En del af familien Melchior
Fra venstre Harriet Melchior (1851-1917), Moritz G. Melchior (1816-1884), Carl Melchior (1855-1931), Johanne Melchior (1848-1911), Anna Melchior (1853-1881) Dorothea Melchior (1823-1881), Emil Melchior (1857-1881) og Louise Melchior (1849-1934). På det tidspunkt billedet er blevet taget var det ældste barn William Melchior (1847-1856) død, og det yngste medlem af børneflokken, Thea Melchior (1860-1876) var endnu ikke født. Set i H.C. Andersens Hus i 2010.
H.C. Andersen i det Melchiorske Hus
Mellem lejlighedsværkerne i anledning af H.C. Andersen jubilæet (02.04.1905) vil der ikke knytte sig mindst interesse til den mappe med mindeblade, der udgives i velgørende øjemed af frøknerne Melchior.
H.C. Andersen hørte i de sidste seksten år af sit liv til det gamle, fornemme købmandshus’ fortroligste venner. Indført der af familien Henriques mødte han til en begyndelse jævnlig om formiddagen og læste eventyr højt. Så kom syltetøjsskålene på bordet og et glas vin, omgivet af en interesseret kreds befandt digteren sig ret i sit es. Inden ret længe havde Andersen i sin faste dag hos Melchiors, ligesom i en række af de andre gode, københavnske huse, hvor han befandt sig vel. Han kom der til middag, men hele aftenen blev han sjældent. Han kunne jo ikke forsømme det kære teater, hvor han i hvert tilfælde måtte se en akt eller to.
Om sommeren tilbragte han i det mindste en måneds tid på Melchiors villa Rolighed. I den tid, hvor hans venner ikke var i byen, drog han jo på gæstgiveri rundt hos dem – på Nysø og på Basnæs osv. – og altid var han en kærkommen gæst. Han føltes næsten som barn i huset. Han var ikke af de gæster, der skulle underholdes. Megen tid brugte han til sin omfattende korrespondance. Der var dage, hvor han kunne 20-30 breve afsted. Så skulle han jo også have fred til at digte. Nogen egentlig arbejdstid havde han ikke. Han skrev, når han “havde besøg af sin muse”. Men havde hun gæstet ham, satte han jo pris på at have gode tilhørere. Han fik det let. Det var ikke blot en ære at høre H.C. Andersen læse op – han var nu blevet en af de store, men det var også en virkelig fornøjelse.
Han var en udmærket forelæser, et stykke af en skuespiller var der i ham, selv om han aldrig havde held med sig på teatret. Som oplæser drog han nytte af dette talent, og han holdt af at læse op, de andres digterværker såvel som sine egne. Helst naturligvis sine egne. Men øvede han oplæsningen som kunst, stillede han også nogen fordring til sit publikum. Ro ville han have, hvad man i og for sig ikke kunne fortænke ham i. Nu var det i reglen sine sidste digterværker, han læste op- Efterhånden, som der kom nye tilhørere, skulle de altså også høre historierne, stadigt de samme. Og så kunne det naturligvis være lidt besværligt, at Andersen følte sig krænket, om nogen rejste sig og gik – når den samme fortælling foredroges for fjerde – femte gang. Især var det ikke altid så let for de unge.
Der er talt og skrevet så meget om H.C. Andersens forfængelighed. Naturligvis var han forfængelig, som så mange forfattere og kunstnere. Men han var mere barn end de fleste andre og modsætningen mellem den kummerlige barndom og verdensry sidenhen ville vel være steget de fleste til hovedet. Barn, som han var, kunne kunne han kun ikke skjule sin glæde over ros – enten den så kom fra en kender eller køkkenkarl.
Der var dog et punkt, hvor hans forfængelighed var påfaldende. Han kunne ikke tåle hentydninger til sit ydre. Han var jo ikke smuk – påfaldende lidt smuk. Ethvert af hans billeder røber det, undtagen et eneste af Fru Jerichau-Baumann, som er i frøkenerne Melchiors eje.. På det er han af en ligefrem åndig skønhed. Legemlig har dets lighed næppe nogensinde været påfaldende. På dette ene punkt kunne hvert lille drilleri være ham af smerte. Han kunne ikke en gang lide, at der blev talt om grimhed. Var der nogen, som omtalte andre som grimme, begyndte han straks at tage disse i forsvar, idet han fremhævede alt det, der ellers kunne være af godt og klogt hos dem.
