H.C. Andersens “Rejsepas” Neapels
H.C. Andersen så sig selv som en træfugl. Når det hjemlige klima blev for koldt, mistede han modet og måtte rejse bort til varmere himmelstrøg – steder, hvor han kunne drukne sin sorg i nye oplevelser eller udtrykke den i sin kunst. Det blev hjemløsheden, som kom til at kendetegne hans liv og kunst. Som en nomade måtte han hele tiden søge mod nye ukendte egne i håbet om derigennem at finde hjem.
Brev fra H.C. Andersen til Edvard Collin den 24. september 1833. “Verden synes mig mit Fædreneland; dog siig ikke det til de Andre, de vil misforstaae mig; Danmark er et deiligt Land, men koldt, taaget, og meget Smaat i selv dets Store.”
H.C. Andersen: Mit Livs Eventyr, 1855. “Jeg følte Sjæle ‘trang efter at komme bort; jeg huskede ikke paa de Sandheds Ord hos Horats, at Sorgen sætter sig op med bag paa Rytterens Hest. Meer end en Sorg tyngede mit Hjerte.”
Se mere: Om H.C. Andersens kærlighedsliv eller mangel på samme – fra det første problematiske møde, over forelskelserne og begæret og til nederlagene og til hvordan de udmøntes i kunsten på de nedenstående sider. Kilder Odense Bys Museer og H.C. Andersens Hus. Foto Lars Bjørnsten Odense 2013.
Sider: 0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23