejermandens indsigelser; de rev og sled i t\u00f8jet. En l\u00f8b med et stykke, en anden med et andet, det var som en plyndring, det manglede kun, at kniven skulle have blinket. Det var en hel kamp, f\u00f8r det lykkedes os at komme i en vogn sammen. Flere rejsende sad her allerede, lidt plads var her, knuget og presset sad vi alle som i en spansk diligence, og under r\u00e5b og skrig for vi s\u00e5 frem langs Mondegofloden, hvis brede leje snarere fremb\u00f8d skuet af sandbund end af rindende vand. Dog, hvilken friskhed og skovdejlighed rundt om! Byen selv l\u00f8ftede sig som pragtblomsten i hele bouqueten.<\/p>\n

Coimbra ligger op ad bjergsiden, den ene gade h\u00f8jere oppe end den anden. Flere af husene rage med tre, fire etager hen over de andre. Gaderne er sn\u00e6vre, krogede og g\u00e5r bestandigt opad, h\u00f8je stentrapper f\u00f8re gennem enkelte bygninger fra et str\u00e6de op og ud i et andet. Butikker og boglader er her i m\u00e6ngde. Overalt m\u00f8der man studenter, nu en enkelt, barhovedet, l\u00e6sende i en bog, nu flere arm i arm. Deres dragt er malerisk, og de minde os i den om Faust og Theophrastus. Kl\u00e6dningen best\u00e5r i en lang sort talar og en kort kappe af samme farve. De fleste gik barhovedet p\u00e5 gaden og langs Mondegofloden. Huen, de ellers b\u00e6re, er stor og tung, et slags nedh\u00e6ngende polsk hue. Man fortalte, at i vintertiden gav studenterne engang om m\u00e5neden en dramatisk forestilling, hvortil da indbydes professorer og borgere med deres hustruer og d\u00f8tre. I gaderne klinge tit guitaren og sangen til en serenade, med guitaren eller gev\u00e6ret over skulderen jager den muntre ungdom af sted p\u00e5 de lejede heste ud fra den gamle by, ud i den friske skov, i bjergene, til livslyst og eventyr, og ungdomshjertet bringer erindringer for de kommende, gamle dage. Frejdigt og frit synes livet her i denne paradisiske natur. Man fortalte imidlertid, at under Don Miguel gjorde nogle af Coimbras studenter lidt opt\u00f8jer, han lod straks et par h\u00e6nge op i galgen. Det var i den tid ikke noget m\u00e6rkeligt.<\/p>\n

Klostret Santa Cruz, som ligger i den nederste del af byen, er til visse et bes\u00f8g v\u00e6rd. Det er ikke beboet, \u00f8de og ensomt er her, men klostergangene om den lille have er s\u00e5 romantisk sk\u00f8nne og have beundringsv\u00e6rdigt udhugne, lette buer. I kirken, p\u00e5 hver side op imod h\u00f8j-alteret, h\u00e6ve sig to pragtfulde gravmonumenter med de afd\u00f8des i marmor mejslede skikkelser. Her hvile kongerne Sancho den F\u00f8rste og Alfons Henriques, ogs\u00e5 opbevares her et billede, malet af Gran Vasco, men i tegning og farve meget forskelligt fra de malerier af ham, jeg havde set i Setubal.<\/p>\n

Fra klosteret og kirken stige gaderne h\u00f8jt op mod universitetet, en vidtstrakt bygning, der indtager h\u00f8jdepunktet af staden. Her oppe, gennem en af stadens h\u00f8jstliggende porte i den forfaldne f\u00e6stningsmur, kommer man ind i den botaniske have, der er rig p\u00e5 sj\u00e6ldne blomster og tr\u00e6er. Store palmer og blomstrende magnolier prangede mellem en fylde af l\u00f8v- og n\u00e5letr\u00e6er, her var imidlertid ikke et menneske at se, og n\u00e6sten lige s\u00e5 ensom var den smukke vej herfra under byens gamle mure. Et frodigt gr\u00e6s og friske slyngplanter voksede rundt om, og til h\u00f8jre inde i haverne prangede orangetr\u00e6er, store cypresser og korktr\u00e6er. Jeg m\u00f8dte nogle studenter, alle i deres middelalderlige dragt. En enkelt gik ensomt, l\u00e6sende i en bog, tre andre kom i livlig samtale, med guitaren over skulderen, deres optr\u00e6den i disse omgivelser satte mig i stemning, det var, som om jeg levede tilbage i et tidligere \u00e5rhundrede. En hel digtning fra hin tid l\u00f8ftede sig i tankerne, men ikke alt, hvad de b\u00e6re, kommer p\u00e5 papiret.<\/p>\n

Vejen f\u00f8rte ned til floden, hvor, midtvejs ude, l\u00e5 et par tr\u00e6skure, der tjente som badehuse. Kvinder med opkiltrede Sk\u00f8rter vadede over for ikke at g\u00e5 den l\u00e6ngere omvej ad den gamle, p\u00e5 mange buer udstrakte bro, der f\u00f8rer fra byen til det p\u00e5 den anden flodbred liggende nonnekloster, Santa Clara, en um\u00e5delig stor bygning, t\u00e6t ved La Quinta dos lagrimas. I haven der ligger endnu, halvt i ruin, slottet, hvor den sk\u00f8nne, ulykkelige Ines de Castro med sine uskyldige b\u00f8rn blev myrdet. Det er vidt bekendt, at den portugisiske infant, Don Pedro, \u00e6gtede den sk\u00f8nne Ines, som ogs\u00e5 var af kongelig sl\u00e6gt. \u00c6gteskabet var imidlertid hemmeligt, Don Pedro vovede ikke at tilst\u00e5 det for sin strenge fader, og denne, underrettet om hvad der var sker, tvang ham til at \u00e6gte en anden og lod imidlertid Ines og hendes b\u00f8rn myrde. Det skete i denne havebygning. Faderen d\u00f8de snart efter, og da lod Don Pedro, som nu var konge, liget af sin elskede tage ud af kisten, lod det if\u00f8re kongelig pragt og s\u00e6tte p\u00e5 tronen, hvor det hele hof m\u00e5tte kn\u00e6le og kysse den d\u00f8des h\u00e5nd.<\/p>\n

