Ti Aar i C.A.Reitzels Boglade

C. A. Reitzel’s Boglade og H.C. Andersen

Se også: H.C. Andersens forlægger C.A. Reitzel

H.C. Andersens optegnelser af honorarer i forhold til C. A. Reitzels Forlag

Ti Aar i C.A.Reitzels Boglade Kbh., Bianco Luno, 1889
Otto Bernhard Wroblewski (1827-1907)

C.A. Reitzels boghandel var Danmarks 3. ældste boghandel. Den blev grundlagt i 1819 på Købmagergade i København af Carl Andreas Reitzel og eksisterede indtil 2009. Boghandelen holdt til i Købmagergade 44, Vajsenhuset, 1827-1853, og forsatte i Løvstræde 7 1853-1937 og i Nørregade 20 fra 1938.

Carl Andreas Reitzel 1789 – 1853. Forlægger, boghandler. Billede: Odense Bys Museer.

I anledning af C. A. Reitzel 100 års dag er en tidligere medarbejder Otto Wroblewski blevet bedt om at skrive en artikel om hans 10 års ophold i C.A. Reitzels Hus i sine barndoms-ungdomsår. Anmodningen var frembragt af O.H. Delbanco.

Titlen på artiklen er “Ti år i C. A. Reitzels Boglade” af Otto B. Wroblewski. Kbh., Bianco Luno, 1889.

Reitzels Boglade i København var igennem mange år samlingssted for landets kendteste forfattere. “Reitzels Boglade” og “Minis Café” var almindeligvis opfattede som litterære brændpunkter, hvor man drøftede dagens spørgsmål og hvor bynyt om litterære forhold blev drøftet.

Det blev til sidst for meget for Reitzel, at de fleste af de stole, der fandtes i bogladen til gaden og i det lille kontor ved siden af, som han benyttede til private forhandlinger, men hvor han for øvrigt ikke arbejdede, blev inddraget til disse uformelle møder. I Otto Wroblewski’s tid var det kun en snæver kreds af forfattere og litterære folk, der jævnlig mødtes. Af sådanne mindes Otto Wroblewski besøgende som f.eks. forfatterne Chr. Winther, I. L. Heiberg, Henrik Hertz, H.C. Andersen.

Om Otto Wroblewski vilde sige, at han omgikkes disse digtere og forfattere, vilde det jo være både dumt og latterligt. Men alene det, at se dem, at høre digterne, hvem han tillagde gudernes sprog, tale som andre dødelige om de ligegyldigste ting og te sig ganske som andre mennesker var for den unge Otto Wroblewski, der var opfødt med Ingemanns romaner, Heibergs og Hertz skuespil og Holbergs komedier, en begivenhed. At der da her af og til kunne falde et venligt og spøgende ord af til Otto Wroblewski, er jo en selvfølge.

Af og til var der uoverensstemmelser mellem disse digtere på dette neutrale område. Otto Wroblewski skriver om, at forholdet mellem H. C. Andersen og Heiberg ikke var det bedste, efter at denne sidste havde udgivet de berømte “nye Digte”, hvori førstnævnte var bleven hårdt medtaget i “en Sjæl efter Døden”, er let forståeligt. Når nu hertil kommer, at der netop var en for øvrigt hurtigt forløbende misstemning mellem Reitzel og Heiberg, der gik så vidt, at personalet i forretningen, havde ordre til, at når Heiberg. kom, at nægte Reitzel hjemme, vil den efterfølgende situation være af yderst komisk virkning.

Købmagergade 44 i København. Her lå Reitzels Boglade på H.C. Andersens tid


Vis stort kort

Reitzel var inde i det omtalte lille kontor ved siden af bogladen med H.C. Andersen, da Heiberg kommer op i Bogladen, hvor da følgende samtale forefaldt. “Goddag, min unge Ven! er Hr. Reitzel hjemme?”

L., (en af Personalet) yderst befippet ved at skulle lyve for deri store mand med fare for at blive greben i flagrant løgn, stammer altså nølende: “Nej, Hr. Professor”. “Ja så, ikke det! (han har imidlertid hørt lyden af de samtalendes stemmer inde i kontoret). “Han er måske paa Børsen?” Her så’ han med sit mest sarkastiske smil på vedkommende.
“Nej, det tror jeg ikke”.
“Hm – måske han er rejst til Messen i Leipzig?”
Det var en fuldstændig leg som Katten med Musen.
“Nej … det er han ganske vist ikke”.
“Naa, ja, saa kommer han måske snart hjem”.
Stadig hører man de talende ved Siden af.
…. “Ja! det gjør han vel” . . .
“Ja, saa tror jeg, jeg vil vente lidt”, og dermed sætter han sig ned. Lidt efter går Kontordøren op og de samtalende træde ud. – Stort Tableau!

