H. C. Andersen: Blækklatfigur. Kvindeskikkelse 1871.
H.C. Andersens begær pressede sig til tider voldsomt på og farvede hans tanker. Mens samtidig var han opfyldt af angst for at give sig hen til sanseren og seksuallivets fristelser. Det ses også i digterens kunst, hvor man finder bearbejdninger af det problematiske forhold, han havde både til sin egen og kvindekønnets sanselighed. I kunsten som i sit personlige liv slår Andersen korsets tegn for sig i forsøget på at bortmane de farlige kvinder og de kødelige, “urene”, længsler, de vækker i ham. I teksterne fremstår de derfor ofte enten dæmoniske, frosne, famme fatalles eller som overfladiske og forfængelige væsener uden åndelighed.
H. C. Andersens optegnelsesbog: “… Hos den Ældre kommer en Opblussen af Ungdommens ElskovsFølelse, den søde Veemod Elskeren føler efter sin fraværende Brud ..”
Uddrag fra H.C. Andersens eventyr Iisjomfruen 1862
Iisjomfruen sad paa den klare, gjennemsigtige Bund, hun løftede sig op mod Rudy, kyssede hans Fødder, og der gik en Dødsiisnen gjennem hans Lemmer, et elektrisk Stød – Iis og Ild! man skjelner ikke derimellem ved den korte Berørelse. “Min! min!” klang det om ham og ind i ham. “Jeg kyssede Dig, da Du var lille! kyssede Dig paa din Mund! nu kysser jeg Dig paa din Taa og paa din Hæl, min er Du heel!” Og han var borte i det klare, blaae Vand.
Se mere: Om H.C. Andersens kærlighedsliv eller mangel på samme – fra det første problematiske møde, over forelskelserne og begæret og til nederlagene og til hvordan de udmøntes i kunsten på de nedenstående sider. Kilder Odense Bys Museer og H.C. Andersens Hus. Foto Lars Bjørnsten Odense 2013.
Sider: 0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23