I Quinta dos lagrimas, som haven hedder rundt om bygningen, hvor hun blev myrdet, risler endnu den kilde, hvor Ines og Dn Pedro s\u00e5 ofte sad under de h\u00f8je cypresser: Endnu skygge disse p\u00e5 et tr\u00e6 n\u00e6r, hvor i stod skrevet: En diy ombra a Ignes formosa. Tr\u00e6et faldt i et stormvejr, kilden selv vil ogs\u00e5 engang h\u00f8re op at risle, men versene om Ines i Camoens’ “Lusiade” ville aldrig forg\u00e5. De st\u00e5 indgraverede i en marmorplade t\u00e6t ved den endnu levende kilde og sige, men i klangfulde ord og i melodiske rytmer, som vi ikke magter at gengive: ,Mondegos d\u00f8tre gr\u00e6d i lang tid, erindrende de t\u00e5rer, som her var gr\u00e6dte. De forr\u00e5dte det til kildens klare v\u00e6ld og gav v\u00e6ldet et navn, som endnu vedvarer: ,Kj\u00e6rligheds Lykke”. Den fandt hun her. Ser du, hvor friskt v\u00e6ldet sprudler, hvor det bedugger blomsten ? V\u00e6ldet er t\u00e5rer, og dets navn er \u201eKj\u00e6rligheds Lykke.”<\/p>\n

Allerede samme dag jeg var indtruffen, fik jeg, ud p\u00e5 eftermiddagen, bes\u00f8g af professoren i litteraturhistorie, en f\u00f8dt slesviger, af hvem jeg h\u00f8rte, at enkelte af mine eventyr, s\u00e5ledes: \u201eVerdens deiligste Rose”, var oversatte p\u00e5 portugisisk, og at han, med en yngre videnskabsmand i Coimbra, t\u00e6nkte p\u00e5 at overs\u00e6tte flere ikke blot af mine skrifter, men af Ingemanns historiske romaner, idet han antog, at den danske litteratur i det hele havde noget, der m\u00e5tte tiltale det portugisiske Folk.<\/p>\n

Ved ham blev jeg n\u00e6ste morgen f\u00f8rt til festlighederne i universitetet, hvor en ung mand fik \u201eDoktorhatten”. Universitetssalen var opfyldt af mennesker, st\u00f8rstedelen studenter. P\u00e5 hver sde af salen sad de forskellige fakulteter i deres forskellige farver, hvidt og bl\u00e5t, r\u00f8dt og gult; den kreerede doktor l\u00e5 kn\u00e6lende p\u00e5 en oph\u00f8jning n\u00e6r ved den kongelige trone. Fra sidev\u00e6relserne var helt ind i salen store balkoner opfyldte med damer. Et musikkorps havde plads p\u00e5 salens gulv, n\u00e6r ved indgangen. Jeg blev indbudt til at overv\u00e6re festen og m\u00f8dte al forekommenhed. Jeg s\u00e5 det pragtfulde kapel, tronsalen og biblioteket, der er opf\u00f8rt i rokoko stil, prangende med stolte buer, forgyldning og loftmalerier. Bibliotekaren tog frem flere sj\u00e6ldne udgaver af \u201eLusiaden”, forsirede med gode kobberstik. Jeg s\u00e5 to skrevne bibler, i hvilke flere blade syntes lutter kunstige slyngninger og sving, men set gennem et forst\u00f8rrelsesglas var hvert blad et lille mesterstykke af kunst og udholdenhed. Det viste sig, at hver linje i disse sving og slyngninger var skrevne ord, bibelens ord p\u00e5 hebraisk, udf\u00f8rt med en forbavsende flid og udholdenhed.<\/p>\n

Hele denne morgen og formiddag var det en styrtende regn, noget us\u00e6dvanligt her for denne \u00e5rstid. Man sagde i sp\u00f8g, at det var mig, der havde bragt en nordisk sommer derned. Ja til visse, hvilket vejrlig! Folk holdt sig inden d\u00f8re, gaderne var som rindende floder, veje og stier l\u00e5 under vand. S\u00e5ledes vedblev det endnu, da jeg under paraply, hoppende fra sten til sten, steg ned fra universitetet og s\u00e5 ud over floden, som nu fik vand. Regnen piskede med vandsv\u00f8ber; der l\u00e5 som et sl\u00f8r af vand hen over haverne og hele egnens skovherlighed. De sorte cypresser ved k\u00e6rlighedskilden i ,T\u00e5rernes Have”, som Camoens og Folket kalde den Quinta, hvor Ines blev dr\u00e6bt, stod som floromvundne marskalstave foran huset, mindernes sarkofag.<\/p>\n

Coimbra er et sted, hvor man skal blive ikke blot nogle dage, men flere uger, leve sammen med studenterne, flyve ud i den frie, dejlige natur, give sig hen til ensomheden og lade erindringen oprulle billeder fra sagn og sange, fra stedets historie.<\/p>\n

O’Neill ville til Lissabon, jernbanesignalet l\u00f8d, lokomotivet pustede, af sted gik det over Mondegofloden, endnu et blik til Coimbra, der med sine brogede huse skinnede som en stor buket p\u00e5 h\u00f8jden i alt det gr\u00f8nne. Regnen begyndte at sagtne, det v\u00e5de vejr forskaffede mig imidlertid synet af et her i egnen ejendommeligt kostume. Landboerne bar regnkapper af halmstr\u00e5, gule eller skinnende hvide, det var et slags str\u00e5pelse med lange slag, aldeles af str\u00e5halm.<\/p>\n

Da vi kom gennem korkskovene, var regnen aldeles forbi, solen skinnede r\u00f8d som et blod mellem de h\u00f8jstammede tr\u00e6er; det blev med et aften, stjernerne myldrede frem, vinden var frisk, n\u00e6sten k\u00f8lig.<\/p>\n

Vi n\u00e5ede Lissabon, gaslanternerne lyste, butikkerne str\u00e5lede, folk s\u00f8gte til teatret Maria secunda, p den smukke, store plads. Vi kom forbi den offentlige have. Gasblus lyste derinde mellem de duftende, gr\u00f8nne tr\u00e6er, musikken l\u00f8d, og snart var vi ude af stadens port og p\u00e5 Pineros, hvor det sildigt d\u00e6kkede middagsbord ventede os.<\/p>\n

En nats hvile eller to og da af sted igen til en ny egn, det af digtere besungne Cintra.<\/p>\n

Cintras Deilighed<\/strong><\/p>\n

Den allerede p\u00e5 nogle kort angivne jernbane mellem Lissabon og Cintra er ikke bragt i stand, et par banehuse blev opf\u00f8rte, men banen selv lagt hen, ja, om jeg har forst\u00e5et ret, aldeles opgivet. Vil man til Cintra, m\u00e5 man med omnibus derhen fra Lissabon eller skaffe sig anden vogn, hest eller \u00e6sel.<\/p>\n

Den smukkeste og mest besungne del af Portugal er un\u00e6gtelig Cintra. \u201eDet nye Paradis”, bliver det kaldt af Byron. \u201eHer har for\u00e5ret sin trone”, synger den portugisiske digter Garrett. Derhen ville vi .<\/p>\n

