Illustration af H.C. Andersens eventyr “Snedronningen” (1845) udført af tegneren Vilhelm Pedersen. Affotografering Lars Bjørnsten
Spejlet
I sin første selvbiografi skriver han i indledningen, at når jeg ser andre folk kan jeg bringe deres spejlbillede op. Så kan jeg ikke selv om jeg spejler mig ofte kan jeg ikke huske mit eget ansigt. Han må spejle sig i, hvordan andre mennesker ser ham og når han får kritik så slår det ham i gulvet. Han har ikke den selvfølelse, således at han kan stå imod kritikken. Han er som et blad for vinden. Han kalder sig en sumpplante som ikke har rødder, men må flytte sig efter hvor solen eller rosen er. Den uendelige ros er det der bekommer ham bedst. Det handler om at finde et sted og stå, hvor der er udvikling og bevægelse.
Når man skal fokusere på H.C. Andersen handler det om at finde et dynamisk sted med proces, ufærdige og udfordringer. Andersen forskeren Bøggild har sammenlignet Andersens arbejde med arabeske former, som udvikler og bevæger sig hele tiden. Klaus P. Mortensen har i 2007 sin bog “Tilfældets poesi: H.C. Andersens forfatterskab” p. 288 skrevet om H.C. Andersen “Hans univers er ikke statisk, centreret, men konstant ekspanderende, centrumsflydende. Det universelle er hos ham til syvende og sidst ikke en højere fællesnævner, derimod en stadigt knopskydende mangfoldighed”. Næste side 10 .