H.C. Andersens faders afregningsbog

H.C. Andersen faders afregningsbog til militæret

H.C. Andersen faders afregningsbog til militæret

H.C. Andersens triste arv efter sin far var hans militære regnskabsbog. På bogens uskrevne blade findes de første vidnesbyrd om drengens sysler: 6 digte og 25 titler til planlagte teaterstykker. Rørende nok er det første digt en soldatervise (Det Kgl. Bibliotek, håndskriftsafdelingen)

H.C. Andersens far var udstationeret som soldat i Holsten fra 1812-1814. I en militær afregningsbog noteres bl.a. noget om væksten, hårfarve, øjenfarve og højde. Faderen døde den 26. april 1816, da hans almene tilstand efter soldatertiden ikke var god. Faderen blev kun 33 år og dødsfaldet betød, at moderen nu havde nok at gøre med at skaffe mad og andre fornødenheder til den lille familie.

 Læs, hvad H.C. Andersen skriver om sin far i sin “Levnedsbog 1805-1831” i forhold til krigen

“…Krigen rasede imidlertid i Tydskland, min Fader læste begjærligt Aviserne. Napoleon var hans Helt, vi bleve allierede med de Franske, Tropperne droge afsted, han kunde ikke blive i Hjemmet, han vilde see Napoleon, han vilde i Krig. De Anecteerte skulde nu ogsaa afsted, han gik med som Frivillig, men simpel Soldat, vis paa at avancere i Krigen. Jeg laae da syg af Meslinger , min Mund var i Saar, jeg phantaserede stærkt; dog husker jeg tydeligt den tidlige Morgen, jeg saae ham i Uniform med Geværet, bøiende sig over Sengen kyssede han mig min Læbe til Blod og styrtede ud af Døren. – Der var en Jammer hjemme. Naboekonen, sagde at min Fader var gal, at han vilde løbe ud og skydes for Ingenting! ­

 Han kom imidlertid ikke længer end til Holsteen; Krigen var endt, Tropperne trak tilbage, og min Fader var atter Borger, men hans Sundhed havde lidt, han blev febersyg en Morgen, phantaserede stærkt, talte om Napoleon og Felttoge; min Moder vidste intet bedre Raad end sende mig ud til en saakaldet “klog Kone” i Eiby, en Miil fra Byen; hun lovede at komme, gjorte først nogle Kunster med mig, som hun bandt en ulden Traad om Haandledet og gav et Blad af, som hun sagde: “Christi Korsets Træ”. “Men skal min stakkels Fader døe?” spurgte jeg og græd. “Døer han,” svarede hun, “da vil du møde hans Aand paa Veien naar du gaaer hjem!” -Hun havde nær skrækket Livet af mig og jeg var frygtelig tilmode. “Skal vi dog ikke hente en Doctor!” bad jeg da jeg kom hjem; men det skete først næste Dag, og Sygdommen tog mere til; han døde paa den tredie Dag. – Jeg gik tæt bag efter Liigkisten, saae hvor Præsten inde i St Knuds Kirke kastede Sand paa den, jeg var saa bedrøvet, hjemme jamrede min Moder; kun gamle Farmoder sad stille med vaade Øine, hun sukkede slet ikke, men der laae en forunderlig Smerte i det blege Ansigt, der selv greb mig, som Barn. ­…”

Foto: Lars Bjørnsten Odense

Læs om H.C. Andersens familie her!