Tog på Kongeriget Danmarks første jernbane København – Roskilde kører under jernbanebroen ved det nye bryggeri Carlsberg. Foto af akvarel malet af H.G.F. Holm (kaldt Fattig-Holm) eller en anden samtidig kunstner efter Fattig Holms billede fra 1847. Foto Lars Bjørnsten . Set på Jernbanemuseet i Odense.
H.C. Andersens jernbaneeventyr “Jenbane Puk”
Tirsdag 10. august 1847 skriver H.C. Andersen i sin dagbog om jernbanen i England: På jernbanen ventet ½ time, gik med expres train. Før sagde man »gennem dale, over bjerge«, nu er det »gennem bjerge, over dale,« — vi for som den vilde hær, den ene tunnel efter den anden, lange og mørke; een havde tre kighuller; — Ide’ til et jernbane eventyr: »Jernbane Puk« de mennesker som ikke have villet fornemmet at menneskene nærmede sig og forstod hinanden, deres sjæl kom i en flaske og de spændes for jernbane toget.
Det nærmeste man kommer et jernbaneeventyr er rejsebeskrivelsen “En Digters Bazar” fra 1842, hvor H.C. Andersen på en eventyrlig måde beskriver rejsen med Jernbanen under afsnittet om Tyskland. Teksten er delvis omskrevet til nudansk. Vil du hellere læse den originale tekst så se her!
Uddrag fra H.C. Andersens “En Digters Bazar” afsnit om “Jernbanen”
Da mange af mine læsere ikke har set en jernbane, vil jeg først se at give disse et begreb om en sådan. Vi vil tage en almindelig landevej, den kan løbe lige, den kan slå en bugt, det er det samme, men jævn må den være, jævn som et stuegulv, og derfor sprængte vi ethvert bjerg, som stiller sig foran den. Vi bygger på stærke buer en bro over sumpe og dybe dale, og når da den jævne vej er foran os, lægger vi der, hvor hjulsporene ville gå, jernskinner, om hvilke vognhjulene kunne gribe fat. Dampmaskinen spændes foran med sin mester på, der ved at styre og standse den. Vogn kædes ved vogn med mennesker eller kvæg, og så kører man.
På ethvert sted af vejen vides time og minut, når vognrækken vil indtræffe hører man også milevidt signalpibens lyd, når toget er i fart, og rundt om, hvor biveje for almindelige kørende og gående skære jernbanen, slår den opstillede vagt træbommen ned for dem, og de gode folk må vente til vi har passeret. Langs Banen, alle de mile den strækker sig, er små huse rejst så langt fra hinanden, at de, som står vagt, kunne se hinandens flag og betids vide at holde banen ren, at ingen sten eller kviste ligger over skinnerne.
Se, det er en jernbane! jeg vil håbe, man har forstået mig.
Det var første gang i mit liv, jeg skulle se en sådan. En halv dag og den påfølgende nat havde jeg rejst med diligence den skrækkelige slette vej fra Braunschweig til Magdeburg, træt kom jeg herhid, og en time efter skulle jeg igen afsted med dampvognen.
Jeg vil ikke nægte, at jeg havde forud en fornemmelse, som jeg vil kalde jernbane-feber, og denne var på sit højeste, da jeg trådte ind i den storartede bygning, hvorfra vognrækken kører ud. Her var en trængsel af rejsende, en løben med kufferter og natsække, en susen og surren af maskiner, som dampen væltede ud af. Man ved første gang ikke ret hvor man tør stå, at ikke en vogn eller en dampkedel eller en kasse med rejsegods skal flyve over os. Rigtignok står man sikker på en fremspringende altan, vognene, man skal ind i, ligge i række tæt op til den, som gondoler ved en kaj, men nedenfor i gården krydser, som trolddoms bånd, den ene jernskinne den anden, og det er også trolddoms-bånd, som den menneskelige kløgt har slagen. Til disse skulle vore magiske vogne holde sig. Kommer de udenfor tryllebåndet, ja, så gælder det liv og lemmer. Jeg stirrede på disse vogne, på lokomotiver, løse karrer, vandrende skorstene og Gud ved hvad, de løb som i en trylleverden mellem hver andre; Alting syntes at have ben. Og nu denne damp og denne susen i forening med trængslen for at få plads, denne stank af tælle, maskinernes taktmæssige gang og den udeladte damps piben og snøften forstærkede indtrykket. Er man her, som sagt, for første gang, da tænker man på at vælte, brække arme og ben, springe i luften eller knuses ved at støde sammen med en anden vognrække; men jeg troer, at det kun er første gang, man tænker derpå.
Vognrækken her dannede tre afdelinger, de to første er magelige lukkede vogne, aldeles som vore diligencer, kun meget bredere. Den tredje er åben og utrolig billig, så selv den fattigste bonde tager med. Det bliver ham mindre dyrt, end om han skulle gå den lange vej og styrke sig i værtshuset eller overnatte på rejsen. – Signalpiben lyder – men den lyder ikke smukt, den har meget tilfælles med svinets svanesang i det kniven trænger gennem halsen. Man sætter sig ind i den mageligste karet, konduktøren lukker døren i for os, og tager nøglen til sig, men vi kunne lade vinduet gå ned, nyde den friske luft uden at frygte for nogen ulejlighed af lufttrykket. Man har det aldeles som i enhver anden vogn, kun mere mageligt, man hviler sig her, når man kort forud har gjort en anstrengende rejse.