P\u00e5 det gamle slot i byen tilbringer den regerende konge, Don Luis, en del af sommeren. Hans fader, Don Fernando, boer p\u00e5 Penha, bjergslottet i Skyregionen. Diplomater og en del af Portugals rigm\u00e6nd har deres villa i denne dejlige, livsfriske natur, hotellerne er opfyldte af rejsende, dels udl\u00e6ndinge, dels landets egne folk.<\/p>\n

I den tidlige morgen tog jeg fra Pineros. Vejen gik gennem Lissabons forstad, ud p\u00e5 den \u00e5bne mark, ind gennem vandledningernes buer, snart i h\u00f8jder, snart i dale. Alt rundt om l\u00e5 t\u00f8rt og henvisnet, kun en enkelt kaktus viste liv.<\/p>\n

I den f\u00f8rste landsby vi kom igennem, traf vi en vandrende spillemand med sin unge kone. Han akkompagnerede med violin hendes improviserede sang, en yngre kn\u00f8s slog tamburin. I flotte vers sang hun til krostuens Senhora om dennes r\u00f8de sk\u00f8rt og gule halst\u00f8rkl\u00e6de. Sangen str\u00f8mmede som et v\u00e6ld, ordene fl\u00f8j frem som en remse, det var ganske vist en tidligere lavet vise, i hvilken hun nu med en vis \u00f8velse indsatte andre ord end f\u00f8r, op, omdannede og afpassede til den Senhora, hun \u00f8jeblikkelig var hos.<\/p>\n

P\u00e5 hin side landsbyen s\u00e5 vi i nogen afstand en stor park med lystslot. Don Miguel, der elskede jagtlivet, havde foretrukket dette sted for det ved sin natursk\u00f8nhed henrivende Cintra. Endnu viste sig rundt om kun magre jorder, intet malerisk punkt, ingen busk, intet tr\u00e6; kun udenfor et fattigt bondehus prangede en blomstrende magnolie, dens m\u00f8rkegr\u00f8nne blade skinnede i solen.<\/p>\n

Et t\u00e6t t\u00e5gesl\u00f8r skjulte endnu det n\u00e6re, frodigtgr\u00f8nne Cintra, men snart s\u00e5 vi den f\u00f8rste forkyndelse om det: En have med m\u00e6gtige l\u00f8vtr\u00e6er; her l\u00e5 en storartet bygning, den havde for ikke l\u00e6nge siden v\u00e6ret et kongeligt slot, men tilh\u00f8rte nu en privatmand, der havde k\u00f8bt det for en utrolig, ringe sum. Gennem gitterporten s\u00e5 man ind over blomster og gr\u00f8nt, over rindende vand og store nedh\u00e6ngende grene.<\/p>\n

Som en lille by for sig, ligger ovenfor Cintra, mellem klipper og gr\u00f8nt, Santa Maria, i hvis udkant, under h\u00f8je tr\u00e6er, Jose O’Neill havde sit landsted, nu mit nye hjem. En bred haveterrasse, beh\u00e6ngt med glasklokker, vendte ud mod landevejen, som snoede sig forbi, klemt af villaen og genboens store, \u00f8de hus. Ejeren var d\u00f8d bort f\u00f8r det blev f\u00e6rdigt, den halvfuldendte, vinduel\u00f8se side vendte mod os og havde, is\u00e6r ved m\u00e5neskin, noget aldeles sp\u00f8gelsesagtigt ved sig. I bagbygningen, med Udsigt i dybden, ud over Cintra og Campagnen, boede Folk, men dem s\u00e5 vi ikke noget til.<\/p>\n

Vort hus, med dets mange kamre og stuer op til klippev\u00e6ggen, hvor en kilde rislede, havde sin egen have overfyldt af citroner og figen, men s\u00e5 lille, at en t\u00f8jret h\u00f8ne havde r\u00e5derum over den. Man s\u00e5 herfra p\u00e5 den skovgroede klippe, mellem s\u00f8nderrevne skyer, kong Fernandos slot, bygget halvt maurisk, halvt italiensk. Den egentlige st\u00f8rre have, som tilh\u00f8rte O’Neill, l\u00e5 et stykke fra villaen i dybden p\u00e5 den anden side af landevejen. Dernede var k\u00f8ling, skygge og ensomhed. Det var som om jeg her tr\u00e5dte ind i dansk skovnatur; jeg m\u00e5tte t\u00e6nke p\u00e5 h\u00f8jderne ved Silkeborg. Jeg gik under l\u00f8vfulde tr\u00e6er, s\u00e5 birk og fyr. Vandet rislede koldt og klart mellem frodigt gr\u00e6s, hvor forglemmigejen groede. Jeg s\u00e5 den danske, hvide kl\u00f8ver, den blomstrende hyld og convolvolus. \u201eHer er jeg i dit dejlige Danmark!” sagde Jose og udtalte af varmt hjerte sin k\u00e6rlighed for det land, hvor han havde tilbragt de tidligste ungdoms\u00e5r.<\/p>\n

Man siger, at enhver nation finder i Cintra et stykke af sit f\u00e6dreland, jeg fandt Danmark her; jeg troede at genfinde mangen k\u00e6r plet fra andre sk\u00f8nne lande, det gr\u00f8nsv\u00e6rkl\u00e6dte Kent, Brockens vildt omkastede stenblokke. Jeg kunne her tro mig ved Genfers\u00f8ens bred og i Leksands birkeskove. Alt vekslede forunderligt rigt. Her stod laurb\u00e6rtr\u00e6et med sin sortr\u00f8de frugt, her l\u00f8ftede og bredte sig geranierne som store buske, og fuchsiers stod som tr\u00e6. Fra kastanjer og bananer hang slyngplanterne i en fylde, der m\u00e5tte minde sydamerikaneren om hans hjemstavns skove.<\/p>\n

T\u00e6t ovenfor haven s\u00e5 man fra vejen ud over Cintra, hvis gamle slot har udseende af et kloster med sm\u00e5 til klistrede bygninger. De mange, sm\u00e5 haveterrasser prangede alle med springvande. To kuppelagtige skorstene, ikke ulig champagneflasker, dominere den hele bygning, der mangler al sk\u00f8nhed.<\/p>\n

