H.C. Andersens skolegang i Helsingør Latinskole 1826-1827
Simon Meisling søgte den ledige rektorstilling i latinskolen, og H.C. Andersen flyttede med fra Slagelse, hvor han havde gået på latinskolen fra 1822. I Helsingør boede H. C. Andersen hos familien, men forholdet til rektor Meisling blev værre og værre. Opholdet blev nærmest traumatisk for ham. Striden stod især om H.C. Andersens ubændige trang til ”digteriet” fremfor den mere eksakte lærdom. Han var tilmed ældre end de andre drenge og desuden meget særpræget i sin fremtoning. Den dygtige, men lunefulde Meisling var hårdhændet, ironisk og skrap overfor ham, og det tålte den meget følsomme elev ikke ret godt. Ægteparret var meget nærigt, og det urolige hjem var meget rodet og snavset, som rektor Meisling var det. Meislings hustru var i skænderier med tjenestepiger og var berygtet for affærer allerede i Slagelse. Især garnisonens officerer havde hun et godt øje til.
Digtet ” Det døende barn ” blev til i hans værste tid i Helsingør mens han i perioden 1826-27 gik i byens latinskole. H.C. Andersen kaldte Helsingør for “lille København”, og det var også ham, der, efter at have set idyllen ved Gurre, udbrød: “Jeg tror der er skjønnest i Danmark”.
H.C. Andersen havde under sin skoletid flere gange beskæftiget sig med litterære og bidraget med litterære skrifter og oplæsning bl.a. for Kommandørkaptajn Peter Frederik Wulff på Amalienborg. Dette skete, selvom der i ansøgningen til kongen om Andersens uddannelse stod, at der var et begrundet håb om, at den unge Andersen gennem videnskabelig dannelse vil komme væk fra de litterære afveje og sandsynligvis blive en nyttig borger. H.C. Andersen gik sine egne veje og rettede sig ikke efter dette og hans litterære værker og digte udviklede sig i det skjulte. Måske har Meislings hårde metoder og tryk avlet et modtryk hos Andersen, som er kommet til udtryk i hans litterære værker i skoleperioden og efterfølgende. Det blev til ca. 50 digte i årene 1822-1826, og han var i det skjulte styret af ”Rimdjævelen” som Andersens kaldte det. Det mest kendte digt fra perioden er ”Det døende Barn” .
I 1827 stoppede Andersen på latinskolen i Helsingør. Han havde gennem længere tid og i et brev til bl.a. Jonas Collin og Christian Høegh-Guldberg i Odense klaget sin nød over forholdene på skolen. Situationen blev mere og mere desperat for Andersen og hver gang fik han at vide, at der ikke kunne gøres nogen undtagelse i forhold til hans fortsatte skolegang i Helsingør. Samtidig med at Andersen var ulykkelig over situationen gik rektor Simon Meisling mere og mere i forfald, lugtede, vaskede sig aldrig, drak og ægteskabet med hustruen gik meget dårligt. Alt dette skrev Andersen om i lange breve til bl.a. Collin. Først da en ny ung lærer, der underviste i hebraisk Christian Werliin , på skolen i foråret 1827 personligt henvendte sig til H.C. Andersens velynder Jonas Collin og fortalte om uhyrlighederne og om de hårdhændede pædagogiske metoder og om Meisling deroute skete der en ændring. Meisling fik besked om at Andersens flyttede til Købehavn. Der var lejet et værelse til Andersen på 3. sal i Vingaardsstræde 131, nuværende nr.6, hvor Andersen de næste 1,5 år fik privatlærer cand.theol. Ludvig Chr. Müller som lærer. Kosten kunne Andersen få hos Collin i Bredgade, Wulff på Amalienborg eller hos andre på skift.
Meisling ægteskab blev opløst og han endte som alkoholiker i Helsingør. Simon Meisling døde i 1856.
Lars Bjørnsten