H.C. Andersen. Kilde kb.dk 020304
I Fyns Venstreblad (Odense) kunne man den 11. juni 1908 læse følgende om H.C. Andersen og datidens opfattelse af ham.
Hans Christian Andersen, den store folkeopdrager
Hans Christian Andersen. Dr. Edv. Lehmann om den store folkeopdrager.
Ved skolemødet i Århus holdt Dr. Edv. Lehmann i forgårs et fortræffeligt foredrag om digteren H.C. Andersen som folkeopdrager. Ifølge Demokraten udtalt Dr. Lehmann, at når H.C. Andersen er blevet en lærer for folket er det, fordi han er kommen nedenfra og har arbejdet sig op gennem samfundet.
Hans barndom i det fattige odenseanske skomagerhjem har båret denne opdrift.
H.C. Andersen var forfængelig, men havde han ikke haft den drift efter magt, var det sikkert aldrig blevet til noget med ham. Han nåede ind i de samfundsforhold han ønskede. Men det gik ham som et almuemenneske i den fine verden. Hans oprindelse gav ham en åndelig ejendommelighed, som man først spottede, men tilsidst indså var en gave, som de andre ikke have.
Da han begyndte at digte eventyr levede han derpå. Det nytter ikke, at man kommer fra de fornemmeste klasser og sætter sig ved et findt skrivebord og siger: “Nu vil jeg digte.” Nej, når man ikke har levet blandt de folk, som troede på nisser og trolde, kan man ikke fortælle børn om disse væsener.
Fordi han var eventyrdigter var han også børneopdrager. Vil man løfte børnene op, må man selv have barnet i sig, og man må kunne række en hånd ned til de små og løfte dem op.
Hvis Andersen ikke havde haft denne gave, ville han ikke være blevet den store og folkeopdragende digter. Dertil hører, at man står højere i karakter, kundskab og verdenssyn, at man har noget, man kan give, og at man kan stige op på de høje tinder og vise dem verden fra parnassets top.
Taleren gav en række eksempler på Andersens ejendommelig primitivitet, der prægede hans digtning, og gav en indgående skildring af hans mærkelige udvikling gennem digteriske nederlag, til han nåede frem med sine små eventyr, som man først lo af, og siden læste verden over.
I sine eventyr fortæller han om den verden, som han selv som barn levede i. Men der måtte mere til, han måtte kende en større verden, og den lærte han at kende som ingen anden. Han rejste ikke som andre stipendiedigtere, men gik til bunds i tingene. Og han forstod at fortælle om, hvad der oplevedes, og fremstilede det levende for læseren. Han var en soldyrker hele sit liv igennem. Han måtte selv opleve tingene, og fandt sine egne udtryk for, hvad han så.
Han kunne aldrig blive træt af at skrive, hvad han havde oplevet og fortælle, hvad han havde set. Sådan som en lærer skal være var han.
Han optog indtrykkene af alting dybt og levende. Han siger selv, at netop deri ligger digterens styrke, at han har en bedre hukommelse end andre mennesker. Alting blev levende væsener, når Andersen fik det mellem fingrene.
Som få har H.C. Andersen lært os, at elske et jævnt og naturligt liv, og at le af det forfinede, opstyltede selskabsliv.
“Hver ting på sin plads” er det bærende i Andersens livssyn, og det går igen i hans digtning. Det er de bedste egenskabers sejr, H.C. Andersen tror på, og deri ligger hans eventyrs store folkeopdragende betydning.
Lars Bjørnsten Odense
Se flere H.C. Andersen relaterede ting fra perioden 1900 – 1924 her!