Anderledes smukt og malerisk l\u00f8fter sig over hele egnen Don Fernandos sommerslot. Heroppe var i fortiden kun en stor skovstr\u00e6kning, som endnu findes, ligesom ogs\u00e5 det ber\u00f8mte<\/p>\n

korkkloster, en lille bygning, hvis v\u00e6gge er bekl\u00e6dte med bark af korktr\u00e6et. Slottet selv har sin oprindelse fra Vasco da Gamas tid. En dag, under dennes ber\u00f8mmelige tog, holdt kongen jagt heroppe, og netop p\u00e5 det sted, hvor slottet st\u00e5r, \u00f8jnede han Vascos fl\u00e5de, som vendte hjem, i sin gl\u00e6de lovede han da at bygge her et kloster; han holdt sit ord; det blev rejst og udg\u00f8r endnu den smukkeste og mest maleriske del af hele bygningen. Da klostrene siden blev h\u00e6vede, munkene forjagne, k\u00f8bte kong Fernando dette kloster og anvendte en betydelig formue p\u00e5 at tilbygge og anl\u00e6gge Parken.<\/p>\n

Den hele stigende bjergvej derop er et stykke have, hvor natur og kunst dejligt underst\u00f8tte hinanden. Her er den sk\u00f8nneste spadseregang, man kan t\u00e6nke sig. Den begynder med kaktusser, plataner og magnolier og ender med birk og gran mellem vildt omkastede klippeblokke. geranier af alle arter og farver blomstrede her i fylde, forunderlige dejlige tidsler prangede t\u00e6t ved myrtebuskene, med deres duftende hvide blomstersne. Ensomme stier snoede sig op mellem gamle, vedbendkl\u00e6dte mure og klippestykker, som i deres fald have dannet naturlige buer. Man ser s\u00e5 vidt omkring heroppe, hen mod Lissabon til bjergene p\u00e5 hin side Tejn. Man ser ud over Atlanterhavet, og hvor Contra ligger i dybden, har man den store slette hen til klosteret Maffra. Luften var s\u00e5 gennemsigtig, at jeg troede at kunne t\u00e6lle vinduerne i bygningen, der dog ligger flere mil borte.<\/p>\n

Den \u00e5bne almindelige landevej fra O’Neills hus forbi Cintra, en hel mil frem, indb\u00f8d til vandring, der under afveksling og skygge var den dejligste promenade, og blev ogs\u00e5 mod aften s\u00e6rligt bes\u00f8gt. Jeg gik den tit selv ved den solvarme middagstid. N\u00e6sten altid kom her en brise fra havet; Tr\u00e6er l\u00f8ftede sig, store som vore b\u00f8ge og elle, i fylde hang hen over klipper og mure bladfulde slyngplanter. kastanjetr\u00e6erne h\u00e6ldede deres m\u00e6gtige grene til et helt l\u00f8vtag, gr\u00e6depilene b\u00f8jede sig mod den st\u00f8vede vej.<\/p>\n

N\u00e6r Cintra ligger en villa i maurisk stil, tilh\u00f8rende en rig brasilianer, han lod den bygge netop p\u00e5 den tid, da folk l\u00e6ste Dumas’, “Monte Christo”, og efter den har villaen beholdt navnet. Herfra blev landevejen endnu mere sn\u00e6ver under et tag af kastanjetr\u00e6er; et plaskende vandfald syntes at for\u00f8ge k\u00f8ligheden. Nu \u00e5bner sig en bred plads med liges\u00e5 skyggebringende tr\u00e6er foran en rokokobygning, hvor fredsslutningen under Abrantas afsluttedes. Bestandigt har man Penhas skove til venstre, og i skyh\u00f8jden det maurisk byggede slot, b\u00e6rende sit firkantede t\u00e5rn med sm\u00e5t\u00e5rnene. Her var paradisisk smukt; jeg m\u00e5tte t\u00e6nke p\u00e5 min barnel\u00e6rdom fra Badens latinske grammatik : “Tempe en dejlig Dal i Thessalien.” Mon Tempe kunne frembyde noget sk\u00f8nnere end Cintra ?<\/p>\n

Min ven Jos\u00e9 holdt af ensomhed, blev helst i sit stille, hyggelige hjem, og jeg var gladest ved at drive alene om. Ganske fremmed for de mange, der boede her, var jeg ikke. I Cintra opholdt sig en landsmandsinde, Fru Vicomtesse Roboredo, datter af admiral Zahrtmann, hun var netop indtruffen til Lissabon med det sidste dampskib fra Bordeaux under de s\u00f8rgelige omst\u00e6ndigheder, at bringe sin afd\u00f8de gemals lig til hans familiebegravelse i Portugal. Ved hende Portugal blev jeg indf\u00f8rt i flere h\u00f8jadelige huse, s\u00e5ledes hos den elskv\u00e6rdige grev Almeida, som med sin familie beboede Palacio de Pombal, en endnu halv maurisk bygning, hvor et springvand plaskede i den luftige spisestue og hvor haveterrassen med sit m\u00e6gtige vinl\u00f8vstag syntes en hel pragtsal. I Cintra traf jeg atter p\u00e5 marquis Fronteis med datter og svigers\u00f8n. Dennes moder er dansk f\u00f8dt, jeg samledes med en ven fra K\u00f8benhavn, s\u00f8nnen af digteren Lytton Bulwer, der en tid var hos os i den engelske legation; han havde mig k\u00e6r for mine skrifter, var selv en i sit f\u00e6dreland yndet Digter; i Danmark gjorde jeg denne elskv\u00e6rdige unge forfatters bekendtskab. Nu indtog han Pladsen som engelsk gesandt i Lissabon, var gift og tilbragte sommeren med sin smukke, yndige kone og deres lille barn i det paradisiske Cintra.<\/p>\n

I vennen, Lyttons hus fandt jeg den hjerteligste modtagelse, de mest deltagende venner; med ham og hans frue s\u00e5 jeg en del af Cintras uforglemmelige dejlighed.<\/p>\n

Vi k\u00f8rte en eftermiddag landevejspromenaden, under de m\u00e6gtige, skyggefulde tr\u00e6er, forbi Monte Christo, forbi vicekongens have, hvor hjertet af Ines de Castro gemmes, ud til Monserrat, der ejes af en meget rig engl\u00e6nder, som kommer og bliver her kun to for\u00e5rsm\u00e5neder. I haven vokse frit en m\u00e6ngde tropiske tr\u00e6er og planter; jeg s\u00e5 et buskads af alle m\u00e6rkelige bregnearter, fra de ringeste til de, udviklede i kraft og st\u00f8rrelse, st\u00e5 side om side med palmetr\u00e6erne. Store, hvide klokkeblomster hang fra et tr\u00e6, perleagtige, rosenfarvede b\u00e6r fra et andet. Saftfyldte frugter, jeg ikke kendte, solfyldte, farvede blomster stod her, og ned over en dejlig, fl\u00f8jelsgr\u00f8n gr\u00e6spl\u00e6ne rislede det klare kildevand, der lededes for at gr\u00e6sset ikke skulle savne v\u00e6de. Ovenover dette friske gr\u00f8nne l\u00e5 slottet i maurisk still, aldeles en vignet til \u201eTusinde og een Nat”, et eventyrligt, feagtigt skue. Solen sank i havet der l\u00e5 rosenfarvel, udstrakt og stort, skinnende med magisk glanes p\u00e5 de marmorhvide v\u00e6gge og forsiringer, fyldende med glans de store, spejlklare vinduesglas. Luften var s\u00e5 varm, s\u00e5 stille, s\u00e5 gennemgydt med blomsterduft, at man f\u00f8lte sig som f\u00f8rt bort fra virkeligheden, blev betagen og kom f\u00f8rst til sig selv inde i den n\u00e6re skyggefulde korkskov. Her m\u00f8dte vi og hilste p\u00e5 det unge kongepar.<\/p>\n

