H.C. Andersens slægt og opvækst i Odense

04-11-023

Træsnit med H.C. Andersens Barndomshjem ca. 1867

Der findes mange beskrivelser af H.C. Andersens barndom i Odense. Her er en kortfattet en skrevet i en avis under overskriften  “Hans Barndom – Hans Slægt”. Til et billede af sit barndomshjem i Odense Munkemøllestræde skrev H.C. Andersen en gang et lille digt, hvori findes følgende smukke ord:

Hvor var der festlig derinde
når pinseklokkerne klang:
små hvide sommergardiner
i solskin om vinduet hang

Een stue, et lille køkken –
og dog alt så stort og godt:
der leged’ jeg juleaften
som siden på intet slot.

Barndomshjemmet i Munkemøllestræde

Det antages at Hans Christian Andersen er født i Hans Jensensstræde Nr. 43 i Odense den 2. april 1805. I  dette hjørnehus (Hans Jensens Stræde – Bangs Boder) boede tre familier herunder noget familie til H.C. Andersens moder. Huset rummer i dag en del af H.C. Andersen Museet.

Familien flyttede imidlertid i 1807 til ovennævnte hjem i Munkemøllestræde, huset med marmortavlen på væggen, til hvilket digterens barndomsminder egentlig knytter sig. Et års tid før Hans Christians konfirmation, da hans fader var død, og hans moder havde giftet sig igen, flyttede den lille familie over på den modsatte side af samme gade, og endnu nogle år senere (1822), da drengen allerede længe havde været ude i verden, flyttede den til Pogestræde Nr. 14, som tilhørte bedsteforældrene. Det må være det hus, Tietgen i sine “Erindringer” fejlagtig betegner som digterens fødested, “et lille hus med to halvdøre til Gaden ved siden af Skrædder Saukopf. En tilføjelse til dette er  at der den  27. april 1832 i Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende var indrykket en notits: “Undertegnede er flyttet til No. 500 i Pogestrædet. Saukopf, Skrædermester”.

“Mit Livs Eventyr” og Barndomshjemmet

I “Mit Livs Eventyr” har H.C. Andersen givet en fængslende skildring af livet i det fattige hjem, en skildring, fuld af talende småtræf. Der var kun een stue, der næsten var opfyldt med skomagerværktøjet, sengen og en slagbænk, hvori Hans Christian sov. Men væggene var behængte med billeder, og på dragkisten stod kopper, glas og nips. Henne over værkstedet ved vinduet var en hylde med viser og bøger, hvor i blandt Holbergs komedier, som Hans Christians fader skomager Andersen ofte læste i. Det lille rum var for Hans Christian stort og rigt. Fra køkkenet kom man ad en stige op på loftet. Udenfor i tagrenden mellem deres og naboens hus stod en kasse med purløg og persille. Det var hans moders hele have. I eventyret om “Snedronningen” blomstrer denne have endnu.

Slægten

Ved Provinsarkivet i Odense har man taget sig for at undersøge, hvad der i gamle kirkebøger og tingbøger osv. kunne fås at vide om H.C. Andersens nærmeste slægt. Ved at læse om disse undersøgelser (i “Personalhistorisk Tidsfrist”), mærker man, at hvad digteren fortæller i “Mit livs Eventyr” om sin slægt, på flere punkter er husket fejl eller skyldes fejlagtig underretning, men er dog i det væsentlige rigtigt.

Farfar Traes

Arkivundersøgelserne bekræfter til fulde, at han var ud af ringe, fattig stand. Hans farfader, om hvem han selv fortæller, at han havde været en velhavende gårdmand, synes at have været skomager ligesom sønnen. Ved at miste sin formue var han blevet vanvitig, og for deres sidste stillinger havde han og farmoderen købt det lille hus i Odense Pogestræde. Man kaldte ham med tilnavnet Traes, og stundom løb drengene efter ham på gaden for at holde halløj med ham. Når Hans Christian så det, var han meget ulykkelig og skjulte sig. Den stakkels vanvittige mand henlevede sine sidste dage på Odense Hospital.

Farmor

Farmoderen synes næsten at have været den eneste normale i digterens nærmeste slægt. Hun kom hver dag i barndomshjemmet og holdt særdeles meget af drengen, og han oplevede meget på sine besøg hos hende. Hendes mormoder, fortæller han, var en adelig tysk dame, der var løben bort med en komediantspiller. Men gamle kirkebøger udviser, at dette ikke var tilfældet, og dette bortførelsessagn må høre hjemme så langt tilbage i slægten, at man ikke kan følge det. Den formentlige adelsdame, digterens tipoldemor, var en fattig kone i Assens, Karen Nielsdatter, der døde i 1768 som enke efter postrider Søren Jensen, efterladende sig af indbo et bord til en mark og et sengested til 8 skilling, som arvegods til en talrig børnflok, hvis efterkommere endnu må leve i Assensegnen.

Faderen skomager Hans Andersen

Digterens fader, skomager Hans Andersen, var en fantasifuld natur, ikke tilfreds i sit håndværk og ikke lykkelig. Han var meget opfyldt af, hvad han læste i aviserne om Napoleonskrigene, og da Danmark så kom med i krigen, ville han være soldat i håb om at komme hjem som løjtnant. Hustruen græd, og naboerne syntes, det var tosset af ham, men han drog af sted. Han nåede ikke at komme i krig, thi kort efter blev der sluttet fred, og skomager Andersen sad snart igen på sit værksted. Men fra den tid af var han aldrig rask. En morgen, da han vågnede, var han meget syg og talte vildt, og tre dage efter døde han.

