Johannes Nørregaard Frandsen fra H.C.Andersen instituttet i Odense taler
Ved afsløringen lørdag d. 8 Oktober 2016 af skulpturen “Entrance to a fairytale” som kan ses overfor hovedindgangen til Den Fynske Landsby Sejerskovvej 20 5260 Odense S holdt bl.a. professor Johannes Nørregaard Frandsen fra H.C.Andersen instituttet i Odense tale om H.C. Andersen, eventyret Fyrtøjet og om kunsten. Kunstneren Niels-Erik H.V. Øhlenschlæger holdt også tale som kan ses her!
Johannes Nørregaard Frandsen sagde bl.a. at skulpturen “Entrance to a fairytale” er indgang til eventyret, indgang til eventyret Odense og det er indgangen til en af Odenses meget smukke små skove. Der er nogle ting i børn i Danmark ved, de ved at kejseren ikke havde noget på og de ved også, hvad et H.C. Andersen træ er. Et hult gammelt piletræ, der især står rundt om på Fyn. I det kan man kravle op og ned. Måske ligger der et fyrtøj dernede og der er store hunde dernede i træet. Johannes Nørregaard Frandsen citerede fra eventyret, som står rejst derovre. Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen et, to. Han havde tornyster på ryggen og en sabel. Han havde været i krigen og nu skulle han hjem. Det er en fantastisk indledning. Det er den første indledning i det første eventyr H.C. Andersen offentliggjorde, som sine eventyrhistorier i 1835 og det blev indgangen til H.C. Andersens store berømmelse.
Det er i sandheden indgangen til et eventyr, der kom en soldat marcherende hen ad landevejen og et hvert barn og også barnet i os selv genkender scenen, scenen er sat , han er en soldat. H.C. Andersen kan lave en indledning, så det siger bang og han kan også lave slutningen for det her eventyr. Fyrtøjet slutter med brylluppet der varer i otte dage og hundene der sad med til bords og gjorde store øjne. Det er genialt sagt. Eventyret ender, så møder han en gammel heks, der er ækel. Når han har fået alle pengene og fyrtøjet dernede fra, så kan han gøre alle mulige undere, så hugger han hovedet af hende. Senere pudser han hundene på sine kommende svigerforældre kongeparret, som hundene vælter ned. Han er en rigtig uartig fyr ham, soldaten. Alligevel kan vi godt lide ham. For han har alt det H.C. Andersens eventyr altid rummer. Han har indgangen til eventyret, han har det kæmpestore potentiale for at åbne verden.
H.C. Andersens eventyr og særlig Fyrtøjet bygger på en gammel måde, at fortælle på, nemlig folkeeventyret. Der har en sådan struktur, at først er der en situation, man kan sige man er hjemme, så skal man ud i verden og så skal man hjem igen. Ligesom folkeeventyret I kender det fra Rødhætte, der er en af brødrene Grimms indsamlede. Rødhætte fik at vide, at nu skulle hun gå den lige vej hen til bedstemor og ikke nogen svinkeærinder, den lige vej og så skal du aflevere kurven og komme hjem igen, men hun laver svinkeærinder, hun skal lige ud at plukke blomster og hvad sker der, ulven tager hende, men jægeren kommer og redder hende og hun når hjem igen. Det er folkeeventyrets struktur. Sådan er det også i eventyret om Fyrtøjet, men efterhånden udvikler det sig til det rigtige eventyr, det Andersenske eventyr, det at vi ikke kan komme hjem igen. Hos H.C. Andersen er forandringen evig, forandringen fortsætter, der er ikke en afslutning.