Afsked fra Pinieros<\/strong><\/p>\n

Vejret var altid smukt under opholdet i Contra, dog i de sidste dage jeg var her, bl\u00e6ste det st\u00e6rkt fra nordvest. Havet, en hel mil borte, s\u00e5 jeg s\u00e5 n\u00e6r, s\u00e5 udstrakt, lignende et udstrammet, bl\u00e5t kl\u00e6de. Jeg \u00f8jnede br\u00e6ndingen, den l\u00f8ftede sig som en hvid r\u00f8g langs kysten, snart skulle jeg derud, bort fra det sk\u00f8nne fastland, pr\u00f8ve det rullende hav.<\/p>\n

Dagen til afrejsen kom, det var mig tungt at skilles fra den k\u00e6re hjertefulde Jos\u00e9, skilles fra al Cintras dejlighed. I flyvende fart, i susende vind gik det igen til Pinieros. Hele natten her stormede det, jeg troede, at huset m\u00e5tte styrte sammen. N\u00e6ste d\u00f8gn var liges\u00e5 stormende, men himlen klar, solen skinnede varmt, jeg fik et dejligt vejr til hjemrejsen, sagde George O’Neill, om f\u00e5 dage ville dampskibet fra Rio indtr\u00e6ffe og straks afg\u00e5 til Bordeaux.<\/p>\n

Kun timer, h\u00f8jst halve dage, havde jeg tilbragt inde i Lissabon, jeg ville derfor nok f\u00f8r afrejsen v\u00e6re der lidt l\u00e6ngere, se i aftenen det liv og den f\u00e6rdsel, der da r\u00f8rte sig i gader, cafeer og Teatre.<\/p>\n

F\u00f8r jeg forlod Pinieros og vennerne her, skrev jeg i fru O’Neills album:<\/p>\n

Naar, om Gud vil, snart jeg vandrer
\nI den danske B\u00f8gesal,
\nVil min Tanke ofte flyve
\nTil det skj\u00f8nne Portugal.<\/p>\n

Dv\u00e6le l\u00e6ngst da paa Pinieros,
\nHvor jeg fandt mit danske Hjem;
\nJeg staaer atter paa Terrassen,
\nAlle Syner flyve frem :<\/p>\n

Aqv\u00e6ducten og Palmella,
\nCintras Bjerge, hver en Ven.
\nS\u00f8dt at m\u00f8des, tungt at skilles,
\nMon I huske mig igjen ?<\/p>\n

\n

Kapitel <\/strong>V<\/strong>I<\/strong>.<\/p>\n

Et par Dage i Lissabon. Paa Dampskibet Navarro fra Lissabon til Bordeaux<\/p>\n

Et par Dage i Lissabon<\/strong><\/p>\n

O’Neill anbefalede mig et nyt hotel, der netop i disse dage var blevet \u00e5bnet og l\u00e5 n\u00e6r hans kontor og havnen. Det var et venligt, \u00e6ldre \u00e6gtepar jeg her flyttede ind til. Jeg spurgte om n\u00e5r der var Table d’hote. , s\u00e5 snart De befaler!” svarede man. Jeg var endnu husets eneste g\u00e6st, jeg havde, om jeg ville, alle stuer og sale her til at bev\u00e6ge mig i, men hvem gad bev\u00e6ge sig? Gar\u00acdinerne var nede, skodderne lukkede, at ikke det varme solskin skulle tr\u00e6nge ind. Det var en hel tortur at komme udenfor, man sneg sig frem i husenes smalle skygge. Det fors\u00f8gte jeg ogs\u00e5, thi hele dagen at ligge p\u00e5 sengen eller g\u00e5 i de halvm\u00f8rke stuer, hvor jeg ikke fik be\u00acs\u00f8g af en eneste bekendt, var ikke til at udholde. Jeg styrede derfor hen til O’Neills kontor; her fandt jeg aviserne, der sagde mig, hvorledes det stod til udenfor Portugal. \u00d8delagt af varme kom jeg derhen, og \u00f8delagt af den kom jeg igen tilbage, f\u00f8rst ud p\u00e5 aftenen begyndte jeg at f\u00f8le nogen velv\u00e6ren. Det var en vederkv\u00e6gelse at komme ud p\u00e5 altanen og fornemme den friske brise, den bl\u00e6ste s\u00e5 velg\u00f8rende kold ind i \u00f8jnene, ind i munden, den bl\u00e6ste livet i en. Da kunne man med behagelighed komme p\u00e5 gaden, blande sig i m\u00e6ngden, bes\u00f8ge cafeer og promenade.<\/p>\n

Den n\u00e6ste dag var solhed som den foreg\u00e5ende, dampskibet kom ikke til den tid det var ventet, i stedet for to dage m\u00e5tte jeg blive hele fem i den solhede stad. Hver Nat bl\u00e6ste det st\u00e6rkt, endelig lagde bl\u00e6sten sig, og da i den tidlige morgenstund blev jeg v\u00e6kket ved en tidlig dundren p\u00e5 hotellets d\u00f8r, et bud fra huset Torlades O’Neill bragte en skriftlig, underretning om, at nu var det franske dampskib fra Rio under opsejling og ville endnu denne formiddag afg\u00e5 til Bordeaux. I de f\u00e5 timer jeg alts\u00e5 endnu havde at blive her, ville jeg n\u00e6ppe f\u00e5 vennerne fra Pinieros eller Setubal at se.<\/p>\n

L\u00e6gen, et par af skibets officerer og nogle af de medrejsende traf jeg i O’Neills kontor; en ypperlig, spansk vin kom frem til hilsen og afsked. P\u00e5 mit sp\u00f8rgsm\u00e5l om havet ude var roligt, svarede kaptajnen, at nu bl\u00e6ste det ikke mere, men at s\u00f8en gik h\u00f8jt. Det havde stormet i flere n\u00e6tter og dage, derfor var de indtrufne tre dage senere end bestemmelsen var. Vi gik ned til havnen, her l\u00e5 kaptajnens b\u00e5d, vi tog alle plads. O’Neill fulgte med, matrosernes raske \u00e5retag f\u00f8rte os snart ud p\u00e5 Tejofloden, hvor damperen Navarro l\u00e5 og tog gods og passagerer ombord. B\u00e5dsmandspiben l\u00f8d. Matroser med hellebarder stod ved trappen, og snart var jeg p\u00e5 fransk grund i det store skib. Det var som et sv\u00f8mmende hotel.<\/p>\n