Moderen og eventyret “Hun duede ikke”

Efter alt at dæmme får man af H.C. Andersens moder kun et lidet tiltalende billede. Før sit ægteskab havde hun en datter, altså datterens halvsøster, om hvem intet vides. Hendes eftermæle i Odense er, at hun var hengiven til druk, og general Holten siger det samme i sine erindringer. Han kalder hende Madam Traes og betegner hende som en dårlig anset person. At hendes søn i “Mit livs Eventyr” sætter hende et smukt minde, er forståeligt, og rimeligt er det jo, at han er den, der bedst har kendt det gode hos hende. I et af sine eventyr (Hun duede ikke) fortæller Andersen om en vaskekone, der drak, og om hvem folk sagde, at hun duede ikke. Men digterens skildring går ud på: Jo, hun duede, i sjæl og hjerte var hun god. Skønt digteren siger, at denne historie støtter sig til en bestemt barndomserindring om en anden kone, er der vist ingen tvivl om, at den også tør opfattes som en lønlig undskyldning for moderens fejl og et æresminde for hende. Hun skulle være født i Bogense, men hendes afstamning synes ikke af kunne opspores.

Hjælp til moderen

Moderens forhold tyngede sønnens sind, og han bar omsorg for hende. En tid tænker han på at få hende anbragt hos en husmandsfamilie i Middelfart-egnen. Han skaffer hende mad fra bespisningsanstalten, sender hende klæder og penge og lover hende mere til jul, og hans velyndere i fødebyen besørger det nødvendige i den retning. Hun tog dog ikke mod håndsrækningerne på nogen elskværdig måde. Her er et brev fra hende til sønnen derom: “Ieg takker di tillige for di Penge Som Du sende Gulbergs (Oberst Guldberg) Di lo kiøbe læret til en Særk til mig men i mit liv har ieg aldrig eiet Saa grov en Særk det var Som det groveste Sægelier… hva Du har bedt mig om Skal ieg nog la være men at misondelig Mennesker skildrer mig Saa Slet kan ieg (ikke) giøre ved bespisningsanstalden har nu begønd og ieg faaet Ma engang … Det er io kun tønt men Saa bær det dog navnet af varm Ma …”

Man kan dog ikke bryde staven over hendes “Elskværdighed”, som Collin gør, uden at vide, hvor elskværdig hjælpen er trådt hende i møde. Da hun som den længstlevende af den snævre familiekreds døde i 1833, mens den unge digter opholdt sig i Rom, følte han sig ensom i verden, skønt han havde vundet sig trofaste venner.

Barndomsoplevelser

Digterens mange barndomsoplevelser er her ikke plads til, og de fortjener også at læses i sammenhæng i “Mit livs Eventyr”. Af plakatbæreren ved teatret fik han en plakat for at bære de andre omkring i kvarteret, og bag efter spillede han så i tankernes komedie med plakatens personer. Dette var hans første ubevidste digtning. Han skrev også selv et stykke, en tragedie, hvori naturligvis alle døde, og hvori replikkerne bestod i citater fra Balles lærebog om pligterne mod næsten.

Konfirmationen og eventyret  “De røde Sko”

i 1819 blev han konfirmeret hos stiftsprovsten i St. Knuds Kirke. Faderen første frakke blev syet om til ham, og for første gang fik han støvler. Dan han var bange for, at ikke alle skulle se, det var støvler, trak han skafterne uden på benklæderne og gik således op ad kirkegulvet, frydende sig over, at støvlerne knirkede, for så knne man da høre, de var nye. Men hans andagt blev forstyrret, og når han siden kom til at tænke på den historie, var han bedrøvet over, at hans tanker havde været ligeså meget ved hans støvler som ved den kære Gud. Som digter skrev han med tanken derpå eventyret om “De røde Sko”, om pigen, som i kirken kun tænkte på sine røde sko, hvorefter hun til straf derfor kunne få skoene af og bestandig måtte danse afsted hen ad alleveje og alle marker, indtil hun til sidst måtte bede en mand om at hugge fødderne af hende. Dette næsten uhyggelige eventyr skal især være yndet i Holland og England.

Rejsen til København

Hans moder ville have ham i skrædderlære, men han bad så bønligt om at blive fri, thi han ville til København. Han havde sparet 13 Rigsdaler sammen, som han ville bruge til rejsen. Han syntes, det var en hel rigdom. “Hvad skal der blive af dig der?” spurgte moderen. “Jeg vil være berømt” svarede han. “Man går først så gruelig meget ondt igennem, og så bliver man berømt”. Han græd og bad om at måtte rejse, og til sidst fik han lov, efter at hans moder først havde rådført sig med en gammel, såkaldt klog kone fra hospitalet, som i kort og kaffegrums spåede ham hans fremtids skæbne. Hun sagde: “Hendes søn bliver en stor mand, til ære for ham skal en gang Odense blive illumineret”.

Afgang

Så tog han afsted. Postkusken tog ham med på vognen uden betaling. Da han kom over Storebælt, blev han helt forknyt, fordi han syntes, at han var kommen så forfærdelig langt bort fra sin moder. Da han kom i land i Korsør, gik han om bag et skur og bad til Gud, hvorefter han fortsatte rejsen til hovedstaden.

Kilder:

Skive Folkeblad (1880-) 31. marts 1905 H.C. Andersen Af H. Buch-Frandsen. Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende 27. april 1832  samt Lars Bjørnsten Odense.

 Læs mere om H.C. Andersens barndom og barndomshjemmet