Vi kommer ud i det ubekendtes land,der hvor forvandlingen fortsætter. H.C. Andersen sagde, at rejse er at leve, det er den stadige rejse som livet er og rejsen er et liv. Hvis man stopper op på sin rejse, så er man ikke mere, så bevæger man sig ikke. Det er der H.C. Andersen tilfører kunsten, han tilfører verdenslitteraturen noget. Det er ubestemmeligheden, det er det, at man rejser ind i ubestemmeligheden og fortsætter ind i ubestemmeligheden. Han blev ved med i eventyr efter eventyrhistorie, historie efter historie, at reflektere over, hvad der skete når man døde. Blev man så udødelig. Er du sikker Vorherre? Er du sikker på, at du er deroppe ? Er du sikker på jeg fortsætter deroppe og hvordan fortsætter jeg? Fortsætter jeg som krop? Fortsætter jeg som HCA med høj hat, eller er det min sjæl eller hvordan er det? Så bevægelsen fortsætter, det er den tvivl H.C. Andersen har hele sit liv, som i virkeligheden gør ham så stor.
Det særlige ved H.C. Andersen er, at han er den første forfatter i verdenslitteraturen, der for alvor giver fantasien den plads, den skal have. Fantasien er den råstyrke, råkraft der forvandler alting. Fantasien er et græsk ord “Fantasia”, der betyder, at noget åbenbarer sig, noget dukker op f.eks en dukke i et træ eller noget andet. Noget dukker op indefra. Så fantasia betyder noget dukker op. Det er det H.C. Andersen skriver hele sit eventyrregister på. Det er noget der dukker op, det usikre, det uventede, noget der kommer nedefra, noget er der lige pludselig og så rejser forvandlingen, de ubekendte, så er kunst altid arbejdet med det ubekendte. Det er det ubekendte der er der i forvejen. Det er derfor det er en sjov pointe, at der står et 225 årig træ og pludselig viser det sig at træet rummer noget helt andet, men sandheden er at Niels-Erik H.V. Øhlenschlæger har frilagt noget, der jo var derinde i træet, så har han lavet lidt ciseleringer, sat noget til og malet træet, som er så genialt lavet, men træet var der i forvejen, formen er der, den er derinde kunsten og eventyret.
Om H.C. Andersen og Øhlenschlæger nævnte Johannes Nørregaard Frandsen bl.a. at nogle dage før H.C. Andersen skrev Fyrtøjet i 1834 havde han været i Det kongelige Teater og se opførelsen af Øhlenschlægers Aladdin. Han blev inspireret bagefter og Aladdin blev til det Fyrtøjet, som Niels-Erik H.V. Øhlenschlæger, en af Øhlenschlægers efterkommere nu har skabt her. Dernede ligger det, han har lovet og med sådan en forvandlingskraft son Fyrtøjet, Tinderbox, som også hører denne by til nu, med denne måde at se, så er der virkelig indgang til eventyrene.
Kunsten skaber sine træer og rigtig god kunst har altid rødderne dybt nede i traditionen, det har Niels-Eriks træ i den grad. Rødder dybt, dybt begravet i traditioner og så folder man en stamme, grene og blade ud, det er kunst. At det var der i forvejen, men det får et twist og pludselig står det lodret rejst, kunsten, som indgangen til noget vi i grunden vidste i forvejen.
Jeg syntes, at det er det byen Odense gør lige nu også, står på sin tradition og gør alverdens ting. Det er eddermunkema besværligt noget af det, men det er også besværligt at kravle ned i træet og finde fyrtøjet dernede. Det er et eventyr, der rejser sig for os, der åbner sig for sig. Kunsten er altid indgangen til et eventyr, er altid indgangen til vores eget eventyr for ethvert møde med stor kunst, god kunst er et møde med os selv. Stort tillykke til Niels-Erik, til skoven, til Den fynske Landsby, til byen, til jer med endnu et træ og det skal bare stille og roligt stå og forgå. Derfor vil det ende i det ubekendtes land. Vi ved ikke hvordan det går. Vi ved ikke hvilke bænkebidere, ørentviste og jeg ved ikke hvad, der vil kravle rundt og nedbryde dette eventyr for at frisætte et nyt eventyr. Sådan sluttede Johannes Nørregaard Frandsen sin tale ved afsløringen af “Entrance to a fairytale”.
Foto m.m. Lars Bjørnsten Odense