P\u00e5 d\u00e6kket bag ude kom man ind i en um\u00e5delig stor salon, med brede gange og borde p\u00e5 begge sider. Buffet’en, bibliotek og smukke malerier, mest landskaber, mellem de brede vinduer. Udenfor, langs salonen, strakte sig et bed\u00e6kket galleri, der om aftenen oplystes ved flere lygter; her sad man, her spadserede man. Udenfor salonen, mod skibets midte, var kaptajnens og officerernes kahytter, nu kom k\u00f8kkenet og forr\u00e5dshuset, Alt ovenp\u00e5 d\u00e6kket, s\u00e5 fulgte det k\u00e6mpestore maskineri, n\u00e5r man mellem dette og de m\u00e6gtige skovlhjul var n\u00e5et over skibets midte, stod man p\u00e5 \u201eanden plads”, der med \u201etredje” for ude var opfyldt af gods og passagerer, og fremb\u00f8d det mest maleriske skue. Aber i bur, husdyr i indelukke, papeg\u00f8jer og kakaduer, en \u201eNoa Ark” fra Sydamerika. Hen over hele fart\u00f8jet sv\u00e6vede et luftigere d\u00e6k, der forbandtes ved trapper og broer. Vi var, h\u00f8rte jeg, hen ved fem hundrede passagerer. Efter frokost hos kaptajnen fulgte afsked. George O’Neill sp\u00f8gte og lo, jeg var vernodig, mon vi oftere skulle genses, jeg kom vistnok aldrig mere til dette fjerne, sk\u00f8nne land, hvor jeg havde f\u00f8lt mig vel og hjemlig. Fra R\u00e6lingen s\u00e5 jeg O’Neill ro mod land, h\u00f8rte hans muntre lev vel! jeg fulgte med \u00f8jnene b\u00e5den, snart forsvandt den mellem de for anker liggende skibe. Jeg s\u00f8gte ned til min k\u00f8je, den allerbageste i fart\u00f8jet, jeg ville ved s\u00f8ens bev\u00e6gelse blive ordentlig vugget.<\/p>\n

Paa Dampskibet Navarro fra Lissabon til Bordeaux<\/strong><\/p>\n

Nu l\u00f8d signalerne, ankeret blev lettet, dampen fik lov at r\u00e5de og vi gled p\u00e5 den st\u00e6rkt rullende str\u00f8m forbi Lissabons malerisk liggende bygninger, forbi slot og oaserne, forbi det maurisk udseende Belem og snart var vi ved flodens munding og ude p\u00e5 Atlanterhavet. Skibet ligesom h\u00e6vede sig, b\u00f8lgerne l\u00f8ftede sig st\u00f8rre og st\u00f8rre, op mod kysten spr\u00f8jtede den st\u00e6rke br\u00e6nding; luften blev k\u00f8ligere, vi styrede l\u00e6ngere og l\u00e6ngere ud. Imidlertid var salonen bleven indrettet til spisestue, vi var s\u00e5 mange passagerer, at vi m\u00e5tte samles i to hold ved alle m\u00e5ltider. Jeg havde allerede taget plads, s\u00e5 yderligt, s\u00e5 n\u00e6r udgangsd\u00f8ren som muligt, thi jeg foruds\u00e5 det gik mig ikke l\u00e6nge godt at blive her. Gulvet syntes at l\u00f8fte sig under mine f\u00f8dder. Gjennem vinduerne s\u00e5 jeg snart kun den h\u00f8je, klare luft, snart at vi var s\u00e5 dybt nede mellem s\u00f8erne, at disse syntes som vandfald at rulle mod skibet. Det varede l\u00e6nge f\u00f8r den f\u00f8rste ret blev bragt, jeg s\u00e5 dem netop bringe suppen, og s\u00e5 m\u00e5tte jeg s\u00f8ge ud i den friske luft, sidde der lidende og dobbelt lidende ved at vide, at det ville blive en endnu st\u00e6rkere s\u00f8gang, n\u00e5r vi kom l\u00e6ngere ud, og at det ikke var een nat, men hele tre n\u00e6tter og fire dage, jeg havde at blive her, ja, at dette endogs\u00e5 kunne kaldes en heldig rejse. De fleste andre passagerer havde allerede v\u00e6ret 21 n\u00e6tter og dage ude, for dem var det en kort fart, den vi havde tilbage, men m\u00e5ske den ubehageligste, vi skulle over den spanske s\u00f8, vinden bl\u00e6ste, den havde tidligere stormet altid fra nordvest. Jeg s\u00e5 i den retning over de store rullende b\u00f8lger og vidste at det n\u00e6rmeste land var Gr\u00f8nlands kyst.<\/p>\n

Endnu var Cintras h\u00f8jder og skove synlige, men f\u00f8r solen gik ned, blev omridsene svagere og forsvandt til sidst. Stjernerne kom frem, luften blev kold. Jeg vovede mig imidlertid ikke ned i min kahyt, men s\u00f8gte ind i den store spisesal for her at tilbringe natten, endnu var her livlig tale, kommen og g\u00e5en af de andre passagerer, ud p\u00e5 aftenen blev de f\u00e6rre og f\u00e6rre, til sidst blev jeg ene, det var midnat, lysene blev slukket, kun fra den \u00e5bne d\u00f8r s\u00e5 jeg et skin fra en stor lanterne. Jeg fornemmede de rullende s\u00f8er, h\u00f8rte b\u00f8lgernes bryderi, maskinernes gang, signalklokkens slag og svarene som fulgte. Jeg t\u00e6nkte p\u00e5 s\u00f8ens magt, dampens magt. Der var i alt dette et slags regelm\u00e6ssighed i de h\u00e6mmende st\u00f8d, s\u00f8gangen, skibets bev\u00e6gelse, snart var jeg fortrolig med alt dette ligesom med signalerne, men hver afvigelse eller ny ubekendt lyd vakte min opm\u00e6rksomhed, jeg kunne ikke vende tankerne fra ulykker, som kunne h\u00e6nde. Mere og mere blev levendegjort erindringen og forestillingen om min ungdomseninde Jette Wulff’s skr\u00e6kkelige d\u00f8d p\u00e5 det samme hav, da dampskibet Austria, som hun var p\u00e5, br\u00e6ndte, al den r\u00e6dsel jeg derom havde l\u00e6st, f\u00f8lt og lidt under, jeg havde igen hendes d\u00f8d s\u00e5 levende i tanke og fornemmelse<\/p>\n

