H.C. Andersen digt: Ynglingens Klage

I Jyllandsposten fra den 10. april 1905 findes der trykt to utrykte digte af H.C. Andersen. Det ene hedder “Ynglingens Klage”. Ifølge sdu.dk skulle det være tryk første gang i Dags-Telegrafen, 15. 8. 1875, Nr. 217. Endnu et Mindeblad fra H.C. Andersens Ungdomstid. Det andet utrykte digt er dateret den 5. juni 1837 og hedder “Til Benny”. Der findes ingen yderligere oplysninger om dette digt. Afskrift af omtaletekst er sket til nudansk, hvorimod afskrift af digte er som det forefandtes. Lars Bjørnsten Odense 10. oktober 2015.

To utrykte Digte af H.C. Andersen

I de år, da Danmarks senere så store eventyrdigter gik i Slagelse Latinskole, kom han jævnlig i mine bedsteforældres, generalkrigskommisær Herbsts livlige og gæstfrie hus. Den ensomme skoledreng fandt her en venlig modtagelse, og min moder, som dengang var en lile pige blev hans sjæls fortrolige. til hende åbenbarede han sin skjulte higen efter en gang at opnå Digterkronen. Det skulle være hans livsmål, det han fandt størst og skønnest her på jorden. – den lille Hertha Herbst lyttede undrende til hans ord, som hun næppe fattede, men mildt og kærligt trøstede hun ham efter bedste evne, når modløsheden bragte ham til fortvivlelse. Til hende forærede han nedenstående digt, det første, som Hans Christian Andersen har skrevet. I al sin naive umodenhed afspejler det hans letbevægelige sjæls følelser og drømme. Allerede mens han som barn står ved sin faders dødsleje, ser og føler han, som i en vision, at digterkransen omslynger hans isse. Virkeligheden bringer ham skuffelse og bitter smerte, men atter fordyber han sig i det fantasirige drømmeland, som han har i eje, og hvorfra det væld af eventyrdigtninge udstrømmede, rige som tusind og en nats, der gjorde hans navn udødeligt og erhvervede ham den digterkrans, som det fattige barn hin nat drømte om.

Ynglingens Klage.

Søde Barndom, Støvets Himmel Alder
o, i Dig jeg var saa lykkelig.
Glad, ukjendt med Livets vilde Storme,
Verden syntes mig et Paradis
Thi jeg aned’ ej, at Mennesket
Var den Slange, som det her forgifted! –

Første Sky paa Barnets lyse Himmel
Steg den Gang min Fader slumred ind;
Jeg med Moder knæled ved hans Kiste,
Og hun bad mig rørt og højtidsfuldt
Her at love, stedse tro at holde,
Dag for Dag i Dyd og Gud at gaa. –
Vinden blæste ind af brudte Ruder,
Rysted Lokkerne om Ligets Kind,
Men jeg syntes, at det var Guds Engle,
Som saa venligt med dem legede. –
Digterkunsten var mig kjær og hellig,
Skjønt jeg ikke kunde fatte den. –
Hvad er Natten med sin hvalte Bue,
Sine Nordlys, sine gyldne Kloder
Mod den Glorie, som vidt omstraaler
Digteren, selv naar han længst er Støv ? –
Glad jeg stod og stirred’ mod det Blaa,
Hver en Stjerne syntes mig en Engel
Og et helligt Vidne til hver Daad.
Mangt et broget, yndigt Farvespil
Svævede for Barnets lyse Øje,
Og jeg hørte underfulde Toner,
Som dybt rørte, styrkede min Sjæl.
Jeg dem vilde præge, huldt dem tolke,
Alt blev Taage kun og Vemods Lyd,
Selv jeg troede, at min Aand mig førte;
At jeg en Gang skulde Maalet naa,
Fyldt med Salighed, hver Nerve bæved,
Digterkransen alt min Tinding bar ! –
O, det var en sød og salig Drøm,
Født vel i et uerfarent Hjerte. –

Af H.C. Andersen

Du kan se flere af  H.C. Andersens digte her!