Den krukkede Prinsesse paa Ærten og den snobbede Prinsesse, som ikke bryder sig om Nattergalen, fordi den ikke er kunstig, Ødelanden, som sætter Papirdrager af Pengesedler op i Luften, Troldene af første Klasse med Haler … alle udløste de vor ubarmhjertige Munterhed. Alle, der var stolte af at være gjort af Mahogni og at have en Prop i Livet, fandt vi usigelig latterlige. Og hvor var vi lykkelige, naar vi saa den pralende Don Juan, Flippen, blive afvist hos alle sine Flammer, Strømpebaandet, Strygejernet og Saksen! Den gamle Andemor med den røde Klud omkring Benet gjorde os for stedse immun overfor sygelig Ordenstrang. Men af den politiserende Markedskurv lo vi kun. Ligesom vor Medlidenhed var ærbødig, saaledes var ogsaa vort Mishag høfligt. H. C. Andersen lærte os Ærbødighed for ærligt Arbejde, men han lærte os ogsaa at se det latterlige hos Ræsonnøren og Rescensenten, at bære over med menneskelige Fejl og at afsky ondsindet Sladder. Vi vidste jo, hvorledes saadan Sladder kommer i Omløb, vi havde jo læst Eventyret »Det er ganske vist«.
Og endnu en Lykke skænkede H. C. Andersen de Børn, der trængte ind i hans Verden: vi vidste uhyre meget om Kærligheden. Fremfor alt vidste vi, at man skal tage sig i Agt for Kærligheden. Thi, siger H. C. Andersen, naar først Hjertets Kanariefugl begynder at slag med Vingerne, saa stikker Fornuften Fingrene i Øret. Men naar det gælder dette Spørgsmaal, det allervigtigste i Menneskers Liv, maa man beholde sin Fornuft. Saaledes maa man f. Eks. ikke gaa hen og binde sig til en, fordi man tilfældigvis — saadan som Bolden og Toppen — er kommet til at ligge i Skuffe sammen. Og at kysse en Svinedreng, blot fordi han kan give En en kunstfærdig Skralde, som kan spille Alverdens Polkaer, det skal man være meget forsigtig med. Man maa ogsaa se at blive helt klar over sine Følelsers Ægthed og Varighed, for det er ikke den rigtige Kærlighed, som ophører, »fordi man møder sin Tilbedte igen i Skarnbøtten«. Trods al Alvoren er Kærligheden hos H. C. Andersen ikke noget traurigt, men et glædeligt Anliggende. AlleTallerkener rasler af Glæde, naar to holder af hinanden, og elskende kan, hvis de vil, veksle Støvler i Stedet for Ringe, uden at Sagen derfor bliver mindre poetisk og spændende.
Det var vidunderligt, at H.C. Andersen kunde raade En saa godt i dette vanskelige Spørgsmaal, da de Voksne absolut ikke var tilbøjelige til at komme ind paa dette Tema. Men ogsaa paa andre Omraader var Bekendtskabet med H. C. Andersen til stor Trøst. Han var den eneste Voksne, der sagde til En: »Glæd dig over dit unge Liv!« Han fandt, at ogsaa et Barn kunde have Ret — netop et Barn. Som f. Eks. Drengen, der havde Mod nok til at sige, at Kejseren ingen Klæder havde paa. Man behøvede heller ikke at skamme sig over sin Ufuldkommenhed. Bornholmeruret gik jo ogsaa for hurtigt, altsaa heller ikke saa nøjagtigt, som et anstændigt Ur burde gaa. Og dog, sagde H. C. Andersen til dets Undskyldning: »Bedre for hurtigt end for langsomt.« Var man et begavet Barn, læste man med den største Fryd: »Det gør ikke noget, at man er født i en Andegaard, blot man har ligget i et Svaneæg!« Var man fattig, kunde man da ikke lade være at tænke paa, at Hans Christian Andersen ikke havde haft mere end 13 Rigsdaler i Lommen, da han gik til København for at erobre Verden. Man fik Livsmod ved denne Tanke, Ja, ikke engang Mæslingerne kom En paa tværs, tværtimod, for jo længere Rekonvalescensen varede, desto mere uforstyrret kunde man læse i Eventyrene, og saaledes blev Sygdommen til Festdage. Og om Aftenen før de sædvanlige Arbejdsdage lagde man Skolebøgerne under Hovedpuden, akkurat som den lille Tuk, selv om man godt vidste, at man ikke helt kunde stole paa Hjælpen.
Man voksede saaledes op i en Verden, hvor det livløse var besjælet, og selv nu imponerer Flyvningerne over Atlanten os ikke noget videre, for vi fik i sin Tid Lov at være med i den flyvende Kuffert, som bar den unge Købmand til hans tyrkiske Prinsesse. Og hvor skulde Radioen kunne imponere os, endskønt den ophæver Rummet, naar vi engang har baaret Lykkens Kalosker, som formaar at ophæve Tiden?