Festen for H.C. Andersen blev afholdt 8. september 1869 for at fejre at det er 50 år siden at han som fattig dreng kom til København fra Odense. I den anledning var der fest på hos Vincents på Gammelholm i København, hvor der var æresgæsten, venner m.fl. var til stede for at hylde Andersen bl.a. med taler og sang. / red.
Festtalen af redaktør Bille
Efter sangen af P. Hansen holdt redaktør Bille holdt festtalen. Han mindede om hvorledes Andersen havde løftet ikke alene sit eget, men også sit fædrelands navn på sine vinger ud over Europa ved sine herlige eventyr, “Vi danske er lidt for tilbøjelige til først at hædre vore store mænd, når de er døde – sagde taleren -, men vi begå derved en uret mod dem. Vi havde derfor med glæde grebet lejligheden til at hylde Andersen. Denne trang har længe ulmet hos os. Vi ville bringe ham en tak ikke blot for alt, hvad han har skænket vor litteratur, men også for de digtninger, han vil give os. Vi stå i en stor gæld til ham.
Uretten mod H.C. Andersen
Den nuværende slægt har på en vis måde en uret at gøre god mod ham igen, fordi den foregående slægt ikke har vidst at skatte ham som han fortjente. Vi følge Andersen et halvt hundrede år tilbage i tiden og følge hans tilskikkelser i “Mit Livs Eventyr”, denne mærkværdig gribende, naive skildring, under læsningen af hvilken smil og tårer veksle, – og det er jo det højeste, hvortil vi dødelige kunne drive det. Andersen har skildret, hvorledes han som fattig dreng kom hertil.
Fortvivlelsens år
Vi have fulgt ham i de 7 arbejdsår fra 1819-1825, og de 5 fortvivlelsens år, hvor “Fodreisen” kom frem, og hvor hans italiensrejse ligesom klarede hans livs gåder, idet “Improvisatoren” først ret viste os hans betydning. Fra den dag, blomsterknoppeen brød sit fængsel, har han skænket os mange digterværker. Nu er hans navn kendt ikke alene her, men over hele Jorden. Hans tanker have brudt sig vaner over hele verden.
Børnenes kærlighed til H.C. Andersen
På Norges Fjelde, blandt Skotlands klaner og ved Himalaya, – overalt læse småbørnene de samme eventyr, hvis tanker er udgåeden fra den danske digters hjerne. Børnene høste gavn af denne læsning. De lærer fremfor alt at fatte større kærlighed til Gud og verden. Sådanne mænd er sjældne og derfor må vi danske vel kunne takke en sådan digter. Dog får han ikke alene en tak af de her forsamlede, men fra den hele vide jord bringes der ham en sympatiens tak. Vi takke digteren, vennen, og gid hans vidunderlige ungdommelighed som ham, trods sine 64 år, har bevaret aldrig må forlade ham. Gid han endnu må skænke os mange digterværker. H.C. Andersen leve!”
Dannebrogordenens kommandørkors
– Da de rungende hurraer, som fulgte ovenpå denne tale, var forstummede, overrakte kultusministeren digteren Dannebrogordenens kommandørkors med nogle ord, i hvilken han fremhævede kongehusets anerkendelse af Andersens værd. Dybt bevæget rejste Andersen sig og takkede for skålen; “Enhver vil vist kunne forstå, hvor svært det er for mig nu at føje mine ord. Der går i dette øjeblikså mange strømninger igennem mig. Når jeg tænker på den morgen, da jeg for 50 år siden stod på Frederiksberg Bakke, da er mit hele senere liv som et eventyr for mig. Da anede jeg ikke, hvad der ville komme, men mindst af alt anede jeg, at så meget skønt ville spire for mig.
Kilde: Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende (1845-1871) 8. september 1869 “Festen for H. C. Andersen”. Teksten er så vidt muligt omskrevet til nudansk. Desuden er der indsat afsnit og overskrifter af Lars Bjørnsten Odense. Fortsættes her!