Ganske sikkert hængte dette også sammen med hans hjertensgodhed, der heller ikke kunne tåle, at nogen i et selskab blev overset eller skubbet til side. Dem tog Andersen sig særligt af og kunne tale længe med. Han mindedes vel sin egen glædeløse ungdom.
Han var elskværdig og hyggelig og morsomt fingernem. Sagtens har intet af hans eventyr moret noget barn sådan som de to eventyrbøger, han klippede og klistrede og tegnede og skrev for et par af sine venners børn. Det var rigtig sådan vrøvleeventyr, som de små allerbedst forstår. Han elskede at klippe. Så tog han et stykke papir, lagde det nogle gange sammen og på et øjeblik havde han klippet et stort kunstfærdigt billede, med forunderlige borter, figurer og ornamenter. I den Melchiorske familie findes i glas og ramme et af den slags store, kunstfærdige klippearbejder. Mange af hans omgangsfamilier fra den gang gemme lignende, som han forærede til sine unge venner.
Det største klippearbejde ejer dog frøkenerne Melchior i hans bekendte skærm – en uhyre beskeden og jævn firefløjet kakkelovnsskærm med en ramme af tarveligt træ, men helt dækket af billeder, som han har udklippet af bøger og blade og med ualmindelig dekorativ sans ordnet og sammenklæbet til et malerisk hele. Der er billeder af bygninger, af forfattere, berømte politikere, skuespillere, illustrationer til hans eventyr – en broget billedvrimmel, som han delvis ahr ordnet efter landene sådan at Frankrig, Tyskland, Danmark o.s.v. hver har sin fløj. Det var ham et stort, anskueligt mindealbum. Han havde bestemt at skrive ne bog om den. Endnu til det sidste talte han om, at ville diktere sin skærmhistorie til en af sine nærmeste… Det blev desværre aldrig til noget.
Nu, på en hvis måde findes historien jo skreven i hans “Livs Eventyr” i brevene og så i hans vidtløftige, meget omhyggeligt førte dagbøger, der ganske vidst ikke egner sig til offentliggørelse, så intime som de er efter hele deres form – thi al sin personlige harme, forudrettelse og stolthed har Andersen udøst i dem, men som ganske sikkert i fremtiden ville være litteraturhistorikerne et uvurderligt materiale. De ejes nu af etatsråd Jonas Collin og frøknerne Melchior.
Men det vil føre alle de minder, det Melchiorske hus pietetsfuld gemmer om familiens gode ven. Snart er det et billede fra eventyrene, som fru Jerichau Baumanns maleri af den lille havfrue, snart en beundrers allegoriske tegning af den store digter, eller fotografier, breve m.m. Det er en sværm af minder, der bor til huse her, hvor han levede så megen tid og undertiden arbejdede, som da han skrev kantaterne sammen med den unge svenske komponist J. A. Hägg, som Gade ventede sig så meget af, men som blev syg, indtil han efter tyve års sygdom atter har kunnet begynde at arbejde oppe i en lille norsk by. De to musikstykker ville nu blive opførte ved en af Andersen-festerne.
På “Rolighed” døde han, hin fjerde august 1875, i sine kære venners kreds. Hvis der engang skulle laves et H.C. Andersens Museum, hvor hans hjem blev fremstillet, sådan som det er sket med så mange bekendte digtere, ville man næppe få noget indtryk af hans egne værelser. Han havde for så vidt ikke noget hjem, det var altid præget af de lejede værelsers tilfældighed. Man måtte gengive en af de stille stuer i et af de gode borgerhuse, hvor han ret af hjertet følte sig hjemme, og hvor han tilbragte sine lykkeligste tider.
Kilde: Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 18. marts 1905 og Lars Bjørnsten Odense