I det br\u00e6ndende Skib paa det rullende Hav,
\nI R\u00e6dsler, som ei vi udholde at h\u00f8re,
\nHar Du lidt, har Du endt, har Du fundet din Grav,
\nD\u00f8dsmaaden og Kampen naae aldrig vort \u00d8re.<\/p>\n

Og som jeg l\u00e5 her i natten, slog med et s\u00f8en voldsomt mod skibet, det ligesom standsede et \u00f8jeblik, det var som dampen holdt sin \u00e5nde tilbage, maskinen ikke bev\u00e6gede sig, men i n\u00e6ste \u00f8jeblik var den vante lyd og bev\u00e6gelse. Jeg t\u00e6nkte p\u00e5 skibbrud, ufrivillig udmalede det sig i min tanke, hvorledes vi sank, vandet knuste loftet og tr\u00e6ngte ind, alle lys slukkedes man fornemmede det var d\u00f8ds\u00f8jeblikket, men hvor l\u00e6nge ville man endnu beholde bevidstheden. Jeg havde i dette minut hele d\u00f8dsangstens kval, sveddr\u00e5ber tr\u00e6ngte frem p\u00e5 min pande, jeg sprang op, l\u00f8b ud af kahytten, en enkelt lanterne skinnede her, jeg rev sejlet til side ved r\u00e6lingen og s\u00e5 ud : \u2013 Hvilken pragt, hvilken storhed! Hele det rullende hav lyste som ild, de store b\u00f8lger v\u00e6ltede med phosphorisk glans. Det var, som filede vi over et ildhav. Jeg blev s\u00e5 overv\u00e6ldet af den hele herlighed, at d\u00f8dsangsten i samme nu forsvandt. Faren var ikke st\u00f8rre, ikke mindre, end den altid kunne v\u00e6re, men nu t\u00e6nkte jeg ikke p\u00e5 den. Fantasien havde f\u00e5et en anden retning, og min tanke var hengivelse, d\u00f8r jeg i denne nat, eller om nogle \u00e5r, er det vel s\u00e5 vigtigt for mig at leve disse. D\u00f8den kommer jo dog, og her er det i storhed og herlighed.<\/p>\n

Jeg stod l\u00e6nge i den stjerneklare nat og s\u00e5 p\u00e5 det stortrullende Verdenshav, og da jeg igen s\u00f8gte ind i salen og strakte mig p\u00e5 sofaen var sindet forfrisket og glad i hengivelse til Gud:<\/p>\n

Du Evighedens Gaade,
\nDu Lys for min Forstand,
\nDu Kj\u00e6rlighed og Naade
\nSaa stor den rummes kan.
\nFra Dig alt Livet v\u00e6lder,
\nTil Dig alt Liv gaaer hen,
\nTil Dig , jeg Hoved helder,
\nDu Barnets store Ven.<\/p>\n

Jeg \u00d8inene vil f\u00e6ste
\nFortr\u00f8stningsfuld paa Dig,
\nHvad der er mig det Bedste,
\nDet vil Du give mig !
\nO lad den Tro ei briste
\nHos mig i Angstens Stund,
\nOg i den allersidste
\nKys mig med Fadermund.<\/p>\n

Efter nogle timers styrkende s\u00f8vn v\u00e5gnede jeg i den tidlige morgen, s\u00f8en gik h\u00f8jt, den portugisiske kyst var endnu p\u00e5 et enkelt sted at \u00f8jne. Jeg gik ud p\u00e5 galleriet, begyndte der s\u00e5 sm\u00e5t at r\u00f8re mig. En af s\u00f8officererne l\u00e6rte mig at tage sikkert fodf\u00e6ste, og hvorledes jeg skulle g\u00e5 for at v\u00e6re med i fart\u00f8jets bev\u00e6gelse, s\u00f8syge fornemmede jeg ikke, jeg s\u00e5 p\u00e5 de rullende s\u00f8er, begyndte at betragte livet ombord og mine forskellige medrejsende. Man havde sagt mig at her var meget blandet selskab, og snart fik jeg et slags bevis herfor. Der kom om morgenen, op fra en af kahytterne, en \u00e6ldre dame, hun gr\u00e6d og beklagede sig, hun var ombord blevet bestj\u00e5let. Damen var g\u00e5et ombord i Rio og havde derfra dels kahyt med en anden, hende ubekendt dame, der udgav sig for at v\u00e6re en konsuls frue og ville til Lissabon. Der havde hun i g\u00e5r forladt skibet og medtaget hendes guldpenge, braceletter og kreditiv. F\u00f8r vi n\u00e5ede Bordeaux kunne der ikke blive telegraferet til Lissabon, da var til visse tyven allerede borte fra byen, ude af landet, inde i Spanien, og videre frem.<\/p>\n

B\u00f8lgerne l\u00f8ftede sig h\u00f8jt, jeg spurgte kaptajnen om de blev endnu st\u00f8rre, n\u00e5r vi kom ind i \u201espansk s\u00f8”. ,Jeg tror det!” svarede han, men op ad dagen, alt som vi n\u00e5ede nordligere op, blev s\u00f8gangen mindre, jeg kunne fastere bev\u00e6ge mig og s\u00e5 mig nu om i fart\u00f8jet. Jeg har omtalt dets udstr\u00e6kning og st\u00f8rrelse, den vidt udstrakte hahyt-oaserne i dybden, k\u00f8kken, forr\u00e5dskamre, maskineri og vrimlen af passagerer oppe og nede. P\u00e5 verandaen, p\u00e5 hver side af spisesalen, sad p\u00e5 b\u00e6nke og stole damer og herrer i samtale, eller med en bog, h\u00e5ndarbejde og sligt. I maskinsv\u00e6lget, hvor ilden lyste under dampkedlerne, bev\u00e6gede sig halvn\u00f8gne arbejdsfolkene. Tr\u00e5dte man ind p\u00e5 anden plads, da var det vanskeligt at komme frem for de p\u00e5 d\u00e6kket udstrakte grupper af rejsende, de mange opstillede sager, aber i bure, gyngende kakaduer og papeg\u00f8jer, en vrimmel af b\u00f8rn, et virvar, en tummel, som p\u00e5 en markedsplads.<\/p>\n