Først fik vi, personalet, et lynende blik af principalen og derefter af Heiberg det allerelskværdigste smil og håndtryk, der gjengjældtes, som om aldeles intet var passeret, med: “Ah, Goddag, kjæreste Hr. Retzel.! ja jeg tænkte nok at De kom snart hjem!” og derpaa fik H. C. Andersen et lige så smilende og og høfligt goddag; men Andersen så’ ud som han havde fået noget forfærdelig bittert i munden og bugtede sig skyndsomt ud af døren.

Otto Wroblewski blev jævnlig sendt rundt med mundtlig besked fra Reitzel til forskellige forfattere og hyppig i det mere behagelige hverv at bringe forfatterne deres honorar. I den forbindelse har Otto Wroblewski gentagne gange været hos Heiberg, Hertz, H.C. Andersen og mange flere.

En gang kom Otto Wroblewski i ærinde fra Reitzel op til Molbech og traf udenfor hans dør H.C. Andersen. “Jeg har ringet og banket, men der bliver ikke lukket op,” sagde Andersen. Formodentlig har han ikke ringet stærkt nok, da Otto Wroblewski lidt efter ringede på kom Molbech selv og lukkede op. Næppe havde han imidlertid fået øje på Andersen før han i den heftigste tone udbrød: “Jeg vil ikke tale med Dem, – jeg vil ikke tale med Dem! Gå Deres vej!” og trods al høflig demonstreren fra H.C. Andersens side og uden at tage mindste hensyn til at Otto Wroblewski som uvedkommende, tredie Mand havde overværet hele denne pinlige scene lod han Andersen gå, medens Otto Wroblewski høfligt lukkedes ind. Det var formodentlig reminiscenser fra den periode, da Molbech var teaterdirektør, og i hvilken han som sådan hyppig havde måttet forkaste stykker, indleveret af H.C. Andersen.

Når Otto Wroblewski blev sendt i byen for Reitzel, måtte han skynde sig. Det vidste han altfor godt, og da Otto Wroblewski derfor engang i et af de allerførste af sine læreår blev sendt med honorar til H.C. Andersen, der boede i Hôtel du Nord eller ved siden af, kom Otto Wroblewski ganske ufrivillig til at krænke denne store mand på det føleligste. Han blev nemlig meget glad for pengene (det var en 100-Daler-Seddel). Det var da en dejlig brun seddel! Mange tak! Skal jeg så ikke fortælle dem et eventyr, min lille ven?” “Nej, mange tak!” måtte Otto Wroblewski sige, thi Otto Wroblewski vidste jo, hvad der ventede, om han ved besørgelsen af ærindet var blevet længere tid borte end højst nødvendigt, men følgen var, at H.C. Andersen blev vred og det til gavns. Mange, mange år efter har Otto Wroblewski haft den fornøjelse at fortælle Andersen om denne scene. Den morede ham meget og han skrev da en “venlig hilsen og tak” til mig og mit hjem “for vor Kjærlighed til hans Digtning”.

Reitzel familiens fødselsdage foregik, på Fruens nær, så temmelig ubemærkede. En undtagelse gjorde som sagt fruens fødselsdag, der indtraf på årets første dag. Da Bogladen var lukket, stillede alle til gratulation “paa Salen” i den del af familielejligheden, der var beliggende på 1ste sal og kun sjældnere benyttedes. En stor mængde af husets venner indfandt sig da, så vel som enkelte af digterne, der nærmere var knyttede til Reitzel, såsom H. C. Andersen, H. P. Holst og Chr. Winther. Der blev trakteret med gode sager, og man blev indbudt til om aftenen, hvor der så var en større sammenkomst.

Få uger efter, den 7. Juni 1853, udfriedes Reitzel af sine store lidelser i sit 63 år og blev stedt til hvile den 13. juni på Assistents Kirkegaard.

Uddrag af artikel Lars Bjørnsten Odense 2011

Kilde: eremit.dk