Aalborg Stiftstidende (1904-1971)
1. april 1905
Den 2. april er det hundrede år, siden H.C. Andersen blev født i Odense. Det er da kun naturligt, at hans fødeby også møder med et mindeskrift i den anledning. Det skyldes skolebestyrer H. Rasmussen og cand. mag. Hans Brix og er udkommen på Milos Forlag, udstyret med et portræt af digteren og en række billeder fra digterens Odense. Både udstyr og trykning er af allerfestligste art. Skolebestyrer H. Rasmussen har behandlet digterens barndom, og han har ved en udstrakt benyttelse af de bedste skriftlige og mundtlige kilder rettet forskellige misforståelser i den traditionelle fremstilling af digterens familieforhold. Når Andersen således selv lader sin farmoder nedstamme fra en adelig dame fra Kassel, der havde ægtet en “comediantspiller” og med ham var løbet fra forældre og hjem, da forholder det sig ikke således. Hendes moder var datter af en fattig postrider i Assens, så den adelige dame hører kun hjemme i fantasiens rige.
Om sin farfader, Anders Hansen fortæller han, at han oprindelig havde været en velhavende bonde, men at ulykker brød ind over ham. Kvæget døde, gården brændte, og manden mistede forstanden. Dette er måske rigtigt, men vi kan ikke nu kontrollere det. Farfaderen var kendt i Odense under navnet “Tras fra Killerup”. En gammel tradition fra killerup-egnen ved at meddele, at den gale mand stadig talte om en fornærmelse, som var tilføjet ham af de killerup mænd, og lovede at tage en frygtelig hævn “til Tras (Trads) for min næse”, og at hans tilnavn kom herfra. For øvrigt er han opført i fynske kirkebøger som skomagersvend, hvad digterens fader var. Hvor digterens moder stammede fra vides ikke. Han siger, at hun er født i Bogense, men det passer næppe. Hun findes hverken i denne bys dåbsbog, ej heller i landsbyens af samme navn. Moderen havde allerede i 1799 født en datter udenfor ægteskab, Karen Marie, hvis fader var en pottemagersvend. Denne halvsøster omtaler digterens mærkelig nok slet ikke i “Erindringerne” , skønt hun forblev hos moderen efter dennes giftermål. Hvor hun er bleven af, vides ikke. Kun ved fra et af moderens breve til sønnen, at hun kom til at tjene i København, uvist hos hvem.
Cand. mag. Hans Brix, hvis afhandling om Andersens digtning både er et selvstændigt og dygtigt arbejde, beskæftiger sig en del med denne søster. Tanken om hendes mulige skæbne har tit foruroliget broderen. Et af hans yndlingord var jo “Gemt er ikke glemt” og søsteren har han virkelig aldrig glemt, men nok gemt hende for verden, gemt hende i sit hjerte og sin digtning, først og fremmest i “O.T.”, hvis problem denne søster netop er. O.T. er to bogstaver, som bogens helt bærer tatoveret på sin skulder. Det er hans egne forbogstaver, thi han hedder Otto Thostrup, men de kan også sige: Odense Tugthus, der er hans fødested. Symbolsk betyder disse to skjulte bogstaver alt det, den åbenhjertelige Andersen måtte gemme hos sig selv. Den skam, der klæbede ved moderens minde, angsten over søsterens skæbne. Dette gjorde ham til en ensom mellem menneskene, en urolig.
I Otto Thostrups historie fremstilles forholdet således: Moderen, en fattig pige, har født ham og en tvillingsøster i Odense Fattighus. Ham er det gået godt. Han er bleven student og har adgang til fornemme familier, men han kan ikke falde til ro her, og på søsteren tænker han med smerte og ængstelse, thi han er uvidende om hendes skæbne og frygter det værste for hende. Dette udtales således: Ene, som i den tavse nat, står jeg her i verden. I den store menneskevrimmel er jeg dog ene! Kun een kan jeg som broder træffe til mit hjerte, og jeg gyser for mødet. Velsigner tanken: Var hun død. Et andet sted hedder det, min søster, min stakkels, tilsidesatte søster, hun, som havde samme ret til åndsudvikling som jeg! “O.T.” er et forsøg på at digte sjælen fri for et tryk, der berøver den al frejdighed.
Andersen kan ikke føle sig hjemme i den verden, hvori han er optaget, så længe han ikke ved, om ikke søsteren en skønne dag dukker op og griber ind i hans tilværelse og han synes ikke han har lov til at være så højt oppe, hvis hun levede i dybet. Ofte har han tænkt sig muligheden af, at en af hans bøger kunne bære bud til hende. Thi træf af den art har han hyppigt fantaseret om. En ting kan man være forvisset om, det er, at Andersen, hvis hun havde opsøgt ham ville have taget sig kærligt af hende, hvor hun så siden kom fra. Derfor borger hans forhold til moderen, der var i sandhed smukt og hans sjældne hjerte værdigt. På lignende vis føler cand. Brix at knytte Andersens øvrige digtning sammen med hans liv og personlighed. Og han gør det ofte med stor virkning.
Navnlig er hans fortolkning af “Skyggen” både fin og dybsindig. Den lille bog, vi her har omtalt vil være en udmærket indledning til en fornyet læsning af Andersens eventyr og bedste fortællinger. Thi den nyttigste måde, hvorpå man kan fejre digterens fødselsdag er selvfølgelig at fordybe sig i dette fromme barnehjertets digte og drøm, der fremdeles bærer bud til unge og gamle.
Kilder: Ovenstående er en artikel fra Aalborg Stiftstidende 1. april 1905. Skrevet i anledning af 100 årsdag for H.C. Andersens fødsel. Billedet ikke hjemmehørende i avisen, men er affotograferet i Odense Bys Museer. Teksten er renskrevet til delvis nydansk af Lars Bjørnsten Odense 9. oktober 2015.