H.C. Andersen med “vand i øjnene” på vej med jernbanen. Set på Jernbanemuseet i Odense.
De nødvendige toiletbesøg
H.C. Andersen var tilfreds med komforten i personvognene. De var også langt mere komfortable end de langsomme skrumlende hestetrukne diligencer, som han hidtil havde rejst med. I de årtier han rejste med tog, kom der varmeapperater og bedre lys i personvognene. Toiletter i vognene kom der derimod ikke i hans levetid. De behov skulle dækkes på de stationer toget standsede ved. Det skabte til tider problemer for H.C. Andersen, som ofte havde urolig mave på grund af nervøsitet over togturen. At det ikke altid var nemt fremgår af nedenstående, som er beskrivelser af Andersens noter i dagbøgerne.
Den 10. august 1847 var H.C. Andersen på rejse med jernbanen i England. I dagbogen har han noteret, at han var halvvejen og halvdød af at måtte holde sit vand, da han ikke kunne komme ud. Fredag 3. september 1847. Da toget holdt halvvejen til Frankfurt måtte han ud og lade vandet. Et tog for forbi og han jeg måtte stå ind imellem togets vogne, som han ikke vidste, hvornår de sattes i bevægelse. Hans legeme skælvede på halvvejen. Gik kæderne løse, det halve tog blev stående, i det skulle frem.
Lørdag 6. september 1862 …. H.C. Andersen var meget trængende for at komme ud og det var en pine før det skete, station ved station.
H.C. Andersen og jernbanen
H.C. Andersen var en person, der rejste meget rundt i Europa og i 1840 rejste han for første gang med tog. H.C. Andersen oplevede på krop og sjæl togrejserne. Han var begejstret for det nye tekniske vidunder, men samtidig ydmyg og nervøs. På de nedenstående sider om jernbanen og H.C. Andersen kan du få et indblik i hans oplevelser, følelser og tanker. Kilder: Jernbanemuseet Odense, H.C. Andersens Dagbøger kb.dk, HCA-brevbase SDU.dk og Lars Bjørnsten.