Om H.C. Andersens hovedstadsliv og herregaardsliv på sjællandske og fynske herregårde

HPIM7646-001

Herregården Glorup 2003

Om H.C. Andersens liv i hovedstaden København og hans ophold på de sjællandske og fynske herregårde.

Hovedstadsliv – Herregaardsliv

Ungkarlen

Andersen, der aldrig var gift, beboede for det meste en eller anden ungkarlelejlighed i København. Så lidt lå det for ham at stifte hjem, at først, da han var en gammel mand, formåede hans venner ham til at anskaffe sig selv en seng. Ofte følte han sig meget ensom, og dertil kom, at han at tit var sjælesyg over virkeliig eller indbildt modgang, ligesom han ofte intil det latterlige var opfyldt af ængstelse for sin sundhed. Af frygt for at blive levende begravet, havde han i flere år liggende på sit bord om natten en seddel hvorpå stod; “Jeg er kun skindød”. I sine breve kunne han vittigt fortælle om, hvordan tandpinen spillede kor og solo i hans mund, men man læser også: “Katten bed mig i fingrene, så nu har jeg det at gå og ængste mig over, skønt der ikke blev bidt hul”.

Vennernes gæstfrihed

Men havde han ikke noget hjem, så stod til gengæld gode venners huse åbne for ham, og han kunne have sin tid temmelig optaget ved middagsbordene. I teatret, hvor han havde friplads, som han ofte, og det var hans stolthed der at blive hilset af folk som Oehlenschläger og Thorvaldsen, eller senere, da han kom i første parket, at sidde imellem dem. På sin fødselsdag i 1840 var han i dagens anledning til middag hos Collins. Om aftenen var han i teatret “og da jeg gik derfra, standsede Thorvaldsen mig, og midt på torvet for de skinnende stjerner kyssede han mig på munden og ønskede mig alt stort og godt”. Lige så venskabeligt var forholdet til Oehlenschläger, hvem han nærede stor ærbødighed for. Da digteren Herz i sin tid i “Gjengangerbreve” havde snærtet ham slemt og kaldt ham “Hellig-Andersen” (i et privatbrev kaldte han ham “den halvgale poet” trøstede Oehlenschläger. De er mere digter end Heiberg og Hertz, som gør nar af Dem”, og så kyssede han Andersen.

Familien Collin

Familien Collin, som han følte sig stærkest knyttet til af alle, følte han sig stolt over at stå så nær. Gamle Jonas Collin var ham alle dage en redelig støtte, kærligt dæmpende, når modgangen viste sygelige storme i hans sind, men også parat overfor ham, når hans forfængelighed truede med at blive for skurrende. Der foregik intet i familielivet hos Collins, uden at han tog del deri, og da Fru Collin døde, stod han i børnenes kreds om dødslejet. De yngre i familien holdt af ham som en broder, men kunne så også nok give ham en afhøvling. Dette gælder især Edvard Collin, til hvem han selv betegner sit forhold således; “Ingen har jeg været så vred på som på Dem, ingen har fået flere tårer i mine øjne, men heller ingen har således været elsket af mig som De”. Det var ikke altid, at den fri, stundom ret drøje tone der i huset passede til Andersens sygelige og lidet ungdommelig sind, og dog elskede han disse mennesker meget højt.

Læssøe

Blandt hans nære venner må også nævnes Fru Læssøe, som gav ham sine moderlige råd, trøstede ham i hans sorger, og hvem han talte med om alt, “som man taler med sin moder”. Hun var stolt at at kunne regne ham blandt sønnerne, og hendes moderlige deltagelse var ham som en kvægende dug. Edward Collin fandt, at hun holdt for meget med ham i hans urimeligheder eller roste ham for meget, og så vankede der til ham i den collinske ungdomskreds. Gennem mange år var Andersen en hyppig gæst hos Fru  Læssøe og mens Frederik Læssøe (Istedhelten) levede, kom han der hver torsdag aften, da der så var åbent hus. Hele kredsen var da indtaget i ham, og han kunne være rig på indfald, der elektrificerede alle.

Herregårdene

Ofte tilbragte Andersen mange uger i besøg på sjællandske og fynske herregårde, hvor han nød et rigt sommerliv hos venlige, hjertelige mennesker eller i skovenens og markernes ensomhed, “hvor vildtet sprang forbi, og storken gik på sine røde ben”. I et brev fortæller han en gang, hvorledes han var draget fra Sorø til Odense og Langesø, derfra til Hindsgavl og så til Holstenshus og Fåborg, fra Holstenshus til Glorup, atter til Holstenshus og så igen til Glorup. Sådan havde han fartet om. Tre uger efter var han på Bregentved og til begravelse på Gisselfeldt.