Endnu vovede jeg mig dog ikke op p\u00e5 det \u00f8verste ved broer og trapper forbundne d\u00e6k, hvorfra kommandoen r\u00e5btes og signaliseredes og den store klokke angav n\u00f8jagtig tiden. Denne gik med rask fart og vort dampskib med ikke mindre, og dog f\u00f8rst sent p\u00e5 eftermiddagen n\u00e5ede vi s\u00e5 h\u00f8jt, at Cap Finisterre var at se, men snart, da solen sank, svandt dets omrids i nattens m\u00f8rke. Vi samledes nu, og n\u00e6sten alt for mange, i den store spisesal, alle vel, alle lystige, b\u00f8rnene alt for lystige, der var et b\u00f8rnevr\u00f8vl, et b\u00f8rneskrig. I flere timer hamrede et par sm\u00e5 p\u00e5 klaveret, og for\u00e6ldrene havde s\u00e5 stor gl\u00e6de af deres b\u00f8rns lystighed, at de ikke t\u00e6nkte p\u00e5 hvor besv\u00e6rlig og \u00f8repinlig den var for os andre. de lod dem hamre l\u00f8s, st\u00f8je og mudre. Mod midnat blev det stille.<\/p>\n

Da jeg n\u00e6ste morgen kom ud p\u00e5 d\u00e6kket var vi i den Biscayiske Havbugt, alts\u00e5 midt inde i spansk s\u00f8, og her var blikstille, den kunne ikke v\u00e6re sk\u00f8nnere, vandfladen l\u00e5 som et stort udsp\u00e6ndt silket\u00f8j, det var som gled vi hen over en inds\u00f8, hvor vinden hvilede. S\u00e5ledes viste sig den spanske s\u00f8, den, jeg havde frygtet s\u00e5 meget. Endnu s\u00e5 jeg bjergh\u00f8jderne p\u00e5 den portugisiske og spanske kyst. Forskellige genstande drev p\u00e5 s\u00f8en, de var ved stormvejr revet overbord. Her fl\u00f8d vragstykker af forulykkede skibe, der s\u00e5 jeg en stor r\u00f8dmalet kasse, den drev sin vej, vi vor.<\/p>\n

I dag endelig n\u00e5ede jeg op p\u00e5 det \u00f8verste d\u00e6k, gik hen over de h\u00e6ngende broer, n\u00f8d ret skuet af det herlige uendelige hav, s\u00e5 store fisk l\u00f8fte sig over vandfladen, \u00f8jnede enkelte lavt sv\u00e6vende s\u00f8fugle. Mod aften trak skyer op i vest, s\u00f8en rejse hvide toppe. Det blev regn og jeg tyede med de andre ind i salonen, jeg f\u00f8lte mig ganske s\u00f8vant, vovede mig ned i min kahyt, f\u00f8rste gang efter at vi var kommet p\u00e5 havet. Skibets slingren i den st\u00e6rke d\u00f8nning lod mig et par gange falde mod ko\u00f8jet. Det blev stille ovenover, jeg troede at h\u00f8re den susende vind, men det var skibets hjul som arbejdede.<\/p>\n

I den tidlige morgen, det var fjerde dag jeg var ombord, skyndte jeg mig op p\u00e5 d\u00e6kket, her var stor reng\u00f8ren og vasken, vi n\u00e6rmede os den franske kyst, dog endnu var den ikke at \u00f8jne. Efter frokosten kom vi forbi fyrt\u00e5rnet, der, ud for Girondefloden, er rejst p\u00e5 en klippe i havet, f\u00f8rst herfra viser sig kysten, der er sandet og flad.<\/p>\n

Gironde kom som en hel bred s\u00f8 ud i Oceanet, aldeles gul, havvandet farvedes af den en hel mil ude. Man havde i Lissabon sagt at der var kolera i Bordeaux, men betvivlede det dog. Lodsen, som kom ombord, forsikrede os at sundhedstilstanden var god, det var den behagelige f\u00f8rste hilsen.<\/p>\n

S\u00e5 snart vi var inde i floden, blev der kastet anker, to sm\u00e5 dampskibe ventede p\u00e5 os, det ene optog passagerernes gods, det andet passagererne selv. Vi var s\u00e5 mange, at fart\u00f8jet blev aldeles overfyldt, n\u00e6ppe halvdelen fik siddeplads. Girondefloden bevarede her en del sin udstr\u00e6kning til begge sder, indtil hvor den oppe i landet dannes af floderne Garonne og Dordogne. P\u00e5 begge sider ind i landet s\u00e5 vi dejlige gr\u00f8nne kyster, med vinhaver, byer, villaer, grupper af poppeltr\u00e6er, en hel frodig vekslende guirlande. En gammel milit\u00e6r var opm\u00e6rksomheden selv i at vise og underrette mig om alt hvad vi gled forbi.<\/p>\n

Det blev imidlertid aften, klokken var syv f\u00f8r vi n\u00e5ede Bordeaux, skibet lagde an ved kajen, h\u00f8jt oppe i byen. Jeg steg i land, men s\u00e5 ikke et kendt ansigt i m\u00e6ngden, f\u00f8r lejetjenere fra hotellet, hvor jeg tidligere havde boet, kom mig i m\u00f8de. Vognen ventede, og som en k\u00e6r gammel bekendt hilses jeg af alle husets folk. Snart s\u00e5 jeg kj\u00e6re venner. S\u00f8rejsen var overst\u00e5et, Portugal og Spanien l\u00e5 bag ved mig, jeg var i Frankrig og om f\u00e5 dage i Danmark.<\/p>\n

 <\/p>\n

H.C. Andersen: Et Bes\u00f8g i Portugal 1866 \u2013 Uma visita em Portugal em 1866 \u2013 A visit to Portugal in 1866. Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kj\u00f8benhavn C. A. Reitzels Forlag 1878. Bearbejdet af Lars Bj\u00f8rnsten Odense 2012.<\/em><\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

Forord Kapitel I Bordeaux. Ristori som Medea. I Baskernes Land. Burgos. Jernbanefart til Madrid og Ophold der. Romantisk Reise med Coureer over Truxillo til Badajoz. Skj\u00f8nhedsblomsten. Bordeaux Gennem Tyskland, Holland og Belgien, var jeg n\u00e5et til Paris, hvorfra jeg efter en m\u00e5neds ophold kom til Bordeaux, det egentlige udgangspunkt for mit bes\u00f8g i Portugal. Den … L\u00e6s mere H.C. Andersen: \u201cEt Bes\u00f8g i Portugal 1866\u2033<\/span><\/a><\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"parent":1028,"menu_order":1,"comment_status":"closed","ping_status":"closed","template":"","meta":{"footnotes":"","_links_to":"","_links_to_target":""},"class_list":["post-1088","page","type-page","status-publish","hentry"],"aioseo_notices":[],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1088","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages"}],"about":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/page"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=1088"}],"version-history":[{"count":1,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1088\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":92644,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1088\/revisions\/92644"}],"up":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/1028"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/www.hcandersen-homepage.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=1088"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}