Den første fornemmelse er en ganske sagte rykken i vognene, og nu er kæderne spændte, som holde disse sammen. Signalpiben lyder igen og farten begynder, men langsomt, de første skridt går det sagte, som om en barnehånd trak den lille vogn. Hurtigheden tager umærkelig til, mens du læser i din bog, ser på dit kort, og ved endnu ikke om farten er begyndt, thi vognen glider, som en kane på den jævne snemark. Du ser ud af vinduet og opdager, at du jager afsted, som med heste i galop. Det går endnu hurtigere, du synes at flyve, men her er ingen rysten, intet lufttryk, intet af hvad du tænkte dig ubehageligt!
Hvad var det røde, der som et lyn for tæt forbi? Det var en af de vagthavende, der stod med sin fane. Se kun ud! og de nærmeste ti til tyve alen er marken en uforstyrret strøm af græs og urter, som løber i hinanden, man fager en ide om at stå udenfor jorden og se denne dreje sig. Det piner øjet at hæfte det længe i samme retning, men du ser nogle favne længere bort, da bevæge sig de andre genstande ikke hurtigere, end vi se dem bevæge sig, når vi køre godt, og længere ud mod horisonten synes alt at stå stille, man har ganske og aldeles skuet og indtrykket af den hele egn.
Således just skal der rejses gennem flade lande! Det er som by ligger tæt ved by. Nu kommer en, nu atter en og man kan ret tænke sig trækfuglenes flugt, således må de lade byerne efter sig. De almindeligt kørende, som man ser på sidevejene, synes at holde stille. Hestene foran vognene løfte fødderne, men de synes at sætte dem igen på samme sted, og så er vi dem forbi.
Det er en temmelig bekendt anekdote om en amerikaner, der første gang kørte med dampvogn, at han ved idelig at se den ene milepæl fare forbi efter den anden, troede at han kørte over en kirkegård og så monumenter. Jeg skulle derfor ikke anføre den, men den karakteriserer ganske hurtigheden og jeg havde den i tanker, skønt man her ingen milepæle ser, de røde signal-faner måtte da være det, og den samme amerikaner kunne have sagt her, hvorfor er alle mennesker i dag ude med røde faner!
Jeg vil derimod fortælle, at da vi for forbi et plankeværk, som jeg så forkortet til en stang, sagde en mand ved siden af mig: “se nu er vi i fyrstendømmet Köthen,” og så tog manden sig en priis, bød mig også dåsen, jeg bukkede, prøvede tobakken, nøs og spurgte så: “hvor længe ere vi nu i Köthen?” – “O, “svarede manden, “der var vi ude af, idet De nøs!”
Og dog kunne dampvognene gå dobbelt så hurtigt som her. Hvert øjeblik er man ved en ny station, hvor passagererne skulle sættes af og andre optages, Farten bliver herved formindsket, man standser et minut, og ind af de åbne vinduer række opvartere os forfriskninger, lette og solide, ganske som vi behage! De stegte duer flyve, for betaling, bogstaveligt lige ind i munden, og så jager man afsted, sladrer med sin nabo, læser i en bog, eller skotter til naturen, hvor tit en skare køer med forbavselse drejer sig rundt, eller nogle heste rive sig løs og flygte fordi de ser, at tyve vogne kunne komme frem i verden uden dem. Det endnu hurtigere end om de skulle hjælpe til, og så er man pludselig igen under tag, hvor vognrækken standser, man har kørt sine femten mil i tre timer, er i Leipzig. Samme dag, fire timer efter, går det herfra igen en lignende vejlængde i samme tid, men gennem bjerge og over floder – og så er man i Dresden.
Jeg har hørt flere sige, at ved jernbanerne var al rejse-poesi borte, og at man for det smukke og interessante forbi, hvad dette sidste angår, da står det jo enhver frit for at blive på hvilken station han vil, og der se sig om til den næste vognrække kommer. Hvad det angår, at al rejse-poesi forsvinder, da er jeg af en aldeles modsat mening. Det er i de snævre, fuldpakkede rejsevogne og diligencer, at poesien forsvinder, man bliver her sløv, man plages i den bedste årstid af støv og hede, og om vinteren af slette veje. Naturen selv får man ikke her i større portioner, men vel i længere drag, end i dampvognen.
O, hvilket åndens storværk er dog denne frembringelse og man føler sig jo mægtig, som en oldtids troldmand. Vor magiske hest spænde vi for vognen, og rummet forsvinder, vi flyve som skyerne i storm, som trækfuglene flyve. Vor vilde hest fnyser og snøfter, den sorte damp stiger ud af hans næsebor. Raskere kunne ikke Mephistopheles flyve med Faust på sin kappe. Vi er ved naturlige midler i vor tid lige så stærke, som man i middelalderen har troet, at kun djævelen kunne være det. Vi er ved vor kløgt kommet på siden af ham, og før han selv ved det, er vi ham forbi.
Jeg erindrer kun få gange i mit liv, jeg således har følt mig greben som her, således med al min tanke ligesom skuet Gud ansigt til ansigt. Jeg følte en andagt, som jeg kun som barn har følt den i kirken, og som ældre i den solbelyste skov eller på det blikstille hav en stjerneklar nt! I poesiens rige er ikke følelsen og fantasien de eneste, der herske, de har en broder, der er ligeså mægtig, han kaldes forstanden, han forkynder det evige sande, og i dette ligger storhed og poesi!
H.C. Andersen og jernbanen
H.C. Andersen var en person, der rejste meget rundt i Europa og i 1840 rejste han for første gang med tog. H.C. Andersen oplevede på krop og sjæl togrejserne. Han var begejstret for det nye tekniske vidunder, men samtidig ydmyg og nervøs. På de nedenstående sider om jernbanen og H.C. Andersen kan du få et indblik i hans oplevelser, følelser og tanker. Kilder: Jernbanemuseet Odense, H.C. Andersens Dagbøger kb.dk, HCA-brevbase SDU.dk og Lars Bjørnsten.