Artikel om H.C. Andersen fra Illustreret Tidende 25. december 1859.
Nedenstående artikel fra Illustreret Tidende, årgang 1. nr. 13. side 101-102 , der udkom den 25. december 1859 giver et udmærket billede af samtidens opfattelse af H.C. Andersen og hans forfatterskab. Artiklen er skrevet af m. Det har ikke været mig muligt at finde ud af hvad dette synonym står får.
Artiklen er omskrevet fra gotisk skrift til nutidig skriftform, samtid er der sket ganske få ændringer af teksten uden at denne har mistet troværdigheden i forhold til den oprindelige artikel. Desuden har jeg indsat link og relevante billeder med tekst i artiklen. Det første billede af H.C.Andersen er fra den oprindelige artikel.
Odense 14. december 2008
Lars Bjørnsten
Julen er Børnenes fest og derfor bør også deres mening i den glade tid være afgørende. Men hvis nogen i går aftes, da børnene næsten i ethvert hus med tindrende øjne, blusende kinder og den mest spændte forventning afmalet i hvert træk stod og stirrede på den dør, indenfor hvilken julelysene. tændtes, ville have prøvet på at dæmpe den barnlige utålmodighed, få gaves der er middel dertil, men også kun et eneste, nemlig at træde ind i kredsen med et nyt eventyr af Andersen i hånden og tilbyde at oplæse det. Om en eller anden vel i begyndelsen havde fløjtet til den skæbnesvangre dør, så ville han med eller mod sin vilje føle sig greben af denne digter, der ved sin hjertelighed , troskyldighed og ægte humor gør et så dybt indtryk på det barnlige sind. Og hvis man ville spørge børnene, hvilken digter de helst ønskede at se et billede af og beskæftige sig med i disse festdage, så kan man vædde ti mod een, at det enstemmige, jublende svar ville blive: H.C. Andersen!
Men de gamle bliver jo børn igen i julen, man lytter ikke så nøje som ellers til den kolde , beregnende fornuft og har intet imod at mindes den digter, der bedre end de fleste forstår at hensætte os i Fantasiens Rige. Ja selv kritikeren, vrantenhedens, misfornøjelsens og surmuleriets inkarnation, af hvem vor digter i sit liv har haft større sorg end glæde, føler sit iskolde hjerte opvarmet ved denne fest fylder fine lommer med æbler og peberkager, for at glæde en eller anden børneflok. Han forstummer og trøster sig i alt fald med, at folkets røst er Guds røst. Når store og små, unge og gamle imidlertid er enige om noget, og når de oven i købet ikke behøver at befrygte modstand af kritikken, så må det ske. Derfor skal tanken i dette øjeblik henledes på børnenes yndlingsdigter, og for at vort billede kan blive lyst og stort, skal hans værk: “Mit Livs Eventyr” være en palet ,hvoraf farverne tages. Se også “Andet” om H.C. Andersen.