Kunstens kærlighed (20)

1-DSC_7782

Illustration af Hans Tegner

Kunstens kærlighed

Mens venner og bekendte rundt om H.C. Andersen forlovede sig til højre og venstre, viede digteren sig til sin muse. Hun var en del af ham selv og hans egen ensomhed. Igennem hende kunne han derfor udtrykke både sine kærlighedslængsler og sit pessimistiske syn på den romantiske kærligheds mulighed i jordelivet. H.C. Andersens pessimisme var et resultat af erfaring, men troen på himmelsk retfærdighed var stadig intakt.

“Hyrdinden og Skorstenfeiren”:  “… Verden er altfor stor! gid jeg var igjen paa det lille Bord under Speilet! jeg bliver aldrig glad før jeg er der igjen! nu har jeg fulgt Dig ud til den vide Verden, nu kan Du gjerne følge mig hjem igjen, dersom Du holder noget af mig!” “Og Skorsteensfeiren talte fornuftig for hende, talte om gamle Chineser og om Gjedebukkebeens-Overogundergeneralkrigscommandeersergeanten, men hun hulkede saa gruelig, og kyssede sin lille Skorsteensfeier, saa han kunde ikke andet end føie hende, skjøndt det var galt …”

“Den lille Havfrue”: ” … Kniven zittrede i Havfruens Haand, – men da kastede hun den langt ud i Bølgerne, de skinnede røde, hvor den faldt, det saae ud, som piblede der Blodsdraaber op af Vandet. Endnu engang saae hun med halvbrustne Blik paa Prindsen, styrtede sig fra Skibet ned i Havet, og hun følte, hvor hendes Legeme opløste sig i Skum …”

Den standhaftige tinsoldat: Tinsoldaten stod ganske belyst og følte en Hede, der var forfærdelig, men om det var af den virkelige Ild, eller af Kjærlighed, det vidste han ikke …….. Da gik der en Dør op, Vinden tog i Dandserinden og hun fløi ligesom en Sylphide lige ind i Kakkelovnen til Tinsoldaten, blussede op i Lue og var borte; saa smeltede Tinsoldaten til en Klat, og da Pigen Dagen efter tog Asken ud, fandt hun ham som et lille Tinhjerte; af Dandserinden derimod var der kun Pailletten, og den var brændt kulsort.

H. C. Andersen Eventyr: Kjærestefolkene. Toppen og Bolden laae i Skuffe sammen mellem andet Legetøi, og saa sagde Toppen til Bolden: “Skulle vi ikke være Kjærestefolk, siden vi dog ligge i Skuffe sammen”; men Bolden, der var syet af Saffian, og bildte sig ligesaa meget ind, som en fiin Frøken, vilde ikke svare paa saadant noget. Næste Dag kom den lille Dreng, der eiede Legetøiet, han malede Toppen over med Rødt og Gult, og slog et Messing-Søm midt i den; det saae just prægtigt ud, naar Toppen svingede rundt. “See paa mig!” sagde den til Bolden. “Hvad siger De nu? skulde vi saa ikke være Kjærestefolk, vi passe saa godt sammen, De springer og jeg dandser! lykkeligere end vi to kunde Ingen blive!” “Saa, troer De det!” sagde Bolden, “De veed nok ikke, at min Fader og Moder have været Saffians-Tøfler, og at jeg har en Prop i Livet!”

Se mere: Om H.C. Andersens kærlighedsliv eller mangel på samme – fra det første problematiske møde, over forelskelserne og begæret og til nederlagene og til hvordan de udmøntes i kunsten på de nedenstående sider. Kilder Odense Bys Museer og H.C. Andersens Hus. Foto Lars Bjørnsten Odense 2013.

Sider:  0  1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  12  13  14  15  16  17  18  19  20  21  22  23