Glorup

Særligt på Lykkesholm og på Glorup opholdt han sig tit og befandt sig vel. På Glorup levede man et stille, ensartet liv, og han kunne der fordybe sig i “den paradisiske skovensomhed”, hvorledes det her gik til i det daglige skildrer Andersen en gang i et brev således: “her på gården er kun den gamle greve, der er meget stille, og så to gamle frøkener. Hver morgen gør jeg pligtfyldigt kort visit hos den gamle excellence, og en halv time senere kommer han til mig for at gøre kontravisit. Den eneste afveksling deri er, at han kommer en enkelt gang først, og da jeg da sidst. — De to timer (fra thetid) til kl. 10 er de længste. Excellencen og begge frøkener er velsignede gamle mennesker, men de har ikke meget at fortæller. Jeg taler da i to timer — der kommer pauser, og i disse, det er underligt at høre, rumler det stadigt i den ene gamle frøkens mave. Det er min eneste fornøjelse”.

Soldaterfesten på Glorup

Ved en enkelt lejlighed var der liv nok, det var, da den gamle Greve (1851) gav en fest for de fra krigen hjemvendte soldater der fra godset. Andersen fik det hverv at ordne festen og havde megen glæde deraf. i et stort telt i Glorup Have under blomster, flag, dannebrogsfarvede skjolde og lysekroner, til lyden af kanonskud og musikkens toner gik krigerne til bords om eftermiddagen. Om aftenen kom pigerne, hvoraf hver karl måtte indbyde en, og så gik dansen i den strålende sal, mens haven udenfor lyste med brogede lamper og lygter. Det hele var af en forunderlig virkning på dem, det var gjort for. “Det har kostet over tusind daler” sagde en. “Du kan tage en million” sagde hans kone. “Det er himmeriges Rige”, sagde en gammel værkbruden mand, der var blevet båret derhen til festen. “Den dejlighed, den musik og den levemåde ! i Himmelrigets Rige!”. Jeg giver næste år en sådan fest igen, sagde den gamle greve. “Det er dejligt at kunne glæde så mange mennesker”, men næste år var den gamle greve død. For Andersen stod denne fest som et strålende blad i hans livs eventyr.

Glorup Have

Fra Glorups Have har Andersens eventyr “Den lykkelige familie” sit udspring. Der groede i haven en mængde store “skræpper” (hestehov) plantede der i tidligere tid til føde der de store hvide snegle, der i sin tid ansås for en delikatesse på et herskabsbord. “Den lykkelige familie” er en sneglefamilie i skræppeskoven.

Lykkesholm

På Lykkesholm gik det mere livligt til. Den gamle Frue på gården viste ham overstrømmende gæstfrihed og venlighed, og de unge damer sværmede for ham. “Alt, hvad jeg siger, finder de fortræffeligt. Alt, hvad jeg ytrer lyst til, giver de mig”. Og han deltog med dem i muntre ungdomsløjer. De satte en hane under hans seng, hængte kræmmerhuse med oldenborrer i på sengeomslaget, lagde ærter eller en kvindelig dukke i sengen og Andersen gjorde gengæld efter bedste evne. På Lykkesholm med sin sø og sin skov og sin gæstfrihed befandt Andersen sig særligt vel. Han besøgte også Ørbæklunde, som han siden beskrev i romanen O.T. Fra Holstenshus var han en dag på koncert i Fåborg og så der sin ungdomselskede, som var der tilstede tillige med sin mand. Skønt der var gået ti år, slog de gamle erindringer ham i møde som en bitter duft. (hun var skovriderfrue der i egnen)

Nysø

Blandt sjællandske herregårde gæstede han især Basnæs ved Skælskør og Nysø ved Præstø. Hos baron Stampe på Nysø, der den gang ret var et tilholdssted for berømtheder, opholdt sig stundom f.eks. Thorvaldsen, Grundtvig, Oehlenschläger, ofte flere af dem samtidig. Når Andersen var der forelæste han, som han altid plejede med liv og lune sine eventyr om “den grimme Ælling” … “Toppen og Bolden” og flere andre. Især Thorvaldsen var da en interesseret tilhører. I tusmørket når familien sad i den åbne havestue, kunne Thorvaldsen komme og klappe Andersen på skulderen med de ord; “Får vi små et eventyr?” og det morede ham at høre og atter høre det samme eventyr. Når Thorvaldsen var sysselsat i sit “Værksted” som Baron Stampes havde hugget til ham ved kanalen nede i haven, stod Andersen tit hos og underholdt ham med et eventyr, mens han modellerede finde billeder i leret. Når man derimod om aftenen efter endt dagsværk spillede lotteri, som var Thorvaldsens største fornøjelse, så kedede Andersen sig. Han kunne da liste sig bort ud i skoven og vilde næppe nok komme igen, når de andre kaldte.

Basnæs

Basnæs hvor Andersen hvor Andersen vedblev at komme indtil sine sidste år, skrev han flere af sine bedste historier, f. eks. den morsomme om “Snemanden” og “Skarnbassen” der er digtet over et arabisk ordsprog, der havde stået ham i tankerne i ni år. Den godhed, som herskabsfruen i “Krøblingen” . en af hans allerbedste og bedste historier – viser imod den fattige, syge dreng, havde han set mage til hos den milde frue på Basnæs.

Kilde: Skive Folkeblad 5. april 1905 – H.C. Andersen – Af H. Buch-Frandsen. Foto Lars Bjørnsten 2003.
Lars Bjørnsten Odense

Se mere om H.C. Andersen relaterede ting i perioden 1900 – 1924 her!